STAUDERNES ANVENDELSE.

De vidt divergerende Former hos Stauderne, der rummer baade buskformede, tæppedannende, opretvoksende og krybende, pudeformede og sivdannede Planter, og deres vidt forskellige Krav til Livet, samlet sammen som de er fra al Verdens Marker og Moser, Klipper og Skove, giver deres Anvendelse en Udstrækning og en Alsidighed, som er ukendt inden for andre Samfund af Haveplanter. Næsten enhver Tanke, der gælder Haveudsmykning med Blomster, kan finde Udtryk gennem dette mangeartede Materiale, og næsten hver Plet Jord, hvor andet forsager, kan klædes med en eller anden Art Stauder.

Rabatten, det vil sige et langstrakt Bed, i Reglen langs med en Gang, er vel det første og oprindeligste formelle Udtryk for Havens Udsmykning med Blomster og er stadig den Form, som lettest lader sig underordne Havens Plan og som bedst forener Glæden ved Besiddelsen og Betragtningen af de enkelte Planter, men den rent dekorative Effekt. Rabatten er det Grundlag, hvorpaa den rent umiddelbare Kærlighed til Blomsterne, Liebhaveriet, Samlerglæden bedst kan mødes med den rent architektoniske Stræben efter at skabe Skønhed af Helheden. Og den er ikke Udtryk for et Kompromis, hvor de to i Reglen stærkt modstridende Sæt Interesser har maattet slaa af paa Kravene for at mødes. Tværtimod byder Rabatten langs en Gang den bedste Lejlighed til at betragte de enkelte Blomster, medens paa den anden Side den vegetative Fylde bunden af Rabattens klare enkelte Form bedre end nogen anden Blomsterdekoration formaar baade at fremhæve og at underordne sig Havens Linier. Intet Under at man derfor i England, hvor baade Liebhaveriet og Havekunsten har faaet sit højeste Udtryk, altid har plantet Stauder fortrinsvis i Rabatter og har drevet Kunsten at arrangere saadanne—rent æstetisk set—op til en her i Landet ukendt Højde og forøvrigt ogsaa—som det altid gaar med den store Iver—et godt Stykke ud over Maalet.

Staudernes Fejl, de enkelte Arters korte Blomstringstid, lader sig lettest bekæmpe ved en Anvendelse af mange til forskellig Tid blomstrende Arter, og denne Mangfoldighed lader sig igen lettest beherske under Rabattens Form. I smaa Villahaver, hvor Gruppernes Antal maa være begrænset, vil disse, der sjældent kan sammensættes af mere end et Par Arter, lade Haven i alt for hyppige og lange Perioder være uden Blomster, og Tyngdepunktet i Havens Udsmykning vil flyttes snart hid snart did, eftersom de enkelte Grupper kommer i Blomst; ganske anderledes med Rabatten, der i lang Tid viser Blomster og altid i hele sin Udstrækning er til Pryd, saaledes at Ligevægten ikke forrykkes. Det er paa Grund af Rabattens Velegnethed til netop at være den lille Haves, Villahavens Form for Staudedyrkning, at dens Sammensætning og Tilplantning—i Overensstemmelse med denne Bogs Plan—bliver Genstand for en mere indgaaende Behandling end de andre Former for Staudeanvendelse.

Ved Valget af Stauderabattens Plads maa der tages Hensyn til Vækstbetingelserne (se under Staudernes Kultur), og til at Rabatten kan komme til at tage sig saa meget som muligt ud til sin Fordel, set fra et bestemt Punkt i Haven. Den ideelle Beliggenhed er saaledes, at Rabatten fra vedkommende Punkt, det være sig nu Havens Indgang, Husets Veranda eller et Lysthus, ses væsentligst paa langs; naar den ligger vinkelret paa Synslinien, virker den selvfølgeligt langt mindre fyldigt; af samme Grund er krumme Rabatter uheldige, og jo skarpere Kurven er, desto mindre virker de. Den fordelagtigste Beliggenhed kræver endvidere, at den ses mod Solen; Blomsterne drejer sig som bekendt næsten alle i meget høj Grad efter Solen, og selv om denne Tilbøjelighed ikke gør nogen særlig Virkning for den enkelte Blomsts Vedkommende, saa er en let Drejning af en Rabats Blomstermyriader af mægtig Virkning, hvad enhver vil kunne overbevise sig om ved en Sommerdag at betragte den samme Rabat fra Nord og fra Syd.

Virkningen kan yderligere forøges, ved at Rabatten har en let Hældning mod Gangen og mod Iagttagerens Standpunkt. Det vil naturligvis være forholdsvis sjældent, at alt saaledes kan forenes til at skabe en saa koncentreret Effekt set fra et Punkt, og det vil jo i Reglen ogsaa betyde en Svækkelse af Virkningen iagttaget fra andre Steder af Haven. Hvis Rabatten er dobbelt d.v.s. at to Rabatter flankerer en Gang, og hvis de har samme Bredde og blomstrer samtidigt, saa vil en Beliggenhed i Nord og Syd være meget at foretrække, eller maaske rettere udtrykt: to symmetriske Rabatter bør—særlig naar de har Hække som Baggrund—ikke lægges i Øst-Vest, idet den nordlige da vil opnaa meget større Glans end den sydlige paa Grund af, at de højere Stauder og Baggrunden vil skygge over Dele af den sydlige Rabat. Uligheden vil altid være følelig og virke uheldigt. Naar Forholdene er ugunstige for symmetriske Rabatter, bør man overveje Muligheden af en asymmetrisk Ordning. Hvis Gangen, hvortil Rabatterne skal slutte sig, løber i Havens nordlige Del og i Retningen Øst-Vest—det drejer sig naturligvis om en mindre Have—vil det ofte være smukt at have en Hæk eller anden høj Baggrund bag den nordligste Rabat, og saa beplante denne med væsentlig høje Stauder, medens den sydlige Rabat beplantes med lutter lavere Planter og lægges, uden Baggrund af Hæk eller andet, direkte op til Plænen. Alene en stærk fremtrædende forskellig Bredde vil hjælpe over Ulemperne ved den dobbelte Rabat i Øst-Vest Retningen. Hvis der ikke findes en Baggrund for Blomsterne, men Rabatten føres tværs over en aaben Plæne eller gennem en Køkkenhave, vil man, forudsat man undgaar større sammenhængende Plantninger af høje Stauder, og der ellers ikke kastes Skygger ind over Rabatterne, være ret frit stillet med Hensyn til Beliggenheden i de forskellige Vindhjørner.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 9. Blandet Stauderabat, tilplantet med stor Dygtighed.]

Belysningen af Rabatten maa være ensartet; hvis en Bygning eller et Træ kaster Skygge over den ene Ende, medens den anden ligger i fuld Sol, vil man faa en utiltalende Uligevægt i Blomstens Fylde og Glans. Denne Ulempe kan modvirkes i ikke ringe Grad, naar der til de skyggede Pladser vælges Stauder, der taaler at undvære Sol, men at træffe et saadant Valg og faa det til at passe med de øvrige Dele af Rabatten, er ikke hver Mands Sag.

Med Hensyn til Bredden, saa kan den variere fra en ganske smal Stribe til en mægtig Bredde; kun maa der naturligvis være Forhold i Tingene, for at en smuk Virkning skal naas. Billedet (Fig. 1) viser en mægtig bred Stauderabat, der imidlertid staar i udmærket Forhold til Gangen og til Hampton Courts vidtløftige Slotsfløj. Foruden de tilstødende Ganges Bredde og hele Havens Karakter, maa selvfølgelig Forholdet til Længden, d.v.s. det fra et Sted synlige Del af Rabattens Længde, tages med i Betragtning. Selve Plantematerialet og Arrangementet deraf spiller en stor Rolle ved Fastsættelsen af Dimensionerne, eller maaske snarere omvendt; en urolig, stærkt vekslende Beplantning kan lettere fylde en bred Rabat end et i Form og Farve monotont Arrangement. Af Hensyn til Beplantningen kan en almindelig Sommer-og Efteraarsrabat ikke godt være under 2 m bred, medens en Foraarsrabat kan være betydelig smallere paa Grund af de i Reglen mindre Planter. Man er altid noget tilbøjelig til at anlægge Gangene ved en Rabat lidt for smalle, man maa jo erindre, at de, foruden deres egentlige Bestemmelse, tillige har den, at virke med i Helheden, at danne en rolig Flade som passende Modsætning til al Blomsternes overvættes Fylde og Liv i en vellykket Plantning. I Stedet for en gruset Gang, kan man paa engelsk Manér have en græslagt Gang, men en saadan kræver Vanding, Tromling og Maskinslaaning og i det Hele en Pleje, som sjældent bliver danske Plæner til Del. Hvis dette i Forbindelse med et omhyggeligt Jordarbejde ved Anlægget ikke ofres, vil en saadan "Græsgang" hurtig blive grim og luvslidt. Rabatterne langs en saadan Gang behøver ingen Afgrænsning eller Kant, hvad ellers enhver Rabat maa have, med mindre den forreste Række Planter er lave eller pudedannede Planter, der i sig selv danner en Afgrænsning mod Gangen; en saadan Kant bliver dog ifølge Sagens Natur uklar og uregelmæssig. Kanter kan dannes af en Mængde forskellige Stauder, idet de fleste lave Planter, der beholder nogenlunde kønt Løv hele Aaret, eller i hvert Fald hele Sommeren igennem, egner sig til dette Brug. Disse Kantplanter kræver imidlertid en hyppig Omplantning for ikke at blive for brede og uregelmæssige; mange af dem har ogsaa den Fejl, at Frosten borttager Planter hist og her og derved bryder Rækken, og i det hele er Stauder som Kant behæftede med den meget væsentlige Fejl, at de ikke trækker Linien skarpt op. Hvor Rabatten bestaar af lutter høje Stauder, kan der anvendes en Kantning af Smaahække af storbladet Buxbom, Bøg, Eg eller Tax, Græskanter kan med passende Breddeforhold danne en flatterende Ramme om Blomsterne, men de er vanskelige at vedligeholde og navnlig i smaa Flader kommer Græsset sjælden til sin Ret og kan heller ikke anbefales til almindeligt Brug. Lavendelkanter er noget helt for sig selv; Lavendelhække langs Køkkenhavens Hovedgang er en af de meget faa Traditioner for Planteanvendelse, som vi direkte har arvet fra vore Oldeforældres Tid og Lavendelhække er i Kraft af den ekstra gammeldags Charme, der omgiver dem, nu selvfølgelig tip-top moderne. De egner sig dog egentlig kun sjældent til Kant om Staude-Rabatter og i hvert Fald kun for Rabatter med ret høje, isoleret stillede Stauder (eller Georginer). Den mest anvendelige og absolut bedste Kant, Planteverdenen yder os, er almindelig Buxbom. Kulturen af Buxbom er den lettest mulige, og den er aldrig for fremtrædende, som de blomstrende Kanter til Tider kan være, den indskrænker sig til at fungere som Afgrænsning og gør dette mere skarpt og mere klart end nogen anden plante. Buxbom vil være den Kant, der under alle almindelige Forhold vil være at foretrække.

