III. De olympiske Guder.

Der er to Hovedstrømninger i græsk Religion. Den ene er en ældgammel, folkelig, raa Retning, med Sten-, Træ- og Dyrefetisjisme, Magi, Menneskeofre og Tro paa Aander og Dæmoner. Saa længe den egentlige hellenske Kultur blomstrede, blev denne Retning holdt nede; men efterhaanden som det græske Aandsliv døde ud ved Oldtidens Slutning, rejste det ældgamle religiøse Barbari sit Hoved paany.

I Modsætning hertil staar de olympiske Guder. De blev væsenligt baaret frem af den homeriske Tids Overklassekultur. De homeriske Riddere stolede paa deres Styrke, hævede sig med fritænkerisk Ligegyldighed over den gamle Overtro og udvalgte et vist Faatal af Guder, som opfattedes rent menneskeligt, med Skikkelse, Følelser, Lidenskaber og Svagheder som Mennesker, men smukkere og klogere, udødelige og i Besiddelse af større Magt[5]. De er ikke Lokalguder, men fælles for alle Hellenerne. Dog er "homeriske" og "olympiske" Guder ikke ubetinget to Benævnelser for det samme; saaledes er Demeter og Dionysos hos Homer endnu ikke Medlemmer af det olympiske Selskab, mens de senere regnes med dertil.

De olympiske Guder udgør en Slags Borgherrefamilie, hvis Overhoved er Zeus. Hans Magtstilling beror væsenligt paa, at han er stærkere end de andre. "Bind et Tov fast ved Himlen", siger Zeus til Guderne paa Olympen, "og tag alle I Guder og Gudinder fat ved den ene Ende; aldrig skal I faa mig ned fra Himlen; men jeg kan trække Eder alle og tilmed Jord og Hav til Vejrs og binde Tovet fast ved Olympens Tind, saa at hele Verden kommer til at svæve i Luften".

Zeus har Søstrene Hera, der er hans Dronning, Hestia og Demeter; hans Brødre er Poseidon, Havets Hersker, og Hades, der dog ikke hører med til den olympiske Gudekreds, men er Konge i Underverdenen. Zeus og Hera har Børnene Hephaistos, Ares og Hebe; endvidere tænktes Zeus uden for sit Ægteskab at være Fader til forskellige Guder og Gudinder, hvad der bl. a. kan skyldes et Ønske om at drage saa mange Guddomme som muligt ind i den olympiske Kreds. Med Leto har han Apollon og Artemis, med Maia Hermes, o. s. v. Helt ud i det æventyragtige er Beretningen om Pallas Athenas Fødsel af hans Hoved, Dionysos's af hans Hofte.

Det fælles Hjem for de olympiske Guder er Olympos, hvilket Ord snart betegner det takkede, skydækkede Bjerg i Thessalien, snart Himlen i al Almindelighed, snart en evigt urokkelig Bolig, der ikke rystes af Vinden, ikke vædes af Regnen; der falder ingen Sne, men skyløs, klar Luft er udbredt overalt, og hvid Glans hviler derover; der fører de salige Guder altid deres Glædesliv (Od. 6,42).

To Synspunkter afløser og konkurrerer ofte med hinanden i den religiøse Udvikling, et ældre, hvor man ofte upersonligt taler om en Verdensvilje, "Magten", (paa Græsk: det dæmoniske, Moira, Aisa), der raader over os, og et yngre, hvor man tror paa personlige Guder, mere eller mindre menneskelige, som Livets Styrere. Af disse Guder har Zeus som Hersker over den overalt tilstedeværende Himmel og det ordnede Samfund hævet sig til at være Livets øverste Styrer. — Vi ser derfor hos Homer baade Moira og Zeus som Tilværelsens højeste Magt, begge lige mægtige, snart nævnede sammen i samme Aandedræt, snart optrædende hver for sig[6].

Lynguden, Zeus, Hera.

Lynguden. Af alle Naturfænomener er der intet, der paa Grund af sin Pludselighed og Voldsomhed gør saa stærkt Indtryk paa Mennesker som Lyn og Torden. Naar Lynet slaar ned og spalter Træer, dræber Mennesker og Dyr, tror primitive Folk, at Lynguden er faret ned og har frembragt disse Forstyrrelser. Ganske naturligt spørger man, hvorledes denne Lyngud ser ud.

Nu er Øksen jo et Redskab, der mangedobler Menneskets fysiske Kræfter; den blev derfor tidligt — baade i oldgræsk, ægæisk Kunst og i nordiske Helleristninger — betragtet som noget overmenneskeligt, en Fetisj, og naar man saa den Virkning, Lynet frembragte, laa det nær at tænke sig Lynet som en himmelsk Økse (Stenaldersøkse eller dobbeltægget Bronceøkse, Fig. 1 og 2). Betragtningen af Lynets Udseende (Zigzaglinie) førte til at fremstille Lynguden som et Knippe af 3 Flammer eller som buede Linier, forbundne med en Stilk eller et Haandtag (Fig. 3 og 4).

1 2 3 4

Zeus som Naturgud. De store græske Guders Navne er som Regel ganske uforstaaelige, formodentlig er de slet ikke græske, men overførte til Græsk fra det Sprog, som taltes af Urindbyggerne, før Grækerne vandrede ind og erobrede deres Land. En Undtagelse er Navnet Zeus, der er et ægte græsk Ord, der genkendes i andre indoeuropæiske Sprog.[7]

Zeus er først selve den buede Himmelhvælving og det klare Dagslys. Da dernæst alt Slags Vejrlig kommer ned over Jorden fra Himmelhvælvingen og Skyerne, siger man paa Græsk: Zeus regner, sner o. s. v., og Zeus faar Tilnavnet Skysamleren og Skysortneren. Uvejr og Nedbør begynder gerne i Grækenland med, at Skyerne samler sig om en Bjergtop, og derfor antages Zeus at bo paa de høje Bjerge, Ida ved Troja, Olympos i Thessalien o. a.

Efterhaanden løsnes Zeus fra sine Elementer, saa at han bliver en fri Gud i Menneskeskikkelse, der troner paa sit Bjerg eller i Himlen og derfra sender Menneskene Lys og alt Vejrlig.

Vi har da to Vejrligsguder, Lynguden og Zeus; men i Tidens Løb blev Zeus mere populær end Lynguden, der mistede sin selvstændige Stilling og blev Zeus's underordnede. Billedet af Lynguden som et Knippe af Flammer blev til den saakaldte Tordenkile, som Zeus holder i sin Haand — som Thor sin Hammer —, og som han slynger mod sine Fjender. Denne Tordenkile ser paa det store Zeusalter i Pergamon saaledes ud (Fig. 5):

5

Det Sted paa Jorden, hvor Lynet slog ned, antog Grækerne derved var taget i Besiddelse af Lynguden, og altsaa ham helliget for al Eftertid. Slog Lynet ned i et Træ, betegnedes derved, at Guden valgte sig dette Træ som Ejendom. Nu er af en eller anden Grund Egetræer særligt udsatte for Lynnedslag — en tysk Forstmand har iagttaget, at disse Træer rammes 60 Gange saa hyppigt som Bøge, — og da tilmed Egen i tidligere Tid var langt mere udbredt end nu, maatte man hyppigt se Egetræer rammes af Lynet. Deraf forklares Troen paa, at Egetræer stod i særligt Forhold, først til Lynguden, dernæst til Zeus som hans hellige Træ.

Af alle Fuglene er Ørnen Zeus kærest; den bærer hans Lyn og er hans hurtige Sendebud[8].

Zeus som Rets- og Samfundslivets Gud. Alt Samfunds- og Retsliv foregik i gammel Tid saa vidt muligt under aaben Himmel. Der samles Mænd til Raadslagning og Dom, der aflægges Ed, og der ofres til Himlens Guder. I Solens Lys kan det onde og uretfærdige ikke trives. Som Himmellysets Gud bliver Zeus naturligt ogsaa den øverste Styrer af alt Samfundsliv. Han beskytter Hus og Gaard og den hele By; han vogter Landets Grænser. Han styrer alle Forsamlinger og beskytter Kongerne, der antages at stamme fra ham. Han vaager over Eder, og Retfærdighedens Gudinde Dike (d. v. s. den, der viser, hvad der er Sandhed) gøres undertiden til hans Datter. Han stifter Ægteskaber og bestemmer Menneskers Liv og Død. Han ledsager den rejsende, til han naar sit Maal, og han beskytter den, der lever i et fremmed Samfund og er blevet retsløs, saa snart han kom uden for sit Hjemland. Han er i det hele Menneskeslægtens højeste Hjælper og Frelser (Soter); Sejrsgudinden Nike følger ham, og han er selv rustet med Aigiden.

Hera og Zeus i Olympia. Til de mest kendte Helligdomme for Zeus hørte det store Tempel paa den hellige Plads i Olympia, i Landskabet Elis paa Peloponnes.

Den ældste Bebyggelse paa dette Sted kan vel sættes til Aar 1200 f. Kr. Disse Urindbyggere dyrkede 5 Dværge, der tænktes at bo i en Hule ved Foden af Kronoshøjen. En saadan Dværg kaldtes en Daktyl ɔ: Tommeliden.

