SAMLEDE VÆRKER

ANDET BIND

DIGTE 1908—1918

GYLDENDALSKE BOGHANDEL — NORDISK FORLAG KJØBENHAVN OG KRISTIANIA 1918

Copyright by Jeppe Aakjær.

FYENS STIFTSBOGTRYKKERI (DREYER)

INDHOLD.

Aakjær 50

Aften 82

A glemmer æ aalle i mi Daw 79

An Væver 25

Autografsamler 24

Barn og Mor 117

Bjørnson 34

Bondefjol 119

Bonden og Skrædderen 23

Bransager 113

Broen 139

Bryllup 106

Børn fra Gyden 95

Da æ Bjærgmand kam 56

De fattiges Jul 74

De fire Vinde 123

Den blanke Aa 39

Den døde Lærke 51

Den kjære brune Hede 80

Der so tow Kragger 17

Diplomater 110

Dorres Sang 13

Dr. S. Rambusch 53

Efteraar 154

En betle Haar 84

En Julegjæst 64

En Landsby døbes 160

En lystig Sang 22

Ensom 73

Evald Tang Kristensen II 157

Feilberg 20; 73

Foraarstegn 30

Forladt 59

Fred 156

Fredlysning 82

Gammel Jehannes hans Nøjesvis 98

Gammel Ka Bakk 31

Godt Mod! 109

Gylden Sol 151

Hans Kaarsberg 102

Havren 141

H. F. Feilberg I 20

„ „ „ II 73

Hilsen til Esbjærg 112

Historiens Sang 161

Humlebien 152

Humlebo 43

Hørup 11

Høslets-Viser 38

Høstmarch 64

Imellem to mørke Høje 18

Invaliden og Kristus 118

Jawn Humør 1

Jens og hans Hywlbor 114

Jens Hvas 130

Jens Kuk 42

Jens ved æ Bæk 5

Juleaften 66

Julehilsen til „Naverne“ i Zürich 74

Juleneg 67

Kaalfolk 77

Kaarsberg 102

Kaphyw 50

Kejserens Gud 110

Kirken 45

Kjesten og Kræn Kresten 37

Kjørmes Knud 121

Kritik 36

Kræn Dejler 71

Landarbejdersang 103

Landsbysmeden 153

Lille Edith 105

Limfjorden 14

Majnat 139

Mejerist Esper Andersen 29

Militarismen 54

Militaristen taler 109

Mor ved Brønden 133

Morgen 81

Morgen før Slaget 38

Mors Rok 32

Nansen 4

Niels Bransager 113

Nordovst 123

Nytaar 71

Paa kjære Grave 30

Paa Sallings Jord 143

Paaskeøsten 123

Per Smed 61

Pigen paa Diget 75

Piger paa Engen 70

Pjalte-Kræjsten 34

Povl med den tunge Skovl 144

Rambusch 53

Ringen 21

Ræbild-Kantate 80

Sabro 88

Salme (Af „Jens Langkniv“) 111

Sang fra Gruben 3

Sang til Demokratiet 85

Sej mæ, ska vi mej i Kri’ 116

Slaakarle 40

Spurvene ved Helliggejst 158

Storken 76

Svalen 16

Svampejagt 87

Svigtende Signaler 155

Sædemand 96

Sølvbryllup 107

Søndag i Morgen 44

Søndenvind 125

Til en Møllerdatter 88

Til en rejsende Brud 4

Til en Plovkammerat 11

Til Peter Nansen 4

Til Peter Sabro 88

Til Sallings Husmand 60

To Forkyndere 6

Tre Krigsdigte 109

Trines Ko 26

Ung Vise 98

Ved Bj. Bjørnsons Dødsleje 34

Ved Engsøen 21

Ved Susaaen 108

Vestenvinden 127

Viggo Hørup II 11

Vor Barndoms Bæk 46

Vrød i Vront og Mari Stont 93

Zachæus 89

OVERSÆTTELSER.

Fra Skotsk:

Af Robert Burns:

Burns om sig selv 165

Trods alt det 166

Født til Graad 167

I det Fjærne 170

Hellig Wolles Bøn 171

Der boed en Bonde 174

Findlay 176

Jenny i Rugen 177

Skjøn Nelly 178

Hvad kan en ung Kvinde 179

Nancy 180

Duncan Gray 181

Jack Rab 182

Tibbi Dunbar 183

John Anderson 183

O luk mig ind 184

Var Skylden min 185

Wolles Viv 186

En Skrædder i Sengen 187

De lystige Tiggere I—XVI 188—198

Fra Engelsk:

Oliver Goldsmith:

Den nedlagte Landsby 199

Percy B. Shelley:

Til Englands Sønner 199

I er mange — de er faa 200

Thomas Hood:

Sypigen 201

James Thomson:

L’ancien Regime eller Det gode gamle Konge-dømme 204

G. K. Chesterton:

Da Godsejerne appellered til Folket 206

R. L. Stevenson:

Det syge Barn 208

Rudyard Kipling:

Lille min Mor — 208

William Morris:

Mit og dit 209

Nyaars-Gry 210

Fra Fransk:

Jean Pierre de Beranger:

Den gode Gud 213

Jean Richepin:

Moderhjærtet 215

Fra Tysk:

W. Goethe:

For Skranken 216

Zigeunersang 216

Jeg fulgte dybt i Skoven ind 217

Heinrich Heine:

Væverne 218

Hold dog op! 219

Jammerdal 219

Filantropen 220

Dueller 223

Balthasar 223

Hensigtsmæssighed 225

Rotterne 227

Alexander Petøft:

Mand og Kvinde 229

Sværd og Lænke 230

Den Vanvittige 233

Fr. von Sollet:

Bjørnen i Bern 236

Ferd. Freiligrath:

Ved Kjedlen 237

Arthur Fitger:

Omsværm os kun, Fjender 240

Karl Henckel:

Arbejdersang 241

Detlev von Liliencron:

Nr. 310 242

Tordenvejret 244

Hans Sværmer 248

Fra Norsk Bondemaal:

Per Sivle:

Den første Sang 249

Fra Svensk:

C. M. Bellman:

Tre bibelske Viser 250

Joh. Ludv. Runeberg:

Det første Kys 254

De Fangne 254

Jeg ser paa Ternernes Skare 255

Smaavers 256

Ojan Pavo 257

Fra Værmlandsk:

F. A. Dahlgren:

Bremsens Møsse 258

Grisen 260

Kjærestehandel 261

Stines Parasol 262

Fra Svensk:

Carl Snoilsky:

Din tjenende Broder 263

Afrodite og Sliberen 264

Avisdrengen 266

Der leges Soldat 267

Per Weiland:

Fattigsvends Klage 270

Karl-Erik Forsslund:

Indsidderen 271

Billedhuggeren 272

Gustaf Frøding:

Jens Jensen og Pæ Krænsen 274

Daarskabens Tale 276

Maskinen i Ulave 277

Fredløs 278

JAWN HUMØR. A Hie, Hede; aa spild, at spilde; Tie, Tjære; Bøen, Børn; lieg, lege; trimmel To, trimle Taa, en Leg, hvor man med Hænderne griber om Stortæerne paa sine egne korslagte Ben, mens man som et Nøgle ruller ned ad Bakke med Hovedet forrest; Awteskuen, Aftægtskone; stywlelaaren, lovlig stiv; bowr herude o æ Hie en hal Mils Vej te Øster, der haar a Lov aa spild mi Tie Mi Bøen ka lieg omkring æ Damm og spytt saalaant, a lyster, og trimmel To med Kaaren; mi Awteskuen ku gjør det samm, skjønt hun er stywlelaaren. Greef, Greb; gløj, rask i Tøjet; glaa, glad; grovelirer, grubler; ynder, elsker; Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa en gaar og affensirer, og a er gløj, og a er glaa, hwor anner grovelirer; for ha en Sind saa lærki-let, en bette Kwind, en ynder, og spis sæ mæt og slid sæ træt, det passer wal for Bønder. Nobo, Nabo; aalle, aldrig; nue Tid Aas, nogen Tid paa Aaret; drutt, trevne og tunge; hæ, eller; dovnle, dovnladne; Bøl, kastreret Tyr; Hos, Øg; læ Vovnle, er fælles om et Vogn-Spand; Søndesbied, Søndagsbéd (Béd = den Tid Hestene er i Tøjet); imen, mens; Støwt, Trillebør; stander, gjør i Stand; Pie, Per; søn, saaledes. Mi Nobo aalle nue Tid Aas war med de drutt hæ dovnle; han haar en Bøl og a en Hos, tho saa læ vi jo Vovnle; han gjør for mæ en Søndesbied, imen hans Støwt a stander; han hjælper mæ, a hjælper Pie, søn hjælper vi hweranner. Kuen, Kone; en hægen Bej, en velsmagende Bid; smaag’e, smage det; lisse rej, ligesaa selvfølgelig; tegue, tilgode; stue, store; Og haar mi Kuen en hægen Bej, saa ska jo Pies smaag’e, og Pies sender lisse rej en Kovring, nær de baage; og somtid med en jenle Dram en gjør hinaan tegue; tho byd det ledt er ingen Skam, nær ett en haar det stue. kraan, knejse; klav, klage; fâr, før; staar te æ Hammel, (om Heste), der staar til Hammelstokken, ɔ: ta’r et Tag; løwt, løfte; Vild Fattefolk kuns støtt hinaan, med hwad der søn vil gnav wos, saa skuld I si, hwor vi sku kraan og aalle mie klav wos. Men Smofolk ved ett, hwad de kan, fâr de staar te æ Hammel; de kund jo løwt æ hiele Land, saatt de dje Rygge sammel! gaa fræ æ Bed, gaa fra Biddet (om Værktøj, Leer, der sløves); tidle, tidlig; fræ æ Red, fra Reden (ɔ: Hjemmet); jennest Arpaart, eneste Arv; wa’e, var det; laa i dje Kled, lagt i Klædet, ɔ: Knytteklædet, hvori Fattigmandsbarnet har sin Habengut; „nær de skal ad æ Dae“, udad Døren = ud at tjene deres Brød. Men jawn Humør te dawle Sled det maa no aalle fattes, hwis ett en ska gaa fræ æ Bed og aaltfor tidle mattes; den fæk a med mæ fræ æ Red — mi jennest Arpaart wa’e — den faar mi Bøen laa i dje Kled nær de skal ad æ Dae. ¹⁹/₁₀ 1908.

SANG FRA GRUBEN.

V i er graa, graa Mænd, som af ingen Glæde ved; vi er smaa, smaa Mænd, som maa altid dyb’re ned. Med en Muldklump ved vor Sko og en større ved vor Sjæl skubber vi til Grubens Dryppen Børen langs sin Fjæl. Vi er graa, graa Mænd, som tog Farve af vor Grund, vi er smaa, smaa Mænd, stemplet fra vor Fødselsstund. Med en Hakke, bred og tung, huler vi vor Minegang; Klumpens Bragen, naar den styrter, er vor Muntringssang. Vi er graa, graa Mænd, armere end Hulens Kryb, vi er smaa, smaa Mænd, fængslet til vor Grubes Dyb. Jordens Aande, klæg og kold, stiger mod vor blege Mund, som engang den mod os aander i det sidste Blund. Vi er graa, graa Mænd, graa i Syn og graa i Sjæl, vi er smaa, smaa Mænd, lænket til en leret Pæl. Ser vi fra vor vaade Grav mod den lyse Verden op, skjælver i en magisk Længsel Trællens trætte Krop. Vi er graa, graa Mænd, med kun ringe Raad til Haab, vi er smaa, smaa Mænd; — Brødre, hør vort Afgrundsraab! Hjælp os fra vor Grubes Gys op til Sol og Dagens Kaar, før paa Livets sprukne Klokke Dødens Knevel slaar! Oktbr. 1908. Noter.

TIL EN REJSENDE BRUD.

K olumbus drog til Amerika, der hildedes han i Rænker; de førte den stolte hjem derfra i nagelboltede Lænker. De drager nu selv til Amerika, mens Efteraarsregnen stænker, og lader Dem binde hjemme fra i rosen-naglede Lænker. Saa far med Fred til Amerika — Kolumbuses Vej — jeg tænker, de føles ikke saa tungt endda de Hymens smykkede Lænker. Men er De mættet af Sydens Lyst og Duft af gyngende Lianer, da tænk paa Lyngen ved Jyllands Bryst og Fjorddalens syngende Svaner. ²⁶/₁₀ 1908. Noter.

TIL PETER NANSEN. FESTTELEGRAM.

T illader de høje Gjæster, jeg fra min fjerne Plads — tredive Mile til Vester — hæver for Nansen mit Glas! Om Digtning har Flod eller Ebbe, er vor vel skilt ved en Elv; men den skulde prygles med Kjæppe, som bare vil se sig selv. ²⁶/₁₀ 1908. Noter.

JENS VED Æ BÆK.

