ROMANEN (continued 4)

— De kan ogsaa nok klare sig selv ... desværre! sagde Palle og sukkede dertil — Saa Onkel har nedlagt sit Mandat? Men hvad bliver det saa til med Ministerværdigheden?

— Avissludder! vrissede Nils — Og tror Du, at jeg gad vise mig derinde i København nu, man har sat mig under Formynderskab!

Hofjægermesteren var paa Nippet til at spørge om, hvor Onkelens Formue i Grunden var blevet af, og om Historien om den kongelige Højhed var sand ... Men han greb sig i det og tav.

Der blev nu en lidt pinlig Pause; indtil Fru Mona spurgte:

— Har Onkel ikke Lyst til at se Palle og mig øve os nede i Ridehuset efter Frokost? Du kan tro, at vi er bleven dygtige!

— Jo! sagde Nils; og hans Øjne spillede ved Tanken.

Hvorefter man talte videre om Heste og Hestedressur ...

— Vil Onkel ikke selv ride en lille Omgang? spurgte Fru Mona, da de stod ovre i Ridehuset.

— Nej, Tak, min Pige, jeg har redet tilstrækkelig foreløbig!

— Ja, kom saa, Palledreng, og lad os faa klædt os om!

Og hun stak sin Arm ind under Hofjægermesterens og trak af med ham ...

Nils Uldahl var nu ladt ene tilbage i det store, hvidmalede Rum. Dagskæret faldt grønlig-dæmpet af Trækronerne udenfor ned gennem Tagets Glasruder. Fra den aabentstaaende Port ind til Stalden hørtes Hestenes Stampen og Prusten; og fra Paaklædningsværelserne i Gavlen lød Hofjægermesterens og Monas muntre Latter.

Men Nils opfattede intet af dette. Nu han var uden Publikum, faldt Trætheden efter de mange Dage og Nætters anstrengende Strabadser pludselig over ham. Han vaklede hen til en Stol, der stod borte i et Hjørne, sank ned paa den, pustede tungt et Par Gange og sov ind under en højttonende Snorken ... og drømte en af sine sædvanlige Drømme:

... Det myldrede med Kvinder paa Gulvet foran hans Seng. De dansede og snoede sig omkring ham, og deres hvide Lemmer lyste som i Skæret af en usynlig Ild ...

— Tag os ind til Dig, Nils Uldahl? bad de.

— Nej, sagde han — jeg er træt og gammel! Jeg skal sove!

Og de lo haanligt op og forsvandt ...

Men lidt efter saa han dem igen vrimle frem fra alle Rummets halvmørke Kroge. Og de kom denne Gang slæbende med store, tunge Bjælker, som de under Latter og Pludren lagde krydsvis hen over hans Seng. De arbejdede og slæbte, og deres Legemer krummede sig i ond Iver, medens de stablede en svinglende og vaklende Pyramide af Bjælker op over ham, højere og højere, helt op under Taarnstuens hvælvede Loft ...

— Tag os ind til Dig, Nils Uldahl?

— Nej! sagde han.

Saa lo de paa ny vildt og truende:

— Han duer ikke mere! sagde de — Lad ham dø!

Og pludselig saa han Minka fra Mosen løse sig ud fra de andre og løbe frem over Gulvet. Og med begge sine smaa hvide Hænder stødte hun til den underste Bjælke, den, der bar den hele Bygning ... og i samme Øjeblik ramlede Pyramiden i et bragende og buldrende Kaos ned over ham ...

Og da vaagnede han, vækket ved Lyden af sin egen Snorken.

— —

— Onkel har nok faaet sig en lille Lur?

Nils Uldahl rejste sig forvirret:

— Ja ... Men nu er jeg igen lysvaagen! smilede han galant og bukkede for Fru Mona, der stod foran ham med Ridekjolens Slæb kastet over Armen og i Færd med at knappe sine Handsker.

— Nu skal jeg ...! vedblev han og greb ivrig hendes Haand for at hjælpe — Hvor ser De dog pragtfuld ud! sagde han, og hans Øjne skinnede — Palle kan sagtens være glad!

— Det er jeg ogsaa! nikkede Hofjægermesteren. Han stod skrævende midt paa Manegen i sine høje Lakstøvler og med Ridepisken stukket under Armen. De stramtsluttende Skindbenklæder fremviste ublufærdigt hans kraftige Ben med mere.

— Gu' er jeg glad for Damen! sagde han.

— Uff, I Mandfolk ...! lo Fru Mona og daskede Nils koket paa den ene Kind.

Tøsen i hende begyndte at vaagne, nu hun skulde til at »optræde«.

— Kan Onkel huske den første Aften, De saa mig? spurgte hun — Den Aften, da alle Uldahlerne sad rundt paa Bænkene i Circus og skar Tænder af hinanden?

— Om jeg kan! lo han tilbage — Storartet! Storartet saa De ud! ... Mona Lisa ...! sagde han saa, og hans Øjne aad hende — Og da De kastede Dem bag over paa Hesten og skreg og forsvandt ind over Barriéren! ... Pragtfuldt! ... Vi var som gale allesammen bag efter! Jeg havde gerne givet ti Tusinde Kroner for Dem samme Nat!

Hun slog ham atter paa Kinden:

— Men nu er jeg vel faldet i Pris?

— Nej, steget! steget! er De; ligesom den ædle Drue!

— Der er Hestene! meldte Hofjægermesteren tørt. Han havde i Bevidstheden om sin Sultansret smilende staaet og betragtet Nils, hvis Alder og Træthed ganske syntes forsvundet, og som trippende paa sine lidt stive Ben havde voltigeret omkring Fru Mona, en brunstig Hane lig, latterlig indtil Marven ...

Mona slap Slæbet ned fra Armen:

— Nu gælder det! sagde hun og blev paa én Gang alvorlig — Henrik, hjælp mig!

Rideknægten bøjede sig og strakte en Haand frem. Og hun anbragte sin Fod i den og svang sig i Sadelen.

— Skoleridt! sagde hun og lod Ridepisken kærtegnende glide ned langs Castors Hals.

— Well, Mylady! bukkede Palle, der nylig for fjerde Gang havde læst »De tre Musketterer«.

Og Opvisningen begyndte ...

Hestene dansede og veg uden om hinanden en til højre og en til venstre, rundt og rundt i de sirligste Valsetrin. Mona nynnede Takten dertil i Mangel af Musik. Hun haandterede Tømmerne som en Mandolinens Mester sine Strenge. Det mindste Tryk af hendes Fingre »gav Tone« i Dyret under hende. Og saa fintmærkende var Castor blevet gennem hendes Dressur, at det saa ud, som lød den kun sit eget gratiøse Lune, naar den rytmisk vuggende sin tunge Krop ligesom legende gled hen over Manegens Bark.

