ROMANEN (continued 3)

Men saa skete det, at da Fru Karen under Samsø vilde tale med sin Frantz, var han intet Steds at finde. Hun søgte hele Skibet rundt og spurgte og spurgte, men han var der ikke. Han havde trofast ledsaget hende om Bord i Kallundborg og anbragt hende paa en Sofa i Damekahytten.

Men fra det Øjeblik var ethvert Spor af ham udslettet ...

Hjemkommen til Kragholm ventede og ventede Bruden. Men Gommen kom ikke. Og der var kun tre Dage til Festen.

Da udgød Fru Karen, vel for første Gang i sit Liv, sande Taarer. Og siddende midt imellem to uhyre Overflødighedshorn, telegraferede hun til Gæsterne, baade de Uldahler og de Heinemanner, at de skulde ikke komme, Gildet var opgivet, Frantz's Aandenød havde forværret sig.

Men Delikatesse-Kasserne lod hun gaa Retur til København, da Sagerne Gud være lovet var taget paa Aarsregning.

— —

Dette var Kragholmermandens uigenkaldelig sidste Udflugt.

Og da han fjorten Dage senere returnerede et Steds nede fra Bagpommeren og en Aftenstund blev fundet i en Halmstak uden for Laden og baaret op i sin Seng forhutlet, sløv og klejnmodig, var Smilet ganske forsvundet af hans Ansigt, og hans Øjne var som Hunden Tyrks bedrøvede indtil Døden.

— Hvor kunde Du gøre det, Frantz? spurgte hans dybt forurettede Hustru.

— Møv, møv ... grumlede Frantz og krøb længere ned under Dynen — Lad mig være i Fred!

Men Fru Karen nuslede og puslede omkring ham paa kvindevis, syltede ham ind i smertefuld-bebrejdende Omhu og lod ham ingen Ro. Medens hun dog samtidig havde den Glæde at konstatere, at han ikke mere gav efter for sine mystiske Latteranfald hverken ved Dag eller Nat. Og hun fattede i sit Hjerte det Haab, at det var Tanken om dette Sølvbryllupspuds, der havde fremkaldt hans dulgte Munterhed, og at han nu for stedse var helbredet ...

Men da Frantz Uldahl tre Uger efter havde overvundet Følgerne af sin Bryllupsrejse, optog han paa ny sine Rideture og genvandt lidt efter lidt sin fordums Fylde ...

Og en Nat vækkedes Fru Karen af sit Blund ved, at han igen laa og fnisede underfundigere end nogen Sinde.

Og da skal hun have grædt sanddru Taarer for anden Gang.

Medens ingen nogen Sinde søgte Raad og Hjælp hos Fruen paa Kragholm, var Fru Line paa Havslundegaard derimod som en Trøstens og Husvalelsens Engel for den ganske Egn. Alle syge og sorgfulde kom til hende med deres Bekymringer. Og hun gjorde, hvad hun kunde for at glæde og lindre.

— —

Madam Oline Rasmussen, den brystsyge Degns Kone, stod grædende i Havslunde Køkken.

— Er det saa rent galt med Manden? spurgte Ane Kokkepige deltagende.

— Ok Gud, ok Gud, ja, det er saa rent, rent snavs ... hulkede Oline — og nu mente da baade Jens Oluf og jeg, at vi vilde bede Fruen se over, om hun da vil ...

— Hun har jo sagt ja ... sagde Ane.

Men samtidig sendte hun Degnekonen et ransagende Blik; for der gik Rygter i Sognet om hende og den nye Hjælpelærer.

Og desuden vidste jo enhver, at Jens Rasmussen var Søn af Nils Uldahl.

Saa det var underligt, at Fruen havde samtykket i at gaa med; men hun var jo tossegod!

— Der kommer Fruen! sagde Ane højt og lyttede hen mod Døren til Anrettergangen.

Fru Line traadte lidt efter ind; og Degnekonen brast paa ny i Graad.

Men førend Fruen endnu kunde faa sagt et Trøstens Ord, blev Døren til Gaarden revet op, og Minka fra Mosen kom farende ind forfulgt af Frøken Charlotte. Begge lo og støjede de, saa det klang i Køkkenet:

— Hjælp! Hjælp! raabte Minka og vilde søge Beskyttelse hos Fru Line.

— Stop hende! Stop hende! skreg Charlotte og søgte at gribe fat i Veninden.

Men saa fik de samtidig Øje paa den grædende Oline og standsede forlegne.

Ane Kokkepige sendte Minka et hvast Blik. Hele Gaarden var forarget over, at den »Bondetøs« sprang rundt her og spillede hjemme.

— Kom saa, lille Oline, sagde Fru Uldahl og nikkede Farvel til Pigebørnene.

Degnekonen løftede taknemmelig sine foldede Hænder frem mod Fruen:

— Sikken en Lykke for Jens, sagde hun — sikken en Lykke for Jens!

Og saa gik de.

Men næppe havde Døren lukket sig efter dem, førend de to Unge igen begyndte paa deres Leg.

— —

Da Madam Rasmussen og Fru Uldahl var naaet ind i Haven foran Degneboligen, kom en lille tretten-fjortenaars Tøs styrtende imod dem:

— Han er staaen ud af sin Seng, fortalte hun bleg af Skræk — Rasmussen er staaen ud af sin Seng, fordi Hjælpelæreren sang inde i Skolestuen.

Og hun pegede op mod Huset, hvor Degnens udtærede Ansigt et Øjeblik saas bag et Vindue i Sovekammeret.

Oline udstødte et Skrig og satte af Sted over de lysegrønne Plæner og nysaaede Bede.

Fru Uldahl forsøgte at berolige det forskræmte Pigebarn, der var stukket i Graad:

— Saa, saa, lille Ingermarie ... sagde hun og kærtegnede Barnet — saa, saa, nu er vi her jo!

Men Tøsen græd og snakkede og lod sig ikke trøste:

— Jeg skulde jo være ved ham, berettede hun snøftende — medens Madammen løb op paa Gaarden efter Fruen ... men saa begyndte Andersen ... at synge inde i Skolestuen ... og saa vilde ... Rasmussen ind og tæve ham, sagde han ... og saa blev jeg saa ræd, saa ræd ...

— Ja, kom Du nu kun med mig, lille Ingermarie, saa ...

— Nej! sagde Pigen rædselslagen — ikke for aldrig det! Nu løber jeg hjem!

Og bort flygtede hun ud gennem Havelaagen og ned ad Vejen ...

Fru Uldahl gik ind i Degneboligens Storstue og satte sig til at vente.

Der var rent og sirligt derinde. Over de giftiggrønne Plydsesmøbler laa hvide hæklede Stykker. I Vinduskarmene stod velplejede Blomster. Et lille Rosentræs lyserøde Knopper udsendte en fin Duft ...

Fru Line smilede stille og mindedes en lignende Stue, som hun selv engang i Ro og Fred havde puslet og røgtet langt borte i Fortiden i Husum Kro ... men saa var Nils kommet og havde draget hende ind i noget andet ... og nu vidste hun ikke mere, om hun længtes tilbage mod sin svundne Ungdom, eller om det blot var Tanken om hine sorgløse Dage, der fyldte hendes Hjerte med stille Vemod ...

Degnekonen viste sit forskræmte Ansigt i Døren til Soveværelset:

— Hvis Fruen saa vilde komme ...? Nu er han bleven rolig.

Fru Uldahl rejste sig og fulgte.

Ogsaa i Soveværelset var alt pillent og propert. Og Solen skinnede varmt frem mellem de hvide, blondebesatte Gardiner.

I den nærmeste af Ægtesengene sad Jens Oluf halvt oprejst, støttet af mange Puder. Hans dybtliggende, mørktrandede Øjne var lukkede; hans Ansigt var gustengult og indfaldent; og hans forhen rige Haar og Skæg var ligesom visnet bort, faldet af i store nøgne Pletter.

Men hvad der næsten gjorde det pinligste Indtryk var, at under den sirligt ombøjede Skjortekrave var bundet dette døende Menneske et skrigende, højrødt Slips.

Oline, der saa Fru Uldahls forundrede Blik, hviskede ligesom undskyldende:

— Ja, han vilde jo pyntes til Fruen ... og det nytter ikke at gøre ham imod ... Her er Fruen, Jens Oluf! sagde hun saa og gik hen og lagde sin Haand paa Mandens Arm.

Den Syge slog langsomt Øjnene op og saa hen mod Fru Line med et Blik, der først lidt efter lidt syntes at vaagne, saa sløret var det af Træthed og Lede:

— Tak ... at Fruen kom, nikkede han anstrengt og afbrudt — Det er mit sidste Haab ... for Fruen, der selv har gennemgaaet saa meget ... og stadig har holdt Dem mild og god ... De maa jo kunne gi' en sølle Stymper som mig ... et godt Raad at dø paa.

Fru Line satte sig stille paa Stolen foran hans Seng og tog hans Haand; men slap den igen, da den var kold og vaad ... og tog den igen, da hun syntes, det var Synd, om han mærkede noget:

— Og hvad er det saa, der trykker, Jens Rasmussen? spurgte hun og bøjede sig frem imod ham.

Degnen laa lidt uden at svare; saa sagde han, og dybt i hans triste Øjne lyste et Glimt frem:

— Det er Vreden ...! sagde han.

— Og hvem er De da saa vred paa?

Hans Øjne flammede stærkere, og han rev sin Haand til sig:

— Paa alle Jer, der er raske og varme!

— Jens Oluf ... bad Oline, der stod ved hans Hovedgærde — stem Dig nu ikke op igen ...

Men han ænsede hende ikke og fortsatte:

— Og jeg er vred paa Solen, der skinner, sagde han — og paa Fuglene, der synger! Jeg er vred paa Ungdommen, der leger paa de blomsterklædte Marker. Og jeg er vred paa Foraaret, som just nu knoppes derude!

— Jens Oluf ... Jens Oluf ...

— ... Hvorfor døde jeg ikke, medens det endnu var Vinter! vedblev han — Hvorfor gravede man mig ikke ned i Sneen! Hvorfor skal jeg ligge her og tæres hen og raadne, naar det andet spirer og vokser!

Fru Line vilde tale. Men han lod hende ikke komme til Orde. Han løftede sine magre knoglede Hænder frem som til Besværgelse:

— Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal være hjemfalden til dette? vedblev han paa sit kunstlede Bogsprog — Hvad har jeg forbrudt? Hvad er min Synd? Kan jeg for, at min Mo-der har avlet mig i uren Brynde? Sig mig det, at jeg kan bede om Tilgivelse! Lad mig leve, at jeg dog kan gøre Bod! Jeg er ung, og man snyder mig for min Ungdom ... man bedrager mig for mit Liv ... man holder mig usseligt for Nar! ... Solguld og blaa Himmel og grønne Skove viste man mig og sagde: Se dette er Livet, al dette giver jeg Dig! ... og da jeg saa knælede ned og vilde gribe til og fylde mine Hænder med al Verdens Herlighed, saa var det kun Støv og Jord og Aske og Løgn ...!

Hans Arme faldt slappe ned, og han sank rallende tilbage i Puderne.

— Jens Oluf, Jens Oluf ... hulkede Konen. Og Fru Line sad raadløs.

Da lød der paa én Gang Fodtrin udenfor paa Havegangen, og en høj ung Mand gik nynnende forbi Vinduerne. Han var barhovedet, og hans rødblonde Haar flammede i Solen.

Degnen fôr over Ende med et Ryk:

— Der er han igen, der er han igen! skreg han og vilde ud af Sengen — Judas! Judas!

Og Fru Line og hans Kone maatte kæmpe med ham for at holde ham tilbage.

— —

Da Degnen igen var faldet til Ro, forsøgte Fru Line at faa ham i Tale. Mildt og stille tog hun fat og sagde ham mange gode og dulmende Ord om sin egen rolige Maade at bære Livet og dets Tilskikkelser paa.

Indtil han pludselig træt og haabløst løftede sine Øjne op mod hende og sagde som i et Skrig:

— Dét nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene bôr for langt fra hverandre!

Lørdagen den fjerde Maj døde Jens Oluf Rasmussen. Og samme Dag fødtes i Villa Seemann det ventede Barn ...

Det havde været en vanskelig Fødsel. Og da Barnet omsider kom til Verden, viste det sig at være et stakkels, vanskabt lille Væsen, en Dreng med et frygteligt Hareskaar og et uformeligt, opsvulmet Hoved.

Fru Nærup, Fødselshjælpersken, havde straks bragt det af Vejen uden at præsentere Rositta det. Og havde derpaa sendt Bud efter Isidor, som efter sin Kones Ønske havde opholdt sig henne paa Herredskontoret ...

Allerede ude paa Stentrappen foran Huset kom Jordemoderen ham i Møde. Hendes fedladne Ansigt var blegt og bevæget.

— Der er da ikke noget i Vejen med Patienten? spurgte Isidor angst.

— Nej, Fruen har det godt nok ... Det er Barnet.

— Hvad er der i Vejen med det?

— Det er ...

— Er det dødfødt?

— Nej ... desværre! havde jeg nær sagt. Men nu kan Herredsfuldmægtigen jo selv se ... Og Herredsfuldmægtigen maa ... maa tage sig sammen ...! Jeg har bragt den Lille op paa Gæsteværelset uden at vise Fruen ham ... Det er forfærdeligt, at der kan sættes saadanne Børn i Verden!

