SAMLEDE VÆRKER (continued 2)

Do ga mæ en Gimmer og hjalp mæ aa tow’n, a glemmer æ aalle i mi Daw — og hwer Gaang a sto og gjord Brind te æ Own, do kamm saa still og drow i mi Saw. Gimmer, ungt Faar; tow’n, vaske den; Brind, Brænd; drow, trak.

En Daa vi war jenne, do to om mi Hâand, a glemmer æ aalle i mi Daw! — A so der saa nywle og wand a’ mi Gâan, imen do strøg mi Kinder med di Kaw. jenne, alene; nywle, forlegen, glad; Gaan, Garn; Kaw, venstre Haand.

Do tal om en Hjemmen herud baag æ Kjar, a glemmer æ aalle i mi Daw! — en Rues sku vi ha wos lidt vejsten æ Dar og Løg og Lavindler i wor Hav. Hjemmen, Hjem.

Æ Log sku vær maaled, æ Hus vild do kalk, a glemmer æ aalle i mi Daw! — en nybærend Kwi vild do gi mæ aa malk, — „for der bløw wal en Busk for hind aa gnaw.“ — — Saa bløw der Forandring, de kamm med di Pas, a glemmer æ aalle i mi Daw! — baagved dje Kanowner di ga dæ di Plads og sind — i jen af Krigens manne Graw! æ Lôg, Laagen.

En Blaan to dæ fræ mæ, en Kul røw dæ hen — a glemmer æ aalle i mi Daw! — for det aa ha mistet sin kjereste Ven, det løwter ett det længste Lyw i Law! ¹⁰/₅ 1912. Blaan, Sky; Kul, Kugle.

RÆBILD-KANTATE.

DEN KJÆRE BRUNE HEDE.

D u kjære brune Hede, du er mit Barndoms Æventyr, der havde Hjejlen Rede, der sprang saa muntre Dyr, der hørtes Hyrdens Aftensang til milefjerne Klokkers Klang, mens Hederugens Vipper saa tungt mod Høsten hang. Du kjære brune Hede med Lokkeleg og Gyvelguld, med Pors og Revlingbede og tusind Lærkers Kuld, med Ulvefod, som Knøsen slaar i gyldne Slyng om Pigens Haar, naar de ved Hedebækken i Fællig vasker Faar. Du kjære brune Hede, som bar min Borndoms Lykkeslot, hvorhen min Fod vil lede mig, naar mit Haar er graat, omstridte Plet af Danmarks Land — til dig kom hjem fra Verdens Rand og standsed mindebøjet saa mangen mødig Mand. Ja, kjære brune Hede, som revses haardt af Mand og Blæst, jeg kommer for at frede en fattig Minderest. Du gjør mit Land saa sært og rigt, du aander paa dets Kunst og Digt, at værne om din Skjønhed maa være Danskens Pligt.

MORGEN.

M orgenens vældige Sol, løft kun din Kugle med Funklen blandt Banker i Østen! Gjøgen bag Lyngstakke gol, tusinde sangkjære Lærker faar Jubel i Røsten. Brokken gaar krum i sin Grav, Taagen i Drift mod sit Hav, Trækfuglesværme bag Højene larmer mod Høsten. Bankerne drømmer i Dis, Gravhøjens Skygge sig ræd under Lyngskrænten fjæler. Edderkopspind i hvert Ris. Lysende Verd’ner af Ild i hver Dugdraabe dvæler. Nu er det Dagværkets Stund, Skytten gaar ud med sin Hund. Hellige Time, da Himlen paa Jorden nedknælen!

AFTEN.

S tille, Hjærte, Sol gaar ned, Sol gaar ned paa Heden, Dyr gaar hjem fra Dagens Béd, Storken staar i Reden. Stille, Hjærte, Sol gaar ned. Tavshed over Hedesti og langs Veje krumme. En forsinket Humlebi ene høres brumme. Stille, Hjærte, Sol gaar ned. Viben slaar et enligt Slag over Mosedammen, før den under Frytlens Tag folder Vingen sammen. Stille, Hjærte, Sol gaar ned. Fjerne Ruder østerpaa blusser op i Gløden, Hededamme bittesmaa spejler Aftenrøden. Stille, Hjærte, Sol gaar ned!

FREDLYSNING.

D en Muldvarp han graver i Morr og i Muld, er nødig sin Roden foruden, selv Roser og Liljer han kaster omkuld, han sparer skam ikke paa Snuden! O, Danmark, hver Blomst i dit duftende Bed, saa ilde den vilde vist komme af Sted, om Muldvarpens Slægt skulde raade! Vel priser vi Stræbet til Slægternes Gavn paa Jorderne fede som magre, naar, Danmark, du skriver med Solguld dit Navn, i Rugens langtbølgende Agre. Men ej tør vi maale vort Fædreneland ved kun, hvad det yder i Skjæppe og Spand og kaster i Krybben for Kvæget. Saa fattig’ blev, Danmark, vel ej dine Kaar, saa lidt gav ej Rugen i Trave, at ej du har Raad til en Blomst i dit Haar, en Lyngkrans til Fædrenes Grave. Lad ingen mod Blomsten da vække din Harm, thi Rugen skal nære vor Styrke, vor Arm, men Blomsten skal nære vort Hjærte. Og Heden histude skal ingen forsmaa, som sidder bag Bøg eller Linde; dens Ranker er lave, dens Hytter er graa, men hvor disse Ranker kan binde! Ja, tusinde Længsler fra Præriens Land gaar hjem mod dens Lyng og dens fattige Sand, naar Solen i Majshavet synker. Her har vi da ridset i Lyngen vor Plan, og her har vi givet Exemplet: Et Alter staar rejst for den jagede Pan, Naturen har hvælvet ham Templet. Her mødes det skilte paa Barndommens Grund med Himlen til Hvælving og Heden til Bund, mens Mindet i Dugfaldet hvisker. ¹⁶/₃ 1912. Noter.

EN BETLE HAAR.

H er sejjer a, en betle Haar“ — haa — haah! og smumrer gued Turnipsblaad haa — haah! Æ Suel skjarer i mi Yw, a er saa glaad, som Haar ka blyw, haa — haah! Haahaahaa — haahaa — haah! betle Haar, Smule Hare; smumrer, fraadser i; skjarer, skinner;

Her vil a sætt mæ te imaar — haa — haah! for her er Fred og ingen Faar haa — haah! Ih hwa, nu klør mi venster Ør; ih, skuld en faa nø ild aa spør! aa — haah — aahaahaa — haahaa — haah! imaar, i Morgen;

Dér lister Lâs saa laangs æ Laad — haa — haah! og paa hans Nakk han haar en Spaad aa — haah! — — — Der skydes? Her! Aae Jess og Jøss! saa war den Spaad en rædle Bøss! aa — haah! aahaahaa — haahaa — haah! Lâs, Lars; Spaad, Spade; rædle, hæslig;

Og laangs den vejstest Turnipsraad — aa — haah — nøj springer paa en Mynd si Maad aa — haah! Aae, bette Bjen, nu op og rend, som om det gjaldt jer Verdens End — aa — haa — aahaahaa — haahaa — haah!“ Saa spænd, og sprang den usle Haar aa — haah! saa beggi Ører laa sæ flaad aa — haah! For hwer en Spring, en Drip der drap, for hwem ka løf med Hawl omkap? Aahaah! aahaahaa — haahaa — haah! -raad, Række.

Det war i’æ Sid en haaj si Skaad aa — haah! og det kund ingen Renden klaar, aa — haah! Med jet saa fild en om og død, saa holdt æ endle op aa blød aahaah — aahaahaa — haahaa — haah! Æ Fowl bløw ved aa syng saa glaad haa — haah! æ Vind den spøjt mell Turnipsblaad haa — haah! og men æ Haar laa dér og død æ Suel den strøg si laange Ør: „aa — haah! aahaa — aahaa — aah — haah!“ ¹⁹/₄ 1912. Noter. Skaad, Skade.

SANG TIL DEMOKRATIET.

O p med nye Kampsignaler! Det er Raabet ungt og barsk; vi er Fremtid, vi befaler, vi vil se vort Samfund karsk. Ja, den Ungdom, som befaler, den vil se sit Samfund karsk! Ingen Leg med Idealer, bort med hvert et plumpt Bedrag; vi vil nye Kampsignaler for at holde Dommedag; ja, med nye Kampsignaler Løgnen faar sin Dommedag! Væk med mugne Fæstningsplaner, Frugt af Fortids Hjærnespind. Krigspostyrets hovne Haner galed aldrig Dagning ind, nej, Kanonens sorte Haner galed Død og Skumring ind. Bort med alt, der Lyset raner og gjør Kinden syg og graa. Vandrer én paa Frafalds Baner, ham skal Hævnens Lynild slaa; vandrer du paa Frafalds Baner, Hævnens Lynild skal dig naa! Hør, hvor Haabets Morgenlærke synger over Gry og Græs og gjør alle Ønsker stærke rundt om Gaard og Husmandshæs, ja, gjør Mod og Viljer stærke bag om sunken Hus og Hæs. Hver en sodet Svend i Staden ta’r nu Søndagsblusen paa; han vil med, vil ud paa Gaden for bag Fanens Fold at gaa. Kjække Svende, ud paa Gaden, alle bør i Rækken staa! Tag det Blylaag fra vor Skulder, giv os helt til Fredens Dont; ned med Krigens Krudt og Bulder! Fred gjør godt, men Krig kun ondt. Krigens Blylaag af vor Skulder, da ihjelslaas meget ondt! Under bedre Kampsignaler styrkes da vor Samfundstro, til omsider Sejren daler over Flidens Arbejdsbo, ja, til Lykkens muntre Svaler daler over Fredens Bo! ⁵/₇ 1912. Noter.

SVAMPEJAGT.

N aar Skovmosset drikker den høstmilde Regn, mens krogrygget Bonden hjemkjører, og Kvierne staar bag de piggede Hegn med Dryp i de hængende Ører, da stiger af Kilden, hvor Hindene gaar, en Nymfe og planter — den første i Aar — en æggegul lys Cantharelle. Og stiger saa Solen bag toppede Hæs, mens Markmusen Dugdraaber slikker, jeg skridter saa langt over regnslaget Græs, langs Faldet med Havre og Vikker; og segner end Som’ren for Leernes Staal, med Latter September skal fylde min Skaal med kridhvide Eng-Champignoner. Der vandrer to elskte ad Lønligheds Sti, hun trykker ham Hatten om Panden, han slynger om hende den Arm, som er fri, mens Kurven han har paa den anden. Aa se, hvor hun bøjer sig lændefin, slank, og pludrer og plukker, til Kurv og til Hank staar skjult under brune Boletus. Lad andre kun jage med Bøsse og Hund og skyde til Høns og til Hare, jeg vandrer fortryllet langs Fjordvigens Rund blandt Svampenes farvede Skare; den „Jagen“ forsimpler ej Sind eller Aand, den giver mig Muld men ej Blod paa min Haand og Hjærte for alt — indtil Krybet. Ja du, som maa slide de støvede Sten og slaa dig til Taals med Kontoret, søg ud for at rette de sovende Ben, hvor Skovbunden dækker dig Bordet! Thi aldrig er Danmark saa daarende skjøn, som naar bag den bærfyldte rødnende Røn den Ridderhat blaaner i Duggen. ¹⁰/₈ 1912. Noter.

TIL EN MØLLERDATTER.

H vor Kværnen dumrer i den dybe Dal, og Sigtemelet Stænk paa Kinden sætter, der gaar du trygt i Barnets Mindesal, om ogsaa Himlens Vejr en Møntørv letter. Saa fik vi hver en Plet, der drog os nær og tog vor Tanke under Pilgrimsfærden, hvor Hjemmets Skræpper blev os mere kjær end al den Bøgeskov, vi fandt i Verden. ¹⁷/₈ 1912. Noter.

TIL PETER SABRO.

D u valgte den herligste Gjerning, som Solen har skinnet paa: at tale og virke til Værning for alle de svage og smaa. Din Stemme har runget og ræddet saa mangen ugudelig Skarn, lagt Ømhedens Pude tilrette for mangt et hjælpeløst Barn. Derfor skal du nævnes i Norden med Tak af hvert Barn der blev Mor, naar selv du forlængst er i Jorden, hvor Dickens vil kalde dig Bror. ¹¹/₁₀ 1912. Noter.

ZACHÆUS.