Hofjægermesteren og hans Pollux fulgte kluntet efter. Til sidst trak de sig ganske ud af Spillet, og Palle red hen ved Siden af Nils Uldahl:

— Se, se! hviskede han betaget — Er hun ikke pompøs!

Mona havde lukket Øjnene, og der laa et vellystigt Smil om hendes Mund, medens hun langsomt og som i Drømme lod sit Legeme vugges frem og tilbage i Takt med Hestens Bevægelser.

Men pludselig udstødte hun sit Kampskrig fra Circus, sit skingrende: Hæi, hopla! og i det samme suste Pisken ned og op igen, ned og op igen tværs over Dyrets Bringe.

Castor syntes først ligesom at studse; saa virrede den protesterende med Hovedet, stejlede, prustede, bed i Bidslet, satte derpaa frem i et Spring og fôr i vild og vanvittig Karriére Manegen rundt. Det saa ud, som havde Ryttersken mistet Herredømmet over sin Hest.

— Mona! Mona! skreg Hofjægermesteren i Angest.

Ogsaa Nils Uldahl skreg, men uartikuleret og uden selv at vide af det.

Og Rideknægten sprang til som for at gribe det rasende Dyr....

Men Fru Mona slog afværgende ud med Haanden og lod atter Piskeslagene suse ned over Castors Hals:

— Hæ—i, hopla! Hæ—i hopla! Hæi— hopla! Hæ—i—i—i ...! raabte hun og kastede sig i Ekstase bag over mod Hestens Kryds ... Hatten faldt af hende, hendes Haar løstes op, Pisken smed hun fra sig:

— Hæ—i, hopla, Castor! Hæ—i! Hæ—i! Hæ—i! ... Hun troede sig i et menneskefyldt Circus ... Orkestret tav, og hun hørte Publikums forventningsfulde Stønnen, nu hun skulde udføre sit berømte Trick, det, der havde faaet Mona Lisas Navn til at lyse med tommehøje Bogstaver paa alle Plakatsøjler Europa over:

— Hæ—i, hopla! jublede hun og greb fastere i Tømmerne for at lette Hesten det sidste, stolte Spring over Barriéren, ud gennem Porten og bort i Stalden ... medens Bifaldet vilde knitre efter hende som et Hagelvejrs Rasen mod et Glastags Ruder ...

Men i næste Nu laa hun paa Manegens Bark med Hjernen knust mod en af Portens Stolper.

— —

Blind og sanseløs af det vilde Løb, af Slagene og Skrigene var Castor snublet over Fru Monas Hat og havde slynget hende af Sadelen og ind mod Stolpens Kant.

— —

Saaledes befriede Døden Mona Lisa, Kvinden med de stærke Sanser og det fredløse Hjerte ...

Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede ...

Bedstefader Seemann og hans Hustru Thora var paa Besøg hos Isidors og sad glade og vel tilpas nede paa den hvide Bænk ved Karussedammen. Rositta og Drengene laa i en Høstak ved Siden af; og Herredsfuldmægtigen stod og smuldrede Franskbrød ud til Karusserne ...

— Nej se dog, Far, Fiskene, se! raabte den gamle Frue ivrig som et Barn.

— Ja, jeg ser dem nok, Mor ...

— Hvor er her dog dejligt her i Haven, lille Rositta!

— Ja, ikkesandt, Bedstemor!

— Jo, jo, hvor er her dog dejligt!

Gamle Fru Seemann vidste intet frydefuldere end at »komme paa Visit« hos sin elskede Søn.

— Næ, se dog den store der! vedblev hun og pegede ned mod Vandet.

— Det er Gorm den Gamle, forklarede Herredsfuldmægtigen — Og den anden der kommer er hans Kone, Thyra Dannebod.

— Ha, ha! ... Har alle Fiskene Navn?

— Nej, kun de største.

Jørgen havde stille rejst sig fra Høstakken og var listet hen ved Siden af Faderen:

— Maa jeg nu lidt ...? bad han.

Isidor overlod ham Brødskiven.

— Tak! sagde Drengen og smilede lyksalig.

Der var myldrende fuldt af store og smaa Karusser lige under Vandskorpen. De trængtes mellem hverandre og masede paa, snappede Brødsmulerne af hinandens Mund og stak til Bunds med Rovet.

Ogsaa Povl havde rejst sig og stod nu ved Siden af Broderen:

— Se, Bedstemor, sagde han og greb hendes Haand — der er »det blege Ansigt« ... og der er »Undervandsbaaden« ... og der er »Maria Magdalena«, kan Du se hvor from hun ser ud?

— Sikke dog Navne paa Karusser, lille Povl! sagde den gamle Frue uvillig.

— Det er ikke Karusser, det er Delfiner, sagde Drengen — Det si'er Far sæl; og det er ham, der har givet dem Navne ... Og den dér rene, pæne dér hedder »den ubesmittede Undfangelse«.

— Hva' gør 'en ...!

— Hvornaar skal hun, Mona, begraves? spurgte pludselig gamle Seemann, der var faldet i Tanker.

Øjeblikkelig begyndte Fru Thoras Tommelfingre at snurre:

— Ak ja ...! sukkede hun — Døden ... Døden ...!

— Paa Torsdag, sagde Isidor.

— Du skal vel følge? spurgte den gamle Herre.

— Ja.

— Ja, jeg duer ikke mere til at være med til den Slags Narrestreger! brummede den gamle vredt bare ved Tanken om, at nogen muligvis kunde falde paa at opfordre ham dertil — Man staar der og samler Gigt!

— Nej, naturligvis skal Du blive hjemme, nikkede Herredsfuldmægtigen — Jeg skal nok bringe en Hilsen fra Dig.

— Men en Krans maa vi da sende, Far! mente Fru Thora.

— Ja, det maa vi vel ...

— Ja, det maa vi!

— Aa nej, Mor, se dog de to der, hvor er de søde!

Jørgen smed Resten af Brødet ud i Dammen og gav sig til at løbe efter et Par brogede Sommerfugle, der boltrende sig om hinanden fløj hen over Grønsværet. Men inden han naaede dem, stak de til Vejrs og forsvandt.

— Han fik dem ikke! noterede Povl med Tilfredshed.

Fru Thoras Tommelfingre var endnu i Bevægelse:

— Det var en forfærdelig Død, hun fik .... Mona! sagde hun — Jeg kan ikke falde i Søvn om Natten ved at tænke paa det.

— Hva' si'er Du, Mor?

— Jeg siger, at jeg kan ikke falde i Søvn for at tænke paa Monas Død!

Gamle Seemann skulede arrigt:

— Mor skal altid tænke!

— Ja, tænk, Rositta og Isidor, Far tænker aldrig!

— Næ, hva' skal de Narrestreger til!

— Jamen, naar man nu ikke kan lade være!

— Visvas, vel kan man saa! ... Hvem køber dit Hø, Isidor?

Herredsfuldmægtigen smilede:

— Havemanden faar det for at slaa det.

