STAUDERNES ALMINDELIGE KULTUR.

De Resultater, man almindeligvis har for Øje, giver ikke Indtrykket af, at de fysiske Forhold i Danmark er Staudedyrkningen gunstige; ikke desto mindre er Forholdet dog det, at mange Planter som Kniphofia og Agapanthus er haardføre her, medens de i Tyskland ikke henregnes til de egentlige Stauder, fordi de maa tages op og gemmes om Vinteren. Selv overfor et af Naturen saa begunstiget Land som Frankrig har vort Klima væsentlige Fortrin, idet Phlox og mange andre af vore bedste Stauder lider af, at Solen forkorter Blomstringstiden og ødelægger Blomsterne—ikke at tale om sydligere Lande, hvor Stauderne i snævrere Forstand slet ikke hører hjemme. I Virkeligheden er Antallet af haardføre Planter, og dermed af Stauder, naturligvis meget større i sydligere Lande, men de Arter, der særlig har været Genstand for Forædling, egner sig i Reglen ikke for et varmt Klima. I England er det en almindelig Anskuelse, at de sommerblomstrende Stauder naar deres højeste og pragtfuldeste Udvikling i Skotland paa Grund af de lange lyse Sommerdage—og dem kan Danmark jo ogsaa glæde sig over. Det, der gør vore hjemlige Staudeplantninger fattige og kedelige, er i Reglen den daarlige Kultur, Planterne er Genstand for, hvad enten dette nu skyldes manglende Kendskab eller for ringe Indsats i Arbejde eller Penge.

Selv om Stauderne—i hvert Fald Flertallet af de moderne—er Kulturprodukter, der i Udseende adskiller sig ikke saa lidt fra de oprindelige Former, saa har disse Planter dog sjældent ændret deres naturlige Tilbøjelighed for hver sit bestemte fysiske Milieu. Planter trives i Reglen netop i samme Maal, som man formaar at efterkomme deres Ønsker og Krav i den Retning, enten ved kun at vælge Planter, der ynder det Klima og den Jordbund, man har at byde dem, eller ved saa vidt gørligt at ændre de fysiske Forhold efter Planterne. Hvad enten man nu forsøger det ene eller det andet—eller, hvad der er det almindeligste, lidt af hvert—saa kræver det noget Kendskab baade til Planterne og til de forskellige Kulturmethoder at opnaa et Resultat. Og endelig kræves der en vis—efter Forholdene meget varierende—Sum af Arbejde og Penge, og hvis denne ikke ydes, kan man ikke, saa lidt som paa Livets andre Omraader, vente at høste noget.

Nedenfor skal nævnes de Betingelser og de Fremgangsmaader, der gælder for det store Flertal af Stauderne, medens der med Hensyn til de enkelte Arters Særkrav maa henvises til Bogens specielle Del. Naar der overhovedet lader sig opstille nogenlunde almengyldige Regler for et saa uensartet Plantesamfund som Stauderne, er det fordi en Plante i Reglen kun optages til almindelig Kultur, og kun gælder for en god Staude, naar den ikke er kræsen, men tager til Takke og trives under forskellige Forhold.

Der er i Almindelighed ikke Tale om at vælge særlig gode Pladser eller særlig Jordbund til Dyrkningen af Stauder; Stedet og Forholdene er jo gerne givne. I de smaa Haver er der i hvert Fald sjældent meget at vælge imellem. Hvis der endelig er et Valg at træffe, er det gerne mellem Sol og Skygge, og man bør da undgaa det sidste, thi selv om der findes en antagelig Række Stauder, der taaler Skygge eller Halvskygge, saa opnaar man dog aldrig noget smukt Resultat uden Solens kraftige Hjælp, i det mindste det meste af Dagen. At der i Middagstimerne glider en Skygge over Stauderabatten, er nærmest af det gode, da det i høj Grad tjener til at forøge Blomstens Holdbarhed under Midsommerens stærke Solbrand.

[Illustration: Fig. 26. Gammel Klump af en Lilie før Omplantningen.]

[Illustration: Fig. 27. Hvorledes Delene af Planten (Fig. 26) ordnes ved Omplantningen.]

Den ugunstigste Plads for de fleste Stauder er den, der saa ofte anvises dem, nemlig Pladsen under eller klods opad større Træer og Buske. I den Kamp om Næring og Fugtighed, der udspinder sig saadanne Steder, ligger Stauderne selvfølgelig altid under, og af den Hjælp, man gennem Vanding og Gødskning yder Stauderne, tager Træernes og Buskenes Rødder Løvens Part, og Hjælpen kommer altsaa nærmest Fjenden til Gode og lokker yderligere Trærødderne hen under Stauderne. Man kan—hvad der naturligvis er dyrt og omstændeligt—anbringe Tagpap lodret i Jorden eller endog støbe en smal Mur for at begrænse Trærøddernes Vækst.

[Illustration: Fig. 28. En velopbunden Staude, Gyldenris; den samme Plante som Fig. 29.]

[Illustration: Fig. 29. En daarlig opbunden Staude; den samme Plante som Fig. 28.]

Mange Villaejere mener ikke at have anden Rabat tilovers for Stauderne end en saadan Pinebænk langs et gammelt Buskads; det er naturligvis Indbildning, for der findes i de fleste ældre Haver en Mængde Buskads, der hverken i sig selv er kønt, ejheller tjener til noget som helst ud over at gøre Haverummet uklart i sine Omrids, den med Buskadsplantning tilsigtede Virkning, at lade Haven synes mindre nøgen de første Aar og maaske større end den egentlig er, er jo i ældre Haver dels ikke længer ønskelig og dels i Reglen aldrig opnaaet. I mange Tilfælde er Anbringelsen af Busketter sket ganske hensigtsløst. En Mængde af disse kedelige og unødvendige Busketter kan ryddes og give Plads for Stauder og det Liv og Lys, som følger hermed. Mangen Gang vil ogsaa et lille Indgreb i Græsplænen eller en behændig Omlægning af en Stump Gang skabe fortrinlig Plads til Stauder, hvor man før mente ikke at have Rum tilovers. Rosengrupper af Thea-og Remontantroser er jo særlig; paa let Jord ikke komme længere, naar de har staaet en 8 à 10 Aar, og der findes sikkert mange saadanne ældre, lumsk kedelige Rosenrabatter, der til Glæde for alle Parter ogsaa for de virkelige Rosenvenner kunde ofres og genopstaa med Fylde og Liv af Blomster og Farver.

Den bedste #Jordbund# for Stauderne er almindelig god Havejord i saadan Kulturtilstand, at den holder noget paa Fugtigheden om Sommeren og ikke lader Vintervæden stagnere. Hvis Jorden er for sandet og let, saaledes at Regnen løber lige gennem den, kan den forbedres og bringes til at holde paa Fugtigheden, dels ved Tilførsel af sværere Jord eller af Gødning og da navnlig Kogødning og dels ved Iblanding af Kompostjord.

[Illustration: Fig. 30. Del af ældre Iberis med 2 Skud, egnede til Stiklinger.]

