EVANGELINE FLYTTER TIL CLARIDGES.

Kærlighed er ikke en Følelse, der spørger om Tilladelse til at komme. Den kommer paa tusinde, ukendte Maader, som man aldrig har drømt om, og breder et gyldent Skær over hele Verden og omskaber den til et Paradis.

Theodoras Ægteskab.

Claridges. Lørdag den 26. Novbr.

Lady Ver tog tidligt af Sted til Stationen for at naa Toget til Northumberland i Morges, og jeg saá hende kun for at sige Farvel til hende. Hun syntes ogsaa at blive i daarligt Humør, da hun fik et Brev, hun sagde mig ikke, hvem det var fra, eller hvad det var om — hun sagde kun bagefter, at jeg ikke maatte være dum. "Leg ikke længere med Christopher," sagde hun, "ellers mister De ham. Han kommer sikkert og besøger Dem i Morgen — jeg fik Brev fra ham i Morges som Svar paa mit fra i Aftes — men han siger, at han vil ikke gaa i Zoologisk Have — saa De maa alligevel tage imod ham i Deres Dagligstue — han kommer omtrent Klokken fire."

Jeg sagde intet.

"Evangeline," sagde hun, "lov mig, at De ikke vil være en Nar —"

"Jeg — vil ikke være en Nar," sagde jeg.

Saa kyssede hun mig — og var borte, og nogle faa Øjeblikke efter tog jeg af Sted til Claridges.

Jeg har en meget nydelig lille Lejlighed øverst oppe, og hvis det blot var passende for mig, og jeg havde Raad til det, kunde jeg bo meget behageligt her alene i lang Tid.

Klokken tre Kvarter til to ringede jeg paa Døren paa Carlton House Terrace, Nr. 300, Lady Merrendens Bopæl — med en underlig Følelse af Nervøsitet og Interesse. Det maa naturligvis have været, fordi hun en Gang havde været forlovet med Papa. Bagefter kom jeg til at huske paa Lord Roberts Ord, da jeg paa Branches talte om at tage til London alene; om hvorledes han vilde bringe mig til hende, og hvorledes hun vilde være god imod mig, indtil jeg kunde faa set mig om efter et Sted, hvor jeg kunde bo.

Men pludselig følte jeg et Stik i Hjertet. Han sad nu bøjet over Lady Ver i Toget til Northumberland.

Der er saadan en statelig, smuk Forhal — idet Døren bliver aabnet — med en smuk Trappe til hver Side, og fuld af pragtfulde Malerier, og hele Atmosfæren er gennemtrængt af en forfinet, rolig Luft.

Tjenerne er høje og ikke alt for unge, og selv paa denne Tid af Aaret har de pudret Haar.

Lady Merrenden var ovenpaa i den lille Dagligstue, og da jeg blev meldt, rejste hun sig, med en Bog i Haanden, for at tage imod mig.

Hun har saadant et smukt Væsen i sit eget Hjem; elskværdigt og ikke en Smule beskyttende.

"Det glæder mig saadan at se Dem," sagde hun. "Jeg haaber ikke, at De vil kede Dem, men jeg har ikke indbudt nogen til at være sammen med Dem — kun min Nevø, Torquilstone, kommer her — han er meget lidende, stakkels Fyr, og alt for mange Ansigter piner ham undertiden."

Jeg sagde, at jeg var henrykt over at træffe hende alene. Man kan ikke tænke sig et venligere Udtryk i noget menneskeligt Ansigt end det, der er i hendes. Hun har det samme højbaarne Udseende som Lord Robert, smaa Øren og Haandled og Hoved — selv klædt som en Skurekone vilde Lady Merrenden se ud som en fornem Dame.

Vi talte snart fuldkommen tvangfrit med hinanden; hun talte ikke om Folk eller om meget dybe Emner, men man fik et Indtryk af en kultiveret Aand, Kendskab til Bøger og vide Tanker. Aa! Det var saa let for mig at holde af hende.

Vi havde næsten talt sammen i et Kvarter — hun havde tilfældigt spurgt mig, hvor jeg nu boede, og hun syntes slet ikke forbavset eller forfærdet, da jeg sagde Claridges, og at jeg var alene.

Alt, hvad hun sagde, var: "Hvilken ensom lille Pige! Men det maa være en Hvile sommetider at være alene, og De maa lade Deres Venner komme og se til Dem, vil De ikke nok det?"

"Jeg tror ikke, jeg har nogen Venner," sagde jeg. "Jeg har været saa lidt ude — men hvis De vil komme og besøge mig — saa vil jeg være taknemlig."

"Saa maa De regne mig som en af Deres faa Venner!" sagde hun.

Intet kunde være saa sjældent eller saa sødt som hendes Smil. At tænke sig, at Papa kunde forlade denne Engel for Fru Carruthers Skyld! Mænd er sandelig uberegnelige!

Jeg sagde, at det vilde være en alt for stor Ære for mig at have hende til Ven — og hun tog min Haand.

"De bringer den fjerne Fortid tilbage til mig," sagde hun. "Jeg hedder ogsaa Evangeline — og sommetider tror jeg, at De er blevet kaldt saaledes til Minde om mig."

Hvilken sælsom, mægtig Faktor Kærligheden maa være! Her havde disse to Kvinder, Fru Carruthers og Lady Merrenden — der var hinanden saa stik modsatte — øjensynlig begge tilbedt Papa, og som Følge deraf havde de begge i Overensstemmelse med deres Natur fattet Interesse for mig, Barnet af en tredie Kvinde, der havde fortrængt dem begge! Papa maa have været overordentlig indtagende, for Fru Carruthers havde lige til sin Dødsdag et Miniaturportræt af ham staaende paa sit Bord med en frisk Rose ved Siden af — hans Minde syntes at være den eneste blide Plet i hendes haarde Hjerte.

Og denne søde Dames Øjne smeltede hen i Ømhed, da hun talte om Fortiden — skønt hun ikke kender mig godt nok til at sige mere. For mig er Papas Billede ikke noget saa vidunderligt, kun en køn, ung Garderløjtnant med Øjne af samme Form som mine, men graa, og lyst krøllet Haar. Der maa have været noget eget ved ham, antager jeg.

I dette Øjeblik traadte Hertugen af Torquilstone ind. Aa, det var et sørgeligt Syn!

En stakkels, pukkelrygget Mand med et stærkt Ansigt og Hoved og et sort, mistænksomt, kynisk Udtryk.

Han vilde øjensynlig have været meget høj, hvis han ikke havde været vanskabt, der staar en Pukkel ud paa hans Ryg, næsten som paa Punch. Han kan ikke være meget over fyrre, men han ser ældre ud, hans Haar er ganske graat.

Ikke en Linie eller et Udtryk hos ham minder mig om Lord Robert, glæder det mig at kunne sige.

Lady Merrenden forestillede os for hinanden, og saa kom Lord Merrenden ogsaa ind, og vi gik alle ned til Lunch.

Det var et temmelig lille Bord, saa vi sad alle nær ved hinanden og kunde tale sammen. Spisestuen var umaadelig stor.

"Jeg tager altid dette lille Bord, naar vi er saa faa," sagde Lady Merrenden. "Det er mere hyggeligt, og man føler sig ikke saa isoleret."

Hvor jeg var enig med hende.

Hertugen saá ofte undersøgende paa mig med sine smaa, kloge Øjne. Man kunde ikke sige, om det var bifaldende eller misbilligende.

Lord Merrenden talte om Politik og Dagens Spørgsmaal, han har et høfligt Væsen, og deres Stemmer var bøjelige og dannede. Og intet kunde gaa mere glat og lydløst end Opvartningen.

Lunchen var meget enkel og god, men ikke halvt saa mange udsøgte Retter som paa Branches og hos Lady Ver.

Der var kun én Kumme med Violer paa Bordet, men Kummen var af Guld og af en smuk Form, og Violerne var næsten saa store som Stedmoderblomster. Mine Øjne vandrede til Billederne — statelige Mænd og Kvinder af Gainsborough og Reynolds og Romney.

"De har truffet min anden Nevø, Lord Robert, ikke sandt?" sagde Lady Merrenden. "Han fortalte mig, at han havde været paa Branches, hvor jeg tror, De boede."

"Ja," sagde jeg, og — aa, det er næsten for ydmygende at skrive det, jeg følte, at mine Kinder blev højrøde, da hun nævnede Lord Roberts Navn. Hvad maa hun have tænkt? Kan noget være saa ungt, kvindeligt og latterligt?

"Han var i Operaen med os i Forgaars Aftes," vedblev jeg. "Hr. Carruthers havde en Loge, og Lady Verningham og jeg var med dem." Saa kom jeg til at tænke paa, hvor underligt dette maatte lyde i min dybe Sorg, og jeg tilføjede: "Jeg holder saa meget af Musik."

"Det gør Robert ogsaa," sagde hun. "Jeg er sikker paa, at han maa have været glad ved at træffe en beslægtet Natur."

Den søde, indtagende, venlige Dame! Hvis hun blot havde vidst, hvilke Sindsbevægelser der i Virkeligheden havde opfyldt os i Logen den Aften, er jeg bange for, at Kærligheden til Musikken havde været den mindste af dem!

Under hele denne Samtale, og lige fra Lord Roberts Navn første Gang blev nævnet, havde Hertugen ikke taget sine Øjne fra mit Ansigt — det var meget forvirrende; hans Blik var nu klarere, det var ganske sikkert misbilligende.

Vi drak Kaffe ovenpaa af saadanne nydelige Dresdener Kopper, og Lord Merrenden viste mig nogle Miniaturbilleder. Til sidst kom Hertugen og jeg til at være alene et Minut, medens vi stod og saá ud ad Vinduet.

Hans Øjne undersøgte mig helt igennem — naa, i alt Fald er min Næse og mine Øren og mine Haandled lige saa fine som Lady Merrendens — stakkels Mamas mærkelige Moder kan ikke ses udenpaa mig — Gudskelov. Han sagde ikke meget, kun dagligdags Ting om Udsigten. Jeg var bange for ham og temmelig nedtrykt. Jeg er vis paa, at han ikke kan lide mig.

"Maa jeg ikke køre Dem et eller andet Sted hen?" spurgte min venlige Værtinde, "eller hvis De ikke har noget særligt Sted at gaa hen, vil De saa ikke tage ud med mig?"

Jeg sagde, at jeg vilde være meget glad ved det. Jeg følte mig saa forfærdelig ensom. Jeg vilde gerne saa længe som muligt opsætte at komme tilbage til Hotellet. Jeg vilde gerne adsprede mine Tanker fra at dvæle ved Dagen i Morgen, og ved, hvad jeg skulde sige til Christopher. I Morgen syntes mig at være Verdens Ende.

Lady Merrenden har smukke Heste, og hele Køretøjet er, i Modsætning til hende selv, saa fikst som det kan være. Hun ser virkelig lidt gammeldags ud, naar hun er ude, og det var maaske derfor, at Papa gik fra hende til Fru Carruthers. En Godhed og Elskelighed som denne passer ikke Mændene saa godt som Luner, lader det til.

Hun var saa god imod mig og talte saa venligt med mig. Jeg glemte helt, at jeg var en hjemløs Vandrer, og jeg kom tilbage til Claridges omtrent Klokken halv fem i næsten godt Humør.

"De maa ikke glemme, at jeg skal være en af Deres Venner," sagde Lady Merrenden, da jeg sagde Farvel til hende.

"Nej, det skal jeg rigtignok ikke," svarede jeg, og hun kørte bort, smilende til mig.

Jeg gad vide, hvad hun vil tænke om mit Ægteskab med Christopher.

Nu er det Aften — jeg har spist til Middag ganske alene i min Dagligstue, Véronique har været meget elskværdig og omhyggelig — hun føler Hr. Carruthers i Luften, antager jeg — og nu maa jeg gaa i Seng.

Aa, hvorfor er jeg ikke lykkelig, og hvorfor synes jeg ikke, at dette er en dejlig og usædvanlig Situation, som jeg engang vilde have gjort. Jeg føler mig kun nedtrykt og ulykkelig, og som om jeg vilde ønske, at Christopher laa paa Havets Bund. Jeg har fortalt mig selv, hvor køn han er — og hvor jeg syntes godt om ham paa Branches — men det var før — ja, jeg kan lige saa godt skrive det — før Lord Robert kom. Naa, nu sidder han og Lady Ver og taler sammen i en hyggelig Sofa, i en stor, oplyst Dagligstue, og — aa! — jeg vilde ønske, jeg aldrig havde sluttet den Overenskomst med hende — saa maaske jeg nu — naa — —

Søndag Eftermiddag.

Nej! Jeg kan ikke holde det ud. Jeg har været febrilsk hele Formiddagen, først hed og saa kold. Hvordan vil det blive? Aa, jeg besvimer, naar han kysser mig. Og jeg véd, at han vil blive rædsom paa den Maade, det har jeg set i hans Øjne — han vil spise mig op. Jeg er vis paa, at jeg vil hade det. Ingen Mand har nogensinde før kysset mig, og jeg kan ikke dømme om det, men jeg er sikker paa, at det er frygteligt, medmindre — jeg føler, at jeg bliver vanvittig, hvis jeg bliver her længere. Jeg kan ikke, jeg kan ikke blive og vente, og staa lige overfor det. Jeg maa først have noget frisk Luft. Det er en tæt Taage. Jeg kunde have Lyst til at gaa ud og fare vild i den, og det vil jeg ogsaa! Maaske ikke fare vild, men gaa ud i den, og alene. Jeg vil ikke engang have Véronique med. Jeg vil gaa alene ind i Parken. Det bliver næsten mørkt, skønt Klokken kun er tre. Saa har jeg en Time. Det ser hemmelighedsfuldt ud, og det vil berolige mig, og det passer til min Sindsstemning, og saa, naar jeg kommer tilbage, kan jeg maaske være i Stand til at udholde det tappert, Kys og det hele.

Claridges. Søndag Aften den 27. Novbr.

Jeg har en hel Del at skrive — og dog er det kun nogle faa Timer siden, jeg lukkede denne Bog og hængte Nøglen ved mit Armbaand igen.

Klokken et Kvarter over tre gik jeg gennem Grosvenor Square. Alt var taaget og dunkelt, det var ikke ligefrem tæt Taage, saa der var ingen Chance for at fare vild. Da jeg kom ind i Parken, var Taagen lettet lidt. Det forekom mig lummert og varmt, og jeg blev mere og mere nedtrykt. Jeg havde aldrig før været ude alene; det syntes mig i sig selv underligt, og det burde have moret mig.

Christophers Billede blev ved at svæve foran mig, hans Ansigt syntes at have et satyragtigt Udtryk. Naa, han vil i alt Fald aldrig være i Stand til at knuse mit Hjerte, som "Alicia Verney"s — intet kunde nogensinde faa mig til at bryde mig om ham. Jeg forsøgte paa at tænke paa alle de Goder, jeg skulde faa ud af den Affære, og paa, hvor meget jeg holder af Branches.

Jeg gik meget hurtigt, jeg kunde utydeligt se Folk komme henimod mig og derpaa forsvinde i Taagen. Det var næsten Skumring; pludselig følte jeg mig saa træt, at jeg satte mig paa en Bænk.

Jeg var gaaet ind paa en Sidesti, hvor der ingen Stole var. Paa den Bænk, der kom før min, saá jeg, da jeg gik forbi, at der sad en Vagabond sammensunket. Jeg spekulerede paa, hvad hans Tanker kunde være, og om han vel følte sig mere ulykkelig end jeg. Jeg sad vist ogsaa og krøb sammen i en nedslaaet Stilling.

Der gik ikke mange Folk forbi, og med hvert Øjeblik blev det mørkere. Jeg har aldrig i hele mit Liv følt mig saa ulykkelig, ikke engang de Dage, hvor Fru Carruthers forhaanede mig, fordi Mama havde været af lav Herkomst. Der blev ved med at komme Taarer i mine Øjne, og jeg gjorde mig ikke engang den Ulejlighed at blinke dem bort. Hvem kunde vel se mig — og hvem i Alverden vilde bryde sig om det, hvis de saá mig.

Pludselig saá jeg, at der kom en meget smuk Skikkelse ud af Taagen henimod mig, men ikke før den var tæt ved mig og standsede og kiggede mig forskrækket ind i Ansigtet, opdagede jeg, at det var Lord Robert.

"Evangeline!" udbrød han med bestyrtet Stemme. "Jeg — hvad, aa, hvad er der i Vejen?"

Det var intet Under, at han blev forundret. Hvorfor han ikke ogsaa havde antaget mig for en Vagabond og var gaaet forbi, véd jeg ikke.

"Ingenting," sagde jeg, saa godt jeg kunde, og forsøgte paa at trække min Hat ned over Øjnene. Jeg havde uheldigvis ingen Slør paa.

"Jeg har blot været ude at spadsere. Hvorfor kalder De mig Evangeline, og hvorfor er De ikke i Northumberland?"

Han saá saa høj og smuk ud, og nu var der intet Udtryk af Foragt eller Vrede i hans Ansigt, kun Sorg og Medfølelse.

"Jeg fik pludselig Vagt i Gaar og kunde ikke faa Permission," sagde han, uden at svare paa den første Del af mit Spørgsmaal. "Men jeg kan ikke holde ud at se Dem sidde her alene og se saa ulykkelig ud. Maa jeg ikke følge Dem hjem? De bliver forkølet i den fugtige Luft."

"Aa nej, ikke endnu. Jeg vil ikke gaa hjem nu!" sagde jeg, uden rigtig at vide, hvad jeg sagde. Han satte sig ved Siden af mig og stak sin Haand ind i min Muffe og trykkede mine foldede Hænder — det blideste, venskabeligste Kærtegn; et Barn kunde give det som Tegn paa Medfølelse. Det berørte en eller anden taabelig Streng i min Natur, en Mangel paa Selvbeherskelse, nedarvet fra Mamas tarvelige Moder, antager jeg, i alt Fald strømmede Taarerne ned over mit Ansigt — jeg kunde ikke gøre ved det. Aa, hvor det var en Skam! At sidde og græde i Parken, og oven i Købet lige overfor Lord Robert, den sidste i Verden, jeg vilde have skulde se det.

"Kære, kære lille Pige," sagde han. "Sig mig, hvad det er," og han holdt min Haand inden i min Muffe med sin stærke, varme Haand.

"Jeg — jeg har ingenting at fortælle," sagde jeg og kvalte min Hulken. "Jeg skammer mig over, at De skal se mig saaledes, men — jeg føler mig saa ulykkelig."

"Kære Barn," sagde han. "Naa, det skal De ikke gøre — jeg vil ikke have det. Har nogen været slem imod Dem — sig mig det, sig mig det," hans Stemme skælvede af Medfølelse.

"Det er — det er ingenting," mumlede jeg.

Jeg turde ikke se paa ham, jeg vidste, at hans Øjenbryn var trukket op paa den Maade, der tiltrækker mig saa forfærdeligt.

"Hør," næsten hviskede han og bøjede sig over mig. "Jeg vil have, at De skal være Venner med mig, saa jeg kan hjælpe Dem. Jeg vil have, at De skal gaa tilbage til den Tid, da vi pakkede Deres Bøger ind sammen. Gud maa vide, hvad der er kommet imellem os siden den Gang — det er ikke min Skyld — men i Dag vil jeg saa gerne tage mig af Dem, kære lille Pige. Det — det gør mig saa ondt at se Dem sidde og græde her."

"Jeg — jeg vilde gerne være Venner med Dem," sagde jeg. "Jeg har aldrig villet være andet, men jeg kunde ikke gøre ved det — og jeg kan det ikke nu."

"Vil De ikke sige mig Grunden?" bad han. "De har gjort mig saa forfærdelig ulykkelig med det. Jeg troede alle mulige Ting. De véd nok, at jeg er et skinsygt Bæst."

Der kan ikke i hele Verden findes en Stemme mere indtagende end Lord Roberts, og han har en Maade at udtale Ordene paa, der er alt for tiltrækkende, og den Maade, paa hvilken hans Mund bevæger sig, naar han taler, viser hans fuldendt mejslede Læber under det lille Overskæg! Det kan ikke nytte at nægte det, jeg sad dèr paa Bænken og gennembævedes af Sindsbevægelser og længtes efter, at han skulde tage mig i sine Arme. Det er alt for frygteligt at tænke paa! Jeg maa, naar alt kommer til alt, være slet.

"Nu skal De fortælle mig det hele," befalede han. "Til at begynde med — hvad fik Dem pludselig til at blive anderledes paa Tryland efter den første Eftermiddag, og hvad er det saa, De er ulykkelig over nu?"

"Jeg kan ikke sige Dem nogen af Delene," sagde jeg meget sagte. Jeg haabede, at den tarvelige Bedstemoder ikke vilde føre mig saa vidt, at jeg handlede lumpent imod Lady Ver.

"Aa, De har gjort mig vild!" udbrød han, idet han slap min Haand og støttede begge Albuerne paa sine Knæ, medens han puffede sin Hat tilbage i Nakken. "Fuldkommen vanvittig af Raseri og Skinsyge. Det Bæst Malcolm! Og saa at se paa Campion ved Middagen, og værst af det hele, Christopher i Logen til 'Carmen'! Lille uartige, slemme Pige! Og dog har jeg inderst inde en Følelse af, at det er af en eller anden latterlig Grund, og ikke af det rene Djævelskab. Hvis jeg troede det, vilde jeg snart komme til ikke at bryde mig om det. Det troede jeg den Aften til 'Carmen'."

"Ja, det véd jeg," svarede jeg.

"Hvad véd De?" Han saá forskrækket op; saa tog han igen min Haand og sad tæt ved mig.

"Aa, gør det ikke, Lord Robert!" sagde jeg.

Det fik mig virkelig til saaledes at bæve af den dejligste Følelse, jeg nogensinde har kendt, at jeg vidste, at jeg vilde tabe Hovedet, hvis han blev ved.

"Aa, De maa ikke holde min Haand, Lord Robert, saa kan jeg ikke opføre mig, som jeg bør."

"Min egen Skat," hviskede han, "det viser, at du holder af mig, og jeg slipper den ikke, før du har sagt mig hver eneste Smule."

"Aa, jeg kan ikke, jeg kan ikke!" Jeg var alt for forpint, og dog gik der Glædesbølger hen over mig. "Min egen Skat", det er Ord, der kan faa én til at bæve af Fryd!

"Evangeline," sagde han strengt, "vil du da svare mig paa dette Spørgsmaal — holder du af mig, eller hader du mig? For, som du meget godt maa vide, elsker jeg dig."

Aa, den vilde Glæde at høre ham sige dette! Hvad havde noget som helst andet i Verden at betyde! Et Øjeblik ringede det for mine Øren, og jeg glemte alt andet end os to. Saa saá jeg pludselig i Tankerne Christopher ventende paa mig, med hans kolde, kyniske Ansigt og Øjne, der flammede af Lidenskab, og Hertugens kritiske, mistænksomme, misbilligende Undersøgelse, og der undslap mig et Smertensskrig som et saaret Dyr.