— Du er flot, maa jeg sige! Den Stak der er da nok sine fem Kroner værd.

— Og Børn er der ingen af ... vedblev Fru Thora, hun slap nødig et sørgeligt Emne. — Er Du ikke ked, lille Rositta, over at Du ikke fik Lov til at beholde den sidste?

Rositta lagde sin Haand oven paa Svigermoderens ... til Dels for at faa Tommelfingrene standsede:

— Aa, nej, Bedstemor, jeg har jo de andre ...

— Ja ... nikkede den gamle Frue — og man maa jo bøje sig for Guds Vilje ...

— Vil Far ikke ryge? spurgte Herredsfuldmægtigen.

— Jo Tak, min Dreng ... men Pibe!

— Ja, nu skal jeg hente en ...

Og Isidor gik op mod Huset ...

Povl og Jørgen var begyndt at lege Hest. Jørgen havde faaet et Tøjr om den ene Arm og vrinskede og stampede utaalmodig, medens Povl dybt alvorlig trak af med ham for at sætte ham paa Græs.

Lidt efter dukkede ogsaa Vaabendrager Petersen frem som skudt op af Jorden. Og de tre Drenge gav sig til at lege Dyrskue ...

Fru Rositta tog Plads paa Bænken imellem Svigerforældrene. Hun stak sine Arme ind under deres og skudrede sig hyggelig til Rette:

— Det er dejligt med den Sol, vi har i Sommer, sagde hun — Ikkesandt, Bedstefar? Det er noget for os to Gamle?

— Ja, min Pi'e! ... Kan Du ikke ogsaa se, hvor Mor er kommet sig? Hun ligner snart en ung Pi'e igen!

— Det gør hun! nikkede Rositta — Hun ser meget yngre ud end jeg.

Fru Thora daskede hende fornøjet over Haanden:

— Hvor kan Du nu sige saadan noget, Rositta! Du mener det jo slet ikke!

— Jo, det gør jeg!

— Ja, det gør hun sgu! bedyrede den Gamle.

— Aa—r, I Sludrebøtter ...! lo Fru Thora smigret.

Ogsaa gamle Seemann lo. Han vidste nok, hvordan en Madpose skulde skæres, han, trods sine halvfjerdsindstyve Aar.

— Er det Købmand Bruns nye Villa, det Hus derovre? spurgte han saa.

— Ja.

— Det er meget pænt; men jeg kan ikke lide sorte Tage; de skal være røde.

— Ja, Du skal nu ha' alting rødt, Far!

Den gamle Herres Sypose-Øjne trak sig polisk sammen. Det var akkurat den Replik, han havde ventet paa:

— Det er, fordi det minder mig om dine Kinder, Mor!

— Næ, nu bli'r Du minsandten for slem med dine Komplimenter! sagde Fru Thora — Flyt Dig lidt, Rositta, at jeg kan komme til at knibe ham, det gamle Utyske, som sidder der og har mig til Bedste midt i mine aabne Øjne!

Og hun bøjede sig frem over Svigerdatteren og kneb sin Mand i det ene Ben.

— Au, au! skreg han — Nej, la' vær', la' vær', Mor! Det kildne er ikke gaaet af mig endnu!

— Ja, vil Du saa dy Dig, dit gamle Spøgelse?

— Ja, ja! jeg skal aldrig gøre det mere!

— Se, hvor han er køn, naar han ler! hviskede Fru Thora i Øret paa Rositta — Maa jeg sige, at det er Dig, der har sagt det, ellers tror han bare, at jeg siger det for at smigre ham?

Og uden at afvente Svigerdatterens Svar sagde hun højt:

— Rositta siger, at Du er saa køn, naar Du ler, Far!

— Ja, Rositta har altid haft en god Smag! nikkede den Gamle.

— Det har jeg da ogsaa!

— Ja, derfor tog Du mig vel?

— Næ, hvor han er indbilsk, det gamle Uhyre! Jeg maa paa ham igen!

Og hun gav sig atter til at knibe løs.

— Naa, her gaar det nok lystigt til? smilede Herredsfuldmægtigen, som i det samme kom oppe fra Huset med Piben.

— Ja, det er Far, der er saa vigtig!

— Ja, utrolig! lagde Rositta til.

— Sludder Tøse! lo den Gamle — Lad mig faa Ild paa Skorstenen, Isidor, at jeg kan ryge dem ud!

Og da Piben var tændt, sendte han en mægtig Røgsky ind mellem Damerne; men de lo bare af ham og erklærede, at de var tilrøgede.

Saa klemte ogsaa Isidor sig ned paa Bænken. Og man pludrede videre.

Og Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede.

Og henne paa Plænen legede de andre Børn ...

— —

Anna Stuepige kom og meldte:

— Der er en Kone oppe, som absolut vil tale med Herredsfuldmægtigen.

— Kender De hende?

— Ja; det er Johanne ude fra Havslundegaards Familiehus.

— Lig-Johanne?

Stuepigen rødmede:

— Ja—e ... Men der kommer hun! Og jeg sagde endda, at hun skulde vente, til jeg kom tilbage.

— Aa—r! sagde Isidor ærgerlig — Se, at faa hende bort igen, Anna! Sig, at her er Gæster.

Men Lig-Johanne var ingen »Strø-for-Høns«. Hun stødte Stuepigen til Side og gik frem. Hendes Gang var usikker, og hendes Ansigt blussede.

— Hun er jo drukken ...! sagde Fru Thora og krøb nærmere ind til sin Svigerdatter — Far, hun er drukken!

— Naa, er hun det, min Pige? nikkede gamle Seemann og ledte sine Briller frem.

Isidor havde rejst sig, og Børnene kom nysgerrige løbende.

— Hvad vil De her nu igen, Johanne? spurgte Herredsfuldmægtigen haardt — Jeg har jo sagt Dem, at De skal faa Bud, naar Sagen er ordnet.

Johanne var standset, da hun saa de mange Mennesker:

— Det var de Penge ... mumlede hun.

— Ja, jeg har endnu ikke faaet talt med Jens ... De skal nok faa Bud, saasnart Sagen er i Orden! gentog Isidor — Men gaa nu, jeg har ikke Tid til at tale med Dem i Dag!

— Det var de Penge ... De er li'saagodt mine ...

— Jovel, ja! Men gaa nu, hører De!

Lig-Johanne stod lidt og stirrede sløvt ud for sig. Saa gjorde hun pludselig omkring og dinglede bort.

Herredsfuldmægtigen gik atter hen og satte sig paa Bænken:

— Naa, i Dag var hun da temmelig medgørlig ... sagde han.

— Er 'et ikke hende, som Nils Uldahl har et ... begyndte gamle Seemann højlydt.

— Hyss, Bedstefar, Børnene ...! sagde Fru Rositta.

Og saa tav de alle en Stund og stirrede efter Lig-Johanne. Stemningen var blevet saa underlig mat.

