Til mine Kjære i Hjemmet! (continued 2)

„Ja saa — spillede han paa Violin?“ spurgte jeg — det var egentlig et dumt Spørgsmaal, men jeg syntes jeg skulde sige Noget, men vidste ikke selv, hvad det skulde være.

„Ja han gjorde — jeg kan endnu tydelig mindes ham, jeg var ti Aar gammel, da han døde. Jeg kan huske, hvorledes han kunde sidde og kjæle for den Violin, som kunde den være et lille Barn, hvorledes han kunde spille paa den, saa Taarerne kom mig i Øinene derved: derfor gjemmer jeg den bestandigt; De veed jo, at jeg holder af det Gamle“, tilføiede hun med et stille Smil.

„Ja det veed jeg“, svarede jeg, „men jeg veed ikke, hvorledes De faaer Tid til at tænke saa meget paa det Gamle. Jeg maa altid tænke paa det Nye, paa det, som skal komme: der er saa meget, som ligger foran mig, saa meget, som skal udrettes — hvad der ligger bagved mig, det er jo forbi og kan ikke gjøres om.“

„Saaledes gaaer det vel de Fleste“, sagde Emmy, „men derfor føle de saamegen Uro, saamegen Utilfredshed. I Erindringen ligger Hvile og Fred, den kan ikke tages fra os. See vi fremad i Livet, da maa vi tidt ængstes og forsage, for hvad der skal komme; see vi tilbage, da ere vi trygge og rolige og takke Gud for, hvad han har givet. Først naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab paa een Gang, først da forstaae vi at leve paa den rette Maade.“

Dette sagde Emmy paa sin sædvanlige blide, stille Maade; det lød næsten mere, som om hun udtalte sine egne Tanker for sig selv, end som om hun talte til mig. Jeg hørte hende gjerne tale, thi ikke alene i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevægelser var et Udtryk af Ro og stille Sjælefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en Fornemmelse af, at jeg hævedes til en høiere og bedre Verden, hvor der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevægede sig lydløst og stille som de rødlige Aftenskyer, der svæve forbi den synkende Sol. Og der var Noget i Emmys Væsen, der syntes mig saa bekjendt, som om jeg i lang, lang Tid havde levet sammen med hende; der var en Anden, om hvem hun saa levende erindrede mig, men hvem var denne Anden? Hvem var det, der ganske som Emmy ogsaa syntes ligesom at kunne hvile i sig selv, at kunne lade den støiende, larmende Verden storme forbi sig som et brusende Vandfald uden selv at lade sig rive med af Strømmen? Jeg tænkte og tænkte, men det var mig umuligt at finde — hver Gang jeg ikke saae paa Emmy, da syntes jeg, at nu var jeg lige ved at gribe det, men hver Gang, jeg atter fæstede mit Blik paa hendes fine, udtryksfulde Ansigt, paa hendes klare, sjælfulde Øine, da svandt det atter bort fra mig.

Det blev nu efterhaanden ganske mørkt, kun en ganske svag Lysning tilkjendegav, hvor Vinduet var, ellers var Alt ukjendeligt; selv Emmy, der havde taget Plads ved min Side, kunde jeg ikke see længer, jeg kunde kun høre hendes Stemme. Hun fortalte, og jeg hørte efter, i dette Øieblik havde jeg glemt Præst og Præstekone, Corpus Juris og Andrea Margrethe og Gamle, Alt havde jeg glemt; kun Emmy var i dette Øieblik til for mig.

„Hvor er Manddræberen Nicolai henne?“ lød pludseligt en stærk Stemme nede fra Gangen. Jeg foer forskrækket i Veiret — disse Ord dannede en skjærende Mislyd til de Tanker og de Stemninger, der i dette Øieblik bevægede sig i mig.

„Det er Fader, der kalder paa Dem“, sagde Emmy, idet hun reiste sig, „kom og lad os gaae ned, det er jo ogsaa saa mørkt.“

Atter tog hun min Haand for sikkert at lede mig igjennem Mørket; det var mig, som om min gode Engel førte mig.

Nede i Gangen traf vi Præsten med sin Studerelampe i Haanden og Gamle. „Naa er De der“, raabte Præsten mig imøde, „hvad for Mørkets Gjerninger pønser De nu paa? Kom over med mig i Studereværelset, saa skal vi ha'e os en luun Passiar, for nu har jeg Lov til at hvile efter endt Dagværk.“

Jeg fulgte, skjøndt halvt uvillig, jeg havde havt mere Lyst til at blive ved at samtale med Emmy, men det gik jo ikke an at sige Nei til Præsten. Da vi kom over i Studereværelset, sagde Præsten, idet han satte Lampen fra sig: „De kan da vel ryge en Pibe Tobak, Nicolai?“ Det var min mindste Kunst. „Ja for jeg skulde da vel ikke troe, at De holder mere af en Cigar?“ Jo jeg kunde jo rigtignok ikke nægte, at jeg foretrak en Cigar. „Ih fy skam Dem“, sagde Præsten, „saa De hører altsaa ogsaa til disse forfinede unge Herrer, som finde sig for gode til en ærlig Pibe. Nu kan jeg begribe, hvorfor De vilde min stakkels Meerskumspibe tillivs i Formiddags, det var af pure Nag og Avind. Men siden De helst ryger en Cigar, saa er det da en stor Lykke, at jeg — —“ her standsede han, idet han tog en Pibe ned af Væggen for at undersøge den; jeg troede han vilde fortsætte: „at jeg har Cigarer“ — men Præsten fortsatte: „at jeg ingen Cigarer har, for jeg vilde nødig bestyrke Dem i Deres Overdaadighed. — Værs'go, der staaer Piberne — tag, hvad for en, De vil, og lad, som De var hjemme.“ —

„De spurgte mig i Formiddags om mit Bibliothek“, sagde Præsten, idet han satte sig i sin Gyngestol og tog et Par lange Drag af sin Pibe. „Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange end ti middelmaadige Bøger een Gang — det er min Grundsætning i saa Henseende“.

„Saa mener De altsaa som hin arabiske Feltherre, at man gjorde bedst i at brænde alle Bogsamlinger“, sagde Gamle.

„En stor Deel kunde saamænd gjerne brændes, uden at man vilde mærke synderlig til Tabet. Forøvrigt har jeg ikke fordømt Læsning i og for sig, men kun den overdrevne Læsning. Man skal lære af Livet; der kan man lære mere og bedre end af Bøgerne.

„Men det er en tung og besværlig Vei“, indvendte Gamle, „og mangen En vilde paa den Maade ikke engang komme saavidt, at han kunde vide, hvordan han skulde lære.“

„Det kan være sandt nok, men paa den anden Side er der dem, der læse saa meget, at de for bare Lærdom ikke engang vide, hvad det vil sige at leve. Jeg kan huske fra mine Studenterdage en af mine Bekjendte: det var et sandt Jern til at læse. Naar der hændelsesvis af og til kunde forløbe en Maaned, hvori jeg ikke havde seet ham, saa spurgte jeg ham, naar vi atter traf sammen, ikke hvor mange Bøger, men hvor mange Alen Bøger han havde læst, siden vi sidst saaes. Han vilde være Landsbypræst ligesom jeg, men havde endnu aldrig sat sin Fod udenfor Hovedstadens Volde. Endelig fik jeg ham en Gang til at følge med mig i et Besøg hos en af mine Slægtninge, der var Præst paa Landet, men hvad der her allermeest forbausede ham, det var, at Avlskarlen aldrig havde hørt tale om Cicero. Og saadant et Menneske vil være Sjælesørger paa Landet, hvad skal det føre til?“

„Til saadan Yderlighed behøver man jo ikke at gaae“, sagde Gamle, „der gives en Middelvei: man kan lære baade af Bøgerne og af Livet.“

I det Samme bankede det paa Døren, og en fattig Husmand traadte ind. Gamle og jeg vilde fjerne os, men Præsten sagde: „Bliv kun siddende, det er en af mine Sognefolk, der saamænd ikke vil gjøre Dem Fortræd. — Værs'go og sid ned Peer; hvordan staaer det sig hjemme hos Jer?“

„Jo Tak, som saa“, sagde Peer, idet han blev staaende ved Døren. „Jeg kommer ellers for at bringe Præsten nogle Penge“.

„Det er smukt af Jer, Peer, det skulde I gjøre noget oftere.“

„Men Præsten maa ikke blive vred, at jeg først saa seent kommer med dem.“

„Nei det veed I jo nok; naar I bringer mig Penge, bliver jeg aldrig vred. — Hvordan har Konen og Børnene det?“

„Aa jo, det kunde være værre, men det kunde da ogsaa være bedre.“

„Hvad er det for en Snak? Skal I ikke takke Vorherre for, at I har det saa godt, som I har det? Kan I huske ifjor, da I havde brækket Armen: jo det var en Nød og Elendighed, — men iaar, da I er sund og stærk og har Jert daglige Brød, skal I saa ikke takke Gud derfor af Jert ganske Hjerte?“

„Jo“, svarede Peer noget skamfuld, „men vi er jo ikke altid, som vi burde være.“

„Det var et sandt Ord, Peer; naar vi ikke ere fornøiede og glade, saa er det vor egen Skyld — Vorherre sender os kun Godt, det er os selv, der vender det til det Onde.“ Præsten gik et Par Gange i Taushed op og ned ad Gulvet, som om han vilde give Peer Tid til at tænke noget nøiere over, hvad han havde sagt. Idet han derpaa pludselig gik over til et heelt andet Æmne, sagde han: „Læser I noget i Aviserne, som jeg sender Jer?“

„Jo Tak skal Præsten ha'e, dem har vi da rigtignok en stor Fornøielse af.“

„Læser I dem nu ogsaa rigtig grundig?“

„Jo vi gjør, baade det fra Indlandet og det fra Udlandet, og hvem der ere døde, og Følgetongen — Altsammen læser vi.“

„Det var Ret. — Nu Gud være med Jer, Peer, hils Konen fra mig.“

„Tak Fa'er, farvel!“ og med et høfligt Skrabud gik Peer bort.

„Se der kan De see, hvad for Studier vi drive herude“, sagde Præsten til os, „vi læser Aviserne forlæns og baglæns, hvad siger De dertil?“

Det var nu imidlertid den alleruheldigste Lecture, som Præsten kunde have valgt for sine Sognebørn, thi efter Gamles Mening ere jo Aviserne den pure Fordærvelse. Dog indskrænkede Gamle af Hensyn til Præsten sig til at sige, at man vel nok kunde finde bedre Læsning for Bonden end Aviserne.

„Det forstaaer sig“, svarede Præsten, Peer vilde jo sikkerlig have langt mere Nytte af sine Studier, om jeg vilde laane ham Schleiermachers Dogmatik og Richard Rothes Ethik.

„Der er gudelige Bøger og Andagtsbøger i tilstrækkelig Antal, som man kan udbrede blandt Almuen“, sagde Gamle uden at lade sig forstyrre af Præstens Yttring.

„Ja det har De Ret i, og tilsidst kunne vi faae saamange Andagtsbøger, at der slet ingen Plads bliver mere til Andagten. Man overfylder Almuen med Katechismer og Psalmebøger og Prædikener og Postiller, saa at den tilsidst bliver ligesaa kjed deraf som Bagerbørn af Hvedebrød. Nei man skal kun give dem lidt og lidt ad Gangen, saa faaer de bestandig Lyst efter mere.“

„Ja hvad skal man da give dem at læse?“ spurgte Gamle.

„Det hører De jo: Aviserne. Der finder De et saare alsidigt Indhold, som kan bearbeides paa mange forskjellige Maader. De skulde høre, hvilke fromme Betragtninger Peer og jeg mangen Gang kunne anstille over Aviserne. Snart er der udbrudt Krig mellem Frankrig og Østerrig, og saa undersøge vi, hvorvidt det er tilladeligt at føre Krig eller ikke; snart er der død en eller anden stor General, saa tænke vi paa, hvorlunde Alting hernede er Forfængelighed, endelig er der stor Hungersnød i en eller anden Egn af Sverrig, og saa takke vi Gud, fordi han har givet os saa rig en Høst. Idag var Peer ikke rigtig oplagt, men ellers maa jeg til min Skam bekjende, at han mangen Gang forstaaer at finde meget mere i Aviserne end jeg. Det kommer overhovedet ikke saa meget an paa, hvad man læser, som hvordan man læser. Ifjor var her en Mand i Sognet, der læste saa meget i Biblen, at han tilsidst ved velvillig Understøttelse af et Par Baptister fik ud, at han var besat af Djævelen. Følgelig vilde han ikke arbeide, for siden Djævelen var i ham, var jo Alt, hvad han gjorde, Djævelens Gjerning. Konen kom til mig og klagede sin Nød: veed De, hvordan jeg saa curerede ham?“

„Nei?“

„Ved Hjælp af „Jeppe paa Bjerget“. Jeg gik hen til ham, tog Biblen og de andre Skrifter fra ham og sagde, at nu kunde han til en Forandring læse „Jeppe paa Bjerget“. Manden saae jo noget forbauset paa mig, men da han har stor Respect for mig, adlød han. Dagen efter kom jeg atter til ham, og „Jeppe paa Bjerget“ havde foreløbig gjort sin Virkning: Manden havde for Øieblikket glemt Djævelen og tænkte kun paa „Jeppe paa Bjerget“. Nu bad jeg ham ganske i Forbigaaende om at hjælpe mig med et Stykke Veiarbeide: det lovede han mig strax, for Folkene herude ere meget tjenstvillige. Derpaa laante jeg ham et Par Smaafortællinger, der dog imidlertid ikke sysselsatte ham saa meget som „Jeppe paa Bjerget“. Jeg talte nu daglig med ham, om hvad han havde læst, fik ham lidt efter lidt til at tage fat paa sit Arbeide igjen, de mørke Griller svandt bort, og tilsidst var hele Djævlehistorien glemt.“

Gamle lod sig dog endnu ikke ganske overbevise, men meente, at i al Fald skulde man holde sig til de historiske Skrifter og lade Almuen læse dem.