— —

I samme Øjeblik Isidor saa den nyfødte, sagde han til sig selv:

— Det Barn maa ikke leve!

Og han vendte sig bort fra det næsten i Rædsel.

Han havde engang i Anledning af Spat-Maries Alexandra talt med Fru Rositta om, at saadanne ulykkelige Skabninger straks ved Fødselen burde udslettes af de Levendes Tal; og de havde været fuldstændig enige.

Nu skulde han altsaa føre sin Teori ud i Praksis.

Men han maatte selvfølgelig handle alene. Han kunde ingen Medvider have.

Atter saa han ned mod Barnet, der laa i sin Kurveseng foran ham. Og atter fôr der en Gysen igennem ham:

Drengens svulne og uformelige Hoved hang kraftløst ned mod den ene Skulder. Halsen var for svag til at bære det. Men det, der fornemmeligst gav Barnet dets hele gruopvækkende Karakter var, at Mund og Næse gik i ét og dannede et stort gabende Hareskaar, en lang, blodrød Flænge, der næsten strakte sig tværs over Ansigtet fra Øre til Øre.

Og oven over denne Flænge, over et Par store, triste Øjne, hvælvede sig en høj frembuet Pande, der var gennemfuret af dybe, tanketunge Rynker, som om dette usle lille sidste Skud paa den Uldahlske Stamme allerede før Fødselen havde siddet inde med al Slægtens bitre Viden ...

Isidor rettede sig. Hans Beslutning var uigenkaldelig:

— Ikke en Dag til Ende skulde dette arme mishandlede Væsen faa Lov til at leve!

Og han gav sig rolig og uden Vaklen til at overtænke Sagen:

— Stuepigen skulde vaage hos Drengen om Natten. Selv vilde Isidor opholde sig i Dagligstuen. Og før Pigen gik til Ro, vilde han paa en eller anden Maade skaffe sig Lejlighed til at give Barnet en kraftig Dosis af de Opiumsdraaber, som han havde staaende i sit Skrivebord ...

— —

Bag de nedrullede Gardiner i Soveværelset laa Fru Rositta bleg og udmattet.

Men da Isidor kom for at spørge til hendes Befindende, nikkede hun ham smilende i Møde og rakte en Haand frem imod ham:

— Saa blev da det overstaaet, lille Isidor! sagde hun paa sin stille, lune Maade — Har Du set »Bummerten«?

Herredsfuldmægtigen smilede igen og satte sig paa Sengekanten:

— Ja, jeg har, sagde han — Han ser noget svagelig ud.

— Gør han det, det lille Pus? Det var maaske derfor, at Fru Nærup løb med ham, inden jeg fik ham at se?

— Naa—e, næi, det tror jeg ikke ... Hun mente vel blot, at Du trængte til Ro.

— Ja, jeg er ogsaa træt ... Er han pæn at se paa, Drengen?

— Meget pæn, ja ... Og hvordan har Du det? Var det strengt?

— Nu er det jo overstaaet ... gentog Fru Rositta og lukkede Øjnene ved Tanken.

Herredsfuldmægtigen tog hendes Haand og kyssede den:

— Tapre lille Kone ...! sagde han — Men sov nu og lad være med at tænke! Lad, som om det hele slet ikke vedkommer Dig!

— Ja ... Sig mig bare, hvem I har sat til at passe Drengen?

— Foreløbig har altsaa Fru Nærup ham. Men Elise skal være hos ham i Nat. Jeg lægger mig ind i Dagligstuen paa Sofaen. Povl og Jørgen bliver henne hos Seemannerne, hvor Du har sendt dem hen imorges, samtidig med at Du jog mig paa Kontoret ... Farvel ... Og vil Du saa være saa henrivende elskværdig at holde din Mund!

— —

Da Jordemoderen henimod Klokken ni Aften havde puslet Moderen og Barnet for Natten og var gaaet hjem, kaldte Isidor paa Stuepigen og bad hende bringe et Brev ind paa Posthuset. Og medens hun nu var borte, gik han selv op til Barnet og gav det Opiumet.

Og da Pigen kom tilbage, sagde han til hende:

— De bliver altsaa hos Drengen i Nat, Elise. Skulde han vise sig særlig urolig, saa kom ned og kald paa mig. Men De skal ikke komme herind; bank bare stille paa Døren, at vi ikke skal vække Fruen.

Og da han havde sagt Godnat til Rositta, lagde han sig fuldt paaklædt paa Sofaen. Døren ind til Soveværelset lod han staa paa Klem. I Dagligstuen brændte en Natlampe.

Men han kunde ikke falde i Søvn; laa og stirrede med vidtaabne Øjne ud i Rummet:

— Nu havde han altsaa for første Gang i sit Liv udført en virkelig »Bedrift«. Han var ligefrem stolt deraf og følte sig halvvejs som en Banebryder; tænkte endogsaa et Øjeblik paa at notere Begivenheden ned og gemme Papiret hen, saa at Efterverdenen kunde faa at vide, at han, Isidor Seemann af Slægten Uldahl, trods alt, havde været forud for sine Samtidige. Thi det stod ham nemlig klart, at de Dage vilde komme, da det simpelthen vilde blive paabudt ved Lov, det, han nu i Dag havde maattet snige sig til.

— Isidor ... lød det inde fra Soveværelset.

Herredsfuldmægtigen var med et Sæt oppe af Sofaen og inde hos sin Kone:

— Hvad er der, lille Ven? spurgte han hurtig og mærkede, at han var mere nervøs, end han havde troet.

— Aa vil Du ikke give mig lidt at drikke ...

Han rakte hende Vandglasset, og hun drak begærlig.

— Tak ... sagde hun — Det var næsten Synd af mig at vække Dig; men jeg var saa tørstig ... Sov Du?

— Ja ... sagde han hurtig — Du har da ikke Feber?

— Nej, slet ikke ... Véd Du, om Drengen sover?

— Det gør han vist; der er ganske roligt deroppe.

— Du vil vel ikke liste Dig op ved Døren og lytte ...? Elise er jo ikke vant til at passe Børn.

— Jo, det skal jeg nok ... Men læg Du Dig nu ned igen og bryd Dig om ingenting andet end at sove.

— Du er saa god, Isidor ...

— Det er jeg! Jeg er et af de bedste Mennesker siden Syndfloden!

Da Rositta igen var faldet i Søvn, listede han tilbage til Dagligstuen og trak Døren til efter sig.

Han følte sig mere og mere nervøs, syntes, at Tiden trak unødig længe ud, laa og lyttede anspændt efter, om ikke Pigen skulde komme ned ad Trappen og kalde paa ham.... Men alt i Huset forblev roligt.

Saa faldt han lidt efter lidt hen i en Døs og sov ind. Indtil han paa én Gang saa Soveværelsets Dør langsomt glide op, og den nyfødte stikke sit frygtelige Ansigt ind og stirre hen imod ham med store anklagende Øjne. Og samtidig lød der en stille Banken som af spæde Fingre mod en Rude ...

Isidor fôr over Ende og saa sig forvildet om. Saa gentog Bankningen sig; og han vaagnede helt og skyndte sig hen til Entrédøren og aabnede.

Udenfor stod Stuepigen bleg og rystende.

— Hvad er der, Elise?

— Drengen er syg ... han kan næsten ikke faa Vejret ...

Isidor stod et Øjeblik tvivlraadig. Men saa tog han sin Beslutning:

— Løb straks til Byen efter Doktoren, befalede han — og bed ham komme med det samme. Er Doktor Larsen ikke hjemme, saa hent en anden ... Men gaa ud gennem Køkkenet, og vis ogsaa Doktoren den Vej, at Fruen ikke hører noget!

— —

Oppe i Gæsteværelset laa Barnet. Herredsfuldmægtigen stod bøjet over ham. Drengens Ansigt var end frygteligere at se, nu han droges med Døden. Øjnene var lukkede, og Hænderne krampagtig knyttede. Men han aandede endnu; svagt og med en underlig pibende Lyd trak han Vejret. Det hørtes som Klynket fra en sølle, lille dødsramt Fugl, som Livet ikke vilde slippe ...

Og saa denne gabende, blodrøde Flænge!

Isidor blev mere og mere ophidset, alt som Minutterne gik, og Drengen vedblev at leve:

— Sæt nu Lægen kom og begyndte paa sine Oplivningsforsøg, og sine Bade, saa at hele Huset kom i Oprør, og Rositta vaagnede og vilde have Grunden til Uroen at vide ...!

Der lagde sig som en Taage for Herredsfuldmægtigens Øjne. Han greb famlende for sig frem i Luften.

Og pludselig, uden nogen forudgaaende Beslutning, snappede han en Pude af den nærmeste Seng og pressede den haardt ned omkring sin Søns Ansigt.

— —

Et Kvarters Tid efter kom Elise med Lægen.

Han gik straks hen til Drengens Leje og bøjede sig undersøgende ned over ham:

— Er han død, Doktor? spurgte Isidor fuldstændig rolig.

— Ja, sagde Doktoren — og godt det samme!

Derpaa vendte han sig om mod Herredsfuldmægtigen og fortsatte indtrængende og alvorlig, som var det en Sag, han længe og nøje havde tænkt igennem:

— Og efter min Mening burde der ligefrem være en Lov, som paabød, at saadanne smaa, ulykkelige Skabninger ikke maatte leve! ... Men den Anskuelse kan De som Jurist og Øvrighedsperson naturligvis ikke dele, Hr. Herredsfuldmægtig?

— Nej ...! sagde Isidor.

— —

Senere paa Natten, da Isidor Seemann igen laa og halvsov paa Sofaen i Dagligstuen, drømte han, at han vandrede rastløs om ude i sin Have.

Frem og tilbage gik han, rundt ad Gange og over Plæner. Han vilde bort, flygte, han vidste ikke for hvad.

Da lyder der pludselig frem bag en Busk en stille, fornøjet Latter, en underlig spæd næsten vellystig lille Fnisen, der faar ham til at skudre sig i Ubehag. Han vil helst liste væk igen, ikke se, hvad der gemmer sig bag Busken, helst leve Livet til Ende i Uvidenhed.

Men han kan ikke flygte, han drives fremad og hen til Stedet.

Og da han bøjer Grenene til Side, ser han sin nyfødte Søn og Spat-Maries forfærdelige Alexandra ligge der paa Grønsværet foran sig i den hedeste Omfavnelse ...

Hurtig trækker han sin Skitsebog frem og giver sig til at tegne.

— Det er raat, Isidor! Det er raat! lyder det mod ham fra alle Sider.

Men han svarer:

— Det er ikke mere raat end selve Livet!

Og rolig tegner han videre...

Nils Uldahl var igen paa Havslunde ...

Kort efter Rigsdagens Slutning i April havde Fru Line modtaget følgende Skrivelse dateret København:

Fru Line Uldahl-Ege Havslundegaard.

Jeg rejser en af de nærmeste Dage til Udlandet og kommer ikke til Havslundegaard før i Begyndelsen af Maj.

I Tvivlsmaal kan De henvende Dem til min Forvalter Larsen, der har modtaget skriftlige Instrukser alt fornødent.

Uldahl-Ege.

Denne Ukas blev modtaget med almindelig Jubel baade i Hovedfløjen og i Asylet; og der blev straks samme Aften afholdt en ekstraordinær Kaffelystighed.

— Den gamle Svend tør ikke komme hjem, førend Jomfru Helmer er rejst! sagde Frøken Frederikke.

Og Pigebarnet havde Ret. Nils Uldahl vovede ikke at vise sig paa Havslunde, saalænge Mathilde Helmer endnu færdedes der. Hun havde Vinteren igennem bombarderet ham med Breve, der afvekslende truede og klagede, fordi hun i dobbelt Forstand var blevet »sagt op«.

Men Nils havde anvendt sin gode, gamle Fremgangsmaade og ladet enhver Henvendelse ubesvaret.

— —

Saa den første Maj drog Jomfruen bort. Og en ti-tolv Dage senere vendte Nils Uldahl tilbage.

Han blev hentet paa Stationen af Lars Kusk og gik direkte ind i sit Taarnværelse uden at hilse hverken paa Kone eller Børn.

Klokken var da to.

Klokken fem kom Olga Stuepige og bankede frygtsomt paa hans Dør:

— Der er rettet an til Middag, Husbond ... meldte hun.

Intet Svar.

Hun forsøgte igen; men med samme Resultat ...

Og ejheller ved Aftensbordet viste han sig.

Men da Fruen og Døtrene senere sad inde i Dagligstuen omkring Lampen, hørte de ham komme ud i Entréen, tage sit Overtøj paa og forlade Huset.

Og senere, da alle var gaaet til Ro, og han var vendt tilbage fra sin Udflugt, begyndte han at vandre rundt i Værelserne nedenunder, aabne og lukke Døre, gaa ud i Køkkenet og ned i Kælderen og tilbage igen, saa at Tyrk oppe i Sovekammerkorridoren hvert Øjeblik fôr hen til Trappen og gøede rasende.

Denne Rummesteren gentog sig nu Nat efter Nat. Men efterhaanden vænnede man sig til det, som man i Aarenes Løb havde lært at vænne sig til Husherrens mange andre Besynderligheder. Og om det saa var Tyrk, lod han sig ikke længere forstyrre ...