J aalfuld, helt fuld; Maalt, Malt; pæst, stødte Vinden ud over Læberne; men’, imens; javnle, jævnlig; ens ved æ Bæk gik te Møll med hans Sæk, den war aalfuld af Maalt, uden Lap heller Læk. Jens stunted væk, han war strunk i hans Stræk, og han pæst, men’ hans Kjæp lisse javnle slo Smæk. fuldajte, temmelig fuld; med en Hund i æ Reef, det er: en Rus, en Donner; Fek, Lomme; aa hætt, at hitte; stod han ett fræ æ Hækk, stod han ikke fra Hækken (siges om Faar); Jens ved æ Bæk mødt en fuldajte Gjæk med en Hund i æ Reef og en Flask i hans Fek. Jens med hans Sæk rend i Sto po æ Flæk; war der Brændvin aa hætt, stod han ett fræ æ Hækk. kam i Træk, kom i Lag; aa kulp, stordrikke, med dybe Kluk; Stjern, Rus; Jens og æ Gjæk, da de tow kam i Træk, bløw de kjøn ved aa kulp, te æ Flask den war læk. Jens bløw saa kjek, aa, saa himlendes fræk, og en klyvende, dryvende Stjern han da fæk. fild, faldt; Pues, Pose; Hwol, Hul; ralled væk, trilled væk (under Larm); bøj, bød; men en Kjân for æ Kwân, men en Kjærne for Kværnen. Jens ved æ Bæk fild ikold med hans Sæk, saa hans Pues fæk en Hwol, og hans Maalt ralled væk. Jens med en Træk bøj æ Møller hans Sæk; men en Kjân for æ Kwân fand der ingen aa knækk. rat hind, rakte hende; swoter, sortere; en Ræk, et Slag; Knog, de Kvæstelse; Jens ved æ Bæk ga hans Kjælling en Skræk, da han rat hind en Pues, der war swoter end Blæk. Jens ved æ Bæk med det samm fæk en Ræk, saa hans Ryk fæk en Knog, og dje Raag fæk en Knæk. Gjæk, Skjælm; en Hummel i æ Ør, det er: en Rus; men’ ino, men endnu. Lær af Jens Bæk, hwis du møder en Gjæk med en Hummel i æ Ør og en Flask i hans Fek, frister han fræk, swor ham aalle en Kwæk, skynd dæ hjem, men’ ino do haar Maalt i di Sæk! ²⁷/₁₀ 1908.

TO FORKYNDERE.

D e beder derinde for aabne Døre, mens Lærkerne synger for døveste Øre. De beder, de beder; en Snøften, en Mumlen, en Lyd som af Kvægets Mørkegumlen. De beder om Naade for sig og sine, for andre de beder om Helvedes Pine. Præsten staar sort mod den hvide Væg, grader Bevægelsen ud over Salen, lægger med Tomlen i Bogen et Læg, stryger sig stramt ad sit side Skjæg og skrider fra Texten til Talen. Flittig han grumser Alverden til, intet han agter, og lidet han levner, har man bare det Sind, der vil, da findes jo lettelig Revner. Engen ligger saa lys og grøn, Havren ringler saa fint og stille. Verden er altid stor og skjøn, Menneskehjærtet saa trangt og lille. Præsten raser en Time fuld, svælger i pyromaniske Drømme, pisker med Nælder Syndens Kuld, svider med Svovl og Edderstrømme. Brat, som vilde han noget kløve, hugger han Haanden i Pultens Planke: „Satan gaar rundt som en slugvorn Løve med oprejst Hale og Manke!“ Gud skal sanke hver Synd i Sæk, lusker sig nogen fra Dommen væk, skal Fanden paa Forken ham hente; hvad du har syndet som vild og ung, hvad du har drømt under Dynen tung, en Dag skal det sones — med Rente! „Item“ (nu synes hans Grumhed mæt) „Herren skal gribe sit Vaskebræt, tvætte dig Synder, Plet for Plet!“ Forsamlingen snøfter bevæget. Men Præsten trænger skam mest til Tvæt, thi han har spildt Æg i Skjægget. Salen er fyldt til inderste Krog, Kroppene damper som Kedler i Kog. Mændene skutter sig tavse paa Bænken, blege af Angst og Eftertænken. Gamle Kvinder med visne Hænder sidder og fingrer ved Bogens Spænder. Unge Piger med trinde Lænder kan ej tøjle det viltre Sind, lukker bestandig Synden ind i det sunde, blomstrende Hjærte. En har danset for ganske nys, én har nippet bag Diget et Kys, nu volder det Glutten Smerte. Præsten er atter paa Sjælefangst, Dumhed er Krogen, hans Madding Angst. „Øxen er lagt ved Roden!“ Hjærtet han saarer Sting i Sting, Jordens lysende runde Ring — han sparker den bort med Foden. — — — Da med ét en Svale svæved ad det aabne Vindve ind, fløjtende den brat sig hæved op paa Bjælken lang og trind. Et Sekund den ganske stille sad beklemt og titted ned, som den vilde maale Højden af sin egen Dristighed. Men saa spændte den sin Strube til en kaad og hedensk Sang, og fra Brystets spæde Grube Jordens muntre Toner klang. Alle Jublens Klarinetter, Dansetrin til Silkeslæb, Kvindekys i blide Nætter toned af det Svalenæb. Og den sang om modne Druer vældende af Klippens Sten, sang om grønne Kakaduer paa Mangrovetræets Gren. Sang om Styrt af vilde Floder i det fjerne Afrika, sang om Nilen, Havets Broder, Middelhav og Marmara — Om Flamingo’er, rosenrøde, lysende langs Syrtens Bugt, — hvad en lille Fugl kan møde paa sin muntre Verdensflugt. Sang og sang! om Sommerrugen, som har gynget Kjærnen fuld, sang om alt, der gror og grønnes i og om og over Muld. Sang om Sol og brune Bier, dansende om Kubens Karm, sang om hvert et Straa, der dier Jordens underspændte Barm. Sang om Bækkens lange Latter over alt og Ingenting, sang om Aaens Arm, der fatter Landet i et Kjæmpesving. Sang om Bær, der ensomt rødme i den brune Hedelyng, sang om Æbleblomstens Sødme og om Gjærdesnerlens Slyng. Sang om Strandens Baad, der prøves under Støj af Klittens Børn, mens Septemberluften kløves af den vilde Fiskeørn. Sang om lyse Sommernætter, Mosebryg og Møllebrus, klingre Slag af sorte Spætter, Aftenrøg af øde Hus. Sang om Kvæg i Hjorde hvide og den stolte Hjorts Gevir, Svaleleg ved Aftentide om et skovgjemt, irret Spir. Og den sang om Morgenrøde, sang om Hejredans i Dug, naar en Falk gi’r Ungen Føde under stive Tidslers Buk. Sang om Jordens største Lykke, sang det op i Præstens Spind: Mand og Kvinde, elskovstrygge, ømt forenet, Kind mod Kind! Og nu selv en varm Forkynder, nidkjær indtil Marv og Ben, synger den om søde Synder bag en dugget Hybengren. Jubler ud sin galne Viden om et Hyttetag af Rør, dér en Rede lun og liden bag en revnet Forstu’dør. Og den ler sig Vingen kroget, som den sig i Siden tog, gjør et Hop og slipper noget ned i Præstens sorte Bog. Men forfærdet ved sin Gjerning ud den sig fra Bjælken svang, mens med Djævlen kastes Terning om din Sjæl endnu engang. ⁹/₁₁ 1908.

TIL EN PLOVKAMMERAT.

V i døjed og pløjed paa Fædrenes Grund, mens Hjejlerne fløjted fra Lavningens Bund. Da sprang der en Skagle, i Staa gik vort „Ho’s“, og Pokker tog Ploven, og Livet tog os. Men endnu vi elsker hver Hjejle paa Knold, og stadig vi fører en Plov i vort Skjold. ¹⁴/₁₁ 1908. Noter.

VIGGO HØRUP.

S aa rejses Sten for Døgnets bedste Mand, som længe dvæled i sin Tystheds Have. Thi hvad du end har tabt, mit Fædreland, du var bestandig rigt — ved dine Grave. Og skjønt dit Navn kom sjældent i hans Mund, fordi han havde Sky for tunge Navne, var det hans Pulsslag til hans sidste Blund sit Land ved al sin lyse Kløgt at gavne. Han var ej Manden med den ene Tanke, der kløver Rummet for den nye Dag, men tusind Tankegnister, lynildblanke, sprang fra hans Esse i vort Hjærteslag. Hvor har han glødet vore unge Kinder til nye Tag i Nederlagets Stund, naar ingen uden han saa Fyr bag Sund og Frafalds Taager knuged alle Tinder. Han var en Spejder ind i Fremtidslandet, det Land enhver med Graad har stirret paa, den fjerne Kyst med lyse Løfter randet, men som vi aldrig, aldrig selv skal naa. Den Viden har dog ej hans Ildhu hemmet, han var ej nogen haabløs Pessimist; thi der er anden Tro end den paa Christ og andre Haab, end dem vi fik beskjæmmet. Han saa i Frihed Livets dulgte Kilde, derfra hans Had til alle gjorte Baand; mod Thybo-Pral han satte Folkesnille, derfra hans Kjærlighed til Vid og Aand. Og Folkeguldet dybt i Undergrunden med Sprogets Bor han løfted op fra Bunden. Den som har set ham under Bøgeløvet, naar Juniflaget til hans Vid slog Smæld, naar Fjendens Vaaben, ved hans Ordkunst døvet, blev gjort til Prise i et Spottevæld, han glemmer aldrig Lyset paa hans Pande og ej hans Øjes stærke Tindrekraft, som naar en Kriger mod en Angrebsbande med løftet Hoved slipper Lansens Skaft. Hvor var han skjøn i Ordets Kunst og -Formen, skjøn i sin unge, kjække Fremadstormen! Hvor gjerne hørte vi hans lette Pile i Døgnets tungtbevæbnede Debat! Som David kunde han i Kampen smile ad Reaktionens plumpe Goliat. Og Goliat — ja, han fik mærke Slyngen, dens flinke Sus, dens muntre Stenes Syngen! Vi gaar en ond og uglad Dag imøde, da det som laa ved Horisontens Bræm som Truselsky mod Land og Folkegrøde skal fedtes, fuskes, luskes, lumskes frem. Vær da paa Plads hver Mand i Gaard og Hjem! Tag frem hans Vid, hans Glød, hans Fylkingstaler, hans Svøbes Strimer og hans Kampsignaler! Saa fjern da Dækket fra hans Mindesmærke, og blot hans Pande for den danske Regn, at han ved sine Træk, de kloge, stærke, kan tale til os som et Kampens Tegn. Saa længe Viddets Lyn om Pennen knitrer, hans Hoved højt i Brændingssprøjtet staar, og frie Aander fange Sejr og Saar, mens Kunstnermalmen i hans Bryn forvitrer! ²²/₁₁ 1908. Noter.

DORRES SANG. GAMMELT MOTIV.

J eg gaar i tusind Tanker og elsker den, jeg ej kan faa, han vist i Glæden vanker mens Sorg jeg lide maa, stor Sorg, som jeg i Hjærtet bær for dig min Ven saa kjær; det voldte falske Mennesker og derfor Sorgen er. O, havde jeg ej skuet dit Ansigt og de Øjne blaa, saa var jeg aldrig kommet til Kamret, hvor du laa, saa bar jeg ej paa dette Sting her inderst i min Barm og kjendte ej den Angstens Ting, som nu gjør kold og varm. Nu er jeg mere ensom end Træet paa min Moders Grav, naar det om Natten suser bag Kirkelaagen lav, og i dets stille Skyggefavn jeg finder snart mit Sted, det eneste jeg kjender nu hvor Sorgen gi’r mig Fred. Efteraar 1908. Noter.

LIMFJORDEN.

H vor herligt du lyser, du krummede Fjord, der slynger de Sløjfer i Sønder og Nord, du Vindenes Orgel, du tonende Vand, der bræmmer med Skummet din riflede Strand! Mod laveste Hytte som højeste Tegl du leende løfter dit smigrende Spejl; og Baadenes Flokke, de sejlhvide smaa, du hvister saa højt, som din Bølge kan naa. Smaaøerne slumrer paa Bredningens Bryst, og Kirken hun lyser saa kjønt paa din Kyst; i Spejlet mod Bredden, naar Solen er lav, staar Taarnet forsænkt som en Elfenbensstav. Bag Baaden der jubler det badende Barn, mens Faderen reder det skjællede Garn; Vestsolen beføler hans Hue og Kind, og Straalerne strømmer i Maskerne ind. Hør Tamgaasens Gjæk fra den lerede Brink, hvor Sol gaar i Hav under milelangt Blink; en Plasken med Aarer, en Svirren af Myg, en Rørsangers Fløjt i den sænkede Byg. — Men Billedet skifter saa let som en Vind, min Fjord har vel tusinde Masker og Sind; mod Kvæld kan den kysse din Stævn med et Smil, ved Gry maa den danse med Stormen en Ril. Se Maagernes Hvirvlen, hør Spovernes Træk, — et Strøg mod dit Hjærte, og Lyden er væk! Hvi skjælver du, Hjærte, hvi drypper min Graad? Jo, Barndommens Spover de krydsed min Baad. — Ej fandt du, o flyvende Svane, en Kyst, hvor renere lyste dit tonende Bryst; og hvad kan vel løfte din dragende Sang som Fjorddalens Bugtning saa lys og saa lang! — Hist Fiskeren tjærer sin bugede Kjøl, mens langt over Vigen gaar Køernes Brøl; ved Bækken, hvor Bugten den bøjer sig ind, der skridter en Pige saa fast og saa trind. Hun løfter fra Aaget den blinkende Spand og skyller ved Bækken dens Munding og Rand; mens Blomsterne myldrer om Ankel og Kjol, hun malker sin Ko i den stigende Sol. — Hvor herligt fra Klinten at tælle de Næs, de hundrede „Hager“ med saltsvedet Græs, med Stude i Række og Kalve i Ring og spejdende Terner i sejlende Sving! Hvor dejligt at se i det kimede Gry letsløret ved Bugten en rødstenet By, hvor Duerne kredser om Toldhusets Tag, mens yderst paa Molen der flimrer vort Flag! — Hvor fattigt du var dog, mit Fædreneland, om ikke du ejed din Fjord og din Strand, de krogede Hager, de bittesmaa Næs, hvor Rylerne ruger i saltsvedet Græs! Men blev du end fattig paa Skov og paa Land, du vandt dig Erstatning i syngende Vand, og Fjorden med Vader og Vejler og Vig den gjør dig for Øjet saa kjær og saa rig. Thi den, der ved Fjorden som Mand eller Barn har jublet og tumlet med Baad eller Garn, han glemmer ret aldrig paa Jorderigs Rund hint Maaneskinsspejl paa dit ensomme Sund. Og den, der som Yngling bag Fjordsivets Hang har kysset den første, den saligste Gang, han ejer et Minde, som aldrig vil dø, han kommer hver Sommer paany til din Sø. Decbr. 1908. Noter.

