← Table of contents
Fædra

V.

Reading edition

Ellens Pande blev pint som en stukken Naalepude, hun følte tusind Knappenaalsstik i hver Fingerspids. Konferensraadens Morfin dulmede; hans Ammanuensis gav Grevinden Indsprøitning tre Gange om Dagen.

Hun befandt sig vel, alle Tanker gik paa blød Filt, hver Gang han havde gydt Vædsken ind under hendes Hud. Langsomt bredte lykkelig Smerteløshed sig gennem hendes Legeme med en lun Varme.

Hun følte alt som Hænders Strøg over Atlask, og hver Tyngde gled bort, som blev hun baaren.

Saadan laa hun salig; indtil alle Tanker svømmede kælne sammen, og hun faldt i Søvn.

I Søvne saa hun altid Oceanet: strakt i doven Vuggen under Middagssolen bar det gudeskønne, kaade Drenge. Hun nød deres Leg. Indtil ogsaa Drømmene blev svøbte som i mange Lag af Musseliner … og svandt ud i uvis Salighed.

Naar hun vaagnede, følte hun et let Tryk over Panden. Og hun blev liggende slap og halvsovende og gad ikke reise sig fra Stedet, hvor hun laa. Tit faldt hun i Søvn igen, indtil Fingerspidsernes Pine vækkede hende.

Da vaagnede hun til alle Smerterne, og hendes Legemes Raseri mod Lidelserne brændte hende mer end tre Dages Faste vilde gjort. Morfinhungeren greb hende. Og hun lod gaa Bud paa Bud om Lægen, og hun bad og bad, og hun tiggede:

-Bare en Indsprøitning nu.

-Bare en Indsprøitning til—aa, for det var saa forfærdeligt.

Og atter dulmede det lunt, og det gamle Velbehag lagde sig om hende.

Men som oftest gav Ellen sig ikke hen til Rusen. Hun blev oppe. Hun nød den pludselige Kraft og Klarheden i sine Tanker. Hun saa roligt paa alt.

Den stærke Følsomhed forsvandt af hendes Væsen.

Hendes Følelse for Carl var en Ulykke, men Ulykken maatte bæres. Der var mange ulykkelige; men de tog Byrden op og gik videre. Hun maatte gøre som de andre, og hun vilde gaa rank under Byrden. Undertiden syntes hun saa næsten, den var let.

Thi det gav en egen Styrke at have forsaget.

Kærligheden var ikke det eneste. Naar man havde tabt det bedste, maatte man leve videre med alt det andet. Hun vilde beskæftige sig, opfylde sine Pligter. Hun følte vel Spænstighed i sig til at magte dem.

Saa længe Morfinen virkede.

Men med ét blev hun slap og sank sammen. En blytung Træthed overvældede hende, saa hun ikke længer bar sit eget Hoved, men slattet faldt det ned mod hendes Bryst, og hendes Hænder rystede, og hun følte ikke Kraft til at løfte de matte Haandled.

Alle Tanker gled fra hende, og hun følte den druknendes Angst. Hendes Væsen snøredes sammen under en kvalfuld Urolighed.

Undertiden kom Slapheden, mens hun sad foran sit Speil og klædte sig paa for at tage ud. Lægen skulde give hende Indsprøitningen, lige som hun skulde i Vognen.

Hun blev graableg, og den kolde Sved sprang frem paa hendes Pande. Øinene slukkedes som to Lamper og mistede deres Glans. Hun søgte ikke at bekæmpe sig: hun begravede de rystende Hænder i sit udslagne Haar og stirrede i Speilet.

Tindingerne var begyndt at falde ind, og Øinene laa sløvt i altfor dybe Huler. Hun genkendte ikke sin egen Mund, hvis Vige sitrede.

Hun tog Hænderne løs fra sit Haar, og hun betragtede sine Arme. Aarerne svulmede blaat under den tørrede Hud, hvor Injektionsmærkerne smertede: det var hendes Arm.

Hun betragtede sin Hals, der var gul og furet af Rynker, hun lagde sin knyttede Haand i Fordybningen ved Nøglebenene.

Og al hendes Elendighed syntes hende levendegjort i hendes Legemes Fornedrelse.

Da gav hun sig til at kæmpe fortvivlet med sit eget Ansigt. Og hun pinte sine svulne Øienlaag med Tusch og plagede sine Kinder med Sminke. Hun sved de døsige Pupiller med Bella donna og lavede Smil om sin strammede Mund.