Men Nils undgik omhyggelig ethvert Samkvem med sin Familie. Sine Maaltider fik han serveret paa en Bakke, der blev sat ud i Entréen paa et Bord foran hans Dør. Og undertiden spiste han deraf, undertiden ikke. Der kunde gaa hele Dage hen, hvor han ikke tog Føde til sig. Og da sov han rimeligvis tungt og dyrisk den Rus ud, som han igen var begyndt at søge Hvile i. I det mindste kunde man stundum høre hans Snorken langt ud i Gaarden.

— Hvad mon der er gaaet Far imod? spurgte Fru Line.

— Aa, han har vel spillet nogle Penge væk! sagde Frøken Charlotte.

Men ellers lod Damerne ham leve, som han vilde, nogenlunde tilfredse, saalænge han blot holdt sig i Ro hos sig selv.

Thi værre var det for dem, naar han pludselig fandt paa at stige frem af sit Hi og agere Husfader.

Dette skete fornemmeligst, naar der var Gæster. Døren fra Entréen kunde da med ét gaa op, og »Manden« træde ind i Dagligstuen smilende og spøgende, som havde han for et Øjeblik siden forladt sin kære Familie og nu kom tilbage.

— —

Ved en saadan Lejlighed var det, at han for første Gang traf sammen med Minka fra Mosen. Hun havde paa alle Maader vidst at undgaa ham, bævende i sit Hjerte af Skræk ved de Historier, Frøken Charlotte havde berettet om ham.

Men da Nils nu resolut gik hen til hende og elskværdig og indtagende, som han kunde være imod fremmede, bevidnede hende sin Glæde over, at en saa smuk og frisk ung Pige vilde holde hans Døtre med Selskab, følte hun sig ikke alene i højeste Grad smigret, men slog øjeblikkelig om og blev ganske betaget af den fine gamle Herre.

Og om Aftenen oppe paa deres fælles Soveværelse sagde hun indigneret til Frøken Charlotte:

— Det er jo slet ikke sandt, alt hvad I har gaaet og fortalt mig om Jeres Far! Han er jo den sødeste gamle Mand, man kan tænke sig. Og det er virkelig en Skam, saadan I behandler ham!

— Synes Du? spurgte Charlotte tørt.

— Ja ... Og det er din Mors og Jer Pigebørns Skyld, at Forholdet her paa Havslunde er, som det er!

Charlotte smilede overbærende, som man smiler af et kært Barn, der »snakker med«; strakte Armene frem imod hende og sagde:

— Du er henrivende fra Top til Taa! Kys mig!

Men Minka undveg hende vrippent:

— Lad mig være!

Hvorpaa de klædte sig af i surmulende Tavshed.

— —

Sagen var den, at Minka var bleven led ved sit intime Venskabsforhold til Frøken Uldahl. Der var nemlig, rimeligvis fremkaldt og næret af dette Forhold, begyndt at vaagne i hende en egen nyfigen Interesse for det andet Køn; en Interesse, der bevirkede, at naar hun kom sammen med Mænd, var det hende umuligt at beherske sig. Der kom en Uro og Nervøsitet over hele hendes lille buttede Person, som gjorde hende endnu mere tiltrækkende. Og det morede hende at se Mændenes Begær glimte utvetydigt frem i deres Øjne.

Atter og atter havde der i den Anledning fundet Scener Sted imellem de to Pigebørn med alle et regulært Kærlighedsforholds Taarer, Bebrejdelser og Opsigelser.

Men hidtil var dog disse Skærmydsler stedse endt med Fred og Forsoning.

— —

Straks næste Formiddag efter sit første Møde med Mose-Minka havde Nils Uldahl indfundet sig ved Frokostbordet. Og trods Fru Lines og Døtrenes afvisende Holdning og mutte Miner, havde han ved sin muntre Snak og forlibte Øjekast faaet den lille Minka til at le saa hjerteligt og te sig saa overstadigt, at Frøken Charlotte bleg af Harme og Skinsyge pludselig havde grebet hende i Armen og sagt:

— Hvordan er det, Du skaber Dig! Kom her, jeg vil tale med Dig!

Men Nils havde spøgende bemægtiget sig Minkas anden Arm og var trukket af med hende:

— Nej, kom De hellere med mig, lille Frøken! sagde han.

Og saa var han og hun højt leende løbet ud i Entréen og ind i Taarnværelset, hvor de havde drejet Døren i Laas efter sig ...

Men et Kvarterstid efter var Mosepigen atter kommen farende ud rød i Kammen og med Haaret i Uorden.

Nils havde bag den aflaasede Dør villet forgribe sig paa hende.

Sommeren var inde. Parken stod grøn. Og paa den store Plæne foran Havesalen blomstrede Roserne ...

Post-Ole kom stavrende ved sin Stok op igennem Borggaarden. Han gik hurtigere til i Dag, end han plejede. Sveden trillede ham i store Draaber ned over Næsen.

Midt i Gaarden mødte han Fru Line og Frøken Sofie, der havde været nede at fodre Hønsene.

— Fruen véd det vel? spurgte Ole med Huen i Haanden, men uden først at hilse Goddag.

— Nej ... sagde Fru Uldahl smilende; hun kendte af Erfaring Post-Oles Verdensbegivenheder — hvad er der sket, Ole? Har Præstens Brune brækket et Ben?

Frøken Sofie lo. Men Ole sagde krænket:

— Ikke det jeg véd af! ... Men ellers er Manden paa Kragholm da død i Aftes Klokken elleve!

— Onkel Frantz! sagde Frøken Sofie overrasket.

— Ja, Frantz, ja, ... nikkede Ole, der rolig havde givet sig til at lede Gaardens Postsager frem af sin Taske — han stod og var ved at gaa til Sengs, og saa skvat han om og var død med det samme ... Her er tre Breve til Herren og et til Frederikke og saa Aviserne.

— Hvem har Ole hørt det af? spurgte Fru Line.

— De sa'e det inde i Byen ... Er der Post med tilbage?

— Nej ...

— Ja saa, Farvel!

— Skal Ole ikke ind og have sin Kaffe?

— Nej, jeg har ikke Stunder ...

Og bort stavrede den Gamle fornærmet. Posttasken daskede vredt imod hans Hofte.

Fru Line gik op til Huset og ind i Entréen. Hun lagde Aviserne og Godsejerens Breve fra sig paa Bordet foran Taarndøren og vilde gaa igen. Men saa vendte hun sig resolut og bankede paa:

— Nils ...?

Intet Svar.

— Nils ... din Broder paa Kragholm er død ...

Men da der fremdeles intet Svar kom, gik hun atter ned i Gaarden, hvor Frøken Sofie stod og ventede.

— Han lukkede naturligvis ikke op for Mor?

— Nej ...

Den unge Piges Øjne lynede:

— Bare det var ham, der var død! sagde hun.

— Men Sofie ...

— Ja, det siger jeg! Saa kunde vi andre da leve i Fred!

Forvalter Larsen kom gaaende nede fra Ladegaarden. Da Frøkenen saa' ham, gjorde hun brat omkring og gik over mod Asylet:

— Jeg gaar over til de Gamle ...

Fru Uldahl vinkede af Forvalteren:

— Er Husbond hjemme, Larsen?

— Nej, Godsejeren red til Kragholm straks i Morges tidlig begrundet paa en Telefonmeddelelse, han fik.

Fru Line tøvede: Skulde hun fortælle om Dødsfaldet eller ikke? Ogsaa hun følte et sært Ubehag i Forvalterens Nærværelse; men i sin Hjælpeløshed sagde hun:

— Det er min Svoger, der pludselig er død ...

— Naa, Herregud, er han det ... Ja, Enken kommer jo ikke til at lide Nød ...

— Nej ...

— —

Fru Line gik om forbi Gavlen og ned i Parken, hvor Pigebørnene opholdt sig.

I en Hængekøje laa Frøken Anna og døsede.

— Onkel Frantz er død i Aftes, lille Anna ...

— Saa—aa? Hvad er han død af?

— Det var vist et Hjerteslag ...

— Naa; ja han var jo ogsaa blevet saa tyk ...

Frøken Charlotte, Frøken Frederikke og Minka fra Mosen gik henne paa Plænen og spillede Kroket.

— Her er igen et Brev til Dig, lille Frederikke ...

Frederikke snappede hurtig Brevet og puttede det i Lommen. Charlotte fløjtede:

— Hu-it! sagde hun.

— Pas Dig selv, Tøs! blæste Frederikke.

— Onkel Frantz er død i Aftes, lille Frederikke ... sagde Fru Line saa.

— Er Onkel Frantz ...! Saa er Tante Karen da henrykt!

— Hvad siger Mor? spurgte Charlotte, der igen var optaget af Spillet — Det er Dig, der skal slaa, Minka!

Og Minka slog til sin Kugle, saa at Fru Uldahl maatte hoppe for ikke at faa den over Fødderne.

Pigebørnene brast i Latter. Og endnu leende gentog Charlotte Spørgsmaalet:

— Hvad var det, Mor fortalte om Onkel Frantz?

— Han er pludselig død i Aftes Klokken elleve ...

— Men bevares vel dog! ... Véd den gamle Svend det?

— Ja, han er redet derover ...

— Gudskelov, saa er vi da fri for ham i Dag! ... Nu er det din Tur, Frederikke!

Og Frederikke stillede sig op til omhyggelig Sigte og fik sin Kugle flot gennem Midterbuen ...

— —

Saaledes blev Budskabet om Frantz Uldahls Død modtaget paa Havslundegaard.

Kun Jomfru Ingwersen sagde ovre i Asylet til Frøken Sofie:

— Gud ta' ham i naadig Varetægt, lille Sofie! Frantz har altid været den bedste af Børnene fra Egesborg ...

Paa Kragholm. Samme Dag. Middag ...

Inde i det grønne Gæsteværelse laa Frantz Uldahl under et stort, hvidt Lagen. Værelset var blevet gjort i Stand til Sølvbryllupet og gemte endnu en svag Lugt af Kalk og Maling. Gardinerne var trukket for Vinduerne. Udenfor i Haven kvidrede Fuglene.

To midaldrende Koner staar i Samtale ved Sengens Hovedgærde. De har vadsket og »klædt« Husherren og skal nu hjem til Middagsmaden.

— Ja, siger den højeste af dem, en Kvinde med en vældig Ørnenæse og hvasse Øjne — straks, da Fruen sendte Bud efter mig i Aftes, og vi flyttede ham her ind fra Sovekammeret, saa han sgu ud i Ansigtet som de fleste Lig.

Den mindste af Konerne, firkantet og mild at se til, løftede Dækket bort fra den Dødes Ansigt:

— Og nu ligger han stadig og griner ... sagde hun — Monstro han vil blive ved med det til han raadner?

Den første kastede et kyndigt Blik ned paa Onkel Frantz, der laa rødmusset og smilende, som under en munter Drøm.

— Det lader sgu til det! sagde hun — Nu er det li'som Fniset sku' briste ud af ham.

Den anden jog pietetsfuld en Flue væk, der summede omkring Ligets Næsebor:

— Hvem er det, der er inde hos Fruen?

— Det er ham, den gale Godsejer fra Havslundegaard og Hofjægeren fra Hvidgaarden og saa Herredsfuldmægtigen inde fra Byen ... han hører jo osse paa en Maade til Familien.

— Mon der bli'er noget for dem at hole?

— Næi, hun har sgu nok sørget for at faa sig tilskrevet det hele, kender jeg den Gnietaske ret!

Den firkantede Kone lagde Dækket tilbage over den Dødes Ansigt, medens den lange fortsatte:

— Véd Du, hvad jeg tror, at han ligger og griner af, Jensine?

— Nej ...? spurgte denne anden nyfigen.

— Jeg tror, at han har snydt Fruen i det legemlige.

— Tror Du ...?

— Ja ... han har vel haft sig et Par Bislaafersker, som nu melder sig og laver Fest.

— Ja—e, nikkede den firkantede — de Uldahlsfolk har jo altid vaaren fortærende efter Hunkønnet ... De siger, at det skriver sig fra Etatsraaden, han ha'de nok tre Stene, siger de. Men det er vel Løgn.

— Nej, det er sgu rigtig nok! bedyrede den lange — for Maren Smeds har sæl fortalt mig det, og hun var med paa Egesborg aa vadske ham! ... Naamen lad vos nu se at liste hjem efter aa faa lavet den Skefuld Middag til Tiden!

Og Konerne gik. Og der blev Tavshed hos den Døde ...

En Solstraale smuttede ind mellem Gardinerne og faldt spillende hen over Sengens Dække, der et Øjeblik syntes at bevæge sig, som om Frantz Uldahl nu i sin Ensomhed slap Latteren løs.

Men ingen fik nogen Sinde Forklaring paa, hvorfor denne sære Mand sit hele paatvungne Ægteskab igennem havde gaaet rundt og moret sig saa kongeligt.

Thi Fru Karen paastod haardnakket, at det var Løgn og ondskabsfuld Klaffer, hvad der senere fortaltes om et Par digre Brevskaber, hun skulde have modtaget kort efter Gemalens Jordfæstelse.

Det ene Brevskab, sagde man, var fra Værten i Byens Hotel, der hvor »Landmandsmøderne« holdtes; og det andet var fra Madam Christoffersen i Harritslev Kro, hvor Palle havde overrumplet Onkelen i at nyde Kaffe med Wienerbrød.