SVALEN.

H ør hvor let dens Vinge smækker mod den tunge Kløverdusk, mens den som en Skyttel lægger Farten gjennem Røg og Rusk. O, du lille verdsligkaade, Flugtens fødte Favorit, som til Livets tunge Gaade ikkun har et let „Kvivit!“ Vilde du kun tit mig følge lig en lille venlig Aand, som du nu paa Luftens Bølge næsten strejfede min Haand! Vilde du kun tit mig lede som i hine fjerne Aar paa min Barndoms tunge Hede til min Faders lave Gaard! Aa, naar du paa Blæsten vendte og mig i mit Ansigt saa, var det næsten, som du kjendte Barnesindets Sorger smaa. Ja, det var som om du tøved et Sekund og fritted mig: „Hvi er lille Bror bedrøvet, hvorfor ikke glad som jeg?“ Men naar du saa Gaarden stige bagom Kaalgaard-Popler frem, svandt du langs det lange Dige — for at følge andre hjem. Sildig Aften, tidlig Morgen: samme Flugtens muntre Sting; samme Svinden, tyst, forborgen, som var Sagen ingen Ting. — Naar en Dag mit Blik skal briste, og min Aand maa flagre frit, bân du Vejen for min Kiste med dit elskede: „Kvivit!“ ²⁹/₁₂ 1908. Noter.

DER SO TOW KRAGGER.

D so, sad; tow Kragger, to Krager; skjenner, skinner; nevved den aan, næbbede den anden; Hjatens, Hjertens; er so tow Kragger po Kistelbakk nej, som æ Suel den skjenner! — den jen den nevved den aan i æ Nak, for de war tow Hjatens Venner. dje villerst Ving, deres bedste, rappeste Vinge; søn en Pa Tow, saadan et Par; gjenner, driver paa; Saa fløw de da op po dje villerst Ving, nej, som æ Suel den skjenner! — for Kos! som søn en Pa Tow ka swing, nær føst det er Elskov, der gjenner! standed, laved; Stror, Straa; skred, nette og glatte; en pænner, en pænere. Saa standed de dem en vilre Red, — nej, som æ Suel den skjenner! — af Gren saa glatt og af Stror saa skred, saa ingen kund ønsk sæ en pænner. hwist, kaste op og ned; Taarier, Taaber; laant, langt; Dér lod de dem hwist af Vind og Vejr, — nej, som æ Suel den skjenner! og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sejr, laant skjønner end Kragger fortjenner. Swej, Svie; lenner, lindre; Snaar kravlt der en Ung paa hwer en Pind — nej, som æ Suel den skjenner! saa swot som æ Muer i Sind som Skind; den Swej er der ingen, som lenner. betle, bitteliden; vend, vendte; Awer, Ager; saaned, sandet; stjenne, stenet; Aa, war en som søen en betle Fowl, — nej, som æ Suel den skjenner! saa vend a aalle med Grêf og Skowl en Awer saa saaned og stjenne. stogend, stærk, foroverbøjet; jenne, alene. — Det bemærkes, at stjenne og jenne er fuldt forsvarlige Rim paa skjenner, da r’et i Slutning af Ordene som oftest er stumt i Fjandbomaalet. No gor a saa stogend laangs Kistelbakk — nej, som æ Suel den skjenner! for tow ka nevves, og tre ka snakk, men den ka kuns sukk, der bløw jenne. ³/₁ 1909. Noter.

IMELLEM TO MØRKE HØJE.

I mellem to mørke Høje jeg vogted som Barn min Faders Faar, og Mulden gav mig sin Møje, og Solen flammed mit Haar. Men Verden tindred i Dis og Drøm, og Barnelængslerne vimred som Siv i den dybe Strøm. Imellem to mørke Høje der saa jeg dig, Mor, saa trælsomt gaa med Sorg i det søgende Øje og Tørklæd’ om Tjavser graa. Der kom du saa tit og strøg min Kind, og Strikkepindenes Tinglen lød sølverne ømt til mit Sind. Imellem to mørke Høje Fuldmaanen saa jeg for første Gang, som langt i Havet en Bøje i Himmeldybet den hang. Jeg fulgte dens Vej over stille Land saa mangen daarende Aften langs Bækkes klukkende Vand. Imellem to mørke Høje jeg stirred mod Tordenens Lynildsskrift, saâ Rugen lydigt sig bøje for Bygens voldsomme Drift. Saa blev jeg blandt tvende Mødre delt, min egen Mor og Naturen, og ingen jeg svigtede helt. Imellem to mørke Høje kom Kysset til mig paa bitte Sko, foran mig i Skjørt og i Trøje det stod i Lyngen og lo. Da blev mit Hjærte saa fuldt og trangt, men da jeg vilde det fange, det ilede milelangt. Imellem to mørke Høje jeg ledte med Nyn mit Plovøgsspand, mens Skyggen fra lyngladne Fløje laa tungt paa det stride Sand. Og svandt alt Lys af mit Digt en Stund, da var det de Højes Skygger, der mørkned mit Sangvælds Bund. Imellem to mørke Høje der vilde jeg gjerne sænkes ned en Dag, om det kunde sig føje, da Byggen af Skederne skred. Saa havde jeg fundet det gamle Spor og kunde nu evigt slumre i Hjemmets hellige Jord. ⁴/₁ 1909.

DEN JYDSKE FORSKNINGS OLDERMAND H. F. FEILBERG. H biel, flittige; æsler ve, arbejde uden Stands; wor er æ skjøn, te de er te, som vil det gued bewaar, som goer saa biel og æsler ve og kan sæ aalle spaar! stredde, dygtig, fast paa Benene; stywle Bied, et godt Stykke Dagværk; æ Awr, Ageren; — Do war saamøj en stredde Knop, der gjord en stywle Bied, der vild, æ Awr skuld ploves op, fâr Dawsens Suel gik nied. Omfer, Omfure, een Fure op og een Fure ned til modsat Side; Kraag, Krage; Si dæ no om, og kik tebaag: En Omfer heller tow, læd ham saa komm, æ Awtenskraag, og hwil sæ po di Plov! taangle, tungt, tungtladende; skjarer, glimter svagt; Rue, Rude; Fue, Fure. Og gor æ Maan saa taangle op og skjarer po di Rue, der dripper Sagn i æ Lyng si Top og Guld af hwer di Fue. ¹⁵/₁ 1909. Noter.

VED ENGSØEN.

M aa jeg tage din Haand, nu det dufter af Hø, og den sølvblanke Helt skjærer Strimer i Sø, maa jeg føre dig did til den nærmeste Stak og se Kjærulden kysse paa Skjørt og paa Frak? Maa jeg lægge min Arm om dit vigende Liv, mens det knitrer af Sol i de sænkede Siv, maa jeg løfte dit Slør over Straahattens Rand, her hvor Aakandens Blad breder Bro over Vand? Se, dit Haar er saa gult som en Bygager-Sti, og den høstmilde Sol fletter Guldtraad deri; naar jeg hvisker ved Øret, hvor Kinden er brun, o, hvor bølger det kjært i Smaagrubernes Dun! Og dit Blik gaar i Drøm over Aakande-Bro, mens du vipper en Blomst paa din vristhøje Sko, og en Græshoppe stryger sin Mos-Violin, og du trykker min Haand i et langt: „Jeg er din!“ ⁴/₅ 1909. Noter.

RINGEN.

H an gaar og tænker, hun gaar og traller, hun traller snart til Alverdens Ting, og hendes Latter af Struben gjalder, da rød han minder om Fæstensring. Han gaar og skjæver, hun gaar og skjænder, hun skjænder nu for Alverdens Ting, for Letsinds Luner, der langsomt vender paa Elskovs Veje et Sind omkring. Han gaar og fløjter, hun gaar og flæber, hun flæber snart ved Alverdens Ting; og Spørgsmaal saarer, og Svaret dræber, som Frosten dræber en Knop i Spring. Hun gaar og pylrer, han gaar og pytter, han pytter nu ad Alverdens Ting. Men hænde kan det, han Haanden knytter om denne snærende lumske Ring. ⁷/₅ 1909. Noter.

EN LYSTIG SANG. SKOTSK MOTIV.

E n lystig Sang, ja en lystig Sang, kan ingen gi os en lystig Sang! Min sidste Daler saa gjerne sprang, blot én nu gav os en lystig Sang. En lystig Sang, ja, en lystig Sang gi’r Armen Styrke og Hamren Klang, og Dans blev selve den Haltes Gang, hvor Foden gik til en lystig Sang. En lystig Sang, ja, en lystig Sang, til den vi mejer vor Rug paa Vang, og tager Svenden sin Glut paa Fang, han gjør det helst til en lystig Sang. En lystig Sang, ja, en lystig Sang, saa Tryk og Tynge fra Barmen sprang. Blev Hyttens Skodder dig lovlig trang, stem Ryggen mod til en lystig Sang! En lystig Sang, ja, en lystig Sang, hvori Alverden sig muntert svang! Og spandt os Præsten sin Ten for lang, vi klipper af med en lystig Sang. En lystig Sang, ja, en lystig Sang, til den har Livet som Døden Trang; og skal jeg slutte mit Liv engang, jeg gjør det helst ved en lystig Sang. ¹²/₅ 1909. Noter.

BONDEN OG SKRÆDDEREN.

D er kom en Skrædder til vor By: Klip — Klap og Klip! Han skulde mig en Kjortel sy. Klip — Klap og Klip! Men saadan skar han af og fra — eja, af og fra — at der kom Buxer ud deraf. Klip — Klap og Klip — Klap og Klip! Da Næven jeg i Bordet svang, Klip — Klap og Klip! saa Saxen over Kovsen sprang, Klip — Klap og Klip! „Af Buxer har jeg mer end nok — heja, mer end nok! og fler betales med min Stok!“ Klip — Klap og Klip — Klap og Klip! Der stod to Tøfler for en Dør, Klip — Klap og Klip! hvor aldrig jeg saa Tøfler før, Klip — Klap og Klip! Og da jeg ind i Sengen saa, eja, Sengen saa, den Skrædder bag min Datter laa, Klip — Klap og Klip — Klap og Klip! Den Maane grined grumme fæl, Klip — Klap og Klip! da jeg tog Skrædren ved hans Hæl, Klip — Klap og Klip! Og over Kaalgaarddigets Bræm, — heja, Nældebræm — jeg hjalp ham lidt ad Vejen hjem, Klip — Klap og Klip — Klap og Klip! Hans Fingerbøl, en Kjende klemt, Klip — Klap og Klip! det havde han i Sengen glemt, Klip — Klap og Klip! Og Tøsen, som min Datter fik, eja, nødig fik! den ligned Skræd’ren paa en Prik, Klip — Klap og Klip — Klap og Klip! Nu sidder jeg bag Vindvets Læ, Klip — Klap og Klip! og fimper Barnet paa mit Knæ, Klip — Klap og Klip! Det peger ud paa Lam og Føl, heja, mine Føl! og leger med hans Fingerbøl — Klip — Klap og Klip — Klap og Klip! Foraar 1909. Noter.

AUTOGRAFSAMLER.

J a, bejste Hr. Meyer! det er, som a sejer: en Løfte er godt, men aa hold’en er bejer; og a haar no lowe, saavidt som a howe, aa send Dem en Urd imell Unnen og Dowe. howe, husker; Unnen, Middagsmad; Dowe, Davre.

Men hwad a ska sej Dem, hwad Knap a ska drej Dem, det ved a sgi naple, hwis ett a maa træj Dem. Men De ska jo ha æ te jen, som De ga æ, en Stoder „der samler“; naa, kom saa og ta æ! sgi, saamænd; træj, ærte; Stoder, Stodder; a æ, tag det;

Det vil a forær Dem. Gid Fanden fortær Dem, om tire med den Slaw De’el besvær Dem! ¹²/₉ 1909. Noter. Slaw, Slags; skaalmer, spejder anstrengt.

AN’ VÆVER.

G amle An’ Væver hun færdes saa stille som nuslende Mus mellem Siv, kjender saa lidet til Døgnets Larm og Verdens fortumlende Kiv. Gamle An’ Vævers brøstfældige Hytte har altid et Lys i sin Rude, skinner saa langt over vildene Hede for alle som sildig er ude. Gamle An’ Væver hun karter og spinder til dybt i den øde Nat, taber i Søvne den slingrende Traad og faar den møjsommelig fat. Gamle An’ Væver gaar rundt om sin Hytte, mens Duggen i Kaalene falder, skaalmer ud mod de brede Kjær, hvor rugende Vibe skvalder. Regnfang dufter fra Kaalgaarddiget og Løg bag Lavendlers Hegn, ved da gamle An’ Væver for vist, at Natten vil ende i Regn. Kilderne hulker i Sommerkvælden og Hededammene dampe, spærrer hun da for Høns med Told, for Faarenes Sti med en Krampe. Kornmo’ blamrer i Hederugen og flimrer paa sodet Bjælke, sitrer et Nu mod den hvide Gavl, hvor Silden hænger til Spjælke.* Henter hun stille ved Brønden sin Si og lukker saa Katten ind, ser under Karmen den rødlige Maane, mens Døren hun skodder med Pind. Gamle An’ Væver — saa fattig hun lever, saa kongelig dog hun drømmer, mens Natteregnen paa Tagets Mos sin Skaal saa dulmende tømmer. 1909. Noter. * hænger til Spjælke, hænger til Tørring.

TRINES KO. JULEAFTENSTEMNING.