Hvor det drejer sig om en almindelig af mange forskellige planteformer sammensat Rabat, det vil sige en Plantning, der vil være jo mere vellykket jo større dens Frodighed og Fylde, dens Overdaadighed i vekslende Former og Farver er,—gælder det netop at have en enkelt, sober og klar Kant, hvilket igen vil sige, at en Stenkant vil virke bedst. Netop Modsætningen mellem Indholdets, d.v.s. Staudevegetationens uregerlige Fylde og den strenge lige Kantlinie er af den allerstørste Virkning. Dette er ganske analogt med saa mange Tilfælde, hvor Vegetation og Architektur mødes; enhver kender det ualmindelig smukke Syn af Ranker, der hænger ud over en Havemur; det er Modsætningen mellem Rankernes bløde, opløste Linier og Murens faste, haarde Konturer, der tiltaler os saa umiddelbart. De mosgroede Sten og de vedbenddækte Mures kendte Charme beror paa ganske det samme, i det væsentlige da. Man bør derfor ikke ved Stenkanter være bange for at plante de yderste Planter nær Kanten, saaledes at en eller anden pudedannende Plante kryber over Kanten, og ej heller skal man, om en Staude bryder ud af Geleddet, vælter sig frem i første Række og stikker Blomsterhovederne ud over Kanten, straks være parat med Stokke og Bast. Paa den anden Side maa man være forsigtig med ikke at arrangere noget saadant; den Slags Ting ordner Naturen altid bedst selv. Mursten—maaske helst Munkesten —anbragte enten i Løberskifte eller i Kopskifte danner en fortrinlig Kant, og det er vel den eneste Art Stenkant, man her i Landet kan faa for en rimelig Penge. De i Handelen værende lange, smalle Cementkantsten er ogsaa gode, men mange Mennesker nærer jo en mærkelig Uvilje mod dette fortrinlige Materiale. Hvis Forholdene ellers tillader det, saa danner almindelige Fliser mellem to Rabatter paa samme Tid Kanter og Gang. Virkningen er i Reglen meget smuk, hvad den derimod ikke bliver, naar der anvendes een Række Fliser midt i Gangen; særlig naar Gangen er stærkt rundet, ser det hæsligt ud, og Gangen danner ikke længere den rolige ensartede Flade, som er ønskelig for at fremhæve Plantningen.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 10. Rabat med pudedannede Planter og Stenkant i Forgrunden.]

Rabatten i sin enkleste Form bestaar kun af en Planteart, enten i samme eller i flere Varieteter, og i denne Form er Rabatten egentlig kun en langstrakt Gruppe og altsaa behæftet med Staudegruppernes Fejl: Blomstringens Kortvarighed, der gør den mindre værdifuld for de ganske smaa Haver. Det, der maa kræves af en saadan Rabat, er at Planterne i saa lang Tid som muligt uden for den egentlige Blomstringsperiode ser nogenlunde tiltalende ud, d.v.s. enten at de blomstrer sent—før Blomstringen ser de fleste Stauder meget tiltalende ud—eller at de som Pæoner og Lupin bevarer Løvet kønt længe efter Afblomstringen, eller endelig, at de som Pyrethrum, Viola cornuta og Bellis remonterer hen paa Sommeren. Der er enkelte Planter, der som Pæon og Pyrethrum egner sig mindre godt for den sammensatte Rabat, og som derfor helst maa staa for sig selv. Heldigvis har netop disse to Slægter et Par Arter, Pæonia, albiflora og Pyrethrum roseum, der er saa uendelig rige paa Varieteter, at en saadan Rabat kan oplives ved det rigeste Spil af Farvenuancer. Det sidste Tiaar har bragt en Række Forbedringer paa baade Pyrethrums og Pæonernes Omraade, som man ikke havde drømt om tidligere, hundredevis af de pragtfyldte Sorter staar til Publikums Raadighed, og der drives i England og Amerika en sand Luksus med disse Blomster, og der betales ofte en Snes Kroner for Stykket af de nyeste og smukkeste Sorter. Man kan trøstigt sammensætte disse Rabatter, som man lyster, alle Farverne klæder hverandre udmærket. Dette gælder derimod ikke, hvis man danner en Rabat af Phlox paniculata, der iøvrigt ogsaa egner sig til en "Enartsrabat". Denne Plantes Sortiment spænder nemlig over et Par Farver, blaalilla og skarlagenrødt, der ikke saa godt passer til de øvrige; man maa her enten undgaa disse Farver eller mildne de værste Sammenstød f. Eks. mellem lysviolet (Antonin Mercié) og brunligt purpur (Reichsgraf von Hochberg) ved at strø rigeligt hvide eller meget lyse Farver imellem, løvrigt skal man ikke være for ængstelig, der opstaar ofte ganske uforvarende pikante Disharmonier, der virker pudsigt uden at ødelægge Helheden. Det eneste, man skal undgaa—og det gælder næsten i hele Staudeverdenen—, er at det rene skarlagenrøde (Phlox Dr. Königshöfer), denne knaldrøde Pelargonie-Farve afstedkommer næsten altid Ulykker.

Denne Rabat med kun en Art kan udvides til to, tre, fire og flere Arter, der kan afløse hverandre. Eksempelvis kan en Pæonrabat gennemvæves med Paaskelilier, men der maa ligge mindst en halv Snes Løg samlede i Klumper. Naar disse blomstrer—det skal være af de tidlige Sorter—vil Pæonerne netop staa med unge brune Spirer godt over Jorden og vil danne en smuk Helhed sammen med de gule Narcisblomster. Til Afløsning af Pæonfloraen kan der mellem Planterne lægges Lilier, Pæonernes Blade vil da skjule, at Lilierne ofte er nøgne og visne paa det nederste Stykke af Stilken. En saadan Rabat kan ligge urørt i en halv Snes Aar eller længere uden at tiltrænge Omplantning, idet de tre nævnte Staudeslægter hører til dem, der ikke ofte behøver Omplantning (se Kulturen). Iris, og i det Hele alle Slægter med stort Farvesortiment, egner sig til den Art Rabatter, idet Formens Ensartethed klæder Farvernes Vrimmel, og det forholder sig næsten altid saa, at Farvevariationerne indbyrdes harmonerer, Phlox danner som nævnt en Undtagelse.

Gamle Dages Stauderabat bestod gerne af en eller to Rækker Planter anbragte med samme indbyrdes Afstand ligesom Knapperne i en Frakke; men denne Maade, den ganske vist lader de enkelte Planters Habitus træde tydeligt frem, har den Fejl, for det første, at den, grundet paa de alt for faa Planter, ikke giver Rabatten nogen videre Betydning som Udsmykning af Haven, og for det andet, at den lader den nøgne Jord se alt for meget mellem Planterne. Mulden kan være smuk, naar den er nyvendt, men naar den først er klasket af Regn og hvidnet af Sol, er den alt andet end tiltalende, og man foretrækker da ogsaa nu i Almindelighed at følge Naturens Eksempel og altid lade Vegetation dække Mulden; den kan jo kun holdes nøgen ved Arbejde og i Naturen finder man Klipper og Sten og Sand nøgent, men aldrig udækket Muld, i hvert Fald er det da dækket af Løv. De nævnte gammeldags Rabatter egner sig bedst til videnskabelige Plantesamlinger, hvor en stræng Sondring mellem Planterne er nødvendig, og hvor det dekorative Moment kommer i anden Række.

En af de største Fejl, der kan begaas ved Ordningen af Blomsterne i en Have, er at sprede dem jævnt over hele Haven, dels er det upraktisk, og dels gaar næsten al dekorativ Virkning tabt; det gælder fremfor alt at koncentrere saa meget som muligt. Hvis man har mere end en Rabat, eller hvis Ejendommen kun bebos en Tid af Aaret, kan man mangedoble Blomsternes dekorative Effekt ved i den enkelte Rabat at samle Planter, der alle blomstrer samtidigt og saaledes i nogle faa Maaneder vedligeholde et forstærket Flor.

