VESTGRØNLÆNDERE (continued 2)

„Der maa du krybe igennem, ellers faar du aldrig din Livsaande tilbage!“ sagde Tvillingesøsteren.

Bedstemor mærkede, hvorledes hendes Strube strammede sig sammen, saa at hun ikke kunde faa Vejret.

Ej — eja — ej! ... Aah! Endelig slap hun igennem og aandede tungt. Men i samme Øjeblik var det, som om hun begyndte at vaagne af en Drøm; hun hørte Graad omkring sig og Hvisken; til sidst kunde hun skelne de enkelte Ord. Hun aabnede Munden for at tale, men Tungen var som Bly. Hun anspændte alle sine Kræfter, og endelig lykkedes det hende at hviske:

„Græd ikke, jeg skal ikke dø!“

Nu kunde hun mærke, hvorledes de tumlede med hendes Mave.

„Nej, se — se! Nu er den ikke saa haard mere! Hævelsen falder!“ raabte de pludselig.

Og samtidig grebes Bedstemor voldsomt af den Trang, som ofte følger med Mavepine; og man løftede hende op og bar hende hen til Urinspanden.

Men nu brød hele Huset ud i Forbavselsesraab — for det, der kom, fulgte med hendes Vand og kom slet ikke gennem Tyktarmen. Plump! der faldt Lungen og Lufferne ud af hende. Og tænk! det var saa friskt, som om det lige var skaaret ud af en Sæl.

Aa — ja, ja! Det var i de Tider, da saadan noget kunde ske“ ....

— — —

Under den sidste Halvdel af Historien havde gamle Beate rejst sig halvt op paa sine Knæ, og hendes underlige Fagter fik uvilkaarligt Tilhørerne til at rykke tættere sammen.

De blinde Øjne saa alt det, hun fortalte om; og hendes Hvisken gik gennem vor Rygmarv.

Ingen havde tænkt paa at passe Lamperne; Mosvægerne var forkullede, og der var bleven halvmørkt i det store, menneskefyldte Rum. Maanen strøg ind gennem Vinduet og faldt paa Beates Ansigt, — hendes indfaldne Kinder var feberrøde.

Hun lignede en gammel hedensk Præstinde, der havde forkyndt Folket en Aabenbaring ...

Et stærkt Hosteanfald knækkede hende sammen, og snart sad hun igen ubevægelig paa sin Briks, som den gamle Oldemoder, der blot ventede paa den barmhjertige Død.

Men Børnebørnene skyndte sig hen til Lamperne for at faa Lys i Huset ...

„STØVLEMANDEN“

Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt „Støvlemanden“, fordi han engang kom til Rigdom gennem hvide Mænd.

Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke havde hvide Mænd fast boende iblandt os.

En Dag tog han i Vrede ud i Kajak Nord paa; han roede ud langs Landene og kom om et Næs. Der laa Nysne paa Jorden, og han saa mange Rævespor.

„Det er jo Dyr, man plejer at fange i Fælde!“ tænkte han; og da han var gnaven og trængte til at give sit Sind Luft, gik han i Land og byggede sig en Fælde af store Sten.

Derpaa roede han hjem og fangede undervejs to Sortsider.

Der gik nogle Dage, — saa tog han ud for at se til sin Rævefælde, fuld af Nysgerrighed og Spænding! for han havde aldrig før ejet en saadan Tingest. Han gik i Land: Aha! Indgangsstenen var falden i. Han kiggede ind i Fælden, og to blanke Øjne stirrede ham i Møde.

Naa, saadan saa altsaa en Ræv ud paa nært Hold! Men hvordan skulde han faa den ud? For han turde ikke rigtig tage fat i den. Han gik rundt om Fælden og kiggede ind fra den anden Side. Ei — ej! Ha — ha! Der sad jo ogsaa en Ræv og gloede!

„Støvlemanden“ slog sig paa Laarene af Glæde og løb ned til sin Kajak. Dyrene derinde maatte harpuneres! Saa gik han op igen, løftede Indgangsstenen og stødte sin lange Lænser lige ind i Rævens Hjerte. Forsigtigt lod han nu Stenen falde til igen og gik om paa den anden Side og kiggede ind. Men hva'? Der var jo ingen!

Fæhoved! Der var selvfølgelig kun een Ræv; den havde bare drejet sig om i Fælden, saa at han havde troet, at der var to.

Nu trak han den dejlige Blaaræv ud af Fælden, holdt den op i Halen og saa længe paa den. Saadan en havde han aldrig set før.

Saa roede han hjem med sin Fangst.

„Støvlemanden“ var ugift, og hans Moder beredte Skindet.

„Landene Nord paa anløbes af store Skibe hver Sommer,“ sagde Moderen; „de hvide Mænd skal nok være rent tossede efter Blaaræv.“

„Ja saa!“ sagde „Støvlemanden“ ligegyldigt; men Moderens Ord gjorde dog et stærkt Indtryk paa ham; for det havde længe været hans højeste Ønske engang at blive Ejer af en af de hvide Mænds Bøsser.

Vinteren gik, og Sommeren stundede til. Og da de Tider var inde, da Menneskene begynder at tage paa Fangstrejser, lavede „Støvlemanden“ sig en Konebaad.

Paa samme Boplads boede der en Storfanger og Kæmpe, som havde en meget smuk Datter. „Støvlemanden“ havde længe gaaet og set paa hendes svulmende Barm og hendes dejlige Lænder, men han havde aldrig talt, fordi han vidste, at Faderen vilde nægte at give hende bort; Datteren selv vilde heller ikke giftes. Mange af Distriktets bedste Fangere var komne langvejs fra for at bejle; der havde ogsaa været „stærke Mænd“ mellem Bejlerne; men naar de frembar deres Ærinde, havde Pigen selv taget dem i Skuldrene og kastet dem ud af Huset. Derfor havde „Støvlemanden“ længe været tavs.

Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og Konebaaden var færdig.

En Dag tog „Støvlemanden“ sit Blaaræveskind frem og strøg sin ene Haand hen over de blanke Haar.

„Mor! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe og de hvide Mænd?“ sagde „Støvlemanden“ langsomt; han havde ikke tænkt paa andet, medens han lavede Konebaaden.

„Ja, mangen en har hentet sig Rigdom hos de hvide Mænd,“ svarede Moderen.

Den Aften gjorde „Støvlemanden“ sig rejseklar.

Næste Morgen var han ude, endnu før end nogen anden paa Pladsen, og han gik frem og tilbage mellem Husene, som om han tænkte paa noget. Fangerne vaagnede og tog paa Fangst; men da ogsaa „den stærke Mand“ var tagen ud, satte „Støvlemanden“ sin Konebaad i Vandet og bad sin Moder sætte sig ved en Aare. Selv ordnede han Roret; men da han satte endnu en Aare ud, spurgte Moderen:

„Hvorfor gør du det? Du har jo kun mig til at ro.“

Sønnen svarede ikke og gik i Land. Men da Moderen saa ham forsvinde ind i „den stærke Mand“s Hus, blev hun bange for, hvad der vilde ske, og begyndte at ryste over hele Kroppen. Et Øjeblik efter kom han ud, og da havde han „den stærke Mand“s smukke Datter under den ene Arm, ganske som om det kunde være en Bylt Skind. Pigen raabte og skreg. „Støvlemanden“ lagde hende ned i Bunden af Konebaaden, stødte fra Land og bad sin Moder om at ro til. „Den stærke Mand“s Datter laa i Bunden af Konebaaden og vrælede.

Da de kom ud i rum Sø, syntes „Støvlemanden“, at det kunde være nok, og sagde:

„Ro nu, du kommer saamænd nok hjem igen!“

Og da han sagde det, havde hun ikke mere Vand at udgræde, tog sin Aare og begyndte at ro.

De havde roet Dagen ud, kom til mange Mennesker og slog Lejr. Da Folkene kom gaaende ned mod Konebaaden, lagde „Støvlemanden“ vel Mærke til Kvinderne og udsøgte sig i Stilhed den, som havde de største Bryster og de bredeste Hofter. Saa gik de til Ro og sov til næste Morgen. Moderen, som vidste, at „den stærke Mand“ vilde sætte efter dem, havde ikke Ro paa sig, men gik stadig ud for at spejde. Endelig kom hun ind og sagde:

„„Den stærke“ er i Sigte!“

Sønnen var lige glad og rørte sig ikke af Stedet. Først da Moderen kom ind og sagde, at „den stærke Mand“ var lige inde under Land, rejste han sig fra sit Leje, tog sin lille Tarmskinds Trøje paa og gik ud.

Nede ved Strandbredden vendte han Ryggen til Havet og smed sig ned, saa lang han var. Da „den stærke Mand“ saa det, standsede han og satte Odden paa sin Harpun; og saa kastede han med al sin Kraft Harpunen lige ind imellem „Støvlemandens“ Skulderblade. Harpunen ramte, men faldt tilbage igen, sønderbrudt i mange Dele.

Saa greb „den stærke“ sin tunge og aldrig svigtende Lænser og drev den af al Kraft ind i Ryggen paa Manden. Ogsaa den faldt magtesløs og brudt tilbage.

Da vendte „den stærke Mand“ sin Kajak om og roede hjem uden at have været i Land; men Folk, som stimlede til, saa, at de vældige Kast ikke engang havde sat Mærker i „Støvlemandens“ Tarmskinds Skjorte.

Derpaa satte han sin Konebaad i Havet og gjorde sig rejseklar. Han satte en tredje Aare ud, og da han gik op og tog den største og smukkeste Kvinde, var der ikke een paa Pladsen, som vovede at kny.

„Hun kan jo nok komme tilbage engang,“ sagde han og roede bort.

Saaledes rejste han endnu tre Dagsrejser og tog for hver ny Dagsrejse en Roerske.

Endelig naaede han frem til de Lande, de hvide Mænd plejede at anløbe. En Aften han lagde til Land med sin Konebaad, styrtede mange Mennesker ned for at tage imod ham. Han fik knapt Tid til at lægge til, saa var Konebaaden allerede trukken paa Land; han fik næppe vendt sig om, saa var hans Telt allerede rejst af de fremmede, og mange kom og indbød ham til Madgilde, og „Støvlemanden“ gik fra Hus til Hus og spiste; men han var tavs, for han tænkte kun paa det, som nu skulde hænde ham med de hvide Mænd.

Sent paa Aftenen lød der et Raab over Landet. Alle Mennesker styrtede ud af Husene, og „Støvlemanden“ forstod ikke, hvad der gik for sig. Men med eet hørte han inde i Raabene Ordet: Skib! — — —

Da „Støvlemanden“ kom til sig selv igen, sad han ganske alene paa et Fjæld og saa paa, at et stort Skib laa for Anker lige ud for hans Telt. Det var Nat, og alle Mennesker sov ...

Næste Morgen tidlig bad han sin Moder om at give sig Ræveskindet og et smukt Sortsideskind. Og da Solen stod saa højt paa Himlens Bue, at han ansaa et Besøg paa Skibet for passende, roede han ud. Han lagde sig ved Siden af Skibet og ventede længe, før nogen viste sig.

Endelig stak en Matros Hovedet frem fra Rælingen, og „Støvlemanden“ viste ham det smukke Sortsideskind. Der kom stærk Begærlighed over Matrosens Øjne, og han rev Skindet til sig. Nu stimlede der flere og flere Matroser sammen paa Dækket, men de hviskede alle saa underligt i Munden paa hinanden, fordi de var bange for, at deres Kaptain skulde høre det. Tiden gik, og til sidst mente „Støvlemanden“, at det var bedst, at han trak sin Blaaræv frem, for at der kunde blive noget af Handelen. Han holdt Ræven op i Luften, og Matroserne rakte sig ved Synet af den helt ud over Havet, stadig hviskende af Angst for, at de skulde blive hørte af Kaptainen.

Pludselig hørte man Tramp fra Skibets Agterdæk, og Kaptainen stod blandt Matroserne; men ingen lagde Mærke til ham. Han spurgte, hvad der var i Vejen, og da ingen svarede ham, men alle fortsatte med deres Hvisken, drev han dem nogle vældige Slag hen over Bagstykkerne. Matroserne røg fra hinanden, og Kaptainen vristede Skindene fra dem. Han bad straks „Støvlemanden“ om at komme op paa Dækket. Matroserne halede ham op i Kajaken.

Næppe stod „Støvlemanden“ paa Dækket, før han faldt i dybe Tanker over alle de snildt ophængte Remme, der var mellem Skibsskrog og Master. Saadan noget havde han aldrig før set.

„Det var dog besynderligt,“ tænkte han. Til sidst blev han ganske svimmel af at se op i Masterne. Han vaagnede pludselig ved et Vræl lige ind i Ørene: det var Kaptainen, som var bleven utaalmodig, og som nu tog ham i Skulderen og førte ham ned i sin Kahyt, for at de kunde handle.

Nu faldt „Støvlemanden“ først for Alvor i Staver af Forbavselse over alt det vidunderlige, han saa. Han kiggede rundt i Rummet og saa paa alle de ubegribelige Ting, der var derinde. Han fik Øje paa en lille Indgang, som førte ind i et andet stort Rum; men da han forsøgte paa at trænge derind, rendte han voldsomt mod en Person, der stillede sig i Vejen for ham. Han saa frem for sig og kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel: Det var ham selv, og han begreb ikke, hvorledes han kunde være inde i to Rum paa samme Tid.

