Anton Nielsen

Et Aar

Forlagt af H. Aschehoug & Co.

Kjøbenhavn · MDCCCCXIX

København — Græbes Bogtrykkeri

Til Min Far og Mor.

Hele Aftenen har jeg gaaet rundt for at skyde en Buk.

Lidt før Solnedgang gik jeg ud. Ved alle Engene har jeg været, og hver eneste Lysning har jeg gennemsøgt; men ingen Steder fandt jeg det, jeg søgte. De fleste er flyet fra Skoven ud paa Markerne.

Nu er det blevet for mørkt til længere at skyde. Kærv, Sigtekorn og Bøsseløb flyder ud i eet. Jeg driver om paa Maa og Faa. —

Et eneste Sted troede jeg, at Lykken havde rakt mig Haanden. Jeg listede uden om et Hjørne af Smaagraner. Foran mig laa en lille, sid Eng, hvor Græsset groede tæt. Over Blomsterne flimrede Guldsmedene, og Fluesnappere slog hvert Øjeblik ned fra Grenene og hang stille i Luften paa flattrende Vinger for at kaste sig over de lysende Fluer, som ustandseligt skød ud og ind imellem hinanden. Jeg trykkede mig op mod en Bøgestamme og saa udover.

Paa en Grøftekant stod en Seksender med hele Bredsiden til og nappede roligt Tot efter Tot i sig. Sollyset, som faldt skraat ind paa ham, tændte Ild i hans rustrøde Pels. Nu og da rejste han Hovedet i Vejret og saa sig omkring; men Vinden var lige ind imod mig, og fra den anden Side bares kun Lugten af Skovbundens Mylder ham i Møde. Grøften var hvid af Vandranunkler, og nedover mig dryssede Knopskællene fra alle de nyløvede Grene.

I det Øjeblik han igen bøjede Hovedet ned mod Jorden og gik et Par Skridt frem for at faa fat i en rigtig saftig Tot, havde jeg Bøssen mod Kinden, Sigtekornets blanke Knop skjulte allerede hele Bladet, og min Finger krummede sig om Aftrækkeren, men saa .....

Der knækkede nogle Grene lige ved Siden af mig, Løvet raslede, og jeg maatte se mig om. Holdet mistede jeg. En lille Spidsbuk kom listende frem. Ogsaa den anden lod Græs være Græs og saa lige mod den kommende. Han stod i sin fulde Rejsning med Hovedet højt hævet og Klovene fast i Jorden. Jeg kunde høre ham snøfte af Arrigskab.

Endnu var der Tid. Spidsbukken gik frem. Han havde intet set. Den anden maalte Afstanden. Jeg gjorde mig klar; men saa sprang han paa. Mulden røg dem fra Klovene, og de jog ind gennem Højskoven.

Saadan een havde godt af at føle et Par spidse Takker mellem Ribbenene, saa det sang i Vommen.

Det er snart Brunsttiden, og ingen Storbuk taaler, at en aargammel Knægt bryder ind i hans Hjord. De jager dem allesammen langt bort fra Skovene.

Langsomt fulgte jeg efter. Græsset, som lige var traadt ned, rejste sig igen Straa efter Straa. En Blaaklokkeblomst svippede op og stod rank som et Lys med alle Klokkerne ringlende af Fryd. —

Ved en Granvej stod jeg og saa Solen gaa ned. Det knitrede af Ild mellem Grenenes Fletværk. —

Timer er gaaet siden da. Jeg har været Skoven rundt flere Gange. Mellem Granernes sorte Toppe spinder Maanen sit hvide Spind, og ind mellem Træernes Stammer glider Skygge ved Skygge. De jager som Underlands Folk fra Busk til Busk. Hist i en Lysning staar de stille og kryber sammen til det bare ingenting.

Vejen er smal, hvor jeg gaar. Om mine Kinder og Øjne brister Spindelvævets tynde Traade. Midt paa en nøgen Træstub gløder en Sankt Hans Orm.

Høje er Bøgene. Slanke deres Stammer, glider i eet med Mørket om dem. Kronerne staar som malet mod den blegblaa Nathimmel. Som Silke rasler deres Løv. Og inde i Granernes Mørke pusler Natvinden, hvisker fra Gren til Gren og stiger i en hed, sanselig Knurren mod Himlens kølige Blaa. Over sølvhvide Enge flakker deres Skygger.

Alle Blomsterne sover. Hvert enkelt Kronblad har lukket sig tyst om Dybet, hvor Myriader af blinde Kim slumrer i ubevidst Higen. Kun Aftenpragtstjernen lyser i betagende Hvidhed. Natsværmernes blinde Øjne trækkes mod dens Lys.

Inde under Purrerne i et lille Hak midt i det højeste Græs ligger to Mennesker Side om Side. Stiens Mos sluger mine Skridt, og jeg kommer saa tæt, at kun nogle Grene er imellem os. Det er en Mand og en Kvinde. Hun ligger paa Ryggen med Lemmerne strakt fra sig i Hvile, han har kantet sig op paa Armen, saa han kan se hendes Ansigt, der er hvidt i Mørket. Tyst glider jeg ned bag en Busk. Endnu har de ikke hørt mig. De ligger stadig i den samme Stilling. Jeg borer mig et lille Hul mellem Bladene, saa jeg rigtig kan se dem. Lige bag mig slaar en Nattergal, og et Stykke længere borte svarer en anden. Alle Smaabøgene lyser som Perlemor.

— Du sier ekk novet, bitte Frærik.

— Hæ æ saa masendes smukt, Fie.

— Hm, søns du osse de', Frærik.

— Jov, de' har jæ da savt dig saa tit. Du skue tae o lægg lidt beder Mærk' te', hvae jæ saaen goer o sier dig.

— Jæ har ekk skreven de' op, o de' æ ekk saaen o saa house alt.

— Du har da en Poesibov, fra a' du gik te' Præst. Jæ har sæl skreven i den: To Drosler .....

— Jæ ved ekk, hvor min Poesibov æ bleven av.

Han tager et Par lange Drag af Piben, som sidder fast i sit Tandhul og puster velbehageligt Røgen langt ud fra sig.

— De' æ de' smukkeste Sted i hele Skoven, Fie. Saa tit, naar jæ har liggen her ene o grubliseret, har jæ drømt, a' vi havde bygget vort lell Hus herude, o du var bleven min Kone o hver Avten stoe ude paa Trappestenen o toe imod mig me' den mindste paa Armen.

— Du har da vel Raad te' o køve Huset ner ved Aaen, Frærik?

Hun drejer sig raskt om paa Siden, rejser sig halvt op paa Albuen og ser ham stift ind i Øjnene.

— Min egen lell Fiemor. Han haler møjsommeligt Piben ud af Munden og forsøger at dikke hende under Hagen med Spidsen.

— Lae vær me' de' Svineri, sier jæ, de' æ alvorligt nok, Frærik. Hun slaar til Piben saa den falder fra ham og al Tobakken ruller ud af Hovedet.

— Min dyrebare Tobak. Dæ fik du den spildt. Et Par Fingre borer sig ned mellem Græsstraaene og forsøger at redde, hvad reddes kan.

— Se paa mæ, Frærik. Har du Raad eller har du ekk? Jensens Fie løver ekk me' Snak o Per Hansens Adolf ...

— Bak ... bak ... bak ... uhm. Han har revet en Tændstik og forsøger at tænde Ild i Resterne. Hun har lagt sig om paa Maven, revet et Straa ud af en Blok med Hjærtegræs og gumler eftertænksomt paa det. —

Imellem to høje Græsstraa har en graadig Korsedderkop spændt sit Fangnet ud. Det hænger der og svajer i Takt med Straaene og glimter, som var det oversaaet med Diamantstøv. Et stort, klodset Møl svirrer frem fra et Blad. Som ejer det hele Verden buser det afsted, tumler imod Blade og Blomster og ... Straaene bøjer sig næsten helt ned mod Jorden, men Nettet holder. Ud fra Fangboligen kommer et sort Uhyre farende paa lange, tynde Ben. En kort Kamp og den dumme Mølfugl er kun et ranglende Skelet. —

— Kae dutte smie den dumme Pive fra dæ', mens vi snakker.

— Jæ ryer paa Myggerne, Fie.

— Hvor manne Penge har du for Resten paa din Bov, Frærik?

Hun spytter Græsstraaet ud og vender sig om paa Siden.

— Dikke ... dikke ... dik ... Puttehøne. De' ved vi itte. Pibespidsen er igen i Aktivitet helt henne under hendes Hage. — De' ved vitte, men helt nøgne behøver vi da heller ekk a komme te o goe, o Huset faar vi smens nok.

— Lelle Frærik ... Hun nærmer sit Ansigt tæt til hans. — Skae vi saa lægg Piven, Skat. Den snorker lieveller.

— Saa er'et vel fordi a den æ søvnig.

— Hi ... hi ... hi ... hihi ... En hel Masse gurglende Lyde baner sig Vej op igennem hendes Strube.

— Du kae da sie de', saa man kae le a'et, Frærik ... hi.

— Hæ ... hæ ... hæhæ—hæ ... Søe Fie, jæ kae sie de' meget sjovere, naar vi blir givte.

Han lægger Piben fra sig og stryger hende kærtegnende hen over Ryggen, som han er vant til det med sine Plovheste.

— Stikker Myggerne dig, min Tøs. Væk mæ jær I Asener ells skae Frærik Søren danse mæ ... Han slaar bredt ud med Haanden.

— Husjh ... husjh, kae I humme jær.

— Uh, hvor de stikker over hele Kroppen, Frærik. De sier lie saa tykk som Sand.

Hendes Ansigt er nu ganske tæt ved hans, og hans Arm hviler fast om hendes Midje. Han skubber en Smule paa sig og næppe hørligt hvisker han.

— Skae jæ jave dem væk, Fie?

— Jæ tror du æ tovlig, Frærik. Jæ skae nok sæl flytte, hvae dæ skae flyttes. Vi æ dante givte.

— Vi har i allenfals Ringen, Fie. Han gør et krampagtig Forsøg paa at holde hende fast og finde hendes Mund; men hun smutter ud af hans Arm. Ærgelig giver han sig til at lede efter sin Pibe. —

Ganske stille bøjes Grenene lidt til Side, og en Ræv stikker sin spidse Hoved frem for at "sikre". Øjnene lyser som Fosfor, og Læberne er trukket lidt til Side, saa de hvide, graadige Tænder skimtes. En Solsort, som har siddet i Busken lige over den, gnevrer op. En anden svarer forskrækket ligesom i Søvne og snart er hele Tykningen et eneste gnevrende Kor. Arrigt drejer den Hovedet om efter dem, saa trækker den sig tilbage lige saa forsigtigt, som den er kommet. —

— Dæ var bestemt nowet, som rørte sæ, Frærik.

— De' var en Myg, dæ' summede, Fie.

— Du me' dine Mygger. Hun dunker ham overgivent i Siden og kravler ind i hans Favn igen. — De' kae du lie, hvae?

— Fie, jæ har køvt Huset, saa dæ kae lyses hvae Søndav, de' skae være.

— Æ' de' sandt, Frærik? Kys mæ, hvis de' æ regte verkle.

— Lelle goe Engel. Han tørrer omhyggeligt Munden af med sit Trøjeærme.

Midt under Kyssene, som bliver længere og længere, holder hun ham pludselig et Øjeblik for Munden og siger:

— Du spajer dante Frisuren, Frærik?

Hun slipper ham et Øjeblik, saa er hun der igen med Haanden.

— Frærik, de' æ vel regte bastemt, de' me' Huset o saa Lysningen.

Hun trækker Hovedet langt tilbage og slipper, for at han kan komme til at svare.

Tre røde Fingre hæver sig i Vejret.

— Naar løj Frærik spør jæ Fie Jensen?

Hun ser ham stift ind i Øjnene.

— Ja een faar tro dæ. Karlfolket æ nu ells ekk saaen i vorses Dave. Og idet hun atter nærmer sit Ansigt tæt til hans, tier hun et Øjeblik som for at bringe sine Tanker i Orden, før hun føjer til:

— De' æ altsaa paa næste Søndav, a dæ lyses første Gang, o te November æ vi givte ... Uh, du kae ekk tænk' dæ, hvor de tovlige Mygger dov osse skae bide. — — —

En Raa kommer langsomt vandrende over Stien. Som en Silhuet tegner dens Billede sig mod de lyse Bøgepurrer. Uroligt virrer den med Ørerne og kaster Hovedet frem og tilbage, mens den piber — lange, kaldende, fløjtende Lyde, som bliver borte mellem Stammerne.