De egentlige Stauder overvintrer jo i Reglen ikke noget videre af deres overjordiske Del, og det ligger derfor i Sagens Natur, at alle de Planter, der bærer Blomsterne højt til Vejrs paa lange Stilke, maa have en vis Tid til at udvikle sig, og derfor vil man ogsaa se, at næsten alle høje Stauder er ret sildigblomstrende, medens de foraarsblomstrende i Reglen bestaar af lavere Planter, heraf følger at en Foraarsrabat i Blomst fra April til Juni lettest fremstilles som en lav Plantning af alle mulige "alpine", krybende og pudedannende Planter, medens en sommerblomstrende lettest dannes af mellemhøje og en Efteraarsrabat af meget høje Stauder; der findes dog en Mængde Undtagelser fra denne Hovedregel.

En lav Foraarsrabat kan, af Hensyn til den Vækstejendommelighed ved de pudedannede Planter, at de blomstrer rigest paa Pudens Sider, ikke plantes helt tæt; man vil staa sig ved at lade de enkelte Plantegrupper—hver "Pude" maa selvfølgelig i Overensstemmelse med den almindelige Regel for Staudeplantning bestaa af en lille Koloni af Planter—mere eller mindre isolerede, selv om man for Afvekslings Skyld af og til gør Brud paa denne Regel og endda lader et Par Arter blande sig mellem hverandre. Den frie Plads, der opstaar mellem Plantegrupperne, er det ikke let at udfylde. Man kan lade den graa Antennaria brede sig som et Tæppe i Mellemrummene, men det vil, da dette Tæppe stadig skal klippes og navnlig ikke maa genere Rabattens egentlige Bestand og derfor maa holdes i Ave, foraarsage et stort Vedligeholdelsesarbejde. Bedre er det at anvende Sten, saaledes at Rabatten bliver et "Stenbed" af Lighed med dem, der anvendes i Gartnerier til Udskoling af "Stenhøjsplanter" og forsyne dem med større eller mindre Sten, trykkede let ned i Jorden. Rabatten bør i saa Fald helst ligge rigeligt over Gangen og være noget oprundet mod Midten. De hvide Skærver, som faas ved Kalkbrud, kan ogsaa anvendes i deres forskellige Størrelser, og skønt det vist aldrig har været prøvet, er Forfatteren tilbøjelig til at tro, at et Lag groft Grus over Jorden vil være anvendeligt, i hvert Fald at foretrække for den nøgne Jord, der som nævnt ovenfor kun i ny behandlet Tilstand er smuk. Dette Foraarsflor skal i Reglen have megen Sol og helst ligge paa et ikke fugtigt Sted, udsat for frisk Luft; er Forholdene anderledes, kan man dog af Primula, Aurikler og mange Slags Løgvækster danne en tilsvarende Rabat, der taaler lidt Skygge og mere indelukket Luft.

Paa Grund af Planternes lave Vækst, bør en saadan Rabat selvfølgelig ikke have den Bredde, som vil være passende for højtvoksende Blomster, O,5 à 1,5 Meter vil under almindelige Forhold danne henholdsvis Minimums og Maximums Bredde. I Resten af Aaret ser de fleste af disse Foraarsplanter nydelige ud, naar de da ellers behandles rigtig med Afskæring af visne Blomster o.s.v., idet mange af dem er Planter, der som Ajuga, Aubrietia, Iberis, lave Phlox, Arabis, Alyssum o.s.v. beholder deres Løv uskadt, og endogsaa med de mange brunlige, graalige og grønne Schatteringer danner det sarteste Farvespil, naturligvis af en hel anden Karakter end den, der udfoldes under Blomstringen, men ofte af en blid Ynde, der en solet Efteraarsdag kan virke ganske betagende.

Med en Beplantning af Juli-og Augustblomstrende Stauder, en Skærsommerrabat, kan man med Delphinium i Hovedrollen vel nok fremstille den mægtigste Virkning, der overhovedet kan naas med Blomster; men en saadan Rabat har den Fejl, at den efter Afblomstringen ser grim ud, og den vil i Almindelighed kun være at anbefale, hvor der findes adskillige Rabatter eller tilstrækkelige gartneriske Hjælpemidler, saaledes at der kan dyrkes et Sæt Chrysantemum og Aster Amellus, der i Slutningen af August kan henplantes i Rabatten og fortsætte Sommerens Flor. Ejere af Sommerhuse, der kun bruges i Ferien, vil naturligvis netop have Glæde af en saadan Plantning.

Til mere almindeligt Brug, eller rettere til Brug i det videst mulige Omfang, egner sig derimod en Rabat sammensat af baade Sommer-og Efteraarsblomstrende Planter, idet den kan holdes i Flor lige til Frost og Væde lægger alt øde. I Tiden indtil St. Hans vil en saadan Rabat aldeles ikke virke skæmmende, selv om den er ganske uden Blomst, idet netop disse unge spirende, saftspændte Planter er i Besiddelse af en frisk og løfterig Skønhed, som de samme Planter ganske savner efter Blomstringen.

I større Haver og under større Forhold vil en bred Rabat af Efteraarsasters og sildige Gyldenris, Chrysantemum og andet sildigtblomstrende Materiale være til stor Glæde, navnlig hvis vi er saa heldige at faa et sommerligt Efteraar, ellers er disse i Meget sildige Blomster her i Landet ofte tilbøjelige til at "snadske" væk i de lange Nætters Regn, uden at den magtesløse Sol formaar at live dem op igen om Dagen; især er det slemt naar Rabatten ikke ligger frit, hvor Sol og Vind kan tørre lidt paa Blomsterne. Ogsaa i den almindelige Sommer-og Efteraarsrabat skal man give Afkald paa det allersildigste, ellers vil Rabattens sidste Dage blive et altfor langvarigt og pinligt Farvel til den svindende Sommer.

Naar man paa en Gang skal naa to Maal, en fri, let og malerisk Gruppering, saaledes som det nu en Gang bedst klæder dette Blomstermateriale, og paa den anden Side opnaa en vis Ro og Orden i Fordelingen, en vis Ligevægt, saa bliver det selvfølgelig som ved de fleste æstetiske Spørgsmaal en Sejlads mellem Scylla og Karybdis med Fare for at styre for nær skematisk Stivhed paa den ene Side og planløs Uorden paa den anden.

Bestaar Rabatten kun af faa Arter, saa er Fordelingen selvfølgelig ganske ligetil: den bør være jævn og ensartet, hvis man derimod, hvad der i Almindelighed vil være Tilfældet, sammensætter sin Rabat af en Mængde af Stauderigets Slægter, bliver Fordelingen vanskeligere. Den bør ske under tre Hovedpunkter: Blomstringstid, Vækst og Farve.

Med Hensyn til Blomstringstid er der næppe delte Meninger om, at kun en Vej er den rette, nemlig at fordele de Blomstringstider, som Rabatten spænder over, saa jævnt som muligt over hele Længden. Man vil næsten aldrig paa dette Omraade løbe Fare for at faa Fordelingen altfor omhyggelig, idet Planterne i saa Henseende dels er meget forskellige de forskellige Aar og dels i Løbet af deres Alder forskyder Blomstringstiden lidt, men næsten alle i forskellig Grad. Hvad Fordelingen efter Vækst angaar, saa er Spørgsmaalet her vanskeligere, idet man her, hvis man er nøje kendt med sit Materiale, kan løbe den Risiko ved en for omhyggelig Opstilling, at berøve Rabatten det Liv som Planternes store Formrigdom kan give. At de store Planter i Almindelighed skal bagest og de smaa forrest følger af sig selv, ellers vilde de jo skjule hverandres Blomster og væsentlig forringe Vækstbetingelserne for de lavere Planter. Naar det ikke overdrives vil det være af fortrinlig Virkning af og til at gøre et rask Brud paa denne Hovedregel og lade en mellemhøj Plante af karakteristisk Vækst, f. Eks. en Kniphofia eller en Yucca blive anbragt nær Kanten. Alle Slags Planter, som Chelone, Campanula persicifolia og andre, hvor den egentlige Plante er en lav Roset, og som kun opnaar deres Højde ved selve Blomsterstilkens Længde, egner sig ogsaa til fremskudte Pladser; hvorimod Planter med Tilbøjelighed til at blive visne og nøgne forneden, som Althæa, Aconitum, visse Delphinium o. fl. naturligvis ikke maa rykkes frem, men maa skjule deres Fejl i de bagerste Rækker. Planter, der har en lidt rund Vækst, som Anthemis Kelwayi, kan ogsaa undtagelsesvis faa Lov at vælte sig ud over Kanten. Der kan fremkaldes Variation i Rabattens Indre, ved at man f. Eks. lader en stor Gruppe Phlox paniculata, som en vældig Bug nærme sig Forgrunden paa et Sted, hvor Plantningen ellers er holdt ganske lav. Forsidens lave Planter kan man lade skyde Fjorde ind mellem de høje Planter og endogsaa lade dem nærme sig Baggrunden, naar ellers Naboernes Habitus tillader dette. Alle disse nævnte Tilfælde bor være Undtagelser, og Hovedreglen bør være den naturlige, at de høje er bagerst og de lave forrest. Man skal nødig anvende en Art, der rager paafaldende op over de andre; i saa Fald maa den da plantes gentagelsesvis flere Gange, dog ikke med nøjagtigt ligestore Mellemrum og heller ikke i ganske nøjagtig samme Antal i hver Gruppe.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 11. Fra Bredden af Dammen i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]