D et var sig Zachæus fra Jericho, han var en Tolder for Gud, Tariffen lod ham kun sjælden Ro, men nøje han gransked dens Bud. Han toldede Dild og Duda-im, han smagte paa Vin og Sucat, han vejede Myrrha fra Rephaim og Nardus fra Ararat. Med Varer Kameler drog til og fra Zachæus i Boden trang; Ægypten, Arabien, Asia som Duft i hans Kjortel hang. Og Karavanernes lange Træk, som fjernt over Ørkner kom, som vadede Jordan og Kedrons Bæk, de standsede her bag hans Bom. — Der var paa Zachæus et saarbart Sted: Han havde saa stakkede Ben, og krumme var de desudenved, det voldte den Tolder Mén. Naar mangen en langbenet Hejre lo i Jerichos glade Stad, han maatte staa der i lave Sko og spørge sin Kone: „Af hvad?“ Drog Folket sammen i Klump og Klunt paa Torvet til Sabbatfest, de kunde nedrage hans Horisont med bare en Ryg af en Præst. — En Solskinsdag, da om Jerichos Mur de kløftede Falke fløj, og Jordan gik fjern med sin vante Dur, da hørtes fra Gaderne Støj. Sandalerne klappred mod Torvenes Sten og gjalded fra Taarnportens Rum, en Larmen af Oxe- og Menneskeben, der gjorde Vandraaberen stum. Zachæus, der efter alt nyt var vild, som altid den lavbente Slægt, han tabte af Haanden den duftende Dild og sprang baade Disk og Vægt. Paa Tærsklen han stod i et eneste Sæt, hvad var ham nu Salg eller Kjøb! „Profeten, Profeten fra Nazareth!“ de raabte derude og løb. Zachæus efter de andre sprang paa krumme og korte Ben, han løb, saa Sveden i Brynet hang, og Gnister sprang op af Sten. Hans løste Bælte svang ud og ind og smælded mod Mur og Løv, hans Kjortel rejste en Hvirvelvind, som slæbte med Vejens Støv. Snart vandt han da udenfor Stadens Mur, hvor Slettens sitrende Luft — med støvede Palmer i blaa Kontur — var krydret af Balsamduft. Derinde hvor Jublen til Himlen naar som Søjler fra Folkets Strøm, der er det, i Lys og Glans han gaar, hans Dages og Nætters Drøm. — Til Tolderens lille hvidkalkede Hus kom Rygtet med Løst og Fast, mens Kjøbmanden tømte det bugede Krus, og Oxerne skiftede Last. Og mangt et Sagn til Profetens Lov om Visdommen underbar var ført over Ørkner paa Æslets Hov eller Puklen af Dromedar. Zachæus havde det mindste hørt og gjemt det i trofast Hu og havde sin Griffel bag Øret ført og spurgt om mere endnu. — I Dag kom Profeten til Jericho, i Dag vandt Drømmene Magt; aa, maatte han mætte sit Syn, sin Tro, og kysse en Flig af hans Dragt! Men Hoben spærred til hver en Kant, hans strakte Taa var for kort; han rev og sled, og hans Taarer randt, men altid stødtes han bort. Da saa han ved Vejen et Morbærtræ med alle Grene i Blost; der klatred han op med rystende Knæ og holdt med Møje sin Post. Skjønt Solen skolded, og Hvepsen bed, og Grenen var knudret og raa, skjønt Sokken sank ham om Læggen ned, han tyktes sig ovenpaa. Det Menneskehav, som dernede brød — her kunde han pejle dets Bund, se Grenenes Viften i Solens Glød, se ind i hver jublende Mund. Alt andet hans Øje jog rask forbi og søgte mod Centret frem; der vandred en Skare, otte à ti, hvem var nu Profeten af dem? Han havde vel tænkt sig en Drot til Hest med Sværd og forgyldene Spir, Cymbalers Klang og Trompeters Blæst og Krone af Guld fra Ophir. Her stod nu en solbrændt Klynge af Mænd — Kuløren kraftig og frisk — og Dragten, som slubred om Ankel og Lænd, var plettet af Tjære og Fisk. Der kom jo Profeten, der vandred han frem midt gjennem det Folkehav; I Haanden en Stav, om Livet en Rem, paa Skuldren bar han en Sav. Han syntes saa aandig, saa drømmerig mod Fiskernes tjærede Flok, og Vinden løfted hans Kjortelflig, og Solen kyssed hans Lok. Og nærmere Træet Profeten gled, da tabte Zachæus sin Sko; de hvideste Blostre dryssede ned, men Jesus saa op og lo. „Kom ned Zachæus, kom ned til mig, thi som mine Øjne ser, vi skal nu begge den samme Vej for aldrig at skilles mer!“ Ned sank Zachæus. I Lykkerus med Jesus han hjemad drog, og Lys der tændtes i Tolderens Hus, som mer end en Sekel vog. Efteraar 1912. Noter.

VRØD-I-VRONT OG MARI STONT.

D Stont, Stunthose, fodløse Strømper; Vratt, Forager; Hjaj, sølle Fruentimmer; Bjatt, Bjert (Landsby). er so en Mand paa Vinkel Vratt, de kaldt ham Vrød-i-Vront, han to te Kwind en Hjaj fræ Bjatt, og det war Mari Stont. „Vrød-i-Vront og Mari Stont“ bløw te Sej æ Herred rundt; de war gjaen glaad ved lidt, og møj de nowed ett. Aa wank af Stej just for det samm war snaar djé jennest Lyst, og nær den bette Lærki kam, de høt hind aaltid føst; grev de da hinaân og sprang Stonthuesdans te Lærkisang, lejt og spøjt med Tor i Yw som Lamm paa gammel Hyw. Krusbær, Tyttebær; Lim, Kost. Og hun plot Krusbær i æ Hied og Trønbær i æ Mues, og han to Ol saa tykk og fied og band’em i hans Hues. Vrød-i-Vront og Mari Stont de haaj mir end jawen tront, de skuld bind wor Muer en Lim og hwer en Krikk en Grim. Woll, Pilevaand. Og han kund hegs dæ Kai i Kow og vis med Woll for Wand, og hun kund spo, hvor Mett skuld bow, og hwem hun fæk te Mand. Han en Dram og hun en Skro, strax laa de en Skorsten po; Mænd og Skorstjenn strøj de mej paa gywtglaad Piggers Vej. Worr, Varsler; Bæs, Bers. Og han kund si det særest nøj, som anner ett vidst aa, som Worr for Død og Bjærgmands-tøj mell Minnestid og Daa. — — Æ Ellpig fræ Flæskidam — maatt æ Dæwl hind annamm hun haaj rejen paa hans Nakk fræ Bæs te Kistelbakk. stumlend, usikre i Gangen; bundt, klodse noget. Hwor der bløw spelt og raaft: Godtôr! der war di i dje Es, og kam de stumlend te en Gord, saa bløw der sgi Kommes! Saa begynd æ Knæjt aa vals, saa begynd æ Hund aa hals, Vrød-i-Vront og Mari Stont haaj Gled, saa det ku bundt. Swot, sort; Maløtot, Malurt; Klont, Byldte. Men nu er Swot jo Lywkulør, Maløwt er nu di Dram. Aa ta Pati for godt Humør det regnes nu for Skam. Vrød-i-Vront og Mari Stont med dje Klud og med dje Klont — Gud ha Lov, de wal er død! Hwor skuld de faa dje Fød? Vinteren 1913. Noter.

BØRN FRA GYDEN.

J eg er vel kun en lille Pige men faar jeg Mad og bliver stor og faar jeg Sorgen til at vige, saa skal jeg rigtig hjælpe Mor; faar vi saa begge to en Kjole, og jeg lidt bedre Sko til Skole, saa har jeg ingen Ønsker fler, naar Mor blot ikke græder mer.“ „Og jeg er én af de smaa Drenge, som gjerne vilde gjøre Gavn, men som har sultet altfor længe i dette rige Kjøbenhavn, men fik engang jeg nok at spise saa sang jeg vist en anden Vise, blev Hosten kvit, som nu jeg har, og skulderbred og stærk som Far.“ Saa er vi Børn fra Kvist og Kjælder — ak, tusind vil kun halvt forslaa! — for hvem det Liv og Helse gjælder at kunne ud til Solen naa. Det er saa tungt paa kolde Stene som Barn at gaa forknyt og ene, at vide Dagen er saa nær, mens Mørket altid ruger her. Nu kredser Fugl om Danmarks Strande, kun Vingens Skygge kjendes her — der lyder Sang fra Skovens Rande og Kuk fra lave Elmetrær; men vi med Barnets Sind og Længsler — hvi spærres vi i disse Fængsler? Skal alt faa Blomst og gro igjen, og ikkun Barnet visne hen? Nej hjælp os til, før mat vi segne, at faa vort Skud i Solen op, hjælp paa det sunde Hjærtes Vegne, før Ormen huler ud vor Knop. Kanske det Barn, som Lykken vrager, skal bære Sten af Danmarks Ager, naar Kløgt og Flid hos hjulpen Mand har hædret Barnets Fædreland. ³⁰/₃ 1913. Noter.

SÆDEMAND.

E n Bonde med sin Sædekurv — det er for mig et Højtidssyn! Naar Haren løb saa tung og trind, og Løvet frynsed Skovens Bryn, da skred han fra sin Ladeport med Kurven paa sin venstre Lænd didud, hvor Marken venter tavs med voxen Daad til voxne Mænd. Med Haanden i den gule Sæd og Brystet frit mod Vinden op hans Syn omspænder varmt den Jord, hvor Harven gaar til Hyp og Hop. I næste Nu hans tunge Sko vil stempe Mulden dybt og fast, mens Sæden spredes for hans Fod i lange runde Nævekast. Og Kurven knirker mod hans Lænd, og Kjærner gule, Kjærner graa de borer i den varme Muld, og Solen dynger Guld derpaa. Og Lærker synger, Græsset gror, og Bier gaar i Blomsterdans, og hvad paa Valborgdag blev saaet, skal staa i Flor omkring Sankt Hans. Det gror, vort kjære danske Brød, det gror i Sol, det gror i Sang, det gror i Arbejdsdagens Stræb som under stille Kirkegang. Det gror, det gror — i Majnatsregn, det gror i Dug ved Solhverslag, naar Havrens Toppe ringler fint til fjerne Klokkers Bedeslag. O, Bonde med din Sædekurv og i din grove Arbejdsdragt, du tykkes mig i denne Stund med selve Evighed i Pagt. Imens du som en Offerpræst henskrider tavs og alvorsfuld, du signer med din højre Haand den sorte grødesvangre Muld. Tak, Bonde, med din Sædekurv! Lad Landet grønnes i dit Spor, saa vi med Stolthed Aar for Aar tør pege paa den danske Jord. Saa længe du i Furen gaar, saa længe du har Arbejd kjær, skal Danmark lægge Fold til Fold i Sol og Storm og Bygevejr. ¹⁰/₅ 1913. Noter.

UNG VISE.

A lle mine Længsler de smyger sig om dig — diddeli, om dig! duddeli, om dig! Bare en af dine nu gik den halve Vej — diddelu og diddeli — til mig! Alle Havens Blomster de dufter kun om dig, diddeli — om dig! duddeli — om dig! Rose og Reséda og Lind og Volverlej — diddelu og diddeli — om dig! Pløjer jeg min Ager, da synger jeg om dig — diddeli — om dig! duddeli — om dig! Lærken over Ploven med Sangen hjælper mig, diddelu og diddeli — om dig! Biers Nyn og Sødme — alt minder mig om dig! diddeli — om dig! duddeli — om dig! Al min Gjerning bliver ved dig en Blomsterleg, diddelu og diddeli — om dig! Sidder jeg i Kirken, jeg tittet hen til dig, titterli — til dig! — tutterli — til dig! derfra op til Altret, hvor du vil staa med mig — diddelu og diddeli — med mig! ¹⁹/₈ 1913.

GAMMEL JEHANNES HANS NØJESVIS.