Eller der var Dage, hvor hun nød sin Ruin. Hvor hun med grusom Bitterhed gradede sin Ulykke i sin Hæslighed, maalte den saa haarfint ud i hvert et Tab af den Skønhed, hun elskede.

Men naar saa Lægen kom, og hun havde modtaget Morfinen, sprang hendes Stemning om. Hun blev grebet af Overmod, den pludselige Gjenbesiddelse af sig selv berusede hende. Hun vendte tilbage til sit Speil, og hun betragtede atter sig selv …

Ja—hun var endnu smuk. Og hun tog Plads med Smil og sad længe.

Og aldrig havde hun saa overmodig nydt Mændenes Beundring, naar deres Øine hængte sig ved hende.

Saaledes gik tre Maaneder.

En Dag, da Ellen ventede paa Lægen, kom Urne ind.

Han begyndte at tale, spurgte om et og andet. Ellen var træt, havde ondt ved at fatte hans Spørgsmaal og faa dem besvaret.

Greven mærkede, hun var aandsfraværende og saa paa hende. Han blev forskrækket for hendes Ansigt, der var slapt og blegt med døde Øine.

-Har Du stærke Smerter, spurgte han ængstelig.

-Smerter?—Aa nei … Men jeg venter paa min Indsprøitning.

Lidt efter kom Lægen.

Grev Urne tænkte hele Natten paa den besynderlige Tilstand, hvori han havde truffet Ellen, og den næste Formiddag gik han op til Konferentsraaden.

-Nei—er det Dem—Konferentsraaden reiste sig. Og Deres Ekscellense kommer til mig istedetfor at sende Bud.

Han rullede en Stol frem. Der er dog intet paafærde—intet slemt.

-Ikke noget specielt. Greven satte sig, med Stokken mellem sine Knæ … Men jeg ønskede nok at tale med Dem—at spørge Dem … Det er min Hustru …

-Ja—Grevinden er jo meget nerves …

-Ja—meget nervøs. Greven holdt inde, flyttede Stokken … De har givet hende en Del Morfin, sagde han.

-Ja—temporært—mod heftige neuralgiske Smerter. Indsprøitningen har bekommet Grevinden meget vel.

Der blev en ny Pause, inden Urne løftede Øinene fra Gulvet: Men var det dog ikke paa Tide at holde op? sagde han.

-Hvis De mener det, sagde Konferentsraaden. Jeg selv er ingen Ven af Indsprøjtninger. løvrigt tror jeg paa ingen Maade, at Grevindens Tilstand giver Anledning til at nære Ængstelse … Hun er meget nervøs … ganske vist … men—

-Hun er mer end nervøs, Konferentsraad … Hun er abnorm, og hun ængster mig …

-Abnorm? … Grevinden har altid været af et eksalteret Temperament. Jeg har aldrig fundet nogen, hvor det moralske og det fysiske hænger saa nøie sammen, som hos hende … Enhver moralsk Lidelse viser sig hos Grevinden strax som en fysisk Smerte—og naar saa noget støder til … Kunde det ikke tænkes, at—Grevinden i den sidste Tid sjælelig havde lidt under et eller andet?

Greven svarede ikke straks. Nei, sagde han, jeg kan ikke tænke mig noget.

Der blev paany en Stilhed, som Konferentsraaden afbrød: Morfinen vil jeg naturligvis standse, sagde han. Ved en skaansom Afvænning …

Greven knappede sin Frakke: Ja, naar vi blot véd, alt bliver gjort.

Han stod atter lidt, og aandsfraværende, mens han gav Konferentsraaden Haanden, sagde han:

-Naturligvis bliver det nok bedre.

Da Konferentsraaden tog i Sygebesøg, gik han op til Ellen. Han traf hende ved Flygelet, Hun havde lige faaet sin anden Indsprøitning.

-God Dag, Konferentsraad, sagde hun og rakte ham Haanden med et Smil. Er der nogen, som har haft Bud efter Dem?

-Gud ske Lov—nei … Men jeg kørte her forbi og vilde saa sé herop. Smerterne i Fingrene er jo meget bedre?

-Ja—Konferentsraad—heldigvis lidt bedre.

-Hvorledes gaar det med Indsprøitningerne? sagde han og strøg Kniplingerne bort fra hendes Arm, Smerter Stikkene?