Og begge Skrivelser indeholdt, paastodes der, favnelange specificerede Regninger paa nogle fede Ekstramaaltider, Frantz Uldahl paa Grund af sin Kones økonomiske Sans havde set sig nødsaget til at indtage næsten hele sit Ægteskab igennem.

Hotellets Krav lød paa 8773 Kroner og 66 Øre; og Kroens paa 3455 Kroner og 15 Øre.

Hvilket tilsammenlagt udgør 12228 Kroner og 81 Øre ...

— —

Men Fru Karen lod paa sin Mands Grav prente i Guld:

Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!

Hvorefter hun averterede Kragholm til Salg og beredte sig paa at flytte til Hovedstaden for at fly Sorgen og Minderne.

Sommeren var altsaa inde, Høet stod i Stakke. Deherrer Lovgivere raslede af Sted fra Kro til Kro og talte løfterigt til deres Vælgere. Der stod en Flom af Løgn og Bavl ud over Landet ...

Men Folketingsmand, Godsejer Uldahl-Ege sad fremdeles nagelfast i sit Taarnværelse paa Havslundegaard.

Og dog var han nu »Lykken« nærmere end nogen Sinde. Aviserne drøftede indgaaende og næsten daglig hans Udsigt til ved et af de den Gang hyppige Ministerskifter at rykke op paa en af Taburetterne.

Nils Uldahl havde nemlig i Aarenes Løb forstaaet at gøre sig politisk gældende; thi han besad baade Selvtillid og Snakketøj og havde derfor allerede beklædt adskillige Tillidsposter. I afvigte Samling var han endogsaa bleven valgt til Ordfører for Finansudvalget; og stod saaledes for Øjeblikket udadtil i sin Anseelses Zenith ...

Men indadtil, hjemme paa sin Gaard ... Ja, det syntes aldeles ikke at have nogen som helst Indflydelse paa Hr. Uldahl-Eges Privatliv, at han om kortere eller længere Tid maaske vilde stige til en af Landets højeste Værdigheder. Hans Huseren paa Havslunde var tværtimod denne Sommer endmere — uforbeholden end nogen Sinde. Efter et nyt forgæves Attentat paa den lille Mose-Minka, der havde haft til Følge, at hun maatte ty hjem til sine Forældre, havde han indladt sig i Forbindelse med en af Gaardens Mejeripiger. Og sammen med hende og en kæmpemæssig Smed nede fra Landsbyen fejrede han vilde, natlige Orgier i sin Fæstning i Herskabsfløjen eller i Dullens Jomfrubur (som hun delte med seks andre) i Økonomibygningen.

Og om Dagen sov han saa Sviren ud, døv for enhver Tilnærmelse fra sine Omgivelser ...

Gang paa Gang havde hans Stillere sendt ham forgæves Opfordringer til i Lighed med de øvrige Folketingsmænd at drage ud paa de reglementerede Vælgermøder.

Og da Deherrer omsider mødte frem i Deputation for at tale ham til Rette, anvendte han sin gamle Taktik med at lade dem staa ubønhørte udenfor sin aflaasede Taarndør.

Og Fru Line maatte omsider gribe ind og forklare dem, at Godsejeren var syg; medens hun samtidig snildelig bød dem ind i Spisestuen paa en Bid Brød og et Glas Øl.

Hvad de selvfølgelig ikke kastede Vrag paa.

Men da de senere efter endt Fodring drog bort, opløftede den ældste Bondemand iblandt dem sin Røst og sagde:

— Næste Gang stemmer vi paa en af vore egne! Er vi enige om det, Folkens?

De andre Bondemænd nikkede hertil et samdrægtigt: Ja!

Og hermed var Nils Uldahls politiske Dødsdom fældet.

En Formiddag i Begyndelsen af Juli rullede en Charabanc op foran Havslundegaards Portal. I Vognen sad to civilklædte Herrer og to Herrer prydet med Uniformshuer.

Det var Herredsfuldmægtig Seemann, en Politibetjent og et Par Befuldmægtigede fra Kreditforeningen.

Fru Line gik dem bleg om Kind i Møde i Entréen. I Døren til Dagligstuen saas Pigebørnenes blege Ansigter. Nils viste sig ikke.

— Men Isidor, stammede Fru Uldahl — hvad betyder dog dette?

Herredsfuldmægtigen greb medfølende hendes fremstrakte Haand og beholdt den i sin:

— Vær bare ikke ængstelig, sagde han — det hele ordner sig nok, naar vi faar talt med Onkel Nils ... Er han hjemme?

— Ja, men Du véd jo ...

— Vi maa og skal tale med ham, Tante; det er aldeles nødvendigt!

— Ja — ja ... sagde Fru Line forvirret — nu skal jeg forsøge ...

Men førend hun endnu var naaet hen til Taarndøren, skød Frøken Sofie Søstrene til Side og kom frem fra Dagligstuen:

— Nej, lad mig! sagde hun ophidset — Gaa Mor hellere ind i Stuen til de andre. Mor kan ikke taale den Slags Sindsbevægelser — og hun lagde en Arm om Fru Uldahl og førte hende tilbage til Dagligstuen og lukkede Døren.

Derpaa vendte hun sig om imod Herredsfuldmægtigen. Hendes Læber dirrede, og hendes Øjne flammede:

— Hvad vil I her? spurgte hun.

Isidor stod forvirret:

— Vi ... ja ...

— Ja, hvad skal jeg sige til Far, at I vil ham?

— Sig, at det er Folk fra Kreditforeningen, saa véd han Besked.

Frøkenen gik hen til Taarndøren og bankede paa:

— Far, her er Bud fra Kreditforeningen, som skal tale med Dig!

Men hun fik intet Svar.

— Saa bankede hun igen og haardere:

— Far, hører Du ikke! Du maa lukke op! ... Han er drukken! sagde hun saa — Det er han hver Dag nu! Og han hører det ikke! Han lukker ikke op!

Og idet hun igen vendte sig om imod Fætteren, spurgte hun, og hendes Ansigt var hvidt og koldt:

— Skal vi nu til at gaa Fallit, ligesom alle de andre, der har ejet Havslunde? ... Og det er Du med til?

— Nej, nej, lille Sofie! Det ordner sig nok, — naar vi først faar talt med Godsejeren.

Men hun overhørte hans Ord, saa ophidset var hun. Hun gik tæt hen til ham, saa tæt, at han uvilkaarlig rykkede et Skridt tilbage:

— Hvor er din Skitsebog, lille Ven? spurgte hun og lo haanlig — Jeg ser ikke noget til din Skitsebog! Skal Du ikke tegne dette her? Det maatte da være morsomt.

— Næmen, kære, lille Barn dog, Du er jo ...

— Ja, hvad vil Du her da?

— Jeg har jo sagt Dig, at vi kommer fra Kreditforeningen ... Din Far har ikke betalt sine Renter for de to sidste Terminer ... Og han svarer ikke paa de Breve, der bliver sendt ...

Frøken Sofie afbrød ham:

— Og det skulde netop Du ud at fortælle os! sagde hun — Det skulde netop være Dig, der jog os fra Havslunde, i Stedet for at gøre alt, hvad der stod i din Magt for at hindre det! ... Aa, Isidor, Isidor, hvem i den hele, vide Verden skal jeg nu tro paa ...?

Og idet hun slog Hænderne for Ansigtet, brast hun ud i en krampagtig Graad, som hun forgæves søgte at dæmpe og flygtede tilbage ind i Dagligstuen. Døren blev staaende aaben efter hende.

Herredsfuldmægtigen saa sig hjælpeløs og forpint omkring. De andre Herrer havde diskret trukket sig ud paa Stentrappen foran Huset. Gennem den aabne Dør til Dagligstuen hørte Isidor Frøken Sofies Hulken og Fru Lines Tyssen:

— Saa, saa, lille Sofie, saa, saa ... vær nu en rolig og fornuftig lille Pige ...!

— Jamen, hvis de nu jager os fra Havslunde, Mor ... hvis de nu jager os fra Havslunde ...!

— Nej, nej, vist gør de ikke nej ... Far har jo Penge nok ... Far er jo en rig Mand, siger alle Mennesker ...

Isidor stod et Øjeblik ubeslutsom. Det var som lammedes hele hans Væsen af Sorg og Medfølelse ikke blot med disse hans Slægtninge her, men med den hele store Jordens Hob af Mennesker ...

Saa rev han sig pludselig med Vold løs af sine Tanker, og gik hen til Taarndøren og bankede paa:

— Onkel Nils, kaldte han — Det er mig, Isidor Seemann ... Du maa lukke op; jeg skal tale med Dig angaaende de Penge til Kreditforeningen ... Alting kan jo ordnes endnu.

Og da han syntes at høre en svag Puslen inde bag Døren, en stille Skuren, som om en Slaa blev skudt fra, gentog han sin Banken højere og kraftigere og nævnede paa ny sit Navn og sit Ærinde.

I det samme blev Døren hastig aabnet, og han saa som i et Syn Nils Uldahls forsvirede Ansigt indrammet af det hvide Haar og Skæg:

— Snak med min Kone! Dette her kommer ikke mig ved!

— Jamen, Onkel Nils, din Kone er jo slet ikke inde i disse ...

Men førend Isidor fik talt ud, blev Døren atter slaaet i, og Slaaen skudt for ...

Det viste sig ved Kreditforeningens indgaaende Undersøgelse, at Nils Uldahl var en saa godt som ruineret Mand.

Hans hele store Formue var løbet ud i Sandet. Hvad han havde brugt den til, forstod ingen. Det eneste synlige Resultat af Pengene var det Taarn, han i sin Forfængelighed havde faaet muret til Huset ...

Men Mand og Mand imellem fortaltes det, at han havde ødet Slægtens Formue bort paa Spil og Kvinder. Blandt andet, sagde man, at en daværende Tronarving og nuværende Monark, der en Tid var berømt for sin Spillesyge, skulde en Nat ved en Revanche-Baccarat have blokket ham for op mod Hundrede Tusinde Kroner, som Nils næste Dag prompte lod udbetale. Man var jo Gentlemen paa begge Sider!

Og endvidere paastodes det, at en yngre, letlevende Skuespillerinde i Hovedstaden ved ekstraordinære Lejligheder bar paa sin befærdede Barm et svimlende kostbart Smykke, som Herren til Havslunde skulde have overrakt hende i Morgengave efter en ligesaa svimlende Nat ...

Disse og talrige lignende vare Rygterne.

Men Nils Uldahl selv fremkom ikke med nogensomhelst Art af Oplysning. Han stængede sin Taarndør og lod Fru Line og Isidor Seemann klare Vanskelighederne.

— —

Den Dag Forretningerne med Kreditforeningen var saa vidt i Orden, at man kunde overskue Situationen, sagde Herredsfuldmægtigen til Fru Uldahl:

— Maa jeg give Dig et Raad, Tante Line?

— Ja, gerne, min Ven ...

Fuldmægtigen tøvede et Øjeblik ligesom uvis. Saa sagde han:

— Du skulde lade Onkel Nils erklære umyndig, Tante; der er Grunde nok til det.

Men uden saa meget som et Sekunds Betænkning svarede Fru Uldahl et afgjort:

— Nej! ... Pengene er Uldahls, sagde hun — og Gaarden er Uldahls. Og han har Lov til at handle med sine Sager, som han vil.

— Gaarden er ikke længere hans, men Kreditforeningens, indvendte Isidor — saa den har han altsaa ingen Raadighed over ... Men hvem borger Dig for, at han nu ikke ogsaa ødsler de Penge bort, der bliver til Rest?

Fru Line blev haardnakket ved sit:

— Pengene er hans! gentog hun — Ene hans! Jeg bragte ham ingenting. Og Pigebørnene har jo nu i Fremtiden Arven efter Onkel Joachim, saa de lider ingen Nød.

— Jamen sæt, Tante, at han opfører sig saaledes, at Kreditforeningen ser sig nødsaget til at bede Jer forlade Havslunde? Nu sidder I her; og med en fornuftig Økonomi kunde I maaske blive siddende her for bestandig. Gaarden er i god Drift og kan rimeligvis ad Aare igen gaa over til Familien. Men jeg mener rigtignok absolut, at det maa tilraades, at Du ...

— Nej, lille Isidor, nej; jeg gør det ikke! Jeg vil ikke ogsaa bringe den Skam over hans Hoved. Og selv om han nu blev gjort umyndig, som Du siger; det nyttede ikke noget. Naar han kom og bad mig om Penge, vilde jeg alligevel give ham dem. For de er og bliver dog hans, hvordan man saa end vender og drejer det.

— Jamen Tante, fortsatte Herredsfuldmægtigen indtrængende — om Du nu ogsaa selv er saa stærk, at Du vil kunde bære, hvad der end sker, saa bør Du dog tænke paa, hvilken Sorg det vilde være for dine Børn at skulle forlade Stedet her, som de elsker saa højt.

— Deres Fader maatte forlade Egesborg før dem! sagde Fru Line — Og der er jo ikke Tale om, har Du selv sagt, at vi behøver at tage bort fra Havslunde.

— Nej, ganske vist ikke foreløbig ... Men det kan komme saa vidt ... Og hvad tror Du, at der vilde blive af Sofie, om hun skulde bort fra Stedet her? Tænk Dig hende tvunget til at leve i en Bylejlighed, eller bare ethvert andet Steds end netop Havslunde! Jeg er bange for, Tante, at hun ikke stod det igennem med det underlige Sind, hun har.