Æ Nøjesvis, Nytaarsvise; slan, slaaet; æ Or, Aaret; gan, gaaet; Sel, Sele. Klokk haar slan æ Or er gan — en nøj vil rist si Ving, den haar en gylden Kied te somm, en Sel te flir dje Bring. Æ Kokk ka gaal dje Kraaser krumm, men ingen ved, hwad Or de’el komm. Aa-e-ja! Hwem der en jenle Kik maatt ha! sædr, passer; den Ot, den tilmaalte Del. Men render end di Klokk i Sto, Worherr haar jen, der gor! Den sædr æ Tid, nær aalt ska gro, og toler ett, det stor. Aak, fæk a søen en Nøjesgaw, da vild a gled mæ aall mi Daw. Aa-e-ja! A for den Ot, som a ska ha! anner djes, andres. Men helsen er der faa tefreds ved denne Verdens Burd, far de faar min og anner djes rajt grundig o æ Jurd. Men kund enhwer bestemm æ sjel, da skuld I baare si en Spel — aa-e-ja! hwad Nøjesgaw enhwer vild ta! Maan, Morgen; æ Glajs, Glasset. Mi Nobo Trowls han vild nu drikk fræ Maan te Awtensend, saa du kund po hans Øwn prikk, imen æ Glajs han vend; en Kuen, der villig bor for Burd, en Bimpel som en Oxehued aa-e-ja — det war den Gav te Trowls vild ha. Wor Slagter han haaj ett imud, te Folk vil rigtig fraas, te vi gik forlænds te æ Burd for ret aa fyld wor Kraas; det war hans Handl aa si opo, te stue Swyn de od dem smo, aa-e-ja — det Syn han lig ku lid aa ha! skjødløs, skjødesløse; Mued, Mode. En Skræjers Nol haar gued Kor, hwor „Hold-ijen“ er henn; en pyntsyk Kwind i hwer en Gord, en Flok af skjødløs Swenn, en nøj Slaws Mued hver Maanedsdaa — da er æ føst, wor Skræjer er glaa; aa-e-ja; — æ Regning — den fôr do og a! Len, Ophør; i Gras, itu. Wor Smed han blæser uden Row og ønsker uden Len, te aall wor Plag maatt smid dje Skow og komm te ham ijen; og kyrer do di Plow i Gras — da ved a jen, det er tepas — aa-e-ja! tho grassed Plov si Smed maa ha! Kjørmes Knud maatt bus, Nordenstormen maatte rejse sig i sin Vælde; fust, fare bort; Skaw, Skave; Skyw, Skive; Træjring, Gavtyv. Wor Tækkimand, der fæk æ ild, om ingen gjord ved Hus, a tinker wal, han gjan vild, te Kjørmes Knud ku bus, saa hwer en Tot af Taag maatt flyw og fust si Vej fræ Skaw te Skyw — aa-e-ja! det vild den Træjring gjaen ha! skaw, gnave; vi, vid; jenle bette Hyr, en lille Bestilling; Row, Rug. Wor Snejker ber om Low aa law en Kist aa putt dæ i, der aalle jen Stej skuld dæ skaw men blyw jawn laang og vi; en søen jenle bette Hyr nu men æ Row det er saa dyr — aa-e-ja, den vild wor Snejker gjaen ha! syk, synke; Wor Krormand vinker i hans Dar, han gir saa nødde Slip, saalæng di Paang er nueting ward og du ka syk en Drip. Men drik di sidste Øg af Staald — da faar du snaar hans: „Guj i Wold!“ aa-e-ja — det jennest Gued di Krormand ga! plot, plukkede; Wor Prokuraater plot mæ nær, det gik lig ad æ Skind; men læ ham mød med den Salær, nær sidst Instans gaar ind. Da kund en moski fo si Peng, men da ’r æ bløwn søen lowle læng — aa-e-ja da vild a nødde hans Plads ta! dwalsk, slem, haardt; Aând, And; braa Haak, dygtig Klø; Wor Degn han synger faale falsk i Amen ved æ End. Han slaar æ Knæjt, og han slaar dwalsk, det maa di Pejr bekjend; men gi hans Kuen te Ywl en Aând, saa spaarer han det kje-re Baân! Aa-e-ja! men âandløs Bøen braa Haak maa ha! Gjewt, den Portion, man giver et Dyr i Krybben. Wor Præst han viger ett en Tomm fræ Trowens san-de Urd. Vi Syndre maa putt i hans Lomm, og den er jawnhen stur. Men nok aa gywt og nok aa døef, saa fild der Hawr i æ Præjst hans Krøef, aa-e-ha! en Gjewt den Præjstlomm da ka ta! Sor, Saar. Den Krigskaal, der er no paa Mued, han er en Landeplaw; hwad der skuld komm woss aall tegued ka han guff i hans Maw, og Sor og Hordhid, Blod og Kri han vild, æ Land sku dejgnes i. Aa-e-ha! Det bløw en stywle Dram aa ta! Nej, a vil ønsk jer Lykk og Fred, saalæng enhwer ska løw, saa ingen gjør den naaen Fortræd, hwad ondt han end maa døw; te Byg mott bær og Row mott grow, og hwer mott malk si egen Kow, aa-e-ja — for søn en Lykk wor Lyw vi ga! ¹⁸/₁ 1914. Noter.

HANS KAARSBERG.

D er red en Rytter over Steppen hvast; saa muntert hoppede hans Huekvast. Der sad en Doktor i et Vennelag, og ingen hørte Hanen varsle Dag for Ordets Fest, for Viddets Latterbrag. Hvor denne Digter-Doktor tager Sæde, der hopper Bægrene af Fryd og Glæde. Et mandigt Hjærte og en følsom Aand, Kirurg og Jæger — samme sikre Haand! Og skal den vilde Hare skydes tam, i Guds Navn, Venner, lad det ske ved ham! Han vil ej skjænde Skovens Tempelro ved plumpe Skud mod Hjortens unge Ko. Han kjender Brokkens Hus og Vildtets Veje, men sænker Bøssen for at se det lege. Paa Fantasiens høje Ørkenridt — hvor skued han fra Sadlen milevidt! Vi har Poeter nok i emsig Dont, men faa med denne Digters Horisont. Den Nattergal har lidet rørt hans Sind saalidt som „Poppedreng“ paa sukret Pind, og endnu har han holdt sig i at daane, selv om i Sorø Sø han saa en Maane. Dog bølger stærke Sange i hans Sjæl, og Rytmen gjorde ofte rap hans Hæl. Det stærke Blik, der kunde haane vildt, det har jeg set bag Brillerne saa mildt, naar Poesiens glade Glimmertraade blev snoet til Streng ved høje Guders Naade! ²⁴/₁ 1914. Noter.

LANDARBEJDER-SANG.

S aa langt jeg stirrer i Danmark ud, jeg skuer vist tusinde Hytter; de skaller i Frost, og de drypper i Slud, i Blikstille staar de og lytter; og Vinden hvisker ved Gavlens Straa, mens Solen gaar mægtig af Havet. Pas, Danmark, vel paa de Hytter graa, dér ligger din Skjæbne begravet. Vi skatted for længe til Pragt og Prunk bag klingende Titler og Navne; hvor een kan føre sig stolt og strunk, maa hundrede sukke og savne. Men Folkets Lykke var sjældent dér, hvor Falke om Duerne rives, langt oftere hist paa lave Kjær, hvor Byggen ved Midsommer trives. Naar Danmark ligger i lyse Tavl saa kjært mellem Bøg og Linde, mon ej hin Mand bag den skjæve Gavl har virket det — han og hans Kvinde? Mon ej med Troskab i Savn og Flid I brugte Ploven og Hakken? Hvorfor faar I da en ussel Hvid, mens andre ta’r Lønnen og Takken. Hvor Greven stænger sit Vangeled for andre end Hjort og Hare, mens Slideren dyrker sit magre Bed — dér synes mig Landet i Fare. Men I, hvis Arv blev den stærke Krop, de hærdede Muskler og Arme, stem Ryggen mod og skub Leddet op, og kun et Par Grever vil larme! Men skal I vinde jer Ret en Dag, I faar den vist ej som Gave, først efter mange og drøje Slag mod Fejghed, ja Kolber og Stave. Men gaar til Kamp det for Barn og Hjem, og skulde for Alvor det gjælde, se ikke skræmte fra Døren frem, som Hønen ser op fra sin Nælde. Den Kamp, I rejste for Hyttens Kaar, den fører I helt for os alle. Skal Lykken trives i Danmarks Gaard, maa Fordommes Stenmure falde! Lad Hjorten knejse bag Pigtraadsnet, lad Lehnsjordsfasanen sig svinge — men Manden har dog en større Ret, og Retfærd en videre Vinge. ¹⁴/₅ 1914. Noter.

LILLE EDITH.

D et var i den Time, hvor Ax og Rør sig sænker mod Aftenrød: et legende Barn kom til min Dør saa tindrende glad og sød. Og Lokkernes Ynde saa fyldigsort nedringled paa Axlen frit, og Blikket, saa kandisbrunt og stort, omsvævede skjælmsk og blidt. Hun smuttede ind og ud igjen, som Straalen gjennem et Glar, imens en vimrende Hundehvalp hun løftede op og bar. Hun legede ned ad min Trappesten med Blomster og Hund og alt; hun legede under den Rosengren paa trinde, fjedrende Barneben. Da midt under Legen hun faldt! Hvorledes? hun rejser sig ikke op! Hun løfter ej Haanden mer; det sprælske Knæ og den lille Krop nu ligger saa tungt som Ler. — Du elskede lille Edith-Sjæl, som vied til Sorg mit Hus, end staar der Spor af din Barnehæl herudenfor i mit Grus. Du lille Straale fra Livets Vaar, hvi havde du al den Hast? — En Straale kommer, en Straale gaar, og ingen kan holde den fast. Du gled tilbage mod Dybets Favn til Solen, der sendte dig ud. De Vise strides om Solens Navn, de Grædende kalder den: Gud. ⁶/₈ 1914. Noter.

BRYLLUP.

D u var ung, du var frisk som den vaarfødte Blæst, naar den stryger langs pløjede Kjær, du var smidig i Kast, og en Yngling i Spring, og din Latter laa rede og nær. Og du fór paa dit Hjul langs de stenslagne Spor, mere rapt end den spejdende Ravn, og du skrev os en Saga om Sejghed og Mod, mens Udholdenhed kroned dit Navn. Du tog Bøssen fra Knag, blev en Jæger med Lyst, stolpred hjem under Fuldmaanens Skjær, mens i Natten du lytted til Regnspovens Fløjt højt til Vejrs over Barndommens Kjær. Da jeg traf dig som Mand, da jeg vandt dig som Ven, og dit Venskab blev uden en Sprag, intet Falsk i dit Blik, ingen Svig i din Mund ingen Rømning fra Ord eller Sag. Se, da gled der en Sky for din høstblanke Sol, stænked Fugt paa din rustfrie Sjæl, og jeg selv blev saa tavs ved at se, hvad jeg saa, at en Orm havde stunget din Hæl. Men nu stiger der Dagning for Vindvet paany, alle Skyggerne gled deres Vej, hør Forjættelsens Klokker de ringer mod Sky, og de Klokker de ringer for dig! Thi en Kvinde har listet sin Arm under din, du har vundet den yndigste Ven, hun vil smykke dit Hjem med sin Ynde, sit Smil og gi Liv til din Ungdom igjen. Kommer Tyngselens Aand som til Tungsindets Saul, synes Dagen dig møjsom og sort, ryk til Arnen din Stol, tag din Hustru paa Knæ, hun vil stryge dig Skyggerne bort. Se det lyner af Sværd, mens I slutter jer Pagt, der staar Angst af den bævende Jord. Men om Verdner end brænder, skal Elskov ej dø, se, dens Blomst staar i Asken og gror! ²³/₉ 1914. Noter.

SØLVBRYLLUP.

F emogtyv’ Aar de gi’r mange Slags Kaar, de gi’r Jubel og Sorg, alt som Huen den staar. Femogtyv’ Aar gi’r den Smule, vi naar, giver Godtvejr og graat Vejr og Høst efter Vaar. Femogtyv’ Aar de gi’r Føl, de gi’r Faar, de gi’r tusinde Ting, som en Bonde attraar. Femogtyv’ Aar gi’r en Mage og Maar, giver Børn i din Stue og Liv i din Gaard. Femogtyv’ Aar giver Sølv i dit Haar, ogsaa Sølv i din Pung, om dig Lykken bistaar. Femogtyv’ Aar giver Skrammer og Skaar, giver let Sind og træt Sind, mens Skyerne gaar. Femogtyv’ Aar gi’r den Lykke, du faar, gi’r dig Pligtslid og Gigtslid i Lænder og Laar. Femogtyv’ Aar gi’r en Mand i hans Gaard, gi’r dig Præg, som du bærer, til Domsklokken slaar. Femogtyv’ Aar! Om I sleger hæ’ slaar, kom I bare igjen, om med Hæder I gaar. Femogtyv’ Aar! Kom med Sødme som Saar, vi skal vandre jer ud, om vi stumler hæ’ staar! ⁹/₁₀ 1914. Noter.

VED SUSAAEN.

D et var ved Susaaens Vande, du tripped saa ung og sund, med Aftenens Guld paa din Pande og Kyssets Dug paa din Mund. Der var i de danske Skove ej Rønnebær mere rød end dine Læber var røde hin Aften mod Nedgangens Glød. Det var ved Susaaens Vande, jeg husker ej Sted eller Stund, kun Lysets Leg paa din Pande og Kyssets Dug paa din Mund. ¹⁸/₁₀ 1914. Noter.

GODT MOD!

D en skjælmske Gjøg, som ler paa Danmarks Vang, han kukker helst til den, som først er ude, og Morgensolen saa jeg mangen Gang at slænge Guld igjennem fattigst Rude. Det Lykkesind, der frydes ved Guds Sol, det styrker Landets Marv og Ligevægten, det gjør selv Gaasebænk til Kongestol og skyder Stræbepiller under Slægten. ⁸/₁₁ 1914. Noter.

TRE KRIGSDIGTE.