-Ganske lidt … men det er ikke noget at tale om …

Konferentsraaden betragtede Armen: Vi maa snart sé at holde op med at pine Deres smukke Arm, sagde han.

De talte om Dit og Dat og Konferentsraaden tog bort.

Den næste Morgen kom han selv for at give Ellen den første Dosis.

Hun havde sovet tungt den sidste Del af Natten, og hun var badet i Sved. Hun slog Øjnene op og saa Konferensraaden. Mistænksom sagde hun: Er det Dem? Er Deres Ammanuinsis syg? og reiste sig besværligt op i Sengen.

-Nei, Deres Naade … men vi vil forsøge at formindske Deres Dosis ganske lidt.

Ellen saa hurtigt paa ham: Men mine stakkels Fingre, sagde hun. Skal de nu igen til at gøre ondt? Hun smilede og rakte ham Hænderne.

-Aa, Deres Naade—Konferentsraaden tog ikke Øinene fra hende—De vil ikke mærke det—saa lille en Formindskelse.

Blikket gled bort: Naar det ikke kan være andet, sagde hun. Og hun betragtede igen sine Hænder og smilede: Mine stakkels Fingre, Konferentsraad. De er uden Barmhjertighed.

-Hvor kan De sige det?—

-Nu kommer jeg igen iaften.

Hun led frygteligt om Dagen. Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen til Sengs og jamrede under Tæpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede hysterisk.

Hun følte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende Hænder et bønfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke læse sine egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tæppet.

Hun vilde ingen sé. Hun sendte ogsaa sin Kammerjomfru bort. Alle Nerver smertede som stukne.

Carl bad om at maatte komme ind. Han er saa angst for Deres Naade, sagde Kammerjomfruen.

Ellen løftede Hovedet fra Stolen, hvor hun laa. Hendes Ansigt var rødt af Graad: Er han angst for mig, spurgte hun.

Grev Carl har holdt sig inde hele Dagen sagde Jomfruen—han har siddet paa sit Værelse og har ikke turdet gaa ud … Han er helt medtaget …

Der kom et Skær af Smil over Ellens Ansigt: Stakkel, sagde hun—har ban været saa angst? Hun forsøgte at reise sig, og hun støttede sig til Stolen.

-Ja—han kan komme om lidt.

Hun kunde næppe gaa, Benene rystede under hende. Men hun slæbte sig ind i sit Sovekammer, vaskede Graaden bort af sit Ansigt, pudrede sig og vendte tilbage.

-Slaa Gardinerne for, sagde hun. Lyset skærer mig i Øinene.

Carl kom ind. Han saa hende ikke strax i Krogen, hvor hun sad.

-Her er jeg, sagde hun—kan De ikke finde mig?

Hun tørrede sin fugtige Haand og rakte ham den: Hvorfor har De ikke været ude at ride, spurgte hun.

-Naar De er syg? Hun følte, hans Haand ryste i sin, og hendes Blik søgte hans Ansigt i Mørket.

-Aa, sagde hun mildt, det er ikke saa slemt.

Hun sagde endnu nogle Ord, mens hun blev ved at sé paa ham. Saa overvældede Smerterne hende paany, og hun slap hans Haand: Men jeg er meget træt, sagde hun … Vi ses …

Og hun gav ham Tegn til at gaa.

Hun dækkede Ansigtet med sine Hænder og sad længe stille: Nei, sagde hun, han skal aldrig sé mig nedværdiget. Og hun led Smerterne taus, udstrakt paa Chaiselonguen, med lukkede Øine.

Om Aftenen kom Konferentsraaden; hun slog Øinene op af et kort Blund: Er det Dem, sagde hun.

-Naa, har det været meget slemt?

-Ja—Ellen reiste sig—det har gjort ondt, sagde hun. Men De havde Ret, det var paa Tiden at holde op …

—Ellen fik ikke mere Morfin.

Alle Smerterne vendte tilbage, og hun blev magrere og magrere Dag for Dag. Hun blev sky og holdt sig inde, hun vilde ingen sé og ikke tale med nogen. Lange søvnløse Nætter vandrede hun op og ned ad sit Gulv og kunde ikke finde Ro.