N u skal du ha din Havrekjærv, og jeg skal ha’ min Nætter; lidt lyet Vand for gammel Tand jeg her i Krybben sætter. Brug du saa kun din gamle Mund; jeg har jo mer i Loen! En saadan gjæv og yndig Stund man sørger først for Koen. Du kom her, da min Mand faldt hen — Gud vær den Synder naadig! Han tured op hver fattig Del, hvorover vi var raadig. Ved dig kom jeg paany til Krylt, du hjalp mig sgi paa Fode, saa Gris blev rund og Barnet sund, og begge gik til Gode. Ja, Sønnen maatte hjemmefra, ham har jo Verden taget; nu er han i Amerika. Det gaar ham godt i Faget. Han fik din Mælk — med Fløden paa, skjønt Høk’ren skuld’ ha’ haft’en. Jeg tror da nok, at jeg tør spaa, der kommer Brev i Aften. Du gik og gnov blandt Pors og Siv det bedste, som du kunde; og hvor du bed, du gamle Liv, der bed du skam i Bunde. Og du kom hjem med Yv’ret spændt og Aftendug i Skjægget; min Haand dig linned Strent i Strent, mens Drøvlen du bevæged. Og Katten kom i Spring derhen og satte sig for Døren, til Pattens Straale ramte den imellem begge Øren. Og Duggen faldt paa Brøndens Sten og paa mit Hovedklæde, og Katten slikkede sit Ben for Mælkens spildte Væde. Ja, være to, som Dagen lang er i hinandens Tanker gjør Livets Byrde mindre trang selv mellem Hedebanker. Og du skal aldrig lide Nød og staa med Sider hule, saa længe jeg en Skive Brød kan række mod din Mule. Nu er du skjæv i hvert et Led, det plumper hult i Bugen, naar du vil rigtig rask af Sted og ta et Nap af Rugen. Og selv er jeg en Stummeltaa af bare Slæb og Ælde, hvis slidte Rok kun smaat vil gaa, og snart vel Pas maa melde. — Nu ringer Degn til Nadverfest, nu falder Rim paa Stene, og Juleklokken høres bedst af dem, der sidder ene. Snart kommer alle Stjerner frem, og Frosten gjør dem blanke; det bitte Barn fra Bethlehem er nu i alles Tanke. Lang er den Vej og krum den Sti, der bærer over Hede. Gaa da, min Gud, ej Dør forbi, find gamle Trines Rede! Skjænk Livsens Brød mig rundelig, velsign min Kjærv paa Loen, vis dig mod mig miskundelig, og giv mig Kalv i Koen! Decbr. 1909. Noter.

MEJERIST ESPER ANDERSEN, JEBJÆRG. D e gamle Dage er ikke glemt, det huskes den Dag i Dag, hvor muntre Svende med Luthen stemt sad under dit gjæve Tag. De gamle Dage med Fart og Fut, med Sang mod Maskinens Hvalv, mens Dampen stemte sin vilde Luth saa Lofte og Vægge skjalv. De gamle Dage, da Mosen laa for gamle Ann’ Fiskers Dør, med Spindelvæv over Pors og Straa og brune, duskede Rør. De gamle Dage med Glassets Bryg, med Sejre paa Cyklesti, med Maaneskinsridt over Jyllands Ryg, de tusind Gaarde forbi. De gamle Dage da Livet jog os begge med „Huj“ og „Høj“! da paa min Bondefele jeg tog de første prøvende Strøg. De gamle Dage blir aldrig glemt, dem skyller ej Døgnet bort; og skulde vi faa vor Luth forstemt vi prøver en frisk Akkord. Julen 1909.

FORAARSTEGN.

M or, har du set, hvad der staar bag Diget? Gjæslingblomster saa bitte smaa! Bladet kløvet og Kronen fliget, lige skabt til at kysse paa. Klare Spirer paa Mulden letter, suger Kræfter af Dybet op, fæster Roden i varme Nætter, laaner af Solen til Blad og Top. Mor, har du set, hvor Haren springer Pløjefaldet som ingenting; Viben kroger de korte Vinger, øver sig kaadt i Baglændssving. Engen bulner om Rylens Rede, Grøften pyntes med friske Flæg, langt i Marken — som halvt i Vrede — slænger Haslen sit falske Skjæg. Mor, har du set hvor Koen tripper længselsdrukken paa Baasen kvalm, malker mindre i dine Stripper, snuser med Haan til den mugne Halm? Det er de spæde Kim i Kjæret, Blomsterspringet ved Bækkens Rand, det er det lange Sug i Vejret, Gudevarslet til Dyr og Mand. ²⁹/₁ 1910. Noter.

PAA KJÆRE GRAVE.

I. S aa mangen Slægt lig knækket Rør sank ned for denne Kirkedør. Velsignet I, som segned her i Læ for Sorgers Bygevejr. II. I ærlig Kamp, i ydmyg Tro I stille stred for Børn og Bo. Slog Kornet fejl paa karrig Jord, I rejstes ved et Fadervor. Januar 1910. Noter.

GAMMEL KA BAKK.

E mærked aa, mærket af (til Mergelgraven); æ Arbed, Arbejdet; nø, noget; en Kjend, lidt; æ Staang, Staalstangen, hvormed Mergelen brækkes løs; javn hænges i, hænges godt i; Ka, Karen; Tôj, Tøjte; stent rejn fræ æ Brakk, aldeles gaa fra Gaard og Grund; te, at; r æ Plads mærked aa, sæt æ Arbed i Gaang, fo nø Mergel laa op po æ Brink! Spyt en Kjend i jer Næv, far I tar om æ Staang, for saa lider jer Arbed saa flink. Der ska javn hænges i her ved gammel Ka Bakk, hwis a ett som en Toj vil stent rejn fræ æ Brakk. Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, læ mæ si, te jer Skovl de ka go! jenne, alene; tawn a mi Tow, taget af mit Uld; staaln, stjaalet; jenywed, enøjede; Urd, Ord; A er Enki og gammel, og jenne om aalt, og ikki jen Kjeft en ka trow! De haar tawn a mi Tow, de haar staaln a mi Maalt, de har malked mi jenywed Kow! Men misæl om de søen lurer gammel Ka Bakk! A ska wal fo en Urd med de Fyrer aa snakk. Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, læ mæ si, te jer Skovl de ka go! Taag, Tag; hænger nejle te Drep, hænger lavt til Dryp; brødt, brudt (af Seletøjet); stolter aa, stavrer afsted. Ja saamænd er æ Hus baade gammel og ring, og æ Taag hænger nejle te Drep, og mi laangtænded Øg de er brødt paa dje Bring, og a sjel stolter aa ved æ Kjep. Men æ Skatter maa klaares, æ Gord holdes opp, om saa det ska knaag i hwer Navl og hwer Stropp! Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, læ mæ si, te jer Skovl de ka go! Rueser, Roser; andt, andet; Se, Udsæd; æ Trate, Traven; A haar ett danst paa Rueser saa lidt som paa andt, a fæk aalle danst møj i mi Daw. A maatt ta mud æ Gord med si Gjeld og si Pant, og den Se gir kuns smaat i æ Traw. Om æ Stolper er skjøv, om æ Væggi er vind stor æ Gord paa si egn, og indno er en min! Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, læ mæ si, te jer Skovl de ka go! Towt, Tofterne; æ Kuen, Kornet; mo, modent; sej med Sand, sige med Sandhed; ta æ, tage det. Der er nøj i wor Hjat te vi knap ka forsto, som ka rør wos ved søen en Krumm Jurd; nær æ Towt legger grønn, og æ Kuen æ saa mo, det ka bind jen paa Haand og paa Fud. A vild gjan sej med Sand, nær a sto for Worherr: A haar stridt for mi Grund, do faar ta æ, som det er Læ mæ si, te jer Skovl de ka go, bette Kaal, læ mæ si, te jer Skovl de ka go! ²²/₁ 1910.

MORS ROK.

S purven sidder stum bag Kvist; saamænd, om ej det fyger! Kaalgaardpilen piber trist for Nordenblæstens Byger. Lul, — lul! Rokken gaar støt i Moders Stue, og jo mere Vinden slaar, desmer faar Arnen Lue. Skarpe Smæld af branket Malt, og Karters kaade Skratten, fjerne Grynt af Husets Galt og Barneleg med Katten — Lul, — lul! Rokken gaar, flittig Foden træder, kun saalænge Hjulet staar, som lille Søster græder. Far har røgtet Kvæget ind, med Halmen tættet Karmen, gnedet Grisens blanke Skind, at den maa holde Varmen. Lul, — lul! Rokken gaar! Far mod Stuen stiler, Mor en Bugt paa Traaden slaar, ser op paa Far og smiler. Barnet i sin Mørkningskrog ta’r søvnig til at gabe, snart det vil sin Billedbog af de Smaahænder tabe. Lul, — lul! Rokken gaar! Ild om Gryden slikker, Vejrets Svøb om Gavlen slaar, og Hagl mod Ruden klikker. Mor kan næppe se sit Spind og næppe Traaden mage; hej, da bæres Lyset ind og stilles i sin Stage. Lul, — lul! Rokken gaar! Tenens rappe Vinge over Fyrrebjælken saar en Skok af Skyggeringe. Pigen nys fra Gruens Glød svang bort den sorte Gryde, sænked den i Sengens Skjød for Grødens Trods at bryde. Lul, — lul! Rokken gaar! Nadverbordet samler; Store sidder, Mindre staar paa Bænk og bitte Skamler, Far ta’r ned saa tung en Bog, med Gud han hvisker sammen, famler lidt ved Spændets Krog og lukker med et: Amen! Lul, — lul! Rokken gaar, Ensomheden synger, Mulmet tæt om Taget staar, og Sneen gaar i Dynger. Her ved Moders gamle Rok hun lærte mig at stave, synge om „den hvide Flok“ og „al hans Naadegave“. Lul, — lul! Rokken staar! Men dens Nyn og Sange vemodsfuldt mod Hjertet gaar, naar Kvældene bli’r lange. ²⁶/₁ 1910.

VED BJØRNSONS DØDSLEJE.

S aa vejer vi nu atter i vor bævende Haand de Gaver, der kom fra din sangstærke Aand. Vi kysser dine Gaver, vi signer din Aand, imens der drypper Taarer paa Skatten i vor Haand. ⁴/₂ 1910. Noter.

PJALTE-KREJSTEN.

H ans Kjortel er laset i Sømme og Foer, hans Hat er ej ganske ny; hans Væsen er tolket i disse Ord: Han tjente General Rye! Han bærer med stive Soldaterskridt sin Sæk gjennem Jebjærg By, som fulgte han end i behersket Trit sin Herre General Rye. Hans Blik er myndigt, hans Mine streng, hans Skjæg er sort som en Sky, de flygter for ham, hver skjødesløs Dreng, som Tysk’re for General Rye. Er Vejen pløret, har Skoen et Læk — hans Holdning er lige kry; han bærer saa rank sin Raltesæk, som Fanen for General Rye. „Det skal dog kjendes af én og hver i denne elendige By, at det er den Krejsten, som kommer her, der tjente General Rye!“ Ved Sommer som Kjørmis, i Storm eller Læ han bærer de Pjalter af By, mens mod hans stive, posede Knæ det klirrer af Bismerens Bly. Og Krejsten haandterer med Færdighed dens prøvede Lod og Bly og vejer med stiveste Værdighed, som vejed han General Rye. Saa saa jeg ham gaa, den gamle Knark, med sit allerhovneste Blik; en Tøs fik et Nik, og en Hund fik et Spark, alt efter Soldatens Skik. — Saa gled fra hans Axel Posen ned; bag efter sank Lod og Bly; han famled tilsengs — med værdige Fjed, og gik til General Rye. ⁴/₂ 1910.

KRITIK.

E t Steds i Skoven, hvor Bøgen er Vært gav Nattergalen en Aften Koncert. Alle Partier var himmelglade ved denne natlige Serenade. Bøgen stod med de stilleste Blade, Skyerne listed paa Sokker afsted hen over Himlens blaanende Bed. Uglen sad fornem med lodne Fødder, Egernet vimsed omkring og bød Nødder. Smælded for højt et Elskovskys hørte man Natravnen hvæse et: „Hys!“ I Fremmedlogen sad Maanen ene og laante Lys til den halve Scene. Og rundt omkring paa Kviste og Grene sad Skovens Sangere to og to og næbbedes sagte og stille lo, naar Mestersangerens Englerøst kildred en Streng i en Kjenders Bryst. Men midt i en Muddergrøfts første Parket sad der en Frø paa en gratis Billet. Den var der, skjønt ingen vidste for hvad, men Rygtet gik, den var no’et ved e’ Blad. Jo højere Nattergalen sang des lavere Frøens Kjæver hang. Med aaben Mund og svømmende Blik den kløed det Øre, den aldrig fik, den drejed sig halvt imod andet Parterre som vilde den sige: Har I hørt værre! og drejed sig atter uvillig om imens den memorerte sin Dom. At den vilde lyde paa Ærestab det kunde man se paa dens Hængegab. Sangeren tav; to Elskende sukked, Liljen sit Hoved i Græsset dukked; Stillidshannen i Maanens Skin saa sin Mage i Øjet ind. Uglen bed sine Neglerødder, Egernet aad sine egne Nødder. Da Sangens Toner var tystnet — plump! gik Frøen tilbunds som en Mudderklump, og kommen hjem — paa en Vandkalv ridende — skrev han i Frøernes „Berlingske Tidende“ en Kritik baade hvas og svidende. Nu er den Glemslens; let dunster væk den Dadel, der skrives med Mudderblæk. Her skal kun nævnes dens sidste Træk; der læstes — ligesindet til Skræk: „Jeg fandt i denne saakaldte Sang ikke ét eneste ærligt Kvæk!“ Saa slukked Maanen sin blege Lampe og lo, saa man frygted en Mavekrampe. ⁹/₂ 1910.

KJESTEN OG KRÆN KRESTEN.