Fru Uldahl tøvede en Stund, inden hun svarede. Derpaa sagde hun stille og varmt, som fødtes Ordene dybt i hendes enfoldige Hjerte ... og hun tog en af Herredsfuldmægtigens Hænder og klappede den, medens hun talte:

Tak lille Isidor, sagde hun — fordi Du tænker saa kærligt paa Børnene og mig ... Men det er Nils, der trænger til Hensynsfuldhed nu, da alt er styrtet sammen om ham. Og jeg kan ikke være med til yderligere at ydmyge den Mand, der engang har været baade kærlig og fintfølende overfor mig ... jo han har, min Ven! Husk paa alt det, han i sin Tid maatte døje af sin rige og ansete Familie, fordi han ikke vilde slippe mig! Og nu skulde jeg lønne ham med at saare ham dybere end nogen anden formaar det. Nej, lille Isidor, jeg siger absolut Nej! Pigebørnene og jeg klarer os nok, hvordan det saa end gaar; nu bør der tænkes paa ham! han lider allerede tilstrækkelig ved det, der er hændt. Jeg kender ham. Han er paa sin Maade stolt og ærekær ... Og god og kærlig er han ogsaa ... jo han er! ... eller maaske snarere var! ... Du skulde blot læse hans Breve til mig fra de første Aar, medens vi endnu boede paa Thorsminde! Den, der som jeg har oplevet de Tider sammen med Nils, kan ikke nu være med til at støde til den hældende Vogn ... Lad der saa end ske, hvad der vil!

Isidor trak smilende paa Skuldrene ... men bøjede sig uvilkaarlig samtidig ned og kyssede Fru Lines Haand ...

Forholdene paa Havslunde var foreløbig blevet ordnet saaledes, at Kreditforeningen skulde administrere Gaarden med Forvalter Larsen som Bestyrer; medens Familien Uldahl skulde blive boende i Hovedfløjen og have udbetalt en mindre aarlig Appanage ...

— —

Samme Dag denne Ordning var truffet, og Isidor Seemann var taget hjem, sad om Aftenen efter Tetid Fru Line og hendes Døtre inde i Dagligstuen.

Lampen var tændt; men ingen tog sig noget til. Man sad hver i sine triste Tanker.

Paa sit Tæppe i Krogen ved Kaminen laa Tyrk og sov. Hans dybe Aandedrag var den eneste Lyd, der hørtes ...

Pludselig rejste Fru Line sig:

— Jeg gaar over og henter Far, sagde hun uden at se hen paa Døtrene — Det er Synd, at han i Aften skal sidde derovre i Taarnet alene.

— Mor ...! lød det hurtig og angstfuldt fra Frøken Sofie.

Men Fru Uldahl lod, som om hun ikke hørte det og forlod Stuen.

— Usch! sagde Frøken Charlotte foragtelig og lod sine Hænder glide ned over sine slanke Hofter — at Mor kan nedværdige sig i den Grad!

— Skal vi gaa op til os selv? foreslog Frederikke.

— Nej ...! sagde Sofie afgjort — saa bliver Mor jo alene med ham.

Frøken Anna, den ældste, sagde ingenting. Hun laa med Nakken bøjet tilbage mod Stoleryggen og stirrede ud i Luften.

— Jeg synes, det er det laveste, jeg endnu har oplevet, begyndte Frederikke igen — at laase sig inde og lade Mor, der ikke har Begreb om den Slags Forretninger, være ene om det hele!

— Det ligner de tapre Mandfolk! sagde Charlotte kort — Underligt, at han ikke ligefrem er rejst bort.

— Han har vel ingen Penge haft ... mente Frederikke.

Og Sofie, der lille og bleg krøb sammen i sin Stol, spurgte:

— Er vi nu fattige?

Men Anna sagde stadig intet. Det var, som kom Sagen aldeles ikke hende ved. Hun havde lukket Øjnene og vuggede langsomt Hovedet frem og tilbage over Stoleryggen.

— Anna ...?

— Ja ...

— Sover Du?

— Næi ...

— Hørte Du, at Mor gik over for at hente den gamle Svend?

— Ja—e ... (Hovedet vuggede stadig, og Øjnene forblev lukkede) ... det hørte jeg godt.

Det var Frederikke, der havde spurgt. Og nu sagde Charlotte som Svar paa Sofies Spørgsmaal:

— Næi, fattige er vi ikke. Vi har jo Onkel Joachims Penge; og dem kan Far ikke røre, siger din himmelske Isidor.

Frøken Sofie krøb længere ned i Stolen og sendte Søsteren et sygt Blik: Hvor kunde hun dog nænne at være saa ond!

Men Frøken Frederikke, der ikke havde hørt, hvad de to andre talte om, lo stille hen for sig og sagde:

— »Jeres Far, den Vindbeutel!« ... Kan I huske, at det kaldte Onkel Joachim ham, sidste Gang vi var paa Ravnsholt?

— Ja, han var en klog Mand! nikkede Frøken Charlotte — Aa, Anna, udbrød hun saa irriteret — kan Du ikke sidde stille med det Hoved! Jeg bliver ganske søsyg af at se paa Dig!

Anna rettede sig. Men kun for et Øjeblik. Saa støttede hun Albuerne mod Bordpladen og lod Hovedet synke ned i Hænderne.

— Hun er fuld! sagde Charlotte haardt og ufølsomt — Nu drikker hun Kogesprit!

— Hvad er det, Du siger, Tøs ...! mumlede Anna; men uden at flytte paa sig.

Frøken Sofie saa op med et næsten forvildet Blik. Taarerne stod hende i Øjnene, og hun vilde helst være flygtet til Jordens Rand og ladet sig glide ud og bort fra det altsammen ...

Der blev nu en længere Pause; indtil Frøken Frederikke spurgte, og med det uskyldigste Ansigt af Verden:

— Har Du hørt, Charlotte, at Mose-Minka skal giftes med Hans Henriksen fra Ravnsholt?

Blodet fôr Charlotte til Kinderne som ved et Stempelslag:

— Hvem siger det?

— Pigerne ...

— Naa, jeg troede, det var Elev Jakobsen ... eller en af dine Handelsrejsende, Du havde det fra.

Nu var det Frederikkes Tur at rødme ...

— Jeg fryser ... sagde Frøken Sofie og skudrede sig — Jeg synes, her er koldt ...

Frøken Anna var atter begyndt at vugge sit Hoved frem og tilbage.

Ingen talte mere ...

Saaledes sad de fire Søstre og ventede paa deres Forældre.

Tyrk løftede lyttende sit store tungsindige Ansigt og knurrede.

Frøken Sofie løb hen til ham:

— Vil Du tie! sagde hun og spændte sine Hænder om hans Gab.

— Lad ham bare! sagde Frederikke.

— Nej, han maa ikke ... for Mors Skyld!

Der lød Trin udenfor i Entréen. Og Nils og Fru Line traadte ind.

I samme Øjeblik fôr Tyrk op fra sit Leje og gav sig til at gø rungende.

— Hold Kæft! sagde Sofie ude af sig selv af Nervøsitet og sparkede til Hunden, saa at den klynkende krøb tilbage paa Tæppet. Men dens Øjne fulgte stadig enhver af Godsejerens Bevægelser. Den taalte ikke Synet af Husets Herre. Og da han for at indsmigre sig prøvede paa at klappe den, snappede Dyret glubsk efter hans Haand.

— Aa, lille Sofie ... bad Fru Line — tror Du ikke, at det er bedst at lukke Tyrk ud? Han er saa urolig.

Sofie rejste sig:

— Kom Tyrk ...!

Og Hunden næsten krøb ud gennem Døren ...

— —

Nils Uldahl var bleven staaende midt paa Gulvet. Han saá saa inderlig brødebetynget og ynkværdig ud. Al hans fordums Storhed og Fripostighed syntes at have forladt ham, nu han for første Gang var stillet Ansigt til Ansigt med dem, han saa skammelig havde forraadt. Han famlede med Hænderne og drejede paa Kroppen, som vidste han hverken, hvad han skulde sige, eller hvad han skulde foretage sig. Og saa havde han klædt sig saa vanvittig friskfyragtig paa til Situationen: lyse Benklæder, broget Vest og brun, stumprumpet Fløjelsjakke.

Hans Hjælpeløshed virkede smittende paa Fru Line, der saa bedende rundt til sine Døtre, om de dog ikke vilde have Forbarmelse med ham.

Men Charlotte og Frederikke sad tavse og utilgængelige paa deres Stole. Og Frøken Anna havde ikke engang løftet Hovedet fra Hænderne ved Forældrenes Komme.

Herfra var ingen Redning at hente ...

Da derfor Frøken Sofie traadte ind i Stuen igen efter at have lukket Tyrk ud i Gaarden, gjorde Nils i sin Kvide et forfjamsket-fortvivlet Forsøg paa at komme over det døde Punkt. Han gik rask hen imod hende, lagde en Arm om hendes Liv og spurgte flot og frejdigt:

— Naa, lille Pige, fik hun saa det fæle Dyr sat paa Porten?

— Ja ... hviskede Sofie og trak sig bort for at undgaa hans Berøring.

Men da han i det samme smilende bøjede sig over hende som for at trykke et faderligt Kys paa hendes Pande, og hun saa hans røde, posede Ansigt og lugtede hans stinkende Spiritusaande, blev hun grebet af en saadan Rædsel og Væmmelse, at Gulvet ligesom gled bort under hendes Fødder; og hun vilde være styrtet om, hvis ikke Fru Line og Frøken Frederikke var ilet til og havde grebet hende og bragt hende bort.

— —

Da Døren havde lukket sig efter dem, rejste ogsaa Frøken Charlotte sig og forlod Værelset ...

Og nu var altsaa Nils Uldahl ladet ene tilbage med Frøken Anna, der paa ny havde lagt sig bagover mod Stoleryggen og langsomt og uden Ophør vuggede sit Hoved frem og tilbage, og frem og tilbage ...

Det forholdt sig rigtigt, som Frøken Frederikke havde sagt: Minka fra Mosen skulde giftes med Hans fra Ravnsholt.

Saasnart det nemlig rygtedes, at hun var vendt tilbage fra Havslunde, var Hans Henriksen øjeblikkelig igen kørt over til Mosegaarden for at fri.

Han blev vel modtaget af Forældrene, der længe havde anet Grunden til hans hyppige Besøg.

Og da Minka et Par Gange rigtig havde faaet set paa dette store, velskabte Stykke Mandfolk, hvis brændende Øjne hang ved hende, hvor hun saa gik og stod, fôr hun en Dag, han atter tavs og tryglende sad i hendes Stue, pludselig op paa hans Skød, puttede sig ind til ham og sagde:

— Saa tag mig da, din gamle Bjørn!

Hans havde grædt og hylet ude af sig selv af Henrykkelse over endelig at holde hende i sine Arme. Han havde trykket hende saadan ind til sig og i sin Glæde maset saaledes med hende, at hun var bleven ganske ør og bange, men alligevel i den højeste Fryd og Vaande raabt:

— Mere! Mere ...!

Og endnu samme Aften førend han drog hjem, havde de fejret en glødende Bryllupsfest nede i det duftende, nyslaaede Hø paa Engen, medens Elvertaagerne dansede, og Frøerne sang ...

— Charlotte, Charlotte! skrev Minka Dagen derefter i et Brev til sin fordums Veninde — Charlotte, Charlotte! Tag Dig en Mand, Pigebarn! Prøv det! Ved Gud i Himmelen, Du vil ikke fortryde det!

Din lille oppe over alle Skyer Veninde Minka Thorsen.

— —

Da Mose-Minka var eneste Barn, og Jægermester Thorsen ansaas for meget velhavende, mødte Partiet kun Tilslutning hos Madam Henriksen — skønt Pigebarnet var godt og vel femogtyve Aar yngre end sin Fæstemand.

En Dag efter Middag lod Madammen derfor spænde for og kørte paa Visit hos sine nye Slægtninge. Hans maatte blive hjemme. Pompadour saa bedst, naar hun var alene ...

Og som en Dronning tronede Madam Henriksen en Timestid senere i Mosegaardens fornemste Sofa hyldet og komplimenteret af Jægermesteren og Frue.

— —

Efter Velkomstkaffen blev hun vist rundt ude og inde. Hendes kyndige Øjne vurderede Inventar og Besætning paa en Ottendedel Øre; og hun fandt alt saare godt. Mosegaarden lagt til Ravnsholt, kalkulerede hun, vilde engang i Tiden gøre hendes ældste Søn til en af Egnens anseeligste Mænd.

Og pludselig sagde hun:

— Véd I, at Hans igaar er bleven valgt til Sogneraadsformand?

Nej, det vidste Svigerforældrene ikke.

Jo, det var han. Med fem Stemmer mod to — og de to havde endda kun stemt paa hinanden!

— Ha, ha, ha! lo Jægermesteren og slog sig paa Laarene.

Thorsen var en stor, tykblodet og larmende Bondemand, der havde annammet sin Titel, fordi hans Kone var en Halvkusine til Landbrugsministeren.

— —

Under hele Madam Henriksens Besøg havde Minka omsnoet sin Svigermoder som en Kattekilling. Men Madammen havde holdt sig stiv og stram i sin sorte Merinoskjole og vurderet hende. Begge havde de ved første Øjekast indset, at de aldrig vilde komme til at stemme sammen. Pompadour fandt »Tøsen« for »fin«; og »Tøsen« fandt Pompadour for grov. Det maatte ende med Kamp. Men begge slog sig foreløbig til Taals med, at de jo havde Hans paa deres Side ...