Pludselig kunde hendes tungsindige og dybe Fortvivlelse slaa over i Kaadhed, og hun blev rig paa støiende Luner. Hun elskede at tale dobbelttydigt, i Gaader, kun hun forstod, og hun saarede Carl med bitre og haanske Ord, og hun tilspidsede sin egen Ulykke i raffinerede Lidelser.

En Dag, da hun og Carl red sammen, streifede en Gren lidt haardt hendes Kind. Der blev et fint rødt Mærke paa Huden.

Ellen sad før Middag foran Kaminen, da Carl kom ind. Han lagde sig knælende paa Stolen foran Ilden, mens de talte med hinanden.

-Det gør virkelig ondt, sagde Ellen og lagde det kolde Armbaand op mod Mærket af Grenen … Det svi'er.

-Har De stødt Dem?

-Nei—det var paa Turen … en Gren, der slog mod min Kind. Er der noget at sé?

Carl bøiede sig frem og betragtede Kinden: Ja der er et Mærke, sagde han, og idet han berørte den røde Plet med sine Læber, sagde han: Den stakkels Kind.

Om Aftenen stod Ellen ved Flygelet i Skæret fra Lysene, da Urne kom ind til hende.

-Tager Du paa Koncert, spurgte han.

-Ja—og Du?

-Følger med, min Ven—

Hun nikkede til Tak. Hvad er det for et Mærke, Du har paa din Kind; spurgte han.

Aa—af en Gren, sagde hun. Hun slog

Øinene op og smilede. Skælvende følte hun, at han fristedes af Grenens Mærke og umærkeligt bøiede hun Kinden frem. Som han kyssede.

Ellen opsøgte Sindsbevægelser; hendes Voldsomhed kendte ikke mere Maal.

En Dag red hun med Carl gennem Dyrehaven.

Vinden løste hendes Slør, saa det lagde sig halvt om Carl Urnes Hals.

-Jeg beholder det, sagde han.

Ellen løste det, slyngede det sammen under Hagen: Ja, sagde hun, hvis De griber det. Hun vendte Hesten, og mens hun jog den op med et pludselig Pidskeslag, satte hun over den snedækte Grøft.

-Følg mig, raabte hun, vi vil lege Tagfat. Og begge jog ind mellem Stammerne.

… Sneen slog op under Hovene—Dyrene gled over Rødderne.

Hestene mødtes og steilede, slog deres Krop imod Stammerne reiste sig høit under Slagene.

-Ellen—hold inde, jeg be'er Dem—

Dyrene stødte med Bugene—Fraaden stod dem om Bidslerne—

-Ellen—hold inde …

Men ud og ind mellem Stammerne—Ellens løftede Pidsk hvinede ned over Dyrene—

Nok et Pidskeslag—nok et—

Ned over Snuderne suste det …

Saa kastede hun sin Pidsk og holdt an: Var De bange? sagde hun. Hvilket Ridt.

Carl sad bleg. Hvor De sér forskrækket ud, hun lo: Er De angst for Deres Liv?

Hun klappede sit Dyr paa Bringen, gav det Sukker og sagde: Hent min Pidsk. Den laa et Par Alen derfra i Sneen.

Carl stod af uden at tale og hentede Pidsken. Ellen saa efter ham. Og da han kom tilbage og rakte hende den, sagde hun:

-Carl—De er angst for mig?

Han bed Læberne sammen: Der er Deres Pidsk, sagde han. Skal vi saa ride hjem.

De red langsomt ved Siden af hinanden paa de stønnende Dyr. Da de kom ud paa Veien, sagde Ellen:

-Carl—jeg skal ikke oftere gøre Dem forskrækket …

Det siger De, sagde han.

Og ingen af dem vekslede mere noget Ord paa den lange Vei.

Efter saadanne Scener var Ellen dobbelt fortvivlet. Hun begyndte at drikke igen, især om Aftenen for at forjage Søvnløsheden, der martrede hende, men hun følte ofte Væmmelse for Vinen. Lægen gav hende Kloral for at sove, og hun laa kun Natten igennem og talte høit med fremmede Stemmer, som raabte i hendes Øre.

Til Tider frygtede hun for sin Fornuft. Hun kunde ikke holde fast paa nogen enkelt Idé, men hendes Hjerne var fuld af springske og usammenhængende Tanker ligesom en Fluesværm. Hun fik en mekanisk Bevægelse med Hænderne omkring Tindingerne som for at presse paa Tankerne, der flygtede. Hendes Blik var stirrende og glasagtigt.

Smerterne og Morfinhungeren fortærede hende.

Hun tænkte paa at berøve sig Livet. En Dag, hun tilfældig var oppe paa Loftet, fik hun Øie paa en Jernkrog i en lav Bjælke. Der stod en Stige tæt op dertil. Hun gik op ad Stigen og prøvede Høiden indtil Krogen.

Hun gjorde det flere Gange, maalte i Tankerne og beregnede sin Afstand fra Gulvet, naar hun slap Stigen.

-Ja, sagde hun, her kunde det ske.

Flere Timer tænkte hun kun paa denne Krog. Men saa blev hun ængstelig for at blive altfor hæslig i Døden—naar de kom for at skære hende ned.

Naar hun kørte langs med Sundet, fristede Bølgerne hende, saa hun blev svimmel. Hun skrev tit i Tankerne de to Breve, hun vilde skrive til Afsked. Det lettede hende.

Men naar Brevene var skrevet mange Gange i Hovedet, var Beslutningen allerede blevet en Fantasi, der bare lindrede hende, saa længe, indtil Smerterne vakte hende igen.

Undertiden greb Morfinhungeren hende i Theatret med uimodstaaeligt Raseri. Hun blev siddende, med sammenbidte Læber og rystende over hele Kroppen, for at hun ikke skulde forskrække Carl, der sad ved Siden af hende.

Thi midt under alle sine Lidelser forfulgtes hun af en Tanke som af en Bremse: Carl var bange for hende; hun indjog ham Skræk. Ofte, naar de sad sammen i Theatret, følte hun fra Siden hans Blik sky forskende paa sig, og naar hun kom hjem, forfulgte dette Blik hende.

-Han tror, jeg er gal, sagde hun. Han frygter for min Forstand.

Men altid forskrækkede hun ham paany.

En Dag i Begyndelsen af Foraaret var Urnes til Middag hos Grev Rosenkrands. Om Aftenen spillede man Halvtolv.

Man satte fem og tyve Øre ud. Bernstorf holdt Bank.

Ellen havde bedt sig fri for at spille med, hun sad lidt, fra Bordet, Morfinlængslen pinte hende.

Uden at tænke paa de andre, begyndte hun at gaa frem og tilbage paa Gulvet mellem Vinduerne.

Grevinde Rosenkrands saa, at hun var meget bleg, og reiste sig: De har det vist ikke godt, sagde hun.

-Aa—tak—det er kun lidt Tandpine.

Hun gik nærmere til Bordet og betragtede Spillet. Det evindelige:

-Køber De.

-For hvormeget?

Irriterede hende, mens hun led.

Bernstorf saa op fra Kortene. Hvorfor spiller De ikke, Grevinde Urne, spurgte han.

-Jeg har Tandpine, sagde hun.

-Aa—den gaar over ved Spænding … Skal vi to spille?

-Om hvad?

-Saameget De vil. 10 Kroner.

Ellen tog sin Portemonnæ op: Ja, sagde hun, hvis det kan more Dem.

Hun blev staaende bagved. Den lille Komtesse Rosenkrands modtog hendes Kort: Køb, sagde hun.

Bernstorf gav et Kort. Igen, sagde hun. Hun fik endnu et Kort og havde tabt.

Hun blev ved at holde ti Kroner og tabte. De andre var hørt op at spille, sad lidt tause i Kredsen rundtom.

Hun vandt.

-Bliver De ved? Bernstorf blandede Kort.

-Ja, med halvtreds. Hun traadte hen til Bordet, blev staaende og holdt selv Kortene.

Hun tabte; og vandt og tabte.

-Mer—Mer—hun havde atter tabt.

Baronesse Rosenkrands reiste sig og lagde Armen om hendes Liv.

-De ruinérer Dem, sagde hun.

Ellen hørte ikke.

En Gang endnu. Det er spændende.

-Mer. Hun tabte.

-Mer.

Hun spillede omkap med Hungren.

-Mer, sagde hun. Mer. Hun havde atter tabt. Hun rystede sin Portemonnæ, den var tom. Lad os holde op, sagde Bernstorf.

-Nei. Hvorfor. Hun smøg et Armbaand af sin Arm: Dér, sagde hun. Tag det for 100.

Der blev ganske stille, ingen sagde et Ord. Baronesse Rosenkrands tog sin Arm bort fra Ellens Liv.

-Giv.

Hun fik Kortet.