K jestens Ko var saa god som to, det syntes da ogsaa Kræn Kresten. Saa blanked han begge sine Fedtlædersko, gik bagind og fried til Kjesten. Kjesten lo: „Du har set min Ko, men jeg vil nu elskes med Hjærte. Men Kors! som du har blanket dine Fedtlædersko i den fineste Kakkelovnssværte!“ Kresten lo: „Jeg har set din Ko, og Koen staar spejlet i min Sværte; men du, bitte Kjesten, i Tugt og i Tro staar spejlet herinde i mit Hjærte!“ Krestens Ord faldt i kristen Jord, skjød bugnende Ranker hos Kjesten; „Ja, naar du kan finde saa yndige Ord, gaa du saa kun bare til Præsten!“ ¹⁷/₂ 1910.

HØSLETS-VISER.

MORGEN FØR SLAGET.

H ar I nu Tænder i Riven sat? Er I parat, mine Drenge? Duggen har drysset den hele Nat, Leen har ventet os længe. Armen er styrket af Søvnen sund, Solen os hilser fra Bakkens Rund; bag Syrener forborgen kukker en Gjøg: Godmorgen! Mor har pustet til Arnens Glød, sysler derinde ved Davren; se, hvor Røgen fra hendes Grød sænker sig blødt over Havren! Mad hun smører, som kan forslaa, Øl hun styrter i Dunke graa, lægger en Klukkert i Tejnen, som kan ta’ Tonen fra Degnen. Nu paa Vognen enhver især! Plagen i Stenene skraber. Vidt opslaget, mod Østens Skjær Porten undrende gaber. Svalen svitter om Vognens Spand, Dagen venter den glade Mand, Blodet synger i Bringen dæmpet til Klokkers Ringen. ⁷/₂ 1910.

DEN BLANKE AA.

O g Plagene pruster i Morgentrav, og Pigerne gynger paa Vognens Skrav. Det ser man paa dem fra Top til Taa: „I Dag skal vi over den blanke Aa!“ Og bag dens slyngede, blide Strøm der skimter du Engen i Morgendrøm. Der er det en Himmerigsfryd at gaa i Junisol ved den blanke Aa. Og Karlene møder i Søndagsvest, og Pigerne pynter sig op til Fest, og Blomster røde og Blomster blaa dem ta’r du frit ved den blanke Aa. Og Karen har bitte, nette Sko, og Sløjfe der er paa dem begge to, og Maren har røde Strømper paa, fordi hun skal over den blanke Aa. Og hist hvor Aaen slaar Herresving, du faar dig en Kjærrest som Ingenting, mens muntre Myg og Libeller blaa de danser over den blanke Aa. Og ender det Hele med Fæstensring, med Kys, med Dans og med Herresving — de bitte Sko med de Sløjfer paa hvor tripper de sødt ved den blanke Aa. ⁸/₂ 1910.

SLAAKARLE.

V il I se paa Karle, som kan slaa? som kan gaa et Skaar og ta’ en Skraa, som kan mer end muge, som kan Knagen knuge — kom da hid, hvor Frøen springer om den nøgne Taa! Her er Arbejdslyst, her er Mod i Bryst, her er Leers kaade Klingen under Himlens Blaa! Forrest Thames med den brede Ryg skrider sindigt i en Sværm af Myg. Sjældent Thames jager, men sit Skaar han rager rent i Kanten, bredt, minsandten, som en Ager Byg! Aldrig ser han om. „Vil I med, saa kom!“ For hvert vældigt Høléhug hans Knæer gi’r et Syk. Efter ham de andre stile smukt som en Vildgjæsflok i Kileflugt. Ingen staar tilbage, hver sit Hug maa mage under Arbejdsrytmens fælles strenge Tugt. Græsset Skridt for Skridt føler Leens Snit, aander ud sin grønne Sjæl i Engens Honninglugt. Det er føre Karle der gaar hér, brunet, branket i al Himlens Vejr. Her er Røde Anders som kom hjem fra Randers hvor som strunk Dragon han nys sled Kongens Klæ’r. Paa hans stramme Læg og hans sno’de Skjæg ses, at han før Fredens Le svang Krigens vilde Sværd. Hvem er det, som skummer Græssets Dug med et Skjæg som paa en Gedebuk? Det er Jesper Røgild, barnefødt i Høgild; hele Hedens tunge Alvor er i Jespers Hug. Standses nok saa kort vender han sig bort, ta’r sig hos sin Lommelærke himmelvendt et Kluk. Her gaar Fjandbomand ved Sallingbo, skjønt de mages slet som Hors til Ko. Her gaar Esper Laanum ved Frans Over-Traanum, hvasse Leer som hvasse Kjæfter har de begge to. Dér er Kril i Krop; koger Galden op — mægtig som en Pommerbjælke falder Nævens Kno. Der gaar én, mens han gi’r Engen Smør, fimper bagudvendt hans Piberør; justement Kræn Lausen, „dæn’mæ en af Slavsen“! Han trak mest med Markedsheste ogsaa Bjørne før. Bagerst Bitte Drejs, Egnens mindste Splejs, fimrer som en Lammehale for en Faar’stidør. Og de føler salten Sved paa Kind, og de spænder Remmen mere ind, og de letter Huen over Tindingbuen og la’r Strygens Klokketoner muntre Sjæl og Sind. Naar det Strygekor tystner langt i Nord, høres Humlens dybe Brumlen i den varme Vind. ¹¹/₂ 1910.

JENS KUK.

H an kommer over Engen, han skinner som en Sol, en Hvirvelvind tog Hatten med, og Pokker tog hans Kjol, men af hans Lomme titter en Brændevinspistol med Livsens Draaber for en vranten Mave. For Resten ved enhver, at Jens Kuk er Snapsen værd, for han har kjørt for Greven paa Rydhave. Hans Øjne er det værste; Gud ved, hvad der er bedst! Det ene skeler østerpaa, det andet Syd Sydvest, men Fjolen bag hans Nakke er altid stemt til Fest, af Kukkens Fjol er Engens Glut en Slave; de valser ud og ind med Smaakrøllers Hop paa Kind, som valsed de for Greven paa Rydhave. Faa Kukken om bag Stakken, naar Snakken tør gaa løs, da holder sig i Siderne af Latter hver en Tøs, med runde Flynderøjne da sidder Bondens Knøs, mens Kuk la’r Viddet og Pegasen trave; men bedst som Tøsen lo, klapped Kuk en bitte Sko, for saadan gjorde Greven paa Rydhave. Men er der trist i Sjælen, og er det smaat med Sol, da fyrer Kuk en Kjende med sin Brændevinspistol, da stryger han ved Diget sin Kalveskinds-Fiol som vilde han i Skrat sin Sorg begrave; og snart han hildes ind i sit sære Tonespind og drømmer, han er Greven paa Rydhave. ²⁷/₂ 1910.

HUMLEBO.

H ørte du noget som summed her? Hej, for en Basse der brummed dér! Humlen er rigtig et arrigt Kræ, viser ej Forskjel paa Folk og Fæ. Hum, hum, Humlebo, Honning for dig og os beggeto! Her er nu Kagen med Honning i, „Kanden“ der er der Dronning i, du er dog Dronning for mig i Dag, spids nu Munden, du Glut, og smag! Hum, hum, Humlebo, Honning for dig og os beggeto. Tag du bare det bedste Bid, selv ta’r jeg saa det næste Bid. Jeg skal nok gjenne Humlen væk, mens du suger dens Celle læk: Hum, hum, Humlebo, Honning for dig og os beggeto. Nu med Rette din røde Mund kunde kaldes: din søde Mund. — Send mig dog ikke saa barsk et Blik, hellere hundrede Humlestik. Hum, hum, Humlebo, Honning for dig og os beggeto. Loved du mig din Haand og Tro, gav jeg vist dig baade Baand og Sko, fandt som Humlen et mosset Bo, hvor der var Plads til os beggeto. Hum, hum, Humlebo, da blev der Honning til os beggeto! ¹²/₂ 1910.

SØNDAG I MORGEN.

E n Aften paa Engen sa’ Jakob til Svend: „Godnat mine blankslidte Knage! De Gamle gaar hjemad med Haand over Lænd, vi to bliver ene tilbage! Saa gaar vi i Duggen en drabelig Tur, hvor ingen maa tænke paa Seng eller Uhr, thi vi har jo Søndag i Morgen!“ De gik, og de prated, og Klokken blev ti, da Hønsene blinker saa blinde, og de gled de fjerneste Gaarde forbi, og hørte dem snorke derinde; de lo af et Hjerte, som Sundhed gjør let, og gik af en Ungdom, der aldrig blir træt. De havde jo Søndag i Morgen! Den ene han skildred med ivrige Skridt en englegod, blaaøjet Pige, den anden han sadled sin Ganger til Ridt mod Fremtidens daarende Rige; og begge de næred det visseste Haab, og Hønattens Maane gav Haabet sin Daab, og de havde Søndag i Morgen! Og de kom igjennem en slumrende By, hvor der var spildt Hø over Gaden, en gabende Port, og en Gaard som var ny, hvor Forken stod plantet bag Laden; og Duggen den køled i Kindernes Dun, og Høduften fulgte, og Luften var lun, og de havde Søndag i Morgen! Og Maanen gik ned mellem Stakke af Hø, og Taagen laa blødt over Dalen, og langs med den smalle, graaduskede Sø faldt Ryle og Stær dem i Talen, og Hanerne sendte fra Portenes Hjald mod Dagen og Gryet, saa skingrende Gjald som aned de Søndag i Morgen. De studsed og vendte med Latter omkring, nu maatte der spares paa Snakken! Dog talte de stadig om hundrede Ting, før Gaarden blev synlig bag Bakken. Her standsed det første Par dyngvaade Sko. Men selv da de skiltes de skjæmted og lo og sang for den Søndag i Morgen. — Lyksalige Tid, da hver Morgen paany vi vaktes af Gjøgenes Kukken, da Stræbet var Leg, og da Ungdom og Gry de mødtes paa Sporet i Duggen! Thi har du end aldrig en Hvid i din Pung — den Mand, som er munter og frejdig og ung har altid en Søndag i Morgen! ¹⁵/₂ 1910. Noter.

KIRKEN.

J eg sidder ved Foden af Bakken, mens Kirken staar paa dens Top. Jeg lægger Ho’det paa Nakken, forsøger at sé derop. Du strækker efter en Himmel som ingen Stræben kan naa, og selv har jeg grebet svimmel engang efter Himlens Blaa. Jeg vilde ej Haabet slippe, jeg prøved og prøved paany, jeg rakte fra „Troens Klippe“ og fik i Haanden — en Sky. Du præker fra Kor og Krypter om Dogmer, som ej skal forgaa; men sét fra Himmelens Dybder vi to er nok lige smaa. ¹⁸/₂ 1910.

VOR BARNDOMS BÆK.

D er er en Sugen i vor Barm, som melder sig og gjør os varm, naar vi er mest alene: et Minde om en fældet Hæk, et Fløjt, et natligt Fugletræk i Luften bag vor Barndoms Bæk, hvor vi fandt glatte Stene. Det Sug staar ingen Mand imod, det sætter Fart i trægest Fod fra fjærnest Aftenrøde. Men staar du saa i Poplers Sus en Dag og ser, at alt er Grus, din Barndoms Grund, din Moders Hus, hvor maa dit Hjærte bløde! — Saa værn da ømt om Danmarks Land, dets blide Kyst, dets bløde Strand og Mejsens Bo i Hækken, lys over Haren Markens Fred, giv Ly og Læ og Rugested for alt, hvad Hjærtet hænger ved; men værn dog mest om Bækken! Du kjære blide danske Bæk, som bag om Hegn og Hybenhæk mod salte Fjorde glider, dit Vandrevand, din Puslestrøm har nynnet i vor Folkedrøm og pyntet Danmarks Kjolesøm fra Landets ældste Tider. Det gaar som Sagn i Slægtens Mund, at over Paradisets Grund Gud gød Dig som sin Gave. Da Herren stænged Edens Sti, du kom hans Flammevagt forbi. Hvor nu du gaar, du Syndefri, dér bli’r en Edens Have. Hver Sjæl, som slipper ned til dig, han vandrer langs din Blomstervej med Smil i Øjets Kroge; han er ej helt, som han var før, men som han fik bag dine Rør et Glimt af tabte Himles Dør og Paradisets Laage. Vel har jeg set saa mangen Flod, der svulmed vildt af Bjerges Mod og tordned i sin Vælde, men ingen Strøm som dig saa kjær, naar Dagen — efter Bygevejr — randt ud bag Aftenskyers Skjær til Hedefaarets Bjælde. Du gav mig Søvn og Barnebys og rakte mig din Mund til Kys med Vaarens første Kranse. Hér Vibemor paa Kuldet laa saa tillidsfuldt med Toppen paa, mens jeg med barnlig Undren saa Bruskokken slaas og danse. Om Krebsen drev, om Smelten bed, til dig gik Gangen stændig ned med Krog og Medestage; hos dig, min muntre Skjæbneflod, jeg væded glad min Barnefod og saa med Smil min Sol imod i Livets Lykkedage. Her stod jeg tit og mangen Gang, naar Lærken under Himlen hang og Humlebien brummed; naar Kalve sprang, og Bremser stak, og Tidslen gav mig Dun paa Frak, og Studen tungt af Bækken drak, mens sine Knæ den krummed. Kjær var du mig til hver en Tid, selv naar din Rim dig pudred hvid bag Isens Dødningmaske; da toned op fra Vaagens Mund en Grundakkord saa livsenssund, en Lyd, som naar fra Fjolens Bund et Klunk kan overraske. Du kildrede det vrantne Flæg og pusted Skum i Sivets Skjæg og løb din Vej med Latter; du slanged dig i Slyng og Slæng paa Mossets bæromsatte Seng og klimpred paa din Sølverstreng, Vildmarkens muntre Datter. I Dagens Larm du snakked med, i Nattens Mulm du lyste Fred og vilde alting skaane. Du skjulte det forfulgte Dyr, hver Frø som for sin Fjende flyr, og Laxen drog paa Æventyr i Skjæret af din Maane. Mod dig de drages, store, smaa, de blonde, som de isengraa, i Pynt og Hverdagstøjet. Selv Bedstefar med hvide Haar endnu med Kjæp til Bækken gaar og mindes der sin Alders Vaar og blir saa tung i Øjet. Her bandt hvert Aar min kjære Mor en Kost af Pinsens Blomsterflor og sang saa ømt bedrøvet. En Blomst var rød med Stænglen hul, og én som Æggeblommen gul. Den Kost, hun gjemte langt bag Jul og værged den mod Støvet. Her plukker Pigen Hjærtegræs, mens Karlen slaar det sidste Læs og Skvaldregjøgen kukker; han kukker lavt om Knoldekjær, han kukker mer og mere nær, som spurgte han: „Hvad gjør du dér, o, Glut, mens saa du sukker?“ Her kommer de og titter ned, hver som fik Sorg i Kjærlighed, og Bækken ingen hindrer. Om Yngling eller Pigelil, de lytter tænksomt til dit Spil og græder hjærtetungt dertil og synes, at det lindrer. Aa, skjænk mig, Bæk, den svundne Fryd: at dulme med din Ringlelyd en Stund min trætte Hjærne, med Barnets lette Lykkesind bag Kryds af Edderkoppens Spind at vaagne op med Dug paa Kind i Skjæret af din Stjærne! Du lille muntre danske Bæk bag Hyld og Hegn og Hybenhæk og midt i lave Enge, du gav mit Sprog dets Sølverklang; det bløde Nyn ved Vuggens Gang og Rytmen i vor Folkesang er Laan fra dine Strenge. ²⁵/₂ 1910.

AAKJÆR.

L idt sønden Fløj der bløw a føj, der hjalp a tit mi Kow a Døj. Det blæser møj i den Graan Bøj, men baag hwer Dig gir Minder Løj. 1910. Fløj, Fly By; føj, født; Døj, Dynd; Graan, Smule; Løj, Ly;

KAPHYW. EN OLDTIDSMIND. Kaphyw, to Høje paa min Fødegaards Mark.

J a, far der war en Stien a’ Skyw, laant far, laant far — hwi skuld a lyw? — Kræn Hendrisen den Stien ku klyw, far Søren Sme en Skow ku byw, og far æ Lærki han ku flyw, far Bette Drejs — det bette Splejs — war bløwn saa stur, som han ku blyw, — far Laang Margreth ku stikk med Knyw, far Kræn den Fjar haaj mist æ Yw, far Gorm hans gammel Bjen bløw styw, ja osse far — det tær a skryw — Skyw, Kjøbstaden Skive; laant far, langt før; Kræn Hendrisen kjendt Stenhugger; Skow, Sko; æ Lærki, en Original, som antoges for Troldmand.

Methuselem ku løwt en Ryw, — far Abraham ku tæl te tyw, far Dawed Kong med Lamm ku dryw, halvminder kikk i Pagtens Ark, da lô dér po mi Faars Mark de tow ærværdig gammel Hyw! ²⁶/₂ 1910. løwt en Ryw, løfte en Rive; halvminder, langt mindre.

DEN DØDE LÆRKE.

N ys jeg gik i den dybe Sne, fik et skjærende Syn at se: Halvt begravet bag Sneens Flig laa der et lille Lærkelig. Tog jeg Fuglen i Haanden op. Aa, saa mager dens spinkle Krop! Dragten krøglet af Slud og Kuld, og til Taaen er frosset Muld. Slapt nu hænger din Vinges Fjer, Struben har ingen Triller mer. Stakkels stækkede Spillemand, Vaarens Varsel til Frostens Land, sang saa gjerne for Hytten lav, Sangergaven: i Sne en Grav! Hvorfor kom du den lange Vej hid fra blidere Landes Maj, drog fra Palmer og Sol og Frø for bag en iset Sten at dø? Længtes du saa fra Sydens Strand op mod det barske danske Land, banked saa heftigt dit spinkle Bryst efter at skue din Barndoms Kyst? Der, hvor Døden dig slog saa brat, fandt du Livet en Dugfaldsnat, bag om Kløver og blanke Straa laa du blandt Redens andre smaa. Moders Fløjten og Faders Sang hørte du der for første Gang. Fuld af Lykke var Nat som Dag, Moders Vinge var Værn og Tag, Græssets Stængler som Palmer svang, højt i Toppen Dugdraaber hang. Hyrdens Aande saa øm og lun maged en Plet i dit bløde Dun, lille Hyrde paa korte Ben satte ved Reden fire Sten, flytted sin Kalv saa langt af Vej, at den ej skulde træde dig. Du fik Vinger, og du fik Top, hilst af Gryet du svang dig op, først du undred, og saa du sang, tryllet af Strubens første Klang. Tog saa Skyen i sikre Sæt, Rugen laa som en irgrøn Plet, dér steg Høje, og dér steg Lund, dér steg Byer bag Bælt og Sund . . . Aldrig glemtes hin Morgenstund! Pinjers Ynde og Palmers Pragt har mod Minder slet ingen Magt. Lærkelængsler mod Kløverland skjæbnebinder os, Fugl som Mand. Kjærligheden har altid Ret; naar man elsker, er Flugten let; bedre af Sult bag en Sten at dø end at svigte sin Barndoms Ø. ²⁸/₂ 1910. Noter.

DR. S. RAMBUSCH. VED HANS FLYTNING FRA SJØRUP TIL AALBORG.

H vor Ormen klam sig lang i Sporet strækker, og Porsen vikler Ris om Hjulets Nav, mens Hedens Syn mod Horisonten gjækker og Luften syrnes let af Lyng og Lav, dér kjæled Solen for en Læges Bolig og slynged Ranker om dens røde Sten, bag Lysthusløv sank Solen stor og rolig med uldne Straaler fra dens gyldne Ten. I dette Hjem gik ingen Dag til Ende, hvor ikke Flid og Snille fik sin Daab, her kom de hen med Sygdom og Elende, men kjørte hjem med Vognen fuld af Haab. Der sad jeg selv saa tit og brød mit Ho’de, med Svimmelgys ved Fantasiens Rand, mens Rambusch trak det Onde op med Rode i én og anden ful og pirken Tand. Og Vognen bar af sted langs krumme Veje, mens Sveden damped fra den røde Plag, og Doktorstolen slingred i sit Leje hen over Fjandbolandets Bakkedrag. Med Jægerblik han spejded ud fra Bakken, det Syn har altid gjort hans Øje godt. Vor Doktor blev en Kjende graa i Nakken, men Ho’dets Holdning var bestandig flot. Hvem lodder Dybden af en Læges Gjerning, hvor Redningsbøjen blev hans kloge Trøst, hvor Liv og Død ved Lampen kaster Tærning med sorte Kugler paa den Syges Bryst. Hvert fattigt Hjem langs Hedens øde Stier, hver kroget Mor i smaa og trælse Kaar vil takke dig, om ogsaa Læben tier, og hæge om dit Navn fra Aar til Aar. Men ej du standsed blot ved Lægens Virke, din Trang gik ofte mod en større Kur. Du blev en Dyrker i den frie Kirke, der langsomt løfter op et Lands Kultur. Du elsked Fest og Digt og muntre Sange og sang dem selv saa tit med Glød og Glans, og Videnskabens Navne flere Gange har rakt dig Blade til en Hæderskrans. Og naar din Teltpæl snart du vil oprykke, og Flaget fires ned bag Granehæk, og bort du gaar med Skuffelser og Lykke fra Landet hist i Storm og Fugletræk — kanske du da en Kvæld, naar Fjorden klukker i Maaneskjæret om de hvide Sten, vil mindes ømt, hvor vaarligt Gjøgen kukker fra Mosehyttens krumme Hyldegren. ²⁹/₄ 1910. Noter.

MILITARISMEN.

S aa sidder I gamle Gubber dér og mimrer om Landets Værn og spænder om Danmarks Midje Sværd og kobler dets Skjæbne til Jærn. Mon I da vil bære den Vanvidsvægt af Krigens blodige Malm, der slaar til Jorden Mændenes Slægt som Plejlene Loens Halm. Mon I med Affældigheds Krykkestok afstiver det sunkne Mod, naar Kuglen kjæmmer den blonde Lok og Ynglingen svømmer i Blod! Lad fare, lad fare det Daarespil, nedkald ikke Hævnens Lyn! De værste Fjender vi har blandt os selv i eders barbariske Syn. Der er mere Værn i det spinkle Siv, der svinger paa Mindets Grund, end i onde Instinkters trukne Kniv, vildt løftet i Slagets Stund. Der er mere Værn i den Blomstergren, der skygger ved Hjemmets Dør, end i alle de Volde af Jord og Sten bag Kuglesprøjternes Rør. De pansrede Forter med Hjælm og Horn de bliver, o, Danmark, din Grav! Dit Værn er Agre med bølgende Korn, der lyser med Fred over Hav. De blodige Furer paa Krigens Val dem saar vi over med Byg, mens Mindet om faldne Fædres Kval hensummer med Kvældens Myg. Vi vil ej finde Frelse for os ved tusind uskyldiges Drab, langt hellere spytte med Haan og Trods i Kanonens Helvedesgab. — Dit glubske Svælg bliver aldrig mæt, forbandede Dyr paa vor Vej, og gjorde Nationerne dig din Ret, de vendte Kanonen mod dig. Du bragte os stadig til større Fald, endda vi offred dig alt, du trak vor sidste Oxe af Stald og slagted vor bedste Galt. Se, derfor forlader vi Krigens Sold; i Fred vil vi ta’ vore Tørn. Og holder vi end et Skud i Behold, det gjemmes til Ulv og Bjørn. ²⁵/₅ 1910. Noter.

DA Æ BJÆRMAND KAM.

D Øwn, Øjne; glown, glødende; Vækildsblojs, Valborgblus; er kam en Trold fræ Daabjærgdojs: Klump — Dump! Hump-i-Skump! med Øwn saa glown som en Vækildsblojs, for han maatt ha Brændvin far Awten! haar, har; warr, værre; Trow, Vandtrug; For haar en Trold begynd aa drikk, Klump — Dump! Hump-i-Skump! saa tøster han warr end Kow og Krikk, der trækkes te Trow om æ Awten. huel, rund og buget; Suel, Sol; Og po æ Pukkel af den Hallunk, Klump — Dump! Hump-i-Skump! dér hopped og danst en Brændvinsdunk saa huel som æ Suel under Awten. traj, traadte; Hues, Hose; nejenud, nedenud; Og søen han traj gjemmel Hønemues — Klump — Dump! Hump-i-Skump! te æ Wand gik owenind a’ hans Hues og nejenud indte Awten. Daabjærg Graw, Daugbjærg Kalkgrave; Lu, Hue. Saa fløw han da hen gjemmel Daabjærg Graw Klump — Dump! Hump-i-Skump! saa æ Præjst kam ud uden Lu heller Kraw og tint, han sku himl inden Awten. æ Skjevl, Raden; aa pin og spring, løbe af al Magt; Torn, Taarn; rind, ringede; Saa to æ Skjevl te aa pin og spring, Klump — Dump! Hump-i-Skump! te æ Klokk begynd i æ Torn aa swing og trowr, æ Degn rind te Awten. saat sæ po æ Haal, satte sig paa Halen; Raan, Rane, Hønsenes Pind; Og søen han traj gjemmel Ingedaal, Klump — Dump! Hump-i-Skump! te aal dje Kokk de saatt sæ po æ Haal og kund ett find te Raan mud æ Awten. søen, saadan; Kjar, Kjær; hans Ved, Samlingen; Ja, søen han stamped ved Sjørrup Kjar, Klump — Dump! Hump-i-Skump! te Pæ Smed trimmelt om baag æ Krowmands Dar og kam ett te hans Ved inden Awten. slamprend, om plump Løb og Gang; Harrer og Plow, Harver og Plove; laask, løbsk; Gord, Gaardene; Saa kam han slamprend sønden om Vrow, Klump — Dump! Hump-i-Skump! te æ Hejst’ gik baglæns med Harrer og Plow, og kam laask ad æ Gord inden Awten. wakk, bæve; hwyst Bagkorre, slog Kulbøtter; Grôf, Grøft; Og Koldkur Hus fæk han søen te aa wakk, Klump — Dump! Hump-i-Skump! te Jens Bruus hwyst Bagkorre nied ad en Bakk og end i en Grôf henad Awten. faale tarr, særdeles tørre; Nies, Næse; haaj æ nø warr, havde det betydeligt værre; i Døj, i Dynd; Hans Træsko de war saa faale tarr, Klump — Dump! Hump-i-Skump! men hans Nies og Ører haaj æ nø warr, for de sto i Døj under Awten. laa Damp, satte Kursen af al Kraft; en vilre Krowr, en anset Kro; Pief, Pibe. Saa laa han da Damp mod en vilre Krowr: Klump — Dump! Hump-i-Skump! og det war sgi der, hwor Kræn Haabro bowr, og stapper hans Pief imud Awten. æ Drikkels, Drikkevarerne; blarped, skvulped; Saa fløw han da ind imell Haabro Hus, Klump — Dump! Hump-i-Skump! te æ Drikkels ret blarped a Kopp og a’ Krus og Kræn Haabro glemt hans: Godawten! hænd, hængte; æ Stow, Stuen; Æ Krowmands Dar røw han løs fræ si Fals, Klump — Dump! Hump-i-Skump! og æ Darkam hænd om æ Bjærmands Hals, da han sto i æ Stow imud Awten. æ Skinting, Asnet; Og nu begynd da æ Skinting aa drikk, Klump — Dump! Hump-i-Skump! saa læng te han kund bælg i sæ for Hikk, for de’ el jo komm ad æ Awten. trørre, tredive; jawnhen, ret godt; tæmt, tømte; æ Skuel, Kjæltringen; rat, rakte; En trørr Pots Anker med jawnhen Øl — Klump — Dump! Hump-i-Skump! den tæmt æ Skuel som en Fingerbøl og rat atter mie inden Awten. stemt, trykkede; Og band en Spuns ham lovle haadt, Klump — Dump! Hump-i-Skump! han stemt’en ind med hans Tommeltot, saa det prost i hans Skjek under Awten. To, Taa; Og Rumpunsflasker, de stur som smô — Klump — Dump! Hump-i-Skump! — han knak dje Hals mud hans sture Tô, som en knækker en Lopp imud Awten. Sep, Draabe; Hwer Brændvinsbimpel, hwer Vinglajsdrep Klump — Dump! Hump-i-Skump! — han suet æ ud te den sidste Sep, som en Snog suer Dôg om æ Awten. ikki, ikke, en Forstærkning af ett. Droef, Draabe; sak, sank; dje Kjeld, deres Brønd; Der bløw ikki en Droef te aa drikk heller spild, Klump — Dump! Hump-i-Skump! og æ Wand det sak nok en Al i dje Kjeld, og Folk war swær ædru — en Awten. dryw, drive, rave; Dojs, Daas, Høj; Men no begynd sgi æ Bjærmand aa dryw; Klump — Dump! Hump-i-Skump! tho far maatt han traw, men no ku han flyw og now Daabjærgdojs inden Awten. Torren, Torden; opo, paa; Skjek, Skjæg; æ O, Aaen; æ Togger, Fiskevaad. Saa drøw som en Torren han Øster opo Klump — Dump! Hump-i-Skump! Hans Skjek det slævt saa laang ad æ O, som en Togger slæver mud Awten. ²⁹/₅ 1910. Noter.