Fru Thoras Tommelfingre var atter begyndt at snurre:

— Den Nils, den Nils ...! sukkede hun — Hvor er Jorden dog fuld af sørgelige Ting!

— Saa, nu skal Mor til at tænke igen! vrissede gamle Seemann og sugede løs paa Piben, saa den skrattede.

Det var fra først af de andre Koner i Familiehuset, Spat-Marie og Maren Ørentvist, der havde sat i Johanne, at hun absolut burde forlange Halvdelen af de Penge udbetalt, som hendes Mand i sin Tid havde faaet af Nils Uldahl for at gifte sig med hende.

De paastod, at hendes Ære ligefrem krævede det.

Og det var lidt efter lidt lykkedes dem at hidse hende i den Grad op, at hun og Pin'de-Jens endogsaa et Par Gange havde lagt Haand paa hinanden den Sag angaaende.

Men endnu laa Jens da med de femhundrede Kroner i Behold. Og han agtede at forsvare dem til sin sidste Blodsdraabe, sagde han. For var der noget i Verden, der tilhørte ham med Ret og Retfærdighed, saa var det vel Pin'de nok de dyre Skillinger, han havde erhvervet ved at lade sig smede sammen med det Stykke Svinetrug af et Fruentimmer!

Sagen var nemlig den, at Jens paa sine gamle Dage, da Maven ikke kunde taale mere, var blevet fanatisk Afholdsmand. Han saa ikke den Vej længere, en Snaps stod. Hvad han kunde have drukket og horet bort i sin Ungdom, Gudbevares, det blev en Sag mellem ham og Vorherre. Nu taalte han ikke Lugten engang hverken af Spiritus eller Fruentimmer. Man blev da vel ældre for at forbedre sig!

Anderledes med Johanne. Alt som Aarene gik, drak hun tættere og tættere og holdt til med Sognets værste Didriker. Og var hun ædru en Dag, blev hun syg og laa hen med Opkastninger. Selv Spat-Marie tog Forargelse af hendes Levned og slog Kors for sig og Alexandra, naar hun hørte Johanne lamentere med sine Mandfolk ved Siden af.

Marie havde endogsaa engang sendt sin Mand ind for at paatale Spektaklet. Men da han forblev derinde, Snøbelen, og deltog i Opstandelsen, var hun en halv Timestid efter, da alt var blevet saa mærkelig roligt, selv listet hen foran et af Vinduerne for at sondere Valpladsen gennem et Hul, hun kendte i Forhængsstykket.

Og det Syn, der da havde aabenbaret sig for hende, skulde hun aldrig forgjette, om hun saa blev halvfems:

Gæsterne var borte og hendes egen Hertug med dem. Men midt paa Gulvet laa Lig-Johanne splitternøgen med en tømt Brændevinsflaske mellem Knæene. Prop var der ikke i Flasken, den var sat i hende ... »saa sandt der er en Gud til!« Og henne i et Hjørne af Stuen sad lille Juliane paa en Skammel og sov ...

Marie havde øjeblikkelig hentet Maren Ørentvist og en tre-fire andre Koner fra Nabolaget, at de kunde fryde sig ved Synet. Og efter at de tilsammen en Stund havde priset Gud Herren og lovtakket ham, at de ikke var som dette Kar, gik de ind og puttede Johanne i Seng og tog Juliane med sig ... »For En har jo da kristelige Fornimmelser!«

Hvorpaa Spat-Marie skyndsomst var fløjet hen paa Gaarden for at være Nummer ét til at berette Jens Pinedød Baduljen ...

Men Jens havde gudhengivent svaret:

— Hva' Satan rager det mig!

Han skikkede punktlig hver Lørdag Aften Halvdelen af sin Ugeløn hen til Konen og Barnet, saa ingen skulde komme her og spille Polka for ham i den Anledning!

— —

Men som Tiden gik, og Lig-Johanne ganske blev udygtig til regelmæssigt Arbejde, aad Tanken om Mandens femhundrede urørte Kroner sig dybere og dybere ind i hende. Hun blev besat af disse Penge. Hun drømte om dem om Natten og snusede rundt efter dem om Dagen. Hun vilde have fat i dem og maatte have fat i dem! Hvortil hun egentlig vilde bruge dem, stod hende ikke klart. Maaske til at drikke sig lige lukt ned i Helvede for, da der dog alligevel ikke mere fandtes nogen Glæde for hende paa Jorden. Og maaske foresvævede der hende ogsaa i hendes omtaagede Tilstand noget som et fjernt Haab om, at Pengene paa en eller anden Maade skulde kunne »frelse« hende.

Hun havde engang i en Avis læst om et Drankerasyl, hvor man kunde helbredes og lære at forsværge Nydelsen af stærke Drikke og andre Uhumskheder. Og det blev hende da senere, hver Gang Deliriums-Angesten indfandt sig, hendes Livs store Maal at komme ind paa et saadant Asyl ... Men hun vilde betale for sig og ikke smides paa Fattigpleje! Hun, der var af saa fin og fornem en Familie ...!

— —

Med disse og mangehaande andre forvirrede Tanker tumlede Lig-Johannes Hjerne baade Dag og Nat. Og hun pinte og plagede Manden, snart med Bønner og snart med Trusler, om i det mindste bare at overlade hende et Par hundrede Kroner af sin Skat, bare ét Hundrede! Og da Jens stadig viste sig lige urokkelig afvisende, voksede der efterhaanden op i hende et vildt og uforsonligt Had imod ham. Og hun gik rundt og lurede paa en Lejlighed til med Magt at fratage ham, hvad han ikke godvillig vilde rykke ud med.

... Han som dog vidste, for det havde hun under grædende Taarer sagt ham, at disse Penge kunde frelse hende og igen gøre hende til et skikkeligt og agtværdigt Menneske ...

Saa gik Pin'de-Jens en Torsdag Formiddag og mugede nede i Hestestalden og sang dertil. Denne Syngen var i Aarenes Løb blevet ham en Vane. Men han anede ikke selv, at han gav Lyd fra sig:

Frøken Sofie kom fra Foderloen som sædvanlig fulgt i Hælene af Tyrk.

Hun standsede paa Tærskelen og lyttede smilende til Sangen.

Jenses Stemme knirkede og hvinede om Kap med Trillebøren, han skød foran sig:

Og han skreg dette Omkvæd i den Grad splintrende falsk ud, at Tyrk bjæffede derved, og Frøken Sofie brast i Latter.

— Ih, men Gud, staar hun der, bitte Sofie? sagde Jens saa og stirrede forbavset hen mod hende og Hunden — Jeg ha'de smen slet ikke fornummet hendes Komme. Som de smaa Tær dog kan liste!

— Jens er nok glad i Dag?

— Glad? Næ, jeg er Fa'eme ikke glad! De Tider er forbi.

— Jamen Jens gik da og sang, saa det kunde høres helt ud i Loen.