— —

— Ja De véd vel, Thorsen, at min Søn Jeppe er ved at købe Kragholm af Frantzes Enke? spurgte Pompadour pludselig, bedst som man sad ved Afskedsteen og talte om Kvægpriserne.

— Ja, jeg hørte det forleden ude i Byen ... Nu mangler De snart bare Havslunde, ha, ha!

Madam Henriksen rettede sig i Merinoen:

— Kommer Tid, kommer Lejlighed! sagde hun — Nils derovre er da godt paa Vej nedad! ... Hans Tøser og han kan prise dem lykkelige for de Hundredeogtyvetusind, de fik efter Joachim!

— Ja og dem kan Nils vel ikke røre?

— Nej, det er der sørget for. De staar i Overformynderiet til 4½. Han prøvede jo i sin Galskab over, at vi fik Gaarden, at forbyde Døtrene at ta' imod Arven ... men nu maa han være glad til!

— Hvor er det dog sørgeligt med saadanne Forhold ... sukkede Fru Thorsen, en lang, mager og trist Dame, der havde været Privatlærerinde, da Thorsen i sin Manddom plukkede hende ... en fin og sart Blomst. Nu var hun knækket; men altsaa Jægermesterinde — Hvor er det dog sørgeligt! .... sagde hun — Vor Minka var jo inviteret derover i nogen Tid i Vinter, men ... Aa, lille Minka, tag og gaa ind i Kabinettet; det er ikke alt, hvad vi ældre siger, at en ung og uskyldig Pige har godt af at høre ...

— Aa—rr ...! vrissede Minka og blev, hvor hun var.

Men da ramtes hun af et Blik fra sin Svigermoder, der uvilkaarlig fik hende til at rejse sig og liste af.

Pompadours tynde, graasprængte Haar var skilt i Midten og kæmmet glat ned bag Ørene, hvor det samledes til en lille, karakterfast Knold. Og noget mildnende Hovedsæt bar hun ikke. Kraniet saas i alle dets respektindgydende Linjer ...

Da Minka var gaaet, begyndte Fru Thorsen paa sin triste Maade at udbrede sig om Nils Uldahls Attentater paa hendes Datter ...

Men Jægermesteren brast ud i en larmende Latter:

— Ha, ha, ha! lo han — Ja, hva' Fa'en ..!

— Ja, Du ler, Thorsen ...! sagde Fruen og fortsatte derpaa sit Sørgekvad om Forholdene paa Havslundegaard, der var den ganske Omegn en stadig Kilde til Forargelse ...

Men nu huggede Madam Henriksen ind:

— Hvorfor sendte De saa Deres Datter derover? spurgte hun hvast — De vidste jo det altsammen i Forvejen!

Fru Thorsen brød hastig af, Samtalen tog en anden Vending.

— —

Lidt efter tog man Afsked, og Pompadour steg til Vogns ...

Da Minka udenfor paa Stentrappen rakte sin Svigermoder sin lille, hvide Haand til Farvel og bad hende hilse Hans, besvarede den Gamle ikke hendes Hilsen, men stirrede et Par Sekunder tavs paa den unge Piges Haand og sagde saa:

— En Landmandskones Hænder skal være røde! sagde hun og ligesom slængte Haanden fra sig — Men det gi'r sig vel!

Og saa kørte hun.

— Uopdragne Kælling! sagde Minka og spyttede efter Vognen.

Jomfru Ingwersen havde plat ud nægtet at forlade Asylstuen. Det var hendes Astma, det i flere Maaneder havde været galt med. Nu var denne Sygdom ganske vist i Bedring i den rare, lune Sommerluft; men saa havde hun faaet Nyregrus i Benene, sagde hun. Og naar Rottbøl og Lurvadt gik ned i Parken for at sole sig, blev Ingwersen stadig siddende paa sin Stol og gav i lange Enetaler ondt af sig.

Saa længe de to andre derimod befandt sig i Værelset hos hende, opfordrede hun dem ustandselig og irriteret til at gaa ud og nyde deres Ungdom. Hun vilde allerhelst være alene!

Men næppe var de borte, førend hun hensank i dystre Spekulationer over den menneskelige Egoisme og sin egen Forladthed ...

— —

Frøken Sofie stak Hovedet ind ad Asylets aabentstaaende Vindue. Et Øjeblik efter saas Tyrks markerede Ansigtstræk ved Siden af hende. Han havde lagt Forpoterne op i Vindueskarmen. Frøkenen slog en Arm om hans Hals. Saaledes stod de:

— Ingwersen, sagde Frøkenen — der trakteres med Chocolade nede paa Badeplænen!

— Hvad kommer det mig ved ... knurrede Ingwersen.

Men uden at svare kravlede Sofie ind gennem Vinduet, og Tyrk sprang efter:

— Ih Du min Gud og Skaber! skreg Ingwersen, da hun saa dem.

Og medens hun sad modstandsløs af Forfærdelse, gav Frøkenen hende Hat og »Mantille« paa, skiftede Pampusserne om med Lædersko, rejste hende fra Stolen, stak sin Arm ind under hendes og sagde saa:

— Nu gaar vi!

— Vi vinder aldrig frem ... klynkede Ingwersen mellem Graad og Latter.

— Vel gør vi saa! sagde Frøkenen — Og hvis Ingwersen bliver træt, sætter vi hende op paa Tyrk. Kom saa!

Og Fod for Fod tridsede de frem over Gaardspladsen og ind i Parken ...

»Husbond« var straks fra Morgenstunden af redet af Gaarde.

— —

Nede paa Badeplænen var Chocoladebordet anbragt foran »Fruens Stade«. Kopperne og Kanderne skinnede i Sollyset. — De unge Damer havde været i Bad; og deres brogede Badedragter laa til Tørring paa Grønsværet strittende med Arme og Ben.

— Der kommer de! sagde Frederikke og pegede op mod Lindealléen, hvor Sofie og Ingwersen netop viste sig.

— Jeg vidste det, nikkede Lurvadt — Ingwersen vil bare gøres a'! Hendes Ben er ikke nær saa galne som mine!

Fru Line sad tavs og saa hen mod Jomfru Rottbøl, der puslede med sine Dukker henne omkring Badeteltet.

Jomfruen havde siden Jul endyderligere bekommet tre Børn og havde nu fire som i sin Ungdoms Vaar. Men hun holdt mest af Juledukken, Nikoline, der var den største, og som hun paastod, at hun havde faaet med Onkel Joachim fra Ravnsholt seks Dage efter hans Død. Han havde besøgt hende samme Nat, han blev begravet, fortalte hun; og Nikoline laa allerede fuld færdig og paaklædt hos hende i Sengen næste Morgen. — Gud er stor!

Rottbøl bar Børnene ud og ind af Teltet, spadserede med dem, kørte dem rundt i Frøken Sofies gamle Dukkevogn, nynnede for dem, naar de ikke vilde sove, tog dem op og lod dem forrette smaa paatrængende Ærinder inde bag Buskene, puttede dem til Vogns igen og kørte videre, medens hun af og til, højt og skingrende satte i med et Par Linjer af sin Yndlingssang om Drømmenes Land det lyse, som intet ondt eller fælt kunde naa ...

— Rottbøl! kaldte Fru Uldahl — nu skal vi ha' Chocoladen!

Og Jomfruen kom trillende med alle fire Unger sammenpakkede i Vognen, som hun stillede ved Siden af sig tæt ind til Bænken:

— De sover ... hviskede hun og hævede tyssende den sortprikkede »Syfinger« — Nu sover de ...!

Men pludselig faldt hun i en ynkelig Graad.

— Hvad er der dog, lille Rottbøl ... spurgte Fru Line.

Rottbøl pegede fortvivlet over mod Lurvadt:

— Hun har ... peb hun — hun har ... taget ... den Basse ... jeg ... jeg helst vilde ... ha' ...!

— Værsgod! sagde Lurvadt og rakte hende »Bassen«, som der kun var bidt én Mundfuld af — her er den. Og ti saa stille!

Og Rottbøl tav øjeblikkelig og kastede sig graadig over Chocoladen og Brødet.

— —

Da Maaltidet var nydt, gav Ane Kokkepige, Olga Stuepige og de fire Frøkener sig til at lege »To Mand frem for en Enke«. Men det blev de hurtig ked af, rimeligvis fordi der ingen »Mand« var, og begyndte saa at bombardere hverandre med de halvvaade Badedragter, som de byldtede sammen og kylede efter hinanden.

Og Klædningsstykkerne løste sig op paa deres Vej gennem Luften og lignede kluntede Ballonfigurer, der undertiden tørnede imod hinanden og dumpede til Jorden med et vaadt Klask, medens Pigebørnene fôr til for atter at gribe dem og tumlede rundt og sloges og faldt og lo (navnlig Ane Kokkepige), saa at Ekkoet hørtes inde mellem Træerne og langt ud over Vandet ...

— Ja, Ingwersen véd vel, at Nils har maattet overgive Gaarden til Kreditforeningen? spurgte Fru Line, der en Stund havde siddet tavs og set paa de Unges Leg.

Lurvadt gik og dækkede af Bordet og puttede Sagerne i Kurvene.

— Jo ... nikkede Ingwersen, og hendes smaa, koleriske Øjne glimtede — Og nu er hun, Karen, derovre nok ved at sælge Kragholm til en af Madam Henriksens Drenge ...! Uldahlsnavnet er ved at gaa i Rotterne, er det ...! Hvad tror Fruen, Etasraaden vilde ha' sagt til det!

— Nils er vist ogsaa taget til Kragholm for at snakke hende fra det, Ingwersen ...

— Hæ! Hva' kommer det ham ved! Han skulde hellere ha' fejet for sin egen Dør, mens Tid var!

Fru Line tav og vendte sig igen om efter Pigebørnene.

— Jamen vi sidder her dog, Ingwersen ... forsøgte hun.

— Ja—e ... saalænge det varer! nikkede den Gamle — Men jeg la'r mig ikke sætte ud her fra ligesom fra Egesborg ...! Ikke før de bær mig med Benene foran!

Fru Uldahl bøjede sig beroligende hen mod hende:

— Vi bliver her, Ingwersen, sagde hun fortrøstningsfuldt — Naturligvis bliver vi her!

— —

Rottbøl var med sin Dukkevogn trippet tilbage til Teltet.

Hun stod og saa ud over Bugten, der spillede grønligt i Solen. Hendes Ansigt blev gladere og gladere, som tænkte hun paa noget sært fornøjeligt:

— Rodendendron ...! hviskede hun saa med et lyst Smil — Roden — loden — doden — dendron ... (Hun havde for et Par Dage siden hørt en af de unge Piger bruge Ordet.) ... Og saa gav hun sig travlt og ivrigt til at pille smaa, flade Sten op fra Strandkanten og slaa Smut.

Indtil hun pludselig standsede midt i Morskaben og gav sig bitterlig til at græde.

En Moder bør kun tænke paa sine Børn; og nu var det med Et faldet hende ind, at hun længe, længe, i hundrede Aar vist, ganske havde glemt sine!

Og hun skyndte sig hen til Badeteltet, halede Dukkerne en efter en frem af Vognen, kyssede dem heftigt, knappede sit Kjoleliv op og lagde dem til sit Bryst:

— Sut saa ...! sagde hun og smilede paa ny og var lykkelig ...

— —

— Lurvadt, hjælp mig op!

Lurvadt adlød ...

Men da de skulde til at sætte sig i Bevægelse, viste det sig, at Ingwersens Ben nægtede at gøre Tjeneste. Hun sank om paa Bænken med en Stønnen og erklærede kategorisk, at her vilde hun dø, og at det var en Skarnsstreg uden Sidestykke, at Frøken Sofie havde faaet halet hende her ned!

Pigebørnene kom stimlende til røde og varme af Legen.

— Hvad er det, Ingwersen? spurgte Frøken Frederikke.

— Hva' det er? vrissede den Gamle og ømmede sig — Det er mit Nyregrus, begribeligvis!

— Det hedder Myrekryb, Ingwersen, retledede Charlotte — Det er Myrekryb, Du har i Benene.

— Ja, det er Stikkegigt! sagde Lurvadt — Det har jeg fortalt hende mange Gange.

— Det er ligemeget, hva' det er! erklærede Ingwersen — Men jeg flytter mig ikke. Her vil jeg sidde og dø. I maa helst allesammen gaa Jeres Vej og lade mig krepere i Fred, for det holder jeg mest af.

— Naa, naa, lille Ingwersen ... trøstede Fru Line — Hvis Du ikke mener, at Du kan taale at gaa op, vil Ane Kokkepige vist gerne bære Dig; hun er saa stærk.

— Jeg ta'r hende som en Sveske! sagde Ane.

Ingwersen blev sprutrød:

— Bære ...! gentog hun — Bære mig! Ikke saa længe jeg lever! Hva' vilde ogsaa Sofie med mig hernede? Jeg sa'e det jo! Jeg gamle, værkbrudne Menneske, der aldrig skulde forlade sin Seng!

Frøken Sofie var yderst ulykkelig. Og de stod alle og saa hjælpeløse ud ...

Saa sagde pludselig Frøken Frederikke:

— Nu henter jeg en Vogn! og fløj af Sted op mod Gaarden.