„Ja det er godt nok, men De skal ikke troe, at De uden videre faaer Bonden til at læse Sligt. Ja giv Bonden en Røverroman om Alexander Magnus: den Slags Geschichter læser han, men giv ham en velskreven Historie, og han lægger den til Side: det er ikke Noget for ham. Nei man maa gaae langsomt, ganske langsomt frem. De gode Kjøbenhavnere leve i den Indbildning, at alle Mennesker have gaaet i Latinskole og studeret Classikerne som de selv. Nei hvad det først kommer an paa, det er at vække Sands og Interesse i forskjellig Retning, og dertil ere som sagt Aviserne godt skikkede, naar man forstaaer at benytte dem paa rette Maade — siden kan man altid bygge videre.“

Jeg beklagede i mit stille Sind, at Corpus Juris ikke var tilstede: det vilde have frydet hans Hjerte at høre denne Forelæsning, skjøndt han forøvrigt ikke læste sine Aviser ganske paa samme Maade som Præsten og Peer.

„Overhovedet“, begyndte Præsten atter efter en lille Pause, „skal vi huske vel paa, at vi Mennesker ere skrøbelige Kar og smaa Kar, der saare let løbe over, naar man kommer for Meget i os. Det gjælder derfor om at finde det rette Maal. Jeg er altid meget forsigtig i saa Henseende: ogsaa paa mine Døtre har jeg givet vel Agt og vogtet mig for at proppe for Meget i dem. Jeg troer ikke, at det skal falde svært at tælle de Bøger, som Andrea Margrethe har læst, og dog er jeg vis paa, at hun skal nok kunne hjælpe sig igjennem Verden med den Ladning Visdom, som hun har ombord.“

„Men Emmy —“ sagde jeg, idet jeg endnu dvælede i den blide rolige Stemning, som var fremkaldt ved Samtalen med hende.

„Med Emmy er det en anden Sag“, svarede Præsten, „hun har altid gaaet sine egne Veje, ja jeg kunde næsten fristes til at sige, hun har opdraget sig selv. Hun har altid havt Lyst til Bøgerne — i Begyndelsen søgte jeg vel at sætte en Stopper derfor, men det kom der ikke noget ud af: nu, tænkte jeg saa, Enhver maa have Lov at gaae sine Veje, tvinge hende vilde jeg i al Fald ikke, og saa lod jeg hende beholde sine Bøger i Fred. Men især siden Christopher er begyndt at komme her, er det blevet langt værre, og han har meget paa sin Samvittighed: han slæber den ene Bog til Huse efter den anden, saa tilsidst bliver jeg vel nødt til at bygge et lille Udhus, for at skaffe Plads til de mange Bøger.“

Gamle sad med et underligt stille Smil, men gjorde intet Forsøg paa at forsvare sig; hans Pibe var gaaet ud som sædvanlig, og han selv lod ogsaa til at være gaaet ud, det vil sige, hans Tanker, thi medens Præsten begyndte at fortælle om forskjellige Bryderier, som han havde havt i sin Menighed, og udtalte sin Beklagelse herover, sad Gamle med et yderst fornøieligt Ansigt, som om dette glædede ham særdeles, og legede med Qvasterne paa Sophapuderne og overlod til mig at anbringe de behørige „Saa?“ „Nei virkelig?“ etc. paa de forskjellige passende Steder. Heldigvis lykkedes dette mig saa godt, at Præsten ikke mærkede Gamles Aandsfraværelse, før denne ulykkeligvis selv fik en Anelse om, at det dog var passende i det Mindste at yttre en vis Deeltagelse, og derfor netop ligesom Præsten havde endt en lang Skildring af den Bevægelse, hvori et Par Mormoner havde sat hele Menigheden, spurgte, om man havde mærket Noget til Mormonerne her i Egnen. Saa vare da alle mine Bestræbelser spildte, og jeg ventede allerede, at et svært Tordenveir skulde bryde løs over ulykkelige Gamle, men til min store Forundring gjentog Præsten med stor Taalmodighed sin lange Fortælling, hvilket endydermere vare mig Bevis paa den høie Stjerne, Gamle indtog hos Præsten, medens jeg tænkte ved mig selv: „Det skulde Du have prøvet paa, Nicolai —!“

Gamle vaagnede op af sine Drømmerier og yttrede mere Interesse for Sagen, saa jeg meente, at nu behøvedes min Nærværelse vel ikke længer, og i al Stilhed listede jeg mig da bort i Haab om at træffe Emmy eller Andrea Margrethe. Da jeg kom over i Dagligstuen, fandt jeg Andrea Margrethe og Corpus Juris alene. Den sidste var ifærd med at læse nogle lyriske Digte høit, dog lod det ikke til, at han var kommen i nogen synderlig lyrisk Stemning, for da han saae mig, spurgte han mig i en temmelig gnaven Tone om, hvad jeg vilde. Jeg svarede, at jeg vilde nyde hans og Andrea Margrethes angenehme Compagni, men at han iøvrigt ikke skulde lade sig forstyrre i Oplæsningen. Det lod ikke til, at Corpus Juris havde rigtig Lyst til at fortsætte, dog gjorde han det efter Andrea Margrethes Opfordring, men læste saa slet, at Andrea Margrethe tilsidst bad mig om at læse i hans Sted. Dette satte imidlertid ikke Corpus Juris i bedre Humør, og han begyndte nu at øve en saa bidende Kritik over min Oplæsning, at vi upaatvivlelig tilsidst vilde være komne i en hæftig Ordstrid, om ikke Andrea Margrethe havde vidst at jævne Alt ved sit gode Humør. Jeg tænkte forgæves over, hvad der dog kunde have sat Corpus Juris i saa slet Stemning, thi han havde hele Dagen været særdeles munter og oprømt. Tilsidst lagde jeg Bogen fra mig i Haab om paa denne Maade at bringe Freden tilbage, men forgæves, nu var Corpus Juris engang kommen i sit kritiske Hjørne, og saa Vee over, hvad der falder i hans Hænder; det bliver uden Naade og Barmhjertighed heglet igjennem fra Ende til anden, var det saa end det Ypperste og Bedste: for med en god Villie kan man nok finde Feil overalt. Nu kriticerede han ikke længer min Oplæsning, men tog fat paa selve Digtene, som jeg havde læst høit. Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med de Ord: „Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vover“, et Digt, som jeg altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier:

„Bævende Hjerte!“ udbrød Corpus Juris i høieste Grad opirret, som om det kunde være en personlig Fornærmelse mod ham selv, „hvad er det for et bævende Hjerte, som der skal siges Godnat til? Er det Digterens eget, hvad nærmest synes mig at være Meningen, hvad skal saa den sidste Linie betyde: „Sig det, Du veed det jo nok“ — skal Fuglen da sige til ham, hvad han selv godt veed i Forveien?“

„Ordene ere lidt utydelige“, tillod jeg mig at indvende, „dog troer jeg nok, at de kunne forsvares. Det er naturligvis ikke Digterens eget Hjerte, der menes, men hans Elskedes, i Analogi med et andet af hans Digte, hvor han siger: „Mit søde lille Hjerte, hvad tænker Du da?““

„Hvad er det for en Snak“, raabte Corpus Juris; „jeg kan begribe, at En kan sige til sin Kjæreste: „mit søde lille Hjerte“, men at ville sige til hende: „mit bævende Hjerte“, det er reent Nonsens.“

I det Samme traadte Gamle ind, og jeg skyndte mig at forelægge ham Spørgsmaalet. Efter at have hørt de forskjellige Meninger erklærede han ganske rolig, at det Hele havde ikke Noget at sige, for der var ingen Mening i Ordene, men det var Noget, man ikke saa sjeldent kunde træffe hos vore Digtere. Denne rolige Dom var imidlertid saa langt fra at stille Corpus Juris tilfreds, at den tværtimod gød ny Olie i Ilden, idet han paastod, at det var Noget, som Digterne paa ingen Maade havde Lov til, ja de burde endog drages til Ansvar derfor, thi naar man af alle andre Mennesker fordrede, at de skulde mene, hvad de sagde, saa kunde man ogsaa fordre det af Digterne, men det var jo umuligt, at de kunde mene, hvad de sagde, naar der overhovedet ingen Mening var i, hvad de sagde. Ja han meente endog, at man, naar man vilde drive Tingen til Conseqvents, kunde anlægge Sag imod Digterne for Bedrageri, fordi de fik Publicum til at troe, at der var Mening i, hvad de sagde, og saa var der jo ingen Mening deri. (Ved mig selv tænkte jeg, at man kunde med ligesaa stor Ret anlægge Sag mod Corpus Juris, for der syntes mig heller ingen Mening at være, i hvad han sagde, men disse Tanker beholdt jeg viselig for mig selv, for ikke at fremkalde end mere Strid.) Andrea Margrethe, der overhovedet ikke var nogen stor Ven af den megen Disputeren, var imidlertid gaaet bort og kom nu tilbage med Julekage og Mjød i Haab om paa denne Maade bedst at bringe Striden til Ende, og hendes Haab var ikke forgæves, thi hvad enten det var den liflige Mjød, eller det var Andrea Margrethes milde, klare Øine, som det var umuligt at see paa uden at komme i godt Humør, nok er det, Corpus Juris blev formildet og erklærede, at der var forresten meget Smukt i det omtalte Digt, og dette var allerede en stor Indrømmelse fra hans Side, da han ellers før vilde lade Livet end vige saameget som et Haarsbred fra, hvad han kalder sin „rigtige Overbevisning.“

Ved Aftensbordet indtoge vi de samme Pladser som ved Middagsbordet, med Undtagelse af, at Andrea Margrethe havde taget sin Post bag Themaskinen, ikke uden Sorg for mig, da den store kobberrøde Maskine reent skjulte hendes venlige Ansigt, saa at jeg kun fra Tid til anden kunde høre hendes muntre Stemme.

„Naa Nicolai“, sagde Præsten til mig, „hvor mange Gange har De saa været paa Dandsebod i Vinter?“

„Paa Dandsebod?“ spurgte jeg forundret.

„Ja Fa'er, hvorfor bruger Du ogsaa det Ord?“ sagde Præstekonen, „Nicolai veed jo slet ikke, hvad han skal tænke om os — min Mand mener, om De har været mange Gange paa Bal i Vinter.“

„Aa Nicolai veed saamænd nok, hvad det vil sige at komme paa Dandsebod. Jeg holder mest af at nævne Tingen ved sit rette Navn. Vi skal ikke gjøre os bedre end vi er, vi skal jo selv have Dandsebod her paa Søndag til Forargelse for hele Menigheden.“

„Skal her være Bal?“ spurgte jeg overrasket.

„Sagde jeg det ikke nok, at det var Noget, som Nicolai forstod sig paa? Se, hvor Øinene spille som Stjerner i Hovedet paa ham — jo Nicolai, vi skal have Dandsebod, det er kun altfor vist, til Sorg for mig, til Forargelse for Menigheden og til uhyre Glæde for Andrea Margrethe, der egentlig er den, der har bragt det Hele i Stand — nu kan De selv see, hvad jeg siger, at det ikke er mig, men Andrea Margrethe, som commanderer her i Huset, og jeg er jo nødt til at føie mig efter hende.“

Gamle opkastede sig som Forsvarer af Andrea Margrethes Mening, idet han paastod, at Dands var en meget uskyldig Fornøielse.

„Ogsaa Du min Søn Brutus!“ sagde Præsten, „ja jeg vidste det jo nok, at hvis jeg ikke rettede mig efter Andrea Margrethes Villie, saa vilde jeg i fjorten Dage ikke have Fred i mit eget Hus, derfor giver jeg efter, for vi Mennesker ere svage Væsener alle tilhobe, især naar man har en Datter som Andrea Margrethe.“

Jeg kunde ikke drikke min The for bare Glæde. At komme paa Bal, at dandse med Emmy og Andrea Margrethe — det var ganske mageløst!