Da kom ved Aar 1000 en anden Stamme fra Argossletten, hinsides Bjergene. Fra ældgammel Tid var Hera den fornemste Gudinde i det gamle Kulturcentrum omkring Byerne Tiryns og Mykenai. Hun synes oprindeligt at have været en Jordens Frugtbarhedsgudinde i Skikkelse af en Ko; derfor kalder Homer hende "den kvieøjede". Hendes hellige Fugl er Gøgen, der varsler Foraarets Komme. De Udvandrere, der drog fra Argos til Olympia, tog deres Gudinde med og rejste hende et Alter ved Kronoshøjen.

Nu er Jordens Frugtbarhed afhængig af Himlens Regn, Sollys og Varme. Man digter da en Mythe om et Ægteskab mellem Himlens Gud Zeus og Jordens Gudinde Hera; hun bliver den blændende, skønne og prægtigt klædte Himmeldronning; men hun er egenraadig og lidenskabelig og kommer aldrig til at føle sig rigtigt hjemme paa Olympen.

I Olympia var Zeus Oprindeligt kun en Bifigur til Hera; senere er han blevet Hovedguden. Denne Forandring er efter Traditionen blevet fuldbyrdet paa følgende Maade: Endnu i senere Tider viste man i Olympia Rester af et gammelt Palads, i hvilket Zeus's Lyn engang var slaaet ned. Derved havde Zeus selv taget den hellige Plads i Besiddelse, og nu var det ham, der var Hovedguden, og det hele Terræn blev kaldet Olympia ɔ: det olympiske Land, Zeus's Land; Hera blev i senere Tider væsenligt Ægteskabets Beskytterinde. I Olympia samledes man hvert fjerde Aar, vistnok i Slutningen af September, først og fremmest for at vise, hvad man formaaede af Sport og Gymnastik, den gamle doriske, adelige Overklasses højeste Interesser; men ogsaa Herodot skal her have oplæst Dele af sit Værk og Sofisten Gorgias have holdt Foredrag. Ikke alene de 5 Dage, Legene holdtes, men ogsaa nogen Tid før og efter skulde der herske Festfred, for at Folk kunde rejse i Sikkerhed. Derved fik disse Fester, der bestod i over 1000 Aar, politisk Betydning.

Et stort Tempel var bygget for Hera i meget gammel Tid, maaske allerede i det 8nde Aarhundrede. Det store Zeustempel er først fra det 5te. Gudebilledet i sidstnævnte Tempel var en chryselephantin (d. v. s. af Guld og Elfenben) Statue af Pheidias. Vi kender Statuen gennem Møntbilleder fra Hadrians Tid, og af Hovedet haves der en Marmorkopi. Det er sandsynligt, at vor mest udbredte Kristustype med lange Lokker, Skilning midt i Panden og langt bølgende Skæg stammer ned fra Pheidias's Zeus. I Aaret 408 e. Kr. lod man Zeustemplet i Olympia afbrænde for at gøre en Ende paa Zeusdyrkelsen og de olympiske Lege; men forinden skal Zeusstatuen være overflyttet til Konstantinopel, hvor da den omtalte Kristustype kan være skabt.

Zeusstatuen blev formodenligt ødelagt ved en Paladsbrand i Konstantinopel allerede i det 5te Aarh. e. Kr. I Olympia væltede Jordskælv, hvad der endnu stod, og Alpheiosfloden strømmede hen over den gamle, hellige Plads, der først i vore Dage atter er blevet udgravet.

Zeus og Hera hos Homer. Hos Homer bor Zeus med sin Dronning Hera og de øvrige store Guder paa Olymposbjærget i Thessalien. Zeus og Hera er begge vældige Herskere; naar Zeus svinger Aigiden, raser Lyn og Torden, saa Mennesker forfærdes. Naar han nikker med sine Øjenbryn, eller naar Hera bevæger sig paa sin Trone, saa ryster den høje Olymp. Men Samlivet mellem dem er ikke godt. Zeus klager over sin Hustrus stride og halsstarrige Sind og kalder hende fræk uden Lige. Undertiden gaar det til Haandgribeligheder, som dengang Zeus bandt hendes Hænder, fæstede 2 Ambolte ved hendes Fødder og hængte hende op mellem Himmel og Jord. Hera hævner sig paa sin Side ved at narre sin Mand bag hans Ryg; engang sammensvor hun sig endog med de andre olympiske Guder om at binde Zeus.

Poseidon.

Poseidon som Dybets Gud. Poseidon tænktes opr. at bo i Jordens Dyb. Han kaldtes den jordholdende (Gaiaochos)[9], vel fordi han bærer den af Mennesker beboede Overflade i sine stærke Lemmer, og naar der indtræffer Jordskælv, — hvad der hyppigt gør i Grækenland —, var det Jordrysteren, der frembragte disse. Han tænktes i Skikkelse af en Tyr eller Hest, og den underjordiske Drønen, der kan følge med Jordskælv, var Tyrebrøl eller Hestevrinsken. Geologiske Revolutioner skyldtes Poseidon. Han river Øer løs fra Fastlandet, spalter Bjærge, sprænger Jordens Dække eller baner sig Vej gennem dens Indre, som en Kæmpemuldvarp kunde tænkes at gøre, og derfor ofrede man Muldvarpe til Poseidon.

Poseidon som Gud for det ferske Vand. Alt det ferske Vand paa Jordens Overflade i Floder og Søer er, ligesom de skjulte Væld under Jorden, Poseidon underlagt; han kan endog slaa Hul paa Jordskorpen og lade en Kilde vælde frem. Han bliver derfor en Frugtbarhedsgud for Plantevækst, Kvæg- og Hesteavl, og han beskytter Hyrder og Bønder. En Følge af Poseidons Tyreskikkelse er, at græske Flodguder ofte tænktes som Tyre, eller i hvert Fald udstyrede med Horn. Til hans Hesteskikkelse haves mange Paralleler andetsteds fra, f. Eks. i den nordiske Tro paa, at Dæmonen i en Sø, Flod eller Aa ofte ser ud som en Hest. — Poseidon skænker Guder og Mennesker prægtige Heste, og han er den eneste af de højere Guder, der kan optræde som Rytter.

Poseidon som Gud for det salte Vand. Homers Digte er heroiske og mangler Sans for en Gud, der hjælper en agerdyrkende, kreaturholdende Bondebefolkning. Derimod kender de den sortlokkede, bredbrystede Poseidon i Menneskeskikkelse som Gud for det salte Vand. Hos Homer færdes Poseidon i Gudeselskabet paa Olympen; men hans egenlige Hjem er paa Bunden af Havet, der slynger sig uden om Jorden, holder den i sin Favn og ryster den i Jordskælv. De Forestillinger, der knytter sig til Ordene Jordholder og Jordryster om Homers Havposeidon og om den før nævnte Indlandsposeidon, er altsaa forskellige. Homers Poseidon lever i sit funklende Guldpalads sammen med sin Hustru Amphitrite. Deres Søn er Triton, en fantastisk Skabning med Menneskeoverkrop og Fiskehale. Paa sin Vogn, hvis Heste har Fødder af Malm og Manker af Guld, kører Poseidon gennem Havet, idet han bruger sin Trefork til at oprøre eller atter berolige Bølgerne. Han ledsages ofte af et talrigt Følge af Søkøer, Søheste og Søslanger, af Havnymfer, der rider paa Delfiner, og af Tritoner (der tænktes ogsaa at være flere), som blæser i Kongkylier. I den historiske Tid dyrkedes han særligt hos de søfarende Ioner i Lilleasien.

Poseidons Attribut. Poseidons almindelige Attribut er, som allerede nævnt, Treforken, hvormed han ikke alene oprører og beroliger Havet, men ogsaa spalter Klipper og fejer Sandgrunde til Side. Denne Trefork er rimeligvis oprindeligt et Vaaben af samme Art som Zeus's Tordenkile.

Hephaistos.

Ildkultus. Mennesker, der lever under primitive Forhold, lader ikke gerne deres Ild gaa ud, da det er vanskeligt at faa den tændt paany. Men naar Ilden har brændt i lang Tid, har mange Mennesker tænkt sig, at den bliver træt, hvorfor man gør vel i at lade den gamle Ild slukkes og hente sig ny Ild andetsteds fra. Saaledes ved vi, at der paa Øen Lemnos har været en ejendommelig Ildkultus; en Gang om Aaret slukkedes al Ild paa Øen; i 9 Dage var man uden Ild, til man fik hentet ny fra Delos, rimeligvis fra Renselsesguden Apollons Helligdom. Eller Ilden kan blive uren ved et Dødsfald, eller ved at formastelige Fjender har været i dens Nærhed. I Argos slukkede man i et Hus, hvor der var indtruffet et Dødsfald, al Ild, og for at tilberede Gravmaaltidet hentede man ny Ild fra et Nabohus. Efter Slaget ved Plataiai erklærede det delphiske Orakel, at Ilden i Omegnen var gjort uren af Barbarerne, og at man til Sejrsfesten burde hente ren Ild fra Delphoi[10].