MILITARISTEN TALER:

B rænde skal Verden, brænde skal alt, Slotte, Kaféer, Katedraler, ej blot dit Forraad af Mel som af Malt, hvad du har sparet af Sødt eller Salt, men ogsaa de blaa Idealer! Himlen histoppe, Guds Jagtrevier, drysse den skal som brændt Papir ned over trampede Sletter! Siden med Krudtrøg og Mørseres Brum atter vi fylder det tomme Rum og Klodens bestjærnede Nætter. ⁶/₁₂ 1914. Noter.

DIPLOMATER.

M oses styrede Israels Stat, Aron var øverste Diplomat med to gyldne Horn udi Panden. Moses gik sig en Morgentur, Aron tog sig en Middagslur, men hvem der ej sov det var Fanden. Da Aron vaagned og Moses kom hjem dem mødte alt Folket, som dansede frem med trukken Kniv mod hinanden. ⁶/₁₂ 1914.

KEJSERENS GUD.

H an talte for Fronten til Folk og Hær; med Jernhaand løfted han højt sit Sværd og raabte fra Sadlen i alt sit Skrud: „Vid, Kejserens Gud er en vældig Gud!“ Han førte de Hære mod Frankerland, og Byer og Borge gik op i Brand. Da trodsed en Fæstning hans Herskerbud. Men Kejserens Gud er en vældig Gud! Det lød i Stormen: „En Mørser frem!“ Da splintredes alt fra Syld til Rem. Kun Grus var Borgen ved tredje Skud. Jo, Kejserens Gud er en vældig Gud! ⁶/₁₂ 1914.

SALME. (AF „JENS LANGKNIV“.)

T ag min Sjæl naaderige Gud, før min Marterpæl skyder nye Skud! Satans Vingestræk rev min Modstand med. Tag mig Synder væk til din Fred! Syndsens Spe stinger Kjød og Blod, Taarens Anger-Ve drypper for min Fod. Alt hvad jeg fik kjær, Moder, Viv og Ven — Verdens Bygevejr bar det hen. Slangen bed; Smertens Skaal løb fuld, mens i Mulm jeg stred for en Sjæl af Guld. Om min Kjærlighed regnes mig til Fejl — Herre, skjær den ned med din Segl! ²⁹/₁₂ 1914. Noter.

HILSEN TIL ESBJERG

H er gik Træk af vilde Svaner over denne Grund engang, der hvor nu de høje Kraner synger deres Kjættingssang. Sneglehus og Muslingskal her gav Plads for Skibes Tal. I de høje Maanenætter bli’r din Bølge tit saa kaad, vildt den over Molen sætter ned i Bark og Fiskerbaad. Fløjten ryster Torv og Tind, naar din Englandsbaad gaar ind. Kjække By af Bølgens Naade, Havet rigt og lunefuld vipper dine Fiskerbaade, slænger for din Port sit Guld. Sommerkvældens Vestenvind aander Salt paa Barnets Kind. Havets Rytme, Flod og Ebbe, lad den svulme i dit Blod! Smaalighedens strøgne Skjæppe — nej, til den er du for god! Jydens Kløgt og Handelsaand slaar din Haand i Verdens Haand. Salt i Blodet, Salt paa Tungen — ej blot Salt paa Fedtogbrød! — Aabent Sindet, aaben Pungen — da har Staden aldrig Nød. Havets blanke Landevej blinker for dit Barn og dig. Naar en Dag hint Verdensbulder stilner i en Broderfred, naar Evropas syge Skulder atter læmpes lindt i Led, da gjør snart en Nytids Gry dig til Jyders Første-By! ¹⁸/₃ 1915. Noter.

NIELS BRANSAGER.

S aa lyst et Sind, som her gled under, jeg mødte kun den ene Gang; thi du, som her i Kisten blunder, var Folkets Barn i Tro og Trang, og alt hvad Skjønt det Folk skal naa, dit Ynglinghjærte nynned paa. En Stridsmand var du blandt de kjække, det kjendtes trindt om Sjællands Kyst; da kom en Pil fra Dødens Snekke og traf dig i dit unge Bryst. Men selv paa Smertens Sygeseng du fingred ved din Buestreng. O, Livets Gud, som skjænker Kraften, hvi høsted du hans Rug saa grøn og ringed Solen ned før Aften for denne Lysets muntre Søn? Ubrugte Evners lyse Guld — hvor tungt paa jer at kaste Muld! Men naar det gror i Danmarks Ager og gjærer varmt i Folkets Sind, og naar paa Sejrens Dag vi flager, hans lyse Navn gaar med os ind — med Duft af Kløver mild og sval — i Mindets høje Frihedssal. — Kom Vaarens Vind, og stryg hans Pande, kom, Foraarsblomst, og kys hans Mund, før over Gravens mørke Rande han sænkes ned i Sjællands Grund, hvor Blomst skal spire, Haab skal gro af Fædrejord og Ynglingtro! ²/₄ 1915. Noter.

JENS HANS HYWLBOR.

Hywlbor, Trillebør; tut, tudede; Tier, Tjære. J ens Bruus han haaj ingen anne Vogn end en Hywlbor, men han war kjend øwr æ hiele Sogn for hans Hywlbor. Den fløjt som Ryler en Ruskregnsnæt, den tut for Tier, den fløjt for Fjedt, Jens hans Hywlbor, Jens hans Hywlbor. Ywlbrændmen, Julebrændevin; strøg, nydelig. Jens Bruus han hint hans Ywlbrændmen hjem po hans Hywlbor, og det war nøj der haaj Fynd og Klem, — spør æ Hywlbor! Dér lo hans Wanter, dêr hwilt hans Dunk, dér gik han sjel lisse strøg og strunk baag hans Hywlbor, baag hans Hywlbor. tyt, syntes; teframm, fremefter; Edels, Mad; Skywl, Husly. Jens Bruus han tyt sæ en holden Mand baag hans Hywlbor, og spyt teframm øwr en javn Tønd Land fræ hans Hywlbor. No haaj han Edels og Hus og Skywl, og Brændmen nok te en kristle Ywl po hans Hywlbor, po hans Hywlbor. Haag, Hage; harens, afsted; skor æ, skar det; Skunk, Stød. Da Jens war landed paa Dosbjærg Bakk med hans Hywlbor, da drap æ Swed fra hans Haag og Nakk i hans Hywlbor. „Harens!“ raaft Jens. „Kluk-klunk!“ swor æ Dunk, og niedad skor æ med Skump og Skunk i hans Hywlbor, i hans Hywlbor! gløj, hæftig, hed; hwirlt, hvirvlede; Kytter, Køter; kløj, kløede; skjenn, løbe løbsk. Det tyt æ Hund’ war for gløj en Vals med en Hywlbor; der hwirlt en Kytter fræ hwer en Sals mod hans Hywlbor. De kløj dje Gummer mod Jens hans Bjenn, saa no begynd sgi æ Bruus aa skjenn med hans Hywlbor, med hans Hywlbor. holdt Trop, h. Stand. Det peef og klawed sæ uden Ro fræ æ Hywlbor; det war en Jammer aa hør opo aa en Hywlbor! Æ Dunk den hopped i hyw Galop, æ Bruus strat ud, men æ Hund holdt Trop med æ Hywlbor, med æ Hywlbor. wakk, vakle; støwt, styrtede. Med Jet begynd æ aa vrikk og wakk i æ Hywlbor; fár Jens han nowed æ Bund aa æ Bakk, støwt æ Hywlbor. Æ Værk stod still, det ga ett en Mjav; æ Dunk — den trilt ad en Mergelgrav uden Hywlbor, uden Hywlbor. sô, sad; bjerres, bjærges. Jens Bruus han so paa en Knold og græd uden Hywlbor: „Mi Ywlbrændmen — no legger æ dér — og mi Hywlbor —! Mi Lyng mo bjerres i Mues og Hied; men Dæwlen skuld da hint Brændmen mier po en Hywlbor, po en Hywlbor!“ ¹⁴/₅ 1915. Noter.

SEJ MÆ, SKA VI MEJ I KRI?

S ej mæ, ska vi mej i Kri? Kan æ dryw wor Dar forbi? Vi er Bønder for Worherr, løwer derfor helst i Fred. Fred mo te, hwor nøj ska grow, Fred po Awer, Fred po Low; Fred i Hus som Kongens Gord, det er søen, en Land bestor! Hwad de Stur fæk rejen* nied i en Ywbliks Kowtehied kan de biel og bittesmo krassel mej, te de blywr gro. Vi vil Kamp, men aalle Kri. Kamp det er der Mjenning i. Kamp gir Kræfter, Lyw og Spel. Kri slaar Lyw og Mand ihjel. Der er andt, vi haar aa gjør, ogsaa andt end ælt wor Smør: Gjør wor Land saa skjøn og fri, te dem bejst kund tryws** deri. Det mo vær wor dawle Lær: Urets Brød mo ingen tær, ingen Ridt paa naaen Mands Nakk, liggud Ret i Gord og Brakk! Hwis en Ryk bløw krum med Ær, hwis en fæk formøj aa bær, len en lidt, og lidt ijen; dæ vil anner saa gi Len! Nys wor Low bløw lig for aall, søen en Low vil vi behold. Krænkes den, saa slaar vi te, saa de skal blyw legn derve! ²⁴/₇ 1915. Noter. * rejen, redet; Kowtehied, Overmod; krassel, mase; ** tryws, trives.

BARN OG MOR.

V ug mig, Mor, mens min spæde Livskim gror; vug det Onde af min Vej, vug det Sunde op i mig! Vug mig, Mor, mens mit Pust i dit sig snor. Vug mig, Mor, nu da Rug til Ringlen gror, Lærkesang paa Søndenvind smyger i din Nynnen ind. Vug mig, Mor, saa jeg rank som Rugen gror. Vug mig, Mor, ved en Bøn for det, du tror. End vi vakler samme Vej, siden kanske slipper jeg! Vug mig, Mor, mens vi begge barnligt tror! Vug mig, Mor, varsomt i mit Skjæbnespor; vug mig til en helstøbt Mand, glad ved Hjem og Fædreland. Vug mig, Mor, til at staa ved Arv og Ord! Vug mig, Mor, løs saa op din Trøjes Snor, da bag Barmens Særkesøm di’r jeg til mig Livets Strøm. Vug mig, Mor, mens ved dig jeg di’r mig stor. Vug mig, Mor! I din Aande Søvnen bor. Naar jeg sænker Øjet i, svæver Drømmens Gud forbi. Vug mig, Mor! Snart jeg følger i hans Spor. ⁷/₈ 1915. Noter.

INVALIDEN OG KRISTUS.

J eg pløjede min Ager fra Øst og til Vest, at pløje var mig altid som en Fest — jeg pløjed uden Ro, uden Rist, Herre Christ, til Krigen tog først mig og saa min Hest. Min Hest, som jeg har klappet paa Mulen mangen Gang, fordi den gik saa villig for sin Stang, dens Bug rev de op med en Gnist, Herre Christ, nu ligger den som Aadsel fjernt i Vang. Min Plov staar nu og ruster og synker halvt i Jord, mens Ukrudt om Muldfjælen gror; min Hvede, som jeg saa’de der sidst, Herre Christ, af den har Ravne næppe levnet Spor. Min Hustru, min Anna, som sammen med mig stred, fra Sol stod op til møjsom den gik ned, mer ribbet nu end Kragen paa Kvist, Herre Christ, den Stakkel gaar en Tiggers tunge Béd. Og mine raske Drenge saa ferme alle fem, den yngste dog den kjæreste af dem, hvem gir dem deres Brød uden Brist, Herre Christ, naar deres Far nu aldrig vender hjem! Jeg pløjede min Ager med Hors og med Hest, jeg pløjed den, som gik jeg til en Fest; jeg pløjed den saa gjerne som sidst, Herre Christ, om ej jeg havde mine Hænder mist. Vinter 1915.

BONDEFJOL.

D er hænger paa min Nabos Væg en gammel Bondefjol; dens Strenge stritter nu med Skjæg, og kløvet er dens Stol, dens Skrueværk er graat af Støv, selv ser den ud som blind og døv, men har du Haandelag, da prøv den gamle Bondefjol! Paa rusten Søm, i Uldgarnsstrop, den hængte, — lidt paa skraa; hvor tit som Barn jeg kravled op og strakte mig paa Taa. Da lød til mig dens Brumlestreng som Humlens i en mosset Eng, hvor Far med Tejne, Tøs og Dreng var gangen ned at slaa. Aa, den er fuld af kaade Ting, den gamle Bondefjol, af Hamborgskotskens Stamp, og Sving af Svejtrit og Tyrol; det koger af dens Lydhul op med Skjørtesus og Pigehop, og Konefødder i Galop ind under Hvergarnskjol’! Saa har du fulgt vor Bonde god, min trældomsbrudte Slægt, og lettet ved det sunkne Mod og linnet Aagets Vægt. Om Ridefogden, rød og tyk, lod Stokken gaa paa Knøsens Ryg, et Strøg paa dig — da veg hvert Tryk af Hoveri og Ægt! I dig laa gjemt den sidste Gnist af Glædens Alterbrand, naar Spil og Dans og Skjørtehvist var sat i Rigens Band. Da — lænet til en stubbet Kind — du lo endnu om Kys og Kvind, ja, listed dine Toner ind til surest Mørkemand. Om Præsten i sin sorte Kjol lod salte dig et Ris og smæded dig fra Prækestol med Marcus og Mathis, dog Ungdom saa til Ungdom hen, og Glutten smiled til sin Ven, og Søndag Aften klang igjen din vante „Repetis“! Saa længe Lærkers glade Hær har Bo i Kløvervang, vil danske Hjærter kræve mer end altid Salmesang; du gamle slidte Bondefjol, du passer slet i Degnestol; hvor Juninattens Gjøge gol, der heded os din Klang! Min Barndoms kaade Violin, læn dig mod denne Kind; om end dens Stubber kradser din, har vi det samme Sind, den samme Jubel i vort Bryst, den samme Sang i Nød og Lyst, som svulmer om den danske Kyst fra Korn og Søndenvind. ⁵/₄ 1916.

KJØRMES KNUD. „Kjørmes Knud’ han holder herud’ med hans fir’ hwid’ Sud’.“ Buendmandssej’.

K jørmes Knud, hør ham tud te hans krid-hwid Stud, nær han swinger hans Swøef fra Nordowst om dje Snud! Kjørmes Knud med hans Stud sætter sni øwer Fur saa det knarker af Frøst fræ dje Bringstykk og Pud. sætter sni øwer, sætter skraas over.

Kjørmes Knud, Kjørmes Knud, a haar tit høt dæ tud som i Daa, nær æ Rim den vild blind mæ mi Rud. Kjørmes Knud, Kjørmes Knud sikken Vejlo derud! I haar Snø i jer Skjek bode dæ og di Stud. Skjek, Skjæg.

Kjørmes Knud, Kjørmes Knud, det war faale te Stud, søn det wolmer og kwolmer med Snø fræ dje Snud. Kjørmes Knud, Kjørmes Knud, faa da Hold paa di Stud; tho æ Himmel den stor i jen Toeg for mi Rud! faale, farlig; wolmer, ryger.

Kjørmes Knud, Kjørmes Knud, ka du skjøtt dæ derud, tho do hwister med Halmstakk som anner med Klud. Øwr æ Møn! Læd no vær! Ka do ogsaa kjør dær! Hwem haar røjt dæ di Stud, da do sidst haaj em fræ. skjøtt dæ, vare dig; hwister, smider med; røjt, røgted.

Kjørmes Knud, med di Stud kyr do twat for mi Rud med en Stjat lisse laang som fræ Naur og te Bur. Kjørmes Knud, vælt derud no æ Skorsten si Tud, saa Gud naadigen spaar jen æ Taag po æ Mur! twat, tværs; Stjat, Vognstang; Tud, Tude, Pibe; æ Taag, Taget.

Kjørmes Knud kjørr med Stud twat paa Marker og Mur, øwer Knold, øwer Kjar, øwer klukkendes Tud, Kjørmes Knud, Kjørmes Knud. Hej! no skjenner hans Stud og tar Herred og Sown i jen brølendes Fur! ¹¹/₈ 1916. Tud, lukket Trærende under Engveje; skjenner, løber løbsk.

DE FIRE VINDE.

NORDOVST.

S neflokke kommer vrimlende hen over Diger trimlende, det knyger ud af Himlene, det sluger Hegn og Gaard, det ryger ind ad Sprækkerne til Pølserne paa Rækkerne, og Faarene ved Hækkerne faar Blink i Pelsens Haar. Og Poplerne bag Mønningen, de duver dybt i Dønningen, og over Stakke-Grønningen omtrimler Kjærv og Neg, det klaprer én om Ørerne, fra Portene og Dørene, bag hvilke de smaa Sørene’ har rustet sig til Leg. Og Gammelmor i Klokkerne med Huen og Graalokkerne, hun haler op i Sokkerne og ser forsagt derud, for nu er Kaalen liggende, og nu staar Tjørnen stikkende og spidder Sne paa Piggene, og nu kom Kjørmes-Knud! ¹⁰/₃ 1916.

PAASKEØSTEN.

H vem tuder ved min Rude? O, nu jeg kjender Røsten, thi jeg har hørt den stændig op gjennem trange Aar: „Kong Faraos“ Jordemoder, den hvasse Paaskeøsten, sendt ud for at dræbe den nyligfødte Vaar. Som Is er hendes Aande, saa hæs er hendes Strube, og alt, hvorved hun rører, det krymper ind af Kuld; hun driver Bien baglænds tilbage i dens Kube og fryser hver en Spire, der pipper over Muld. Det lille Lam, som lige er trippet ud til Gavlen — hun kan det ikke unde det allermindste Læ, hun blæser det i Toet, saa det faar ondt om Navlen og stankler om og bjæler, det lille Mæhæ. Og Bellisen, den Blomst, som er altid først paa Pletten, den faar saa røde Øjne i Paaskeøstens Vind, som krænger den paa Vrangen og pjusker den paa Retten, saa den ad Jorden strækker sin lille kolde Kind. Og Rugen hist paa Bakken, den løfter let paa Bladet, mens vidt om Lande glaner dens hvide Flintesten; men før dens matte Knæ blir af andre Vinde badet, før kan den ikke rankes til Stængel eller Gren. Altanens Ranker rasler saa tørre som en Knokkel, og Kakkelovnen ryger, for Røgen vil „slaa ned“, den gule Krokus dunker sit Hoved mod min Sokkel, og Hanens Galen lyder saa arrigt som en Ed. Og Bedstefar, han skyder sig kuldskjær ud af Døren, hvor Barnet staar og titter med hvide Vanter paa, og rund i Ryg han standser i Stakkens Læ hos Søren og prater om, hvor tidlig man forhen kunde saa. Men Paaskeøsten skaver i Skar og Kjæmpehøje og slænger efter Harven det vildførte Sand, og Lærkeungen ligger med dens Støv i sit Øje, og Plovmanden føler dens Knasen ved sin Tand, Da vaagner jeg en Midnat og hører noget hænde: da drejer Gud deroppe sin tunge Møllehat! Snart hvisker det — og drypper ved Gavlens søndre Ende. Og tusind Skove knoppes i een eneste Nat! ⁷/₄ 1916.

SØNDENVIND.

R ugens Dræ fylder Aftenluften. Digets Læ holder længst paa Duften. Hys, hys, hys, hvad er det, som glider? — Tys, tys, tys! bare Byg, som skrider! Sagte Trin —, hvad kan det dog være? Søndenvind, er her no’et i Gjære? Hys, hys, hys! To som sammenglider, tys, tys, tys! nu mens Byggen skrider. Gjøgen lo. Rugen rørte Vuggen. Hendes Sko væded Kløverduggen. Hys, hys, hys, ikkun Nat tør vide, — tys, tys, tys — hvad med Byg kan skride. Pigens Mund løfted sig og kyssed, før i Blund atter hun blev dysset. Hys, hys, hys, Stjerneskud henglider, tys, tys, tys! — nu mens Byggen skrider. I smaa Sæt Vind om Diget hveger, rokker let Lyng og Lammeleger. Hys, hys, hys! Ti dog, Gjøg, omsider, — tys, tys, tys! nu mens Byggen skrider! Pust fra Syd, Klydeklynk i Enge, Rislelyd over Maanestrenge. Hys, hys, hys, Duft af Hø saa vide, tys, tys, tys! nu mens Byg vil skride. Tavsheds Hvælv spænder over Kjæret. Vinden selv staar og holder Vejret. Hys, hys, hys, Fred til alle Sider, tys, tys, tys! nu mens Byggen skrider. ¹⁶/₄ 1916.

VESTENVINDEN.

O , Vestenvind, min Barndoms Vind, du har endnu det samme Sind i Alvor som i Spøg, det samme lystige Tagfat, det samme Sus om Møllehat og Kirketaarnets Fløj, det samme stærke Orgelbrus fra Glamhulsskar og Lyngtørvshus, som da jeg frøs som Vogterknøs i Kjæmpehøjens Sus. O, Vestenvind, o, kaade Vind, som kom ad Hjemmets Gaardsled ind paa egen høje Hest, strøg bort vor Lades Lyngkalot og greb den bredt i Tagets Tot hvor Grebet faldt dig bedst, — hvor rasled det med Tag og Rør forbi den lave Forstudør, mens Far løb til: Gud fri os vel! Fik Laden nu sin Rest! O, Vestenvind, o, barske Vind, hvor slog du tit min Barnekind og rusked mig mit Haar, naar Far han stod der lav og vred, mens Møntørvsklumpen sejled ned fra Toppen af hans Gaard! For hvert et Rusk i Aas og Tag vi frygted Fald og Dommedag. Men Huset holdt med Rim og Boldt. Du havde tabt dit Slag! Saa for du ud paa brede Kjær og muntrede den Storkehær som øved sig til Træk. Du drejed Viben som en Ten, mens Hjejlen stod paa lave Ben og trykked sig ved Bæk. Og hver en gammel Kaalgaardpil, den hvined op som Sav for Fil, dens Blade fløj med Raslestøj midt ind i Stormens Ril. En Mølle staar paa Bakken fjern med sløve Sten og ormædt Kværn dybt i sin Spaantags-Krop, dens Sejl gaar sløvt og slapt omkring, men faar du ved dens Vinge-Sving, flux gaar det i Galop! Og Møllehatten staar paa Sned, og det gjør Møllersvendens med! da faar det Art, naar du gir Fart til Døgnets træge Fjed! O, Vestenvind, o, stride Vind, hvis Regn drev Blodet til vor Kind og Kalken af vor Væg, du mejsled Jydens skarpe Træk, alt blødt og vegt det sleb du væk og strøg ham stridt hans Skjæg, — hans Blik du gjorde langt og frit, skabt til at spejde milevidt med vaagen Magt til at gi’ Agt fra stormrørt Hav og Klit. O, Vestenvind, vor Stammes Vind, du gaar som Dønning i vort Sind med Hav og Bølgeslag; vi gaar med dig fra Bryn til Hæl, i Sang, i Sorg, i Syn, i Sjæl indtil vor Dødedag! Vor Tro, vor Trang er Del af dig, vort Væsens Hang randt helt af dig, vor Ynglings Trods, naar han skal slaas, vor Oldings Tungsindsdrag. O, Vestenvind, o, karske Vind, stryg du kun frit paa Agren ind og blæs paa mig og mit! Vor Avl du lidet fjerner af; hvad der skal komme Kjærner af maa ogsaa ruskes lidt! du sætter Orgeltonen til vor gyldne Havres Harpespil. Det Brød, hvis Saft du gir din Kraft, med Tak vi tage vil. O, Vestenvind, — du stærke Vind, som suste til vor Vugge ind med Pust paa Øjets Laag, skrid bygeklædt fra Hav til Hav og syng en Salme ved vor Grav af Stormens Salmebog! Tugt mildt men fast din Stammes Børn at de des mer kan staa for Tørn og ligne dig og slaa sig Vej selv gjennem striden Tjørn! ¹⁴/₄ 1916.

JENS HVAS. ET BLAD AF SALLINGS RIMKRØNIKE.

