IV. Lyslande og Afgrunden.

Der fandtes hos Grækerne, som hos mange andre Folk, en vidt udbredt Tro paa, at Menneskenes Sjæle efter Døden flyttede ned hver i sin Grav, hvor de da fortsatte deres Tilværelse, væsenligt paa samme Maade som i levende Live. Men ved Siden deraf fandtes der ogsaa hos Grækerne forskellige Forestillinger om fælles Dødsriger, der snart tænktes lyse og lykkelige, snart skumle og mørke.

I. Lyslande. Elysion og de saliges Øer var saadanne herlige Dødsriger, der laa langt mod Vest, hvor Solen syntes at gaa ned i et stort Hav. Mellem levende og døde tænkte man sig, der var Vand ligesom mellem Guder og Mennesker. For almindelige dødelige var der ingen Adgang til disse Steder; men Guderne kunde gøre en Undtagelse, med hvem de vilde, fri dem for Dødens Smerte og henflytte dem hertil. Da Menelaos blev gammel, førte Guderne ham til Elysion, ikke fordi han personlig havde gjort sig fortjent dertil; men fordi han var gift med Zeus's Datter Helena.

Et tredje Navn for dette lykkelige Land i Vest var Hesperidernes Have. Hesperiderne var Døtre af Natten og vogtede i deres Paradishave et Træ, der bar gyldne Æbler og vogtedes af en Slange. Denne Kostbarhed var en Bryllupsgave fra Jorden til Hera, dengang hun ægtede Zeus.

II. Afgrunden. Et, som Regel mørkt og skummelt, Dødsrige tænktes i Jordens Indre.

Sædvanlige Hadesforestillinger. De sædvanlige Forestillinger om Hades, saaledes som de navnlig findes hos Homer, skildrer dette Sted som et mørkt og fugtigt Opholdssted, saa uhyggeligt, at Achilles foretrækker at trælle for en fattig Mand paa Jordens Overflade fremfor at være den øverste Herre blandt de døde Skygger. Floden Styx danner Grænsen mellem Hades og Oververdenen, og Færgemanden Charon er uafladeligt i Bevægelse for at sætte de døde over.

Forskellige onde Dæmoner hører hjemme i dette Dødsrige. Mest kendt er Kerberos. Naar en død er lagt i Graven, opløses Kødet hurtigt, og de nøgne Knokler bliver tilbage. Denne Opløsningsproces forklarede Grækerne sig ved at antage, at der i Jorden levede et Uhyre, Kerberos, der flængede de dødes Kød fra Knoklerne. Senere ændredes Opfattelsen af Kerberos, der nu blev en Porthund, der stod paa Vagt foran Indgangen til Kongepaladset i Dødsriget.

En lignende Dæmon som Kerberos er Eurynomos (den-om-sig-ædende), der paa et Maleri var fremstillet sortblaa som en Spyflue og siddende paa et Gribbeskind, i Færd med at flænge Kødet af Ligene med sine Hugtænder.

Ogsaa Erinyerne, oprindeligt myrdede Menneskers Sjæle, der færdedes paa Jordens Overflade for at straffe Morderne, fik tidligt Plads i Hades, hvorfra de kunde vende tilbage til Jorden, navnlig for at straffe visse grove Forbrydelser som Mord og Mened. Som Tugteredskaber anvendte de Svøber og Fakler.

Hadesopfattelsen i de eleusinske Mysterier. De, der lod sig indvie i de saakaldte eleusinske Mysterier, der fejredes til Ære for visse underjordiske Guddomme, haabede derved at gøre sig fortjente til en særlig lykkelig Lod, naar de efter Døden skulde ned i Dødsriget. De ventede en Tilværelse i Lys og Lykke, hvor de skulde danse paa blomsterrige Enge.

Orphikernes Hades. Orphikerne var en religiøs Sekt, inden for hvilken der fandtes flere Retninger.

En orphisk Retning lovede de indviede en evig Rus, liggende til Bords i Hades med Kranse om Hovedet, mens deres Slægt levede efter dem paa Jorden. De uindviede derimod skulde kastes i Pølen. — Rusen er det naturlige Middel til guddommelig Inspiration, til Sjælens Løftelse. Meningen med Mudderpølen er den, at det Menneske, der ikke i levende Live har gennemgaaet de orphiske Renselser med Mudder, i al Evighed skal døje denne Renselse i Hades uden nogensinde at blive religiøs "ren".

En anden orphisk Retning lærte Sjælevandring. Naar Sjælene kom til Hades, dømtes de af Minos, Aiakos og Rhadamanthys; de gode sendtes til de saliges Øer; de uhelbredeligt onde nedstyrtedes til Tartaros; de, der kunde forbedres, straffedes dels i Hades, dels sendtes de tilbage til Jordens Overflade for at leve et eller flere nye Liv, til de var rensede nok til at slippe ud af "Kredsen" (af bestandigt nye Inkarnationer).

Hades bliver til et Helvede. Den gammeldags græske Religiøsitet tog Livet, som det var, og spekulerede ikke over, om det var retfærdigt eller ikke. Da græsk Religiøsitet var naaet til at tumle med Tanker om Synd og Straf, mente man, at Synderne skulde straffes før Døden; skete dette ikke, var man ogsaa tilfreds med, at Syndernes Børn eller Børnebørn blev straffede; saaledes hos Solon. Først da den gamle Slægtsfølelse var afløst af Følelsen for Individet som Enkeltperson, der selv skal staa til Regnskab for sine egne Handlinger, og da man endvidere var naaet til Troen paa en virkelig og ikke skyggeagtig Tilværelse efter Døden, var der Mulighed for en Tro paa et Pinested i egentlig Forstand efter Døden, et Helvede. Af Pinemidler anvendtes — foruden den før nævnte Mudderpøl — navnlig Ild. Ilden havde tidligere været opfattet som et Renselsesmiddel (smlgn. Achilles's Ilddaab og den katholske Opfattelse af Skærsilden), men blev nu til et Strafferedskab (smlgn. Erinyernes Fakler). Man befolkede ligeledes Hades med vilde og gloende Mænd, der bandt Hænder og Fødder paa de skyldige og slæbte dem af Sted over Torne og Tidsler. Denne Tro skyldtes navnlig Orphikerne.

I dette Helvede anbragtes først og fremmest Menedere, Fadermordere og Tempelrøvere; dernæst ogsaa en Del mythiske Personer, der før havde lidt deres Straf paa Jordens Overflade. Ixion havde modtaget særlige Gunstbevisninger af Zeus; men han var utaknemlig og vilde øve Vold mod Hera; til Straf blev han bundet til et glødende Hjul og for oprindeligt af Sted gennem Luften, men fik nu Plads i Hades. Tityos havde paa samme Maade villet forgribe sig paa Leto og fik derfor til Straf sin Lever (Sanselighedens Sæde) hakket ud af 2 Gribbe. Afstraffelsen foregik oprindeligt paa Jordens Overflade, senere i Underverdenen. Sisyphos og Tantalos hører oprindeligt hjemme i Oververdenen, hvor de er Eksempler paa Menneskelivets forgæves Møje og Anstrengelse. Naar ogsaa de — formentlig under orphisk Indflydelse — flyttes til Hades, bliver de afskrækkende Eksempler paa, hvilket uroligt Liv de maa føre efter Døden, som i Livet har forsømt de orphiske Renselser. Sisyphos ruller en Sten op ad en Bakke; men hver Gang han naar Toppen, triller den ned igen. Tantalos staar sulten og tørstig i Vand til Knæene og med saftige Frugter over sit Hoved, uden at kunne naa nogen af Delene; thi Vandet løber bort, og Grenen svajer til Vejrs, hver Gang han strækker Armen ud efter det ene eller det andet.