Til mine Kjære i Hjemmet! (continued 4)

„Nei virkelig? De skal kjøre til Roskilde i Kane — og jeg maa kjøre med Dem?“

„Ja saamænd maa De saa, hvis De har Lyst.“

Hvem der var glad, det var mig — det var jo den allerønskeligste Leilighed for mig: i en lethenflyvende Kane, hvor den vælige Hest farer frem under Bjældernes Spil, medens de røde Topper kneise og det blaae Tæppe bølger ud for Vinden som et Silkeseil — alene sammen med Andrea Margrethe: der kan siges Meget paa en saadan Tour!

Jeg saae ud af Vinduet: „hvad er det for et gammelt Skrumpelskud, Niels der trækker frem?“

„Det er jo Slæden eller Kanen, som De saa fornemt kalder den“, sagde Andrea Margrethe leende.

„Ja saa“, sagde jeg noget skuffet, men trøstede mig med, at jeg kunde vel tale ligesaa godt i en Slæde som i en Kane; Hovedsagen var, at vi vare alene.

„Men De har rigtignok Ret“, tilføiede Andrea Margrethe med et Suk, det er græsseligt at tænke sig, at vi skal kjøre ind i Roskilde i en saadan Dragkiste: alle Folk vil da vende sig om og see efter os.“

„Hvem tror De vil see paa Slæden, naar De sidder i den?“ spurgte Corpus Juris.

„Fy Frederik!“ sagde Andrea Margrethe, idet hun truede med Fingeren, „begynder De nu at sige Complimenter, saa faaer De ikke Lov at kjøre med.“

„Hvad for Noget? kjører Du med, Frederik?“ spurgte jeg forskrækket.

„Ja naturligvis; hvorfor skulde jeg blive hjemme?“

„Men Fattigregnskabet, som Præsten talte om?“

„Aa det kan vente, til vi kommer hjem igjen. Desuden vil Christopher først begynde derpaa, saa skal jeg siden komme og hjælpe ham“.

„Jeg skal nok passe Fattigregnskabet: kjør Du kun ganske roligt“, sagde Gamle.

Slæden var imidlertid kjørt op for Døren: ved at see nøiere paa den blev jeg mere forsonet med den. Let og elegant var den jo langtfra, men den havde noget vist Gemytligt ved sig, hvad der overhovedet var charakteristisk for alt Bohavet i Præstegaarden.

„Der er Niels med Slæden“, sagde Andrea Margrethe, „saa maa vi skynde os at blive færdig.“ Hurtigt kom hun igjen, iført Kaabe og Hat.

„Skal Niels være Kudsk?“ spurgte jeg, idet jeg steg op i Slæden.

„Nei Frederik vil selv kjøre“, svarede Andrea Margrethe.

„Saa tager De vel Plads her ved Siden af mig paa Bagsædet?“

„Nei jeg maa sidde paa Forsædet ved Siden af Frederik for at vise ham Veien.“

„Men vi kjøre jo ligefrem ad den slagne Landevei?“

„Ja, men jeg maa være ved Haanden for at hjælpe, hvis der skulde skee et eller andet Uheld.“

Og Andrea Margrethe satte sig op paa Forsædet ved Siden af Corpus Juris, medens jeg maatte sidde alene paa det bageste Sæde. Det var ogsaa en Fornøielse! saa kunde jeg ligesaa godt være bleven hjemme og opgjøre Fattigregnskabet for Gamle.

Præsten aabnede sit Vindue og raabte ud til os: „Hvad er det, Frederik? De skulde jo blive hjemme og hjælpe mig med Fattigregnskabet, og nu kjører De bort?“

„Det skal jeg nok besørge, naar jeg kommer hjem igjen.“

„Ja vist: morgen, morgen, nur nicht heute o. s. v. — kjender De den Vise? — — Skal De være Kudsk?“

„Ja“, svarede Corpus Juris, idet han slog et mægtigt Knald med Pidsken.

„Bliv saa bare liggende ganske roligt derude; om en halv Time skal Niels komme ud for at samle Dem op igjen.“

„Jeg skal nok bringe baade Heste og Slæde hjem igjen“, sagde Corpus Juris med Selvtillid, idet han slog nok et Knald, saa Hestene sprang frem, og vi fore ud af Gaarden. Derved kom vi saa hovedkulds afsted, at vi nær strax havde opfyldt Præstens Spaadom, idet nemlig Slæden tørnede stærkt mod en stor Sten, der laa ved Indkjørslen. Jeg greb med Begjærlighed denne Leilighed for at foreslaae en Forandring.

„Lad heller mig kjøre, Frederik“, sagde jeg, „jeg forstaaer det bedre.“

„Nei vist ikke nei“, svarede han, „det var kun en Begyndelse: nu gaaer det bedre.“

Og i stærkt Trav fore Hestene hen ad Landeveien. Godt var det, at de kjendte Veien saa vel, thi Corpus Juris værdigede dem ikke synderlig Opmærksomhed, dertil var han i altfor ivrig Samtale med Andrea Margrethe. Ogsaa jeg søgte et Par Gange at komme til at deeltage i Samtalen ved at spørge om dette eller hiint, som vi kjørte forbi, men Andrea Margrethe fik knap Tid til at give et ganske kort Svar, for Corpus Juris optog hendes hele Opmærksomhed.

„Ja bi Du min Bro'er“, tænkte jeg ved mig selv, „det er sidste Gang, vi lege paa den Maade. Næste Gang vi kjøre ud sammen, saa er det mig, der sidder ved Siden af Andrea Margrethe, og saa kan Du faae Lov at sidde bag i Slæden og synge „der arme Peter!“

Veiret var mørkt og trist, en kold Østenvind strøg henover Mark og Eng; er man saa først i daarligt Humør, er det ikke underligt, om man snart begynder at fryse — Jeg sad og saae paa Hestene: den ene var „den Røde“, som Forpagteren havde fortalt saa meget om Dagen i Forveien: nu havde jeg Tid nok til at tænke paa Alt, hvad han havde berettet mig om den. Og alligevel kunde jeg selv ikke nu finde nogetsomhelst Interessant ved „den Røde“, i mine Tanker saae den ud som enhver anden Hest. Desmere Opmærksomhed skjænkede jeg den anden Hest, det var „Gamle“, thi den syntes mig at svare ganske til sit Navn og bære sig ad, som jeg kunde tænke, at Gamle selv, det vil sige Christopher, vilde have gjort. Først spidsede den Øren og lagde dem tilbage for at høre, hvad Corpus Juris havde at sige Andrea Margrethe. Dernæst begyndte den at gaae langsommere for ligesom bedre at høre efter, nu rystede den paa Hovedet for at tilkjendegive sit Mishag, ja tilsidst begyndte den at pruste, ganske som Gamle pleier at rømme sig, naar han vil begynde en Tale.

„Ja bare Gamle vilde tale“, tænkte jeg, „saa skulde Corpus Juris faae en Prædiken, som han længe vilde mindes.“

Men Gamle talte ikke; sørgmodigt lod den Hovedet hænge ned, ligesom den vilde sige: „han er nu een Gang uforbederlig, saa det kan ikke hjælpe, at jeg spilder mine Ord paa ham.“ Og Gamle gik ganske langsomt med ludende Hoved som En, der tænker nøie efter.

„Kjør dog lidt til, Frederik“, raabte jeg, thi det syntes mig, som om den Slædetour aldrig fik Ende; „vi kjøre saa langsomt, som om vi fulgte Lig.“

„Vi kjøre hurtig nok: Hestene maae ikke overanstrænges“, var Svaret.

„Overanstrænges? jeg frygter snarere, at de falde i Søvn. Og see, hvor mørkt det seer ud i Øster, vi faae stærkt Snefog inden en Time.“

„Det forfrisker“, meente Corpus Juris, dog gav han Gamle et lille Rap af Pidsken forat føie mig, saa at vi atter kom hurtigere afsted.

Vi kjørte forbi den lille Høi, hvor jeg den første Dag, da vi kjørte fra Roskilde til Nøddebo, havde havt en Slags Aabenbaring, idet jeg havde seet en ung Mand sidde ved en ung Piges Side og trykke hendes Haand og i den rødmende Solnedgang see ud over Isefjordens gyldne Bølger. Corpus Juris lod ogsaa til at see Noget paa Høien, thi han pegede derop med Pidsken, og Andrea Margrethe saae ligeledes derop. Gamle havde derimod nok en Aabenbaring paa den anden Side af Veien, hvor den formodentlig i Aanden har skuet en frodigt voxende Havremark, thi den travede henimod Grøften og havde besørget os alle derned, om ikke Andrea Margrethe havde seet det og hurtigt trukket Tømmerne til den anden Side.

„Der vare vi nær væltede, Frederik“, sagde hun leende. Jeg vilde sige hende noget Smukt om, at det var umuligt at vælte, naar man havde Andrea Margrethe ved sin Side, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet og rev mig Brødet ud af Munden ved at gjøre netop den samme Bemærkning.

Omsider kom vi til Roskilde: Heste og Slæde bleve stillede ind i en Gjæstgivergaard, og glad var jeg, thi nu kunde jeg uhindret gaae ved Andrea Margrethes Side, skjøndt jeg maatte finde mig i, at Corpus Juris gik ved hendes anden Side. Men Samtalen vilde slet ikke ret komme istand. Een af os kunde vel sige et Par Ord, men de to Andre svarede Intet, saa jeg erfarede da ret ved den Leilighed, hvad jeg for øvrigt oftere har erfaret, at Tre er et daarligt Tal til at spadsere. Vi Tre gik der ved Siden af hinanden op og ned ad Roskilde Gader og saae paa Husene og Boutikerne, og gjorde En eller Anden af os en Bemærkning, fik han i Regelen kun et ganske kort „Saa?“ eller „Nei virkelig?“ til Svar. Selv Andrea Margrethe var ganske mod Sædvane taus og ordknap. Jeg gik i mit stille Sind og ønskede Corpus Juris hjem igjen til Fattigregnskabet, saa skulde jeg have benyttet Tiden langt bedre end til at gaae og tælle Brostenene i Roskilde Gader. Selv Domkirken gik vi i Taushed forbi — og der havde Corpus Juris dog sidste Gang havt saa meget at fortælle mig, nu havde hverken han eller jeg en eneste Bemærkning at gjøre om den, ja den syntes mig endog at være bleven mindre og uanseeligere, kortsagt at see mere hverdagsagtig ud end for tre Dage siden, da den i saa høi Grad havde vakt min Beundring. Ligesaa ivrigt som jeg før havde ønsket at komme af Slæden, ligesaa ivrigt ønskede jeg nu at komme paa Slæden, og jeg troer i Grunden, at Corpus Juris og Andrea Margrethe vare ligesaa glade som jeg, da vi havde besørget vore Indkjøb og atter kunde berede os til Hjemreisen.

Jeg forlangte at være Kudsk paa Hjemtouren for ogsaa at prøve den Fornøielse, og Corpus Juris gav strax efter. Men da jeg fordrede, at Andrea Margrethe skulde tage Plads ved min Side som før ved Corpus Juris', svarede hun, at det behøvedes ikke: Veien gik jo lige hjemad, og Hestene kjendte den godt, og da jeg yttrede, at jeg gjerne vilde have Hjælp af hende i paakommende Tilfælde, svarede hun atter, at det var unødvendigt, thi jeg behøvede blot at holde Tømmerne i Haanden og forresten lade Hestene løbe, som de selv vilde, saa kunde der aldrig tilstøde noget Uheld: og med denne Erklæring satte hun sig paa det bageste Sæde ved Siden af Corpus Juris.

Det begyndte at snee; Vinden var sprungen om til Nordenvind, saa jeg havde Sneen lige i Ansigtet. „Ja kjørte vi langsomt ud, saa skal vi sandelig komme hjem i en Fart“, sagde jeg til mig selv, og jeg svingede Pidsken og slog løs paa den Røde og Gamle, saa de i strakt Carriere fore henad Veien, og Slæden slingrede stærkt til begge Sider.

„Hvordan er det, Du kjører?“ raabte Frederik til mig, „bliver du ved paa den Maade, saa vælte vi.“

„Jeg kjører, som jeg skal kjøre“, svarede jeg, „pas Du blot Dig selv“, og atter drev jeg det ene Slag efter det andet mod den ulykkelige Gamle.

„Nicolai, De er jo ond mod Dyrene“, sagde Andrea Margrethe til mig.

Hendes Ord gjorde mere Indtryk paa mig end Corpus Juris', og jeg lod for Fremtiden Pidsken hvile. Men Gamle og den Røde vare nu engang komne i Farten, saa vi fore hurtigt fremad. Snefoget var imidlertid tiltaget, tykt og tæt faldt Sneflokkene over os og dækkede os med deres hvide Lagen. Mine Fingre vare ganske stive af Kulde, og mine Fødder vare som to Istapper, jeg ønskede af ganske Hjerte snart at naae til Nøddebo, men endnu var der intet Spor deraf at see. Hvert Øjeblik ventede jeg at see Kirketaarnet dukke op, thi det maatte kunne sees i en temmelig betydelig Afstand, og efter den Fart at dømme, hvori vi kjørte, meente jeg, at vi alt for længe siden maatte have naaet Præstegaarden. Men forgjæves speidede jeg igjennem de tætte Sneflokke efter et eller andet Kjendemærke, som kunde forkynde mig, at vi nærmede os Maalet, thi intet saadant var at opdage. Jeg saae til Høire, og jeg saae til Venstre, om jeg ikke muligvis kunde see et Huus eller Træ, som jeg kunde erindre fra dengang vi kjørte ud, og som kunde sige mig, hvor vi egentlig vare. Men heller ikke noget saadant kunde jeg see, tværtimod Alt, hvad jeg saae, syntes mig at være saa fremmed, saa ubekjendt. Der stod f. Ex. to høje Bøgetræer inde paa Marken, dem kunde jeg slet ikke huske at have seet før. Jeg begyndte at frygte for at være kjørt feil, skjøndt jeg ikke kunde begribe, hvorledes det var muligt, da Landeveien fra Roskilde til Nøddebo var snorlige. Jeg var alligevel noget betænkelig, jeg holdt derfor Hestene an og vendte mig om til Andrea Margrethe for at høre hendes Mening. Denne, som i den sidste halve Time havde siddet og talt sagte sammen med Corpus Juris, reiste sig nu op og saae sig omkring.

„Ja hvad er det?“ udbrød hun, „vi er jo aldeles paa feil Vei; de to Bøgetræer der kjender jeg ikke. Men bi nu lidt“, vedblev hun og saae op mod Himlen. „Hvor er Solen nu henne — den er ganske dækket af Skyer — jo der er der lidt klart, der maa den være: men saa kjøre vi jo mod Øst, istedenfor at vi skulde kjøre mod Nord.“

„Ja det er Følgen af, at De ikke vilde sidde ved min Side og vise mig Veien“, sagde jeg.

„Vi finde nok hjem igjen, det har ingen Nød“, meente Andrea Margrethe. „Vil De ikke give et Øjeblik Tid, saa skal jeg sige Dem, hvor vi ere. De maa være kjørt henved en halv Mil forbi Nøddebo, for saa svinger Veien af til Højre ind mod Strømbygaard, hvor Kjeldborgs boer — De vilde da vel aldrig ind og besøge dem? — ja nu kjender jeg ogsaa de to store Bøgetræer: de staae kun en lille Fjerdingvei fra Strømbygaard.“

„Ere vi virkelig kjørte en halv Mil for langt frem?“ spurgte jeg forbauset.

„Ja det kommer der ud af at pidske saaledes paa Hestene, som De gjorde før. — Men vil De nu vende Slæden, for vi maae samme Vei tilbage.“

„Men vil De da ikke komme over til mig for at vise mig Veien, at jeg nu ikke skal kjøre for langt mod Syd, og vi saaledes blive ved at flakke frem og tilbage mellem Strømbygaard og Roskilde.“

„Det behøves ikke; jeg kan godt blive siddende, hvor jeg sidder — foreløbig har De kun at vende Slæden og saa kjøre lige frem: jeg skal nok sige Dem, naar vi skal dreie af til Nøddebo.“

Saa vendte jeg Slæden og kjørte i modsat Retning, hvorved jeg i det Mindste erholdt den Fordeel, at jeg fik Vind og Sne i Ryggen. En god Stund kjørte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe bøiede sig over mig og sagde: „Kan De see den store Kampesten derhenne — der sidder tre Krager paa den — ja nu fløi de bort — men der hvor Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nøddebo.“

Jeg naaede Kampestenen, og jeg dreiede Slæden om den: nu kunde jeg see Kirketaarnet lige for mig. „Men nu maa De kjøre lidt forsigtig“, sagde Andrea Margrethe til mig, „for Veien er ujævn og fuld af Steen.“

„Vil De da ikke komme over at hjælpe mig, om det skulde være fornødent“, bad jeg atter.

„De maa vænne Dem til at kjøre et Par Heste alene; naar De blot er lidt forsigtig, saa er der ingen Fare.“

Men maatte jeg ikke have Andrea Margrethe ved min Side, saa brød jeg mig heller ikke om at være forsigtig, og atter hævede jeg Pidsken og lod Slag paa Slag regne ned over Hestene, der paa Ny fore frem i strakt Carriere, saa at Slæden hoppede fra Steen til Steen og hvert Øjeblik truedes med at kastes omkuld.

„Tag Dem i Agt, tag Dem i Agt“, raabte Andrea Margrethe bag mig, idet hun greb mig i Armen — jeg hørte ikke, men blev ved at drive Hestene fremad. Nu vare vi lige foran Porten, endnu et Pidskeslag — og vi laae alle Tre lunt og godt i en stor Snedrive, medens Hestene fore indad Porten med den tomme Slæde bagefter sig.

I det Samme kom Præsten ud gjennem den lille Havelaage: han havde i Sinde at gaae os i Møde, men kunde nu spare sig den Uleilighed. „Ja sagde jeg det ikke nok“, udbrød han, da han saae os krybe frem af Snedriven og ryste Sneen af os, „men det er Jeres egen Skyld! hvorfor vilde I ikke følge mit Raad? saa var Niels strax kommen ud og havde samlet Jer op, istedenfor at I nu har ligget i tre Timer og ventet her, indtil jeg kunde komme ud at hjælpe Jer!“

Nu kom imidlertid ikke alene Niels, men Hans og Peer og Søren, og Karen og Maren og Stine, og Præstekonen og Emmy og Gamle; kort hele Befolkningen var kommen paa Benene ved at see den tomme Slæde og ilede nu ud og slog Kreds om os: mit Uheld kunde da ikke længere blive skjult.

„Det kommer nu over Deres Hoved, Frederik“, sagde Præsten, „De var saa stor paa det før, da jeg advarede Dem, og meente, det havde ingen Nød. Men nu kan De selv see, at Hovmod gaaer for Fald.“

„Men det var ikke mig, der kjørte“, tog Frederik til Gjenmæle, „det var Nicolai.“

„Nicolai!“ udbrød Præsten, „den meget opfindsomme Nicolai! var det — —“

„Aa det var den dumme Slæde!“ sagde jeg med ilde dulgt Harme.

„Ja De har Ret“, sagde Præsten, „det er nederdrægtigt, hvor disse Slæder kunde være ondskabsfulde. Se, hvor udspeculeert at vælte sig lige udenfor Porten, netop som De troer Dem i sikker Havn: det er formelig en raffineret Grusomhed.“

„Jeg kan ikke begribe det“, tog jeg atter til Orde; „vi har kjørt saa udmærket hele Tiden.“

„Ja da kan jeg godt begribe det“, sagde Andrea Margrethe, „for vil De blot see, her ligger en stor Steen: over den er Slæden væltet, thi De kan forfølge Sporet i den friske Sne lige til den Steen.“

„Og det er netop den Steen“, udbrød Corpus Juris, „for hvilken Du i Morges advarede mig, da Du forlangte at kjøre Slæden.“

Jeg taug, thi jeg følte, at mit Forsvar gjorde kun min Sag værre. Forøvrigt maa jeg dog sige til Corpus Juris' Roes, at han slet ikke omtalte den Sag mere, uagtet han her havde erholdt den skjønneste Leilighed til at drille mig, saa gjorde han dog intet Forsøg i den Retning. Det syntes virkelig, som om han meente det alvorlig med hint Venskab og Broderskab, som vi igaar paa Andrea Margrethes Opfordring havde tildrukket hinanden, thi ligesaa frastødende og ubehagelig som han tidligere havde været mod mig, ligesaa forekommende og venlig var han nu, og uagtet det var ham umuligt ganske at afholde sig fra at modsige mig, saa gjorde han det dog altid paa saa skaansom og eftergivende en Maade som muligt, saa at i de sidste Dage, vi tilbragte i Nøddebo, vare vi ligesaa hjertelige og broderlig stemte mod hinanden, som vi altid vare det hjemme paa Vestergade.

Jeg følte mig imidlertid noget flau, thi jeg vidste jo godt, at vort sidste Uheld var foraarsaget ved min egen Ubesindighed. Saasnart jeg derfor havde forsikkret Præstekonen om, at saavel Hoved som Arme og Been vare i fuldkommen uskadt Tilstand, og at jeg hverken trængte til Hjortetakssalve eller Opodeldok, listede jeg mig bort fra de Andre og gik over i Præstens Studereværelse, hvor jeg bedst kunde være i uforstyrret Ensomhed. Jeg tog en Bog ned, men synderlig meget kan jeg ikke have læst i den, for jeg kan slet ikke mindes, hvad det var for en Bog. Jeg havde jo ogsaa Sager at overveie, der kunde lægge Beslag paa alle mine Tanker. Thi det freidige Mod, hvormed jeg om Morgenen havde sagt til mig selv: „Idag skal Du forlove Dig, Nicolai!“ var nu borte. Overtroisk er jeg vel ikke, men det Uheld med Slæden havde nedslaaet min Selvtillid. Ogsaa nærede jeg et vist hemmeligt Nag mod Andrea Margrethe, fordi hun saa haardnakket havde undslaaet sig for at sidde ved min Side. Maaskee havde hun slet ikke tænkt herover og var aldeles uskyldig, men jeg var alligevel vred paa hende, og i en saadan Stemning, følte jeg, kunde jeg ikke godt aflægge nogen Erklæring om evig Kjærlighed. Heller ikke forekom det mig ved nøiere Betragtning, at Sylvesterdag var saa heldig en Dag til dette Forehavende. Thi den sidste Dag i Aaret har dog noget vist Melancholsk ved sig: den kommer indhyllet i Taager og Skyer, ligesom om den vilde græde over det svundne Aar, og Alt, hvad man foretager sig paa den Dag, faaer ogsaa et vist sørgmodigt Præg. Og endelig var det jo Lørdag — Lørdag, den mest prosaiske Dag i hele Ugen, den Dag, hvorpaa man vadsker Trapper og tørrer Tøi, den Dag, hvorpaa man bliver trakteret med Øllebrød og kogte Rødspætter: nei Lørdag kan aldrig blive nogen god Dag til at forlove sig. Derimod næste Dag var det jo Nytaarsdag, da det nye Aar kommer i al sin Straaleglands og Herlighed, da man har Held til Alt, hvad man foretager sig, og det var Søndag, den mest livsalige Dag i hele Ugen — jo det var meget bedre at vente til imorgen. Og vi skulde tilmed have Dands om Aftenen, Venner og Frænder skulde samles i Præstegaarden — saa kunde det strax blive deklareret for Alle. Ja hvad vilde det ikke blive for en Overraskelse, naar Præsten ved Aftensbordet pludselig reiste sig op og udbragte: „De Nyforlovedes Skaal!“

I disse behagelige Tanker blev jeg afbrudt ved, at man kaldte mig over for at spise til Middag. De Andre havde allerede sat sig tilbords, da jeg kom.

„Nu De meget opfindsomme Nicolai, hvad har De nu havt for?“ spurgte Præsten.

Jeg svarede, at jeg havde været ovre i hans Værelse for at læse Noget.

„Hvad har De da læst?“

„Aa jeg troer, at det var en af Ingemanns Romaner.“

„De troer: det er overordentlig beskedent sagt af Dem i Modsætning til den Selvtillid, hvormed det unge Danmark ellers pleier at udtale sine ærede Meninger. Det er virkelig forbausende at see, Nicolai, hvorledes De hver Dag skrider frem i Dyd og Fuldkommenhed herude, men jeg sagde det jo strax ved Deres Ankomst, at vi nok skulde corrigere alle Trykfeilene i Dem.“

Jeg svarede Intet, men sad og spiste min Suppe i Taushed.

„Er der gaaet Dem Noget imod?“ spurgte Præsten atter, „jeg synes, De er saa taus.“

„Nei“, svarede jeg kort.

„Det er ikke rigtig fat med Dem“, vedblev Præsten, „De har bestemt havt en eller anden Fortrædelighed i Roskilde. Sig mig engang i al Fortrolighed“, og Præsten bøiede sig over Bordet og sagde ganske sagte til mig: „der har da vel ikke været Noget i Veien med Kjæresten?“

„Aa Fa'er“, udbrød Andrea Margrethe i en ømfindtlig Tone, „jeg vilde virkelig ønske, Du vilde lade den Spøg fare.“

„Ja tænkte jeg det ikke“, raabte Præsten, „jeg syntes nok, Nicolai saae saa melancholsk ud.“

„Aa vist ikke nei“, vedblev Andrea Margrethe, „men det er virkelig ubehageligt for os begge To, som nu f. Ex. igaar, da Kjeldborgs vare her — hvad maa de ikke tænke om os?“

„Ja Meningen heraf er vel, at Du ønsker Forbindelsen hævet? Stakkels Nicolai, det gjør mig meget ondt for Dem, men naar Andrea Margrethe ikke længere vil, saa er der jo ikke mere at gjøre ved denne Sag.“

Jeg taug, thi jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige.