„Støvlemanden“, der følte sig uhyggelig til Mode over alt dette Trolderi, vilde rende sin Vej, da han bliver opmærksom paa noget, som bevæger sig frem og tilbage paa Væggen under en stadig Dikken. Det var et Ur, men saadan noget havde „Støvlemanden“ aldrig set, og han faldt igen i Staver.

„Hvornaar mon den Tingest vil standse?“ tænkte han og blev staaende, gloende, midt paa Gulvet.

Under alt dette havde Kaptainen forgæves forsøgt paa at slaa en Handel af med ham om Ræveskindet og Sortsideskindet; han havde talt og gestikuleret, men „Støvlemanden“ havde været saa optaget af alt det besynderlige, at han hverken havde hørt eller set noget. Til sidst tabte Kaptainen Taalmodigheden og kommanderede sine Matroser ned.

Inden „Støvlemanden“ havde faaet Tid til at besinde sig, følte han sig løftet i Vejret af mange Arme og baaren op paa Dækket; men han var endnu saa betaget af alt Trolderiet paa Skibet, at han kun fandt det rart at blive baaren.

„Ak, det var ganske som i min Barndom, da Mor slæbte rundt med mig“, tænkte han.

Matroserne stillede ham lige midt paa Dækket og bandt ham et tykt Reb om Livet. Derpaa samlede de sig i en Klump et helt andet Sted og gav sig til at hale i et Reb alle sammen.

Men hvad var dog det? „Støvlemanden“ følte pludselig, at man begyndte at lette ham fra Dækket, og saa gjorde han sig haard. Matroserne raabte, skreg, — men de rokkede ham ikke af Stedet. Til sidst gav de sig til at synge en Opsang:

Endelig fik de lettet ham fra Dækket, og han røg lige op i Bramraaen. Saa gjorde man Rebet fast, og Kaptainen forsvandt ned og kom op igen med Favnen fuld af Bøsser, som han delte om til Matroserne. Der blev ladet, og saa kommanderede han, at de efter Tur skulde skyde til Maals efter „Støvlemanden“.

De unge begyndte, men ingen kunde gøre „Støvlemanden“ noget; alle Kuglerne røg tilbage. Han hang deroppe med Ryggen mod Bramraaen og grinte af alle deres Anstrengelser.

Saa blev to meget gamle Matroser kommanderede frem. De skottede til hinanden og saa forlegne ud, for de havde vist aldrig nogen Sinde i deres Liv fyret en Bøsse af.

Naar „Støvlemanden“ senere fortalte om den Oplevelse, plejede han at kalde den ældste og fedeste af Matroserne for „Skabningen“.

„Skabningen“ skred alvorligt frem med Bøssen i Haanden, men da han skulde til at trykke af, blev han nervøs og vendte Hovedet bort fra Løbet. Bøssen, der af de mange Skud var bleven fuld af Sod, gav ham et saadant Slag, at han røg bagover og satte sig paa Enden, lige idet Bøssen gik af, og „Støvlemanden“ tog sig et ordentligt Grin oppe i Masten. Saa kom den anden gamle frem. Han havde vist hørt de unge snakke om, at det undertiden kunde hænde, at Knaldperlerne ved Knaldet røg op i Øjnene, og han holdt derfor sin Bøsse saa langt til Siden, at Skuddet gik hen over Dækket og nær havde ramt Kaptainen.

Nu blev Kaptainen vred for Alvor og gav Kommando til, at man skulde skyde i Løb. Matroserne stillede sig hen paa Agterdækket og løb een for een hen over Dækket. I det Øjeblik de kom hen under „Støvlemanden“, skulde de fyre lige op i Luften.

Det gik meget godt — det vil sige, der var ingen, der ramte — indtil „Skabningen“s Tur kom. Han greb sin Bøsse og for hen over Dækket; men han var saa optaget af „Støvlemanden“ oppe i Masten, som han nu ansaa for en meget stor Troldmand, at han slet ikke saa sig for, hvor han traadte, og løb lige op i noget Tovværk, der laa paa Dækket. Skuddet gik af midt ind imellem Matroserne.

Da nu Kaptainen indsaa, at denne Krig blev farligere for hans egne Folk end for „Støvlemanden“, der hang oppe i Masten og lo af det hele, saa gik han midt ud paa Dækket og gav sig til at skælde alle sine Folk Huden fuld. Derpaa gik han hen og løste en Tovende og hejste „Støvlemanden“ ned paa Dækket.

Nu var han bleven venlig og spurgte igen „Støvlemanden“ om, hvad han vilde have for sit Ræveskind. „Støvlemanden“ pegede paa Bøsserne, Kaptainen kom med dem alle sammen, og han valgte sig den bedste ud. Der var slet ingen Ende paa alt det gode, de nu vilde gøre ham, og alle de hvide Mænd frembar een for een deres Gaver. „Støvlemanden“ puttede det bare ned i sin Kajak, indtil han indsaa, at han ikke vilde kunne flyde paa Vandet, hvis han fyldte mere i; saa kravlede han i Kajaken, iførte sig Fangepels, snørede den godt sammen og lod sig hejse ned i Vandet af Matroserne. Der steg Bobler op af Havet, da man slap ham, og alle troede, at han var gaaet til Bunds, tynget ned af alt det, han havde faaet i sin Kajak. Men da de saa nærmere til, saa de dog, at lige akkurat hans Næse stak op af Vandet.

Han bevægede sig langsomt indefter. Ingen paa Land havde lagt Mærke til ham, da hans Moder pludselig raabte:

„Se der, der kommer „Støvlemanden“!“

Alle saa udefter, men opdagede kun en svag Krusning i Vandet. Saa stødte han mod Land, og Moderen trak ham op.

Dette var „Støvlemandens“ store Oplevelse paa de hvide Mænds Skib.

Allerede Dagen efter rejste han Syd paa til sin Boplads. Undervejs afleverede han alle de unge Kvinder, han havde laant. I Nærheden af sin Boplads hørte han, at „den stærke Mand“ var bleven syg af Sorg over Tabet af sin Datter, og han var lige død, da de naaede hjem.

„Støvlemanden“ bar nu Liget op paa et Fjæld for at stensætte det, og han lagde saa store og saa tunge Sten hen over Liget, at Blodet til sidst flød hen ad Klipperne.

„Du mente mig det godt, da du harpunerede min Ryg; ogsaa disse Sten er dig vel undte!“ sagde „Støvlemanden“, da han var færdig, og derpaa gik han hjem.

Siden efter levede han mange Aar i Glæde med „den stærke“s Datter og blev gammel.

Fortalt af Gamle Jua fra Kangeq.

KVINDEN, SOM BLEV TIL ILD

Der var engang to unge Piger, som altid boede sammen. De var fra Atanikerdluk, og den ene hed „Langsom“, den anden „Let“.

Paa de Tider, da Bærrene modnes, var de altid oppe i Fjældene.

Alle troede, at de gik derop alene for at samle Bær; ingen anede, at de øvede sig i Trolddomskunster.

Men hver Gang de saa et lille Dyr, kappedes de i Løb for at faa det til Hjælpeaand.

„Den skal være min Hjælpeaand!“ sagde den ene.

„Og her er noget til mig!“ raabte den anden.

Og saaledes løb de om i Fjældene og gjorde sig usaarlige for de Ulykker, der plejer at ramme Menneskene.

Engang var de som sædvanlig oppe i Fjældene for at plukke Bær, og da de havde samlet alt, hvad de kunde bære, gav de sig paa Hjemvejen. Pludselig stod de stille begge to og lyttede; de var langt fra Husene og Havet, men den Lyd, de hørte, var som Bølgers Skvulp mod grundstødte Isfjælde.

Lyden kom fra Husene; det var Kys fra elskende, der efter gammel Skik af Undseelse favnede hinanden under Briksen.

Saa forfarne i Trolddomskunst var de nu, at de hørte alt paa de længste Afstande.

Det stundede mod Foraar, og Folk gjorde sig rede til de store Rensjagter ved Ivugsugssat, Vesten for Atanikerdluk.

De to Kvinder bad, om de maatte følge med, og saa drog de bort med Mændene.

Da de kom ud i Rendistriktet, spredte Jægerne sig ud over Jagtmarken, og det varede ikke længe, før de to Kvinder blev borte for dem.

Pigerne søgte nu tilbage til Fjældhulen, hvor Rensjægerne plejede at sove; men Mændene blev borte, og til sidst havde de intet at spise.

De gik ude paa en Slette og spejdede efter dem, der skulde komme tilbage, da de med eet faar Øje paa to fremmede Mænd, som kom lige hen imod dem; de var store som Kæmper. Pigerne blev forfærdelig bange og flygtede hen i Hulen, da de fremmede forsvandt ned i en Dal. Saa bange var de, at de sloges; ingen af dem vilde være øverst, den ene vilde stadig gemme sig under den anden.

Da Kæmperne standsede foran Hulen, mistede begge Bevidstheden.

„Langsom“ vaagnede op af sin Afmagt inde i et stort Hus; man havde trukket Tøjet af hende og med snærende Baand surret hendes nøgne Legeme fast til Husstolpen.

Hun gav sig nu til at kalde sine Hjælpeaander frem, een for een. Men hver Gang de nærmede sig, skræmte Kæmpen hende med et Raab. Til sidst kunde „Langsom“ ikke huske flere af sine Hjælpeaander. Men da kom hun pludselig til at tænke paa en Hjælpeaand, hun havde faaet af sin Bedstefader; det var Indlandsisens vældige Aand, som ikke kendte Nederlag. Ham anraabte hun.

Der lød et Bulder oppe fra Bræen; og Lyden, som rystede Fjældene, kom nærmere og nærmere. Snart begyndte Husets Stenmure at vakle; men hver Gang en Sten faldt ned, kastede Kæmpen den ud.

Buldret kom stadig nærmere; flere og flere Sten ramlede ned, og Kæmpen fik travlt, men ikke et Ord mælede han.

Pludselig begyndte det at synge i den Kobberem, der holdt „Langsom“ fastbunden til Husstolpen; med en saadan Fart løsnede den sig i Sving om Stolpen.

Saaledes slap „Langsom“ fri og styrtede ud af Huset, nøgen som hun var. Udenfor løb hun lige paa „Let“, der ogsaa var nøgen, og de flygtede nu sammen, alt hvad de kunde.

Med eet hørte de Susen bag efter sig; Lyden kom nærmere og nærmere.

Da de vendte sig om, saa de deres Bukser komme flyvende gennem Luften. De tænkte blot, at det kunde være rart at have dem paa, og straks sad de om deres Lænder, uden at de havde standset deres Løb.

Saaledes kom ogsaa deres Støvler flyvende gennem Luften, og lidt efter deres Pelse; og saa var de igen fuldstændig paaklædte.

Paa deres Vej kom de til et Hus og gik derind. De traf en gammel Mand, hans Kone og deres Børn. Man satte et lille Fad for dem, for at de kunde spise.

„Aa, spis det endelig ikke op;“ bad de, „vi har haft det i mange, mange Aar, uden at det er sluppet op.“

Det var noget sødt noget, som mindede om Honning.

Saa spiste de ganske lidt af det og skød Fadet fra sig; derpaa tog de Afsked og løb videre.

Det var Bier i Menneskeskikkelse, de havde besøgt.

Da de igen kom til et Hus, standsede de. Udenfor stod der en Kvinde, og hun bad dem gaa ind.

Inde i Huset var der lutter Kvinder; paa Briksen laa der noget, man havde dækket med Skind, men de kunde ikke blive kloge paa, hvad det var. Husets Beboere var meget alvorlige. Den Kvinde, som havde bedt dem om at komme ind, satte nu et lille Fad for dem og bad dem om at spise; det mindede om Indholdet af en Rypekro.

„Spis ikke for meget, for saa vil I faa Mavepine,“ sagde Kvinden.

Da de havde spist, sagde hun videre.

„Jeres Slægt vil snart begræde jer! Skynd jer nu hjem; hvis vore Mænd træffer jer her, vil de vist ikke lade jer leve.“

Saa gik de ud og løb videre.

Det var Ryper i Menneskeskikkelse, de havde været hos. De antog nu, at det, de havde set tildækket med Skind paa Briksen, maatte være Menneskelig.

I Løb naaede de nu frem til Manik, Norden for Atanikerdluk, og var fremme ved Havet. De satte sig ned et Stykke fra Stranden, og „Langsom“ sagde:

„Gid Røg maatte rejse sig paa Toppen af det Isfjæld dernede, saa at det kalvede, og Søerne trak os ud i Havet!“

„Ja, gid det maatte ske,“ sagde „Let“.

Og straks rejste der sig Røg paa Toppen af Isfjældet, og det kalvede sammen til lutter Smaastykker.

„Vent, vent, „Let“! Lad os først se lidt paa Søerne, som rejses; de vil se saa dejlige ud!“

Straks rejste Søerne sig, og da Brændingen brød anden Gang mod Land, trak den dem med sig ud i Havet.

„Langsom“ blev et Øjeblik svimmel, men snart gik det over, og da hun kom til sig selv, var „Let“ borte.

Hun gik nu ned gennem Havet; men der var en, der tog fat i hendes Skulder og førte hende af Sted. Hun kendte Stemmen, det var hendes Bedstefaders; han hjalp hende. Nu kom de gennem en Flok Myg, der kløede og kildrede, saa det var forfærdeligt; det var Tanglus.

Saa kom de gennem store Skove, og i Skovene gik Hunde; det var Tangplanter og Hajer. Et Øjeblik blev hun svimmel igen og dukkede op tæt ved Stranden; da hun saa sig om, var „Let“ lige ved Siden af hende. Og saa kravlede de op.

Først trak de Tøjet af sig for at faa det tørret en Smule, inden de gik ind; men de gad dog ikke vente, til det blev tørt, og kravlede ind, som de var.

Derinde lagde slet ingen Mærke til dem; de havde ikke spist i saa lange Tider, at der nu kun var Skygger tilbage af dem. Saa gik de ud igen og fandt en Gryde. Den var fuld af Sælsuppe, og oven i Suppen havde der samlet sig et tykt Lag Fedt; de stak nu begge Fingrene ned i Gryden og slikkede noget af den fede Suppe i sig. Det gjorde dem atter synlige.

Saa gik de ind igen, og „Langsom“s Moder vaagnede ved deres Komme; hun rejste sig fra sin Soveplads og bad dem lægge sig.

„Hvorfor er jeres Klæder saa vaade?“ spurgte Moderen.

„Aa, vi har haft vort „maanedlige““, svarede de.

Næste Morgen rejste de atter tilbage til Atanikerdluk.

Inden ret længe giftede baade „Let“ og „Langsom“ sig med to Mænd, der ligesom de selv var store Troldmænd.

De to Kvinder var forlængst blevne gamle, da „Langsom“ en Morgen vækkede „Let“ og sagde:

„Jeg har haft en Drøm!“

„Saa fortæl mig den!“ svarede „Let“.

„Jeg drømte,“ fortalte saa „Langsom“, „at jeg skal dø tre Gange, før jeg faar Hvile i min Grav. Man fortalte, at Frelseren ikke vilde tage mig til sig, fordi jeg havde givet mig saa meget af med Trolddom.“

Denne Historie gik nemlig for sig, dengang man var ved at indføre Kristendommen i Grønland.

Men „Langsom“ gik det, ganske som hun havde drømt.

Hun blev syg og døde.

Da man skulde sy Ligskindene om hende, begyndte pludselig hendes Aarer at svulme, og snart levede hun op igen.

Saaledes gik det hende ogsaa, anden Gang hun blev syg og døde.

Men da hun tredje Gang blev syg, havde hun igen en Drøm paa sit Leje.

Hun drømte, at nogen sagde til hende:

„Naar du nu dør, og man lægger dig i Ligskindene, maa de give dig et Stykke brændt Spæk fra Lampen i Munden, og derpaa skal de brede et Edderfugleskind over dit Ansigt. De skal dernæst støde dig mod Briksen og føre dig tre Gange rundt til venstre om Husstolpen; og naar Folkene saa fører dig ud af Huset, skal en bære et Ben derop paa din Grav. Paa dette Ben skal siden din Sjæl ride ud i Havet.“

Denne Drøm fortalte hun til „Let“, blev derpaa syg og døde, og man begravede hende.

Men en saadan Rædsel efterlod „Langsom“ blandt Menneskene, at der var gaaet fire Dage og fire Nætter der paa Pladsen, uden at nogen havde lukket et Øje.

Hendes Mand var den eneste, som et Øjeblik lukkede Øjnene; men da han gav sig til at skrige i et Mareridt, skyndte man sig at vække ham. Da han vaagnede, sagde han:

„Nu maa vi flygte til Tartunaq. I Nat vil hendes Genfærd komme. Men naar vi skal forlade Bopladsen her, maa Kvinderne trække deres Støvler af og vade over det Sted ved Fjæren her, hvor Vandet plejer at gaa op ved Flod. Men Mændene skal blotte deres venstre Fod i deres Kajaker.“

Thi det er almindelig Tro heroppe, at naar man blotter den venstre Fod, „kan intet ondt komme frem der, hvor man har traadt“.

Saa rejste de bort.

Mændene kastede en Affaldsspand uden for Huset, da de skulde efterlade deres Hunde; og saa gik to Mænd gennem Huset og Husgangen, den ene væbnet med en Kamiutstok (anvendes til at blødgøre Sælskindsstøvler med, gør her samme Virkning, som hvis man hos os vilde væbne sig med en Støvleknægt), og den anden med et Stykke Træ, som brugtes til at vende Kød med i Gryderne. Og saa pryglede de løs, den ene fremefter, den anden bagud hele Huset igennem og Husgangen med, som for at jage den onde Luft ud.

Derpaa rejste de bort til Tartunaq, men hele Vejen kastede Mændene deres Harpuner op i Luften for at holde det onde borte. Saaledes naaede de vel frem.

Og ganske rigtigt! Ud paa Aftenen viste en Brand sig ude paa Havet, og den bevægede sig i Retning af Husene ved Atanikerdluk. Snart gled den ned under Søerne, snart var den synlig over dem.

Saa kom den op paa Land og lyste snart henne ved Konebaadsstilladset, snart over Huset, og ofte lyste den som en Regnbue, der strakte sig fra Huset til den friske Grav. Til sidst gik Genfærdet ind i Huset, og saa stærkt var Lyset fra Flammen, at Huset blev gennemsigtigt, som om det var af udspilet Tarmskind. Overalt søgte Flammen efter Mennesker og forfulgte somme Tider Hundene langt ind i Landet.

Hver Gang den forsøgte at følge de flygtede Menneskers Spor, maatte den vende om, naar den kom til de Steder, hvor de havde vadet med deres venstre Fod.

Endelig fandt den en Overgang, og alle ved Tartunaq blev slaaede med Skræk, da Flammen nærmede sig.

„Nu kommer hun for at skræmme os ihjel!“ raabte man.

Nogle samlede Spækstykker fra Lamperne og gik Genfærdet i Møde.

Den Slags Spæk kan onde Aander nemlig ikke lide.

Luften harpunerede de overalt med deres Spyd for i alle Retninger at holde onde Aander borte.

Da Flammen naaede frem, viste det sig at være en Hund, der gennem Trolddom var bleven glødende.

Saaledes hændte det flere Gange, at Genfærdet sendte glødende Hunde til Tartunaq.

I fem Dage hærgede den fredløse Sjæl ved Atanikerdluk og først paa den sjette fik man Fred.

Da et Par Mænd nogen Tid efter tog over til de hærgede Huse, var alt inde i Husene opbrændt. Naar man stødte til Murene, dryssede der Aske ned.

Da „Langsom“ nu var død, flyttede „Let“ til Bopladsen ved Nugssuaq, og her hændte der hende det samme, som tidligere var gaaet forud for „Langsom“s Død.

Hun drømte, at Frelseren talte til hende og forkyndte hende, at hun tre Gange skulde dø. Først naar hun havde afkastet alle sine Hjælpeaander og aflagt sine gamle Synder, vilde han tage hende til sig; og det vilde ske, at hun vilde skifte Hud, og hendes nye Hud, der skulde være skær som et Barns, skulde være hende Tegn paa hendes Syndsforladelse.

Dette var hendes Drøm; og straks gav hun sig til at fortælle sine Bopladsfæller alle de Synder, hun i sit Liv havde begaaet. Thi man svækkede den ondes Kraft ved at skrifte. Og om Aftnerne, naar Kajakmændene kom hjem fra deres Fangst, samledes de oppe i hendes Hus for at høre paa hendes Skriftemaal.

Endelig blev hun syg og døde.

Dette skete to Gange, og da hun anden Gang vaagnede op til Liv, var hendes Hud skær og fin som et nyfødt Barns. Saaledes afkastede hun sin Synd og døde saa endelig, misundt af alle sine Landsmænd.

Her ender denne Historie.

Ved Nugssuaq lever endnu en Mand, der hedder „store Daniel“, som er „Langsom“s Barnebarn. Da han var et lille Barn, plejede han altid om Nætterne at varme sig ved „Langsom“s Legeme.

Fortalt af Den blinde Ambrosius, kaldet Aqajak (Mellemgulvet), fra Ujarasugssuk.

UDSTEDSLIV

Den første Sne er falden, og Efteraaret er allerede inde. Ude blæser den friske Norden, og i den tidlige Morgen staar alt hvidt af Rimfrost. Det er Kulden, som vender tilbage, og Vinteren, som nu lidt efter lidt bider sig fast i Jorden. Sommeren er borte; den fløj fra os, som lyse Nætter flyver fra Ungdom.

Men Mennesker har en stædig Trang til at mindes det, som er forbi, og som aldrig kommer igen. Og nu, da jeg sidder i Fugleskindstimiaken og mærker Kulden sive op til mig gennem Gulvet, vil jeg mindes nogle af de Dage, da Solen brændte hedest, og — Myggene bed ubarmhjertigst.

Det var en af vore første Udflugter efter vor Ankomst til Landet. Grev Moltke og jeg viftede Farvel til vore Kammerater en varm Sommerdag i Slutningen af Juni og satte Kursen over Fjorden mod Udstedet og Fangstpladsen Kangeq. Stedet laa ikke mere end et Par Mil fra Godthaab, men Storisen, der laa tæt sammenskruet over hele Fjorden, gjorde Udflugten derover til det meste af en Dagsrejse. Langsomt stagede vi os ud gennem Isen med vor Kajakmand søgende Vej. Jeg havde taget en af Aarerne og lod den afløste Grønlænder sætte sig i Bunden af Baaden og fortælle løs, Sagn og Selvoplevelser, alt hvad han gad. Og saaledes drev Dagen hurtigt hen. Imidlertid traf vi mere og mere Is. Baaden blev siddende en Gang imellem, fast indeklemt mellem store Flager, og vi maatte da springe ud paa Isen og sønderhugge den med Baadshager.

Det var begyndt at blæse op til Sydvest, og Ismængden voksede. En Kajak fra Kangeq, som vi mødte, meldte yderligere, at Landet om Udstedet var ufarbart for Baad. Saa holdtes der Raadslagning, og det bestemtes, at vi foreløbig skulde se at naa frem til et Udsigtsfjæld. Herfra saa vi en Rende, der var stor nok til, at vi kunde slippe igennem; og saa stagede vi os frem.

Klk. 8 om Aftenen var Lejren slaaet, og endnu samme Aften aflagde vi Pladsens Embedsmand, „Udliggeren“, et Besøg. Han var dansk-grønlandsk Blanding, nærmest dansk i Udseende, men fuldstændig grønlandsk i Lader. Huset var indrettet paa eskimoisk Vis. Frem for os satte man megen Mad og imponerede os til sidst med en rigtig dansk Snaps, som ellers er en sjælden Vare heroppe. Vi lod os intet byde forgæves, og da vi ud mod Midnat forlod vore nye bekendte, var alle Formaliteter forlængst overflødige.

Ganske tidligt næste Morgen fik vi Melding om, at Stedets unge Kateket, Jørgen Brønlund, — forøvrigt samme Mand, som senere fulgte Ekspeditionen — skulde holde Morgentjeneste i Baletikka's Hus Klk. 8. Efter et flygtigt Toilette i Elven, der løb forbi vort Telt, gik vi op til Huset. Det var en temmelig stor Jordhytte af den almindelige grønlandske Type: fladt Tag, lang, smal og lav Husgang, alt bygget af Jord og Sten. Da vi krybende var komne Husgangen igennem, var Huset allerede fyldt med Kirkegængere. Inde paa den brede Sidebriks laa og sad Mennesker i Lag. Der var en kvælende Hede derinde.

Paa Væggene var overalt ophængt udpustede Æggeskaller som Prydelser, og midt imellem disse stak ganske besynderligt af et stort Olietryk af Fridtjof Nansen. Dette Billede var Familiens Stolthed.

Gudstjenesten tog sin Begyndelse. Kateketen fremsagde Fadervor og sang for. Salmesangen var flerstemmig. Koret begyndte ganske piano med faa Stemmer; men Stemmerne voksede i Tal og Styrke. Mændene brummede deres Basser dybt og klangfuldt, og Kvindernes høje, klare Stemmer smeltede smukt sammen med dem.

Efter Prædikenen fulgte Barnedaab. Døbefonden var en gammel Dragkiste, Kummen en Kaffespølkum; primitivt, men praktisk — for den, som ikke har andet; og virkningsfuldt ved den Andagt, Kateket og Menighed lagde i Handlingen.

