IX.

Henning Bentsen havde ikke faaet det Billede færdigt, som han var begyndt at male paa strax efter sit Bryllup. Der var stadig kommet et og andet i Vejen, som han ikke havde taget med i Betragtning.

Han gjorde den Opdagelse, at en Ægtemand bør vænne sig til mere Orden end en Ungkarl. Efter at Minna havde faaet sit eget Hus og Hjem, vilde hun have, at al Ting skulde gaa som efter en Snor.

I den første Tid kneb det for ham med at vænne sig til denne Punktlighed. Men hvor lidet praktisk han end var, savnede han ikke Blik for at paaskjønne Minnas Huslighed. Det klædte hende desuden saa nydelig at være Husmoder, at han ikke nænnede at gjøre Brud paa den af hende fastslaaede Orden, og saaledes gik det til, at selv om han var tagen ud om Formiddagen for at male Studier i fri Luft, og han var nok saa godt i Lag med Arbejdet, sørgede han for at møde hjemme til præcis Tid for ikke at give Minna Anledning til at komme i slet Lune.

Af den Slags smaa Forstyrrelser var der adskillige.

Undertiden — og det var ikke sjælden — naar han arbejdede i sit Atelier, og Minna havde en af sine triste Timer, maatte han anvende en rum Tid paa at tale hende til rette, før han kunde faa Ro til atter at give sig i Færd med Arbejdet. Hun viste en mærkelig Mangel paa Evne til at beskjæftige sig selv uden for de huslige Pligter, og Følgen var, at hun havde hyppige Anfald af daarligt Humør og Kjedsomhed. —

Det var maaske Smaating altsammen, men det tog alligevel paa hans Sindsligevægt. Han havde nogle Gange prøvet paa at blive standhaftig inde i sit Atelier f. Ex. hele Formiddagen, men Minna følte sig da meget fornærmet, blev i ondt Humør og fortalte ham, hvor bedrøvet hun var over at mærke, at han allerede nu — da de havde været gifte saa kort — holdt mere af sine Farver og Pensler end af hendes Selskab.

Han forklarede hende, at naar han ikke tog alvorlig fat, kunde han aldrig blive til noget, og saa havde de heller ingen Ting at leve af. Dertil svarede hun, at han vistnok var altfor dygtig til, at han skulde behøve at arbejde saa meget. Desuden havde hun heller ikke giftet sig for at sidde og kukkelure alene og være nær ved at dø af Kjedsommelighed.

Henning tog i Begyndelsen disse Barnagtigheder forholdsvis rolig. Han trøstede sig med, at naar de havde levet sammen i længere Tid, vilde der nok komme mere Ro over deres Forhold til hinanden, og især vilde det sikkert hjælpe, naar de fik Børn. Men paa samme Tid smigrede det hans Forfængelighed, at det næsten lod til, at Minna ikke kunde faa ham tilstrækkelig for sig selv; at hun endogsaa syntes at være skinsyg paa hans Arbejde.

Denne Følelse vedkjendte hun sig dog aldrig. Og den stod ogsaa i en underlig Modsætning til hendes øvrige Adfærd overfor ham. Hun kunde tit lade det skorte paa Venlighed, ja, endog paa den simpleste Hensynsfuldhed. Der kunde gaa lang Tid, hvor hun var kold og frastødende og skræmmedes tilbage for den mindste Tilnærmelse, og til andre Tider syntes hun ikke mindre hidsig forelsket, end han selv kunde være.

Men alt dette — den ene Dag lutter Solskin, og overvældende Hede, den næste Regnvejr og Kulde — gjorde ham pirrelig og nervøs. Efterhaanden som den første hede Elskovsrus gjorde Plads for ædrueligere Følelser, begyndte han først glimtvis, senere mere og mere hyppig at faa en ængstende Fornemmelse af, at der manglede al dybere Forstaaelse mellem dem. Det var en langsom, men sikker Opvaagnen, for hvilken han dog endnu gjorde sig Umage for at lukke Øjnene i.

Saa kom dertil, at de begyndte at faa Pengesorger. Da han ikke, som han havde gjort Regning paa, var bleven færdig med sit store Billede, havde han maattet sælge nogle Studier og Skitser. Bag efter havde han laant nogle Penge hist og her og paa den Maade slæbt sig et Aars Tid igjennem.

Ogsaa det tog han med taalelig Sindsro. Hans sangvinske Gemyt lod ham endnu for det meste se Sagerne fra den lyseste Side. Men anderledes forholdt det sig med Minna. Den Slags Gjenvordigheder gav hendes sygelige Sind ny Næring. Hun satte sig hen og græd; kunde ikke indse, hvad det skulde blive til.

Og det kunde saa give den første Anledning til Scener, ved hvilke det ulykkeligste var, at Minna af sin Heftighed lod sig forlede til at bruge Ord og Vendinger, som hun i Grunden ikke mente noget med, men som i Øjeblikkets Hede slap hende af Munden og saarede og rippede op i ham. —

»Herregud, Minna, hvor du dog er forknyt!« sagde Henning til hende en Dag, da han havde havt særlig vanskelig ved at stille hende tilfreds. »Naar du er saa nedtrykt og forstemt, mister jeg helt Humøret til at arbejde. — Husk paa, at du skal være den lille, søde og flinke Kone, der gjør Arbejdet let og fornøjeligt for mig.«

»Aa — hvad kommer det mig ved! Du taler aldrig om andet end dine Billeder«, svarede hun vrippent. »Det er ikke nogen videre Fornøjelse for mig.«

»Kan du ikke for min Skyld have Interesse derfor, saa kunde du dog have det for din egen, eftersom det er for Udbyttet af mit Arbejde, at jeg skal kunne indrette det hyggelig for dig« — sagde han lidt bittert.

»Jeg mærker ikke noget til at have det hyggelig? Hvad tror du, jeg bryder mig om en stor Lejlighed og fine Møbler, naar jeg skal sidde herude og kjede mig ihjel? Jeg havde det meget bedre, før jeg blev gift med dig!« —

»Det vidste jeg ikke« — Henning saa alvorlig paa hende. »Men jeg skal sige dig noget, Minna, om det virkelig var Tilfældet — om du saa havde havt det ti Gange bedre, vilde det ikke være smukt at fortælle din Mand det, naar du ved, at han gjør sit bedste for at sørge godt for dig.«

»Ja, du er nu saa mageløs ædel — i din egen Indbildning. Men jeg havde det alligevel morsommere før ... Jeg tror ikke, vi passer sammen, ellers vilde jeg vel ikke føle mig saa utilfreds.«

»Det er haarde Ord, Minna. Men desværre begynder jeg næsten at blive bange for, at du har Ret. Jeg skal sige dig, hvad det skorter paa mellem os to — det er Fordragelighed. Det er noget, du mangler i høj Grad.«

»Ja, naturligvis!« — Minna lo hysterisk. »Men du er stadig saa mageløs! Ja, det er saamænd en dejlig Tilværelse, du har beredt mig! Naar jeg tænker paa, hvor helt anderledes jeg havde det, da jeg var ovre ved Theatret!«

Hun sagde det altsammen i en drillende, lidt plump Tone, der bragte hans Blod i Kog.

»Jeg har ikke overtalt dig til at forlade Theatret. Du var selv kjed af den Stilling, fordi du mente, at den ikke førte til noget. Men vil du forsøge igjen, og tror du, at det vilde gjøre dig mere tilfreds, saa skal jeg ikke sætte mig derimod.«

»Aa nej — det bryder jeg mig ikke om. Men den Gang havde jeg Ro og Fred og tog mig al Ting meget lettere.«

»Men hvis er Skylden for disse Misstemninger?« spurgte han. »Tror du maaske, jeg kan være glad, naar jeg tager Mod til mig og ser rigtig klart paa vort Forhold?«

»Aa, det er godt, at du endelig en Gang siger det rent ud!« udbrød hun. »Du kan tro, at jeg længe har mærket, at det er forbi med din saakaldte Kjærlighed. Du har aldrig holdt af mig, som du burde ...«

Hun talte først haardt og vredt, men skjulte saa paa én Gang Ansigtet i sine Hænder og gav sig til at græde.

Der var noget i hendes Ord, som ramte ham. Havde han virkelig været den rette Mand for hende? — Han fortrød sin Heftighed og søgte at berolige hende.

»Lad os begge af al Evne arbejde hen til, at det kan blive anderledes«, sagde han. »Husk, hvor unge vi er. Det er dog altfor frygteligt at tænke sig, at vi skulde forbitre Livet for hinanden. Tro mig, Minna, naar vi begge to ærlig hjælpes ad, saa vil det ogsaa lykkes os at komme til en sandere og smukkere Forstaaelse.«

»Ja det lyder smukt nok« — Minna slog atter over i sin gamle, haanende Tone — »men jeg tror ikke paa det. Jeg er bleven ligegyldig for det altsammen. Naar du bare skaffer mig, hvad jeg vil have — og jeg vil ikke undvære noget — saa kan vi jo for Resten lade hinanden være i Fred.«

»Det er altsaa dit Program for vort fremtidige Samliv?« spurgte han bittert. — »Det er Synd, Minna, at du gjør dig saa ond og umedgjørlig, som du i Grunden slet ikke er. Du vil en Gang faa Øjnene op for, hvad det maa føre til.«

Han gik ind i Atelieret og slog Døren i. Han prøvede paa at male, men det vilde ikke lykkes.

Saa kastede han tilsidst med en træt Mine Pensel og Palet fra sig.