„Stakkels Nicolai!“ begyndte Præsten atter, — „nu forstaaer jeg, hvorfor De væltede Slæden — det var en Slags Desperation; De vilde absolut knække Halsen, og da det ikke lykkedes, kastede De Dem med denne mageløse Iver over Studierne, saa De ganske glemte Middagsmaden, hvad De ellers ikke pleier at gjøre, men De veed nok: philosophia est consolatio omnis doloris. Ja Nicolai, nu kan De sige, at De har været i Roskilde, og nu kan De rigtignok synge:

Jeg trøstede mig ved, at imorgen var der atter en Dag, og da skulde Visen faae en anden Lyd.

Om Eftermiddagen maatte Corpus Juris da endelig over til Fattigregnskabet, hvor Gamle allerede var anbragt, saa at jeg var ene Herre over Valpladsen. Men Andrea Margrethe var ivrig sysselsat ude i Kjøkkenet med Tilberedelser til næste Dag, og uagtet jeg nu havde Tid og Leilighed til at yde hende den Hjælp, som var befunden unødvendig om Morgenen, havde jeg dog ikke rigtig Lyst dertil. Det var ligesom den Roskildetour havde kjølnet mig noget. Jeg besluttede derfor intet Mere at gjøre denne Dag, men heller vente til næste Dag og da paa een Gang uden videre Forberedelser slaae det store Hovedslag. Jeg vilde da ikke mere plage mig selv med Tvivl og Betænkeligheder af nogensomhelst Art, men rolig vente og da paa een Gang gjøre Ende paa det Hele.

Emmy og Præstekonen vare alene i Dagligstuen. Emmy sad paa sin sædvanlige Plads i Vinduesfordybningen foran sit Sybord. Jeg tog en Bog og satte mig ligeoverfor hende: det var den Plads, som ellers Gamle stadig havde abonneret, naar han befandt sig i Dagligstuen. Nu stod Pladsen tom, og jeg satte mig derhen og begyndte at læse. Ja læse gjorde jeg da egentlig ikke, thi jeg sad og tænkte paa, hvorledes jeg bedst skulde begynde en Samtale med Emmy. Da der imidlertid ikke vilde falde mig noget særdeles Aandrigt ind, maatte jeg tage min Tilflugt til det gamle Æmne, Veiret.

„Det er et kjedeligt Veir idag“, sagde jeg derfor, idet jeg lagde Bogen fra mig og saae ud paa den tunge graae Vinterhimmel.

„Det passer godt til Dagen“, svarede Emmy, „Sylvesterdag maa ligesom Skærtorsdag helst være lidt graa og taaget.“

„Ja De har Ret, Veiret passer godt til Dagen, thi det Ene er ligesaa kjedeligt som det Andet.“

„Kalder De Sylvesterdag for kjedelig?“ spurgte Emmy forundret.

„Ja morsom kalder jeg den i al Fald ikke, men det forstaaer sig, den har jo rigtignok det Gode ved sig, at saa faae vi Ende paa det gamle Aar.“

„Er De da saa glad over, at det gamle Aar forsvinder?“

„Ja det er da ikke saa underligt, for naar man et heelt Aar igjennem har maattet trækkes med det gamle Aar, saa kan man vel nok have Lov at længes efter noget Nyt.“

„Deri kan jeg rigtignok ingenlunde være enig med Dem“, sagde Emmy, idet hun lagde sit Haandarbeide til Side, for ligesom at samle alle sine Kræfter til at gaae imod mig. „Det gamle Aar forekommer mig altid som en gammel Ven, der hver Dag har bragt mig Godt. Derfor er jeg næsten altid sørgmodig paa Sylvesterdag, thi det er mig, ligesom jeg maatte skilles fra en gammel trofast Ven, som jeg nu ikke mere skal see. Har De aldrig følt noget Saadant?“

„Nei“, svarede jeg, „skulde jeg sammenligne det gamle Aar med Noget, vilde jeg sammenligne det med et stort Panorama, der er trukket forbi os, og efterhaanden som det rykker længer frem, ønsker man at faae vel Ende derpaa, for at see, hvad der saa skal komme efter.“

Emmy fæstede sine store klare Øine paa mig, og sagde derpaa, idet hun rystede paa Hovedet: „Det mener De vist ikke, Nicolai.“ Et Øjeblik taug hun stille, som om hun tænkte efter, hvad hun vilde sige, og begyndte derpaa atter: „Sylvesterdag er for mig en underlig Blanding af Glæde og Sorg. Thi naar jeg paa den ene Side betænker alt det Gode, som jeg har modtaget i det svundne Aar, og al den Fred og Velsignelse, som har hvilet over mig, og nu samler Alt dette i en Sum og seer det forskjønnet ved Erindringen, da føler jeg en dyb og inderlig Glæde og Taknemlighed mod ham, som har givet det Alt — men naar jeg saa atter tænker, at Alt dette hører nu til det Svundne, til det, som ligger bag ved mig, da kan jeg ikke tilbagetrænge en vis Smerte derover. Derfor har Sylvesterdag altid noget vist Veemodigt ved sig, og jeg kan godt lide det stille Graaveir, thi det synes mig at passe til den Stemning, som Dagen fører med sig.“

Uagtet jeg ganske maatte give Emmy Ret i, hvad hun sagde, og uagtet jeg med en vis Beskæmmelse maatte sige til mig selv, at hendes Tanker paa Sylvesterdag vare bedre end mine, kunde jeg dog ikke lade være at sige hende imod. „Jeg har slet ikke tænkt paa det gamle Aar i Dag“, sagde jeg, „men kun paa det nye, og hvad jeg har i Sinde at udrette og foretage i det.“

Atter fæstede Emmy sit klare, rolige Blik paa mig, som om hun vilde see mig lige ind i Hjertet, og sagde derpaa paa sin sædvanlige blide Maade: „Saa slemt troer jeg ikke om Dem, Nicolai — De gjør Dem selv værre, end De er. De kan umulig lade den sidste Dag i Aaret gaae bort uden at bringe en eneste Taknemlighedstanke til Ham, som i saa rigt Maal har overvældet Dem med sine gode Gaver.“

Jeg følte mig beskæmmet ved Emmys Tale, thi jeg havde virkelig hele Dagen været saa sysselsat med mine Fremtidsplaner, at jeg slet ikke havde havt Tid til at tænke paa det Svundne, som Emmy saa bestemt forudsatte om mig, thi hun, som selv var saa god, tænkte ogsaa godt om alle Andre. — Jeg havde faaet fat paa et Stykke Papir og sad halvt i Tanker og skrev derpaa den ene Gang efter den anden: Emmy — Andrea Margrethe — Andrea Margrethe — Emmy. Der var saa stille i Stuen; man hørte kun Ilden knitre i Kakkelovnen og det store bornholmske Stueuhr gjentage sit ensformige tik — tak, tik — tak. Semiramis, den hvide Kat, var kommen ind og laa ganske stille ved Emmys Fødder, som om den hørte nøie efter, hvad hun sagde. Hyacintherne i Vinduet duftede saa stærkt, som om de ret vilde give deres Bifald tilkjende med Emmys Tale.

Nu traadte Gamle ind. Da han saae, at hans sædvanlige Plads var optagen, tog han en anden Stol og satte sig imellem mig og Emmy. Han saae saa oplivet ud i det Øjeblik, som jeg kun sjeldent pleiede at see ham.

„Bringer Du godt Budskab, Christopher?“ spurgte jeg, „Du seer saa glad ud.“

„Godt Budskab kunde jeg vel snarere vente af Dig“, svarede Gamle, „Du som har været her, hvor der altid er godt at være.“

„Blev De færdig med Fattigregnskabet?“ spurgte Emmy.

„Ikke ganske; Resten faaer at vente til siden.“

„Idag har De ogsaa været flittig“, sagde Emmy, „De har jo næsten uafbrudt været sysselsat dermed.“

„Derfor mener jeg ogsaa, at jeg nu har Lov til at hvile. — Og som Belønning for mit Arbeide udbeder jeg mig, at jeg maa spadsere en Tour med Dem langs Fjorden: Vejret er saa mildt og stille.“

„Ja det vil jeg gjerne“, svarede Emmy, idet hun reiste sig: „De gaaer vel med, Nicolai?“

Jeg lod mig ikke bede to Gange. Medens Emmy gik ud for at tage Hat og Kaabe paa, blev Gamle og jeg siddende alene tilbage.

„Hvad har Du der?“ spurgte Gamle, idet han tog det Stykke Papir, hvorpaa jeg havde siddet og skrevet.

„Aa det er Noget, jeg sad og skrev i Tanker.“

„Ja saa“, og Gamle tog Papiret, greb Blyanten og fortsatte mit Værk, idet han skrev den ene Gang efter den anden: Emmy — Emmy — Emmy, medens jeg sad og saae paa ham: Var det et Fingerpeg, som Gamle uden selv at vide det gav mig, idet han viste mine Tanker hen i en anden Retning end den, de hidtil havde fulgt?

Emmy blev meget forundret, da hun ved sin Tilbagekomst fandt os siddende endnu ganske rolig, og vi hastede begge ud for at tage Overtøi paa. Præstekonen vilde ikke gaae med, men bad os blot om at være forsigtige og ikke gaae paa Isen, hvilket vi ogsaa alle Tre lovede.

Alt for et Par Timer siden havde det hørt op at snee, Luften var mild og frisk. Vi gik først op gjennem Landsbyen: Gamle havde taget Emmy under Armen, og jeg gik ved Emmys anden Side: uvilkaarlig maatte jeg gjøre en Sammenligning mellem denne Eftermiddagstour i Nøddebo og Formiddagstouren i Roskilde. Ogsaa der havde vi jo gaaet Tre sammen, men tause, forlegne, forstemte. Her gik vi nu atter Tre sammen, men hvor ubundet og hjertelig fløi ikke Ordene mellem os. Og som jeg hist i Roskilde ikke kunde undlade at kaste Skylden paa Andrea Margrethe for, at vi havde følt os saa kolde og fremmede overfor hinanden, saaledes maatte jeg her nærmest tilskrive Emmy, at vi saa fortrolig gik Side om Side med hinanden. Thi fra Emmy udgik stedse en Fredens og Kjærlighedens Aand, der ligesom gjennemtrængte Alt, hvad der kom i hendes Nærhed. Ja selv om vi end ikke talte sammen, om vi i nogle Øjeblikke gik tause ved hinandens Side, saa var det mig dog, som om vore Tanker ogsaa uden Ordets Hjælp fandt og forstode hinanden, saa at vi stedse følte os i Samklang med hinanden. Atter fornam jeg Fred og Ro i Sindet, jeg følte mig gjennemtrængt af en stille inderlig Livsglæde, og naar jeg saae hen over de snedækte Huse og de snedækte Bakker bagved Husene, over hvilke den graalige Himmel hvælvede sig, da fornam jeg en saadan Harmoni og Fred saavel udenom mig som indeni mig, at mit Hjerte bøjede sig og takkede Gud for alt det Gode, som jeg havde modtaget i det svundne Aar, men meest fordi jeg havde lært Emmy at kjende.

Hvert et Menneske, som vi mødte paa vor Vandring gjennem Landsbyen, det være sig Karle eller Piger, Gamle eller Børn, skulde hilse paa Emmy, og til Hver især havde Emmy et Par Ord at sige. Men hvad der mere undrede mig, det var, at Gamle syntes at nyde en lignende Popularitet som Emmy; ogsaa paa ham blev der hilst, og ogsaa til ham blev der talt. Flere spurgte ham, om han ikke snart kom ud at prædike for dem, som han havde lovet. Jeg maatte da give Emmy Ret i, hvad hun forleden Dag havde sagt til mig, at Gamle ingenlunde levede blot i sin egen Drømmeverden, men kjendte mere til den virkelige Verden, end jeg havde troet. Navnlig kunde jeg ikke begribe, hvorledes Gamle kunde huske Navnene paa alle de fire- eller femaars Purke, hvoraf der vrimlede i utrolig Mængde foran alle Husene, og som snart kom springende rask imod os for at give os Haanden, snart blev staaende i tre Alens Afstand og stirrede paa os og trak sig selv i Haaret for at hilse, naar de ingen Kaskjet havde paa Hovedet til at hilse med.

„Men hvor i al Verden kjender Du alle de Børn fra, Christopher?“ spurgte jeg tilsidst.

„Emmy har lært mig Navnene paa dem i Sommer, da jeg var herude.“

„Og hvor kan De huske Navnene paa dem og kjende den ene fra den anden?“ spurgte jeg Emmy, „Jeg synes, at de seer allesammen eens ud, guult Haar og blaae Øine, og den eneste Forskjel, jeg kan see, det er, at den ene er lidt mere smudsig end den anden.“

„Hvad man holder af og har Kjærlighed til, kan man altid kjende“, svarede Emmy.