Ved Middagstid gav Ekspeditionen en stor Koncert i Udliggerens Hus. Programmet bejlede til enhver Smag, og „Udførelsen lønnedes med Ovationer“. Wagners „Pilgrimskor“ maatte gentagne Gange gives dacapo, og de mest begejstrede udtalte Ønsket om at faa den indlemmet som Julesalme i den grønlandske Kirke. Men den lettere Musik, som „Dragas Mazurka“ og „Kom Karoline“, gjorde ikke mindre Lykke. Og mangen en Melodi lever nu sikkert dernede i de lokale Harmonikaer som en „Gave“ fra Ekspeditionen. Thi hver den, som giver en ny og hidtil ukendt Melodi fra sig, betragtes som Giver heroppe. Melodier — saavelsom Sagn forøvrigt — har deres Herrer og Ejermænd heroppe. En Grønlænder fortalte mig saaledes en Dag med stor Selvfølelse, at han ved en Barnedaab havde mødt op med en Melodi som Faddergave. Han havde selv „lavet“ den og spillede den første Gang, da Barnedaabsdansen aabnedes. Melodien gjorde stor Lykke og blev øjeblikkelig lært af alle. Og inden ret længe nød Komponisten den Skaberglæde, at Kajakmænd førte den fra Sted til Sted, saaledes at selv fjerntliggende Kolonier annekterede den som deres populæreste Dansemelodi.

Men tilbage til vor Koncert! For det var virkelig en Forestilling, som med Rette kunde gøre Krav paa at imponere vort Publikum. Store Orkesternumre f. Eks. havde man jo aldrig før hørt her ved Kangeq. Og saa tilmed den gaadefulde og mystiske Maade, hvorpaa det hele foregik! Et lille, rapt Maskineri og saa en gemen Tragt, som kunde synge, fløjte, le, græde, aflevere Orkesternumre og tale alle mulige Verdenssprog, selv grønlandsk! Saaledes hørte jeg en Grønlænder karakterisere vor Fonograf.

Til en Begyndelse var Talerne, særlig de grønlandske, det, som forekom dem at have mest med „den sorte Kunst“ at gøre. Ingen var rigtig glad ved at staa ganske nær ved Tragten.

„Pas paa, at han ikke spytter dig!“ hørte jeg en sige, og en mere gemytligt anlagt foreslog mod Slutningen, at man som en ringe Anerkendelse for Anstrengelsen burde give „Manden derinde“ en lille Skraa.

Under Forestillingen blev der naturligvis givet dem en Forklaring af Fænomenet, — noget, som kun gjorde Forbavselsen endnu større. Orkestre, der havde spillet i New-York eller i København engang for længe siden, sad man nu og hørte paa i en Grønlænderhytte i Kangeq! Og Noderne — „Musikbeholderne“, som de kaldte dem, — var oven i Købet ikke større end Fluespor. Vi viste dem Edisons Billede; det betragtedes med stor Andagt. „Saadan et Kunststykke gør man vist ikke bedre i Himlen,“ var der en, der sagde.

„Ja, hvis jeg ejede den Eftersnakker,“ sagde en anden, „vilde jeg lade den spille for mig Nat og Dag igennem, glemme alt andet og til sidst sulte ihjel.“

Allerede kort efter Middag traf man Forberedelser til Barnedaabsdansen, der skulde holdes i det fri. Udliggeren, hvis smukke Døtre var stærkt interesserede i Festen, udlaante Raabrædder; et fortræffeligt Dansegulv tømredes hurtigt sammen og lagdes over en stor, flad Klippe. Ganske vist vilde de dansende ikke komme til at føle videre fast Grund under Fødderne, thi Gulvet var lige saa levende som de dansendes Ben og gav efter for alle Tramp; desuden knagede det under ens Fødder som Tyndis. Men det forhøjede jo bare Morskaben.

Klokken var tre om Eftermiddagen, da de første Toner kaldte Kangeqboerne til Dans. Musikken, en Harmonika og en trestrenget Violin, spillede for en tæt Tilhørerskare nede ved Dansefjældet. De unge Piger kom leende og raabende frem fra Husene og løb ned mod Dansepladsen; Mændene bagefter, langsomt, næsten som om de ikke gad, med Hænderne dybt i Bukselommerne.

Alle Balgæster samles paa et Øjeblik, og Musikken kiler løs med sine raske Dansemelodier. Men der er langt endnu til, at Dansen tager sin Begyndelse. Først skal det grønlandske Koketteri udspilles. Alle har siden foregaaende Dag glædet sig til Dansen, ingen har talt om andet selve Dagen; men nu, da Timen er inde, skal de først kokettere. Ingen vil være den første, der danser ud. Pigerne gemmer sig bag hinanden; Mændene ser ligegyldige ud.

„Jeg har aldrig sagt, at jeg havde Lyst til at danse.“

„Næh, hvem gider ogsaa svinge saadan en Fedtklump i denne Varme!“

Saaledes taler de, og dog banker alle Hjerter af Danselyst. Men gammel Skik fordrer, at der skal gaa det meste af en Time „til Spilde“, og imedens sidder Musikken taalmodigt og aflirer sine Melodier hen i Vejret ...

Det var en dejlig Eftermiddag. Søen laa blank som smeltet Bly (grønlandsk Udtryk), Solen bagte ubarmhjertigt, og Storisen, der laa pakkende tæt ind til Land, straalede. Vandet om Flagerne lagde sig ganske lysegrønt ind i de mørkeblaa Huler og Fordybninger, som Søen havde ædt.

Vor flittige Maler havde været ude for at tage en Skitse, og jeg, som altid er den letsindige, havde slæbt ham fra hans Arbejde ned mod Dansen. Vi standsede paa et Fjæld og saa ned over Dansepladsen og ud over Havet. Ingen af os sagde noget, vi saa blot paa hinanden og rystede paa Hovedet.

Malerens Ansigt lyste igen af Arbejdsenergi, og jeg fik en Anelse om, hvad der foregik i hans Indre. Men før han endnu kunde faa Tid til at besinde sig, havde jeg et kraftigt Tag i hans Skulder og fløj med ham bort fra det Sted som vilde forlede ham til at svigte det Danseløfte, han havde givet Udliggerens smukke Datter.

Vi „trak os“ hver en Pige og svingede os ud paa „den gyngende Grund“. Og straks var den fulde Dansestemning oppe med det samme. Man sprang omkring, trampede og sled sine Kamiker saaleløse i Reel'erne. Kvinderne fniste og lo, og Mændene hujede for at faa Fart i Dansen.

Runddansene er Hviledanse, de fordrer ingen Kraftanstrengelse; men Fodtrampene og Sprællene i en Reel er Mænd værdige, mener Grønlænderne. — Og man dansede hele Eftermiddagen og Aftenen med til Midnat; saa holdt man inde, thi da var Harmonikamandens Tommel følelsesløs.

Tidligt næste Dag rejste vi paa Æggetogt til Cook-Øerne, et Par hundrede Smaaøer, som laa et Par Mil fra Kangeq. Vor Besætning bestod af fem Roersker, en Styrer og en Kajakmand; desuden medtog vi til fælles Underholdning Stedets kostelige Fortæller og Komediant — Jua.

I Konebaad satte vi Kursen ud mod Storisen, Kajakmanden fandt Renderne, og uden større Besværligheder naaede vi over til Øerne.

Konebaaden er ellers ikke noget synderlig paalideligt Fartøj, naar Storisen ligger tæt; thi dens simple Bygning taaler ingen stærkere Berøring med Isen. Den bestaar jo af et tyndt Træskelet, overtrukket med Skind, der er saa stærkt spændt, at man kan se Vandet igennem det. I stærkere Bølgegang vrider Baaden sig ganske efter Søernes Pres, men taaler dog meget, da intet er fastnaglet, men sammenbundet saaledes, at det kan give efter uden at brydes. I Reglen medfører man paa længere Konebaadsrejser et Stykke Spæk, der anvendes som foreløbig Prop, saafremt der skulde gaa Hul.

Vi roede fra Ø til Ø og samlede Terneæg til Middagsmad. Ternerne fløj skræmte over vore Hoveder og protesterede. Luften dirrede af Skrig.

Da vi havde tilstrækkeligt til et større Middagsmaaltid, roede vi over til en frodigere Ø, hvor der baade var Kviste og Vand i Mængde. Og medens Æggene kogte og Kaffen varmedes, fortalte Jua Historier.

Han gestikulerede, vred sit runde Gummiansigt i snurrige Grimacer, raabte og lo, og Roerskerne trimlede om af Latter.

Hele Eftermiddagen igennem roede vi rundt mellem Øerne. Edderfugle suste i Træk om Baaden, Terner skreg og vrængede ad os i Luften, og Tejsterne dukkede under og legede Skjul med os, saa saare vi kom dem nær.

Hen imod Aften slog vi Lejr paa Angisok-Øen. Jeg havde fulgt Konebaaden i Kajak, og en lille Læk i Bunden havde gennemblødt mine Benklæder. Da det jo galdt om at faa dem tørre inden Nat, hjalp Grønlænderne mig paa en lige saa praktisk som virkningsfuld Maade. Et Par store Baal antændtes, og da de blussede godt løs, lagdes et Par flade Sten over Ilden, og Tøjet stegtes over disse. Det blev øjeblikkelig tørt, men jeg tør dog alligevel ikke anbefale Metoden.

Dagens Fangst — Edderfugle, Tejster og Maager — tilberedtes nu paa særlig grønlandsk Vis: „stenkogtes med Mosdyner“. Fuglene indsvøbtes i Mosdynerne, der var friske og vædedryppende, kogtes saa, eller rettere stegtes, over flade Sten uden at blive brændte; og Røgen, der stadig stod om dem, gav dem en røget Bismag, der var yderst tiltalende.

Vi medførte kun et lille Telt, og i dette sov vi nu 13 Mennesker, Mænd og Kvinder imellem hverandre. Frisk Lyng erstattede Sengetøj.

Om Morgenen tidligt gik jeg ind paa Øen for at undersøge nogle Hedningegrave. Maleren var, medens det endnu var halvmørkt, gaaet til Fjælds for at male. Gravene var meget interessante, og Undersøgelsen af en enkelt bragte et Resultat af ni Kranier og nogle Knogler, som vi til Grønlændernes store Forfærdelse bragte ned til Teltene.

De gamle Eskimoer har anvendt et stort Arbejde paa deres Grave. Store Kampesten var sammenbragte og byggede op i Dynge paa Toppen af et lille Fjæld lige ud mod Søen. De virkede øde og triste i deres Omgivelser, og det var en egen skummel og forladt Stemning, der ved Aftenstid i Halvmørket hvilede over disse store, kolde Kampesten, der dækkede over de hensmuldrende Eskimorester ...

Imidlertid begyndte det at blæse op, en frisk Sydvest, der pakkede Isen sammen ind mod Land. Og vor Styrer, Sebat, der havde været paa Udkig, bragte Melding om, at vi inden Aften maatte være tilbage i Kangeq, hvis ikke Tilbagevejen skulde afskæres os.

Men først skulde en Eskimoruin, der fandtes lige ved vor Lejrplads, undersøges. Fortælleren, der var den sagkyndige, opgav, at den skulde have været en Sagnhelts, Kagnagssuaq's, Hus. Omtalte Ruin, hvis Plan blev opmaalt og tegnet, er sikkert en af de største Eskimoruiner, der hidtil er fundne heroppe. Det eneste Rum, hvoraf hele Huset bestod, har været beboet af en 70—80 Mennesker, og Planen giver et fortræffeligt Indtryk af, hvorledes alt var indrettet i gamle Dage. Ved Siden af Huset fandtes Forraadskamre, nogle byggede op mod selve Husmuren, andre derimod op ad selve Fjældskraaningen ved Siden af, en Snes i Tallet. Og paa en frodig lille Dal Syd for Tomten fandtes 6—7 Teltpladser, som var bleven benyttede om Sommeren, naar Husene udluftedes.

Men medens Tiden løb fra os med disse interessante Undersøgelser, drev mere og mere Is ind fra Davisstrædet. Og da vi endelig stak Konebaaden i Søen, var det smalle Løb, vi skulde igennem, saa fuldtpakket med Is, at vi maatte hugge os Vej udefter.

Angisoq-Øen, hvor vi havde overnattet, var en af de yderste Øer i den store Øgruppe; det var derfor bleven Aften, inden vi naaede frem til det Sund, der førte over til Kangeq. Der gik lidt Sø, og Konebaaden vred sig; men vi skød dog alligevel en god Fart, da Hjemlængselen havde øget vore Roerskers Kræfter.

Vi talte netop om et lille Ankomstgilde, Udliggeren havde lovet os, da den forreste af Roerskerne, Abrahams Kone Elina, springer op i Baaden og peger fremefter.

„En Blære!“ raaber hun.

Og langt ude ser vi noget komme og svinde i Bølgerne. Der blev stille i Baaden, og al Latter hørte op. En herreløs Fangeblære varsler altid Død heroppe. Vor Kajakmand roede efter den og kom tilbage med den. Alle kendte den, og der blev dobbelt stille i Baaden; det var Elina's Søn, Samuel's, Blære, og Fangeremmen var sprængt.

Ingen gav en Lyd fra sig, Elina heller ikke. Man skyndte sig bare indefter.

Saa snart vi naaede Land, rejste Elina sig op i Baaden og raabte ind, om Samuel var kommen hjem. Samuel var ikke kommen hjem. Saa udstødte hun et hæst Skrig, dobbelt uhyggeligt og skærende efter den lange Maalløshed, faldt om og blev baaren ind i sit Hus.

