ØSTGRØNLÆNDERE (continued 2)

Hendes Faders ældre Søster har oplevet en to Aars uafbrudt Vinter (ukiut mardluk nipitartut), hvor de drevne af Hungersnød maatte spise hinanden.

Hendes Moders yngre Søster havde været gift med en af deres Hunde og havde efter Moderens Udsagn faaet tre Hvalpe, men var død, kort efter at Fødselen var overstaaet.

„Naa, det var om Uase, jeg skulde fortælle; jeg har kendt ham og boet hos ham i tre Vintre. Han var en meget stor Aandemaner, som de ikke fik Bugt med, dengang de vilde dræbe ham. Hans Søn, Ukugssulik, har jeg ogsaa kendt; han var ganske lille, da man stræbte Faderen efter Livet. Jeg har ogsaa truffet ham, efter at han var bleven voksen, han var lille af Legeme, men stærk, morsom og underholdende at være sammen med. Han var ganske ung dengang, men havde alligevel en gammel Mands Snille og Forstand. Hans ene Øje var lukket; det saa derfor altid ud, som om han lo med den ene Halvdel af Ansigtet.

Aa ja, hvor jeg husker Ukugssulik tydeligt! Han blev senere snigmyrdet sammen med sin Broder fra et Baghold i Kajak af Ilisimartoq, Sanimuinaq's yngre Broder. Men det, jeg nu skal fortælle dig om, gik for sig, dengang Ukugssulik var ganske lille.

Uase havde engang i Spøg sagt, at han vilde tage Kagssanîp's unge Datter til Medhustru, skønt hun egentlig var bestemt for en ugift ung Mand.

Uase var ene, uden Brødre, uden Slægt, og det vil sige uden Hævnere. Der var derfor ingen Risiko ved at myrde ham; og det var der da ogsaa tre Mænd, der fik Lyst til, idet de foregav at være opbragte over, at Uase vilde berøve en ung Mand den Kvinde, han skulde have til Hustru. De vidste iøvrigt godt, at det hele var sagt i Spøg; men man skulde tage Vare paa sine Ord i de Tider ...

De tre Mænd hed: Qaratsuk, Angiamineq og Sorqiaq; de havde forøvrigt slet ikke noget Mellemværende med Uase, men misundte ham blot hans store Styrke. Alle disse Mænd var nede fra Angmagssalikegnen og var paa Handelsrejse Syd paa. Uase havde foreløbig taget Land ved Kingatak, i Nærheden af Umîvik.

En Dag han var ene ude i Kajak, passede de ham op ved Perserajuk. De foregav, at de var paa en længere Fangstudflugt, og havde megen Mad med. De bød ham op paa et Maaltid. Uase aad dygtigt, lagde nok Mærke til, at de andre ingen Madlyst havde, men blev dog ikke betænkelig derved. Efter Maaltidet, da Uase var bleven rigtig mæt og madtung, siger de andre pludselig, at de vil forsøge at løbe om Kap op ad Perserajuk-Fjældet.

Uase var ganske vist ikke meget oplagt til Løb nu, men vilde dog ikke undslaa sig, og saa benede de af opefter. Men Uase stod længe før de andre oppe paa Fjældtoppen og morede sig med at se de andre mase opefter.

„Ja, saadan er han, og derfor er jeg aldrig rigtig hyggelig til Mode ved at se ham med Tanke om Drab,“ sagde Angiamineq til de to andre. Han havde oprindelig slet ikke haft Lyst til at dræbe Uase, men de andre havde dels tvunget dels betalt ham til at gaa med.

Saa gik de atter ned ad Fjældet og hen til deres Kajaker. Men i det Øjeblik Uase skulde til at gaa i sin Kajak, han stod med det ene Ben paa Land og det andet i Kajaken, var der en af de andre, der raabte:

„En Sæl! En Sæl lige her udenfor!“

Da han nu ser ud over Havet, faar han et Stød i den ene Skulder, saa han tumler ud i Søen, og inden han kan faa Tid til at samle sig, faar han en Lænser stødt ind mellem Skulderbladene med en saadan Kraft, at Odden gaar ud mellem Brystbenene.

Det sortnede og gnistrede for Uase's Øjne, og han blev et Øjeblik saa forvirret, at han gav sig til at hale i Odden, saa han derved blot fik Lænseren trukket længere ind i Kroppen paa sig. Men i et Ryk fik Angiamineq den ud igen og kastede den nu ind i Skulderen, saa voldsomt, at det gav et Knæk, da Odden borede sig ind i Skulderbladet.

Det var, fortalte Uase, som om han nu for første Gang i sit Liv begreb, hvad Smerte var. Det gjorde saa ondt, at hans Øjne saa Ild! Men han var jo en mægtig Aandemaner, og da han blot kom saa meget til Besindelse, at han kunde stryge sig hen over Saarene med Haandfladen, blev disse lægte; kun det i Ryggen kunde han ikke naa.

Det var mest Angiamineq, der drev ham Stødene. Qaratsuk kom ogsaa til, og nu fik Uase et Stik lige i Hjertekulen. Han var ved at segne, men fik det lægt ved at stryge Haandfladen hen over det.

Et Stik, som ramte ham i Maven, havde nær dræbt ham, thi Stødet blev ført med en saadan Voldsomhed, at Indvoldene faldt ud af Siden paa ham, da Mavesækken blev sprættet op. Alt det Spæk, han kort forinden havde spist, flommede ud og gjorde Havet ganske blankt; men Spæk hindrer en Aandemaner i at læge sine Saar, og det var derfor Uase umuligt at faa helet det sidste.

For at vinde Tid gav han sig nu til at sprøjte Vand op i Ansigtet paa Angiamineq, og denne veg uvilkaarligt nogle Skridt tilbage, saaledes at Uase kunde faa Fodfæste paa Land, og nu var det Angiamineq's Tur at blive kastet i Søen. Men ved den pludselige Bevægelse, Uase maatte gøre, styrtede Blodet ud af hans Underlivssaar, og al den Mad, han nylig havde spist, faldt ned paa Klippen med et Klask!

Uase, som nu var ude af Stand til at bevæge sig, reddede sig ved en Løgn.

„Hej — Hjælp! Kom, du Kajak dernede!“ brølte han. „Qaratsuk og hans Ledsagere myrder mig!“

Qaratsuk, som troede, at der virkelig var en Kajak i Nærheden, bøjede sig ned mod Jorden for ikke at blive set, krøb hen til sin Kajak, fik Angiamineq, som endnu befandt sig i Vandet, paa Slæb og roede af al Kraft ud til en lille Ø. Sorqiaq stak til Fjælds og gemte sig.

Lidt efter kom der virkelig to Kajaker forbi, og dem raabte Uase an. Et Stykke af en Halvpels blev klasket om Mavesaaret, efter at Indvoldene var stoppede ind, og en Helpels af Vandskind blev presset ned over hans Krop, saaledes at alle Saarene blev dækkede; og saa bugserede de ham hjem.

Det er Skik paa Østkysten, at man skal beholde en Forbinding paa i fem Døgn; men inden Uase endnu havde faaet sin Helpels af, fik han Underretning om, at hans tre Fjender var flygtede Syd over til et Handelssted paa Vestkysten.

Saaret i Underlivet var længe om at blive lægt. Maven bulnede ud, underløben af Materie, stram og udspilet som et Trommeskind! Uase kom til at se ganske besynderlig ud; det var, som om Maven og det øvrige Legeme ikke hørte sammen; thi samtidig med at Underlivet bulnede ud og blev uformeligt, skrumpede Manden ind og blev til Skind og Ben.

Naar han førtes uden for sit Telt, maatte han blive siddende stille og ubevægelig; ikke engang Armene kunde han røre. Han lignede en stor Sten, og Fuglene kom og satte sig paa hans Hoved og lyskede ham. Han var ikke i Stand til at hæve Armene for at faa dem skræmt bort.

Det varede længe, men til sidst kom han sig fuldstændigt. De Mænd, som havde forsøgt at myrde ham, skulde imidlertid selv faa et kortere Liv; man siger, at Uase manede Undergang over dem med Tryllesange.

De var fire Konebaade i Følge, alle fra Angmagssalik, paa Handelsrejse Syd paa. Vi var paa den Tid ogsaa paa Handelsrejse, ligeledes Syd paa, men alle fra Syddistriktet. Da vi kom til Itivdleq paa Hjemgaaende, traf vi „Nordboerne“ paa Vej til Pamiagdluk. Det Aar var der megen Sygdom paa Vestkysten, og de østgrønlandske Konebaadsbesætninger blev smittede. Jeg mistede paa den Rejse min Fader, to gifte Brødre og to gifte Søstre.

Aa ja, der var engang, man maatte græde, hver Gang man blot kom til at tænke paa den Rejse; nu er det længe siden, og man fortæller derom, som var det blot et Sagn, der ikke kom en ved.

Af vore fire Konebaade vendte kun de tre tilbage med ganske udtyndede Besætninger; der var til sidst næsten ingen til at ro Baadene. Den fjerde Konebaadsbesætning uddøde ganske, paa min Søster nær, som var bleven Enke, og saa to halvvoksne Søskende, en Dreng og en Pige. De var ved at sulte ihjel, da de tilfældigvis blev trufne af Nakuaq, Kuania's Fader, og optagne.

Sygdom dræbte Folk; Sygdomme, som vi ikke havde kendt til, før man begyndte at besøge Handelsstederne. Ikke engang de Forkølelsessygdomme, som fulgte efter et Ophold paa Vestgrønland, havde vi kendt før; og alt det Fnat, som alle, der er gaaede Sønden om Landet („Uvijarnerit“), er saa befængte med, var ogsaa ukendt tidligere.

Pesten gik dengang særlig ud over Baadlagene fra Angmagssalik. Af de fire Konebaade vendte kun den ene tilbage, og det var Qaratsuk's, en af Uase's Fjender.

Men Angmagssalikerne optraadte ogsaa uden Skaansel over for dem, som havde mistet deres Forældre eller nærmeste paarørende. Baade halvvoksne og Børn efterlod de paa den øde Kyst, da de ikke vilde have Besvær med at underholde dem. De blev kastede i Land, naar de forsøgte at komme med, og der opstod paa den Maade hele Slagsmaal, hver Gang en Lejrplads skulde forlades. De, der af Førerne var udsete til at blive ladte tilbage, kastede sig over Konebaadene, naar disse stødte fra Land. Men Besætningerne slog dem med Aarerne, saa at de, bedøvede af Slagene, tumlede tilbage og efterlodes for engang at sulte ihjel, hvis de ikke af Fortvivlelse forinden kastede sig i Havet ...

Aaret efter disse Tildragelser kom jeg til at bo hos Nakuaq, der ogsaa kaldtes Agssaqange, fordi han var uden Fingre og Tæer; det var ved Umîvik, og i samme Telt var ogsaa Uase.

Medens vi endnu var ved Umîvik, kom Qaratsuk forbi paa Nordgaaende. Uase blev bleg og tavs, da hans gamle Fjende lagde til Land. Qaratsuk blev ogsaa alvorlig, for han troede, at Uase nu vilde øve Hævn. Men Nakuaq, som vilde hindre Manddrab, gik om i Teltet, hvor der var fuldt af Gæster, overstadig lystig og kaad, for at sætte Humør i Folkene og lede deres Tanker bort fra Hævnlysten. Han gik ligefrem og kælede for dem, der var derinde.

„Hvorfor er du saa tavs, Uase? Se, Teltet er fuldt af Gæster; lad os glæde Gæsterne ved vor Tale!“ sagde han til Uase.

Uase svarede ikke, saa ikke op og førte en frygtelig Kamp med sig selv. Han svedte af Vrede; det dryppede ned paa Gulvet fra hans Hage, og hans Haar dampede. Alt hvad Nakuaq lo og talte, kunde han dog ikke faa et Ord presset frem. Vi andre sad spændte af Nysgerrighed, for vi troede ganske bestemt, at vi skulde blive Vidne til Kampen; — bare ikke denne Nakuaq's Overstadighed skulde forpurre det!

Men Qaratsuk sad og skælvede af Angst ...

Saa vender Nakuaq sig pludselig direkte til Uase og siger ham lige rent ud:

„Hør, Uase, du tænker da vel ikke paa at hævne dig paa vor Gæst?“

Vi saa alle hen paa Uase. Sveden dryppede ned fra hans Hage, og der stod Damp af hans Haar.

Endelig saa Uase op for første Gang, og idet han rettede sine Øjne mod Qaratsuk, der sad og krøb sammen og blev til slet ingenting, sagde han:

„Fra en Mand uden Slægt behøver vel ingen at frygte Hævn!“ Og for at haane Qaratsuk, der ikke havde kunnet myrde ham selvtredje, fortsatte han:

„Og forøvrigt øver ingen Drab uden først at have prøvet sin Fjendes Styrke!“ („Kisermaugama toqutsinaviangilanga; kisiat inoqativta nukinga misiligsimalerângavtingo, toquniartarparput“).

Og derpaa forlod han Teltet.

Da han lidt efter kom ind igen, havde Vreden forladt ham. Hans Fjendes Ydmygelse havde gjort ham forsonlig, og Resten af Aftenen talte og spøgede han, som om han ikke et Øjeblik havde tænkt paa at myrde; for det havde dog været Uase's faste Forsæt, da han atter stødte sammen med sin Dødsfjende. Det var blot Nakuaq's dumme Narrestreger, der havde faaet ham til at lade være.

Og siden efter har jeg ofte i Tankerne været gal i Hovedet paa den rare, gamle Nakuaq, for det var ene og alene hans Skyld, at jeg ikke kom til at overvære Mordet paa Qaratsuk.

Og det var vi alle kede af.“ ....

Det var oppe paa Kirkeloftet ved Igdlukasik, at gamle Susanne fortalte denne Historie; foruden hende sad der Rosine, Sabine og Bathseba, lutter gamle Kvinder, der alle var forhenværende Østboer og Hedninger, men som nu alle i Daabens Pagt havde faaet Løfte paa det evige Liv.

Ved Susannes Fortælling flammede det gamle Hedenskab atter op i dem, og der kom et utæmmet, rovgridsk Udtryk i deres rynkede Ansigter, da deres Fantasi kom i Bevægelse.

„Ja, ja, at der dog ikke blev noget af Drabet!“ sagde Rosine.

„Ja tænk, saa kunde du nu have fortalt os derom,“ sukkede Sabine.

„Ja, saa kunde jeg nu have haft en artig Fortælling at give til Bedste,“ sluttede Susanne.

Disse rynkede, rødøjede Kællingefjæs — det var byttebegærlige Gribbe, der tørstede efter at mæske sig i Lig ...

MANDEN, SOM HOLDT FOR MEGET AF SIN KONE.

GAMLE SABINE FORTÆLLER.

Ved Itivdlerssuaq, Norden for Umanaq, levede der engang for mange Aar tilbage en Mand, som af Skinsyge vaagede meget nøje over sin Kone. Han kunde ikke taale, at Konen gik ud, naar han ikke selv gik med, og plejede derfor, naar han tog ud paa Fangst, at gemme hendes Fodtøj.

Men hændte det, at han alligevel fik Mistanke om, at hun havde været ham utro, tog han sin Kniv og stak hende i Benene. Dette gjorde dog ikke saa ondt, sagde Konen, men naar han tog to sammenhængende Muslingeskaller og kneb Stykker af Laarkød ud, da først maatte hun skrige af Smerte.

Da Konen imidlertid ikke kunde udholde sin Mands Mishandlinger, løb hun til Fjælds en Dag, da han var ude i Kajak. Oppe paa Fjældet vendte hun sig ud mod Havet og gav sig til at anraabe de mægtige hvide Mænd om Hjælp.

Et stort Isfjæld blev straks synligt ude til Søs og kom drivende mod Land. Da det kom nærmere, viste det sig at være et af de hvide Mænds Skibe. Ud paa dette flygtede nu Kvinden.

Da Manden kom hjem, var hans Kone forsvunden, og han faldt straks hen i heftig Sorg; thi han holdt meget af sin Kone, der var smuk og havde en dejlig, lyserød Krop ...

Han gav sig til at søge og erfarede snart, at de hvide Mænd var komne med et stort Skib og havde røvet hende.

Han roede straks ud til Skibet, men Matroserne havde borttaget Faldrebet og alle nedhængende Tove. Rasende roede han rundt om Skibet, men fandt overalt kun en brat Væg, han ikke kunde komme op ad. Endelig saa han under Sprydstagen et Reb, som man havde glemt at fjerne; det greb han fat i og gav sig til at klatre op ad det i Armene alene, siddende i sin Kajak. Men saa snart Matroserne opdagede dette, skar de Rebet over, saa at han faldt ud i Søen igen.

Da han forgæves havde roet nogle Gange rundt om Skibet, vendte han hjem og græmmede sig saare over Tabet af sin smukke Kone.

Dagen efter hørte han, at de hvide Mænd havde sat hende op paa en høj og eneknejsende Fjældtinde oppe ved Itivdlerssuaq; og der stod nu Konen oppe! Han gik derhen, men kunde ikke klatre derop. Nede fra tryglede han forgæves sin Kone om at komme ned, hun svarede ham blot:

„Ser du, havde du ladet dig nøje med at stikke mig med Kniven i Benene, saa var jeg aldrig flygtet bort; først da du begyndte at klippe mit Laarkød ud med Blaamuslingeskaller, flygtede jeg fra dig.“

Og hun nægtede at komme ned til ham; han, som før ikke engang kunde udholde, at hans Kone blot forlod ham en Smule, var nu ganske ude af sig selv af Sorg over Tabet ...

Da Manden kom igen den næste Dag, havde Konen gravet sig ned i Jorden. Hun havde gravet Hulen saaledes, at den gik helt gennem Jorden som en underjordisk Gang.

Jeg har selv set denne Hule; naar man stod i den søndre Indgang og kastede en Sten derind, hørte man Stenens Plask i Havet; kastede man den derimod fra den nordre Indgang, hørte man, at Stenen faldt paa Land.

Dybt inde i denne Hule gemte Konen sig, saa Manden ikke kunde finde hende. Han forsøgte at krybe derind, forsynet med en velspækket og vægekranset Lampe, men naar han kom et Stykke ind, gik Lampen ud. Ogsaa den Dag maatte han opgive at faa fat i sin Kone.

Dagen efter kom de hvide Mænd til Manden og sagde:

„Hør, hvis det virkelig er sandt, at du holder saa meget af din Kone, saa vil du vel med Glæde give dig ud paa et Vovestykke, naar du blot derved opnaar at faa fat i din Kone! Se, vi har spilet et Tov ud mellem de to Fjældtinder; dette skal du entre over i bøjede Arme. Lykkes dette for dig, skal vi give dig din Kone tilbage.“

Oppe ved Iterdlagssuaq var der to meget høje Fjældtinder. Mellem disse blev Linen udspændt. Nedenunder var der en stor Sø; blev Manden træt undervejs og slap Grebet i Tovet, maatte han drukne i Søen.

Da de hvide Mænd havde ført Manden ud til Linen, var der en af dem, der entrede over for at vise ham, hvorledes han skulde bære sig ad.

„Det var svært godt gjort! Men kan en hvid Mand gøre det, kan vel ogsaa jeg!“ tænkte Manden.

Ved Linens ene Ende saa han en Økse, og den kastede han først ud i Søen, da han var bange for, at man skulde hugge Tovet over, naar han var kommen ud.

Saa entrede han ud i Armene, og det gik let for ham, da han var meget stærk; men der var langt mellem de to Fjældtinder ...

Da han var kommen midtvejs ud, giver de hvide Mænd sig pludselig til at svinge Tovet; Manden, der nær havde mistet Taget, slyngede nu ogsaa Benene om Linen og holdt sig saaledes fast, skønt han efterhaanden blev ganske ør i Hovedet.

De hvide Mænd, der saa, at han holdt sig godt fast, gav sig nu til at svinge Tovet med stor Voldsomhed. Og derude, midtvejs mellem de to Fjældtinder, hang Manden; først da Linen skar sig dybt ind i hans Armhuler og slappede alle Muskler, mistede han Taget og styrtede ud i Søen.

Saaledes dræbte de hvide Mænd den Mand, som holdt saa meget af sin Kone, at han ikke engang taalte, at hun forlod hans Hus; og siden giftede de sig med hans Kone.

Fra denne Kvindes Efterkommere stammer alle Blandinger paa Østkysten; og de hvide Mænds Ophold skyldes det, at Folk ved Anoritôq taler en saa mærkelig Dialekt.

EN HISTORIE OM HUNGERSNØD.

Rosine, en gammel Kone ved Igdlukasik, Nordvest for Kap-Farvel, gav mig efterfølgende Beretning, som hun havde hørt af sin Moder, da hun levede paa Østkysten.

„En Gang for mange Aar siden hændte det paa Østkysten, at to Vintre fulgte lige efter hinanden uden at blive afbrudte af Foraar, Sommer og Efteraar. Menneskene fik ikke Lejlighed til at samle Forraad, en frygtelig Hungersnød brød ud, og mange Bopladser døde ud.

Allerede ud paa Efteraaret, før Islæget endnu normalt skulde komme, kunde man mærke, at noget usædvanligt maatte ske, da store Isstykker begyndte at skyde op af Havet; og det syntes, som om Havets Bund var bleven beklædt med Is.

I Begyndelsen var der dog en Del Sæler, og disse holdt sig meget i Overfladen, maaske fordi det var for koldt for dem at dukke ned.

Men snart lagde Is sig over hele Havet, og den blev hurtigt saa tyk, at det blev umuligt at slaa Hul for at fange. Hertil kom meget stærke Snefald; Sneen faldt saa tæt, at dybe Kløfter dækkedes, og Fjælde lagdes lige med Sletter. Alt levende døde, og ingen kunde færdes paa Land eller Is.

Man tærede paa de Forraad, man havde, og de strakte længe til. Paa de Tider kendte man ellers sjældent til Nød. Naar Vinteren var omme, var der i Stensætningerne ofte Forraad, som aldrig blev spiste. Men dengang samlede man ogsaa store Mængder af Bær og Stenurter, som syltedes i Spæk; og det var Skik, at man aldrig rørte Sylteposerne før ud paa Vinteren.

Saaledes kunde det gaa til, at den første Vinter forløb taaleligt; men da den Tid var inde, da ellers Foraar og Sommer skulde falde ind, kom Varmen ikke. Sneen smeltede ikke, og Isen blev liggende paa Havet. Og paa denne Vintersommer fulgte en endnu drøjere Vinter.

Da slog Nød og Skræk alle Østboerne, thi Forraadene var opbrugte, og man havde intet Haab for Vinteren. Det varede heller ikke længe, før Hungersnød og Sultedød begyndte at hærge Menneskene.

Først spiste man alt det, man sædvanlig tyr til som Sultekost: hvad der kunde være spiseligt: Skindklæder, Kajakskind og Konebaadsskind. De mere forsigtige, som endnu havde Haab om, at det dog eengang maatte falde ind med Varme og Foraar, nøjedes med at skære det øverste af Konebaadsskindene af, saaledes at Bunden og et lille Stykke af Siden blev tilbage. Og det fortælles, at da der endelig engang kom frit Vand, lagde Konebaade ud uden Sideskind, saa at man kunde se Roerskernes Ben tvers igennem Baaden.

— — — Men de fleste troede, at det aldrig mere vilde blive Sommer igen, og at alle Mennesker skulde dø.

Da man ikke havde mere at spise og dog ikke vilde dø, begyndte man at spise Lig. Naar nogen døde, blev de flænsede og fortærede; og de overlevende aad saaledes deres Husfæller, Forældre spiste deres Børns Lig, og Børn deres Forældre.

Men det hændte, at mange blev grebne af Vanvid, naar de havde spist den, de holdt af. Dog saa stærkt klamrede de faa sig til Livet, nu da det syntes, at Døden skulde blive fælles for alle den Vinter, at de hellere spiste deres kære fremfor selv at blive Føde ...

Værst af alt var Menneskelever. De, som spiste den, mistede Forstanden; og selv om de kom sig igen, mistede de Haaret.

Og som Vinteren skred frem, voksede ogsaa Nøden; man kunde til sidst ikke længere nøjes med de selvdøde; de stærkere myrdede dem, som savnede Kræfter til Forsvar.

Men da Menneskene havde lidt, og de fleste var døde, standsede Kulden, og Sommeren kom og frelste dem, der var tilbage.

Det er nu mange Aar siden, det hændte, at to Vintre fulgte paa hinanden uden Sommer; men alle vi, som fulgte efter, kom saaledes til at stamme fra Menneskeædere ...“

EN FRISTELSE

I Fangerlejren ved Kangigdlinguaq, Nordøst for Kap-Farvel, boede den gamle Jomfru, Majuvartariaq („Opgangsstedet“), som i Daaben havde faaet Navnet Nikoline; hun var c. 40 Aar, skeløjet, med begyndende Stær paa begge Øjnene, stumpnæset og skævmundet af for megen Skraa.

