ROMANEN (continued 2)

Uhyggelig til Mode var Fru Karen ikke blevet, thi det var der ingen Grund til, saa pærehenrykt Manden saa ud. Men hun var blevet arrig og usikker.

Hun havde i aarevis bildt sig ind at kende ham til Bunds, og i lange Tider havde hans Opførsel ikke givet Anledning til mindste Uro ... Men nu! Hvad kunde det være, han gik rundt og tænkte paa, Fyren!

Og pludselig slog den forvirrende Tanke ned i hende:

— Skulde han mon ligge og grine saadan om Natten ogsaa i Sengen ved Siden af hende!

Og straks samme Nat havde hun listet sig til at stryge en Tændstik og bøje sig hen over ham:

Og se, der laa han udstrakt paa Ryggen med Dynen op under Hagen og det store, skikkelige Ansigt lysende af den forborgneste undersøiske Fryd!

— —

Just saaledes laa han ogsaa nu i sit Hjørne af Vognen: Øjenvifterne gik, og Smilene legede; han var ved at kvæles af Latter; indtil han pludselig forløstes i hjerteligt: Haa, haa, haa—aa! og vaagnede.

Herredsfuldmægtigen lænede sig leende over imod ham:

— Hvad er det dog, Onkel har siddet og moret sig saa kostelig over hele Tiden?

Frantz saa betuttet paa ham:

— Ingenting, min Dreng, ingen Verdens Ting! mumlede han — Jeg har da vel ikke sagt noget?

— Jo, Onkel talte en Gang noget om Østers!

Den Gamle blev blussende rød:

— Snak ikke om det ...! hviskede han hurtig, da Nils og Palle i det samme begyndte at røre paa sig.

Hofjægermesteren gabede:

— Hvor langt er vi?

— Ved Hejredal Kro ...

— Jeg bryder mig Fanden om at arve noget som helst, lød det pludselig fra Nils — men Stokken vil jeg sgu ha'!

— Ppø—ø ...! blæste Frantz.

— Hvad for en Stok? spurgte Palle, der havde glemt Historien.

— Tipoldefars ... som den gamle Bandit, Joachim, stjal fra Far i sin Tid.

— Han vandt den! ... i Karoline, rettede Frantz.

— Vandt! Vandt! ... Man har ikke Ret til at spille den Slags Ting bort ... Vel, Isidor?

— Aa, jo ...

— Et gammelt Arvestykke, der skal gaa i lige Linje! Næ, Gu' har man ej!

— Du saa jo da, at Kongens Foged ... begyndte Frantz.

Nils's Øjne lynede:

— Hold Kæft! sagde han — Stokken er min, og det vidste den gamle Æsel godt, derfor slap han den aldrig af Hænderne ... Hold lidt, Lars!

Lars holdt Hestene an; man tændte en Cigar; og Snakken begyndte igen.

Man gav sig til at tale om Joachims Testamente. Hvordan mon han havde fordelt Formuen? Pompadour og hendes tre Lømler var naturligvis blevet godt betænkt; men der var nok at tage af. Man anslog den Gamles Efterladenskaber til godt tre Hundrede Tusind Kroner foruden Gaard og Gods.

— Men her sidder vi og vrøvler, udbrød saa Hofjægermesteren — Du er jo hans juridiske Konsulent, Isidor.

— Nej ... det er Sagfører Baur.

— Den Bondefanger! brummede Nils stadig ophidset — Det var da den værste, han kunde falde i Kløerne paa!

De snakkede videre om Gaarden, om Besætningen og om Driften. Hvis Nils fik Ravnsholt, vilde han straks sælge den igen; han havde Brug for Kontanter, sagde han. Men til en Bonde solgte han ikke! Det var væmmeligt at se, hvordan de Bøndertampe var begyndt at brede sig rundt paa Herregaardene. Der gik snart ikke en Dag, uden at man læste i Avisen, at nu havde én eller anden Nielsen eller Petersen eller Knudsen købt et eller andet gammelt Gods!

— Eller en Jensen! supplerede Palle ondskabsfuldt og pegede frem over Markerne mod Egesborgs høje, hvide Hovedbygning, som de netop passerede. Den laa støt og fornemt uden Taarne og Dikkedarer, garderet af sine vældige, hundredaarige Egealléer, bred og statelig som et Symbol paa svundne Tiders solide Rigdom.

— Bonderak! mumlede Nils uden at se ned mod Gaarden.

— Sagen er den, nikkede Frantz dybsindig — at vi er ormstukne, Broder Nils, og de andre er sunde. Vi er Spredere, og de andre er Samlere, voilà tout!

— Ja, vi er i Sandhed de Udvalgte! lo Hofjægermesteren — Det tror de andre da, indtil de selv sidder paa Potten! For det vil engang gaa dem ligesom os. Fædrene æder Druer, og Børnenes Tænder bliver sure, ha, ha! ... Men foreløbig er de altsaa endnu Fædre!

— Aa, jeg skulde nok ha' klaret mig, hvis jeg havde faaet Lov at blive siddende paa Egesborg! sagde Nils hidsig.

— Og havde haft Onkel Joachims Elfenbensstok! mumlede Frantz — Ja, den Historie kender vi!

Isidor Seemann, der stadig forholdt sig tavs, stjal sig til igen at betragte sine Slægtninges Ansigter:

Nils's, der før under Søvnen havde set slapt og træt, næsten forpint ud, var nu, da han var vaagen og i Aande, livligt nok; og de store, vandblaa, upaalidelige Øjne lyste ondt.

Palles Ansigt derimod bevarede bag sit vældige Skæg omtrent samme Udtryk af godmodig og brutal Kraft, hvad enten han sov eller vaagede. Han lignede Vildmanden i det danske Vaaben, paaklædt, soigneret og i Legemsstørrelse.

Og Frantz, den underfundige Sjæl, sad stadig, selv naar han sagde dybsindige Ting, og stred sin evige Strid med hin hemmelighedsfulde og ufattelige, undersøiske Lattertilbøjelighed ...

Lars Kusk meldte fra Bukken:

— Der kommer Provst Langkilde og Prokurator Bauer!

— Hov! Halløj! Stop en halv! raabte Hofjægermesteren, da Køretøjerne passerede hinanden.

Men Provsten og Sagføreren sad saa dybt begravet i deres Pelse, at de hverken saa eller hørte.

— I skal se, at der spekuleres paa Rævestreger, sagde Nils — siden baade Loven og Profeterne er ude! ... Kør til, Lars!

Da Landaueren holdt foran Ravnsholt Hovedbygning, kom imod Sædvane kun en Tjenestepige frem i Døren.

— Hvordan staar det til med Godsejeren? spurgte Nils.

— Han er ... han er død, stammede Pigen og stak i Graad.

— Er han død?

— Ja ... han døde ... her for en Time ... siden.

— Hvor er Madam Henriksen?

— Hun bad mig ... se ... at faa Herrerne ... af Sted igen ...

Nils blev sprutrød:

— Sig, at vi vil tale med hende!

— Jo ...

— Vi gaar ind paa Kontoret.

— Jo ... Pigen forsvandt skyndsomst.

— Jeg tror, Kællingen er forrykt, buldrede Nils løs, da man var kommen ind paa Kontoret — Vil hun jage Familien paa Porten!

— Saa, saa, Nils! manede Frantz — lad nu være med at lave Frikadeller lige straks!

Herredsfuldmægtigen var gaaet hen til Vinduet og saa ud over den øde, vinterlige Gaardsplads, der var hvid af nyfalden Sne ...

— Nu kommer hun ...! sagde Hofjægermesteren.

Der lød Trin i Entréen af mange og tunge Fødder, og Døren blev sindig aabnet.

Det var Pompadour fulgt af sine tre Sønner.

— Hvad Fanden har hun dem med for! tænkte Nils og sendte dem et bistert Øjekast.

— Goddag ... hilste Pompadour rolig — og Velkommen til Ravnsholt!

Sønnerne sagde intet; men blev staaende bag Moderen som en Livvagt.

De var store, velskabte Mænd med strenge, alvorlige Ansigter. Deres Ryg var lidt bøjet af Arbejde.

Herrerne hilste; og der blev et Øjebliks Tavshed, hvorunder man ligesom tog Maal af hinanden.

Saa begyndte Nils famlende:

— Ja, Madam Henriksen, vi kommer jo altsaa for sent ...

— Det gør I nok ... sagde Pompadour.

— Vi vilde have hilst paa Onkel ...

— Naa, vilde I det ...?

Der var over Bondekonen, som hun stod dér foran Herremændene, en egen bidsk Vagtsomhed. Hun stod, hvor hun stod, følte man, og lod sig ikke rokke.

— Naa, han var jo en gammel Mand! forsøgte Nils i en lettere Tone.

— Ja, det var han jo ... lød det uforstyrret.

— Vil Madam Henriksen ikke sidde ...?

— Tak, jeg staar godt, som jeg staar ...

Nu tabte Nils Taalmodigheden og gik lige løs paa Sagen:

— Har Madam Henriksen nogen Mening om, hvilke testamentariske Dispositioner min Onkel har efterladt sig? spurgte han forretningsmæssig.

— Det kunde nok hænd's ... sagde Madammen.

— Ja, Madam Henriksen har jo været den Afdødes eneste Fortrolige i mange Aar ... Og jeg kan paa samtlige tilstedeværende Arvingers Vegne forsikre, at det ikke skal skorte paa Erkendtlighed fra vor Side for Deres tro Tjeneste.

Frantz og Palle nikkede tilsluttende.

— Tak, sagde Pompadour uden at fortrække en Mine — men vi klarer vos nok sæl ...

Nils var lige ved at fare løs paa hende, men beherskede sig:

— Ja, min Onkel har vel rimeligvis betænkt Dem og ... og Deres, nikkede han kort. Og derpaa fortsatte han — Naamen, for at holde os til det mere nærliggende ... Min Broder og jeg skal nok ordne det fornødne med Hensyn til Begravelsen, naar De blot, gode Henriksen, vil paatage Dem Bespisningen her den Dag. Her kommer rimeligvis en Hoben gode Mennesker, der vil bevise den salig Afdøde den sidste Ære ... han var jo almindelig afholdt. Men De kan jo tage den Hjælp, De tiltrænger; knibes skal der ikke, forstaar De ... Er der nogen bestemt Præst, min Onkel har ønsket sig?

Pompadour stod rolig og uanfægtet og hørte paa Nils Uldahls lange Tale. Men hendes Sønner skævede sky til hinanden og flyttede nervøs paa Fødderne. Og endelig brast det ud af Hans, den ældste:

— Du kan jo li'saagodt sige det straks, Mor ...

— Hvad er det, der skal siges? fôr Nils rasende op; han havde hele Tiden haft paa Fornemmelsen, at der laa noget og truede bag Konens mutte og afvisende Holdning; og nu var hans Selvbeherskelse opbrugt — Hvad er det, der skal siges? gentog han, da ingen straks svarede — Hvad er det for Lumskerier, I har haft for? Det skulde sgu ikke undre mig, om I har faaet den gamle Slyngel derinde til baade det ene og det andet!

Palle greb ham haardt i Armen:

— Men Onkel dog, husk dog paa Huset, Du er i!

— Slip mig Dreng!

— Kære Onkel Nils ... forsøgte Herredsfuldmægtigen.

— Hold Mund! Jeg trænger ikke til Formynder!

Han var nu ganske ude af sig selv og fôr op og ned ad Gulvet og fægtede med Armene.

Saa gik Frantz stille hen til Konen og spurgte næsten venligt:

— Naa, hvad er det saa, De har at sige os, lille Madam Henriksen, at vi kan faa Ende paa det?

Pompadour vendte sig tøvende og raadvild om mod Sønnerne: Nu, det skulde frem, var det alligevel ikke saa nemt ...

Men Sønnerne nikkede alle tre kort og bestemt; og Hans, den ældste, gentog:

— Ja, sig det kun, Mor; de skal jo ha' det at vide ...

Men endnu et Øjeblik tøvede hun. Det var ogsaa en mægtig Tidende, hun skulde frembære; hun næsten svimlede ved Tanken og Virkningen:

— Det er det, jeg har at sige, begyndte hun saa langsomt — at Godsejeren i Formiddags giftede sig med mig ...

Nu var det sagt, og nu fik hun sin gamle Sikkerhed tilbage:

— Saa nu er Ravnsholt min og Drengenes, og vi skal nok sæl besørge Begravelsen, og hvad der ellers falder for!

— Det var som syv Satan! brast det overrasket ud af Frantz. Og Hofjægermesterens Hænder knyttede sig uvilkaarlig: Vel havde man ventet sig noget af hvert, men dette var dog for gement af den Gamle!

Nils stod et Øjeblik fuldstændig lammet. Men saa gik han pludselig vild af Raseri løs paa Isidor Seemann og skreg ham ind i Ansigtet:

— Staa ikke der som et Umælende! Hvad tror Du, vi har taget Dig med for? Sig dog den Kælling og hendes Horeyngel Besked! ... Men Du glæder Dig rimeligvis paa deres Vegne, Du med din Tegnelærer til Far!

— Nils, Nils dog ...! lød det paa ny fra Frantz.

Men Isidor sagde rolig:

— Der er ikke noget at sige, Onkel Nils; vi mødte jo før baade Provsten og Sagføreren, saa alt er rimeligvis bragt i lovformelig Orden.