— Sang? Jeg? Nej, det er Pin'de ikke Tider til at synge i. Det har vaaren Trillebøren; hun trænger til Smørelse.

— Hidialla, hidia ... begyndte Frøkenen at nynne for at friskne paa den Gamles Hukommelse ...

Men i det samme blev Døren ud til Møddingen revet op, og Lig-Johanne ravede halvdrukken ind:

— Jeg skal ha' no'en Penge, Jens! sagde hun uden Hilsen og Indledning.

Jens løftede Skovlen, han stod med, ligesom til Forsvar:

— Har jeg ikke sagt Dig, at jeg ikke vil ha' dit Rend her paa Gaarden! ... Og Du fik jo de Penge, Du skulde ha', i Lørdags.

— Dem har jeg sgu brugt, he—he! grinede hun.

— Til at drikke op, ja!

— Ja—e ... Men nu vil jeg ha' en Snaps til, for i Dag er det min Fødselsdag!

Jens lod Skovlen synke:

— Er det din Fødselsdag, Johanne ...? spurgte han næsten mildt.

— Ja ... Og jeg skal ha' fremmede, skal jeg ... (Hun nejede dybt:) Har man ikke ogsaa den Fornøjelse at se Dig, he—he?

— Nejnej, nejnej! sagde han forfærdet.

— Det er sgu ogsaa ligemejet! lo hun op — Naar bare jeg faar de Penge. Frem med dem!

— Jeg har ingen før Lørdag ...

Hun gik ham truende ind paa Livet. Og da han igen gjorde Mine til at løfte Skovlen imod hende, greb hun den fat med begge Hænder om Skaftet.

Saaledes stod de hadefuldt Ansigt til Ansigt:

— Du hører jo, at det er i Dag, jeg har Fødselsdag! sagde hun — Hva' Satan kan det saa nytte, at Du præker op om Lørdag?

— Jeg har ingen ... gentog han stædig.

— Saa Du har ingen? vrængede hun — Du ligger jo da og roder med alle de femhundrede, Du fik af Bror Nils for at ta' mig. Hvor er de?

Jens kastede et forskrækket Blik hen mod Foderloen. Men Frøkenen var borte. Døren stod paa Klem efter hende, saa hurtig var hun kommen af Sted.

— Saasaa, bitte Johanne, saasaa ... begyndte han spagfærdig at tysse paa. Han var med Et blevet bange for Udtrykket i hendes Øjne. Og hun var jo ogsaa saameget yngre og stærkere end han. De Gange, de havde taget Livtag, havde han altid faaet de værste Klø — Saasaa, sagde han — saasaa ... Kan Du redressere Dig med en Hal'tresøre, kan der vel nok blive Udvej for at skaffe den da, siden det er din Gebursdag ... Men mere har jeg Pin'de heller ikke at undvære!

Johanne sendte ham et ransagende Blik. De stod endnu begge og holdt paa Skovlen:

— Jaja, sagde hun — saa lad mig faa dem. Men lidt villigt; for jeg har travlt!

— Nu skal jeg hente dem ... De ligger inde i min Kiste i Kammeret. Men Du behøver ikke at gaa med!

Han slap sit Greb i Skovlskaftet og gik hurtig hen mod Døren til sit Lukaf.

Lig-Johanne blev staaende med Skovlen i Hænderne og kiggede sig taaget omkring i Stalden:

Alle Hestene var ude. Kun henne i den store Herskabsbaas stod Kørehestene. De havde nysgerrigt drejet Hovederne og stirrede hen mod hende.

— Hva' Fanden glor I efter! sagde hun arrigt — Ka' I mon passe Jer sæl?

Og i sin drukne Utilregnelighed slyngede hun pludselig Skovlen, hun stod med, hen imellem dem, saa at de stejlede og slog bag ud af Skræk.

— He—he! grinede hun fornøjet.

Saa vendte hun sig utaalmodig:

— Jens, hvor bli'er Du af?

Og da Manden hverken svarede eller viste sig, vaklede hun paa Taaspidserne hen til Kammersdøren og tittede ind:

Jens laa paa Knæ paa Stengulvet derinde og rodede i sin Klædekiste. Han havde for otte Dage siden endelig bekvemmet sig til at undvære Synet af de femhundrede, kontante Kroner og sat dem i Sparekassen; der stod de sikrere, nu Johanne var begyndt at lumske saa begærlig om efter dem. Og nu saa hun, at han netop var i Færd med at gemme Bogen paa Bunden af Kisten.

Da det var besørget, fandt han sin Pengepung frem. Og Johanne kunde se, at der var baade Kronestykker og Tokroner i den, saa at det voldte ham Umage at hitte Smaapengene frem til de halvtredsindstyve Øre, han vilde spise hende af med:

— Den Satan! mumlede hun, og Blodet sydede hende til Hjernen — Den nærige Satan!

Jens maatte have hørt hende røre paa sig, thi han drejede Ansigtet halvt om og raabte ud mod hende:

— Nu kommer jeg straks, Johanne. Det er de sidste Øre, jeg har, saa det ta'r nogen Tid at plukke dem sammen.

Men nu kunde Johanne ikke styre sig længere; hun rev Døren op og fôr ind. Og førend Jens kunde faa rejst sig, havde hun grebet ham med begge Hænder i Nakken og huggede i vildt Raseri hans Hoved op og ned mod Kistens Kant:

— Saa det er de sidste, Du har? hvæsede hun — Ja, jeg skal lære Dig! Jeg skal lære Dig!

Og hun vedblev at hamre snart hans Hoved og snart hans Hals ned mod Kistekanten:

— Og vil Du saa med det samme rykke ud med de femhundrede Kroner, Du fik for at ta' mig! skreg hun — Vil Du! Vil Du! Var det dem, Du puttede væk i Bogen før? Hva'? Var 'et? Kan Du faa Kæften paa Gled? Ka' Du? Jeg slipper Dig ikke, før Du har sagt det!

Og hun blev ved med at hamre løs ...

Indtil Jens omsider ikke mere gjorde Modstand. Og da han heller ikke svarede hende, løsnede hun endelig sit Greb i ham og lod ham fri:

— Kan Du nu faa Munden op kanske! sagde hun.

Men han sank sammen slap og livløs paa Gulvet foran hendes Fødder.

Hun ænsede det ikke. Hurtig snappede hun Skindpungen, der var faldet fra ham, og puttede den i Lommen:

— Nu er det min! sagde hun — Og nu ta'r jeg ogsaa Bankebogen, he—he! saa det bli'r vist herefter Dig, der kommer til at tigge en anden En!

Og hun fandt Sparekassebogen frem og stoppede den ind bag Kjolelivet:

— Naa, kan Du se at faa lettet Dig!

Hun sparkede til ham med Foden. Men Jens sank bare yderligere sammen.

Da gik der paa én Gang et iskoldt Stød igennem hende, og hendes Hjerne blev som fejet for Taage:

— Var han død? Ha'de hun slaaet ham ihjel? Det ha'de da ellers ikke været Meningen!