Anvendelsen af kun en Plante paa hver Plads var en af Hovedfejlene ved Staudeplantningen i tidligere Tider og er det tildels endnu. Man kan nemlig aldeles ikke vente nogetsomhelst andet end et ret trøstesløst Resultat af en Rabat, hvor Planterne ikke er anvendte flere af hver samlede i Smaagrupper eller Kolonier. Det er en Egenskab ved Stauder—og det gælder vistnok for næsten al Blomsterdekoration—at først i Flok formaar de at yde en vis Virkning. Man ser da heller aldrig Begonier, Lobelia eller andre Udplantningsplanter anvendte enkeltvis; hvorfor man har negligeret denne fundamentale Regel for Staudernes Vedkommende, naar den er bragt i Anvendelse for Sommerplanternes, er egentlig ubegribeligt; maaske skyldes det Liebhaveriet. Imidlertid er det jo meget, tilladeligt, om man ogsaa paa den Maade øger Variationen, at man her og der planter en enkelt Plante af een Sort. Grupperne eller Kolonierne maa nødig i for høj Grad blive lige store, bør ikke heller være for kompakte eller runde; tværtimod vil en lidt langagtig Gruppe, der i sine Ekstremer opløser sig lidt, saaledes at Nabogruppernes Forløbere kan finde en Plads i dens Udkanter, ofte være det heldigste; man beholder paa den Maade den Virkning, som Massen frembringer og undgaar det klumpede i Arrangementet. Den Færdighed, der skal udøves ved Tilplantningen af en Rabat, er den samme, som den maa besidde, der skal binde en Krans eller pynte en Vase smukt og frit, kun at den, der planter Rabatter, gaar og arbejder med nogle ret ensartede og uanselige Rodklumper og Smaaplanter, hvis fremtidige Vækst og Farvepragt han maa nøjes med at genkalde i Erindringen. For at kunne gøre det med blot nogenlunde Sikkerhed, kræves der baade et solidt Plantekendskab og en klart arbejdende Fantasi, der ved Synet af en Etikette med et latinsk Navn nøjagtigt genkalder Billedet af Planten paa de forskellige Udviklingstrin, Det er selvfølgeligt meget vanskeligt, og det er da ogsaa en Trøst for os alle, at det vist er grumme faa Mennesker, der kan tumle med et saadant Fantasistof, og det er en anden og bedre Trøst, at Naturen er saa uendelig barmhjertig; naar Mennesken blot gør lidt og viser den gode Vilje, saa gør den Resten, saaledes at Resultatet i Reglen bliver godt.

Ikke mindst ved en Foraarsrabat af lave og pudedannende Planter maa man netop paa Grund af Staudernes Lavhed og ofte kompakte Form passe paa ikke at danne en Række ensartede, runde Klumper. Aflange Kolonier, helst lagte saaledes, at deres Længdeakse danner en spids Vinkel med Rabattens Kanter, og saaledes at de kun undtagelsesvis støder direkte op baade til Forkant og Bagkant, vil være at foretrække, idet Rabatten ellers let, set paa langs, kommer til at se ud, som om den var afdelt i Striber paa tværs. For alle de blandede Grupper gælder det, at der skal være store Flager af Farver, ellers gør den ingen Virkning i sin Helhed, men den bliver selvfølgelig saa meget mere værd, om man mellem denne Hovedbestand har drysset enkelte Planter der, efter at man har nydt Skuet af Rabatten i sin Helhed, kan fremkalde en fornyet og dybere Interesse ved en Betragtning i Detailler. Hvis der ikke er Stof til et saadant Detailstudium, vil Rabatten let for et mere kultiveret Havepublikum reduceres til et havearchitektonisk Paradenummer. Mange Blomster er jo interessante og vidunderlig skønne, selv om de mangler den Intensitet i Farven, der gør dem egnede til at være Bærere af den store Virkning, "Fjernvirkningen"; dette gælder f. Eks. mange Blomster, der ikke er ensfarvede, men danner en Kombination af Farver; saadanne staar man sig ved at anvende for "Nærvirkning".

Naar man i en ellers velgrupperet Rabat fordeler Farverne jævnt i en ikke for smaalig Blanding, vil man i Reglen opnaa en malerisk og munter Farvesymfoni, som vil glæde de fleste Mennesker, fordi de fleste Blomster nu engang klæder hverandre ret godt. Denne umiddelbare Glæde over de uordnede Farver betragtes imidlertid i England, Stauderabattens Hjemland, i vide Kredse som Tegn paa en aldeles ukultiveret Smag. Man betragter den Art Rabatter som et overstaaet Stadium, og man har søgt at anlægge et mere artistisk Synspunkt for Farvernes Fordeling. Man har tilplantet Rabatter i kun en Farve i forskellige Nuancer og Grader; f. Eks. Orange schatteret af hen imod Gult til den ene Side og Skarlagen til den anden, eller Rabatter af kun to Farver, f. Eks. Hvidt og Blaat (man undgaar dog saa gerne det rene Blaa, som det findes i Anchusa og visse Delphinium, idet det kun vanskeligt staar vel til det mere violetblaa i de øvrige blaa Stauder: Lupin, Campanula o.s.v.). Man har ogsaa taget Hensyn til Bladenes Farve og dannet Sammensætninger af udelukkende graabladede Planter eller i hvert Fald af Planter med graagrønne Blade; man har endogsaa været saa langt ude i Effektjageriet, at man planter Rabatter af Planter med graaligtfarvet Løv og udelukkende hvide Blomster, de saakaldte "Maaneskinsrabatter", der i den Belysning eller ved elektrisk Lys skal være meget ejendommelige. I en stor Have kan man jo nok tillade sig den Art Eksperimenter, men de er jo uden Interesse for en almindelig dansk Villahave. Mere interessant og som Ide sundere er en Sammenstilling af Planter, der har et ensartet Hjemmestedspræg, f. Eks. se ud som om de havde hjemme paa særlig tørre Steder. Planter som Gypsophila, Eryngium, Echinops, Statice vilde være anvendelige i saadanne Tilfælde. Denne Følelse for det fysiologisk Samhørige er forstaaelig og naturlig; det maa indrømmes, at for den, der blot har noget Plantekendskab og Øje for Planter i det hele taget, er der noget utiltalende og tvungent i at se Planter med udpræget Mosekarakter jævnsides med Planter, der bærer Strandvegetationens Præg. Det er denne Følelse, der som ovenfor berørt er bærende i den nylandskabelige Retning i Havekunsten.

Det absolut ejendommelige Udtryk, som denne forfinede Kultivering af Farvefordelingens Kunst har faaet, er imidlertid "Regnbuerabatten", det vil sige en Rabat, hvor Planterne er arrangerede efter Farve, saaledes at disse er ordnede i en bestemt Rækkefølge.

[Illustration: Fig. 12. Stauderabatter i Hellerup Strandpark.]

Den tidligere nævnte Dame, Miss Gertrude Jekyll, har behandlet dette Emne udførligt baade i Bøger, Tidsskrifter og i Praksis, og navnlig Gartnerfirmaet J. Kelway & Son i Langport, et førende Firma paa Staudernes Omraade, rimeligvis det betydeligste i Verden, har med kunstnerisk Bistand sammensat disse Regnbuerabatter i alle Størrelser og passende til alle Jordbunds- og Klimaforhold, og saadanne Rabatter for endelig er det hele gennemvævet af Bladenes Grønt. De forskellige Udviklingstrin, Planter gennemgaar, gør jo endvidere enhver Beregning vanskelig. Det drejer sig ved en Stauderabat kun sjældent om jævne Flader, som ved de nævnte Gruppeplanter, d.v.s. Udplantningsplanter, hvis Form sjældent gør sig saa meget gældende. Staudernes rigt varierende Former giver yderlig stærkt bevægende Flader, om dette Ord overhovedet kan anvendes.

Disse engelske "artistic Borders" har i høj Grad Krav paa Studium, idet de sikkert kan virke befrugtende og idegivende ved Planlæggelsen af en Rabatbeplantning, men en direkte Efterligning vil afgjort i første Omgang skuffe, og kun en ihærdig og aarelang Eksperimenteren og Flytten omkring med Stoffet vil give et Resultat. Omstaaende Plan (Fig. 13) er dannet udelukkende af de forholdsvis faa i denne Bog nævnte Sorter.

Ved Valget af et eller andet Beplantningsprincip maa man dog naturligvis erindre, at man gør klogest i i sin Have at ordne alt, som man selv synes, og som man selv har Glæde deraf uden at tage Hensyn til Regler, der gælder for Folk med helt andre Forudsætninger baade for at kunne udføre Planen og for at kunne nyde Resultatet.