Alle saa langt efter hende og tænkte:

— Hvad mon det er for en Vogn ...?

Og Frøken Sofie følte som et Stik i sit Hjerte ved Tanken om, at Nils Uldahl for rigtig at ærgre og drille sine Døtre havde ladet sin Drikkebroder Smeden faa baade »Mikkel« og det lille Køretøj, som han havde foræret Pigebørnene i Julegave. En Morgen, de var kommet ned i Stalden, var baade Hesten og Vognen borte. Og Pin'de-Jens havde fortalt, at Smeden var kørt væk med dem om Natten, da Husbond havde tabt begge Dele til ham i »Seksogtres«.

Og den lille Frøken følte igen dale ned over sig hele Tyngden af den knugende Misére, hvorunder Familien levede, og som hun for et Øjeblik halvvejs havde formaaet at glemme, medens hun og Søstrene tumlede rundt derude paa Plænen ...

Men saa brast hun pludselig sammen med Fru Line og de andre ud i en høj Latter ved at se Frederikke komme trækkende med den store, rødmalede Legevogn, som de havde brugt at køre hinanden i som Børn!

Ingwersen gjorde Vrøvl og daskede om sig med Armene. Men omsider blev hun dog anbragt i Vognen. Og Pigebørnene rullede af Sted med hende op igennem Parken.

Rottbøl havde set sit Snit til at stikke alle sine fire Tøse ned rundt om i Køretøjet:

— Saa fik de da den Fornøjelse med!

Saaledes gik Formiddagen hen ...

Men om Aftenen, da det var begyndt at skumre, kom Frøken Frederikke grædende og jamrende op paa Fru Lines Værelse, hvor hun kastede sig ned paa Gulvet foran Moderen og fortalte og fortalte afbrudt af Klagen og Hulken. Hendes Haar var i Uorden, hendes Klæder tilsmudsede og forrevne; og hele hendes Legeme skælvede af Graad og Ophidselse.

— Hvad er der dog hændet, lille Frederikke? spurgte Fru Line bestyrtet — hvad er der dog hændet? Saa, saa, saa, tal nu lidt roligere. Jeg kan ikke forstaa, hvad Du siger.

Og Frøken Frederikke gav sig lidt mere behersket til paa ny at fortælle:

— Det var Elev Jakobsen, der ... hun havde mødt ham nede ved Frøken Sofies Hus ... og saa havde de spadseret sammen ... og hun havde ikke tænkt paa noget ... og saa var de gaaet ind i Huset ... og pludselig havde Jakobsen grebet fat i hende og villet kysse hende ... men hun havde forsvaret sig ... og saa havde han væltet hende om paa Gulvet paa en af Hynderne ... og ... og stoppet hende sit Lommetørklæde i Munden, for at hun ikke skulde skrige ... og hun var næsten besvimet ... og saa havde han revet Klæderne af hende ... og voldtaget hende ... og ... og da hun igen var kommet til sig selv, var han borte ... men Lommetørklædet havde han glemt, og her var det ...

Fru Line sad bleg og tavs og hørte paa Datterens Fortælling. Hendes Haand, der til at begynde med havde strøget blidt og beroligende hen over Frederikkes Haar, standsede lidt efter lidt, som Beretningen skred frem; og nu laa den ubevægelig, gledet ned paa den unge Piges Skulder. Og hun fandt ikke Ord at svare paa sit Barns Klage ...

Frederikke saa hurtig op:

— Mor tror mig ikke? spurgte hun; og hendes Øjne var flakkende og upaalidelige som Faderens undertiden var det — Mor tror mig ikke ...? gentog hun.

Fru Uldahl tog sig sammen:

— Jo, jo! sagde hun hastig — vel tror jeg Dig, lille Frederikke, naturligvis tror jeg Dig! ... Men kom nu med ind til Dig selv og gaa i Seng. Saa taler vi videre om Sagen i Morgen. Du er altfor nervøs nu. Du kan let blive syg.

Frederikke rejste sig lydig:

— Her er hans Lommetørklæde, sagde hun saa med en underlig tør og ivrig Stemme og rakte Tørklædet frem — det maa Mor passe godt paa, for det er da et Bevis, hvis han vil nægte ...

Da Frøkenen var afklædt og bragt til Ro, tog Fru Line hendes Klæder og bar dem bort med sig.

De var iturevne og tilsmudsede som af grove og iltre Hænder.

Elev Jakobsen stod ret op og ned lige inden for Dagligstuedøren og græd, som var han pisket. Taarerne strømmede det store Mandfolk ned over Kinderne, og han vred i Vaande sine arbejdsrøde Hænder ...

— Jeg har ikke gjort det! sagde han — Jeg har ikke saameget som rørt ved Frøkenen ... jeg løb min Vej, førend det blev til noget ... jeg blev saa forskrækket for, hvad der kunde ske, at jeg rev Døren op og løb ud af Huset og lige ned paa mit Kammer ... Fruen kan sæl spørge Forvalter Larsen, for han sa'e netop: Har Du Ild i Rumpen, Jakobsen? nede i Ladegaarden, da jeg rendte ham forbi ... Men jeg sa'e ikke andet end: Hva' rager det Dem, Larsen! og rendte videre ... Fruen maa tro mig, saasandt der er en Gud til! Jeg har altid staaet imod, naar Frøkenen skabte sig kælen og gned sig op a' mig ... Det var hende, der i Aften fik mig med ind i Sofies Hus, da vi mødtes ... hun sa'e, at hun vilde vise mig noget derinde ... og saa la'e hun sig op af mig og vilde ha', jeg skulde kysse hende ... men saa var det, at jeg blev saa forskrækket, at jeg løb min Vej ... Fruen kan sæl spørge Sørine og de andre Piger nede i Ladegaarden, om jeg ikke altid har holdt mig til dem, naar det skulde være ... De vil allesammen ha' fat i mig, men det kan jeg da ikke gøre ved ... og naar jeg saa blev arrig paa dem, saa var det, at jeg gik med Frøkenen ... men rørt hende har jeg ikke ... det har jeg ikke ... Det er meget snarere noget med en af alle de Handelsrejsende, Frøkenen altid skriver til og faar Brev fra ... hun lyver mig paa, hvis hun siger, det er mig, der har bragt hende i Ulykke ... og jeg forstaar ikke, hvorfor hun vil gøre mig ondt ... saadan en fin Dame ... og saa mig, der ikke er andet end som en Tjenende ...

Taarerne styrtede Drengen ud af Øjnene, og han snøftede og stønnede og søgte samtidig rundt paa sig for at finde sin Lommeklud; men den var der ikke.

Fru Uldahl rakte uvilkaarlig det Tørklæde frem, som Frederikke havde givet hende:

— Værsgod, sagde hun, — Er det det, De søger?

— Tak ... sagde han; og uden i sin Tilintetgørelsestilstand at føle den mindste Forundring over, at Fruen havde hans Tørklæde, gav han sig øjeblikkelig til at snyde Næse og tørre Øjne. Hvorefter han vred Klædet rundt og rundt til en lille tør fortvivlet Klump, som han stod og holdt foran sig i de sammenknugede Hænder:

— Tror Fruen mig ikke ...? spurgte han saa, og hans troskyldige Øjne bønfaldt om Tiltro.

— Jo ... nikkede Fru Line — jeg tror Dem ...

— Kan jeg saa gaa ...?

— Ja ...

— Ja, saa god Nat da, Frue ... og Tak!

— Godnat ...

— —

Fru Uldahl havde straks, da Eleven traadte ind i Dagligstuen, set, at han var uskyldig i den Forbrydelse, hendes Datter havde beskyldt ham for.

Hun anede det allerede, medens hun endnu sad og lyttede til Frederikkes Klagemaal; det var saa skurrende fuldt af falske Toner. Men da hun senere saa hendes tilsmudsede og iturevne Linned, tvivlede hun paa ny og sendte Olga Stuepige ned i Ladegaarden for at bede Elev Jakobsen fremstille sig.

Dog næppe havde hun set ham Ansigt til Ansigt, førend Tvivlen igen forsvandt ...

Over for Datteren havde hun været usikker, som hun altid var det baade over for Børnene og Nils, fordi hun i dybeste Forstand ikke følte sig i Slægt med dem, ikke forstod dem, syntes, at de var finere og fornemmere end hun.

Men her, stillet lige over for en af sine egne, et Menneske, der var rundet af samme Rod som hun selv, en ærlig, usammensat, »ukultiveret« Sjæl, hvis Veje var retlinede, og hvis Væsen ikke kendte til Forstillelse, ... tog hun øjeblikkelig og instinktmæssig hans Parti.

Og hensynsfuldt og afdæmpet havde hun sagt ham, hvad han var beskyldt for, men at hun ikke troede det.

Og nu var Eleven altsaa gaaet, og Fru Line sad ene med sine vildsomme Tanker ...

Saa rejste hun sig besluttet, ryddede en Plads paa Bordtæppet under Hængelampen, tog sine Kort frem og lagde en »Stjerne« ...

Nils Uldahl var denne Gang borte fra Havslunde i fem Døgn, uden at nogen vidste, hvor han opholdt sig ... eller for den Sags Skyld brød sig om at vide det. Man følte bare som altid hans Fravær som en Lettelse ...

Saa endelig den sjette Dags Morgen kom der Telefonmeddelelse om, at han sent den foregaaende Nat var ankommen til Hvidgaard og agtede at blive der et Par Dage:

— Men, sagde Hofjægermesteren, der selv var i Telefonen (og Fru Line, som talte med ham, hørte hans dybe Latterkluk) — men, kære Frue, De kommer saagu hurtigst mulig til at skikke et Par Sæt Klæder og noget Linned herover, da Lovgiveren oprigtig talt er i en miserabel Forfatning! Kan De ikke sende Pigebørnene af Sted med det? Det er saa længe siden, vi har set dem ...

Men Pigebørnene sagde afgjort Nej.

Fru Uldahl maatte da, saa nødig hun end vilde, anmode Forvalter Larsen om at lade Lars Kusk tage derover.

Lars Kusk var optaget, sagde Forvalteren studs.

Siden Kreditforeningen havde indsat Larsen som Bestyrer af Gaarden, følte han sig nemlig som Enehersker. Og desuden var han ladet med Hævntørst og Galde, fordi han trods sin sleske Lumsken omkring Frøkenerne ikke havde kunnet faa Indpas i Hovedfløjen — Men han skulde Satanvælteham nok faa Ram paa en af de Mæfikker engang! svor han.

— Lars Kusk var optaget, svarede han altsaa Fruen — og havde andet at gøre end at ride Lystture!

Saa henvendte Fru Line sig til Fodermester Voldby, der øjeblikkelig, fornemmeligst for at »krepere« Larsen, sendte Elev Jakobsen af Sted paa den ene af Kørehestene. Den anden benyttede Nils selv ...

Angaaende Affæren i Frøken Sofies Hus blev der ikke oftere nævnet et Ord mellem Fruen og Eleven.

Og Frederikke havde paa sin Moders indtrængende Forestillinger taget sin Anklage imod ham tilbage. Men Sandheden vilde hun ikke frem med. Hun paastod, at hun havde været syg, og derfor hverken havde vidst, hvad hun gjorde eller sagde.

— —

En noget lignende Forklaring paa sit Tilfælde afgav ogsaa Nils Uldahl, da han i den omtalte sene Nattetime pludselig vækkede Hr. Palle og Fru Mona af deres sødeste Søvn ved med Snærten af sin Ridepisk at kviste løs paa deres Sovekammervindue.

Hofjægermesteren tumlede halvvaagen ud af Sengen og løftede Rullegardinet til Side:

— Hva' Satan ...! sagde han, og al Søvn forlod ham — Hvad i Helvede er dette her! ... Mona, kom skal Du se!

Fru Mona kom til:

— Det er Kommandantens Statue fra Don Juan! sagde hun og brast i Latter.

Vinduet, de stod ved, vendte mod Haven. Og udenfor paa den hvide Grusgang holdt midt i Maanelyset en Hest med sin Rytter. Rytteren sad stiv og strunk i Sadelen, og Ridepisken holdt han foran sig som en Kommandostav.

— Du Mona ... sagde Hofjægermesteren saa, og Latteren tog ogsaa ham — det er Minsalighed Folketinget fra Havslunde! Og han er stivdrukken! ... Hvor er dit Fotografiapparat?

Han rev Vinduet op:

— Er det Dig, Onkel Nils?

— Ja ... sagde Statuen hæst og rusten — Hvad er Klokken, Børn, i denne forbandede Nat?

Mona fik et nyt Latteranfald:

— Du maa gaa ud og faa ham ind, Palle!

— Ja ... ja ...!

Hofjægermesteren skyndte sig i Klæderne. Men han maatte gennem Gaarden for at komme om i Haven; saa det tog Tid.

— Nu kommer Palle straks, Onkel Nils ... sagde Fru Mona, medens hun ilfærdig iførte sig de nødvendigste Klædningsstykker.

Men Onkel Nils gav intet Svar ...

Lidt efter steg Palles Hoved op over Vindueskarmen:

— Mona ...? hviskede han — Mona ...?

— Ja ...

— Nu sover de, den Undegaleme!

— Hvem?

— Nils og Hesten!

— Nej da!

— Jo, se ...