Hun bøjede sig hurtig ned over ham, greb ham i Skulderen og vendte hans Ansigt opad: Det var sorteblaat og blodigt, og hans Øjne var traadt halvt ud af deres Huler.

Hun slap ham igen og tog et Par Skridt som for at flygte.

Men i næste Øjeblik blev hun paa ny staaende:

— Mon der var kommet nogen ind i Stalden siden sidst?

Hun lindede paa Døren og kiggede:

— Nej, den var stadig tom ...

Saa bøjede hun sig atter ned over Jens; og idet hun løftede ham op paa sine Arme, næsten løb hun med ham ud af Kammeret, hen gennem Midtergangen og hen til Herskabsbaasen, hvor hun med Opbydelsen af alle sine Kræfter slyngede ham ind mellem Kørehestene ...

Saa flygtede hun.

Men førend hun forlod Stalden, var hun igen inde i Kammeret og lagde Pungen og Sparebogen tilbage i Kisten:

— Nu, han var død, vilde hun jo bekomme det altsammen paa lovlig Vis ... Og det andet kunde føre til Opdagelse!

Kun en Tokrone stak hun til sig.

Det var jo hendes Fødselsdag.

Hans Henriksens og den lille Minkas Bryllup var blevet fejret med stor og tung Bondepragt paa Mosegaarden. Festen varede i tre Dage; og den tredje Dags Aften drog Brudeparret til Ravnsholt.

Men dermed var ogsaa Glæden forbi; thi Ottendedagen derpaa kom Fru Minka en sen Aftentime spadserende tilbage til Fædrenehjemmet og erklærede kategorisk, at ingen Magt i Himmelen eller paa Jorden skulde nogen Sinde oftere faa hende til at leve under Tag med gamle Madam Henriksen:

— Jeg har ikke giftet mig med Hans for at blive Tjenestepige hos hans Moder! sagde hun.

Jægermesterinden, der var ene hjemme, vred i Vaande sine Hænder:

— Sødeste lille Minka, sødeste lille Minka, tænk dog paa Skandalen ...!

— Jeg er ligeglad! blæste Datteren.

— Jamen, holder Du da ikke af din Mand?

— Jo ... men han er et Fjols, der lader sig regere af den Gamle!

En Vogn susede i rasende Fart op for Døren. Det var Hans, der var sat efter Konen.

Han kom stormende ind i Stuen med Overfrakke og Hat paa og Pisk i Haanden. Hans skikkelige Ansigt var ligblegt, og hele hans store, svære Legeme rystede:

— Minka ... stammede han — lille Minka ...

Og han sank paa Knæ foran hende med Hænderne foldede om Piskeskaftet.

Minka brast ud i en klokkeren Latter ved Synet:

— Aa Mor, bad hun — lad os være lidt alene ...

Fru Thorsen forsvandt som en Vind.

Mosepigen gik nu stille hen og tog Hatten af sin Mands Hoved og Pisken af hans Hænder. Og stadig lo hun; hun havde arvet en god Del af sin Faders Latterevne:

— Saa Hans, rejs Dig nu, klukkede hun — at vi kan tale fornuftig sammen. Du ser rent vanvittig komisk ud, som Du ligger der!

Hans skrumlede op og stillede sig klejnmodig foran hende som en Dreng, der trygler om Tilgivelse.

— Det er vist ogsaa bedst, hi — hi! sagde hun — det er vist ogsaa bedst, at Du ta'r Overfrakken af ... ellers kan Du ikke rigtig omfavne mig.

Han rev og sled i Frakken, fik den endelig af og kastede den fra sig paa Gulvet:

— Maa jeg ...? Maa jeg ...? Du er altsaa ikke vred paa mig ...?

— Jo, jeg er ... for Du er et Fæ! ... Saa, saa, saa ...!

Hans havde løftet hende op i sine Arme; og medens han holdt hende liggende der, som man holder et lille Barn, knugede han hende ind til sig og kyssede hendes Øjne, hendes Kinder og hendes Mund atter og atter, som vilde han aldrig ophøre dermed:

— Minka, Minka, Minka, Du véd ikke, hvor jeg er gal efter Dig!

Taarerne stormede ham ud af Øjnene, og han hulkede og klagede som et Menneske, der er blevet frelst fra en overhængende Ulykke, men endnu ikke ret er kommet til sig selv efter Skrækken.

Og Minka laa bleg og stille og gav sig hen under hans Kærtegns Styrke. Af og til gik der en vellystig Gysen igennem hende, og da smilede hun og bad: Mere! Mere! ... Og han kyssede hende igen og igen og igen ...

— Minka, Minka ... Du er saa fin og blød!

Hun slog Armene om hans Hals og hviskede:

— Du maa blive her i Nat ...

Forvirret løftede han Hovedet og stirrede ned paa hende:

— Ta'r Du da ikke med til Ravnsholt ...?

— Nej ... Men slip mig! Der kommer nogen!

Det var Jægermesteren, der vendte tilbage fra et Besøg paa en Nabogaard. Hans Kone havde ikke hørt ham komme, saa han traadte ubekymret ind i Stuen:

— Naa, her staar I og elsker! lo han buldrende op — Og Hestene udenfor la'r I skøtte sig selv! I er et Par skjønne Papegøjer!

— Vi bliver her i Nat ...! sagde Minka hurtig. Saa var den Sag klaret.

— I skal være velkommen, Børn! ... Men det er da ingen Grund til at lade Hestene staa udenfor, ha, ha!

— Nej ... smilede Minka og spillede den blysomme — vi ... æ ... vi ... Aa, Hans, gaa Du ud og faa spændt fra! afbrød hun saa leende sig selv — Og tag dit Overtøj med.

Hans samlede Tøjet sammen og tumlede ud.

— I har det nok stadig med Varme, hva'? lo Jægermesteren og saa efter ham — Ak ja, hvem der endnu aad friskbagt Hvedebrød, ha, ha! En anden Ens Kage er blevet noget tør!

Fru Minka gik hen og stillede sig ret op og ned foran Faderen og saa ham besluttet ind i Øjnene:

— Jeg er rendt min Vej fra Ravnsholt! sagde hun rolig og uden at blinke — Og Hans er kommet herover for at hente mig tilbage; det var derfor, Vognen holdt derude ... Men jeg sætter ikke mine Fødder der paa Gaarden mere! Er Du med paa den?

Jægermesterens Arme faldt slapt ned, og hans fede Ansigt fik et maabende Udtryk:

— Men Pige dog ... hvad er det Du siger?

— Ja, det sa'e jeg!

— Véd din Mor det?

— Ja.

— Jamen i den Alstyrendes Almægtiges højtlovede Navn, bruste han endelig ud — hvorfor er Du rendt Pigebarn? I elsker jo hverandre meget værre end som to almindelige Turtelduer; det saa jeg jo li'e nu!

Minka var paa et hængende Haar igen bristet i Latter. Hvor var de Mandfolk dog bundgrinagtige baade i deres Vrede og deres Glæde ...! Men hun betvang sin Munterhed og sagde med en velkonstrueret Antydning af Graad i Stemmen:

— Har Du ... opdraget din Datter ... til at være Tjenestepige?

— Nej, Fandenfløjteme har jeg da ej nej!

— Jamen det er det, de vil gøre mig til ovre paa Ravnsholt.

— Hvem?

— Pompadour!

— Og hvad siger din Mand?

— Han er en Nathue ...

— Jamen Du elsker ham jo, Tøs!

— Jeg elsker ham, ja ... Og jeg kan slet ikke leve uden ham ... Og derfor maa Du lade ham flytte her over og faa Mosegaarden i Forpagtning ...!

Nu var det Jægermesterens Tur til at le, og han holdt ikke igen:

— Ha, ha, ha! brast han ud og slog sig paa Laarene, saa det klaskede — Saa skulde din Mor og jeg kanske flytte til Pompadouren?

Men Minka kastede sig nu ind til ham og slap for Alvor Graaden løs; Tidspunktet var inde.

Og hun gav sig til at jamre og klage og stille sig hysterisk og raabe op om, at hvis hendes Forældre tvang hende til at tage tilbage til Ravnsholt, vilde der ikke gaa mange Dage hen, førend de skulde sørge hendes Død, og hun gik endda med et lille Barn under sit Hjerte!

Til sidst faldt hun i Besvimelse og blev baaret ind paa en Seng i Gæstekammeret.

Derinde kom hun igen til sig selv og forlangte nu med høj Røst og flagrende Arme, at Forældrene skulde gaa deres Vej, hun kunde ikke taale at have andre om sig end sin Mand.

Og da de to Gamle resigneret var listet af, sprang hun ud af Sengen, løb hen og laasede Døren, fôr om Halsen paa Hans, græd, lo og skreg og puttede sig ind til ham fuldstændig ude af sig selv ...

Men lidt efter blev alt stille.

— —

— Nu sover hun ... hviskede Jægermesterinden, der sammen med sin Mand stod uden for Døren og lyttede.

— Javel ...! mumlede Jægermesteren og gemte Ansigtet bort.

— Ler Du i et saadant Øjeblik, Thorsen! sagde Fruen forarget.

— Nej, Gud Fader fri og frels, Kone! ... Men lad vos nu la' de Unge ha' Ro!

Og han trak hende forsigtig bort med sig ...

Da Hans Henriksen tidlig næste Morgen rullede ind paa Ravnsholt, stod hans Moder paa Trappen foran Hoveddøren streng og uafviselig som en Skæbne.

Han dukkede sig under hendes Blik og skyndte sig at spænde Hestene fra og faa dem om i Stalden.

Men da han kom tilbage for at hænge Kørepisken paa dens Plads i Entréen, stod Pompadour der endnu:

— Jeg har noget at snakke med Dig om, sagde hun rolig og gik ind paa Kontoret.

Hans fulgte efter:

— Hvis det er Minka, der skal holde for, tænkte han og knyttede Hænderne i Bukselommerne — saa skal jeg vide at svare!

Men Madam Henriksen nævnede ikke Svigerdatteren.

Hun satte sig tavs og lukket i Onkel Joachims Lænestol bag Pengeskabet.

Sønnen tog Plads i Sofaen ... Gaardens Lyde hørtes tydelig i Stilheden.

— Kan der snart gaa Hul paa Dig! fôr Hans paa én Gang op, saa nervøs blev han af at sidde der og vente paa, hvad der skulde komme.

Pompadour lod, som om hun ikke mærkede hans Ophidselse:

— Her var nogle Mænd i Aftes, da Du var kørt bort, begyndte hun sindigt — de vilde gerne ha' talt med Dig med det samme. Men jeg sa'e, at Du var a' By, og at de ikke kunde træffe Dig før en Gang i Formiddag.

Hans sendte Moderen et lurende Blik: Hvad var nu det for noget? Hvorfor snakkede hun ikke rent ud om Minka straks?

— Hvad vilde de mig? spurgte han.

— Det faar Du vel at vide, naar de nu indfinder sig.

— Hvem var det?

— Det var Sognefogden og Mølleren og et Par andre af Nils Havslundes Stillere.

— Ja, han har jo nedlagt sit Mandat ...

— Det har han nok, ja ...

Ny Pause, i hvilken de begge stirrede tomt ud for sig.

— Lagde de ikke deres Ærinde ud for Dig? spurgte Hans saa.

— Jo—e ... men jeg kerer mig ikke om at blande mig i andres Affærer.

— Nej, det plejer Du jo ikke! lød det skarpt — Hva' drejede det sig saa om?

— Ja, nu kommer de vel snart, saa faar Du jo sæl Besked.

Hans rejste sig brat:

— Ja, saa gaar jeg ud og ser til Folkene ... De er vel sat i Arbejde?

— Ja, det har da nok jeg og Anders besørget for et Par Timer siden, smilede Pompadour ondt — Ingen vidste jo, naar det passede Dig at komme tilbage.

Hans slog en Næve i Bordet. Nu var de endelig, hvor de skulde:

— Minka er min Kone! sagde han — Og naar Du jager hende af Gaarde, saa maa jeg vel ...

Men Moderen afbrød ham stadig lige rolig:

— De vilde ellers, Sognefogden og Mølleren og de andre, begyndte hun, som om hun slet ikke havde hørt hans vrede Ord — de vilde da ellers forhøre, om Du var villig til at stille Dig nu ved Suppleringsvalget efter Nils Havslunde ... De vilde helst ha' en af vore egne ind nu, sagde de. Og de mente, at der kunde garanteres for dit Valg, da Du nyder saa stor en Anseelse paa Egnen, sagde de, og var dygtig.

Hans havde igen sat sig. Han var blevet ganske bleg af Overraskelse:

— Det kan jeg ikke paatage mig ... mumlede han — det har jeg ingen Kyndighed i ...

— Det maa de andre vel da synes, siden de kommer til Dig! mente Pompadour.

— Ja—e, det maa de vel ... Og hvad synes Du, Mor?

Hun sendte ham et hvast Sideblik:

— Hæ ...! bryder Du Dig om at vide det ...?

— Det har jeg jo altid gjort!

— Aa ja, vel saa ... Ja, saa synes jeg, at Du skal ta' imod Tilbudet og sige Tak til. Det er dog en Slags Ærens Vej at komme ind paa og en Hæder baade for Dig og vos andre ... Et Menneske kan udrette meget, bare det sætter sig det for. Nu ser vi, hvor tykt Du klarer Dig som Sogneraadsformand; og det mente Du heller ikke, Du kunde paatage Dig. Tror Du, vi ha'de siddet her, hvor vi nu sidder, om jeg ha'de været kranksindet af mig?