"Kæreste lille Barn, hvad er der? Tog jeg haardt paa din kære, lille Haand?" udbrød Lord Robert ømt.

"Nej," hviskede jeg, "men jeg kan ikke høre paa Dem. Jeg skal tilbage til Claridges nu, og jeg skal giftes med Hr. Carruthers."

Han slap min Haand, som om den havde stukket ham.

"Du gode Gud! Saa er det sandt," var alt, hvad han sagde.

Jeg saá angstfuld paa ham — hans Ansigt saá graat ud i den hurtigt tiltagende Taage.

"Aa, Robert!" sagde jeg fortvivlet, jeg kunde ikke lade være. "Det er ikke, fordi jeg gerne vil. Jeg — jeg elsker sandsynligvis dig — men jeg maa, der er ikke andet at gøre."

"Er der ikke?" sagde han, medens Livet og Glæden kom tilbage i hans Ansigt. "Tror du, at jeg vil lade Christopher eller nogen anden Mand i Verden faa dig, nu da du har tilstaaet det!!" og heldigvis var der ingen i Nærheden — for han lagde sine Arme om min Hals og trak mig tæt hen til sig og kyssede mig paa Munden.

Aa, hvor Folk vrøvler om Himlen! At sidde paa Skyer og synge Salmer og saadan noget! Der kan ikke findes nogen Himmel, der er halvt saa dejlig som at blive kysset af Robert — jeg var ganske svimmel af Lykke i flere vidunderlige Sekunder, saa vaagnede jeg. Det var alt absolut umuligt, vidste jeg, og jeg maatte ikke tabe Hovedet.

"Nu tilhører du mig," sagde han og lod sin Arm smutte ned om mit Liv; "saa du maa begynde ved Begyndelsen og sige mig alt."

"Nej, nej," sagde jeg og kæmpede svagt for at komme fri, medens jeg var saa glad over, at han holdt saa fast paa mig! "Det er alligevel umuligt, og det gør det kun endnu haardere. Christopher kommer for at besøge mig Klokken fire, og jeg har lovet Lady Ver, at jeg ikke vilde være en Nar, og at jeg vilde gifte mig med ham."

"Pyt med Lady Ver," sagde han roligt, "hvis det er det hele, overlad hende til mig — hun argumenterer aldrig med mig!"

"Det er ikke alene det — jeg — jeg lovede, at jeg ikke vilde lege med Dem —"

"Og det skal du sandelig heller ikke komme til," sagde han, og jeg kunde se et Blik i hans Øjne, da han med Villie misforstod mine Ord, og saa kyssede han mig igen. Aa, jeg holder mere af det end af noget andet i Verden! Hvordan skulde nogen kunne lade være med at tabe Hovedet med Robert ganske tæt ved, gørende Kur paa den Maade.

"Det skal du sandelig aldrig — aldrig," sagde han igen, med et Kys mellem hvert Ord. "Det skal jeg nok passe paa! Din Tid til at lege med Folk er forbi, Mademoiselle! Naar du bliver gift med mig, skal jeg slaas med enhver, der vover at se paa dig!"

"Men jeg bliver aldrig gift med dig, Robert," sagde jeg, skønt jeg, da jeg kun skulde være lykkelig i saa faa Øjeblikke, ikke syntes at det var nødvendigt at flytte mig ud af hans Arme. Hvor jeg var taknemlig imod Taagen! Og over, at der ingen gik forbi! Jeg vil altid elske Taage.

"Jo, du gør," erklærede han med fuldkommen Sikkerhed, "i Løbet af fjorten Dage, antager jeg. Jeg kan ikke og vil ikke have, at du bliver alene hos Claridges. Jeg skal i Eftermiddag bringe dig tilbage til Tante Sophia. Men det kan vi tale om senere. Nu for Øjeblikket vil jeg have, at du skal sige mig, at du elsker mig, og at det gør dig ondt, at du har været saadant et lille Utyske i al denne Tid."

"Jeg vidste det ikke før lige nu — men jeg tror — at jeg sandsynligvis elsker dig, Robert!" sagde jeg.

Han holdt igen min Haand inden i min Muffe og havde den anden Arm om mit Liv. Det var en absolut upassende Opførsel i en Park; som om vi kunde have været Susan Jane og Thomas Augustus, og dog var jeg fuldkommen lykkelig og syntes, at det var den eneste naturlige Maade at sidde paa.

Der kom en Skikkelse til Syne i det Fjerne — vi fo'r fra hinanden.

"Aa," gispede jeg, "vi — du — maa virkelig være anderledes."

Han lænede sig tilbage og lo.

"Du søde Barn! Naa, saa kom, vi vil køre en Tur i en Droske — vi kan vælge en uden Lys indeni. Albert Gate er lige i Nærheden, kom!" Og han rejste sig og tog mig under Armen, han bød mig ikke sin, som i Bøgerne, og trak mig med sig ned ad Vejen.

Jeg er sikker paa, at enhver vilde blive frygtelig forarget over at læse, hvad jeg har skrevet, men ikke saa meget, hvis de kendte Robert og vidste, hvor bedaarende han er. Og hvor bydende og naturlig og ligefrem! Han kløver ikke Haar eller leger med Ord. Jeg havde tilstaaet, at jeg elskede ham, og det var nok for ham!

Medens vi gik alene, forsøgte jeg paa at sige ham, at det var umuligt, at jeg maatte gaa tilbage til Christopher, at Lady Ver vilde synes, at jeg havde brudt mit Ord. Jeg fortalte ham naturligvis ikke om hendes Overenskomst med mig om ham, men han gættede det sandsynligvis, for han havde, endogsaa før vi steg ind i Drosken, begyndt at underkaste mig et Krydsforhør om Grundene til min Opførsel paa Tryland og i Park Street og Operaen. Jeg følte mig som et Barn overfor en stærk Mand og med hvert Øjeblik mere idiotisk lykkelig og forelsket i ham.

Han sagde til Kusken, at han skulde køre til Hammersmith, og saa lagde han igen sin Arm om mit Liv og holdt min Haand, efter først at have trukket Handsken bagvendt af. Det er en stor Zobelskinds Bedstemodermuffe, jeg har, Fru Carruthers Gave paa min sidste Fødselsdag. Den Gang tænkte jeg ikke paa, hvilken bedaarende Brug der vilde blive gjort af den.

"Nu tænker jeg, at vi har nedbrudt alle dine dumme smaa Grunde til at gøre mig ulykkelig," sagde han. "Hvilke andre har du at komme frem med, hvorfor du ikke kan gifte dig med mig om fjorten Dage?"

Jeg tav — jeg vidste ikke, hvorledes jeg skulde sige den — den vigtigste af dem alle.

"Min egen Evangeline," bad han. "Hvorfor vil du gøre os begge ulykkelige — sig mig det i det mindste."

"Din Broder, Hertugen," sagde jeg meget sagte. "Han vil aldrig samtykke i, at du gifter dig med en Person som mig, uden Slægtninge."

Han var tavs i et Sekund, saa sagde han: "Min Broder er en forfærdelig god Fyr, men hans Sind er paavirket af hans Sygdom. Du maa ikke tænke noget ondt om ham — han vil holde af dig, saa snart han ser dig, ligesom alle andre."

"Jeg saá ham i Gaar," sagde jeg.

Robert blev saa forundret.

"Hvor saá du ham?" spurgte han.

Saa fortalte jeg ham, at jeg havde truffet Lady Merrenden, at hun havde indbudt mig til Lunch, og at hun havde elsket Papa, og at Hertugen havde set lige igennem mig med et Udtryk af Mishag.

"Aa, nu ser jeg det hele," sagde Robert og holdt endnu fastere paa mig. "Tante Sophia og jeg er meget gode Venner, véd du nok; hun har altid været, som om hun var min Moder, der døde, da jeg var ganske lille. Jeg fortalte hende om dig, da jeg kom fra Branches, og at jeg straks var blevet dybt forelsket i dig, og jeg sagde, at hun maatte hjælpe mig til at faa dig at se paa Tryland, og det gjorde hun, og saa troede jeg, at du var kommet til ikke at kunne lide mig, og da jeg saa kom tilbage, gættede hun, at jeg var ulykkelig over noget, og dette er hendes første Skridt til at finde ud af, hvorledes hun kan gøre noget for mig — hun er saa kær!"

"Ja, det er hun rigtignok," sagde jeg.

"Naturligvis interesserer hun sig særligt for dig, naar hun har elsket din Fader! Saa det er godt nok, min Skat, hun maa jo vide alt om din Familie, og kan fortælle det til Torquilstone. Vi har ikke noget at frygte!"

"Aa jo, vi har!" sagde jeg. "Jeg kender hele Historien om, hvad der er din Broders svage Side. Lady Ver har fortalt mig det. Det slemme ved Sagen er, at Mama virkelig var en meget ubetydelig Person, hendes Fader og Moder glemte at blive gift, og skønt Mama var yndig og var blevet udmærket opdraget af to gamle Damer i Brighton, var det en Vanære for Papa at gifte sig med hende — det har Fru Carruthers ofte forhaanet mig med!"

"Min egen lille Pige!" sagde han og begyndte igen at kysse mig, saa jeg slet ikke kunde samle mine Tanker til at gaa videre med det, jeg var ved at sige. Vi var begge to saa dumme — hvis det er dumt at være vanvittig vildt lykkelig — og glemme alt andet i Verden.

"Jeg vil gaa lige til Tante Sophia nu, naar jeg har bragt dig tilbage til Claridges," sagde han lidt efter, da vi blev lidt roligere.

"Hvad er Klokken?" spurgte jeg.

Han tændte en Tændstik og saá paa sit Ur.

"Ti Minutter over fem," udbrød han.

"Og Christopher skulde komme Klokken fire," sagde jeg, "og hvis du ikke tilfældigvis havde mødt mig i Parken, vilde jeg nu have været forlovet med ham og sandsynligvis have forsøgt paa at udholde, at han kyssede mig."

"Min Gud!" sagde Robert rasende, "jeg bliver vanvittig af at tænke paa det," og et Øjeblik holdt han saa fast paa mig, at jeg knap kunde aande.

"Du faar aldrig i Verden nogensinde nogen andens Kys, det siger jeg dig," sagde han gennem Tænderne.

"Jeg — jeg vil heller ikke have dem," hviskede jeg og krøb tættere ind til ham; "og jeg har aldrig faaet nogen, aldrig af andre end dig, Robert."

"Min Elskede," sagde han, "hvor jeg er glad for det!"

Hvis jeg vilde, kunde jeg naturligvis blive ved med at skrive Side op og Side ned om alt, hvad vi sagde til hinanden, men det vilde, endogsaa naar jeg selv læste det, lyde som saadan noget Vrøvl, at jeg ikke vil det, og jeg kunde ikke gengive Klangen af Roberts Stemme eller hans bedaarende Væsen — ømt og tilbedende og bydende. Det maatte altsammen blive i mit Hjerte; men det var, som om en Fé var gaaet forbi med sin Tryllevaand og havde sagt, "Du skal blomstre", til et Træ midt om Vinteren. En Mængde Følelser, som jeg aldrig havde drømt om, gennemstrømmede mig — alle min Sjæls Sluser syntes at aabne sig for en Strøm af Kærlighed og Glæde. Medens vi var sammen, syntes intet at have noget at sige — alle Skranker smeltede bort.

Skæbnen vilde sikkert være god imod et Par Elskende som os.