[Illustration: Fig. 31. Skud af Iberis, som det er taget fra Planten, og efter at det er gjort i Stand til Stikning.]

[Illustration: Fig. 32. Rodstikling af Romneya, der er begyndt at gro. Overskæringen finder Sted ved de hvide Mærker.]

[Illustration: Fig. 33. Gammel Plante af Lychnis.]

For de Haveejere, der til deres egen Skade ikke ved at vurdere Kompostjorden, og derfor ikke skaffer sig saadan, skal kortelig oplyses om denne fortrinlige Jordarts Behandling: I en passende afsides Krog af Haven samles alt muligt navnligt organisk Affald fra Haven og Huset, som Ukrudt, visne Plantedele, afslaaet Græs samt alt Køkkenaffald, Fejeskarn, Sod, Træ-og Tørveaske, Vejskrab, gl. Murkalk, Kloak-og Grøfteoprensninger m.m. Som Kompostmateriale anvendes ogsaa Tørvejord og Muld. For at fremskynde Forraadnelsen iblandes af og til lidt Kalk, hvilket ogsaa skal have en desinficerende Indflydelse overfor Plantesygdommes Smitstoffer. Bunken skal holdes pænt firkantet, mindst 1 Meter høj og med stejle Sider og flad ovenpaa, saaledes at den af og til kan overhældes med Latrin eller anden flydende Gødning, om da Havens Dimensioner er af den Art, at sligt lader sig gøre uden at genere. En saadan Kompostbunke lugter ikke mærkbart, naar ikke netop Solen bager paa friskt Affald. Naar Bunken har naaet en passende Størrelse afsluttes den, og der samles saa sammen til en ny. Bunken omstikkes et Par Gange i Aarets Løb, saaledes at alle Stoffer blandes godt, og efter ca. to Aars Forløb vil alt være fuldt forraadnet og vil danne en ualmindelig nærende, alsidig og kraftig Jord, der i de fleste Tilfælde maa harpes, før den anvendes. Denne Kompostjord, der i Gartnerierne anvendes med en vis reserve, idet den menes at indeholde Sygdomskim af forskellig Art, er ganske fortrinlig til at forbedre Staudebedene med, da disse Planter forholdsvis sjældnere lider af nogen Sygdomme. Kompostjorden indeholder altid Ukrudtsfrø, men denne Ulempe tiltrods er den alligevel den billigste Plantenæring, man kan skaffe sig.

Kompostjorden, der gør den lette sandede Jord mere bindig, saaledes at den bedre holder paa Fugtigheden, udøver den modsatte, men ligesaa gavnlige Virkning paa den svære, lerede, for stærkt sammenhængende Jord ved at skørne den og gøre den lettere gennemtrængelig for Luft og Vand.

[Illustration: Fig. 34. Planten Fig. 33 delt til Formering.]

Gødskningen paa svær Jord bør helst ske ved Hestegødning, og paa let Jord ved Kogødning; men i Reglen er man jo ikke saa heldig at kunne vælge. En passende Tilførsel af Kalk vil navnlig i ældre Haver, hvor Jorden ofte er sur, være en god Jordforbedring.

Den Dybdebehandling af Jorden, der anses som selvfølgelig ved en Vinrabat, vil forekomme mange selv ret havekyndige Mennesker aldeles urimelig, naar det drejer sig om en Stauderabat: men mange af Stauderne, tilmed af de bedste, som Delphinium, Phlox, Helenium m.m., er saa graadige Planter, som der overhovedet findes i Kultur, og lige saa lidt som man høster gode og smukke Druer paa en mangelfuldt ernæret Vinstok, ligesaa lidt vil underernærede Stauder vise sig i deres Pragt. En god Rabat eller Gruppe skal i Reglen være tæt plantet, og det Krav, der derved stilles til hver Arealenheds Ydeævne, er meget større end ved andre Kulturer, og det er derfor kun rimeligt, at Rabatten gødes og dybbehandles i et Omfang, der staar i Forhold til den Kraftanstrængelse, man forlanger af den paagældende Jordstrimmel. M. 0,8 à 1,0 er en passende Dybde, idet man dels derved skaffer Plads til tilstrækkelige Mængder Næringsstoffer og dels foranlediger Rødderne til at søge dybt, et Forhold, der har den allerstørste Værdi i Sommerens Tørkeperioder, en Værdi, som kun vanskeligt, hvis overhovedet, kan erstattes ved besværlige Vandinger.

[Illustration: Fig. 35. Aconitum Napellus bicolor.]

Hvis Jordbunden er af den Beskaffenhed, at Vintervæden er tilbøjelig til at blive staaende længere Tid, vil et Drænlag under Gruppen eller Rabatten være nødvendig. Et saadant kan bestaa af Slagger, Murbrokker, Afharpning fra Kompostbunken eller lignende.

Ved Plantningen af unge Planter, navnlig om Foraaret, vil det være til stor Gavn at iblande Jorden noget Tørvestrøelse, saaledes at der anvendes et Lag paa fem Centimeter til en 80 à 100 Centimeter dyb Rabat. Dette Stof, der holder godt paa Fugtigheden, og som er en Substans, som de unge Rødder med Begærlighed borer sig ind i, maa dog anvendes uden Overdrivelse, idet dens Virkning senere hen formenes at være uheldig for Planternes Vækst, der let bliver for blød og løs.

Hvorvidt man lettest fremstiller Rabatten ved Reolgravning med et Par Spadestik, en Opskovling og en Omgravning af Bunden og under dette Arbejde søger at iblande de gjødskende Stoffer, eller den lettest fremstilles ved at udgrave hele Bedet og derpaa fylde det med en passende Jordblanding, beror paa Forholdene i de enkelte Tilfælde, og navnlig vil Valget af Fremgangsmaade være afhængig af Muldlagets Tykkelse og af om Dræning er nødvendig.

[Illustration: Fig. 36 Ajuga reptans var atropurpurea.]

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 37. Aethionema grandiflorum.]

[Illustration: Fig. 38. Alyssum saxatile fl. pl.]