Hephaistos som Smededværg. Af en saadan Ildkultus er der da udviklet Troen paa et dæmonisk Væsen, der var Herre over Ilden og anvendte den i Haandværkets Tjeneste som Grovsmed, Vaabensmed, Guldsmed og Juvelerer. Hans Navn var Hephaistos, og han hører navnlig hjemme paa Lemnos og andre Øer i det nordlige Ægæerhav; overalt hvor vulkansk Røg kom op af Jorden, tænkte man sig, han havde et Værksted; Røgen kom fra hans Esse. Af ydre tænktes han oprindeligt som en Dværg med en spids Hue paa Hovedet — altsaa samme Ydre og Paaklædning som de Dværge, nordisk Folketro kender.

Hephaistos som Smedegud. Naar nu Mennesker selv søgte at udføre samme Arbejde som Hephaistos, stillede de sig under hans Beskyttelse. Smededværgen forvandledes derved til en Gud og gjordes til en Søn af Hera, der dyrkedes meget paa Samos, hvor Hephaistos's Ophøjelse til Herasøn vel derfor har fundet Sted. Trods denne Guddommeliggørelse vedblev han dog at være en halvt komisk Figur. Han skildres hos Homer som uhyre stor og stærk, har en vældig Nakke og er helt lodden paa Brystet, hans Arme er kraftige; men hans Ben er tynde, og han er halt, saa han maa gaa med Stok og stønner af Anstrengelse ved at bære sit Legeme. Han er saa snavset, at han maa vadske sig med Svamp, inden han viser sig for andre. Han ligner i et og alt en jordisk Grovsmed; hans Halthed er en Overførelse fra jordiske Forhold; thi i gammel raa Tid, hvor det mest værdige Arbejde for voksne Mænd var at slaas, blev Krøblinge sat i Haandværkerlære, navnlig det ansete Smedehaandværk (smlgn. Vølund Smed). Skønt Hephaistos blev Gud med Hjemstavn paa Olympen, tænktes hans Værksteder dog ofte stadigt at ligge paa Ægæerhavets Øer. For at forklare sig denne Adskillelse mellem Gudens Bolig og hans Værksteder digtede man en Mythe, der fortælles paa to lidt forskellige Maader. Enten hed det, at Hephaistos engang vilde hjælpe sin Moder i et husligt Opgør med Zeus, men at denne blev saa forbitret, at han tog Hephaistos ved Foden og kastede ham ud fra Olympens Tærskel, saa at han hele Dagen for af Sted mellem Himmel og Jord og først om Aftenen faldt ned paa Lemnos. Eller det fortaltes, at Hera, straks efter at have født ham, selv kastede Barnet ud af Ærgrelse over, at det var halt. For denne Behandling hævnede Hephaistos sig ved at lave en Stol med usynlige Baand, som han sendte Hera. Da hun satte sig i Stolen, slyngede Baandene sig om hende, saa hun ikke kunde komme løs. Krigsguden Ares paatog sig at hente Hephaistos op til Olympen; men denne drev ham paa Flugt med brændende Fakler. Saa gaar Dionysos til Hephaistos, beruser ham i Vin, faar den vanføre Smedegud sat paa et Muldyr og transporteret til Olympen, hvor han løser Hera paa den Betingelse, at han faar Aphrodite til Brud. Til Løn for den ydede Hjælp blev Dionysos saa optaget blandt Olympierne som en af deres. (Smlgn. S. 10 og 11).

Ares.

Ares er, hvad Grækerne kaldte en Ker ɔ: en Ødelæggelsesdæmon. I Krigen hugger han ned for Fode i vildt Bersærkerraseri, uden Overvejelse af, hvorledes han maa kæmpe for at sejre, uden Interesse for nogen eller noget, han vil forsvare, og uden Overholdelse af de Love, som ellers gælder selv mellem Fjender — altsammen i Modsætning til Kampgudinden Pallas Athena, der foran Troja slaar ham til Jorden med en Kæmpesten, saa han dækker "syv Maal Jord."

I Kampen tænktes han rustet som en sværtvæbnet græsk Kriger. Han bærer Malmpanser, Hjælm med vajende Hjælmbusk og paa venstre Arm et Skjold af Tyrelæder. Han kan raabe saa højt som 10,000 andre.

Denne uciviliserede Bersærk skubbede Grækerne fra sig og gjorde ham til en Thraker. Hos Homer kæmper han paa de trojanske Fjenders Side. Trods denne Uvilje er han alligevel optaget i den olympiske Familie som Søn af Zeus og Hera; men Zeus kan ikke lide ham.

Pallas Athena.

Erechtheus, Athena, Poseidon. I den ældste Tid laa der paa Athens Akropolis en mykensk Kongeborg, ligesom forskellige Guddomme havde deres hellige Steder der. En af disse var Erechtheus, der senere sank ned til at være en af Kongeslægtens Stamfædre.

Ældgammel er ogsaa Gudinden Athena, et Navn, der er ugræsk og for os uforstaaeligt; heller ikke Betydningen af Navnet Pallas er sikker. Hvad hun har været for en Gudinde, er ogsaa usikkert. Muligt har hun været en Jordguddom, en Beskytter for Bønderne paa Sletten neden for Akropolis. Hun vilde da være en Gudinde som Hera, og hendes nære Forhold til Himmelguden Zeus som hans kæreste Datter vilde da være forstaaeligt. Ødelæggelsen af den mykenske Borg kunde da tænkes at staa i Forbindelse med en national Rejsning af den indfødte Bondebefolkning, der indførte deres Gudinde Athena paa Akropolis, hvor hun bragtes i Forbindelse med Erechtheus, der nu opfattedes som hendes Fostersøn; i senere Tid opførtes som bekendt Erechtheion som en fælles Helligdom for Erechtheus og Pallas Athena. Hver Guddom havde sit Rum i Templet, i Athenas stod det gamle, efter Overleveringen himmelfaldne, Træbillede af Athena Polias (Bybeskytterinden), til hvem man bragte en ny Kjortel ved Panathenaierfesterne.

Endnu en Gud søgte at gøre sig gældende paa Athens Akropolis, nemlig Poseidon; men han kunde ikke hævde sig overfor Athena, der vedblev at være ikke alene Akropolis's, men ogsaa hele Landet Attikes øverste Hersker. En Mythe fortalte, at Poseidon og Athena stredes om, hvem der skulde være Herre i Attike. Guderne og Erechtheus skulde dømme imellem dem, saaledes at den, der kunde frembringe den nyttigste Ting for Attike, skulde være Landets Gud. Poseidon jog sin Trefork i Klippen og lod en Kilde med salt Vand vælde frem; men Athena skabte det første Oliventræ og vandt derved Prisen.

Denne Strid mellem Athena og Poseidon afspejler aabenbart en Forandring i Attikes økonomiske Liv, der er foregaaet paa Peisistratidernes Tid. Attike er tørt, og kun ca. 100 Kvadratkilometer egner sig til Korndyrkning. Store Dele af Landet laa derfor i ældre Tid unyttet hen, og Befolkningen kunde ikke brødføde sig. De penteliske Marmorbrud og Sølvminerne i Laurion var endnu ikke kendte. Man havde kun een Industri, nemlig Fabrikationen af Vaser, der fremstilledes af det udmærkede Ler fra Forbjerget Kolias ved Phaleronbugten. Mange af Attikes Indbyggere maatte tjene deres Livsophold ved Skibsfart. Fra Peisistratidernes Tid blev Oliventræsdyrkningen Landets vigtigste Næringsvej; Olien brugtes baade til Mad og som Toiletmiddel til at indgnide Huden med. Træets Rødder kan naa saa langt ned i Jorden, at de kan skaffe Træerne det nødvendige Vand. Attikes Befolkning kunde nu bedre leve som fastboende Agerdyrkere, og det var naturligt, at denne Forandring opfattedes som en Gave af Landets Gudinde Athena.

Det Oliventræ, der stod paa Akropolis nær Erechtheion, betragtedes som Byen Athens egenlige Livstræ; saa længe det levede, kunde Athen ikke gaa til Grunde. Da Perserne brændte Akropolis, blev ogsaa dette Træ ødelagt; men allerede Dagen efter havde det, efter Legenden, frembragt et nyt Skud, der varslede om Borgens og Byens Genopførelse.

Athena som Beskytterinde af fredelige Sysler. Det er ikke alene det fredelige Jordbrug, Athena beskytter; hun er ogsaa Kunstens og Haandværkets Gudinde, og hun lærer Kvinderne alt Husarbejde. Hos Homer siges hun ikke alene at have vævet sin egen Kjortel, men ogsaa den skønneste Festdragt, som Hera overhovedet ejer. Hun staar i et inderligere Forhold til Menneskenes Sjæleliv end nogen anden Gud; hun giver Kløgt og Besindighed og glæder sig, naar Mennesker optræder taktfuldt.

Athena som Borggudinde. Akropolis var i hele Oldtiden Byen Athens Centrum, — som mykensk Kongeborg, som Fæstning og som religiøs Festplads. Som Borggudinde kom Athena derfor til at staa den egenlige Samfundsgud Zeus nær. Hun alene ved, hvor han gemmer sin Tordenkile paa Olympen, og hun bærer Aigiden ligesom Zeus. Som Zeus beskytter alt Samfunds- og Retsliv, hos hvilket Folk det end findes, beskytter Athena som Borggudinde enhver By og dens Fæstning. De homeriske Digte betragter det som en Selvfølge, at der endog i den fjendtlige By Troja var en Athena Polias paa Byens Borg.