„Hvad tænker De paa?“ sagde Præsten til mig, „De seer saa erotisk ud, De tænker da vel aldrig paa at forlove Dem?“

„Altid skal Du tale med de unge Mennesker om Forlovelser“, sagde Præstekonen, „det er jo bare at sætte dem Griller i Hovedet.“

„Siger jeg, at de skal forlove sig?“ spurgte Præsten, „nei her kan Christopher og Frederik være mine Vidner — har jeg ikke tidt og mange Gange advaret Dem mod at forlove Dem? har jeg ikke sagt til Dem, at De skulde speile Dem i mit ulykkelige Exempel, hvorledes jeg har faaet een Kone og to Døtre, bare fordi jeg i min Ungdom en eneste Gang begik den Ubesindighed at forlove mig? Har jeg ikke sagt atter og atter: Kjære Venner, spis, men forspis Jer ikke — lov, men forlov Jer ikke!“

„Men Du vedbliver dog at tale saalænge derom, at de virkelig tilsidst gaae hen og forlove sig. Der var jo slet ingen Grund til at tale til Nicolai derom.“

„Med Nicolai“, sagde Præsten, „er det en anden Sag. Saadant et Menneske, der forsøger paa at slaae mig ihjel, snakker høit under Bordbønnen og ryger Cigar istedenfor Pibe, for ham er der ikke anden Redning, end at han maa forlove sig. — Se der sidder Andrea Margrethe, hende skulde De tage, saa fik De en Kone, der kunde sætte Skik paa Dem. Og Vielsen skal De faae gratis, saa profiterer De altid saa meget derved.“

Godt var det da, at Gamle havde saa alvorlig indskærpet mig, at det Taabeligste, et Menneske kan gjøre, er at forlove sig som Student, thi ellers havde jeg bestemt forlovet mig paa Øieblikket. —

Præsten blev endnu siddende en Timestid og passiarede med os, derpaa bød han os Godnat, og idet han udtalte Ønsket om at maatte have den Fornøielse at see os næste Morgen Kl. 8, gik han bort. Jeg meente, at vi Andre maatte vel ogsaa gaae til Sengs nu, men Andrea Margrethe forsikkrede mig, at det var slet ikke nødvendigt: Præstens Sovekammer laa to Værelser fra Dagligstuen, hvor vi befandt os, saa at vi godt kunde blive oppe endnu en Stund, naar vi blot ikke vilde tale altfor høit og ikke disputere. Det lovede vi, og nu gik Præstekonen ogsaa bort efter endnu en Gang at have indskærpet os Nødvendigheden af at tale sagte.

Mine Tanker vendte sig alle mod det forestaaende Bal, og da Andrea Margrethes gik samme Vei, var det naturligt, at vi mødtes.

„De kan troe, at jeg har kæmpet en haard Dyst“ sagde Andrea Margrethe, „og saa maatte jeg som sædvanlig staae ganske alene, thi Emmy tør aldrig sige Andet, end hvad Fa'er vil.“

„Det var ikke uden Grund, at Fader havde Betænkeligheder“, svarede Emmy, „Du veed jo godt, at her er Enkelte i Menigheden, der altid ville tale mod Fader og med Glæde gribe enhver Leilighed til at dadle ham.“

„Skulde man bryde sig om, hvad de Mennesker siger“, meente Andrea Margrethe, „saa kunde man hverken staae eller gaae eller gjøre nogen Verdens Ting.“

„Men Du veed ogsaa, at Fader selv har Noget mod Dands og Bal, og at han aldrig er rigtig glad, naar vi blive indbudne til Dands.“

„Men det er bare Overtro hos Fader“, sagde Andrea Margrethe, „hvad Ondt skulde der være i at dandse? Det Allersimpleste er, at man lader, som om man ikke mærker det, og gjør, som man vil.“

Nu — Tilladelsen til Dands var given, det var for mig Hovedsagen. Jeg brød mig ikke om, hvem eller hvormange der kom: Emmy og Andrea Margrethe kom, de vare mig instar omnium, og for ikke at komme for seent bad jeg strax hver især af dem om to Dandse.

„To Dandse“, sagde Andrea Margrethe, „og jeg har ogsaa lovet Frederik to og Christopher een!“

„Har De lovet Frederik to, saa kan De ogsaa love mig to — hvorfor skulde han have flere end jeg?“

Saa lovede Andrea Margrethe mig to Dandse, og Emmy gjorde det Samme.

„Og Borddandsen vil jeg dandse med Dem begge To“, vedblev jeg.

„Men netop Borddandsen er det, som jeg skal dandse med Frederik“, sagde Andrea Margrethe.

„Og jeg skal dandse den med Christopher“, sagde Emmy.

„Ja saa vil jeg ingen Dame have til Borddandsen, men sætter mig midt imellem Dem begge To“, sagde jeg og gjorde derpaa hurtig ved mig selv følgende Overslag: „to Dandse med Emmy og to med Andrea Margrethe, det er fire Dandse, Borddandsen med dem begge, det er fem Dandse, saa er der vel endnu to eller tre Dandse tilbage, men i dem tager jeg ingen Dame, men stiller mig op ved Siden af Emmy eller Andrea Margrethe og byder dem op, naar Leilighed gives, saa dandser jeg hele Aftenen kun med Emmy og Andrea Margrethe — o det lader sig ypperlig gjøre!“

„Holder De meget af at dandse?“ spurgte jeg Andrea Margrethe.

„O jeg kunde gjerne dandse hver Dag fra Morgen til Aften og skulde aldrig blive træt“, sagde hun.

„Det mener Du ikke“, sagde Emmy.

„Jo vist mener jeg det — og Du holder ogsaa af at dandse, men Du tør ikke sige det af Frygt for Fader.“

„Jeg har aldrig lagt Skjul paa, at jeg holder af at dandse“, svarede Emmy.

„Hver Gang vi blive budne til Bal, gjør Du dog Vanskeligheder.“

„Ja fordi jeg veed, at Fader holder ikke af det og helst saae, at vi blev hjemme.“

„Det siger ikke noget; naar vi kommer hjem og har moret os godt, er Fader dog altid glad.“

„Hør, skulle vi ikke prøve en lille Dands?“ spurgte jeg Andrea Margrethe.

„Nei det gaaer ikke an, saa vække vi Fader.“

„Men vi kan dandse ganske sagte — Frederik, dands Du med Emmy, saa dandser jeg med Andrea Margrethe — Christopher, Du kan synge: „Ach du lieber Augustin“ for os, saa dandse vi en Sagtevals efter den, det kan Ingen høre.“

„Men ganske sagte“, bad Andrea Margrethe, der ikke kunde modstaae Fristelsen. „Og saa slukke vi Lampen og trække Rullegardinet op og dandse i Maaneskin.“ Med disse Ord slukkede hun Lampen og trak Gardinet op, saa det lyse klare Fuldmaaneskin straalede ind til os.

Saa begyndte Andrea Margrethe og jeg, og Emmy og Corpus Juris at dandse Sagtevals i Maaneskin, medens Gamle sad i Sophaen og brummede: „Ach du lieber Augustin“ paa en ren feil Melodi.

„Du synger falsk, Christopher“, raabte jeg, og nu begyndte Andrea Margrethe at stemme i med, i Begyndelsen ganske sagte, men lidt efter lidt høiere og høiere:

„Hurtigere!“ raabte Corpus Juris, der begyndte at blive ivrig, og nu stemmede han ogsaa i. Uden at vi selv mærkede det, sang vi bestandig høiere og høiere og hurtigere og hurtigere:

Men hvor høit vi end raabte det sidste „Væk“, var der dog en Stemme henne i Døren, der raabte det endnu høiere — vi vendte os forskrækkede om — der stod Præsten i Slobrok og med Nathue paa, og stirrede paa os som en Død fra Graven.

„Ach du lieber Augustin, Alles ist weg!“ raabte han, „ja det kan jeg rigtignok synge! Her er jo et Spektakel, som om hele Bistrupgaard havde sat hinanden Stævne! Og Nicolai som sædvanlig i Spidsen! Og saa slukker I ovenikjøbet Lampen, for at Ingen skal see, hvad for Mørkets Gjerninger I bedrive!“

„Kunde Du virkelig høre det?“ spurgte Andrea Margrethe, der var den første, der fik saameget Mod tilbage, at hun kunde tale.

„Om jeg kunde høre det? Jeg skal love for, at det kan høres hele Sognet over, saa at det nok skal siges, at nu er det reent galt fat oppe i Præstegaarden: de holde Dands og Spektakel hver eneste Nat i den hellige Juleuge!“

„Det gjør mig ondt“, begyndte Gamle —

„Ja det gjør mig ondt“, afbrød Præsten ham, „at jeg seer mig nødsaget til at afbryde denne behagelige Soiree, men jeg maa virkelig anmode de høie Herskaber om at forføje sig til Sengs. God rolig Nat!“ og dermed gik han.

„Ja saa er det vel bedst, vi gaae til Sengs“, sagde Andrea Margrethe med et lille Suk. „Her er Deres Lys, De kjender jo selv Veien op til det grønne og det blaae Gjæstekammer: Nicolai, De skal ligge i Værelset ved Siden af; Deres Brødre vil nok vise Dem, hvor det er.“

Men der var egentlig Ingen af os, som havde Lyst til at gaae i Seng, ikke engang Gamle. Corpus Juris var gaaet hen og stod i det aabne Vindue forat afkjøle sig. Vi Andre gik stiltiende hen til ham og saae ud over det herlige Vinterlandskab, der udfoldede sig for os. Det blaalighvide Snelagen dækkede Mark og Eng, Stilhed og Ro herskede over Alt og dannede en paafaldende Modsætning til den Larm, som vi nylig havde gjort. Høit oppe paa den dunkelblaae Himmel straalede den klare Fuldmaane og de funklende Stjerner ned til os, som om de vilde bringe Fred og Ro i vore Hjerter. Lette Nattetaager svævede over Træer og Buske, saa lydløst og tyst, at det næsten var os, som om vi kunde høre Nattens Taushed. En Stund stode vi Alle ganske stille; der var Ingen, der vilde sige Noget. Endelig brød Corpus Juris ud:

Her faldt Gamle pludseligt ind:

Og med disse Ord vendte de sig hurtig om, sagde et flygtigt Godnat og ilede bort.

Jeg saae forundret efter dem; hvad skulde det betyde? Jeg saae paa Andrea Margrethe og Emmy, der endnu stode tause i Vinduet, og til min Overraskelse saae jeg, hvorledes trods det blege Maaneskin, der kastede et blaalighvidt, spøgelseagtigt Skær over Alt, deres Kinder dog blussede i hæftig Rødme. Jeg fandt, at jeg ogsaa burde vise mig som ridderlig Troubadour ligesaavel som mine Brødre — jeg ledte efter i hele min Hukommelseskasse forat finde noget Passende: jeg kunde jo en heel Skare af Viser og Sange udenad — dog i dette Øieblik var det, som om Alt var svundet bort; alle mine Anstrængelser vare forgæves; jeg rømmede mig et Par Gange og saa — sagde jeg Godnat og gik min Vei, ærgrende mig over min Glemsomhed og Kejtethed.

Da jeg gik op ad Trappen, kunde jeg høre Gamle og Corpus Juris tale sagte sammen deroppe, men jeg var i dette Øieblik ikke oplagt til en gemytlig Aftenpassiar, som vi ellers pleiede at faae os hjemme i Kjøbenhavn. Ogsaa taug Gamle og Corpus Juris stille, da jeg kom derop. — — Der var tre Gjæsteværelser, hver med egen Udgang til Corridoren, som løb forbi dem, men tillige førte Døre fra det ene ind til det andet, og disse Døre lode vi staae aabne for større Selskabeligheds Skyld. Denne Aften var der imidlertid Ingen, som yttrede Lyst til slig Selskabelighed. Vi sagde hinanden hurtig Godnat og gik derpaa Hver til Sit.

Jeg var lidt forstemt over mit sidste uheldige Forsøg, dog gik denne Forstemthed snart over. Thi for det Første ligger det ikke i min Characteer at fange Griller og for det Andet frembød denne min første Dag i Nøddebo Præstegaard saamange smukke Erindringer, der i bestandig vexlende Rækker fremstillede sig for mine Tanker, at jeg ikke kunde falde i Søvn. Hvad var det dog ikke for et velsignet Sted denne Præstegaard, hvilken Munterhed og Glæde boede ikke her — og hvad for en Lykke, om man hver Dag kunde see disse prægtige Mennesker, hver Dag tale med dem. Meest dvælede mine Tanker ved Døtrene. Jeg tænkte paa Emmy: det var mig, som om Stemningen af den Ro og Fred, jeg havde fornummet i Samtalen med hende, endnu hvilede over mig; bestandig klang hendes Ord for mine Øren: „jeg elsker det Gamle, thi i det Gamle boer Erindringens Fred og Hvile!“ Ja i Erindringen boer Fred, det følte ogsaa jeg nu, da jeg mønstrede den lange Dag i Tankerne og lod det Alt samle i een Sum for mig. Og jeg tænkte paa Andrea Margrethe: hvor hun var munter og snaksom! Og hvor hun kunde lee, ja det var dog ganske mærkeligt! Men Gamle siger ogsaa, at der er Ingen, der kan lee saameget som unge Piger. Deraf har jeg draget den Slutning, at saa maae unge Piger være de fuldkomneste af alle Mennesker. Den berømte Dr. Swift har nemlig sagt, at derved udmærker Mennesket sig fremfor Dyrene, at det kan lee, og deraf har jeg sluttet videre, at jo mere et Menneske kan lee, des fuldkomnere maa det være, og da nu unge Piger lee allermest, saa maa unge Piger være de allerfuldkomneste Mennesker. Men hertil siger Corpus Juris, at i denne Slutning ere Præmisserne ligesaa falske som Conclusionen, og kun en attenaarig Rus kunde begaae en saadan Feilslutning.

Jeg kunde ikke falde i Søvn, jeg laa og tænkte paa Præstegaarden, hvor jeg havde befundet mig saa vel hele Dagen. Og paa een Gang stod det lyst og klart for min Sjæl, hvad jeg hidtil kun dunkelt havde anet, og en indre Stemme sagde til mig med stor Sikkerhed: „Nicolai, her skal Du blive forlovet!“ Ja saaledes maatte det være, det var der ingen Tvivl om! Derfor havde Præstegaarde altid staaet for min Tanke i saa herlig en Belysning, derfor var jeg altid bleven glad blot ved at høre det Ord „Præstegaard“ — fordi jeg engang skulde blive forlovet i en Præstegaard. Og netop en Præstegaard som denne maatte det være, det kunde jeg ganske bestemt mærke paa mig selv. Hvad var det dog ikke for velsignede Mennesker her, strax fra første Øieblik havde de jo modtaget mig, som om jeg var en Søn af Huset, de havde bestemt ogsaa en Fornemmelse af, at jeg vilde blive forlovet her. Ja Præsten havde jo selv sagt til mig, at jeg skulde forlove mig; vel havde han sagt det i Spøg, men hæ nugæ ad seria ducunt: den Dag skulde nok komme, da det blev til Alvor; Præsten havde uden at vide det udtalt en Propheti. Men fire eller fem lange Aar vilde ligge imellem, thi jeg vilde ikke forlove mig som Student, det stod fast; i de Aar skulde der arbeides, arbeides strængt, men saa kommer Lønnen. Jeg vilde tage Examen ved Sommertid, ikke ved Juletid, thi Sommeren er dog den bedste Aarstid til at forlove sig i. Naar jeg da er færdig, kjører jeg endnu samme Dag med Jernbanetoget Kl. 2½ til Roskilde — nei det er sandt, Examen ender jo først Kl. 4, nu vel, saa tager jeg med Aftentoget Kl. 7; Kl. 8 er jeg i Roskilde — der skaffer jeg mig en Hest, og saa har jeg en mageløs Ridetour i den stille Sommeraften langs Roskildefjorden — Skridt for Skridt rider jeg med tankefuldt Sind — indtil jeg nærmer mig Præstegaarden, da sætter jeg pludselig i Galop: Alle fare til Døren ved det dundrende Hovslag, jeg svinger mig af Hesten og fortæller, hvordan det er gaaet mig, og saa siger jeg — — — ja hvad jeg saa sagde, fik jeg ikke ret udtænkt, thi hver Gang jeg kom saa vidt, vendte mine Tanker om til Roskilde, hvor jeg bestiger Hesten, og atter rider jeg langs Fjorden og kommer til Præstegaarden og svinger mig af Hesten — og saa atter tilbage til Roskilde — og saaledes vedblev jeg at fare frem og tilbage og svinge mig paa Hesten og svinge mig af Hesten, indtil jeg tilsidst faldt i Søvn og drømte, jeg skulde springe paa Hesten i Gymnastiksalen; men hver Gang jeg skulde gjøre det afgjørende Spring, spændte Gamle og Corpus Juris Been for mig, saa jeg faldt og maatte forsøge forfra igjen med samme Resultat.

„Befaler Deres Durchlauchtighed et Regnbad eller et Douchebad?“ — ved disse Ord vaagnede jeg næste Morgen, idet tillige et Par kolde Draaber Vand, som faldt ned paa min Næse, mældte mig, at der ikke overlodes mig lang Tid til Valget. Jeg foer i Veiret — der stod Præsten og holdt Vandkanden over mit Hoved.

„Klokken — Klokken er vist ikke ni endnu“, sagde jeg, idet jeg strakte mig velbehagelig i Sengen.

„Og mener De, at De er kommen herud for at ligge i Sengen til høit op ad Formiddagen?“ lød Svaret. „Vi andre christne Mennesker har allerede sunget vor Morgenpsalme, men det bruger De naturligvis ikke.“

„Er Gam— er Christopher, vilde jeg sige, og Frederik allerede oppe?“

„Kommer det Dem ved, hvad Christopher og Frederik tager sig til? — Naa, skynd Dem nu, saa skal vi gaae en Morgentour sammen, og jeg skal vise Dem Byen Nøddebos Mærkværdigheder.“

Da det lod til, at Præsten havde i Sinde ikke at vige fra mig, førend jeg var bleven paaklædt, saa gjorde jeg mig i Hast færdig. Gamle var allerede oppe, men idet jeg gik forbi Corpus Juris' Værelse, saae jeg, hvorledes han laa nok saa sødelig og sov derinde. Jeg havde den største Lyst til at løbe ind og vække ham, for hvorfor skulde han have det bedre end jeg? men Præsten greb mig i Armen, idet han sagde: „Vil De nu bare passe Dem selv og smukt lade Frederik i Fred.“

Idet vi gik igjennem Forstuen mødte vi Andrea Margrethe. Hun syntes at være i fuld Virksomhed, et stort hvidt Kjøkkenforklæde havde hun bundet om sig og saae om muligt endnu mere fornøielig ud end Dagen i Forveien. „Godmorgen“, sagde hun til mig, „vil De ikke først drikke en Kop The, inden De gaaer ud?“

„Nicolai skal først gaae med mig og betragte Nøddebos Mærkværdigheder“, sagde Præsten, „saa kan han altid siden komme hjem og drikke Thevand.“

Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg brød mig ikke det Mindste om Nøddebos Mærkværdigheder, men vilde langt heller blive hjemme og drikke The med Andrea Margrethe, men jeg havde nok mærket, at det gik ikke an at sige Præsten imod, og derfor fulgte jeg ham.

„Præstegaarden selv er der ikke videre at see paa“, begyndte Præsten. „Kun maa jeg bede Dem betragte Hundehuset; De seer, at Indgangen dertil er bygget i Rundbuestilen, hvilket tyder paa, at det maa være meget gammelt.“

„Hvor er Lænkehunden henne?“ spurgte jeg.

„Lænkehunden gaaer frit omkring og lever af at æde Kyllinger.“

„Men hvorfor faaer den da Lov at gaae frit omkring?“ spurgte jeg forundret.

„Fordi Mo'er og Børnene vil have det, og saa maae jeg tie stille. Den Ting lærer De ogsaa nok, naar De engang bliver gift og faaer Kone og Børn.“

Det forekom mig underligt, at Præsten altid talte saa meget om, at hans Kone og Døtre førte Kommandoen, medens dog i Grunden Alt gik efter hans Villie, ja jeg syntes næsten, at han stundum tiltalte dem med en vis Haardhed. Jeg kunde ikke dye mig, men lod et Par Ord falde derom.

„Ja saa“, sagde Præsten idet han pludselig standsede og saae paa mig med et gjennemborende Blik, saa at jeg maatte slaae mine Øine til Jorden, men jeg lagde dog Mærke til, at der spillede et lunefuldt Smil om hans Læber. „Saa det er Deres meget ærede Mening? — Naar De kan lade være at sladdre af Skole, skal jeg fortælle Dem en Hemmelighed, og det er, at naar man har med Fruentimmer at bestille, gjør man bedst i ikke at fortælle dem, hvormeget man holder af dem, for det kan de ikke godt taale at høre. Men det hører nu ogsaa til de Ting, som De vil erfare, naar De engang selv bliver gift.“ Dermed dreiede han sig rask omkring og gik videre.

Det var atter en straalende Morgen, hvormed Dagen begyndte. Den lave Pileallee, der førte op til Præstegaarden, og som om Sommeren var ringe og uanseelig, glimrede nu i sin vinterlige Herlighed, bestrøet fra øverst til nederst med Rimfrost, mod hvilken Solstraalerne brøde sig i et tusindfoldigt Spil. Solen var alt kommen et Stykke op paa Himlen og ligesom badede den vinterfrosne Jord i sit Flammehav.

„Luk nu Øinene op og see Dem rigtig omkring“, sagde Præsten til mig, „og tak Vorherre, der har givet Dem Øine til at see paa al den Herlighed, og tak mig, der fik Dem til at lukke Øinene op. Se nu der“, vedblev han, idet han strakte Haanden ud mod de snedækte Banker og den frosne Fjord:

Hvor prægtig der end var, tænkte jeg dog, at der var langt prægtigere hjemme, hvor jeg kunde sidde og samtale uforstyrret med Emmy og Andrea Margrethe, og jeg lod derfor et Par Ord falde om, at det var dog temmelig koldt endnu; det vilde være bedre at vente til opad Dagen med at spadsere, for saa vilde det være mildere.

„Opad Dagen?“ sagde Præsten, „nu det er sandt, jeg har jo reent glemt, at De har været til Dands og Lystighed i Nat. Ja maaskee De før vil hjem og i Seng igjen, saa kunne vi jo gaae os en lille Morgentour i Aften Kl. 7, og derefter vende hjem for paa Ny at dandse Julia Hopsasa. Det er saadan en rar christelig Maade at holde Jul paa.“

Da jeg ikke gjerne vilde, at Præsten skulde udbrede sig videre over dette Æmne, saa skyndte jeg mig at forsikkre ham, at jeg var meget glad over at være kommen saa tidlig ud, for Morgenen var dog den allerbedste Tid paa Dagen, saa var Alt saa frisk og saa herligt.

„Det er meget fornuftig talt“, sagde Præsten, „det er rigtignok lige det Modsatte af, hvad De sagde for et Øieblik siden, men det gjør jo ikke Noget.“

Vi vare nu komne ned ad Skrænterne til Fjorden. Langs med denne løb en bred Sti, paa hvis Sider der hist og her voxede nogle Hasselbuske.

„Her seer De Langelinie“, sagde Præsten, „om Formiddagen møder De her Nøddebos Beaumonde, det vil sige min Kone og mine Døtre, thi Byens øvrige Befolkning anseer det for en utilladelig Luxus at spadsere.“

Vi kom forbi et lille Hus, der saae temmelig forfaldent ud. Præsten vendte sig pludselig om mod mig og spurgte, om jeg var Bondeven.

„Aa ja, paa en Maade“, svarede jeg tøvende, thi trods alle Corpus Juris' Bestræbelser er jeg endnu ikke kommen til Klarhed over mine politiske Anskuelser.

„Naa De veed det ikke rigtig selv“, sagde Præsten. „Ellers vilde jeg have sagt Dem, at De her i dette Hus kunde qvæge Dem ved Samtaler med en Aandsbeslægtet. Peder Sørensen, som boer her, er Stadens første Politikus, hvem det vil være en sand Glæde i et belærende Foredrag at udvikle for Dem, at Universitetsbibliotheket burde bruges til at lave Kræmmerhuse af, at Professorerne burde stikkes ind i Kongens Livgarde, og at Præsterne burde sættes til at vogte Gæs. Hvad det Sidste angaaer, synes jeg nu ikke, at der er Grund til Klage, saalænge som vi har mange af Peder Sørensens Kompagni hos os.“

Efter at have fulgt et Stykke langs med Fjorden dreiede vi ind over Markerne og nærmede os Landsbyen. De hvide Gaarde laae tæt ved Siden af hverandre; hist og her steg en Røgsøile ganske langsomt i Veiret. Paa en lille Bakke inde i Byen hævede en teglhængt Bygning sig, hvis gule Mure skinnede stærkt i Sollyset og hævede den frem over de hvide Gaarde rundtomkring.

„Det er vel Skolen?“ spurgte jeg, idet jeg pegede derop.

„Det er Universitetet“, svarede Præsten corrigerende. „Der kommer en af Pallas Athenes Sønner, en ung Rus“, tilføiede han, idet han pegede paa en fire Aars Purk, der kom os i Møde, gnavende paa et stort Æble.

„Goddag, min Dreng“, sagde Præsten til ham, „værs'go at tage Kaskjetten af for din Præst, Høflighed klæder en ung Mand som Dig saa smukt.“ Drengen rev hurtig Kaskjetten af og stod og stirrede paa os med Kaskjetten i den ene Haand og Æblet i den anden. „Hvordan har din Fa'er det? er han nu bleven rask igjen?“ vedblev Præsten. Drengen svarede ikke, stum af Forbauselse eller Forskrækkelse blev han staaende uforandret i samme Stilling.