— Ja, nikkede Hans, den ældste, — alt er, som det skal være, saa der er ikke andre, der har noget at sige her paa Ravnsholt end vi ...

— Men Godsejeren har da sat tredive Tusind fast til hver af Frøknerne ... tilføjede Jeppe, den næstældste, mildnende.

— Og er der ellers noget I vil ha' af Møbler og den Slags, saa sætter vi os vel ikke op imod det ... endte Anders, den yngste.

De to andre Brødre nikkede bekræftende; og Madam Henriksen sagde:

— Nej, ikke naar der da er Rimelighed i det ...

Alle var de paa en vis Maade forlegne og skamfulde over den uventede Lykke, der var vederfaredes dem. Aldrig havde de vovet at tænke, at dette kunde ske; og de forstod saa godt Uldahlernes Harme og Græmmelse ... men nu det vidunderlige var sket, skulde de vide at staa paa deres Ret!

Men Nils fôr op:

— Saa den gamle Rakkerpukkel vilde spise ham af med en Naadeskilling til hans Døtre? Aldrig i Evighed skulde de faa Lov til at modtage dem. Han var vel Herre i sit Hus og havde Magt til at hindre, at hans Pigebørn modtog Almisser. Han var Gudskelov endnu i Stand til at føde dem! ... Sig om Vognen! kommanderede han pludselig — Ikke et Sekund længere bliver jeg i dette Rakkerhus! Sig om Vognen, Isidor, og lad os komme af Sted.

Frantz og Palle mente det samme: Hvad skulde de blive her længere for; der var jo intet at gøre.

Men nu kom Husmoderen op i Pompadour:

— Vil I ikke ha' en Bid Brød og en Dram, forinden I rejser? spurgte hun — Det er dog en lang Vej ... Og Hestene har da ogsaa godt af at puste lidt.

Nils svarede ikke. Hans Øjne var begyndt at løbe ransagende rundt i Kontorets Kroge. Han var pludselig igen kommen til at tænke paa Elfenbensstaven, Familieklenodiet. Om han saa skulde vende op og ned paa hele Huset, vilde han have den med sig:

— Hvor er den Stok, min Onkel plejede at gaa med? spurgte han brydsk.

Madam Henriksens Øjne fik et sky Udtryk:

— Det véd ingen, sagde hun — I de Maaneder, Godsejeren laa syg, har ingen set den.

— Sludder! Jeg ta'r ikke herfra, før jeg har den!

Og Nils fôr ud i Entréen og søgte og søgte. Og da han ikke fandt Stokken dér, brød han ind i Dagligstuerne, hvor »Løberne« dannede smalle Stier fra Dør til Dør. Han kiggede bag Skabe og Sofaer, i Hjørner og Kroge.

Madam Henriksen var fulgt med ham, at han ikke skulde gøre Fortræd; og hun vilde helst have standset ham, om hun havde kunnet:

— Finder vi Stokken, skal vi nok skikke Godsejeren den over, gentog hun atter og atter, alt som de kom frem — finder vi Stokken, skal vi nok skikke Godsejeren den over, for det er jo da saa rimeligt, at Godsejeren nu faar den.

Men Nils ænsede ikke hendes Ord. Han larmede videre. Stokken skulde findes! Det manglede bare, at de ogsaa skulde snyde ham for den!

Han gennemsøgte Havestuen og Spisestuen og de tilstødende Værelser. Den var der ikke. Og han kom ud i den lange, halvmørke Gang, hvor gamle Rinaldo laa foran Joachims Dør. Hunden løftede Hovedet og gøede. Men ikke en Lyd hørtes.

Pompadour stillede sig hurtig foran Døren:

— Nej, nej, sagde hun — der kan Godsejeren ikke komme ind, der ligger jo Liget!

Nils greb hende i Armen for at tvinge hende bort; men hun var stærkere end han, saa at de ligefrem brødes.

— Forbandede Kælling! hvæsede han og hævede Haanden for at slaa.

Men hun stødte ham haardt for Brystet, saa at han tumlede tilbage. Og i det samme undveg hun og løb ind gennem Stuerne.

Han slog hastig en Haand i Dørgrebet for at aabne. Men Døren var laaset. Nøglen havde siddet i udvendig; og Pompadour havde listet sig til at dreje den om og tage den med sig ...

Da gav Nils Uldahl sig til i ubændigt Raseri at hamre løs paa Døren med Hænder og Fødder, saa at det gungrede gennem Huset ...

Straks efter kom de andre løbende til og holdt ham fast.

Landaueren rullede hjemad mod Havslunde. De fire Herrer sad igen indsvøbt i deres Pelse. — Da Nils Uldahl næsten med Magt var bleven bragt til Sæde i Vognen, havde han først skældt og bandet og larmet op. Saa var han med ét slaaet om og var begyndt at klynke og klage over, at han var en fuldstændig ruineret Mand, nu han saa skammelig var bleven snydt for Arven fra Ravnsholt. Men da Frantz og Palle straks interesseret havde spidset Øren, tav han brat og var ikke mere til at faa et Ord ud af.

Nu sad han og sov eller lod, som han sov. Og snart efter var ogsaa de to andre Herrer faldet hen; deres Øjne lukkede sig, og deres Hoveder fulgte, viljeløst rokkende, Køretøjets Bevægelser.

Kun Herredsfuldmægtigen forholdt sig som paa Udturen lysvaagen. Han tændte en Cigar og stirrede tankefuld ud over de snedækkede Marker.

Men pludselig forstyrredes han i sine Drømmerier af en lille hvislende og spruttende Lyd.

Det var Kragholmeren, der blev overvundet af Latter ...

I Dag er Fader da endelig rejst tilbage til sin yndige Rigsdag. Véd Du, hvad Charlotte, Frederikke og jeg gjorde, Isidor, da han kørte ud af Gaarden? Vi tog hinanden i Hænderne og snurrede rundt ude i Entréen, lige til vi faldt om alle tre i en Bunke oven paa hinanden og laa og lo, saa at vi slet ikke kunde rejse os igen. Aa, men det er nu alligevel saa sørgeligt, at Børn skal føle saadan over for deres egen Fader! Og det er slet ikke sandt, hvad Fader vil bilde Folk ind, at det er Moders Skyld, at vi hader ham, for hun gaar netop altid og formaner os til at være venlige imod ham; og Pigebørnene gør sig ogsaa Umage for det, men jeg ikke! Om han saa kom og tiggede mig paa sine bare Knæ, saa gjorde jeg det ikke! Det kan gerne være, at jeg er hystererisk, som Anna siger, at jeg er, men jeg vilde forgaa af Skam, hvis jeg skulde sleske for én, som jeg hader, og jeg hader Fader; det er ham, der har ødelagt hele mit Liv, for saadan som han behandler Moder. Jeg forsikrer Dig, Fætter Isidor, at jeg kunde have dræbt ham, da han forleden holdt sin modbydelige Tale; havde jeg haft en Revolver, havde jeg skudt ham ned som et skadeligt Kryb! Han, »ulykkelig«, som Du siger af dit gode Hjerte; nej han er ond, ond, ond! ellers kan man ikke gøre saadan noget. Og véd Du hvad, Fætter Isidor, nu skal jeg sige Dig noget alvorligt, som jeg ikke har betroet andre, men dette sørgelige Forhold imellem Fader og Moder har gjort, at jeg ikke mere tror paa Gud! Det er frygteligt, ikke? og jeg er ogsaa selv saa forfærdelig ulykkelig derover, men jeg kan ikke. Jeg sagde det forleden Dag til Ingwersen, men hun er ogsaa den eneste, jeg har betroet mig til, og hun sagde, at det var en af de syv Dødssynder, for hvilke der ingen Sinde findes Tilgivelse! Pyt, hvad bryder jeg mig om det, gensvarede jeg hende, lad mig saa bare blive fordømt! Men der er jo alligevel det, Fætter Isidor, at jeg alligevel er bange. Og det er især om Aftenen, naar jeg er kommen i Seng og lader være med at bede min Aftenbøn; saa hører jeg saamange underlige Lyde, der pusler omkring inde i Værelset, og Luften bevæger sig, der er nogen, der lister rundt og slæber deres Klædebon paa Gulvet; og saa tænker jeg, nu kommer det, der er det! og saa borer jeg mig ned under Dynen og ligger der og mærker, hvorledes Aanderne griber fat i min Seng og gynger den frem og tilbage; og jeg bliver saa forfærdet, at jeg folder Hænderne og giver mig til at bede Aftenbøn alligevel, og det plejer at hjælpe; men i Torsdags Aftes maatte jeg bede den tre Gange, inden Sengen stod stille; og saa ser jeg Forvalter Jensen hænge dernede i Laden, og Jomfru Helmer, der staar og griner af ham, og Spat-Maries forfærdelige Alexandra, som de jo siger er min Søster! Aa Isidor, Isidor, Du maa ikke blive vred paa mig og tro, at min Kærlighed til Dig ikke er ægte, men hvor vilde jeg dog sommetider ønske, at jeg maatte dø af et Hjerteslag eller en Blodprop, for saa var det hele da forbi!

Men nu kalder Frederikke paa mig, og saa maa jeg skynde mig at slutte, for vi skal ud at rutsje med Mikkel, Du véd, den lille islandske Hest, som Fader har foræret os, han trækker Slæden op paa Bakkerne, og saa rutsjer vi ned, det er saa morsomt.

Naturligvis var jeg en Pjalt, og er nu ligesaa henrykt over Mikkel som Søstrene; men ikke, naar den gamle Svend er hjemme!

Farvel! I Hast! Din til Døden S.

Véd Du, hvad der staar uden paa min Dagbog? Der staar:

Spredte Blade til I. S. eller den, som jeg elsker højest i Verden at læses af ham efter min Død S. U-E.

Allerede Dagen efter Onkel Joachims Død var Nils Uldahl rejst tilbage til København efter først i en fnysende Skrivelse at have underrettet Skifteretten om, at hans Døtre ikke ønskede at modtage den tiltænkte Arv. — Og ved den Gamles Begravelse var Familien kun bleven repræsenteret af Isidor Seemann.

Paa Kragholm, fortalte man, havde Fru Karen lukket sin Mand inde for at ikke hans gode Hjerte skulde løbe af med ham. Og paa Hvidgaard var Herskabet fuldt optaget af egne Sager.

Thi skønt Fru Mona nu havde været gift med sin Palle i godt tolv Aar, var hun dog stadig ikke faldet til Ro. Zigøjnerblodet prikkede hende i Aarerne, og der gik ikke en Dag til Ende, uden at hun mindst ti Gange tænkte paa at flygte bort fra den hele borgerlige Herlighed og tage fat paa sin gamle, fuglefri Haandtering. Men endnu sad hun fast. Der var saameget, der bandt hende: det dejlige Hjem, den pragtfulde Mand, Heste, Vogne, Kusk, Tjener, Guld og Ære.

Og alligevel, alligevel! Det blev værre og værre for hende at holde dette Fængselsliv ud. Nu var hun femogtredive Aar; og om ikke længe vilde hun være en gammel Kone!

Disse Tanker kunde gøre hende vild og ubændig. Fernissen gled af hende, og hun kunde staa midt i den hvide, stille Gaard som Tøsen fra den københavnske Bagsal og sende en Strøm af skingrende Skældsord efter sin fredsæle Mand, der i saadanne Stunder helst tog Flugten bort i Skovene eller ud over Markerne ... Og naar han saa efter Timers Forløb igen viste sig, kastede hun sig angergiven ind til ham og bad og tryglede om Forsoning og Tilgivelse.

Og han tog hende i sine stærke Arme. Og de glemte alle Stridigheder ...

Men atter og atter brød Længselen efter tidligere Tiders frie og ubundne Liv op i hende:

— Palle, kunde hun bede og krybe indsmigrende sammen paa hans Skød — lille Palledreng, hør nu paa mig og sig Ja? ... Lad os sælge hele Kramkisten her, lave os et første Klasses Circus og rejse Verden rundt? »Mona Lisa« er endnu ikke glemt. Du kan tro, vi skal tjene Penge! ... Og naar vi saa faar Gigt og Podagra, saa kan vi jo købe Hvidgaard tilbage og køre rundt her i Rullestol til vore Dages Ende. Saa har vi da i det mindste levet!

Men Palle rystede smilende paa sit Vildmandshoved:

— Nej, nej, lille Mona, det gaar ikke; det forstaar jeg mig ikke paa ... Og jeg vil ogsaa helst beholde Dig for mig selv! — Men nu skal jeg sige Dig en Ting, min Pige; nu bygger jeg Dig et Ridehus hernede bag Mejeriet, Du véd, under de store Elmetræer ud til Vejen. Og saa køber jeg Dig et Par rigtige Arabere; saa kan Du ride og more Dig saa galt, Du vil!

Hun faldt ham henrykt om Halsen:

— Jamen Publikum? spurgte hun saa — Hvor faar vi Publikum fra? Jeg kan ikke arbejde uden Publikum.

— Publikum ...? sagde han og klaskede sig paa Laaret — Publikum ... det er mig! eneste Palle Uldahl til Hvidgaard! ... Tror Du, jeg vil unde andre den Fornøjelse!