[Illustration: Fig. 13. En af de saakaldte "Regnbuerabatter", hvor Planterne er ordnede efter Farver. Rabatten er m 48 X m 3. Navnene er forkortede. Rabatten er kun sammensat af Planter, der er blandt de her i Bogen nævnte. Se Side 34]

For at give en praktisk Anvisning, der direkte kan følges af Folk med blot noget Begreb om Planter og under normale Forhold, skal nedenfor fremsættes de i Virkeligheden meget simple Principper, hvorefter en Sommer-og Efteraarsrabat, som den er vist paa Figur 7, er plantet. Med Hensyn til Fordelingen efter Aarstid og Vækst er fulgt de ovenfor fremsatte Regler, og Farverne er fordelte jævnt over hele Længden, idet dog de "ledende" Planter er valgt i Hovedfarverne. Rabatten deles i mindre Dele paa f. Eks. en halv Snes Meters Længde, og i hvert af disse plantes en Gruppe af Delphinium, der dog ikke i hver Sektion eller Fag ligger nøjagtigt paa samme Sted, men lidt varierende, saaledes at Afstanden ikke bliver nøjagtigt den samme. Selve Gruppen varierer ligeledes, saaledes at den ene er lidt større end den anden og saaledes, at den ene springer lidt mere frem end den anden. De bør heller ikke bestaa af een Varietet, men hver Gruppe af et Par forskellige Varieteter af forskellig Højde og Vækst og Farvenuance; de høje dybblaa vil være lidt mere fremtrædende i en Gruppe, de lavere og lyseblaa i en anden o.s.v. Derefter planter man i hver af Rabattens Sektioner en Gruppe af lyserøde Phlox, varierer Gruppernes Plads, Størrelse og Sammensætning af Farvenuancer lidt paa samme Maade, som nævnt ovenfor. De andre ledende Grupper kan være Chrysanthemum indicum Varieteter, Solidago o.s.v. Naar der paa denne Maade er givet Rabatten en vis Struktur, et Skelet, kan den resterende Plads let udfyldes med andre Planter, uden at man behøver at gøre sig større Bekymringer, thi det vigtigste af alt ved Fordelingen, d.v.s. Ligevægten, opretholdes af de ledende Planter, der dominerer i Kraft af deres Antal og iøjnefaldende Skønhed, og som afløser hverandre som Bærer af en vis rythmisk Inddeling, der sikrer, at Rabatten i hele sin Udstrækning til enhver Tid er i nogenlunde samme Grad smykket med Blomster. Det kan paa denne Maade ikke undgaas, at en enkelt Farve vil blive den dominerende i en bestemt Tid. I Juli vil de blaa Delphinium herske, i August de røde Phlox, der afløses af alt det meget Gule, der blomstrer i Sensommer og Høst, og tilsidst vil Aaret sluttes af med Asterssorternes mange lilla Nuancer, som den dominerende Farve. Dette særlige Præg for hver Aarstid er saa langt fra en Ulempe, at det netop er et Udtryk for Staudeplanternes større Værdi i Sammenligning med Udplantningsplanter og Roser.

Med en saadan rythmisk Gruppering er Rabatten med de høje Stauder i Anlægget ved Hellerup Lystbaadehavn tilplantet, (Fig. 12) og efter alt at dømme vil den blive af god om end ikke særlig fin Virkning, og paa den Maade vil sikkert de fleste, naar de har skaffet sig noget Kendskab til Stoffet, lettest faa arrangeret en Rabat. Om et Par Planter her eller der misklæder hinanden, er ganske uden Betydning, og lader sig let ordne et følgende Aar. Der er egentlig kun én Farve, man skal være forsigtig med, det er som før nævnt den ren skarlagenrøde—Pelargoniefarven som den findes i enkelte Phlox og hos Lychnis—denne knaldrøde Farve har en egen Ævne til at gøre sig uheldigt gældende og falder udenfor Staudernes egentlige Farvegebet.

Ligesom Spørgsmaalet om Grupperingen i en Rabat under Hensyn til de tre Hovedmomenter—Vækst, Blomstringstid og Farve—egentlig kun rummer Vanskeligheder ved Rabatter sammensatte af mange Arter, saaledes rummer ogsaa Spørgsmaalet om Planteafstanden kun Vanskelighed i den Art Tilfælde. Hvor der kun anvendes to eller tre Plantearter, der vil, selv om Varieteternes Antal er aldrig saa stort, Planteafstanden naturligvis være den samme i hele Rabatten og vil let kunne fastslaas for den enkelte Art. Ved den artsrige Rabat kan der derimod slet ikke opstilles almindelige Regler; man maa kende hver enkelt Arts Voksemaade og derefter tildele den Pladsen. En Ting er i hvert Fald nødvendigt, der maa plantes tæt, langt tættere end man sædvanligt ser, og tættere, end hvis det gjaldt om at opnaa saa velkultiverede Eksemplarer som muligt. Den her omhandlede Beplantningsmaade har—selv om det selvfølgelig ikke drejer sig om en Imitation af Naturen—dog i mangt og meget sit Forbillede i den vildtvoksende Plantebestand og søger at bibeholde Plantens naturlige Vækst og at lære af den yndefulde Maade, hvorpaa de indbyrdes grupperer sig. Noget af det mest iøjnefaldende ved vildtvoksende Planter er, at de staar tæt, d.v.s. at Jorden mellem dem slet ikke ses; Klipper, Sten og nøgne Sandbrinker ses, men aldrig Mulden; det er imod dens Natur at være udækket. Man skal derfor altid lade lave og krybende Planter dække Bunden i Rabattens Forgrund, bagved behøves det ikke, og det vilde ogsaa i altfor høj Grad besværliggøre Arbejdet, om al Jord var dækket med Planter. Ved brede Rabatter skal der endogsaa helst løbe en Sti, en couloire de service, hvor man kan færdes under Arbejdet. En saadan Sti kan ogsaa løbe mellem Rabatten og Baghækken, saa denne kan faa Lys forneden og blive klippet. Hvis en Rabat udelukkende bestaar af høje Stauder, og der foran er en Kant af Buxbom, vil man ofte gøre klogt i at plante en indre Kant af Ajuga eller Cerastium, der holdes i Ave med Saksen paa den mod Buxbommen vendende Side, men faar Lov at løbe frit ind imellem de forreste Planter, paa den Maade kan Buxbomkanten skaanes for en altfor generende Nærhed af store graadige Planter.

For at der ikke ved en Plantes Henvisnen og Nedskæring skal opstaa et Hul, bør man beregne det saaledes, at de mere tidligtblomstrende Planter anbringes paa en i Forhold til deres Højde noget tilbagetrukken Plads; paa den Maade skjules de lettest af senere blomstrende Naboer.

Alle Stauder, der har en uregerlig navnlig halvslyngende Vækst som Galega Hartlandi og Clematis recta bør helst udelukkes af en almindelig Rabat; de passer bedre i "the wild garden" end i Rabattens velordnede Samfund.

Naar en Rabat er beregnet paa mange Maaneders Flor, maaske fra April til November, vil der ifølge Sagens Natur fremkomme bare Pletter, hvor en Gruppe Stauder er afblomstrede, maa man derfor paase, at Planter, der efter deres Blomstring ser grimme ud, ikke plantes i for store udelte Grupper, men mellemplantes med sildige Arter. I en Rabat med lang Blomstring kan man, hvor omhyggeligt man end ordner alt, dog ikke undvære Supplementsplanter, der i Løbet af Sommeren hjælper Hovedbestanden med at holde Rabatten i tilfredsstillende Flor; nedenfor skal nævnes nogle af de Planter, der bedst egner sig til dette Brug.

Mange af de eetaarige Planter, der saas direkte paa Blivestedet, er ganske fortrinlige Supplementsplanter og dertil særlig lette at have med at gøre. De skal saas i umiddelbar Nærhed af de foraarsblomstrende Stauder, de kan saa ofte sprede et helt Blomstertæppe over disses nedskaarne Stubbe. Blandt de allerbedste er de saakaldte Shirley Valmuer, (Papaver Rhoeas), Godetia, Salpiglossis og Nigella, alle velkendte og meget smukke. De spirer villigt, naar de saas i Slutningen af April og dækkes ganske let med Jord og skaanes for Udtørring, saalænge Spiringen finder Sted. I Reglen kommer Planterne tæt op, og maa da gerne udtyndes meget.

[Illustration: Kelway & son, Langport Fig. 11 Shirley Valmuer; etaarige Planter, der saas mellem Stauderne til Supplement.]