Ud fra en Holm med Brændenælder kommer i det samme et Par løjerlige smaa Skikkelser til Syne. Spændte staar de og lytter. Gaar forsigtig ligesom prøvende et Par Skridt frem, lytter igen og giver sig pludselig til at springe afsted med korte, kluntede Hop. Hej, der snublede den ene over en Gren, og der tumlede den anden over en Tue. Benene er nok ikke tilstrækkelig stærke endnu til at bære solidt og Øjet for svagt til at beregne et Spring. Men Længslen efter Mor ... Nu borer to ivrige, fløjelsbløde Snuder sig Vej til Dellet, og den varme Mælk faar Muskelspillet paa to slanke, fine Halse til at virke som Stempler. Med højt hævet Hoved og hver Sans spændt til det yderste holder hun Vagt, mens de drikker.

— Hrew ... hrew ...

Hun gaar et Skridt frem og hugger Klovene haardt i Jorden. De tørstige Munde forsøger at holde fast.

Hrew ... hrew ... hrew ...

Der var noget, som rørte sig et Sted inde i Tykningen. I lange Spring forsvinder hun henimod Holmen. De smaa tumler efter. Snart har Brændenældernes haarede Blade skjult dem igen og Græssernes Hvisken og Tisken dysset dem i Søvn. Selv lister hun som en Skygge omkring i Nærheden og vogter paa sin Skat. —

— Huh, Frærik alt æ levendes om vos.

— Stell din lell' Skarnstøs, de' æ kuns Dyrene o saa Natten. —

En Ugle svæver paa lydløse Vinger fra Træ til Træ. Den skriger og klager sig som et Menneske i Nød. Højt over Grantoppene glider Maanen. Dens gul-hvide Fjæs er stivnet i en komisk Grimace, og Stjernerne ler paa dens gyldenblanke Vej. Et Sted langt inde i Mørket knager en Eg sine Eventyr for Puslingerne, som frækt skyder op om dens Fod, og ud og ind mellem dens Grene svirrer Flagermusene i en evigt hvirvlende Dans. I en Tveje har en Maar lagt sig paa Lur. Dens grønne Katteøjne følger de flagrende Dansere. — — —

Der steg Nattergalens Trille saa højt, at den brast. — — —

— — —

Stille, som jeg kom, gaar jeg bort.

Andre Stier og andre Veje tager mine Skridt. Over mig lukker Grenene sig sammen, og til Siderne kan jeg kun se et lille Stykke ind. Det er som at vandre mellem Skygger, der bestandig viger.

Det er langt ud paa Natten. I min Hytte bag Skoven gør min Hund af Længsel efter mig — Glam efter Glam, som giver Genlyd viden om. Tiden er blevet ham for lang bag fire Vægge uden andet Selskab end Mørket og en Strime Maanelys over Gulvet. Jeg gaar hjemad. Om nogle Timer skal jeg begynde igen. Bukken, som jeg ikke fik i Aftes, skal skydes i Morgen, og jeg skal maaske gaa langt for at faa den.

Paa en Træstamme lige ved Vejkanten sidder der een — en utydelig Skikkelse mod alt det mørke.

Jeg gaar tæt hen og hilser.

— Hvor De gjorde mig bange. Det er en Kvinde. Hun vender sig om imod mig. En hed Bølge af Glæde skyller ind over mig, og jeg bliver staaende med Hatten i Haanden. Hun smiler, jeg ser de hvide Tænder, og hendes Øjne straaler.

— Hvad hedder De?

— Jeg hedder Elizabeth — eller Lis, føjer hun til.

— Jeg kender Dem ikke.

— Nej, men jeg kender Dem. De er Jægeren. Altid naar vi er ude i Marken, og vi pludselig hører et Skud, siger de allesammen. — Det var ham, der skød. Forøvrigt bor De alene omme i Huset ved Rødledsvejen.

— Ja, det er mit Hjem. Hvor bor De?

— Hos min Onkel og Tante nede paa "Sofies Minde".

Jeg sætter mig ved Siden af hende og lægger Hatten fra mig. —

Over Stammen kryber en Skovsnegl. Vi kan høre den suge sig fast til Barken og igen give Slip for at skubbe sig længere frem. En Lysstrime rammer den, og den glinser af Slim. Før det gryr, skal den være paa den anden Side, hvor Løvet kan skjule den for Solen. Den strækker sig langt frem og kiler paa. —

Som hun sidder, ser jeg hendes Mund. Læberne er tykke og krænger sig ud, som vilde de kysse hvert eneste Aandedrag. Min Haand ligger tæt ved hendes ... nu rører de ved hinanden. Huden er blød og varm, og jeg kan mærke Blodet banke helt ud i hendes Fingre. Hun vender Ansigtet om imod mig ...

Sneglen er naaet til Overkanten af Stammen og begynder forsigtigt at krybe nedover. — — —

Længe bliver vi siddende. Tungt aander Jorden. Den stiger og synker som et Bryst, der er fyldt af en frydefuld Længsel — favnes af Dagens Sollys.

Natravnen Flakker os tæt forbi, graa som en Skygge, jagende Mølfugl, der lige har puppet sig ud ... Stille ... stille ... dens Vingeslag høres ikke ...

Vore Hænder mødes — et Kærtegn — født af Øjeblikkets Stemning. Hvorfra ... Hvorhen ... Jeg ved det ikke. Ved blot, at jeg maa være god imod dig.

— Lis! Er du min?

— Jeg var din, før jeg saa dig.

Du giver mig begge dine Hænder. De er faste, næsten lidt haarde. Du er vant til at slide ...

Vi glider ind i hinanden, Øjenlaagene slukker Pupillernes Kærter — din Mund brænder ... Du giver mig Kysset igen. — —

Vi gaar ud over Markerne. Om os Sædens lysende Graa. Hvide ligger Vejene. Inde paa Græsmarkerne brummer Køerne i overmæt Velvære. Deres Yvre spændes med Mælk. —

Ved Havegærdet rækker du mig Haanden til Farvel.

Jeg beholder den i min, bliver staaende og ser paa dig. Du slipper ikke mit Blik. Dit Ansigt er lyst, spejler den mindste Glæde. Jeg tror, dit Sind er enkelt som Klokkeblomsten langs Vejkanten, der ringer sin Fryd ud for hele Jorden, blot Vinden aander paa den ...

Dine Øjne ejer Vandets Dybde, der samler hele Himmelhvælvet i sig og gnistrer af Solstænk. Og dit Bryst er bredt, kan rumme al Jordens Lykke. Du er stærk, der staar en sund Kraft af din Krop ...

Længe — længe bliver jeg staaende og ser op ad Havegangen, hvor du gik.

Det lyser langs Sivbræmmerne. Brudelysenes røde Koralrev glimter, og Sværdliljernes Guld lyner. —

Dér letter en Hejre fra en Tue. Stille som et Skib glider den bort i Taagerne over Bøgenes rolige Hav. Hvor den har staaet, ligger endnu dens varme Gødning, og Fluerne samles om den. Deres Summen høres helt ind til Land. —

Jeg rejser mig. Et Øjeblik har jeg sovet, siddende med Ryggen mod en Træstamme, jeg fryser og er vaad af Dug.

Blaasort ligger Mosevandet. En hvid Taage stiger fra dets Dyb. Det ser ud, som om det kogte. Hvide Vandperler skruer sig langsomt i Vejret og brister en efter en med smaa Smæld, som var de af Glas.

Inde i Skoven bag mig tændes Solpletterne, som Blomster springer de frem af Skovbunden og hør, Morgenvinden letter. Sagte kommer den susende, kruser knapt Vandets Flade og rangler bort mellem Sivene. Alle de dunede Blade skutter sig mod Lyset.

Inde bag Granerne kurrer de første Duer.

Ad Stien ud til Engen kommer en gammel Kælling langsomt rokkende. Hvert Øjeblik standser hun og snøfter, som om hun vilde vejre. Hendes krogede Haand er krampagtigt knyttet om en Krykkestok, og hele hendes Overkrop er pakket ind i et stort Sjal. Jeg kan ikke se hendes Ansigt, der er indrammet af en bredflæset Kyse.

Hvor Tørvestakkenes kegleformede Smaahuse sløret af Nattens Spindelvæv gror frem af Jordsmonet, standser hun. En lille Mus, som er fremme for at se, hvad Dagen lover, gaar hovedkulds til Bunds igen, og nogle jordgraa Firben, der gør Jagt paa Myg, piler ind mellem Tørvene og stikker nysgerrigt Hovederne frem.

Længe staar hun og ser sig omkring, skygger med Haanden for Øjnene og drejer sig rundt mod alle Verdens Hjørner. Alt er roligt. Kun en enlig Spinder er drattet ud af sit Net og hænger langs et Græsstraa og svajer.

Stadig lytter hun. Engtaagen letter, forsigtigt løses dens Flige fra Straaene, nu staar den skarp som en Sky i Luften ... nu glider den foldet sammen i en Strime op mod Lyset, og nu — gnistrer den som Solstøv.

To Sommerfugle jager forbi — kaster sig ud og ind i Leg — tæt ved og langt borte. En lille Ærenpris strækker Hals og ser længselsfuldt til. Liljekonvallernes Bjælder ringer Dagen ind.

Kællingen har revet Sjalet til Side. Krykkestokken har hun ladet falde og staar strunk endda. En stor Spaankurv kommer til Syne. Der er ikke engang den mindste Smule Gigt i Lemmerne, hun hopper fra Stak til Stak og slaar ned over alle Toptørvene. Hendes Fingre griber som Klør om Byttet.

I rasende Fart er Kurven fuld. Ikke et Øjeblik har der været Tid til at hoste. Hvem er vel heller kort for Brystet en tidlig Morgen, før andre endnu har drukket Luften ind.

Tilbage over Engen med højt løftede Skjørter og uden et mindste Hvil. Krykkestokken er lagt helt op under Armhulen for ikke at genere Gangen. —

"Halløj Mette" nu slap du ind paa Skovstien. Sjalet dækker igen, og Krykkestokken støtter de værkende Arme. Et Par Blomster faar du Tid til at plukke dig, dem bærer du synligt. Møder du nogen, har du været ude at søge Urter til at køle de brændende Saar, som Dagslidet giver. Men denne Færd skal du komme til at betale med Kaffe. Vi mødes ved din Dør. Jeg gaar udenom og skal nok hjælpe dig med at puste til Ilden. Og saa har du et dejligt Spil Kort fedtet af Aars Gransken. Jeg vil vide, om der ikke ligger en rød Pige til mig, for Lis har røde Fletninger og Fregner i Huden.

Jeg ser dig skyde Kortene ud og ind imellem hinanden, og hvert Øjeblik betragter du mig.

Jo, Gue ligger der en rød Pige til mig ... Vi ser hinanden dybt ind i Øjnene og forstaar hinanden. Tørverøgen fylder Køkkenet. —

— Lae mig se ... jov, min Sæl og Saliehed, hæ ligger hun sgu osse, o hun æ rød som de' pureste Guld. — —

Solpletterne er store som Roser og Fluesværmen tæt over Mosen. Snart kommer Landsbyens Arbejdere. Deres Skraal og Banden vil jage hver fredfyldt Plet som Solstrejf til Skovens Dyb. —

Kaffe med hvidt Brød og gult Smør, vil jeg have, og vi tier stille ... Og saa den røde Pige. —

Den Smule Omvej gaar i et Par Spring.

— Guds Fred. Har du en Drik til en tørstig Sjæl, som har jaget i Nat?

Græsset hedder en Mark lige uden for Skoven. I mange Aar har den ligget udyrket hen, for at Fasanerne skulde have et Sted, hvor de kunde ruge i Fred. Hist og her er der plantet smaa Holme med Bjergfyr og Gyvel. Naar Hønsehøgen kommer susende og vil til at slaa ned, er det godt for en Høne at kunne rende i Skruk. Ogsaa mange Harekillinger har fundet Ly under de buskede Grene.

Paa en bar Plet, hvor Solen har hedet Sandet, ligger nogle Fasanhøns og baltrer sig, saa Støvet staar i Sky om dem. Døsigt ligger de paa Siden og puster sig op, ryster med Nakkerne og kurer sig rigtig ned. En Hane gaar rundt og gør Kur. Foran hver enkelt standser han, skraber ud og stritter med Vingerne. Kroen vider Halshuden ud, og han klukker dybt nede i Maven — ho ... hoho ... ho ... ho ... Hans Øjenlapper er røde som Blod, og Halen fejer efter ham. Men alle Hønsene gaber af Døsighed og basker sig, saa han maa springe til Side for ikke at faa plettet sin Dragt.

Det er en gammel Fyr med blanke Sporer og sirligt Traad, han danser næsten foran dem.

En anden kommer frem fra en Busk. Han er ikke saa pyntet at se paa, Dragten er lurvet, et Par af Halefjerene mangler, og han ejer ikke saa lange Sporer. Det er første Aar, han er med i de voksnes Lag. Et Øjeblik staar han og ser sig omkring, saa faar han Øje paa Hønsene og springer straks i Toppen paa en af dem.

Den gamle standser i et dybt Buk, ryster sig og slaar med Vingerne, saa det dundrer i Jorden.

Küh ... kühh! Lavt flyver han bort og slaar ned et Sted ovre ved en af Holmene, hvor han har set en tyk Madam forsvinde under en Dusk Gyvel.

Alle Hønsene har rejst sig. De kagler i Munden paa hinanden; mens Hanen er krøbet ned i et af Baldrehullerne. Velbehageligt skyller han Støv ind over Ryggen. Og nu er det dem, der danser for ham. —

Solen brænder fra en skyløs Himmel. Her findes ingen anden Skygge end Græssets. Lis og jeg ligger i en Høstak, som Moseper har revet sammen til Vinterfoder for sin Ged. Vi har boret os ned og døser i sløv Ubevidsthed.

Høstakken fylder vore Sanser med deres døvende Duft af soltørret Liv, Kløverbladene knitrer under os af Tørke, og Tidslerne stikker vore Hænder. Et Øjeblik lukker vi Øjnene i for ikke at blændes af Lyset, og vi føler, hvor vi glider langt bort. —

Jeg traf Lis inde i Skoven, hvor hun gik og ledte efter Jordbær, og jeg fortalte hende, at herude paa Gærdet luede de frem mellem hvert eneste Græsstraa hede af Solbranden. Vi har spist os mætte. Saften tørkner paa vore Læber.

En Græshoppe springer op paa hendes Ansigt. Hun skubber til mig, og jeg ser op. Et Øjeblik bliver den staaende paa hendes Pande og springer saa videre. Smaa sorte Edderkopper løber allevegne.

Hendes tynde Kjole ligger i Brus om hende, og Lemmerne hviler i tryg Yppighed. Regelmæssigt stiger og falder hendes Bryst. Af og til brummer en Humlebi over os. Ellers kun Solens Straaler, der brænder vore Ansigter, og Høet, der synker sammen under vor Vægt.

— Du, siger hun. Længe har vi ligget tavse og set ud over alle de gabende Blomstermunde, som titter frem alle Vegne rundt omkring os. Gule Honningfluer flokkes om dem, og Luften sittrer under blanke Vingers Surren. Varmen bølger ind over os. — Hvis jeg var gift, vilde jeg have hele Hytten fuld af Børn. Vi er saa mange Søskende hjemme, og vi har altid haft det saa morsomt. —

I en Busk lige ved Siden af os faar vi Øje paa en Fuglerede. Et Hoved rager op over dens Kant, og to sorte Øjne skinner imod os. Nu ser vi ogsaa en lille graa Krop, der breder sig ud og skjuler hele Fanget. Lyset blænder, vi ser kun de straalende Øjne, og det er, som kan vi høre et Hjærte, der banker ... Sommerens skælvende Hjærte mod Livet. —

Ovre paa Sandpletten danser de stadig for den hvilende Pascha ...

Jeg lukker mine Arme om Lis.

Selv Duerne er stille.

Tunge sidder de mellem Granernes Grene og døser. I Rederne ligger de dunede Unger og gaber efter Føde.

En liden Mejse har travlt med en fjorgammel Kogle. Ivrigt hugger den med Næbet i de brune Skæl, saa Støvet staar om den. Dens rastløse Pikken bryder Stilheden.

Henover Naaletæppet glider en lang Væsel. Øjnene lyser af Mordlyst. Det er knapt, at de tørre Naale bevæger sig under dens Traad. I et eneste Spring er den over Mejsen. Et halvkvalt Pip og dens sprøde Hjærneskal knaser mellem Røverens sylspidse Tænder. En Due, som har siddet paa en af de nederste Grene og set til, strækker Hals. De grønblaa Øjne spærres vidt op, og den lægger Hovedet helt ned paa Siden.

— Uh ... uh ... Den forsøger at kurre og kaster sig klapprende ud mellem Grenene. Væselen piler afsted og lader Mejsen ligge. Et enkelt Dun sejler i Luften over Valpladsen. I et Musehul under nogle Trærødder smutter den ned; men et Øjeblik efter kommer den til Syne igen og skal spejde ud. Den fangede en Lyd før, da den løb bort, som den ikke fik hørt, hvorfra kom. Den spejder og spejder ... Hele Overkroppen gaar paa den.

Stille ... I tunge Drag aander Skoven Fred. Henad en væltet Fyrrestamme snor en Snog sig ud mod en sollys Plet. Bugskællene kradser mod Barken. Brune Tusindben og skimlede Bænkebidere titter forskrækket frem ved Støjen. Stivnet af Rædsel følger de den lange, bugtende Krop. Smaa kulørte Edderkopper — ikke større end Knappenaalshoveder — drysser som ormædt Støv ned mod Jorden.

Rundt om, hvor Solen en eneste Time af Dagen kan sende en Strime af Lys ned imellem Grenenes Mørke, knoppes frostblege Syreblomster mellem Ris og skabede Nælder. —

Forsigtig lister jeg afsted. Ikke en eneste Gren maa knække. Det er Duerne, det gælder. Vel er det forbudt at skyde dem nu for Ungernes Skyld; men man kan altid pille Hannerne ud. De er alene om Kurringen. Og jeg skal have Fest i min Hytte. Lis vil komme.

Naar jeg nu blot faar den, jeg har kigget efter saa længe og een til ...

Jeg skal skynde mig hjem og have skrubbet og skuret. Gulvet skal være hvidt, hvor hun skal sætte sine Fødder. Og Fluesnavset skal gnides af Spejlet, saa hendes Ansigt ikke plettes, hvis hun vil se sine egne Øjne tindre af Fryd.

Ja, Gud ved, hvad jeg naar! Maaske bliver det kun til at sidde i en Krog og længes.

Endnu er det bare blevet til at liste omkring. Hvergang jeg har været lige ved at faa Skud, har den fordømte Frakke hængt i en Gren og ikke været til at faa løs, før Byttet var over alle Bjærge, eller Foden er blevet sat op i en Bunke Kvas, som det var ganske umuligt at komme udenom.

Hele Skoven har jeg været igennem. Hver Gran har jeg staaet under og spejdet op i Grenenes Virvar, til mine Øjne er løbet fulde af Vand. Ligemeget har det hjulpet. Tilsidst driver jeg ud under Bøgene ned ad Kærlighedsstien.

Det er som at komme fra en kold Kælder op i Dagslyset. Den lune Varme slaar mig i Møde, og Øjnene maa først vænnes til, før de kan se alt klart.

Paa den ene Side staar lave Purrer med stridt Hindbærkrat imellem. De modne Bær hænger helt ud til Stien.

Langsomt gaar jeg og plukker mig Haanden fuld. Rundt om mig leger spraglede Sommerfugle, og store Guldsmede sidder paa Tidslernes Toppe og lader Solen flimre i deres gyldne Ham. Tunge Bier brumler hidsigt afsted, hildet i Blomsternes Sødme. Jaget — det store Jag — en Solsommerdag for Føde og Parring. Hist svæver en Døgnflue som et søgrønt Silkefnug fra Jorden op i Hvælvet, her kryber en Humlebi som en Skattegraver næsegrus ned i en Døvnælde.

Inde bag Krattet ligger Paradisengen. Gøgeurterne blomstrer, og langs en Grøft staar Kabbelejerne med tykke Frugtknuder. Mellem stridt Græs snor Snerlen sig til Tops og skriger Sommeren ud med Raaber for Mund. Allevegne synger Græshopperne. Et lille Gedekid med et tykt Reb om Halsen klager ynkeligt og ønsker sig bare hjem. Om Øjnene sidder Fluerne saa tæt som Sand.

Et Sted er Græsset bølet ned. Der er blevet en stor, rund Plet som efter to Vilddyrs Kamp. En Træsko ligger med Bunden i Vejret et Stykke borte. Klampernes Jærnringe er blanke.

Lige udenfor Kredsen ligger hun. Det er Benene jeg ser. Det, som først fanger min Opmærksomhed, er egentlig det, at den ene Strømpe er hullet og blotter en af disse Hæle, slidt haarde af de evindelige Træsko.

Hun ligger som en Bylt, man har kastet fra sig, fordi man ikke længere har Lyst til at slæbe den med.

Tøjet er i Uorden. Bæltet sidder skævt og viser en stor, skinnende Sikkerhedsnaal, og Tryklaasene er sprunget helt op igennem Ryggen. Nogle rustne Korsetstiver stikker frem.

Her har staaet en Kamp.

Ansigtet er gemt bort mod Jorden. Et Vildnis af nøddebrunt Haar bruser ud over Ryg og Skuldre og flyder henover Græsset. Et Par tykke Hænder med hovne Fingre holder krampagtig fast i nogle Straa. Næsten som en Død ligger hun.

Jeg tager fat i hende. Der gaar en Skælven gennem hendes Lemmer. Maaske er mit Greb ogsaa lidt haardt.

— Her maa De ikke være.

Hun knytter Hænderne fastere sammen om Græsset; men flytter sig ikke.

— Hører De ikke? Her kan komme nogen. Jeg rusker til.

Hun vender sit Ansigt op imod mig. Der sidder Mærker i Huden af Straa og Kviste.

— Der kan komme nogen.

Hænderne slipper. Maabende rejser hun sig over Ende. Nogle Haartjavser, som glider ned over Øjnene, faar Lov til at hænge. Over hendes Pande trækker sig dybe Rynker, som arbejdede hun med en Tanke, hun ikke rigtig forstod.

— Rejs Dem op. Jeg slipper mit Greb og henter hendes Træsko.

Hun lystrer som en Hund.

Der er i hendes Øjne det samme Blik om Naade, som der er i et Par Dyreøjne, der ser op i Jægerens Ansigt lige i det Øjeblik, han lægger Knæet over Halsen og jager Kniven i Nakken for at give det Fangst.

Jeg kender hende ikke. Hun er fremmed der paa Egnen. —

Det begynder ganske smaat med en Smule Vand i Øjenkrogene, saa fyldes Øjet og pludselig ... hun hulker og næsten skriger.

— Mi' Far slawer mæ bastemt ... ihjel ... Uh ... jæ ... kae alder mer ... komme — hjem!

Hun dækker sit Ansigt til med Hænder og Arme og begynder at gaa.

Jeg springer efter hende. Saaledes maa vi ikke skilles.

— Sig mig, hvad der er i Vejen. Jeg faar fat i hendes Arm.

— Jæ æ saa oløkle ...

Graaden bliver hæftigere. Hele hendes Legeme skælver som i Krampe.

Hun faar Lov til at græde færdig, saa følges vi ad et Stykke. Jeg spørger hende ikke ud, og hun fortæller mig intet. Stille gaar vi ved Siden af hinanden. Ikke en eneste Gang mødes vore Øjne. Bestandig gaar hun og ser ned i Jorden.

Ude paa Skovvejen skilles vi. Jeg rækker hende Haanden til Farvel. Hendes Haandtryk er slapt.

Jeg bliver staaende og ser efter hende. Langsomt gaar hun. Det er, som om hvert Skridt kostede hende usigelig Møje. Om hende er Vejen plettet af Sol, dybt i Bøgenes Bladhang begynder Duerne at kurre, og langt borte i en Tykning kukker en Gøg.

— Kuk kuk ... kuk kuk ... kuk. Den flyver forbi og ler haanende. I de tætteste Bladkrat højt oppe over Jorden mødes den med sin Mage og stjæler siden Plads til sine Æg i Smaafuglenes Reder.

— Kuk kuk ... kuk! Jeg kan blive ved med at høre den længe.

En nøgen Fugleunge ligger i Grøften, sparket ud af Reden. En Aadselgraverfamilie er i Færd med at dænge den til med Jord.

— Pip ... pippip! En Finke jager efter en Guldsmed.

Det er bagende varmt. Hindbærene hænger saa fristende røde. Jeg plukker og plukker og sanker omhyggeligt Ormene fra.

Hun turde ikke gaa hjem ...

Vejen er øde. Luften sittrer af Hede. Spraglede Blomster knejser mellem Grøftens Græs. Det gnistrer med Farver og dufter af Brunst. Sommerfugl flyver fra Blomst til Blomst. Stilken sittrer af Vellyst, naar den spidse Snabel bores ned i de honningfyldte Bægre.

Ved Indgangen til Planteskolen staar der en Pælesaks. I Løbet af Natten er der gaaet en Ugle paa. Den hænger og basker ned langs Stolpen med brudte Ben.

Jeg springer over Hegnet og klattrer op for at slaa den ihjel. Men jeg spænder ikke Saksen paany og lader Uglen hænge. Den kan saa rart bruges til at kyse andre væk. Maaske ... saa længe den er frisk ... skønt ... naa, lad den hænge, den gør i det mindste ikke Fortræd, og en enfoldig Due kan den altid holde fra Stiklingerne.

Jeg kommer ned over Engen igen. Nu vaagner Livet i Granerne. Duerne flyver til og fra Markerne. Enkeltvis kommer de susende med Kroen fuld af Føde og dukker ned mellem Grenene. Nogle enkelte Hanner sidder paa de højeste Topskud og kurrer omkap. Af og til stiger de lodret i Vejret, klapper Vingerne sammen og styrter ned, indtil de atter faar Fodfæste. Klap efter Klap smelder.