— —

Og Ridehuset blev bygget og Hestene købt; og Mona Lisa begyndte paa ny hed af Iver at øve sig i Jockeyridt og Hestedressur. Hendes Kommandoraab og Kampskrig klang langt ud over Vejen, saa at Bønderne korsede sig, naar de kørte forbi.

Og ret længe nøjedes Palle ikke med at være Tilskuer. Fru Monas Begejstring rev ham med sig. Han blev hendes Elev og lærte at ride Kunstridt og Skoleridt. Og de jog Side om Side Manegen rundt i det vildeste Parforceløb, hvor Staldknægtene stod med Stænger og Risgærder, som Hestene satte over, saa at Savsmuldet føg i Luften.

Det var to pragtfulde sorte Hingste, de red, »Castor« og »Pollux«, fine, slanke og nervøse Skabninger, som Mona Lisa selv. Og naar Dyrene fôr af Sted med vajende Manker og prustende Næsebor, ophidsede indtil Vildskab og sitrende af Utaalmodighed, kunde Fru Mona gribes af saa sød en Rus, at hun glemte, hvem og hvor hun var, kastede sig bag over langs Hesteryggen og udstødte det Skrig, der fordum i hendes Circustid havde jaget Blodet som Ildbække gennem Tilskuernes Aarer.

Og da holdt Palle Uldahl sin Hest an i aandeløs Betagelse:

— Mona, Mona! skreg han, og der strøg ham en Rædsel gennem Hjertet for, at det engang skulde gaa galt.

Men Mona lo og piskede løs paa Hestens Sider:

— Hæi — hopla, Castor! ... Hu—iii!

Og Castor satte i Spring med hende ind gennem Porten og ind i Stalden, der ved en Tilbygning var sat i Forbindelse med Ridehuset ...

Men lige overfor, i den modsatte Gavl, var indrettet et Par Bade- og Paaklædnings-Værelser med tæppebelagte Gulve og bløde Løjbænke. Her trak Herskabet sig efter endt Opvisning tilbage, tog Bad og klædte sig om, medens Rideknægtene ude i Stalden afgned de dampende Heste — og turnerede mangehaande Vittigheder.

— —

Saa gik et Par Aars Tid. Og da Mand og Hustru en Vinterdag stod nøgne og frotterede sig i et af Paaklædningsrummene, kom Mona tilbage til sin fikse Idé:

— Nu kunde vi da godt sælge Hvidgaard, Palledreng, sagde hun — og lave et Circus; for nu er Du ligesaa dygtig, som jeg.

Men Palle rystede igen paa Hovedet:

— Nej, lille Mona, det gaar ikke; jeg passer ikke til det. Dette her er noget andet bare for sin Fornøjelses Skyld. Men saadan at flakke rundt og vise sig frem ... nej, nej!

Og han slog Armene om hende og trykkede hende ind til sig:

— Men skynd Dig nu lidt at komme i Klæderne, sagde han — saa skal Du se! Den russiske Slæde, jeg har bestilt til Dig, er kommet i Morges og staar ovre i Vognremisen.

— Er den kommet! Og det siger Du først nu!

— —

»Den russiske Slæde« havde Fru Mona set afbildet i et udenlandsk Blad og faaet en mægtig Lyst til. Og straks havde hendes Mand ladet én indforskrive fra St. Petersborg. Den havde kun ét højt og smalt Sæde paa lange spinkle Meder og kunde kun benyttes af én Person. Men netop dette, havde tiltalt hende: Tænk, at faa Castor og Pollux spændt for et saadant Køretøj og saa under Piskesmæld og Klokkeklang at fare af Sted, saa Vinden skreg En om Ørene!

Og nu stod Slæden der: rødlakeret og straalende med et stort Isbjørneskind over Forlæderet og to høje, forgyldte Lygtestandere henne bag Skærmnettet: Det maatte være som et Æventyr at jage i denne Slæde henover de hvide Veje en maanelys Nat, naar Sneen skreg under Hestenes Hove, og Stjernerne lo af Kulde!

— —

Og Aften efter Aften lod nu Fru Mona Vinteren igennem spænde for Slæden, og fôr saa med Topper og Svajfere og ringlende Klokkespil bort over Vindebroen, medens Skæret fra de høje Standlygter legede i Hestenes blankstriglede Kroppe under det bølgende Kanenet.

Og rundt om hende halsede, tumlede og rasede hele Hunde-Meuten, væltede hinanden, bed, sloges og glammede løs ... Hektor, Freja, Herkules, Sonja, Chasseur ... og strøg saa i Firspring efter Slæden frem over de tavse Veje.

Det var som selve Kong Valdemars vilde Jagt, der lagde al Vejfred øde!

Og hæderlige Nattevandrere veg forfærdet i Grøften, naar Synet nærmede sig. Og der stod de saa i Sne til Bugen og stirrede efter hende og kunde ikke komme til Vejret igen.

— Det Djævelskab! mumlede de — Det Djævelskab til Beriderfrue! Hun jager nok Livet af sig selv engang!

Og de kravlede møjsommeligt frem af Sneen, medens Toget rasede videre ...

Det var Fastelavns Søndag.

Hele Havslunde By havde Uger igennem glædet sig til denne Højtidsdag. Frøken Frederikke havde nemlig arrangeret en Kostumefest nede paa den islagte Bugt foran Badeplænen. Og der var udstedt Indbydelser til alle Sognets Beboere.

— —

Allerede Klokken otte Morgen var Frederikke ude af Sengen og henne ved Vinduet for at se paa Vejret: Det var stille, diset Frost med Rim over alle Træer og Buske.

Hun jog hurtig Fødderne i Morgentøflerne og løb i Natkjole ud paa Gangen hen til Frøken Sofies aflaasede Dør, hvor Tyrk laa udenfor som Vagt:

— Sover Du, Sofie?

— Ja ... lød det gnavent.

— Det bliver det dejligste Vejr!

— Hvad er Klokken?

— Otte!

Herpaa fulgte intet Svar kun en Brummen.

Saa slog Frederikke arrigt i Døren, sparkede til Tyrk: Store Bæst, ligger her og breder sig! ... og skyndte sig forbi Annas Værelse og ind til Charlotte:

— Det er det dejligste Vejr, Charlotte, og blikstille! ...

Charlotte rejste sig hastig over Ende:

— Hvad er Klokken?

— Otte ...

— Saa er det altfor tidligt at staa op ... Kom hellere her og put Dig lidt ned til mig?

Frederikke rødmede:

— Nej, ikke mere ... Det vil jeg ikke mere ...

Charlottes Øjne lynede:

— Saa siger jeg til Mor, at Du løber og spiller Kæreste med Elev Jakobsen!

— Pyt! Hvad tror Du, jeg bryder mig om det!

Den anden slog øjeblikkelig om:

— Kom ...? bad hun ydmygt og strakte Armene frem.

— Nej, siger jeg jo!

Og ud fôr Frederikke af Værelset ...

Klokken var tre. Solen var forlængst brudt frem og havde jaget Taagen paa Flugt. Kostumefesten var i fuld Gang ...

Lørdag Aften havde Elev Jakobsen og et Par af Karlene fejet og vandet en stor Skøjtebane nede paa Bugten, og den laa nu staalblank og skinnende.

Der vajede Flag og Vimpler fra lange Stænger med Granguirlander imellem. Havebænkene var stillet frem; og fra en Forhøjning bygget af Cementtønder og Vognbunde truttede fire Horn-Musici.

I Badeteltet lavede Ane Kokkepige Kaffe, og Frøken Anna og Olga Stuepige gik rundt udklædte som Hvedebrødskoner med uhyre Hankekurve i Aag over Skuldrene og solgte gratis Fastelavnsboller. Priserne steg hurtigt og fabelagtigt, thi Olga havde fundet paa, at den, der kunde nævne den højeste Pengesum, skulde beværtes først. Femhundrede og halvtredsindstyvetusinde Millioner Kroner for en Kop Kaffe med Brød var en ren Spotpris; og man bød stadig hinanden over; det morede Gæsterne at svælge i disse uhyre Tal; de blev svimle af det og følte sig for en Gang Skyld som Matadorer, hvad der forhøjede Stemningen ...

Med »Kostumeringen« derimod var det kun saa som saa. Man holdt ikke af »at skabe sig ud« i Herskabets Nærværelse.

Egentlig var det kun den lille Minka, Jægermesterens Datter fra Mosegaarden, der rigtig havde lystret Ordre. Hun havde iført sig sin Bedstemoders gamle Landsdragt med guldnakket Bindehue, flaskegrønt Skørt og sort Klædesliv med broget Skulderklæde. Og hun saa henrivende ud: det gulblonde Haar krusede frem om Pande og Kinder, Munden smilede, og Øjnene lo. Og dertil var hun kun atten Aar og havde det lækreste lille, buttede Legeme lige til at gaa rundt og kysse paa. Der stod en Duft af Erotik om hende, saa at alle Karlfolkene var som galne efter at komme i hendes Nærhed.

Men bedst som de logrede og vred sig, kom Frøken Charlotte, der var i Mandsklæder og stod bag paa den lille Enspænderslæde forspændt med Islænder-Mikkel, og snappede hende bort for Næsen af dem og forsvandt langt ud over Bugtens snebelagte Isdække.

— Nu farer Charlotte igen af med Minka! smilede Fru Line, der saa til inde fra Land.

— Ja, det faar de da allenfals ingen Børn af! sagde Staldkarlen, gamle Jens Pinedød, eller Pin'de-Jens, som Medtjenerne kaldte ham.

De omkringstaaende Koner og Piger hvinede af Latter, og Fru Line lo muntert med.

Hun havde paa Døtrenes indstændige Anmodning kostumeret sig i Pelskaabe, Sommerhat og Solskærm. Hun gik rundt og talte med Konerne og Børnene. Og hvor hun viste sig, spirede Smilet og Glæden; saa ligefrem og »gement« kunde hun belægge sine Ord ...

Nu opstod der pludselig en frygtelig Larm og Forvirring med Hylen og Skrigen og Flugt til alle Sider.

Det var Fru Mona fra Hvidgaard, der kom farende fra Lindealléen i Russer-Slæden og med hele Hundekoblet efter sig.

Hun knaldede med Pisken, saa at Hestene stejlede og Hundene trimlede:

— Goddag, Børn! Naa, hvordan morer I Jer?

— Tante Mona, Tante Mona! raabte Frøken Sofie og løb hen mod Slæden.

Men Tante Mona standsede ikke. Hun svingede Køretøjet et Par Gange rundt paa Pladsen og raabte tilbage:

— Jeg skal hjem til Middag! Jeg vilde blot se, hvordan I havde det!

Saa drejede hun igen Castor og Pollux ned ad Lindealléen:

— Farvel, Farvel! raabte hun og svingede med Pisken og forsvandt.

Hundene væltede efter hende ...

Hansine Havekone kom hen og nejede for Fru Line. Hendes gamle Ansigt lyste af alle Rynker:

— Nej, saa priser jeg dog vores egen Frue! sagde hun — hende, den anden, er da et sært Vildskud!

— Hun er jo endnu ved Ungdommen, lille Hansine, smilede Fru Uldahl tilbage. Og for at forebygge al videre Tale om Fruen fra Hvidgaard, spurgte hun — Har Hansine faaet Kaffe?

— Jo, mange Tak da ...

— Hvad maatte Hansine betale for den?

— Hi—ja—e, lo den Gamle — En slap da ellers med to Hundrede Miljoner, hi, hi!

— Det var billigt! Skal Hansine ikke have en Kop til?

— Jo ... Penge kniber det jo ikke med i Dag!

Og Hansine rokkede fornøjet hen til Ane Kokkepige i Badeteltet:

— Ti Tusind Miljoner Kroner og tre Mark og fire, Ane! sagde hun grinende og fik den femte Kop Kaffe udleveret ...

Ungdommen derimod gav sig næppe Tid til at spise. Den løb paa Skøjter, gled paa Glidebaner, snurrede paa Iskarrusel, knuste Jydepotter og slog Katten af Tønden. Der var stundom paa Festpladsen en Larmen, Raaben og Spektakel, som holdt hele Verden Frikvarter der paa Stedet ... og saa kom oven i Købet Frøken Charlotte engang imellem farende med sin Slæde midt ind i den hele Hurlumhej:

— Ta' hende! Nap hende! raabte Karlene og jog Næverne ud efter den lille Mose-Minka.

Men Charlotte slog løs paa Mikkel, og Pigebørnene forsvandt igen ud over Isen ...

— —

Saa lød der paa ny Piskesmæld og Klokkekimen fra Lindealléen. Man troede, at det var den gale Fru Mona, der kom tilbage. Men saa viste det sig at være Lars Kusk, der var ude at sole de tre Gamle fra Asylet. Han svingede med Bredslæden lige hen foran Musikken, saa Skimlerne dansede.

— Nejmen, det er jo Asylerne! sagde Frøken Sofie og løb op fra Isen med Skøjterne paa ... Hun var i Cycledragt med Posebenklæder og rød- og blaa-stribet Fiskertrøje. Paa Hovedet havde hun en skotsk Hue, der sad hende bag ad Nakken og skjulte Haaret:

— Vil I ha' en Tur med? spurgte hun og pegede ud mod Iskarrusellen, hvor Børnenes Slæder susede vildt i lange Reb.

— I Gu' fri og frels, lille Sofie! sagde Ingwersen — saa blev der nok ingenting igen af vos!

Rottbøl sad stille lyksalig med »Nikoline« paa Skødet. Solen varmede den Gamles Ansigt og Hænder; og Dukken, der laa halvt ned, vendte velbehageligt det hvide ud af Øjnene.

— Vil I ikke smage vores Kaffe? spurgte Fru Line og vinkede af Hvedebrødskonerne, at de skulde komme.

— Jo—o ...! nikkede Lurvadt med lækkersultne Øjne.

— Nej, vi vil ikke! sagde Ingwersen — Jeg fryser ved Søen! Kør saa, Lars!

— Jamen en Bolle? raabte Frøken Anna — En Bolle?

Og da Slæden i det samme satte sig i Bevægelse, slyngede hun en Bolle midt ind imellem de Gamle.

Og man saa straks seks gridske Hænder jage frem for at kapre den ...

— Ja, saadan sku' man ha' 'et! sagde Maren Ørentvist til Spat-Marie og pegede.

— Ja, de har 'et sgu som Dronninger! nikkede Marie.

— Og saa hører de endda ikke til Familien! mumlede Lig-Johanne — Skønt hvem ka' for Resten vide det!

Alle tre Madammer var i Søndagspudsen og havde syt sig et Par ekstra Tøjblomster og Baandender paa Konehattene for at accentuere Festen.

Spat-Marie humpede rundt med sin Alexandra i en værkbruden Barnevogn med Gummihjul. Pigen var emballeret i Puder og Sjaler; og kun hendes forfærdelige Svinetryne saas uophørlig gnaskende Bagværk i sig. Naar den ene Bolle var fortæret, hylede hun op og slog om sig, indtil hun fik den næste. Moderen rev bogstavelig talt Hvedebrødet ud af Hænderne paa de omstaaende Børn for at fylde det i Datteren. Saaledes gik det ogsaa hjemme til Hverdag med Føden. Alexandras to smaa Brødre Anders og Nils Peter, og Lig-Johannes Juliane holdt sig derfor i Dag klogelig uden for Skudvidde ...

Spat-Marie, der længe havde kigget langøjet efter Fru Line, drejede nu Vognen med Datteren resolut i Vejen for hende:

— ... 'da—a! hilste hun katteslesk — ja vi maa da ri'nok osse hilse paa Fruen.

Frøken Sofie, der stadig stavrede rundt med Skøjterne paa, vilde trække sin Moder bort med sig, men Fru Uldahl blev staaende:

— Goddag, Marie! nikkede hun venlig, men undgik dog at se paa Monstrummet i Vognen — hvordan har vi det?

— Jo, Tak, lille Frue, smiskede den anden — saadan som Smaafolk kan ha' 'et ... Vintren er jo haard!

Alexandra begyndte at grynte ilde. Bollen, hun sad med, var næsten opædt. Hun hvæsede og brummede over den som et Dyr; og Spyttet flød hende ud af Mundvigene.

Ogsaa Maren og Johanne havde nærmet sig. Og de omstaaende Fruentimmers Ansigter blev rævespidse og agtpaagivende: Nu blev der Spas!

Men Frøken Sofie rykkede Fru Line haardt i Kaaben:

— Mor skal gaa med, sagde hun nervøst — straks! Jeg kan ikke holde ud at staa længere paa de Skøjter!

Og da Alexandra i det samme gav sig til at hyle op for Alvor, nikkede Fru Uldahl Farvel og fulgte med Datteren.

— Hæ, hæ! grinede Lig-Johanne ondt — hun er ikke dristig ved vos ... Fruen!

Og de andre Smaakoners Ansigter saa skuffede ud.

— —

Borte paa Skøjtebanen legede Ungdommen Tagfat. Man lo og larmede, saa det hørtes langt op paa Land.

Heroppe stod Sørine Folkekokkepige og saa hadsk ud. Elev Jakobsens Latter klang nemlig højt over alle de andres; han havde forlængst glemt Affæren med Forvalter Jensens Selvmord. Og siden Sørine Juledags Aften saa moderligt havde taget sig af ham, var der kommet baade Liv og Spræl i hans tunge, saftfyldte Krop.

Og nu fôr han rundt derude paa Isen og gramsede efter Pigerne, saa at hans halvgamle Læremoder var ved at springe af Skindet af Jalousi.

Især var det væmmeligt at se paa, saa han og Frøken Frederikke kunde more sig sammen; de løb med krydsede Arme Banen rundt og mødtes og skiltes og satte efter hinanden og snublede og laa og rodede rundt, saa de var nærved at himle af Latter:

— Naa, Fanden for Resten med Frøken Frederikke, for der kunde jo aldrig være Tale om noget de to imellem alligevel! Det var de andre Pigebørn, Sørine ikke kunde taale, at han gav sig af med. Og hun havde flere Gange besluttet at gaa sin Vej for at slippe for Synet af al den Forargelse; men hun kunde ikke faa sig til det; hun kunde ikke komme af Sted, skønt Skinsygen bed hende som en ond Orm:

— Og saa er det endda mig, der har sat Liv i ham! tænkte hun og knyttede Næverne inden for Sjalet, som hun havde slaaet op over Hovedet — Han vidste sgu hverken ud eller ind, da jeg fik fat i ham! Og pludselig spyttede hun tænderskærende ud over Isen, medens hun samtidig tudbrølede ved Tanken om, at det nu rimeligvis vilde gaa med Jakobsen, ligesom det for et Par Aar siden var gaaet med en anden ung og ubehjælpsom Mand, hun havde taget sig af: han var endt med at kalde hende »et gammelt Lær«, og var saa blevet Kærest med en af Mejeripigerne:

— Aa Gud, aa Gud! hulkede hun fuldstændig ubehersket — altid er det de unge, skallede Tøse, der ta'r Brødet ud af Munden paa vos Ældre! Og her med Jakobsen handlede jeg dog af den skæreste Medlidenhed, for at Drengen ikke skulde ligge der alene paa sit mørke Leje, da det Fæ til Forvalter var gaaet hen og hængt sig og faldet ned i Armene paa ham ...! Aa Gud, aa Hu—u, lille, sødde, velsignede Jakobsen, hvor kan Du nænne det, hvor kan Du nænne det ...!

— Hva' staar Du der og ser saa broget ud i Ansigtet efter? spurgte Pin'de-Jens, der kom forbi.

Sørine trak Sjalet tættere om Hovedet:

— Hva' rager det Dig?

— Næi, saagu' ... Er 'et ham, Jakobæus derude, der sætter Vandet op i Dig? ... Slaa Du heller Tappen i Tønden og la' Ungdommen fornøje sig.

— Li'som Du og Johanne!

— Li'som jeg og Johanne, ja ... Baade Du og jeg har pin'de faaet, hva' vi har haft godt af i vor Tid; lad nu de andre komme lidt til.

Sørine vendte sig bort og svarede ikke.

Og gamle Pin'de-Jens stavrede videre; han skulde hjem og se til Hestene ...

Godsejeren havde i sin Tid købt ham til at gifte sig med Lig-Johanne, da hun var blevet frugtsommelig, og givet dem fri Bolig i Familiehuset.

Men Jens tilbragte sine fleste Dage i Hestestalden oppe paa Gaarden, og sine Nætter i et Rum ved Skæreloen. Spurgte man ham, hvorfor han aldrig var hos sin Kone, sagde han, idet han rystede begge sine Hænder i Højde med Ørene:

— Nej, nej, nej, go' Ven; der har jeg pin'de ikke noget at skaffe!

Han gav trolig Johanne Halvdelen af sin Løn. Men Hovedstolen, de fem Hundredekronesedler, han havde faaet for at tage hende, gemte han og flyttede om med paa de forborgneste Steder.

Kun paa Søn- og Hellig-Dage tog han dem frem til Beskuelse ...

— —

— Gaar Mor nu op?

— Ja, lille Sofie, jeg begynder at fryse.

— Men Mor kommer vel ned igen, naar de kulørte Lamper skal tændes?

— Ja, det kan Du tro! Jeg vil da nok se den Stads!

Frøken Sofie vendte Ansigtet bort og saa ud over Isen:

— Hvorfor mon Fætter Isidor ikke kommer med Drengene, som han lovede i Onsdags ...

Fru Line betragtede hende smilende:

— Rositta er jo ikke rigtig rask, véd Du ...

Ude paa Skøjteløberbanen spasede Frøken Frederikke stadig rundt med Elev Jakobsen. Og Charlotte og Minka fôr leende forbi i Kanen:

— Du holder Dig altid saa alene, lille Sofie, sagde Fru Uldahl og strøg Datteren ned over Kinden.

— Det véd Mor, jeg holder mest af ... sagde Sofie, og hendes Øjne fyldtes med Taarer.

— —

Solen var gaaet ned, og Mørket faldt paa. Et Par af Karlene havde lavet Begfakler, som de tændte og jog af Sted med henover Isen.

— Jakobsen ...? hviskede Sørine Kokkepige, da Eleven kom op for at hente de kulørte Lamper i Badeteltet. Hun havde ikke flyttet sig af Stedet, hvor hun stod; og hendes Ansigt var blaat af Graad og Kulde:

— Jakobsen ...? Lille, go'e Jakobsen ...?

Men Eleven hørte hende ikke.

Han gik og fløjtede ...

I Villa Seemann var man ikke glade ved det Barn, der skulde komme. »Bummerten« havde man døbt det med et Forsøg paa at tage Sagen humoristisk. Og Isidor havde lavet en Tegning af det, hvorpaa det stod paa et Katheder, lille, gammelklogt og med Briller paa Næsen, og bebrejdede sine sønderknuste Forældre, at det var blevet til ...

Men Fru Rositta gik stille og omfangsrig rundt i Stuerne, medens Isidor angergivent puslede om hende.

Ogsaa denne Situation havde Herredsfuldmægtigen foreviget.

Men ligemeget hjalp det ...

Det skulde heller ikke bidrage til at løfte Sindene, at gamle Fru Seemanns Humør i den senere Tid var sunket ned under Nulpunktet. Grunden hertil kunde ingen blive klog paa; og naar man spurgte hende, svarede hun ufravigelig:

— Det véd jeg ikke ... jeg er bare saa bedrøvet.

Men saa endelig en Dag under ét af Isidors sædvanlige Besøg, fik den gamle Dame Luft ...

De sad paa deres »Mindeplads« i Hjørnesofaen; Fru Seemanns Hage sitrede nervøst, og hendes Øjne var duggede af Taarer.

— Men hvad er der dog i Vejen, lille Thora? spurgte Isidor og tog hendes Haand — Sig mig det dog nu?

Og saa kom det under stærk Hulken:

— Det er Far ...!

— Og hvad gør saa han da?

— Han lader mig sidde saameget alene ...

— Jamen, det vilde da være svært upassende, om Thora gik med ham hen i Klubben, det er jo kun for Mandfolk.

— Ja, det véd jeg nok ... Og der er saamænd ingen, der er gladere end jeg over, at det gamle Skind har mældt sig ind i den.

— Naa, jamen ...

— ... Men jeg kan ikke taale at sidde alene, det véd han godt ... og det sagde Fru Willemoes ogsaa, da hun var her igaar, at det var en stor Skam af ham ... og saa sagde jeg det til ham, da han kom hjem, at hun havde sagt det ... og saa sagde han, at han vilde smide hende paa Hovedet ned ad Trappen, næste Gang hun kom; for hun skulde ikke gaa og sætte ondt mellem Ægtefolk, sagde han.

— Og tror Thora, at han gør det?

Fru Seemann blev rød og hidsig:

— Nej, min Dreng, nikkede hun — saa kender Du kun din Fader daarlig! Han er virkelig altfor nobel og fin en Karakter til at kunne finde paa saadan noget!

Isidor myrdede et Smil:

— Naamen, saa er det jo ikke noget at tage sig saa nær, lille Kone.

— Nej, sukkede hun, da hun mærkede, at hun var slaaet — nej, det er heller ikke saameget det ...

Ogsaa Isidor sukkede:

— Hvad er det da ...?

Den gamle Dame stirrede fortabt hen for sig; hendes Hænder laa nu i hendes Skød, og Tommelfingrene boltrede sig i nervøs og rasende Fart omkring hinanden:

— Det er mit Salighedshaab ... brast det ud af hende.

— Men Herregud, lille Mor, lo Herredsfuldmægtigen og klappede hende paa Kinden — Du kan da begribe, at St. Peder vil blive henrykt ved at se Dig! ... Næ, er det Dig, Thora Seemann! vil han sige og brede Armene ud: Kom dog her, saa skal jeg bære Dig lige ind for Vorherres Throne!

Den gamle Frue smilede, medens Taarerne endnu løb hende ned over Kinderne:

— Ja, var det Dig, der var St. Peder, lille Isidor, saa havde jeg nok ingen Nød ...

— Thora kan godt faa en Anbefaling med fra mig.

— Fy, saadan noget spøger man ikke med!

— Nej, det er virkelig ogsaa mit ramme Alvor! Du, der er saa sød og elskelig, skulde Du ikke komme glat i Himlen, saa kom der slet ingen!

Fru Thora rystede stille paa Hovedet:

— Nej, sagde hun — jeg er tit ond og urimelig baade mod Far og Jer andre ... Men det er heller ikke det, føjede hun trøstesløs til — for det kan jo afbedes ...