-Jeg køber. Bernstorf gav et Kort lidt forfjamsket; saa ét endnu.

-Et til.

Ellen vendte Kortene: Tabt.

Hun saa over paa Bernstorf og følte Tausheden om sig, og søgte Carl.

-Ja—han sad der angst.

Og pludselig betvang hun sig, og idet hun rakte Kortet med Armbaandet frem imod Carl, sagde hun:

-Carl—indløs mine Jettons.

Den Nat lukkede hun ikke et Øie. Ud paa Morgenen slog hun Lagenet bort, hvori hun havde gemt sit Ansigt, og hun satte sig op i Sengen.

-Ja—sagde hun. Det kan ikke være andet.

Og hun begyndte at tænke paa, hvorledes hun skulde skaffe sig Morfin. Hun havde mange Planer—vilde bestikke en Læge, skaffe sig Vædsken fra Apotekeren paa deres Gods … Men hun forkastede det. Hun vilde ikke have Medvidere.

-De vilde forraade mig. Hun følte det som en Forbrydelse.

-Nei—jeg maa finde paa Udveie.

Hun blev pludselig opfindsom, hun havde tusind Planer. Og Hungersmerterne holdt inde, mens hun overveiede, ligesom en Tand, der hører op at smerte, naar man tænker paa Tandlægen.

Hun blev livlig, hun søgte, prøvede. Saa med et saa hun et bestemt Ansigt for sig, en rig Grossererfrue, for hvem hun var præsenteret.

Hun havde siden truffet hende i Selskab: Hun er Morfinist, havde hun sagt. Hun havde strax set det paa de nervøse Bevægelser, paa Blikket; i Aftenens Løb saa de ofte paa hinanden.

Ellen gjenkaldte sig atter hendes Ansigt, Træk for Træk, Blikket, Farven, Maaden at tale paa: Ja—sagde hun—hun er Morfinist. Jeg vil spørge hende.

Hungeren drev hende, skød alle Indvendinger til Side. Natten gik, og Dagen var hende uendelig lang. Hun havde bestemt sig til at tage hen til Etatsraaden i Gothersgade Klokken et efter Frokost, men Klokken elleve lod hun spænde for: Hun vilde besørge nogle Ærinder først og spise Frokost hos en Konditor.

Men da hun kom ned i Vognen, sagde hun strax: Gothersgade. Hun kunde ikke vente. Men da de bøiede ud paa Kongens Nytorv, blev hun greben af en pludselig Skræk, hun kunde ikke køre derhen og vilde opsætte.

-Larsen, raabte hun. Kør til Richardt. Hun stod ud, bestilte et Par Kager og et Glas Portvin. Og da det kom, gik hun uden at have rørt det, steg ind i Vognen igen og kørte til Gothersgade. Hun rystede som af Kulde.

Hun følte ikke sit Hjertes Slag, da hun ringede paa Porten og gik op ad Trappen. Hun var stakaandet, saa hun neppe kunde tale, da hun rakte Tjeneren sit Kort.

-Sig Etatsraadinden, at det haster.

Hun blev vist ind i en stor Dagligstue, og man bad hende vente. Hun var ligbleg og skælvede: Hvis jeg har taget Feil, sagde hun.

Pludselig støiede Etatsraadinden frem under Portièren.

Hun hilste familiært som paa en ventet Gæst. Ellen blev forbauset, lettet. Men saa slog det hende.

—Det er, fordi vi er medskyldige; og hun rødmede forvirret.

De talte lidt om ligegyldige Ting, anstrængte sig begge. Etatsraadinden saa uafbrudt paa hende, med et Smil.

-Hvor hun er fræk, sagde Ellen.

Saa gjorde Etatsraadinden en Bevægelse, som for at rykke hende nærmere. Men De sér saa daarlig ud sagde hun og strakte Haanden ud.

Ellen tog Hænderne til sig, som havde hun faaet noget slimet mellem Fingrene: Tak, sagde hun og gyste let, jeg er meget vel. Og hun reiste sig, Etatsraadinden saa hende ind i Ansigtet: Foraaret er dog saa slem en Tid for—Nervøsitet, sagde hun.

Ellen oprørtes. Og pludselig gav Sindsbevægelsen hende Besindelsen tilbage. Hun fandt et Paaskud for sin Visit.