„Ja lad os ikke forstyrre ham“, sagde Præsten, idet han greb mig i Armen og trak videre afsted med mig. „Som De seer, er han fordybet i sine politiske Betragtninger og grunder uden Tvivl over, hvilke Forandringer Valgloven bør underkastes for paa bedste Maade at kunne svare til Tidernes Tarv. Pas De paa, i den Dreng stikker der en Minister eller maaskee endog en Journalist, han seer mig ud til Allehaande. — — Men se, se, der kommer Rector Magnificus i egen høie Person“, og med disse Ord pegede Præsten paa en høi, mager Mand i en luvslidt Frakke med en noget rødladen Næse, der i samme Øieblik traadte ud af Døren paa Skolehuset. „Han er ikke uniformeret, men illumineret, som De seer.“

„Drikker han?“ spurgte jeg.

„Ikke mere end som nødvendigt er for at kalde Geisten tillive, naar han skal udføre sin Embedsgjerning som han pleier at sige.“

I det Samme kom Skolelæreren hen til os og efter at have hilst paa os tilbød han at vise mig Skolen. Denne var snart beseet, og Præsten bad nu om Nøglerne til Kirken for at vise mig den.

Kirken laa i Udkanten af Landsbyen, saaledes at Kirkegaarden ved en lille Lindeallee stod i Forbindelse med Præstegaardshaven. Kirkegaarden syntes forøvrigt at være holdt i ganske god Stand, men for Øieblikket vare alle Gravhøie overtrukne med et hvidt Snelagen, over hvilket kun hist og her et Kors eller en Gravsteen ragede op.

Kirken selv havde ikke noget Særegent ved sig, den saae ud som alle vore Landsbykirker. Det Eneste, der vakte min Opmærksomhed, var et lille Orgel, hvorfor jeg spurgte Præsten, om Skolelæreren spillede godt paa Orgel.

„Han spiller ikke ilde“, svarede denne, „kun har han vel megen Lyst til at lave nogle kunstige Triller. Men hvad der derimod er ganske mærkeligt, det er vor Klokkeringning. Hver Gang, der skal ringes til Begravelse, ringer Klokken nok saa muntert og lystigt: „lingelingelingeling“, men skal der ringes til Bryllup, saa ringer han ganske langsomt og alvorligt: „bim—bam, bim—bam, bim—bam.““

„Hvorfor ringer han saaledes?“ spurgte jeg.

„Manden er Philosoph“, svarede Præsten, „han har selv været gift i atten Aar; det er Frugterne af sin Livserfaring, han nu nedlægger i sin Klokkeringning.“

Jeg fik Lyst til selv at prøve Orgelet, hvorfor jeg gik op til det, medens Præsten satte sig ned i en af Kirkestolene. Skjøndt Orgelet kun var lille, løde Tonerne dog smukt og harmonisk hen under Kirkehvælvingerne. Efter at have spillet flere gamle Psalmemelodier igjennem, tilsidst „Hvo ikkun lader Herren raade“, gik jeg atter ned i Kirken, hvor jeg fandt Præsten siddende meget alvorlig, med Hovedet støttet til den ene Haand, dybt hensunken i sine egne Tanker.

„Ja, hvo ikkun lader Herren raade!“ udbrød han, da jeg kom hen til ham, „men det er en svær Kunst at lære. Vi ville selv raade for Alt, og derfor gaaer Alt galt. Vi lægge lange Planer for Fremtiden, i Aar ville vi gjøre det, til næste Aar det, og det tredie Aar det: og gaaer saa ikke Alt efter vort Hoved, saa blive vi forstemte og mismodige og mene i høieste Grad at være forurettede af Skæbnen. Kjøbmanden vil tjene saa og saa mange Penge, den lærde vil skrive saa og saa mange Bøger, Statsmanden vil gjennemføre disse og hine Reformer, og lykkes det ikke, ja saa ere de nogle yderst ulykkelige Mennesker, der ere i deres fulde Ret til at klage over Styrelsen. Se, derover har jeg nu prædiket alle de Aar, jeg har været her, og dog saa gammel, som jeg er, gaaer jeg endnu bestandig og bygger Luftkasteller og lægger Fremtidsplaner og bliver ilde tilmode, naar de ikke lykkes mig — for jeg kan nok prædike rigtig, men jeg kan ikke handle rigtig.“

„Ja“, tillod jeg mig at indvende, idet jeg tænkte paa mine egne Fremtidsplaner, som jeg havde fattet i den forløbne Nat, og som ogsaa strakte sig temmelig langt ud i Tiden, „det er dog nødvendigt, at man lægger en vis Plan, hvorefter man vil handle, ellers maa man jo handle blindthen blot efter Øieblikkets Indskydelse.“

„Naturligvis maa man handle efter en vis Plan, det har jeg jo aldrig benægtet, men vi skulle ikke sætte os altfor fast i Hovedet, at det netop skal gaae til paa den Maade, som vi nu efter vor Visdom mene er den bedste. Men her er det netop, at vort Stivsind og Egenraadighed kommer for Dagen. Thi det er egentlig ikke saameget i og for sig den Ting, at vore Ønsker ikke opfyldes, der vækker vor Uvillie og Harme, som derimod den Omstændighed, at vor Villie ikke sættes igjennem, at vi ikke kunne regere Alt, som vi nu engang havde bestemt. Og hvad ere saa alle vore mange Planer? Daarligdom og Usselhed — galt nok kan det see ud i Verden, men værre vilde det see ud, om det skulde gaae efter vor Villie. Derfor er det godt, at der er En, som har forbeholdt sig sit Veto og engang imellem standser os, naar vi ere altfor ivrige. Kom nu og lad os gaae hjem og drikke The!“

Med denne noget pludselige Vending reiste Præsten sig, og vi gik ud af Kirken. Tause gik vi ved hinandens Side over Kirkegaarden, gjennem den lille Lindeallee ind i Præstegaardshaven. Hver af os havde nok at tænke paa. Jeg gik og tænkte paa mine Drømme fra den foregaaende Aften, som kun slet stemmede med Præstens Tale. Men har man ikke engang Lov til at bygge Luftkasteller, naar man er ung, hvad skal man saa tage sig til? Det dagligdags Liv er dog altfor ensformigt, til at man kan holde ud at gaae saaledes fra den ene Dag til den anden som i en stor Trædemølle — saa maa man dog virkelig en Gang imellem til en Opmuntring udmale sig Fremtiden, som den skal være, naar vi engang blive Herrer og komme til at raade.

Vi traadte nu atter ind i Dagligstuen. Henne i Sophaen bag Thebordet sad Corpus Juris og Andrea Margrethe, medens Emmy tilligemed Præstekonen og Gamle havde taget Plads om det lille Sybord ved Vinduet. Emmy bød mig Godmorgen, idet jeg traadte ind; en Solstraale faldt netop hen over hendes hvide, klare Pande, Fred og Ro hvilede over hendes Ansigt og syntes at meddele sig til Enhver, der kom i hendes Nærhed. Gamle, der sad ved hendes Side, saae ogsaa usigelig lykkelig ud; i den ene Haand holdt han sin Pibe, der var gaaet ud som sædvanlig, i den anden holdt han et Knippe Nøgler, med hvilket han uafladelig raslede, som om han paa denne Maade vilde accompagnere de Tilstedeværendes Tale. Ogsaa Corpus Juris, der sad ved Siden af Andrea Margrethe, syntes at være i et udmærket Solskinshumør. Han talte og lo, saa jeg var helt forbauset, thi det var en heel anden Corpus Juris end den, som jeg ellers var vant til at see om Morgenen. Det var imidlertid ikke blot denne Gang, men overhovedet hver Morgen, vi tilbragte i Nøddebo, at Corpus Juris viste sig saa elskværdig, og det uagtet han aldrig fik Dagbladet at see, thi Præsten holdt ikke Dagbladet. Jeg kunde fristes til at troe, at det var Andrea Margrethe, der nu udøvede samme Virkning paa ham, som tidligere Dagbladet, ja endog i langt høiere Grad, thi medens han altid maatte studere Dagbladet i det mindste een Time, inden han kunde blive i godt Humør, saa behøvede han kun at see paa Andrea Margrethe et eneste Øieblik, og strax blev han et nyt Menneske.

Jeg blev staaende midt paa Gulvet og betragtede disse to Grupper, den i Sophaen og den ved Vinduet, og vidste ikke rigtig selv, til hvilken jeg skulde slutte mig, da Andrea Margrethe afgjorde Valget for mig ved at byde mig hen til Thebordet ved Siden af Corpus Juris. Men dermed var det ogsaa forbi med dennes gode Humør, og han begyndte atter at blive gnaven og fortrædelig. Først klagede han over, at jeg traadte ham paa Foden, idet jeg satte mig, saa irettesatte han mig, fordi jeg kom for meget Sukker i min The, kort sagt han tiltalte mig paa en saadan Maade, at Andrea Margrethe maatte bede ham erindre, at jeg ikke længer var et Barn, men nok selv vidste at opføre mig paa den rette Maade. Overhovedet var hele Corpus Juris' Opførsel imod mig i de Dage mig paafaldende. Hjemme paa Vestergade vare vi altid de bedste Venner af Verden, her i Nøddebo kunde jeg derimod ikke komme ham tre Skridt nær, førend han strax begyndte at vrisse ad mig. Det var mig umuligt at vide, hvad Grunden kunde være hertil; jeg gjennemgik i Tankerne alle mine Ord og Handlinger for at udfinde, om jeg muligvis kunde have stødt ham med Et eller Andet — men forgæves, jeg var mig ikke noget Saadant bevidst. Paa den anden Side var det naturligt, at en saa uvenlig Opførsel fra Corpus Juris' Side maatte fremkalde en lignende Stemning hos mig. Ja, jeg begyndte paa en Maade at føle et vist Nag til ham; thi medens jeg om Morgenen maatte op af min gode Seng for at spadsere en Morgentur med Præsten, kunde Corpus Juris blive liggende nok saa magelig og strække sig af Hjertens Lyst; bagefter kunde han uforstyrret faae en Passiar med Andrea Margrethe, og da jeg nu kom til for at deltage i denne, blev jeg modtaget paa saa uvenlig en Maade, — det var dog ingen broderlig Handlemaade! Andrea Margrethe talte imidlertid saa venligt og lo saa muntert, at det var umuligt, at nogen fortrædelig eller ubehagelig Stemning kunde længe vedvare.

Idet jeg hændelsesvis kastede et Blik ud af Vinduet, saae jeg den før omtalte Lænkehund spadsere forbi, og jeg spurgte derfor Andrea Margrethe, hvorfor den fik Lov til at gaae frit omkring, da den efter Præstens Sigende var saa slem til at tage Kyllinger.

„Den er ikke slem til at tage Kyllinger“, svarede Andrea Margrethe, „kun een eneste Gang, da den var Hvalp, vilde den lege med en Kylling og kom til at bide den ihjel, det er det Hele.“

„Ja da vare dens Hvalpeaar temmelig længe“, meente Præsten, „for det er ikke længere siden end i forrige Uge, at jeg traf den i Hønsehuset og maatte jage den ud deraf.“

„Ja det var for at tage Rotter“, svarede Andrea Margrethe, der aldrig var forlegen for Svar, „der er saa mange Rotter i Hønsehuset.“

„Rotter?“ sagde Præsten, „ja det er nok tobenede Rotter med Vinger paa — gid jeg engang maatte faae nogle af de Rotter til Middag! — Se, hvor er nu min store gule Hane bleven af?“ vedblev han, idet han saae ud af Vinduet, hvor Hønsene netop bleve fodrede, „har Trofast maaskee ogsaa taget den for en Rotte?“

„Der kommer den jo“, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede paa en prægtig Hane, der ganske langsomt med majestætiske Trin kom ind ad Porten og sluttede sig til den øvrige Flok.

„Ja see, er det nu ikke et prægtigt Dyr“, sagde Præsten, idet han vendte sig om til mig, „Mage til den Hane finder De ikke i hele Sognet; see, hvor den basker med Vingerne og kroer sig midt imellem alle sine Koner: ja det er da ogsaa den eneste Mormon, som jeg taaler her i Præstegaarden.“ — Ved Synet af denne Hane foer pludselig en Tanke gjennem mit Hoved, som siden op ad Dagen modnedes til Klarhed hos mig.

Lidt efter trak Præsten sit Uhr op af Lommen og sagde: „Ja nu er det vel paa Tide at gaae til sit Arbeide, Klokken er allerede over Ti. Hvad har De i Sinde at tage Dem for, Nicolai, vil De maaskee gaae i Seng igjen?“

„Jeg vil blive hvor jeg er“, svarede jeg, idet jeg blev siddende paa min Plads.

„Naa, De vil blive hos Andrea Margrethe, ja husk vel paa, hvad jeg sagde igaaraftes. Det er meget betænksomt af Dem, at De først vil træffe de nødvendige Forberedelser, inden De slaaer det store Slag. Lykke paa Reisen, Nicolai!“

Da Præsten var gaaet, opstod en lille Pause. Jeg var ganske forskrækket over hans sidste Ord, jeg følte, hvorledes alt Blodet voldsomt strømmede mig til Hjertet. Anderledes med Andrea Margrethe og Emmy: de forholdt sig begge aldeles rolige, som om Intet var sagt. Med Hensyn til Emmy var dette endda ikke saa paafaldende, thi hun bevarede altid sit stille og rolige Væsen, men med Andrea Margrethe var det en heel anden Sag. Hun pleiede ellers ikke at tie stille, naar Præsten sagde Noget, som hun ikke syntes om, men tog sædvanlig uforsagt til Gjenmæle. Nu derimod taug hun stille, det var da aabenbart, at saavel hun som Emmy havde tænkt over Sagen, og at de begge vare komne til samme Resultat som jeg: nu kan det ikke skee, men engang naar tre eller fire Aar ere gaaede, da kommer Tiden, da der skal tales aabenlyst uden Skrømt. Ja jeg saae endog, hvorledes Andrea Margrethe kastede et stjaalent Smil hen til Corpus Juris, som om hun vilde hilse paa sin tilkommende Svoger. Denne syntes imidlertid ikke at bemærke det; han rejste sig, gik med hurtige Skridt et Par Gange op og ned ad Gulvet som En, der utaalmodig venter paa Noget, og spurgte derpaa pludselig, om vi ikke skulde gaae ud at spadsere.

„Ja lad os gaae ned og løbe paa Skøjter paa Fjorden“, sagde Andrea Margrethe, „for De kan da vel løbe paa Skøjter, Nicolai?“

„Ja“, svarede jeg freidig; jeg vidste rigtignok, at jeg var ingen Mester deri, men hvor Andrea Margrethe og Emmy kunde færdes, der turde jeg ogsaa følge med.

„Det var deiligt“, sagde Andrea Margrethe, „thi der er ingen af Deres Brødre, der kan.“

„Jo“, svarede Corpus Juris, „nu troer jeg ogsaa nok, at jeg kan det.“

Jeg blev temmelig overrasket ved at høre dette, thi jeg havde aldrig seet Noget til, at Corpus Juris havde øvet sig i Skøjteløben.

Den Eneste, der gjorde nogen Indvending mod vor Skøjteløben, var Præstekonen. Hun maa vist have havt en Anelse om, hvorledes det stod sig med min Færdighed heri, thi hun bad mig paa det Indstændigste at lade være. Andrea Margrethe forsikkrede derimod, at der var ikke allermindste Fare; hvis jeg faldt, skulde hun nok hjælpe mig op igjen. Saa gav Præstekonen tilsidst efter. — En ny Vanskelighed opstod imidlertid med Hensyn til Skøjterne. Thi vel havde baade Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skøjter og tilbød os dem tillaans, men det befandtes snart, at deres Fødder ingenlunde vare af samme Dimensioner som vore. Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelæreren og laane hans Sønners Skøjter.

Saa begave vi os paa Veien, ledsagede af Præstekonens Formaninger, der blev staaende i Døren og endnu engang tilraabte mig at være forsigtig.

Vi gik ned igjennem Pilealleen. „Se, disse gamle Piletræer“, sagde Andrea Margrethe, „at Fader nu ikke kan lade dem tage bort! De staae saa vindt og skjævt ved Siden af hinanden — var det nu ikke langt bedre at hugge dem om og plante en smuk lille Lindealle istedenfor?“

De gamle Piletræer fandt en varm Forsvarer i Emmy. „Mellem disse gamle Piletræer har Bedstefader vandret mangen Aftenstund“, sagde hun, „og seet Solen glide ned over Fjordens Banker hist i Vester — og nu vil Du hugge dem om?“

„Ja men skulle vi lade Alt det blive staaende, som har været fra Bedstefaders Tid“, meente Andrea Margrethe, „saa bleve vi da tilsidst nødte til selv at flytte ud af Præstegaarden, for ellers veed jeg ikke, hvor vi skulde faae Plads til alle de gamle Træer og gamle Møbler, som Du vil gjemme paa. Har jeg ikke Ret Frederik?“

„Jo vist har De Ret“, svarede denne, idet han bøiede sig ned og rev et lille Pileskud op af Jorden, som om han vilde bidrage Sit til, at det Gamle kunde snarest mulig faae Ende. „Men det er desværre ikke alene her, men i alle mulige Retninger beholde vi alt for meget af det Gamle. Vi gaae meget for langsomt frem, alt for meget af den gamle Slendrian have vi beholdt; tidt og mange Gange maa jeg udbryde:

Men vent blot: snart kommer den yngre Slægt frem, og saa skal vi faae noget Andet at see: den har Kraft til at — til at —“

„Til at skrive Aviser“, fuldførte Gamle i en temmelig skarp Tone. Corpus Juris var ikke tilsinds at lade den tilkastede Handske blive liggende, men heldigvis naaede vi i samme Øieblik Skolelærerens Hus, og medens vi prøvede Skøjterne, blev Stridsspørgsmaalet glemt.

Idet vi nærmede os Fjorden, fløi en stor Fugl hen over den.

„Se en Maage, en Maage!“ raabte Andrea Margrethe.

„Er det saa mærkeligt?“ spurgte jeg.

„Mærkeligt er det ikke, men det er morsomt. Jeg kan aldrig see en Maage uden at misunde den.“

„Hvorfor misunder De den?“

„Tænk at kunne flyve langt, langt bort ligesom den, at kunne see fjerne fremmede Lande, det maa dog være mageløst!“ Og Andrea Margrethe fulgte Fuglens Flugt med længselsfulde Blikke.

Vi kom ned til Fjorden og medens Corpus Juris og jeg omhyggelig undersøgte Terrænet, hvor man bedst kunde vove Udfarten, vare Emmy og Andrea Margrethe alt langt ude paa den blanke Flade. De løb med en Lethed og Sikkerhed, som gjorde Corpus Juris og mig beklemte om Hjertet ved Tanken om den Præstation, som vi skulde afgive ovenpaa.

„Nu skal jeg løbe mit Navn“, raabte Andrea Margrethe ind til os, og nu løb hun i kjække raske Svingninger et Andrea Margrethe — „og nu Deres“, raabte hun op til Corpus Juris — og øieblikkelig stod der et zirligt Frederik ved Siden af.

„Vil De ogsaa løbe mit Navn“, bad jeg.

„Det kan De selv komme ud og skrive“, var hendes Svar, „De har da vel ikke i Sinde at blive staaende hele Tiden paa Strandbredden.“

Det lod rigtignok til, at baade Corpus Juris og jeg havde meest Lyst til at blive paa Strandbredden, der var i al Fald ingen af os, som gjorde Anstalter til at komme afsted. Hvad Gamle angik, da havde han roligt taget Plads paa en stor Steen under et Træ, men han havde jo heller ikke sagt, at han kunde løbe paa Skøjter. Corpus Juris erklærede som en klog General, at han vilde foreløbig blive paa Strandbredden, for hvis der skulde tilstøde mig noget Uheld, da kunde han strax ile til Hjælp. Jeg for mit Vedkommende tænkte, at man kunde ligesaa gjerne springe i det som krybe i det og begyndte derfor at spænde Skøjterne paa. Saa kom jeg ud paa Isen — og Lykken hjælper de Kjække, ja det er dog et sandt Ord, jeg blev ganske forbauset over, saa godt jeg kunde løbe. Vel vare mine første Svingninger noget usikkre, og jeg slingrede frem og tilbage som en Skibsmast i Storm, men snart fik jeg mere Hold paa mig selv, saa at endog Andrea Margrethe erklærede, at naar jeg fik lidt mere Øvelse, vilde jeg kunne løbe ligesaagodt som hun selv. Hun foreslog mig nu, at jeg skulde tage hende i Haanden, og saa skulde vi begge ile Emmy i Møde, der var løbet et godt Stykke op ad Fjorden. Det gik jeg strax ind paa, og nu ilede vi afsted. Jo længere vi kom fremad, des hurtigere fløi vi — nu fik vi Emmy i Sigte. Denne raabte Noget til os, som vi ikke kunde forstaae. Hendes Raab blev imidlertid høiere, og vi syntes, at hun raabte: „En Maage! en Maage!“ Dette fandt vi ikke var nogen Grund til at standse og fortsatte derfor Løbet. Hun havde imidlertid raabt: „En Vaage! en Vaage!“ idet der nemlig befandt sig en saadan foran os, der var hugget Dagen i Forveien, men i Nattens Løb var bleven bedækket med en tynd Isskorpe, hvorfor vi ikke kunde see den. Vi vilde derfor ufeilbarlig begge være løbne lige i Vaagen, om ikke den samme gode Aand, der vaagede over Palnatoke, da han løb ned ad Kullen, nu ogsaa havde vaaget over os. Pludselig sprang nemlig en af Remmene paa mine Skøjter, og jeg styrtede lige saa lang, jeg var, foran Andrea Margrethe, som derved blev standset. Hun hjalp mig atter op, og nu kom ogsaa Emmy til og forklarede os, hvad hun havde meent. Saa styrede vi alle Tre vort Løb tilbage mod Strandbredden, hvor vi fandt Corpus Juris i Begreb med at binde Skøjterne paa; han var nemlig ifærd med at ile mig til Hjælp, som han havde lovet før. Vi naaede det faste Land i samme Øieblik, som Corpus Juris yderst forsigtig og holdende sig fast i nogle Pilebuske vovede sig ned paa Isen. Jeg tilraabte ham frisk Mod, og da jeg nu selv var i Sikkerhed, var det mig en vis Glæde at skulle see Corpus Juris paa Glatis. Men Andrea Margrethe satte sig derimod, hun erklærede, at der muligvis kunde være flere Vaager, og at han derfor skulde vente til en anden Gang, naar vi havde undersøgt Isen nøiere, og at vi nu for denne Gang skulde begive os hjem. Gamle og Emmy vare af samme Mening, og da Corpus Juris selv ikke viste synderlig Lyst til at komme ud paa Isen, saa begave vi os paa Hjemveien.

Uagtet den uheldige Slutning var jeg meget vel tilfreds med mig selv. Jeg havde viist, at jeg kunde løbe paa Skøjter, og allerede det var mig en stor Tilfredsstillelse. Men hvad der var mig end kjærere: der var Udsigt til, at jeg oftere kunde komme til at nyde denne Glæde sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Denne Sidste vilde endog have, at vi endnu samme Aften skulde gaae derned igjen for at løbe i Maaneskin, hvilket hun beskrev som en særdeles stor Fornøielse. Gamle satte sig vel derimod og meente, at det var høist uforsigtigt: naar vi alt ved Dagslyset havde udsat os for saa stor en Fare, hvormeget lettere kunde Sligt da ikke skee ved det usikkre Maanelys. Men Andrea Margrethe paastod, at det var en overdreven Ængstelighed: nu vidste vi jo, hvor Vaagen var, og behøvede altsaa ikke længer at frygte den, ogsaa løb jeg jo saa godt, at jeg vist ikke vilde være bange derfor. Jeg erklærede, at jeg ikke nærede den mindste Frygt i saa Henseende, men at jeg med største Glæde vilde gaae derned igjen om Aftenen; hvilket ogsaa var sandt, thi jeg kunde nok tænke, at hverken Gamle eller Corpus Juris vilde følge med, og saaledes kunde jeg da løbe ganske alene derude med Andrea Margrethe.

Jeg omtalte før, at jeg ved Synet af den store Hushane havde undfanget en Plan. Der var nemlig, som jeg oftere har berørt, opstaaet et vist spændt Forhold mellem Corpus Juris og mig, og jeg meente mig forurettet af ham. Synet af Hanen gav mig nu Idee til en Hævnplan. Jeg havde nemlig ofte hørt fortælle om, at det skulde være saa morsomt at stille en Hane ind i Soveværelset og da at see Vedkommendes Forskrækkelse, naar han pludselig bliver vækket af Hanegal. Dette havde jeg nu i Sinde at forsøge næste Morgen med Corpus Juris, thi det havde været mig en ikke ringe Tort at see ham i al Magelighed tage sin Morgenslummer, medens jeg maatte ud at spadsere Morgentur med Præsten. Da det imidlertid ved slige Forehavender er godt at have en Deeltager, saa besluttede jeg at tale til Andrea Margrethe derom; hun vilde sikkert skænke mig en virksom Understøttelse. Virkelig gik hun ogsaa strax med stor Beredvillighed ind paa min Plan, da jeg fortalte hende, hvorledes man havde at bære sig ad ved en saadan Leilighed. Men da jeg fortalte hende, at det var Corpus Juris, der skulde være Gjenstand for Spasen, saa blev hun uenig med mig, idet hun bestemt vilde sætte Hanen ind i Gamles Værelse. Dette var mig meget imod, thi jeg havde aldeles ingen Grund til at vække Gamle, der jo ikke i mindste Maade havde viist Uvillie mod mig, ja hvem jeg endog kunde takke for, at jeg var kommen med til Nøddebo. Men Andrea Margrethe stod haardnakket paa sin Mening, ja hun truede endog med, hvis jeg ikke gav efter, da at aabenbare Alt for Corpus Juris. Dette var egentlig et Forræderi af hende, men jeg blev nødt til at give efter, idet jeg dog trøstede mig med, at i Grunden var det ligegyldigt, i hvis Værelse Hanen blev sat, thi da Døren stod aaben mellem de to Soveværelser, vilde de i hvert Fald begge to blive vækkede. — Da vi vare blevne enige om dette Punkt, traf vi endnu den Aftale, at vi begge To om Aftenen, efterat Solen var gaaet ned, og før Maanen endnu var staaet op, skulde liste os ind i Hønsehuset og bemægtige os Hanen. Dette vilde være den bedste Tid, eftersom det da var mørkt, og Hanen altsaa sov; ogsaa kunde vi da bedst gjøre det ubemærket, hvilket var os af stor Vigtighed, paa det at Ingen skulde røbe vort Forehavende for Gamle og Corpus Juris.

Enhver, der har lagt en Plan, den være sig stor eller lille, længes altid med Utaalmodighed efter Øieblikket, da han kan udføre den, og saaledes længtes jeg da ogsaa med største Utaalmodighed efter det Øieblik, da Tusmørket skulde falde paa. Endelig kom det, og jeg vilde strax afsted, men Andrea Margrethe meente, at for en Sikkerheds Skyld var det bedst at vente til Klokken henved fem, thi paa den Tid vilde det være aldeles mørkt. Saa maatte jeg styre min Utaalmodighed endnu en Times Tid, men nu fremstode nye Hindringer. Corpus Juris vaagede nemlig som en Argus over hver af Andrea Margrethes og mine Bevægelser, saa jeg næsten kunde fristes til at troe, at vor Plan var bleven røbet for ham, skjøndt det var mig umuligt at begribe, hvorledes. Men aldrig saasnart stod Andrea Margrethe op for at gaae ud, og jeg reiste mig for at følge hende, før Corpus Juris øieblikkelig spurgte, hvor vi vilde hen. Vel undgik Andrea Margrethe ham et Par Gange ved at sige, at hun skulde besørge Noget ude i Kjøkkenet, men Følgen heraf var, at jeg maatte blive tilbage, og da jeg engang gjorde et Forsøg paa at komme ud med hende ved at tilbyde hende mit Følgeskab, erklærede Corpus Juris, at han vilde ogsaa følge hende. Endelig fandt Andrea Margrethe et ubemærket Øieblik, hvori hun hviskede til mig, at jeg skulde gaae i Forveien og vente paa hende i Forstuen, da vilde hun strax komme bagefter. Paa denne Maade lykkedes det os at skuffe Corpus Juris' Opmærksomhed, skjøndt jeg nærede Frygt for, at han skulde følge vore Bevægelser fra Vinduet af. Men da vi kom ud i Gaarden, saae jeg, at alle Gardinerne vare nedrullede, saa at vi i den Henseende kunde være rolige.

Det var forøvrigt ikke fuldt saa mørkt, som vi havde ønsket. Foroven funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse Tæppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over Gaardsrummet. Vi stode derfor et Øieblik stille og saae os om, men der var Intet, der kunde forurolige os. Alle Døre og Skodder vare lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Præstens Værelse kunde vi see Lys, men af Skyggen, som bevægede sig op og ned, kunde vi slutte os til, at Præsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin Nytaarsprædiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hørte vi en Hunds fjerne Gjøen. Øieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede vi over Gaardsrummet henimod Hønsehuset. Med Forsigtighed lukkede vi Døren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, Ænderne laae paa Gulvet og sov med Hovederne skjulte under Vingerne — oppe paa Hjalet sad Hønsene i tætte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi aabnede Døren. Andrea Margrethe vilde først gaae ind og tage Hanen, eftersom hun var den meest Behændige og bedst kjendte Husrummet. Men Hønsene sadde for høit oppe, saa hun kunde ikke naae dem. Saa maatte jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Døren og passede paa, at Ingen nærmede sig, idet hun tillige sagte hviskede ind til mig, at jeg endelig maatte være forsigtig og ikke gjøre Støi. Dette søgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen let Sag, thi der var meget mørkt derinde, saa jeg havde ondt ved at see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til at træde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstødte nogle høie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod en grændseløs Forvirring. Alle Hønsene fløi op, skreg omkap med Ænderne og fløi rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet. Midt under alt dette hørte vi et Vindue blive lukket op og Præstens Stentorstemme raabe ud i Gaarden: „Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hønsehuset igjen; løb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!“ Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke ønskede at blive overraskede af Niels i en tête à tête inde i Hønsehuset, besluttede vi skyndsomst at tage Flugten. Men af et Par klapprende Træsko, der bestandig rykkede nærmere og nærmere, kunde vi slutte os til, at Niels allerede var rykket i Felten, og at det var umuligt at komme ubemærket bort. „Lad os skjule os herinde, følg blot mig!“ hviskede Andrea Margrethe, idet hun greb mig i Armen og trak mig bagefter sig ind i et mørkt Rum, hvorpaa hun skjød en Dør i efter os. Det var Brændekammeret, der stødte op til Hønsehuset, som hun havde ført mig ind i, og hvor der akkurat var saa megen Plads tilovers, at vi To kunde staae derinde.

Lidt efter kunde vi høre, at Niels marscherede ind i Hønsehuset, men det lod ikke til, at hans Nærværelse tjente til at berolige de oprørte Gemytter. Larmen og Uroen vedblev, medens Niels undersøgte Alt paa det Omhyggeligste. Omsider gik han atter ud og raabte over til Præsten, at der var Intet at opdage, Trofast maatte atter være løben bort. „Ja, ja“, lød Svaret, „saa kan Du give ham nogle Prygl, naar Du siden finder ham; foreløbig er det bedst, at Du lukker Døren godt i og stænger for den, at Trofast ikke atter skal komme derind!“

Niels efterkom Befalingen og lidt efter kunde vi høre, hvorledes han fjernede sig med tunge Skridt. Vi listede os frem af vort Skjulested — men hvad skulde vi nu gjøre? Takket være Præstens Forsigtighed stode vi som to Fanger, der ikke kunde komme bort. Døren til Brændekammeret, som førte ud til Gaarden, var stænget, og nu havde Niels lukket Døren til Hønsehuset. Vi søgte efter en Sprække i Døren, gjennem hvilken man muligvis kunde stikke en lille Pind og paa den Maade aabne Døren, men forgæves, der var ikke et eneste Hul eller Sprække at opdage; den syntes at være gjort saa forsvarlig, at den gjerne kunde bruges til en virkelig Fængselsdør. Jeg foreslog, at vi skulde banke stærkt paa og kalde Nogen til; vor Raaben og Banken maatte snart blive hørt, eftersom Kjøkkenet og Folkestuen var i Nærheden. Men netop derfor forbød Andrea Margrethe det, thi Følgen af vor Banken og Kalden til saa usædvanlig Tid og Sted vilde kun blive den, at hele Mandskabet, baade Karle og Piger, kom ud, og vi vilde blive en Gjenstand for almindelig Latter. Hun vilde derfor, at vi skulde slaae os lidt til Taals; det kunde ikke vare længe, før man bemærkede vor Fraværelse inde i Dagligstuen, og da vilde enten Præstekonen eller Emmy eller en af mine Brødre komme ud for at søge efter os, og da kunde vi kalde en af dem til for at aabne Døren. Saa gave vi da os til at vente, men det var ikke videre fornøieligt: Opholdsstedet var yderst ubehageligt, bælmørkt var der derinde, Luften var qvælende, der var knap saamegen Plads, at vi kunde finde Fodfæste, og vi turde ikke røre os af Pletten af Frygt for atter at fremkalde et almindeligt Oprør. Dertil kom en vis Uro, hvori vi begge og navnlig Andrea Margrethe befandt os. For dog at faae Tiden til at gaae med Noget begyndte vi at gjætte Gaader. Men heller ikke dette vilde hjælpe: hvert Øieblik standsede vi og lyttede til Døren for at høre, om Ingen skulde komme. Forgæves — det syntes, som om hele Gaarden var uddød. Ved at søge efter fandt jeg en Svovlstik i min Vestelomme: den besluttede jeg at tænde, skjøndt Andrea Margrethe ivrig formanede mig til at være forsigtig, at jeg ikke satte Ild paa hele Præstegaarden, og vi To bleve levende indebrændte. Jeg rev til — for et Øieblik blev der ganske lyst derinde, saa jeg kunde oversee Alt. Andrea Margrethe stod tæt ved Siden af mig, med den ene Haand støttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et gammelt Hampereb, som hang paa Væggen. Bagved os sadde alle Hønsene i tætte Rader og stirrede forbausede paa os, medens Ænderne laa nede paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel havde bevæget os To til at søge vort Qvarteer inde hos dem. I det Samme gik Svovlstikken ud, og vi stode atter i det tidligere Bælmørke. Hvorlænge vi egentlig bleve saaledes staaende, veed jeg ikke: mig forekom det at være en lille Evighed. Tilsidst kunde jeg ikke holde det ud længer, jeg hævede alt Armen for at slaae et Dommedagsslag paa Døren — da i det Samme en af Dørene i den modsatte Ende af Præstegaarden blev aabnet, og vi hørte en Mængde Stemmer, der alle talte i Munden paa hinanden, men blandt hvilke Gamles og Corpus Juris' overdøvede alle de Andres. Kort efter hørte vi et Regiment Træsko galoppere over Gaarden ud af Porten — saa blev Alt igjen stille. Vi ventede, om Nogen skulde nærme sig os, men nei, der kom Ingen — Alt blev ligesaa roligt, som det havde været før. Der var al Sandsynlighed for, at Husets Folk vare sendte ud for at søge efter os, altsaa kunde vi gjerne begynde at banke og raabe uden at blive overraskede af dem. Men paa den anden Side var der heller ikke stor Rimelighed for, at Nogen kunde høre os, thi Dagligstuen laa for langt borte. Dertil kom, at ved det første Slag, jeg førte mod Døren, begyndte Hønsene at flagre op, saa jeg øieblikkelig maatte lade være. Atter maatte vi slaae os til Taals: Folkene maatte dog een Gang komme hjem igjen, og da fik vi at overgive os paa Naade og Unaade. Saa ventede vi atter en Stund, da hørte jeg pludselig lette Fodtrin ile forbi. „Halloh“, raabte jeg, saa høit jeg kunde — — den Forbiilende standsede — nok et „Halloh“, der blev besvaret med et „Hvor?“ — det var Corpus Juris' Stemme. „Her, her“, raabte jeg — „ja hvor? hvor?“ blev der raabt tilbage — „her, her i Hønsehuset!“ „I Hønse—!“ men inden Corpus Juris fik fuldendt sit Forundringsraab, stod han alt ved Døren, rev den op i Hast, og ud styrtede jeg som en Død — nei jeg vilde sige som en Ikke-Død af sin Ligkiste, naar denne atter bliver aabnet. „Men hvor — hvor er Andrea Margrethe?“ spurgte Corpus Juris forfærdet — „der“, svarede jeg, idet Andrea Margrethe, som først havde holdt sig lidt tilbage, nu traadte ud. Men hvad gik der dog af Corpus Juris? I Begyndelsen frygtede jeg, at han havde taget Skade paa sin Forstand — han var lige ved at kaste sig paa Knæ for hende, greb hendes Hænder, trykkede dem og begyndte en Strøm af usammenhængende Ord, hvoraf jeg kun kunde opfatte ganske enkelte, som: Is — løbe paa Skøiter — Vaage — drukne o. s. v. Saaledes trak han os efter sig, uden at det var os muligt at forstaae, hvad han egentlig meente, indtil vi kom ind i Dagligstuen. Her gik Præsten op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen i synlig Uro som En, der venter paa Noget: Præstekonen og Emmy stode derimod henne ved et af Vinduerne, som vendte mod Haven, havde rullet Gardinet op og aabnet Skodderne og syntes ivrig at speide efter Noget. „Her er de!“ raabte Corpus Juris triumpherende, idet han trak os ind bagefter sig som en seirende Feltherre fører sine fangne Fjender efter sig.

„Hvor kommer I fra?“ spurgte Præsten overrasket.

„Fra Hønsehuset!“ svarede Corpus Juris i en selvtilfreds Tone, som om det var hans Sindrighed, man kunde takke for denne Opdagelse, medens han dog aldrig vilde have fundet os, om jeg ikke havde raabt ham an.

„Fra Hønsehuset!“ udbrød Præsten, „og hvad“ — mere fik han ikke sagt, thi Præstekonen var som ude af sig selv af Glæde over at see os igjen, ja selv Emmy syntes at være kommen i en stærk bevæget Tilstand, — og jeg saae endog en Taare blinke i hendes store klare Øie.

Men vare de Andre forbausede ved at erfare, hvor vi havde været, saa var vor Forbauselse ikke mindre over at finde dem i en saadan Bevægelse. Først efterat Præstekonen havde omfavnet os fire eller fem Gange, og den første Glæde over Gjensynet havde faaet Luft, først da fik vi efterhaanden Forklaring over, hvorledes Sagerne forholdt sig. Corpus Juris havde strax lagt Mærke til vor Fraværelse og yttret Uro derover, uden at de Andre havde bekymret sig synderlig derom. Men da en halv Time gik, og vi endnu ikke vare komne tilbage, begyndte ogsaa de Andre at undre sig. Saa kom Præsten over fra sit Værelse, og da han ikke saae os, havde han spurgt efter os uden at kunne erholde nogen Underretning. Dog meente Præstekonen, at vi vare maaskee gaaede ud at spadsere sammen, skjøndt Præsten fandt, at det var en underlig Tid at spadsere paa. Man havde raabt ud i Haven paa os i den Tanke, at vi muligvis kunde være der — men der var intet Svar kommet paa Raabene. Medens man nu anstillede forskjellige Gisninger om, hvor vi vel kunde været gaaede hen, fik Gamle pludselig den ulykkelige Idee, at vi maatte været gaaede ned til Fjorden sammen for at løbe paa Skøjter. Han erindrede sig, at vi havde om Morgenen talt om, at det kunde være morsomt at løbe paa Skøjter i Maaneskin, tillige erindrede han sig Vaagen, som vi nær vare styrtede i, og af Alt dette kom han til det Resultat, at der maatte være skeet en Ulykke. Præsten meente vel, at det havde ingen Fare, for „Ukrudt forgaaer ikke saa let“, men Gamle lod sig ikke stille tilfreds, men var gaaet ned til Fjorden for at søge efter os. Da han ikke havde fundet os, var han atter kommen tilbage, aldeles fortvivlet: han var ganske vis paa, at vi vare druknede. Nu var ogsaa Præsten bleven urolig over vor lange Udeblivelse og havde derfor sendt Gaardens Folk ud for at søge efter os: det var denne almindelige Afmarsch, som vi havde hørt inde fra vort Skjulested. Efter at man en Tid lang havde anstillet frugtesløse Undersøgelser nede ved Fjorden, var Corpus Juris atter ilet tilbage til Præstegaarden for at see, om vi dog ikke skulde være komne. Det var den Gang, at vi havde kaldt ad ham og saaledes atter vare blevne fundne.

Ligesom Præstekonen og Corpus Juris havde fortalt dette, gik Døren op, og Gamle traadte ind. Men hvor saae han dog ud! Fra øverst til nederst var han dækket med Leer og Jord, hvorimellem der sad store Klumper Snee, der vare begyndte at smælte og som smaa Bjergstrømme rislede ned ad ham. Ansigtet var ligeledes dækket af Jord og Støv, og i Panden havde han slaaet et Hul, hvoraf Blodet løb ned ad den høire Kind. Jeg blev staaende stum af Forskrækkelse ved dette Syn, men neppe fik Gamle Øie paa mig, før han styrtede hen imod mig, omfavnede mig og slap mig ikke, før jeg var bleven et nøiagtigt Afbillede af ham selv. Derpaa ilede han hen til Andrea Margrethe, men heldigvis standsede Præsten ham i Farten og sagde, at denne helst vilde modtage hans Lykønskninger paa Afstand. Først nu kom Gamle til Besindelse om, hvorledes han egentlig saae ud. Han fortalte os da, at han, efter at man forgæves havde søgt os nede ved Stranden, var aldeles overbevist om, at vi vare forulykkede, at han ude af sig selv af Sorg og Fortvivlelse var løben tilbage til Præstegaarden; paa Veien var han snublet og faldet i en dyb Grav, hvor Bevidstheden et Øieblik havde forladt ham. Derpaa havde han atter reist sig op og var løben videre, indtil han nu kom til os og fandt os begge udenfor al Fare.

Gamle og jeg stode og stirrede paa hinanden: det var vanskeligt at sige, hvem af os der saa værst ud.

„Se der staaer Originalen“, sagde Præsten, idet han pegede paa Gamle, „og der staaer Copien“, idet han pegede paa mig — „Ligheden er slaaende: det er dog Jammerskade, at Bogtrykkerkunsten alt er opfunden, ellers var det falden i vort Lod at gjøre Verden bekjendt med den herlige Opfindelse.“

Præstekonen havde imidlertid hentet Eddike og Vand for at bade Gamles Pande, og det viste sig, at Saaret var ubetydeligt. Vi gik nu begge op paa vore Værelser for at skifte Klæder. Det var godt, at jeg kunde hjælpe Gamle hermed, thi han var endnu saa bevæget, at han hverken kunde sandse eller samle. Først vilde han iføre sig Corpus Juris' Klæder, og da jeg havde gjort ham opmærksom paa Feiltagelsen, vilde han trække Frakken paa før Vesten. Endelig blev han færdig og gik atter ned. Da jeg derpaa i Hast havde omklædt mig selv, tøvede jeg et Øieblik. „Endnu er der Tid“, sagde jeg til mig selv, „Slaget er ikke tabt endnu. Der er Ingen, der egentlig har faaet vor Plan at vide, vort Forehavende er ikke blevet røbet. Endnu kan det udføres: nu kjender Du Leiligheden derovre — Du kan i Hast løbe derover og tage Hanen, sætte den i Corpus Juris' Værelse og atter gaae ind, uden at Nogen, ikke engang Andrea Margrethe har nys om Sagen.“ Som tænkt, saa gjort: jeg foer afsted over til Hønsehuset, saae mig forsigtig omkring til alle Sider, at ikke Trofast eller Niels eller Præsten skulde være i Nærheden, aabnede Døren, gav nøie Agt, at jeg ikke atter skulde træde paa Ænderne, og fik Hanen lykkelig og vel fat. Saa tilbage, ind paa Corpus Juris' Værelse: der stod et stort Klædeskab, som næsten naaede heelt op til Loftet; ovenpaa det kunde jeg bedst gjemme Hanen. Pladsen var imidlertid kun knap, men jeg gav Hanen et lille Tryk paa Hovedet, og saa kunde den nok faae Plads deroppe. Magelig sad den jo rigtignok ikke, men en Hane behøver da heller ikke at have det saa forskrækkelig magelig, og des før vilde den vaagne og glæde Corpus Juris med sine natlige Toner.

Da jeg atter kom ned, fandt jeg Familien ved Aftensbordet.

„Hør Nicolai“, sagde Præsten til mig, „kunde jeg nu ikke faae at vide, hvad De egentlig vilde ovre i det Hønsehus?“

Jeg havde ikke troet, at jeg paa Ny skulde blive underkastet noget Forhør desangaaende og havde derfor ikke i Tide været betænkt paa Svaret. Jeg maatte nu søge at redde mig derfra, saa godt jeg kunde, men det vilde ikke ret lykkes mig, og jeg kunde nok mærke, at min Beretning blev temmelig usammenhængende og meningsløs.

„Ja saa“, sagde Præsten, da jeg omsider var færdig, „og slige Historier troer De, at De kan binde mig paa Ærmet? Nei min unge Ven, jeg forstaaer nok, hvad der stikker bagved. De er en Don Juan, en fuldstændig Don Juan, skjøndt det er græsseligt at tænke sig alt i saa ung en Alder at være saa fordærvet! Igaar søgte De at slaae Faderen ihjel, idag holder De natlige Stævnemøder med Datteren i Hønsehuset. Men saa er det bedst strax at gjøre en Ende derpaa; nu har De uden videre Tøven strax paa Stedet at forlove Dem med Andrea Margrethe.“

Jeg var lige saa tilfreds med denne Dom som Aalen, der af Molboerne blev dømt til at druknes. Hvad derimod Andrea Margrethe meente, kunde jeg ikke ret komme efter. Hun var ivrig sysselsat med Themaskinen og syntes at glemme Alt over denne. Hendes Ansigt udtrykte ikke Uvillie, men heller ikke Bifald med, hvad Præsten havde sagt. Ikke desmindre troede jeg mig dog i Stand til at raade disse Runer; hendes Mening var upaatvivlelig den samme, som den havde været i Formiddags, da Præsten havde berørt det samme Æmne: nu kan det ikke skee, men engang om tre eller fire Aar, naar Nicolai har faaet sin Embedsexamen, saa kan der tales for Alvor derom.

Corpus Juris fik pludselig Lyst til at spadsere. Det var ogsaa en af disse mærkelige Forandringer, der var foregaaet med Corpus Juris herude. Hjemme i Kjøbenhavn havde han kun sjeldent Lyst til at spadsere; i det deiligste Solskinsveir kunde han ligge hjemme paa Sophaen og læse i en Roman, medens Gamle og jeg travede om paa Langelinie og Frederiksberg, og kun efter mange Overtalelser kunde vi undertiden faae ham til at deeltage i disse Vandringer. Men her i Nøddebo vilde han hvert Øieblik ud at spadsere. Navnlig nu for Øieblikket fandt jeg Tiden meget ubeleilig dertil, Klokken var over otte, og jeg syntes, han kunde have spadseret nok nede ved Fjorden, da han søgte efter os. Gamle var for sit Vedkommende ogsaa fuldkommen tilfreds med den Spadseretour, han havde faaet, men Andrea Margrethe derimod var af samme Mening som Corpus Juris.

„Hvor skal vi da gaae hen?“ spurgte jeg, der altid var rede til at gaae, saasnart Andrea Margrethe vilde gaae.

„Vi vil gaae ud paa Kirkegaarden“, svarede denne.

„Hvad skal vi paa Kirkegaarden?“

„Der er saa smukt ude i Maaneskin og saa kan vi see Spøgelser derude.“

„Kan De see Spøgelser?“ spurgte jeg, „jeg har aldrig været saa lykkelig.“

„Ja men jeg er et Søndagsbarn“, svarede Andrea Margrethe, „jeg er født en Søndag, og derfor kan jeg see Spøgelser og Utysker.“

„Se Dig selv i Speilet, saa seer Du strax eet Utyske“, sagde Præsten.

„Skal vi saa gaae?“ spurgte Corpus Juris, der var gaaet ud og nu atter kom tilbage med Andrea Margrethes Kaabe og Hat.

„Gaaer Du ikke med, Emmy?“ spurgte Andrea Margrethe.

„Ja jeg veed ikke ret — gaaer De med, Christopher?“

„Jeg er træt“, svarede Gamle, „jeg har mere Lyst til at blive her hos Deres Forældre.“

„Christopher er et godt Menneske“, sagde Præsten, „han tænker paa os Gamle; I Andre tænke bare paa at føjte og more Eder — vi Gamle kan smukt sidde hjemme og kjede os.“

Emmy erklærede, at hun vilde ogsaa blive hjemme.

„Geneer Dig ikke“, sagde Præsten, „gaa kun med, det har Du alligevel mest Lyst til.“

Det lod imidlertid ikke til, at Emmy havde Lyst dertil. Hun satte sig rolig ned ved Siden af Gamle og vilde begynde paa et Haandarbeide, og først da Andrea Margrethe erklærede, at hvis Emmy ikke gik med, saa vilde hun heller ikke gaae med, lod Emmy sig navnlig ved Corpus Juris' og mine Overtalelser bevæge til at gjøre Følgeskab.

Jeg skyndte mig hen at byde Andrea Margrethe Armen, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet. Saa maatte jeg følges med Emmy, og jeg havde ingen Grund til at fortryde Følgeskabet. Jeg havde den Dag næsten slet ikke talt med Emmy, saa jeg benyttede nu Leiligheden til at indhente det Forsømte. Sneen knirkede under vore Fødder, det var bitterlig koldt, men ved Emmys Side glemte jeg snart baade Is og Kulde og Sne. Hendes Tale var mild og rolig, den var et klart Udtryk af hendes Tanker, der var rene og skjønne som de klare, hvide Maanestraaler. Alt, hvad hun talte om, blev ligesom hævet op i en lysere, skjønnere Verden, det var, som forstod hun at opfatte Harmonien i Alt, saa at enhver Dissonants, enhver Uoverensstemmelse og Strid forsvandt. Meget, der hidtil ikke havde vakt min Opmærksomhed, forstod hun at aabne mit Blik for, saa at jeg pludselig saae det i et heelt andet Lys. Som den kyndige Juveleer veed at skatte den kostelige Ædelsteen, der for den Uindviede tager sig ud som en ringe og uanseelig Kiselsteen, saaledes vidste hun strax at paaskjønne, hvad godt og smukt der kunde være hos et Menneske, medens Andre ikke kunde see noget Usædvanligt deri. Blandt Andet kom vi til at tale sammen om Gamle, og jeg blev i høi Grad overrasket ved at høre den Inderlighed og Varme, hvormed hun omtalte ham. For mig havde Gamle altid staaet i en vis Afstand; det gik mig med ham som med saa meget Andet: jeg tog det, som det var, uden at gjøre mig selv Regnskab for, hvorledes det egentlig forholdt sig dermed. Gamle var min Broder, og jeg holdt meget af ham, men noget særdeles Overordentligt havde jeg dog aldrig troet at finde hos ham. Anderledes med Emmy, hun var nærved at betragte Gamle som et Slags høiere Væsen. Hun kunde ikke noksom prise hans aabne Sands for alt Skjønt og Stort, hans rige Kundskaber, hans ædle og medfølende Hjerte for Andres Nød og Kummer. Jeg svarede hertil, at uden at ville nedsætte Gamle maatte jeg dog tilstaae, at han meest levede i sine egne Drømmerier og ikke syntes at bekymre sig stort om den Verden, der omgav ham.