Lige for min Fod ligger der noget hvidt og lyser. Jeg bøjer mig ned. Et Lommetørklæde. Det er snavset og rødt af Blod.

I det ene Hjørne er der syet et Navn.

Thea staar der med store, klodsede Bogstaver.

Thea ...! Jeg kender ingen Thea ... Jo, nu ved jeg nok, hvem Thea er.

Jeg gemmer Lommetørklædet i min Jagttaske.

— Mødes vi mere, skal du faa det igen. — —

Inde midt i Granerne ligger der en lille Dam med grønsket Vand. Saa lunt ligger den, at Vinden aldrig faar Lov til at kruse dens Flade. Langs Bredderne er den helt hvid af Vandranunkler, og midt ude i svømmer Blomster med store, trevlede Rødder. Der er fuldt op af Igler saa tykke som Snegle, og under Vandplanternes Blade staar slimede Karudser med døde Øjne og snapper efter Vejret. I en lille, blank Plet Vand stiger en Stime Haletudser op fra Bunden, og langs de sumpede Kanter skyder alenhøje Bregner i Vejret. Fede Snegle maver sig frem over Dyndet trækkende efter sig brede Strimer af Slim.

Her finder jeg hende igen. Jeg kommer forbi for at se, om der skulde være en Due nede for at drikke.

Hun ligger paa Knæ paa en Sten og øser Vandet op i sin hule Haand for at vaske sit Ansigt rent. Haaret sætter hun en Smule op efter Billedet i Vandspejlet.

Men saa snart hun faar Øje paa mig, springer hun i Vejret og flygter ind mellem Granerne.

— Thea!

Min egen Stemme svarer mig langt borte.

Altid vil det Billede staa for mig, da hun laa paa Knæ og vaskede sig ren, gned Ansigtet ind med Smuds, som vilde hun skruppe Skammen bort med det samme.

Det suser i Luften over mit Hoved. To Duer slaar sig ned i Toppen af en Gran. Den ene helt inde ved Stammen, den anden yderst paa Grenen. Et Øjeblik sidder de stille og ser paa hinanden. Den, der sidder yderst, puster sig op, kurrer, drejer sig flere Gange rundt om sig selv og balancerer langsomt ind mod den elskede. Halen er bredt ud som en Vifte. Hun, inde ved Stammen, flytter sig i smaa Ryk lidt længere frem i Lyset og ser undrende til.

De er lige ved hinanden.

Kurre ... Kurre ... Han gør sin Stemme saa grov som muligt og puster sig op. Hun ligger næsten fladt henad Grenen. Selvtilfreds nikker han flere Gange. — —

En Djævel regerer min Bøsse. Midt i deres hedeste Elskov skyder jeg dem ned i et eneste Skud. Baskende falder de fra Gren til Gren. En Regn af visne Naale følger efter dem.

I Dag til Morgen er Himlen graa, og det støvregner. Brændenælderne langs Vejene staar med irgrønne Blade, og Larvernes Spind lyser hvidt stukket med smaa bitte Perler. Græsset og alle Blomsterne dufter, Skovbunden damper, og Taagen hænger tæt over Granerne.

Det er Søndag. Over de vædeglinsende Marker ligger Helligdagens Fred fortættet af den silende Regn. Ingen Mennesker at se noget Steds. Et fint Slør af Sprøjtet fra de splintrede Draaber indhyller Vejene. Langt borte fra bæres Duften af en blomstrende Hyld mig i Møde, og Roserne funkler i Hegnet.

At staa stille paa Skovgærdet og se ud over Rugens udstrakte Hav, Aks ved Aks saa tæt, at de danner en flydende Flade aldrig i Ro, man føler det, som saa man ud i Uendeligheden — ingen Grænser, intet Rum — Regntaagens Graa og Straaenes lysende grønne ... en lykkefuld Higen.

— Ding — dang! Klokkerne ringer bag Bakkerne.

Tyst, det gror — det gror i alle de trevlede Rødder hele Jordkloden over. —

Fra et Hus ved Vejen kommer en Mand ud. Hans Kone følger efter. Et Øjeblik staar de stille, saa prøver han om Døren er laaset. Andagtsfulde følges de ad paa hver sin Side af Vejen mod Byen.

Fra Stien ind over Markerne kommer andre dem i Møde. De bliver staaende og venter. En tavs Hilsen med Haandtryk til hver enkelt, og Mændene gaar foran og Kvinderne bagefter.

Ding — dang! Klokkerne ringer. Fra Gaardene kører Vognene ud fulde af Folk.

Jeg dukker ind i Skoven igen.

Paa en af Vejene møder jeg Alverdens Niels. Han er i Søndagstøjet og den blaamalede Porcelænspibe. Kinderne er ragede og skinner friskrøde. Hans Tøj er af groft Vadmel, og Regnen sætter sig i Haarene, saa han damper som en Hest.

For Resten goer han o kigger en Smule evter Konvaller.

— Man har jo saaen en bitte Tøs derne'e i Byen, som dæ holder a' de Slavs. O saa kae man da savtens gøre hinner den Glæde, nu de' æ Søndav.

Mens vi staar og taler sammen, kommer to Mænd forbi. Det er den rødskæggede Maler nede i Hulvejen og hans Nabo Stenhuggeren. De er paa Vej til Kirke. Deres Salmebøger sidder i Frakkelommerne.

Vi hilser, og de hilser vennesælt igen. Ingen af dem ser dog paa Niels. Deres Smil rummer en hel Menigheds Varme. Vi ser dem tale ivrigt sammen, da de er kommet forbi os. Stenhuggeren fægter med den højre Arm, som førte han en indbildt Hammer, og Maleren hører andægtigt efter, mens han sagligt folder Hænderne paa Ryggen og rejser Nakken.

Alverdens Niels ryster paa Hovedet, saa spytter han langt og river en ny Tændstik til Piben.

— Klem Tøsene o lae Vorherre om sit. Han taer vos smens nok, hvis han har Bruv for vos.

Han faar Ild, og mens han patter paa Pibespidsen.

— Jæ har nu alletider faaen mæ en Kærest, hvor jæ æ kommen frem, o de' Slavs æ vel heller kuns te, for a' man skae tae dem, o saaen æ'ret vel me' de' altsammen. Al den megen Snakken om de', som kommer bavevter, de' lær' vi smens nok, naar vi fø'st æ kommen i'et. — —

Jeg gaar fra ham. Lis venter mig omme ved Træstammen, hvor vi mødtes den første Gang. Vi skal holde Søndag sammen.

Det kribler inden i mig af Glæde.

Ovre bag Bakkerne ringer de sammen. Jeg hører Draaberne falde fra Blad til Blad. Niels drejer ind ad en Bivej.

Det er holdt op med at regne. Blaa Rifter titter frem hist og her mellem Skyerne. En Finke begynder at synge, og en Solstraale forvilder sig bort mellem Løvet, drypper fra Blad til Blad som en stor Draabe af Ild. Og nu sætter alle Fuglene i. Det bliver høj Himmel og en varm Dag.

Paa en smal Sti bevokset med Græs ligger en Buk og en Raa ved Siden af hinanden. Det er midt i Brunsttiden. De har store blodsprængte Øjne af Jaget den lange Nat over dampende Enge og gennem rygende Moser. De spidse Ører, da jeg gaar forbi og ser ned imod mig. Regn og Sved staar i Em fra de gispende Sider.

Lis kommer mig i Møde. Der er Sol i hendes Ansigt og Haar. Hendes Øjne tindrer af Lykke, da hun ser mig, og hun raaber ned imod mig. Og Raabet lyder fra Stamme til Stamme, det samme lykkelige Raab.

Langt inde hører jeg Alverdens Niels fløjte og synge.

Lige i Vandskorpen ligger der en Kat og raadner. Toet hænger i Strimer fra den. Hist og her skinner dens nøgne Hud igennem grøn af Forraadnelse. Dens Bug er pustet op og spænder Ryggen i en Bue. Af og til løsner en lille Klat sig og synker bort under den. Om den er Vandet mørkt og oljet, store, ligblege Blomster flyder dovent paa lange, slimede Stilke, og i evigt Jag løber smaa, lysende Insekter.

Det er hen under Aften. Arbejderne er gaaet hjem fra Tørveskæret. Sværtede Maskiner og tunge Sluffer staar hulter og til bulter imellem hinanden. Fra Fyrlemmen i Lokomobilet siler Røgen ud og vimler op mellem Trætoppene.

Ikke en Vind rører sig. Tunge hænger Træernes Grene og brede staar Sivskovene. Inde mellem Ellene jæpper en Solsort og hopper fra Gren til Gren. En Sivsanger gynger i Toppen af et Rør og pipper, hvergang Dusken truer, med at kaste den ud. Fra Engen lyder dumpe Slag af en Tøjrekølle. Moseper giver "Grete" et Tøjer for Natten. Blanke staar Myggenes Sværme i Luften.

Forsigtigt følger jeg Stien over Mosen. Foran mig avancerer Hunden langsomt frem. Friske Dyrespor staar prentet i den fugtige Muld.

Herude møder jeg ingen. Jorden gynger under mig, og det klare Vand staar i mine Fodspor.

Det er kun inde ved Land omme ved Engen, at de huserer alle de med deres evige Stræben efter at hæve de skjulte Skatte. Lange snorlige Bede af vaad Jord viser deres Flid.

Men herude! Tusindaarig Fred ruger mellem Birkenes hvide Stammer, og dybt i Mulden smuldrer Elletrunterne bort. Graadigt slikker Vandet langs Brinkerne, sorte Trærødder vælter ud og griber ind i hinanden for at holde fast. Det siver og bobler, hele Tuer synker bort, Jorden giver sig under Stargræssets Vægt.

Et Stykke borte er Vandet kun en blank Flade at se paa; men staar man ved Kanten af en Grav og ser lige ned igennem det, opløses først Spejlbilledet, og lidt efter lidt dukker Bunden frem. Den er graa og sejg. Underlige Planter dækker den. Bladene er smaa og nittet ind i hinanden. Lange, fede Stængler glider ustandseligt for Vandets Tryk. Evigt og altid mudrer det i Grøden. Millioner af smaa Dyr vælter sig ud og ind imellem hinanden. I det klare Vand glider Fiskene langsomt frem og tilbage. Finnerne skubber Vandet til Side, og om de blanke Skæl fødes skinnende Perler. I Vrimmel falder en Stime Yngel ned mod Bunden. Røde Vandlus lyser som Morild, og lyssky Larver pupper sig ind. — —

Andejagten er inde. Et Sted, hvor der er fuldt op af Gange i Grøden, lader jeg Hunden gaa ud. Med et Hyl springer han paa. Plaskende maser han sig fremad. Poterne maa helt ovenfor Vandet for at bane Vej.

Der kommer to. De flyver tungt. Det er et Par grønne Ællinger, som for første Gang har faaet Luft under Vingerne.

Skuddene bliver ved med at runge. Begge knækker sammen, den sidste netop i det Øjeblik, da der var begyndt at komme rigtig Sus i Svingfjererne. Nogle enkelte Dun i Luften fortæller hvor højt, de naaede.

Det giver Blod paa Tanden.

Hunden jager hver eneste Tue af og halser hver Gang, han faar Øje paa noget. Jeg springer omkring, hvor jeg bedst kan komme til at skyde.

Inde i Sivene skræpper en gammel And, og nogle halvstore Ællinger piler over en Glime. Saa faar de Øje paa mig og dukker.

Højt over Skoven trækker et Par Ænder bort, som lettede for langt ude.

Længere og længere borte jager Hunden. En Blishøne, som dukkede før lige for Snuden af ham, kommer frem over Vandspejlet. Forsigtigt ser den sig omkring og begynder at ro ind mellem Sivene. Jeg holder til den; men pudselig synker jeg. Jorden glider. Jeg staar i Mudder lige til Bæltestedet. Af alle Kræfter hiver jeg til mig. Pladderet gyder sig sammen, trykker mod Støvleskafterne og suger sig fast til Saalerne. Næsten Stykke for Stykke maa jeg slæbe Benene op.

Forsigtig lægger jeg mig over en Tue, stikker Fødderne i Vejret og lader Vandet løbe ud. Jeg hører Blishønen skrige efter sine Unger. Mit Tøj stinker, saa det river langt ned i Halsen. —

Her ligeoverfor et lille Stykke ude var det, at han en Nat forsvandt. Lydløst aabnede Jorden sig, greb om hans Hænder og Fødder og kvalte hans angstfulde Skrig. Hvor tidt har jeg ikke hørt Historien:

En Sommeraften kom de ned til Mosen. Der havde været ungt Selskab paa Skovridergaarden. De bredte deres Overtøj ud og smed sig i Græsset. Sære Ting talte de om.

Rakkeren havde boet her. Engang for mange, mange Aar siden havde det været et berygtet Rettersted.

Derhenne havde Hjulet staaet.

Dèr var ikke godt at komme forbi ved Midnatstide. Altid klagede og græd det rundt omkring. Det var de onde Aander, som bad om Forløsning.

Hun sad forrest i Klyngen med Ansigtet lige ind i Maanelyset.

Lige bag ved hende sad han. Hans Øjne og Læber hang ved hende.

— Den hvide Dame! Saa I hende? Nu gik hun ind mellem Birkene.

Hun bøjede sig langt fremover.

— I er gale med jeres Sludder. Han rejste sig op.

— Tror du maaske ikke engang, hun er til. Deres Øjne mødtes. Hendes var fulde af Haan.

De tav. Træernes Grene raslede for Natvinden. Hun sad igen og saa ud over Mosen.

— Hvem er hun?

— En Kvinde her fra Egnen, som druknede sit Barn derude i et Hul. Til Straf gav Vorherre hende en usigelig Længsel. Hver Nat maa hun op af sin Grav for at søge efter det.

Ogsaa hun rejste sig. De stod lige ved Siden af hinanden.

— Ingen tør gaa derud. Kun een har engang vovet det, og ham saa de aldrig mere. Hun lokker dem hen til et Sted, hvor Jorden ikke kan bære.

Der var saa stille, at man kunde høre dem trække Vejret. Han snappede som for at faa Luft.

— Ingen tør gaa derud. Hun saa hen paa de andre, som tavse hørte til.

— Hvis det ikke var for det ..., han gik et Par Skridt frem, — at det Hele var saa barnagtigt, skulde jeg gærne gaa ud og hente den hvide Dame. Han stod som i dybe Tanker. — Vi mødes paa den anden Side.

Raskt gik han til. Taagerne lukkede sig sammen bag ham. Et Øjeblik efter kunde de hverken høre eller se ham.

Ingen af dem raabte efter ham for at holde ham tilbage, skønt de vidste, det var Galmandsværk for den, der ikke kendte Mosen ud og ind, at vove at gaa derover i Mørke.

— Kom, hun begyndte at gaa, — han kommer nok efter os, naar han er blevet ked af at trave ene rundt i Mørket.

Han kom ikke. Flere Timer ventede de. Nogle af dem mente nok at have hørt et Skrig, andre kunde intet huske. Saa snart det blev lyst, blev der søgt. Lange Stiger blev lagt ud over de ufarbare Steder. Ingen Fodspor viste, hvor han var gaaet. Kun en Hat lige netop paa det Sted, hvor han var sunket.

Man gav sig til at grave. For hvert Stik, man tog, vældede Pladderet sammen, og Overfladen var igen den samme.

En Mand stak sin Arm ned.

— Men Jøsses, hvor de' trak. De' var liesom, dæ' var novet, dæ' haved sæ fast.

En anden tog en Rafte og jog den i for at prøve, hvor dybt der egentlig var. I nogle Dage stod den som et tavst Vidne, saa en skønne Nat var den ogsaa borte.

Og alt var, som det havde været i Hundreder af Aar. — —

Hunden har været længe borte. Jeg har fløjtet og raabt. Nu kommer han sluskende med Halen mellem Benene.

— Hvad Satan ...

Han ser saa ynkelig ud og piber.

— Hvad —

Han begynder igen at gaa med Snuden lige i Jorden.

Et Sted munder Stien ud i en lille Eng. Som en Bæk, Søen har slugt, forsvinder den mellem høje Græsser. Nogle Graner har faaet Lov til at brede sig mellem Pile og Birke, saa de danner et helt Krat.

Lige under en Birk staar der en udslaaet Parasol.

Hunden gaar udenom i en stor Bue. Et Stykke borte stiller han sig op, Haarene rejser sig i Kam nedover Ryggen, og han hyler i vilden Sky.

Der ligger noget i Græsset. Jeg maa helt hen for at se, hvad det er. En Sværm Fluer slaar i Vejret.

Et Lig.

Ogsaa jeg staar aldeles stiv. Om mig summer Fluerne. Jeg maa slaa efter dem med Haanden for at holde dem væk fra mit Ansigt.

Solen synker. Skyerne flammer. Aftenvinden pusler mellem Straa og Blade, og højt over mit Hoved blinker en eneste Stjærne. —

Det rasler i Krattet. En Buk kommer springende. Foran den jager en Raa afsted. I Ring ... ud og ind ... ned i Mosen ... fra Tue til Tue ... Vandet staar i Sprøjt om dem ... over Engen ... Græsset glider til Side for deres Spring ... nu ligeved ... de skælvende Sider rører ved hinanden ... et Træ kommer i Vejen ... Raaen er igen foran ... over Grøfter og Tuer ... Højskoven skjuler dem ... Bukken jager med Smaldyret. — —

Der kravler endnu en Flue lige midt i det voksgule Ansigt. Saa ivrig er den efter at finde et Sted til sine Æg, at den slet ikke ænser Natten. Alle de andre er svirret bort og har gemt sig hen mellem Nælder og Skrub.

Den er naaet til Munden. Forsigtigt kravler den over Læberne, sidder et Øjeblik stille paa Tænderne og forsvinder ind i Mundhulen. Jeg kan høre dens Vinger brydes mod Ganen. — —

Det er en ældre, ret velklædt Kone. Hatten har hun taget af og lagt ved Siden af sig. Under hendes Hoved ligger en lille Bylt med Tøj. Hun er helt klædt i sort, som bar hun Sorg. —

En Aften har hun fundet ind til dette Sted. Langvejs fra er hun kommet. Hendes Sko og Strømper er helt gennemtrængt af Støv.

Træt har hun søgt Hvile og er straks sovet ind. Ud paa Natten er hun vaagnet. Hun har frosset. Duggen er trængt gennem hendes Klæder og har suget Varmen bort.

Hun ryster over hele Kroppen. Endnu halvt i Søvne griber hun om sig med Hænderne for at trække det Sjal, som hun har slaaet om sine Skuldre, tættere sammen over Brystet. Dets ene Flig har hængt fast i nogle Ris og har ikke villet slippe. Ærgelig har hun lukket Øjnene op og rusket kraftigere til. Grenene er stærkt bøjet. Netop i dette Øjeblik er Døden kommet. Hjærtet standset. Endnu i den sidste Krampetrækning har hun trukket til. Fingrene er klemt fast sammen om Sjalet, og det er stramt spændt ud fra Busken til Haanden.

Hun har ikke ventet det. Ansigtet næsten maaber. Lidt efter lidt er hver eneste Muskel stivnet i Nattens Kulde. Selv i de mindste Blodkar længst borte fra Hjærtet er Blodet holdt op med at pible, og de tyndeste Hinder størknet. Hver eneste lille Celle har lukket sig fast i.

Kold og stiv.

Med Dagen kommer Fluerne. Nattens Hvile har modnet Æggene i Moderlivet. Det er Tiden nu at sætte Frugt. I Skarer er de styrtet over hende. Overalt er de krøbet ind. Munden, Næsen og Øjnene, der er tørret ind, er fulde af Spy. Enkelte Steder har graadige Maddiker allerede begyndt at æde sig Vej, og hendes Krop er blevet uformelig tyk.

Opløsningens Hvile — Vejen til det store Intet, Naturens Udsoning — har taget hende til sig. —

Her kan hun ikke ligge. Tanken slaar ned i mig som et Lyn og gør mig lysvaagen.

— Kom. Barskt kalder jeg Hunden til mig og begynder at gaa op imod Skoven.

Men først lægger jeg mit Lommetørklæde over hendes Ansigt. Og da jeg kommer til at skubbe en Smule til hende, hører jeg, hvor det siver i hende. — —

Vi kommer op til Moseper.

Udenfor Huset træffer vi ham. Han er travlt beskæftiget med at feje Stenbro.

— De' æ jo Søndav i Moren, vilde han have sagt, hvis jeg ganske tilfældigt var kommet forbi og havde spurgt ham, hvorfor han havde saa travlt.

— De' æ novet, jæ gøe, for hæ kommer smens ells ingen. —

— Der ligger en død Kone hernede i Mosen.

Han retter sig i Vejret og siger "Goeavten". Længere er han ikke naaet endnu.

— Jeg har fundet en død Kone nede i Mosen. Vi maa have hende bort.

Han svarer ikke straks. Jeg skal lige til at gentage det. Saa stiller han sindigt Kosten fra sig mod Husvæggen og gaar hen til Kjøkkenvinduet, som staar aabent.

— Marie, æ du deringe! Intet Svar. — Æ du deringe, min Pie! Han slaar nogle Slag mod Ruden. — De' var bare de', a' du skue lægg lidt Halm paa Logullet o ta'e et Hestedækken o spre' over. Vi har fundet en død Kone ner i Mosen. Men de' skue vær' nu, hører du, for vi skae lie ner o saa hent' hinner.

Han siger det Hele, som var det en dagligdags Begivenhed, at de maatte rede for Lig i Loen. Maries Ansigt er kommet til Syne bag Køkkengardinet.

— Spre' de' nu godt ud min Pie o spar ekk for galt paa'et. Vi kae alletider bruve de' igen te' Strøelse.

Han staar lidt, som var der endnu mere, han skulde sige.

— Saa kae vi vel.

Hurtigt følges vi ad. Bag os lukkes en Dør op og smækkes haardt i. Klaprende Træsko høres over Stenbroen. — —

— Lidt længer herhen me' Løgten, Marie.

Vi har lagt Byrden fra os paa en stor Bunke Halm og staar i Kreds udenom. Parasollen og Tøjbylten ligger henne i et Hjørne. Lyset falder lige ind i den Dødes Ansigt. Det er overnaturligt hvidt i Skæret. Over Vægge og Loft ligger lange Skygger.

— Jæ søns, jæ skue kende hinner.

Han tager selv Lygten og bøjer sig ned over hende. Ogsaa Marie ser nu til. Hun har ellers hele Tiden staaet og drejet Ansigtet bort.

— For saaen o se Lig lie ingen man skae i Seng.

Begge de to gamle ser stift paa hinanden. Han har igen rettet sig i Vejret.

— Jov bastemt, de' æ hinner, Far. De' æ den samme store, krovede Næse.

— Ja ... jæ tror nu osse ...

— Hvem! Hvad mener I?

— Skovriderens Hanne, kommer det med en Mund.

— Ja altsaa ekk ... altsaa ... ekk ... De begynder begge to, men hun er den hurtigste.

— Altsaa ekke ham vi har nu, for ha' æ jo gansk ong. Men den gamle ... I ved nok ham, a' dæ rejste lie evter de' me' ham, dæ gik ud i Mosen om Natten o ble' bort' ... Herregud, æ'et verkle den lell Hanne. Vi har smæns legen sammen som smaa Tøser.

Der bliver saa stille om os. Døren ud til Natten staar aaben. Begærligt suger jeg den friske Luft ind. Der begynder at blive kvalmt om mig.

— Ja, hun logter ekk godt ... skae vi saa goe.

Han gaar foran med Lygten.

— Nu kae vi jo heller ekk hjælp' hinner mer.

Hun er den sidste af os. I Døren vender hun sig endnu en Gang om og ser ind i Mørket.

— Herregud, den lell Hanne ... jøsses ja.

Udenfor paa Stenbroen staar vi et Øjeblik sammen, mens Moseper lukker Lodøren til. —

— Hun ble' helt onderlig saaen evter den Historie. De' var derfor de rejste. De gik alletider i en dødelig Angst, for a' hun skue gør' ondt moe sæ' sæl. Hun skue hae holdt saa forfærdentlig meget a' ham ... Men de' var osse en rask Fyr, o hun var en regte knøv Pie, var hun ... altsaa førend de' ... altsaa ... Ja Vorherre drysser om me' vos, som han bedst kae ... her sidder vi to gamle nu, o alle vorses Børn æ spredt om vos ... alle ... vider Vegne.

Moseper er færdig med Stængningen.

— Ja, siger han og sætter Lygten fra sig, mens han endnu en Gang prøver, om alt er forsvarligt lukket.

— Vi sier her i Mosen Mor o blir' sku te' de' bare Tørv tesidst a' Ælde.

Som vi staar her med Lygten imellem os, ligner de ogsaa saadan to krogede Stammer som de, der graves op dybt nede fra Mosen. Lidt efter lidt smuldner Livet hen i dem.

Jeg rækker Haanden frem til Farvel.

— A' hun osse skue ende hos vos. Hun tager med begge sine Hænder om mine.

— Godnat begge to og Tak for Hjælpen. —

Da jeg er kommet et Stykke opad Vejen, vender jeg mig atter om imod Huset. De staar endnu begge to udenfor Døren. Marie holder Lygten, mens Moseper endnu en Gang prøver om Slaaen holder. Saa trisser de sammen ind i Huset, han forrest, hun bagefter. I Gangdøren bliver de staaende endnu et Øjeblik. Jeg kan høre deres Stemmer. Han harker og spytter. Lygten kaster sit Skin ind over Havetræerne. Langt paa den anden Side Skoven brøler en Ko. Saa lukker de forsvarligt efter sig. Der kommer Lys bag Ruderne inde i Stuen.

Skovriderens Hanne ...

— Vi mødes paa den anden Side! Var det ikke saadan, han raabte den sidste Gang, de saa hinanden.

Jeg kommer tæt forbi Mosen. Engen ligger hvid af Taage, og mellem Birke og Elle gaar Natvinden. Ugleungerne piber.

Hunden gaar stille ved min Side.

I Dag har jeg været rundt i Moserne og set efter Ænder. Paa Hjemvejen gaar jeg op forbi "Sofies Minde".

Det er et Besøg, som jeg har opsat saa længe som muligt; men Gang paa Gang har jeg lovet Lis, at jeg vilde komme. Hendes Onkel og Tante vil da saa gerne tale med mig. Og hun har saa smaat antydet, at det vist er en Betingelse for, at vi for Fremtiden kan blive ved med at komme sammen. —

Gaarden er ny. Et mægtigt langt Stuehus af gule Sten med saavel Forsiden som Gavlene helt optaget af Vinduer holder sammen paa to Ladebygninger, som strækker sig vinkelret ud fra det. Alle Længerne er teglhængte. En stor nyanlagt Have breder sig ud mod Vejen, der er Glasdør, men ingen Veranda ud til den. I det ene Hjørne er der en Udsigtshøj med en hvidmalet Bænk, og midt paa en af Plænerne en søgrøn Glaskugle paa en gul Stolpe.

Paa Gaardspladsen er der fuldt op af Fjerkræ, en Gris roder rundt i Mødingen, og paa Halvdøren ind til Loen sidder en Kat og soler sig. Inde i Mørket bag den kagler en Høne. Der er ingen Folk at se, de er alle i Marken. Det er Høstens Tid. —

Hele Familien er samlet oppe i Stadsstuen til Eftermiddagskaffen, da jeg kommer. Bøsse og Taske hænger jeg fra mig i Gangen. Hunden bliver ude i Gaarden. Jeg banker paa og aabner raskt Døren.

De ser alle hen paa mig, da jeg træder ind. Samtalen er gaaet i Staa ved min Banken. Fra Væggen lige overfor mig smiler højsalig Kong Frederik den Syvende og Grevinde Danner naadigt ned til os. Han breder sig velbehageligt i Rammen, som om han rigtig nød Selskabet. Hvert af Billederne er pyntet med en rød Papirsrose, som har siddet der Aar efter Aar og samlet Støv. Mangen en Vinterflue har her fundet den sidste Hvile. Farven er begyndt at gaa af Bladene, og de har faaet hvide Pletter. —

Skønt her er Kaffe paa Bordet, slaar en underlig hengemt Luft mig i Møde. Her opholder man sig kun ved særlig højtidelige Lejligheder. Ellers er Døren omhyggeligt stænget og Hasperne sat forsvarligt for Vinduerne. Brede Støvkegler falder fra Ruderne ind over Gulvet.

Jeg gaar rundt om Bordet og giver Haand til hver enkelt. Onkelen har rejst sig op. Det er en høj, kraftig Mand i Skjorteærmer, skægløs og smilende. Han er aaben og ligetil. Da jeg rækker ham min Haand, tager han Tilløb til og knuger den fast. Hans "Velkommen" er ærligt. Tanten er knaldfed som en staldfodret Hoppe og ser sine Folk an. Jeg faar tre af hendes tykke, røde Fingre, der er slatne som Deig. Hun har stadset sig op med tyndt Sommerliv, der er saa snævert i Halsen, at hun er sprutrød i Kinderne. Korsettet er snøret saa stramt, at alt Fedtet er klemt opad og nedad, saa Armene hænger langt ud fra Kroppen. Hun letter sig en Smule, da hun hilser.

Ved Siden af hinanden sidder to Mænd. Jeg faar straks at vide, at det er et Par Husmænd langvejs fra, som er kommet for at købe Hingsten til deres lokale Forening ...

— Hvis a' vi da ells kae blie enige.

De er tørre og senestærke med brunrøde Kinder og grove Hænder. Neglene paa deres Fingre er sorte og slidt langt ind. De ser ikke paa mig, da de giver mig Haanden. Deres Blik er intetsteds og allevegne og ingen af dem siger højt "Goddag".

Lis smiler til mig. — —

Jeg faar Plads paa en Stol ligeoverfor Tanten.

Vi spiser og drikker. Midt paa Bordet staar en Glasskaal fuld af hjemmebagt Kringle skaaret i store Stykker.

— Mæ Forlov. En af Husmændene rækker sig langt indover. Han holder paa Manchetten med den ene Haand, mens han tager et Stykke Kage med den anden. Det knækker midt over mellem Fingrene paa ham.

— Naa, vil dutte me'. Han tager bedre fat.

Den anden bøjer sig ligeledes indover.

Tanten taler med dem om deres Familie. Onkelen spiser Kage med begge Arme paa Bordet. Jeg har Tid til at se mig omkring. Lis gaar efter mere Kaffe.

Væggene hænger fulde af Billeder mest Følgeblade til Almanakker, og hist og her er kulørte Papirssole stukket ind bag dem.

Tapetet er skjoldet af Fugtighed og gaaet fra enkelte Steder ved Loftet.

Paa et lille Bord i en Krog staar en Del Fotografier alle forestillende den mandlige Del af Slægten i Soldateruniform. De grupperer sig rundt om Foden paa en stor, forgyldt Vase fuld af Papirsblomster og Judaspenge. Møblerne er samlet sammen rundt fra de andre Stuer. Hvad, der har været for fint til dagligt Brug, er blevet sat herop. Selv Skrivebordet har Plads ved et af Vinduerne.

Over Sofaen hænger et stort Billede, som jeg nu først lægger Mærke til. Det er af Tanten i Konfirmationskjolen. I den ene Haand holder hun et Lommetørklæde, den anden støtter hun til et Blomsterbord, hvorpaa der ligger en opslaaet Salmebog. Hun er gravalvorlig.

— Ja, de' æ jo av vor Mor, som hun saa ud dengang. Onkelen har fulgt mit Blik. — De' blev vist taven, lie ing' hun skue te' Alters ... ek' sandt! Han vender sig imod hende. — Saa var du jo i Stadsen lieveller. —

De andre taler stadig om Familien, og vi bliver budt mere Kaffe.

Den ene af Husmændene har seks Børn, den anden har otte, og ham med de seks har ventendes et.

— I æ ells goe moe jerses Koner paa den Egn, skae jæ love. Onkelen ler, saa der staar Kagesmuler fra hans Mund langt ind over Dugen.

— Hendrik!

Tanten ser stift paa ham. Han er ved at kløjs. Husmændene blotter lige Tænderne. Der sidder Kagerester langs Gummerne.

Lis bliver sendt ud af Stuen igen. —

— Husk dow paa hinner, Hendrik, hvae du saaen sier.

— Hun æ da begyndt o kær'stes, ve' jæ regte. Han nikker til mig.

— De' æ maaske den Mand der? For første Gang ser begge Husmændene et Øjeblik fast paa mig; men Tanten spørger, om der er nogen af os, der ønsker mere. —

Vi rejser os og takker. Lis kommer ind og tager ud af Bordet. Jeg har endnu ikke faaet talt et Ord med hende. Det eneste, jeg faar Lejlighed til, er lige at røre ved hendes Haand, da hun smutter forbi mig.

Der bliver budt Cigarer fra en Kasse, som har sin Plads oven paa Kakkelovnen. Begge Husmændene stikker deres langt ind i Munden, ligesom de sutter paa en Pibe. —

— Ja, De kae jo komme ud til vos, naar De æ bleven kev av a' sitte herhjemme.

— Aah Hendrik!

Han er allerede ude af Døren. Hun kalder ham tilbage.

— Nu kae du bar' prøv' paa o lae dig slae av. De har Peng' nok.

— De' kue alder fald' mæ ing, Mor.

— Ja, du kue vær' tosset nok ... I kue for Resten vent' te' Avtens me a' ordne de' sidst'.

Lis henter Dugen, lukker Døren efter sig og bliver ude. — —

Tavshed. Ilden æder sig ind i Cigaren. Fluerne flokkes om nogle Kagerester nede paa Gulvet.

— Det er smukt Vejr i Dag! Bare det nu vil holde til Høsten er i Hus.

Hun trækker kun Vejret dybt og tænker.

— Det er en udmærket Cigar. Jeg tager den ud af Munden og væder nogle Dæksblade, som er gaaet løse. Saa tager jeg et ordentlig Drag og puster Røgen langt ud. Den flosser og sprutter.

— De sgut'te ryge saa stærkt, dæ blir saa megen Damp.

Tavshed. Om os falder det blanke Støv, og Solen brænder min Nakke.

Endelig. Hun skubber sig lidt paa Stolen.

— Far o jæ har hørt, a' Dem o Lis goer sammen, o skønt vi begge heller havde set, a' De var kommen te' vos fø'st ...

— Jeg har mødt Lis ude i Skoven.

— De' ved vi osse; men de' havde liegodt vaaren de' bedste, om De var kommen te' vos. Lis æ min Søsters, som æ død, hun æ den ældste av manne Søskende, saa dæ æ ekk novet. Vi har taven hinner te' vos som vort eget, o de' æ da osse Meningen, a' hun skae arve vos, hvis a' hun da arter sæ vel ...

Her ser hun fast paa mig. — Ja, Vorherre har jo laven de' saaen, a' vi ekk skue havt no'en Børn.

— Hendes Far!

— Han er saaen en Slavs Musikanter ... men de' var nu Dem, jæ skue hae lidt o vide om. De kae jo nok forstoe, a' vi ekk kae gi'e vorses Plejedatter te' enhver som helst, dæ' kommer rendendes lie ing fra Landevejen.

— Jeg holder af Lis.

— Jov for den Savs Skyld kue vi savtens faa hinner givt; men hvae æ De?

— Jeg er Jæger.

— Jov, de' ved vi nok, de' har Lis osse savt. Jæ skue ekk hae taen de' Hele saa alvorligt, hvis a' ekk Folk var begyndt o snakk om de'. Hvae æ De ells?

— Ellers er jeg ikke noget.

— De har maaske Peng'?

— Ikke flere end jeg bruger fra Dag til Dag.

— De' æ en grumme skidt Vane o kom ing paa. De æ godt o hae novet i Bavhaanden. De' tænker de onge alder paa. De' har De altsaa ekk, kae jæ forstoe?

I det samme kommer Vogterdrengen ind. Han har løbet stærkt, han puster. De bare Fødder er skorpede af Støv.

— Jæ ... skue ... sie ... fra Husbond om o faa lidt Peng', den sort' Koe har reven sit Tøjer i Stykker, o nu skue jæ goe ner te' Køvmandens o køve et nyt.

Hun ser paa ham. Han udholder Blikket.

— Hvae æ de' for en Ko?

— De' æ hinner, dæ stoer over moe Vejen, jæ skue løve nu, ells bisser hun ing i Roerne.

— Hvor man'ne skae du bruve te' de'?

Hun stikker sin Haand ned i Kjolelommen og faar fat i en lille, fedtet Pung, som strutter af Sedler.

— Hvor man'ne? Hun lukker op og breder dem allesammen ud paa Bordet.

— De ved jet'te. De sae han ekk novet om.

— Kae du saa løv' ud o spørre o komme igen.

— Jov. Jæ kue da ells godt faa me' tebaves fra Køvmanden.

Han drejer sig raskt om og smækker Døren haardt i. Sedlerne faar Lov til at ligge paa Bordet.

Jeg er igen ene med Tanten. Min Hund, som Drengen har lukket ind, skraber paa Gangdøren og vil ind til mig.

— Faa dow den fnatne Hund te' o være stille. Vi kae jo vovt tale. — — —

Hunden gaar bag mig. Det er en hed Eftermiddag. Himlen er tung og graa, og Luften staar næsten stille. Bag os lukker Skoven sig sammen. Sortgrøn staar den, stivnet i den brændende Sol. —

Hele Formiddagen har vi siddet hjemme bag fire Vægge. Jeg har ikke set Lis, siden jeg drak Kaffe i hendes Hjem. Hver eneste Aften har jeg været ved Træet, hvor vi mødtes den første Gang, og hele Natten har jeg staaet og ventet.

Jeg længes. Men jeg ved, hun vil komme igen. Lis og jeg er eet. Vi elsker. Og aldrig skilles de to, der ejer hinanden. Hver Dag bære Vinden vore Tanker som Blomsterstøv til vort Sind ...

... Jeg var din, før jeg saa dig ...

Jage — jage ... Spring Hund, lad Vinden fløjte dig i Ørelapperne, saa du føler Bruset presse mod din Hjærne. — —

Svalerne flyver afsted. Vingerne funkler i Lyset. Flue efter Flue drukner i deres Næb.

En Høg slaar ned. Den griber en af dem i Flugten. De sylspidse Kløer hugges i Ryggen og slutter tæt om den. Det Hele er at se paa kun som et Sus i Luften.

— Kvivit ... kvivit ... De andre flokkes som rasende om den, men den ænser dem ikke, flyver bare roligt afsted og kommer lige hen forbi mig.

Et Skud er nok. Den klapper Vingerne sammen og ryger forendt ned paa Hovedet. Svalesværmen spredes for alle Vinde. Selv i Døden er dens Greb ikke slappet. Da jeg finder den, holder den endnu Svalen i Kløerne. Saadan er det at jage. Man ved aldrig, hvad der møder een. Hvert skiftende Sekund bærer nye Ting i sit Skød. — —

En Vogn knager møjsommeligt henad en sandet Markvej. Kusken sidder duknakket med Pisken mellem Knæene. Snærten hænger ham langt ned ad Ryggen; han sover. Hesten standser for hvert Skridt og nipper af Vejkantens Græs. Nogle bagbundne Kalve med Hovederne ud over Vognfjællene gisper efter Vand. De er hvide af Støv.

Vi gaar og gaar. Det ene Skridt ligner det andet. Vi vil ud paa Engene og skyde Bekkasiner. —

Det er paa Slutningen af Høsten, og Foraarssæden skal bjærges. Læs efter Læs køres ind. Hjulene skærer dybt i Stubjorden.

Hist gaar en Boelsmand alene og river sammen. Nu standser han, lægger omhyggeligt Værktøjet væk og kryber om bag en Busk. Først ser han sig forsigtigt om til alle Sider, saa synker han ned paa Hug. —

Det er en rig Tid. Alle Sommerens hede Løfter er modnet i Frugt, forløst hæver Stubmarkerne sig over Bakkerne, det ser ud langt borte, som vilde de mødes med Skyerne. Tunge Neg klumper sig sammen i snorlige Traver og staar, som længtes de mod Ladens lunende Mørke.

Blomsterne løber i Frø. Valmuens Blade er splittede, og Tidslerne staar med Sølvstænk i deres røde Haar. En efter en falder Margueritternes hvide Stjærner, og Grøfternes Nælder staar med tunge Frugtklaser. I Vaande bøjer Draphejren sig under Aksenes Vægt.

I et Hegn staar et Æbletræ helt oversaaet med Frugt, nogle af de tyndeste Grene er brækket. Tjørnebuskene luer med Bær.

Over alt det samme — en Livets Fylde til at give — en evig Vandring ad de samme Veje ...

Hist rager en stor Frugtknude paa en lang Stilk op over alt Græsset. Bag de lunende Vægge klistrer Frøet sig sammen, og ad dulgte Kilder løber Livsvarmen ud i de tørstige Munde. Kapslen vider sig ud og slutter stramt om de ædende Kim. —

Overalt møder jeg Folk. Sindigt stræber Bonden. Piben er lagt til Side, og Selerne hisset ned med Seglgarn. Hvert Øjeblik maa han rette sig i Vejret og tørre Sveden bort med sit snavsede Skjorteærme. Der er Smil i hans solbrændte Ansigt.

Jeg faar mig en lille Passiar med en af dem. Han staar lige tæt ved, hvor jeg skal forbi.

Paa en Mark ved Siden af os gaar en Del Børn og nejer op. Jeg ser paa dem. Nu har en af dem fundet en Muserede, og alle stimler de sammen om den. Nogle raaber paa Katten, som lister med Skaar efter Skaar. —

— Ja, de' æ mine alle de, o saa har jæ noen hjemme, som ekk kae goe. Jæ sier, de' æ en skidt Mand, som dæ ekk kae læmp Børn.

Han gaar hen til dem. Jeg staar lidt og ser paa dem. Der er en Pludren og en Raaben, Katten endevender Musereden. — —

Jeg gaar op over den sidste Bakke. Hunden trasker mig lige i Hælene. Tungen hænger ham langt ud af Flaben. Han savler af Tørst.

Lige tæt for Benene buldrer et Par Agerhøns op med en Hale Kyllinger efter sig. De har ligget paa Gærdet og baltret sig i nogle bare Pletter Sand. De spreder sig ud til en Vifte og trækker lavt henover Markerne. Ovre paa en Græsmark kaster de sig, løber sammen i en Klump og dukker sig.

Hunden gaar helt op paa Gærdet og ser efter dem. Saa kommer han igen bag efter mig. Han ser saa træt og mismodig ud. Halen danner en Bue, og Hovedet hænger sløvt ned mod Jorden. Her, hvor der overalt er Sæd og Mennesker, er det bestandig Skridt for Skridt i Hælene paa mig. Han længes efter at jage og føle Krudtdampen rive i Halsen. —

Det er dejligt et Øjeblik at standse paa Bakkekammen og smide sig ned paa Gærdet. Ligge med Nakken boret dybt mellem Blomster og Græs og lade Blikket glide paa Maa og Faa op over Himlen, ud over Markerne, langt bort, lige saa langt som Tankerne ...

Lis, hele min Dag er din.

Hunden lægger sig ind over mig og savler mig i Ansigtet.

— Gue hjælp jer.

Hunden springer i Vejret og rejser Børster. Lige foran os er en Skikkelse groet op af Jorden. En lille Mandsling med lange, hængende Arme og et stort, skægløst Ansigt. Hans Øjne er vandblaa, og Kindernes Muskler ligger fast om Kæberne. Ryggen er bøjet, Brystet indfaldent, Benene skæve og Fingrene kroget og sorte af Slid.

— Tak! Jeg rejser mig over Ende og vore Øjne mødes. Ingen af os taler. Vi maa rigtig kende hinanden først.

For hans Fødder ligger en skabet Puddelhund og gnigger et Par store, betændte Øjne med Forbenene. Den er radmager, men Vommen er tyk som en overfyldt Sæk og Dellet saftigt og blødt.

Min Hund ikke saa meget som ser til den Side, hvor den er. Han lister af Sted ned langs Gærdet, som generede han sig.

— Hvor skae du ells hen? Hans Mønstring er færdig, og han stikker Haanden frem imod mig.

— Ud paa Engene. Jeg tager imod den. Den er tør og knoglet, og dens Greb sidder fast.

— Har du Ærend', for de' skae jæ osse. Saa følls vi.

Vi driver langsomt afsted. Han i Spidsen. Lige over vore Hoveder muser en Taarnfalk. Den hænger og flakser paa spredte Vinger og kaster sig hvert Øjeblik ned mod Jorden.

— Jæ skae for Resten ud o drowne ham der. Han sparker efter Puddelen, som følger ham lige i Hælene. — Vi kae ekk hae ham længer. Ha' æder lie saa meget som to Børn, og nu æ ha' temed i Fol.

— Gaar det?

— Hjo, smens saa. Jæ binder Benene sammen me' et Rev o hænger en Sten om Halsen, saa stikker ha' lie te Bunds.

— Jeg ... kan ... jo ... godt skyde ham. Det er knapt jeg kan faa Ordene frem.

— Hja, de' kue du jo, Du har jo Geværet. De' andet goer ells helt nemt.

— Faa den væk fra Benene. Jeg faar pludselig rivende travlt, smækker Bøssen op og putter et Par Patroner ind med store Hagl. — Faa den væk fra Benene, Mand.

— Trut ... lell Trut ... du skae skyes. Han tager den i Nakken og kaster den frem for sig. — Gaa nu, din Køter. Men hun bliver bare ved med at pibe og krybe hen til ham.

Saa tager han sin Tilflugt til en List. Han bøjer sig ned og faar fat i en Sten, spytter paa den og kaster den lidt henad Gærdet.

— Push ... push. Hun springer efter den. Triumferende vender han sig om imod mig. — De' æ novet, Børnene ha' lært hinner. De har jo derses Sjov. —

Jeg hører det ikke altsammen, for netop i det Øjeblik Hunden er naaet frem for at gribe Stenen, holder jeg til den, og den synker sammen.

Min egen Hund kommer springende tilbage. Endelig ...

— De' var renok rart. De' æ en farle Sav me saaen et Bæst, den od tesidst lie saa meget som et Par store Børn.

Han stikker Haanden ned i Vestelommen og faar fat i en Rulle Skraa.

— Skue de' vær' en Bid me'?

Jeg ryster paa Hovedet og siger hurtigt Farvel.

— De' kae smens væ' nok me' Børnene, men saaen en Køter.

Han gaar langsomt tilbage den samme Vej, som han er kommet.

Ikke en eneste Gang har han været henne at se til sin Hund. Da jeg gaar forbi, er Blodet begyndt at levre, og Fluerne summer om den. — —

Allez!

Vi gaar op imod Vinden for at faa Bekkasinerne til at slaa ud til Siderne. Begge er vi lige spændte. Langsomt krydser Hunden ud over Engen. Hver enkelt Tue, hver lille Busk, alt tager han omhyggeligt med. Jeg følger efter med Bøssen parat. —

Idet jeg gaar ud mellem Tuerne i en lille Sivholm, flyver en Kærhøg op. Den er blaagraa som Skyerne. Jeg holder til den, og der flyver nogle Fjer fra dens Bryst. Et Øjeblik rykker det i den, den strækker Benene fra sig og tumler et Stykke nedad. Jeg holder til den igen, der flyver endnu nogle Fjer, men saa stiger den langsomt i Vejret og glider roligt bort. Ikke et Øjeblik vimler den, kraftigt trækker Vingerne Suset ind under sig, den kommer langt i hvert eneste Slag. Jeg ser og ser efter den, nogle Viber slaar skrigende nedover den og følger et Stykke med. Det gør ondt i Øjnene at holde den fast. Snart er den kun en Prik og nu ... jeg skygger med Haanden ... ikke mere at øjne.

Haglene var for smaa. De har kradset en Smule i Huden, men ikke mere end at Lusene er blevet flyttet fra en Fjergang over i en anden. De lægger siden deres Æg i Blodpletterne. —

Dér, hvor vi gaar, er Græsset slaaet og ligger paa Skaar. Det er stridt som Kviste. Undergrunden er en udtørret Mose. Overalt staar der blanke Pletter Vand, og fede Planter med tykke Blade breder sig.

Paa en lille Højderyg faar Hunden Stand. Endnu har vi ingen Bekkasiner set. Han kommer strygende fra Siden, pludselig fanger han Færten af noget og drejer brat om. Endnu et Par Skridt — Poterne glider lydløst i Græsset — og han staar fast.

Jeg kommer op paa Siden af ham, og han lægger sig ned. Da jeg stryger ham over Ryggen, dirrer alle Musklerne af Iver. Der er Vildt foran os, jeg ser kun Straa ved Straa, han kryber et Par Skridt.

Bag en Græstot ryger en Tredækker ud. Saa fast har den holdt, at den er lige for Næsen af os, jeg lader den trække et Stykke for at faa bedre Hold og skyder rundt forbi.

— Satans!

— Huit ... huit ... Bekkasinerne letter. Ud til Siderne ryger de parvis eller enkelt. Det er ene dobbelte, som ikke holder saa godt. Hist i en Slakke letter en hel Flok.

— Bum ... bum! Runde Huller i Luften. Min Hund bliver vild og jager i strygende Fart.

— Huit ... huit ... Bum ... bum! Det gaar lige saa stærkt, som jeg kan lade. De snurrer forbi Bøssemundingen. Et Øjeblik har jeg Hold paa dem, men før jeg faar trykket af, er jeg bag ved.

I en Indhegning staar nogle Plage og ser til. Naar Haglene piber dem for tæt om Næsen, springer de i Vejret og galopperer afsted, saa det dundrer i Jorden.

Ved en Mose gaar en Kælling og rejser Tørv. Hendes brogede Hovedklæde blomstrer mellem de sorte Stakke. Hele Landskabet er fladt som en Kage. Langt ude en tynd Stribe Vand.

Her er højt til Loftet og vidt til Væggene. Man kan spytte hvor man vil uden at ramme sin Næste, og der er ingen til at raabe Gevalt, hvis man skyder lidt lavt.

En Unge vræler pludselig op, som havde den en Kniv i Halsen. Det kommer dernede fra, hvor Kællingen er. Og nu kommer hun selv halsende i strygende Fart.

— Hov ... hov! Hun er ved at snuble af Ivrighed og karter med Hænderne i Luften. — Vi æ ner paa Mosen. Ole grær, ha' æ bange, naar du skyr.

Jeg slaar ud med Haanden og dirigerer os bort.

— Kae dutte høre, din Høvl. Ha' æ ve' o kvæles a' Angst, o de goer paa ham i Vovnen.

Hun standser og ser efter os. Hendes Arme kører rundt i Luften.

— Jæ skae kradse Øjnene ud a' Ho'det paa dæ, din Tosse! —

Jeg skyder. Ikke en eneste har jeg faaet, og nu er der kun et lille Stykke tilbage, saa er det Slut for i Dag.

— Pift ... Bum! Det var den sidste. Den faar knapt Tid til at lette fra Græsset. Et Stykke føres den med af Haglbygen, før den falder forendt ned i en Pøs Vand.

— Apportez! det var godt min Dreng ... her ... los saa ... ikke tygge ...

Han aabner sit rygende Gab paa Klem og lægger for min Fod en liden uskyldig — Kærsanger.

— Men Hund dog!

Ganske ligegyldigt sætter han sig ned og giver sig til at slikke sig tør.

Ogsaa jeg sætter mig paa en stor Tue. Tavse sidder vi ved Siden af hinanden og lader Hvilen komme. Jeg har lagt Bøssen fra mig over Knæene og hittet Snadden frem.

Det begynder at blæse, og der kommer Liv i Skyerne. En stor Flok Maager letter fra en Pløjemark og flyver skrigende bort. Jeg bliver ved med at følge dem med Øjnene. En enkelt Solstraale rammer dem, og deres hvide Fjer lyser. Nu er de graa igen som Skyerne.

Hunden sidder lige ret op og ned. Kun har han lagt sit Hoved over min Skulder. Der gaar af og til en Skælven gennem hans Krop.

— Hvad tænker du paa? Jeg stryger ham kærtegnende over Hovedet, han skubber sin vaade Snude tættere ind mod min Hals.

I en enlig Vidjebusk klager Vinden — Ensomhedens bristende Melodi.

Det begynder at regne. Over øde Vidder vælder Taagerne frem. Alt bliver trist og blygraat. Tunge af Vand falder Blomsternes Blade. De klistrer sig til Straaene rundt omkring. Ud fra en Tørveskærers Hytte bærer Blæsten Tonerne fra en Harmonika viden om, og et Sted højt oppe fløjter et Par Spover.

Jeg svarer dem. Et Stykke forude vender de og kommer tilbage. Hunden faar Lov at gaa ud. Nu faar de Øje paa ham og slaar over ham. Jeg fløjter, han vender, og Spoverne følger med. Kommet ind paa Skudhold skyder jeg dem begge spidst. — —

Tungt gaar vi hjemad. Græsset er blevet glat og fedtet. Bukserne slasker om Benene. Fra Hatteskyggen render Vandet i to Striber lige ned paa Halsen, og Jakkens Lommer bliver fulde.

Nogle Krager flyver skrigende forbi paa Vej mod Skoven. De kommer langt forud for os.

Vi gaar henad de øde Engveje. Vinden suser over de vide Fladers Ensomhed. Kun nogle Hjulspor trækker sig blanke foran os. Inde i Foldene staar Kvierne med Bagen mod Vinden og ludende Hoveder. Deres Toe damper. Pigtraaden hænger med Draabe ved Draabe.

Hist og her rager et forkrøblet Træ op. Grenene staar stride mod Blæsten, og det er slidt tyndt i Toppen. De første gule Blade piskes afsted. —

Vi kommer ud paa Landevejen. Inde paa en Stubmark er en Plov allerede sat i Jorden.

Det mørkner. Mulmet sniger sig frem fra Grøfternes Buske og Skovenes Gem.

Vi dukker os for Blæsten og aser afsted. Sjask ... sjask bag os for hvert eneste Skridt.

Henne paa en Grøftekant kalder Agerhønsene sammen. De sidder i Flok, og den gamle Hane render rundt med strittende Vinger og kagler.

Vi har slet ikke Tid til at tælle dem, vi dukker os forsigtigt ind under Skovgærdets Grene — i Styrt falder Vandet over os — og slaar ind paa Skovstien.

Her er blødt og stille. Luften er saa frisk at aande. Højt gaar Stormen over vore Hoveder. Grenene hænger tunge, glinsende i Skumringen. I Krattet hopper Fuglene til Ro. Snegl efter Snegl lister frem fra Græsset. — —

Jeg gaar mod Træet. Jeg vil se det Sted, hvor jeg mødte ...

— Hallo! En Skikkelse foran mig i Frakke og Regnhat skal den samme Vej.

— Du faar begge mine Spover ... Hallo!

Skovbunden om os fanger Lyden af alle de faldende Draaber.

Det er en Efteraarsmorgen. Vi gaar ud over Markerne, Lis og jeg. Foran os jager Hunden afsted. Luften er høj. Lavt flyver Svalerne. Saa tæt flugter de forbi, at vi næsten kan fange dem med Hænderne. For hvert Skridt, vi tager, jager vi Fluer op fra Græsset. Og det er dem, de fanger. Af og til stryger en enkelt helt ind under Bugen paa Hunden. De andre skriger ham lige om Munden; men han ænser dem ikke. Gaar paa med Tungen hængende langt ud af Flaben, drivvaad af Skum. Paa kryds og tværs i langt Søg efter Vildt, hvis Tæft river i Næsen.

Det har dugget om Natten. Nu da Solen er oppe, glimter Jorden, drysset over med Perler. Og henover en Stubmarks bleggule Flade trækker den flyvende Sommer sit glittrende Silketæppe. —

I et Hegn staar en Asp. Bred er Kronen. De gule Blade funkler i evig Uro. Enkelte løsner sig og svirrer som Blink gennem Luften. Rundt om i det fugtige Græs ligger de blanke og har Tid til at blive til eet med Mulden. Fede Regnorme har allerede halet nogle til sig, saa kun Stilkene staar lodret i Vejret. — —

I Græsset staar to Striber, hvor vi har traadt Duggen sønder — to mørke Striber, som bliver ved med at følge os tæt i Hælene. Og højt over vore Hoveder flokkes Trækfuglene. —

Vi gaar viden om. Der er ingen Grænser for vor Færden i Dag. Vi har alle de store Marker at strejfe om paa.

Skyggen fra en Sky højt oppe naar os. Hastigt flakker den fra Mark til Mark. Det er koldt om os. Men kun for et Øjeblik, saa er det hele blæst bort. Solen skinner, en enlig Lærke jubler, langt ude flygter Skyggen, og paa Mosevandets Flade sejler Kæruldens hvide Dotter. —

Hvor vi kommer hen, skyder vi Høns. Flere er allerede vandret i Posen. Vi taler om Efteraaret. Rundt om os spreder Vinden Løvetandsfnuggene, og Valmuestilkene staar med knastørre Kapsler.

— Efteraaret — Dødens Tid — kun forsaavidt man ved Døden forstaar det: at give Livet. Bladene falder, Blomsterne visner, og Kornet sankes i Lade, men dybt i Mulden gemmes alle de Spirer, Sommeren har født.

Kender du en Efteraarsdag med Støvregn og hængende Himmel. Alle Træerne er nøgne, Jorden klæget, og i hver Hulning staar Vandet og dovner. Om os er Luften krydret og hed at aande. Paa saadan en Dag favnes Himmel og Jord — og Jorden bliver tung og svanger.

Og jeg — hele Sommeren har jeg levet i Lykke, hver Dag gav mit Liv sin Fylde. Nu dør alt det, som jeg længtes imod hver eneste Time, men alligevel er mit Sind saa fyldt, jeg mærker, hvor det gror inden i mig. — —

Hunden løber ned i en Mergelgrav for at drikke. Den bliver længe borte, og vi hører den gø og tage paa Vej.

Et Stykke ude i Vandet paa en stor Sten staar en løjerlig Mand og vasker sin Skjorte. Han er nøgen til Bæltestedet. Om ham ringler Vandet.

Han er lille og tynd. Skyggen lang og puklet. Et Par store, forvoksede Skulderblade krummer Ryggen, og et Par lange Arme hænger slapt ned langs Kroppen. Om hans Ben slasker et Par vide Bukser, som er smøget halvt op og blotter de magre, haarede Ben. Blaa ligger Aarerne henover Anklerne, der er hovnede op som af Gigtknuder.

Han bryder sig ikke om Hunden, bliver bare ved med at hale en skjoldet Las op og ned i Vandet. Blanke Perler falder fra Fligene.

— Her er nok Storvask. Vi har staaet lidt og set paa ham. Han vender sig om. Ansigtet er et eneste Vildnis af uredt Skæg. Dybt inde brænder et Par store Øjne.

— Gud velsigne jer begge.

Skjorten faar Lov til at flyde paa Vandet, mens han retter sig i Vejret, tager Hatten af og gør Korsets Tegn. Nogle lange Haartjavser flagrer for Vinden.

— Gud velsigne jer begge. Stemmen er dyb og inderlig.

Det er den hellige Isak. Hele Landet vandrer han rundt og forkynder sin Tro. Med syngende Stemme fortolker han Skriften.

— Præsterne gaar lige lukt i Helvede til den evigt fortærende Ild — Gud signe jer Børn. — Ad Vejene skulde de vandre med Tiggerposen paa Ryg, og Lønnen skal være Sveden paa deres Skjorte ... Men der skal være Graad og Tænders Gnidsel paa den yderste Dag.

Han er gal. Ude paa Vanvidets gyngende Grund. Funke for Funke har Ordene slugt den sidste Rest af Lys. Tilbage er en brændende Tro paa et evigt Liv det Sted, hvor Solen aldrig gaar ned.

— Paa mine bare Ben gaar jeg Jorden rundt, at det skal kendes paa mine Fodsaaler, der, hvor de slog Naglerne i paa ham, at jeg er hans rette Tjener.

Han kommer ind til Land og tager os begge i Haanden. Saa spreder han Skjorten ud paa Græsset og tager sin Kofte paa.

— Høstkarlene er ude, Leerne synge, Klinten falder blandt Aks ... Herre se, jeg er rede.

Stille sætter han sig ned.

Vi staar hos ham. Han sidder og ser frem for sig, mens han bestandig mumler uforstaaelige Ord.

— Er du ikke sulten Isak? Lis retter paa Skjorten, saa Solen rigtig kan komme til at ramme den.

— Jeg lever, Ordene kommer dybt nede fra, — af de vilde Biers Honning. I Landet derude ligger et Slot, der har jeg hjemme, Stemmen vokser og vokser. En underlig Glød tændes bag Øjnenes Glar. — Vig fra mig Satan og al din skidne Yngel, at ikke jeres forpestede Aande skal plette min rene Sjæl. Han bløder, ham I hængte paa Korset. Se Støvet er rødt, og ingen af jer værdig til at kysse Jorden. Hans Krop svinger frem og tilbage i stor Bevægelse, og Mundvigene er plettet af Skum. Han er i vild Ekstase og raaber Ordene ud. — Saadan har jeg levet, at jeg skal blive een af dine. Stemmen gaar over til Skrig.

Jeg tager Lis ved Haanden, og stille gaar vi bort. Der er saa tyst om os, at vi kan høre Frøkapslerne springe mellem Straaene med smaa Smæld.

Borte i en Grøft slænger vi os saa lange, vi er.

Længe ligger vi tavse. Der kryber en Orm ind mellem Græsstraaene. Jorden er slimet bag den, og ud under den perler fin Muld fra dens Krop.

Lis fortæller:

— Jeg husker, at han en Aften for mange Aar siden, jeg var dengang kun en lille Pige, kom til min Fars Gaard. Vi sad allesammen inde i Stuen. Ude styrtede Regnen ned. Stille kom han ind paa sine bare Ben og gik rundt og gav os allesammen Haanden. Foran os Børn stod han stille og mumlede en Bøn.

Han bad om Lov til at ligge ude i Stalden for Natten. Far behøvede ikke at være bange, han havde aldrig Tændstikker hos sig.

Da han var borte, gik jeg ud i Køkkenet. Lyset i Stuen faldt ud i Gaarden. Jeg stillede mig ved Vinduet for at se ham gaa ind. Ude paa Brostenene laa han midt i Regnen og strakte sine Hænder mod Himlen. Jeg forsikrer dig for, jeg blev saa bange, at jeg ikke turde gaa ind til de andre igen. Det var første Gang i mit Liv, jeg saa en voksen Mand bede.

Om Morgenen, da han skulde gaa igen, kaldte min Mor ham ind i Køkkenet og gav ham en Pakke Mad med. Omhyggeligt pillede han alt Paalæget af og gav hende det tilbage igen. Lang Tid efter var der ingen af os Børn, der spiste andet end bar Mad, vi var saa bange, han skulde have rørt ved noget af det, vi skulde have. Vi pillede det af og gav vor Hund det, indtil Mor en Dag saa det, og vi fik Klø.

— Han er en underlig Mand. Men jeg tror, han er lykkelig. Aldrig et Øjeblik kastes der den mindste Skygge af Tvivl ind i hans Sjæl. Livet er for ham evigt, Døden slet ingenting. Han har mistet sin Forstand, det er dyrt betalt for at naa saa langt, men mærker han det selv? Vêd han ikke, at han besidder den evige Lykke.

— Lykken er ikke for de ensomme.

— Jo for ham. Han ejer den i sin Tro.

— Lykken er Livet. At eje Kærligheden er den evige Lykke.

Vi sidder og ser ud over Markerne.

— Du har Ret. Hans Gud bor langt borte. Vi bærer vor i vore Hjærter. Derfor hører han ikke Livet til.

Ovre paa Kanten sidder han stadig og venter taalmodigt paa, at Solen skal tørre hans eneste Skjorte. Saa elendig ser han ud. Bare en sammensunken Skikkelse midt i Solskinnet. Han taler højt med sig selv. Enkelte Ord naar helt hen til os.