XVII.

Sommeren var bleven til Efteraar og Efteraaret til Vinter. Det lille Forstadstheater havde for længe siden lukket sine gjæstmilde Porte, og Personalet — hele Flokken med Undtagelse af den fejrede Primadonna — var atter paa Vandring.

Laura var ikke kommen til at debutere paa det kgl. Theater. Det Løfte, man havde givet hende, var blevet taget tilbage under forskjellige intetsigende Paaskud, men hun forstod meget godt, at den virkelige Grund, der laa bag ved, var hendes Optræden paa Sommertheatret.

Hvor dygtig hun end kunde være, holdt man det aabenbart alligevel for at være mindre overensstemmende med »det kongeliges« Værdighed at aabne sine hellige Haller for en Skuespillerinde, der kom direkte fra en Scene af saa tvivlsom Rang.

Under Haanden lod man hende forstaa, at hun i alt Fald burde vente nogen Tid, og hvis hun derefter endnu holdt fast ved sit Ønske om at debutere paa den nationale Skueplads, kunde hun jo paa ny henvende sig til rette Vedkommende.

Til alt Held for hende var Direktøren for et af Privattheatrene mere fordomsfri, og hun fik uden Vanskelighed Engagement, om just ikke paa synderlig glimrende Vilkaar.

Den Virksomhed, der aabnede sig for hende, tilfredsstillede hende saa temmelig. Hun fik strax i Begyndelsen af Sæsonen et Par gode Roller og satte sig hurtig fast i Publikums Gunst. Fremtiden syntes at ligge lysere for hende, end hun havde turdet haabe i mange af de forløbne strænge Aar.

Men der var ét Forhold, der greb stærkere ind i hendes Liv end alt det øvrige. — Det tilfældige Bekjendtskab med Henning var blevet fortsat fra den Dag, de første Gang mødtes ude hos Theaterdirektøren.

I Stedet for at male hendes Portræt som Hurtigmaleri, hvad der havde været mere end godt nok til det Brug, der skulde gjøres af det, havde han udført Skitsen meget omhyggeligere, end det var nødvendigt, og i den Anledning havde de truffet hinanden flere Gange i Direktørens private Bolig.

Men da Henning ikke længere kunde finde noget rimeligt Paaskud til at fortsætte dette Arbejde, havde han bedt om at maatte male et virkeligt Billede af hende, og hun var efter en kort Kamp med sig selv gaaet ind derpaa.

Paa den Maade havde han faaet sin Gang i hendes Hjem.

Det gik langsomt frem med Portrætets Fuldendelse, thi det var kun i Ny og Næ, hun havde Tid til at sidde for ham, men imidlertid udvikledes Forholdet mellem dem saa meget hurtigere.

Han var altid hensynsfuld og ærbødig, men der var tillige noget tilbageholdende, næsten ængsteligt i hans Maade at være paa, som hun ikke rigtig kunde forstaa, og som undertiden kastede en Skygge over den Glæde, hun var sig bevidst at føle, naar hun var sammen med ham.

Han talte aldrig om sine egne Forhold; undgik endogsaa enhver Hentydning til dem, og dog syntes denne Tilbageholdenhed at være hans Natur imod og ligesom kunstig fremtvungen.

Hun gættede paa alle andre Aarsager dertil end den virkelige, og hun var for fintfølende til at gjøre ham noget Spørgsmaal, der kunde synes paatrængende.

Han havde for sit Vedkommende med hver Dag fundet flere Lighedspunkter mellem hende og Margrethe, og han havde en Fornemmelse af, at det var hans gamle Kjærlighed, han dyrkede i Lauras Skikkelse.

Det var den samme Følelse, han havde havt overfor Margrethe: han ligesom voxede sig større og bedre i hendes Nærhed. — Og han kunde vel trænge til det, thi Bevidstheden om det dobbelte Hykleri, han gjorde sig skyldig i, laa tungt paa ham. —

Han havde utallige Gange besluttet at fortælle Laura, at han var gift, men opsat det med en instinktmæssig Uvilje fra Dag til Dag. Og hvad der i Førstningen af deres Bekjendtskab vilde have været den naturligste Ting at meddele hende, blev tilsidst til en betydningsfuld Tilstaaelse, som han indsaa vilde forandre Forholdet mellem dem fuldstændig.

Han mærkede, hvorledes Grunden veg mere og mere bort under ham, og dog havde han ikke Viljekraft nok til at trække sig tilbage. Jo mere tillidsfuld hun blev i sin Adfærd mod ham, desto heftigere blev hans Selvbebrejdelser.

De kunde undertiden opfylde ham med en feberagtig Uro, der holdt ham borte, netop naar han allermest længtes til hende. —

Hjemme var han bleven en afgjort Hykler. Han forstilte sig venlig og opmærksom mod Minna, gav hende Ret i hendes værste Urimeligheder for at faa hende i nogenlunde taaleligt Lune, saa han kunde slippe bort uden at vække Mistanke eller blot faa Lov til uforstyrret at fordybe sig i alle de modstridende Følelser, der kæmpede i hans Sind.

Under disse Omstændigheder var det blevet hen ved Slutningen af Efteraaret.

Henning var paa Vejen til Lauras Hjem, som han ikke havde besøgt i nogle Dage, fordi hun havde været saa optagen af Prøver paa Theatret, at hun ikke havde havt Tid til at sidde for ham.

Han var — uden nogen bestemt Grund — i en friskere Stemning, end han havde været i lang Tid, og det er jo en gammel Kjendsgjerning, at den samme Ting, der kan se saa forfærdelig sort ud, naar man betragter den med et tungt Sind, kan blive helt fornøjelig eller i alt Fald helt uskyldig, naar den ses i et lyst Øjeblik.

Det forekom ham, at han i sin sygelige Sindsstemning havde gjort sig Bekymringer, som han godt kunde spare sig.

Hvad havde han i Grunden at bebrejde sig? At han malede en ung Piges Portræt, uden at hans Kone vidste noget om det — det var da ingen Forbrydelse mod Samfundet eller Familielivet.

Og desuden — Minnas og hans Forhold var jo for længe siden haabløst opgivet. Kunde det slæbe sig hen i sin daglige Skure uden altfor skarpe Sammenstød, saa maatte de allerede være taknemlige.

Men hvad den unge Pige angik? — han havde jo ingen Forpligtelse til at meddele hende, om han var Ungkarl eller Ægtemand, lykkelig eller ulykkelig gift — noget, som det maaske slet ikke interesserede hende at faa at vide. — —

Laura og hendes Forældre boede ude ad Nørrekanten. Efter at den unge Pige havde faaet Engagement ved et af Hovedstadstheatrene, havde de set sig i Stand til at leje en noget større Lejlighed end den, de hidtil havde beboet, og Laura forstod til Fuldkommenhed den Kunst med meget smaa Midler at give Hjemmet et tiltalende Præg af Smag og Hygge.

Det var hen ad Middag, da Henning gik derud — paa den Tid, hun plejede at være kommen fra Prøve. I Dag var hun imidlertid ikke hjemme, men Hr. Schmidt, der lukkede op, mente, at hun maatte strax komme, og Henning sagde, at han vilde vente. Saa kunde han arbejde lidt paa Billedet saa længe.

Men da han kom ind i Dagligstuen, var Staffeliet med Lauras halvt fuldførte Portræt, der ellers stod foran det ene Vindue, forsvundet.

Han antog, at Laura af en eller anden Grund havde gjemt det eller flyttet det ind i et andet Værelse. Maaske for at hendes Moder skulde se det. Og han spurgte Hr. Schmidt, der var fulgt med ind i Dagligstuen, om Staffeliet ikke kunde blive flyttet ind paa sin gamle Plads.

Hr. Schmidt saa forundret paa ham.

»Men Guds Død, Hr. Bentsen, er Portrætet da ikke kommet ud til Dem? Det, troede jeg, var Meningen, da Laura pakkede det ind og sendte det afsted i Formiddags, før hun gik til Prøve.«

»Til mig?« spurgte Henning meget overrasket. »Det maa være en Misforstaaelse. Er De ogsaa vis paa, at Deres Datter har sendt det bort?«

»Ja saagu' er jeg vis paa det, kjære Ven. Men der har vi Pigebarnet, saa kan De selv spørge hende om, hvordan det hænger sammen.«

Der blev ringet paa Entrédøren, og Hr. Schmidt gik ud for at lukke op. — Henning kunde ikke begribe, hvorfor Laura skulde have sendt det ufuldendte Portræt hjem til ham. Var hun bleven vred over noget?

Hun tog sit Overtøj af i det tilstødende Værelse, og før han kunde faa Tid til at udgrunde det, der forekom ham som en uløselig Gaade, traadte hun ind. Han kunde strax se, at der var hændet noget, siden de sidst havde talt sammen.

»Har De sendt Deres Portræt hjem til mig, Frøken Schmidt?« spurgte han lidt tøvende.

»Ja,« svarede hun, uden at undgaa hans Blik.

»Men hvorfor? — jeg forstaar det ikke. Har jeg mod min Vilje givet Dem Grund til at blive vred paa mig?«

»Ja — paa en vis Maade — De har ikke været ærlig mod mig. — Hvorfor har De — i al den Tid, vi har kjendt hinanden — aldrig omtalt, at De var gift?«

Hun pressede Spørgsmaalet lidt haardt frem, som om hun følte, at hun kunde røbe mere, end hun vilde.

»Hvorfor jeg aldrig har omtalt det,« svarede han usikkert. »Det ved jeg ikke — det er tilfældigt. Jeg tænkte, at det ikke kunde have nogen Interesse for Dem at vide det.«

»Nej — De skjulte det forsætlig, og — det vedkommer jo ikke mig .. Men Deres Hustru har ikke vidst, at De kom her — at De malede et Portræt af mig — vel? Det har hun ikke?«

Rødmen paa hendes Kinder blev stærkere, og hun rystede nervøst paa Haanden.

Han stod skamfuld foran hende som et Menneske, der gribes i Usandhed.

»Nej,« svarede han, »min Hustru har ikke vidst det, men Grunden dertil kan jeg ikke forklare Dem. Kun maa De være vis paa, at jeg ikke har tænkt noget ondt derved ...«

»Men De maa kunne forstaa, at De har krænket mig ved denne besynderlige Hemmelighedsfuldhed. Hvad har bevæget Dem dertil? ... Jeg troede saa godt om Dem ...«

Hendes Læber dirrede, og hun maatte gjøre Vold paa sig selv for at holde Taarerne tilbage.

»Laura!« — Han vilde tage hendes Haand, men hun trak den heftig til sig. — »De maa ikke have blot den svageste Skygge af Mistro til mig! Jeg sværger Dem til, at jeg aldrig har næret en Tanke, der kunde være saarende for Dem. Det er maaske urigtigt, taabeligt, eller hvad De vil kalde det, at jeg har ladet Dem være uvidende om mine personlige Forhold, men det retfærdiggjør ikke den Vrede, som De viser mig i dette Øjeblik. — De ved ikke, hvor meget De bedrøver mig dermed.«

Hans Stemme var blød og indtrængende. Hun vendte Hovedet bort, og det varede lidt, før hun svarede.

»Det er vel heller ikke mig, men Deres Hustru, der har mest Grund til at føle sig krænket. Derimod kan jeg bebrejde Dem, at De paa en Maade har ... draget mig ind i en Usandhed — ja, det baade harmer og saarer mig.«

»Men De, Laura, er jo i hvert Fald uskyldig i min Mangel paa Oprigtighed,« sagde han. »Og det kan ikke for Alvor være Deres Mening, at De vil bryde vort Venskab — lov mig, at De ikke vil det!«

»Jo — mellem Dem og mig maa det være forbi. Men før vi skilles, forlanger jeg af Dem, at De skal give baade Deres Hustru og mig den Oprejsning, at De ærlig fortæller hende om vort Bekjendtskab — deri vil De handle baade klogt og hæderlig.«

Han syntes ikke at høre det sidste, hun sagde, men kun de Ord: »Mellem Dem og mig maa det være forbi!« Han saa paa hende med et Blik, saa sorgfuldt og bedende, at hun igjen, ligesom ængstelig, vendte sig halvt bort.

»Saaledes maa og kan vi ikke skilles,« sagde han. »Jeg har været saa lykkelig ved at kjende Dem. De ved ikke, hvor meget De har været for mig ...«

»Lad os ende denne Samtale, Hr. Bentsen. Jeg kan og vil ikke træffe Dem oftere. Men vil De have, at jeg skal skilles fra Dem med uforandret Venskab, saa opfylder De mit Ønske og fortæller Deres Hustru, hvorledes De har gjort mit Bekjendtskab.«

Han rystede paa Hovedet.

»Hvis det kan bidrage til, at De vil dømme mildere om mig,« svarede han langsomt, »skal jeg opfylde Deres Forlangende. Men jeg tror ikke, det vil gavne nogen. Min Hustru er ... barnagtig« — han famlede lidt efter Ordet og tilføjede nølende: »og hun vil optage en saadan Forklaring paa en hel anden Maade, end De tænker Dem.«

»Men hun faar det alligevel at vide — hvis hun ser mit Portræt, som jeg har sendt hjem til Dem i Dag. — Og jeg lod nogle Ord følge med, som jeg maaske ikke burde have skrevet. Det var overilet handlet af mig ...«

Der syntes at fare en Tanke gjennem hende, og hun udbrød hastig:

»Men der kan da ikke opstaa nogen Misforstaaelse deraf? Man kan ikke mistro Dem eller mig for noget ondt — kan man vel?«

»Nej, ikke Dem — hele Skylden er jo min, og jeg lægger kun ringe Vægt paa, hvorledes min Handlemaade bliver bedømt.«

»Men husk — det er Deres Hustru, om hvem det gjælder, at hun ikke ser Dem i et falsk Lys.«

»Aa — det vil ikke forandre Forholdet synderlig,« svarede han bittert.

Hun saa næsten forskrækket paa ham, som om de faa Ord havde været nok til at forklare hende alt. —

»Er det virkelig Deres Alvor, at det skal være forbi mellem os?« spurgte han efter en kort Pavse.

»Ja. Nu mere end før,« svarede hun sagte.

»Saa er det altsaa sidste Gang, vi ses?«

»Ja — ja, det maa være saaledes.«

Han rakte hende Haanden, og hun modtog den.

»Farvel — og Tak for den korte, lykkelige Tid.«

Han gik langsomt ud af Stuen; hun blev staaende ubevægelig paa samme Sted, indtil hun hørte sin Fader lukke ham ud.

Saa skjulte hun pludselig Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad.