OVERSÆTTELSER
Reading edition
AF
JEPPE AAKJÆR
FRA SKOTSK. DIGTE AF ROBERT BURNS.
BURNS OM SIG SELV.
D er var en Knøs, var født i Kejl, om Dag og Datum bryd jer fejl, spar I jert Blæk, jert Lak og Segl paa Daabsattest for Robin. For Robin var en rørig Gut, o, farlig rørig, rask og rørig, Robin var en rørig Gut, en farlig rørig Robin. Højskotlands Sne føg vildt om Tind, og Januaris Lavlandsvind den blæste Fødselsgaven ind i Vuggen til ham Robin. Den Spaakvind keg ham i hans Haand Ej, Ej! som her staar Vid og Aand! lur I at trække ham i Baand. Hvad om han blev kaldt Robin! For Robin blir en rørig Gut, o, rigtig rørig, rask og rørig, Robin blir en rørig Gut, en farlig rørig Robin! Han vil se Vanheld jævnhen tit, men altid bære Huen frit, hans Slægt, tro mig, vil inden Lidt bli’ Hjærtens stor af Robin. I Haandens Linje klar og skjøn jeg ser den Klør og Adams Søn vil gjør’ en Hoben af mit Kjøn; saa Gud velsign dig, Robin! For Robin blir en rørig Gut, o, farlig rørig, rask og rørig, Robin blir en rørig Gut, en farlig rørig Robin! 27/3 1918. Noter.
TRODS ALT DET.
O m en af ærlig Fattigdom gav Kampen op, og alt det, den Stymper gaar vi udenom, i Nøden stolt trods alt det. Trods alt det og alt det, vort sure Stræb og alt det: Din Rang er blot Dukatens Præg, dens Guld du selv, trods alt det. Og er vor Dragt end lidet fin, vor Kost kun knap og alt det, giv Taaber Silke, Skjælme Vin, en Mand er Mand trods alt det. Trods alt det og alt det, trods Gøglets Glans og alt det, Retsindets Mand, om nok saa lav, er størst blandt Mænd trods alt det. Se dristigt paa hin Herremand, betragt hans Pragt og alt det; har han end tusind Tønder Land, er han en Nar trods alt det. Trods alt det og alt det, hans Baand og Kors og alt det, et stolt og uafhængigt Sind har ikkun Smil for alt det. Baroner bages bedst ved Gunst, Lensgrever med og alt det, men det steg over Kongers Kunst at skabe Mænd trods alt det. Trods alt det og alt det, et malet Skjold og alt det, den klare Kløgt, den sunde Sans i Rang staar over alt det. Gid hver maa se det store ske — og ske det skal trods alt det! at Brav-Mands Dont Evropa rundt faar Hæd’rens Plads trods alt det! Trods alt det og alt det, den Dag er nær trods alt det, da Mand og Bror er samme Navn al Jorden om trods alt det! 1898. Noter.
FØDT TIL GRAAD.
E n stormfuld, barsk Novemberkvæld med Sus i nøgne Træ’r jeg strejf ed saa alene om langs Bredderne af Air; da stod der for mit Syn en Mand, svag, kuet ned af Aar, af Rynker laa hans Pande fuld, og snehvidt faldt hans Haar. „Hvorhen skal du, min unge Ven?“ begyndte Gubben snart, „mon Guldtørst leder her din Gang, gav Elskov Foden Fart? Er Sorg kanske den skjulte Grund, der tvinger dig som mig med Taarer over Slægtens Lod at stile samme Vej? Den Sol, som over Mosen hist nedstraaled nys sin Pragt, hvor hundred Stakler skatter til een hoven Junkers Magt — fir’ Snese Aar hin Sol jeg fandt i Vintrens hvide Baad, og hvert af dem mig lærte grant, at vi blev født til Graad. O Mand, hvor kaster du dog bort i Letsind dine Aar, de bedste Stunder øder du, dit Livs, din Evnes Vaar, din Lidenskab er som en Brand, din Drift som Folen kaad, og det er dine Fejltrins Sum, at du blev født til Graad. Betragt ej blot dit Livsdøgns Gry da sund er Sjæl og Marv, da er en Mand til Gavn og Pryd og vogter vel sin Tarv, men se ham mod hans Nedgangssol, brudt, pint af Sorgers Braad, da viser Alderdom og Savn, at du blev født til Graad. Kun saare faa ved Skjæbnens Gunst fik Klap i Lykkens Skjød, ja ej engang hver rig og stor den gyldne Ære nød; men hvilken Hob i hvert et Land ved ej mod Armod Raad og nemmer i et martret Liv, at vi blev født til Graad. En bedsk og talløs Sygdomssværm er vævet i vor Form, og Pinslen øger Angrens Tand og Nags og Niddets Orm; den ranke Mand, hvern Ømheds Kys har tit gjort Kinden vaad — Mands Haardhed imod Mand har vakt utalte Tusinds Graad. Se her en stakkels hvervløs Mand der be’r med bange Ord en Herremand om nok saa lidt af Godsets rige Jord, og se hin Maddik nægte ham om blot den mindste Saad, ufølsom for en Hustrus Savn og sultne Smaabørns Graad. Er jeg ved Skjæbnens Lov bestemt til denne Uslings Træl, hvorfor blev Frihedstrangens Kim da plantet i min Sjæl? Hvis ej, hvi blev jeg Skive for hans haanske Niddingsdaad; hvor henter Rigdom Retten til at vække Brødres Graad? Lad disse Ord, min unge Ven, ej knuge paa dit Bryst; mit bli’r jo ej det sidste Syn paa Slægtens Ve og Lyst; ej var en Stymper bleven til med Savn i Kjød og Blod, hvis ej i noget Mon han fandt Belønning for sin Graad. O Død, du Fattigmandens Ven, den bedste paa hans Vej, min trætte Fod, min gamle Krop alt længes ind mod dig; den rige skjælver for dit Hug i Velstands skjøre Traad, men hvilket Favn du blev for den, der sled sit Liv i Graad!“ 1898. Noter.
I DET FJÆRNE.
H vor kan jeg være god og glad og synge ved min Kjærne, o, naar Knøsen, som jeg elsker saa, maa færdes i det Fjærne, o! Jeg græder ej ved Sneens Leg, der skjuler Sol og Stjerne, o, men græder ved at tænke paa min Ven hist i det Fjærne, o! Min Fader jog mig fra sin Dør, mig ingen Venner værne, o. En hjalp mig vist, om han var nær, men han er i det Fjærne, o! Engang han gav mig denne Ring og Baand som til en Terne, o; jeg bærer dem endnu for ham, min Gut hist i det Fjærne, o! Naar snart jeg føde maa vort Barn, mens Rugen sætter Kjærne, o, monstro han saa vil komme hjem til mig ifra det Fjærne, o! 1897.
HELLIG WOLLES BØN.
O du, som i din Himmel bor, som bare ved dit Lunes Ord lod to bli’ frelst, hvor tyve for til Helveds Vaade, ej just for deres Synders Flor, men ved din Naade — Tak, høje Guddomsmagt, som brat nedstyrted tusinde i Nat, mens jeg blev for dit Aasyn sat, et Lys, et Tegn, en Fromhedslygte overladt den ganske Egn! Hvad var vel jeg og alle mine, at du har hævet os til dine, jeg som fortjente idel Pine for Adams Brøde, der han med sig og alle sine aad sig til Døde. Da frem af Moders Liv jeg brød, du kunde slængt mig som en Glød i Helveds luehede Skjød med vældig Arm, hvor Djævle slaas for dagligt Brød med Hyl og Larm. Her staar jeg som et valgt Exempel, betegnet med dit Naadesstempel, en Pille i min Herres Tempel, en Klippeblok, et skjønt og skinnende Exempel for al din Flok. Min Gud, du saa’ hvad Kval jeg led, naar nogen løsnede en Ed, du kjender, hvor mit Hjærte sved ved Dans og Drik, thi selv jeg ved din Miskundhed det alt undgik. Dog jeg bekjender: Syndens Frø i denne Barm ej helt vil dø; jeg kom kanske for nær en Mø, skjønt ej jeg vild ’et, men du vil huske: Kjød er Hø, i Synden hildet. Ak, Gud, du ved — i Gaar med Mette! Skjænk mig Tilgivelse for dette, og lad det ingen Frugter sætte til min Vanære, da skal din Tjener aldrig lette en Klokke mere! Desuden — skjønt det gjør mig bange — med Lises Tøs — dog kun tre Gange; kanske det var de tre for mange, men Fuldskabs Garn det holdt din Tjener fast som Fange ved Syndens Barn. Gav du mig, Herre, til mit Gavn, hin Kjødets Pæl, hin Blodets Savn, paa det jeg ej i Naadens Favn maaske skal snæres af Hovmod, — naa, i Jesu Navn, dit Kors maa bæres! Gud, værn om din udvalgte Skare, din Godheds Aand du aabenbare, dens Fjenders Hob du ikke spare, men tugt dem godt, som bringer Herrens Flok i Fare ved vantro Spot! Gawn Hamilton, — o, straf ham haardt, han svirer, bander, spiller Kort og driver anden syndig Sport i djævelsk Trods og vender Folkets Hjærter bort fra dig og os. Beskikker vi ham Kirkens Tugt, vi faar dog ej med Skjælmen Bugt, thi hver Mand ler, mens nok saa smukt han alle mofler;* forband, o Gud, hans Fad og Frugt, Kaal og Kartofler! Gud Herre, hør mit Klagemaal mod Mændene fra Air, o, taal ej mere disse Vantros Skraal, udtøm din Galde, og gjør dit Hjærte haardt som Staal imod dem alle! O, tvi, hin tungehvasse Aiken! Mit Blod gaar stridere end Bækken ved Tanken paa hin Stund og Skrækken, vi alle led, mens Auld som limet fast til Flækken sin Læbe bed. Min Gud, paa Straffens Dag forød ham, hjemsøg med Hævn enhver, der lød ham, borttag din Naade fra ham, mød ham paa hver hans Vej, ja, for dit Riges Skyld nedstød ham, og spar ham ej! Betænk din Tjener tro og huld med Hus og Hest og Ko og Guld, saa jeg maa skinne over Muld — dit Navn til Pris — og hisset hos dit Englekuld i Paradis! 1898. Noter. * mofler, har Krammet paa.
DER BOED EN BONDE. Frit oversat.
D er boed en Bonde paa Kildebæks Bred — hej! mens Rude og Timian gror — han havde en Kjælling til idel Fortræd — nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Og Manden traf Fanden en Dag paa sin Vej — hej, mens Rude og Timian gror. — „Hvordan,“ spurgte Fanden, „befinder du dig?“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. „Aa, det er rent snavs med den Kjælling jeg har — hej, mens Rude og Timian gror — for hun er da værre end Fanden skinbar“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. „Din Oxe og Asen jeg ikke skal ta’ — hej, mens Rude og Timian gror — men giv mig den Kjælling, for hind’ maa jeg ha’“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. „Og hvis du kan tumle den Hex, du da faar — hej, mens Rude og Timian gror — da er du mænd værre end Rygterne gaar“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Og Manden hjalp Fanden sin Kjælling i Sæk — hej, mens Rude og Timian gror — som Bonden sin Polde han bar hende væk — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Saa fo’r de da begge ad Helvede til — hej, mens Rude og Timian gror — „Skrup ind!“ sagde Fanden. — „Nej, Gi’ om jeg vil!“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Men Fanden han var nu slet ikke forsagt — hej, mens Rude og Timian gror — han klapped i Næven og vips, kom hans Vagt — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Men Kjællingen rased og rev som en Ulv — hej, mens Rude og Timian gror — de arge Smaadjævle hun tærsked i Gulv — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. En sværtet Smaafanden keg frem bag en Sten — hej, mens Rude og Timian gror — for Sod man ej saa, om han græd eller gren — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. „Hjælp, Mester! Slaa Hexen med Kolde og Kræft — hej, mens Rude og Timian gror — hun ellers os myrder hver eneste Kjæft!“ Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Den Slemme — af Harme han fløjted og sang — hej, mens Rude og Timian gror — og bandte en Ed som hans Hale saa lang — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Ja, Fanden han svor ved sin rødeste Kok: — hej, mens Rude og Timian gror — „Eet Helved ad Gangen er mere end nok“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Saa tog han den Kjælling med Pik og med Pak — hej, mens Rude og Timian gror — og fo’r saa til Bonden og sagde ham „Tak!“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. „En Djævel det var jeg det mest’ af mit Liv — hej, mens Rude og Timian gror — men Helvede fik jeg dog først med din Viv!“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. 1902. Noter.
FINDLAY.
H vem staar dér ved min Kammerdør?“ „Hvem vel uden Findlay?“ „Da maa du gaa! Du taales ej her.“ „Vist gjør jeg saa!“ sa’ Findlay. „Hvi gaar du som en Tyv i By?“ „Ja, kom og se!“ sa’ Findlay. „Du gjør en Ulykke før næste Gry!“ „Vist gjør jeg det,“ sa’ Findlay. „Staar jeg op og ta’r dig ind —“ „Tag mig ind!“ sa’ Findlay, „jager du Drømmene fra min Kind.“ „Vist gjør jeg det,“ sa’ Findlay. „Kommer du under mit Kammers Tag —“ „Bare jeg kom!“ sa’ Findlay, „bliver du her til højlys Dag.“ „Det gjør jeg nok,“ sa’ Findlay. „Hvis du bliver i Nat, min Ven —“ „Hvad jeg gjør!“ sa’ Findlay, „frygter jeg for, du kommer igjen.“ „Det gjør jeg nok!“ sa’ Findlay. „Hvad der end sker i mit Kammers Skjød,“ „Ske, hvad der vil!“ sa’ Findlay, „saa maa du dølge det til din Død!“ „Stol kun paa mig!“ sa’ Findlay. Sommer 1898. Noter.