At der ikke, som for andre Planters Vedkommende, kan fastslaas en eller to Aarstider, der er de bedste som #Plantetid# for alle Stauder, ligger i Sagens Natur, men man kan fastslaa en Tid, som for det store Flertals Vedkommende er, om ikke den bedste, saa dog god Plantetid; det er September Maaned. Saa er nemlig Sommertørken forbi, og de korte Dages Sol formaar ikke at skade de nyplantede Planter, medens Jorden og Luften dog endnu er tilstrækkelig varm til, at navnlig Roddannelsen kan gaa for sig. De Stauder, der daarligst lader sig plante paa denne Tid er dels de, der blomstrer allertidligst om Foraaret og de der, som saa mange smaa Stenhøjsplanter, lider af Fugtighed om Vinteren paa sværere Jord. De sildige, d.v.s. de oktoberblomstrende, lider en Del under Plantningen, og selvfølgelig gaar det paagældende Aars Blomstring jo tabt. Det er nødvendigt at fastsætte et saadant fælles Tidspunkt, idet man jo af praktiske Grunde ikke ved Tilplantningen af en Rabat kan efterkomme de enkelte Arters meget forskellige Krav i den Retning; hvis man, hvor det drejer sig om Plantning af en enkelt eller et Par Arter, er i Stand til at rette sig efter Planternes Natur, saa gælder den almindelige Regel, at de foraars-og sommerblomstrende Stauder bedst plantes et Par Uger efter Afblomstringen, og de Efteraarsblomstrende bedst lige naar Vegetationen begynder, i Reglen i April Maaned. Der er jo ofte mange Hensyn at tage, der gør, at man ikke kan plante til de ovenfor angivne Tider, men heldigvis er det i Virkeligheden ogsaa muligt at flytte og plante Stauder næsten hele Aaret med Undtagelse af de Hindringer, som Frost og stærk Tørke lægger i Vejen. Navnlig naar Planterne ikke skal underkastes en Forsendelse, men kun skal flyttes indenfor samme Have, er man i Virkeligheden meget mere frit stillet med Valg af Plantetid for Stauder, end Tilfældet er med andre Planter. Kun maa man vælge godt Vejr, hvad der i denne Forbindelse vil sige Graavejr eller let Regn.

[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 39. Anchusa italica Dropmore Variety.]

Den for al #Plantning# gældende Regel, at Planterne hverken maa sættes for dybt eller for højt, gælder naturligvis ogsaa for Stauder. De skal staa nøjagtig en lille Kende dybere, end de har staaet paa deres tidligere Plads. Forsyndelser mod denne elementære Regel kan svække visse Stauder, f. Eks. Pæoner, saa det mærkes gennem lange Aar. Der maa rystes findelt Jord ind mellem Rødderne, der ikke maa bøjes, men hellere, om de forekommer for lange, maa afstudses med en Kniv. Dette sidste kan man dristigt gøre, navnlig ved Planter, der er fremkomne ved en umiddelbar forudgaaende Deling, idet de gamle Rødder i Reglen er værdiløse. Rødder, der er udtørrede som Følge af en Forsendelse eller paa Grund af sjusket Behandling, skal altid helst fjernes. Man skal vande grundigt om nyplantede Planter, selv sent paa Aaret og i Regnvejr, idet man kun paa den Maade sikrer sig, at Jorden slemmer tæt ind om Rødderne. Det vil være gavnligt, for ikke at sige nødvendigt, at Jorden mellem nyplantede Stauder dækkes med et kort Lag Mistbænkegødning, Tang, Tørvesmuld eller lignende Materiale for at hindre Udtørring om Foraaret og Opfrysning om Vinteren. Denne Dækning maa finde Sted saaledes, at selve Planten ikke dækkes, hvad der navnlig for adskillige Stenhøjsplanters Vedkommende vil være forbundet med Livsfare; mange af disse Planter taaler heller ikke Dækning med Gødning, men foretrækker Tang eller Løv.

[Illustration: Fig. 40. Anemone japonica, forskellige Varieteter.]

Nogle af Stauderne danner mægtige, et Par Meter høje Buske, nogle er Planter, der er ganske lave og tæppedannende, andre sender meterlange Rodskud til Siderne, og atter andre forholder sig rolig paa samme Plet Aar ud og Aar ind. Denne Uensartethed i Vækstens Omfang og Hurtighed unddrager sig naturligvis enhver almindelig Regel om hvilken Plads, der maa indrømmes hvert Individ. Hvis man ikke kender Planten, men gennem Omstaaende Liste eller et Katalog kender dens Højde, har man for saa vidt en Rettesnor, som de højeste almindeligvis kræver størst Plads, og de lavere mindre; men uden virkeligt Kendskab til Planternes Vækst, vil man uvægerligt begaa en Række Fejl, som man saa næste Aar maa rette ved at fylde Hullerne og tynde ud, hvor der er plantet for tæt. Man har opstillet en Regel, der dog er af meget begrænset Gyldighed, gaaende ud paa, at den Plads, der indrømmes hver Plante, udmaales for de høje Stauders Vedkommende med en Diameter af 2/3 Plantens Højde, for de mellemhøje med Diameter lig Højden, og for de lave med Diameter to Gange Højden.

[Illustration: Fig. 41. Anemone silvestris.]

En Hovedbetingelse for en vellykket Plantning er at Plantematerialet er godt. Dermed menes ikke i denne Forbindelse gode ægte Sorter, men sunde, kraftige Planter i passende Størrelse.

[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 42. Artemisia.]

Hvis det drejer sig om Planter, der er fremkomne ved Frøformering, skal de have været udpriklede en Sommer eller i det mindste et Par Maaneder, det samme gælder om Planter, der er tiltrukne ved Stiklinger; disse to Kategorier af Planter kan man—naar de da ellers er unge—kun ønske sig saa store som muligt. Anderledes med delte Planter, de maa naturligvis for at være vækstsikre have en vis Størrelse, men ellers er smaa Planter at foretrække for store, d.v.s. endnu delelige. Vi rører her ved et Punkt, hvor der i Tidernes Løb er begaaet talløse Forsyndelser mod Stauderne. Hvis man planter en stor Blok f. Eks. af sommerblomstrende Phlox uden at dele den, vil den næsten ikke nyde godt af Omplantningen og vil ikke tage fat med fornyet Kraft, saaledes som det altid sker, naar man planter smaa, kraftige Skud. Hvis man piller tre gode Skud af en stor Blok, der ved Delingen maa antages at ville give en Snes saadanne Skud, saa vil de tre enkelte Skud i Løbet af et eller to Aar danne en Blok større og kraftigere end den store Moderplante, hvis denne samtidig plantes udelt. Vil man hurtigt have store, fyldige Planter, kan man opnaa dette ved at plante flere Smaadele nær hverandre, men med ti1strækkelig Jord imellem, saaledes at de smaa Skud kan føre deres selvstændige Tilværelse og sende Rødder til alle Sider. Det er nemlig dette, som navnlig alle de indre Skud i den store Blok ikke formaar, og derfor vokser de saa slet. De bedste Planter er unge, nyformerede Planter, der en Sommer paa et Skolebed har dannet deres eget Rodnet, og saaledes har lært at sørge for sig selv, og de daarligste Planter er gamle Planter eller store Dele af saadanne, hvis Skud kun med deres ene Side formaar at komme i direkte Berøring med den nye nærende Jord. Naar man derfor fra gavmilde Naboer faar forærende store Klumper af Stauder, maa man dele dem ud i smaa og plante Delene som enkelte Planter, og dersom man køber Planterne og forlanger, at de straks skal fylde i Bedene, maa man købe flere Eksemplarer af samme Art.

[Illustration: Fig. 43. Aquilegia coerulea hybrida.]

Planter, der er plantede om Efteraaret, dækkes som nævnt altid for at undgaa Opfrysning, men saadan #Vinterdækning# er i det Hele altid tilraadelig og bør danne et fast Led i Kulturen af Stauderne. En Del af disse hidrører ligefrem fra Egne med meget mildere Klima end vort, og en meget stor Del fra Steder, hvor Frosten ganske vist er haard og langvarig, men hvor Snedækket er mere paalideligt, og hvor navnlig den danske Vinters lunefuldt vekslende Spil af Frost og Tø er ukendt. Dette gælder bl. a. de fleste Alpeplanter. Selv vore indfødte danske Stauder ude i Naturen faar jo i Reglen nogen Dækning af nedfaldende Løv, vissent Græs, og i hvert Fald danner deres egen Top jo noget Dække.

[Illustration: Fig. 44. Astilbe Arendsii, forskellige Variationer.]

[Illustration: Fig. 45. Astilbe Arendsii Ceres.]

De Stauder, der helt forsvinder fra Jordens Overflade, som Lilier, Incarvillea, Pæoner, Aconitum og mange flere, dækkes lettest ved et godt tykt Lag gammel Gødning over Stedet, hvor de hviler. Et Lag paa ca. 5-8 Ctm. vil være passende i de fleste Tilfælde. Den store Mængde Planter, der som Heuchera, Kniphofia, Yucca, Hypericum, beholder deres Løv i Live om Vinteren, maa selvsagt kun dækkes med Gødning paa Rødderne, medens Toppen maa rage frit op. En Klasse Planter, der er særdeles vanskelige at dække, er de "alpine", d.v.s. de lave Stenhøjsplanter, der absolut ikke maa dækkes med Gødning eller lignende Materiale. Det bedste vilde være Sne, men det kan man her til Lands ikke løbe an paa; det næst bedste er et Lag Granris ikke tykkere, end at Luften har rigelig Adgang til Planterne. Det drejer sig nemlig ikke om at holde Kulden ude, Temperaturen over og under et saadant let Grandække er naturligvis omtrent den samme, kun er den mere konstant under Risenes Skygge, idet Virkningen af Sol og lettere Morgenfrost ikke naar ned til Planterne. Naar det træffer i med lange Tøvejrsperioder ledsagede af lidt Sol, saa kan man se mange af disse Bjergplanter "spidse Øren"; de tror det er Foraar og begynder i det fattige Lys en ung spæd Vækst, der til Skade for hele Planten svides af, naar Frosten kommer igen. Grandækket hindrer ved sin Skygge Planterne i at faa saadanne utidige Foraarsfornemnmelser med den deraf flydende Fortræd. Risene hindrer ogsaa ofte den faldne Sne i straks at fyge bort.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 46. Bellis perennis.]

Planter, som ikke helt har afsluttet deres Vækst, maa ikke dækkes, navnlig ikke lige i Hjærtet, hvor Dækket i saa Tilfælde let vil foraarsage en Forraadnelse; det vil derfor være rigtigt at afvente en alvorlig Frost, før Dækningen foretages. Om Foraaret maa man paase, at Dækket fjærnes i Tide, saa Planterne ikke faar Lejlighed til at vokse under Dækket, Skuddene vil nemlig saa blive "gejle" d.v.s. lyse og tynde og lidet modstandsdygtige for de ublide Paavirkninger, der finder Sted, naar Dækket tages af. Man maa af og til kradse lidt Gødning væk og fjerne et Ris hist og her. Den fulde Afdækning maa for Risenes Vedkommende foretages i Graavejr; Gødningen lader man gerne ligge, den hjælper til at holde paa Fugtigheden i vort tørre Foraar.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 47. Campanula persicifolia Moerheimii.]

Foruden Gødning og Granris anvender man ogsaa Tang, Savsmuld, Tørvesmuld og lignende Stoffer, og i Stedet for Granris kan man anvende Lyngris. Løv er et fortrinligt Dækkemateriale, der ikke let foraarsager Raaddenskab, men da det er tilbøjeligt til at flyve bort, maa der lægges lidt Ris over det. Planter, der lider meget af Vinterfugtighed f. Eks. Eremurus, kan dækkes med Sand.

Naar Vinterdækket er fjernet, foregaar #Rensningen# mellem Stauderne, og det er i de fleste Haver en Regel at grave mellem dem; at denne fordømmelige Skik er gammel, ses af nedenstaaende Citat af en Havebog (Bentziens) fra Midten af forrige Aarhundrede.

"Efterat Haugeeieren om Foraaret har truffet Overenskomst med en eller anden af de saakaldte Gartnere, der paatage sig Pasning af saadanne mindre Hauger, blandt hvilke der vistnok findes flere dygtige og samvittighedsfulde Mænd, men ogsaa en Mængde, som paatage sig Noget, hvortil de ikke have ringeste Kjendskab—og vor Erfaring synes desto værre at vidne om, at Haugeeierne, til liden Baade for dem selv, ere meest tilbøielige til at vælge imellem disse, fordi de kunne spare et Par Rigsdaler aarlig—giver denne sig, saa saare Jorden er nogenlunde tjenlig, i Færd med at grave Rabatterne eller Bedene og det ret dybt og med en Spade og lige tæt ind til Planterne deri; thi han vil jo gjerne gjøre Eieren tilpas og skaffe ham hans Hauge i tilsyneladende pyntelig Stand saa tidlig som mulig. Men i det tidlige Foraar ere mange af Planterne endnu ikke komne frem over Jorden; hvor ofte seer Man derfor ikke en saadan raa Arbejder med Spaden gjennemskjære mange prægtige Planter især af Løgvæxterne og derved aldeles ødelægge dem; medens han ved sin utidige Gravning berøver andre Planter saa godt som alle de unge kraftigste Rødder og Skud. Vi bør derfor paa det Indstændigste anbefale saadanne Haugeeiere aldeles at forbyde Brugen af Spade paa de Steder i Haugen, hvor der staaer Stauder, og kun lade Greben anvende med Forsigtighed og først naar Planterne har viist sig tilstrækkelig over Jorden, hvis de ikke ere forsynede med Navnepind, eller dog i det Mindste en nedstukken Stok antyder deres Plads."

Vi slutter os til Bentzien, opgiver Gravningen og nøjes med at luge Ukrudtet væk. Det er sjældent noget stort eller besværligt Arbejde og almindelig Ordenssans kræver det jo ogsaa gjort. En længere Forsømmelse paa dette Omraade kan blive vanskelig at genoprette, idet Kvikrødder, Skvalderkaal og andet fleraarigt Ukrudt, der har filtret sig ind i en Blok Stauder, kun vanskeligt lader sig pille ud igen.

Naar der #vandes#, skal der vandes saa det bløder igennem, det ved enhver, der har haft lidt med Planter at gøre. En lille Overbrusning kan maaske nok gavne Planterne, men lader jo Jordens og Røddernes Tilstand være uforandret og gør maaske den Skade, at der, hvor der ikke ligger gammel Gødning mellem Planterne, danner sig en Skorpe paa Jorden, der fremmer Fordampningen. Naar det ikke netop drejer sig om ganske smaa Forhold, bør man stræbe efter at faa indrettet Trykvand, saaledes at man kan vande med Slange. En 3/4" Rørledning, der ofte kan anlægges overjordisk, saaledes at den tappes af om Vinteren, er ikke dyr. Hertil kommer saa Udgift til Haner, Slanger m.v. Det er næsten uoverkommeligt at foretage Grundvanding af en større Rabat uden dette Hjælpemiddel. Men det kan ikke nægtes, at denne Vanden med Slange er en lidt blandet Velsignelse for Planterne. Naar det iskolde Vand med fuld Kraft slynges mod Planterne en hed Sommerdag, er det naturligvis i nogen Maade til Skade. Naar man passer at vande imellem Planterne, og med en opløst Straale vil denne rigeligere Vanding alligevel Være langt at foretrække for en sparsom men hensynsfuld Vanding med Regnvand eller andet tempereret Vand. Den Tid, der fordrer mest Vanding, er gerne Maj og Juni. Den, for hvem Vanding er noget nær en Umulighed, maa dække rigeligt med Gødning mellem Planterne og maa, særlig hvis Jorden er af let og tør Beskaffenhed, udskyde nogle af de tørstigste Stauder af sit Sortiment og i Stedet optage nogle af de mange Stauder, der med næsten utrolig Energi formaar at klare sig i det tørre løse Sand. Mange af de nyere Haver i Berlins Omegn, i det tilsyneladende trøstesløse brandenburgske Sand, staar ofte i et forbavsende Flor af Blomster, fordi disse med stort Kendskab er valgte blandt Planteverdenens Sulte-og Tørstekunstnere, der, naar de engang har faaet fat, trodser den utroligste Tørke og ser glade ud endda. Det er øjensynligt, at man paa tørre, sandede Steder her i Landet, for Eks. ved Skagen, hvor Luften dog er langt mere fugtig end i Brandenburg, alt for ofte enten opgiver Ævred eller ogsaa med overdrevne Bekostninger holder Liv i de konventionelle Haveplanter uden at prøve de mange tørketaalende Planter, der dog findes.

Nogle Stauder taaler næsten ikke animalsk #Gødning,# saaledes mange Alpeplanter, og Forfatteren har en Formodning om, at Grunden til at Lilier saa ofte slaar fejl, skyldes, at disse Planter ofte ikke kan taale navnlig frisk, animalsk Gødning. Det store graadige Flertal af Stauderne griber og konsumerer alt, hvad der bydes dem, og naar Stauderne plantes tæt, som de i Reglen bør, maa der lægges megen Gødning paa et forholdsvis lille Areal. Naar det ikke drejer sig om nyplantede Stauder, kan man med stort Udbytte anvende Kunstgødning. De Stoffer, der kan blive Tale om, er Kalk, 18 pCt. Superfosfat, 37 pCt. Kali og Chilisalpeter.

De tre førstnævnte virker ret langsomt og skal derfor udbringes om Vinteren, Kalk og Superfosfat ikke samtidigt. Chilisalpeter virker i Løbet af faa Dage og maa ikke udbringes, før man mener Planterne i Stand til at optage det deri indeholdte Kvælstof, idet det ellers meget hurtigt vaskes ned i Undergrunden, særlig paa sandet Jord. Evnen til at optage Næring staar naturligvis i Forhold til Vækstlivligheden. Den Mængde, der skal anvendes, kan under almindelige Forhold sættes til 20 kg Kalk, 6 kg Superfosfat, 3 kg Chilisalpeter og 1 kg Kali, alt pr. 100 Kvadratmeter. De to førstnævnte Stoffer er uskadelige, hvorimod de to sidstnævnte ved overdreven Brug kan virke skadeligt eller endog dræbende. Det er ofte ret omstændeligt at skaffe og blande de enkelte Dele Kunstgødning, og der findes derfor i Handelen en Del færdige blandede Kunstgødninger, der selvfølgelig er dyrere end de rene; Kunstgødning er jo imidlertid saa billig, at en Prisforhøjelse, eller endog en Fordobling af Prisen, rigeligt vil opvejes af Fordelen ved den mere bekvemme færdigblandede Form,—dette gælder naturligvis kun i mindre Haver. Der findes en Del forskellige "Mærker" Blandingsgødninger, og det har i mange Aar været et yndet Emne for "Havebrugskonsulenter" at analysere saadan Blandingsgødning og derpaa, uden Hensyn til at Emballage, Reklame og Forhandlingsprovision ved Salg af saa billige Stoffer som Kunstgødning selvfølgelig koster mere end selve Stoffet, føre et naivt Bevis for, at Blandingsgødninger er meget dyrere end de "rene" Gødningsstoffer. Dette fortjenstfulde Arbejde for Folkeoplysning har haft den uheldige Virkning, at det har skræmt mange Villaejere fra at anvende Kunstgødning, og de vil næppe komme til at gøre det i større Udstrækning, før der kan anbefales en god almindelig Blandingsgødning. Det danske Gødningskompagni har foretaget det fornuftige Skridt under eget Navn at udsende en saadan Blandingsgødning "Tyren" med en Sammensætning, der aabent meddeles, og som er af den Natur, at den kan anbefales til alt almindeligt Brug. Falbydelsen af Blandingsgødning er den eneste Vej til at faa Villaejerne til i større Udstrækning at bruge Kunstgødning.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 48. Centaurea ruthenica.]

Hvad enten man udstrør Gødningen tør eller udbringer den i opløst Tilstand, maa man passe at fordele den jævnt og maa knuse alle Klumper. En egentlig Nedbringning i Jorden er ikke nødvendig, man kan blot med en Rive blande Kunstgødningen med det øverste Jordlag. Kompostjord, hvis Tilberedning er omtalt ovenfor, er en aldeles fortrinlig og alsidig Gødning.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 49. Cerastium Bieberstemii.]

Blandt de Arbejder, der melder sig i Sommerens Løb ved Staudernes Pasning, er #Opbindingen# et af dem der tager mest Tid, men som maa gøres, om man ellers skal have noget smukt ud af sine Planter. Hvis man absolut vil befries for dette Arbejde, kan der ganske vist sammensættes en lang Liste af Stauder, der ikke kræver Opbinding; men saa maa man rigtignok ogsaa give Afkald paa en hel Række af de aller smukkeste Planter, navnlig af de sommer- og Efteraarsblomstrende. Der er faa Havearbejder, der saa gennemgaaende ses elendigt udførte som Opbindingen af store Stauder; store pragtfulde Asters ses ofte snørede sammen som et Knippe Ris, der bogstaveligt er blottet for ethvert Spor af Plantens naturlige og frie Skønhed, den, som Opbindingen burde støtte, men som den oftest forstyrrer. Det vedføjede Fotografi (Fig. 28) viser tydeligt hvorledes en Staude, i dette Tilfælde en Solidago (Gyldenris), bør opbindes frit og i Overensstemmelse med sin Vækst; hvorledes en klodset Opbinding ødelægger alt, ses paa det til Skræk og Advarsel vedføjede "Gegenbeispiel" (Fig. 29).

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 50. Chrysanthemum maximum hybridum Triumph.]

Af en god Opbinding kræves tre Ting; den skal være stærk, lidet synlig og være underordnet Plantens Vækst.

For at Opbindingen kan blive stærk, kræves,—foruden Anvendelsen af passende Materiale, Granrafter, Enebærstave, Hasselkæppe, Bambusstokke og lignende i Forbindelse med Bast eller Tjæregarn, alt efter Planternes Størrelse—at Stavene gaar langt ned i Jorden, ellers er hele Foranstaltningen til ingen Nytte.

[Illustration: Fig. 51. Cimicifuga japonica]

At gøre Opbindingen usynlig er der ingen Grund til; grøntfarvet Bast og Stokke, som af og til anbefales, ses naturligvis ikke meget, men naar de endelig ses, gør det et ubehageligt, unaturligt Indtryk; det er jo en ærlig Sag, at Planterne er opbundne. Noget andet er det, at Opbindingen skal udføres, saa den ikke virker for fremtrædende, man bør saaledes sætte Stokkene bag Planterne og bør anvende de færrest mulige. Ved selve Opbindingsmaterialet er der ikke noget grimt; det hæslige Syn af opbundne Stauder skyldes i Reglen, at Opbindingen ikke underordner sig Planternes Vækst, men paatvinger Planten en unaturlig Form. Den naturlige Silhuet, Konturerne, eller hvad man vil kalde det, maa ikke ødelægges; derfor maa Stokke aldrig naa mere end højst to Trediedele op ad Planten, saaledes at denne foroven spreder sig ganske frit. Mange selv ret høje Stauder som Kniphofia, Eremurus o.l. behøve ingen Opbinding, og alle fine lette Blomster som Heuchera, Aquilegia o.s.v. maa naturligvis nødig skæmmes af Stokke og Bast. Man skal selv hvor Opbinding er nødvendig, ofte lade nogle af de forreste Grene helt uopbundne for at bevare det frie og lette saa meget som muligt. Gaillardia, Potentilla og mange andre skal man lade flyde omkring, som de lyster, det klæder dem bedst. Planter af en særlig Vækst som Clematis recta, Galega og Pæoner kan man "rise" ligesom Ærter, naturligvis med korte Ris.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 52. Colchicum autumnale.]

I hvilket Omfang, man af Skønhedshensyn skal foretage #Nedskæring# af afblomstrede Stauder og bortfjerne visne Blomster, er en Smagssag og er forskellig for de forskellige Plantningers Karakter; i en lille, sirlig Have med fint holdte Plæner og smalle Rabatter er Forholdet noget andet end i en stor Have med en anden Karakter og med vidtløftige Plantninger. Forholdet er ogsaa meget forskelligt for de forskellige Planter; Valmuen lader de sidste røde Blade dale sagte til Jorden, medens de endnu er i deres fulde Pragt, og det dekorativt formede Frøgemme afsløres pludseligt. Campanula persicifolia, navnlig de dobbelte, lader Blomsterne sidde og gennemgaa en ækel Forraadnelsesproces lige for Næsen af en; saa forskellige er de.

Hvormeget eller hvorlidt, der skal gøres for Skønheden, maa bestemmes i hvert enkelt Tilfælde. Men denne Nedskæring af afblomstrede Stauder har ogsaa et andet Formaal, nemlig at forynge og forny Planten. En af de mange Aarsager, hvorfor Staudeplantninger mislykkes, er at dette Beskæringsarbejde, der ved Rosenkultur anses som selvfølgeligt, forsømmes ved Stauderne. Naar Nedskæringen passes, forynges Planterne fra Roden, og mange, som f. Eks. Pyrethrum, giver til Tak et Efterslet af Blomster senere paa Aaret. Ligeledes modarbejder en dyb og rettidig Nedskæring mange Stauders beklagelige "toaarige Tilbøjeligheder", Planter som Althæa, Anchusa, Aquilegia, Coreopsis, Digitalis, Eryngium, Malva moschata, Verbascum og mange flere vilde let, om de fik Lov at sætte for meget Frø, dø bort, dersom Frødannelsen ikke hæmmedes ved en Bortskæring af Toppen, inden Væksten helt er sluttet. Der gaar maaske nok nogle Blomster i Løbet, men man opnaar en forøget Vivacitet ved Roden, der viser sig ved Dannelsen af nye Bladrosetter, og Planten lever videre, er i Virkeligheden bleven formeret ad vegetativ Vej. Saadan Afpillen af visne Blomster og Nedskæring kan for de lave og pudedannede Planters Vedkommende ske med en Faaresaks eller lignende Instrument.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 53. Coreopsis grandiflora.]

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 54. Delphinium hybridum, enkeltblomstrende.]

Den med Kulturen af Stauder nødvendig forbundne periodiske #Omplantning# foretages bl. andet for at holde Planterne, navnlig dem der er tilbøjelige til at brede sig, i Ave, saa de ikke ganske overvælder mindre kraftige Naboer. Solidago, Helianthus rigidus og andre, der sender Skud vandret ud i betydelig Afstand fra Moderplanten er meget vanskelige at have sammen med andre Planter, idet det netop er disse Udløbere, der giver de bedste Blomster, og en regelmæssig Afstikning vil altsaa direkte modarbejde Bestræbelserne for at faa den bedst mulige Blomstring. Overfor saadanne Planter er en Omplantning hvert eller hvert andet Aar næsten det eneste Middel til at holde dem paa Plads. Det bruges at sætte Skiferstykker vertikalt ned i Jorden for paa den Maade at begrænse Udløbernes Vagabonderen; det hjælper dog kun delvist, og saadanne Planter egner sig bedst til naturlig Plantning, hvor de kan faa Lov til at brede sig, som de vil, og netop paa Grund af denne deres Væstejendommelighed hurtigt kan give Indtryk af at være vildtvoksende.

[Illustration: Fig. 55. Delphinium hybr., lys, fyldt Var. med mørkt Øje.]

Den periodiske Omplantning er for mange af vore bedste Planter ganske uomgaaelig, for at de kan yde store og gode Blomster; saaledes kan foruden de nævnte Phlox, Aster, Chrysanthemum, Delphinium, Helenium og mange andre af de aller smukkeste Stauder kun blomstre ulasteligt nogle ganske faa Aar uden Omplantning. Aarsagen til dette Forhold er omtalt ovenfor: I Tilfælde, hvor Stauder i Aarenes Løb skyder sig op over Jorden, hvilket f. Eks. sker med Heuchera, Saxifraga cordifolia, Aurikler o.s.v. kan Jorden hyppes lidt op om Planten til Erstatning for en Omplantning. For Hyppigheden af disse Omplantninger spiller Jordens Bonitet og Gødningskraft en stor Rolle. Hvis Jorden er let og der ikke gives Gødningstilskud indtræffer Tilbagegangen hurtigere end under modsatte Forhold; til Gengæld arbejder Udløberne naturligvis stærkere i en næringsholdig Rabat. Det er dog særligt de enkelte Arters forskellige Krav, der gør Tidsrummet mellem de periodiske Omplantninger vekslende. Nogle Stauder, som Helleborus staar en Menneskealder eller mere, før de synligt har kulmineret, andre som Asters gaar tilbage allerede andet Aar, atter andre som Delphinium gaar først synligt tilbage i det femte eller sjette Aar. I Reglen vil Planter der er længe, d.v.s. to à tre Aar, om at naa den fulde Udvikling ogsaa være dem der holde længst uden Omplantning. Savnet af en Generalregel paa dette Omraade er ikke saa stort, som man skulde tro, idet man jo let kan erkende Tilbagegangen ved de talrigere og mindre anselige Blomster. Ved Omplantning af store Rabatter er det en ualmindelig Fordel, hvis den er sammensat af Planter, der blomstrer og afblomstrer nogenlunde samtidigt og ligeledes kulminerer samtidigt.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 56. Høje Delphinium langs en Gang i Knuthenborg Have.]

[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 57. Delphinium semiplenum.]

Staudernes #Formering# kan ske baade ved Frø og ad vegetativ Vej; dette sidste vil sige at smaa Stykker af Moderplanten fraskiltes og bringes til at danne selvstændige Planter.

Frøformeringen giver ofte kraftige Planter, men er besværlig for Amatøren. Hovedfordelen ved denne Formeringsmaade er at man paa en Gang kan opnaa en stærk Formering, d.v.s. faa mange Planter af et Eksemplar, men dette har jo i Reglen kun Interesse for Gartneren. De ofte mangfoldige Afvigelser i Afkommet har kun Interesse for hvem der ønsker at tiltrække nye Varieteter, men er en stor Ulempe for alle andre.

Frøet saas bedst i Urtepotter eller Skaale og dækkes med et Lag fint Jord "svarende til Frøets Tykkelse", som det hedder i en ældgammel Gartnerformel, som selvfølgelig ingen i Praksis kan rette sig meget nøje efter. Man maa paase at Jorden i Frøskaalen holder en jævn Fugtighed, en selv ganske kortvarig Udtørring kan ødelægge Spiringen. For lettere at vedligeholde denne jævne Fugtighed anbringes Potterne, Skaalene eller Kasserne i en Karm med et skygget Mistbænkvindue over. Efterhaanden som Frøet spirer, maa de forskellige Arter fjernes fra den sluttede Luft og sættes i Skygge under lidt friskere Forhold. Musene anretter ofte Fortræd paa Frøet og dette forhindres bedst ved at lægge Glasskiver over Potter og Skaale; saa snart det har spiret hører Musenes Ødelæggelser op. Udsæden finder bedst Sted om Foraaret fra April til Juni, kun meget langsomt spirende Frø bør saas om Efteraaret eller i det ganske tidlige Foraar. Frø af Iris, Dictamnus og adskilligt andet, der er tilbøjeligt til at miste Spireevnen hurtigt, skal saas saa saare det er høstet. Naar de unge Planter er vel over Jorden maa de i Reglen udtyndes og senere udprikles paa et vel præpareret Bed paa Friland. Mange Arter lader sig iøvrigt saa direkte i Jorden, naar man ellers kan finde en skygget Plads i Haven med let, ukrudtfri og findelt Jord.

Den vegetative Formering har betydelig større Interesse for Havevennerne og for øvrigt ogsaa for Gartnerne, idet Sortsægtheden sikres bedst paa denne Maade. Den kan foregaa ved Rodstiklinger, ved Udløbere og ved Rodskud og endelig ved almindelig Deling. Stiklingsformeringen, der i et Gartneri er særdeles let, er den vanskeligste for Amatøren, idet den kræver Drivhus eller Mistbænke, hvor Luften kan holdes "sluttet" et Par Dage om de nystukne Stiklinger. Da de Planter, der som Phlox, Aster, Chrysanthemum o.a., der bedst lader sig formere ved Stikning ogsaa i Reglen udmærket egner sig for Deling, vil man i Reglen vælge denne, den letteste Maade.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 58. Dicentra spectabilis.]

Formering ved Rodstiklinger har større Interesse for Amatøren, idet denne Fremgangsmaade kan anvendes med en hel Række Planter, der vanskeligt lader sig underkaste en Deling. Planternes tykke Rødder—Planter uden saadanne kan ikke formeres paa denne Maade—skæres i Stykker paa ca. tre Centimeter, saaledes som vist paa Billedet (Fig. 32). Stykkerne lægges vandret i en Rille ca. 12 cm under Jorden. Delingen af Rødderne maa foretages straks om Foraaret, naar Frosten er borte, og Jordstykket maa holdes fugtigt og let skygget. Hvis man foretager Roddelingen om Efteraaret, maa Stykkerne lægges i Kasser, der opbevares koldt, men frostfrit og beskyttes mod Udtørring.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 59. Digitalis purpurea gloxiniæflora.]

Formering ved Udløbere, underjordiske eller næsten overjordiske, og ved Rodskud er i Princippet det samme, som den almindelige Deling og disse Formeringsmaader har det til Fælles, at de i Modsætning til de ovenfor nævnte Formeringsmaader, der alle kræver nogen Øvelse, er saa ligetil at intet fornuftigt Menneske kan være i Tvivl om Fremgangsmaaden. De vedføjede Billeder (Fig. 33 og 34) oplyser Methoden fyldestgørende. Der skal overfor mange Planter vises en Del Forsigtighed: man maa naturligvis ikke med en Spade hugge en Pæon igennem, men man maa tvinge den itu ved at drive to Grebe, eller for mindre Planters Vedkommende to Haandgafler, ind tæt ved hinanden og saa langsomt tvinge dem fra hinanden igen. Paa denne Maade skilles Planten naturligt i sine Sammenføjninger. Planterne skal deles saa meget som muligt, uden at det gaar ud over Vækstsikkerheden, idet de større, endnu delelige Planter har ringere Værdi end de mindre Eksemplarer; se ovenfor.

[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 60. Digitalis og Hemerocallis.]

Enkelte Stauder, som Gypsophila paniculata fl. p. og flere, kan formeres ved Forædling paa Rodstykker, men saadanne komplicerede Formeringsmethoder er uden Værdi for Havevenner.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 61. Echinops Ritro.]

De ovenstaaende Kulturanvisninger gælder for de typiske Havestauder, medens særlige Staudesamfund som Vandplanter, Bregner, Stenhøjsplanter o.a. i mange Tilfælde har særlige Kulturregler, men Bogens Omfang og Overholdelsen af den engang vedtagne Plan tillader ikke en særlig Omtale udover hvad der vil blive nævnt i den følgende specielle Del.

Hvor der ingen egentlig Plantekultur finder Sted, i de ofte nævnte naturlige Plantninger, gælder Reglerne om Staudernes Kultur naturligvis i meget modificeret Form; ofte bestaar alt Kulturarbejde i at Toppen aarligt slaas af med en Le, og maaske gives der med Aars Mellemrum lidt Gødning.

I nær Tilslutning til Kapitlet om Staudernes Kultur hører Behandlingen af Staudernes #afskaarne Blomster#.

[Illustration: Fig. 62. Eremurus himalaicus.]

Naar blot Stilkene er lange nok egne de fleste Stauder sig til Afskæring, og man bør da ogsaa dyrke et særligt Bed for derfra at forsyne Husets Vaser med friske Blomster.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 63. Erigeron speciosus.]

Vandet i Beholdere og Skaale bør forsynes hver Dag; dersom det er sket, at Blomsterne hænge visne af en eller anden Grund for de naturligt har tabt Friskheden, bør man sætte dem i kogende Vand til dette er bleven koldt, de vil da i de fleste Tilfælde rette sig. Mange Blomster, f. Eks. Asters, maa ikke straks sættes i et varmt Værelse, de falder nemlig saa ofte med det samme. Asters, Chrysanthemum og mange andre Blomster med lidt haarde Stilke kan man lettere faa til at suge Vandet, naar den nederste Ende af Stilken først er knust lidt. En anden Fremgangsmaade til at faa Vandet til at gaa let op i Stilkene er at holde Stilkene under Vand og med en Kniv afskære den yderste Ende og først derefter hæve dem op over Vandet; paa den Maade forhindres, at der danner sig smaa spærrende Luft-propper i Stænglens Hulheder.

[Illustration: Fig. 64. Blomster af Eryngium alpinum.]

#Etiquetteringen# af Stauder (der passer i en Rabat og kun mindre godt i en naturlig Plantning), er en Nødvendighed, naar man vil have nogenlunde Orden i Sagerne. Man kan faa Etiquetter af Emaille eller Porcelain; begge Stoffer kan faas i en graalig Tone, saaledes at de hvide Plader ikke lyner altfor meget igennem; særlig om Vinteren virker det ubehageligt. Den Art Etiquetter maa bestilles paa en Fabrik med Skrift og er dyre. Almindelige store Stikpinde, de saakaldte Thüringervarer, som faas i Værktøjshandler og hos Frøhandlere, er billige, men holder sjældent mere end en eller to Vintre. De skal overstryges med tynd Maling, der hvor Skriften skal staa, og denne skrives med Blyant inden Malingen endnu er hel tør. Her findes i Handelen aldeles udmærkede Zinketiquetter, der er kemisk præparerede, saaledes at Skriften oxyderer og holder sig. Disse Zinketiquetter er vel nok i Forhold til Prisen, det bedste, der findes. For at undgaa at skrive alle de lange Navne, kan man naturligvis bruge Numre eller Forkortelser og saa føre tilsvarende Lister. Naar man forkorter, kan man betegne Slægts-og Artsnavnet med Begyndelsesbogstavet, hvorimod Varietetsnavnet helst maa skrives helt ud; det vil nemlig altid være lettere at erkende Slægt eller Art frem for Varieteten.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 65. Gaillardia aristata grandiflora.]

Paa Grund af den udprægede Uvilje Havevenner i Reglen lægger for Dagen overfor den latinske #Navngivning# var det en nærliggende Tanke at samle saa mange danske Navne som muligt. Forholdet er jo det, at hvad der kræves i Havebruget er en Varebetegnelse og hertil er den videnskabelige botaniske Nomenklatur kun lidet egnet. Den danske Flora er fuldt benævnt med et Sæt danske videnskabeligt anerkendte Navne; anderledes med Havebrugets Planter, der næsten alle stammer fra andre Steder; kun faa af dem har danske folkelige Navne, der er saa udbredte, at de tør anerkendes. En direkte Overføring af den danske Floras Slægtsnavne til de Slægter af Haveplanter, der er repræsenteret i denne, er ofte upraktisk som populær Betegnelse, idet de danske Arter ofte kun i ringe Grad minder om de udenlandske. Kunstigt at danne et Sæt Havenavne er naturligvis en ufremkommelig Vej. Det eneste rigtige er vist efterhaanden som saadanne Havenavne dannes, da at faa dem og deres Betydning slaaet fast. I England, hvor den store Befolkning er mere interesseret i Blomsterdyrkning end her, og i Tyskland hvor Evnen og Vilje til at erstatte fremmede Ord med tyske er stor, har man langt flere Havenavne end vi har, og der skrives paa begge Sprog Amatør Bøger med udelukkende Anvendelse af folkelige Navne, dog mærker man Ulemperne og Usikkerheden, idet det latinske Navn gerne maa tilføjes. I Handelen anvendes aldrig andet end den latinske Nomenklatur. Vi er herhjennne paa Vej til at faa en Del Havenavne gerne afledet fra Latinen. Saaledes er Reseda bedre kendt end Navnet Vav, der er den danske Floras Slægtsnavn for Reseda, ligeledes er Anemone bedre kendt end Simmer o.s.v. Det forsøges ofte at indføre tyske Navne ved f. Eks. for Phlox at skrive Flammeblomst (Flammenblume); saa er det latinske og snart danske Phlox dog at foretrække.

[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 66. Galega officinalis Hartlandii.]

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 67. Gentiana acaulis.]

Naar Forholdene er saaledes, vil man forstaa, at Forf. helt har maattet se bort fra Ønsket om at yde et Bidrag til en forøget Anvendelse af danske Havenavne, men har holdt sig paa det tørre d.v.s. til den ikke særlig morsomme, men solide og velprøvede latinske Nomenklatur, kun med Tilføjelse af enkelte anvendelige danske Navne. Faatalligheden af danske Havebøger forøger jo Ansvaret i høj Grad ved at forsømme Lejligheden til at slaa danske Navne fast, men ogsaa ved gennem mislykkede Forsøg at øge Forvirringen; og Forf. vil være tilfreds med at undgaa, at ogsaa denne lille Bog skulde blive et Bidrag til den almindelige Konfusion i Haveplanternes Benævnelse.

For at en Plante skal være behørigt benævnt kræves Slægtsnavn, Artsnavn, mulig Varietetsnavn, mulige Synonymer (Dobbeltnavne) Autormærke (d.v.s. forkortet Navn paa den Botaniker, der har benævnt Planten) og Hjemstedsbetegnelse. Stauderne i denne Bog er efter almindelig Skik ordnede alfabetisk efter Slægtsnavnet, med Tilføjelse af Artsnavn og Varietetsnavn, men med Udeladelse af Autormærke og Hjemsted, der almindeligvis ikke bruges i Handelen. I enkelte Tilfælde er tilføjet Synonymer, naar deres Anvendelse er gængse i Havebruget.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 68. Gypsophila paniculata fl. pi.]

De Varieteter og Krydsninger, der opstaar i Havebruget, forsynes gerne af Tiltrækkeren med et Navn, der har Betydning som tillokkende Varebetegnelse. Da disse Tiltrækninger næsten udelukkende finder Sted i Frankrig, England, Holland og Tyskland, belæmres det danske Havepublikum foruden med de latinske Navne med et helt Sæt andre fremmede Navne. Der er i de senere Aar endogsaa begyndt at dukke ungarske, slaviske og japanske Navne op, saa Fremtiden ser jo lidt broget ud. Havebruget trænger til en ny Linné til at ordne Benævnelsen af det uhyre Antal Haveplanter, der hvert Aar sendes paa Markedet. Foreløbigt er der dog ikke andet at gøre, end at tage Forholdene, som de nu en Gang er, og navnlig ikke lade den forstaaelige Uvilje gaa ud over Blomsterne.

[Illustration: Kgl. Danske Haveselskab. Fig. 69. Pudedannende Planter, Aubrietia, langs en Gang.]