ANDEN DEL:
Reading edition
HISTORIEN.
I.
Min Søn—min Hustru.
Grevinden havde følt sig lidt urolig og ikke rigtig sikker paa sig selv. Hun havde været temmelig længe om at bestemme sig for en Kjole, inden hun tog den sorte Atlaskes og i Halsen den eneste Diamant, og hun blev helt irritabel, da hendes Hænder rystede en Smule, saa hun ikke kunde faa sine Armkæder hægtede. Hun havde heller ikke læst meget, mens hun bagefter sad i Salonen og ventede … Men nu, da hun saa det Barneansigt, der blussende rødt af Generthed skjulte sig bag hendes Mand, kom hun næsten til at smile.
Derfor sagde hun ingenting, og de stod et Øieblik ligeoverfor hinanden uden at tage i Haanden og uden at tale. Men saa følte hun med en Gang Pausen, blev selv lidt rød, ledte for at finde noget og kom ikke til at sige andet end:
-Hvor De dog ser ung ud! og gav ham Haanden.
Han stammede lidt, og helt purpurrød sagde han:
Ja, det siger alle.
Saa? sagde Ellen og lo, Stemmen var ligesaa barnlig som Ansigtet. Ja, De ser meget ung ud.
Greven talte lidt om den skrækkelige Varme i Kupéen, og Ellen spurgte, om han havde husket hendes Indkøb i Brüssel.
De havde alle tre sat sig ned, hun lidt med Ryggen mod sin Stedsøn; naar hun vendte sig for at faa ham med ind I Samtalen, som slæbte sig lidt genert og tvungent af, saa hun ham sidde ufravendt og stirre paa sig. Men han sagde ikke et Ord.
Saa ringede Klokken anden Gang til table d'hôte. Ellen følte det som en Befrielse, men sagde dog, mens hun reiste sig: Allerede! Saa er Toget kommet sént.
-Carl tager dig tilbords idag, sagde Greven. Æres den, som æres bør.
-Naturligvis, Hun ventede paa Carl, som stod op og noget keitet fik budt hende Armen.
-Mange Tak, sagde han.
-De maa holde Armen lidt nærmere, sagde hun, mens de gik ned ad Trappen, De kommer til at træde i mit Slæb.
Saa holdt han forfærdelig fast.
De kom ind i den store Sal, Næsten alle Gæsterne var samlede og stod rundtom klyngevis i Samtaler. Nogle begyndte at tage Plads, og nede fra Bufetten hørte man Raslen af Terriner og Talerkener og Ordrer om Vin.
-Hvor her er mange, sagde Carl. Hvor mange Damer!
-Ja—i Pensionen var der nok heller ikke ret mange.
-Nei—Carl saa ikke andre end Fru Dubois, og hun havde ikke en Tand i Munden.
Ellen hilste paa enkelte Bekendte, og man gik tilbords.
Greven var sulten efter Reisen og spiste stærkt. Ellen maatte underholde Carl. De talte dansk, saa de ikke blev forstaaet, og Ellen fortalte, hvem Gæsterne var og sligt. Carl tog næsten intet af Retterne, men naar de andre var færdige, og Tjenerne vilde tage bort, sad han alligevel med det altsammen paa Tallerkenen.
-De spiser ikke noget.
-Nei, sagde han. Jeg kan aldrig spise, naar jeg er ude. Han havde ellers ikke talt meget, men han saa hele Tiden paa hende, naar hun talte, og sagde hun noget raillerende over en og anden, lo han høit.
-Hvor du ler Carl, sagde Greven.
-Gør det noget? Det kom hurtigt og han saa paa Ellen.
-Nei, slet ikke. De ved jo ikke, hvad vi ler af … Men tag dog nu lidt Artiskok … De har jo slet ingen Ting faaet …
-Aa—a jo. Han tog lidt Artiskok paa sin Talerken og faldt igen i Staver. Ellen talte med en russisk Fyrstinde over Bordet.
Der var begyndt at blive livligt, og det var lidt vanskeligt at forstaa hinanden. Champagnekølerne kom frem foran Kuverterne, og Opvarterne fløi frem og tilbage bagved Stolene. Man hørte en stadig Knalden af Propper og Klirren med Glas i den forvirrede Støi.
Fyrstinden raabte meget høit, saa hun blev endnu rødere i Hovedet, og man kunde høre hende over den halve Sal.
-Men Serpolette er hendes bedste Rolle.—Jeg har en Loge. De tager jo med, Hr. Greve, tag med … alle tre … Hun tog sin Guldlorgnet op … Qu'est ce que ça—ce jeune homme là, spurgte hun saa lidt sagtere.