JENNY I RUGEN.
V aad til Skindet er nu Glutten af at gaa i Rug, vaad om Hoften, vaad om Futten* af den kolde Dug. Stakkels Jenny, vaad er Glutten nu til Hverdagsbrug, vaad om Hoften, vaad om Futten af at gaa i Rug. Hvis nu Gutten mødte Glutten gaaende i Rug, skulde Glutten nægte Gutten et Par Kys i Smug? Og hvis Glutten mødte Gutten paa et øde Sted, og saa Gutten kyssed Glutten, kom det nogen ved? Stakkels Jenny, vaad er Glutten nu til Hverdagsbrug, vaad om Hoften, vaad om Futten af at gaa i Rug. 1898. Noter. * Futten, Kjælenavn for Foden.
SKJØN NELLY.
P aa Blomsterlejet ved en Aa i Skyggen af en Skov let sommerklædt skjøn Nelly laa fint rødmende og sov. Da gik forbi bag Skovens Træ’r den Knøs, der havde Nelly kjær; han studsed, blussed, stirred, skjalv og trak saa tungt sit Vejr. Som skjønne Vaaben dulgt i Løn laa Blikket gjemt i Blund, og Rosen blev end mere skjøn ved Duft af hendes Mund; Skovliljen strøg sig dugfyldt, tyst med Søsterkys mod Nellys Bryst; han studsed, blussed, stirred, skjalv, delt mellem Frygt og Lyst. Den lette Luftning løfted lidt den tynde Sommerdragt, som kysk og fint omslynged blidt de bløde Lemmers Pragt. Hans Blod gik stridt som Bæk i Dal, et hedt, usikkert Kys han stjal; han studsed, blussed, stirred, skjalv, et Bytte for sin Kval. Da fløj med eet blandt Bregner op en Agerhønseflok. Skjøn Nelly vaagned og i Hop sprang over Sten og Stok. Han efter skar paa lette Vrist og vandt sin Pris ved Løb og List; han bad, han svor, og Glutten blev, som Glutter bli’r tilsidst. 1898.
HVAD KAN EN UNG KVINDE.
H vad kan en ung Kvinde, hvad skal en ung Kvinde, hvad kan en ung Kvinde gjør’ med en dorsk Mand! At Mor kunde mænge mig ind i de Penge og sælge sin Jenny for Gods og for Land! Han klager, han klynker, hans Ansigt har Rynker, han hoster, han humper som Padde i Sand, og Blodet er blaaset, i Sengen forfrosset, o, styg er en Nat hos en kold gammel Mand. Han brummer og skjænder og viser mig Tænder, slet intet er godt, skjønt jeg gjør, hvad jeg kan, mest spiller hans Tunge jaloux mod de unge — ve Timen, jeg tog mig en Olding til Mand! Min Tante Katrine har ondt af min Pine og raader — hvad just paa min Mølle er Vand: ved Dril og ved Plage at korte hans Dage og siden mig tage en Yngling til Mand! 1898.
NANCY.
H usbond, Husbond, stands dit Kiv, er du fra dig selv, Mand! Er jeg end din Ægteviv, er jeg ej din Træl, Mand. „Ikkun een befale kan — Nancy, Nancy; bør da Kvinde eller Mand? Svar mig, Nancy.“ Fordrer mere du af mig Lydighed og Træl’sind, løber jeg, ved Gud, min Vej, saa Farvel, min Dril’pind! „Nu bedrøver du din Ven, Nancy, Nancy, skjønt jeg fandt vel een igjen, søde Nancy!“ O, om Hjærtet, saa forsagt, brast ved hvad du spaar mig! Har du mig i Graven lagt, prøv hvordan det gaar dig! „Aa ved flittig Bøn og Tro, Nancy, Nancy, falder Sindet nok til Ro, søde Nancy!“ Hjemme faar du ingen Fred, der skal blive Fest dér! Helveds Hær fra Gravens Bred byder jeg til Gjæst dér! „Ta’r jeg atter een som dig, Nancy, Nancy, flygter Fanden selv sin Vej, søde Nancy!“ Sommer 1898.
DUNCAN GRAY.
D uncan Gray kom her som Fri’r, ha, ha for Bejlen der, Julenat da her stod Svir, ha, ha for Bejlen der, Meggi Nakken gav et Slæng, saa paa Duncan knibsk og streng, saa han stod der som en Dreng, ha, ha for Bejlen der! Duncan svor sig selv til Mén, ha, ha for Bejlen der. Meg var døv som Stok og Sten, ha, ha for Bejlen der. Duncan sukked ud og ind, græd sig Munden vid og vind, skreg, hun blev hans Ligkist’pind, ha, ha for Bejlen der! Tiden læger alle Saar, ha, ha for Bejlen der — ogsaa dem, som Elskov slaar, ha, ha for Bejlen der. „Bør jeg,“ — trøsted han sig selv, „la’ en Tøs slaa mig ihjel! Hun for mig kan gaa til Hel — —!“ ha, ha for Bejlen der! Det forstaar vor Doktor kun: — ha, ha for Bejlen der — Meg blev syg, da han blev sund — ha, ha for Bejlen der. Taaren dybt i Hjærtet sved, Barmens Rund gik op og ned, Blikket røbed, hvad hun led, ha, ha for Bejlen der! Duncans Sind var purt som Guld — ha, ha for Bejlen der — Meggis Skæbne medynksfuld, ha, ha for Bejlen der. Duncan saa, hvor hun var sød; hvorfor volde Barnets Død? Nu hun smiler paa hans Skjød — ha, ha for Bejlen der! 1898.
JOCK RAB.
O saa I min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab, o saa I min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab? I Haven — javist! hos Greven — som sidst! Hun vil ej komme hjem til sin egen Jock Rab. O, kom dog hjem til mig, min Eppi’ Mac Nab, ja kom dog hjem til mig, min Eppi’ Mac Nab; hvad slet du har gjort, om smaat eller stort: velkommen du er hos din egen Jock Rab. Hvad svarer min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab, hvad svarer min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab? Det svarer hun dig: Pak du dig din Vej! For evigt forlod hun sin egen Jock Rab. Hvi skulde vi mødes, min Eppi’ Mac Nab, hvi skulde vi mødes, min Eppi Mac Nab! Saa let som et Vejr, saa falsk, men saa kjær! Nu knuste Du Hjærtet i stakkels Jock Rab! 1898.
TIBBI DUNBAR.
O vil du gaa med mig, skjøn Tibbi Dunbar? o vil du gaa med mig, skjøn Tibbi Dunbar? Vil du ride en Hest eller styre et Par, eller gaa ved min Side, skjøn Tibbi Dunbar? Jeg agter kun lidet din Far og hans Penge, kun lidt dine Slægtninger stolte og strenge. Men sig, du vil ha’ mig, saa lidt jeg end har, og kom som du staar der, skjøn Tibbi Dunbar! 1898.
JOHN ANDERSON.
J ohn Anderson, min Fryd, John, da først vi to blev kjendt, dit Haar var mørkt som Ravnen, din Pande brun og brændt; nu er din Isse bar, John, og bleget Lokkens Pryd. Velsign dog Gud din Tinding graa, John Anderson, min Fryd. John Anderson, min Fryd, John, vi gik paa Højen sammen, ja, mangen dejlig Dag, John, vi klattred op til Kammen; nu maa vi dulre ned, John, til visne Klokkers Lyd og slumre sammen ved dens Fod, John Anderson, min Fryd! 1898. Noter.
O, LUK MIG IND —
Han: O elskte Pige, sover du? O, sig, du vaager lidt endnu, for Elskov bandt min Haand og Hu, jeg vil saa gjerne ind, Glut. O, luk mig ind blot een Nat, ja, een, een, een Nat, om end det nu er sen Nat, staa op, og luk mig ind, Glut. Du hører Vintrens vaade Stød, Drivskyen kvalte Stjernens Glød, paa Vejens Grus jeg Foden brød, mod Natten giv mig Skjærm, Glut. Glad gav jeg dog mig selv til Pris for Regnens Slag og Haglens Ris, hvis ej dit Hjærtes Kuld og Is opvakte al min Ve, Glut. O, luk mig ind blot een Nat, ja, een, een, een Nat; om end det nu er sen Nat, staa op, og luk mig ind, Glut. Hun: O, tal ej mer om Regn og Vind, haan, om du vil, mit kolde Sind, — men gaa din Vej herfra, thi ind du kommer ej til mig, Gut. Jeg siger dig det een Nat, blot een, een, een Nat, ej nu og nogen sen Nat af mig du lukkes ind, Gut. Den Blæst, der gjennem Natten gaar, den Hagl, som vejløs Vandrer slaar, er intet mod den Kvindes Kaar, der troed troløs Mand, Gut. Først som en fager Blomst at staa, saa trampes som et Ukrudtsstraa — saa mangen Glut, hvis Kaar var smaa, drog ind til denne Lod, Gut. I Gaar sad Fuglen glad og let og sang paa Jæg’rens Vindusbræt, i Dag den spræller i hans Næt, det var den Løn den fik, Gut! Jeg siger dig da een Nat, blot een, een, een Nat: Ej nu — om nok saa sen Nat — af mig du lukkes ind, Gut.“ 1898.
VAR SKYLDEN MIN —
V ar Skylden min, var Skylden min at hendes Ømhed drog mig? Hun passede mig op ved Sti’n og hjem til sig hun tog mig. Saa listig ledte hun mig ind, mens imod Støj hun vared: „Min ækle gamle Gnavepind er over Fjorden faret.“ Hvis nogen her bebrejder mig, jeg gik med Næstens Kone, lad ham i mit Sted stille sig og ta’ en lav’re Tone. En Skjættekam han brugte tit imod den arme Kvinde, at hun saa snød sin Stodder lidt, bør det bebrejdes hende? Jeg bander ham af Hjærtens Grund, mens Kys paa Kys jeg plukker, thi hendes villigrakte Mund var sød som Kandissukker. Det var en Mandagskvæld hun drog mig til sig hist paa Næsset, men da jeg hjemad Vejen tog, laa Tirsdagsdug i Græsset. 30/7 1898.
WOLLES VIV.
W olle Wattel hed en Mand, der sad tilhuse syd for Junget; han var en Knag med jævn Forstand og slog sin Væv saa ret det runged! Men Wolles Viv var mut og styg, og Marri Hop var Mor til Raden. En saadan Kvind som Wolle har jeg gav sgi ej en Sysling for hind’! Hun har ét Øje, ikkun ét, — en Kat har to af samme Farve, — fem fule Tænder plus en Stump, dertil en Tunge som en Harve; et Knurhaars-Skjæg om hendes Mund, og hendes Næse truer Hagen. En saadan Kvind som Wolle har jeg gav jer ej en Sysling for hind’. Hjulbenet er hun, kalveknæet, og halt — det kjendes paa Kadancen — og vredet ud og vredet ind kanske til Fordel for Balancen. En Pukkel har hun paa sit Bryst, en Tvilling til den paa sin Skulder. En saadan Kvind som Wolle har, jeg gav sgi ej en Sysling for hind’. Den gamle Kat ved Arnens Ild er ren i Skind og net i Væsen, men Wolle Wattels sure Kvind paa Muffedissen tørrer Næsen; en Næve som en Kaste-Skovl, et Fjæs der vilde smudske Bækken. En saadan Kvind som Wolle har — nej, om jeg gav en Sysling for hind’! 1898.
EN SKRÆDDER I SENGEN.
E n Skrædder gjennem Sengen saa ynkeligen faldt, en Skrædder gjennem Sengen, med sit Fingerbøl og alt, hans Skjorte var kun stumpet, og Lagenet en Pjalt, og gjennem Loftet faldt han med Fingerbøl og alt. En lille søvnig Pige, som tog den med Ro, hun gned sit Øje, vendte sig og saa, at de var to, men da hun frøs en Kjende og ynded Nattefred, hun tænkte: „Aa, en Skrædder gjør ikke mig Fortræd!“ Hvad siden er passeret, det røber Sagnet ej, da ingen af dem klagede saa klager ikke jeg. Men mon der ej er flere, som ej blev altfor vred, selv om en lille Skrædder bardused til dem ned? 1898. Noter.
DE LYSTIGE TIGGERE.
E n Nat da Løv lig Flagermus nedsejled over Gaard og Grus for Nordenvindens Rusk, da Haglen slog mod Bondens Væg og Granen stod med Rim i Skjæg, og hvid var Digets Busk, da sad en lystig Tatertrop i Katte-Nancys Hytte for Pjalterne at drikke op med alt det gjorte Bytte; til Skaalen og Skraalen de dansed og de sang; ved Stampen og Trampen lydt Kjøkkentøjet klang. Tæt op mod Ovnen sad der en i røde Pjalter; mod hans Ben stod fyldte Tigger-Sække. Hans Dulle hviled i hans Arm, af Drik og Kjærtegn rød og varm hun smiled til den kjække. Kys fik hun af ham uden Stop og Vin i svingfuldt Maal, mens graadigt hun holdt Munden op, som Tiggeren sin Skaal. Hvert Smask da gav Klask, ja som Piskesmæld i Vang, til svinglende og dinglende han rejste sig og sang: II. Jeg har Krigens Gud til Far, og i mangt et Slag jeg var; mine Hug og mine Ar tog jeg mod, som de kom; dette tog jeg for en Tøs; dette fik jeg af en Fløs, da mod Fransken det gik løs under Trommers Bom-Bom. Mine Læreaar de faldt, da i Kanada det gjaldt, og min Fører for Gevalt under Hug segnet om; og jeg tjente stadig fort, den Gang Moro kom til kort og blev lagt i Jorden sort under Trommers Bom-Bom. Ejheller jeg da Pjalt var nu nylig ved Gibraltar, men la’ paa Krigens Altar to Lemmer helt from; hvis atter Fjenden slumper ind over Grænsen, humper jeg med paa mine Stumper under Trommers Bom-Bom! Skjønt jeg nu er blot et Kræ, der maa betle Brød og Læ, med en Arm og Ben af Træ, mens min Lomme er tom, er jeg glad dog ved min Flaske, ved min Tøs og ved min Taske, som da Kugler hørtes plaske under Trommers Bom-Bom. Og skjønt Haaret nu er graat, og skjønt tit mod Vejret raat jeg maa rejse mig mit Slot i en Skovhules Rum — blot min Sæk man kjøbe vil, saa min Brændevin slaar til, tør jeg møde Fanden selv under Trommers Bom-Bom!
III.
Han slutted; men det vilde Kor end rysted Tag og Grund, mens skræmte Rotter baglænds for helt ind til Hulens Bund. En Spillemand fra Krogen skreg: Da capo! Samme Stund Soldaterglutten rejste sig; og nu holdt alle Mund.
IV.
Engang var jeg Mø, skjønt jeg mindes ej naar, og stadig min Længsel til Ynglinger staar; en Dragon af en Trop blev min Far paa en Nat; hvad Under, jeg elsker den raske Soldat. Den første jeg favned, en rødmusset Knøs, han dundrede altid paa Stortrommen løs; hans Ben stod i Bue, paa Sned sad hans Hat; hvor var jeg forlibt i den raske Soldat! Saa kom en Hr. Pastor og kryssed min Vej, han vovede Sjælen, og Legemet jeg. For Kirken nu Trommen i Stikken blev ladt, jeg viste mig falsk mod min raske Soldat. Snart fandt jeg dog Fromheden mindre bevendt, hvad var vel een Præst mod et helt Regiment? For det stod jeg rede og altid parat, jeg spurgte kun efter den raske Soldat. Saa tog jeg til Posen, dengang vi fik Fred, til jeg mødte ham dér paa et Marked et Sted; hans Pjalter fra Krigen for mig var en Skat, hvor nød mine Øjne den raske Soldat! Min Alder? — Jeg husker den ikke engang; men end kan jeg glædes ved Vin og ved Sang: saa længe som Haanden om Glasset har fat: et Leve min Helt og min raske Soldat!
V.
Men Anders sad i Krogen trang og drak og kneb en Tatertøjte, hvad Koret sang og ikke sang, det raged ikke dem en Døjte; tilsidst han haled op sin Fløjte, skar en Grimace, vakled frem, men før han blæste til med Klem gav han et Smækkys til sin Tøjte. VI. En er Nar, naar han faar en Taar Vaadt, een et Fæ under Sagens Plædering; een som Taabe er blot en Per Tot, men jeg selv er kun Nar af Haandtering. Min Gudmor hun gav mig en Bog, paa Kløgt jeg begyndte at haabe; jeg tror, mit Talent jeg bedrog, men venter man mer af en Taabe? Jeg vover min Hals for en Dram, en Tøs er mig mere end Brødet; sig, ventes der andet af ham, der er Nar i Aanden og Kjødet! Man bandt mig engang som en Stud, fordi jeg i Svir havde svoret, i Kirken jeg Skoser holdt ud, fordi jeg som fuld havde horet. Jeg, Anders, som gjøgler for Grin, bør næppe med Dadel anfaldes, der er jo en Gjøgler saa fin, som Justitiarius kaldes. Se denne Filur i sit Fløjl at skjære Grimacer og glamme til Folk om vort „lurvede Gøgl“, skjønt hans gjør vort tifold til Skamme. I venter Moralen, nuvel — og Glasset det venter paa mig: „Den Mand, som er Nar i sig selv, er større Tosse end jeg!“ VII. En kraftig Kvind kom nu til Mæle, en Mester i sit Fag: at stjæle; saa mangen Pung hun havde hugget, og endnu flere Pægle drukket; en Højlandsknøs hun havde valgt, hvem man i Galgen havde kvalt; med megen Graad hun fanged an med Sangen om John Højlandmand: VIII. En Højlandsgut jeg elsked frit; Lavlandets Lov han ændsed lidt, men han var trofast mod sin Klan, min tapre Gut John Højlandmand. Sing hej, min gjæve Højlandmand! Sing ho, min gjæve Højlandmand! Der er ingen Knøs i dette Land, der ligner min John Højlandmand! Hans Kappes Bræm, hans Tæppes Kast, hans gode Slagsværd, blankt og hvast, mangt Kvindehjærte stak i Brand! — min tapre Knøs, John Højlandmand! Fra Tweed til Spey vi strejfed om i Sus og Dus, saa langt vi kom; han frygted ingen Mand og Stand, min kjække Knøs, John Højlandmand. De drev ham over Havet bort, men Træets Knop kom selv tilkort, før næste Vaar jeg laa forsand i Favnen paa John Højlandmand. Men ak, de fanged ham tilsidst og lænked ham bag Fængslets Rist; Forbandelse paa dette Land! De hængte min John Højlandmand! Som Enke gaar jeg nu omkring og glædes ej ved nogen Ting; i Flasken jeg kun drukne kan min Tanke paa John Højlandmand!“ Sing hej, min gjæve Højlandmand! Sing ho, min gjæve Højlandmand! Der er ingen Knøs i dette Land, der ligner min John Højlandmand!
IX.
En lille Praas med Fjol og Bue fik her sit Hjærte bragt i Lue ved Synet af den svære Frue i Taarer smeltet, skjønt han kun naa’de med sin Hue den Viv til Bæltet. Med Fjol mod Lænd og Blik paa Vagt, han stemte Strengen uforsagt, til i en Arioso-Takt hin Dværg-Apollo fremtvang med Allegretto-Magt hin giga solo:
X.
Lad mig naa op og tørre væk den stride Strøm, den Taarebæk, vær du min Glut og jeg din Gjæk, saa blæse være med Resten! Af Haandværk er jeg en Spillemand, jeg spiller for Pigerne trindt om Land; af alle Viser, jeg spille kan, den bedste er: blæse med Resten! Vi spiller til Dans i Høst og Slet. Og hvor vi to skal føre os net! Og alle Vegne drikker vi tæt og blæser et Stykke ad Resten. Vi gnaver glade det samme Ben og soler Ryggen ved samme Sten; til fælles Behag og slet ingen til Mén vi blæser et Stykke ad Resten. Ja, kommer du, dejligste, ind i min Arm, da glemmer jeg Sulten, der nager min Tarm og gnider min Fele og svælger min Harm og blæser et Stykke ad Resten!
XI.
Nu sprang en kraftig Tater op, jaloux paa Spillemanden, og rev en Kniv fra Buxens Strop og rynked bistert Panden. Han trued med at flække ham, som Kokken flækker Hjejler, og ganske grundigt stække ham som denne Dames Bejler. Med angstfuldt Blik den kaade Strik — han var jo kun saa liden! — nu knæled ned og bad om Fred, og dermed endte Striden; og skjønt hans Hjærte bæved ved at se de tvende gantes, han lo ad denne Vise med, da ingen Omvej fandtes: XII. Min Snut, drag med en Kobbersmed! — for det er min Bestilling; saavidt jeg for, som Kristne bor, og tjente mangen Skilling. Jeg tog mod Mønt og fik begyndt helt godt paa Exercitsen, strøg saa af Sted; den raske Smed ham smagte ej Militsen. Naa Tøs! saa værg dig mod den Dværg med al hans Væv og Blødsind, og slut dig til en ærlig Sjæl med Randsel og med Skjødskind. Ved denne Stob, min Tro og Haab og ved min gode Klinge, om du faar Nød og fattes Brød, gid jeg af Tørst maa springe! XIII. Den Sanger sejred, Kvinden sank i Smedens Favn omkuld, dels for hun halvt var elskovskrank, dels for hun helt var fuld. Sir Violino holdt sig rank, tog til sin Hattepuld og ønsked dem fra Lykkens Bank Valuta: Held og Huld samt Øl den Nat. Men Drengen Amor slap en Pil, en „Dame“ mærked Svien og søgte hos vor Spil’mand Hvil i Læ af Hønsestien. Men hendes Husbond dansed Ril og tørned rundt som Bien, naar den er vred, — dog snart i Smil han skifted Melodien og lo den Nat. Han var en Ka’l! — saa bindegal, som Bakkus kunde fæste; og skjønt hans Lykke tit var skral, var hans Humør det bedste. Om eet han bad: at være glad, og ikkun Tørst han frygted. Hans Pest var Tvang, hans Fest var Sang, og saadan Musen røgted hans Kald den Nat: XIV. Jeg er Poet og ilde set hos Folk af Stand og alt det; men Hoben selv den lytter til, som selve Livet gjaldt det. For alt det, og alt det og meget mer end alt det. En strøg der men jeg har to igjen, d’er Kvinder nok for alt det. Jeg aldrig fik af Musers Drik, Kastalias Væld og alt det, men Bæger-Skum af Vin og Rom — jeg Helikon har kaldt det. For Glutter smaa jeg ej kan staa, men elsker dem og alt det; sligt bød jo Gud; hans Visdomsbud — sig, skulde jeg ha’ kvalt det! Een Stund du nød i Lykkens Skjød med Kys og Klap og alt det. Hvor længe vil sligt Held slaa til, før Tidens Gus har kvalt det? De Tøse har gjort mig til Nar ved Smil og List og alt det; dog: deres Skaal til bredfuldt Maal! De drager mig trods alt det. For alt det og alt det og meget mer end alt det! For deres Vel jeg gav min Sjæl og mere til for alt det! XV. Saa sang den Skjald, og Nancys Hus gav Lyd af Skraal og Bifaldsbrus og Træskotramp og Hvin, det sidste Shawl, det sidste Slag, den sidste Pjalt paa deres Bag blev solgt for Brændevin. Den muntre Flok, der ej fik nok i Skjaldens første Sang, bad ham — hej-hop! at løse op for Posen end en Gang. Op sprang han, saa sang han af alle Livsens Kræfter; da hven man og gren man og sang Refrænet efter: XVI. Se dog hvor vor glade Klynge hviles ind i Bollens Damp! Lad os drikke, lad os synge, lad os glemme Livets Kamp! Pyt med dem som kræver Galger! Frihed er en herlig Fest! Loven er kun for Kanaljer, Kirke blev kun til for Præst. Hvad er Titler, hvad er Velstand, hvad er Ros paa Ærens Vej? Blot jeg glædes uden Stilstand, rager Resten ikke mig. Dagen tures bort, og svinder Solen bag den mørke Sø, sover vi hos vore Kvinder, i en Lades friske Hø. Tror I Dampens Vogntog løber mere let fra Sted til Sted, tror I Ægtesengen røber større Maal af Kjærlighed? Livet er Uvisheds Forum; ingen ser, hvor langt det naar, lad dem snakke om Decorum, der selv Titler gi’r og faar. Skaal for vore Tiggersække! Skaal for hver en pjaltet Dreng! Glut og Randsel — leve begge! Hurra for vort glade Slæng! 1898.
FRA ENGELSK.
DEN NEDLAGTE LANDSBY. (Oliver Goldsmith.)
M in Landsbydrøm bag Lundes Hybenhæk, din Dans er endt, din Gjøg er jaget væk; Voldsmandens Haand omspreder dine Hæs, og Ødet mørkner dine Tofters Græs. Hvad før var manges, knuges nu af een, og Ploven ruster alt omkap med Leen. Det Land har svigtet sine største Krav, der lagde Guld i Hob, men Mænd i Grav. Lad Grever blomstre eller gaa fortabt, et Pust kan skabe, hvem et Pust har skabt; men pustes bort din Marv, din Bondestand, det Tab forvandt ej du, ej noget Land. I, Retfærds Mænd ved Statens Ror, der ved, at Stormands Held gaar op, men Smaamands ned, døm I for os og sig, hvor Grænsen gaar imellem glimrende og sunde Kaar. 1909. Noter.
TIL ENGLANDS SØNNER. (Percy B. Shelley.)
E nglands Sønner, hvorfor sled I for dem, der tvang jer ned? Hvorfor vil I trælsomt slaa Væven for Tyranner raa? Hvorfor uden Hvil og Stop klæde, føde, klække op Droner, som i braadløst Mod tog jer Marv, nej, drak jert Blod! Hvorfor hamre Vaaben til som din Fjende svinge vil? Hvorfor smede — Arbejdsbi, Lænker, du skal snæres i? Fik I Hygge, Velstand, Ro, Elskovs Fryd i Glædens Bo? Eller hvorfor gav I hen Lykken — og fik Savn igjen? I har saaet, hvad andre slog, Rigdom skabt, som andre tog, vævet, men for andres Trang, smedet Sværd, som andre svang. Læg Sæd, — men til din egen Høst, find Skatte — til din egen Lyst, væv for dig selv i Tavl og Tern, smed Vaaben til dit eget Værn. — — Kryb i Rønnens Mørke ind; I som gav andre Taarn og Tind, hvi ryster Lænken ved jer Fod? Kun eget Staal staar jo imod. Med Skovl og Hakke, Høvl og Sav lav jer Kiste, grav jer Grav til en Dag om føje Aar England bli’r jer Kirkegaard. 1902. Noter.
I ER MANGE — DE ER FAA! (Shelley.)
S om en Oprørstrommes Klang rulle skal nu denne Sang over Folkets Ho’der hen, hørt igjen, igjen, igjen. Stig som Løver fra jert Leje, fylk jert tæt langs Sti og Veje, ryst mod Jord hver Lænke raa, som man ryster Dug af Straa. I er mange — de er faa! 1902.
SYPIGEN. (Thomas Hood.)
M ed Fingre stive af Stræb, med Øjne svulne af Graad en Kvinde, ukvindelig laset klædt, sad bøjet over sin Traad: — Sting, Sting, Sting! mens ud af sin tærende Trang og med en Stemme saa skjælvende spæd om Skjorten Syersken sang: „Stræb — Slæb — Stræb, fra Hanen galer mod Dag, og Slæb — Stræb — Slæb, til Maanen skinner paa Tag. Er Vejen saa slidsom og mørk for Kvinder af Fattigmandsstand, da hellere Træl hos den vildeste Tyrk, end „fri“ i et kristeligt Land. Slæb — Stræb — Slæb, til Hjernen drejer af Sted; Stræb — Slæb — Stræb, til Øjet taages derved. Søm og Bændel og Baand, Baand og Bændel og Søm, til over de Knapper jeg synker i Blund, og singler dem fast i en Drøm. I Fædre med Døtre ved Haand, I Mænd, som har Mo’r eller Viv, det er ikke Linned, I slider og bær’, men stakkels Menneskers Liv — Sting, Sting, Sting! I Sult og Ledemodsværk sy’r vi Kvinder med dobbelt Traad et Dødningeskrud og en Særk. Dog hvorfor tale om Død, hin Knokkelgestalt med sin Le? I hans forgræmmede, benede Træk, jeg tykkes mig selv at se, ja, tykkes mig selv at se i lidende, savnfyldt Nød. At Kjød og Blod er saa billig tilfals, saa dyrt den Fattiges Brød! I evigt trællende Kreds at vandre om Arbejdets Pæl! Og hvad er min Løn? En usselig Røn og Pjalter fra Hoved til Hæl; et trøsket Loft og et pilraadent Gulv, et Bord, der næppe kan staa, og Væggen saa bar, at takket jeg har min Skygge, der falder derpaa. Stræb — Slæb — Stræb, mens Klokken dikker og slaar; Slæb — Stræb — Slæb, som Fangen i Fængslets Gaard. Baand og Bændel og Søm, Søm og Bændel og Baand, til Hjærtet er sygt og Hjernen er træt, saa træt som min synkende Haand. Stræb — Slæb — Stræb, naar Luften er efteraarsgraa, og Slæb — Stræb — Slæb, naar Himlen er sommerdagsblaa, mens let over Rygningens Kam de Svaler flyver saa højt og viser mig deres beskinnede Ryg og lokker mig med deres Fløjt. Ak, blot i en Primulas Duft at kvæge det syge Blod! At drikke en Sommerdags Luft, med Grønsværet under min Fod! Aa, bare den ringeste Stund at føle sig rigtig glad som fordum, da en Tur i det fri ej kostede en sin Mad! Ja, bare en eneste Gang at turde ta Tiden paa Borg! Den skulde ej vies til Elskov og Tant, den skulde kun vies min Sorg. En stille Graad vilde lindre mit Sind; men dybt i den salte Skaal, hvor Taarerne bo, der maa de bero, de standsed ellers min Naal“. — Med Fingre stive af Stræb, med Øjne svulne af Graad en Kvinde, ukvindelig laset klædt, sad bøjet over sin Traad, Sting — Sting — Sting! — mens ud af sin fattige Trang og med en Stemme, der sitrende skjalv, — aa, maatte den række til Rigdommens Hvalv! hun sang om Skjorten sin Sang. 1901. Noter.
L’ANCIEN REGIME ELLER DET GODE GAMLE KONGEDØMME. (James Thomson.)
H vem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? En Jomfru gav ham sin Tro, han tog hendes Uskyld og lo og gav hende Skjændsel til Tak og Torne for Rosen, han brak. Og efter vanæredes Sæd hun glemtes og skæm’des og græd. Uskyld er da næppe saa godt som Gave til Kongen, vor Drot. Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? En Statsmand bød ham en Lov, hvor ikke Retfærdighed sov; dog hurtig han angred’ sit Kald, thi Skjælmer beredte hans Fald; i Landflugt, Forvisning og Nød lod Kongen ham gaa til hans Død. Retfærdighed aldrig var godt som Gave til Kongen, vor Drot. Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? En Tænker gav ham en Skat af Sandhed, men Fængslets Nat med eet om Skribenten stod stængt, hans Bøger paa Baalet blev slængt. Se, saadan kurerer en „Schuft“ den Sygdom, der hedder Fornuft. Sandhed er alt andet end godt som Gave til Kongen, vor Drot. Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? Hans Folk i Begejstringens Rus svor Troskab til ham og hans Hus; da skjænked’ den „Folkenes Ven“ dem Skatter og Byrder igjen, Fordummelse, Hunger og Krig med blodige Bunker af Lig. Gud ved, om det ogsaa er godt den Sværgen til Kongen, vor Drot! Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? En Hofmand hans Hjærte betog, en lavsindet, krybende Snog; hans Hjærte var falsk som hans Smil, han selv uforfalsket servil, thi fik han i Kongens Palads den styrtede Lovgivers Plads. Thi Spytslikkeri det er godt som Gave til Kongen, vor Drot. Hvem har en’ Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? En Feltherre skaffed’ ham Krig, paa Bytte og Sejre helt rig, med Blodstrømme, Dødsrallen, Skud og Tak til Hærskarernes Gud. Ja Krig det er fint, det er godt som Gave til Kongen, vor Drot. Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? En Skjøge af Hoben ham bød sin fristende Favn og sit Skjød mod Retten til Rænker at saa; saa fik hun hans Rige at flaa, mens Kongen af Sansebegjær blev Bold for en „fyrstelig“ Mær. For Skjøge det ved vi er godt som Gave til Kongen, vor Drot. Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? Det var i hans Dødsstunds Døgn, da skjænked’ en Præst ham en Løgn, saa Helvedes gloende Kul blev tagne for Himmerigs Guld, at han for sit fromme Bedrag blev Bisp, er en ligefrem Sag. En Løgn det er særdeles godt som Gave til Kongen, vor Drot. Hvem har en Skjænk beredt for vor Drot og Majestæt? Hans Undersaatter ham gav en pragtfuld udsmykket Grav; dér sænked de Plageren i og tænkte imens: Vi er fri! Han staar nu for den evige Dom, og for evigt hans Stol skal staa tom! Ja, en Grav er usigelig godt for et Folk at forære dets Drot! Juni 1901. Noter.
DA GODSEJERNE APPELLEREDE TIL FOLKET. (G. K. Chesterton.)
K alder I paa Folkedommen? Spar jer denne slette Skjæmt. Kald paa Gud, den naaderige, spørg om dér jer Skyld er glemt. Kalder I paa By og Borger, I som slog hver By med Stank, gav den Røg og Os og Kulstøv for en Himmel høj og blank, I som bag Accisebommen sad og mæsked jer paa By’n, og med selvgjort Lov i Lommen toldede dens sidste Gryn. Kalder I paa Boel og Landsby? Hvilken kan I pege paa som ved eders lange Styre ej fik hugget Hæl og Taa. Byer sløjfed, Hjem lagt øde, Bønder bragt til Bettelstav — høje Herrer, I tog England, og det blev ved jer en Grav, blev en Tomt, hvor kun i Gruset findes Rest af Plov og Ten, der hvor nu Kaninen snuser til de spredte Arnesten, blev en Ørk, hvor Græs gror fyldigt men kun sparsomt Mandens Haab. Kald ej I paa Boel og Bonde; mod Kaninen vend jert Raab! Kalder I paa Skjold og Hjelmbusk? Nu velan, vi skal ej le blot I nævne os én Gavtyv hvis Profit I gad ej se, blot i hele Stræberkoblet — med og uden Ærestab — én I fandt for plump og simpel for jert fødte Adelsskab. Om nu en af hine Aagrer af normannisk Byrd sig kror, lad I de Normanner slumre sødt i deres stjaalne Jord, lad Guds gode Græs hensumme over dem sin Litani; de var Drabsmænd, Tyve, Skjælmer; de var bedre Mænd end I! Kalder I paa Kors og Alter? Sig os da, hvad Bud I lød da de Tudors vilde Øxer gjennem Klostermuren brød. O, fortæl, I ædle Korsmænd, hvor I stod om Kirken Vagt, til dens sidste Fold og Fenne var til eders Godser lagt. O, I Russ’ler som har slukket hundred Altres Lys i Muld, I Howard’ere, hvis Sække brister af Guds stjaalne Guld, kalder I paa Kors og Alter, vender jer mod Korets Rund, vogt jer, at ej Brødens Hævner slaar jer paa jer frække Mund. Kald saa sagte I paa Folket; frygt den Harm der slumrer end. Kald paa Gud, den naaderige; kald ej I for tit paa Mænd! 7/12 1910. Noter.
DET SYGE BARN. (R. L. Stevenson.)
Barnet: O læg din Haand paa min Pande, Mor! Hvi er dog Stuen saa tom og stor? O, Moder, Moder, hvor er det fat? Hvi ligger jeg vaagen saa sildig Nat? Moderen: Ak, se dig ikke saa bange rundt, her er slet ingen, som vil dig ondt; kun Gadelygterne vaager nu, men ikke ét Barn foruden du. Barnet: Moder, Moder, det gjør saa sært! Snart er der noget saa Stort og Nært, saa svinder det hen og er ej mer. Jeg er saa bange for alt, jeg ser. Hvad er det, som gjør min Angst saa stor, og hvorfor græder du, søde Mo’r? Moderen: O, Gud vær’ lovet, nu kom der Trin og Lyd af Vogne fra Gaden ind! Endnu en Time, og Dagningen blaa skal sejrrig for mørke Skodder staa. Saa falder han hen, min syge Dreng, og drømmer om Fugle og Føl i Eng. 18/8 1907. Noter.
LILLE MIN MOR. (Rudyard Kipling.)
O m jeg blev hængt paa den vildeste Top, lille min Mor, o, lille min Mor! én ved jeg, hvis Godhed stred sig derop: Lille min Mor, ja, lille min Mor. Om jeg blev sænkt i det dybeste Hav, lille min Mor, o, lille min Mor! én ved jeg, hvis Taarer naa’de min Grav: lille min Mor, ja, lille min Mor. Ja, stod jeg fordømt fra Isse til Hæl, lille min Mor, o, lille min Mor! én ved jeg, hvis Bøn vilde frelse min Sjæl: lille min Mor, ja, lille min Mor. Decbr. 1905. Noter.
MIT OG DIT. (William Morris.)
D er er to Ord, vi møder tit, og Ordene er: mit og dit. Aa, om vi drev dem langt af Led, da blev paa Jord der idel Fred, naar alt var alles, Gods og Glans, og intet hendes, intet hans, men fælles Hveden, hvor den gror, og fælles Vinen paa vort Bord. Da slog man ej sin Bro’r ihjel af Vindelyst i Krig og Spil. Nej, Gud, bekymret for vor Tarv, gav hver og en som Fællesarv hin vidt udstrakte rige Jord, saa Mand og Viv, ihvor de bor, ej skulde fattes Sko og Mad, men leve Livet frit og glad. Men nu gaar alt den skjæve Vej, og alle ønsker de for sig, at denne Klode, fuld og hel, var deres og kun deres Del. Decbr. 1902. Noter.
NYAARS-GRY. (William Morris.)
K om hid, Kammerater, ryk sammen, thi saadan hører I bedst min Sang om den gryende Morgen, da Livet skal være en Fest. Et Land min Saga skal gjælde, en Ø i det skummende Hav, og Folk skal kalde det England, til Tiden synker i Grav. Der mere end een af et Tusind’ i Dagen, vi agter for nær, skal have et Haab for i Morgen og eje et Hjem, han har kjær. Ja, skulde I ogsaa lønne mig Talen med Spot eller Grin: Jeg lover, at alle i England skal da bo bedre end Svin! Hver Mand, der da slider for Brødet, skal Frugten af Slidet faa, og ingen til Hytten skal stavre saa træt, at han næppe kan staa. Nej, Mænd i de kommende Tider sig lægger om Kvælden trygt; for Sult eller Arbejdsmangel de huser ej ringeste Frygt. Det lyder kanske som en Fabel; dog, ingen af Nag eller Nød skal da ønske ondt for sin Broder for selv at snappe hans Brød. Den Vinding, dit Arbejde skabte, den tager du fuld og hel, og ej skal han, der gjør intet, dig røve den halve Del. En ny og forunderlig Lære! For hvem er da Lønnen bestemt? For os og alle de andre; ingen slidende Haand skal bli’ glemt. Da skal mit som alt dit vorde alles, ingen Mand skal da kræve for sig at beherske Rigdomme, der fordrer, at der gjøres en Træl ud af dig. Men hvad vil der levnes af Goder, naar ingen samler paa Guld, og ingen ved andres Stræben kan skovle sin Pose fuld? Nej vist, kun en rødtaget Kjøbstad, og et lille Hus ved et Led, og din Mark, der bugner af Hvede, og Skovens Skjønhed og Fred, og de ædle Mægtiges Grave, de historiske Minders Hjem, og Digterens skabende Hjærne, og Undret, en Forsker faar frem, og Malerens Vidunder-Pensel, Musikens fortryllende Kor, og alt, hvad der handles og tænkes, saa langt som Mennesker bor. Thi alt skal staa aabent for alle; og da er først Jorden skjøn, naar alle er fælles om Stræbet og fælles om Stræbets Løn! Ja, saadan er Dagen, der dæmrer, mens Samfundskravet i Dag, de Vilkaar, hvorunder der leves, gjør alle til livsbrudte Vrag. Men hvorfor da længere tøve? Vi vil jo; vi tror paa vor Sejr; og alle de bange og sløve er Fjender i Brødrenes Lejr. Paa hvem eller hvad skal vi vente, mens Brødrene brydes som Siv, og Himmelens Vinde henfarer med Tusinde spildte Liv? Hvor længe vel skal de bebrejde os, at vi intet har gjort, de Bunker af Gydernes Stakler bag Hungerhelvedets Port? I Smuds de sled deres Dage, i Smuds de i Graven blev lagt, de Børn af saa mægtig en Moder, de Støtter for Engellands Magt. De er væk, — skjønt Forbandelsen lever og gaar evigt af Gravene frem; men de Tusind af Slægter, der kommer, skal de dele Skjæbne med dem? Vi maa rask skyde Porten til Side, saa den Fattiges Haab slipper ind, lad saa Rigmandens Frygt for Falliten selv se til, hvor den bjærger sit Skind. Ja, de Fattiges ordløse Harme, disse dumpe, forvirrede Skjænd, dem maa vi skjænke Stemme og Mening, mens Forventningens Tid slides hen. Kom da med, siden al Ting os minder, baade Livet og Gravenes Gys, og kast over Kaos’ets Bølger et Glimt af det skabende Lys. Nu skydes al Tant til Side, men Mageligheden især; den Sag, der nu kræver, vi strider, er vel alle Kræfterne værd. Kom, kast jer kun ind i Kampen, husk: hvirvles I ogsaa bort, vil — over for Eders Gjerning — selv Døden komme tilkort. Nu skydes al Tant til Side! Thi se, vor fylkede Hær med stolte Bannere skrider alt op mod Dagningens Skjær! Januar 1901. Noter.
FRA FRANSK.
DEN GODE GUD. (Jean Pierre de Beranger.)
G ud vaagned en Morgen saa englegod med os og Alverden paa bedste Fod. Han satte sin Næse til Ruden brat. „Den er da vel ikke gaaet under i Nat?“ Nej; der i en Krog af det svimlende Rum Mor Jord for Gud Fader tilsyne kom. „Om jeg kan begribe, de taaler de Kaar, gid Fanden annamme mig her som jeg staar! Annamme mig her som jeg staar!“ Og derpaa han sagde med faderlig Vægt: „Saa tror denne dumme, dværgagtige Slægt, om hvid eller sort, om fjærn eller nær: for jer at regjere sidder jeg her! Regjere jer hverken jeg kan eller vil, hvad har man vel ogsaa Ministre til! Om ej et Par Stykker paa Porten jeg faar, gid Fanden annamme mig her som jeg staar, annamme mig her som jeg staar!“ Mon ikke jeg for at blive i Fred har givet jer Vinen, ja, Pigebørn med? Endda I mig klæder i Krigerens Skrud og kalder mig frækt for „Kejserens Gud“, ja, tænder Blodsudgydelsens Bavn og fyrer Kanonerne af i mit Navn! Om jeg i Spidsen af Krigshære gaar, gid Fanden annamme mig her som jeg staar, annamme mig her som jeg staar!“ Hvem er vel disse Smaadværge der med gyldne Kroner og spraglede Klæ’r? De Myrefyrster, som mæler frit, at deres Paahit er ogsaa mit, at de af mig lærte Visdomskunst og ejer min specielle Gunst! Nej, agter jeg Fyrsters Værk ved et Haar, gid Fanden annamme mig her som jeg staar, annamme mig her som jeg staar! Saa er der af Dværge endnu en Slags, saa sorte som Meldrøjesvamp i Ax. De jager Livsglæden Pokker i Vold og gjør af mit Navn en Kyse-Trold; hel skrappe i Munden, det nægter jeg ej, men deres Præk er Hebraisk for mig. Tror jeg, hvad Præster fortæller og spaar, gid Fanden annamme mig her som jeg staar, annamme mig her som jeg staar! Ak Børn, hvi skulde jeg sige jer mer? De gode af Hjærte dem har jeg kjær. Vær ikke ræd, at jeg gjør jer Fortræd. Hold pænt af hverandre og lev med Fred! Haan bare de Store og Hyklernes Blok! Adjø! Jeg frygter Angivernes Flok. Hvis de deres Fødder i Himmerig faar, gid Fanden annamme mig her som jeg staar, annamme mig her som jeg staar!“ 1902. Noter.
MODERHJÆRTET. (Jean Richepin.)
D er var engang en fattig Knøs, som elsked blindt saa grum en Tøs. Hun sagde: „Hent i denne Stund din Moders Hjærte til min Hund!“ Han lød. Gik hjem; stak Mod’ren ned, skar Hjærtet ud og løb dermed. Som bedst han løb, han faldt saa haardt, at Hjærtet af hans Haand gled bort. Og som det trilled tungt mod Jord, der kom en spinkel Strøm af Ord. Ja, Hjærtet græd fra Gadens Skarn: „Aa, slog du dig, mit elskte Barn!“ Decbr. 1902. Noter.
FRA TYSK.
FOR SKRANKEN. (Goethe.)
O g hvem der er Far til det Barn jeg bær’ det siger jeg eder ej, og siger I saa, jeg en Horer er, saa svarer jeg eder: nej! Med hvem jeg troloved mig siger jeg ej, men kjærlig og god er min Skat, hvad enten han bærer en Kjæde af Guld, hvad eller af Straa er hans Hat. Vil Haan og Spot end følge deraf jeg bærer al Skammen derved, jeg kjender ham vel, han kjender mig vel, Vorherre ved ogsaa Besked. Hr. Pastor og Hr. Amtmand der jeg haaber, I spare mig vil! Det er mit Barn, det blir mit Barn; I gir mig jo intet dertil. 1890.
ZIGEUNERSANG. (Goethe.)
I Taagemulmet, i Sneen dyb, i Vinternattens den vilde Skov jeg hørte Ulvenes Hungerhyl, jeg hørte Uglernes Skrig: Ville vou, vou, vou, ville vo, vo, vo, vito hu! Jeg skjød engang en Kat ved Zaun og det var Hexen Annas kjære, sorte Kat, syv Varulve kom da om Natten til mig, syv Kvinder, ja syv fra vor By: Ville vou, vou, vou, ville vo, vo, vo, vito hu! Jeg kjendte dem alle, jeg kjendte dem vel, baade Anna, Ursula, Käth’, baade Eva, Lisa og Mett’, de hylede om mig i Kreds: Ville vou, vou, vou, ville vo, vo, vo, vito hu! Da nævnte jeg hver ved sit Navn helt højt: Hvad vil du Anna, hvad vil du Birth! Da skjalv de og gøs, da rev de sig løs og løb og tudede vildt: Ville vou, vou, vou, ville vo, vo, vo, vito hu! 1890.
JEG FULGTE DYBT I SKOVEN IND. (Goethe.)
J eg fulgte dybt i Skoven ind en herlig lille Pige og trykked hende til min Kind. „Slip! eller jeg skal skrige!“ Jeg raabte vredt: „Jeg dræber den, der vover os at røre.“ „Hys!“ hvisked hun, „tal sagte, Ven, der kunde nogen høre!“ 1890.
VÆVERNE. (H. Heine.)
M ed hule Øjne og gnislende Tænder de sidder ved Væven med travle Hænder. „Tyskland, vi væver dit Dødningeskrud, vi væver deri tre Forbandelsesbud: Vi væver, vi væver! Forbandet den Skingud, som svigted i Nøden, da Vinteren trued med Hungersdøden, forgjæves vi bied, forgjæves vi bad, men Spot han os yded istedetfor Mad, vi væver, vi væver! Forbandet Kongen, hin Drot for de rige, der ikke kunde vor Nød besige, der rev os Brødet af vore Munde og siden lod os skyde som Hunde — vi væver, vi væver! Forbandet det falske Fædreland, som Raadenskabsspirer kun nære kan, hvor hver en Blomst saa spæd maa dø, og hvor kun Skjændselen sætter Frø — vi væver, vi væver!“ Og Skytlen flyver, Vævens Brag gir Gjenlyd gjennem Nat og Dag — „Old-Tyskland, vi væver dit Dødning-Skrud, vi væver deri tre Forbandelsesbud — vi væver, vi væver!“ 1890. Noter.
HOLD DOG OP! (H. Heine.)
H old dog op med de Parabler. Stands den hellige Fanfare og de mange fromme Fabler, mens et Spørgsmaal I besvare! Hvorfor kryber om i Støvet bleg og byrdebrudt den Gode, mens forbi den Slette traver højt tilhest og veltilmode? Hvis er Skylden? Er Vorherre kanske ikke helt almægtig? Eller er det ham, der gjør det? Nej, det var for nederdrægtig? Saadan spørger vi bestandig, indtil man os Munden stopper med en Haandfuld Jord fra Graven. Var det Svar mon paa vort Spørgsmaal? 1898. Noter.
JAMMERDAL. (H. Heine.)
O m Gavlen tuder Nattens Vind, hvor højt bag Ruder brustne to stakkels Djævle strækker sig saa magre og saa gustne. Den ene stakkels Djævel sa’: „Omslyng mig med dine Arme, og pres din Mund imod min Mund; jeg vil hos dig mig varme.“ Den anden stakkels Djævel sa’: „Ser dig jeg ind i Øjet, forsvinder Kulde, Savn og Sult og alt hvad jeg har døjet.“ De kyssedes meget, men græd dog mer, kun Sukket danned en Pavse; imellem de lo, og imellem de sang; omsider blev de saa tavse. Man hented Betjenten, og Lægen kom, han konstatered med Lethed Kadavrenes Død, anførte som Grund Omstændighedernes Slethed. „Den strenge Kulde“, erklærede han, „forbunden med Mangel paa Spise, har — om ej ganske gjort det forbi — dog synlig befordret en Krise. Naar Vinteren kommer,“ lagde han til, „maa Sengene helst være bløde.“ — Han anbefaled desuden enhver en sund og kraftig Føde. 1897. Noter.
FILANTROPEN. (H. Heine.)
D er leved to elskede Søskend’, en fattig Søster, en Broder saa rig; den fattige sa’ til den rige: „Giv mig et Stykke Brød.“ Men hende den rige svared’: „Lad mig dog nu i Fred! Mit aarlige Gjæstebud gjør jeg i Dag for det store Raad: En elsker Skildpaddesuppe, den Anden Ananas, den Tredje spiser Fasaner helst med Trøfler fra Perigord. Den Fjerde spiser blot Havfisk, den Femte lirker for Lax, den Sjette tager tiltakke med Alt og drikker dygtigt dertil.“ Den stakkels, stakkels Søster gik sulten til sin Hytte. Hun la’ sig paa en Halmsæk og drog sit sidste Suk. Vi maa jo alle dø, og Dødens Le traf ogsaa tilsidst den rige Broder, som Søsteren den traf. Og da den rige Broder forstod, hans Tid var omme, tilkaldte han Notaren og gjorde sit Testament. Anselige Legater tilkjendtes Gejstligheden og Skoler, samt det store Musæum for Zoologi. Med smukke Summer betænkte den store Testator ogsaa vort Jødeomvendelsesselskab og Døvstummeinstitutet. Det nye Taarn paa St. Stephan han skjænkede en Klokke. Den vejer 500 Centner og er af bedste Metal. Den melder med malmerne Tunge, hvor meget godt han gjorde Staden og hans Medborg’re af egen Konfession. Begravelsesfesten blev fejret med megen Prunk og Pragt. Folk strømmede til i Mængde og gloede ærefrygtsfuld. Thi paa en sort Karosse, der lig en Baldakin var prydet med sorte Strudsfjer, hvilte hans Sarkofag. Tæt bagefter Kisten vandred Lakajer i sorte Livreer; snehvide Tørklæder holdt de op for de sorgrøde Aasyn. Byens Honoratiores in pleno, et stateligt Følge af sorte Paradekuske vraltede efter i Takt. Han fattedes just, som gjerne Fasaner med Trøfler spiste. Ak, en Forstoppelse havde fornylig endt hans Liv! 1897. Noter.
DUELLER. (H. Heine.)
T o Oxer paa en Bondegaard faldt i Disput, og den var haard. De havde begge let til Vrede, og som det gaar i Stridens Hede, snart har den ene Ordets Helt, den anden for en Æsel skjældt, da Æsel er Skjældsord mod en Oxe, saa maatte de tvende John Bull’er boxe. Paa selvsamme Gaard og til selvsamme Tid geraaded ogsaa to Æsler i Strid. Langørernes Lidenskab voxed med Hast, omsider den enes Taalmodighed brast, og mens hans vilde „Y-a“ gjalder, Medæslet han for Oxe kalder. I ved, at intet et Æsel kreperer, som naar man det Oxe titulerer. En Tvekamp fulgte, de sloges og bedes, med Hoved og Hove de stødtes og stredes med mangt et Spark i hinandens Podex, som det er befalet i Ærens Kodex. Og hvad er Moralen i dette vort Digt? Duel kan blive bydende Pligt: Om Løjtnantsspiren betitles en Praas, — nuvel, det er klart, at saa maa han slaas. 1897. Noter.
BALTHASAR. (H. Heine.)
A lt hylled Nattens Klædebon sig tykt og tæt om Babylon. Men ovre i Balthasars Slot dér flimrer Lys, der støjes raat. Der gjorde Kongen Gjæstebud for Riddersmænd i Silkeskrud. Der tømte Mændenes skinnende Rad den funklende Vin af gyldene Fad. Og Bæger mod Bæger i Tumlen klang, og Kongen jubled, og Ridderne sang. Og Kongens Kinder gløded af Blod, og Vinen hidsed hans vilde Mod. Han rejser sig op fra Drikkebord og haaner Gud med bespottende Ord. Han bryster sig frækt, hans Haan er vild, og Ridderne brøler Bifald dertil. Og bydende vendte sig Kongen om, — en Tjener forsvandt, paany han kom. Han bar paa sit Hoved de gyldne Kar, fra Jahves Tempel de røvede var. Balthasar greb — den forvorpne Mand — et helligt Bæger, fyldt til dets Rand. Det tømte han pludselig til dets Bund og raabte højt med fraadende Mund: „Jehova, jeg sværger dig evig Haan, thi jeg er Konge i Babylon!“ Dog næppe de grufulde Ord henklang, før Angstens Sved ham af Panden sprang. Den gjaldende Latter forstummed i Hal, og der blev dødsensstille i Sal. Og se! og se! paa den hvide Mur der tegned sig sort en Haands Figur, og skrev, og skrev paa Kalkvæggen grant Ildtegn ved Ildtegn, skrev og forsvandt. Balthasar sad der med stivnet Blik, hans Knæ og Hænder bævende gik. De Riddere gøs, den larmende Fryd var længst forstummet, ej mindste Lyd. De Magere kommer, dog ingen formaar at tyde de Tegn, der paa Væggen staar. Men samme Nat slog Ridder og Træl Balthasar, Babylons Konge, ihjel. 3/10 1893. Noter.
HENSIGTSMÆSSIGHED. (H. Heine.)
T vende Ben har Gud os givet til at stræbe frem i Livet, vilde ej at Adamsætten skulde klæbe fast til Pletten — thi en gammel Stilstands-Ploug havde kun ét Ben behov. Og af Øjne fik vi to til at dømme klart og tro — for at tro hvert skrevet Pluk var ét Øje mer end nok; to Gud gav os — ikke fler — at vi rigtig maatte fatte denne skjønne Verdens Skatte, skabt til Menneskets Plaser. Og naar vi langs Gaden døse for at se paa kjønne Tøse mindre eller mer forfløjne, skal vi bruge begge Øjne, — en Opmærksomhed vi skylder dette raa Produkt af Moden, som vi bærer langs ad Foden, vore stakkels Ligtornsbylder, som er slig en Fandens Plage i de spidse Støvlers Dage. Tvende Hænder gav os Gud til at dele dobbelt ud, ikke for at lægge Grunker op i dobbelt høje Bunker eller bag om Kistelaag, som jo nu saa mangt et Drog. Vi skal ingen Navne nævne, skjønt vi gad os gjerne hævne, hænge dem, hvis ej vi saa, de var alt for højt paa Straa. Riddere og dydigt Pak, Filantroper, helligt Fæ, som engang i Ny og Næ ogsaa mig en Daler stak. I den tyske Eg vi hænge ikke Folk med mange Penge. Og den gode Herre Gud stak os kun én Næse ud, da det vilde volde Mas at faa tvende i et Glas, og det vilde være ilde, om vi skulde Vinen spilde. En Mund fik vi, ikke mer, heller har vi godt af fler, Adams Søn og Evas Datter alt med den for meget pjatter, og ifald de havde flere sladred, løj de endnu mere. Har de Munden fuld af Grød faar man Ro et Øjeblik, hvis to Mundes Brug de nød aldrig Fred for Vaas man fik! Tvende Øren skjænktes vi; dette skaber Symetri; de er endnu ej hos mange slet saa laadne, slet saa lange som de Prydelser, Gud yder til vor æselfødte Skryder. — Tvende fik du, ikke ét, at du skulde skatte ret Mozarts Værker, Haydns, Glucks, skjælne mellem Kunst og Jux; gaves kun Klaver-Kolik og Hæmorrhoid-Musik af den store Meyerbeer trængtes ej til Øren mer. 25/8 1916. Noter.
ROTTERNE. (H. Heine.)
M an deler — agt paa dette — de Rotter i sultne og mætte; de mætte har jo ingen Nød, de sultne drager om Land for Brød. Saa mange Tusind Mile de haster uden Hvile, de stopper ej det vilde Løb, for Vind og Vand de gi’r ej Kjøb. I Afgrunden Springet de vover, og Floderne svømmer de over. Hist druknede to, og her spiddedes een, her knækked en Hoben sit Nakkeben. Det er saa haarde Huder, og deres spidse Snuder i modigt Trods de løfter kjækt, saa radikalt, saa rottefrækt. De radikale Rotter med Gud og Kongen spotter; de døber ej Ynglen som her tillands og deres Kvinder er „allemands“. Den Rottehob forslugen, den vil kun kildre Bugen; den tænker kun lidt paa sin Salighed, imens den gnaver og svælger ned. Med Helvede skræmmes den ikke, den frygter ej Kattenes Blikke —, den ejer ej Guld eller ringeste Gods, men ønsker at dele vort med os. Jeg hører Piber og Trommer, hør! Vandrerotterne kommer; de kredser alt snart om hver Mands Bo, og deres Mængde er Legio. O ve, vi er fortabte! Til Hævn blev hine skabte. Borgmestren ved ej ud, ej ind, og Raad og Foged af Angst er blind. Nu løfter man Sværdet og Stokken, og Præsterne ringer med Klokken; den hellige Kirke, den hellige Stat, de har nu at døje saa haard en Dravat. Thi Klokkerabaldren og Præk om Profeter, de højvelviseste Statsdekreter, de største Kanoner, selv hundredpundige, det hjælper ej mere, I stakkels vankundige! Ej heller her hjælper den slebneste Tale, de Laser af Fraser, hvormed I kan prale; man fanger ej Rotter med Syllogismer, de springer over de værste Sofismer. Der gjælder for sultne Maver og Munde kun Suppe-Logik og Mørbrads-Grunde, — kun Pølse-Citater og Boeufstegs-Saft har her den overbevisende Kraft. En tiende Stokfisk i Smør vil gotte en radikal og forsulten Rotte langt mer end den fyrige Mirabeau og Talere lige fra Cicero. Januar 1901. Noter.
MAND OG KVINDE. (Alexander Petøfi.)
D a Gud Fader havde Manden dannet rynked tunge Anelser hans Bryn, de blev Sorger, som tilsidst forvandled sig til Skyer og til Uvejrslyn. Da Vorherre havde Kvinden dannet, brast i Graad han ved det skjønne Syn, og hver Draabe af Guds Glædestaarer blev en lille Stjerne over Sky’n. August 1891. Noter.
SVÆRD OG LÆNKE. (Alexander Petøfi.)
E ngang med Gud Faders Vilje steg en Engel ned til Jorden for den dejligste blandt Kvinder der at finde og at favne; og han fandt og elsked hende; fra den Stund af blev ham Jorden skjønnere end selve Himlen, og han svævede hver Aften salig til sin Elskerinde, sprang fra Stjærne ned til Stjærne, og naar endelig han standsed paa den nederste i Rækken satte han sig paa en Svane, paa en hvid og dejlig Svane, og den bar ham til hans Elskte, der ham vented i sin Have og ham hilsed med en Latter hvorved alle Knopper svulmed, og Smaablomster, længst henvisned, atter vækkedes til Live. Der de sad og talte sammen indtil Morgenrøden lyste; og de talte om alt helligt, om alt skjønt, som er i Verden. Og med sænkte Øjne lytted Pigen til sin Engels Tale; men engang da op hun skued var saa skjønt det Blik, at Englen faldt paa Knæ ved hendes Side og et Kys af hende trygled, hvad hun ikke Englen nægted. Hvilket Kys! Da Englens Læber bævede mod Pigens Læber, bæved salig hele Jorden, som var Jorden selv et Hjærte. Og hver Stjærne hist i Himlen blev en Klokke, hvorpaa klare Trylletoner klang og klemted. Aldrig hørtes slige Toner, Blomsterne tog til at danse som smaa Alfer over Enge, Maanen rødmede fra Himlen, vel fordi den Skjønne fæsted rødmende sit Blik paa Maanen; Natten selv blev rosenfarvet. Englens Kys paa Pigens Læber spirede som Frø i Mulde, og den salige blev Moder til et Barn saa skjønt og dejligt, som det avles kun, naar Himlen elskende omfavner Jorden. Barnet blev kaldt Sværd i Daaben, Sværdet det betyder Frihed. Engang steg med Satans Vilje op den hæsligste af Djævle til vor Jordkreds for at søge der den fuleste af Hexe, og han fandt og elsked hende; fra den Stund af fandt han Jorden skjønnere end Helveds Kule, og han sneg sig nu hver Aften i den skumle Midnatstime gjennem Svælget af et Ildbjærg op fra Helved til sin Skjøge. — Paa en Hel-Hest vild og sodet, slangehalet, tudseho’det, flammemanket, dragefodet, bragtes Djævlen op til Jorden. — Hexen kom til Stævnemødet fulgt af Flagermus og Ugler, ridende paa Limestage ind i Bjærgets flammefæle Svælgs med Svovldamp fyldte Indre. Der de sad og taled sammen indtil Hanens Galen gjalded, og de talte om alt gudløst, om det hæsligste i Verden. Da brød Djævlen ud: „Jeg fryser — kom dog dyb’re, kom dog dyb’re! kom til Bunden af Vulkanen, ned til Ildens sidste Leje! — Ak, men ogsaa her jeg fryser; hør hvor mine Tænder klaprer! Kom og favn mig, kom og kys mig.“ — Kyssende hun ham omfavner! Hvilket Kys! Da Djævlens Læber rørte Hexens fule Læber, skjalv den hele Jord i Rædsel, drønende, som naar den hylles ind i sorte Uvejrsskyer. Bjærget vælted Flammer af sig, og det spyed op mod Himlen Lavaregn og glødte Stene, Jorden var omspændt af Luer, alle Stjærnerne og Maanen drog et Slør for deres Aasyn, sort og tykt og tæt var Sløret, thi de vilde intet skue. Djævlens Kys bar Frugt derefter, og den fule Hex blev Moder til et Udyr, som det fødes kun, naar Helved favner Jorden, og det stygge Djævleafkom kaldte man med Navnet: Lænke. Lænke det betyder Trældom. Disse tvende: Frihed, — Trældom, hin fra Himlen, den fra Helved, ogsaa kaldet Sværd og Lænke, kjæmper stadigvæk paa Livet. Længe vared Kampen, længe, svækkes kan den, dog ej standse. Sværdet er alt sløvt og skaaret, tyndere dog ogsaa Lænken. Snart for vist det skal afgjøres — længe kan det ikke vare — hvem der Jorden skal beherske, enten Himlens Ætling — Frihed, eller Helveds Afkom — Trældom. 15/1 1894. Noter.
DEN VANVITTIGE. (Alexander Petøfi.)
H vad skal I, Forstyrrere? Pak jer, se til I kommer bort! Forstyr mig ikke i mit Arbejd, thi jeg fletter en Svøbe, en Flammesvøbe af Solens Straaler og gjennempisker Verden med den. Naar den saa jamrer, vil jeg le, som den har let, naar jeg har jamret. Ha, ha, ha! Thi det er Livet: Kun Graad og Latter. Men Døden raaber omsider: „stille!“ Engang da døde ogsaa jeg. De Folk som daglig drak min Vin de havde gydt mig Gift i Vandet. Hvad gjorde mine Mordere saa for deres frække Daad at skjule? Jo, da jeg laa som Lig paa Baare de la’ sig over mig med Suk og Taare. Hvor var jeg gjerne sprunget op og bidt dem Næsen af til Roden, dog nej, de Næsen skal beholde saa de mit raadne Lig skal lugte, indtil de selv af Stanken brister. Ha, ha, ha! Men hvor begrov man mig? I Afrika. Det var mit Held, thi en Hyæne grov mig op igjen. Det Dyr, det var min eneste Velgjører, og det har jeg bedraget. Det vilde nemlig mine Knokler gnave, istedetfor saa gav jeg det mit Hjærte, som var saa besk, at det krepered af det. Ha, ha, ha! Ak ja, saa gaar det hver som øver godt mod andre. Thi hvad er Mennesket? „En Blomst,“ — saa hedder det, — „som har sin Top i Himlen.“ Det er ej sandt! Nej, Mennesket det er en Urt som sine Rødder dybt i Helved slaar. Det var en Vismand som mig dette lærte; — en Taabe var han, thi af Sult han døde. Hvi stjal han ej? Hvi røvede han ikke? Ha, ha, ha! Dog hvorfor ler jeg som en Forrykt? Jeg skulde hel’re græde. Ja, græde for den Slægt, der er saa ond. Gud græder ofte fra den høje Sky i Anger over, at han skabte den. Dog hvad kan alle Himlens Taarer hjælpe? De falder til vor Jord, den ækle Jord, og Mennesket dér sætter Foden paa dem, og saa — hvad bli’r der af dem? Hvad bliver der af Himlens Taarer? — Snavs. Ha, ha, ha! O Himmel, gamle afdankede Soldat, Medaljen paa dit Bryst det er jo Solen, og Skyerne din slidte Uniform. Thi, saadan slipper man en gammel Kriger, din Løn for Tjenesten saa lang og tro: et Kors og saa en gammel Uniform. Ha, ha, ha! Og skal jeg sige jer, hvad Nattergalens Sang betyder oversat i eders Sprog: Den raaber: Vogt dig først og frem’st for Kvinden, thi Kvinden drager Mændene imod sig som Oceanet drager Flodens Strømme, for snart igjen at støde dem langt fra sig. En dejlig Skabning er tilvisse Kvinden. Ja, dejlig, men saa farlig, — en giftig Drik udi et gyldent Bæger. O, jeg har nydt dig, Elskov! En eneste af dine Himmeldraaber er sødere end noget Hav af Honning, men slig en Draabe ogsaa mere dræbende end et til Gift forvandlet Ocean. Men har I ogsaa Havet set, naar Frygtens Storm trak over det og saa’de Dødssæd i dets Skjød? Og har I Tordenvejret set, hin raa, solbrændte Bonde, der svang som Pisk det blanke Lyn? Ha, ha, ha! Naar Frugten den er moden, falder den. Du Jord er moden alt, saa fald da, fald! — Endnu jeg venter til i Morgen, men kommer da ej Dommerdag, saa graver jeg et Hul ind til dit Midtpunkt; det fylder jeg med Dynamit og sprænger saa den ganske Jord i Luften. Ha, ha, ha! 15/10 1893. Noter.
BJØRNEN I BERN. (Efter Fr. von Sallet.)
I fordums Tid — saa har jeg læst — de holdt i Bern en Bamse, og lod de frit det laadne Bæst i Landets Fedme gramse. „Saa sig mig dog, I Berner-Børn, hvad gjør nu egentlig den Bjørn, det maa I mig forklare.“ „Nuvel, han æder Truget tomt; hvad mer skal han vel gjøre? — tar til i Vægt og lægger fromt sig paa sit grønne Øre. Han sover med Ihærdighed og brumler saa med Værdighed. Kort sagt: Han er vor Bamse.“ „Hvi vil I dog i Stad og Stat til ham det bedste samle?“ „Du er dog ret en dum Krabat; saa gjorde jo de gamle! Vi er kaput, den Dag han gaar.“ „Hvorfor?“ — „Hold Mund! Vi ellers slaar dig Ho’det ned i Maven!“ — Tys! Hvorfra stammer den Halløj? Hør! Børn og Kvinder hyler. Se, Torvet vrimler; lav og høj nu larmer som Kabyler. Er Folket ramt af Pest og Brand? — „O, tifold værre! Arme Land! Vor Bjørn, vor Bjørn kreperet! Saa brat ham ramte Dødens Spær, og ingen fler vi huse! O, maatte i et Herrens Vejr os vore Bjærge knuse! Forbi, forbi med Kanton Bern! O, Jægergutter, op til Værn! Fang ind en ny før Aften!“ De jager over Bjærg og Slugt, kan ingen Bjørne finde; men ligefuldt faar Træet Frugt, og Æblerne bli’r trinde; og Rugen gynger i sin Dal, som Bjørnedød og Bjørnekval ej for en Døjt den agted. De jagede, til Solen sank bag fjerne Alpetinder. „Der stiger Maanen rund og blank; se, om ej Skjælmen skinner! Og Stjernerne — se der — og der! Den hele muntre Himmelhær — som ingenting var hændet!“ „Saa vil vi“ — raabte Land og Stad, „ej mer af Bjørne vide; han aad sig fed af Folkets Fad og vilde dog os bide. Vi maatte klippe Bæstets Klør. Se, Kornet gror, skjønt Bjørne dør! Og vor skal aldrig savnes.“ April 1908. Noter.
VED KJEDLEN. (Ferd. Freiligrath.)
E n Damper kom fra Biberich; stolt var den Fure, som den drog; den stampede, med Hjul og Skovl, saa Bølgerne mod Bredden jog. Af Vimpler og af Faner fuld, skjød den af Sted saa kjækt og flot; den Konge, som for Prøjsen staar, ham førte den til Rhinens Slot. Solstraalerne var ret som Guld; af Disen dukked’ By ved By, og Rhinen skinned som et Spejl, og Stævnen glinsed’ blank og ny; Skibsdækket lyned’ hvidt af Vask, og paa dets rene, glatte Fjæl gik Kongeparret fredsælt om med Smil i Øjet, Lys i Sjæl. Vinløvet langs den krumme Rhin og dine Hasler, St. Goar, de nikked’ ned fra deres Fjæld og hilsede det høje Par; og glade saa sig Parret om; det lille Skib, hvor var det net! Her gik de jo saa trygge rundt, som hist paa Sanssoucis Parket. Men under al den Herlighed og bag om denne Glimmerpragt, der flammer vildt det Element, der skyder Skibet frem med Magt; dér staar i Kvalm og Flammeskjær og rager under Kjedlens Rist han, som om Bord er Kraftens Sjæl, en proletarisk Maskinist. Deroppe ler den grønne Jord, og Sol forgylder Flod og Hav, mens han den skjønne, lange Dag maa stirre i sin Flammegrav; i Bomuldsskjorten staar han der, halvnøgen, trængt af Røg og Rust, imens en Konge over ham indaander Bjærges frie Pust. Nu har han skruet Ovnen til, og al Ting er i bedste Stil, saa skjænker han et kort Sekund sin trætte Krop et Slavehvil. Der dukker han til Midjen frem af Kjedelrummets Lugekarm og spejder over Dækket hen, svagt støttet paa den højre Arm. Med Skovlen i sin sorte Haand og Kind og Arm af Ilden bagt og med det svære, nøgne Bryst bredt mod Gelændrets Sprinkler lagt han spejder efter Fyrsten hen, imens han mumler mørk i Hu; „Hvor Staten ligner dette Skib! — Lysfødt paa Dækket vandrer du. Men nedenfor i Dybets Nat, i Arbejdsrummets dunkle Skjød, dybt nede, smeder jeg af Trang mit Skjæbnehjul ved Flammen rød; og ej blot mit, men ogsaa dit; hvem holdt Maskinen her i Gang, hvis ej min Næve, ru og haard, haandtered Skovl og Stempelstang? Du er langt mindre nogen Zeus, end jeg, o Konge, en Titan! I al din Pragt du træder paa en altid kogende Vulkan! Og den Vulkan behersker jeg; et Ryk, et Slag, og fra mit Bur omstyrter jeg det stolte Hus, paa hvilket du er Topfigur! Mens Dækket brister, slænges du i Luften under Spanters Brag, vi andre gaar nyfødte frem fra Mørkets Skjul til Lys og Dag. Vi er en Magt! Vi hamrer frem fra nyt den gamle, mugne Stat, hvori Guds Vrede os har holdt til nu som Proletariat. Da gaar med Sang jeg Verden rundt, og paa min Skulder, bred og stærk, som St. Christoffer bærer jeg en ny Tids Christ, en ny Tids Værk. Jeg er hin Kjæmpe uden Frygt, der bærer paa min faste Fod Befrielsens og Frelsens Aand hen over Tidens vilde Flod!“ Saa brummer i sit røde Skjæg den dystre, sværtede Kyklop, og gaar saa atter til sit Værk og skovler Kul og Ild i Hob. Plejlstangen jager op og ned, Propellen gaar med tunge Slag; belyst af Flammen hvisker han: „Nej, vrede Kræfter ej i Dag!“ Snart lægges til Kapellet ind; i Land da gaar Hans Majestæt, og kjører til sit rhinske Slot; sex Heste gaar for hans Karet. Men med et Blik til Kongens Slot nu Maskinisten aander frem: „Fremtidsruiner — ak, hvor godt der hæges nu som før om dem!“ Juni 1901. Noter.
OMSVÆRM OS KUN, FJENDER. (Arthur Fitzer.)
Nehemias 4. Kap.
D a nu det sig rygted til Fjendernes By, at Herren et Tempel vi bygged paany, da stormed de mod os i Tummel og Tramp, og Pladsen for Templet blev Pladsen for Kamp. Hist slæbte vi Bjælker, her rulled vi Sten; med venstre Haand førte vi Hamren og Ske’n, men højt i den højre vi løfted til Værn de blinkende Vaaben af Kobber og Jærn. Og Muren sig hævede Fod over Fod, mens Kalken vi blanded med rødnende Blod. De snittede Søjler vi rejste ved Kvæld til Saaredes Rallen i Sted for: „Godt Held!“ Vi hvælvede Kuplens omspændende Rund, dødtruffen og ramt til vor inderste Grund. „Omsværm os kun, Fjender, kast Død paa vor Vej! I dræber os, men I besejrer os ej!“ Saa toned’ i Zion den trodsige Sang, mens Mændene mured med Ske og med Stang den Højestes Tempel, det hellige Hus. Naar ender vel Sangen, naar standser dens Brus? Aarhundreder fulgte, Aarhundreder svandt; vort Saar rinder stadig, hvor Fædrenes randt; omsværmet af Fjender vi strider imod og bygger, mens Kalken vi blander med Blod. 1901. Noter.
ARBEJDERSANG. (Karl Henckell.)
D et drøner fra det hule Rum med Arbejdslarm og -Støj, mens Mand ved Mand staar bøjet, stum, i Oljestank og Røg. Og Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar. Mens Ødelanden strækker sig paa Bolster bag sin Pult, begiver Slaven sig paa Vej, ansporet af sin Sult. Og Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar. For kun en karrig Løn at naa, for blot at blive mæt, fra Gry til Kvæld, du ser ham staa paa samme dunkle Plet. Mens Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar. For Børn og Hustru kjæmper han og stemmer sig imod; han ved, hvor Sulten suge kan ens Marv og Hjærteblod, mens Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar. Ak, ingen muntre Toner svang sig gjennem Røgen klam, og aldrig nogen Digters Sang har kunnet naa til ham, mens Bælgen stønned, Hamren slog, og Gnisteregn mod Taget jog. Det hænder vel fra Stund til Stund, hans Sind bli’r sygt af Harm; da styrter Eder af hans Mund, men drukner snart i Larm, mens Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar. Det er en raa og ilde Ting at gjøre Mand til Træl; mærk Øjets Lyn ved Hamrens Sving, I Herrer, vogt jer vel! Thi Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar. „Om Gud i Himlen ej vor Sag og bange Raab forstaar, da storm du frem, o, Dommedag, paa hvilken alt forgaar! Mens Bælgen stønner, Hamren slaar, og Gnisteregn mod Taget staar.“ April 1901. Noter.
NR. 310. (Ditlev von Liliencron.)
P aa femte Døgn uden Middagsmad, og ikke en Hvid paa min magre Rad; i Stedet for Arbejde: Hunger og Nød, blot vandre, og „fægte“ og„betle sit Brød“. — Haandværkeren bøjer i Skoven ind. Hvad risler saa koldt hen over hans Kind, og hvorfor jager hans Blik distræt i trøstesløs Flakken fra Træ til Træ? Nu synker Solen, og alt er Fred, kun Droslen larmer et enkelt Sted. Hvi svajer Ælmen i Skovens Kant? Et Menneske mellem dens Grene svandt. Den Strikke, der holdt hans fattige Bundt, han knyttede om sin Strube rundt: Et Fald! — Dødskampen var ikke lang; Snart saa han Solen for sidste Gang. Og Dug faldt paa ham, og Gryet kom, og Duer skogrede rundenom, som intet var hændet; Sang-Droslen lo, og Vinden vifted’ i kølig Ro. En Jæger hen over Bakken skred; han saa den Hængte og skar ham ned. Til Øvrigheden gik skyndsomst Bud, Gendarmer kom i en Fart derud. En Dommer i hvidt fra Top til Taa beviste, at Rovmord ej forelaa. Saa bar de hans Lig til en Kirkegaard, hvor intet Kors eller Minde staar. Da Graven var klappet, og alt forbi, saa fik han det Numer: tre Hundred’ og ti; tre Hundred’ og ni var alt puttet hen. Hvem kjendte de Stakler? Hvem var deres Ven? Marts 1901. Noter.