Og han pegede paa Statuen, der træt og udaset var sunken sammen. Hestens Hoved var dalet ned mod dens Forben, og Tømmen hængte den løst om Halsen. Ogsaa Kommandanten havde bøjet Hovedet; hans Arme hang slappe, og Staven var gledet ham ud af Haanden ...

— Aa Herregud, den gamle Don Quixote! sagde Fru Mona medfølende — Tag ham dog, Palle, inden han dumper ned!

Og Palle løftede leende Onkelen af Sadelen og bar ham ind.

Nils mumlede en hel Mængde om Vorherre og Egesborg, medens Hofjægermesteren slæbte af med ham — om Vorherre og Egesborg og Onkel Joachims Elfenbensstav ...

Det, der mest pinte Fru Mona i hendes »Trældomsstand«, som hun i bitre Stunder kaldte sit Ægteskab, var, at der intet »skete«. Hun begærede Begivenheder, og her randt Dagene den ene til Ende som den anden.

Og for hver Dag følte hun sig et Aar ældre, paastod hun ...

Hun fandt derfor paa de særeste og urimeligste Ting for at tilfredsstille sin Trang til Oplevelser. Men det var dog fornemmeligst, naar Palle var borte fra Gaarden, at hun slog sig løs; thi hun nærede en stille Respekt for hans Kræfter. Et Par Gange var hun i sin Ubændighed faret løs paa ham med Knive og andre Mordinstrumenter. Men Hofjægermesteren havde grebet hende med sine Jærnhænder om Haandledene og sat hende i Knæ, saa at hun maatte gaa til Sengs med kolde Omslag om Armene.

Og der laa hun saa og angrede og bad om Tilgivelse, indtil han rørt og god satte sig paa Sengekanten og trøstede hende og spøgte og lo. Hvorpaa de igen en Tid glemte al Strid og Uoverensstemmelse, og om Nætterne suste bort med hinanden i Taifuner af Elskov, der efterpaa fik dem til at ligge som livløse ved hinandens Side ...

— Palledreng ... kunde Mona saa klynke, idet hun mat lod sine Fingre glide gennem hans Vildmandsskæg — Palledreng ... Du er stor i din Kærlighed, mægtig, overvældende ... men det er kun mit Legeme, Du elsker!

— Ja ... og Du mit ... mumlede Palle skakmat og sov ind ...

Men medens disse tropiske Nætter var al det Livskryderi, Palle forlangte — og han havde jo desuden i Mellemakterne sin Gaard og sit Landvæsen, der interesserede ham! — saa krævede Mona sine Dage fulde af »Optrin« og »Hændelser«. Og naar der intet »skete«, søgte hun selv at fremkalde Sensation og Spænding ved sine Ord og Handlinger:

— Palle, spurgte hun for Eksempel pludselig en Gang — véd Du, at jeg stjæler fra Dig?

— Ja, min Marv! lo Palle og kneb hende skælmsk i Øret.

— Nej, dine Penge! nikkede hun alvorlig.

— Saa—aa? Værsgod, stjæl væk! Det bliver jo i Familien.

— Ja, nu husker Du altsaa, at Du har givet mig Lov?

— Det skal jeg! ... Og hvad vil Du saa bruge de Penge til?

— Til at løbe bort for ... alene, da Du jo ikke vil med.

— Du kommer nok tilbage igen, lille Mona ... Du kan ikke undvære mig! ... Men jeg havde for Resten netop tænkt paa, vedblev han — at vi snart skulde gøre en lille Rejse sammen.

Hun fôr ham om Halsen:

— Palle! Jeg elsker Dig! Du er det bedste af alle Mennesker! Hvor skal vi hen?

— Til Berlin.

— Palle ...! raabte hun henrykt — Og til Paris?

— Lad gaa, ja!

Nu brast hun i Graad af Glæde:

— Aa Palle, Palle, at jeg nogen Sinde kan være ond imod Dig!

Og de rejste bort paa en Maanedstid. Boede paa Hoteller, spiste ved table d'hote, gik i Butikker, Teatre, Varietéer. Og ingen Sky formørkede i disse frydefulde Uger Fru Monas »skæbnesvangre« Øjne. Hun lo overmodigt og lykkelig og paastod, at nu kunde hun godt være et helt Aar paa Hvidgaard uden at blive »ond« ...

Men næppe nærmede Toget sig igen den hjemlige Jærnbanestation, før hun blev bleg og tavs.

Og da Landaueren med hende og Palle holdt foran Gaardens Trappe, knyttede hun sine Hænder og hviskede hen for sig:

— Hvor jeg hader denne Gaard ...!

Og snart begyndte paa ny den gamle Krigstilstand. Det var Mona umuligt ret længe ad Gangen at styre sit Sind ...

... En Dag, Palle som sædvanlig var flygtet ud i Mark og Skov for at faa Ro, slap hun i sit Raseri fire af Hundene løs paa Svanerne i Voldgraven. Det blev et Naumachia uden Lige! Hundene halsede, Svanerne hvæsede, Bølgerne slog i Sprøjt op mod Bredden, og Vandet flød af Haar og Dun.

Fru Mona stod paa Broen og ledede Slaget:

— Paa dem! Paa dem! skreg hun — Hektor! Herkules! Sonja! Chasseur! Hæi, hopla, løs paa Uldahlerne, mine Dyr! (Hun faldt pludselig paa at kalde Svanerne ved dette Fællesnavn) ... Løs paa Uldahlerne! Kan I se den store, fede derhenne! Det er Palle! Løs paa ham! Riv ham, flaa ham, bid ham! Det er ham, der holder os allesammen indespærrede! ... Det var Ret, Hektor! Det var Ret! Ha—a, ha, ha! (Hun klappede i Hænderne og kastede sig i Ekstase imod Broens Rækværk) ... Ha—a, ha, ha! skreg hun — Det var godt! Det var godt!

Hektor havde hugget sine Kæber om Svanens Hals. Og nu kastede alle fire Hunde sig som rasende over Fuglen, rev og sled i den, og bed den til Døde; medens den øvrige Svaneflok skrigende flygtede og baskede Vandet til Skum med deres stækkede Vinger ...

Da Hofjægermesteren kom hjem, laa Mona angergiven i sin Seng. Og han tilgav hende som sædvanlig under en stor Forsoningsfest.

Og næste Dag spiste de i Samdrægtighed Svanesteg til Middag.

— —

Saa lod hun Hundene skyde.

En Dag, kort Tid efter, da Palle var rejst bort for en Ugestid, lod hun i sin Ensomhed alle Hundene skyde. Hun sagde, at det skulde være som en Art Pønitense. Naar man havde syndet, sagde hun, skulde man ofre det kæreste, man ejede.

Og hun lod Gartneren anlægge en »Bods-Allé« langs Vejen, der førte fra Haven til Skoven. Vejen var beplantet med Rønnebærtræer. Og imellem disse maatte han opkaste Gravhøje over de døde Dyr, syv Høje paa hver Side. Paa Højene blev anbragt Mindestene med Hundenes Navne. Og i samfulde fjorten Dage gik hun hver Morgen sørgeklædt og under Taarer og smykkede Gravene med Grønt og Blomster ...

Sidenhen fik Græs og Ukrudt Lov til at gro der, som det vilde.

— —

Palle Uldahl havde den Uskik at gaa rundt med sine Penge, Sølv som Guld og Sedler, løse i sine Lommer. Og han havde aldrig, thi det vilde ikke anstaa sig for en Mand i hans Stilling, Tal paa det Beløb, han i Øjeblikket bar hos sig. Det kunde undertiden udgøre Hundreder af Kroner. Blev der ham for mange, saa at de fyldte ham for meget, tømte han Lommerne ud i sin Skrivebordsskuffe, som han undertiden laasede, undertiden ikke.

Straks i deres Ægteskabs Begyndelse havde Fru Mona foreholdt ham det utilbørlige i dette Sløseri. Men han havde ikke villet lade sig sige. Han fandt nemlig selv Façonen særdeles grand-seigneur-agtig.

— Du gør dine Omgivelser til Forbrydere! sagde hun.

Men han lo hende ud.

Og som for at drille hende tømte han nu ogsaa stadig sine Lommer og anbragte Pengene paa Bordet ved Siden af sig, naar han satte sig til at læse eller skrive, eller lagde sig til at sove til Middag ... og glemte dem saa efter sig, naar han forlod Værelset ...

Da var det, at den Tanke en Dag opstod i hende at forsøge paa, om han virkelig ikke skulde kunne mærke, hvis nogle af Pengene forsvandt. Og hun gav sig til, saa ofte Lejlighed fandtes, at nappe en Krone hist og en Tokrone her. Til at begynde med var det hendes Agt at tilbagelevere ham det altsammen igen, naar hun havde faaet samlet en større Sum, bare for at vise ham hvilken Fristelse, han udsatte Folkene i Huset for ved sin Galskab.

Men efterhaanden som Beløbet, hun tilvendte sig, øgedes, medens samtidig hendes Længsel efter det tidligere frie og ubundne Liv voksede sig større og større i hende, besluttede hun at gemme disse Penge hen til eget Brug ... til at »frigøre« sig for, kaldte hun det. Hun tog ingen Bestemmelse om, hvornaar denne Frigørelse skulde finde Sted, ejheller om, hvor stor Summen skulde være, forinden den iværksattes; hun bare stjal og stjal og samlede og samlede. Det blev som en Sport for hende. Og hun nøjedes ikke længere med de tilfældige Smaasummer, hun i Dagens Løb kunde komme over. Hun listede sig til om Natten at rane af sin Mands Lommer. Og da han engang imod Sædvane havde aflaaset sin Skrivebordsskuffe, prøvede hun, medens han var i Marken, alle sine Nøgler i Laasen, indtil hun fandt en, der passede.

Og hun blev ivrigere og ivrigere i sin Samlermani, saa at til sidst Spændingen ved disse Tyverier næsten blev hende »Sensation« nok. Kun i enkelte ubeskæftigede Øjeblikke kunde hun endnu hensynke i vage Drømmerier om den »Frihed«, hun engang skulde nyde ved Hjælp af disse — Sparepenge.

Sin Samvittighed stillede hun hurtig til Ro. Hun havde advaret ham. Og da han ikke vilde lytte til hendes Advarsel, var hun dog i det mindste den nærmeste til at profitere deraf ...

Elev Jakobsen naaede ikke til Hvidgaard med Godsejerens Klæder før henad Klokken elleve, saa at Nils Uldahl først viste sig, da Frokostgongongen lød.

Fru Mona gik ham smilende i Møde og bød ham Velkommen; og han bøjede sig kavalermæssig og kyssede hendes Haand.

Men Hofjægermesteren klukkede:

— Hvordan har Onkel sovet?

Nilses flakkende Pupiler trak sig vredt sammen. Men i næste Sekund tog han sit Parti og svarede leende:

— Som en Sten, min Dreng!

Og idet han atter vendte sig til Mona, sagde han:

— Ja, undskyld, Frue, min lidt ureglementerede Tilsynekomst i Nat.

Hofjægermesteren klukkede højere:

— Hvor kom Onkel egentlig fra?

— Ja, det véd jeg oprigtig talt ikke, kære Palle! ... Jeg begyndte i Torsdags Aftes ovre hos Heine paa Mattrup. Og saa om Fredagen red han og jeg til Sølund til Mackeprang ... Og om Lørdagen tog vi alle tre til Hareskov til Frølich ... og ... ja saa véd jeg Pinedød ikke mere!

— I er Minsalighed nogle Kraftka'le lo Palle Men hvorfor Fanden kom I ikke ogsaa til Hvidgaard efter mig?

Nils Uldahl stirrede hypnotisk frem for sig:

— Jeg tror ogsaa nok, vi var paa Vej ... sagde han — men saa tabte jeg de andre ...

— Ja, I Mandfolk lever da! lød det med et Suk fra Fru Mona.

— Tante Line mente i Telefonen, at Du var redet til Kragholm? spurgte Hofjægermesteren.

Nilses Øjne fyldtes paa ny af Vrede:

— Det var jeg ogsaa ... Jeg vilde over og forbyde Karen at sælge Gaarden til den Bondetamp, Jeppe Henriksen.

— Jamen den Handel er jo gaaet i Orden, Onkel!

— Det véd jeg nok! Men jeg sagde til hende, at hun maatte lade Købet gaa om igen ... Jeg er vel Slægtens Overhoved og skal værne om Navnet!

Hofjægermesteren brast i Latter:

— Og Karen lystrede vel?

— Næ, Gu' gjorde hun ej! Hun bad mig passe mig selv ... Og saa skældte jeg hende Huden fuld og red til Mattrup.

— Hvad vil Onkel ogsaa blande sig op i de Sager for? spurgte Mona.

Nils slog en Haand i Bordet:

— Fordi jeg ikke vil ha' det Bonderak til at rende her og spille Herrer paa vore Ejendomme!

— Ak, ak, lille Onkel, lo Palle — den Vej skal dog alle vore Gaarde engang! ... Og det burde Du jo for Resten være stolt af, tilføjede han drillende — Du som er Bondeven!

— Gud Fanden om jeg er!

— Ja, da er det da dem, der har valgt Dig ind i Tinget! ... Og Du smigrede da ogsaa tykt for dem i sin Tid.

— ... Da jeg havde Brug for dem som Stemmekvæg, ja! Men nu er de blevet mig for storsnudede ... Jeg har ogsaa nedlagt mit Mandat, Fanden skulde længere gaa de Bæsters Ærinder!