D er var engang en Sallingbo, hans Navn det var Jens Hvas. Fordi han tog ved anden Tro, de slog hans Hals i Gras. Hvor Vestenvinden vild og gal end strigler Lyngens Aas, der sad den Herre i sin Hal alt paa det barske Kaas. Hvor stærkt Nordvest end rejste Vind om Kaases krumme Strand, drog værre Storme dog herind fra Syd og Sachsenland. De Klostre sprængtes, Nonner skreg, Landsknægte gik og kom, Graamunke løb ad Sognevej og keg sig rædde om. Jens Hvas red ud at hente Skat paa Hestens sorte Hov, og hvor han ej fik Mønten fat, der tog han Stud for Plov. Ondt fôr han frem paa Sallingholm, men værst i Fjandboland; den arme Bonde vild og olm i Stilhed knuste Tand. Men Hævnen gaar paa rappe Sko, hvor Tiden vorder ond, og den som krænker Bondens Bo, han gaar paa sumpig Bund. — Brat Skipper Klæmers Stimandsflok ind over Salling brød; den første med saa vild en Kok, den Kok han var sgi rød! Ham slap nu Klæmer af sit Bur, vildt lød dens Galens Gjald, imens den fulgte Koks Natur og fløj fra Lad til Hjald. „Brand!“ skreg man fra det stengraa Kaas, „en paasat Nattebrand!“ „Brand!“ slængte Lyngens brune Aas langt over Maanevand. Hævnflammens Leg om Spir og Spær blev set helt ind til Fly. Limfjordens Bølger bar dens Skjær vidt over Mors og Thy. Nu gnubber Bonden fro sit Ben. „Den Brand hun varmer godt!“ Saa ler hvert Kræ, som fra sin Gren ser Ild i Rævens Slot. De Høvder brøled under Strand, en Ræv tog ilde paa, imens en natlig Ryttersmand ad Skive til lod staa. „Saamænd, Jens Hvas, du rider vel!“ — han ud paa Manken laa — „men om du red dit Øg ihjel, det vilde nap forslaa! For Bonden er nu bleven gram som nogen Bøl bag Plov. Du skjænked ham for bedsk en Dram i sidste Skatterov.“ — Jens Hvas red over Skive Bro, det dundred højt og hvast. Hans sorte Øg paa fire Sko jog vid’re uden Rast. Men før de naaede næste By, Jens vendte brat sin Hest. Derinde under Nattens Sky det volmer rødt i Vest. Vildt snøfter her hans sorte Øg fra Bakkens brede Aas, thi begge lugter Hjemmets Røg: histude brænder Kaas! Og se! og se! fra Sals til Sals nu flaxer Klæmers Kok og galer af sin røde Hals fra Lad og Bjælkestok! Den Nat saa mangt et Sallingtaarn til Sylden brændte ned, mens Borgens Herre højvelbaar’n husvild paa Heden red. Til bløde Skvulp af Tastumsø gik Vugg’ i Dommerby, mens Hævnens Brande, Ø ved Ø, stod rødt paa Sallings Sky. Urolig Hesten fletter Ben med Hop og Snøft og Spring. Med Ildskjar over Øjensten vredt slænges den omkring. Til Viborg kom de tidlig nok! Her brød Jens Hvas sin Ed. Saa tog ham Bødlen ved hans Lok, mens Øxen gjord’ Besked. Til det den var slet ikke sen, for ogsaa den var hvas. Hans Tyrehals, hans Nakkeben sprang som det skjøre Glas! Og anden Tid med andre Mænd drog ind i Sallingland, mens røde Plage stak i Rend langs Limfjords grønne Strand. — Der var engang en Sallingbo. Hans Navn det var Jens Hvas. Fordi han brød sin Riddertro, de slog hans Hals i Gras. ¹⁷/₃ 1916. Noter.

MOR VED BRØNDEN.

M in Mor var bleven gammel, dog endnu mere svag; langs Stuens lange Skammel hun listed hen sin Dag. Derude lyste Vaaren; dens Haner alle gol; hvidvingede Duer sig svang i dens Sol. Hver Morgen friske Fugle paa Pilens lodne Gren, mens Stæren sad og basked paa Brøndens Vippesten. Men Mor saa tungt mod Dagen og den glinsende Stær; den Vaar blev ikke hendes, det følte hun her! Den tynde Haand hun stemte mod det smertende Bryst: „For mig har Livet mistet sin Fryd og sin Lyst.“ De hvide Duer svinged om det mossede Tag, og Stærehannen jubled; men Mor blev mere svag. Da fødtes en Beslutning i Hjærtets dybe Grund, i hendes tunge Øjne den tindred en Stund. „Aa, daj mig ud til Brønden! Kom, Dreng! Giv mig din Haand!“ hun ivred af sin vante, beslutsomme Aand. Jeg tænker vel, hun droges af den samme Urtidskraft, som Væld og klare Kilder til hver en Tid har haft. Det lidende og syge vil staa en fattig Stund og dulmes ved det, som er rent og frisk og sund. Det hvide Sand laa strentet paa Gangens gule Sten, hvor Solen havde prentet sin Krins saa varm og ren. Men foran Forstudøren randt Lysets fulde Flod, hun vakled ud i Strømmen med prøvende Fod. Og Gaardhanen galed og rysted Strubens Lap, mens Hønsene de løb mod den Savnede omkap. Og Duerne paa Taget, som trukne i en Snor de svang sig ud i Luften til Ære for „vor Mor“. Men Moders Blik var sløvet i syge Nætters Ve. Der var kun eet, kun Brønden, hun higed mod at se. Vel sligt kan tykkes mange kun smaat og ingenting, men denne Brønd var Centrum, hvor hendes Liv var Ring. Og hendes Slægt og Mødre i samme gamle Gaard var gaaet i Kreds om Brønden i flere hundred Aar. Her havde de da siddet paa den slidte Malkestol, naar Aftentoflen* trommed og Kaalgaardsgjøgen gol. Naar der stod Ring om Maanen, og andre Himmeltegn i Sky, og Tordenblaanen* gav Løfte om Regn. Her fandt de Læ og Føde, Hvil for den matte Krop, her blev de, til de døde, som Bi, der er slidt op. Som deres hendes Verden, — en Lykke ikkun tynd; som deres hendes Færden i Kredsgang om en Brønd! Sin tynde Haand hun rakte ud mod dens Ramme graa; hun kunde lige magte at lægge den derpaa. Dybt nede mellem store, ringsatte Kampesten der laa den stille Kilde, fredhellig og ren. Et stort, tungsindigt Øje saa oldingfjernt paa Syn; aarhundredgammelt Mosset hang over som Bryn. Engang i Fortids Ælde var Kilden tryllet frem for siden tavs at vælde som Midtpunkt for et Hjem. Et Hjem, et Hjem! et fattigt og dog et helligt Navn, en lille grønnende Verden med tusinde Haab og Savn. Og Kilden i Hjemmets Midte — som Draaben paa Blomstens Bund — den læsked, uden at fritte, hver Dyre- og Menneskemund. Herhen kom — lige fra Ploven — med Sved under Bringetøj, med brudte Hudpletter paa Boven det gamle, udslidte Øg. Og Føllet, som blot skal sig øve og endnu ej ved, om det tør, men finder det voxent at prøve det samme, som Moderen gjør — Hvor higed hun, Koen, mod Aften, herhen mod det blinkende Trug, naar Føden og Mælken og Kraften udspiled Yver og Bug! Og Faaret fra solsveden Ager, og Studen, som kjørnede Byg, hver kom de saa hul og saa mager, men gik som en Tromme saa tyk. Saa blev den saa mild en Trøster ej bare for Hors og Ko, en god, forbarmende Søster for alt i Mark som paa Lo. Om Høg slog ned over Lærke, og Vingen var ej for sen, den Svage fandt Skjul mod den Stærke i Brøndens mossede Sten. Og Barnet, det klynkende spæde, blev døbt i Treenigheds Navn i Vand, som med Spil og med Kjæde var løftet fra Slægtsbrøndens Favn. Og havde den døende Olding nu naaet sine Lidelsers Maal, der raktes ham stille fra Brønden en sidste kvægende Skaal. — Saaledes den fædrene Kilde i Dag som bestandig laa og spejled en ringe Rille af Foraarshimlenes Blaa. Af Feber halvt forvirret den gamle keg derned; det var, som om hun stirred dybt ind i Evighed. Al hendes Sorg og Kvide, hver bitter Vemodsstund, alt, hvad en Sjæl maa lide, saa op fra Brøndens Bund. Al Slægtens Graad og Klage af Kvinde som af Mand, dens Uraad — Aar tilbage — hun læste det her i Vand. — De talte længe sammen det stumme Øjensprog, der tænder Hjærteflammen før baade Munds og Bog. O, ja, de talte sammen, om Lykkesavn og -Synd, mens Taaren tegned Ringe i hendes Skjæbnebrønd. Men Lærkesangen skingred ind gjennem Port og Gaard, mens Foraarsvinden fingred ved Moders isgraa Haar. Men ej hun agted Sangen, ej Vindens varme Sug; et Strejfblik over Vangen, der laa saa grøn med Rug. Saa vendte hun Vaaren Ryggen med alt, den bar i sit Skjød, gik ind og ordned sin Bryggen og alt til en hedelig Død. ¹⁸/₄ 1916. * Aftentoflen, Bekkasinen; Tordenblaanen, Tordenskyen.

MAJNAT.

N aar Vildgaasen larmer Valborgnat, hvem lægger sig da til at sove? Da vandrer man ensomt med Dug paa Hat langs Fjord og knoppende Skove. Derude straaler en Stjerne saa stor, at helt den fylder mit Øje; den samme Stjerne forvist jeg tror, jeg saa over Barndommens Høje. Og Vibeskriget rækker saa langt; dog længere Længslerne rækker. Hvor bliver ens Hjærte bitterlig trangt, naar Klyden i Majnatten trækker! Det pipper i Mos, og det pibler i Græs, det sprætter i hældende Kroner; der kommer en Duft fra det yderste Næs af tusinde smaa Anemoner. Saa ensomt bræger det spæde Lam paa Bakken langt i det fjerne, og Frøerne kvækker fra Pyt og Dam, som sang det fra Stjerne til Stjerne. ²⁹/₄ 1916. Noter.

BROEN.

T usind Aars Skille. Saa slog de Bro. Saa drog de over i Vogne og Sko, Tiggere, Trækkere, Kræmmere, Friere, alle de tusinde Somres Forbiere, stejlende Plage som skejtende Ko, alt drog nu over den dumrende Bro. Ligskarer skred her i sindigste Ro. Brudefærdsforspand paa klapprende Sko; Selesølv glimtede, Kobletøj klingrede, Spillemandstoner mod Brobuen skingrede. Bruden i Stadsen, saa blid og saa god, nikked til Aakanden under sin Fod. Broen stod krum over Aakandestrøm, fint som en Hjerneskal over en Drøm. Aarene, Skyllene skaved og skured den, Isgangens Rimnætter saved og fured den. Naar den befores, det lød som en Fjol, der bliver strøget lidt nær mod sin Stol. Da kom en Svale og tog sig et Hvil efter vist tusinde mødige Mil. Rækværkets Fløjarm den satte sig skraas paa, Svalen hun ynder alt, hvad der gror Mos paa, tittede, kvidrede: „Her vil jeg bo, her under Storstrømmens buede Bro“. Dynd kom fra Aabredden, Straa kom fra Toft. Luften var Væggene, Brobuen Loft. Herlig blev Reden hun klined og kitted sig, muntert i Pavsen hun sad og kvivitted sig. Saa kom en Mage med Spejl paa sit Bryst, saa kom der Dage med Tant og med Lyst. Snart laa de skjæreste blaagrønne Æg, saa fulgte Unger med bittesmaa Skjæg, Aastrømmen ringlede, Sydvinden luftede, Dunhamre svinglede, Aakander duftede. Svalemor havde sit sureste Stræb med at faa fyldt de smaa krævende Næb. Nu blev der Liv bag de bugede Fjæl, Broen var Legem, hvor Svalen var Sjæl. Strømmen slog Grødegrøntskranse om Pillerne, Solglimt faldt skraat ned fra Broplankerillerne, Aborren vifted sin kløftede Svans sagte til Takten af Langalgers Dans. Aldrig jeg kjendte mer salig en Ro end under Kvæld ved hin buede Bro. Høet er slagen og dufter fra Sigene, Aaen den blide smaaklukker i Vigene. Svalen hun jager for strygende Sejl, smækker med Vingen det rygende Spejl. Klokker i Sønder og Klokker i Nord ringer da Fred over Himmel og Jord. Broen nu mørkner alt til under Buerne. Blomsterne lukker sig rundt om paa Tuerne. Klokkernes fjerne tungsindige Slag døves og stærkes af Engbrisens Drag. Brobuen kroger sig mer i sin Drøm. Snart kan jeg høre hvert Dryp i dens Strøm. Svalen i Dyndvuggen breder nu Vingerne, Ungerne under dem skutter Smaabringerne, mens over Allivets slumrende Bo Himlen udspænder sin Evigheds-Bro. ⁴/₅ 1916. Noter.

HAVREN.

J eg er Havren. Jeg har Bjælder paa, mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa. Bonden kalder dem for mine Fold. Gud velsigne ham, den Bondeknold! Jeg blev saaet, mens glade Lærker sang over grønne Banker Dagen lang; Humlen brumled dybt sin Melodi, og et Rylefløjt gled ind deri. Viben fløj om Brak og Pløjemand og slog Kryds for baade Plov og Spand. Kryds slog Bonden ogsaa over mig for at gi’ mig Helse med paa Vej. Mens i Dug jeg groede Fod for Fod, groede Sangen sammen med min Rod; den, som ydmyg lægger Øret til, hører Lærkens Triller i mit Spil. Det kan kolde Hjærner ej forstaa: Jeg er Lærkesangen paa et Straa, Livets Rytme døbt i Sommerdræ, mer end Gumlekost for Øg og Fæ. Søndenvinden, o! han har mig kjær; derfor kan han aldrig la’ mig vær’, smyger sig med Hvisken til mig ind nu ved højre, nu ved venstre Kind. Naar han puster paa min gule Top, maa jeg vugge med ham ned og op, indtil alle mine Bjælder gaar, som naar gyldne Hamre sammen slaar. Juniregnen gjorde myg min Muld, Julisolen gav mig af sit Guld, Sundhed risler mig i Top og Skaft. Det er derfra Plagen har sin Kraft. Jeg er Ven med Dug og Grødevejr, Ven med Landets lyse Bøgetræer, Ven med al den danske Sæd, som gror øst for Hav som vest for Sund og Fjord. Jeg faar Solens sidste lange Blink, før den dukker ned bag gullig Brink, og naar Aftenklokken ringer Fred, staar jeg paa min Taa og ringler med. Jeg skal ringle Barnet til dets Seng, ringle Taagen op af Sump og Eng, ringle Freden over Hjemmet ind, ringle Bønnen frem i fromme Sind. Jeg er Havren. Mine Bjælder gaar over lyse Vange Aar for Aar, ringler om, hvor Sang og Kjærve gror herligt sammen paa den danske Jord. ⁸/₅ 1916. Noter.