Vi kom tilbage til Claridges Klokken omtrent seks, og Robert vilde ikke lade mig gaa op i min Dagligstue, før han havde forvisset sig om, at Christopher var gaaet.

Jo, han havde været der Klokken fire, opdagede vi, og havde ventet i tyve Minutter, derpaa var han gaaet og havde sagt, at han kom igen Klokken halv syv.

"Saa maa du skrive et Brev til ham og lade Portieren give ham det og sige, at du er forlovet med mig, og ikke kan tage imod ham," sagde Robert.

"Nej, det kan jeg ikke gøre — jeg er ikke forlovet med dig, og kan ikke være det, før din Familie har givet sit Samtykke og er venlige imod mig," sagde jeg.

"Min egen Skat," stammede han, og hans Stemme skælvede af Sindsbevægelse, "der er Kærlighed mellem dig og mig, den er vort Liv — hvordan det end gaar, hvordan min Familie end tager det, skal intet skille dig fra mig eller mig fra dig, det sværger jeg paa. Skriv til Christopher."

Jeg satte mig ved Bordet i Vestibulen og skrev:

"Kære Hr. Carruthers! Det gør mig ondt, at jeg var ude," saa bed jeg i Penneskaftet. "Kom ikke og besøg mig i Aften. Om et Par Dage skal jeg sige Dem hvorfor.

Deres hengivne Evangeline Travers."

"Er det godt?" spurgte jeg og rakte det til Robert, medens jeg skrev udenpaa Konvolutten.

"Ja," sagde han og ventede, medens jeg forseglede det og gav det til Portieren. Saa trykkede han ubemærket min Haand og forlod mig for at gaa til Lady Merrenden.

Jeg er kommet op i min lille Dagligstue som et andet Menneske. Hele Verden drejer sig for mig om en anden Akse, og alt det i et Tidsrum af tre korte Timer.

Claridges. Søndag Aften den 27. Novbr.

Sent i Aften, da jeg havde lukket min Dagbog, fik jeg et Brev fra Robert. Jeg var lige begyndt at spise til Middag.

Jeg rev det op, inden i det laa der et andet, jeg ventede ikke for at se fra hvem, jeg var alt for ivrig efter at læse hans. Jeg klistrer det ind her.

"Carlton House Terrace.

Min egen Evangeline!

Jeg har haft en lang Samtale med Tante Sophia, og hun er saa sød og god som vel muligt, men hun er bange for, at Torquilstone vil være lidt vanskelig (det bryder jeg mig ikke om, intet skal skille os ad nu). Hun beder mig om ikke at gaa hen og besøge dig i Aften, da hun tror, at det er bedre for dig, at jeg ikke kommer til Hotellet saa sent. Læs hendes Brev, og du skal se, hvor sød hun er. Jeg kommer i Morgen, saa snart jeg er færdig med Tjenesten, omtrent Klokken tolv. Pas godt paa dig selv! Hvilken Forskel paa i Aften og i Aftes! Jeg var saa forfærdelig ulykkelig og rastløs — og i Aften! Du kan nok gætte det! Jeg er ikke halvt god nok til dig, min yndige, smukke Dronning — men jeg tror, jeg véd, hvorledes jeg skal gøre dig lykkelig. Jeg elsker dig! Godnat, min egen.

Robert."

"Send mig et Par Ord med min Tjener, jeg har sagt, at han skulde vente."

Jeg har aldrig før faaet et Kærlighedsbrev. Hvor det var vidunderligt! Og jeg bævede af Henrykkelse over det! Nu kan jeg naturligvis indse, at jeg hele Tiden har været frygtelig forelsket i Robert, men jeg vidste det ikke rigtigt! Jeg faldt hen i en Slags lyksalig Drøm, og saa tog jeg mig sammen for at læse Lady Merrendens Brev. Jeg sætter ikke hendes ind i Bogen, det fylder alt for meget, og jeg kan ikke lukke Laasen — det er et meget sødt lille Brev, hun siger, at Robert har fortalt hende Nyheden, og at hun er beredt til at tage imod mig som sin kæreste Nièce, og at gøre alt, hvad hun kan for os. Hun haaber, at jeg ikke vil synes, at hun er kedelig og gammeldags, fordi hun har sagt, at Robert hellere ikke maa se mig mere i Aften, og hvis det ikke er mig ubelejligt, vil hun selv komme i Morgen Formiddag og tale om, hvad der er bedst at gøre.

Véronique sagde, at Lord Roberts Tjener ventede udenfor Døren, saa jeg fløj hen til mit Bord og begyndte at skrive. Min Haand rystede, saa jeg slog en Klat, og jeg maatte rive det Ark itu, saa skrev jeg et andet. Blot et Par Ord. Jeg var forskrækket; jeg kunde ikke sige kærlige Ting i et Brev, jeg havde ikke engang sagt mange til ham — endnu.

"Jeg blev glad for dit Brev," begyndte jeg, "jeg synes, at Lady Merrenden har Ret. Jeg vil være hjemme Klokken tolv og være meget glad ved at se dig." Jeg vilde gerne have sagt, at jeg elskede ham, og at jeg syntes, der var meget længe til Klokken tolv, men saadan noget kan man naturligvis ikke skrive — saa endte jeg blot med "en kærlig Hilsen fra Evangeline".

Saa læste jeg det igennem, og det lød affektert og dumt — men med Tjeneren ventende der ude i Gangen og Véronique vimsende ud og ind af mit Soveværelse og Tjeneren, der bragte min Middag op, kunde jeg ikke blive ved med at rive Breve itu og skrive andre, det saá alt for forvirret ud, saa det blev puttet i en Konvolut. Saa tog jeg i et af de Sekunder, hvor jeg var alene, en Viol fra en Buket paa Bordet og puttede den i med. Gud véd, om han vil synes, at det er sentimentalt af mig! Da jeg havde skrevet Navnet, havde jeg ingen Anelse om, hvortil jeg skulde adressere det. Hans var skrevet fra Carlton House Terrace, men dèr var han øjensynlig ikke nu, da hans egen Tjener havde bragt det. Jeg følte mig saa nervøs og urolig, det var alt for latterligt — jeg er i Reglen meget rolig. Jeg kaldte paa Tjeneren og spurgte ham, hvor Hans Herlighed var nu? Jeg kunde ikke lide at sige, at jeg ikke vidste, hvor han boede.

"Hans Herlighed er i Vavasour House, Frøken," sagde han ærbødigt, men med den svageste Skygge af Forbavselse over, at jeg ikke vidste det. "Hans Herlighed spiser hjemme i Aften sammen med Hans Naade."

Jeg skrev et Brev til Lady Merrenden — det vilde glæde mig meget at se hende om Formiddagen, paa hvilken som helst Tid der passede hende bedst. Jeg vilde slet ikke gaa ud, og jeg takkede hende. Det var meget lettere at skrive til hende end til Robert.

Da jeg blev alene, kunde jeg ikke spise. Véronique kom ind for at forsøge paa at overtale mig. Jeg saá saa bleg ud, sagde hun, hun var bange for, at jeg var blevet forkølet, hun var i en af sine "gamle Moder" Sindsstemninger, hvor hun sommetider opgiver tredie Person og kalder mig "mon enfant".

"Aa, Véronique, jeg er ikke blevet forkølet, jeg er kun vildt lykkelig!" sagde jeg.

"Mademoiselle er uden Tvivl fiancé med Hr. Carruthers. Oh! mon enfant adorée," udbrød hun, "que je suis contente!"

"Gud bevares, nej!" udbrød jeg. Dette fik mig til med Forfærdelse at tænke paa Christopher. Hvad vilde han sige, naar han hørte det?

"Nej, Véronique, med én, der er meget bedre — Lord Robert Vavasour."

Véronique var frygtelig interesseret — hun vilde have foretrukket Hr. Carruthers, indrømmede hun, han var mere solid — mere rangé — plus à fin de ses bêtises, men uden Tvivl var "Milor" ogsaa indtagende, og saa vilde Mademoiselle ganske sikkert en Gang blive Duchesse. Hvad Slags Krone vilde Mademoiselle imidlertid have paa sit Udstyr?

Jeg var nødt til at forklare hende, at jeg ikke skulde have nogen Krone — eller noget Udstyr for ubestemt Tid, da intet endnu var afgjort. Det dæmpede hende lidt.

"Un frère de duc et pas de couronne!" Efter at have været syv Aar i England var hun endnu ikke i Stand til at forstaa disse underlige Sædvaner, sagde hun.

Hun vilde endelig putte mig i Seng lige efter Middag — "for at være smukkere for 'Milor' demain!" og saa, da hun havde pakket mig ind og var ved at slukke Lyset midt i Stuen, saá hun sig tilbage. "Mademoiselle er alt for smuk saaledes," sagde hun, som om det slap hende ud af Munden — "Mon Dieu! il ne s'embêtera pas, le Monsieur!"

Claridges. Mandag Morgen.

Jeg kan ikke begribe, hvorledes jeg levede, før jeg traf Robert. Jeg gad vide, hvad Nytte Dagene var til. Og Gud véd, Gud véd, om jeg, hvis Hertugen bliver ved med at være halsstarrig med Hensyn til mig, nogensinde kan faa Sjælsstyrke nok til at skilles fra ham for ikke at ødelægge hans Fremtid.

Det er saa kort Tid siden — endnu ikke fire Uger — at jeg endnu var paa Branches og spekulerede paa, hvad der fik Uret til at gaa rundt — Livets store Urværk.

Aa, nu véd jeg det! Det er at være forelsket — frygtelig forelsket, som vi er det. Men jeg maa forsøge paa ikke at tabe Hovedet og huske alle Lady Vers Bemærkninger om Ting og Mænd. De er allesammen Kamphaner, og de maa aldrig føle sig ganske sikre. Det vil blive frygtelig vanskeligt at drille Robert, fordi han er saa ligefrem og naturlig; men jeg maa vel prøve det. Maaske er det nok til at plage Robert, at jeg er saa køn, som jeg er, og at alle de mandlige Væsener ser paa mig med Interesse, saa jeg ikke selv behøver at være kedelig. Det haaber jeg, for jeg elsker ham virkelig saa højt, at jeg gerne vil være naturlig og være saa elskværdig som muligt.

Jeg gør alt det, som jeg før fandt fuldkommen dumt, naar jeg hørte om det. Jeg kyssede hans Brev og sov med det paa Puden ved Siden af mig, og i Morges vaagnede jeg Klokken seks og tændte det elektriske Lys for at læse det igen. Der er enkelte Steder, hvor Ordene er helt udviskede, det er dèr, hvor jeg har kysset mest!

Jeg synes at være ufølsom for alt andet. Jeg er ligeglad, om Lady Ver er vred eller ikke. Jeg har handlet ærligt. Hun kunde ikke vente, at jeg skulde handle anderledes, naar Robert havde sagt rent ud, at han elskede mig. Men jeg er sikker paa, at hun alligevel bliver vred over det, og sandsynligvis lidt ondskabsfuld.

Jeg vil simpelthen skrive Sandheden til hende om et Par Dage, naar vi ser, hvordan det gaar. Hun gætter det maaske, fordi Robert ikke kommer til Sedgwick.

Claridges. Mandag Eftermiddag.

Klokken halv tolv i Formiddags kom Lady Merrenden, og Stuen var fuld af Blomster, som Robert havde sendt — Masser af Violer og Roser. Hun kyssede mig og holdt mig et Øjeblik tæt ind til sig, og vi talte ikke. Saa sagde hun med en Stemme, der skælvede lidt:

"Jeg holder saa meget af Robert — næsten som om han var mit eget Barn — at jeg gerne vil have, at han skal være lykkelig, og De ogsaa, Evangeline — det maa jeg nok kalde Dem, ikke sandt?"

Jeg trykkede hendes Haand.

"De er Genklangen af min egen Ungdom, da jeg ogsaa kendte Kærlighedens vilde Foraarstid. Og jeg behøver ikke at sige, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for jer begge."

Saa talte og talte vi.

"Jeg maa tilstaa," sagde hun til sidst, "at jeg var forud indtaget til Gunst for Dem for Deres kære Faders Skyld, men i alt Fald er min Mening om Roberts Dømmekraft saa høj, at jeg vilde have været beredt til at finde Dem indtagende uden det. Han har de sjældneste Egenskaber, han er den mest trofaste, mest uplettede Sjæl i denne Verden."

"Jeg siger ikke," vedblev hun, "at han ikke er akkurat som de andre unge Mænd paa hans Alder og i hans Samfundsklasse; han er intet Dydsmønster, hvilket ingen kan være, som er menneskelig og lever i Verden. Og jeg er vis paa, at venlige Venner vil fortælle Dem Historier om Skuespillerinder og andre Adspredelser, men jeg, som kender ham, siger Dem, at De har vundet den bedste og største Skat i Verden."

"Aa, det er jeg sikker paa!" sagde jeg. "Jeg véd ikke, hvorfor han holder saa meget af mig, han har set mig saa lidt, men det begyndte lige fra det første Minut hos os begge, tror jeg. Han har saadan en smuk Skikkelse."

Hun lo. Saa spurgte hun mig, om hun havde Ret i at antage, at alle disse Genvordigheder, som vi havde haft, var Lady Vers Værk. "De behøver ikke at svare, kære Barn," sagde hun. "Jeg kender Janthe — hun er selv forelsket i Robert, hun kan ikke gøre ved det; hun mener ikke noget ondt, men hun faar ofte den Slags Anfald, og de gaar over. Jeg tror, at hun i Virkeligheden holder meget af Sir Charles."

"Ja—a—a," sagde jeg.

"Det er en underlig Verden, vi lever i, Barn," fortsatte hun, "og sand Kærlighed og Overensstemmelse i Karakter er saa sjældent forenede, men efter hvad jeg kan dømme, ejer De og Robert dem."

"Aa, hvor jeg er glad over, at De siger det!" udbrød jeg. "De tror altsaa ikke, at jeg maa være slet paa Grund af mine Farver?"

"Hvilken latterlig Idé, De søde Barn!" sagde hun og lo. "Hvem har sagt det til Dem?"

"Det sagde Fru Carruthers — og — og — de gamle Herrer, og selv Hr. Carruthers hentydede til, at jeg sandsynligvis havde nogle underlige Egenskaber. Men De tror nok, at jeg er i Stand til at være temmelig god, ikke sandt?"

Jeg kunde se, at hun morede sig, men jeg var alvorlig.

"Jeg tror, at De sandsynligvis kunde være blevet lidt slem, hvis De var blevet gift med en Mand som Hr. Carruthers," sagde hun smilende; "men med Robert er jeg sikker paa, at De bliver god. Han vil aldrig forlade Dem et Øjeblik, og han vil elske Dem saa højt, at De ikke vil faa Tid til noget andet."

"Aa, det er det, jeg vil kunne lide — at blive elsket," sagde jeg.

"Jeg tror, at alle Kvinder kan lide det," sukkede hun. "Vi kunde allesammen være gode, hvis den Person, som vi elsker, blev ved med at være demonstrativ. Det er den kolde, dagligdags Hengivenhed, der dræber Kærligheden og faar én til at se efter den andre Steder for at finde den igen."

Saa talte vi om Mulighederne med Hertugen. Jeg sagde hende, at jeg kendte hans toquade, og hun kendte naturligvis fuldt ud Mamas Historie.

"Jeg maa sige Dem, kære Barn, at jeg er bange for, at han bliver vanskelig," sagde hun. "Han er en underlig fordomsfuld Person, og meget halstarrig, og han tilbeder Robert, som vi alle gør det."

Jeg vilde ikke spørge, om Hertugen havde fattet Uvillie imod mig, for jeg vidste, at han havde det.

"Jeg indbød Dem med Villie til at møde ham i Lørdags," vedblev hun. "Jeg var sikker paa, at Deres Ynde vilde gøre Indtryk paa ham, ligesom paa mig og min Mand — men nu spekulerer jeg paa, om det maaske ikke havde været bedre at vente. Han sagde, da De var gaaet, at De var meget for smuk for en Families Fred, og han beklagede Hr. Carruthers, hvis han blev gift med Dem! Det er ikke min Mening at saare Dem, Barn, jeg siger Dem kun alt, for at vi kan tale om, hvad der er bedst at gøre."

"Ja, det véd jeg," sagde jeg, og jeg trykkede igen hendes Haand, hun stikker ikke Kløerne frem som Lady Ver.

"Hvor vidste han noget om Hr. Carruthers?" spurgte jeg, "eller om mig — eller om nogenting?"

Hun saá skamfuld ud.

"Man kan aldrig sige, hvor han hører noget fra. Han interesserede sig uhyre for at træffe Dem, og han syntes at kende mere til Sagen end jeg. Jeg er næsten bange for, at han maa faa sine Oplysninger fra Tjenestefolkene."

"Aa, viser det ikke Stuepigen i ham, stakkels Menneske!" sagde jeg. "Saa kan han ikke gøre ved det, ikke mere end jeg kunde gøre ved, at jeg græd i Gaar i Parken, medens Robert saá paa det. Naturligvis kunde ingen af os have gjort den Slags Ting, hvis det ikke var for den Plet paa vor Oprindelse, men heldigvis var min ikke en Stuepige, og den var én Generation længere tilbage, saa det er ikke sandsynligt, at jeg skulde gøre den Slags Ting."

Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo.

"De sælsomme, sælsomme Barn, Evangeline," sagde hun.

Saa var Klokken akkurat tolv, og Robert kom.

Aa! man taler om Hjertebanken. Hvis mit Hjerte skal blive ved med at hoppe saaledes, hver Gang Robert træder ind i Stuen, saa faar jeg en Hjertesygdom, før der er gaaet et Aar.

Han saá saa indtagende ud, han var i almindelig Formiddagsdragt, og hans Ansigt straalede, og hans Øjne skinnede som blaa Stjerner.

Vi opførte os pænt; han kyssede kun min Haand, og Lady Merrenden saá hen paa Uret imedens. Hun har Takt!

"Er min Evangeline ikke yndig, Tante Sophia?" sagde han. "Og elsker du ikke hendes røde Haar?"

"Det er meget smukt," sagde Lady Merrenden.

"Naar du gaar fra os, vil jeg tage det hele ned," og han hviskede: "Min egen Skat, jeg elsker dig," saa tæt, at hans Læber rørte ved mit Øre, medens han lod, som om han ingenting gjorde! Jeg siger igen, Robert har et Væsen, som kunde fortrylle en Stenstøtte.

"Hvordan var Torquilstone i Aftes?" spurgte Lady Merrenden. "Og fortalte du ham noget?"

"Ikke et Ord," svarede Robert. "Jeg vil vente og raadføre mig med jer begge om, hvad der vilde være det bedste. Skal jeg gaa til ham straks, eller skal vi igen lade ham træffe min Evangeline og lade hende fortrylle ham, som hun er nødt til, og saa sige ham det?"

"Nej, sig det rent ud!" udbrød jeg, da jeg huskede hans Tilbøjelighed til at tale med Tjenestefolkene, og at Véronique vidste det. "Saa kan han aldrig nogensinde sige, at vi har narret ham."

"Det synes jeg ogsaa," sagde Robert.

"Tag du Evangeline med hjem til Lunch, Tante Sophia, saa vil jeg gaa hjem og spise sammen med ham og sige ham det, og saa bagefter komme til dig."

"Ja, det vil være det bedste," og det blev bestemt, at hun skulde komme igen og hente mig om en Time, naar Robert skulde gaa hjem til Vavasour House. Han fulgte hende ud til Elevatoren og kom saa tilbage.

Nej — ikke engang i denne lukkede Bog vil jeg skrive om den Time — den var for guddommelig. Hvis jeg havde syntes, at det var Himlen at sidde i Parken, saa véd jeg nu, at der er Grader af Himlen, og at Robert underviser mig op imod den syvende.

Mandag Eftermiddag (fortsat).

Jeg glemte at sige, at der kom et Brev fra Christopher med Morgenposten — det fik mig til at le, da jeg læste det, saa glemte jeg det igen, men da Lady Merrenden kom tilbage efter mig, og vi var mere eller mindre fornuftige igen — Robert og jeg — tænkte jeg paa det; og det gjorde han tilsyneladende ogsaa.

"Har du tilfældigvis hørt fra Christopher, om han har faaet dit Brev fra i Gaar Aftes eller ikke?" spurgte han.

Jeg gik og hentede det fra mit Soveværelse, da jeg tog min Hat paa. Robert læste højt:

"Travellers" Klub, Søndag Aften.

"Souvent femme varie, fol qui se fie!" Jeg haaber, at De har fundet Deres Variation Umagen værd.

"C. C."

"Pokkers uforskammet!" sagde han paa sin gamle Maade; han havde ikke benyttet noget "Krydderi paa Samtalen", siden vi blev — aa, jeg vil saa gerne sige det — forlovede!

"Vær forsigtig, kære Evangeline," sagde Lady Merrenden muntert, "ellers knækker Robert Halsen paa enhver Mand paa Gaden, der blot ser paa Dem! Han er vanvittigt skinsyg."

"Ja, det véd jeg, at jeg er," sagde Robert, medens han rettede paa mit Slips med den ugenerte Besiddermine, som jeg holder saa meget af.

Nu tilhører jeg ham, og hvis mit Slips ikke sidder saaledes, som han kan lide det, har han fuldkommen Ret til at binde det om! Lige meget, hvem der er til Stede! Det er hans Mening, ikke Spor af Ceremoni eller Vrøvl, alting ganske ligefremt og naturligt!

Det gør det hele saa behageligt. Da jeg var "Frøken Travers" og han "Lord Robert", var han altid ærbødig og ikke familiær — undtagen den ene Aften, da han var saa rasende, at han kneb mig i Fingeren! Men nu, da jeg er hans Evangeline og han min Robert (saaledes forklarede han mig det i en af vore Paradistimer), er jeg hans Dronning og hans Elskede — men paa samme Tid hans Ejendom, akkurat som hans Ur og hans Frakke. Jeg elsker det, og det gør mig ikke en Smule "overlegen", som man skulde have troet.

"Kom nu, Børn!" sagde Lady Merrenden til sidst, "ellers kommer vi for sent!"

Saa tog vi af Sted, og vi satte Robert af paa Vejen, ved Vavasour House. Det er et pragtfuldt Sted, nede i en af de Sidegader, der vender ud til Green Park, og der er en lille Have paa den Side. Jeg har aldrig før været nede ved den lille Plads, hvor det ligger, men enhver kan naturligvis se dets pragtfulde Façade fra St. James' Park, skønt jeg aldrig har vidst, at det var Vavasour House.

"God Lykke," hviskede Lady Merrenden, da Robert steg ud, og saa kørte vi videre.

Der var flere forskellige Mennesker til Lunch paa Carlton House Terrace, et Par Ministre og en berømt Romanforfatter og en stor Portrætmaler, foruden to eller tre yndige Kvinder, den ene var smuk og fiks som Lady Ver, den anden saá mere almindelig ud, men havde et saa elskværdigt Væsen. Der var ingen rigtigt gammeldags Personer som Montgomeries. Vi fik en dejlig Lunch, og jeg gjorde mig Umage for at være elskværdig og gøre mit bedste for at behage min kære Værtinde. Da de alle var gaaet, tror jeg, at vi begge begyndte at blive nervøse og længes efter, at Robert skulde komme. Saa talte vi om Gæsterne.