I et Reservebed kan der dyrkes adskillige toaarige Planter, der, saaede og priklede den foregaaende Sommer, om Foraaret vil være tjenlige til at henflyttes i Rabatten og udfylde Mangler ved denne. Blandt de bedste regnes Campamila Medium i blaa, hvide og navnlig smukke lyserøde Farver. Gyldenlak baade brune og gule. Oenothera Lamarckiana, o. m. a. Paa et saadant Reservebed kan der med suppleringen for Øje dyrkes en Mængde Stauder, naar blot det er Planter, der taaler at flyttes i en mere fremskreden udvikling. Chrysanthemum indicum varieteterne egner sig særlig godt til dette brug, dels fordi de taaler at flyttes i Knop (ikke saa godt inden Knopdannelsen har fundet Sted), og dels fordi den sildige Blomstring gør, at der er særlig mange Huller at fylde, naar Chrysanthemum staar i Flor. Under større Forhold, hvor den tilstrækkelige gartneriske Hjælp er tilstede, kan denne Supplering af Rabatterne finde Sted i udstrakt Grad ved Hjælp af Reservestauder, dyrkede i Staaltraadskurve. Ved disses Hjælp kan næsten alle Arter Stauder flyttes til enhver Tid. Almindelige Udplantningsplanter, som findes i Handelen er naturligvis det bekvemmeste Materiale at anvende for den almindelige Villaejer, og mange af disse Planter egner sig ogsaa udmærket til at stoppe Huller med; men det maa naturligvis være Planter med "Staudekarakter", saaledes vil Pelargonier og Begonier ikke gøre Fyldest, mens derimod almindelige Margueritter, Verbena (særlig Arten venosa), Cuphæa, Agathæa, Antirhinum, Gazania, Pentstemon, Salvia patens og mange andre er fortrinlige. De lave Dværgtropæolum har den Egenskab, at de i den kraftige Rabatjord bærer Blomsterne under Bladene, saa at de skjules, hvorfor disse Varieteter af Tropæolum er uanvendelige til Supplering i kraftig Jord. Af andre fremmede Planteelementer, der under visse Forhold kan faa Plads i Stauderabatten er Georginer, særlig de opretvoksende Pompongeorginer, baade de yndefulde smaablomstrende og de moderne, storblomstrende engelske Pompongeorginer. Almindelige Kaktusgeorginer egner sig ikke til dette Brug. Lathyrus "Ærteblomsterne"—Sweet Peas—har jo den særlige Ævne at dele Havevennerne i to Lejre, enten kan Folk ikke døje at se og lugte dem, eller ogsaa kan de slet ikke undvære dem. Hvem der har det paa den sidste Maade, men ikke har meget Plads, kan særdeles vel anvende dem i en Stauderabat; baade Farver og Habitus passer smukt ind mellem Stauder, men de volder nogen Ulejlighed ved at visne Blomster og Bælgene stadig skal afpilles, ellers bliver det hele en stakket Glæde.

Ligesaa fejlagtigt det vilde være ganske doktrinært at holde sig til den rene Staudebestand med Udelukkelse af de nævnte Supplementsplanter og ved ikke i givet Tilfælde at drage Nytte f. Eks. af Buske, der—som Buddleja og Hydrangea—egner sig til større Stauderabatter, ligesaa forkert vilde det naturligvis være at forskærtse Staudekarakteren ved for megen Indblanding af fremmed Stof. Særlig vil en større Indblanding af Roser ofte være uheldigt.

Medens der med Hensyn til selve Plantningen iøvrigt skal henvises til Kapitlet om Kulturen, skal her blot nævnes, at den letteste Maade at udføre en Beplantning paa efter en given Beplantningsplan er at inddele Planen i Kvadrater paa l m2 og derpaa i Rabatten anbringe Smaapæle saaledes, at de danner tilsvarende Kvadrater. Paa den Maade kan man kontrollere, om man af Bedet bruger netop det i Beplantningsplanen forudsatte Areal, saaledes at man hverken faar for faa Planter eller faar tilovers af dem. Men af denne skematiske Inddeling maa man naturligvis ikke lade sig forlede til at ordne Planterne rækkevis, det vilde i de blandede Rabatter være ganske forkasteligt.

Den rækkevise Ordning kan iøvrigt være smuk, fordi der derigennem opnaas en Massevirkning ligesaa god, men blot paa en anden Maade end ved den gruppevise, og den har yderligere ved de lange lige Rækker Blomster noget vist roligt og fornemt ved sig, som den blandede Rabat maa savne. Men denne Ordning begrænser selvfølgelig Arternes Antal til nogle ganske faa.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 15. Rabat med Iris pallida i Blomst i Knuthenborg Have.]

Foruden Rabatten, der som nævnt særlig i sin blandede Form er den mest anbefalelsesværdige Anvendelse af Stauder for den mindre Villahave, kan man paa mangfoldige Maader gøre Brug af Stauder, og hvert nyt Krav, der stilles, vil give Havearchitekten, Gartneren eller Havevennen Anledning til stadig paa nye Maader at frugtbargøre det rige Stof. Dette, at hvert enkelt Tilfælde egentlig gør Krav paa sin selvstændige Løsning, vanskeliggør det i høj Grad at give almindelige Regler, og intet er heller næppe mere skadeligt for Haveanlæg end den direkte og uselvstændige Anvendelse af Forskrifter og Skemaer, idet der bogstaveligt i hvert eneste Tilfælde er særlige Forhold, der gør sig gældende.

Blandt de almindeligste Staudeanvendelser er Kantplantningen, der i og for sig naturligvis er en simplificeret Rabat. Hertil egner sig snart sagt alle lave Stauder, der bevarer Løvet nogenlunde smukt ogsaa udenfor Blomstringstiden. Et Par af de allerbedste er: Viola cornuta, paa Grund af deres lange Blomstringstid, Dianthus plumarius og Aubrietia i Sol, Primula i Skygge og Arabis paa tørre Steder og Vinca under Træer for Eksempel langs en Allé, hvor det ellers kniber med at faa en Kant til at gro. Næsten alle Saxifraga og Sedum egner sig til Kant, hvor der er tilstrækkelig Sol. Lavendel er omtalt ovenfor. Jo bredere og højere Kanten kan være, jo større bliver Udvalget. I mange Bondehaver ser man ofte ret store Staudearter anvendte til Kant, og den derved fremkomne Massevirkning forfejler jo sjældent sin Virkning, men en Kant af Geranium—der er ret almindelig—er jo rigtignok ogsaa kun smuk ca. fjorten Dage af Aaret, og der er i det hele taget al Anledning til at fraraade saadanne Kanter i en lille Villahave. Paa Taasinge anvendes ofte Kanter af Astilbe japonica, der i den frugtbare Jord og milde Klima naar en mægtig Udvikling, og selv udenfor Blomstringen er disse brede mørkegrønne Hække udmærket smukke.

Ved Foden af en Pergola, saaledes som vist paa de to Billeder (Fig. 15 og 16) af den samme Pergola fra Knuthenborgs Have, kan der plantes Rækker af Stauder, der blomstrer til forskellig Tid; ligeledes rundt en Dam eller et Bassin.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 16. Samme Rabat som Fig. 15, senere paa Aaret, Lilierne blomstrer.]

Særlige Staudehaver er der jo kun sjældnere Plads til, og en almindelig Anvisning kan, hvad det formelle angaar, selvfølgelig ikke gives, idet de stedlige Forhold maa være ganske bestemmende. Hvad Tilplantningen angaar, saa er en saadan Have jo i sine Bestanddele ikke andet end et Antal afbrudte Rabatter, og de Synspunkter, der er gjort gældende ovenfor vil naturligvis ligesaavel her kunne lægges til Grund for Beplantningen. De meget høje Stauder maa som Regel kun anvendes i Yderkanten, og det vil maaske oftest være smukkest, om en saadan lille Have i Midten forsynedes med et Bassin til Vandplanter eller at Gangene løb sammen i et Brændpunkt, der markeredes med en Figur, en Solskive, eller lignende. Det vil altid være heldigt, om den Art Særhaver danner et Rum for sig afgrænset tydeligt til alle Sider, det forlener altid et saadant lille Anlæg med en særlig Hygge. En saadan Have yder en fortrinlig Koncentration af Blomsternes Virkning, der yderligere forøges, hvis man ogsaa kan opnaa en Samtidighed i Blomstringen, ved for Eksempel at plante en Foraarshave med en Samling af alle de lave og pudedannede Foraarsplanter som Hovedbestand og med mørke, stedsegrønne Træer som en lunende høj Hæk om det hele. Med nogle faa højere, foraarsblomstrende Stauder i Udkanterne vilde en saadan lun Plet allerede i det tidligste Foraar kunne blive aldeles fortryllende.

I store Haver har i umindelige Tider Rosariet været en fast Bestanddel, andre Særhaver har man sjældent anvendt; men netop Stauderne yder det fortrinligste Materiale til dette Brug; hvor vilde ikke en Irishave være smuk; rigtig plantet vilde den være i Blomst i maanedsvis, og vilde, med jævn Anvendelse af Slægtens mange Arter og Varieteter og med forstærket Brug af nogle af de mest rigtblomstrende og iøjnefaldende Sorter, danne en vidunderlig Helhed og samtidig byde Plantesamleren og Liebhaveren rigelig Næring for hans stilfærdige og fornemme Passion, Glæden over Arters og Variationers Mangfoldighed.

Der findes en Klasse Haveplanter, som vi paa dansk betegner med Kolektivnavnet "Stenhøjsplanter". Baade paa Fransk, Engelsk og Tysk kaldes de samme Planter for Alpeplanter, hvad der naturligvis for saa vidt er misvisende, som baade Pyrenæernes og Appeninernes højtliggende Bjærgskraaninger har ydet omtrent det samme Bidrag til denne Flora som selve Alperne. Men Navnet "Stenhøjsplanter" er ikke alene misvisende, da disse Planter ikke behøver en Høj for at kunne vokse, men det er yderst uheldigt, fordi der ved det klæber Forestillingen om Stenhøje, som for mange staar som Toppunktet af den Række Misforstaaelser og Smagløsheder, der indtil de allersidste Aar har været raadende, navnlig i den lille Haves Anlæg. Af disse Planter, der maaske kan betegnes som "Stenplanter", kan der ogsaa dannes en Særhave, uden at man behøver at stræbe efter at faa stablet et lille Materhorn op. Man kan dyrke Planterne paa Stenbede, det vil sige særlig veldrænede, noget oprundede Bede, belagt med jævnstore Sten, der trykkes halvt ned i Bedet i liggende Stilling; man maa ikke, som det ses ved Stenhøje, sætte Stenene paa Enden. Mellemrummene udfyldes med Planterne, hvis bløde, blomstrende Tæpper og Tuer fremhæves af de haarde, kolde Sten. Dette Møde mellem organisk og uorganisk, enten det er paa mosgroede Sten, vedbendklædte Mure eller blot lidt Ukrudt mellem Fliser, forfejler aldrig sin Virkning paa Menneskenes Sind. Ved saadanne Stenbede faar Planterne de Betingelser for deres Vækst, de skal have, og man slipper for at faa Stenene til at optræde som selvstændige Dekorationsgenstande, som ved den gammeldags Stenhøj.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 17. Typisk Stenhøjsplante, Iberis sempervirens.]

Andre Særhaver, som Haver af duftende Blomster eller Haver med Blomster udelukkende i en Farve, som der af og til plantes, vil—bortset fra hvorledes saadanne Ekcentrisiteter ellers forliges med Havekunst—altid netop kunne søge deres bedste Materiale i Staudernes uendelige Rigdom af Variationer.

Ved Plantning af Stauder i Grupper kommer deres Brist d.v.s. de enkelte Arters korte Blomstringstid stærkest frem, denne Fejl kan naturligvis modvirkes ved at man planter to eller flere til forskellig Tid blomstrende Arter sammen, men dette vil selvfølgelig i Reglen betyde en Svækkelse af den Massevirkning, som er Gruppens væsentligste raison d'étre. En Gruppe Delphinium som den paa Fig. 18 viste, vil man dog kunne gøre fornøjelig uden at forringe Antallet af Delphinium ved at lægge den fuld af Narcisser, og senere paa Aaret, naar Delphiniumerne er visne og nedskaarne, kan den tilplantes med Chrysanthemum, der dog maa fjernes igen. Hvor der er Skygge, kan en Gruppe af Strudsevingebregner mellemplantet med Darwin Tulipaner anbringes. I stærk Skygge taber Tulipanblomstens Størrelse sig dog i Løbet af et Par Aar. Hvor der er Sol, kan lægges en Irisgruppe, hvori der om Foraaret lægges Gladiolus til at fortsætte Floren. Næsten hver Staude kan, naar der ellers er Forhold mellem dens Størrelse og Gruppens Dimensioner, anvendes og med jo mere Held jo bedre Planten tager sig ud udenfor Blomstringstiden. Disse Grupper er og bliver dog behæftede med den Fejl, at Tyngdepunktet i Havens Udsmykning med Blomster ikke bliver paa samme Sted, hvis der er flere Grupper, og er der kun en enkelt, saa vil Haven være uden Blomster alt for længe ad Gangen.

En Haveven kunde tænkes at more sig med at danne Farvegrupper ved f. Eksempel foran et Buskads at samle en Del af Foraarets gule Blomster: Doronicum, gule Tulipaner, Euphorbia polychroma, gule Iris, Trollius og mange andre, eller i en anden Gruppe at forene alle de mange høje gule Høstblomster: Helianthus, Rudbeckia, Solidago o.l. Vurderingen af de mange gule Nuancers Intensitet og deres forskellige Flimmer i Solen er en Nydelse for de rigtige Plantevenner, og den Art Fornøjelse er langt billigere at opnaa med Stauder, som for største Delen vil være for Haanden fra Omplantningen, end med andre Planter, der enten købes hvert Aar eller besværligt overvintres.

Som Udplantningsplanter kan Stauderne ogsaa anvendes, dog kun de der let lader sig flytte i Knop eller er ganske tidligtblomstrende. Har man et almindeligt Blomsterbed foran Havedøren, kan det tilplantes om Efteraaret med Arabis, der knap er afblomstrede omkring første Maj, før et Hold Trollius, maaske med en Kant af Phlox divaricata, kan indtage Pladsen. Naar disse omkring 1ste Juli er afblomstrede, kan et Hold Sommer-Phlox træde til, for endeligt lidt ind i September at vige for et Hold Chrysanthemum, der igen følges af Arabis eller andet tidligt foraarsblomstrende. Med et Reservebed og lidt Omtanke lader denne—eller en lignende—Succession sig let opretholde. Det er i det hele forbausende, saa lidt Stauder anvendes til Udplantning, trods det, at Publikum dog stadig lader en Følelse af Kedsomhed ved de evindelige Begonier og Lobelier komme til Orde, og man altsaa skulde tro, der var Jordbund for noget nyt. Ved Slotte og kommunale Gartnerier, hvor der stilles store Krav til Afvekslingen, og hvor den nødvendige Arbejdskraft er til Stede, er man i de senere Aar begyndt at anvende Stauder til de vekslende Udplantninger, idet Planterne dyrkes i de tidligere nævnte Staaltraadskurve, der muliggør en skadesløs Transport til og fra Reservebedene. Dette betyder naturligvis en mægtig Forøgelse i Afvekslingsmulighederne, men det er paa den anden Side ogsaa et temmelig kostbart og omstændeligt Arbejde at slæbe omkring med de ofte store Blokke.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 18. Gruppe af høje Delphinium. Etter Nedskæringen kan den tilplantes med Aster, Amellus eller Chrysanthemum.]

[Illustration: Fig. 19. Rabat af Iris germanica langs et Buskads.]

Enkelte Stander med passende Vækst egner sig til at stilles alene, eller maaske tre sammen, frit i Græsset. I den ældre landskabelige Havekunst, var saadanne Solitærer, baade træagtige og urteagtige, meget yndede. De anvendes nu sjældnere, maaske fordi disse fritstaaende Planter, navnlig under smaa Forhold og hvis Motivet gentages for ofte, virker uroligt, men det er ikke desto mindre en udmærket Maade at lade en Plante udvikle sig til et beundringsværdigt Pragteksemplar, hvilket ikke kan naas i Rabat eller Gruppe. Bocconia, Rudbeckia laciniata, Gunnera, Yucca og Kniphofia er blandt dem, der tager sig bedst ud fritstaaende paa en Plæne. Lejlighedsvis kan der ogsaa i den moderne architektoniske Have findes Anvendelse for saadanne Solitærer af anseelig Habitus til at fremhæve og betone Hjørner eller andre Punkter af Betydning i Anlægget. Til dette Brug kan man i Anlæg med nogen Pretention anvende en Opstilling af store Stauder i Baljer eller Kasser og kan ved at have flere Sæt opnaa en konstant Virkning. Denne Kultur af Stauder og andre Planter i Baljer eller Kasser burde anvendes langt oftere for at delagtiggøre Steder, hvor Vækstbetingelserne er ugunstige, i Glæden over Blomster. I Gaarde eller Restaurationshaver kunde der skaffes et ofte haardt tiltrængt Skær af Skønhed ved at saadanne Beholdere med Planter skiftedes et Par Gange i Sommerens Løb. Langt flere Stauder, end man aner, kan vokse og tage sig ud i saadanne Baljer. Chrysanthemum maximum, Helenium pumilum, Achillea Millefolium, Aster Amellus, Astilbe, Chrysanthemum indicum, Doronicum, Erigeron speciosus, Iris, Agapanthus, Lupinus, Monarda, Trollius, Veronica o. m. a. egner sig til dette Brug, men de stiller selvfølgelig store Krav til Vanding og Ernæring, og Beholderen maa være vel drænet. Det er ikke heldigt, naar Solen brænder for stærkt paa Beholderens Sider, og dersom Planterne er fritstillede, bør de drejes af og til for at blive regelmæssige i Væksten.

Det der adskiller den "naturlige" Staudeanvendelse fra de hidtil omtalte er, at man ved Plantningen tilstræber en Efterligning af det vildtvoksende i enkelte Tilfælde vel endogsaa en ligefrem Illusion. I blandede, "malerisk" grupperede Rabatter forsøges ganske vist som nævnt ovenfor at læmpe Plantningen lidt efter de Maader, hvorpaa vildtvoksende Planter breder sig mellem hverandre, man opnaar paa den Maade tidligere det hjemmevante bodenständige—Udseende, som Vegetationen ellers bruger Aaringer om at opnaa. Den Bevægelse mod at udviske Sporene af Gartnerarbejdet, som Planterne altid foretager, naar de lades urørte, benytter man ganske vist ogsaa i Rabatten for saa meget som muligt at bibeholde den Ynde i Grupperingen, som kun Naturen selv formaar at fremkalde, men man tilstræber dog alligevel slet ikke det, der tilsigtes ved den landskabelige Plantningsmaade.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 20. Naturlig Plantning af Spiræa m.m. i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]

I den landskabelige Have var der, som tidligere nævnt, ikke megen Plads for Stauder og egentlig kun for de ganske "vilde"; Anvendelsen var knyttet til Søbredder, Bække og saadanne lignende Forhold, som aldrig findes i mindre Haver. Man kan snarere vente, at den tidligere nævnte nyere, naturlige Staudeanvendelse, trods sin relative Vanskelighed kunde finde Dyrkere mellem Ejere af middelstore Haver eller Haver med Naturforhold, der vanskeliggør en mere kultiveret Udformning af Blomsterbede.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 21. Ornithogalum som "vildtvoksende" i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]

Hvor og hvordan kan der naturligvis ikke svares paa i Almindelighed ved Spørgsmaalet om en saadan "Wild gardening"; kun kan der gives et Par vejledende, nogenlunde almengyldige Grundsætninger. Man bør i Reglen kun sætte saadanne Planter sammen, som blomstrer samtidigt, da en Del visnede Stauder—det visne afskæres selvfølgelig ikke regelmæssigt i saadanne Plantninger—ofte kan ødelægge Synet af de blomstrende. Naar derimod alt er visnet, vil vedkommende Plet ikke tiltrække sig nogen Opmærksomhed, denne vil under nogenlunde store Forhold søge andet Steds hen, hvor noget blomstrende paakalder den. Man bør i Reglen plante større Mængder af samme Art og Varietet, ellers er Resultatet selv paa en lille Afstand, at Farverne taber i Kraft. Endelig bør der være et vist Forhold mellem Størrelsen og Mængden af Planter og Stedet. Skal der paa en lille Plet dannes et "Vegetationsbillede", kan man naturligvis, selv om Forholdene ellers er ensartede, ikke anvende det samme Materiale i samme Omfang, som hvor Forholdene er større og alt ses paa Afstand. At man ved selve Grupperingen af Stauderne maa aflure Naturen saa meget som muligt er en Selvfølge, men naar man ellers anvender velegnede Planter, d.v.s. Planter, der breder sig selv ved Frø eller Udløbere, og som er saa kraftige, at de selv nogenlunde kan holde sig Ukrudtet fra Livet, saa kommer i Løbet af et Aarstid i Reglen den naturlige Ligevægt tilstede, og det eftertragtede vildtvoksende Præg breder sig over Plantningen. Baade af Hensyn til Trivslen og af Hensyn til Virkningen maa man naturligvis søge Stauder, der passer til Stedets Karakter.

Til disse naturlige Plantninger regnes ikke den meget almindelige Placering af Stauder langs Buskadser, det ser i Reglen ikke godt ud, og Planterne trives sjældent saadanne Steder, kun ganske enkelte som Hemerocallis kan klare sig nogenlunde under de Forhold, der findes i Kanten af et Buskads. Ej heller medregnes eller anbefales den ogsaa anvendte Metode at forlænge Buskadsernes fremspringende Tunger ud i Græsset med en Plantning af Stauder, der ofte yderst ude opløses i en Del mere fritstaaende Planter; selv om Betingelserne for Væksten saadanne Steder kan være gode, saa er det dog nærmest en grim og misforstaaet Plantningsmaade, særlig hvis der bruges mange Arter.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 22. Naturlig Plantning af Foraars-phlox paa Stenhøj i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]

Det er ikke i den flade, veldyrkede Del af Haven, at den naturlige Staudeplantning hører hjemme, snarere i Havens "Overdrev" paa tørre Skrænter, hvor intet Græs kan grønnes, ved fugtige Hulninger i Terrainet, under Træer, langs en Grøft eller et Vandløb, rundt en Dam, ved Moser og Ellekær, paa Stengærder og i forladte Grusgrave, om saadanne Lokaliteter skulde træffe sig, høre til eller kunne drages med ind i en Haves Omraade. Saadanne Steder passer the wild gardening, og der kan skabes Vegetationsbilleder af den, der kender sit Stof og ellers forstaar at holde sig til det naturlige, uden at det hele bliver fuldkommen Vildnis og tæt Jungle. Et af Billederne Fig. 21 viser Fuglemælk, Ornithogalum nutans som forvildet under Træer i Haveselskabets Have, et udmærket Eksempel paa, hvorledes en ellers ret uanvendelig Plads kan udnyttes, saaledes at den i hvert Fald en Tid af Aaret er et stort Plus til den Have, hvori den findes. Paa tørre solede Skrænter, hvor det vilde blive Fortvivlelse at slaas med Græsset for at faa det grønt, kan man opnaa et pragtfuldt Dække af Dianthus plumarius, Arabis, Sedum spurium, enkelte Saxifraga, Ajuga, Iris pumila, Buphthalmum salicifolium, Achillea millefolium, Veronica longifolia og mange andre Tørstekunstnere blandt Stauderne. Under Træer er det navnlig Primula, Bregner, Vinca, Funkia, der, foruden mange tidligblomstrende Løgvækster, kan komme i Betragtning. Paa Skrænter og langs Udkanten af Træplantninger, hvor der er rigelig Plads, kan man faa Anvendelse for de mange gode Stauder, der er vanskelige at holde i en Rabat paa Grund af Rodstokkens vandrende Tendenser, d.v.s. Rudbeckia, Monarda. Chrysanthemum uliginosum, Helianthus rigidus, Solidago og Asters; under Forhold, hvor der er Plads, vilde disse Planter i Mængder udvikle en Skønhed, som aldrig opnaas inde i selve Haven. Mere eller mindre klatrende Stauder som Lathyrus, Galega og Clematis recta, der ser grimme ud som opbundne—i hvert Fald er det vanskeligt at binde dem smukt op—er paa deres rette Plads øverst paa en Skrænt, hvor de kan faa Lov at hænge ned og samtidig bøje Blomsterne op ad: saadan tager de sig ud.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 23. Alpeplanter paa en Mur i Knuthenborg Have.]

Steder ved Mose og Vand og i det hele fugtige Steder er naturligvis de mest taknemmelige at arbejde med. Der er jo i Reglen den indfødte Flora i sig selv smuk nok og bør vel ogsaa i de fleste Tilfælde bevares og kun beriges med manglende danske Planter eller med fremmede Stauder, der egner sig til at gaa ind i Ensemblet uden at virke forstyrrende. Man kan erstatte de almindelige danske Arter af Spiræa og Iris med smukkere og navnlig mere holdbare Former.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 24. Trollius, Engblommer i en Vase.]

Hvorfor gøres der i det Hele saa sjældent Brug af den danske Floras Stauder paa Steder, hvor Forholdene egner sig dertil. I en almindelig Have vil de altid blive til Ukrudt, men hvor Jordbunden umuliggør en frodig Trivsel af Kulturplanter, vilde de dog være paa deres Plads. Ved Jyllands Vestkyst og paa Skagen fører en Mængde Villaejere en fortvivlet Kamp med at faa Græs og Roser til at makke ret, fordi de synes, at det nu engang hører med. Hvorfor dog ikke plante den lille gule Sedum, der gror udenfor Døren eller Gyvel eller Strandtidsel, der vil vise sig taknemmelige for en ringe, men forstandig Pleje. Alfred Lichtwark har i et lille livligt Skrift "Der Heidegarten" [4]), som burde læses af mange Villaejere, behandlet det urimelige i at anvende Kulturjordens gartneriske Praksis og Materiale paa den sandede Lüneburg Heide—det samme vilde naturligvis gælde Klitnatur—og den Lethed, hvormed man faar noget ud af den stedlige Vegetation. Lichtwark taler dog kun om lige, architektonisk formede Bede; han var ingen Ven af landskabelige Arrangementer.

[Footnote 4: Park-und Gartenstudien, Berlin 1909.]

Ordet Stenhøje og Stenhøjsplanter er berørt ovenfor ved Omtalen af Stenbede, og denne Del af den naturlige Staudeanvendelse skal som tidligere nævnt kun berøres i denne Bog. Der raser i England i Øjeblikket indenfor Havebruget en sand Mani for Stenhøjsplanter—Rockgardening—en Bevægelse, som snart vil naa her til Landet, og som skylder de mange smaa nydelige, nyere Alpeplanter sin Styrke. De egentlige Stenhøje i gammeldags Forstand vil der næppe blive dannet flere af; den Ramme, hvori nuomstunder disse Planter anbringes, vil i Reglen ikke være nogen Høj, snarere en Fordybning i Jordsmonnet, en Hulning omgiven af stedsegrønne Træer, med de store stenlagte Skraaninger fulde af de mange herlige Alpeplanter, det hele indelukket som et Rum for sig i Haven; saadan er snarere Typen paa den moderne "Stenhøj". De Sten, vi har til vor Raadighed her i Landet—undtagen paa Bornholm—egner sig meget daarligt til Fremstilling af den Art Stenarbejde; man kan ikke i en Skraaning med de almindelige Rullesten fremstille de naturlige Lag, som Klipper i Reglen ligger i, og som falder mere naturligt end store Partier af Rullesten. Langt bedre lod en Efterligning af det gode gamle danske Stendige, saaledes som det hegner Sjællands Skove, sig udføre, navnlig da dette jo i Modsætning til "Stenhøjen eller -dalen" kunde indgaa i Havens Plan som fornuftigt, organisk Led.

Den yndefulde Vegetation, der findes paa gamle Murruiner, kan man ogsaa prøve at indfange i Haven. Hosføjede lille Billede, Fig. 23 fra Knuthenborghave, giver et Indtryk af Udseendet. Muren, der godt kan være lav, er fyldt med fast stampet Jord. Stenene paa Billedet er Kalksten, men almindelige Munkesten kan ogsaa anvendes. En Mængde Planter, navnlig dem, der staar de "alpine" nær, kan trives og blomstre ved det Minimum af Fugtighed, de faar paa en saadan Plads. Muren ligesom alle Sten er jo en Akkumulator baade for Fugtighed og Varme, hvilket betinger Trivsel under disse ejendommelige Forhold.

For Fuldstændigheds Skyld skal nævnes den Staudeanvendelse, som bestaar i at opgrave og i Stue om Foraaret at drive visse Stauder og at arrangere Staudernes Blomster som afskaarne i Vaser. Fremgangsmaaden behandles korteligt nedenfor under Kulturen af Stauder. Selve Arrangementet af Blomsterne i Vase er underkastet Regler, der mærkeligt nok intet har tilfælles med Ordningen i Bede. En Plante, hvis Blomster skal ses i Mængde samlede paa Friland, tager sig ofte netop ud nogle faa i et Glas.

[Illustration: Fig. 25. Nymphæa.]