PAA SALLINGS JORD.

P aa Sallings Jord er der godt at bo, naar Solen varmer paa Tage, naar Byg vil skride og Havre gro og Fuglen søger sin Mage. Naar Duft af Kløver mod Vindvet gaar, og Rugen op til din Axel naar, da gaar din Sang sin Solskinsgang, mens Gjøgen kukker skjælmsk fra Bakken. Den Svend, som tumler med Sallings Muld, faar let en Skilling paa Lommen, thi Landets Sølv bliver her til Guld, naar Høstens Time er kommen. Bag Laden stables de høje Hæs, mens Koen træder saa bredt i Græs. Hver Godtvejrsdag din røde Plag maa trække Rigdom hjem til Loen. — Og her blandt Frænder nu sidder to, som valgte sig et Hjem paa Bakken, hvor hun skal malke den røde Ko, mens han skal harve paa Brakken. Thi Haand i Haand det er Livets Fryd, og Trofasthed er saa skjøn en Dyd. Tag Livet ret! Og bli’r du træt, da lyt en Stund til Gjøg i Enge. ¹⁵/₈ 1916. Noter.

POVL MED DEN TUNGE SKOVL.

D er løber saa mangen en krinklet Sti hen gjennem det jyske Hedeland, hvor Hvepsen stryger dig harm forbi, og Ormen triller sig lang i Sand. Ved en af Stierne staar et Hus bag skaarede Volde af Ahl og Grus, og Huset viser en Ko paa Baasen, et Sprag i Gavlen, et Knæk i Aasen. Her havde sin Hjemmen den stærke Povl, en ordknap Slider fra Blæstens Egne, han kaldtes Povl med den tunge Skovl, thi Skovlen fulgte ham allevegne, ej blot til Grøftning blandt Flæg og Rør, nej, selv ved Kirkens beslagne Dør, hvor Salmen blandes af Mand og Kvinde, stod Skovlen ude, mens Povl var inde. Dog sjælden de saa ham i Bedehus, hvor Stolen laases med Gud for Øje, langt oftere bad han bag Vold af Grus, hvor ingen stener en lappet Trøje; et ordløst Suk og et dybtgjemt Støn blev Hverdagssliderens Søndagsbøn; men een Gang skreg han i Smertens Svimmel sin Vaande vildt imod Hedens Himmel. Han havde en Datter fra Ungdomsaar; i Skriftebogen staar løst hin Gaade; som Syerske drog hun fra Gaard til Gaard, fik selv en Datter — paa samme Maade. Men som der læses: Alt Kjød er Hø, en Gammel skal, og en Ung kan dø. Før Aar var omme, hun maatte bøde med Livets Part for sin unge Brøde. Men Povl han vaander sig i sin Seng og kan ej Søvn paa dens Hylskind finde; ved Roden skjælver hver Nervestræng, mens Graadens Sky vil ham Øjet blinde. „Det bitte Væsen, det spæde Nor, skal det henslænges paa Sognets Bord!“ Før Solen striber hans Hørgarnslagen, er Povls Beslutning for stedse tagen. Der skrider en Mand gjennem Himmelknog hen over et hylende Vinterøde, hans frosne Øren bag Rendefog opfanger Lyde saa klingert-sprøde. Hans Øjne brænder bag klistret Sne, men ikke nok til helt frit at se. Hvor dybt hans Trad end i Driven sættes, i samme Nu bag hans Hæl de slettes. Han skjærmer bredt med sin krumme Arm en Bylt, som synes kun lutter Klude: det lille Nor, han mod Stormens Harm har laant sit Hjærte til Vuggepude. Dets Varme gaar til hans Ribben ind, dets Putren gløder ham Sjæl og Sind, saa nærmere han til Stormen triner, mens Klædets Frynser for Blæsten hviner. Det hviskede Povl, mens hans Rygrad gøs „Du naar det aldrig! Du er jo vildet!“ Hans hede Sved under Skjorten frøs, men nye Draaber sprang frem og trilled. Da hikked Vejret en ringe Stund; da steg der Bøn fra en graadfyldt Mund, thi midt i Ørknen bag Knogets Drive han saa sin Hytte mod Næets Skive. I Stønnen han aabned sin Gangdørs Slaa og la’ sin Bylt paa den Langbordsplade, saa var der først dette at tænke paa: den Spædes sutrende Mund at made. Her søgtes Raad hos den gamle Ko, hun ømmed sig lidt ved hans kolde Kno; men Takken for Koens varme Drikke blev snart to spillende Barneblikke. Da tændtes en Glans i hans Tungsindsblik; saa skjøn ham tyktes hans lave Stue; fra Lyngtørvsbaalet paa Gruen gik mod frosne Lemmer saa varm en Lue; han bøjed sig dybt mod Barnet ind og kjendte saa myg sin stride Kind. Snart drap mod den Spædes Tindingaare den sidste Sne med hans første Taare. Saa kom der nu Dage, ja Nætter med, hvor Povl forsoned sig helt med Livet, da lød det mildt fra hans Sengested: „Ja, Gud har taget, men ogsaa givet.“ Han drejed sig rundt med stor Umag og lyttede ned mod et Aandedrag, hvor Barnets Leje just saa var stillet, at Maanen løfted dets Drømmebilled. Og alt i Stuen blev højstemt Ro, om ogsaa Ræven derude jamred, om Væggen gav sig for Tryk af Ko, og Dødninguhret i Bjælken hamred; et varsomt Strøg mod den Spædes Kind, saa haledes atter Søvnen ind, mens Maanen delte sin milde Flamme med Vuggens Puder og Hedens Damme. Det sker, at Povl med den tavse Mund lar af sit Barn sig i Haaret drage og snakker da mer i én saadan Stund end før i alle hans Levedage. Han løfter det op i Nøds og Lo at klappe Næsen paa Husets Ko. Thi Ko og Barnet forstaar hinanden i Kraft af den dampende Mælk i Spanden. — — Men aldrig trætned den stærke Povl, og aldrig hørte han op at slide, og aldrig rusted hans tunge Skovl, skjønt Gigten martred i Lænd og Side. Hvor Gruset blinker i vaade Lag, der slog han „Harpen“ med vilde Slag. Endnu mens Maanen steg blank bag Krattet, dens Staaltraads-Strænge i Ødet skratted. Mens Skovlen skar i den haarde Grus, stod Barnevognen paa Grusgravsbrinken, der fletted han Barnet et Halvskjærmshus mod Vejrets Luner og Solens Blinken, og fandt han en særlig broget Sten, han rensed den først mod sit Buxeben, og gav han sin Yndling det sjældne Stykke, hun jubled, som fik hun et Demantsmykke. En Ruskregnskvæld under Efteraar han havde lidt længe i Graven nølet; skjønt Barnet laa gjemt under Pudens Vaar, det blev dog af Aftenens Luft forkjølet. Det gik til Lungen, og Glansen veg fra Øjet, mens Graderne steg og steg helt op mod Udslettelsens dunkle Porte, mens Lægen og Hjælpen var Mile borte. Til Fader, til Søn og til Helligaand blev tryglende Bønner øst og stammet, mens Sliderens skjælvende grove Haand tog varsomt Kjende, om noget strammed. Men Bønnens Porte var stængt for Povl; før Dagningen brød i hans tunge Skovl, da havde han ingen Bønner flere, men Himlen ejed en Engel mere. Han vandred forvirret den ganske Dag omkring sin Hytte i daadløs Jammer, mens Ot’dagsværket med Sølverslag udhamred Tiden i Dødens Kammer. Ej Kalv fik Æde, ej Ko fik Vand, ej rørtes Si eller Malkespand. Da Nyet blev tændt under Alts Forbliven, han klædte Liget paa Langbordsskiven. Saa tavs imod Aftenens Skyer fløj i Mørkningsbugter nu Mosens Vibe. En Ko just dryned — — Men ingen Røg af Husets hældende Skorstenspibe. De store Stjærner saa kolde ind og strejfede hastigt en ligblaa Kind, der hvor en Olding nu syned nøje en lille Skjorte, en hengjemt Trøje. — — — Saa alvorsmættet er ingen Klang som Hedeklokkens ved Michaelstide, naar Graverens Hakke gaar sin Gang blandt Tuernes Totter saa kiselstride. Det drypper fra Kirkens irrede Tag, og Klokken og Hakken har hver sit Slag. En Kiste sænkes i Dødens Ager, mens ensomt Hjejlen i Ørknen klager. De havde alt slukket de Alterlys, nu tømtes stille den gamle Kirke, og mer end én var paa Vej til Bys for atter at finde sit vante Virke. Da skured Stenten mod knudret Sten, ind traadte en førlemmet, luslidt én, hans Blik det dybeste Sørgmod viste, paa Armen bar han en Barnekiste. Saa milefjærnt fra sit sunkne Hus han havde den baaret henover Heden, mens alt hans Følge var Porsets Sus og Blinkeløvets om Skadereden. Thi Vibetrækket fløj modsat Vej, nu flokkedes Hjejlen men fløjted ej; fra Kjær og Hede, fra Brak og Bakke de svandt med Sus over Lyngtørvsstakke. Bag Stenten var Povl gaaet rent i Staa med Armen fast om den lille Kiste, som noget helligt og kjært man maa men i sin Kvide dog ej tør miste. Hans Blik gik tynget mod Præst og Degn, som vented han der et Himmel-Tegn, før villig han lagde i Dødens Have sit blødende Hjærtes Offergave. Og Degnen vinked ham mod et Sted, hvor Star og Svingel for Graven dulgte, og Præsten tripped af Vane med, og et Par Kirkegangskoner fulgte, og Kisten sænktes, og Jorden faldt, og Præsten og Skovlen til tre fik talt; en Bøn, den korteste Hyrden kjendte, før rapt han den Sørgende Hælen vendte! Saa redte sit Barn han dets sidste Seng. Hver Sten, hver Klump, der kommer tilsyne, med Skjælven i Haand som i Hjærtestreng han fjærned fra Gravmuldens tunge Dyne. Sidst dækked han til den Fjæl mod Øst, som skjulte et Aasyn og al hans Trøst, saa kasted han paa som rent i Blinde, mens Svinglen svajed for Dragsugs-Vinde. — — Nu blev han saa enlig som aldrig før, skjønt ingen Sjæl fik hans Sorg at vide; faldt Maanen ind ad hans Kjørhusdør og tegnede Pletter paa Koens Side, da kunde han slippe sin Malkespand, se langt over Lyng og Mosevand, didud, hvor i Kvælden et Kirkedige nedskygged en Grav med en lille Pige. Hans Skikkelse luded, hans Haand blev krum i evigt Greb om sit tunge Værge, hans Bryst sank ind, og hans Mund blev stum i ensom Kamp for sit Brød at bjærge. Men trængte Bonden en veltjent Skovl, gik endnu Bud til den stærke Povl. Sad han ved Davren i ordløs Tænken, det var, som han ene fyldte Bænken. End skratter bag Lyngen hans Harpeslag ved Morgengry som ved Nadvertide, men daglig ældes den gamle Knag, og snart han maa vel i Gruset bide. Da hænder det sagtens, at begge faar sit Kors paa den øde Kirkegaard, og hvælver Natten sig stjærnestille, det store vil hælde sig mod det lille. ¹⁹/₁₀ 1916. Noter.

GYLDEN SOL.

O m jeg tar mig en Livsens Ven, om jeg skjænker mit Hjærte hen, om jeg trækker i Brudekjol, da lad det ske i gylden Sol. Gylden Sol, gylden Sol, gylden Sol over blommet Kjol! Hvad saa siden for to skal gro, Hø og Havre som Kalv og Ko, Klinte, Kløver og Martsviol, alt skal det rinde af gylden Sol. Gylden Sol, gylden Sol, gylden Sol over blaa Viol! Dér i Hjemmets vor stille Vraa skal da trofast vort Dagværk gaa, dér for Gjæsten vor bedste Stol stiller vi hen i gylden Sol. Gylden Sol, gylden Sol, gylden Sol over Arnens Stol! Se hvor Jorden er lys og skjøn, havregylden og kløvergrøn; Hegn og Hække og Kaprifol dufter og ler i gylden Sol! Gylden Sol, gylden Sol, fyld mit Hjærte, du gyldne Sol! ²⁴/₁₀ 1916. Noter.

HUMLEBIEN.

D u lodne Humlebi, dig har jeg kjær, din Kløverfærden liver op i Vangen; i lammeskyet Dis som Solskinsvejr din Brummen sætter Bas til Lærkesangen. Naar Kvierne i lyse Rækker staar, mens Vinden skjælmsk dem ind i Øret blæser, du tar af Blomsterbægret frit din Taar helt ind mod deres vaade, brede Næser. Den røde Kløver lar du ingen Ro, men sænker Snablen dybt i Honningkanden, og malker Tøs sin yvertunge Ko, din Snurre durrer klangdybt imod Spanden. Du under dig ej mindste Arbejdshvil, men op og ned du uden Stands maa svinge, imens du synger som en henskudt Pil, og Solen glimter i din gyldne Vinge. Du lille Spillemand, du Barn af Sol, du er som Sjælen i den danske Sommer, hvor Mejsen ruger mellem Kaprifol, hvor Høet dufter, Skyer gaar og kommer. O, lad som du mig fromt mit Kald forstaa, du travle Flyver over Somrens Banker, saa fri og frank jeg tar min Sele paa og synger muntert, mens jeg Honning sanker. ²⁵/₁₀ 1916. Noter.

LANDSBYSMEDEN.

D en Smed han vaagner med Solen alt efter saa gjævt et Blund, han griber sit Skjødskind fra Stolen; han er saa bred og saa sund. Rundt om ham i Vugger og Senge end slumrer bag Pudernes Bræm hans lokkede Tøser og Drenge, mens han tjener Davren til dem. Før Raagen sig rører i Reden, før ud flyver Granernes Høg, højt stiger fra Taget hos Smeden den bugede, kulsorte Røg. Kun én der er, som tør gjække vor Smed, det er Hanen paa Pind; de to er jo Morgenmænd begge, har derfor de frejdigste Sind. Og Hanen galer til Smeden højt oppe fra sodet Hjald, og Smeden svarer forneden med Hammerens fyrige Fald. Det klinger mod Lad og mod Lofte, mod Lervægges hvidtede Tavl, det svarer fra duggede Tofte og Kirkens dagrødnende Gavl. Og Morgenens Hyrder de lytter til denne sejrende Klang, imens deres Kalve de flytter til Græsset i Enge og Vang. Selv Plagen løfter sin Manke saa rank mod det stigende Gry og sender en rimmende Tanke ind over den vaagnende By. Og Brisen drejer med Flyet paa Gavlen for Smedens Dør. Hans sprudende Jern og Gryet faar langsomt samme Kulør. Snart jubler Bakkernes Lærke omkap med Mønningens Stær; men Hammerens Klange de stærke de gaar mig dog mere nær. De bringer mit Blod til at syde i Arbejdsfeberens Takt, saa al min Malm jeg tør gyde i Formens syngende Tragt. ²⁶/₁₀ 1916. Noter.

EFTERAAR.

N u ser du kun Solen i Striber. Markmusen gaar hjem i din Stak. Tavs vender sig Kjærenes Viber i Glimt mod den pløjede Brak. Drivregnen den side og blanke staar skraat ind mod Vindve og Dør, med Tungsind den tynger hver Tanke og bøjer de duskede Rør. Smaakvier dernede i Enge staar krum i det drivvaade Skind og glor mod den hvidtede Længe, om ingen dog henter dem ind. Vaad vanker den Plovmand bag Hoppen, vaad tar han i Bænkkrogen Stød, vaad haler han Skeen fra Stroppen og spiser den dampende Grød. Hver Sanger, som ejed to Vinger, har brugt dem til Flugt fra vor Strand; kun Kiler af Graaænder svinger nu lavt over regnprikket Vand. Hør Natbygens Kast mod min Rude, se Regnmulmet tæt over Vig, og Vildgaasen skvaldrer langt ude; det lyder som Sang over Lig. ²⁸/₁₀ 1916. Noter.

SVIGTENDE SIGNALER.

J eg sejled under Natten i Taagen forbi, men Lyset i dit Vindve blev stikkende deri. Jeg saa ej dig med Lampen, og du saa ikke mig, endda jeg stod paa Dækket og vinked ind mod dig. — — — Kun Lyd af Skum, der brister, et Skib, der sejler væk, mens oppe over Taagen der piber Fugletræk. Et Hjærtes øde Hulken, et Lys, du ikke ser, en Kvinde paa Altanen, du aldrig møder mer! ³⁰/₁₂ 1916.

FRED!

J eg vaagned i Natten og spejded ræd derud, al Verden stod i Flammer, det stank saa ondt af Krud de største Taarne styrted med Brag under Ø, mens Floderne kom drukne af Mandsblod til Sø. Jeg skjulte mine Øjne, hvor Taaren gik og kom, jeg spejded op mod Himlen, men Himlen tyktes tom; kun Rummets kolde Stjærner saa spotske til Jord, som dengang Kain indvied dens Kreds til Brodermord. Ja, Kain er bleven Helten, der raaber ud til Daad ved Fronten som i Felten, i Luft- og Underbaad; hans vilde Kølle hvirvler, — hans blodige Haand har Tag i Abels Strube, hans Aand er Nuets Aand. O, raa Instinkters Slave, som snor dit Krigerskjæg, som praler med din Daabspagt, din Tro, dit Gudepræg, hvornaar vil du erkjende, du staar ved Mørkets Stab, ej Guds men Satans Frænde er hver, som øver Drab. Nu rækker atter Jorden sit Barn det spændte Bryst i Kornets tunge Traver, der bølger mildt mod Høst; saa rig og god er Jorden, at hvert et Barn blev mæt, hvis ej Begjær og Blodtørst forgifted Jordens Æt. Der er et Ord, som hviskes, nej, stønnes trindt om Jord, de Søndertraadtes Haaben, de Slagnes Fadervor; o, I som styred Verden, saa den gik rent af Led, styr nu jer egen Brynde og giv os arme: Fred! ¹/₇ 1917. Noter.

EVALD TANG KRISTENSEN.

S trid paa Foden skred han frem, kom fra Hav og salte Strømme, Hedens Sand var Barnets Hjem, Danmarks Hæder blev hans Drømme. Ej hvor Fornemhed slog Bo, men hvor Dør hang skjævt paa Hængsel, gik han ind og søgte Ro for sin svare Forskerlængsel. Der paa Bænken knastret, smal, midt i Dunst af Klynerøgen sad han under sodet Hjald, øjenmild i Saga-Søgen. Rokken spelted, Tenen tvandt, Folkevisens Text og Tone muntert ham i Pennen randt, kvædet af en udslidt Kone. Smilet om hans Læber laa, naar han hørte Guldet klinge, hørte under Hyttens Straa Sus af Folkeaandens Vinge. Æventyr og Oldtidsskjæmt, Troldesagn og dunkel Tale, halvvejs husket, halvvejs glemt, drog han op fra Død og Dvale. Blev kun slag hans Møjes Frugt, dunked Regnen paa hans Trøje, ingen Kulde fik dog slukt Forskerglimtet i hans Øje. Strid paa Foden, uden Hvil, saadan gik han ufortrøden disse lange, jydske Mil, som ta’r Sigt mod Aftenrøden. Gamle, sejge Sagamand, stil nu gjæv din Kjæp i Krogen, mens paa Fyrreskivens Rand vi slaar op i Dansker-Bogen. Der blandt Ættens bedste Kuld skal dit Navn med Tak vi finde, prentet som i Egens Bul, selv et ædelt Folkeminde. Juli 1917. Noter.

SPURVENE VED HELLIGGEJST.

N aar Sommeren flyr over Sten og Stok, og alle Lærker er rejst, da sidder endnu en Spurveflok og jubler ved Helliggejst; der fører den op en Sangerkamp til Bilers Fløjt og til Hestes Stamp, mens Færdslen gaar ved Jul, mod Vaar søndenom Helliggejst. Den Spurvefløjten er stemt i Dur, som spilled den op til Dans; den gamle, alvorlige Kirkemur maa laane den Resonans. Mens Solen famler paa Kirkens Væg, sorn Smilet voxer i mørk Mands Skjæg, gaar Jomfrutrip til Spurvepip søndenom Helliggejst. Saa værdigt triner de Borgermænd og strutter af Sedler og Sølv, og Frøken bag Frøken med kjælen Lænd og Ankler som fjedrende Føl; og alle, som krydser det kjære Sted, de faar et Par Fugletakter med, mens Hjulet slaar, og Strømmen gaar søndenom Helliggejst. Saa daler de Rakler mod Flisebro, mens Byen lugter af Sø, saa hvirvler der Blade om Silkesko og lægger sig der for at dø. Men Haabet lever i Smaaspurvs Bryst, dér fødes en Vise om Livets Lyst, mens Haglen slaar, og Snefog gaar søndenom Helliggejst. Er Sindet tynget og Tanken graa og Striden knap Kjævlet værd, og har du kun Sorger at tænke paa, tøv lidt under Spurvenes Træ’r, og fyld dit Øre med denne Klang af Livets evige Frydesang, mens Frosten flaar, og Solen skraar søndenom Helliggejst. Mens Døgnet synes dig selv saa armt, og Frosten napper i Taa, de holder det lille Hjærte varmt med blot et Par Vinger paa; og Tonerne skingrer mod frostblaa Sky, mens Taarnet spidder det tændte Ny, der østvendt staar, men vejkjendt naar søndenom Helliggejst. „Hvi samles I Spurve i disse Træ’r, hvi jubler I her jer Sang?“ „Og hvorfor larmer I andre dér og gjør jer Verden saa trang? Her hopped og sang vi, Kuld paa Kuld, mens Mø blev Moder, og Mand blev Muld, og Tiden gled med Evighed søndenom Helliggejst.“ Hvor herligt at hilse de gamle Træ’r, der nikker i rimkold Vind og gynger de Spurve mod Aftnens Skjær, der kysser din By paa dens Kind! Gud signe hver Spurv, hver Spillemand, der kommer med Glæde til Stad og Land, mens Sværdtid raa’r, og Blodsky gaar søndenom Helliggejst! ¹⁹/₁₁ 1917. Noter.

EN LANDSBY DØBES.

H vor Aalen dybt i Tangen bo’r og hvide Maager sejle, der er et Vand ved Østerfjord, som før hed Nørrevejle. I tusind Aar paa denne Vig har Stormen flyttet Brikker, og Mari-Rok og Pejers Pig* i den sat gyldne Prikker. Den hørte Vaadesang mod Pest fra revnet Kloster-Klokke og Hyl af Krigens vilde Gjæst og Oldtids Ulveflokke. Nu kaster Maanen Gyldenbro blandt Vigens lave Lande, saa Natten gaar paa Sølversko ind mod dens tavse Strande. Se dette Navn af gammelt Gavn det trækker vi af Vandet, med det betegner vi vor Stavn og ikke noget andet. Ja, dette Navn af irret Malm det ønsker vi at føre. Gjør da, o Foged, ingen Kvalm, men skriv dig det bag Øre! — Du yngste Barn paa Danmarks Skjød, født under vilde Krige, gid du maa dele Fredens Brød, med Danmarks Land og Rige! Saalænge Næ vil følge Ny, og Mand til Mø vil bejle, skal du vor By staa under Sky og kaldes Nørrevejle! ³⁰/₅ 1918. Noter. * Stjærnenavne.

HISTORIENS SANG.

S om dybest Brønd gir altid klarest Vand, og lifligst Drik fra dunkle Væld udrinder, saa styrkes Slægtens Marv hos Barn og Mand ved Folkets Arv af dybe, stærke Minder. Din egen Dag er kort, men Slægtens lang; læg ydmygt Øret til dens Rod forneden: Aartusind toner op i Graad og Sang, mens Toppen suser imod Evigheden! Vi søger Slægtens Spor i stort og smaat, i Flinteøxen efter Harvens Tænder, i Mosefundets Smykke, plumpt og raat, i Kirkens Kvadre, lagt af brede Hænder. Hvert skimlet Skrift, hver skjoldet Alterbog har gjemt et Gran af Slægtens Ve og Vaade; nu skal de røbe mig, hvad Vej jeg drog, og løfte mig en Flig af Livets Gaade. Endnu en Stund, saa drær den danske Rug, mens Lærken trilrer, og Graagjøge kukke. Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, mens hele Verden brænder om din Vugge, mod dig vort Haab og Manddomsdrømmen gaar, naar Landsbyklokken signer dine Strande, naar Aftenrøden højt i Skyen staar og sænker Fredens Korstegn paa din Pande. Lad mig kun flagre hen som Blad i Høst, naar du mit Land, min Stamme, frit maa leve, og skjønne Sange paa den danske Røst maa frie, stærke Sjæle gjennembæve. Da staar en ny Tids Bonde paa sin Toft og lytter ud mod andre Lærkesange, mens Himlen maler blaat sit Sommerloft, og Rugen gulnes tæt om Vig og Vange. ¹/₆ 1917. Noter.