Før Hans kunde faa svaret, kom Anders, den yngste af Sønnerne, hurtig ind fra Entréen:

— Naa, der er I! sagde han — Sognefogden og Mølleren og de andre er kommet ind gennem Haven og vil snakke med Dig, Hans.

— Nu skal jeg hente dem ... sagde Pompadour og rejste sig af Stolen.

Og idet hun gik forbi Hans, tilføjede hun:

— Husk nu paa, hvad jeg har tilraadet Dig!

Da Moderen var ude af Døren, spurgte Anders hastig, og han rødmede derved:

— Fandt Du saa Minka?

Hans saa vredt til ham:

— Ja, hun var paa Mosegaarden naturligvis; hvor skulde hun ellers være!

Anders' Øjne lyste af Glæde:

— Aa Gudskelov da! sagde han. Derpaa vedblev han — Jeg vilde ha' været ud i Aftes og ledt efter Jer; men Mor vilde ikke ha' det.

— Hva' skulde det ogsaa ha' været godt for! ... mumlede Hans og vendte ham Ryggen ...

Nu kom Madam Henriksen med Mændene.

Og straks efter forlod hun og Anders Stuen ... Hans saa langt efter hende, da Døren lukkedes.

— —

Men da Deputationen igen forlod Ravnsholt, havde Hans Henriksen afgivet sit Løfte om ved det forestaaende Suppleringsvalg at stille sig som Folketingsmand i Nils Uldahls Sted.

Udrustet med Instrukser fra Hovedkvarteret begyndte Hans Henriksen nu altsaa at holde Vælgermøder. Det gik lidt akavet for ham i Begyndelsen; men snart lærte han Taget og Fraserne og kunde slynge Parolen ud med den fornødne Rutine. Da han tilmed var en velbegavet Mand, og Tilhørerne desuden var glade ved at se en af deres egne paa Talerstolen, lykkedes det ham snart at vinde Gehør iblandt dem. Og allerede ved fjerde Møde kunde Sejren anses for givet....

Hvad der ogsaa meget bidrog til at forhøje Stemningen blandt Bønderne var, at Madam Henriksen som oftest indfandt sig ved Møderne.

Det var Sognefogden, der havde Æren af at have hittet paa dette virksomme Trick. Han anbragte Pompadour paa en iøjnefaldende Plads oppe i Nærheden af Talerstolen. Og naar hun sad dér rank og statelig og lod sine kloge Øjne vandre ud over Forsamlingen, saá man i hende ligesom et Symbol paa Bondestandens voksende Magtfylde ...

Hvad havde ikke denne rolige og besindige Kvinde formaaet at sætte igennem! ... Som fattig Enke med tre uforsørgede Børn var hun draget ind paa Ravnsholt som blot og bart Tyende. Og nu sad hun ikke alene dér som Ejerinde af Gaarden og alle dens Herligheder kvit og frit; men ogsaa Børnene havde hun forstaaet at bringe frem. Hans, hendes ældste, Arvingen til Ravnsholt, havde hun faaet gift med den velhavende Jægermester Thorsens eneste Barn. Jeppe, den næstældste, havde hun faaet anbragt paa Kragholm. Og man forsikrede Mand og Mand imellem, at hun allerede havde Kig paa Havslundegaard til sin yngste Søn, Anders, naar nu Nils Uldahl om ikke længe maatte takke af.

Tre Sønner og en Herregaard til hver. Det var som at høre om de stærke Ridderfruer i Middelalderen!

Og Bønderne gned sig i Hænderne og grinede fedt:

— He, he! Saaledes vilde alle »Godsejerne« Landet over lidt efter lidt blive fejet ned af deres gamle Arve-Sæder, og »vi sæl« vilde klyve derop i Stedet! ... Længe leve vor nye Folketingskandidat! raabte de — Manden af vor egen Midte!

Og en Dag foreslog saa Sognefogden ligefrem, at man skulde give Madam Henriksen et Hurra med:

— ... Idet jeg, motiverede han Forslaget — ligesom i denne ene Kvinde, der trods det, at hun ved sin egen Dygtighed og Klogskab har forskaffet sig Ret til at bære et fint og fornemt Navn, alligevel har foretrukket i Lighed med vos andre at bibeholde sit eget simple Bondenavn ... og det er det, man i højeste Forstand kan kalde Bondekultur, det, ikke at skamme sig ved sit enfoldige Navn! ... altsaa, det var det, jeg vilde sige: idet jeg altsaa ligesom i hende vil sammenslutte alle den frie og fremskredne Bondestands stærke og dygtige Kvinder, vil jeg bede Forsamlingen med mig at udbringe et Leve for vores Folketingskandidats Moder, Madam Henriksen, Gaardejerinde til Ravnsholt og Kragholm ... og vi kan saagu' godt ta' Havslunde med, saa vidt jeg har ladet mig fortælle! ... Hun leve!

Og Hurraraabene drønede op omkring Pompadour, hvis Ansigt maaske blev en Kende blegere, men som ellers modtog Folkets Hyldest uden at fortrække en Mine.

Kun havde hun straks ved Begyndelsen af Sognefogdens Tale rejst sig. Enten det nu var for at bevise ham en Ære, eller for at de Tilstedeværende bedre skulde kunne se hende ...

Saa ofte det i disse travle Tider lod sig gøre, tog Hans Henriksen til Mosegaarden og blev Natten over hos sin Kone.

Intet kunde nemlig bringe den lille Fru Minka fra sin én Gang fattede Beslutning om ingen Sinde mere at sætte sine Fødder paa Ravnsholt.

Og hvad Madam Henriksen angik, saa syntes hun ganske at have strøget Svigerdatteren ud af sin Bevidsthed. Det var, som havde Sønnens Giftermaal aldrig fundet Sted. Hans havde et Par Gange forsøgt at faa Moderen til at udtale sig om Sagen; han fandt Situationen baade pinlig og latterlig; men hun havde vendt ham Ryggen og tiet haardnakket.

Og da han var blevet hidsig og højrøstet og havde villet tvinge hende, havde hun rolig rejst sig fra sin Plads og forladt Værelset ...

Saa lærte omsider ogsaa Hans sig til Tavshed paa dette Punkt. Og nu var det paa Ravnsholt, som havde de Dage aldrig været, da to Kvindeviljer dér kæmpede en uvejrslummer Kamp paa Liv og Død.

De Privatværelser, der var blevet sat i Stand til Ægtefolkene, stod aflaasede hen.

Minka fra Mosen var slettet ud. Ingen nævnede mere hendes Navn.

Undtagen Anders, den yngste.

Han kunde undertiden spørge, medens Blodet jog ham til Kinderne:

— Hvordan har Minka det?

— Godt! sagde Hans kort og gav sig til at tale om noget andet.

— —

Saa kom Valgdagen; og Hans Henriksen sejrede, som forudsat var, med stor Majoritet.