Palladier. Et Palladion var en Athenastatue i Krigsudstyr, som mentes at beskytte det Sted, hvor den stod. Ogsaa Troja har hos Homer et Palladion, som Grækerne maa stjæle, inden de kan tage Byen.

Athenas Attributer. Pheidias's chryselephantine Statue af Athena i Parthenon viste Gudinden staaende med venstre Haand støttet til Skjoldet, bag hvilket hendes hellige Slange Erichthonios[11] bugtede sig. Et andet Attribut er Uglen.

Endnu i vore Dage er der visse Ugler, der holder til mellem Akropolisklippens Skrænter og Huler, og det samme har vel ogsaa været Tilfældet i Oldtiden. Maaske er det denne tilfældige Omstændighed, der har gjort Uglen til Athenas hellige Fugl.

Athena paa Olympen. I Gudefamilien paa Olympen optoges Athena som Datter af Zeus. En Mythe fortalte, at Zeus elskede Metis (Indsigt, Kløgt); men da hun i Følge en Spaadom først skulde faa en Datter, der var sin Fader lig i Forstand, og dernæst en Søn, der skulde blive Herre over Guder og Mennesker, overtalte Zeus hende til at forvandle sig til en Flue, hvorefter han slugte hende og fødte saa selv den Datter, som Metis skulde have haft, ved at Hephaistos slog Hul paa hans Hoved med sin Økse. Athena kom til Verden "svingende sine gyldne, lysende Kampvaaben; alle de udødelige blev grebne af Ærefrygt ved at se hende, den store Olymp skælvede, Jorden drønede, Havet kom i Oprør, Solguden standsede sine Heste paa Himlen, og den raadvise Zeus glædede sig."

Apollon.

Apollons Hjemstavn. Da Grækerne fra deres eget Land kom ud paa Ægæerhavets Øer og videre til Lilleasien, fandt de der, navnlig paa Øen Delos og i Landskabet Lykien, en Gud, der dyrkedes i Huler og ansaas for Landets Herre. Ham optog de i deres egen Religion under Navn af Apollon.

Denne ugræske Gud er naturligvis oprindeligt græskfjendtlig. I den saakaldte homeriske Apollonhymne ser vi de Olympiske Guder springe op fra deres Sæder af Angst for Apollon, naar han træder ind i deres Forsamling. I Iliaden hjælper han Hektor, er meget virksom ved Patroklos's Drab og skyder Pestpile mod Grækernes Lejr. Naar Vrede fylder ham, "vandrer han frem som Natten" ɔ: en sydlandsk Nat, der indtræder pludseligt og uhyggeligt. Der er næppe nogen Gud hos Homer, der optræder med en saadan Værdighed og Vælde som Apollon; selv Athena bøjer sig for ham, skønt hun ikke er bange for at give Zeus et rapt Svar. Og denne Respekt for Apollon holdt sig Oldtiden igennem; der er ingen græsk Gud, der har haft saadan Indflydelse paa det hellenske Folk i sin Helhed som Apollon i Delphoi.

Apollons Væsen. Hvad Apollon oprindeligt har været for en Gud, vides ikke, lige saa lidt som hvorledes det er gaaet til, at saa mange forskelligartede Ting i Tidernes Løb er blevet samlet om Apollon. Formodentlig er forskellige Specialguder smeltede sammen med ham som Lynguden med Zeus.

Apollon er en ødelæggende Gud. Naar Mennesker døde pludseligt — af Hjærteslag eller lignende, hvad der for de primitive Folk er en gaadefuld og unaturlig Død—, mente man, det var Apollon, der havde skudt dem med usynlige Pile. Dødsfald, der skyldtes indre Aarsager som Bakterier, forstod man heller ikke og mente, de fremkaldtes af Apollons Pile. — Smlgn. vore Udtryk: Hekseskud, elleskudt.

Men Apollon kan ogsaa frelse. Sygdomme opfattes ofte af primitive Folk som en Urenhed, man kan fri sig for ved visse Ceremonier; i simplere Tilfælde kan Mennesker selv besørge Renselsen, som naar Grækerne i Iliadens første Sang selv afvasker Pestens Besmittelse og kaster Smudset i Havet. I vanskeligere Tilfælde maa man ty til Apollons Hjælp; han kan rense og helbrede. En gammel Renselsesgud Phoibos ɔ: den rene, og en Lægegud Paian smelter sammen med Apollon, der baade arver deres Navne og Funktioner. Han gør Kvæget frugtbart og værner Afgrøden mod Markmus, Græshopper og Planterust. Han bliver i det hele Lysets og Livets Gud; en eller anden Solguddom synes at være gaaet op i Apollon, der sluttelig ender med først og fremmest selv at opfattes som Solgud.

Apollon er oprindeligt lige saa lidt som de andre græske Guder en sædelig Magt; men han blev det efterhaanden, navnlig i Delphoi. Ordet Phoibos faar derved Betydningen: ren i moralsk Henseende, og Oraklet i Delphoi blev den øverste Autoritet i moralske og religiøse Spørgsmaal, en Autoritet, som søgte at standse gammel Raahed som Blodhævn og krævede Renhed af Mennesker, ikke alene den ydre, rituelle, men ogsaa af Hjertet.

Mod Sygdomme anvender man paa et primitivt Kulturtrin ikke alene Renselser, men ogsaa Tryllesange, Musik og Besværgelsesdanse. Ordet Paian er ikke alene Navn for en Specialgud og for Apollon; det betyder ogsaa en Tryllesang, som man sang over de syge; senere blev Paian Navn for en Hymne til Apollons Ære eller en Sejrssang i Almindelighed. Det er maaske takket være en saadan Tryllemusik, at Apollon bliver Gud for Sang og Poesi, Musik og Dans. Paa Gudeborgen paa Olympen dirigerer Apollon Musernes Korsang til Underholdning for de forsamlede Guder. I denne Egenskab kaldes han Apollon Musagetes (Musefører).

Apollon som Vandregud. Naar en Gud som Apollon har mange spredt liggende Helligdomme, rejser det Spørgsmaal sig, naar han er i hver enkelt af dem. Allestedsnærværende er et Begreb, Grækerne næppe har haft, deres Guder er mere eller mindre stedbundne. Man nøjes da med paa menneskelig Vis at lade dem rejse, og Apollon har ingen fast Bolig, men tænkes at drage fra Sted til Sted til sine spredte Helligdomme; snart svømmer han som en Delfin gennem Vandet, snart flyver han gennem Luften paa en Trefod eller føres af Sted af sit Svanespand. Som omstrejfende Gud bliver han Vejviser for alle Udvandrere; til Lands fløj han foran dem som en Ravn, til Søs svømmede han foran Skibet i sin Delfinskikkelse.

Apollon paa Olympen. Paa Olympen indførtes Apollon som en Søn af Zeus. Denne elskede Leto; men da hun skulde føde sit Barn, kunde hun intet Sted finde Ophold, før hun kom til Øen Delos. Hera, der ikke kunde unde hende at blive Moder til en saa berømt Søn, holdt imidlertid i 9 Dage Fødselsgudinden borte; først ved hendes Ankomst kunde Leto føde sin Dreng, mens "Jorden smilede rundt om dem."

Artemis.

Artemis's Oprindelse. Hvad Ordet Artemis betyder, er usikkert. Rimeligvis er det et ugræsk Navn, bl. a. for den blodtørstige Gudinde, der i Aulis krævede Iphigeneias Ofring, før Flaaden kunde løbe ud mod Troja. Da Iphigeneia var reddet i sidste Øjeblik, flyttedes hun til Taurien som Præstinde for en Artemis, til hvem man ofrede de fremmede, der kom til Landet. Ogsaa den uhyggelige Spøgelsegudinde Hekate smeltede delvis sammen med Artemis.

Artemis's Væsen. Bortset fra saadanne barbariske og uhyggelige Træk er Artemis i Almindelighed en naadig og populær Gudinde. Hun er Gudinde for de Goder, Naturen giver, uden eller kun for en Del ved Menneskers Indgriben eller Medvirken. Hun raader for Kilder, Floder og Søer, som giver Planterne Trivsel; derved bliver hun Gudinde for Agerbruget og kræver sit Offer af Høstudbyttet; faar hun det ikke, bliver hun vred (Sagnet om den kalydoniske Jagt). Hun færdes som Jægerinde paa Fjæld og i Skov, væbnet med Bue og Pil; i Kunsten fremstilles hun ofte ledsaget af Hjorten, Grækenlands ædleste Storvildt. Jagten spillede mange Steder en stor Rolle som Næringsvej, og naar Jægeren kom hjem med godt Udbytte, forsømte han ikke at nagle Hovedet af et dræbt Dyr paa en Træstamme eller Stang som Offer til Artemis. — Artemis's Helligdomme staar gerne ved en Kilde, i en Lund, i en Grotte eller i dybe Dale paa blomstersmykkede Enge, hvor Fugtigheden holder sig selv i den hede Sommertid, der svider al Plantevækst paa højere Steder.