Greven vidste ikke, hvorom der var Tale … den unge Mand var hans Søn.
Det var Théo, som sang i Theatret. Fyrstinden havde en Loge—ganske alene. De maatte følge med.
Ja—han takkede, hvis Ellen vilde …
-Det vilde maaske more Carl …
Hun vendte sig. Men, kære, De har jo ikke rørt Deres Artiskok … Nu saa han igen paa hende.
-Nei—hvor han dog havde let ved at blive rød—jeg ved ikke, jeg forstaar ikke … rigtig at spise dem.
Ja, saa var det altsaa aftalt, De fulgte med … Kl. 9 … De maatte sé anden Akt … Scenen paa Markedet …
Fyrstinden tog igen Lorgnetten op og saa paa Carl Urne, der fik Undervisning i Kunsten at spise Artiskok.
-Il est charmant, sagde hun ganske høit.
Tjeneren havde skænket Moët i Glassene, og Carl havde tømt sit et Par Gange. Greven havde drukket med ham og ønsket ham Velkommen. Ellen sad med Glasset og ventede.
-Drikker De ikke med mig, sagde hun.
-Jo Tak—saa gerne … men …
-Men saa klink dog!
-Tak! Han stak det ud til Bunden. Det er deilig Vin, sagde han. Saa sød.
Støien steg for hvert Minut, og alle talte i Munden paa hinanden. Over det hele hørte man Fyrstindens Skraalen, hun viftede sig, saa hendes Diamantbandelokker dirrede i Vinden—og noget høirøstet forfærdeligt Engelsk fra et Par Amerikanere, som spiste med Armene paa Bordet og halvt opsmøgede Frakkeærmer.
Carl var ogsaa blevet rød i Kinderne og lidt mere snaksom. Han talte saa morsomt Dansk med underlig Akcent. Ellen lo af det.
-De snurrer—De snurrer saa latterligt.
-Lyder det da grimt? spurgte han, og ganske som en Elev til sin Lærer sagde han alvorligt: Det skal nok blive bedre.
Ellen smilede ad Tonen, hvori han talte. Det er jo rimeligt, naar man har været borte fem Aar …
-Ja … næsten seks … til November …
Der var allerede adskillige tomme Pladser ved Bordet Englænderinderne begyndte at reise sig, mens Deserten blev budt om, og de forsvandt lidt efter lidt, stive og ubevægelige. Men de andre holdt Stand, noget échaufferede, pludrende over deres Konfekttallerkener, og med de blottede Arme støttede paa Bordet. Vifterne fløi frem og tilbage, og man plyndrede ubarmhjertig Opsatserne for deres Rosenflor.
Ellen lænede sig tilbage i Stolen og trak sine svenske Handsker op paa Armene; Greven lukkede Armbaandene igen; lidt fortumlet af Støien og Maaltidet, blev Ellen siddende tilbagelænet og pillede tankeløs en Rose i Stykker i sit Skød.
Pludselig saa hun hen paa Carl, og da hun lod Blikket smilende hvile paa ham (han sad igen bøiet over sin Kuvert og saa paa hende), sagde han:
-Jo—De er meget smukkere end Deres Portræt.
-Synes De? sagde hun og lo igen. Ja—hvilket er det, De har.
-Et stort—med Kniplinger om Hovedet … Aa, først maatte jeg slet ikke ha'e det paa min Væg …
-Hvad for noget—maatte De ikke ha'e det? for hvem?
-Nei—i Pensionen maatte vi ikke ha'e unge Dameportrætter … og jeg havde ikke sagt til Hr. Dubois, hvem det var … Saa sladrede de andre … og saa sagde Forstanderen, at jeg havde nok et Billede … som … jeg ikke maatte og saa maatte jeg jo sige … at … det var … Dem.
Ellen lagde Rosenbladene i en Krands paa sin Handske og pustede til dem, saa de fløi som Sommerfugle.
-Naa … og saa blev Billedet hængende?
-Ja—over min Seng.
De brød op. Greven gik om og bød Fyrstinden Armen, og de satte sig alle i et Hjørne i Konversationssalen. Herrerne omringede Ellen og spurgte, om hun havde været syg, siden man ikke havde set hende imorges paa "la plage".
Saa gik Greven ud paa Verandaen for at ryge, og Ellen blev tilbage i Salonen med et Par trofaste. Carl havde skjult sig omme bag en Gruppe Palmer.
-De har forøget Deres Hof, sagde Hr. von Dannenberg og lænede sig lidt over mod Grevindens Vifte … en ungdommelig Tilbeder.
Ellen forstod ikke.
-Pagen, De havde tilbords. Kender "Grevinden" nu ikke "Cherubin"?
-A—a jo … Ellen gjorde Puderne tilrette paa Chaiselonguen … Det er min Søn.
Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilføiede hun leende:
-Ja, Baron, min Stedsøn—en Søn af min Mands første Ægteskab … Skal vi gaa ud til de andre?
* * * * *
Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen lod hun ham sætte sig ved Siden af sig. Salen var næsten ganske tom—det var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med Carl.
Det var en vovet Snak om alt muligt, med Spring saa hist, saa her, og med hasarderede Antydninger.
Carl svarede kun med "Ja" og "Nei", sad helt ude paa Kanten af Stolen for at undgaa Fyrstindens Vifte, der var lige ved at streife hans Kind, og skottede hen til Grevinden, som sad lidt i Baggrunden i Halvmørket.
En Gang imellem, naar han dumpede ud med et Svar eller et Spørgsmaal, lo Fyrstinden himmelhøit og vendte sig til Ellen.
-Ah—l'ingenu—il ne comprend pas.
Ellen svarede kun med et svagt Smil og vedblev at betragte Salen, der begyndte at fyldes.
Hun sad med Kikkerten for Øinene, mens hun hørte hvert Ord, Fyrstinden sagde. Hun følte et nervøst Mishag med hendes Snak.
-Det varer en Evighed, sagde hun.
-Chère—la divette maa have Tid til at puste—naar man er saadan snørt. Fyrstinden lo igen og vendte sig til Carl.
-Nei—se. Der staar jo Prinsen af Ligne. Er han ogsaa i Ostende … Ham maa de jo kende fra Brüssel—
-Ja—jeg har set ham et Par Gauge …
-Og hans Moder—hun er saa smuk … Ja … Fyrstinden examinerede Prinsens Loge i Kikkerten—han er forresten ogsaa køn … For den Historie kender De da?
-Alle siger, han er saa elskværdig.
-Gudbevar'es, derfor kan man jo gerne kalde Prinsessen for Salonernes Rachel—
-Spiller hun Komedie, spurgte Carl.
Ellen havde forstaaet og blev pludselig rød uden at hun vidste hvorfor. Men Fyrstinden var virkelig utaalelig, hun lo, saa hun maatte bide i sin Vifte og sagde:
-Nei—hun spiller bare "Fædra".
Carl vendte sig imod Grevinden, som om han ikke forstod, hvad der var ment, men Ellen sad stadig med Kikkerten for Øinene, kun beskæftiget med Salen. Fyrstinden fulgte Retningen af Carls Blik:
-Ja—De kender jo dog Historien, sagde saa Fyrstinden og vendte sig.
Ellen tog først Kikkerten bort og som om hun slet ikke havde hørt noget, sagde hun aandsfraværende:
-Hvilken? Taler De og Grev Urne nu om Mytologi?
Men saa fik Fyrstinden pludselig Øie paa en Veninde i den anden Avant-scéne-Loge, og hun maatte absolut over at tale med hende. Grev Urne kom ind og fulgte hende over.
Ellen følte det som en Lettelse, da hun var gaaet. Fyrstinden taler saa meget, sagde hun og slog sin Vifte ud.
Kan De godt lide Fyrstinden, spurgte Carl.
-Aa—jeg kender hende saa lidt.
-Jeg kan ikke udstaa hende. Gid hun vilde blive borte. Carl vendte sig igen mod Tilskuerpladsen og saa i Kikkerten. Det er jo Prinsessen af Ligne, sagde han.
-Jo—jeg tror det.
Det var en høi, majestætisk Figur, som sad ved Siden af Sønnen. Ellen saa paa hende.
Saa paa en Gang reiste Carl sig og gik hen og tog hendes Haand.
-De er da ikke vred, fordi jeg er kommen hjem? sagde han. De maa ikke være vred.
Tonen var saa mærkelig blød, og han blev ved og ved at trykke hendes Haand.
Ellen saa lidt paa ham: Vred? Hvorfor dog det? Og hun var saa besynderlig nervøs, at hun fik Taarer i Øinene.
Lidt efter kom Fyrstinden og Grev Urne tilbage og Akten begyndte.
Carl morede sig umaadeligt og lo himmelhøit ad Løierne. Se dog, se dog, sagde han, kvalt af Latter. Se dog, hvor han er komisk—aa—nu falder han … aa … sikken Kolbøtte …
Man begyndte paa en Gang at klappe nede i Parkettet, og de bøiede sig alle frem over Logeranden. Det var Théo, som kom ind.
L'impudente, sagde Fyrstinden.
Théo gik længere frem rokkende en Smule paa sine høie Hæle.
Der blev ved at lyde nogle afbrudte Bravoer fra Salen, og Orkestret taug. Théo stod midt paa Scenen og rørte sig ikke. Hun holdt det lokkede Hoved paa Siden og smilede uskyldigt, saa man saa hendes hvide Tænder.
Se Tænderne, sagde Greven, han kærtegnede sit Overskæg—Millionknusere.
Ladiva stod der endnu og blev ved at smile. La coquine, l'impudente, sagde Fyrstinden igen, hun blev ved at sluge hende med Kikkerten.
Pludselig skottede Ellen hen til Carl, som sad ved Siden af hende: Han var ganske bleg. Han sad forbauset med store Øine og stirrede paa Scenen uden Kikkert. Men saa med én Gang blev han blussende rød, og da Théo begyndte at synge, reiste han sig sagte og gik op i Baggrunden. Der blev han siddende.
Ellen blev selv rød og utilpas ved Sangen; hun vendte Hovedet lidt bort fra Scenen, og saa ud over Tilhørerpladsen, saalænge Théo sang.
Men Carl blev siddende helt inde i Logen, indtil Tæppet faldt.
* * * * *
De sendte Vognen bort: de vilde hellere gaa hjem langs Dæmningen. Fyrstinden tog Grevens Arm og Carl bød Ellen sin.
Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet. Men da de kom ind i Gaden ned mod Dæmningen sagde Carl: Aa—han trykkede hendes Arm—hvor det er deiligt at komme ud; og overstadig gav han sig til at løbe med Ellen under Armen henad Fortoget. Vi maa se, om der er Fosfor i Vandet!
Ellen lo og lod sig trække ned med. Hans Overstadighed smittede hende. Hører De, raabte hun, hør—Carl, Carl, det gaar ikke an. Hun brugte hans Fornavn uden at vide det. Jeg bliver—helt forpustet.
Men de blev ved at løbe ned gennem Gaden, leende, indtil de naaede Stranden.
Der hvor Oceanet laa med Stjernehimlen over det dybe Mørke.
-Nei—nei—hvor her er smukt. Hans Udbrud døde, og de taug.
Lænede til Rækværket stirrede de ud over Havet.
Men da de hørte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs Dæmningen.
De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa sin sædvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tør Fyrstinden dog sige saadan noget … om Folk … saa skrækkeligt. Ellen saa paa ham. Hun havde ikke troet, han havde forstaaet—
Men hun spurgte ikke, og han talte ikke mere. Udenfor Hotellet ventede de paa de andre, og de gik op sammen.
Ellen opdagede, mens de ventede paa Théen, at hun havde tabt sin Vifte, maaske paa Trappen. Carl løb ned i Portnerlogen for at spørge, og Viften laa paa Bordet. Portneren gav ham den.
-Det er maaske Deres Søsters Vifte? Den er just funden paa Trappen—
Carl saa paa ham, og lidt forvirret over sin Familiaritet, sagde Portneren.
-L'eventail de madame la comtesse!
Carl lo og tog Viften. Men udenfor Døren kyssede han to Gange dens hvide Svanedun, inden han gik ind til de andre.
Lidt efter vilde man til Ro. Da Carl sagde Godnat, kyssede han Ellen paa Haanden og sagde sagte: Mange Tak, mange Tak for idag. Og da han løftede Hovedet, saa Ellen, at han havde Taarer i Øinene.
Greven blev nogle Øieblikke tilbage. Han er en skikkelig Dreng, sagde han. Og han har virkelig voxet sig køn—synes Du ikke?
Ellen havde ikke hørt hvad han sagde. Hun stansede paa sin Vei forbi Sofaen.
-Tror Du, tror Du egenlig det var rigtigt at tage ham med i Theatret …?
-Hvorfor dog? Aa—han lo—nei, ved Du hvad—det store Menneske … Det var dog for galt …
Nu da det blev sagt, følte Ellen selv det latterlige; hun kom til at smile: Nei—ikke saadan, sagde hun … Men—aa nei, det var bare en dum Idé …
Da Greven var gaaet, aabnede hun Flygelet og gav sig til at spille. Det var en gammel Melodi, som gled frem under hendes Hænder. Hun vidste det knap selv, men mens hun spillede, begyndte hun at nynne svagt. Saa sang hun:
Tell my the tales, as remember to my Long, long ago Long ago.
* * * * *