Her begyndte Tomlerne igen at suse vildt; og idet hun selvopgivende støttede sin Pande mod Sønnens Skulder, sagde hun hulkende:

— Jeg kan ikke tro paa Jesu ubesmittede Fødsel, lille Isidor ... og ingen kommer til Faderen uden gennem Sønnen!

Herredsfuldmægtigen maatte bide sig haardt i Læben for ikke at komme til at le:

— Endelig var det da lykkedes den gamle Dame at sætte ham ordentlig til Vægs!

Og han følte den dybeste Beundring for hendes Snedighed ... samtidig med at han havde den inderligste Medlidenhed med hende, thi hun led jo ved al dette Tænkeri.

Og saa smilede han igen:

Saalangt han kunde huske tilbage, var der nemlig blevet ført denne stille Kamp imellem dem om hvem af dem, der kunde faa Overtaget.

Saasnart Fru Thora havde fundet en ny Grund til at sørge og udgyde Taarer, havde Isidor straks søgt at paavise hende, at det ingen Grund var; og hun havde tilsyneladende ladet sig trøste.

Men inderst inde havde hun følt sig irriteret over, at han altid skulde gaa af med Sejren.

Og hun udtænkte subtilere og subtilere Aarsager til Bedrøvelse. Hun maatte græde, ellers var der ingen Fornøjelse ved Livet. Men hun forlangte paa den anden Side ogsaa at blive trøstet!

Naar Isidor gik op ad Trappen til Forældrenes Lejlighed, tænkte han altid med en vis Beklemmelse: Gud véd, hvad den lille Thora nu har hittet paa af Spidsfindigheder! Men hidtil havde han dog som sagt haft Held med sig til at bevise hende over. Hvad der ogsaa i Øjeblikket kunde bevirke, at hun følte sig lysere og lettere til Mode.

Men naar hun saa igen var bleven ene, reagerede hun irriteret mod hans Dialektik og pønskede og pønskede for dog endelig og uafviselig engang at kunne sætte Sønnen Bet og spille en Trumf ud, som han ikke evnede at stikke.

Og det var nu altsaa i Dag omsider lykkedes hende:

Den »ubesmittede Undfangelse« kunde han ikke give igen paa.

Allermindst med sin Rosittas nuværende Tilstand in mente!

Han greb derfor i sin Vaande til en Vittighed:

— Herregud, lille Thora, sagde han og klappede hende igen paa Kinden — naar Vorherre har kunnet lave alt det andet, har han da ogsaa sagtens kunnet lave et lille Barn!

Men den gamle Dame vilde ikke saaledes lade ham slippe udenom, nu hun endelig havde faaet ham i Saksen:

— Hvor er Livet dog frygteligt! klynkede hun — Ingen har man at tale med, og ingen, der kan hjælpe En!

— Men lille Mor dog ...

— Jamen saa trøst mig da Dreng! sagde hun pludselig haardt og arrigt — Du plejer jo ellers altid at prale af, at Du kan trøste mig!

— Næmen Kone dog ...! udbrød Herredsfuldmægtigen overrasket — nu bliver hun jo uartig!

Og i samme Nu kastede den gamle Frue sig angerfuldt ind til ham, gemte paa ny Ansigtet ved hans Skulder og hulkede:

— Ja, ja, ja ... jeg er ond, det véd jeg nok ... men det er fordi, jeg er syg af at sidde saameget alene ...!

Nu var man altsaa atter ved Udgangspunktet ...

Men Fruen, der i Tide opdagede det, fortsatte:

— Og saa tror jeg ogsaa, Isidor, at det meget kommer af, at jeg hører til den frygtelige Familie ...

— Mener Du din Mands?

— Nej! sagde hun hidsig — jeg mener Uldahlerne, naturligvis!

(Nils Uldahl stod for Fru Thora som noget i Retning af selve Rolf Blaaskæg.)

— Det er da en fornem og anset Familie ... mente Isidor.

— Ja, jeg skal love for det med den Nils!

— Vilde Thora maaske hellere være født Sørensen?

— Nej, saagu da om jeg vilde!

— Naa, jamen ... Og saa er det da ogsaa Uldahlernes Skyld, at Du har faaet mig!

Fru Seemanns Ansigt blev ét stort, lyst Smil:

— Ja, Gud velsigne Etatsraaden for det! sagde hun — Du mit Solskinsbarn!

I det samme hørte man Entrédøren blive aabnet, og der lød Skridt i Forstuen.

Fru Seemann tørrede hurtig Øjnene og pudsede Næse:

— Der er Far! sagde hun — Han maa ikke se, at jeg har grædt; det er Synd for ham ...! og hun begyndte umotiveret at le og snakke op — Nu skal Du se, Isidor, nu har jeg fundet de Billeder frem, vi talte om igaar ...!

Hun skyndte sig ind i Dagligstuen og kom tilbage med en Papæske fuld af gamle Fotografier, som hun med nervøs Hast gav sig til at brede ud paa Bordet foran Sofaen:

— Vi si'er ikke no'et til Far! sagde hun — Vi si'er ikke no'et til Far!

Gamle Seemann traadte ind:

— Naa, vi har nok travlt? nikkede han, og hans smaa Sypose-Øjne lo fornøjet — Goddag, Isidor! Goddag, Mor! ... Hva' tror I, der staar ude i Entréen til Jer?

Døren gled stille op, og Herredsfuldmægtigens Smaadrenge, Povl og Jørgen, viste sig:

— Det var Bedstefar, der tog os med ... Han sa'e, vi skulde ...! undskyldte de deres uanmeldte Ankomst og saa hen paa Faderen.

— Men det er jo Børnene! sagde Fruen og løb til og kyssede og omfavnede dem — Det var rigtignok en Overraskelse!

Povl, den ældste af Drengene, var slank og mørkhaaret med et fint, blegt Ansigt og store, »tænkende«, blaa Øjne. Jørgen, den yngste, var tyk, næsten firkantet, lyslokket og gaminagtig.

Gamle Seemann sendte sin Kone et sky, ransagende Blik, han havde ond Samvittighed, fordi han lod hende være alene — men han elskede sin Klub.

— Hvordan gaar det, Mor?

— Godt, Far!

— Ja, det kan jeg omtrent tænke, naar Isidor er hos Dig ... smilede han lettet.

Og saa tog han en Avis, gik ind i Dagligstuen, satte sig i sin Stol ved Vinduet og gav sig til at læse.

Han begyndte paa Bladets Forside med Titel og Dato, og endte paa dets Bagside med Redaktør og Bogtrykker.

Drengene stod tavse og velopdragne ved Bordet hvor Faderen og Bedstemoderen sad og gennemsaa de gamle Fotografier.

— Kan I se, hvem det er? spurgte Herredsfuldmægtigen og rakte et Billede frem.

— Det er Bedstemor! sagde Povl sagkyndig.

— Det ligner ikke ret godt en Bedstemor, mente Jørgen.

— Nej, for det er ogsaa mange, mange Aar siden, hun blev fotograferet, min Dreng ... Men her er jo to Billeder af samme Slags, Thora! Maa jeg ha' det ene?

— Ja, værsaagod, lille Isidor ... Er der to? Det vidste jeg saamænd ikke.

Herredsfuldmægtigen puttede Fotografiet i sin Tegnebog ...

Drengene forholdt sig stadig tavse og disciplinerede. Povl selvfølgeligt; Jørgen med mere Overvindelse.

— Hvordan har Jeres Mor det? spurgte den gamle Frue.

— Godt! sagde Povl.

— Hun har faaet saadan en stor Mave! sagde Jørgen.

— Har hun det? lo Fruen.

— Ja, med en lille Bror inden i.

Den gamle Dame lo højt; og Herredsfuldmægtigen smilede:

— Saa, Jørgen Bøllesen, nu ikke for veltalende.

— Nej! sagde Drengen og klemte Munden sammen.

— Vil I have hver en Appelsin, Drenge?

Børnene saa over paa Faderen, og da han nikkede samtykkende, sagde de:

— Ja, Tak ...

— Det er dog de to sødeste Unger, man kan tænke sig! smilede den gamle Frue — Willemoeses Børn var her igaar, de var saa næsvise og uartige, at det var en Gru.

— Ja—e ... sagde Herredsfuldmægtigen — Og saa faar Willemoes rimeligvis engang i Tiden meget større Glæde af dem, end jeg af mine!

— Maa vi spise Appelsinerne? spurgte Jørgen.

— Nej, gem dem; nu skal vi hjem ... Og gaa saa ind og sig Farvel til Bedstefar.

Gamle Seemann sad fordybet i sin Avis. Han hverken saa eller hørte Børnene. Og de stod der endnu tavse og velopdragne foran ham, da Faderen kom ind i Dagligstuen:

— Har I sagt Farvel?

— Bedstefar læser, sagde Povl.

— Og saa maa vi ikke forstyrre, sagde Jørgen ...

Han havde følt den mest kriblende Lyst til at stikke en Finger igennem Avisen og sige Bøh—h!

Men han havde lært at beherske sig.

— —

Da Herredsfuldmægtigen kom hjem og tog Portrættet frem, han havde faaet af sin Moder, opdagede han, at der bag paa det stod nogle skønne Vers, som han selv for treogtyve Aar siden havde digtet og nedprentet.

Og han satte sig straks til sit Skrivebord og affattede følgende Brev, som han lod Povl løbe hen med til Bedstemoderen:

Kære Elskede!

Se her, hvad der stod paa det Billede af Dig, Du før gav mig:

I. Seemann

Og dette siger jeg endnu treogtyve Aar senere. Du vil deraf se, hvilken herlig og velsignet lille Thora-Mor, Du er og stedse har været.

Din Søn Isidor Seemann.

— —

Der den gamle Dame havde læst dette til Ende, græd hun længe og med heftigt snurrende Tommelfingre.

Men denne Gang af Glæde ...

Præcis paa Slaget otte fik Herredsfuldmægtig Seemann bragt sin Morgenkaffe op i sin Privatlejlighed.

Naar han havde drukket Kaffen, tændte han en Pibe, og satte sig hen i et Sofahjørne og »tænkte«.

Fra ni til ti gik han Morgentur efter først at have fodret Karusserne nede i Havedammen.

Fra ti til tolv arbejdede han paa Herredskontoret inde i Byen.

Klokken en Kvart paa ét spiste han Frokost hjemme (solo).

Fra ét til tre var han igen paa Kontoret.

Saa spiste han Middag sammen med Familien; drak Kaffe, røg en Cigar, gik Eftermiddagstur, kom hjem seks en halv, læste, tegnede og »tænkte« inde hos sig selv, indtil Klokken slog ni og Børnene var puttet i Seng.

Saa drak han og Fruen Te i Spisestuen, hvorpaa de læste, røg og tav stille sammen i Dagligstuen, indtil Uret paa Sekretæren henne i Hjørnet slog elleve. Da rejste de sig, sagde Godnat til hinanden og gik hver til sit Soveværelse med Ønsket om et ligesaa behageligt Samvær Dagen derpaa og alle deres Livsens øvrige Dage tilende ...

Den høje Standlampe paa Midterbordet inde i Dagligstuen var tændt. Lille og topmavet sad Fru Rositta i dens Skær og syede Barnetøj til »Bummerten«.

Stuen var hyggelig udstyret med Tæppe paa Gulvet, gamle Mahognimøbler og gamle Kobberstik.

Paa Bordet ved Siden af Syæsken stod en Buket Violer, der fyldte Rummet med sin Vaarduft.

Børnene var bragt til Ro. Alt i Huset var stille ...

Saa slog Uret paa Sekretæren ni. Den lille Frue løftede Hovedet. Døre blev aabnet og lukket. Det var Isidor, der kom fra sin Privatlejlighed med sin Pibe og sin Aftenwhisky.

I Aften havde Herredsfuldmægtigen drukket Te paa sit Værelse, hvad undertiden hændte ...

Da han passerede Fru Rosittas Stol, strøg han hende blidt ned over Kinden; og hun saa op fra sit Sytøj og nikkede.

Hvorefter han satte sig paa sin sædvanlige Plads for Bordenden, tog en Bog og gav sig til at læse.

Og Stilheden bredte sig paa ny. Man hørte kun Urets Dikken og den lille hæse Lyd af Traaden, naar Fruen drog den igennem Lærredet ...

Saa bragede der pludselig et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, saa Stumperne raslede mod Laagen.

— Naa ...! sagde Herredsfuldmægtigen.

— Ja—e ... smilede Fruen næsten undskyldende.

Hvorpaa de tav videre haardnakket, ubrødeligt, nidkært, indtil Uret slog elleve, og man rejste sig for at gaa hver til sit ...

Men i Aften lagde Fru Rositta i Stedet for straks at sige Godnat, sine Arme om Gemalens Hals, smilede stille og sagde:

— Saa gik da den Dag til Ende, Isidor! Hvormange af samme Surdejg tror Du, at vi endnu har tilbage?

— Mange! sagde han — Uhyre mange!

— Det var kedeligt ...

— Ja—e, men der er jo ikke noget at gøre ved det! Og saa har vi det da ogsaa for den Sags Skyld ganske rart.

— Ja—e ...

— Godnat, lille Reseda! ... Vil hun ikke smage min Whisky?

— Nej Tak ... endnu ikke!

— Naa—e, saa er det jo da ikke helt paa det yderste med hende!

Fru Rositta stak sin Arm ind under sin Mands. Og de begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen.

— Kan Du huske, spurgte hun — da Du vænnede mig af med at drikke?

— Ja.

— Og nu vil Du vænne mig til det igen?

— Ja—e ... jeg har nemlig i Mellemtiden indset, at det alligevel er det eneste saliggørende!

Hun standsede og saa ham smilende op i Ansigtet:

— Vi er i Grunden et Par stolte — Kavalerer, ha'de jeg nær sagt!

— Ja, vi er gode at faa Forstand af!

Hun begyndte igen at gaa:

— Det er ogsaa det forfærdelige Klima, vi lever i, Isidor!

— Tror Du, lille?

— Ja, hvis Solen skinnede noget mere, og vi var fri for al den Blæst og Slud, saa vilde Menneskene være meget gladere.

Herredsfuldmægtigen rystede paa Hovedet:

— Jeg tror, det bunder dybere ... sagde han — Jeg tror, at Menneskeslægten er bleven for gammel! ... Kan Du huske den triste Mand, vi saa nede i Monte Carlo? Han spillede og spillede af bare Lede; og da han havde spillet alting væk, gik han hen og hængte sig i en af Palmerne ... Og han var endda fra Sicilien, hvor der baade er Sol og Varme!

Hun smilede igen:

— Hvor godt vi to dog altid forstaar at trøste hinanden, Isidor!

— Vi hører jo ogsaa begge to til den livsglade Slægt, Uldahl-Ege, lille! ... Men det er dog utroligt, saa vi bliver snakkesalige, naar vi skal i Seng! Klokken er straks halv Tolv!

— Bare lidt endnu? bad hun og trak ham med sig. Og de begyndte igen at vandre op og ned.

— Véd Du, hvad Jørgen sagde i Aften, da han blev klædt af? spurgte hun.

— Den Bølle, han siger saameget! Det har han vist efter Dig! ... Naa, hvad sagde han saa?

— Han sagde, at jeg skulde købe ham en Ballon; og saa skulde han og jeg flyve op med den »li'saa højt«, vi kunde komme; og naar vi saa ikke kunde komme højere, sagde han, »skulde vi slaa Hul paa Verden og flyve udenfor«!

— Gud Fader i Pæretræet, Reseda, Drengen er jo Religionsstifter!

— Og da jeg saa spurgte ham, hvad dér var, sagde han: Der ligger alle de Julegaver, jeg skal have til næste Aar! ... Og Du skulde set hans Øjne, Isidor! ... Hvor er det dog Synd, at Børn skal blive voksne!

— Ja, de burde kvæles paa Konfirmationsdagen; det har jeg altid holdt paa ...! Men har hun for Resten selv haft det saa videre dejligt som Barn, lille, dernede i Polen?

— Nej ... lød det sagtmodig.

— Og Pigebørnene paa Havslunde ... tror Du, at de har været videre henrykte ved deres Barndom?

— Nej ... Men derfor skal man ogsaa altid være god imod Børn!

— Maaske ...? Jeg er nu blevet noget mistænksom over for alle kategoriske Imperativer! ... Men nu vil jeg Fanden gale mig i Seng! Det er dog et Djævelens Snakketøj Du har! Havde jeg anet det, havde jeg ikke taget Dig!

— Nu skal jeg gaa, Isidor ... smilede hun — Godnat!

— Godnat, lille! Vil hun saa ikke smage min Whisky?

— Nej, jeg vil ikke ... Jo, for Resten, saa falder jeg hurtigere i Søvn!

Og hun tog hans Glas og næsten tømte det ...

Om »Bummerten« talte de ikke.

Inde over Herredsfuldmægtigens Arbejdsbord hængte et Par Kopier af Frøken Natalias og Frøken Bettinas yppige, skønne og levelystne Portrætter i Havslundegaards Havesal ...

Da Isidor kom ind fra Dagligstuen, nikkede han gemytligt til dem:

— Mødrene drikker Champagne, sagde han — og Børnenes Hoveder bliver skøre! ... Og kun Gud, den Alvidende, kan sige, hvad Ende det skal tage med Børnebørnene!

Saa lavede han sig en frisk Whisky og begyndte at klæde sig af:

— Sagen er den, sagde han — at man skulde have sig en acceptabel Gud at falde tilbage paa, lille Reseda!

Der var tændt Lamper og Lys baade i Arbejdsværelset og Soveværelset.

Isidor gik frem og tilbage mellem Stuerne under Afklædningen. Af og til tog han et Par Dansetrin og nynnede dertil. Dette var hans hyggeligste Time. Han følte sig her i sin Ensomhed Ansigt til Ansigt med selve Livet og hinsides al »Kultur« og konventionelle Hensyn.

... Herredsfuldmægtig Seemann led nemlig af en pinefuld Sygdom, en Art galgenhumoristisk Sanct-Vejts-Dans, som det kostede ham megen Møje at skjule, naar han var sammen med andre Mennesker.

Især havde Musik en uheldsvanger Indflydelse paa hans Befindende; og han udstod de frygteligste Kvaler, naar henne paa Kontoret en Lirekasse gav sig til at spille udenfor paa Gaden, samtidig med at der stod en agtværdig Mand ved hans Pult og forhandlede »alvorlige« Sager med ham:

— Tschimdadera og Tschimdadera og Tschimdadera-da-da-a ...! begyndte det da at tralle og bølge inden i Isidor; og han følte den mest kriblende Lyst til at gribe den agtværdige om Livet og polkere rundt med ham — Hvorfor tage den Smule vanvittige Tilværelse saa højtidelig!

Men han betvang sig naturligvis og forhandlede videre.

Og den agtværdige gik ud paa Gaden forbi Lirekassen og roste Herredsfuldmægtigen for andre agtværdige og kaldte ham en sjælden rolig, besindig og alvorlig Mand ...

— Ha, ha, ha, hi-i-i ...!

Isidor greb pludselig en Lineal fra Bordet; og idet han benyttede den som Guitar, gav han sig til at valse rundt i Værelset, medens han sang højlydt til en selvlavet Melodi:

— Ak, hvor Livet dog er rigt — plum, plum! (slog han paa Linealen) — og skønt — plum-plum! — og dybt — plum, plum! — Og ak, hvor paa Jorden færdes vel min Fader Jakobæus, at jeg kan takke ham, fordi jeg blev til! — Min Fader Jakobæus, hin habile Gymnastiker, der avlede mig paa et Klubbal — plum, plum! — midt imellem Lancieren og Françaisen — avlede mig med den stolte Frøken Natalia fra Havslunde, der var forlovet med en Godsejer, blev gift med en Bankier og døde af Kræft — plum, plum! — i Leveren i sit Palæ paa Champs Elysées ...? — Thi Du skal ære din Fader og din Moder, staar der, og Du skal frygte din Gud og elske dit — plum, plum! — Fædreneland!

Han kastede »Guitaren« fra sig, tog en Spilledaase frem af Bordskuffen og trak den op. Og da den satte i med en March, gav han sig til at strunke rundt mellem Møblerne med martialske Skridt og værdig Holdning, kun iført blaastribede Silkeunderbenklæder og en højrød Fez, som han engang paa en Rejse til Spanien havde faaet i Morgengave af en dejlig Pige i Alicante; en dejlig og gudfrygtig Pige, der havde stjaalet den fra en Tyrk, som hun trods Koranens Bud havde drukket plakatfuld og udplyndret; thi hun var en nidkær Kristen og over hendes gæstfri Seng hang den lidende Frelser ...

Isidor greb atter Linealen; og medens Spilledaasen aflirede en indsmigrende Pas de deux, spillede og sang han om Kap med den:

— O Miranda, Du — plum, plum! — uforglemmelige! — Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; og Du talte spansk, og jeg talte fynsk, men vi forstod hinanden, som kun en Mand og en — plum, plum! — Kvinde kan det! — O Miranda, med de brune Lemmer og det hede Skød! — O, Miranda Madonna, med den røde Mund, der stank af Hvidløg! — Hvor er Livet dog rigt — plum, plum! — og skønt — plum, plum! — og guddommelig meningsløst! — Og nu har jeg gjort en Bummert paa min Kone, skønt Gud skal vide, at der er — plum, plum! — Uldahler nok i Verden i Forvejen!

Han kastede Linealen fra sig og lavede sig en tredje Whisky:

— Skaal! sagde han og traadte hen foran sin Moders Portræt — Skaal, Madam Jakobæussen! Nu kan jeg se Sandheden stift i Øjnene! Livet er en Tingeltangel digtet og sat i Scene af hin store drukne Faun, der sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder Traadene i sin Haand ... Præsterne kalder ham Gud!

Skaal!

Og han tog en Flaske Opium frem af en Skrivebordsskuffe og hældte nogle Draaber af den i sin Whisky for bedre at falde i Søvn ...

— —

Men næste Formiddag præcis Klokken ti sad Herredsfuldmægtig Seemann paa sin Kontorstol og indgød sine Medborgere Agtelse.

Povl og Jørgen maatte frit lege og tumle, hvor de vilde rundt i hele Haven.

Kun øverst oppe, umiddelbart omkring Huset, turde de ikke komme. Og særlig da ikke naar Faderen var hjemme.

— Herredsfuldmægtigen skal ha' Ro! sagde Jørgen.

Men ellers stod Isidor paa den allerfortræffeligste Fod med sit Afkom ...

— —

Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af April. Solen lyste, Træer og Buske tænkte paa at springe ud, og Østenvinden peb ondt.

Ude paa Stentrappen foran Huset stod Fuldmægtigen i tyk Vinterfrakke og glædede sig over Vaaren. I Haanden holdt han et afskaaret Stykke Hvedebrød, som han skulde ned med til Karusserne.

Jørgen kom tæt og firkantet ud af Gadedøren og stillede sig ved Siden af Faderen:

— Maa jeg gaa med Dig ud at spadsere? spurgte han.

Isidor saa ned imod ham og nænnede ikke at sige nej:

— Ja Du maa.

Drengen bukkede, som man kan tænke sig en Huggeblok vilde bukke:

— Tak!

— Men Du maa ikke sige et Muk paa hele Turen!

— Nej!

— Og Du maa ikke holde mig i Haanden.

— Nej!

— Skal Du ikke have en Overfrakke paa?

— Næ—j! sagde Drengen foragteligt — Det er kun gamle Mænd!

Og de gik sammen ned igennem Haven.

Næppe havde de gaaet ti Skridt, førend Jørgens Fingre listede sig ind i Faderens Haand.

— Blev vi ikke enige om, at Du ikke skulde holde mig i Haanden?

— Jo ... lo Drengen forlegen og trak hurtig Fingrene til sig — det glemte jeg nok ... altsaa!

Paa Affaldsdyngen bag Nøddehækken stod Povl med Armene korslagte over Brystet og stirrede fanatisk ud over Karussedammen.

— Hvad bestiller Du? spurgte Isidor.

Drengen saa ikke til ham; men spejdede ufravendt frem over Dammen:

— Jeg er Napoleon den første, der staar paa Alperne og ser ud over Middelhavet! sagde han.

Isidor tog til Hatten:

— Tillader Deres Majestæt, at jeg fodrer Kar... Delfinerne?

Povl slog naadigt ud med Haanden:

— Værsaaartig, min Herre! sagde han.

— —

Da Herredsfuldmægtigen og Jørgen var færdig med Fodringen af Fiskene, gik de ud af Haven og drejede om forbi Amtssygehuset og ind i Byens »Anlæg«. Herinde skød Blokke af Tulipaner og Paaskeliljer frem, og Østenvinden bed ...

— Fryser Du ikke, Jørgen?

— Nej, det er jo Sommer!

Jørgen havde for længst igen anbragt sin Haand i Faderens. Men sin Mund havde han dog hidtil bevaret tavs.

Nu gik der imidlertid pludselig Hul paa den; og idet han knyttede sin venstre Haand og stødte den angrebsvis frem i Luften, spurgte han:

— Vil Du tro, Far, at jeg kan tæve Carl Petersen?

Herredsfuldmægtigen fôr sammen ved Forstyrrelsen:

— Jeg synes, vi blev enige om, at vi skulde ikke tale! sagde han saa.

— Ja ...! nikkede Drengen — Men hvis Du var saadan indeni, li'som jeg, saa kunde Du vist heller ikke tie stille ret længe!

De kom ind paa Stien langs Søen. Jørgen kastede et misbilligende Blik ned mod det skidengraa Vand:

— Det er kedeligt, at der ikke er Hvalfiske her! sagde han.

Isidor svarede ikke.

Lidt efter mødte de en Dame, som Drengen hilste:

— Det var min Reservefrøken henne fra Børnehaven, oplyste han.

Og Herredsfuldmægtigen, der syntes, at det var Synd at knevle ham længere, spurgte imødekommende:

— Hvad hedder hun?

— Hun hedder Fru Mathiesen ... Maa jeg mere?

Og da Faderen nikkede samtykkende, stod Munden ikke lukket paa Drengen i den Timestid, Turen varede ...

— —

Da de atter naaede tilbage til Villaens Have, kom Povl og den omtalte Carl Petersen springende frem imod dem fra en Busk:

— Stands, eller I er Dødsens!

Begge Drengene havde en Krans af Fjer om Hovedet. Deres Ansigter var tatoverede røde og blaa; og i Næse og Øren bar de Ringe af Sodavandsflaskestaaltraad. De var bevæbnet til Tænderne med Buer, Pile, Spyd og Lanser. Og Povl bar som Tegn paa sin højere Afstamning et gammelt Katteskind paa venstre Skulder.

Jørgen forstummede af Beundring midt i en Sætning.

— Jeg er en ung Indianerhøvding af Inkastammen! forklarede Povl og holdt sin Lanse frem foran Isidors Bryst — Carl Petersen er min Vaabendrager. Og vi er ude paa Rekognonsagering med Ordre fra min Fader Ligæderen til at støde enhver ned, der ikke giver Feltraabet!

— Og hvorledes lyder det? spurgte Herredsfuldmægtigen i Angest.

— De ni Vande!

— De ni Vande! gentog begge de overrumplede hurtig.

— De ni Vande, passér! sagde Povl og lod Lansen synke.

Men i det samme stak han en Finger i Vejret og lyttede anspændt:

— Hyss! sagde han — Hører I den skarpe Fløjten! Irokeserne er rykket frem hinsides den store Sø! Hurtig, dæk Jer!

Og han og Carl Petersen sank paa Hug bag Busken og trak de andre med sig.

— De har naaet Bredden! vedblev Povl bleg af Sindsbevægelse — Hører I den lette Raslen i Sivene? Hvis Urokse anfører dem, er vi fortabte!

— Langtryne, sagde Vaabendrager Petersen ophidset — den hvide Mand rejser sig!

Povl sigtede med sin Bue mod Herredsfuldmægtigen, der var bleven træt i Knæene:

— Rør Dig ikke, eller jeg skyder! sagde han.

Isidor sank uvilkaarlig paa Hug igen:

— Naade ...? bad han — Naade for en ældre Herre? Kan I ikke bruge den unge Mand her? Jeg skænker Jer ham.

— Aa, jo, hva' Povl? bad Jørgen rystende af Kampiver.

Povl Langtryne vekslede et Par Ord paa Inkasproget med sin Vaabendrager.

— Radamaly suopis sek! sagde han — Vi har Brug for en Blodhund.

Jørgen stak øjeblikkelig Snuden mod Jorden og fraadede vildt.

— Af Sted! kommanderede Langtryne — Min Fader Ligæderen vil møde os i Sumpene nord for de store Søer!

Og bort smuttede Indianerne mellem Buskene.

Snart hørte man kun Blodhundens Glammen i det fjerne ...

— —

Grøngul af Misundelse vandrede Herredsfuldmægtigen ene op imod Huset.

Paa Store Ravnsholt gik alt i samme solide Gænge, som medens Joachim Uldahl levede. Pompadour, der havde ført Overkommandoen under Godsejerens Sygdom, stod fremdeles for Styret, og hendes Sønner adlød hende uden at kny.

Men hun behandlede dem med større Honnør nu. Og man fortalte, at hun endogsaa havde været hos Prokurator Bauer og forhørt, om det ikke var muligt, at »Drengene« kunde antage Navnet Uldahl. Og da det ikke lod sig gøre, blev hun vred og lod sig ogsaa stadig selv kalde Henriksen ... Hun vedblev med at være den første, der stod op om Morgenen, gjorde Ild paa til Davren, vækkede Tjenestefolkene og satte Arbejdet i Trit.

Men om Middagen præsiderede hun i Herskabsspisestuen for Sønnerne, der var flyttet op i Hovedbygningen, hvor de havde faaet hver sit Værelse og spiste »inde«.

— —

Onkel Joachim havde ikke alene giftet sig med Pompadour, men han havde ogsaa, for til Gavns at ærgre sin Familie, ved Testamente indsat hende til sin Universalarving, med Undtagelse af nogle Smaalegater og de Hundrede og tyve Tusinde Kroner, han havde bestemt for Pigebørnene paa Havslunde.

Men skønt Madam Henriksen altsaa saaledes baade af Navn og Gavn var Nummer ét paa Ejendommen, ansaas dog stiltiende Mand og Mand imellem hendes ældste Søn Hans for Ravnsholts nuværende og fremtidige Herre. Det var ogsaa altid ham, Moderen raadførte sig med angaaende Gaardens Drift og øvrige Forretninger.

Ogsaa de to yngre Brødre, Jeppe og Anders, havde ligefra Barndommen af betragtet ham som Familiens naturlige Overhoved. Ikke fordi han just var den dygtigste, thi de andre gav ham i den Henseende intet efter, men fordi han nu engang var den ældste. Og desuden var de tre Brødre blevet enige med deres Moder om, at saasnart Lejlighed gaves, skulde Jeppe og Anders have hver sin passende Landejendom ligesom Hans. De kunde dog alligevel ikke i Længden gaa her paa Ravnsholt alle tre og falde over hverandre ...

Men foreløbig gik det altsaa paa den gode gamle Vis.

Og de ikke alene arbejdede sammen nu som forhen; men de vedblev ogsaa at studere sammen. De havde i Drengeaarene kun gaaet i Landsbyskole, og havde derfor, lige siden de blev voksne, ihærdigt stræbt efter at indhente det forsømte. Og de sad nu hver Aften efter Nadvertid inde under Hængelampen paa Kontoret og læste og skrev og regnede og retledede hinanden og hjalp hinanden.

Og i Krogen bag Pengeskabet sad Madam Henriksen i Godsejerens gamle Læderlænestol og hørte andægtig beundrende til ...

Men saa kom Historien med Minka fra Mosen.

— —

Allerede flere Aar før Joachim Uldahls Død havde Hans været gode Venner med en Pige ved Navn Marie Sejfert og bekommet et Par Børn med hende. Hun var Datter af en Træskomand i Landsbyen og »syede« hjemme hos sine Forældre. Hans havde altid været til Sinds at ville gifte hende, men havde ikke turdet tale til Godsejeren derom. Og Pompadour havde ogsaa ivrig fraraadet det, da man aldrig kunde vide, hvordan den gamle Herre vilde stille sig til Sagen:

— Bi Du heller til Godsejeren er puttet hen, sagde hun — det kan aldrig vare saa farlig længe; og saa bli'r der nok et Par Skilling efter ham; og saa er Du din egen Mand.

Og Hans indsaa det rigtige i Ræsonnementet og biede ...

Men saa skete jo det uventede med Moderens Giftermaal og Ophøjelse.

Allerede Dagen efter Begravelsen, hvor der var blevet vist hende megen Respekt og Deltagelse, tog hun Sønnen afsides og sagde:

— Har Du snakket noget afgørende med Marie Sejfert?

Hans saa ned for sig:

— ... Næi ...

— Er Du opsat paa hende endnu?

— ... Næi ...

— Ja, Sagen har jo ogsaa ændret sig.

— ... Ja—e ...

— Og Du behøver jo ikke at ta' til Takke med hvemsomhelst nu.

— ... Næi ...

— Hvordan vil Du befri Dig?

Hans stirrede stadig ned i Gulvet og sagde:

— ... Hendes Far vilde gerne ha' en lille Træskohandel ovre i Rynkeby ...

Madam Henriksen sendte sin kloge Søn et beundrende Blik:

— Naa, sagde hun — ja, det kan der vel nok blive Udvej for ... Hvormeget skal han sætte i den?

— Syvhundrede Kroner ...

— Ja—e, det er jo Penge ...

— Ja—e ... Men Jeppe og Anders behøver jo ikke at faa Næsen imellem ...

— Næi ... sagde Pompadour — naturligvis!

Og en fjorten Dages Tid efter flyttede Træskofamilien med Datter og Datterbørn til Rynkeby, fem gode Mil ud ad Kongevejen fra Ravnsholt Gaard og Gods ...

— —

Men hvad Hans Henriksen ikke talte med sin Moder om, var den vanvittige Lidenskab, der havde grebet ham efter at eje, kramme og knuge den lille Djævleunge Minka fra Mosen. Han havde aldrig fornummet en saadan Følelse før. Han var ganske syg af Begær efter hende.

Han havde set hende nu sidste Nytaarsdag ved en Dilettantforestilling i Forsamlingsbygningen. Hun stod i Tableau som »Nattens Dronning«. Og bagefter havde hun danset og fjaset med de unge Karlfolk, der var rent vilde efter hende. Hans Henriksen havde hun hverken haft Blik eller Ord for. Men hans begærlige Øjne havde fulgt hende overalt. Og med Næverne knyttet i Bukselommerne havde han svoret paa, at hun skulde blive hans, om han saa skulde passe hende op en mørk Nat og voldtage hende!

— —

Minka, der jo var Datter af en baade betitlet og velhavende Mand, var imidlertid ikke saadan at komme op ved for en halvgammel Tjenestekarl.

Men saasnart Hans var blevet Godsejersøn, spændte han en Dag for sin Vogn og kørte i al Hemmelighed til Mosegaarden for at se paa en Tyr, der stod averteret til Salg.

Han blev særdeles ærbødigt modtaget af Jægermesteren og Frue. Men Minka saa han ikke noget til; og spørge efter hende vilde han ikke. Saa tog han Forkøbsret paa Tyren og kørte hjem igen.

Næste Gang, han kørte til Mosegaarden, var netop den Fastelavns Søndag, Minka skulde til Kostumefest paa Havslundegaard. Og han kom akkurat, som hun stod i Begreb med at stige til Vogns. Saa heller ikke dennegang gik det i Orden med Tyren.

Og da han tredje Gang indfandt sig, fortalte Forældrene med megen Stolthed, at Frøken Charlotte fra Havslunde Dagen i Forvejen havde afhentet Minka til et længere Besøg.

Nu syntes Hans ikke godt, at han kunde trække Tyrehandelen længere ud, og den blev derfor afsluttet.

— —

Men Begæret efter Minka sad ham stadig som en Kræft i Brystet og aad og gnavede og lod ham ingen Fred.

Han spændte derfor efter en Ugestids Forløb igen for sin Vogn. Men kørte denne Gang til Havslunde.

Hans havde været Soldat sammen med Nataniel Larsen, Gaardens ny Forvalter. Og som Paaskud for Besøget angav han, at han kom for at se paa Konstruktionen af en Radsaamaskine, som han maaske vilde anskaffe sig Magen til....

De sad inde paa Forvalterens Værelse og snakkede sammen.

Larsen var en høj, knoglestærk Person, sortsmudset og gullig af Ansigtsfarve, med et Par stikkende, ublufærdige, gulbrune Øjne af dem, der gør Fruentimmerne løse i Knæene. Han var Præstesøn, men »uægte« født, idet han var Frugten af en Forbindelse mellem hin ulykkelige Erotoman, Pastor Mascani til Næsgaardene og Utterslev, og en Lærerinde ved Navn Ingeborg Larsen.

Navnet Nataniel havde Moderen givet ham i Betragtning af hans teologiske Afstamning ...

Det var første Gang efter Arvehistorien, at Hans og Nataniel taltes ved:

— Ja, nu har Du sgu skudt Papegøjen, Henriksen! sagde Forvalteren — Satans osse, at Ens Mor var Lærerinde og ikke Husholderske, ha, ha!

Jomfru Helmer kom ind med en Flaske Øl og en Bid Brød. Hun blev afventende staaende foran Bordet.

Larsen saa haanligt op og ned ad hende:

— Ja, Tak, Jomfru, sagde han saa snerrende — spise kan vi selv! ... Den gamle Daase! vedblev han, da Jomfruen gnistrende af Vrede havde forladt Værelset — Godt, at hun skal væk til Majdag, saa at man slipper for hendes Paahæng! ... Du kan tænke Dig, grinede han op — at en Nat, straks efter jeg var kommet her til Gaarden, stiller hun Fandengaleme herinde i Kammeret hos mig og lader, som om hun gaar i Søvne! ... Ha, ha, men det kan jo nok være, at jeg fik vækket hende lidt snelt med Vandkanden der henne ... hun er ikke min Type med al det Sul; mine skal kunne sno sig, forstaar Du!

— Saa hader hun Dig vel? spurgte Hans.

— Ja, med Damp, sgu! ... Og jeg har ogsaa stoppet hende i alle de Rapserier, hun var vant til her fra den forrige Selvmorders Tid ... At nogen kan blive saa tosset efter et Fruentimmer, det har jeg aldrig kunnet forstaa! vedblev Forvalteren — Herregud, man kan jo gaa hen med 'et til et andet! ... Gud véd for Resten, hvad de to Kumpaner tilsammen har kostet Godsejeren!

— Er han ikke gode Venner med hende mere?

— Næi ... Og nu staar der jo i Aviserne, at han snart skal være Minister; saa maa han jo rense ud ... for Ministre med Kærester har man da aldrig set, hi, hi! ... Men vi skal vel over og se paa den Saamaskine? ...

Da de skraaede over Ladegaarden, mødte de Frøken Sofie, der kom med en Salonbøsse i Haanden og Tyrk efter sig.

Det gav et Stød i hende af Ubehag, da hun saa Forvalteren. Og Tyrk viste Tænder og knurrede.

— Goddag, Hans Henriksen, sagde Frøkenen venligt og standsede foran ham — Hvordan lever De?

Hans rødmede. Han havde ikke set nogen af Familien Uldahl siden Joachims Død.

— Hvordan har gamle Rinaldo det? spurgte Frøkenen og strøg beroligende Tyrk henover Ryggen for at undgaa Forvalterens sjofle Øjne, der spillede om hende.

— Rinaldo er død, Frøken ... Vi skød ham samme Dag, Godsejeren blev begravet.

— Kan De ikke komme og gøre det samme ved Tyrk, naar jeg dør, Hans Henriksen?

— Frøkenen tænker vel da ikke saasnart paa det?

— Man kan aldrig vide det! lo hun.

Forvalteren trængte sig frem:

— Har Frøkenen skudt no'en Rotter? spurgte han og pegede paa Bøssen.

Sofie lod, som om hun ikke hørte ham:

— I har vel ikke fundet Tipoldefars Elfenbensstav? spurgte hun Hans — Far fabler bestandig om den i sine Breve.

— Nej, vi har ikke ... Jeg tror, Godsejeren har taget den med i Kisten.

Sofie lo:

— Det kunde ligne ham! ... Naa, Farvel, Hans Henriksen; og hils Deres Mor! ...

— Storsnudet Kram! sagde Forvalter Larsen og saa forbitret efter Frøkenen, da hun gik videre uden tilsyneladende at have bemærket hans Nærværelse.

— Jeg synes mere, hun ser trist ud ..... mente Hans.

— Hæ, ja! grinede Nataniel — hun trænger til lidt ... (Her gjorde han en obskøn Gebærde) ... Du skulde sgu lægge Dig efter hende, nu Du selv er blevet en stor Ka'l! fortsatte han — Jeg saa hendes Ben her forleden Dag, hun faldt over en Bjælke nede i Laden ... Naa-da-da-da! F. F.! Bacon with Lægs, hvabeha'er!

— Det var den Saamaskine, vi skulde se paa! sagde Hans Henriksen kort.

— Jo ... det er her ovre i Vognskuret ... Du har nok faaet Bomuld om Dig, hi, hi!

— —

Da de var færdige med at besigtige Maskinen, og Vognen igen holdt forspændt, pegede Forvalteren over mod Elev Jakobsen, der netop kom ud af Kostalden:

— Kender Du den Irisk? spurgte han.

— Nej ...

— Det er en ren Gud Amor! Han ta'r Luven fra alle os andre!

— Saa—e ...

— Ja ... Om det saa er vores Frøken Frederikke, saa er hun gal efter ham. Men han ser knap ad hendes Vej til længere, siden denne hersens Mose-Minka er kommet paa Besøg her.

Hans Henriksen gav et uvilkaarligt Ryk i Tømmerne, saa at Hestene dansede:

— Hoa — hoa, saa, saa ...! beroligede han dem.

— Men hun er ogsaa en lækker lille Pakke Mad! vedblev Forvalteren og smaskede — Hende vilde jeg sgu hellere ha' i min Seng end en Loppe! ... Kender Du hende?

— Nej! sagde Hans og Blodet jog ham til Hovedet — Gør Du?

— Næi ...!

— Saa skulde Du tale lidt mindre frit om hende! synes jeg.

— Naa—e, Fa'en! haanede den anden — Naar hun kan rende her og spille Knupveninde med vores Frøken Charlotte, saa er hun sgu ikke bedre værd!

— Knupveninde ...?

— Ja, Gu' er de Knupveninder! De sover sammen, og de kører ud sammen, og de gaar i Bad sammen ... den er jo tydelig nok! Men det er sgu Synd og Skam for vos Mandfolk, for vi skulde da ogsaa gerne ha' lidt af dette søde, søde, søde Hva'beha'er! han vred vellystig sin lange, magre Krop — Ha—ha! Hva'?

Men Hans Henriksen sagde pludselig Farvel og sprang op i Vognen. Han kunde næppe styre sin Lyst til at slaa Forvalteren midt i hans gule Fjæs med Skaftet af sin Pisk:

— Farvel! gentog han og løftede idetsamme Pisken som til Hilsen.

— Men Du holder jo Skaftet opad, Menneske! lo den anden — Hva' Fanden gaar der af Dig, saa travlt Du pludselig faar! Rider Maren Dig?

Hans gav Hestene Tøjlen uden at svare.

Men bag sin Ryg hørte han Nataniels onde Grinen ...

— —

En Mils Vej paa den anden Side Havslunde mødte Hans Henriksen Frantz Uldahl fra Kragholm. Han kom bred og veltilpas ridende paa sin tykke Pasgænger.

— Goddag, Goddag! raabte Kragholmeren og nikkede venligt til den unge Mand.

Hr. Frantz var jo i Øjeblikket uden for Fru Karens Kontrol, og saa løb Hjertet af med ham.

3/4.

Det er jo det forfærdelige, Isidor, at jeg aldrig kan tale, om det, der mest opfylder mig. Da Du var her igaar, vilde jeg have sagt noget til Dig og spurgt Dig til Raads, men jeg kunde ikke faa det over mine Læber, det sad som en tyk Klump i min Hals; men nu vil jeg skrive det, saa faar Du det engang at læse, og saa vil Du tænke paa din lille Veninde, naar hun engang er død. Det er den nye Forvalter, der gør mig saa bange, Isidor! og det var mest om ham, jeg vilde have talt med Dig. Bare jeg ser ham, kommer jeg til at ryste; det er hans Øjne! Jeg véd ikke, hvordan jeg skal forklare Dig det; men det er ligesom, man stod ganske nøgen, naar han ser paa En! Han kan være nok saa høflig og venlig, men man er alligevel lige ved at skrige, »lad være at se paa mig med de Øjne!« Og saa har han samtidig saadan et væmmeligt snavset Smil. Baade Søstrene og Pigerne her siger det samme, men de bliver bare arrige paa ham og ikke bange, saadan som jeg. Frederikke sagde forleden, at det endte med, at hun en Dag slog Larsen lige midt i Ansigtet; men jeg har mest Lyst til at løbe min Vej fra ham og gemme mig. Og alligevel, Isidor, og det er det frygtelige og det nedværdigende for mig, jeg føler ogsaa Trang til at kaste mig om Halsen paa ham og skrige i vilden Sky, »her er jeg, gør med mig, hvad Du vil, og lad mig saa være i Fred!« Og vil Du tro, at jeg flere Gange har været lige ved at gøre det! Men hvis jeg nu gør det, Isidor, hvis jeg nu gør det, hvad saa? Ja, saa maa jeg dræbe mig selv bagefter, thi den Skam kan jeg ikke overleve! Og en af Familien skal jo dø her paa Havslunde, siger Jomfru Ingwersen, ligesom begge de forrige Ejere, saa lad det bare blive mig, som er den ulykkeligste. Men nu skal Du bare høre; jeg faldt forleden Dag, da jeg løb og legede med Tyrk nede i Laden, og da jeg vilde rejse mig stod Forvalteren pludselig bøjet over mig og rørte ved mig for at hjælpe mig, og hans Øjne, aa Du skulde have set hans Øjne! jeg var lige ved at besvime, da jeg følte hans Hænder paa min Krop, og var Tyrk ikke i det samme sprunget til og havde revet ham væk, véd jeg ikke, hvad der vilde være sket, for, Isidor, Isidor, det er forfærdelig, det jeg nu siger Dig, men det er sandt! jeg laa og ønskede, at han vilde slaa Armene rigtig om mig og trykke mig ind til sig! Men Gudskelov at Tyrk rev ham bort, for saa sprang jeg op og flygtede. Men er det ikke forfærdeligt, Fætter Isidor, at det Menneske har faaet saadan en hemmelig Magt over mig, at jeg slet ikke næsten kan tænke paa andet end ham? jeg ser ham alle Vegne og drømmer om ham om Natten, aa, hvor er det dog frygteligt! Og ingen har jeg at tale med, og ingen at betro mig til, for hvad vilde I tænke om mig, hvis jeg fortalte Jer alt det stygge, jeg gaar og tænker paa! Og der er meget mere end det med Forvalteren; for Frederikke løber rundt og holder Stævnemøder med Elev Jakobsen, og Charlotte og Minka fra Mosen er »Kærester« siger Olga Stuepige; og Anna, ja det er næsten værst med Anna, og det er forfærdeligt at sige det, men jeg har opdaget at hun sommetider lister sig ind i Fadeburet og drikker af Husholdningsmadeiraen, og saa lukker hun sig inde og ligger mange Timer paa sin Seng og sover! Hvor er jeg dog ked over, at Moder er kommet ind i saadan en gammel ødelagt Familie, hun som kunde have haft det saa godt imellem de sunde og raske Mennesker, hun kommer fra; men godt er det da, at hun vist slet ikke ser noget af det altsammen, hun tror, at alting er, som det skal være, og naar hun er færdig med Huset, sidder hun med sine Kort og med Faders gamle Breve fra den Gang, han og hun elskede hinanden. Jeg er den eneste, der ser, hvor galt det staar til med os allesammen; men det er vel saa en Byrde, Gud har lagt paa mine Skuldre, fordi jeg ikke længere tror paa ham; aa Isidor, Isidor, Du maa hjælpe mig, ellers véd jeg ikke, hvad det skal blive til!

Din til Døden S.

Isidor, naar Du kommer her næste Gang, maa Du gerne kysse mig; men Du skal ikke spørge om det i Forvejen, — for saa siger jeg bare nej.

Din S.

Det maatte undre enhver, der kendte noget til de huslige Forhold paa Kragholm, at se, hvorledes Frantz Uldahl i Aarenes Løb stadig var tiltaget i Fylde og Omfang.

Man vidste, at Fru Karen førte et strengt økonomisk Regimente; og Tjenestefolkene klagede altid paa Kosten. Men hun slog deres Klagemaal ned med at henvise til, at Herskabet selv levede ingenlunde yppigere.

Og de Lommepenge, hun overlod sin Mand, skulde ikke lægge Sul paa ham. De strakte akkurat til til Tobak og Tandpulver.

Og alligevel blev han trindere og gladere for hvert Aar, der gik. Smilet stod ham konstant om Læber og Øjne; og om Natten laa han og klukkede af sin undersøiske Latter, der nu var udartet til en kondenseret Fnisen, som ved sin Styrke kunde faa Fru Karen til at slaa en irriteret Klo i Natskjorten paa ham og hale løs, indtil han vaagnede og fôr gnaven over Ende.

— Hvad ligger Du dog der og ler af, Frantz! Det er en væmmelig Vane, Du har lagt Dig til. Jeg faar ikke Søvn i Øjnene!

— Ler? Jeg ler sgu ikke!

— Hvad er det da for Lyde, Du frembringer?

— Det maa være min Asthma, brummede han — den er altid værst, naar jeg kommer i Seng.

Onkel Frantz var nemlig begyndt at lide af Aandenød, paastod han, og han red til den Ende daglig lange Ture, hvordan Vejret end var, for at faa frisk Luft og Bevægelse.

Han red gerne af Sted Klokken et en halv umiddelbart efter Middagskaffen, og kunde da blive borte en fire-fem Timer. To Gange om Ugen, Onsdag og Lørdag, kørte han til Byen til noget, han kaldte »Landmandsmøder«, hvorfra han først vendte hjem sent paa Natten. Og Fru Karen gjorde ham aldrig Bebrejdelser derfor, da dette var hans eneste Form for Udskejelser nu.

I de sidste ti Aar havde han ikke været uden for Herredet; naar undtages et Par Rejser til Hovedstaden sammen med sin Kone ... Og nu skulde de altsaa snart have Sølvbryllup.

— —

Der ligger en Kro, Herritslev Kro, hedder den, godt to Mil fra Kragholm og omtrent midt imellem Hvidgaarden og Store Ravnsborg.

Kroen ejedes den Gang af en Enke, Sidsel Christoffersen, som var vidt og bredt berømt for sin fortræffelige Mad ...

En Eftermiddag Hofjægermester Palle og hans Mona kom ridende der forbi, syntes Hofjægermesteren, at han saa et Glimt af Frantz's lysende Ansigt, da de passerede Vinduerne.

— Mona! sagde han og holdt Hesten an — Saa' Du Kragholmeren? Det er Fanden gale mig Madam Christoffersen, der feder ham op, skal Du se! Vi maa derind!

Og de satte hurtig Hestene i Stald og gik ind i Krostuen.

Og ganske rigtig, de fandt Frantz Uldahl derinde!

Men han sad stilfærdig ved det skurede Fyrretræsbord og nød en Kop Kaffe med et nattegammelt Stykke Wienerbrød til.

Men det skal jo ikke lægge nævneværdig Talg paa sin Mand.

— —

Sølvbryllupsdagen nærmede sig.

Der var udstedt op mod halvthundrede Indbydelser. Og da flere af Gæsterne skulde komme langvejs fra, var alle Kragholms Gæsteværelser sat i Stand. Fru Karen havde besluttet at fejre denne Milepæl paa en Maade, der kunde give Verden et fyldigt Indtryk af, hvor lykkeligt et Samliv hun og hendes Frantz, trods alt, havde ført i disse — ak, altfor hurtig henrundne — femogtyve Aar ...

Ti Dage før Højtideligheden tog Brudeparret til København for at gøre Indkøb. Intet skulde spares. Karen ligefrem øste Penge ud. Den ene store Kasse fyldt til Laaget med Delikatesser indgik til Kragholm efter den anden. Og da alt var besørget, satte Mand og Kone sig fortrøstningsfuldt i Toget for hjemgaaende.