Naar hun lo, aabnede hun for de gule Tænder, og de Viskelæders Kinder samlede sig i en Klump ud for Kindbenet, saa Skraasavlet drev ned ad hendes Hage.

Hun var saa grim, at man paa Forhaand fik Medfølelse med hende.

En Aften efter Mørkets Frembrud gik jeg op over den lille Fjældkam bag vort Telt for at aflægge den gamle Jomfru et Besøg. Jeg medtog et Lys — jeg vidste, at der vilde være mørkt i hendes Telt — Tændstikker, en Rulle Skraa og en Beskøjt. Disse Gaver vilde gøre hende lykkelig.

Det varede noget, før jeg fandt hendes beskedne Telt: et gammelt Konebaadsbetræk, der var rejst over et Par Aarer; i Mørket løb det ganske sammen med Jorden, saa jeg opdagede det ikke, før jeg var lige ved at træde op i det.

„Aa, at du dog kommer med alt dette! Nej, se dog! Taknemlighed fortærer mig arme Udskudsmenneske!“ stammede Nikoline.

Jeg satte mig ind hos hende, hun tog sig øjeblikkelig en frisk Skraa og tændte Lyset. Da vi havde siddet lidt sammen og talt om ligegyldige Ting, bad jeg hende fortælle lidt om den Tid, hun var Hedning paa Østkysten.

„Blot nogle uskyldige Sagn!“ foreslog jeg.

Nikoline satte et forfærdet Ansigt op og slog afværgende ud med Haanden.

„Næh, ved du nu hvad! Nu er jeg bleven døbt, og jeg har, lige siden jeg blev et kristent Menneske, anstrengt mig for at glemme alt det, der hørte mit Hedenskab til — og saa skulde jeg give mig til at fortælle Sagn nu! Nej, dem er det virkelig lykkedes mig at glemme. Det hjælper mig aldrig til noget godt, naar jeg kommer ind paa det, jeg nu eengang har vendt Ryggen. Jeg holdt engang meget af at synge Trommesange, og saa en Dag, efter at jeg var bleven døbt, gav jeg efter for en pludselig Lyst til at synge en af mine gamle Sange. Jeg gjorde det, og tænk dig! bagefter var det nær aldrig lykkedes mig at faa den ud af Hovedet igen. Selv om min Mund stod lukket, og min Stemme tav, svirrede Melodien dog rundt i Hovedet paa mig og vilde slet ikke forlade mig ...

En Dag, længe efter at jeg var bleven døbt, kom en Konebaad fra Østkysten paa Handelsrejse til Qernertoq; det var Christians. Dengang var han jo udøbt og Aandemaner.

De laa i Teltlejr et Stykke fra Husene, og mange Mennesker havde samlet sig om dem. Da gav Christian sig pludselig til at synge Aandeviser, og de Kvinder, som fulgte ham, stemte i med.

Jeg hørte det og løb min Vej, for jeg kunde mærke, hvorledes den gamle Melodi fik Magt over mig igen.

Men saa kom Folk hen til mig og sagde, at det jo bare var Trommesange, saa det kunde jeg da nok høre paa; og saa lod jeg mig overtale og gik hen til det Telt, hvor de sang.

Jeg stillede mig hen ved Indgangen og blev ved med at lytte og lytte. Jeg troede til sidst, jeg drømte, og at jeg var paa Østkysten; jeg troede, jeg var hjemme igen, at jeg endnu var Hedning og aldrig havde været døbt ...

Og det var blot, fordi jeg hørte de gamle Trommesange! Men saa vanskeligt kan det onde være at faa Bugt med, naar man først engang har ejet det.

Ja, nu har man faaet andre Vaner og nye Tanker, og det giver Livet større Glæder, end jeg før kunde vente, synes jeg. Nu ved jeg bestemt, jeg skal gense min afdøde Slægt, og den Tanke fylder mig med saa megen Trøst, at jeg gerne glemmer alt det gamle.

Af alle de døde savner jeg mest en Søster; hun er nu død som døbt og begravet ved Qernertoq. Aa, jeg havde vist endnu haft gode Klæder, hvis hun havde været i Live. Somme Tider gaar jeg op til hendes Grav, og da maa jeg synke min Graad ...

— — — Hvad siger du? Fortælle, fortælle om de gamle Tider, da vi endnu var „uvidende“, da det onde endnu var i os? — Ja, men du vil jo stadig have mig til at tale om det, jeg ikke længere vil huske; jeg har virkelig glemt det alt sammen!

Dengang jeg skulde oplæres til Daaben, var det mig i Begyndelsen umuligt at begribe det, man vilde forklare mig. Jeg kunde heller slet ikke lære „dem, man skal kunne faa til at tale“ (Bogstaverne).

„Har du nogen Sinde befattet dig med noget ondt?“ spurgte min Lærer, en tysk Ny-Hernhuter Præst. „Maaske der er noget, som hindrer dig i at optage det hellige; du maa skrifte, tal bare ud!“

Jeg tænkte mig om, men der var ikke andet end Trommeviserne, og saa angav jeg dem. Jeg troede, at det var det værste, jeg havde givet mig af med. Men det hjalp ikke, at jeg fortalte om Trommeviserne og om min Glæde over dem, dengang jeg var uvidende og ikke kendte det gode.

Der maatte være noget andet, som hindrede mig i at annamme Læren om det gode. Og saa kom jeg pludselig til at tænke paa, at en gammel Aandemaner, Qanguatse, engang havde forsøgt paa at oplære mig i Trolddom; det havde jeg helt glemt, for det var saa længe siden, jeg Dumrian! — Og saa fortalte jeg det hele, hvorledes det var gaaet til, og min Lærer blev glad, fordi jeg udleverede det onde.

Fra den Dag forstod jeg med Lethed alt, hvad der blev mig forklaret, og selv Bogstaverne fik jeg nogenlunde lært.

Nu skal du faa mit Skriftemaal!

Det var ved Igdluluarssuit paa Østkysten; Maja og jeg legede sammen i et stort, tomt Hus. Det var om Efteraaret, Folk laa endnu i Telt. Det var mørkt derinde, og vi legede Skyggeleg (tarqajaq).

„Tarqajauvutit“, („du er en Skygge“) raabte vi til hinanden, „ata — ata — ata!“ Og saa løb vi skræmte om i det mørke Hus, skrigende og skubbende til hinanden.

„Du er Skyggen! Atata — ata — ata!“ skreg vi og snublede om i Mørket.

Der var ingen, der tænkte paa os, og vi havde det morsomt med vor Leg. Vi var halvvoksne Tøse, og ingen savnede os. —

„Hvad er det, I bestiller?“ sagde pludselig en inde i Huset, og vi kendte ham paa Stemmen; det var den store Aandemaner Qanguatse.

„Vi leger Skygge,“ svarede vi.

„Narrestreger!“ sagde han, „Legeværk! Der er ingen virkelig Morskab ved blot og bar Leg. Nej, lidt Trolddomskunst er der noget ved; det er det eneste, som virkelig er Morskab.“

Det gøs i mig. „Hvad mon han nu har for med os?“ tænkte jeg, og jeg blev bange, for jeg havde allerede dengang i Tankerne bestemt, at jeg skulde ned til de døbte.

„Kom, saa skal jeg lære jer noget morsomt,“ sagde han og førte os ind i en Krog af Huset, hvor der var mørkt. Han satte sig ned og gav sig til at gnide imod en Sten, mod venstre naturligvis, ad det ondes Retning.

Straks hørte vi en underlig Snurren, og flere Stemmer talte i Munden paa hinanden. Det var hans Hjælpeaander, der kom til. Bier surrede rundt omkring ham, og vi hørte nede fra Gulvet, langt nedefra under Jorden, et Kor, der sang Aandeviser. Det lød dejligt, ja som Salmesangen i Kirken hernede ...

Jeg rystede af Angst. Hans Hjælpeaander gav sig surrende og brummende til Kende fra Loftet, fra Husmuren og helt nede fra Gulvet. Ja, det hele var ubegribeligt!

„Saa, nu kom Amarsiniôq,“ sagde han endelig, og vi hørte en stærk Larm inde fra Huset. Ingen af os sagde et Ord; jeg skælvede af Angst og jeg havde en Fornemmelse af, at man flaaede Huden af mig, ganske langsomt trak Skindet af mig oppe fra Hovedet og nedefter.

„Er min Amarsiniôq ikke her i Huset?“ sagde Qanguatse. Vi kunde ikke faa et Ord frem af Skræk og turde heller ikke flygte gennem det lange, mørke Hus.

„Amarsiniôq“ er et stort Uhyre med aaben Ryg, klædt i Netsideskind; ja, han har et helt Hul i Ryggen! Og naar han ser Børn alene, røver han dem og stikker dem ned i sin hule Ryg.

Vi hørte Uhyret rumstere inde i Huset, men kunde ikke se det, da det var mørkt. Saa holdt Qanguatse pludselig op med at gnide paa Stenen, og der blev igen stille i Huset.

„Ser I, det er nok Umagen værd at lære den Slags Kunster; det er noget andet end at tosse om og lege. Jeg er forældreløs ligesom I og har aldrig haft rigtig hjemme mellem Mennesker. Man brød sig ikke om mig, og saa gik jeg lange Ture alene for at blive Aandemaner.

Der lever mange sære Væsner oppe mellem Fjældene og nede ved Havet under Fjæren; de blev mine Hjælpeaander. Til Fjælds mellem disse er jeg mere hjemme end blandt Menneskene. Kom med op i Fjældene, saa skal jeg lære dig mange Ting!“ sagde han til mig.

„Vi gaar hen til en udtømt Sø, og jeg skal gnide min Sten mod venstre, saa vil Vandet pludselig strømme op fra Jorden og fylde Bassinet. Først vil det ferske Vand ligge stille uden Bevægelse; saa vil det siden kruses, naar mørke Skygger farer hen over det; saa rejser det sig i høje Bølger, og et Uhyre, der ligner en Hund af Ydre, vil dukke op i Midten. Det vil kaste sig over mig og æde mig, trykke mig, knuse mig Led for Led. Saadan vil det ogsaa gøre ved dig. Men det vil kaste os op igen, ganske som vi var, før det aad os, og vi er da blevne større Aandemanere, end vi var før. Saaledes har dette Uhyre ofte ædt mig, for at jeg kunde vokse i min Aandemanermagt. Det kommer frem af en Stendysse midt i en Sø; det ser fælt ud, men man skal ikke være bange.“

Jeg kunde nu mærke, at han vilde have mig til Medhjælp og at han vilde oplære mig i sin Kunst.

„Du er et forældreløst Barn ligesom jeg, og jeg tænkte at jeg kunde hjælpe dig,“ sagde han venligt.

Men jeg var saa angest for ham, at jeg løb min Vej og skjulte mig.“ — — —

FANDEN PLAGER DEM.

En Aften sad jeg i mit Telt, træt af Sagn og led ved Overtro, og skulde have lidt Hvile, da der kom Indbydelse fra gamle Susanne. Jeg kom ....

Man gav mig kogt Havtorsk, der havde været hengemt til Forraadnelse, og gammel selvløben Tran til Dyppelse. Raaddent Kød smager mig, men raadden Fisk har jeg aldrig kunnet vænne mig til. Maaltidet var mig modbydeligt. Og saa var der desuden saa utilladelig skiddent i Huset.

Gamle Susanne rendte rundt i sin bare Særk, der var laset og sort af Smuds. Hvor man ikke havde Særken, havde man det skidne Legeme. Da jeg sad og spiste den raadne Fisk, der var lagt ned paa et uappetitligt Gulv, hvor der blandt andet henstod Urinspande, blev et lille Barn holdt frem over Gulvet; jeg maatte tage min Mad til mig, for at det ikke skulde stænke derpaa; samtidig skulde jeg underholde mig med min livlige Værtinde, og det forekom mig et Øjeblik, maaske fordi jeg var træt, at ens Arbejde mellem primitive Folk ikke altid er idel Behagelighed. Man maa leve sammen med dem, man vil skildre. Er de nogle Svin, maa man leve med dem i Svineriet. Under et Rejseophold faar man ikke Tid til at reformere. Vilde man begynde at bebrejde dem deres Levemaade, vilde de øjeblikkelig blive fornærmede og trække sig tilbage; og saa faar man ikke Lejlighed til at gøre dem gode igen.

Susanne var imidlertid en fortræffelig Fortællerske, saa man gik alligevel en god Del igennem for at være gode Venner med hende. Hun skulde fortælle mig noget om en Djævlebesættelse ved Igdlukasik. Og da jeg havde faaet sat min raadne Torsk til Livs, slog hun mig paa Skulderen og udtalte sin Glæde over, at jeg havde taget til Takke med hendes simple Retter. Og saa kastede hun sig ind i sin Fortælling.

„Intet er mærkeligt af alt det, jeg har oplevet paa Østkysten; jeg har rejst alle Pladser igennem, lige fra de sydlige helt op til Pikiutdleq, i Angmagssaliks Nærhed mod Nord. Jeg har været sammen med de sydligere Østboere, dengang de var mange, og jeg har levet sammen med Angmassalikere; men intet mærkeligt har jeg oplevet sammen med disse, naar jeg kommer til at tænke paa de Tider, da Fanden plagede Beboerne her ved Igdlukasik.

De Nætter i Træk havde jeg Drømme, som varslede om, at mærkelige Ting vilde ske!

Første Nat drømte jeg, at en hvid Mand kom ind i vort Hus; han havde en stor Pels paa af lutter spraglede Skind, og saa spurgte han efter Nukerujuk: „Den senede“.

Hvad skulde det sige? „Den senede“ var en forlængst afdød Angakok fra Østkysten.

„Han er gaaet ind i Silas' Hus,“ skyndte jeg mig at svare. Det var den bare Løgn, men jeg var bange; — ja, og saa forsvandt Manden.

Næste Dag fortalte jeg mine Husfæller Drømmen, men ingen kunde tyde den ...

Natten derpaa havde jeg igen en Drøm: En Mand traadte ind i vort Hus og blev staaende midt paa Gulvet.

„Det er dog uhyggeligt,“ tænkte jeg, „hvad mon han vil?“ — Og jeg syntes, at jeg maatte gemme mig. Men nu gik den fremmede lige hen til Sofie, en ung Pige, som laa ved Siden af mig, og saa gav han hende et Kys og forsvandt.

Om Morgenen fortalte jeg mine Husfæller, hvad jeg havde drømt.

„Aj, aj!“ sagde Sofie, „det var dog uhyggeligt! Tænk, jeg vaagnede selv ved Kysset!“ — Ja, det sagde Sofie selv.

Ser du, disse Drømme var nu blot Indledningen; men der kom siden til at foregaa mærkelige Ting ved Igdlukasik.

En Konebaad var tagen paa Bærtogt ind til „store Rude“-Fjord (Ingalârssuaq) her lige Øster for, — og Sofie var med.

Allerede Dagen efter, at de var tagne bort, kom de tilbage igen. Det havde været galt fat med Sofie; hele Natten igennem havde hun gebærdet sig paa en saadan Maade, at Mændene — flere ad Gangen — maatte skiftes til at holde hende fastklemt ned mod Jorden. Siden, da det lod til, at Træthed endelig var falden over hende, havde de skyndt sig tilbage til Bopladsen.

Det var en mærkelig Nat, vi nu kom til at opleve sammen med Sofie. Hun var ganske vild. Folk begyndte nu at tale om, at det længe havde været galt fat med hende; hun befattede sig med det onde. En Onkel af hende havde forsøgt at lære hende Angakokkunster, skønt hun i Daaben havde lovet at forsage Djævlen og alt hans Væsen. Sofie var kommen herned som lille fra Østkysten.

Ud paa Aftenen begyndte den onde igen at faa Tag i hende. Jeg var ganske ung dengang, nylig kommen fra Østkysten, og havde ikke Begreb om, hvad det egentlig var, som foregik. Jeg troede bare, at hun var syg, og var slet ikke bange. Først da mine Husfæller begyndte at bebrejde mig min Ligegyldighed, kom jeg til at tænke over, at der maaske kunde være noget usædvanligt paa Færde. De andre var jo gamle kristne og vidste bedre Besked end jeg.

„Bah, tror du, du endnu er paa Østkysten?“ sa' de, „ser du ikke, at det er den onde, som har besat Pigen?“

Jeg vidste ikke, hvad det skulde sige, men forstod jo nok, at det var noget uhyggeligt noget. Det blev værre og værre med Sofie. De holdt hende fast nedstemt imod Briksen, og hun vaandede sig voldsomt.

„Ser du ikke, hvor Djævlen plager hende?“ sagde de andre. „Ja, du er nu ogsaa en ren Hedning endnu, saa lidet troende og saa uvidende.“

Jeg blev helt skamfuld derved.

..... Nu kunde den Mand, som holdt hendes ene Arm, ikke mere, og man bad mig afløse ham. Jeg greb fast om hendes Haandled, der var saa smaa og smalle, at jeg kunde fatte helt om dem. Jeg var ung og stærk dengang og tænkte, at det skulde dog gaa haardt til, om jeg ikke skulde kunne holde den Arm nede.

..... Men saa var det, at Pigen pludselig begyndte at vokse. Brystet svulmede op, og hendes Lemmer bulnede ud; Haandledene blev saa svære, at jeg ikke længer kunde fatte om dem.

„Der kan du se! Se, se!“ sa' de andre til mig.

Og saa begyndte det jo alligevel at gaa op for mig, at der maatte være noget galt paa Færde .....

Man bad mig løbe hen efter Kateketen. Da jeg kom ud, var der Opløb mellem Husene.

„Djævlen har besat Sofie! Sofie er falden fra!“ skreg man til dem, der endnu ikke vidste noget.

Saa kom Kateketen ind; ja, hvor det var besynderligt, for det var netop ham, jeg havde drømt om, — Silas!

Han stillede sig hen foran Pigen og gav sig til at tale med Skriftens Ord. Hans Ord var mange, og jeg forstod dem ikke alle. Han bebrejdede Pigen, at hun havde givet sig den onde i Vold, og han søgte at drive ham ud ved Kristi Navn.

Kateketens Tale hjalp; Pigen blev tavs og mere medgørlig, men hun var endnu langtfra kommen sig og laa længe derefter sløv og halvtosset hen.

Se, det var nu bare Begyndelsen, dette med Pigen, — det, som kom bagefter, var meget forunderligere .....

To Kajaker havde været ved Iluiteq for at sælge Spæk. Da de kom hjem, var de ganske fra Forstanden. Til en Begyndelse paastod de, at de havde mistet Forstanden, fordi de havde drukket Brændevin hos den danske Assistent; men senere hen blev det ganske anderledes.

Om Aftenen samledes en Mængde Mennesker i det Hus, hvor de boede; og da det rygtedes, at deres Tale var forunderlig, løb ogsaa jeg derhen sammen med min Mand.

Der var fuldt af Mennesker, som alle var stærkt grebne af, hvad der foregik. Jeg syntes, det var ganske morsomt, det hele; det mindede mig om vore Aandebesværgelser, dengang vi var Hedninger, hjemme paa Østkysten.

De to Mænd var lille David og Ananias.

Begge gav sig til at bekende tidligere Frafald og skrifte, at de havde givet sig af med Trolddom.

De var egentlig ikke helt fra Forstanden; men deres Fornuft var ligesom lammet, og Ordene boblede ud af Munden paa dem, nej, de skød op af Hjernen paa dem, uden Sammenhæng, ustandseligt, som Isstumper skyder op af Havet, naar et Isfjæld kalver.

Deres Ord greb om sig; flere og flere bekendte tidligere Frafald, og mange Mennesker, som vi alle havde anset for gode Kristne, bekendte mærkelige Synder.

Jeg husker ganske tydeligt en gammel Kone, der stod og skænkede Kaffe, pludselig sige til Ananias:

„Ak, kære Ananias, jeg har forgæves stræbt dig efter Livet som forgjort Sæl; men hver Gang jeg skulde dræbe dig, kom min Søn mig altid i Vejen i en Hajs Skikkelse; og saa turde jeg ikke nærme mig.

Ikke sandt, forholder det sig ikke saa?“ sagde hun saa, henvendt til Sønnen, og han nikkede til Svar.

„Synes du saa ikke,“ vedblev den gamle, henvendt til Ananias, „at du skylder min Søn en Belønning, fordi han har reddet dit Liv?“

„Skulde man ikke give noget for sit Liv, hvad skulde man saa overhovedet give noget for?“ svarede Ananias.

„Og hvad vil du saa give?“ spurgte den gamle.

„Min Kajak!“ svarede Ananias.

„Og ikke mere?“ spurgte den gamle.

„Jo, min nye Riffel kan følge med,“ sa' Ananias.

Og dermed var baade den gamle og Sønnen tilfredse.

Der var en Talen, Bekenden og Spørgen derinde, saa man næsten ikke kunde høre, hvad der blev sagt. Jeg, som ikke var vant til noget saadant fra Østkysten, spilede ordentlig baade Øjne og Øren op.

David var nu færdig med at bekende og raabte pludselig: „Ja, nu er jeg ren og uden Synd; min Synd har jeg tvættet af mig.“

Og han kastede sig paa Gulvet, strakte Armene op mod Himlen og raabte:

„Herre Jesus, endelig ser jeg den Stige, som fører til Himlen!“

Det, som nu hændte, skal jeg aldrig glemme.

Sofie, som var løben til for at overvære Bekendelserne, havde sat sig paa et Par Brædder, der var lagte over en Urinbalje, saa stor som en overskaaren Tønde, fyldt til Randen med Urin.

Da David falder paa Knæ og raaber til Himlen, bliver hun saa ivrig, at hun vipper de Brædder, hun sidder paa, i Vejret.

Plask! Der ligger hun i Urinbaljen, der gaar fra hinanden, saa at Urinen skyller ud over Gulvet og hen over David, som laa paa Knæ .....

Da Sofie og den knælende David rejste sig, drev Urinen af dem, og en ulidelig Stank bredte sig over Huset.

Men ikke een i hele Forsamlingen fortrak en Mine eller sagde et Ord derom.

Ud paa Natten blev Mødet vildere og vildere. Det var som en Sygdom, der smitter. Flere og flere vilde bekende, og David prædikede som Præst.

Men nu blev Kateketen bange. Han havde søgt at gendrive Djævelens Handlinger, men havde ikke længere Magt over Folkene, der beskyldte ham for at være lunken i Tro. Og Kateketen, der frygtede, at alle skulde falde fra, gav Ordre til at sætte Konebaaden ud i Vandet, for at David kunde blive ført til Missionæren i Frederiksdal. — Jeg meldte mig som Roer.

Men da man bragte David ned til Baaden, flygtede alle andre op af den.

„Bort med ham! Bort med ham!“ skreg de. „Han smitter os alle sammen!“

Og saa stor en Magt havde den onde nu over David, at han var bleven ganske sort i Ansigtet, under Øjnene og under Munden. Han saa fæl ud.

Saaledes var ogsaa alle de andre besatte.

Jeg, som var ganske uvidende om den Slags Ting dengang, syntes, at de saa forfærdelig grinagtige ud; det var, som om de havde sværtet sig med Sod for at se morsomme ud. Og da jeg mødte gamle Rosine, lo jeg hende lige op i hendes sorte Ansigt.

Naa, da man ikke vilde sidde i Konebaad sammen med David, saa maatte han jo puttes i en Kajak; men da han først var kommen ned i den, nægtede han at ro.

Saa maatte da min Mand Josva og Davids yngre Broder Zakarias bugsere ham helt ned til Frederiksdal.

Undervejs gjorde han megen Kvalm; ja, han vilde ikke ro samme Vej som Konebaaden.

„Jeg besmittes af deres syndige Aand,“ sagde han; og saa maatte de bugsere ham langt til Søs for at føje ham.

I Frederiksdal nægtede han at gaa op til Missionæren. Han sled sig løs og løb op mod Elven. Der stod han og pegede op mod Stenurts-Fjældet og fortalte, at han kunde se et stort, hvidt Slot med lysende Vinduer. Mange smukke Fugle kredsede om Slottet, og Englene vinkede ad ham.

..... Men saa kom Missionæren og tog David med sig hjem .....

Ja, ser du, det var, dengang Fanden plagede vore Bopladsfæller; og som jeg sagde dig før, Mage til besynderlige Ting har jeg aldrig oplevet paa Østkysten.

Men det havde jo ogsaa sin Rimelighed, for vi var jo dengang kun uvidende Hedninger, som ikke forstod os paa Djævlebesættelser .....“

Det her skildrede foregik ved Igdlukasik for en Snes Aar tilbage.

Det her behandlede Materiale er indsamlet paa „Den danske literære Grønlandsekspeditions“ Rejse 1902—1904.