„Men saadan en Mængde“, sagde jeg, „og det er jo ikke alene Børnene, men ogsaa de Voxne. Og saa er Navnene ovenikjøbet eens paa dem Alle! der er lutter Jeppe Peersen og Peer Jepsen, Mads Eriksen og Erik Madsen — det er jo umuligt at finde Rede i.“

„Jo seer De“, sagde Emmy, „jeg er voxet op blandt dem og har tilbragt alle mine Leveaar her. De Ældste af dem har baaret mig paa Armen, og saa har jeg atter baaret de Yngste paa Armen. Seer De ham her“ — og hun pegede paa en lille treaars Gut, der kom henimod os og rakte Emmy den venstre Haand, medens han i den høire holdt et stort Stykke Smørrebrød, af hvis rige Velsignelse han vilde have meddeelt Noget til mit Frakkeærme, om jeg ikke hurtig var vegen til Side — „ham har jeg holdt over Daaben, det er min Gudsøn — — og Dig skulde jeg have glemt?“ og hun bøiede sig ned og kyssede Barnet — „men Du maa give mig den høire Haand og ikke den venstre — saaledes.“

I en halvaaben Dør stod en gammel Mand med Piben i Munden: „Seer De der“, sagde Emmy, „der staaer nu En af dem, som har baaret mig paa Armen. — Ikke sandt, Peer Olsen“, sagde hun, idet hun gik hen til ham, „I har jo baaret mig paa Armen, da jeg var lille?“

„Jo vel saa, jo vel saa“, sagde den Gamle, „men den Gang var jeg raskere end nu.“

„Hvordan gaaer det med Helbreden?“ spurgte jeg, thi jeg fik ogsaa Lyst til at gjøre mig populær.

„Otte og halvfjerdsindstyve Aar“, var Svaret.

„De maa tale høiere til ham, thi han er noget døv“, sagde Emmy.

„Men jeg taler jo ligesaa høit som De.“

„Mig kjender han“, svarede Emmy, „derfor kan han omtrent see paa min Mund, hvad jeg siger. Men De er en Fremmed, derfor kan han ikke forstaae Dem.“ Derpaa vendte hun sig atter til den Gamle: „Se det er to unge Herrer inde fra Kjøbenhavn, der begge skal være Præster.“

„Ja saa, ja saa — kjøn Fyr“, mumlede Peer Olsen, „saadan en Mand skulde Jomfruen have.“ Jeg følte mig smigret ved denne hæderlige Omtale, hvilken jeg antog maatte gjælde mig, for Gamle var det da Synd at beskylde for at være en kjøn Fyr.

„Det haster ikke“, meente Emmy, „jeg er ung endnu. — Se imorgen skal Peter Olsen jo for nioghalvfjersindstyvende Gang see Nytaarssolen rinde op, det er mere end Nogen af os Andre har seet.“

„Ak ja, ak ja“, sukkede Peer Olsen, „gid Vorherre snart vilde løse op for mig!“

„Det maa Peer Olsen ikke sige“, irettesatte Emmy ham.

„Saadant et gammelt Skrumpelskud som jeg, hvad Nytte er jeg til?“ klagede den Gamle.

„Saalænge Vorherre lader Peer Olsen leve, saalænge er Peer Olsen altid til Nytte.“

„Gud velsigne Jomfruen for Deres milde Ord“, sagde Peer Olsen og kyssede Emmys lille hvide Haand, inden vi gik bort fra ham.

„Troer De nu, De kan huske Navnet paa ham?“ spurgte Emmy mig.

„Paa Peer Olsen? jo det kan jeg vel nok.“

„Der kan De see: hvad man har Interesse for, det husker man ogsaa. Nu har De lært en af de Gamle at kjende — nu skal De ogsaa lære en af de Unge at kjende. I den store Gaard derhenne med de to hvide Gavle boer en ung rask Gaardmand, som hedder Anders Sørensen; han hænger ved Fader og os Alle med Liv og Sjæl. Men han kan ogsaa takke Fader for sin Kone.“

„Hvorledes det?“

„Jo, for Anders Sørensen var kun Husmandssøn og tjente hos en rig Gaardmand, der havde en eneste Datter, og med hende blev han Kjæreste. Men Forældrene vilde ikke tillade en saadan Mesalliance, Datteren skulde naturligvis gjøre et anderledes glimrende Parti end med en fattig Husmandssøn. Fader, der kjendte ham som en flink og rask Karl, turde dog ikke ret tage hans Parti, thi han var ikke sikker paa, om han dog ikke havde forelsket sig mere i Gaarden end i Datteren. Dengang var netop Krigen udbrudt ovre i Slesvig, og Fader overtalte nu Anders Sørensen til, at han skulde gaae med som Frivillig, thi Fader vilde nemlig prøve ham, om han vilde blive trofast saalænge. Datteren fik imidlertid det ene gode Tilbud efter det andet, men hun sagde nei til dem alle, skjøndt Forældrene vare haarde imod hende, og hun havde mange bittre Timer. Paa samme Tid fik Fader stadig Breve fra Anders Sørensen, hvoraf han kunde see, at dennes Tanker vare uforandrede. Saa besluttede Fader da for Alvor at tage sig af Sagen, og naar Fader først beslutter Noget for Alvor, saa pleier det ogsaa at gaae igjennem. Han talte Forældrene haardt til og foreholdt dem, at de havde ikke Ret til at raade over deres Barn efter eget Tykke, men de skulde være Vorherre ansvarlige derfor. Det gjorde Forældrene bløde, og da saa Anders Sørensen kom hjem fra Krigen som Dannebrogsmand og Commandeersergeant, saa fik han dog tilsidst Datteren.“

„Men det er jo en heel lille Roman“, udbrød jeg forbauset.

„Dem har vi mange af“, svarede Emmy, „men desværre ere de ikke altid saa glædelige. Men de Fleste mene ligesom De, Nicolai, at i en saadan lille Landsby kan der ikke være Noget at lægge Mærke til, og saa er der ikke en Gaard eller et Hus, uden at det jo har sin Roman. Men vi, som leve sammen med disse Mennesker og kjende deres Sorger og deres Glæder, vi voxe ogsaa tilsidst saa fast til dem, at vi ikke kunne skille os fra dem igjen. Men de hænge da ogsaa af deres ganske Hjerte fast ved os — og nu skal De blot see, hvad for en hjertelig Modtagelse, vi faae hos Anders Sørensen.“

Den første Modtagelse var imidlertid ikke saa hjertelig, thi en stor glubsk Hund kom farende imod os, og det var kun med Nød og Neppe, at Gamle kunde værne om os med sin Paraply. Endelig kom en Karl ud og kaldte Hunden til sig.

Den Første, vi dernæst mødte, var en lille gullokket Pige, der kom løbende mod os. „Goddag, lille Bodil“, sagde Emmy, idet hun bøiede sig ned og kjærtegnede Barnet, „er Fa'er og Mo'er hjemme?“

Inden lille Bodil kunde svare, traadte en ung, smuk Bondekone med et Par store brune Øjne ud og bød os Velkommen og førte os ind i Stuen, hvor Anders Sørensen sad og læste i en Bog. Saasnart han saa os, reiste han sig øjeblikkelig op og lukkede Bogen i.

„Guds Fred og Velkommen“, sagde han, idet han gav os hver især et djærvt Haandtryk, „saa faae vi dog endelig engang igjen Folk fra Præstens at see hos os; det er da ogsaa længe siden. Værs'go at tage Plads!“

Konen beklagede, at hun ikke kunde modtage os oppe i Storstuen, som det egentlig burde sig, men nu var der altfor koldt deroppe.

„Nu ja, ja“, sagde Manden, „denne Stue er da ogsaa meget pæn“, og han kastede et veltilfreds Blik hen paa de store Egetræskister, der stode opstillede langs Væggen. „Men det forstaaer sig, havde vi vidst, at vi fik saa fint Besøg idag, saa skulde vi nok have havt Storstuen istand til Dem.“

Nu blev der budt frem, hvad Huset formaaede: to store Fade Smørrebrød bleve satte for os, og der blev budt Kaffe om; bagefter maatte vi ogsaa smage Anders Sørensens Øl og drikke hans Vin. Jeg spiste som en Helt, men min Tapperhed blev dog overgaaet af Anders Sørensens Gjæstfrihed, der vedblev at nøde mig saalænge, at jeg tilsidst maatte erklære, at nu kunde jeg ikke faae en Bid mere ned. Den unge Kone førte os dernæst om for at vise os Husets Rigdomme. De store Egetræs Kister bleve lukkede op, og det ene Stykke blev taget frem efter det andet — det var, som om det aldrig skulde faae Ende; og Alt det skulde lille Bodil have, naar hun engang skulde holde Bryllup: ja lille Bodil kunde da magelig holde syv Gange Bryllup paa al den Herlighed. Og alt Lintøiet havde Konen selv spundet og vævet og syet med sine egne Hænder, for saa var hun vis paa, at det var godt gjort. Manden stod ved Siden og beundrede ikke Tøiet, men Konen. „Er det nu ikke en mageløs Kone, jeg har“, hviskede han til Gamle, „hendes Lige finder De ikke i hele Sognet, ja ikke i hele Verden. Men jeg har da ogsaa gaaet en Deel igjennem for hendes Skyld, for det er, som Præsten siger, at vi har allermest Glæde af det, som Vorherre først lader os døie en Deel Ondt for, inden han giver os det.“

Det begyndte nu at blive mørkt, og vi toge derfor Afsked. Manden og Konen og lille Bodil fulgte os heelt ud til Porten: den store Bulbider kom farende mod os med sin tidligere Embedsiver, men fik et Par Rap af Anders Sørensen, fordi den ikke kunde kjende Folk oppe fra Præstegaarden. Saa sagde vi Farvel og fik endnu et ærligt Haandtryk til Afsked.

„Det var en prægtig Mand, ham kunde jeg godt lide“, sagde jeg til Emmy.

„Tror De nu ogsaa, De kan huske, hvad han hedder?“

„Ja det tror jeg nok.“

„Der kan De see, naar man først lærer dem at kjende, saa husker man ogsaa nok Navnene paa dem. Naar De nu kommer herud til Sommer og tilbringer Sommerferien hos os, saa skal De snart kjende alle deres Navne ligesaa godt som jeg selv.“

Det var paa Tide at gaae hjem, men Emmy vilde gjerne først op paa den lille Høi, der ligger bagved Landsbyen, og hvorfra man kan oversee hele Byen. Saa gik vi da derhen; der laa vel et temmelig tykt Snelag ved Foden af Høien, men det lykkedes os dog at komme lykkelig derover. Netop som vi kom op paa Høien, begyndte det at ringe til Solnedgang. Solen var rigtignok gaaet ned for en halv Time siden, men dengang havde Klokkeren formodentlig været sysselsat med sin Vesperkost og derfor meent, at Solen gjerne kunde vente lidt endnu med at gaae ned. Vi Tre stode nu oppe paa Høien og saae nedover Landsbyen. De enkelte Huse og Gaarde kunde man vel ikke see, dertil var Maanelyset for svagt, eftersom Himlen var skydækket; men som en samlet Masse kunde man see Landsbyen. Den laa saa stille og rolig, Klokketonerne løde saa mildt og venlig hen over den, de lyste Guds Fred og Velsignelse. Ingen af os talte et Ord: i den stille Vinteraften stode vi tause oppe paa Høien og hørte paa Klokketonerne. Nu kom de tre sidste Slag for Gud Fader, Søn og Helligaand — stærkt og kraftig løde de, det sidste vedblev endnu i lang Tid at bæve gjennem Luften, og saa blev alt ganske stille.

„Det var for sidste Gang i det gamle Aar“, sagde Emmy, idet hun foldede sine Hænder, „Gud være lovet og takket for alt Godt, som han har givet os.“

En lille Stund taug vi ganske stille, derpaa begyndte Emmy paa Ny: „Naar jeg staaer oppe paa denne Høi, føler jeg mig tilmode, som de gamle Konger maa have følt sig tilmode, naar de sadde oppe paa deres Slot og saae ud over Land og Rige. Der ligger ogsaa mit Rige nede, og Alt, hvad jeg elsker og har kjært, finder jeg dernede.“

„Og Mere begjærer De ikke?“ spurgte jeg.

„Nei.“

„De har virkelig slet ikke Mere at ønske?“

„Nu, det forstaaer sig“, svarede Emmy, og trods det dæmrende Mørke saae jeg en flygtig Rødme dække hendes Kinder, „Ønsker og Begjæringer have vi Mennesker altid. Men De veed vel ogsaa nok, hvad en gammel Vismand har sagt, at vi kunne ikke hindre, at Fuglene flyve over vort Hoved, men vi kunne vel hindre, at de komme og bygge Rede i Haaret paa os. Saaledes ogsaa med vore Ønsker og Begjæringer: vi kunne ikke hindre, at de flyve gjennem Sjælen, men vi kunne vel hindre, at de fæste blivende Bo derinde.“

Vi gik ned ad Høien og vendte tilbage ad den Sti, som førte langs Fjorden. Ogsaa her var Alt tyst og stille, det hvide Snelagen var bredt over Alt og ligesom lyste os frem i Mørket.