Artemis selv er den strenge Jomfru, hvem al Elskov staar fjærnt. Dyrenes Unger og Menneskenes smaa Børn staar særligt under hendes Varetægt; men ved Siden heraf beskytter hun Ægteskab og Barnefødsler. Bruden ofrer hende sine Barndomsdukker og Legetøj før Brylluppet.

Artemis's Nymfer. Artemis kommer ikke alene; hun er ledsaget af sine Nymfer, Naturens Gudinder. Artemis er i Grunden blot den fornemste blandt Nymferne, hun er deres unge Dronning, paa lignende Maade som Silen er den mest kendte blandt Satyrerne, og hos germanske Folk Ellekongen er den øverste af det hele Ellefolk. Artemis er en støjende Gudinde; naar hun stormer af Sted med sit Følge, fylder hun Skove og Bjærge med Larm.

Artemis paa Olympen. Oprindeligt er der ingen Forbindelse mellem Artemis og Apollon; men i den olympiske Gudeforsamling indførtes Artemis som en Tvillingsøster til Apollon. I disse nye Omgivelser blev Artemis ikke længere en Gudinde for Frugtbarhed og Forplantning, men udelukkende en jomfruelig Gudinde, en ung Sportskvinde, der yndede at færdes i den frie Natur og hærde Kræfter og Energi, navnlig ved Jagt. Hun tænktes rank af Vækst og klædt i en kort Sportskjortel, som i den velkendte Statue: Artemis fra Versailles, der nu staar i Louvre. Det er hende, der skænker de unge Piger en slank Vækst, mens Aphrodite giver dem Ynde.

Apollon antoges at dræbe Mennesker med sine usynlige Pile. Denne Bestilling maatte han nu dele med sin nye Søster, saaledes at Apollon tænktes at skyde Mænd, Artemis Kvinder. Artemis kaldes af Homer "en Løvinde for jordiske Kvinder, saa hun kunde dræbe, hvem hun vilde".

Hermes.

Hermes og de døde. Utvivlsomt er Hermes en meget gammel Gud i græsk Religion, og han maa ses i Sammenhæng med de ældste græske Begravelsesskikke, vi kender. Oprindeligt begravedes de døde inde i Huset, nær Arnen og den Midterstang eller Pille (Herme), der stod midt i den runde Hytte, eller de begravedes under Dørtærsklen eller foran Indgangsdøren; endnu i vore Dage tros det mange Steder, at de dødes Sjæle sidder ved Dørtærsklen. Men efterhaanden maatte Begravelserne flyttes længere bort, til Byens Torv, langs Vejene, ved Markskellene eller Landegrænserne.

Hermes er nu en Legemliggørelse af og Gud for alle disse døde Aander, som Artemis er Nymfernes og Silen Satyrernes Fører, og der rejstes Hermer (firkantede Stenpiller med et Hoved og Hals af Guden) for ham ved Døren til private og offentlige Bygninger, paa Torvene, ved Markskel og Landegrænser.[12] Ligesom de døde bevæger Hermes sig hurtigt omkring; Fantasien udstyrede ham med Vinger paa Fødderne, hvad der svarer til Syvmilestøvler, Lykkens Galosjer el. lign. i vore Eventyr. Hans lave Filthat, Petasos, (et almindeligt græsk Rejseklædningsstykke, der havde en bred Skygge til Værn mod Sol og Regn) blev ligeledes udstyret med Vinger. Hermes beskytter omstrejfende Mennesker: Vandringsmænd, Jægere og Købmænd[13]).

Hermes som Lykkegud. Forholdet til de døde er af dobbelt Art. Paa den ene Side vil man gerne beholde dem hos sig og venter sig alt godt af dem; dette gælder afdøde, man har kendt og holdt af. Paa den anden Side føler man en vis Uhygge ved dem; dette gælder de fjærnere staaende. I Overensstemmelse hermed staar Hermes baade Arnegudinden Hestia og Spøgelsegudinden Hekate nær; men han opfattes fortrinsvis som en lykkebringende Gud.

Hermes giver legemlig Sundhed, kvægende Søvn og gode Drømme; til ham rettes Aftenbønnen, og man hænger Billeder af ham ved Siden af sin Seng; Sport og Gymnastik staar under hans Omsorg.

Hermes er Børnenes Gud, han sender dem til Forældrene, og naar de er fødte, er det særligt ham, der tager sig af dem, (f. Eks. den nyfødte Dionysos).

En pludselig, uventet Gave kaldte Grækerne en Hermesgave (Hermaion). Ogsaa det flittige Arbejde lønner Hermes: han giver rig Høst, men navnlig lader han Smaakvæget formere sig, Faar og Geder, hvoraf der fandtes og endnu findes mange i det bjærgrige Grækenland. I Arkadien gjaldt han for at være Fader til Bukkeguden Pan. I Tanagra i Boiotien troede man, at Hermes een Gang om Aaret løb 3 Gange omkring Byen med en Vædder paa Skuldrene. Dyret skulde, naar det blev baaret omkring en By og dens Marker, ligesom opsuge i sig alt det onde, der var inden for den afgrænsede Kreds, og gøre denne til en ren og hellig Plet; naar man derefter skilte sig ved Dyret, var man med det samme fri for alt ondt. — I Kunst fremstilles Hermes ofte bærende en Vædder eller Kalv paa Skuldrene; det er saadanne Figurer, der blev Forbilledet for Fremstillingen af Kristus som den gode Hyrde, der bærer det vildfarende Faar hjem til Hjorden.

Hermes's Moral. Som Mennesker selv er, saaledes tænker de sig deres Guder, og Hermes's Moral skildres ofte som lige saa grovkornet, som de halvvilde Hyrders, hvis Gud han er. Naar det kan lykkes disse at rane andres Dyr og bagefter snakke sig fra det hele, er det Hermes, de kan takke herfor. Han er jo Veltalenhedens Gud. Han beskytter endvidere aabenbare Tyveknægte og Folk, der kan klare sig ved en behændig Ed (næppe egentlig Mened). Om Odysseus' Morfader Autolykos hedder det:

Da Guderne dannede den første Kvinde, Pandora, var det Hermes, der lærte hende at lyve, tale indsmigrende og være snu.

Hermes som Sjæleledsager (Psychopompos). Naar et Menneske er død, skynder de efterlevende sig at lukke hans Øjne, for at ikke de brustne Blik skal tage en af de levende med sig. Ogsaa Hermes kan med sin Stav lukke Øjnene paa de døde og føre dem til Underverdenen, saaledes som han gør med de Bejlere, Odysseus har dræbt. En Gang om Aaret, ved Anthesteriefesten, aabner han atter Øjnene og fører dem tilbage paa et 3 Dages Besøg i deres gamle Hjem paa Jorden, hvad der altid føles som noget uhyggeligt af de efterlevende.

I Gudeforsamlingen paa Olympen fik Hermes lignende Opgaver som paa Jorden. Da de 3 Gudinder, Hera, Athena og Aphrodite skulde til Skønhedskonkurrence hos Paris, maatte han ledsage dem paa Vejen, og da Zeus's lille Søn Dionysos skulde i Pleje hos Nymferne, var det atter Hermes, der maatte tage sig af det lille Barn og bringe ham til dem. I Haanden bærer han en Heroldstav, den saakaldte Kerykeion[14].

Den homeriske Hymne om Hermes. Den homeriske Hymne om Hermes opfatter ham som en Slags Dværg eller Nisse, der er fuld af Spilopper, og den fortæller med megen Humor om hans 2 første Levedage.

Han gøres til en Søn af Zeus og Maia (Morlil), der lever i en Hule paa Kyllenebjærget i det kvægrige Arkadien. Han kom til Verden en Morgenstund, men havde straks Hovedet fuldt af Skælmsstykker, saa at han listede sig op af Svøbet og ud af Hulen. Han mødte en Skjoldpadde, som han bar hjem, dræbte, og af dens Skal dannede han den første Lyre, spillede og sang en improviseret Vise om sine Forældres Kærlighed og sin egen Fødsel. Derefter lagde han sig igen til Ro i sit Svøb.

Atter forlod han Hulen og gik paa Vandring. Ved Solnedgang naaede han til Pierien, hvor han fandt Gudernes Kvæg og tog 50 Okser, der tilhørte Apollon. Disse lod han gaa baglæns foran sig, og for at gøre sine egne Spor ukendelige bandt han Myrtegrene under Fødderne[15]. Da han henad Morgenstunden naaede til Alpheiosfloden, drev han dem ind i en Hule, tændte Ild, slagtede 2 af dem, stegte Kødet og spændte Huderne ud paa Klippen. Derefter vendte han hjem og smuttede som en Taage ind gennem Dørlaasen.[16] Han lagde sig til Rette i sit Svøb og trykkede Lyren ind til sig.

Apollon faar imidlertid Nys om, hvor Tyven er, og kommer til Kyllenes Bjærghule. Hermes nægter at vide Besked og tilbyder at bekræfte sine Ord med Ed; for øvrigt blinkede han med Øjenlaagene, trak Brynene til Vejrs, saa snart paa en Ting, snart paa en anden og gav sig til at fløjte for at tilkendegive sin fuldstændige Ligegyldighed for Apollon. De gaar til Zeus for at lade ham skille Trætten, Svøbelsebarnet foran. Zeus morer sig og sender dem ud for i Fællesskab at lede efter det tabte Kvæg; det findes, og der indgaas et Forlig, hvorved Hermes beholder Kvæget, men overlader Apollon sin Lyre.

Hestia.

Det almindelige Grundlag. Arnen er Centret i den primitive Menneskebolig. Der tilberedes Maden, derfra faar man Lys og Varme, om den samles familiens Medlemmer efter endt Arbejde for at samtale og hvile. Den store Betydning, som Arneilden har i Familiens daglige Liv, forklarer visse symbolske og magiske Handlinger, der foretages hos forskellige Folk paa Jorden; saaledes stødes f. Eks. ved Bryllupper hos Santalerne brændende Trækul fra Kvindens Hjem i en Morter, og Emmerne slukkes med Vand; derved slukkes for hende Ilden i hendes eget Barndomshjem, og hun hører nu kun hjemme i sin Mands Hus. Paa Øen Timor (øst for Java) maa Ypperstepræsten under Krig blive i Templet og Dag og Nat holde Ilden brændende. Gaar den ud, køles Kampmodet hos de fraværende Krigere.

Den græske Hestia. Den Guddom, der raadede for Arneilden, tænkte Grækerne sig kvindelig, enten fordi Ordet Hestia (Arne) er Hunkøn, eller fordi Ildens Pasning fortrinsvis paahviler de hjemmeblivende Kvinder. Hestia var Jomfru og en ærværdig Gudinde, som dyrkedes i private Hjem, hvor et nyfødt Barn 5 Dage efter Fødslen blev baaret rundt om Arnen og fik Navn og Gaver af Slægt og Venner; herved optoges Barnet som Medlem af Familien og blev givet i Husgudernes Beskyttelse[17]. Staten opfattedes som en stor Familie, og i Statens Hus (Prytaneion, Raadhus) brændte den evige Ild, og der beværtede man de Landsmænd, man vilde hædre, og Udsendinge fra fremmede Folk. Statsarnens Ild vedligeholdtes af Kvinder, der endnu var unge Piger, eller som var Enker. Den oprindelige Hensigt med en saadan offentlig evig Ild er utvivlsomt den rent praktiske, altid at have et Sted, hvorfra man kan faa ny Ild, naar ens egen gaar ud; da unge Piger og Enker som Regel har mindre Arbejde at gøre for sig selv end gifte Kvinder, er det naturligt, at det tilfaldt dem at passe den offentlige Ild. Men til denne praktiske Grund til Statens evige Ild kom der snart en mere ideel; den fælles Statsarne mindede alle Borgerne om, at de havde fælles Fædreland og Gudsdyrkelse; naar man rejste til fremmede Lande for at bosætte sig der, tog man undertiden Ild med fra det hjemlige Prytaneion. Den var et Enhedsmærke, som en Rigsfane er det i vor Tid.

Fremmede og hjælpeløse Mennesker søgte Tilflugt ved mægtige Menneskers Arne, som allerede Odysseus gør det i Alkinoos's Hus. Der beskærmedes de af Hestia, der som Beskytter af ydmygt bedende staar Zeus nær.

Nogen udpræget Personlighed blev Hestia ikke; i Grunden blev hun aldrig løsnet fra sit Element: Arneilden, og derfor fortælles der næsten heller ingen Myther om hende. I hendes Helligdomme saas ingen Statue af hende; den paa Altret altid brændende Ild var hendes ydre Billede.

Aphrodite. (Adonis, Eros).

Aphrodite er oprindeligt en orientalsk Gudinde. De fleste semitiske Folk dyrkede en Frugtbarhedsgudinde, der paa de forskellige Steder havde forskellige Navne, f. Eks. Mylitta, Istar, Astarte, Asjtoret. Fra Orienten kom denne Gudinde med de søfarende foinikiske Handelsfolk ud til de græske Øer, navnlig Kypern og Kythera, eller til vigtige Handelsbyer paa Grækenlands Fastland som Korinth. Grækerne kaldte hende Aphrodite (vel blot en Fordrejelse af Asjtoret) og gav hende Tilnavnene: den kypriske eller den kythereiske[18].

Aphrodites Magtomraade. Aphrodite er hos Grækerne som i Orienten en Frugtbarhedsgudinde — ikke nogen egentlig Ægteskabsgudinde, thi det er Hera; men hun vækker den pludseligt opdukkende Elskovslængsel i Guders og Menneskers Bryst. Hun har ogsaa Magt over alle Fugle, Land- og Vanddyr; Bjørne og Pantre følger hende logrende. Dyrkede Træer og Planter staar under hendes Beskyttelse, navnlig Roser og Myrter; hvor hun sætter sin Fod, spirer Græsset frem under hendes smidige Gang. Aphrodite selv maa bøje sig for Kærlighedens Magt; hun elsker saaledes den troiske Prins Anchises og faar med ham Sønnen Aineias; bekendt er ogsaa hendes Elskovsforhold til Ares, med hvem hun fik Sønnen Eros.

Aphrodite paa Olympen. Allerede hos Homer er Aphrodite optaget i Gudefamilien paa Olympen; men hun er en halvvejs uhyggelig Dæmon, der lokker Helena til at forlade sit Hjem i Sparta. Helena føler det uværdige ved at være hos Paris i Troja; men hun magter ikke at rive sig løs fra Aphrodites Magt. En Mythe fortalte, at hun var opstaaet af Havets Skum og af Vestenvinden først ført til Kythera og dernæst til Kypern, hvor Horaerne smykkede hende med herlige Klæder, gav hende Gulddiadem paa Hovedet, fæstede Guldsmykker i hendes Ører og hængte gyldne Ringe om Hals og Bryst[19]. Derefter førte de hende ind i de udødelige Guders Forsamling.

Adonis. Livets Frugtbarhed er uadskilleligt forenet med Livets Undergang. Begge Dele kommer frem i den Mythe og den Kultus, som er knyttet til Adonis, Foraarets og Livsfornyelsens Gud, der baade elskes af Frugtbarhedsgudinden Aphrodite og af Dødsrigets strenge Dronning Persephone.

Mythen. Myrrha hed en ung Kvinde, der blev forvandlet til et Træ, kort Tid før hun skulde være Moder. Det ufødte Barn udvikledes imidlertid stadigt bag Træets Bark, til denne en Dag brast, og en Dreng kom til Verden, som fik Navnet Adonis (af det foinikiske Adon, d. v. s. Herre). Først vandt han Aphrodites Kærlighed; men en Dag blev han dræbt af et Vildsvin og maatte gaa til Hades, hvor nu Persephone blev indtaget i ham. Aphrodite vilde dog ikke opgive ham, og ved de andre Guders Mellemkomst bestemtes det, at han en Del af Aaret skulde være hos Persephone i Dødsriget, en Del hos Aphrodite paa Jordens Overflade.

Adoniskulten. Man fejrede Adonisfester paa noget forskellig Maade paa de forskellige Steder. Naar Festen fejredes om Foraaret, begyndte man med en Sørgehøjtid (Symbolet paa Adonis's Dvælen i Underverdenen), hvorefter der fulgte en Glædesfest (Symbolet paa hans Opstandelse). Fejredes derimod Festen om Sommeren, begyndte man med en Glædeshøjtid (Symbolet paa Aphrodites Samliv med Adonis); derefter fremstilledes hans Bortdragen, hvor man kastede et Adonisbillede, eller en Dukke, der forestillede Adonis, i Havet eller i en Kilde og sang: "Vær os naadig, kære Adonis, nu og til næste Aar. Venlig kom du, og kom venlig, naar du vender tilbage." Samtidigt kastede man ogsaa de saakaldte "Adonishaver" i Vandet; det var Kurve eller Potter, der var fyldte med Jord, og hvor man i Løbet af 8 Dage havde faaet en Del Planter til at spire frem i den stærke Solvarme. De smaa Adonishaver repræsenterer alt det nye, der spirer frem i Planteverdenen om Foraaret. Adonis, der ved Festerne repræsenteres af Dukken, er Guden for al denne Livsfornyelse. Mythen fortalte, at Anemonen, Foraarets Blomst, spirede frem af hans Blod, dengang Vildsvinet dræbte ham.

Nedkastningen i Vandet af Adonisdukken og Adonishaverne har magisk Hensigt; man vil derved skaffe sig Regn nok til næste Aars Afgrøde.

Nordisk Parallel. I nordisk Mythologi fortælles om Kong Skjold, at han som lille Barn kom ene paa et fremmed Skib uden Styrmand fra ukendte Egne; han blev Landets Konge og drog senere atter bort paa samme Maade, som han var kommet. Skjold er oprindeligt en Frugtbarhedsguddom, der kommer og forsvinder paa samme Maade som Adonis.

Eros. Aphrodites Søn Eros fremstilles som en drømmende Yngling i den Alder, hvor Erotiken begynder at vaagne. Han har Vinger, vel for at betegne ham som den allesteds nærværende dæmoniske Guddom. Han er væbnet med Bue og Pil, hvormed han saarer Mennesker, eller ogsaa med en Fakkel.

Om hans Forbindelse med Psyche fortæller en sen Forfatter flg.:

Der var engang en Konge og en Dronning, som havde 3 Døtre, af hvilke den yngste hed Psyche. Hun var saa smuk, at Menneskene af Beundring for hende glemte selve Aphrodite, der blev vred herover, og for at ydmyge Psyche befalede hun Eros at vække hendes Kærlighed til det usleste Menneske. Men Eros blev selv forelsket i Psyche, og en blid Vestenvind bortførte hende til et Palads, hvor hun nød alle Herligheder og opvartedes af usynlige Tjenerinder. Naar det blev Nat, kom Eros til hende; men inden Dagslyset brød frem, var han atter forsvundet. Af Nysgerrighed efter at lære sin elskede at kende, tændte Psyche en Nat — trods Forbud af Eros — en Lampe og saa da hans skønne, ungdommelige Skikkelse. Hendes Haand kom til at ryste af Sindsbevægelse, saa at hun spildte noget af den hede Olie fra Lampen ned paa den sovende Gud, som vaagnede op og straks forlod Psyche, der trods al Søgen ikke mere kan finde den forsvundne Gud. Til sidst gaar hun til Aphrodite, der ikke alene er vred paa hende, men ogsaa paa Eros for hans Ulydighed. Aphrodite paalægger hende haarde Prøvelser; men Eros, der imidlertid er blevet helbredet for sit Saar fra den hede Olie, kommer hende til Hjælp og faar af Zeus Tilladelse til at indføre hende i de olympiske Guders Kreds.

Dette Eventyr om Eros og Psyche er den ældst kendte Opskrift af en vidt udbredt Fortælling om en Hustru, der bryder sin overnaturlige Ægtefælles Paabud og derfor mister ham og først faar ham tilbage efter mange Prøvelser.[20]

Billeder af Eros og Psyche træffes ofte baade paa hedenske og kristne Sarkofager og Gravbilleder.

Demeter og Persephone.

Demeter. Demeter er en Agerdyrkningsgudinde (en chthonisk Gudinde), der snart opfattes som en Gudinde for selve Jorden, som en "Moder Jord" (Gaia), men hyppigere som Gudinde for det paa Jorden voksende Korn, "den tørre Afgrøde", mens "den fugtige Afgrøde" (Vin og Frugt) skænkes Menneskene af Dionysos.

Demeter er altsaa en Gudinde af lignende Art, som Hera oprindeligt var; men medens Hera hævedes op til at blive Himmeldronning i den olympiske Gudekreds, vedblev Demeter fortrinsvis at have sit Hjem paa og i Jorden, selv om en Mythe gjorde hende til Zeus's Søster og elskede. Hos Homer spiller hun kun en underordnet Rolle, en naturlig Følge af, at hun som Agerdyrkningsguddom væsentlig var en Gudinde for Bønder, som kun stod i fjærnere Forhold til den Overklasse af Riddere, om hvis Liv og Kampe Iliaden og Odysseen fortæller.

Magiske Handlinger knyttede til Demeter. Flere magiske Handlinger, der gik ud paa at sikre sig rigelig Høst, sattes i Forbindelse med Demeter; Ved Thesmophoriefesten,[21] en agrarisk Fest, der fejredes ved Saatid om Efteraaret af Kvinderne til Ære for Demeter, kastede man Svin, hvilke Dyr paa Grund af deres Frugtbarhed var helligede Frugtbarhedsgudinden Demeter, ned i underjordiske Huler, hvorfra man atter tog raadne Kødstykker op (rimeligvis af de Dyr, der var kastede ned ved det foregaaende Aars Thesmophoriefest) og blandede disse med Sædekornet for derved at sikre sig rigelig Afgrøde[22].

Al Plantevækst er afhængig af Solen, og naar man ikke havde Sol nok, tændte man store Baal for gennem saadanne kunstige Sole ad magisk Vej at tvinge den virkelige Sol til at give Lys og Varme nok til Planter, Dyr og Mennesker. Man kunde ogsaa tænde Fakler og med disse løbe rundt om Markerne; ved dette Fakkelløb udbredte man Ilden over saa stor en Strækning Land, som det overhovedet var muligt, og derved øgedes Jordens Frugtbarhed.

Demeters Attributer. Paa Grund af Faklens Anvendelse til Fremme af Frugtbarheden tænkte man sig almindeligt, at Demeter selv bar Fakler. Desuden udstyredes hun med Aks og Valmuestængler med Frøkapsler paa. Valmuekapslen er paa Grund af sine mange Frø, ligesom Granatæblet ved sin Kærnerigdom, blevet et naturligt Symbol paa Frugtbarhed. Desuden maa det huskes, at Valmuefrø i Oldtiden ligesom nutildags var et yndet Krydderi oven paa Brød. Ofte tænktes Demeter ledsaget af Slanger, Jordens og derved ogsaa Frugtbarhedens Dyr, og derfor naturlige Ledsagere for Frugtbarhedsgudinden.

Demeter, Kore, Persephone. Demeter er en moderlig Gudinde og har en Datter Kore, ɔ: Pigen. Forskellig fra dem er oprindeligt Persephone, der hos Homer er Underverdenens frygtelige Herskerinde, snart Enehersker, snart Hades's Dronning; men Persephone trænger sig ind paa Kores Plads og bliver en Datter af Zeus og Demeter, der udvikles til at blive den eneste rigtige Moderskikkelse, græsk Mythologi kender. Og der digtedes en Mythe om, hvorledes Persephone var blevet Dronning i Dødsriget.

Persephones Bortførelse. Persephone gik en Dag og plukkede Blomster paa en Eng, da Jorden pludseligt aabnede sig, og Underverdenens Gud, Hades, kom til Syne, kørende paa sin Vogn. Han røvede den unge Pige og lod Hestene sprænge af Sted igen ned i Underverdenen. Demeter blev fortvivlet, tog 2 Fakler i Hænderne og søgte hende over hele Jorden uden at unde sig Hvile eller Mad. Til sidst aabenbarede Solguden Helios hende, at Persephone beklædte den ærefulde Stilling som Dronning i Underverdenen; men dette trøstede ikke Demeter. Sorgen gjorde hende grim, saa at hun kom til at ligne en gammel, udslidt Amme, der tjener i en Stormands Hus. I sin Forbitrelse hindrer hun al Frugtbarhed. Jorden bærer ingen Afgrøde, Dyrene faar ingen Unger, Menneskene ingen Børn, og intet Offer kan bringes de udødelige Guder. Zeus søger nu at mægle, og Hades maa lade Persephone vende tilbage til Lyset. Men forinden svinger han Kærnen af et Granatæble over sig selv og giver hende den saa at spise; hun kan da ikke mere helt frigives fra Underverdenen, men maa tilbringe en Del af Aaret hos Hades, Resten hos sin Moder[23]. Hermed lod Demeter sig forsone, og hun gav Jorden Frugtbarheden tilbage.

Dionysos.

Almindeligt Grundlag. Naturfolk er ofte meget nervøse, dels fordi de lever omgivet af Farer paa alle Kanter, dels fordi de har færre Kundskaber og derfor er lettere at forskrække. Ikke alene uforudsete Begivenheder kan faa dem til at tabe deres Sindsligevægt; men de anvender ofte kunstige Midler (stærke Drikke, larmende Musik og vilde Danse) for at hensætte sig selv i en nervøs Ophidselsestilstand, hvor det føles, som om Sjælen har forladt sit Legeme og hævet sig til Samfund med Gud (Ekstase), eller som om en Gud er steget ned og har taget Bolig i ens Sjæl (Enthusiasme).

Thrakerne. Oldtidens Thrakere fejrede saadanne tøjlesløse Fester til Ære for en Gud, som i Grækenland blev kendt under Navnet Dionysos. Det var en Frugtbarhedsgud, en Sommergud, der ligger i stadig Krig med Vinteren. Om Efteraaret sejrer Vinteren og driver Sommerguden bort; men om Vaaren kommer Sommerguden tilbage og blinder Vinteren eller stikker Øjnene ud paa ham. Denne Tanke ligger bag en Mythe, Homer fortæller om Kong Lykurgos (= Vinteren), der drev Dionysos paa Flugt, saa at han maatte gemme sig i Havet; men til Straf tog Guderne Lykurgos og blindede ham.

Thrakerne fejrede disse Fester (Orgier) om Natten ude paa Bjærgene for lettere at hidse Nerverne ved det hemmelighedsfulde Mørke og den vilde Natur; man bar Fakler i Hænderne, Metalbækkenerne skingrede, Paukerne dundrede, og Fløjternes Toner skar gennem Spektaklet, mens Deltagerne, der mest bestod af Kvinder, styrtede af Sted i Hvirveldanse og ved høje Raab søgte at vække den slumrende Natur til nyt og frugtbart Liv ved Vaarens Komme. Derfor gjaldt det om ved Benyttelse af alle Midler at føle Gudens stærke Kræfter strømme gennem sit eget Legeme. Festdeltagerne svingede Slanger i Hænderne og lod dem glide inden for Klæderne langs deres Legeme; thi Slanger er en Aabenbaringsform for Frugtbarhedsguden Dionysos, og den, der kommer i Berøring med Guden, fyldes af hans Styrke. Dionysos aabenbarede sig ogsaa i de tilstedeværende Offerdyr; i helligt Raseri styrtede Festdeltagerne sig over dem, rev dem i Stykker og spiste dem raa for paa denne Maade at optage Guden i sig; endvidere klædte man sig i Offerdyrets aftrukne Skind for ogsaa derved at blive et med Gud. Hele denne ejendommelige Kultus svarede til de religiøse Forestillinger, man havde om selve Guden Dionysos. Over alt hvor han drog hen, tænktes han at være ledsaget af en Skare rasende Nymfer, de saakaldte Mainader, og af de kaade mandlige Satyrer med deres Høvding, den gamle Silen.

Dionysos trænger ind i Grækenland. Den dionysiske Ekstase var oprindeligt noget ret fremmed for Hellenerne. Homer kender den dog allerede; men Dionysos er hos ham endnu ikke Medlem af Gudefamilien paa Olympen. Paa Parthenonfrisen sidder han derimod i deres Kreds som en af deres egne. I Mellemtiden har Dionysosdyrkelsen sat sig fast i Grækenland. Det har været en religiøs Gæringstid, hvor Landet var oversvømmet af de saakaldte Bakider (Forkyndere) og Sibyller ɔ: Mænd og Kvinder, der i dionysisk Begejstring profeterede om dunkle Ting, rensede for Synd og helbredede for Sygdom (Sygdom og Besmittelse er jo for den primitive Mand en Virkning af onde Aander, der kun er synlige for Seeren, som derfor alene er i Stand til at bringe Hjælp).

Modstanden mod Dionysos. Denne nye Kultus havde megen Modstand at overvinde, inden den trængte igennem. Spor af denne Kamp findes i forskellige Sagn.

I Orchomenos i Boiotien vilde Kong Minyas's tre Døtre ikke deltage i Orgierne, men blev hjemme og passede Hus og Væv. Herved vaktes Dionysos's Vrede. Han lod Ranker af Vedbend og Vin slynge sig om Væverstolene, og fra Loftet dryppede Vin og Mælk. Gudens Vælde gjorde de tre Kvinder ude af sig selv, saa at de sønderrev den enes lille Søn, som om det var en Hjortekalv, og stormede vedbendsmykkede ud til Mainaderne paa Bjærgene, glemmende alle huslige Pligter.

Pentheus, Konge i Theben, modsatte sig ligeledes Dionysosdyrkelsen, hvori baade hans Moder og Mostre deltog ude i Bjærgskovene. For at udspejde dem gemte han sig mellem Grenene paa et højt Fyrretræ; men Kvinderne opdagede ham, rykkede med Raseriets Kræfter hele Træet op og søndersled ham Lem for Lem. Hans egen Moder satte hans afrevne Hoved paa en Thyrsosstav og viste det triumferende frem, som var det Hovedet af en Løve, dræbt paa Jagt.

Sejren. Naar Dionysoskulten alligevel trængte sejrrigt frem, var Grunden først og fremmest den, at her bødes der Grækerne noget virkeligt nyt. Olympens Guder levede i ophøjet Ro deres eget Liv, og til dem kunde ingen dødelig komme; naar Livet var forbi, maatte Menneskets Sjæl til det trøstesløse Hades. Men den dionysiske Religion imødekom en almenmenneskelig Trang til at lade sig henrive til Begejstring og svælge i mystiske Tanker og Fantasier, til at føle sig hævet ud over sine egne snævre Grænser og blive et med Gud.

En praktisk Støtte fandt den nye Religion i Delphoi. Apollon delte sin Magt med den nye Gud, og ved Vintertid, naar Apollon er borte fra Delphoi, fejrede man paa Parnassets Tinde orgiastiske Fester for Dionysos, ligesom Oraklet søgte at udbrede Dionysosdyrkelsen til Egne, hvor den endnu ikke var kendt.

Dionysos i Grækenland. Dionysos vedblev paa græsk Grund at være den Gud, der vækker Ekstasen i Mennesker, og han vedblev at være en Frugtbarhedsgud, der ikke alene gav den begejstrende Vin, men ogsaa beskyttede anden Træavl og Agerdyrkning. Vedbendbladene vedbliver at holde sig grønne om Vinteren, naar andre Planter visner; derfor blev denne Plante naturligt helliget Frugtbarhedsguden Dionysos. Men derimod søgte Grækerne med deres Sans for Orden og Harmoni at omskabe de tøjlesløse Nattesværmerier til mere regelbundne Fester.

Ligesom Hermes var Dionysos i Grækenland baade Gud for Frugtbarhed og for de døde Sjæle. Den under Hermes omtalte Anthesteriefest fejredes i Slutningen af vor Februar, hvor Foraaret begynder i Grækenland; den varede 3 Dage og gjaldt baade for Dionysos og de dødes Sjæle. Vinen fra forrige Aars Høst var nu afgæret, man stak Vinbeholderne an og bragte et Førsteoffer deraf til Dionysos, inden man selv begyndte at bruge den. Man smykkede sig med Blomster, maskerede sig, gik i festlige Processioner, hvor man drillede hinanden med Liv og Lyst, drak om Kap, afholdt Væddekampe og fejrede saaledes den nye Vaars og Frugtbarhedsgudens Komme. Samtidigt forsømte man ikke at sætte rigelig Mad og Drikke frem for Sjælene, som kom paa Besøg i de levendes Huse.

Dramaet. Ud af Dionysosfesterne voksede de forskellige Arter af det græske Drama: Tragedie, Komedie og Satyrspil, uden at vi ved noget om, hvorledes dette er foregaaet i Enkeltheder. Den første egentlige Tragedie opførtes i Athen 534, men de ældste opbevarede er fra de store Perserkampes Tid. Hvad Ordet Tragedie betyder, er usikkert. Udgangspunktet for Komedien (Optogssang) er private Optog, hvor man fejrede Dionysos, sang kaade Sange og slog om sig med Vittigheder, der sigtede til Døgnets Begivenheder. Omkring 487 tog Staten Ordningen af disse Optog i sin Haand, og deraf udviklede sig den egentlige Komedie. Den tredje Art var Satyrspillet, kaldet saaledes, fordi Koret bestod af Satyrer.

Dionysos's ydre Skikkelse. Dionysos havde mange Skikkelser. Navnlig tænkte man sig ham til Stede ved de orgiastiske Fester i Tyreskikkelse, og Deltagerne kunde derfor smykke sig med Tyrehorn for at efterligne deres Gud. Han tænktes ogsaa som et Træ. Af et Træ kunde man hugge de nederste Grene bort, saa kun Stammen blev tilbage, hænge en Kappe der omkring og sætte en Maske oven over Kappen, mens man lod Grenene foroven blive siddende, — og Billedet af Guden var færdigt. Billedhuggerkunsten fremstillede ham i Menneskeskikkelse, først som en ældre, skægget Mand, senere som en Yngling med ret kvindagtig Legemsbygning.

En Mythe fortalte, at Dionysos engang blev fanget af Sørøvere, der ansaa den smukke, unge Mand for en Fyrstesøn, som de vilde tjene gode Løsepenge paa. Men Guden lod dem føle sin Vælde. Vinranker og Vedbend slyngede sig om Master og Tovværk, en Strøm af Vin skyllede hen over Dækket, og Guden selv blev til en Løve, der styrtede løs paa Søfolkene, som i Forfærdelse sprang i Havet og blev forvandlede til Delfiner.

Guden træder i denne Mythe frem som Løve, som Vedbend og Vinranker, som Vin og som Menneske. Naar han kommer paa et Skib, maa det huskes, at det er en almindelig mythologisk Forestilling, at der er Vand mellem Guder og Mennesker (S. 15), og det ligger da nær at tænke sig, at naar Dionysos om Foraaret vender tilbage til Mennesker, kommer han om Bord paa et Skib, der kan være ledsaget af Delfiner, og hvis Master være omvundne af Ranker (Smlgn. Kong Skjolds Ankomst paa et Skib, S. 47). I Smyrna fejrede man i Oldtiden Foraarsfester til Ære for Dionysos, hvor et Skib i festligt Optog førtes gennem Gaderne. Af Vasebilleder fremgaar det, at man ogsaa i Attike har foranstaltet dionysiske Optog, hvor et Skib blev ført af Sted paa en Vogn.

Dionysos paa Olympen. I det olympiske Selskab optoges Dionysos som en Søn af Zeus og den thebanske Kongedatter Semele; Theben var jo et Sted, hvor Dionysosdyrkelsen tidligt vandt Indpas. Hera, der blev skinsyg paa Semele, lokkede hende til at bede Zeus vise sig i al sin Vælde, hvad den dødelige Kvinde ikke kunde taale; men hun fortæredes af Himmelkongens Ild. Zeus tog det ufødte Barn ud af hendes Moderskød og gemte det i sit eget Laar til Fødslen, hvorefter Hermes bragte den spæde Dionysos til Nysabjærget (en poetisk, ikke en geografisk Lokalitet), hvor Nymferne opfostrede det.