FORLADT.

K aren vandede Kaal i Bed, Jørgen stod med et Smil paa Sned, tog fra Karen den tunge Spand, posted den fuld af Kildevand, mens det dugged saa let under Kvælden. Karen gik sig sin Aftengang, Jørgen efter i Spring og Sprang; Jørgen snubled, og Karen lo, Aaen lo med under Spangebro, mens det dugged saa lindt under Kvælden. Jørgen sleged for Kind og Haand, Karen blev veg som Vidjevaand. Ud fløj Ugle, og hjem fløj Ravn, Karen snubled i Jørgens Favn, mens det dugged saa blødt under Kvælden. Kaalen voxed sig bred og grøn, Karen øged sit Skjørt i Løn. Jørgen rejste saa langt af Led, Karen græder og Kaalen med, mens det dugger saa koldt under Kvælden — ⁸/₆ 1910.

TIL SALLINGS HUSMAND.

F ra Grønningør til Livø-Tap du ser saa skjøn en Kyst, hvor Holmen nikker som en Knap paa Fjordens blanke Bryst, hvor lange Aarer blinker i Fiskebaades Dans, mens Brombærranken rinker om Pigens Vrist sin Krans. Og bag om Kystens fede Jord, sig sænker Rugen gul, mens Bonden sidder strunk ved Bord og bider bredt af Sul; hans Datter bærer Spange om Armen fast og rund; af Plage har han mange og Sølv paa Kistebund. Fra Gaardmandsjorden udestængt som mest den Husmand bor, mens op i Mosens Kroge trængt han rydded Grund og Jord. Han har en Ko paa Toften, en Gris bag Hyldens Læ, og stadigt Slid for Skoften gav Gigt og krumme Knæ. Men Smilet spiller om hans Mund i fast og munter Skjæmt, hans Marv er frisk, hans Sjæl er sund, dens Strenge ej forstemt. Hans Haab er lyst som Suset i Sommerskovens Trær, og Orm i Kjærnehuset du fandt vist aldrig der. Ja, Hyttens Mand i allen Land skal rette Ryggen op og holde mod Forsagthed Stand og gaa i sluttet Trop; da skal din Kvinde mættes, dit Barn faa buttet Kind, de lave Døre lettes og Lyset strømme ind. Naar Spaden atter hviler glad i arbejdsvante Haand forvandles til en Perlerad hvert rustent Slavebaand; da skal hver Taare tørre, der randt i Armods Gys; da bliver Jorden større, og Rummet fuldt af Lys. Juli 1910. Noter.

PER SMED.

N aar Grisen den skal slagtes, saa henter vi Per Smed, fordi han er saa munter og bor her lige ved. Han ta’r saa høje Dramme, dertil en mægtig Skraa; men Grisen bliver kværket, det kan du bande paa! Før Hanen søvnigt blinker mod Dagens første Skjær, da glimter Smedens Lygte i Grisens blanke Svær. Og Grisen maaler Ka’len: „Er noget galt i Vej’n?“ Og selve Grisehalen staar som et Spørgsmaalstegn. Men ind i Bøvlen skræver nu Smedens krumme Ben, mens Grisens Børster hæver sig bange én for én. I Nødset ud den trilles til Hyl og ilde Sang; ej Degn kan synge værre ved Konekirkegang. Med Nattedryp i Skjægget nu vækkes Bondens Gaard, mens Maanens fede Hage paa Storkereden staar. Dens krumme Skive truer som selve Dødens Segl, og Smeden agterude han er saa haard en Negl. I Trommehinden stinger de jammerfulde Hvæl, mens Gissebassen tinger med Smeden om sin Sjæl. Bag Tærsklen Bryggerkarret er hvælvet til Skafot, og Kjedlens Dampe sætter paa Per en graa Kalot. Gud naade Gissebassen alt i dens sidste Stund! Nu lukker den sit Øje og allersidst sin Mund. Og alle Kjedler bobler, og Øsen gaar gesvindt, og gjennem Løste Børster henraser Kniven blindt. Per Smed kan alting ordne, han bærer Flæsket fram; med Trøjeærmet tørrer han Munden til en Dram. Han klinker, og han klukker indvendig af sin Skjæmt, og dog skal ingen sige, at Pligten bliver glemt. Med Fingermaal bestemmer han Tykkelsen af Flæsk, han læser Svinemaver, som Præsten læser Græsk, han kritisk Galden forsker, og Aftægtsmandens Aar — ja, selv Ufødtes Skjæbner han ud af Milten spaar. Og hele Huset lugter af Lever og af Løg, i Loftene det smælder af Larm og Grydestøj, den sorte Pølse dykker i Kog som en Delfin, og Dørene udjamrer de mest usmurte Hvin. Og det blev Aftensilde med Tøsne over Jord, og det blev Pølsegilde med Dramme over Bord. Per Smed sad bred paa Bænken med Pølsen for sin Haand og sødede dens Skiver med Viddet fra sin Aand. Humøret gaar i Højden, mens Drammene gaar ned. Per Smed er nu fuldmodig, enhver faar ren Besked! Men Modet i hans Bringe er intet Krigermod, og Blodet paa hans Klinge er ikkun Griseblod. ²⁵/₇ 1910.

HØSTMARCH.

V i kommer fra Dalenes Fred, og Faner af Havren har vi med; den skal Høstens Gjerning rande, smykke vore Pigers Pande, naar vi gaar gjennem Landsbyens Led. Vor Le faar nu Hvil for i Aar, thi Klinte med Ax er lagt paa Baar, alle Skræntens Bær er fundne, alle Agrens Neg er bundne og lagt ud paa de vældige Skaar. Vi mejed vor Mark under Sang, saa langt rækker Strygespaanens Klang, naar blandt Havens Kaal den klinger, man os Mjød og Kager bringer, mens det dufter af Mynte over Vang. Efteraar 1910. Noter.

EN JULEGJÆST.

H an kommer over Bakken med Rim i sit Skjæg, hans Øjne spejder langt mod en hvidkalket Væg; af Prærie-Frosten saa ru er hans Kind; til Danmark er han kommen med Juleskibet ind. Der ligger da paa Lyngen hans Barndoms Lykkeslot; hvor husker han hver Stolpe, og Taget hver Tot. „Og Hylden ved Dammen er altsaa til endnu! Vel hælder den en Kjende, men det gjør ogsaa du. At noget saa fattig saa sunken og lav kan drage dig hjem over Land, over Hav, saa du én Kvæld kan glemme det Onde paa Jord for Mindets Barnehvisken i Stuen hos din Mor!“ — Han føler under Jakken, om alting ligger ret, hans gode Dollarsedler, hans „Gaver“, hans Portræt; de stramme Træk fortones, hans Hjærte maa le, mens Støvlen synker dybt i den skrigende Sne. Snart staar han ved Klinken saa myg og saa varm, hans Pelshue skraber mod Dørens lave Karm, Solstraalen slænger Løkker om hans bøjede Ben, og Istappen drypper mod den slidte Forstu’sten. Nu ser han sin Mor bag Begoniers Rad, med rynket Haand hun fjærner dens visnede Blad, og Katten sidder stribet for Ovnen paa sin Stol, og Hønen gaar paa Gulvet, og Rokken staar i Sol. Ind stryger han i Stuen, saa Hønen kagler op, hans Mor af Haanden taber en blomstret Underkop; de gamle Øjne fyldes fra Hjærtets dybe Grund; i tyve Vintre vented hun efter denne Stund. — Nu blir der Jul i Hytten; Ildklemmen laver Støj, Skorstenen sender fra sig sin fedeste Røg; mens Vaffeljærnet vendes for Ilden snildt og let, der skjæmtes, frittes, svares i samme Aandedræt. Nyfigen Julespurven ad Vindvet skjæver ind; saa kommer Aftenduggen og gjør hver Rude blind; den Gamle tænder Lyset; dog kun i Ryst paa Ryst; men Sønnen griber Haanden i det ømmeste Kryst: „Ja, du er bleven gammel, og jeg er bleven graa, men det skal i Aften vi lidet tænke paa; før skilte Verdenshavet og bange Tankers Gys, nu sidder vi og stirrer i det samme Julelys.“ — Og over snelagt Hede gaar Lysets blide Skjær, hen over Moser brede, ud over vaade Kjær, og melder om en Scene — den skjønneste paa Jord —: I Juleaftensmildhed en Hjemvendt hos sin Mor! Decbr. 1910. Noter.

JULEAFTEN.

N aar sitrer din Sjæl som en tonende Stræng, og naar skinner Lysene blidest, hvornaar gaar du nødigst med Sorg til din Seng, hvornaar tykkes Sneen dig hvidest? Mon ej, naar bag Ruden det pyntede Træ og Barnet med straalende Blik ved dit Knæ fortæller, at nu har vi Julen. Da vugger de Tanker som Fugle i Rør, mens vildt over Mosen det fyger, og Spurvene putter sig ind mod din Dør, for Vejrets fortørnede Byger; med Krummer og Kjærner for Fuglen du strør, hvad Vindene fryser det Hjærterne tør, den Lære vi hented hos Julen. Til daglig vort Hjærte af tusinde Savn blev gnavet i mer end i Barken, og ofte du sendte i Suk efter Havn din sidste Due af Arken; men alt, hvad der gjorde dit Hjærte Fortræd, det standser i Kvæld bag det skjærmende Led, der værner for Hjemmet og Julen. Derinde du sidder, mens Haglene slaar, og hører de hjemlige Klokker, og Minderne kommer og Minderne gaar paa Julens sne-pudrede Sokker, og Grantræet dufter fra Storstuen ind, og Børnene ivrer sig røde om Kind med alt, der skal hænde i Julen. Og Frosten nu nærmere Gaardene gaar og ridser paa Ruden sit Mærke, og Barnet saa kjært under Lysene staar, og Salmerne lyder saa stærke; og Fuldmaanen rejser i Skyer sit Slot, og Stjærnerne funkler i Rødt og i Blaat, — de Stjærner, der altid var Julens. Decbr. 1910. Noter.

JULENEG.

K om nu ud, lille Fa’r og faa alt gjort i Stand, faa lagt Halm under Kalven og Hesten til Vand, og strø Gran paa de rimede Sten, tag en tungvippet Kjærv fra det støvede Loft, at Smaafuglen, der hopper med Klynk over Toft, finder Trøst imod Snenattens Mén.“ Saa hun talte, Katrine, den herlige Viv, mens paa Tærsklen hun strøg den bredbladede Kniv, før hun skar af det nybagte Brød, og dets Endskal hun førte med Kys til sin Mund, og hun kendte, hvor Duften var fyldig og sund, og hvor Skorpen var brunlig og sprød. Og for Vindvet i Sneen der rejstes et Neg, og den Spurv var paa Pletten, han pipped og keg, gjorde Hop, flagred ned, flagred op; og fra Gjærder og Marker, og Tuer og Trær, fra de snefyldte Graner og bundfrosne Kjær kom Smaafuglenes radmagre Trop. Der var skrigende grønne og sommerligt blaa, der var lysende gule og kummerligt graa, hastet hid fra den stormslidte Skov, og de flokkedes hverken til Leg eller Sang, men om Godsindets Neg paa den snevilde Vang under Hungerens jernhaarde Lov. Og én havde just ofret til Frosten en Taa, og én havde en Jæger fornylig „holdt paa“, Bøssens Hagl havde taget dens Fod; men den humper paa Stumpen, saa godt den formaar, skjønt det svider saa ondt i det frostbidte Saar, og i Sneen staar Dryp af dens Blod. Og Katrine hun titter saa smilende paa, hvor i Neget de gule, de grønne, de blaa hopper rundt ret som Gnister af Baal, og hun dejgner og titter og nynner saa glad, mens hun gjemt bag Geraniens støvede Blad drysser Mel over Former og Skaal. Og den frostrøde Sol gaar nu favnende bort, ak, dens Bue er lav og dens Vej ikkun kort, naar om Julen det stunder til Fest; og til Gavlruders Funklen, til Solflimmers Leg, til velsignende Lys over Fuglenes Neg den nu bruger sin synkende Rest. Og en Tiggerske vanker fra Gaard og til Gaard, og en Kavringeduft om den gamle der staar, saa hun frister hver vejrende Hund; og de halser og flokkes med næsvise Krav, og hun truer ad Flokken med Eder og Stav og gi’r ondt af sin tandløse Mund. Og en Fisker har tøjret sin Baad under Strand, saa dens Ankerbrod bider i Strandkantens Sand, mens han selv nu har Hjemmet til Maal; i den foddybe Sne staar hans Søstøvlers Spor, paa hans skjællede Kno i den spegede Snor slanter lystigt tre bugfede Aal. — Og saa høres paa Broen en dumrende Vogn, og saa ringer de Klokker fra Sogn og til Sogn, til hver Sjæl er i Mindernes Vold, og hver Olding ser op mod det tonende Hvælv, mens vemodig han lytter dybt ind i sig selv, indtil Haanden om Staven bli’r kold. Og saa lukkes hver Luge paa Lade og Lo, og Fuldmaanen slænger sin gyldene Bro over Flager af ringlende Is; med Sne i sin Hose gaar Haren i Seng, og Frostvinden gnider sin skurrende Streng, og Fjerskyen spreder sit Ris. Decbr. 1910. Noter.

PIGER PAA ENGEN.

N u er Dagen fuld af Sang, og nu er Viben kommen, Bekkasinen Natten lang haandterer Elskovstrommen. Plukke, plukke dugget Straa, plukke, plukke Siv ved Aa, plukke, plukke Blomster. Engen er nu gyldengul af tunge Kabbelejer, Søndenvinde byder op, og Dueurten nejer. Dammen ligger Dagen ud med Brudelys i Hænde, rækker højt de ranke Skud, at Solen maa dem tænde. Nu vil Mø med Silkestik paa Brudelinet sømme; den som ingen Bejler fik, hun ta’er sig én i Drømme. Ræk mig en Forglemmigej og sidst en Krusemynte, saadan slutter vi vor Leg, saa glad som den begyndte. Plukke, plukke dugget Straa, plukke, plukke Siv ved Aa, plukke, plukke Blomster. Foraar 1911. Noter.

NYTAAR.

D er brager et Skud for min Forstuedør, Raketter gaar op imod Maanen; „godt Nytaar“ frempulser af rygende Rør, saa Kvinder er nær ved en Daanen, og Bonden han bakker sin bedste Tobak, og Barnet omfingrer den ny Almanak, der peger paa Stjærnernes Veje. Og Oldingen sidder saa vissen og from i Sivsko i Kakkelovnskrogen; han mumler en Salme om Død og om Dom og lægger et Mærke i Bogen. Saa stirrer han ind i sin Oldingesjæl og frem imod Gravens de sortstrøgne Fjæl, mens Minderne tættes til Taarer. Thi Tusind skal fødes og Tusinder dø i Aaret, der blussende stiger, og Fremtid skal gro af Forgangenheds Frø, mens Orm under Barken sig sniger. Og styrter end Stormen vor Stamme i Støv, der knoppes vel andre med Krone og Løv til Fryd for de stræbende Slægter. ²⁶/₆ 1911. Noter.

KRÆN DEJLER.

K en Hywl i Gras, et Hjul i Smadder; kraaner, kror sig. ræn Dejler kjører hans Tørv i Land: hop, hop, hop, for en Hywl i Gras! Paa Læsset højt, bag sit Studespand der kraaner med Pisken den Dejler. dikler, kildrer; Og Studen vralter saa tung og tam — hop — hop — hop, for en Hywl i Gras! og Solen leger i Mosens Dam og dikler i Nakken Kræn Dejler. Men Hvepsen sad under Brinken gjemt — hop — hop — hop, for en Hywl i Gras! der havde fornylig sin Bas han stemt til Studedans for Kræn Dejler. Et Pist, et Pust og et Øjeblik: hop — hop — hop, for en Hywl i Gras! saa brummed han frem under fuld Musik, saa Skrækken krøb over Kræn Dejler. hjamsk, flov; Brat løfter Studen sin Hale fin: hop — hop — hop, for en Hywl i Gras! selv Kusken letter en Kjende sin; nu bliver den hjamsk for Kræn Dejler! de hjælmede (Stude), med en hvid Tegning paa Hovedet; skjenner, løber løbsk; De Hjælmede springer i Hjump og Trav: hop — hop — hop, for en Hywl i Gras! og Vognen jamrer af fire Nav: „Nu skjenner æ Stud’ for Kræn Dejler!“ Kinding, den Aabning, hvori Vognstangen sidder; En Lundstik løsned, en Kinding brast: hop — hop — hop, for en Hywl i Gras! mens Skuden slingred med Skrog og Last i Søgang under Kræn Dejler. Tejnen, Madæsken; Skravpinden, en af de fire Pinde i hver af Skravets eller Vognkransens Hjørner. Først sprang da Tejnen mod Himlen op: hop — hop — hop, for en Hywl i Gras! saa flygted Tørven i samlet Trop, paa Skravpinden hang kun den Dejler. i Syk, i Dynd. Hvor Tudsen kravler med slimet Ryg, hop — hop — hop, for en Hywl i Gras! der rendte de Stude sig selv i Syk, saa Blevret stod om Kræn Dejler. Her slap ham Hvepsen, den vilde Gjæst, hop — hop — hop med en Hywl i Gras! saa Heldet redded den sidste Rest af Vogn og Skrav og Kræn Dejler. Sommeren 1911. Noter.

H. F. FEILBERG.

S aa do bløw føj her mødt i Høst mell aall Guds gued Gawer, og fæk dérfræ den skjønne Lyst aa sammel Nieg i Trawer! Den Stak, do saatt paa Jyllands Towt med Nieg fræ Slett te Slien, vil fyld wal paa wor Muers Lowt, og der er Drywsel i’en. ⁴/₈ 1911. Noter.

ENSOM.

I Landet, hvor Turnipsen bovner med svulmende Rod og Blad, der fik jeg af Venskab saa slag en Høst, men Guds Velsignels’ af Had. Og Hadet frisker paa Galden, og Turnips er god for Ko, men Venner er som den kjære Sol. Nu rejste de sidste to! ¹⁸/₁₀ 1911. Noter.

DE FATTIGES JUL.

L yset tændt, Minderne tændt, Sind og Øje fra Styghed vendt; Døgnet danser med hoppende Hjul, Freden gjemmer sin Sne til Jul, drysser den paa vore Saar! Paradis, Drømmenes Dis . . . Glem i Aften dit Livs Forlis! Sorgen suger i mig som i dig, denne Kvæld viser Stjærnen Vej, vov dig da ind i dens Glans. Skjønne Maal, hellige Maal: Smilet fylder den sultnes Skaal, Lyset strejfer en graadskjæmmet Kind, varme Hænder bær’ Fadet ind, — Godhed, o Jul, er dit Navn! ¹⁸/₁₂ 1911. Noter.

JULEHILSEN TIL „NAVERNE“ I ZÜRICH. V i sidder herhjemme og længes derud mod blinkende Tinder og Floder, mod Liv der ej drukner i Graahed og Slud, mod Kjøbslag i fremmede Boder, mod Alper i Glød, mod en høj Horisont, mod Rejser og Router al Jorderig rundt, — bort, bort fra de stængende Gyder! I gaar vel og stirrer jer Øjet i Vand paa alle de funklende Tinder og længes herhjem mod vort taagede Land med alle dets Juletræsminder, mod Hytten og Hyggen — en Kjærest’, en Bror, mod Haandtryk og Smil — og en krumbøjet Mor, der blunder i Stolen bag Ovnen. Saa længes og trænges hver kvindefødt Sjæl fra Livsløbets Stunder begynde, mens Støvlerne stødes for Taa og for Hæl, og Saalerne slides saa tynde. — I Længsel at vandre mod uvisse Maal med tusinde Mil bag den lasede Saal er Lov for en Ranselens Ridder. ²⁰/₁₂ 1911. Noter.

PIGEN PAA DIGET. TIL EN GÆLISK MELODI.

G jøgen kukker, Solen svinder, Duggen falder stille paa Moders Bleg, Himlens Sky faar røde Kinder, Hjærtegræsset ringler mod Siv og Fleg. Faar og Gjed mod Kvælden bræger, Møllens Vinger gaar mod Vestens Skjær. Klokken ringer fjernt bag Heden, der hvor rank han vandrer, min Hjærtenskjær. Lille Hjejle, du skal føre alle mine Længsler til ham, du ved, fløjte Ømhed i hans Øre, over Mosen bære min Kjærlighed. Til hvert Prik, din Vinge smykker, hefter jeg et Kys, til ham et Laan; gule Hjejle, bær dem varligt, giv dem ej til Pris for Gjøges Haan! Jeg har skuret mine Spande, sat dem snildt paa Række med Bunden op, vandet Kaalen, brust med Kande, skiftet Klædet over Ostens Kop. Ensomheden her jeg søgte, og jeg tog min blanke Sølje paa, den han ømt mig bad at bære, naar engang vi skulde til Altret gaa. Kuk nu Gjøge, mens jeg plukker Skjørtet fuldt af Iris ved Aftnens Strøm. Før mit Kammers Lys jeg slukker, stiller jeg dem varligt bag Pudens Søm. Irisblomstens Duft skal trylle dig, min kjække Yngling, mod min Barm, saa paa Drømmens Bro og Duftens ind til mig du glider ad Vindvets Karm! ⁹/₁ 1912.

STORKEN.

H an kommer med Sommer, han kommer med Sol til Kløver og nikkende Hvener. Mens Pigen hun sømmer sin blommede Kjol i Læ af de røde Syrener, han sænker sig ned paa det mossede Tag og knebrer fra Reden den udslagne Dag en Højsommervise om Danmark. Og Børnene stirrer fra Tærsklen didop, hvor Løget paa Mønningen nikker, og Oldingen ranker sin krogede Krop i Stuen, hvor Slagværket dikker; og Minderne dugger, og Læberne be’r, og Børnene pludrer og peger og ler: „Se Storken er kommen til Danmark!“ Velsignede Fugl uden Høgenes Klør med Ørnenes mægtige Vinge, du dukker dig helst mellem græssende Kø’r, kun Hygge og Fred vil du bringe; du følger i Furen vor Bonde saa nær og nikker som han, mens af Rugen det drær med Løfte om Høst over Danmark. Hvor Engblommen lyser langs Aaløbets Bred, du skridter saa langt gjennem Engen; med Halsen i Bugt og med Øjet paa Sned du titter til Pigen og Drengen. Du søger din Føde til Leernes Klang, og Høduften følger din higende Gang langs alle de Aaer i Danmark. Saa lad os da værne den solkjære Fugl, der pynter vor Vang og vor Vænge, der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul til Vejrs paa den mossede Længe. Hans Yngel skal trives i Regn og i Sol, hans Rede beskyttes som Hjemmets Symbol, mens Sagnene lever om Danmark! ⁴/₃ 1912. Noter.

KAALFOLK.

A gan, gaaet; ijaes, i Aftes; Skorr, den „Skyder“ eller Skovl, hvormed Kagen sættes i Ovnen; Rimpelstøj, Tøj, som er sammenrimpet. war gan hen te Jepps ijaes, og der sô Mowns, og der sô Mâs, og det war nem for mæ og hør, hwad Huml de haa aa før, for det war Lâs, dér med Kjæn Grow haaj wot ad Bøj og sit paa Stow; fæk Lâs nu den Kaag paa hans Skorr, war a saat udenfor. Ja Kaalfolk er nø gremme nøj, nø slemme nøj, nø sølle, simpels Rimpelstøj! lied Hjont, lede Taske; vær wont, maa være meget lysten; Kjeltringslaw, Taterslægt; en Stej, en lille Ejendom; Skjek, Skjæg. Men tar mi Lâs den lied Hjont, saa sejer a, han maa vær wont, for af den væste Kjeltringslaw, hun war da aal si Daw. Æ Muer haar jo wal en Stej, og det er nøj, en maa ta mej, og sjel haar hun en Kakkelown — og Skjek — som en Dragovn; Men Kaalfolk er nø gremme nøj, nø slemme nøj, nø sølle, simpels Rimpelstøj! Hjoj, Sjuske; Kof, Kube. Tho gywt sæ det er let nok gjord, men sej mæ, hwadfornøj du for! Og ta en Hjoj som Kjesten der — nej, det sku Lâs læ vær! Hvad hjælper Kow og Kakkelown, nær saa æ Kwind er kryvedown! Tho faa sæ den Slaws Bi i Kof det gaar som i en Rof. Maatensfest, Mortensdag omkr. 1. Novbr.; Baagstykk, Bagstykke; Trawalli-Frakk, daglig Frakke. Og der lod a mi Speci spring, da Lâs war syk og hænd med æ Ving, og sô ham te med Nol og Wask, men han gik om og task; og da vi sku te Maatensfest, a saat ham Baagstykk i hans Vest og vend ham hans Trawalli-Frak — nu faar en saa si Tak! Jow, Kaalfolk er nø gremme nøj . . . æ Gywten, Giftermaalet Nu vil a hen og lær aa væw; for her ka en sgu gaa og skræw og aalle kryf en Krumm teframm, men løw si Daw teskamm. Læd saa di anner ha dje Spel, a ska wal gaa og skjøtt mæ sjel, og ta de Spark, som der ka blyw, men læ æ Gywten dryw. For Kaalfolk er nø gremme nøj, nø slemme nøj, nø sølle, simpels Rimpelstøj! ¹⁷/₃ 1912. Noter.

A GLEMMER Æ AALLE I MI DAW —

O g det war den Tid, da vi aaltid war tow, — a glemmer æ aalle i mi Daw! — A tjent jo te Vistis her vejsten æ Brow, og do kam te æ Gord og task te Traw. aalle, aldrig.