„Nu er her jo ikke Meget at see“, sagde Emmy, „men om Sommeren, naar Bøgetræerne hvælve deres tætte Løvtag over vore Hoveder, medens man til den anden Side seer ned i Fjordens friske blaaligklare Vand, saa er her velsignet.“

„Men det er da i Grunden ogsaa den eneste Spadseretour, som De har her tæt ved Præstegaarden“, indvendte jeg.

„Men netop derfor er den mig desto kjærere. Som det gik med Folkene oppe i Landsbyen, saaledes her med Træerne; der er ikke et Træ, ja knap en Green her, uden at jeg kjender den, og naar jeg en varm Sommerdag sidder her ude paa de græsklædte Brinker med mit Haandarbeide, da er det mig, som om jeg midt i den lille Skovensomhed dog var omringet af lutter gamle Venner, der Alle hviske saa fortrolig til mig og have tusinde Ting at fortælle. Tro mig, Nicolai, jo Mindre vi have, des større Pris sætte vi ogsaa derpaa.“

„Det er et sandt Ord“, bemærkede Gamle, „derfor siger ogsaa Apostelen Paulus, „at det er godt at nøies med det, man haver“, og: „Tragter ikke efter det Høie, men holder Eder til det Lave.“ Det er to gode Leveregler, som det var godt, om Alle vilde lægge sig paa Hjerte.“

„Ja men det er to græsselig kjedelige Leveregler“, indvendte jeg, „og hvis Alle vilde leve derefter, saa vilde Verden tilsidst gaae i Staa, ja falde reent i Søvn af bare Kjedsomhed. Nei, Livet er ikke Ro og Hvile, men det er Bevægelse og Fremadstræben, Kamp og Anstrængelse — „har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt“ — se det er at leve paa den rette Maade.“

„Ja det mene jo de Fleste“, svarede Gamle, „og derfor klage de ogsaa over den daarlige Verden, som vi leve i: istedetfor at klage over deres Umættelighed og Begjærlighed. Saa skeer der dem heller ingen Uret, naar det gaaer dem efter den gamle Vise: „Forgangen Nat Vor gamle Kat En ung og lækker Muus fik fat“ o. s. v.“

Ak ja, jeg tror næsten, at Gamle havde Ret! — — Anders Sørensen sagde nok, at han havde gaaet meget igjennem for sin Kones Skyld, men han var dog en lykkelig Mand, thi han blev kun forelsket een Gang, men saa blev han det ogsaa tilgavns, medens jeg derimod — — ak ja, hvem der var saa lykkelig som Anders Sørensen!

Da vi kom tilbage og vilde gaae ind i Dagligstuen, fandt vi Døren laaset af. „De kan ikke komme ind“, raabte Andrea Margrethe indenfor, „De maa gaae over til Fader og vente der, til jeg kalder.“

„Hvad skal der gaae for sig?“ spurgte jeg Emmy.

„Andrea Margrethe har reist Juletræet igjen; thi da De ikke var hos os Juleaften, skal De dog i det Mindste holde Nytaarsaften med os.“

Ovre hos Præsten fandt vi Præstekonen og Corpus Juris.

„Det var godt, at De kom, Nicolai“, raabte Præsten mig i Møde, „jeg har siddet og ventet paa Dem: jeg har Noget til Dem.“

„Hvad er det?“ spurgte jeg forundret.

„Jeg har fundet en ny Kjæreste til Dem, siden det ikke vil gaae med den gamle, men hun koster tyve Daler.{„}“{-}

„Hvad skal det sige?“

„Det skal sige, at Christen Madsen har været her for at sælge sin Kjæreste, men hun koster som sagt tyve Daler.“

Endnu var jeg lige klog, jeg forstod ikke et Ord af, hvad Præsten sagde. Denne sad i sin store Lænestol med den meest alvorlige Mine og blæste den ene tykke Røgsky fra sin Meerskumspibe efter den anden. Præstekonen paatog sig at forklare mig Meningen af Præstens gaadefulde Tale. „De veed nok, Nicolai,“ begyndte hun, „at det gaaer ikke altid til blandt Bønderne, som det skulde og burde, og at de navnlig ved deres Forlovelser og Brylluper see meget mere paa Pengene end paa Hjertelaget, saa at det mangen Gang kun er en reen Handelssag mellem dem. Nu er der en gammel Avlskarl herinde hos Naboen ved Navn Christen Madsen, han har i ti eller tolv Aar været forlovet med en Pige, som ogsaa tjener inde hos Naboen, og som almindelig kaldes gamle Ane. Gamle Ane har sparet nogle Skillinger sammen, og det var egentlig meest derfor, at Christen Madsen vilde have hende. Bryllupet er imidlertid bleven opsat fra det ene Aar til det andet. Men nu har Christen Madsen pludselig faaet et godt Tilbud fra en anden Side og vil derfor hæve Forbindelsen med gamle Ane. Men det vil gamle Ane ikke give sit Samtykke til og først efter flere Underhandlinger har hun forsaavidt givet efter, som hun vil give Christen Madsen hans Ord tilbage, naar han vil betale hende tyve Daler.“

„Og nu mener jeg“, fortsatte Præsten, „at De, Nicolai, skulde betale de tyve Daler, for at Christen Madsen kunde blive fri, og saa skulde De selv tage gamle Ane — hun har noget paa Kistebunden, og hun er ikke fyrretyve Aar endnu.“

„Vil Christen Madsen nu ikke betale hende de tyve Daler?“ spurgte Corpus Juris.

„Nei“, svarede Præsten, „han synes, at det er for Meget; han mener, at han er ikke tyve Daler værd, og det har han ogsaa ganske Ret i, men at ti Daler ogsaa kunde gjøre det.“

„Det er altsaa gyldigt Ægteskabsløfte?“ spurgte Corpus Juris atter med ægte juridisk Betoning.

„Ja vist er det gyldigt“, svarede Præsten, „Ægteskabsløftet er nu syv Aar gammelt, og om Sommeren gaaer det og vogter Gæs, saa Christen Madsen kan paa ingen Maade benægte det.“

Nu kom Andrea Margrethe og bad os komme over. Præsten vilde tage sin Lampe med, men det vilde Andrea Margrethe ikke tillade; vi skulde gaae derover i Mørke, thi saa vilde Lysene paa Juletræet gjøre des større Virkning. Saa maatte vi føle os for gjennem de lange Gange for at finde Veien og stødte idelig mod hverandre, indtil vi endelig kom over til Dagligstuen. Her maatte vi atter staae stille et Par Øjeblikke foran Døren, og derpaa sagde Andrea Margrethe: En — To — Tre! rev hurtig Døren op, og — Alt var ganske mørkt derinde, kun et Par osende Lys laae nede paa Gulvet og udbredte et svagt Lys med deres rødlige Tander.

„Hu ha“, raabte Præsten, „hvor de Lys skære i Øinene: jeg er allerede bleven ganske blind deraf — jeg kan slet ingen Ting see.“

Men Andrea Margrethe klagede og jamrede sig, hele hendes skjønne Arbeide var spildt. Hvorledes kunde det hænge sammen? — Omsider fik vi et Lys tændt og saae da, at Juletræet var væltet om paa Gulvet og laa midt i sin Herlighed som en falden Konge. Og hvem var nu Skyld heri?

„Trækvinden kan umulig have gjort det“, meente Andrea Margrethe, „for alle Vinduer og Døre ere lukkede.“ Vi undersøgte nøie Træet: det var øiensynligt, at der var anvendt Vold, thi flere Grene vare knækkede, som om man med Voldsomhed havde stødt til det. Men hvem kunde have været saa ondskabsfuld at gjøre dette? Andrea Margrethe havde været ganske alene, det maatte da være skeet i samme Øjeblik, som hun havde forladt Stuen.

„Hier liegt der Hund begraben!“ raabte endelig Præsten, „Du skulde have husket det gamle Ord: cave canem! saa havde Du ikke havt den Sorg.“

Ja Trofast maatte være Gjerningsmanden, derom kunde der ingen Tvivl være: en stor Honningkage, der havde været anbragt i Toppen af Træet, var reven af, saa kun et lille Stykke endnu var tilbage. Denne Honningkage maatte have fristet stakkels Trofast altfor stærkt, saa Naturen var gaaet over Optugtelsen, og den havde gjort dette voldelige Anfald paa Juletræet og derpaa listet sig ud, da Døren blev aabnet.

„Men den har bestemt kun gjort det for at jage et Par Rotter bort, som den maa have seet deroppe“, sagde Præsten.

Men Andrea Margrethe meente, at saa uforskammet kunde Trofast aldrig have været.

„Ja har Trofast ikke gjort det, saa maa Nicolai have gjort det“, sagde Præsten, „men Nicolai kan bevise sit Alibi, for han har været ovre hos mig, men derimod tvivler jeg meget paa, at Trofast kan bevise sit Alibi“.

Nei det kunde Trofast ikke, thi i samme Øjeblik kom Niels ind slæbende Trofast efter sig i den ene Haand og holdende en halvspist Honningkage i den anden. Han havde seet Trofast luske afsted med Noget i Munden, var sat efter den og havde saaledes grebet den paa frisk Gjerning.

„Se der kan Præsten see, det var ikke for Ingenting, jeg gav ham sine Prygl forleden Aften“, sagde Niels triumferende.

„Ja jeg veed det nok, Niels, Du er en brav Karl, som altid gjør din Skyldighed“, sagde Præsten.

„Men nu skal jeg give ham nok en Lection, der skal lære ham, hvordan man har at skikke sig, naar man lever mellem dannede Mennesker“, sagde Niels, og beredte sig til at slæbe Synderen afsted, men denne hylede saa ynkelig, at selv Andrea Margrethe gik i Forbøn for den.

„Ja lad nu Trofast slippe for denne Gang“, sagde Præsten, „siden det er Nytaarsaften. Tilmed har den jo alt taget sin Lønning op forud forleden Aften.“ Saa slap Trofast da for denne Gang og spadserede ud sammen med Niels.

Vi henvendte nu vor Opmærksomhed paa Juletræet, der laa i en sørgelig Fornedrelsestilstand paa Gulvet. Vi reiste det atter op, Lysene bleve tændte paa Ny, og det straalede snart i den gamle Glands. Der var ophængt flere Smaating til Gamle og Corpus Juris, som de egentlig skulde have havt Juleaften, men dengang vare de jo ikke komne. Ogsaa paa mig var der tænkt, saaledes kom Andrea Margrethe og overrakte mig en stor Bog. Da jeg aabnede den, stod der skrevet paa Titelbladet: „Lyriske Digte af Nicolai“, forøvrigt var den fuld af lutter tomme hvide Blade.

„Hvad skal jeg med den?“ spurgte jeg.

„De skal naturligvis skrive den fuld af Deres Digte, som der staar paa Titelbladet, og saa lade den trykke, saa bliver De en berømt Mand.“

„Ja De kan da aldrig mangle Stof“, sagde Præsten, „alene den Roskildetour maa kunne fylde den første Halvdeel af Bogen med ulykkelige Kjærlighedsdigte, den anden kan De saa fylde med lykkelige Kjærlighedsdigte. Saa kommer Bogen til at bestaae af to Parter, hvoraf den første skal hedde: „Ulykkelig Kjærlighed i Roskilde“ og den anden „Lykkelig Kjærlighed i Nøddebo“ — saa faaer Publikum noget af begge Tønder, og det vil det helst have, og Bogen kommer til at gjøre stormende Lykke, især hvis De lader gamle Anes Portræt aftrykke foran.“

„Nei vist ikke nei“, sagde Præstekonen, „Nicolai skal hverken synge om lykkelig eller ulykkelig Kjærlighed. Vil De være Digter, saa skal De lære af ham her“, og hun tog et smukt lille Homerhoved ned og gav mig, „det er min Gave til Dem. Lær at synge som han, simpelt og enfoldig, men sandt og naturlig, om hvad der rører sig i Folkene og i det enkelte Menneskehjerte, og da skal De ogsaa altid finde dem, der gjerne vil lytte til Deres Sang.“

„Vil Nicolai være Digter?“ spurgte Gamle meget forundret.

„Nu saadan egentlig Digter behøver han jo ikke at blive“, sagde Emmy, der stod ved Siden af Gamle, „men har De ikke selv sagt, at naar man er atten Aar gammel, er man altid Digter, og det har De jo ogsaa selv givet Bevis paa.“

„Ja jeg havde tænkt paa“, sagde Præsten, „at forære Nicolai gamle Ane, men hun var for stor til at hænge paa Juletræet, og saa maatte jeg lade hende blive udenfor.“

Da Lysene omsider var nærved at brænde ud, bleve de slukkede, og Juletræet flyttet til Side.

Da vi dernæst havde spist til Aften og Themaskinen og Thedugen vare borttagne, og Præsten havde faaet sin Aftenpibe tændt, saa sadde vi atter omkring det runde Bord, og Samtalen løb let og muntert mellem os som sædvanlig.

„Se nu forsvinder der atter et Aar“, bemærkede Præsten. „Eheu fugaces, Nicolai, Nicolai, labuntur anni — men hvor de Aar løbe fra os, det er mig ubegribeligt. Mangen Gang kan man synes, at man er endnu ung og frisk, indtil man seer alt det Smaakrat, der er voxet op omkring En, være ifærd med at blive store Træer, saa opdager man pludselig, at man selv er bleven en gammel Cavaleer. Naar jeg tænker paa Deres Fader, Christopher, da er det mig, som var det kun tre eller fire Dage, siden vi sad paa Skolebænk sammen, og nu sidder her tre voxne Sønner af ham. Navnlig Nicolai, hvis Existents jeg for et Par Dage siden knap anede, han er pludselig skudt op for mine Øine som en stor Paddehat.“

„Ja“, sagde Præstekonen, „men det er godt, at vi ikke selv kunne mærke, hvor gamle vi blive, thi det er jo et Vidnesbyrd om, at Aanden ældes ikke, men om end Aarene rulle hen over vore Hoveder, og vi blive graahaarede og faae Rynker i Panden, saa bliver Sjælen dog evig ung, og den mærker Intet til Aarenes Vægt.“

„Det har Du Ret i, Mo'er“, sagde Præsten. „Ja Mo'er siger ikke meget, men det hun siger, er altid godt. Saaledes skulde De ogsaa bære Dem ad, Nicolai. Lad mig nu engang høre, hvad har De haft for Tanker paa Aarets sidste Dag?“

Jeg havde ikke Lyst til saaledes at staa aabenbart Skrifte og svarede derfor undvigende: „Aa, jeg har tænkt paa, at imorgen er det Nytaarsdag.“

„Det var en dyb Tanke“, sagde Præsten, „den er sin Ophavsmand værdig. Det er bestemt ogsaa Dem Nicolai, som den nyere Tid skylder hin mærkelige Opdagelse, at naar de gamle Grækere havde fyldt det nittende Aar, saa gik de ind i det tyvende. — Jeg gad dog vidst, om I Andre have havt ligesaa dybsindige Tanker som Nicolai. Lad mig nu engang høre, hvad har Du tænkt idag, Andrea Margrethe?“

„Jeg har tænkt“, svarede Andrea Margrethe, idet hun hurtig reiste sig for at gaae ud, „at det kunde være godt at hente noget Mælkepunsch til at drikke det gamle Aars Skaal i.“

„Ja pyt“, sagde Præsten, „men saaledes slipper Du rigtignok ikke fra os. Du maa bestemt have tænkt noget meget Rart, siden Du ikke vil rykke ud med Sproget. Ja gaa Du kun og hent din Mælkepunsch: den skal vi med al Fornøielse drikke, men naar Du kommer tilbage, skal Du sandelig fortælle os, hvad Du har tænkt.“

Imedens Andrea Margrethe var borte, spurgte Præsten Emmy: „Nu hvad har Du tænkt paa idag?“

„Jeg har tænkt paa alt det Gode, jeg har nydt i det svundne Aar og takket Gud derfor“, svarede Emmy.

„Det var smukt tænkt af Dig; Du er din Faders Datter.“

Nu kom Andrea Margrethe tilbage med Mælkepunschen, og Præsten spurgte hende paa Ny, hvad hun havde tænkt.

„Jeg har tænkt det samme som Emmy“, svarede Andrea Margrethe hurtig.

„Og Du var borte, da Emmy talte, hvorledes kan Du saa vide, hvad hun har tænkt? Nei Du har bestemt tænkt noget, som ikke er rigtig, siden Du ikke vil fortælle os det. Men det forstaaer sig, Tanker ere toldfrie, og tvinge Dig kan vi jo ikke. — Nu De, Frederik, hvad har De tænkt?“

„Jeg“, svarede Corpus Juris tøvende, som om han søgte at finde paa Noget, „jeg — jeg har havt saa travlt med det Fattigregnskab idag, at jeg ikke har havt Tid til at tænke paa Andet.“

„Ja det kan De bilde Andre ind, men De skal ikke mene, at jeg troer det. De skal ikke bilde mig ind, at De saaledes er gaaet op i mine Anliggender, at De slet ikke har passet Deres egen lille Gryde imens. Men vil De ikke sige, hvad De har tænkt, saa skal jeg sige det. De har tænkt, om De ikke muligvis kunde gjøre nogle Hokuspus med det Fattigregnskab, saaledes at De kunde faae Sogneforstanderskabet og Menigheden sat op imod mig og muligvis bringe {tre fire}tre-fire{-} Processer i Stand. Jeg har ikke glemt den Kirkeret, som Nicolai talte saa meget om, strax da han kom, og jeg veed nok Deres onde Hensigter. Formodentlig skal Nicolai og Andrea Margrethe staae Dem bi i dette Foretagende, og derfor vil de heller ikke sige, hvad de har tænkt. Ja muligvis er det derom, at de har lagt Raad op i Roskilde, medens Nicolai, den sorte Sjæl, har søgt at lede mine Tanker i en anden Retning. Saa sidder jeg stakkels Mand da omgiven af lutter Forrædere, der alle søge at bedaare mig med deres falske Tale. — Nu da, Christopher, har De havt ligesaa onde Tanker som de Andre? Eller hvad har De tænkt paa?“

„Jeg har tænkt paa Verdens Undergang“, svarede Gamle med sin sædvanlige Alvor.

„Paa Verdens Undergang!“ udbrød jeg forbauset og var lige ved at briste i Latter.

„Ja paa Verdens Undergang“, sagde Præsten, „det skulde De ogsaa have tænkt paa, men De har naturligvis meent, at dette syndige Leben, som De fører herude i Nøddebo, med at ryge Cigarer, spise Pebernødder, forlove Dem og slaae op igjen, at det skulde vedblive bestandig, men det tager De Feil i. — Men hvad har De tænkt om Verdens Undergang, Christopher?“

„Jeg har igjen idag læst efter, hvad der staaer fortalt derom i Bibelen, og dermed jævnført en Afhandling, jeg for nogen Tid siden har læst af en fransk Astronom, om hvorlunde Maanen engang vilde falde ned paa Jorden, og fundet, at det kunde egentlig stemme godt med hine Skildringer i Evangelierne.“

„Saa De troer altsaa virkelig, at Maanen engang vil falde ned?“ spurgte Andrea Margrethe.

„Umuligt er det i al Fald ikke“, svarede Gamle. „Der behøver blot at skee en Sagtning i Maanens Rotation paa Grund af en større Modstand i Ætheren, der atter har sin Grund i en eller anden os ubekjendt Aarsag. Men naar Maanens Rotation formindskes, saa bliver atter Følgen heraf, at den ikke længer vil formaae at modstaae Jordens Tiltrækningskraft saa stærkt som tidligere, og Jorden vil da bestandig drage den nærmere og nærmere til sig, indtil tilsidst Tiltrækningskraften bliver saa stærk, at Maanen falder ned paa Jorden.“

„Og slaaer os Alle ihjel?“ afbrød Andrea Margrethe ham.

„Det behøver den ikke strax at gjøre; thi eftersom Havet indtager den største Deel af Jordens Overflade, vil Maanen sandsynligvis falde ned i Havet og saa vil dette paa Grund af Maanens store Masse stige over sine Bredder og foraarsage en ny Syndflod. Saaledes skeer det da, hvad der staaer skrevet om, at Himlens Kræfter skulle røres, om Havets Brusen og Menneskenes Skræk og Fortvivlelse. Hertil kommer, at da, som De veed, Jordskorpen kun er meget tynd, og indenfor denne brænder den vulkanske Ild, saa vil Maanen ved sin Tyngde slaae Jorden itu, saa at de underjordiske Flammer bryde frem, og da vil det ligeledes skee, hvad der staaer skrevet om, at Elementerne ville komme i Brand og opløses. Og saaledes kan man ogsaa tænke sig den almindelige Forfærdelse, som der maa blive, naar Menneskene flygte op paa de høie Bjerge for at undgaae Havets Bølger og da mødes af de Alt fortærende Flammer.“

„Hu ha, det var græsseligt“, sagde Andrea Margrethe, „det maa være rædsomt at leve paa de Tider.“

„Det vil det ogsaa blive“, sagde Gamle, „navnlig den Tid, der gaaer forud, naar Maanen bestandig rykker nærmere og nærmere og stedse bliver større og større, saa at den om Natten staaer som en uhyre blodrød Skive, der dækker den halve Himmelhvælving, og om Dagen som en kulsort Masse, der hindrer Solens Straaler i at komme til os, thi da skal det ogsaa opfyldes, hvad skrevet staaer, at Solen skal forvandles til Mørke og Maanen skal blive til Blod, og Stjernerne skulle kun give svagt Skin. Og saaledes see Menneskene Maanen Dag for Dag blive større og større og komme nærmere og nærmere som en uhyre stor Fenrisulv, der kommer for at opsluge Jorden. Og hvor de end flygte hen, kunne de ikke undgaae den, ja da vil det være Tid at raabe: „Falder over os, I Bjerge! skjuler os I Høie!“ og med Alt dette ville de dog ikke omvende sig, men vedblive i deres Ugudelighed at trodse og spotte lige til det Øjeblik, da Menneskenes Søn kommer og skal sees ligesom Lynet, der lyser fra Øster til Vester.“

„Men nu de andre Stjerner“, sagde Corpus Juris, „hvad har Du vel tænkt, der skulde blive af dem, Christopher?“

„Hvad der skal blive af de andre Stjerner, kommer ikke os ved“, svarede Gamle.

„Og egentlig talt heller ikke, hvad der skal blive af Jorden“, sagde Præsten. „Alt, hvad Christopher der har udspeculeret, kan være godt nok, men om det er rigtigt, kan dog Ingen sige. Naar vi blot ere fast overbeviste om, at Herren een Gang vil komme for at dømme Jorden, saa er det nok, og vi behøve ikke at vide, hverken hvornaar eller hvorledes han vil komme. Men vi ville bede ham om, at hvad enten han kommer tidlig eller sildig, vi da maa være blandt dem, hvis Navne ere opskrevne i Livets Bog. Og kom nu og lad os synge vor Psalme og takke Vorherre, fordi han har holdt sin Haand over os og naadigen bevaret os i det gamle Aar.“

Derpaa reiste Præsten sig ligesom vi Andre, og vi gik hen til Pianofortet, hvor Emmy spillede Psalmemelodien, medens Præsten førte an med sin kraftige Basstemme, og vi Andre stemmede i med:

„Og nu Godnat mine Børn, og Tak for al den Glæde, jeg har havt af Eder i det gamle Aar“, sagde Præsten, da vi havde sunget Psalmen. „Vorherre holde sin Haand over Eder Alle i det nye Aar — men Dem, Nicolai, giver jeg endnu særlig den Formaning, at De maae ikke more Dem med at slaae Potter mod Dørene i Aften, for saadan Skik have vi ikke her i Præstegaarden.“ Og med denne Formaning forlod Præsten os, ledsaget af Præstekonen.

Vi Andre bleve tilbage; vi skulde sidde oppe til Midnat for at oppebie det nye Aars Komme. Jeg ventede, at vi skulde have os en fornøielig Samtale, men det syntes, som om dette Haab skulde blive skuffet. Thi for det Første skilte Corpus Juris og Andrea Margrethe sig fra os Andre, idet de satte sig hen i Vinduesfordybningen ved det lille Bord for, som de sagde, at spille et Parti Schak. Og det lod til at være et meget morsomt Parti Schak, for de hviskede idelig sammen og havde hvert Øjeblik Noget at lee af. Men da jeg gik hen til dem for at see, hvad det vel kunde være, der var saa morsomt, vare de endnu ikke komne videre, end at hver af dem havde trukket to Bønder frem. Jeg undrede mig herover, men Corpus Juris sagde, at de havde Tiden for sig, men nu vilde de forøvrigt ogsaa begynde at spille for Alvor, og nu taug de pludselig stille for ret at hellige Spillet al deres Opmærksomhed. Saa satte jeg mig hen i Sophaen ved Siden af Emmy. Paa den anden Side af Emmy sad Gamle og læste i sit lille nye Testamente formodentlig om Verdens Undergang. Men hans Andagt kunde ikke være synderlig stor, for jeg kunde ikke tale to Ord til Emmy, uden at Gamle strax gav sit Besyv med, ja tilsidst bemægtigede han sig hele Samtalen, saa at jeg ogsaa blev tilovers her. Jeg reiste mig og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet, idet jeg ønskede af mit ganske Hjerte, at Klokken snart maatte blive Tolv, for jeg kjedede mig i Grunden dygtig. Læse havde jeg ikke Lyst til; jeg saae hen paa det store bornholmske Stueuhr: Klokken var ikke Elleve endnu — hvad skulde jeg tage mig til i den Tid, som endnu var tilovers? Jeg begyndte at blive søvnig og gabede et Par Gange temmelig lydelig.

„De kjeder Dem, Nicolai“, sagde Andrea Margrethe til mig.

„Ja det er da ikke saa underligt“, svarede jeg, „jeg gaaer her som femte Hjul paa en Vogn og er aldeles tilovers.“

„Saa maae vi see at finde paa Noget at more Dem med. Emmy vil vistnok fortælle os en Historie, naar vi bede hende derom.“

„Kan Emmy fortælle Historier?“

„Ja hun kan fortælle smukke Historier. I de lange Vinteraftener, naar Fader mangen Gang har travlt og ikke har Tid at læse høit for os, saa sidder Mo'er og Emmy og jeg ganske alene herovre, og saa fortæller Emmy Historier for at more os.“

„Er det morsomme Historier?“ spurgte jeg.

„De er just ikke til at lee af“, svarede Andrea Margrethe, „men man kan altid lære Noget deraf, og det er da i hvert Fald bedre end at gaae og kjede sig. — Emmy, vil Du ikke nok fortælle os en Historie?“ —

Emmy holdt ikke af at sige Nei, naar hun blev anmodet om Noget, og hun indvilligede derfor strax. Andrea Margrethe gjemte Schakbrikkerne, Gamle lukkede sin Bog i, og vi toge Alle Plads om Emmy, der efterat have tænkt et Øjeblik efter begyndte at fortælle.

„Ovre paa Samsø boede engang en vild Vikingehøvding, der hed Knud. Hans Borg var opført paa Toppen af en høi Brink og skuede vide ud over Havet. Knud havde en Søn, han hed Thjodolf. Thjodolf var kun tolv Aar gammel, men haard og vild af Sind, saa at selv Knud havde Møie med at tvinge ham. Men dette glædede Knud, thi „haard er Fjeldets Væg, men haardere skal Mandens Sind være“, pleiede han at sige. Thjodolfs Moder Ingeborg derimod var mild, blid og elskelig, og hun græd ofte sine modige Taarer, naar Thjodolf mishandlede Trællene. Paa den Tid begyndte Læren om den hvide Christ at udbrede sig i Norden, men Knud hadede denne Lære, thi den tyktes ham at være en Tro for Qvinder og ikke for Mænd. Han troede paa de gamle Guder, og hver Morgen offrede han til Odins Øie, naar det blankt og straalende hævede sig over Havet for at skue ud over den ganske Jord. Thjodolf troede, som hans Fader troede; men Ingeborg var hemmelig Christen, og hun bad Dag og Nat til Gud, at han vilde omvende hendes Mand og hendes Søn. Men hun turde aldrig tale et Ord derom, thi Knud hadede de Christne til Døden, og Thjodolf hadede, som hans Fader hadede. Engang spurgte Knud ham: „Hvad vilde Du gjøre ved den hvide Christ, om Du nogensinde mødte ham?“ — „Jeg vilde gjøre saa ved ham“, svarede Drengen og jog sin Kniv til Hæftet ind i Bordpladen. „Derfor skal Du i Morgen faae Lov til at ride paa min sorte Hingst“, svarede Knud glad. Og Thjodolf kunde tæmme den sorte Hingst, men der var Ingen, som kunde tæmme Thjodolf. Hans Moder græd saameget over ham, at hun døde af Sorg, men Thjodolf blev ikke mildere for det.

Da Thjodolf var tyve Aar gammel, døde ogsaa hans Fader. Men Thjodolf vilde ikke sidde ene hjemme paa sin Faders Borg og sove i Arnekrogen; han besteg sit Skib med sine bedste Mænd og fulgte Kongen af Danmark, der paa den Tid gjorde Tog mod England. I England fandt Thjodolf mange flere Christne end i Danmark, thi der var næsten Alle Christne, og Landet var fuldt af Kirker og Klostre. Men Thjodolf stormede Kirkerne og brændte Klostrene og ihjelslog de blege Munke. I Kongens Hær var der en anden ung Mand, der hed Sigvald, han var ligesaa tapper som Thjodolf og ligesaa vild en Hedning: saa blandede de To Blod sammen og bleve Fostbrødre. Sigvald havde en Søster, Astrid, der var blaaøiet og lyshaaret, og Thjodolf elskede hende, og han tog hende til Hustru. Nu var Thjodolf en lykkelig Mand: han havde en elskelig Hustru og en trofast Ven, hans Navn var kjendt over Land og Hav, og Gods og Guld havde han fuldt op af. Men det gamle, vilde Sind boede endnu stedse i ham. Saa skete det en Dag, at Thjodolf sad til Bords med alle sine Mænd, Sigvald sad ved hans ene Side og Astrid ved hans anden: Drikkehornene gik hyppig rundt og bleve flittig tømte, ja mere, end som godt var, thi vel var Hornene af Guld, men Ordene, som faldt, vare ikke Guld. Da Astrid mærkede dette, bad hun Sangeren, som var tilstede for at forherlige deres Bedrifter ved sine Sange, om at synge et Qvad. Denne gjorde, som hun bød, og qvad et Drapa til Ære for Sigvald, hvori han priste ham som den gjæveste og tappreste af alle Mænd. Da han havde endt, lønnede Sigvald ham med en herlig Guldring, men Thjodolf sagde: „Det tykkes mig underligt at synge om Glænten, naar Ørnen er tilstede.“ „Jeg synger nu, som jeg har Lyst til“, svarede Sangeren. Astrid bøiede sig over mod ham og bad ham ikke at opirre Thjodolf, men heller at synge et Qvad ogsaa til hans Ære{,}.{-} „Havde Ord kunnet dræbe mig, var jeg for længe siden død“, sagde Sangeren, „og ei frygter jeg for Thjodolfs Mund.“ „Saa frygt hans Haand“, raabte Thjodolf, idet han sprang op fra sit Sæde og slyngede sit Spyd mod Sangerens Bryst, saa at Odden foer ud af Ryggen paa ham. „Derfor lever ligefuldt den Mand, som er større end Du“, sagde Sigvald, thi ogsaa hos ham havde Vinen faaet Overhaand over Viddet. „Men nu troer jeg ikke, han lever længer“, sagde Thjodolf, idet han hug til Sigvald, saa ogsaa denne styrtede død til Jorden. „En Daare er den Mand, som dræber sin bedste Ven“, sagde Astrid. „Men større Daare den, som taaler Haansord af en Kvinde“, sagde Thjodolf, og dermed rendte han sit Sværd gjennem Astrid. Men med det Samme kom han til Besindelse og saae nu, hvilken skændig Daad han havde fuldbragt: han havde myrdet sin Hustru og dræbt sin bedste Ven, og det ikke i ærlig Tvekamp, men som en feig Stimand. Saa tyktes det ham da, at han var ikke længer værd at leve mellem Mænd. Saa gik han ned til Strandbredden og gik mange, mange Dage der ganske alene og saae ud over det mørke Hav og den tunge, graae Himmel. Ofte havde han Lyst til at styrte sig i sit eget Sværd for strax at ride til Valhalla og der atter at samles med Sigvald og Astrid, men saa meente han atter, at til slig Usselkarl som ham var der ingen Plads i Valhalla. En Dag mødte han en gammel Mand i en brun Kappe, der spurgte ham, hvad der fattedes ham. Thjodolf svarede ikke. „Men jeg veed, hvad der fattes Dig“, sagde den Gamle. „Du har dræbt din Hustru og myrdet din Fostbroder. Men det er ikke Dig, der har dræbt dem, men den Herre Christus, paa det at Du maa erkjende dine Synder og omvende Dig til ham og troe paa ham.“ „Er Christus slig en Troldkarl, at han har forledt mig til at dræbe min Hustru og min bedste Ven, da hører han til de onde Jætter, og jeg vil Intet have at skaffe med ham“, sagde Thjodolf og vendte den Gamle Ryggen. Men Thjodolfs Had til den hvide Christ var atter bleven vakt ved den Gamles Ord, og det faldt ham ind, at det var den bedste Maade at gjøre sig værdig til Valhalla paa, om han vilde drage ud i Kamp mod den hvide Christ og dræbe saamange Christne, som han kunde. Han vendte da tilbage til sin Borg og sine Mænd, der modtoge ham med høie Jubelraab. Han spurgte dem, om de atter vilde følge ham i Ledingsfærd, og de sloge paa deres Skjolde og raabte, at de vilde følge ham til Verdens Ende.

Atter besteg Thjodolf sit Skib og foer vide ud over Havet. Han drog nu ned til Syden, til Vælstland og Grækland, thi der nede fra var jo Læren om den hvide Christ kommen, saa var det jo ogsaa bedst at begynde fra neden, om man vilde rykke den op med Rode. Thjodolf blev heel forundret, da han kom derned og saae den klare blaae Himmel og fornam det milde varme Klima; Sligt var han ikke vant til i sit taagede Hjem. Ogsaa fandt han en Overflod af Vin og søde Frugter, som han aldrig havde kjendt før. Men derfor bleve hverken Thjodolf eller hans Mænd blødagtige; som den vilde Bjørn faldt de over Landets Børn, og hvem de ikke strax dræbte, ham offrede de til Guderne. Thi Thjodolf var nu bleven en vild Blotmand. Hver Morgen, naar Solen hævede sig klar og straalende over den blanke Havflade, offrede han Hjertet af sine christne Fanger til Odins Øie, og Ligene kastede han i Søen.

En Dag var det ganske blikstille: Seilene hang slappe ned, der var ikke en Vind, som rørte sig. Skibet laa og vuggede sig sagte i det dybe klare Hav, det var næsten, som svømmede det i Himlen. Thjodolf laa i Forstavnen og tænkte paa Danmark, som han længtes efter, uagtet der ikke var nær saa smukt. En lille hvid Sky saae han langt borte. Thjodolf laa med halvtillukkede Øine, thi Solen brændte varmt ned paa ham. Da syntes det ham pludselig, som om hin lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst standsede ved hans Side og en Mand traadte ud deraf, der saae ud som en Engel, thi hans Øine tindrede som to Stjerner, og rundt om det kastaniebrune Haar, der faldt glat ned til begge Sider, straalede en Lysglorie. „Tro paa mig, saa vil jeg give Dig det evige Liv“, sagde han til Thjodolf. „Hvem er Du?“ spurgte Thjodolf. „Jeg er den, for hvem Helte skulle bøie Knæ, og som Konger skulle tilbede“, lød Svaret. „Saa er Du Christus“, raabte Thjodolf, idet han hurtig sprang op og skjød en Pil af imod ham. Men i det Samme var Alt forsvundet: Thjodolf saae kun den lille hvide Sky langt borte. Pilen faldt pladskende i Vandet et Stykke borte fra Skibet. „Hvorfor skjød Du den Pil bort?“ spurgte en af Thjodolfs Mænd ham, som stod ved hans Side. Thjodolf svarede Intet, men slog Buen saa haardt mod Skibsrælingen, at den sprang.

Næste Dag blev det en rasende Storm, tunge mørke Skyer dækkede Himlen, og Skibet dreves afsted, Ingen vidste hvorhen. I fire Dage varede Stormen, da blev det atter klart og smukt Veir som tidligere. Thjodolf befandt sig nu udenfor et Land, som han ikke kjendte, men Alt havde et aldeles fremmed Udseende for ham. Langs Kysten voxede høie Træer, der ingen Grene havde, men kun Blade oppe i Toppen; underlige store Heste kunde man ogsaa see, men de vare langt større end Menneskene, der red paa dem, og de havde Pukler paa Ryggen. Thjodolfs Mænd gik i Land efter Sædvane og gjorde rigt Bytte, som de bragte tilbage til Skibet. De havde ogsaa fanget en Yngling, som de førte med sig; han var iført en hvid Linkjortel, hans lange kastaniebrune Lokker holdtes tilbage af et Guldbaand, og hans Øine tindrede som to Stjerner. Thjodolfs Mænd spurgte, om de skulde offre ham til Odins Øje, som de ellers gjorde med alle christne Fanger. Men Thjodolf formaaede ikke at sige Ja, han bød sine Mænd at føre Ynglingen ned i Skibsrummet og forvare ham vel der. Siden gik Thjodolf selv ned til ham. „Troer Du paa Christus?“ spurgte han Ynglingen. „Ja“, svarede denne. „Hvis Du vil fornægte Christus og troe paa Odin og Thor, da vil jeg skænke Dig Livet og atter føre Dig tilbage til din Hjemstavn, og give Dig saameget Gods og Guld, som Du vil“, sagde Thjodolf. „Christus har aldrig fornægtet mig, hvorfor skulde jeg da fornægte ham?“ sagde Ynglingen. Thjodolf taug en liden Stund stille, derpaa sagde han: „Fortæl mig noget om din Christus“, thi han havde endnu aldrig hørt Christi Historie. Ynglingen fortalte ham det da Altsammen, fortalte om, hvorledes han af egen fri Villie var gaaet Døden i Møde og endnu paa Korset havde bedet for sine Fjender. „Det var smukt gjort af ham“, sagde Thjodolf, „det var mere end jeg kunde have gjort; men troe paa ham vil jeg alligevel ikke.“ „Din Time er ikke kommen endnu“, svarede Ynglingen, „men giv vel Agt paa, hvad jeg siger. Du skal atter vende tilbage til dit Fødeland, og den første Gang Du gaaer i Land, skal en stor hvid Fugl komme flyvende, den skal Du følge. Den skal føre Dig hen til et stort Hus, foran hvilket der staaer to Træer, inde i hint Hus boer en gammel Mand med et langt hvidt Skjæg; han skal forkynde Dig om Christus, og da skal Du komme til at troe paa ham, thi Guds Visdom er større end din Daarskab.“ Thjodolf var bleven mere blød i Hu end sædvanlig ved Ynglingens Fortælling; men da han atter kom op paa Dækket, saae han, hvorledes Solen gik ildrød ned bag de kulsorte Skyer: det var Odins Øie, der mørkt og truende saae paa ham. „Det er dog idel Kjærlingesnak Altsammen“, meente da Thjodolf, „og jeg er en Daare, at jeg laaner Øre dertil.“ Han befalede sine Mænd at gaae ned og hente Ynglingen op for at offre ham til Odins Øie, men hans Mænd kom tilbage og sagde ham, at Ynglingen var forsvunden. Thjodolf gik da selv ned i Skibsrummet, men han kunde heller ikke finde ham. Nu meente Thjodolf, at det var den lede Trolddom og Kogleri Altsammen, som Utgardeloke havde sendt ham for at bringe ham til at fornægte de gamle Guder, og han besluttede, om han nogensinde atter skulde møde hin Yngling, da at hugge ham i tusinde Stykker.

Thjodolf vilde ikke vende tilbage til Danmark, thi han huskede, hvad Ynglingen havde sagt til ham, og han vilde ikke, at disse Ord skulde gaae i Opfyldelse, han havde en hemmelig Frygt for, at der laa noget Kogleri skjult under dem. Saa vedblev han at hærje paa Middelhavets Kyster, hans Skib var fuldt af Guld og Kostbarheder, og hans Navn var frygtet overalt. Men tilsidst blev Længslen ham dog for stærk, og han kunde ikke længere modstaae. For nu ikke at komme tilbage til Danmark, besluttede han at drage til England, thi der saae dog ud omtrent som i Danmark. Saa seilede han atter ud paa det store vilde Hav og styrede ad England til. Der var Taage og Kulde, Regn og Sne, og dog var Thjodolf saa glad herover, at han skammede sig for sig selv, thi en Mand maatte ikke være saa blødhjertet. Endnu havde Thjodolf ikke naaet Land, da opstod der en forfærdelig Storm, der atter drev ham ud paa den aabne Sø. I syv Dage drev Stormen Skibet afsted, Thjodolf vidste ikke, hvorhen han kom, thi han kunde intetsteds opdage Land, og mørke Skyer dækkede Himlen, saa at han hverken kunde see Sol eller Stjerner. Først paa den ottende Dag saae han Land, men nu blev Skibet drevet med en saadan Voldsomhed ind mod Kysten, at det stødte mod en Sandbanke, og Bølgerne splintrede det. Thjodolf og hans Mænd sprang overbord, de kunde Alle svømme i fuld Rustning, om det saa skulde være. Men de stærke Bølger reve dem atter tilbage, naar de vel meente at have naaet Land, saa at de Alle druknede undtagen Thjodolf, hvem en stor Bølge kastede op paa Landet. Thjodolf saae sig omkring, men han kunde ikke kjende, hvad det var for et Land, thi der laa Sne overalt, og kun hist og her ragede nogle Pilebuske frem. Et Stykke borte saae han en Mand i en Faareskindspels, og til ham gik han hen for at spørge, hvad det var for et Land. „Landet hedder Danmark, og denne Ø hedder Samsø“, svarede Manden. Da vilde Thjodolf strax drage bort igjen, men nu havde han intet Skib længer og var da nødt til at blive. Dog vilde han ikke gaae op i Landet, men besluttede at blive hos hin Mand, som han havde truffet, til han muligvis kunde see et Skib, som seilede forbi, og saa seile afsted med det.

Næste Morgen, da han atter gik nede ved Strandbredden, saae han en stor hvid Søfugl komme flyvende, og atter maatte han tænke paa, hvad Ynglingen havde sagt til ham. „Du skal i al Fald ikke blive min Veiviser“, sagde han og skjød en Pil efter Fuglen, men traf den ikke. Thjodolf meente dog, at den Pil var for god til at skydes bort og gik derfor hen for at tage den op. Men da han kom hen til Pilen, saae han Fuglen sidde et Stykke derfra paa en stor Steen. Han vilde da forsøge anden Gang, men det lykkedes ham ikke bedre. Nu blev Thjodolf harmfuld over, at han ikke kunde træffe bedre, og vedblev at forfølge Fuglen uden at tænke paa, hvor han kom hen, indtil han tilsidst standsede udenfor en stor Bygning, foran hvis Port der stod to høie Lindetræer. Da faldt det Thjodolf paa Sinde, at nu havde han dog fulgt Fuglen, som Ynglingen havde sagt, at han skulde, og han vilde derfor strax vende om. Men idet han saae op ad Bygningen, inden han vendte den Ryggen, saae han hin Yngling i et Vindue deroppe, og han vinkede ad Thjodolf. „Denne Gang skal Du ikke undgaae mig“, sagde Thjodolf, og han drog sit Sværd og gik ind i Gaarden. Men han kunde ikke finde Ynglingen, og Alle, hvem han spurgte om ham, sagde, at de kjendte ham ikke og havde aldrig seet ham. Thjodolf meente da, at de havde skjult ham for ham, og han besluttede derfor at blive der, indtil han engang fik hin Yngling at see.

Den Bygning, som Thjodolf var kommen til, var et stort Kloster, og Thjodolf levede nu mellem lutter Munke; Munkelivet huede ham ikke, det tyktes ham værre end et Trælleliv. Men han kunde ikke komme bort derfra, thi han havde intet Skib og maatte derfor vente til Foraaret, om han da kunde blive optaget af et eller andet Skib, som seilede forbi. Men Tiden faldt Thjodolf saare lang, thi han var ikke vant til saaledes at ligge paa den lade Side. Saa bad han en Dag en af Munkene om at fortælle ham Noget om Christus, thi det var dog altid en Art Tidsfordriv. Munken fortalte ham, og Thjodolf blev heel tankefuld derover. Han havde alt hørt det een Gang før, men denne Gang greb det ham fast endnu mere. Thi Historien var ganske anderledes, end han havde tænkt sig den. Navnlig det, som han tidligere havde spottet meest over, at Christus var opstaaet fra de Døde, syntes ham nu at være ganske i sin Orden; thi var Christus virkelig Guds Søn, saa maatte han ogsaa kunde seire over Alt, selv over Døden. Den gamle Munk med det lange hvide Skæg talte saa indtrængende: Thjodolf sad ganske stille og hørte efter og ridsede med sit Sværd allehaande Figurer i Sandet — det var en god Tidsfordriv, han der havde fundet paa, thi Dagene bleve til Uger, og Ugerne bleve til Maaneder, og før han ret vidste det, var det blevet Foraar. Men Thjodolf havde ikke Lyst til at bestige et Skib og drage afsted; en Dag sagde han til den gamle Munk: „nu troer jeg paa den Herre Christus, lad mig nu blive døbt.“ Saa blev Thjodolf døbt, og nu blev han for bestandig i Klostret. Thi den Uro, der tidligere havde drevet ham afsted til fjerne Lande og Have, var nu forsvunden; han fandt saadan en Rigdom i sig selv, at han meente, at han kunde gjerne tilbringe en heel Evighed alene med sig selv, og han skulde dog ikke blive træt deraf.

Mange Aar tilbragte Thjodolf i Klostret, hans Sværd var forlængst fastrustnet i Skeden, og dog tyktes det ham, som havde han kun været der en saare liden Tid, thi der var saa meget, som han havde at tænke over. Tilsidst blev Thjodolf syg. Det var første Gang, at han var syg, men han følte paa sig selv, at det vilde vist ogsaa blive sidste Gang. I tidligere Dage vilde han have betragtet det som den største Vanære at døe Straadød, men nu dømte Thjodolf anderledes om den Ting, som om saamange andre Ting. Han laa stille og taalmodig, hans største Glæde var at samtale med de andre Munke om den Herlighed, som han snart skulde skue.

Saaledes laae han en Midsommeraften ganske alene, Vinduet stod aabent, de store Lindetræer udenfor duftede saa stærkt, Solen var nær sin Nedgang. Thjodolf havde vendt sit Ansigt mod det aabne Vindue, han laa og saae ud i den blaae, klare Himmel — langt borte kunde han see en lille hvid Sky, og hin Formiddag paa Middelhavet randt ham pludselig igjen i Hu. Og atter syntes det ham nu som dengang, at den lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst svævede ind ad det aabne Vindue, og En stod ved hans Side, hvis Øine lyste som to Stjerner, og om hans Hoved straalede en klar Lysglorie. „Troer Du nu?“ — „Ja Herre, nu troer jeg“, svarede Thjodolf. „Saa har Du vundet Livet“ — og saa døde Thjodolf.“

Her taug Emmy og vi Andre taug ogsaa. Det var mig næsten, som hørte jeg de susende Vingeslag, der bare Thjodolfs Aand ind i den klare blaae Himmel. Andrea Margrethe var den, der først brød Tausheden. „Det var en smuk Historie, Du der fortalte os, Emmy“, sagde hun, „men jeg holder ikke af, at alle den Slags Fortællinger ende med, at Helten gaaer i Kloster. Havde jeg været i Thjodolfs Sted, da var jeg ikke bleven siddende i det Kloster, men jeg var atter dragen ud ligesom tidligere over Land og Hav, for at forkynde Christus overalt.“

„Men jeg kan dog ogsaa nok tænke mig“, svarede Emmy, „at En, hvis hele Liv havde været en Række af Misgjerninger, som Thjodolfs jo havde været, at han kunde synes sig selv at være altfor stor en Synder til, at han turde tiltage sig en Evangelist' Gjerning.“

„Deri kan jeg dog ikke give Dem Ret“, sagde Gamle, „thi havde Paulus været af den Mening og overhovedet Apostlene, saa var Christendommen aldrig kommen videre end til Christus og de tolv Apostle. Deri bestaaer jo netop Christendommens Naadebud, at alle vore tidligere Synder, de være store eller smaae, ere udslettede, og vi agtes for hellige og retfærdige af Gud. Men ikke destomindre havde jeg vist i Thjodolfs Sted handlet ligesom han og var bleven i Klostret, thi det er ikke Enhvers Sag at blive en Paulus, og det gjælder dog først og fremmest at frelse sin egen Sjæl, inden man tænker paa at frelse de Andres.“

„Men Klokken, Klokken!“ udbrød Andrea Margrethe, „den mangler kun to Minutter.“

„Ja hvad saa?“ spurgte jeg.

„Hvad saa? det nye Aar er istand til at komme, uden at vi lægge Mærke dertil; vi maae op at tage imod det.“

„Hvordan skal vi da bære os ad for at tage mod det nye Aar?“

„Det skal jeg vise Dem: vi lukke først Vinduet op og see op mod Himlen og Stjernerne; naar saa Klokken slaaer Tolv, saa veed vi, at det nye Aar kommer ned fra Himlen til os, og saa ønske vi hverandre glædeligt Nytaar.“

Dermed gik hun hen og aabnede Vinduerne ud til Haven, og vi Andre fulgte hende. Atter stode vi som hin første Aften i det aabne Vindue og saae ud over de tause Marker og Enge, der vare dækkede af det hvide Snelagen, medens Maanen og Stjernerne spredte deres blaalige Straaler som et Tryllenet over Alt.

„Se, hvor smukt Maanen skinner ned til os“, sagde Andrea Margrethe. „Jeg er næsten vred paa Dem, Christopher, for alt det Onde, De har fortalt mig om Maanen; før kunde jeg altid saa godt lide den, den forekom mig at være saadan en god gammel Ven, der nikkede saa mildt ned til os: men efter hvad De har sagt, saa er den jo egentlig en lumsk Røver og Bandit, der kun sidder og lurer paa en bekvem Leilighed til at falde ned paa Jorden og slaae den ihjel.“

„Nu“, svarede Gamle, „Maanen er kun Bud for Ham, der maaler Tid og Time for os. Snarere kan De derfor betragte Maanen som en god Juleengel, der kommer for at fortælle os, at den gamle Tid med al sin Kummer og Smerte er forbi, og at den nye Tid med Evighedens Salighed skal oprinde for os.“

Andrea Margrethe lagde Fingeren paa Munden og tyssede paa ham, thi den gamle Bornholmer begyndte at slaae sine tolv Slag. Vi taug ganske stille og lyttede efter — ni — ti — elleve — tolv! „Glædeligt Nytaar!“ udbrød Andrea Margrethe, „se nu er det nye Aar kommet! glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar Allesammen!“ Vi Andre besvarede hendes Glædesudbrud med det samme: „glædeligt Nytaar!“