TORDENVEJRET. (Ditlev von Liliencron.)
S tændig efter flittigt Dagværk gaar jeg daglig min Spadser’tur, hvor de røde Køer græsser, hvor de blanke Blomster blinker, hvor de muntre Fugle fløjter mellem Tjørne, mellem Hækker, mellem Engens grønne Græs. Daglig mellem sex og syv, naar det mørkner i min Hybel, ser jeg syv saa smukke Piger, én, to, tre, fir’, fem, sex, syv, hvor de røde Køer græsser, hvor de blanke Blomster blinker, hvor de muntre Fugle fløjter mellem Tjørne, mellem Hækker, mellem Engens grønne Græs. Disse syv saa søde Piger, — én, to, tre, fir’, fem, sex, syv — vandrer i en lige Række, bærer paa de brede Skuldre tunge, mælkefyldte Stripper; kommer fra de røde Køer, hvor de blanke Blomster blinker, hvor de muntre Fugle fløjter mellem Tjørne, mellem Hækker, mellem Engens grønne Græs. Saa i Gaar mig greb et Indfald: Da jeg i det fjærne vejred mine syv saa søde Piger, trak jeg brat min Bog og Blækstift op af Lommen, stod til Side, og imens de gled forbi mig trak jeg Rynker over Brynet som en bister Politimand, talte højt dem, skrev saa langsomt: — „én, to, tre, fir’, fem, sex, syv“! og de rødmed, rødmed mere, skjæved under Straahatsskyggen, studsed synligt ved min Spøg. Men som Afstand kom imellem hørtes Tysraab, hørtes Sladren, hørtes Smaaknist, hørtes Latter, og jeg gjenoptog min Vandring, did hvor røde Køer græsser, hvor de blanke Blomster blinker, hvor de muntre Fugle fløjter, mellem Tjørne, mellem Hækker, mellem Engens grønne Græs. Sex af disse friske Piger ved jeg, vil, naar de skal være Mødre, skjænke Fædrelandet lutter sunde, raske Drenge, Kyrasserer, Grenaderer, Gardekarle og Uhlaner, — men den sidste, hun den sarte, denne slanke, denne ranke, hendes Sønner — tror jeg sikkert — bliver Jæger og Husar. — Saa i Dag da jeg min Stok tog, stod der Tordenvejr i Vesten; men jeg tænkte: gaar vel over, kommer ikke med det samme, — skred med lange Skridt mod Marken, hvor de røde Køer græsser. Men o ve, den onde Himmel brød sig fejl om min Spadseren, overtrak sig mer og mere, som jeg stod nu midt i Marken, hvor de blanke Blomster blinker. Men hvad sker! Af Agren fejer alle Piger hjem mod Byen. Kun den sidste, hun den sarte, hun den slanke, hun den ranke, bli’r tilbage med sin Strippe, hvor de muntre Fugle fløjter mellem Tjørne, mellem Hækker, mellem Engens grønne Græs. Jeg er lige op ad Ledet, da det første Skrald forfærder, og som var det aftalt med os aabned hun mig strax dets Gitter. Ret naturlig jeg da hjælper hende med at ordne Aaget; men da smælder ned foran os skillingsblank og skillingsstor Tord’nens første tunge Draabe. — Barn, vi bliver artig badet! Men histhenne staar et Saadhus, som en Hjorddreng nys har tømret sig af Tørv og løst Skrabsammen — selv er han rendt bort, den Bengel, Bare ti Skridt, og vi er der! Rask min Glut, blot ingen Nølen, ingen Angst! Jeg spiser aldrig selv saa smukt et Barn som du. Dette tør jeg strax bedyre! Schiller maa ha’ kjendt hin Mosborg, da de vakre Ord han kvad: Der er Plads i mindste Hytte for ét saligt Elskovspar. Skyer brister, Tordnen skramler, hele Neg af Lynild falder, og en Raslen, Skraslen, Susen, Slubren, Rislen, Strømmen, Fusen som paa Syndflodskrækkens Dag. Under Larmen har den sarte, har den slanke, har den ranke rystende og ligbleg slynget sine Arme om min Nakke, lagt sig ind imod min Skulder med fast lukte Øjelaag. Lidt beklemt, det nægtes ikke, følte jeg mig strax tilmode. Dog betvang jeg Pulsens Banken, tænkte blandt saa meget andet paa de gamles Riddervagter, de beskyttende og ædle. Men, ak — men — den søde Nærhed, disse unge, varme Lemmer, denne Barm mod Barm i Trængsel, denne Barm mod Barm i Længsel. Og jeg føler, hvor hun løfter — o, saa sagte, saa forsigtig, — o, saa ræd, at jeg skal se det — Ho’det blot en lille Kjende. Og jeg ser — da maa jeg smile — hvor hun stjaalent titter opad for at faa det Spørgsmaal klaret: Er hans Øjne vendt mod Vejret, eller søger de mon mine? Og jeg rækker mine Læber, og hun højt paa Taaen stræber, hun lidt op og jeg lidt ned, saadan fandt jeg — midt imellem, hendes Mund saa frisk og hed. Svitter ikke allerede Svalen sorgløs foran Døren, blaaner ej den kjære Himmel, krummer sig ej Regnbubroen, mens paany sig Solen viser? Og sin Strippe ta’r den sarte, ta’r den slanke, ta’r den ranke, og fornøjet med at Skyllen nu er endt og Faren ovre pjasker hun afsted i Vædet og forsvinder bag ved Træer. Hvilken frisk og himmelsk Køling! Og jeg pjasker vel saa munter — ikke hjem til Skrivebordet — nej, til vædeblanke Marker, hvor de røde Køer græsser, hvor de blonde Blomster blinker, hvor de muntre Fugle fløjter mellem Tjørne, mellem Hækker, mellem Engens grønne Græs. 25/1 1914.
HANS SVÆRMER. (Ditlev von Liliencron.)
H ans Tøffel elsked skjøn Doris blidt. Skjøn Doris Hans Tøffel ikke saa lidt. Hvor andres Elskov var kjæk og kry var hans elegisk og væk og bly. Paa Kvisten siger han Digte frem. Skjøn Doris staar nede med Laagen paa Klem: „Aa om du nu sprang paa din Fod imod mig, hvor skulde jeg være god imod dig!“ Men oppe Hans Tøffel kvad Digte. Og Aftenen efter det samme igjen. Han læser og læser Timerne hen. Hun harmes. „Det evige Læseri det er der dog ingen Mening i!“ Hun sniger sig ud, gaar krænket sin Vej. Han svælger i Heine, han mærker det ej. Skjøn Doris staar rød under Lysthuslofte og ønsked, hun havde hans Arm om sin Hofte. Men oppe Hans Tøffel kvad Digte. Den næste Aften gav Huset en Fest, nær sammenpresset stod Gjæst mod Gjæst. End ikke i Aften den smaa Poet har Doris’ smægtende Bortgang set, men Junker Hans Jørgen — han saa det strax, mens Natten dufted med Lind og Ax. I Læ af Roser, ved dugget Stente, behøver Skjøn Doris ej mere at vente, mens oppe Hans Tøffel gi’r Digte. 26/3 1918.
FRA NORSK BONDEMAAL.
DEN FØRSTE SANG. (Per Sivle.)
D en første Gang jeg hørte Sang, den randt af renest Kilde: Min Mor som sang med mig paa Fang; til Graaden blev saa stille! Saa blidelig den dyssed mig i Blund paa Drømmens Tue, og viste mig en fager Vej op fra vor lave Stue. Den Vej jeg ser endnu saa tit! Naar Øjet træt vil hvile, der staar en Engel, smiler blidt, som bare én kan smile. Og hver Gang Striden stilner af, som i og om mig ulmer, jeg hører tyst fra Moders Grav hin Sang, som alting dulmer. 24/4 1916.
FRA SVENSK.
TRE BIBELSKE VISER. (C. M. Bellman.)
I. J oachim udi Babylon havde en Hustru, Susanne. :, Hæv din Kande, ,: tøm den redebon! Joachim var en gjennemhæderlig Mand, Fruen saa hæderlig omtrent som han. :, Hjærter mange ,: stak den Glut i Brand. Takkes skal du, Susanne kjær, Skaal for hver dydelig Mage! :, Lad os smage ,: nu paa Mosten her! Slaa nu paa Glasset, lad os juble i Kor, Tøsen som Knøsen, Gubbe som Mor, :, lad os synge, ,: Skaalen er saa stor. Joachim kunde — efter Skriftens Ord — føre det herligste Leven, :, give Greven ,: ved et veldækt Bord. Fru’n for sit Kjøkken vandt saa meget Behag, hungrige Friere hver evige Dag! :, Hurra, Gubber ,: for saa godt et Lag! Hør nu, Brødre, hvad Vej det tog: Naar Kalaserne tystne, :, tvende Lystne ,: Kreds om Fruen slog. Gubberne kryber om hinanden tyst, Troskab bor dog i Susannas Bryst, :, Afslag ramte ,: deres fule Lyst. Joachim havde under Havens Træ’r dannet det yndigste Eden; :, Middagsheden ,: fandt Susanna der. Rundt om en Dam stod der Ege og Lind, skjønne Susanne tog Bad som en Hind; :, naar hun plasked, ,: titted Liljer ind. Stod to Skalke bag Lindes Læ, lured paa Joachims Frue, :, tændt i Lue ,: af saa sødt et Knæ. „Hej,“ hvæsed Skalken til sin Medskalk frem, „Hej, det er Middag, skal vi nu gaa hjem!“ :, To Kanaljer ,: var de i hvert Lem. Let forstaar man de Skalkers Trik, hvad de havde i Sinde. :, Hofter trinde ,: daared mangt et Blik! Øjet drog Hjærtet, men Susanne drog alt, Laas var for Porten og Vagten kaldt, :, Blodets Hede ,: fjorten Grader faldt! Saâ gik Dyden sin Sejersgang; Himlen Susanne belønne! :, Blandt de Skjønne ,: hun har dobbelt Rang. Slaa nu paa Glasset; nyd det korte Liv! Vakre smaa Hjærter, — søde Tidsfordriv! :, Lad os drikke ,: uden Larm og Kiv. II. En Potifars Hustru saa daarende kjær lønligt for Josef mon sukke, ta’r ham om Armen og hvisker saa nær: „Bliv her, bliv her!“ En Rose saa dejlig, som slet ikke stak, stod for vor Josef at plukke, men som en Lømmel han ofred sin Frak, — jo, Tak, jo, Tak! Ak, om jeg sattes i Josefs Sted, jeg løb knapt et Fjed. Men Josef, den Taabe, ad Døren han fôr, Nymfen hun vinker og beder. Aldrig i Verden en Daare saa stor har traadt vor Jord. Frit æde og drikke i Potifars Sal, Ild paa Kaminen af Ceder, ingen Dueller og ingen Rival med Kvalm og Kval. Skaal for den Frue i Potifars Arm, hun sover saa varm. Men Fejlen hos Josef var kun, at han Drik flyed, afskyed med mere, derfor benovet ved Skjønhedens Blik hans Mod slog Klik. Blandt Gardens Kaptajner en maadelig én Potifar var mellem flere, søvnig i Sengen, og tynde hans Ben, en Glut til Men. Skaal for den Frue i Potifars Hus, hun kranse vort Krus! III. :, Gubben Noa ,: var en Hædersmand; straks han kom fra Arken han plantede i Marken :, Vin og Vin, ja! ,: saadan gjorde han. :, Noa ro’de ,: fra sin gamle Ark, fyldte sine Tasker med Bimpler og med Flasker :, for at drikke ,: paa den grønne Mark. :, Vel han vidste ,: at Guds Skabning var tørstig af Naturen, Folk som Fæ i Furen, :, derfor Gubben ,: Vinen plantet har. :, Mutter Noa ,: var en Hædersfru, gav sin Mand at drikke, lod i Fred ham hikke; :, slig en Hustru ,: tog vist gjerne du! :, Aldrig sa’ hun ,: „Kjære Far, saa, saa! Sæt nu fra dig Kanden!“ Nej, med Kys paa Panden :, lod hun Gubben ,: salig Sengen naa. :, Gubben Noa ,: havde fagert Haar; Fip paa Dobbelthagen, Kinder som Skarlagen; :, og til Bunden ,: drak han: Hej! Godtaar! :, Herlig var da ,: denne grønne Jord; hver blev budt det Bedste; ingen tørstig Næste :, sad og hængte ,: ved et duget Bord. :, Ingen Skaaler ,: voldte da Besvær, ej hin dumme Lære: „Jeg skal ha’ den Ære —“ :, Nej, til Bunden ,: drak man ud — som her! 1907. Noter.