"Det morer min Mand at se flere forskellige Slags Mennesker," sagde hun, "men vi havde ikke noget videre interessant i Dag, maa jeg tilstaa — skønt sommetider keder Forfatterne og Forfatterinderne mig — og de er ofte meget skuffende, man bryder sig ikke mere om at læse deres Bøger, naar man har set dem."

Jeg sagde, at det vilde jeg gerne tro.

"Jeg bryder mig ikke meget om knoppende Genier," fortsatte hun, "jeg foretrækker at vente, indtil de er blevet til noget — lige meget hvorledes deres Oprindelse er — saa har de paa Vejen opad erhvervet sig en vis ydre Opdragelse, og de støder ikke én saa meget. Merrenden forstaar udmærket at bedømme den menneskelige Natur, og Forandring morer ham. Hvis jeg var overladt til mig selv, er jeg bange for, at jeg vilde være tilfreds med mindre begavede Mennesker, som simpelt hen hørte til min egen Verden."

I alt, hvad hun siger, kan man mærke, hvorledes hun tænker paa og tager Hensyn til Lord Merrenden og hans Ønsker og Smag.

"Jeg synes altid, at det er saa grusomt imod ham, at vi ingen Børn har," sagde hun; "Titlen uddør med ham, saa jeg maa gøre ham saa lykkelig, som jeg kan."

Hvilken god og retfærdig Kvinde.

Til sidst talte vi om Robert, og hun fortalte mig Historier fra hans Drengetid, morsomme Etonhistorier og senere Bedrifter. Og om, hvor modig og prægtig han havde været i Krigen; og om, hvorledes Folkene paa Torquilstone allesammen elskede ham; og om hans Popularitet og Indflydelse hos dem. "De maa faa ham til at gaa ind i Parlamentet," sagde hun.

Saa kom Robert ind i Stuen. Aa, hans kære Ansigt talte, der behøvedes ingen Ord! Man kunde se, at Hertugen havde været haardhjertet.

"Naa?" sagde Lady Merrenden.

Robert kom lige over til mig og tog mit Ansigt i begge sine Hænder. "Min egen Elskede," sagde han, "frem for alt vil jeg have, at du skal vide, at jeg elsker dig højere end alt andet i Verden, og at intet kan gøre nogen Forskel," og han kyssede mig lige for Øjnene af sin Tante. Hans Stemme var saa bevæget — og jeg véd, at vi alle havde en lille Klump i Halsen; saa stillede han sig foran os, men han holdt mig i Haanden.

"Torquilstone var rædsom, kan jeg se," sagde Lady Merrenden. "Hvad sagde han, Robert — sig os alt? Evangeline ønsker det ogsaa, er jeg sikker paa, lige saa vel som jeg."

Robert saá meget bleg og alvorlig ud, man kan se, hvor bestemt hans Mund i Virkeligheden er, og hvor faste hans kære, blaa Øjne.

"Jeg sagde til ham, at jeg elskede Evangeline, som jeg havde forstaaet, at han havde truffet i Gaar, og at det var min Hensigt at gifte mig med hende —"

"Og han svarede?" spurgte Lady Merrenden aandeløst.

Jeg holdt kun fastere paa Roberts Haand.

"Han bandede som en Matros og satte sit Glas saa haardt ned paa Bordet, at det knustes — en modbydelig Hidsighed — jeg skammede mig over ham. Saa sagde han, aldrig, saa længe han levede og kunde forhindre det — og at han havde hørt noget om min Bedaarelse, og da jeg ikke plejede at have det paa den Maade, havde han undersøgt Sagen og fundet, at Familien var højst utilfredsstillende. Saa var han kommet her i Gaar i det Øjemed at se dig — min Skat, og han havde dømt for sig selv. Pigen var en "djævelsk Skønhed" (hans Ord, ikke mine) med de uartigste, mest udfordrende Øjne og en Mund — Nej, jeg kan ikke sige Resten, og det gør mig for rasende!" og Roberts Øjne lynede.

Lady Merrenden rejste sig fra sin Stol og kom hen og tog min anden Haand. Jeg følte mig, som om jeg ikke kunde staa høj og rank nok.

"Kort og godt, han har absolut nægtet at have noget at gøre med Sagen; han siger, at jeg skal ikke vente noget mere fra ham, og vi er skilt fra hinanden for bestandig!"

"Aa, Robert!" udbrød Lady Merrenden forfærdet.

Robert lagde sine Arme omkring mig, og hans Ansigtsudtryk forandredes til straalende Glæde.

"Naa, det bryder jeg mig ikke om — hvad har det at sige! Nogle faa Ejendomme og Tusinder i en dunkel Fremtid — Tabet af dem er ingenting for mig, naar jeg blot har min Evangeline nu."

"Men, kæreste Robert," sagde Lady Merrenden, "du kan umuligt leve uden det, han giver dig, hvad har du selv? Omtrent atten Hundrede Pund om Aaret, antager jeg, og du véd, min egen Dreng, at du ofte har Gæld. Han betalte fem Tusind Pund for dig sidste Paaske. Aa, hvad skal vi gøre?" og hun slog sine Hænder sammen.

Jeg følte mig, som om jeg var blevet til Sten. Skulde al denne guddommelige Lykke smutte ud af mine Hænder? Ja, det saá ud til det, for jeg kunde aldrig slæbe Robert ind i Fattigdom og ødelægge hans Fremtid.

"Han kan ikke berøve dig Torquilstone og disse Tusinder af Tønder Land, som næsten intet indbringer, men uheldigvis kan han disponere over Ejendommene i London. Aa, jeg maa gaa hen og tale med ham!"

"Nej!" sagde Robert. "Det vilde ikke være til den mindste Nytte, og det vil se ud, som om vi vilde bede ham om noget." Hans Ansigt var blevet saa inderlig bedrøvet, da Lady Merrenden talte om hans Penge.

"Elskede!" sagde han med brudt Stemme. "Nej, det er sandt, det vilde ikke være rigtigt at gøre dig til Tigger. Jeg vilde være en Slyngel, hvis jeg bad dig om det. Vi maa se at finde paa en Maade at blødgøre min Broder paa!"

Saa talte jeg.

"Robert," sagde jeg, "hvis du kun var John Smith, vilde jeg sige, at jeg gerne vilde bo med dig i en Hytte, eller endogsaa i en mørk Gyde — men det er du ikke, og jeg vilde ikke for alt i Verden drage dig ned, ud af det, der er din Stilling i Livet — det vilde være en daarlig Kærlighed. Hvis alt slaar fejl, maa vi skilles, og du maa glemme mig."

Han tog mig i sine Arme, og vi hørte Døren blive lukket. Lady Merrenden havde ladet os være alene. Den næste halve Time var fuld af Kval og guddommelig Lykke paa samme Tid.

"Jeg vil aldrig glemme dig, og aldrig i Verden vil jeg tage en anden Kvinde, det sværger jeg ved Gud," sagde han til sidst. "Hvis vi maa skilles, er al Glæde i Livet forbi for mig."

"Og for mig ogsaa, Robert!"

Vi gav hinanden de lidenskabeligste Kærlighedsløfter, men jeg vil ikke skrive dem her, der er en anden lukket Bog, i hvilken jeg gemmer dem — min Sjæls Bog.

"Vilde det være til nogen som helst Nytte, hvis Oberst Tom Carden talte med ham?" spurgte jeg. "Han var min Faders Forlover ved hans Bryllup, og han véd alt, hvad man kan faa at vide om stakkels Mama, og tror du ikke, da Mamas Fader var Lord Brandreth, et meget gammelt Baroni, tror jeg det er — aa! kan det gøre saa stor en Forskel paa Børnene, at deres Forældre ikke har gennemgaaet Bryllupsceremonien? Jeg — jeg — jeg véd ikke meget om den Slags Ting!"

"Min søde Skat!" sagde Robert, og trods al vor Sorg smilede han og kyssede mig, "min søde, søde Evangeline."

"Men kender Hertugen alle Enkelthederne ved Historien," spurgte jeg, da jeg kunde tale — det kan man ikke, naar man bliver kysset.

"Hver en Smule, lader det til. Han siger, han vil ikke diskutere den Sag, jeg maa vide, at det er nok, da jeg altid har kendt hans Synspunkter, men hvis det ikke er tilstrækkeligt, er din vilde, ryggesløse Skønhed det. Du vilde ikke være mig tro i et Aar, sagde han. Jeg kunde neppe afholde mig fra at dræbe ham, da han kastede mig det i Ansigtet."

Jeg følte, at jeg blev hidsig. Hvor frygteligt uretfærdigt — hvor grusomt. Jeg gik hen og saá mig i Spejlet — et stort Spejl, der hang mellem Vinduerne — og trak Robert med mig.

"Aa! sig mig, sig mig, hvad det er. Ser jeg saa slem ud? Det er sikkert en Forbandelse, der hviler paa mig!"

"Naturligvis ser du ikke slem ud, min egen Evangeline!" udbrød Robert. "Du er fuldkommen smuk — en slank, statelig, vidunderlig Tigerlillie — men — men — du ser ikke kold ud — og det er dit røde Haar og disse bedaarende grønne Øjne og din yndige, hvide Hud og sorte Øjenvipper, der, der — aa! du véd det nok, du søde! Du ser ikke ud som Mælk og Brød, du er fuldkommen attraaværdig, og du kunde faa enhver Mands Hjerte til at banke."

Jeg tænkte paa den Aften til "Carmen".

"Ja, jeg er ond," sagde jeg, "men jeg vil aldrig være det mere — kun akkurat nok til altid at faa dig til at elske mig, for Lady Ver siger, at Sikkerhed faar Mænd til at gabe. Men selv slette Mennesker kan elske med en stor, stor Kærlighed, og det kan gøre dem gode. Hvis han blot vidste, hvor højt jeg elsker dig, Robert, er jeg sikker paa, at han vilde være god imod os."

"Men hvorledes skal vi sige ham det?"

Saa fik jeg pludselig en Tanke, der fyldte mig med en voldsom Spænding.

"Vil du lade være med at gøre noget før i Morgen?" sagde jeg. "Jeg har en Idé, som jeg ikke vil sige til nogen. Lad os gaa tilbage til Claridges nu, og kom ikke og besøg mig igen, før i Morgen Klokken tolv. Hvis det saa er mislykket, vil vi sige Farvel. Det er en fortvivlet Chance!"

"Og du vil ikke sige mig, hvad det er?"

"Nej — stol paa mig — husk paa, det er mit saa vel som dit Liv, det gælder om."

"Min Dronning!" sagde han. "Ja, jeg vil gøre det, eller hvad som helst andet du ønsker, kun aldrig, aldrig sige Farvel. Naar alt kommer til alt er jeg dog en Mand, og jeg har mange indflydelsesrige Slægtninge. Jeg kan bestille andet i Livet end netop at være Garderofficer, og vi skal faa Penge nok til at leve lykkeligt af — selv om vi ikke bliver meget rige. Jeg vil aldrig sige Farvel — hører du. Lov mig, at du heller aldrig vil det."

Jeg tav.

"Evangeline, Elskede!" udbrød han angstfuld med Øjenbrynene helt oppe paa den gamle Maade, medens to store Taarer kom op i hans smukke Øjne. "Min Gud! vil du ikke svare?"

"Jo, jeg vil!" sagde jeg, og jeg kastede mit Forbehold ud for alle Vinde og slyngede mine Arme lidenskabeligt om hans Hals.

"Jeg elsker dig med mit Hjerte og min Sjæl, og jeg beder til Gud, at vi aldrig maa komme til at sige Farvel."

Da jeg kom tilbage til Claridges, følte jeg mig for første Gang i mit Liv lidt svag. Lady Merrenden havde selv kørt mig dertil, og havde forladt mig med alle mulige Forsikringer om sin Kærlighed og Hengivenhed for os begge. Jeg havde sagt Farvel til Robert paa Carlton House Terrace.

Ingen af dem kender mig — helt — eller véd, hvad jeg kan og vil gøre.

Claridges. Mandag Aften.

Jeg følte, at jeg for at udføre min Plan maatte berolige mit Sind lidt, saa skrev jeg i min Dagbog, og det gjorde mig roligere.

Af alt, hvad jeg var sikker paa i Verden, var jeg mest sikker paa, at jeg elskede Robert meget for højt til at ville skade hans Fremtidsudsigter. Paa den anden Side var det alt for grusomt imod os begge at kaste ham bort uden Kamp. Selv om Mamas Moder var af tarvelig Herkomst, var hele Resten af min Familie prægtige gamle Kæmper og Gentlemen, og jeg bad til deres Aander om at hjælpe mig nu.

Saa ringede jeg og forlangte noget Isvand, og da jeg havde tænkt dybt i nogle Minutter, medens jeg drak det, satte jeg mig ved mit Skrivebord. Min Haand rystede ikke, skønt jeg var i en frygtelig Spænding. Jeg skrev først udenpaa Konvolutten, for at berolige mig.

Til Hans Naade Hertugen af Torquilstone, Vavasour House, St. James, S. W.

Saa lagde jeg den til Side.

"Det er mig, Evangeline Travers, som skriver," begyndte jeg uden Indledning, "og jeg beder Dem om en Samtale — enten her i min Dagligstue i Aften, eller jeg vil komme til Dem i Vavasour House. Jeg har forstaaet, at Deres Broder, Lord Robert, har sagt Dem, at han elsker og ønsker at gifte sig med mig, og at De har nægtet Deres Samtykke, dels paa Grund af min Families Historie, men hovedsagelig paa Grund af, at min Type mishager Dem. Jeg tror, at det i fordums Dage var en af en højtstaaende Adelsmands Forrettigheder at uddele Retfærdighed. I mit Tilfælde er det endnu Deres Forrettighed af Høflighed, og jeg forlanger den af Dem. Hvis De, naar vi har talt en kort Tid sammen, endnu fastholder Deres Mening om mig og overbeviser mig om, at det er til Deres Broders Lykke, sværger jeg ved mit Æresord, at jeg aldrig vil se ham mere.

Deres forbundne Evangeline Travers."

Jeg lagde det hurtigt i en Konvolut og lukkede den. Saa ringede jeg, og fik det sendt med et Bud i en Droske, som skulde vente paa Svar. Gud véd, om jeg nogensinde i mit Liv skal komme til at gennemgaa saadanne femogtyve Minutter som dem, der gik, før Tjeneren bragte mig et Brev til Svar.

Selv om Dagbogen ikke kan lukkes, maa jeg sætte det ind i den.

"Vavasour House, St. James, 28. November.

Frøken Travers! Jeg har modtaget Deres Brev, og beder Dem undskylde, at jeg ikke kommer til Dem i Deres Hotel i Aften, da jeg føler mig meget utilpas, men hvis De vil gøre mig den Ære at komme til Vavasour House, naar De har modtaget dette Brev, vil jeg diskutere den omtalte Sag med Dem, og jeg haaber, De vil tro, at De kan stole paa min Retfærdighed.

Deres ærbødige Torquilstone."

"Hans Naades Vogn venter paa Dem, Frøken," sagde Tjeneren, og jeg fløj ind til Véronique.

Jeg lod hende klæde mig hurtigt paa. Jeg bar akkurat den samme Dragt, som han havde set mig i før, dyb Sorg, og overordentlig klædelig.

Ti Minutter efter sad Véronique og jeg i Vognen og kørte af Sted. Jeg talte ikke.

Jeg blev øjensynlig ventet, for da Vognen standsede, fløj de store Døre op, og jeg kunde se ind i den dunkle, pragtfulde Forhal.

En sølvhaaret, statelig, gammel Tjener førte mig af Sted, forbi en Række pudrede Tjenere, ned ad en Korridor, der var svagt oplyst af Lamper med Skærme (Véronique blev overladt til Tjenernes Barmhjertighed). Saa aabnede den gamle Mand en Dør, og uden at nævne mit Navn meldte han kun: "Damen, Deres Naade," han holdt Døren aaben for mig og gik saa ud og lukkede den sagte efter mig.

Det var et meget stort Værelse, med pragtfulde, mørke, udskaarne Paneler i Louis XV. Stil, det smukkeste, jeg nogensinde har set i sin Slags, men det var saa svagt oplyst med den samme Slags Lamper med Skærme, at man neppe kunde se ind i Krogene.

Hertugen sad sammenkrøben i en Stol, han saá frygtelig bleg og syg ud, og han havde et uudforskeligt Udtryk i sit Ansigt. At tænke sig, at et Menneske, der ser saa gammel og forkrøblet ud, kan være selv Roberts Halvbroder!

Jeg gik henimod ham, han rejste sig med Besvær, og dette er den Samtale, vi førte:

"De maa ikke rejse Dem," sagde jeg, "maa jeg sætte mig lige overfor Dem."

"Undskyld min Mangel paa Høflighed," svarede han og pegede paa en Stol, "men min Ryg volder mig store Smerter i Dag."

Han saá ud som saadant et stakkels, elendigt, utilfreds, ulykkeligt Væsen, at jeg ikke kunde lade være med at blive rørt.

"Aa, det gør mig saa ondt!" sagde jeg. "Hvis jeg havde vidst, at De var syg, vilde jeg ikke have forstyrret Dem nu."

"Retfærdigheden maa helst ikke vente," svarede han med et lunefuldt, spottende, bittert Smil. "Forklar Deres Sag."

Saa drejede han pludselig op for en elektrisk Lampe i Nærheden af mig, saa Lyset faldt lige paa mit Ansigt. Jeg fo'r ikke sammen. Det glæder mig at kunne sige, at jeg har stærke Nerver.

"Min Sag er denne: For det første elsker jeg Deres Broder højere end alt andet i Verden —"

"Muligvis. Det har en Mængde Kvinder gjort," afbrød han mig. "Naa?"

"Og han elsker mig," fortsatte jeg, uden at ændse Afbrydelsen.

"Indrømmet. Det er en Situation, der forefalder hver Dag mellem unge Taaber. De har kendt hinanden omtrent i en Maaned, tror jeg?"

"Mindre end fire Uger," rettede jeg.

Han lo bittert.

"Saa kan det ikke være af saa overordentlig stor Vigtighed for Dem i den korte Tid!"

"Det er af overordentlig stor Vigtighed for mig, og De kender Deres Broders Karakter; De maa lige saa vel som jeg være i Stand til at bedømme, om det er eller ikke er en Sag af overordentlig stor Vigtighed for ham."

Han rynkede Panden. "Naa, hvad saa videre?"

"For det første vil jeg spørge Dem, paa hvilket Grundlag De har fordømt mig som "en djævelsk Skønhed?" og hvorfor De antager, at jeg ikke vilde være Robert tro i et Aar?"

"Jeg forstaar mig forholdsvis godt paa at bedømme Karakterer."

"Det kan ikke være Tilfældet — ellers vilde De kunne se, at hvilket uheldigt Tilfælde, der end har ladet mig faa dette anstødelige Ydre, saa er det Jeg, der bor indeni det, en hæderlig Person, der aldrig bryder sit Ord."

"Jeg kan kun se rødt Haar og grønne Øjne og et i det hele taget djævelsk Udseende."

"Vilde De da ønske, at Folk altid skulde dømme efter Skinnet?" spurgte jeg. "For saa ser jeg for mig en fordomsfuld, snæverhjertet, grusom, kynisk Mand, der er skinsyg paa Ungdommens Glæder. Men jeg vilde ikke af den Grund stemple Dem med alle disse Egenskaber!"

Han studsede og saá lige paa mig. "Jeg er maaske alt dette," sagde han. "De har sandsynligvis Ret!"

"Aa, saa vær det ikke!" vedblev jeg hurtigt. "Jeg vil saa gerne have, at De skal være god imod os. Vi vil saa gerne være lykkelige, og vi er begge saa unge, og Livet vil blive saa fuldkommen tomt og værdiløst i alle disse Aar, lige til det sidste, hvis De skiller os ad nu."

"Jeg har ikke sagt, at jeg vil skille jer ad," sagde han koldt. "Jeg har kun sagt, at jeg ikke vilde give Robert nogen som helst Understøttelse; og jeg skal efterlade alt, hvad der staar i min Magt, til andre. Hvis De har Lyst til at blive gift paa de Betingelser, saa er De velkommen til det."

Saa sagde jeg ham, at jeg holdt alt for meget af Robert til at ville ødelægge hans Fremtid.

"Vi kom ind i hinandens Liv," sagde jeg. "Vi havde ikke forlangt det af Skæbnen, den bragte os sammen, og jeg forsøgte paa ikke at tale til ham, fordi jeg havde lovet en af mine Veninder, at jeg ikke skulde det, fordi hun sagde, at hun selv holdt af ham, og det gjorde os begge saa forfærdelig ulykkelige, og med hver Dag betød vi mere og mere for hinanden, indtil vi i Gaar — da jeg troede, han var rejst bort, og jeg var saa ulykkelig — mødtes i Parken, og det kunde ikke længere nytte, at vi forstilte os. Aa, De kan ikke ville knuse al Glæde i Livet for os, blot fordi jeg har rødt Haar. Det er saa forfærdelig uretfærdigt."

"De smukke Sirene," sagde han. "De vil lokke mig. Hvor De véd, hvorledes De skal benytte Deres Ynder og Deres Magt; og hvilken Mand kunde vel modstaa Deres fristende Ansigt."

Jeg rejste mig op i heftig Vrede.

"Hvor tør De vove at sige noget saadant til mig!" sagde jeg. "Jeg vilde ikke nedlade mig til at lokke Dem. — Jeg vilde aldrig mere bede Dem om noget! Jeg vilde kun have, at De skulde yde mig den Retfærdighed at forstaa, at De havde taget fejl af min Karakter — og yde Deres Broder den Retfærdighed at indrømme, at han har nogen Ret til at holde af hvem han vil. Men behold Deres lave Tanker hos Dem selv! Onde, grusomme Mand! Robert og jeg har noget, der er bedre end alle Deres Ejendomme og Penge — en smuk, stor Kærlighed, og jeg er glad, glad over, at han ikke i Fremtiden vil modtage noget, som er en Gave fra Dem. Jeg vil give ham mig selv, og vi skal komme meget godt ud af det uden Dem!" og jeg gik hen til Døren og efterlod ham siddende sammenfaldet i Stolen.

Saaledes endte vor Samtale om Retfærdighed. Aldrig har jeg holdt mit Hoved saa højt i Vejret. Jeg er sikker paa, at hvis Kleopatra var blevet slæbt til Rom i Augustus' Triumftog, vilde hun ikke have gaaet med mere Stolthed og Foragt, end jeg gik gennem Forhallen i Vavasour House.

Den gamle Tjener ventede paa mig og Véronique og Vognen.

"Vær saa god at hente en Droske," sagde jeg og stod som en Statue, medens en af Tjenerne maatte løbe ud i St. James' Street efter én.

Saa kørte vi bort, og jeg følte, at mine Tænder klaprede, medens mine Kinder brændte. Hvilken Ende paa min Plan og mine Drømme om et muligt Held!

Men hvilket Afskum af et Menneske! Hvilken grusom, smaalig, elendig Skabning. Jeg vil ikke lade ham skille mig fra Robert, aldrig, aldrig! Han er det ikke værd. Jeg vil vente paa ham — min egen Skat — og hvis han virkelig elsker mig, saa kan vi engang blive lykkelige, og hvis han ikke gør det — men aa! Det behøver jeg ikke at frygte for.

Jeg ryster endnu af Vrede, og jeg vil gaa i Seng. Jeg vil ingen Middagsmad have.

Tirsdag Morgen den 29. Novbr.

Véronique vilde ikke lade mig gaa i Seng, hun vilde endelig have, at jeg skulde spise, og saa efter Middag sad jeg i en gammel, men yndig Slaabrok af hvidt Crêpe, og hun børstede mit Haar i mere end en Time — der er saadan en voldsom Masse, det tager Tid.

Jeg sad foran Ilden i Dagligstuen og forsøgte paa ikke at tænke. Man føler sig som et Vrag efter saadan en Scene. Da Klokken var omtrent halv ti, hørte jeg Støj ude i Korridoren, der blev banket ganske kort paa Døren, og Robert og Lady Merrenden traadte ind i Stuen. Jeg fo'r op, og Véronique tabte Børsten af Forbavselse, og lod os saa være alene.

Deres Øjne skinnede, og Robert saá ud, som om han var vanvittig af Glæde; han greb mig i sine Arme og kyssede mig og kyssede mig, medens Lady Merrenden sagde: "Du søde Evangeline, du modige, dygtige Pige, fortæl os alting om det?"

"Om hvad?" spurgte jeg, saa snart jeg kunde tale.

"Hvordan du bar dig ad."

"Aa, jeg maa kysse hende først, Tante Sophia," sagde Robert. "Har du nogensinde set noget saa guddommelig yndigt, som hun ser ud med Haaret saaledes flagrende — og det er altsammen mit — hver Smule af det!!"

"Ja, det er," sagde jeg sørgmodigt. "Og det er omtrent alt, hvad du faar af Værdi!"

"Kom og sid ned," sagde Robert, "Evangeline, du Skat — og se paa dette!"

Derpaa tog han et Brev op af sin Lomme. Jeg saá straks, at det var Hertugens Skrift, og jeg rystede af Sindsbevægelse. Han holdt det op for mine Øjne.

"Kære Robert," begyndte det, "jeg har set hende. Jeg er besejret. Hun vil blive en pragtfuld Hertuginde. Bring hende til Lunch i Morgen.

Din Torquilstone."

Jeg følte mig saa inderlig bevæget, at jeg ikke kunde tale.

"Aa, fortæl os, kære Barn, hvorledes det skete — og hvad du gjorde — og hvor I mødtes?" sagde Lady Merrenden.

Robert holdt min Haand.

Saa prøvede jeg paa at fortælle det, saa godt jeg kunde, og de hørte aandeløst efter. "Jeg er bange for, at jeg var meget uforskammet," endte jeg med at sige, "men jeg var saa vred."

"Det er herligt," sagde Robert. "Men det bedste er, at det var din Hensigt at give mig dig selv, uden Udsigt til Rigdom. Det er den bedste Gave af dem alle."

"Var det ikke afskyeligt egenkærligt af mig?" sagde jeg. "Men da jeg saá din stakkels Broder se saa ulykkelig og bitter og uvenlig ud, trods al sin Storhed, følte jeg, at for os, som véd, hvad Kærlighed betyder, var det at være sammen det, som havde mest at sige i hele Verden."

Saa sagde Lady Merrenden, at hun kendte nogle Mennesker, som boede her, og som havde en Lejlighed nede paa første Sal, og hun vilde gaa ned og se, om de var hjemme. Hun vilde vente paa Robert i Forhallen, sagde hun, og hun kyssede mig til Godnat og gav os sin Velsignelse.

Hvor er hun elskelig! Hvor det var sødt af hende at lade os være alene.

Robert og jeg tilbragte endnu en lyksalig Time, og jeg tror, at vi nu maa være kommet til den sjette Himmel. Robert siger, at den syvende kommer til sidst, naar vi er gifte — og det bliver snart. Jeg er alt for lykkelig til at skrive sammenhængende.

Jeg vaagnede først sent i Morges, og Véronique kom og sagde, at min Dagligstue var igen fuld af Blomster. Robert er vidunderlig!

Jeg skrev til Christopher og Lady Ver i Sengen, medens jeg drak min Chokolade. Jeg sagde Sandheden rent ud til Lady Ver, at Robert og jeg tilfældigt havde mødt hinanden og opdaget, at vi elskede hinanden, saa jeg vidste, at hun vilde forstaa det — og jeg lovede, at jeg ikke skulde knuse hans Hjerte. Saa takkede jeg hende for al hendes Venlighed imod mig, men jeg blev sørgmodig, da jeg læste det igennem — stakkels, kære Lady Ver — hvor jeg haaber, at jeg ikke virkelig maa saare hende, og at hun vil tilgive mig.

Til Christopher sagde jeg, at jeg havde fundet min "Variation" Umagen værd, og jeg haabede, at han vilde komme til mit Bryllup.

Saa sendte jeg Véronique ned med Brevene i Postkassen.

I Dag flytter jeg til Carlton House Terrace. Hvor det bliver dejligt — og om fjorten Dage, eller i det højeste om tre Uger, siger Robert, skal vi ganske stille tage hen og blive gifte og Oberst Tom Carden kan altsaa blive min Forlover.

Aa, jeg er saa glad over denne kære, smukke Verden, og dette søde, snavsede, taageindhyllede London! Jeg elsker det altsammen — selv Soden!

Carlton House Terrace, Tirsdag Aften.

Robert kom for at besøge mig Klokken tolv, og han bragte mig den dejligste, pragtfuldeste Ring med Diamanter og Smaragder, og jeg dansede omkring som et Barn af Henrykkelse over den. Robert er vidunderlig, enhver lille Ubetydelighed har en eller anden skjult Betydning, og han faar mig til at føle og føle.

For hver Time vi tilbringer sammen, synes vi at opdage noget nyt hos hinanden, noget, som netop er det, den anden gerne vil have. Og han er saa dejlig skinsyg og bydende, og jeg elsker ham — det er Sagen!

Jeg lærer en Mængde Ting, og jeg er sikker paa, at der endnu er en Mængde at lære.

Klokken halv ét kom Lady Merrenden og hentede os i sin Vogn, og vi kørte til Vavasour House. Hvor mine Følelser var forskellige fra i Aftes.

De pompøse Tjenere modtog os højtideligt, og vi gik alle tre ind i Hertugens Værelse.

Dèr sad han, endnu sammensunket i sin Stol, men han rejste sig — han er bedre i Dag.

Lady Merrenden gik hen og kyssede ham.

"Kære Torquilstone," sagde hun.

"Godmorgen, Robert," mumlede han, da han havde hilst paa sin Tante. "Forestil mig for din fiancée."

Og det gjorde Robert med stor Højtidelighed.

"Nu vil jeg ikke mere skælde Dem ud," sagde jeg og lo. Han bøjede sig ned og kyssede mig paa Panden.

"Du er en smuk Tigerkat," sagde han, "men selv et Aar sammen med dig vilde nok være Umagen værd."

Hvorpaa Roberts Øjne flammede, og jeg lo igen, idet vi allesammen gik ned til Lunch.

Hertugen er, naar alt kommer til alt, ikke saa slem!

Carlton House Terrace, Den 21. December.

Det er tre Uger siden jeg skrev, men jeg har haft alt for travlt og været alt for lykkelig til at skrive i Dagbøger. Jeg har været her lige siden for at faa mit personlige Udstyr, og Véronique er blevet vant til den Kendsgerning, at jeg ikke kan faa nogen Krone paa mit lingerie!

Det er det dejligste i Verden at være forlovet med Robert!

Selv om jeg virkelig var saa slet, som jeg formoder, at jeg ser ud, kunde jeg aldrig ønske mig nogen anden. Han tilbeder mig og lader mig kommandere sig omkring, og saa kommanderer han mig omkring, og det faar mig til at bæve af Fryd! Og hvis nogen blot ser mig paa Gaden, hvad de naturligvis altid gør — saa udsender han blaa Lyn imod dem, og jeg føler — aa! jeg føler hele Tiden!

Lady Merrenden er stadig sød og venlig imod os, og hendes Takt kan ikke beskrives, og nu gør jeg ofte det, jeg plejede at ønske, at jeg kunde gøre — jeg rører ved Roberts Øjenvipper med mine Fingerspidser!

Det er altsammen vidunderligt.

Hvad i Alverden er noget som helst andet godt for i Livet, end at være vanvittig forelsket, saaledes som vi er det.

Naar jeg ser tilbage paa Tiden, før jeg traf Robert, synes det altsammen at have været som at faa Grød om Morgenen hver Dag, og ikke andet.

Maaske er det, fordi han engang i Fremtiden bliver meget fornem, at alle har opdaget, at jeg er en Skønhed og intelligent. Det er meget behageligere at blive betragtet saaledes, end kun at være en rødhaaret Eventyrerske.

Selv Lady Katherine har sendt mig en Cairnqorm Broche og et elskværdigt Brev (jeg skulde nu være en Pryd for hendes Kreds!)

Men hvad har de allesammen at betyde — hvad har noget som helst andet end Robert at betyde! Hele Dagen igennem véd jeg, at jeg lærer, hvad det vil sige "at danse og synge og le og at leve".

Hertugen og jeg er meget gode Venner, han har opdaget, hvem Mamas Moder var, det lader til, at hun var en venetiansk Musiklærerinde, der hed Tonquini eller saadan noget, og at hun underviste Lord Brandreths Søstre — saa maaske Lady Ver alligevel havde Ret, og at jeg i en meget fjern Fortid, i et andet Liv, har været en Doges Veninde.

Stakkels, kære Lady Ver! hun har taget det meget pænt efter det første ondskabsfulde Brev, og nu tror jeg ikke engang, at der er en Taare i hendes Øjenkroge!

Lady Merrenden siger, at det netop er paa den Tid af Aaret, hvor hun sædvanligvis faar en ny, saa det har hun maaske nu, og saa er det i Orden.

Den Diamantslange, hun har givet mig, har Øjne af Smaragder — og saadan en spids Tunge.

"Den ligner Dem, Slangepige," sagde hun, "bær den paa Deres Bryllupsdag."

De tre Engle skal være mine Brudepiger.

Robert overvælder mig med Gaver, og Hertugen vil lade mig bære alle Torquilstone Juvelerne, naar jeg er blevet gift, foruden de Smaragder, han selv har givet mig. Jeg holder virkelig meget af ham.

Christopher sendte mig dette karakteristiske Brev sammen med de Ørenringe, der er hans Gave — meget store Smaragder indfattet med Diamanter:

"Det gør mig saa ondt, at jeg ikke skal se Dem paa den lykkelige Dag, men jeg har været heldig nok til at opdage, at Paris endnu har Glæder for mig.

Bær dem, de vil passe til Deres Øjne!

C. C."

Og i Morgen er det min Bryllupsdag, og jeg tager bort paa Bryllupsrejse med Robert — bort, ind i den syvende Himmel. Og jeg er sikker paa, at ingen af os vil gabe!