Nogle gamle Koner kom springende frem fra Husgangen, gav vilde Hyl fra sig og løb klagende ned til Elina's Hus for at begræde hendes Søn. Skrigene gav Genlyd mellem Fjældene og fyldte det lille Udsted med Uhygge.

Inde mellem Husene løb Samuel's ældre Broder, Andreas, fredløs som en vanvittig. Han klatrede op paa Fjældene, saa ud over Havet og udstødte lange, monotone Hyl. Saa løb han ned til Husene igen, løftede sin lille fireaarige Broder op til sig, kyssede og omfavnede ham, trykkede ham krampagtigt ind til sig og raabte ham ind i Ørene, at Samuel var kommen bort, og at han aldrig mere kom tilbage. Den lille, som ikke forstod, hvad det skulde sige, blev bange for Broderen og brast i Graad.

En uhyggelig Mumlen rejste sig blandt Mændene, der stod nede ved Fjæren: Abraham, Abraham! Der kommer Faderen! Og Abraham kom roende om Næsset uden at ane noget. Men han faar straks Øje paa Andreas, der kommer løbende ned til ham, og forstaar med det samme, hvad der er sket. Han giver en stønnende Lyd fra sig, som en Mand, der bedøves af et Slag. Overkroppen falder tungt forover paa Kajaken; han er bevidstløs ved at kæntre om, men trækkes i Land og bæres op i sit Hus.

I flere Dage viser ingen af dem sig for deres Landsmænd, og hverken Fader eller Søn gaar paa Fangst. Først naar Selvopholdelsesdriften vækker dem af deres Sorg, gaar de paa Fangst i det Hav, der tager og giver saa meget. — —

I HVALROSFANGERNES LEJR

I Holstensborgs nordre og Egedesmindes søndre Distrikt drives i September store Hvalrosjagter af Nordgrønlændere. Paa denne Tid søger nemlig Hvalrosserne fra det aabne Hav ind til Land og samler sig paa Smaaøerne i Hundredvis. Det er særlig Egnen mod Nordre-Strømfjord, der er Samlingssted. Her optræder de til Tider i saa store Flokke, at Konebaade, som ligger paa Rensjagt inde i Fjorden, afskæres Tilbagevejen Uger igennem.

Flokken kan danne hele Smaaøer ude i Fjorden, og Dyrenes lange, spidse Stødtænder gør det skæbnesvangert for Konebaade at komme i Nærheden. I Kajak derimod er den dygtige Hvalrosfanger sjældent bange for dem, naar de da ikke optræder i alt for overvældende Mængde. Træffer man en Flok paa Land, — og Hvalrosserne kan bestige hele Smaafjælde — afskærer man dem ved Ebbetid Tilbagevejen og anretter vældige Blodbad paa Dyrene, der kun bevæger sig langsomt hen over Fjældene. I Løbet af en Time kan man under heldige Forhold dræbe indtil et halvt Hundrede Stykker. Og det giver vedkommende Grønlændere en god Fortjeneste.

Det er Efteraar nu, og Hvalrostrækket gaar nu netop over Tassaralik ved Nordre-Strømfjord. Jeg er Gæst hos Storfangeren David, en af de dristigste Hvalrosdræbere. Lejren tæller 8 Telte, alle beboede af Grønlændere fra Egedesmindes søndre Distrikt. Jagten er endnu ikke begyndt; man venter paa, at Hvalrosserne skal gaa paa Land.

Igdluerungneq, d. 17. Sept. 1902.

Intet er mere anstrængende for en rejsende end overdreven Gæstfrihed, og Indbydelserne har regnet ned over mig i Dag; men den nordgrønlandske Værtsglæde er ogsaa berømt; selv Sydgrønlænderne, som nødigt vil staa tilbage i noget, taler derom. Kommer en fremmed til en Boplads, skal han se og ses — straks første Dag. Og det anstaar sig ingen Husmoder af Ære at lade en Gæst træde over sin Tærskel uden at bespise ham. De Goder, man byder paa i de forskellige Telte, kan af gode Grunde ikke varieres: først Kød, — Sælhundekød eller, som her, Hvalroskød — og siden Kaffe. En Behagelighed er det, naar man skal mange Steder, at man ikke behøver at opholde sig længere Tid blandt sine Værtsfolk end den, der medgaar til at spise og drikke. Er man færdig hermed, har man gjort sin Pligt og kan roligt gaa. Men at indtage til Eksempel otte kraftige Kødretter med tilhørende Kaffe lige efter hinanden — er noget, man først vænner sig til, naar man har levet en god Tid blandt Grønlændere.

Da jeg i Løbet af 2—3 Timer havde indtaget mine 8 Maaltider raabtes der til Fodbold, med den udtrykkelige Motivering, at det var „for at faa Maden til at sætte sig“. Fodbold spilledes med stort Liv af baade Mænd, Kvinder og Børn. Flere Mødre deltog med deres Børn i Bærepose, og det virkede ganske komisk at se dem springe om med de smaa skrigende paa Ryggen. Kom en af de mindste Deltagere til at sparke til Bolden, brød et Latterkor løs fra de gamle Koner, som saa til.

„Perûk! Perûk!“

„Gør ham det efter! Gør ham det efter!“

Og man kunde da se gamle gigtsvage Bedstemødre kaste sig ind i Vrimlen og hæsblæsende springe om efter Bolden — bare for at komme til at „perûvokke“ en eller anden Kæledægge.

Fodboldspillet trak længe ud og spilledes med stor Iver. Særlig var jeg meget overrasket over Kvindernes Udholdenhed. Man holdt først op ved Mørkets Frembrud.

Da jeg sent paa Aftenen kravlede ind i Davids Telt for at lægge mig til Hvile, var det ikke uden en stille Bekymring over de Fordringer, gode Mennesker kunde stille til ens Fordøjelsesorganer.

19. September.

Det har blæst en Sydveststorm i Nat, og alle har været paa Benene. Vi vækkedes ved, at Skindteltet var ved at blæse om. Der var ikke Tid til Paaklædning, blot et Par Kamiker paa. Halvnøgne Mænd og Kvinder løb skrigende og kaldende om mellem hinanden.

„Hjælp, hjælp! Nu blæser Teltet om,“ skreg en.

„Kom øjeblikkelig!“ raabte en anden.

„Konebaaden blæser i Søen!“

Og man saa nogle omfavne Teltstængerne, andre klamre sig fast til Konebaaden. Mænd kommanderede, Kvinder skreg, og Børn græd. I Halvmørket skimtede man den vildeste Forvirring: Telte, der flyttedes, Konebaade, der bares i Læ, forfjamskede Mennesker, der faldt over hinanden.

Men Stormen tog sine Tilløb uden at ænse de travle Mennesker, og drev Søerne ind i den lille Havn, saa Fjæren stod hvid af Skumfraade.

Til Morgen var det ikke til at finde Rede i de forskellige Telte. Alle var flyttede, og Lejren havde ganske forandret Karakter.

Det er ikke Fangstdag, alle er hjemme.

Davids Svigermoder skænker Kaffen rundt til os. Vi tager den, liggende paa Maven, og mens der drikkes og ryges, snakkes der om, hvad der falder de forskellige i Munden. Det haster ikke med at komme op i Dag; Søvnen var kun tynd i Nat.

„Jeg er nu en gammel Mand med voksne Børn,“ siger David; „men jeg har dog endnu ikke opnaaet at blive Herre i mit Hus. Svigermoder regerer os alle sammen. Hun faar alt, hvad jeg fanger, og saa er det hendes Sag at bruge Pengene; men hun er fornuftig, og vi er alle vel tjente med hendes Regimente.“

Svigermoder ler, alle ler, Morgenhumøret er straalende.

Et Vindpust river Teltforhænget op og viser os det fraadende Hav lige udenfor. Det er snetykt og koldt.

„Man bliver gammel,“ siger David og peger ud paa Søen. „I mine unge Dage var det saadant Vejr, jeg holdt af at lege i; nu bliver jeg liggende i Dynerne og bælger mig paa Gammelmandsvis med Kaffe.“

„Fortæl om dine Kajakture, David!“

„Fortælle skal jeg gerne, ikke om mine egne Ture, men om min Kammerat Ové's Fangstture; dem kender jeg, for vi var altid sammen siden vor første Ungdom.“

„Fulgtes I altid ad, Ové og du?“

„Ja, vi veg aldrig fra hinanden, saa længe han levede; han var jo min Fangstkammerat.“

„Men saa bliver det jo ogsaa om dine egne Fangstrejser, du kommer til at fortælle.“

„Du har Ret,“ siger David med et Smil; „men om du havde set ham i Braadsø i Følge med mig og faaet et Begreb om hans Kæmpekræfter, saa vilde du forstaa, at jeg hellere vil tale om ham end om mig selv. Aa, jeg husker, at det engang blæste op, medens vi var langt til Søs. En rigtig bidende Sydveststorm! Søerne rejste sig som Fjælde om os. Hver af os havde en Hvalros paa Slæb. Du véd, at en Fangerem er tre Favne lang, og vi bugserede dem i hele Længden. Naar Remmen pludselig strammedes og slyngede os tilbage i hele Linens Længde, hen over Søtoppene til Fangeblæren, der var fastgjort til Hvalrossen; naar Søerne slog sammen over os, saa det bare gjaldt om ikke helt at miste Vejret — da skulde du bare have set Ové! Engang blev han slugt af en Sø, der rullede ham ind i sig. Det varede længe, før vi saa noget til ham. Vi troede næsten, den havde taget Vejret fra ham, da han saa endelig blev spyttet ud og smilende pustede Vandet ud af sine Næsebor; da glemte jeg mig selv og Hvalrossen, jeg havde paa Slæb, og skreg af Glæde, lige til en Sø tog mig med sig og stoppede Munden paa mig.“

Gamle Edue, Svigermoderen, satte et Fad Hvalroskød frem for os.

„Det var saa rart at faa lidt Ballast i Maven, før man stod op,“ mente hun.

Og vi langede til og gav os til at spise.

„Det er nu vort Brød,“ siger David; „og vor største Glæde har vi, naar vi forfølger disse Dyr. Jeg plejer at sige til Kvindfolkene her: „Naar den Tid er inde, da vi dræber Hvalrossen med Harpunen alene, langt til Søs — Bøsser dur ikke i Søgang — saa glemmer jeg baade at ryge og at drikke Kaffe!“ Saa stor en Tosse er jeg endnu.“

„Du holder meget af Søen, David!“

„Ja, det gør jeg, fordi jeg har Søens Vaner; — aldrig i Ro længe ad Gangen. Altid flakker jeg omkring; i Konebaad, naar der er frit Farvand; med Hundeslæde, naar Isen lægger sig.

I April, saa snart Isen bryder, forlader vi Vinterkvarteret og er først tilbage igen i November. Vor første Udfart gælder Sælhunde i Almindelighed — nu og da blandede med Hvalros — ved Mundingen af Strømfjorden. I Juni drager vi paa Angmassætfangst i Omegnen af Igniarfik. Saa kommer Natârnaqfiskeriet ved Tasseralik, og siden, i September, efter at have hjembragt de indsamlede Forraad — tilbage til Tasseralik efter Hvalros.

Alt, hvad vi saaledes samler ind — tørret Kød, tørrede Angmassætter og Natârnaq — lever vi af om Vinteren, naar det bliver vanskeligt med Storfangst. Vinterfangsten bestaar i Garnfangst og Jagt ved Strømhuller. I Reglen kan vi gaa i Kajak her i Distriktet indtil December.

Fra Marts Maaned til Isbrydningen driver vi Outok-Fangst, naar Sælerne kravler op paa Isen for at sole sig. Og — saa har vi været Aaret rundt.“

„Fortæl noget om din Fangstkammerat!“

„Ja, han var noget ældre end jeg, større og stærkere. Det eneste, der holdt os hjemme fra Fangst, var Sydveststorm. Men saa morede vi os i Stedet med at lade Braadsøerne under Land tumle med vore Kajaker. Dengang forstod ingen af os sig paa, hvad der var farligt. Vi stak Aarerne ind i Kajakremmene, foldede Armene over Brystet og lod os begrave af Søerne. De gamle holdt os aldrig tilbage. Ingen ængstede sig for os. „For vi to var nu eengang bestemte til at leve,“ mente man, og ganske rigtigt. Ové er først død for nylig i en fremrykket Alder. Og jeg, jeg lever jo endnu, trods alt.

Aa, du skal høre mere om Ové, det vil more dig. En Sommer vi sejlede med Konebaad, Ové og jeg fulgte med i Kajak, saa hændte det, at — — — —“

„Kaffebud fra Ejalik's til Kunut!“ raabtes der udefra.

„Saa lad mig bare sluge denne Historie,“ afbryder David.

„Ja, indtil videre,“ — og saa i Tøjet og ud til Dagens Besværligheder. — — —

21. September.

Lejren er meget optagen af nogle Spor, Lûtivik har set oppe i Nærheden af Kingigtok-Fjældet. De var to Gange Fodsbredde, men aflange. Bjørnespor kunde det altsaa ikke være. Og til at være Renspor — alt for store. Ved at følge Sporene et Stykke fandt han en ganske frisk, halvspist Hare. Det kunde kun være ganske faa Timer siden, at den var bleven forladt. Da det heraf maatte følge, at Dyret maatte være lige i Nærheden, og da man for øvrigt vilde vide, at Kingigtok skulde være Opholdssted for visse Uhyrer, ingen nogen Sinde var bleven rigtig klog paa, havde Lûtivik bestemt sig til hellere at forlade Sporene og begive sig hjem, af Frygt for, at det skulde være en „Qapiarfik“ eller „Kilivfak“, som den ogsaa kaldes. Det var et glubsk Rovdyr, saa stort, at det kan løbe med en Rentyr i Gabet. Skyder man et saadant Dyr, kan man længe leve højt derpaa. Tre Gange kan man spise dets Kød, naar man blot passer paa ikke at beskadige Benene; saa mange Gange vokser Kødet ud igen.

I Løbet af Natten var der falden en let Nysne over Kingigtok. Fortræffelig Sporsne! Og sammen med et Par unge Fyre bestemte jeg mig til Dagen efter at forsøge min Lykke. Vi skulde ro i Kajak over en Bugt, bære Kajaken et Stykke over Land op til en 6—7 Mil lang Sø og saa ro lige hen til Foden af Kingigtok. Man ventede sig meget af vor Jagt. Vi selv var opfyldte af Spænding.

Om Aftenen samledes Mændene i Malanga's Telt, hvor Jagthistorier afløste hinanden. Man sad rundt om paa Teltgulvet. Kvinderne sad i Nærheden af Lampen og syede. Ude var det maanelyst og stille. Der hørtes kun svage Bølgeskvulp nede fra Fjæren.

Malanga fortalte.

Han var en lille Mand paa et halvhundrede Aar — hurtig i sine Bevægelser og behændig i sin Tale.

„Der er jo nogle af de unge, der agter sig til Kingigtok i Morgen. Det er et underligt Fjæld. Lûtivik, hører jeg, har i Gaar set mærkelige Spor deroppe. Han er ikke den første. Kender I Sagnet om „den eenøjede Kæmpe paa Kingigtok“?

Jeg skal fortælle det.

Der gaar Sagn om, at der engang herskede stor Nød ved Husene i Igdluerungneq. Saa udpinte var de til sidst af Sult, at ingen mere forlod Sovebriksen. Jo, een var der, som jagede for dem alle, og det var en lille forældreløs Dreng. Naar han fangede en Rype, delte han den med sine Landsmænd. Fangede han to, kunde Glæden ikke have været større, om han havde bragt to Sælhunde til Huse. Meget blev der ikke til hver, men de fik dog altid Smag paa deres tørre Tunger.

En Dag gik han som sædvanlig paa Jagt. Han gik den ganske Dag uden at støde paa noget levende. Dagen hældede mod Aften, da han naaede Kingigtok, og han var ved Toppen, uden endnu at have set nogen Rype. Det begyndte at blive mørkt, men hjem turde han alligevel ikke gaa uden Bytte.

Som han spejdende følger Fjældet, faar han til sin Forundring Øje paa et Hus. Og han vidste, at der ikke havde været noget Hus der paa det Sted tidligere. Han nærmer sig det, ser ingen Mennesker og smutter til sidst ind gennem Husgangen.

Inde i Huset sad der en Kæmpe. Han var skabt som en Mand, men havde kun eet Øje. Kæmpens Forbavselse over Mødet var ikke mindre end Drengens.

„Kan hænde, du trænger til Mad?“ sagde Kæmpen venligt. „Sæt dig ned!“

Saa gik han ud og kom tilbage med en Mængde tørret Kød.

„Spis nu, saa meget du orker,“ sagde han og satte Kødet frem. Drengen spiste, og hans Sult var afløst af Mæthed, uden at Madbunken syntes at være bleven mindre. Saa meget var der.

„Nu skal du sove her i Nat. I Morgen skal du gaa hjem, naar du har hvilet ud. Du skal sove uden at vente noget ondt.“

Saa tilbragte de da Aften og Nat sammen. Da han endelig skulde til at begive sig paa Vej hjem, gav Kæmpen ham lige saa meget Renskød, han kunde bære.

„Naar du kommer hjem, og dine Landsmænd giver sig til at spise, maa du sige dem, at hvor stor Lyst de end maatte føle til at tage lidt Spæk til Kødet, maa de paa ingen Maade gøre dette. Ikke saa meget som en eneste Mundbid. Gør de dette, vil du aldrig mere finde mig, hvor meget du end søger. Følger I derimod mit Raad, saa vil du kunne finde mig, saa ofte I trænger til min Hjælp.“

Saa gik Drengen, og der blev stor Glæde ved Igdluerungneq, da han kom hjem. Og de rettede sig alle efter, hvad Kæmpen havde sagt. Et Par Gange var der rigtignok nogle gamle Kællinger, der begyndte at tale om Spæk.

„I — î — î, om man kunde spise lidt Spæk til — î — bare en eneste Mundbid!“ Men de andre, som hørte dem tale saa, skammede dem ud og hindrede dem i at følge deres Lyst.

Nogle Dage senere gik Drengen atter op til Kæmpen. Han fandt Huset, gik ind og blev endnu bedre modtaget end forrige Gang. Under hans Briks saa han et Kæmperibben, ganske hvidt af den lækreste Talg.

„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde Kæmpen og pegede paa Ribbenet.

Drengen begreb ikke, hvad det var.

„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde han endelig, og da først forstod Drengen det.

Kæmpen gav sig nu til at skære noget af Kødet fra og kogte Drengen et forsvarligt Maaltid.

„Det er vanskeligt at finde lidt Adspredelse heroppe. Bliv her i Aften!“ sagde Kæmpen.

Og det gjorde Drengen.

Ud paa Aftenen begyndte Kæmpen at pynte sig — til Angakokleg.

„I Aften skal der være stor Angakokfest ved Erkrûtit, og jeg skal deltage. Følg med!“ siger han til Drengen.

Der var en Snes Mil til Erkrûtit, og det kan nok hænde, at Drengens Tanker strittede mod Forslaget.

„Vi skal nok være derovre før Daggry,“ sagde Kæmpen beroligende, da han mærkede hans Betænkelighed. Saa gik Drengen ind paa Forslaget.

Saa gjorde de sig i Stand; den eenøjede tog sin fineste Dragt paa og begyndte at forklare Drengen, hvorledes han skulde forholde sig.

„Du skal klamre dig fast til min Hals og lukke Øjnene. Aabner du dem, da vil du blive saa svimmel, at Bugen vender sig i dig, og du vil falde ned.“

Saa gik de sammen til en Afgrund — det skal nok have været paa Kingigtok's øverste Tinde — og der fik Drengen Ordre til at klamre sig fast til Kæmpens Hals.

Nu gav den eenøjede sig til at svinge med Armene og lave Kredsløb ganske som en Fugl, der er ved at lette. Naa, og saa bar det af. Drengen lukkede Øjnene. En vældig Susen, ganske som om han var midt i en Storm. Det var alt, hvad han sansede.

„Nu er vi ved Erkrûtit,“ sagde Kæmpen. Drengen syntes knap at have faaet Tid til at trække Vejret, saa hurtigt var det gaaet. Han aabnede Øjnene ganske lidt og saa nogle smaa, sorte Prikker langt, langt nede; det var Husene. Kæmpen begyndte nu at dale ned, idet han bevægede sig i en Rundkreds.

„Der i det Hus skal Angakokfesten holdes,“ sagde han og pegede paa et stort, stærkt oplyst Hus. Han spilede nu Armene ud og sejlede gennem Luften, uden Vingeslag, saadan som store Fugle gør, naar de skal sætte sig. Saa var de ved Husgangen.

Da de kom ind i Huset, var man allerede færdig til Aandefesten. Hele Natten gik. De fornemste Angakokker sang og manede, idet de stadig afløste hinanden.

Først mod Gry fløj de atter tilbage til Kingigtok.

„Sov nu først,“ sagde Kæmpen, „hvil dig uden Uro, op ad Dagen kan du saa gaa hjem.“

Og Drengen fandt Kæmpens Ord værd at adlyde og blev. Da han siden skulde gaa, fik han med sig saa meget Kilivfak-Kød, som han kunde bære; men paa samme Vilkaar som forrige Gang. Ingen maatte spise Spæk til, hvis han oftere vilde nyde godt af Kæmpens Forraad.

Der blev stor Glæde og megen Undren, da Drengen kom hjem.

„Har du fanget et Rensdyr?“ raabte nogle i Munden paa hinanden.

„Nej,“ sagde Drengen, „det er Kæmpen paa Kingigtok's Tinde, der har fanget en Kapiarfik.“

Og saa sagde han dem, hvad Kæmpen havde betinget sig og formanede dem meget til at være fornuftige.

„Thi,“ sagde han, „meget har vi allerede faaet, og endnu mere vil han give os, hvis vi bare handler efter hans Ord.“

Og alle gav sig til at spise med stor Appetit.

Men det gik nu denne Gang ganske som den foregaaende Aften, at nogle gamle Kællinger gav sig til at snakke om, hvor dejligt det dog vilde være, om man turde spise lidt Spæk til. Men de andre, som hørte denne Tale, blev vrede og skammede dem ud.

Med eet lød der et vældigt Dump udefra. Huset skjalv, og Vinduesposterne faldt ned paa Gulvet. En af de gamle Kællinger havde bag de andres Ryg puttet et Stykke Spæk i Munden. Og Kæmpen stod neden for Vinduerne og raabte ind i Vrede:

„Lidet fortjener I min Hjælp, I ulydige, som ikke agter mine Ord. Ingen skal oftere finde mit Hus, hvormeget I end vil søge!“

Og saa hørte de kun et Sus i Luften, da han fløj.

Drengen søgte siden ofte efter Kæmpens Hus — men ikke engang en Murtørv var der at opdage paa det Sted, hvor det havde staaet.

Her ender denne Fortælling.“

— — — Gennem Teltaabningen kunde man skimte Kingigtok, der stor og stejl hævede sig over alle andre Fjælde i Omegnen.

Alles Øjne søgte uvilkaarligt derop.

„I mine unge Dage var Fjældet deroppe Renernes Hjemsted om Sommeren. Der havde de deres nedtraadte Stier, der løb fra Madsted til Madsted langs Fjældets Skraaninger. Og ingen gik forgæves paa Rensjagt til Kingigtok!“

Det var Ajunge, en gammel Kone paa 60 Aar, som talte. Hun laa krumbøjet af Gigt paa Briksen, og hendes hviskende Stemme skjalv, naar hun blev ivrig. Hun havde siddet halvsovende med lukkede Øjne, saa længe Malanga talte. Da han tav, vaagnede hun pludselig op. Hendes Panderynker foldede sig ud og ind, naar hun bevægede sin blodfattige, blaalige Mund, og en hentørret, knoglet Haand aftørrede den Taarestrøm, der stadig randt fra hendes hudløse Øjne. Hun hostede, vædede med Tungen sine tørre Læber og talte:

„Jeg mindes endnu saa tydeligt den Tid, da jeg var ung og deltog i Rensjagterne som Kødbærerske. Det er længe siden, men jeg er dog endnu i Stand til at faa alle de gamle Oplevelser til at vaagne. Ak, det er længe siden, at jeg ophørte at leve; alt, hvad jeg har set, er nu paa Afstand, saa langt, langt borte. Men gennem Tankerne kan alt dog endnu rykke helt tilbage, ganske som om jeg saa mit Liv i Kikkert. Det fjærne bliver nær.

I min Ungdom kunde selv Kvinder fange Rensdyr. Vi var gaaede ud for at plukke Bær, ikke langt herfra, da en stor Renflok kom hen imod os. Vi lagde os blot ned i Lyngen. De kom travende lige hen over os, og da var det, at gamle Lisbeth greb en lille Kalv i Benet og fangede den. Aa, hvor husker jeg al den Morskab, vi havde med at trække den hjem.“ — — —

Gamle Ajunge har talt for ivrigt, — et Hosteanfald kvæler hendes Ord. — — —

Aftenen er stille og maanelys. Teltlampernes Skær falder ud over Søen og taber sig i Natten som bugtende Ildslanger.

De unge har samlet sig uden for Teltene og synger. Langsomt, hvilende i Klangen, fører Basser og høje Sopraner Melodierne igennem.

Og Tonerne glider ud mellem Fjældene, som høje og stumme tager mod Maanens Lys, Havets Skvulp og glade Menneskers Sang.

MANASSE

„Ele — ele — le — le!“ skreg Manasse og smed sig paa Slæden. Hans tre Kæmpehunde sprang i Vejret og rev Slæde og Mand med sig ud over Isen.

„Ja — saadan er han!“ sagde Folk, der var stimlede sammen om min Slæde. „Skal du følge ham, maa du lære dine Hunde et rapt Tempo for Spring!“ — —

Det var en tidlig Maaneskinsmorgen i Januar med stille Frost og dejligt Slædeføre. Manasse og jeg skulde ind over de store Lersletter bag Sydost-Bugten i Christianshaabs Distrikt for om muligt langs Indlandsisen at trænge frem til Bopladsen Aulatsivik.

Min Ledsager var kendt for at være en af de mærkeligste Hundekuske i Nord-Grønland; han kørte aldrig med flere Hunde end tre, men ikke mange med Forspand paa ti skulde indlade sig paa Kapkørsel med ham. Det vidste jeg, og derfor lod jeg ham ikke faa noget langt Forspring, greb min Pisk og lod de morgenglade Hunde springe ud over Isfoden med mig. Smaagøende snuste de hans Spor op og strakte ud, saa Frostsneen peb under Slædemederne.

Snart bryder Dagen frem. Himlen i Øst lyser i sarte Frostfarver. Lette drivende Skyer samler sig om Solrødmen, og Maane og Stjerner bliver hvide, da Dagen kaster sit kolde Skær ud over Is og Fjælde .....

Manasse gør Holdt for at klare Skagler; jeg standser mine Hunde og gaar hen til ham.

„Du har gode Hunde, Manasse; Rygtet lyver altsaa ikke.“

„Rygter lyver altid! Forstaar du — mine Hunde er bare i Galgenhumør; deres Anspændelse er som døende Dyrs sidste Trækninger!“ svarer Manasse med ægte grønlandsk Forstillelse; samtidig sender han dog et straalende Blik til de Hunde, hvis Humør og Kræfter han er en Mester i at udnytte.

Vi fortsætter og er snart inde i Bunden af Sydost-Bugten. Over et jævnt skraanende Bakkestrøg med frodig Græsvækst kommer vi op til de store Lersletter, der er berygtede for deres Sne og barske Østen paa denne Aarstid. Tvers over Sletterne kommer vi over Tassiusarssuaq-Fjorden med Indlandsisen i Baggrunden. Vi kører Dagen igennem paa gammel, jævn Is, og først ved Mørkets Frembrud sætter vi op paa Land og slaar Lejr for Natten.

Hundene er fodrede og har lagt sig til Hvile ude i Sneen rundt om Teltet. Soveposerne er bredte ud over Sneen, vi er kravlede ned i dem og ligger nu paa Maven, Side om Side, og delikaterer os med tørrede Angmassætter og Spæk. Vore Skaanrogger smager os ikke nær saa godt i denne Kulde, Legemet trænger til Fedt.

Foran brænder vor Lampe: en Stegepande fyldt med Spæk, som Manasse har gennemtygget og gylpet ud for at gøre den flydende. Hele Panderanden er kranset med Væger, Lyset er blændende, Varmen velgørende.

Ud paa Aftenen begynder Sneen rundt om Panden at tø, Lyngbunden kommer frem, og Lyng- og Bærduft fylder Teltet. Manasse snuser Luften ind i sine Næsebor, der er sorte af Lamperøgen, og plirrer fornøjet med Øjnene.

„Du har lovet at fortælle om Qavdlunakernes Land; nu kan du begynde, jeg skal imens faa Vandet i Kog.“

Og saa fortæller jeg ham om det Land, der fyldte ham med saa megen Respekt.

„Er det sandt, at der ogsaa findes fattige i de hvide Mænds Land?“ spørger han pludselig. „Vi tror, at de er rige Herrer allesammen, saadan som vi er vante til at se dem heroppe i vort Land.“

Jeg fortalte ham om de evropæiske Storbyers Proletar-Kvarterer, og hans Forbløffelse kendte ingen Grænser.

„Taler du Sandhed? Kan du virkelig i samme By finde Folk, som dør af Sult, og andre, som har mange Penge liggende, — Penge, der blot er til for at føde andre Penge?“

„Ja, Manasse!“

„Men hvad gør da Kongerne og Ministrene? De skulde jo da hjælpe deres Folk ....

Du kender os Grønlændere; ingen af os har meget, nogle lidet, somme intet. Men vi hjælpes ad, derfor er det ikke saa tungt at leve. Hos jer synes det at være anderledes. Jeg har Medlidenhed med eders fattige; deres Sind maa blive ondt og bittert, som du siger, fordi de er Vidne til saa megen Overflod, de aldrig faar Del i. Men at være Rigmand i et saadant Land synes mig dog at være en endnu større Forbandelse.“

Vandet over Lampen begyndte at koge, og vi bryggede os en stærk Kop Te.

Der var jo to Ting, Manasse nærede en levende Interesse for, og det var: Missionærer og Røvere. Hans Fader havde været Missionær i Cumberland, men havde maattet flygte fra sin Menighed, fordi Stedets Troldmænd stræbte ham efter Livet.

Hele Aftenen gaar med Fortællinger; jeg opvarter med frygtelige, italienske Røverhistorier, Manasse fortæller grønlandske Sagn. Jeg falder i Søvn under en af hans Historier.

Maanen strøg ind gennem Teltaabningen, og Sneen lyste med en gulbleg, vissen Farve. Det var Dagskæret. Teltet rørte sig ikke. Det var blikstille med klar Himmel: Fartsdag!

„Manasse — Manasse!“

Manden var krøben helt ned i sin Pose; en hjertelig Snorken var det eneste, der tilkendegav hans Tilstedeværelse.

„Manasse, det er Morgen!“

En Stemme inde fra Posen, som fra en Mand, der taler i Søvne:

„Du er min Herre, jeg fulgte dig for at lyde dig; hvad vil du mig?“

„Kog Te!“

Saa kom Spækket frem, og Angmassætterne. Og vi spiste os mætte efter en lang og fast Søvn.

Sammen med Lyset brød vi op med vore Slæder og trængte videre Syd paa over Land, indtil vi ved Kysten standsedes af aabent Vand. Vi kunde den Gang være en 8 Mil fra Aulatsivik, og det var derfor ikke med synderlig glade Ansigter, at vi slog Hundene om og gjorde Venderejse. Over Naternak-Sletten vilde vi nu søge at trænge frem i sydvestlig Retning til Bopladsen Niaqornarsuk, hvorfra vi kunde sættes over til Aulatsivik i Konebaad.

Over Lersletterne fik vi en frisk Nordenvind med stærk Kulde, der gav Frost i Næsen. Føret var daarligt, en haard Skorpe havde lagt sig over Sneen, og Hundenes Poter led derunder. Vinden strøg koldt ind paa Kroppen, og det var svært at holde Ansigtet frem efter mod Hundene, da Huden stivnede til Is.

Manasse vender sig om imod mig og raaber:

„Nu er vi i et godt Rendistrikt. Hold Bøssen klar!“

Vi nikker forstaaende til hinanden og kører videre, stadig optagne af at tø Ansigtet op.

Med eet giver Hundene et saa voldsomt Ryk i Skaglerne, at jeg nær var kastet af Slæden. De stikker Snuden i Sneen og sprænger frem i afsindig Galop. Et Øjeblik efter er vi ved friske Renspor.

Der er intet andet at gøre end at holde sig godt fast til Slæden, der farer hen over Smaasøer, ned over Lerskrænter, svinger til Siderne, løftes og slynges over Sten, Sneen skuffes som Røg op fra Hundenes Bagben; der er ikke længere Tale om at vælge nogen Vej, — bare gennem ondt og godt over Rensporene.

Denne vilde Kørsel og den vaagnende Jagtiver faar Svedperlerne til at hagle ned over Ansigtet paa mig, trods Kulde og Blæst, og Hue og Vanter stikkes ind under Slædens Surreremme.

Vi kunde nu se hele Flokken; der var tretten, to store Bukke førte an. Manasse, som mente, at vi ikke i det vanskelige Terræn vilde kunne forfølge Renerne med vore Hunde, stoppede sit Spand og bandt Forbenene op. Jeg forsøgte at gøre ligesaa, men mægtede ikke at stoppe mit Spand, der talte netop dobbelt saa mange Hunde som min Ledsagers.

Og Manasse, som kom mig til Hjælp, fik lige akkurat fat i Forremmen, da Hundene paa ny stak i Rend. Manasse blev øjeblikkelig reven omkuld og slæbtes af Sted som en Byldt Tøj, næsten usynlig i Snefoget, der rejste sig om ham. Først ved en Bakke lykkedes det mig at holde Hundene an og faa Manden trukket frem af Skaglerne.

Saa blev Hundenes Forben bundne op, og med Bøssehanerne spændte listede vi os frem over en Bakkekam for at faa Flokken paa Skudhold.

I Tankerne var vi allerede i Færd med at flaa den største af Bukkene og udmalede os med et Smil den Modtagelse, man vilde give os, naar vi kom hjem med Dyr. Men kun Skuffelse ventede os. Dyrene havde lugtet os eller maaske hørt vore Hunde, vi saa intet mere til dem.

Det var næsten mørkt, da vi saa brat fik afsluttet vor Jagt og flove og tavse vendte tilbage til vore Hunde.

„Hør, Manasse, der gjorde vi vist en Dumhed! Hvis vi nu blot havde kørt Renerne op med Hundene, saa havde vi vist haft bedre Held alligevel. Rener skal jo kunne vise sig tamme over for Hunde.“

„Ja, du har maaske Ret!“ svarede Manasse med betænksom Mine. „Havde du ønsket det før, saa var jeg ogsaa gaaet ind derpaa; jeg følger dig jo for at lyde dig; — men nu er det visselig for sent.“

Saa kørte vi i tre Timer, uden at der veksledes Ord imellem os. Men Maanelys er farligt Lys at køre i over ukendt Land; man ser ingen Skrænter, alt gaar ud i eet. Vi styrtede med Slæderne ned over en Skrænt og fandt det derefter raadeligst at slaa Telt.

Hundene er fodrede, og vi ligger atter som foregaaende Aften i vore Poser. Stegepandens Spæk lyser og varmer, og Vandet i Kedlen begynder at snurre.

„Fortæl nu ligesom i Gaar!“ foreslaar Manasse med Munden drivende af Lampespæk. Vi var nu igen ved at se Livet lysere i Teltets Hygge og bestræbte os ærligt hver især for at glemme Renjagtens Ærgrelser.

Det gik atter syndigt ud over Røvere og Missionærer, og Manasse var utrættelig i sit Videbegær. Han vil selv ud som Missionær, og en Aabenbaring har vakt hans Kaldsfølelse. Han er rede til at forlade Kone og Hus naarsomhelst for at drage ud til Hedningerne.

Med stor Selvfølelse beretter han om sin Aabenbaring. Paa en ensom Vej møder han to gamle Mænd med langt, hvidt Skæg. Disse fører ham ind i et lille Hus og viser ham gennem dettes Vinduer en stor Skare Mennesker, der er samlede ude paa en stor Slette. Og den ældste af de to, en Olding, hvis Skæg er lige saa langt som hans hvide Lokker, der falder ham helt ned over Ryggen, taler til ham:

„Ser du disse Mennesker derude. Der findes gode og onde imellem hinanden; dem skal du lede paa deres Gang her i Livet.“

Og saa giver den gamle ham en stor Bog, Biblen, med de Ord:

„Af den skal du, og siden de andre, lære!“

Og den gamle forsvinder.

Nu begiver Manasse sig ned til de Mennesker, der er bleven ham anviste; men Vejen ned til dem er lang og besværlig. Saa leder han Flokken frem gennem mange Genvordigheder. Efter lang Tids Vandring kommer de til en lang og smal Gennemgang, hvorigennem de alle skal. Kun de færreste kommer igennem. Paa den anden Side træffer han den gamle Mand, der med Glæde i Ansigtet hæver sine Arme højt over ham og siger:

„Manasse, du har udrettet et stort Arbejde!“

Manasse er bleven højtidelig, og vi drikker vor Te i Tavshed.

Først ud paa Aftenen faar min Ledsager atter Munden paa Gled, og han fortæller mig et haarrejsende Menneskeæder-Sagn.

Sagnet kan vel — efter vor Maalestok — ikke kaldes synderlig smagfuldt; men jeg gengiver det dog, fordi den Hjerne, som oprindelig har skabt det, har været saa typisk eskimoisk.

SAGNET OM PIGSSIK, DEN STORE MENNESKEÆDER

Der fortælles, at Pigssik giftede sig med en Pige, der havde mange Brødre, og at han tog Land, hvor disse boede.

Men saa kom der en Dag, da han begyndte at længes efter sit forrige Hjem og sine gamle Fangstfæller, og saa satte han sin Kone og sine to Børn i sin Konebaad og rejste hjem paa Besøg.

Et Stykke fra Bopladsen lagde han til, trak Konebaaden paa Land, slog Telt, efterlod Familien og begav sig alene til sine Fangstfæller. Først sent ud paa Aftenen kom han tilbage, og da stod der en fæl Stank om ham. Hans Mave var frygtelig udspilet, og det var tydeligt at mærke paa ham, at han havde forspist sig i Lækkerier, som han i lang Tid havde maattet undvære; men Konen tænkte intet ondt derover.

En Dag foreslog han, at de alle skulde tage ind til Bopladsen, og saa rejste de. Han havde paa Forhaand lovet dem et stort Maaltid.

De kom til Land og blev elskværdigt modtagne, men da Konen paa Vejen til Huset kom forbi deres Madskur, fandt hun der ophængt en stor Mængde Menneskelaar, og da begreb hun, at hun var kommen til Menneskeædere.

Da de kom ind i Huset, gav man dem en Smule Angmagssætter, det var alt. Først ud paa Aftenen var der en gammel Kælling, der fra en af Husets mørke Kroge hviskede noget om Menneskelaar. De bragtes ind og sattes frem.

„Men Spæk af et ældre Menneske skulde vi vel have hertil,“ bemærkede en anden gammel Kælling, ligeledes fra en Krog, og det bragtes ind. Saa gammelt var dette Spæk, at det var bleven helt gult.

Konen lagde Mærke til, hvorledes Pigssik aad. Naar han skulde dyppe en Bid Kød i Spækket, der randt af Ælde, stak han af bare Iver hele Haanden ned, og han slikkede den bagefter, saa hele hans Ansigt skinnede.

Som sidste Lækkeri skulde man spise et Menneske, der var hængt til Forraadnelse. Der stod en frygtelig Stank om det, og man bad Pigssik's Kone, som ikke var vant til denne Spise, om at gaa udenfor, saa længe det stod paa. Da hun siden blev kaldt ind igen, saa hun sin Mand endnu i Færd med det modbydelige Æderi. Han havde stukket sin Langemand gennem et forraadnet Menneskehoveds Øjenhuler, boret Hul i Hjerneskallen med en Kniv og søbede nu smadskende Hjernen i sig.

Det blev Vinter, og Stedets Mænd gik stadig ikke paa Fangst. Men en Morgen trak de dog deres Vandpelse paa og gik ud. Pigssik's Kone blev glad, thi nu troede hun, at hun endelig skulde faa Sælkød at spise. Det viste sig imidlertid, at de kun gik uden for Husene for at lege.

„Saa, saa! En ung Mand har faaet Tag i en ældre Mand!“ udbrød en Kvinde, som stod ved Vinduet. „Han har kastet ham om!“

„Kom ud med Reb!“ raabtes der, og hun skyndte sig ud med en Kobberem, og lidt efter kom de slæbende ind med en død Mand. Han blev spist den Aften.

Pigssik havde en smuk Datter, som nu netop var i sin bedste Alder. Hende begyndte hans Tænder at løbe i Vand efter. Han lavede sig en Trækølle af den Slags, som Folk der brugte til at knuse Pandeskaller med.

En Dag bad han sin Datter om at gaa ud og knuse Lampespæk; selv vilde han hjælpe hende med at holde Hundene borte. De var neppe komne ud, før Konen hørte et Skrig, og da hun løb til, var Datteren allerede dræbt.

„Slæb hende ind, og kog hende til mig!“ raabte Manden.

Konen stak i at græde og formaaede ikke at gøre noget.

„Skynder du dig ikke, skal du selv faa Lov at gaa samme Vej!“ brølte han i Vrede, og saa slæbte hun Datteren ind.

„Jeg længes efter at smage hende,“ vedblev han, „skynd dig nu med at flænse hende!“

Og da Konen atter stak i at græde, truede han med at knuse Hovedet paa hende med, og saa gav hun sig grædende i Lag med Arbejdet.

Liget blev flænset, og hun parterede det og puttede det i Gryden. Ved et Tilfælde var Hænderne komne øverst, og da Senerne kom i det varme Vand, greb Fingrene fast i Gryderanden, ganske som om de var blevne levende og vilde op igen. Og hver Gang hun stødte dem ned, kom de lidt efter op igen.

Moderen, som ikke vilde have, at hendes Datter skulde blive spist, tog saa, uden at nogen mærkede det, Urinspanden og hældte den over Kødet. Da det saa senere blev sat frem, kunde ingen spise det, og Moderen kunde saaledes bringe det til Side, uden at nogen havde rørt ved det.

Samme Nat tog hun Hævn for sin Datter, dræbte Manden sovende med hans egen Kølle og flygtede med sine to endnu levende Børn til sine Brødre. Der turde Menneskeæderne ikke tage Hævn over hende, og man hørte siden aldrig noget til dem.

— — — Da jeg sent ud paa Natten forsvinder i min Pose for at sove, har min Hjerne svært ved at udrede alle Dagens Indtryk: Nattelejren paa Naternak-Sletten, hvor intet Menneske ellers plejer at komme saaledes i Vinterens Hjerte, Renjagten, Væddekørslen, Historier om Røvere og Missionærer, Aabenbaringer og Profetier, Menneskeædersagn, — og jeg sover ind med en fast Overbevisning om, at intet Land i Verden byder den rejsende en saadan Overdaadighed af Oplevelser som Grønland.

DEN STORE VÆKKELSE I EVIGHEDSFJORDEN

Denne sandfærdige Historie foregik i Aaret 1790 i Evighedsfjorden i Sydgrønland; og man vil kunne fortælle den paa følgende Maade:

Der var engang en Mand, som hed Habakuk. Han havde to Børn, en Søn og en Datter. En Dag, da Drengen sammen med Pladsens Børn løb om og legede med Fuglepile, kom han ved et Pilekast til at ramme sin lille Søster i Næseborene, saa at Odden kom ud gennem den ene Tinding. Pigen faldt øjeblikkelig om. Broderen løb hen til hende og forsøgte straks at trække Pilen ud; men Pilespidsen havde store Modhager, og da disse holdt igen, maatte han lægge Knæene paa Søsterens Hoved og trak den saaledes ud. En tyk Blodstraale ramte ham lige i Ansigtet, og Søsteren udaandede med det samme.

Det var denne store Sorg, som ramte Habakuk og hans Kone Marie Magdalene; og det var denne Begivenhed, der gav Anledning til det, jeg nu skal fortælle om.

Dette foregik jo for mange Aar siden paa de Tider, da Menneskenes Sorger var voldsommere end nu. Det var derfor ikke saa underligt, at det begyndte at gaa Habakuk og hans Kone galt efter denne Tildragelse. De fik saa mange Syner og saa mange mærkværdige Drømme, og alt sammen kom det fra Himlen, sagde de. Og da deres Sind saaledes var blevet sygt, magtede de ikke længere at skelne mellem Løgn og Sandhed. Men deres Tale bredte sig blandt Folkene, og deres Ord fik saare stor Magt over alle.

Da de nu havde faaet megen Myndighed over deres Bopladsfæller, bestemte de, at al jordisk Ejendom skulde være fælles for Menneskene; alt Bytte, al Fangst skulde bringes til Habakuk, der uddelte det til dem, der trængte til det.

Og man bredte store Vandskind ud over Habakuks Gulv, og det blev Skik, at man paa disse opdyngede Dagens Fangst.

Da alle Bopladsfællerne sluttede sig til Habakuk, faldt ogsaa Kateketen fra sin Kristendom og sluttede sig til de andre.

Kateketen var en Efterkommer af en dansk Mand, som havde boet ved „gamle Sukkertoppen“ og hed Bertel Larsen. Kateketen selv hed Josef; og snart blev der ikke givet ham andet Arbejde end at nedskrive Habakuks og Marie Magdalenes Spaadomme. Til sidst slap alt Papir paa Pladsen op, og han maatte nedtage Husets Skindtapeter og skrive paa dem.

Alle Fangerne var snart saa optagne af alt det, der gik for sig hos Habakuk, at de ikke mere tog paa Fangst, men levede af deres Vinterforraad. Kun en enkelt Mand sluttede sig aldrig til Profeten; det var Sem.

En Dag, da der som sædvanlig var Møde, og Profeten talte om sine Aabenbaringer, gik han ind i Huset for at høre derpaa. Han fortæller, at da han kom ind, slog en underlig Lugt af Orm op i Næseborene paa ham.

„Hvorfor lugter I alle sammen?“ sagde han til dem, da han gik, og søgte dem aldrig siden.

Men min Bedstemoder har fortalt mærkelige Ting om, hvad de foretog sig hos Habakuk. Naar en eller anden af Tilhængerne uden nogen som helst Grund følte Trang til at græde, brast hele Forsamlingen i en forfærdelig Graad, og de græd, saa Snottet stod dem ud af Næsen, og de slyngede det op paa Væggene, der efter en saadan fælles Graad kunde være ganske slimede. Men naar saa pludselig en i Forsamlingen slog sig paa Maven og gav sig til at le, gjorde alle de andre det samme. Og de kunde da le saaledes, at man skulde tro, Alvor aldrig mere kunde falde over dem.

Naar Habakuk holdt sine Taler, kunde Forsamlingen gribes saadan af Længsel efter det evige Liv, at de begyndte at hoppe i Vejret, der hvor de sad, og min Bedstemoder fortæller, at de nøgne Kvinder kunde sidde og hoppe saa inderligt op mod Himlen, at hele Huset genlød af Svup fra fede Bryster. — — — Det var jo i de Tider, da man ikke gik med Uldtrøje ...

Pludselig kunde saa Habakuk standse sin Tale, nævne et Navn og erklære, at den og den nu var kommen paa den rette Vej; og straks for alle Mænd ud af Huset, greb deres Bøsser og saluterede, for at Himlen kunde høre, at Menneskene var glade over den store Frelse.

Somme Tider søgte de ogsaa op til Kirkegaarden, tog hinanden i Haanden, sluttede Kreds om Gravene og sang Salmer for de døde.

Paa den Tid var der ved Pladsen en Kvinde, der ikke længere var ung. Man fortalte, at hun altid gik smukt klædt i en hvid Faareskindstrøje. Det var i de Tider, da Faareskind var Handelsvare deroppe. Men en Dag begyndte man at beskylde denne Kvinde for at fare med Trolddom og Hekseri; og Forargelsen voksede. Til sidst kastede Mændene sig over Kvinden for at dræbe hende, og de førte hende ned til Havet under alle Haande Pinsler; der var dem, der gik med lange Teltstænger og stødte hende i Skridtet og Underlivet. Ved Havet bandt de en Sten om Halsen paa hende og kastede hende ud. Da hun var meget fed, gik hun ikke til Bunds, men Stenen holdt Legemet lodret i Vandet indtil Navlestedet; hun sprællede et Øjeblik med Benene og druknede.

Ud paa Aftenen kom en Fangstmand ved Navn Hosias hjem. Da han saa Liget svømme paa Havet, bugserede han det til Land, trak det op og gav sig til at hamre paa hendes Hænder med en Sten, indtil Arm og Haand lignede en Vandmand. Saa kastede han hende ud i Havet og lod hende føre bort af Strømmen.

Der var en anden Kvinde, som de ogsaa beskyldte for Hekseri; hun havde en Søn ved Navn Paulus. Men da Kvinden vidste, at de en Dag vilde falde over hende og myrde hende ved Pinsler, bestemte hun sig til hellere selv at dø.

Og en Morgen tidlig gik hun hen og vækkede sin Søn og spurgte ham:

„Paulus, maa jeg springe i Havet?“

„Ja!“ svarede Sønnen, som søvndrukken ikke vidste, hvad der blev sagt, og Kvinden løb ud og kastede sig i Havet.

Men Sønnen, som nu pludselig begreb det skete, styrtede ud efter Moderen, men fandt hende aldrig siden. Hun havde kastet sig ind under Isfoden ved Fjorden.

Men Bedstemoder fortalte ogsaa, at Marie Magdalene, naar Folk kom for at bevidne hende deres Agtelse ved at trykke hendes Haand, altid skelnede skarpt mellem dem, hun gav sin hele Haand, og dem, hun blot berørte med sin lille Finger.

Paa den Tid, da den store Vækkelse greb stærkest og vildest om sig, rejste Bertel Larsens anden Søn, Frederik Bertelsen, som dengang var Kateket ved „gamle Sukkertoppen“, ind og talte med sin Broder Josef og foreholdt ham og sine Landsmænd det formastelige i deres Færd; men hans Formaninger nyttede intet.

Men da ingen Præsts Formaninger kunde gøre Indtryk paa Befolkningen, hændte der hen mod Foraaret noget, som vakte Folks Fornuft.

Man havde nemlig lagt Mærke til, at Profeten lang Tid igennem havde haft saadan en besynderlig Trang til at lade sig lyske af unge Kvinder, og han lagde da ofte sin Haand paa Steder, som ikke sømmede sig for en Profet.

Se, den Slags Ting begyndte Mand og Mand imellem at tale om, og det varede ikke længe, før Frafaldet blev aabenlyst. En Dag, da en Mand, som hed Justus, kom bugserende med en Hvidhval, og Habakuk som sædvanlig kom ud og raabte, at han skulde lægge til uden for hans Hus, lo Justus og svarede, at Habakuk vist for Fremtiden maatte nøjes med at kommandere over den Fangst, han selv bragte til Land. Denne Hændelse blev det store Adskillelsens Tegn, og snart var Habakuk og Marie Magdalene igen ganske almindelige Mennesker, som ingen tog Hensyn til.

Og et Tilfælde blev Aarsagen til, at Habakuks Lære og mange Aabenbaringer ganske gik tabt for Efterverdenen; thi da Frederik Bertelsens yngste Søn fangede sin første Sæl, samlede man hele den Bibel, Habakuk og Marie Magdalene havde dikteret Josef, og brugte den til at koge Gildesuppen paa.

Fortalt af „Gamle Sidse“ fra Holstensborg.