Hun tog sin Muffe og med et helt rolig, sagde hun:

-Grunden til mit Besøg er egenlig en Velgørenhedssag … Jeg vilde bede Dem tegne mig for femhundrede Kroner til de fordrevne Jøder fra Rusland.

Hun betragtede Etatsraadinden, der blev forvirret, og hun sagde igen:

-Deres stakkels Trosfæller, som maa lide saa meget.

-Ja, sagde Etatsraadinden, De lider meget. Der blev en Taushed.

Saa tog Ellen Afsked.

Hun kørte hjem. Men ved Middagsbordet fik hun ondt og maatte gaa. Hun kæmpede med Hungeren to Timer: gik op og ned paa sit Gulv, brækkede sine Negle ved at slide i Stolene, hvor hun kastede sig.

Saa overmandedes hun.

Hun slog et Sjal om sig, og ad Bagporten gik hun ud paa Gaden: Det var strømmende Regn og Blæst. Uden at sé tilhøire eller venstre løb hun langs Husene lige til Etatsraadindens Port.

Hun ringede. Tjeneren lukkede op. Han saa paa hende, Vandet drev af hendes Klæder.

-Hvem vil De tale med, sagde han.

Hun tog det vaade Slør bort fra sit Ansigt: Det er Grevinde Urne, sagde hun. Er Etatsraadinden hjemme. Og hun gik ham hastigt forbi ind i Gangen.

Tjeneren pegede paa en Dør: Etatsraadinden er alene hjemme, sagde han. Jeg skal melde Dem.

Men Ellen aabnede Døren og gik ind; hun saa Etatsraadinden reise sig fra en Sofa, og uden at hilse, lige hen mod hende, sagde hun, med Hænderne mod sit Bryst:

-Nei, nei, jeg kan ikke længer—hjælp mig …

Ordene løste for Graaden, og svimmel, borte i en Hulken, der rystede hende, faldt hun ned i en Stol.

Hun hørte Etatsraadindens Stemme, der sagde:

-Hvorfor dog? hvorfor dog—Det er ikke saa slemt, og hun løftede Hovedet forvirret; hun havde næsten glemt, hvor hun var.

Tilgiv—tilgiv, mumlede hun.

Hun fik et nyt Anfald af slimet Væmmelse ved at føle Etatsraadindens bløde Hænder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Kærtegn.

Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn—De har lidt meget.

Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over, at jeg kom.

Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo, De vilde komme.

-Vidste De?

-Ja—og atter den bløde Haand—jeg kunde jo se det.

Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel—Stakkel—men nu er det jo forbi …

Ellen svarede ikke og blev ved at kaste sig i Fortvivlelse. Hun hørte Etatsraadinden gaa over Gulvet og saa sig om: Ja—hun var gaaet.

Hun havde en ny Lyst til at løbe, men sløv blev hun liggende, til Etatsraadinden kom igen.

-Her, sagde hun. Jeg er altid beredt paa at kunne hjælpe en anden. Og hun rakte hende en Flakon og en Pakke.

-De kender jo Brugen?

-Ja. Jeg kender det.

Etatsraaden beholdt hendes Hænder i sine:

Skal jeg dog ikke hjælpe Dem første Gang? sagde hun.

Ellen saa sky paa hende: Tak, sagde hun og kunde neppe tale, jeg vil heller selv—hvis jeg maa.

Hun gemte Flakonen. Tak, sagde hun, saa vil jeg gaa.

Hun kørte i en Droske til Gadehjørnet ved Palæet. Hun kunde ikke være gaaet, saadan rystede hun. Hun sneg sig ind gennem Bagporten og op i sit Boudoir. Men hun forlod det igen, fordi der ikke var Døre, og hun gik ind i Sovekammeret. Hun laasede af, og slog Portièren ned. Hendes Hænder skælvede, saa hun knap fik Pakken løst og Sprøiten ud, i sin nervøse Hast.

Hun fyldte den indtil seks Centigram, spildte lidt og tog Ærmet tilside. Tænderne klaprede i hendes Mund.

Hun holdt Sprøiten ned mod sin Arm og forsøgte at stikke.

Men Sveden sprang frem og væmmelig ved at lemlæste sig selv, slap hun Sprøiten.

Hun blev svimmel, gik hen over Gulvet og lagde sig paa sin Seng.

Indtil hun pludselig reiste sig igen, gik hen foran Speilet og hastig gød Vædsken ind under sin Arm.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings