Anton Nielsen (continued 2)

— Lad mig blive som Ormen, der kryber langs Jorden ... Herre se, nu kaster jeg mig ned og dækker mit Ansigt til, at ikke dine Øjne skal se mig ... Jeg er det usleste af alt usselt ... Herre forbarm dig over mig ... Jeg vil knibe mit Kød med gloende Tænger og brænde min Tunge til Aske ...

Højt, højt oppe er Himlen blaa. Hvide Skyer sejler under dens Hvælv.

— — —

I den svindende Dag gaar vi hjemover Bakkerne. Bøssen hænger løst i Rem over Skuldren, og Hunden faar Lov til at gaa, som den vil. Vi er holdt op med at jage.

Yderst ude ligger der en Hytte. Høje Pile luner om den. Kun en eneste Vej fører derhen, og den kan endda kun befares den halve Del af Aaret.

Der er lavt til Loftet, og Væggene er skæve. Det ser ud, som vilde Taget skyde dem bort under sig for selv at faa Lov til at støtte mod Jorden. Fra en lang Skorstenspibe blaaner Røgen, og alle Ruderne gløder i Solfaldsskæret.

Ildhytten har vi døbt den fra tidligere Jagter.

Vi kommer tæt forbi. I Havehegnet staar nogle forblæste Kirsebærtræer, og Æblegrenene hænger langt ud over Vejen tunge af Frugt.

Gangdøren slaas op. En Skare Mænd i lange, sorte Frakker kommer ud, bærende mellem sig en nøgen, sort Kiste. Kun oppe ved Hovedenden ligger der en Krans pyntet med Evighedsblomster. De standser og misser med Øjnene mod Lyset. Nogle Koner slutter op. Ansigterne er opløste i Graad. Stille hvisker de enkelte Ord til hinanden og folder Hænderne over Salmebøgerne. Lange Baand fra Overstykkerne flagrer om dem.

— Aah Herregud ... aah du Fredsens Gud ... Forskræmte samler de sig om Indgangsdøren.

Sindigt gaar Mændene henimod en Vogn. Stærke Arme løfter Kisten i Vejret og skyder den ind mellem Fjællene. Kransen tages bort og lægges omhyggeligt ned i Vognbundens Halm. Et Reb slaas om Kisten og bindes forsvarligt fast under Akslerne. Saa kravler en Mand op paa Sædebrættet og tager Linerne. Han rykker til, Hesten stejler, sætter Hovene i, Hjulene knaser i Gruset, og langsomt bevæger Toget sig afsted. Mændene for sig og Kvinderne for sig.

En gammel Kone bliver staaende tilbage i Døraabningen med en lille paa Armen. Om hende samles en Flok Børn forskræmte og nysgerrige. Et Par af de største gnigger Øjne og snøfter. Hun staar urørlig og ser efter de bortdragne.

— Saa fik vi osse hinner lavt nier. Alle hendes Træk er stivnet. Kun hendes vandklare Øjne synes at forraade en Smule Bevægelse.

Tæt samler hun Bylten paa Armen ind til sig, kalder Børnene ind og lukker Døren haardt i efter sig. Gaardspladsen er igen tom. Fra Sovekammervinduerne pilles Lagnerne tilside. Hønsene samler sig, hvor Hesten har staaet.

Et Vindpust faar Bladene til raslende at falde, og store, ormstukne Æbler ligger spredt over Gangene ...

Kun forsaavidt man ved Døden forstaar det at give Livet. Bladene falder, Blomsterne visner, Kornet sankes i Lade, men dybt i Jorden ligger alle de Spirer, Sommeren har født. En Dag under Solens hede Brand vælder de frem paany ...

En stor Flok Duer kommer susende hjem ude fra Markerne. Øverst oppe paa Tagrygningen slaar de sig ned. Et Øjeblik sidder de stille og pudser Fjerene, saa begynder et Par af de yderste at næbbes.

Arm i Arm følger vi bagefter de andre.

Ligtoget kører op over den sidste Bakke. Skikkelserne staar store og skarpe mod de flammende Skyer. Kun Manden paa Sædebrættet sidder duknakket og lille. Ved Vejkanten knæler Isak. Han kom forbi før. Hans Bylt og Stok ligger ved Siden af ham, og han strækker sine Arme ud til et Kors og raaber Himlens Gud nedover Jorden ... Og nu ses kun Solens brandrøde Lys over Aasene og ved Vejkantens Øde hans knælende Skikkelse mægtig i sin Ensomhed. —

I Grøftekanten langs Vejen staar langstilkede Margueritter. Høje Tidsler med hvide Dotter spreder deres Frø eet for eet ud over Markerne. En Rosenbusk pranger med røde Hyben, og Slaaenbuskene blaaner af Bær ...

Aftenvinden blæser koldt over Markerne.

Vi kommer forbi Isak. Han ser os ikke. Hans Blik er langt borte.

— Herre dit Rige er ikke dette Liv ...

Vi gaar hurtigt nedover. Under os ligger Byen. Kirkeklokkerne ringer Solen ned. Andre svarer langt bag os. Lis knuger sin Arm fast om min.

Da vi er kommet ned i Dalen, ser vi opover. Han ligger endnu i den samme Stilling — et levende Vidne mod Himlens uendelige Blaa. Tusmørket svøber sig om ham. Over ham tændes Stjærnerne.

I Dag skal jeg til Halløj Mette.

Vi maa have Kortene frem.

Lis maa aldrig mere møde mig. Siden vi var ude at skyde Høns, er det blevet helt forbi. Hun skal sendes langt bort at tjene, hvis vi ses sammen mere. Og aldrig for det skal hun faa Gaarden. —

I Aftes var hun lige et Smut indenfor Skovhegnet. —

Tanten har talt alvorligt om Faderen. — Du er stor nok til at forstaa det nu. Han drak hele Gaarden bort. Han var ogsaa saadan en fattig Stymper, som fik en Kone med Penge, og tilsidst sad de tilbage i et elendigt Hus, bare fordi han altid skulde rende rundt og file paa dette hersens Instrument og være Kammerat med alle.

........ Og saa vil hun have mig gift med Sognefogdens Hans. Han er eneste Søn og skal arve Gaarden efter de gamle. Du kender ham nok, han stammer saa frygteligt.

— Jo, jeg har tidt set ham sidde ved Siden af Faderen, naar de kører ud. Han bakker altid paa en stor Pibe. Jeg har aldrig hørt ham tale, han ser saa storklog ud oppe fra Agestolen.

— Jeg sagde til Tante, at jeg aldrig kunde komme til at holde af ham; men ved du saa, hvad hun sagde. — Din Mor kunde heller aldrig komme til at holde af ham, der var bestemt for hende; men saa tog hun ham, hun holdt af, og det gik jo ogsaa godt, skue jeg mene. Saa sagde jeg, at jeg aldrig kunde være noget for ham. Det stod hun lidt og tyggede paa, før hun svarede: — Tror du, din Far var noget for din Mor. Du faar en Mand med Skillinger og en pæn Gaard, og det andet jævner sig smens nok. Du er jo en helt flink Pige til at lave Mad og stoppe og sy, og er det Guds Vilje, at I skal have Børn, faar du jo ogsaa dem .....

Jeg tog hende under Armen og vilde have hende med ind gennem Skoven.

— Nej ... nej, jeg maa gaa nu, hører du, ellers kan de ikke forstaa, hvor jeg er blevet af .. Vi skal derhen til Kaffe i Aften.

Hun saa bønligt op paa mig.

— Jeg vilde allerhelst med dig!

— Du faar ham aldrig.

— Jo, hvad Tante vil, sker altid.

— Hvad siger din Onkel?

— Du ved godt, at han ellers aldrig siger noget; men i Aftes hørte jeg ham dog sige til Tante, da de var ved at gaa i Seng — Væggen ind til mig er saa tynd, at jeg kan høre hvert eneste Ord igennem — at han syntes, de maatte kunne finde en bedre Mand til mig. — Og Herregud, lille Sofie, vi er da ikke saa fattige. Hun svarede ham ikke et Ord, og du kan tænke dig, i Dag til Morgen fik han ingen Penge til Skraa; men jeg saa alligevel, at han havde en Pakke. Jeg er sikker paa, han har klodset hos Købmanden. Han lo saa underligt, da jeg saa det. — —

Før vi skiltes, spurgte hun mig saa mange Gange, om jeg nu ogsaa holdt rigtigt meget af hende.

— Jo lille Lis, jeg holder rigtig meget af dig. — —

Idet jeg gaar forbi Vinduerne ind til Halløj Mettes Stue, ser jeg, at hun har fremmede. Bag Potteplanterne faar jeg Øje paa en stor Hat med røde Moreller. Og jeg hører dem tale derinde. Jeg gaar forbi Gangdøren og ind ad Køkkenvejen. —

Det er et lille Køkken med hvidt Trækgardin for Vinduet. Gulvet er almindelig Brolægning. Her lugter varmt af Kaffe og Mad. Ned ad Skorstenen løber sorte Strimer af Sod, og paa Komfuret damper en Kedel Vand. Væggene, der er gulkalkede, perler af Em. Paa en af de bagerste Ringe staar Kaffekanden og smaakoger med en underlig boblende Lyd. Katten sidder paa Vaskegryden og laber i sig af en Kop Fløde, den fæster sine graa Øjne paa mig og miaver. Jeg lader Døren staa. Den friske Luft stryger herind, og Hønsene samles udenfor. Nogle enkelte gaar helt ind og begynder at pikke op under Køkkenbordet. Loftet er sort af Røg, og der drysser Støv ned mellem Brædderne. Nogle Syltetøjskrukker og Saftflasker paa en Hylde over Stuedøren er helt hvide. Tallerknerne lyser i Rækket.

Det er ikke ret længe siden, at her er drukket Kaffe. Nogle Kopper staar i Vasken med brune Striber ned ad Siderne og indtørret Grums i Bunden.

Dampen løfter Laaget af Kedelen, saa det klapprer. Sprut ... sprut, siger det dybt nede i Kaffeposen, og en Høne bøjer sig en Smule bagover og lader sin Gødning falde som en Top midt paa Gulvet. —

Klinken paa Stuedøren er ikke sat fast, og der er en lille Sprække, hvorigennem jeg kan høre alt.

Det er Maren Lyst fra Skolen, som faar sig en Stjærne. Jeg ser en af Morellerne bøjet ind over Bordet.

Halløj Mette taler. I smaa Kvæk kommer Ordene.

— Ja ... hæ stoer, a' du skal hae to Børn ... tøv nu et bett Korn ... lae vos kigg' regte evter ... jo, du skae bastemt hae to ... en Dreng o en Tøs.

Morellen vipper fremover, og jeg hører en sylspids Stemme, der dirrer af indestængt Hede.

— Saa skal jeg altsaa ogsaa have mig en Mand.

— De' kae jæ inte se ... men de skae du vel ... vi har junte faaen Ruemaskiner endnu ... hæ ... stadig den gammeldavs Manier.

Kvæk ... kvæk ... kvækkevæk og hi ... hi ... hihi ... Stemmerne slaar mod hinanden.

Jeg hører Halløj Mette samle Kortene sammen, hendes Negle kradser mod Voksdugen paa Bordet.

— Jeg vil gærne giftes Mette.

— Næ verkle ... dovse da ...

— Jo, jeg vil. Jeg tror ogsaa nok, at en Mand kan være tjent med mig. Jeg ejer jo en Del Indsigt og Erfaring fra min Gærning ved Skolen. Og saa ved jeg noget. Der er saa mange Lærerinder, der læser over paa deres Sager fra Dag til Dag, som om de endnu sad paa Skolebænken; men jeg kan det altsammen udenad. Væk mig om Natten, og jeg skal sige dig hele Kongerækken ....

— Hvae æ de' for novet?

— Det er noget, Børnene lærer .... Vi prøvede engang Andenlæreren og jeg. Han kom listende ind og sagde "Bøv", og saa kunde jeg fortsætte.

— Jamen saa sov du vel heller kuns paa Skrømt?

— Jeg vidste bestemt ikke, at han kom. Du kan selv spørge ham, hvis han vil svare dig nu. Han gjorde sig saa lille, at han kom ind i en Bondefamilie. Ja, det ærgrer mig saa tidt, at de unge Koner intet kan ... Stakkels Mænd.

Hun rejser sig. Jeg hører hendes Fødder skrabe mod Gulvet.

— Har du set vor ny Præst, Mette? Det er en Mand ....

— Æ han givt?

— Næi, den Mand gifter sig ikke, uden at han kan finde en dertil egnet Kvinde. Men det er alligevel ikke godt for en Mand at være ene. Der mangler saa tidt en Knap hist og her. Jeg gik saamænd derop i Gaar og tilbød min Hjælp, hvis der skulde være noget at sy — hun hvisker, — ved hans Linned. Kan du tænke dig, jeg kom, ligesom der var sprunget en Selestrop. Det var en Guds Lykke, at jeg havde Naal og Traad med.

— O du syede den?

— Ja, hun taler igen højt. — Det er nu min Mening, at man aldrig skal være for stor til at hjælpe. Og du skulde have hørt saa kønt, som han sagde Tak .... Vi skal for Resten have en lille Bazar i næste Uge. Han har bedt mig om at gaa rundt med en Liste. — De kan, Frøken Jensen. Og saa ser han saa bestemt paa een. Aah, han er et magesløst Menneske ..... Du skal give noget Mette. Jeg har Listen med.

— Næh, de skae jæ sgut'te, vi kae hae Bazar nok te Hverdavs. — —

Mens Mette følger Maren Lyst til Dørs, gaar jeg ind. Da hun kommer tilbage, staar jeg lige foran hende i Døren.

— Her har du mig, Mette.

— Ja, de' kae jæ sgu se. Hun lukker forsigtigt Døren og siger næsten hviskende. — Du skue hae set, som hun kue bruve sin bett Gump, da hun gik.

Mette og jeg har lidt Fortrolighed sammen siden i Sommer.

— Det var ogsaa en god Stjærne, du gav hende. Lad mig faa en med.

Hun ser prøvende paa mig, saa brister det om Mundvigene.

— Lae vos heller snakk'. —

Vi sætter os paa hver sin Side af Bordet, jeg paa Bænken under Vinduet, hun i sin Armstol. Katten, som er færdig med Fløden, kommer ind og gnider sig opad hende.

Stuen er ikke stor, og her er ikke mange Møbler. Intetsteds findes der et Støvgran. Mette har været allevegne med sin Klud. Gulvet er hvidt af Sand, og i Kakkelovnskrogen staar en Spyttebakke med frynset Papir. Nogle enkelte Farvetryk hænger hist og her paa Væggene. Over Vinduerne er der Kapper. Lyset kan frit strømme ind. Hvis det ikke var for Potteplanterne, vilde her være uhyggeligt tomt; men nu kommer man her aldrig, uden at mindst en Plante staar i Blomst. Og saa lugter her altid saa friskt af vaad Jord og grønne Blade.

— Du ser saa kev ud. Skyd Skidtet op i Livet, Farlill.

— Joe.

Mette har i lang Tid siddet og set paa mig. Jeg ved at hendes Øjne har fulgt hver eneste Trækning i mit Ansigt, og jeg har ladet mig betragte uden at se igen.

— Du maa ekk faa hinner. Æ de' Tanten, de' æ galt med?

— Tanten!

— Ja, hun skal hae en anden.

— Hvor Fanden ved du det fra?

— Naar hun ekk maa faa dæ, skae hun vel hae en anden.

— Du ved dog ikke hvem? Nu ser jeg tilbage, og vi holder hinanden fast.

— Næi, men de' kae du jo savtens sie mæ.

Jeg bøjer mig ind over Bordet og siger det.

— Hæ ... hæ ... hæhæ! De' var osse novet for en knøv Pie o goe i Lav me'. Jæ har alder set ham goe ud me' en Tøs en eneste Sommer. Han sier alletier deroppe i Vovnen o gloer, som om han ekk kendte Folk. O saa sier de, a' han ekk tør gaa paa Huset om Avtningen, uden a' hans Far skae følle ham. Hæ ... hæ ... de' var osse en te o lægg' i Arm ... hæ ... hæ ...

Mette har været smuk engang. Hendes Øjne ejer endnu, naar hun hører noget, der rigtig gotter hende, en underlig dybblaa Farve, næsten som Vand Solen skinner paa. Men hun er blevet gammel, Rynkerne har smudset Huden, og Kroppen er blevet til Tøj og Tøj, det ene Lag uden paa det andet.

Blink efter Blink rammer mig.

— Nu skae jæ sie dæ novet, du æ vel ekk et helt Fæ. Ser du, Ole Fisker havde en Tøs, som a' dæ kom ud o hold' Hus for en Gaardmand der vester paa. Hun var ekk mer tosset, end a' hun begriveligvis gærn vill' givtes med Gaardmanden. Han vild' nok ekk regte goe te'en, sier de, hun var jo heller kuns en Stump Tøs, o han kue gærn' været hinners Far.

Men en Dav kom hun liegodt kørendes hjem te de gamle med to Stole i Vovnen o sae, a' hun var bleven tyk — ved ham Gaardfjolset altsaa. Ole Fisker o Kællingen var rap paa Neglene, satte sæ stravs op i Vovnen, liesom de stoe o gik, o kørte med te'baves.

De' ble' altsaa te, a' de skue givtes, o' de' skue ske i en Fart, for hun sae sæl, a' hun var langt henne me'et. De' var sgu osse regte nok, for jæ saa hinner sæl, den Dav hun holdt Bryllup, vi var jo saa manne, som a' dæ skue se paa de', o dæ var de' te Kendsgerning, Kjolen stoe ud i en hel Bue.

Mette holder inde et Øjeblik og ser paa mig, saa lægger hun sin Haand frem imod mig.

— Men ser du nu, Daven evter var hun lie saa slank som en Aal igen, o hun har da heller ekk sien faaen noven Børn, o hvae brød hun sæ' om, a' de grined' a' ham, saa han vovt kue nære sæ paa Kroen, hun var jo bleven Gaardkone. O Ole Fisker fanged' smens alder saa meget som en Skruptaase sien den Dav.

Hun trækker Haanden til sig, ser skævt op paa mig og tager Kortene frem fra en lille Skuffe under Bordet. Sidder et Øjeblik med dem i Haanden.

— Nu ved vi altsaa, hvae Stjærnen gærn' skue sie vos, skae vi saa lægg hinner.

Katten kravler op paa hendes Skød og stikker Hovedet over Bordpladen for ogsaa at være med. I Køkkenet skrænker Hønsene. —

— Hæ æ hun, o hæ æ du ... I ligger godt ... Hun ser op paa mig.

— O hvae æ dov de', dæ ligger jæ. Næ nu har jæ alder kendt Maves, jæ har en Fugl i Haanden ... lae mæ' dov se regte ... de' æ pinte en Friksan ... hvor kommer nu den fra ... Jov, den har du skudt te mæ ... hvis du faar hinner ...

Vinden fløjter i Bøsseløbene og hujer over de regnvaade Marker.

Et Hegn staar ribbet og koldt. De svaje Grene glinser af Væde. Paa de øverste Kviste sidder en Krage tung og graa. Med ligestore Mellemrum strækker den Hals og "krager". Blæsten trækker Vandet af Øjnene. Det er ret et Herrens Vejr.

Paa en Bakkekam med Ryggen op mod et Gærde har jeg fundet lidt Læ. Her var saa dejligt lunt til at begynde med; men nu løber Næsen og Hænderne er blaa.

Det har regnet hele Dagen. Nu er Himlen blæst ren. Kun ude i Vest hænger nogle disede Skyer.

Langt kan man se. Skoven staar sort mod Himlens Blaa. Nogle store Fugle med tunge Vingeslag kredser over dens Top.

Jeg sidder og venter. Trækket vil snart begynde. Fra alle Verdens Hjørner kommer Ænderne i Nat ind over Land for at sanke Korn paa Stubmarkerne. Og lavt vil de komme i denne forrygende Storm. Staalløbene skal synge. —

Tankerne kommer og gaar, som de kan. Mangt og meget jeg aldrig fik tænkt — Ord, der er gaaet gennem min Bevidsthed uden at hage sig fast — staar pludselig lysende klare. — —

En Aften mødte jeg dig ganske tilfældigt inde i Skoven. Du var listet bort hjemmefra. Paa et omblæst Træ sad du. Endnu hang Solgløden i det vaade Løv, og nogle Mejser smuttede om mellem Buskene. Stammerne stod som Ildsøjler i Solfaldsskæret. Ganske alene sad du, om dig dryssede Bladene. Raadyrene kom listende ud fra Tykningerne for at æde, og nu og da raslede det i Grenene højt over dit Hoved, naar en eller anden Storfugl kom trækkende og slog sig ned for Natten. Lydløst brød Svampene af Løvdækket.

Du fik saa rivende travlt med at plukke Mosset af Stammen, da du saa, hvem der kom. Ingen maatte vide, at du bare havde siddet musestille og lyttet efter, om du kunde høre dine egne Tanker gro.

Vi gik sammen. Livet om os tog vort Sind med Vold og slugte os ganske. Vi var eet med Skoven, vi gik i. Vore Tanker fæstnede sig som Frø i vore Sind. Der laa Solstænk paa Vejen foran os. Aftenrøden sugede dem til sig. Fra de frugttunge Grene dryssede Olden. Vi kunde høre dem fanges af Løvbunden .....

Alle dagligdags Tanker maatte dø for at give Plads for Trangen til Lykke. Den Følelse fandtes ikke, som vi skammede os over at fortælle hinanden om. Vi var bare os to alene i den aftenstille Skov.

Jeg viste dig alle de Steder, jeg elskede. Du fortalte mig alt, hvad du higede efter.

Aldrig har vi været hinanden saa nær som den Aften, og aldrig vil vi komme det mer. Maaske skulde vi to ikke have set hinanden mere, bare gaaet hver for sig og bygget videre. —

Ved Skovgærdet skiltes vi. Ingen maatte se, vi havde været sammen. Vi gav hinanden Haanden.

Den Aften ejede jeg dig helt. — —

Det begynder at mørkne. I alle Byer ringer de Solen ned. Mellem Vindstødene høres Klokkeklemtene. De svarer fra Kirke til Kirke.

Ovre paa Vejen kommer en Kvindeskikkelse til Syne. Hun skyder en Hjulbør foran sig. Tungt aser hun sig fremad. Midt paa en Bakketop standser hun, retter sig i Vejret og ser sig omkring, Vinden blæser hendes Kjole ind mellem Benene og river Sjalet fra hendes Skuldre.

Det sidste Bedeslag forstummer. Langeligt hyler Blæsten. Hun har bøjet sig ned og faaet fat i Hjulbøren, og paany gaar det fremad med kroget Ryg og spændte Arme.

Donten — det evige Stræb og Slid — har igen slugt hver Tanke i hendes Hjærne. Men i det Øjeblik, da hun stod derovre og talte Klokkernes Klemt, følte hun maaske noget af det, som gør Sindet blødt. Alle Aarets Søndage sidder hun nederst i Kirken og lytter med aaben Mund og lukkede Øjne; men de Par Sekunder, da Solen gik ned, og alle Klokkerne ringede ...

Der er noget, der tager mig haardt i Armen. Jeg vender Hovedet om. Det er Hunden. Det er for galt, en stor Flok Ænder er fløjet forbi lige over Hovedet. Jeg kommer tidsnok til at høre deres Snadren langt bag mig.

— Satans. Jeg spænder og holder mig parat.

Himlen er igen et eneste Mørke. I tætte Byger kommer Regnen.

Det er et rigtigt Andetræksvejr. Ustandseligt vælder de frem, strygende næsten langs Jorden. Skudene følger dem paa Vej. Tilsidst kan man daarligt se. Jeg skyder efter Lyden; men ingen Dump forkynder om Fald.

Saa holder jeg inde og sanker de sidste op. En vingeskudt render fra mig i Mørket. Jeg kan blive ved at høre den baske afsted henover Jorden. Men der er nok endda. Posen er tyk som en Dyne, og Ræven skal have sit.

— Hov! der havde en Flok nær slaaet Hatten af mig i Mørket. De sidste to Skud smelder. Og da jeg staar og lytter efter — et Vræl angstfuldt og skingrende.

— Hva ...! Mine Ben ryster under mig.

En Skikkelse kommer frem.

— Hvem ...!

— Bare mæ, Alverdens Niels. Og da han kommer helt hen til mig. — Dæ var jæ nær smuttet. De peb lie forbi min Næse.

— Haha ... ha. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig skal le. — Dig din gamle Kumpan. Hvad Fanden laver du ude i dette Helvedes Mørke.

— Render. Hans Stemme er stadig dyb og alvorlig. — Jæ æ færde derne'e.

— Det er du jo altid, altid færdig dernede. Du bare føjter og føjter uden blivende Sted.

— Jæ gøe, hvae jæ vil. Man æ fo gammel te o forløvte sæ'. Kællingen derner var en Mær og Manden en Æsel. Øjnene vælted' ud a' Hodet paa vos ander' a' Slie. O' Mad fik vi ingen av; men synge Salmer o rende te Møder, de kue de da o takk Vorherre, naar de spared Osten te Mellemmaden te vos ander'. Selv od de, saa a' de var ved a' revne a'et. O saa vil de være bedre end vos.

— Hvor skal du hen i Nat? Jeg strækker Haanden frem for at sige Farvel.

— Jæ finder vel en Grøvt, hvor dæ' æ en Smule Læ.

— Du fryser ihjel engang. Hans Haand er at tage paa som vaadt Ler.

— Hja ... han trækker det langt ud. — Ka'ske. Og saa en Gang til. — Hja ... Saa drejer han sig om. — Ham deroppe har jo Bruv for vos alle.

— Du er ikke bange. Det er dog ellers lidt mere ud i det uvisse end dine forskellige Farter.

— Man kommer da allenfals op paa Kirkegaarden.

Et Øjeblik ser jeg hans brede Skikkelse. Saa er han eet med Natten.

— Lykkelig Rejse! Jeg tror ikke, han hører det. I det mindste svarer han ikke. — —

Langsomt driver jeg selv hjem over Pløjemarkerne. Intet kan jeg se. Hvert Øjeblik synker jeg i, som traadte jeg kun i Mørket og er ved at gaa paa Næsen. Hunden kommer bagefter mig.

Jeg gaar efter Suset mod Skoven. Mit Hjem naar jeg har strejfet viden om.

— Jeg elsker dig, du store fredfulde Skov.

Ingen Sti og ingen Plet gemmer du, hvor jeg ikke har sat mine Fødder. Gennem Tjørne og Krat har jeg krøbet paa alle Fire ad Dyrenes Vexler for at se, hvor de ledte hen. Og i et af dine slankeste Træer har jeg skaaret to Navne saa højt oppe, at kun Vinden kan naa dem.

— Lis — det skal blive os to. Stille hver eneste Tanke. —

Skoven rejser sig foran mig. Stormen kaster sig ind imod den og brydes. Det syder højt oppe.

Jeg gaar ind. Suset slaar sammen om mig. —

Hvorfor skal det altid altid hedde sig, at vi Jægere fortæller Løgn!

Se, der var engang en Mand, som havde en Vidunder Bøsse. Det var af den gammeldags Slags, der kunde sprede over en hel Mark.

Han sagde altid.

— Jæ behøver smens bar' o still' mæ heng i Ledhullet paa min Mark, trækk' den gamle i Ørerne o lunt hinner av, saa kae je bavefter goe ing o sank de Vilde op, hun skae nok tae alt med. — —

I kender nok Madsen, en Jæger uden Mod. Han havde den Gang den store Gaard omme paa den anden Side Byen. Kan I ikke huske, han satte forgyldte Bogstaver over Indkørselen? Altid laa han i Strid med sine Folk om Lønnen. Det var hvert Øjeblik, at der var en, som vilde splintre Hovedet paa ham. Han sov hver Nat med Revolveren paa Servanten. Kuglerne var omhyggeligt laaset inde i Pengeskabet.

Det var en Sommer. Han havde netop en Strid løbende med nogle svenske Karle. Ovre i Dronningeskoven var der Bal og Luftgynge, og selvfølgelig var Madsen med. Han kunde godt lide at se Bønderpigerne danse ...

— Jae, de' skae jæ love for. De' var jo ham me' den døvstumme Malkepie, som a' han rev om ude i Kostalden i en Bunke Hø, saa Tøsen ble' saa anerirt, a' hun stravs rendt' hjem te de gamle o skrev hele Historien op paa en Tavle. De' fik de for Resten en køn Skilling for. De' kae ell'sens hænds', a' de ekk saa te Smaafolk lie i de' Dave, o Tøsen skue hae al den dyreste Stads, dæ var te' o opdrive paa hele Sa'tionen.

Om Aftenen, da han skulde til at gaa, købte han en svensk Sodavand med hjem som en Slags Opmuntring til Konen, der laa i Barselseng. Han stoppede den i Bukselommen og tog Vejen ind gennem Skoven.

I Begyndelsen gik det godt. Endnu sad alle Minderne fra Ballet ham i Kroppen, men efterhaanden, som han blev mere og mere ene og Nattefreden dybere og dybere, krøb Angsten ind over ham. Overalt saa han svenske Karle, og den mindst Raslen i Løvet var dem, der forfulgte ham. Flasken i Lommen blev varmere og varmere.

Et Steds skulde han over en dyb Grøft. Der var lige en Ugle, som havde skreget, og nu saa han ganske tydelig en Mand bag et af Træerne histovre. Han sigtede paa ham med en Bøsse, og han hørte Knækket af en Hane, der blev spændt ...

Plump —! Der faldt han ned i Grøften, der lød et Smæld og — Proppen gik af Flasken. Den lunkne Sodavand flød ham ned ad Laarene.

Hurtigt kom han op. Han følte tydeligt, at han var ramt, og nu løb de Banditter ind i Granerne. Blodet rendte ham fra Hoften. Han kunde mærke, hvor han blev vaad ned i Støvlerne ... I rasende Fart sprang han ad Hjemningen, og i den sene Nat maatte en af Karlene køre i Ilfart efter Lægen.

— Sig, at de har skudt paa mig. Aah Herre du milde Gud og Skaber ...

Han laa inde paa Kontoret med en Revolver i hver Haand, og Nøglen sad i Pengeskabet. — —

Der kom engang en Skriver fra et Kontor inde i Byen paa Jagt herude. Han holdt mest af at skyde Solsorter. De var saa lette at ramme, naar de sad stille i Træerne. Og han førte Regnskab baade over de Skud, han ramte med, og de Skud, der gik forbi. En Dag, da han listede omkring nede ved Slotshaven, brændte han paa en, der hoppede om mellem nogle Buske. Der lød et Vræl, og en gammel Kælling røg i Vejret. Solsorten frelste sig op i et Træ, og ingen ved, hvor den siden blev af. Det var en af Havekonerne, hun skreg og skældte og var ikke til at formaa til at tage sin Rive igen.

— Næ, alder' for de', ve' han rive, kae han ...

Skriveren hoppede rundt omkring hende. Stillede Riven op mod et Træ. — Var hun ramt meget? Blødte det? Han tog til Lommetørklædet og vædede det med Munden. Trak det ud i en Snip.

— Næ, Faenædeme om du skae faa saa meget som en Strimmel a' mine Bovser a' se.

... Om det da ikke kunde ordnes! Han proppede Lommetørklædet i Lommen igen og tog til Pengepungen.

Tilsidst blev det saaledes, at han skulde give hende til et Pund Kaffe, hun paa sin Side skulde tage Riven igen, og love ikke at sige det til nogen.

— De' var svært højtideligt, jæ maatte Faenædeme ge' ham Haanden ... Jøsses saa bløde hans Fingre dov var ... o gentae baade hvae jæ skue, o hvae han skue. — —

Selvfølgelig fortalte hun det til alle og enhver, og til en af sine bedste Veninder betroede hun under hvilke Omstændigheder, hun havde faaet Skudet.

— Jæ havde lie faaen sat mæ ner og skue te o ge' los. —

Denne fortalte det videre.

Men det værste var, at hun siden den Dag aldrig hed andet end Trine Skive. — — —

Vi sidder omkring Bordet og drikker Kaffe. Der er Lis og Ane fra Skoven. Onkelen og Tanten er ude til Ædegilde. De kørte bort i Eftermiddags, og saa fik jeg uventet fremmede. Ane fra Skoven er min Husholderske. Hun kommer hver Morgen og holder mit Hus og hjælper mig siden paa Dagen med Maden. Hun sidder Enke nu paa andet Aar i en lille Stue, som hun har faaet overladt af Godset. Hendes Mand har været noget i de grevelige Stalde. Hun er rask og rørig og altid ved Humør. Mor til seks Børn. Mig behandler hun som det syvende.

Det var nu ikke Meningen, at hun skulde have været med. Men hun kom listende hen under Aften. —

Vi sad og holdt Mørkning Lis og jeg, da Døren til Stuen pludselig blev lukket op.

— Men Gue Fader kom te vos, ravendes bælgmørkt ... Børn dov o sidd' saaen Time evter Time o se ing i de' bareste reneste sorte ... Goeavten, skue man vell ells sie.

Der blev en underlig forlegen Tavshed.

— Jøsses ja ... jæ skue jo bare ing o se, om dæ ells var novet, jæ kue hjælp' te me', men ..., her blev hendes Stemme helt bedrøvet. — Hæ æ jo. Hja ..., hun stod, ligesom hun sank en hel Strøm af Ord. — Hja, saa maa man jo hjem igen. Endnu var hun kun kommet lige indenfor Døren og manglede bare at faa sagt Godnat.

— Nej, vi skal have Kaffe.

— Saa skae jæ lav' den! — —

Hvad er der i Vejen? Hvorfor er Ane saadan i Aften? Ingen af mine Historier har rigtig moret hende. Hun plejer ellers altid at give sig helt over, naar hun hører noget morsomt. Og hvorfor sidder hun bestandig og skotter til os og gemmer den ene Haand bort under Bordet?

Hoho —! Hvad er det? Der fangede jeg Glimtet af en gylden, glat Ring. Og saa vidt jeg husker, har Jens og hun ikke baaret Ringe i flere Aar. Dem havde de forlængst slidt op i et langt, ægteskabeligt Samliv.

— Du er saa tavs Ane.

— Æ jæ. Ja ... saa æ'et vel fordi, min Snakk æ holdt op a' sæ sæl. Hun ser op fra Koppen og forsøger at fange os begge i et Blik. Om hendes Mund bævrer et forlegent Smil. — Hja ... Hun bryder et Stykke Sukker i Stykker og børster omhyggeligt Smulerne bort fra Forklædet.

Saa sidder vi tavse igen.

Men vi har Tid til at vente. Og Ane er ikke den, som gærne tier stille, naar der er sket noget. —

— Ja, jæ sier saa manne Tak for Spisen. Hun suger den sidste Rest Kaffe i sig, skraber Sukkeret op fra Bunden med Theskeen og skyder Koppen fra sig.

Saa planter hun begge Hænder paa Bordet.

Jeg lader, som om jeg intet ser og henter en Cigar fra Skrivebordet, skærer omhyggeligt Spidsen af og tænder over Lampen.

Saa ...

De første graa Røgskyer snor sig ind imod Lyset. Hunden kommer frem under Skrivebordet for at tigge lidt Rester.

Saa ...

Endnu et Par enkelte Ord om det tidlige Mørke, den megen Regn og det daarlige Føre.

— Ja, jæ kae jo liesaagodt sie jer de'. De' æ smens ekk fordi, de' skae være en Hemmelighed ... Hun trækker Ordene ud i det uendelige. Lis sidder lige ret op og ned. Jeg finder et Stykke Sukker til Hunden og rækker ham det.

— Jæ æ smens bleven forloven ... hæ ... ja ...

— Til Lykke!

— Til Lykke!

Vi maa trykke Ane i Haanden.

— Hvem ... hvem ... er den heldige.

— Ja, hvem tror I?

Vi maa ryste paa Hovederne.

— Aah ekk ander end som ham Søren Petroliumskusk. Vi var sammen i Byen i Gaar, o saa toe vi Ring paa ... De' var smens ells ekk Meningen, men han vilde jo ha'et saaen, o saa mente jæ ekk, a' jæ kue hae novet moe de' ... Man skae vel hae Fred, saa læng' man skae goe hæ' paa Jorden.

Hun tager sin strammeste Mine paa og rejser sig fra Bordet.

— De stoe smens i hele Skarer uden for mine Vinduer hver Avten, naar jæ skue i Seng. Te'sidst var de dæ i all' Størelser. Jæ talte syv og en halv en Avten.

Hun begynder at stille sammen paa Kopperne.

— Men nu har Søren loven o dryve de Drønnerter væk. De æ værre end de væste Hanhunde. — Jæ slaver bastemt ner for Fo'e, sier han. O han æ stærk som en Hest.

Hun tager Kopperne og bærer dem ud i Køkkenet.

Lis og jeg sidder tilbage og ser hinanden stift ind i Øjnene. — —

Ane er gaaet. Der var saa mange Munde, der ventede paa at blive fyldt derhjemme. —

— Men jæ skue jo lie ing o sie jer de'. — —

Jeg staar ude i Køkkenet og hjælper Lis med at vaske op.

Vi er færdige. Jeg hænger Tørrestykket henover Snoren ved Komfuret og kommer hen til Bordet.

— Min Løn for Arbejdet.

Lis, som er ved at give Baljen en sidste Omgang med Skrubberen, holder inde et Øjeblik og stryger nogle Haartjavser bort fra Panden med Albuen.

— Tag den selv. Jeg har begge Næverne fulde.

Vi slukker bag os og gaar ind i Stuen igen. — —

Vi sidder paa hver sin Side af Bordet. Længe har vi været tavse. Lis tager sit Sytøj frem, og jeg finder min Jagtjournal. Vi ser paa hinanden, hun smiler.

— Sikke et Par gamle Tosser. —

Vi taler ikke mere om dem, vi holder hinandens Øjne fast, og hun rækker Haanden over Bordet, at jeg skal gribe den. I Kakkelovnen er Ilden brændt ned, der ligger store Gløder paa Risten. Hunden sover. Lampelyset heder vore Ansigter ... Der knækkede en Glød inde i Kakkelovnen, og Gnisterne spredes. Uret paa Væggen falder i Slag. Vi lytter. Udenfor regner det. Vandet driver over Vinduerne ...

Hun syr, jeg skriver. Fæstner de spredte Indtryk Dagen har givet mig.

... Stod ved Kanten af en Mose. I et Rønnebærtræ sloges Solsorterne om Bærene. Særlig var der en, som jagede alle de andre. Hidsigt fløj den fra Gren til Gren og stak efter dem med Næbet. Ikke et Øjeblik fik den selv Tid til at faa noget, men de andre snappede hver Gang, før de blev jaget væk, et for Næsen af den. Det gjorde den kun hidsigere. Rundt omkring mig hoppede Bogfinkerne og pikkede Frø.

Min Hund gik for fuld Hals inde mellem Buskene. Jeg trykkede mig godt op mod et Træ. Det var ikke første Gang, at en Mikkel var kommet ad en af Grøfterne for at naa ind i Skoven. Han holder meget af at sove Dagen hen i en Rørholm. —

Pludselig dukkede "Halløj Mette" frem. Hun sluskede lige forbi mig med en mægtig Bunke Kvas paa Ryggen.

— Hej! Du ved, det er forbudt at sanke i de grevelige Skove. Skovrideren siger, at Vinden blæser Løvet bort, naar Grenene bliver taget.

Næsten som en Hind sprang hun i Vejret og saa sig forvildet om. Saa fik hun set, hvem det var og tog fastere om Rebet, som bandt Grenene sammen.

— Jovist ... saa ... Han æ nu osse saa ong o saa klov. Næsen fik et Strøg med Bagen af Haanden. Resten snuppede hun i sig.

— Ærlighed varer længst.

Jeg stillede mig op med skrævende Ben lige foran hende. Hunden strøg tæt forbi med en Hare.

— Jovist saa Far, de' har han Ret i. Hendes Øjne plirrede op i mine. — De' kaen osse savtens, naar den alder blir bruvt.

Det Svar var nok værd, at jeg bar Bunken hjem for hende.

Før vi skiltes fik jeg den sidste.

— Jensens Fie æ bleven skruptyk ve' ham Frærik. De skae givtes te Jul o bo hjemme hos de gamle i Vinter.

Hun krængede Munden helt ud, saa de tandløse Gummer skinnede i al deres Nøgenhed. Saa kluklo hun, saa Maven hoppede som en Bold under Forklædet. — —

Jeg hæver Øjnene fra Bogen og betragter Fingrene, som omhyggeligt stikker Naalen ind paa de rette Steder og trækker Traaden i Lave ...

— Der stak du forkert. Hun ser paa mig.

— Jamen du skal skrive.

Og saa sidder vi der igen. Sytøjet ligger i Skødet, og jeg skubber mit Arbejde fra mig. Mine Kinder brænder, og jeg kan høre mit Hjærte banke. Det er, som om der pludselig springer noget i mig, jeg mærker en hed Følelse af Taknemmelighed fylde mit Sind. Jeg maa rejse mig og komme derhen. Hun ser lige ind i mit Ansigt, da jeg bøjer mig over hende. — —

Vi sidder sammen. Der er lagt nyt Brænde paa Ilden, og det dundrer bag Gitteret. Gnister springer ud og drukner i Mørket. Lampen er slukket. I Skorstenen piber Vinden. Her er lunt og stille. Mod Vinduet skraber en Vedbendranke, de fine Fibre glider over det vaade Glas og kan ikke suge sig fast. Over Loftet flakker Skyggerne. En stor Edderkop kommer ind i Ildskæret fra Kakkelovnslugen, ser sig forvildet om og piler bort, som om den havde brændt sig. Skilderiernes Glas lyser. Min Hund halser i Drømme. Gæsp efter Gæsp — den kan ikke naa Vildtet, som er foran og vaagner op med et Glam. Vi kan høre den skubbe sig bedre til Rette. — —

— Dejligt at leve.

— Dejligt at holde af dig.

Vore Hænder finder hinanden, og vi glider sammen Favn i Favn.

— Jeg elsker dig, Lis.

Det er hen under Aften.

Jeg gaar i Granskoven. Foran mig sniger en smal Sti sig bort i Mørket. Ud over den hænger brede Grene tunge af Regn.

Sagte lister jeg mig fremad. En Solsort hopper foran mig, flyver et Stykke, hopper igen og pikker i Mosset, faar saa Øje paa mig og flyver til Tops. Draaberne falder i Styrt under den. Inde i Dybet skogrer en Fasanhane og basker op i et Træ. I et Kig mellem nogle Grene faar jeg Øje paa dens Hoved, som den strækker langt frem for at se. —

At gaa i en Granskov, naar Mørket sniger sig frem, og Skyggerne kryber over Vej og Sti ...

Aldrig er der stille. Hist drysser Naalene fra en raadden Gren, her huler Larverne en Stamme og tys, hvad er det? Der brast nogle Grene. Et Dyr springer over en Brandlinie.

Jeg standser og lytter. Det er, som kommer der nogen listende. Lige indenfor i Mørket ligger der en Hovedskal og lyser ... Trinene er ligeved ... Det er kun Morten, som jumper over Stien. Før han atter forsvinder ind i en Række, rejser han sig helt op paa Bagbenene og ser sig omkring.

Her er klamt. En kold Em siler op mellem Grenene. Store Draaber funkler i Aftensolen.

Inde under Træerne er Jorden brun. Intet andet end Naale dækker den. Stadig falder de fra de nederste Grene, efterhaanden som de øverste lukker for Lyset over dem. Og Naalene ligger Aar efter Aar, Svampe bryder af deres Skød, staar kun nogle Dage og raadner saa bort, men først har de spredt Millioner af Kim om sig. Sammen med Naalene hober de op om Træernes Rødder en Kraft saa stærk, at en Egeskov en Dag, naar alle Granerne fældes, kan finde Næring, hvor der før kun var gold Jord. —

Dumpe Økseslag mod et Træ lyder imod mig. De giver Genlyd fra Stamme til Stamme. Der hugges ud mellem de tætteste.

— Pip ... pip! En Finke farer forskrækket ud fra en Gren. — —

Det er en Røver, jeg jager. I den dybe Nat har Mikkel været ude paa Rov. Han har taget begge Levegæssene nede paa "Sofies Minde".

Jeg fik det at vide tidlig i Morges. Alle taler om det. Og nu har jeg en Plan. Jeg vil skyde ham i Aften, gaa ned til Gaarden i Nat og klynge ham op paa Væggen uden for Sovekammervinduerne, saa vil alle faa ham at se i Morgen, og jeg ved, at i hvert Fald een vil vide, hvem der har dræbt ham.

I Aften, naar du gaar fra Grav, mødes vi to. Og saa — lige ind i de evige Hønsegaarde.

Det er for tidligt.

Lidt endnu kan du ligge i Ro og fordøje dybt i Jordens lune Mørke. Men i den Tid staar jeg som en Støtte mod et Træ med Bøssen i Anslag, og naar du kommer frem, seende dig forsigtigt om, vil du ikke lægge Mærke til den løjerlige Udvækst, Granen derovre har faaet — Puklen med de to lysende Pletter lige midt paa Stammen og den lange, raadne Gren, der stikker frem — ikke før en lysende Stribe og et Knald slaar dig over Ende. Og saa er det for sent. Bladet er fuldt af Hagl. —

Mosset ligger blødt over Stien — Kærlighedens Sti. Hele Byen har vandret her. Par om Par tæt ind til hinanden. Stille fremad i Aftenens Mørke, Skridt for Skridt mod Lykken. —

— Jov, bastemt min lell Pie, jæ elsker dig. Du æ ekk som de ander'. Vi to vil kuns være regte goe moe hinander.

— Du skae osse sie de' te Far o saa Mor. — —

— Tae mæ om Lænden, Adolf — næh længer ner dit Kvaj ... du niver ... ihw!

— Satan te Tøs, som du osse kae skrie. — —

— Jæ søns nu, de' æ saa kønt me' kuns en Seng Maren.

— Jov, men paa all' de store Steder har de to. — —

— Næi, jæ tør ekk ... Vi æ dov kuns i Kærest' davene. O Mor sier ...

— Vil du hae, vi kuns skae goe o se paa hinanders, De' blir vi sgut'te fede av. — —

Grenene glider ind imellem hinanden, ses kun som en sort Masse over mit Hoved. —

En Vexel fører ind til Graven. Bare et lille Stykke borte fra Stien ligger den. En stor, gul Sandbunke viser Nedgangen. Granerne om den er ganske lave og forvoksede, saa der er god Plads til at skyde paa.

Rundt om ligger Fjer og Ben. Hist et Skelet af en Hare og her en nyfødt Gris fra en Mødding. Alt, hvad spises kan, er rapset fra Egnen.

Jeg bøjer mig ned og faar fat i noget hvidt. Hovedet og Halsen af en af Gæssene. Og der et Par store Vinger. Her har nok rigtig været Gilde. De skal bindes dig om Halsen, at de kan se, du var den rigtige.

Med Ryggen op mod den tykkeste Gran tager jeg Stilling. Der er frit lige hen til Hullet. Nogle raadne Grene skæres forsigtigt bort, at ikke den mindste Smule skal knække i det afgørende Øjeblik.

Sikringen frem, Handsken af højre Haand, Ærmet bort fra Haandledet, Hælene godt i Jorden ... nu ikke et Lem ... stiv som en Støtte. Vi to Mikkel kan se hinanden stift ind i Øjnene uden at blinke.

Om et Øjeblik ringes Solen ned.

En gammel Jæger, som har staaet for Ræv Aften efter Aften, har lært mig, at naar de begynder at slaa Bedeslagene, skal man lægge Bøssen til Kinden.

Over mig rager en Gren ud. Paa hver eneste Naal hænger Draabe ved Draabe. Hvert Øjeblik truer de med at dumpe lige ned paa min Næse. Der faldt en enkelt. Sivende slipper den det Sted, hvor den maaske har siddet hele Dagen og splintres mod Bøssens Staalløb. En ny er straks paa Vej langs Grenens Bark til den ledige Plads.

En Spinder har travlt med at slynge en Traad fra Hatteskyggen ned til Haanden og fra Haanden til Støvlesnuden. Det kildrer mod Hunden, da Traaden sættes fast.

Rigtig. Spind mig ind. Jeg er eet med Træet. Tag bare den Nytte I kan faa af mig den Tid, jeg skal staa her ...

Det er dog ogsaa Pokker til Tid, før du kan lette paa Kroppen dernede i Dybet. Ryst bare Skidtet af Pelsen. De Par Minutter mere at leve i, naar det alligevel snart skal være forbi. —

Saa mange Toner der er i en Skov og allerflest en stille Aften, naar ingen Mennesker færdes. Ude fra Markerne kommer de med Vinden, Grenenes Netværk fanger dem og faar dem til at bruse — et Sus fra de evige Riger. Men ude paa den anden Side Skoven er det bare et ensomt Fløjt igen, et langeligt Suk over de nøgne Marker. —

— Sievald, du maa ekk være vred.

Stemmen er frygtsom, som vover den knapt at give Ordene Lyd.

Et arrigt Grynt er Svaret.

Forsigtig drejer jeg en Smule paa Hovedet. Der staar nogen ude paa Stien lige ud for mig.

— De' var sgu en nyelig Redelighed ... hark. Han spytter, og jeg kan høre ham harke længe. — Hvorfor Faen æ du bange. De' æ vel osse mæ, de' kommer te o gaa ud over.

— Jamen, de' æ mæ, som a' dæ gør'et. Der er kommet Fasthed over Stemmen.

— Ja, de' æ heller kuns for din egen Skyld, a' jæ sier de'. Han trækker Ordene langt ud. — O ... æ ... Halløj Mette kae vi savtens faa te o hold' Kævt, hvis ... a ... de' æ de', du æ bange for.

— Næi. Barnet æ vort. Vi foer i Guds Navn ta'et. Hun tier lidt, som venter hun paa et Svar. Han har travlt med at stoppe sin Pibe og faa Ild. Jeg hører ham stryge en Tændstik. En kvalm Tobaksrøg trækker ind til mig.

— O naar vi bar' holder sammen, goer'et osse nok. Du skae se, dæ æ Glæde ve' saaen et lell Væsen lieveller.

— Hvae ka'et nytt?

— Du skae se, de' goer nok, naar vi bar' regte stræver begg to. Hvorfor skue vi saa ekk faa et Hjem som alle de ander' ... Uh, jæ kae arbede for ti, Sievald, naar jæ ved, hvad de' gæller.

Det er næsten, som om hendes Stemme skælver af Glæde.

— Du elsker mæ jut'te.

— Aah jov kaske, du æ dov Far te mit Barn, o jæ ken'ner vovt mæ sæl igen.

Der bliver saa stille, som naar man har talt alle Følelserne blot. Hurtigt snapper man Vejret i sig og lytter, — nej, meget mere end lytter, lægger hele sit Sind ind i Svaret, som skal komme ...

Klunk ... klunk ... Draaberne falder fra en Gren ned i en Vandpyt, og Træernes Bark sveder Harpiks om et gabende Saar.

Sindigt og drævende. En hel Tobakssky pustes ud for hvert Ord.

— De' æ nemt nok o tall', Thea.

— Aah, de' kommer saaen a' sæ sæl, naar'et gror ingen i een. —

Thea! Jeg drejer mig helt om. Netop i samme Øjeblik springer en lang rød, Satan op paa Grusbunken henne ved Graven. Det eneste, jeg faar at se, er Halens hvide Dusk. Jeg kaster et Skud ind mellem Granerne, men selvfølgelig kun derhen, hvor han havde været. Raadne Grene og Naale er hele Udbyttet.

— Thea! I en Fart er jeg ude paa Stien. I min Taske ligger endnu et Lommetørklæde fra dengang.

Langt nede haster de afsted. De næsten løber, som var de bange for noget. Han er den hurtigste. —

Der er stille i Skoven. Solen er gaaet ned. Lange Skygger lægger sig over Vejene.

Jeg bliver staaende længe og ser efter dem. Der er kun Mørke foran mig.

Jeg begynder at gaa. Natten er inde, Smaafuglene sove. Stilheden gør mig bange. Ikke engang mine egne Skridt kan jeg høre mod Mosset.

En snigende Angst for at nogen skal volde dig Fortræd ... det gør ondt inden i mig.

Min Hund kommer springende ned imod mig. Han er vild af Glæde, springer op og slikker mig i Ansigtet.

Jeg maa klappe og klappe, saa mine Hænder er vaade af hans Slikken.

— Saa har Ane lukket dig ud.

Han slaar et Slag ind mellem Granerne og kommer tilbage igen.

En tryg Glæde ved at vide dig hos mig griber mig. Du forstaar vist ikke, at du skal klappes igen, men du slikker mig og dine Øjne lyser.

Ingen af os vil hjem. Vi maa Skoven igennem. Og allersidst maa vi ud paa Skovgærdet og se ned mod "Sofies Minde". Der er Lys i alle Vinduerne. De blinker saa trygt.

Det er Vinter.

Der kom en lille Buk gaaende ganske langsomt ud af en Bøgetykning. Den gik saa fredeligt og kvistede. Ved en Birk blev den staaende stille og gned sig op af Stammen. Strakte Halsen og gnubbede Bringen mod Knasterne.

Paa Skovvejen sad et Par Krager og forlystede sig i noget nattegammel Hestegødning. De stredes om de frosne Knallinger og huggede til hinanden, saa Blodet sad dem om Næbene. Et Stykke borte hoppede en Skade uroligt omkring og saa til. Den standsede og vippede med den lange Hale, hver Gang en af dem fik sig en Bid.

— Rhæbs ... rhæbs ... Den hoppede et Par Trin frem, Stjærten stod lodret i Vejret. —

Skudet frygter alle Skovens Dyr. De har lært det at kende Slægt efter Slægt.

Langt bort fløj Kragerne og Skaden. Ogsaa Bukken sprang afsted. Men Kuglen var for god. Lungerne gennemhullet. Den svinglede endnu et Par Skridt, saa stod den paa sin Hals i en Grøft. —

Mine Arme og Hænder ryger af Blod. Skjorten er smøget op til Albuerne. Jeg er lige blevet færdig med at brække Bukken op. Slunken ligger den ved Siden af mig.

Vommen er slængt til Side. Den damper af Varme fra Bugen. Endnu pulser Tarmene Føden frem langs Kanalernes Vægge, akkurat som da de laa velforvarede bag Maveskindet.

De krymper sig sammen Stykke for Stykke, og i smaa Stød glider den bløde Deig fra Tarm til Tarm.

Men Hjærtet er stille, Kamrene fulde af størknet Blod og Øjnene gabende tomme. —

Det er Vinter. Dagen er bidende kold. Aanden staar mig fra Næse og Mund. Knastørt er Løvet, fra Træerne falder Mosset i store Flager, Barken om Grenene er tørknet, og Knopperne frosset inde i Is. Stryger Vinden igennem dem, det lyder som Raslen af Perler. Som et brandgult Skær lyser Solen op over taagede Skyer.

I en Grøft med rindende Vand vasker jeg Blodet af mig og renser min Kniv. —

Et Stykke borte gaar et Par Koner med bøjet Ryg og sanker Brænde. I smaa Ryk flytter de Fødderne frem og holder sig paa Siden af hinanden. Men faar en af dem Øje paa en Gren forude, der er særlig stor, ser hun først til den anden, passer paa, naar hun har bøjet sig rigtig godt ned og springer frem.

Er Grenen først velbeholdent i Forklædet, er hun lutter Smil og venter taalmodigt paa, at den anden skal naa frem.

— De' var dov grin'avte, a' du ekk saa den, jæ har smens set ham læng'. Nu maa vi renok se, om dæ ekk kae blie en maves te dæ. Hæ ligger en bitt' Fyr her, men de' æ jutte novet ... Vil du kanske hae den? —

Jeg slænger Bukken paa Ryggen og gaar ned mod Mosepers Hytte. —

Sommerens Hus er tomt. Man ser langt ind mellem Stammerne. For aabne Døre stryger den kolde Vind. Festbordene er ryddede. Kun hist og her ligger endnu i Støvet en Levning fra de store Dage. Og alle de glade Stemmer ...

Der sidder i Toppen af et højt Træ en forpjusket Raage og skræpper ... Krew ... krew ... Og nu skriger Kællingerne og lover hinanden Tærsk. — — ... Blideligt sover under Mulde ... Ordene trækkes langt ud.

Jeg har kastet Bukken fra mig paa Stenbroen og træder ind i Stuen.

Mosepers yngste Datter sidder i en Krog og vugger den unge Hilarius, som varmt ligger gemt under en tyk Dyne. Selv er hun blussende rød fra Kakkelovnen, hendes Haar hænger i Tjavser ned om Ansigtet, og Blusen er knappet op. Hun har lige givet Bryst. Med den ene Haand forsøger hun skyndsomst at hægte, mens hun med den anden holder fast paa noget Barnetøj, der ligger i hendes Skød. Foden følger støt med Gængen.

Stuen er tung af Varme og indestængt Luft. Ovenpaa Kakkelovnen syder en Kasserolle med Mælk, og under Loftet er nogle Seglgarnssnore spændt ud fra Bjælke til Bjælke. De hænger fulde af Barnetøj til Tørring.

Jeg spørger efter Moseper. Jeg vil tigge om Husly til Bukken, indtil jeg kommer tilbage.

— Far æ ude i Loen og slaver Rug. Hun maa tage med begge Hænder efter Barnetøjet, som er ved at glide paa Gulvet.

Ikke en eneste Gang har vi set paa hinanden, og jeg staar dog ligeoverfor hende.

Døren til Køkkenet gaar op. Jeg har hele Tiden hørt Stemmer derude. Halløj Mette kommer ind. Hun stiller sig straks ved Vuggen.

— Tøv et bett' Korn, man kae vovt se, hvoen han ser ud, saaen som du dov javer paa. Hun griber selv i Kanten og holder tilbage. — Jov, de kae man da se, de' æ en Knægt — regte en Elskovsunge. Ham har I sgutte laven a' de bare Pligt.

Et Par store, taknemmelige Øjne lønner hendes Dom.

— Ja, saa skue vi vel. Mette famler i den ene Kjolelomme. Hun skal give den lille et Pulver for Orme.

Marie stikker lige Hovedet ind af Døren og nikker smilende til mig.

— Jæ kat'te komme ing, jæ æ saa beskidt. De' æ Komfuret. Hun staar lidt. — Ja, du har vel set ham, han æ smens goe nok saaen.

Det er ikke den første af Døttrene, som har maattet vintre over.

Henne ved Væggen gaar Knevren. Ungen skal op.

Jeg siger Farvel og gaar ud i Loen. —

Det var den smukke Olga. Hun fik sig en Plads i Byen i et herskabeligt Hus. Et halvt Aar og en Maaned varede Festen, saa kom hun rejsende hjem. Hun ventede sig.

Jeg mødte selv Moseper og hende ude i Skoven den Dag. Han trillede hendes Skab paa en Hjulbør.

Nu skal hun være hjemme i Vinter og til Sommer ud at luge Roer paa en stor Gaard.

— De' behøved' hun smens ekk o været kommet te Byen for, men fint skue de' være med høje Hæle o tynd' Strømper, saa man kue se de bareste Sul igennem. —

Barnet skal blive hos de gamle. Faderen er ... ja, hvad Faderen egentlig er, er der ingen, som rigtig ved.

Men det er en bedre Mand. Det er bestemt. Han har givet hende sit Visitkort, og der er Guldrand om, og saa "logter de' saa masendes dæjle".

Man siger. Det var en Dag, Olga havde fri. Hun vilde til Koncert i Strandparken. Da hun gik om et Gadehjørne, var hun nær blevet kørt ned af en Bil. Den standsede brat. En galant Herre aabnede Vogndøren, og før hun vidste et Ord af det, sad hun paa de bløde Hynder. Det er alt. Og saa Visitkortet der lugter. — —

Moseper og jeg har faaet klynget Bukken op paa et Søm inde i et Skur. Nu hænger den velforvaret for Hunde og Katte. Jeg giver ham Leveren og Hjærtet for Huslyet. Han staar med dem i den ene Haand, men Samtalen vil slet ikke gaa.

Hver har sine Tanker. Og alligevel tror jeg, de er sammesteds henne. Jeg har jo leget med Olga som Barn. Tidt og mange Gange har han staaet i Lodøren og set til, naar vi byggede vore Slotte af Vejstøv og pyntede dem med Skovens Blomster. Eller naar vi pludselig kom stormende ind i Stuen og sagde, vi var Kærester, og siden sad sammen paa Bænken ved Vinduet og fik Æbleskiver. Hun gav altid mig det meste Sukker.

— Ja, saa fik vi altsaa osse Olle hjem, men de' æ jo da kuns godt, naar vi saaen skae sie de', a' hun har et Sted o tae hen. O hvae Folk sier, kommer de' jutte an paa ... Ja, de' æ snart non'ne Dave sien, I to legede sammen ... Ja, Gue æ de' saa ... Vi æ bleven krumme i Ryggen vi gamle sien.

Jeg giver ham min Haand til Farvel.

— Vi æ kommen hæ, o saa skae vi vel osse gør'et saa godt, som vi kae, o stræve i den Smule vi har.

Vi skilles. Han skal ind paa sin Lo og hamre med Plejlen paa Rugen. Jeg har nogle Sakse i Skovens Gem, som skal røgtes. —

Oppe paa et Stengærde ligger de under nogle tætte Tjørne. Der er intet at se. Visne Blade og Mos dækker Kæberne. Over hver enkelt af dem hænger der en død Fasan.

Maaren kommer listende. Den glider som en Skygge fra Sten til Sten og standser hvert Øjeblik for at vejre. Pludselig faar den Færten af Stegen. Og før den faar tænkt sig om — den er Skovens mest nysgerrige Dyr — er den sprunget helt hen for rigtig at faa at se, hvad det er. Den strækker sig og rækker sig, nu kan Snuden naa Fjerene, den snuser begærligt til sig.

Pludselig falder den forover. Saksens Kæber har lukket sig om det ene Forben. Den hvæser og tumler. Benet er brudt, men Muskler og Sener holder.

Det er en lang Nat at sidde paa Halen og slide for at faa et Ben løs af en Saks. For hvert eneste Træk skriger alle Nerver af Smerte. Men den er haard. Den bider i Saksens Jernlænke, den trækker til sig af alle Kræfter. Skummet sidder den i Mundvigene.

Længe — meget længe bliver den ved med at slide, saa lammer Smerterne den. Benet begynder at hovne op. Den sidder ganske stille og kryber sammen. Det hamrer og banker i det brudte Ben. Forgæves forsøger den at lukke Øjnene.

Med Dagslyset kommer Kragerne. Den har lagt sig for over for at støtte en Smule paa Brystet. Der kommer en Flok flyvende. De er tunge og graa i Halvmørket. En af dem faar den at se. Straks skriger hele Flokken op og slaar sig ned i Træerne om den.

Kampen begynder forfra. Lyset svier den i Øjnene. Den hader Solen. Den haler til. Senerne giver sig som Elastik.

Det er helt lyst. Jo mere den slider, jo værre skriger Spotterne. Et Par Finker er kommet til og hopper i Tjørnen over den. En Gærdesmutte piler dens Næse forbi. Nu var det den Tid, da den skulde ligge hjemme i Træbullen og sove. Tænderne skurrer af Smerte og Arrigskab.

I et raskt Tag bider den til, flænger Skindet om Brudet, og metodisk begynder den at bide Senerne over en efter en.

Fri — der mangler endnu kun nogle enkelte — hvis ikke han, der ejer Saksen, var kommet.

Et haardt Slag med en Kæp over Snuden strækker den til Jorden.

Det er en prægtig Hanmaar. Skindet er som Silke at føle paa. Men den lugter stramt.

Paa Hovedet i Posen, alle Sporene slettes ud, der er Plads til en ny i den samme Saks i Nat. —

Engang jeg røgtede Sakse, sad der kun en Benstump tilbage i en af dem. Den Gang var det lykkedes. Der var Blodspor i Sneen et Stykke. Det var alt, hvad jeg nogensinde har set til den.

Jeg strejfede Benstumpen for at have den, hvis vi tilfældigt skulde komme over hinanden. Den hænger endnu hjemme paa Loftet. — —

Solen forsøger at varme, men fattige er dens Straaler. Ikke engang det mindste Straa strækker sig i Livlyst imod den. Træerne staar, som de stod i Gaar, blanke af Isslag mod Barken, og Buskene hænger fulde af fjorgamle Blade.

Trygt ligger Spirerne i Jorden. Halvraadne Blade svøber sig om dem, og blindt suger de til sig af det samme store Skød.

Jorden, Livets Moder, dit Hjærte banker af Længsel. Favnet en Efteraarsdag, drømmer du dig frem mod et Foraar, hvor alle Spirerne løses af dit Skød.

Vinter, skingrende Frost omkring mig, Græsset er vissent, og Vintersædens Rødder frosset fast. Det er øde og koldt, saa mange Munde skriger for Føde.

Men nede i Jorden vokser alle Kimene. —

Paa en stor Stubmark løber Fasanerne ud. Der er en hel Sti langs Hegnet. Jeg ser dem gaa i Flokkevis og pille op.

Raskt gaar jeg hjemad for at hente Hunden. Vi vil ud og skyde Haner. Alle Krattene skal jages igennem. Det skal gøre godt at faa Kinderne til at blusse af Spænding. Maaske kommer vi saa i Løbet af Dagen forbi "Sofies Minde" og maaske ... maaske nikker et Ansigt til os bag en af Ruderne, og jeg faar Lov til at svinge med Hatten. Saa jager vi dobbelt haardt.

En Dag i et forrygende Vejr kommer Isak til mit Hjem.

Længe har det været Barfrost, og i Dag er Vinden gaaet om i Nordøst. Det blæser en Storm, saa selv de største Træer knager og svajer. Himlen er et eneste Mørke.

I Kakkelovnen buldrer Brændet. Hvert Øjeblik maa der fyres paa. Al Varmen futter ud af Skorstenen.

Jeg sidder ved Vinduet og ser ud. Det trækker koldt ved Ruderne. Skoven staar mørk og truende. Øde ligger Markerne. Pløjningerne er haarde og frosne, og Græsset er graagult. Langs Hegnene kryber Buskene sammen. Nogle Krager kæmper sig frem imod Stormen, tvinges et langt Stykke tilbage og trykker sig sideværts frem igen. Ude paa en Bakkekam slaar de skrigende ned over et Aadsel ....

Intet at se — livløst og øde — i Jordens Mørke kryber Livet ad lønlige Stier .....

Det begynder at sne. Først nogle enkelte Fnug. Stormen tager til. Den brøler om Hushjørnet. I Haven faar den fat i nogle visne Blade og sender dem højt i Vejret. Saa vælter det ned. Fnuggene prikker som Naale mod Ruderne. Det ses, som var Skyerne føget ned over Jorden og vilde suge den til sig.

I Gaarden falder Sneen stille. Det lysner ind i Stuen, nu Brostenene er hvide.

Over Vejene tier Fodslagene. —

Hele Dagen bliver det ved. Der er mandshøje Driver langs Gærderne, og Grøfterne er glattet ud. Ingen levende Sjæl at se nogetsteds. Vi har maattet skovle os Vej ud til Brønden for at faa Vand. —

Imod Aften kommer han. Jeg staar i Køkkendøren, og ser ud. Foran mig ligger en lille Holm Graner. De staar i Læ af de store Træer og er helt hvide. Deres Grene er bøjet mod Jorden, selv Topskudene hænger som store Fjer ... Skyggerne taber sig i Skumringen ... et angstfuldt Pip fra en Fugl som har forvildet sig ind imellem dem. —

Ane laver Midaftensmaden til ved Komfuret. Fra Brændehuset kommer Søren frem. Han tittede indenfor og blev straks sendt ud at hugge Brænde. Han skynder sig over Gaardspladsen med Favnen fuld af kløvede Stykker, og bryder sig ikke om, at han taber det meste undervejs. Vel indenfor Køkkendøren pruster han ud og ryster sig:

— Satan til Vejr osse! —

Saa kommer han fra Skoven lige ud i Blæsten. Han maa staa stille, og Sneen hvirvles op om ham. Det ser ud, som kan han ikke komme af Stedet og vil blive blæst ind mellem Stammerne igen. De er hvide i Vindsiden med Sne langt op ad Barken.

Han raaber til mig. Jeg kan ikke høre, hvad han siger, og han maser sig frem imod mig. Det er den eneste Fremmede, jeg har set i Dag, og jeg forundrer mig over, at der overhovedet er nogen ude i dette forrygende Vejr. Endelig staar han foran mig.

— Gud velsigne dig. Han gør Korsets Tegn.

— Isak!

— Paa den yderste Dag staar Menneskesønnen i de Dødes Rige ...

Han rækker mig Haanden. Den er valen og vaad at tage paa. Jeg kan slet ikke føle hans Fingre.

Han er dyngvaad. Jeg ser op af ham. Fra neden og lige op i Øjnene hænger Sneen i et tykt Lag. Hans Skæg er tungt og klistrer til Frakken.

Jeg faar ham ind i Køkkenet. Han bliver staaende paa Maatten. I den ene Haand holder han en Bylt i Avispapir og surret sammen med Hyssing; men Papiret er smuldnet bort af Væde, og hans Tøjstumper stikker ud vaade og sorte af bestandig under Gangen at gnide mod Frakken. Han lægger den fra sig, tager Træskoene af og gaar frem over Gulvet. Der er store Huller paa hans Strømper, og Fødderne er farvet af Ulden.

Alle faar vi Haanden. Jeg en Gang til.

— Gud velsigne dig!

Der bliver Liv i Køkkenet. Det gør der altid, naar der kommer en Fremmed inden Døre. En Gryde tages af Ilden, saa Luerne slaar højt i Vejret, og Væggen bagved farves rød. Soden fra Skorstenen glinser.

En lille Pige staar forskræmt og ser op paa ham. Det er en af Anes. Hun putter sig bort bag Moderen, saa kun Haarpisken stikker frem.

— Aah din fjovede Tøs.

Hun ryster hende af sig. —

Hvor han har gaaet er Gulvet vaadt. Herinde i Varmen tør Sneen, og det drypper fra alle Flige af hans Tøj.

Ane begynder at øse Maden op. Det er dampende Grød. — —

Senere, da der bliver tændt Lys, sidder han ved Køkkenbordet og faar sig lidt Mad. Nogle Skiver Rugbrød med Fedt og et Krus Vand at drikke til. Han vil ikke have andet. Før han begynder at spise, beder han, og da han er færdig, velsigner han os alle. Hver enkelt tager han i Haanden og siger Tak.

Han er blevet vasket og har faaet tørt Tøj paa fra inderst til yderst.

Han var lykkelig som et Barn, da "Søster" laa paa Knæ foran ham og tørrede hans Fødder. Hele Tiden hvilede hans Haand paa hendes Hoved, mens han nedbad Himlens Velsignelse over hende.

— Se denne Pige er ren ... Lad dine Ord oplyse hendes Sjæl ... Hendes Sind er hvidt som Duen ... — —

Han beder om Lov til at tale til os. Søren skubber til mig, griner og nikker. Vi gaar ind i Stuen. Han stiller sig hen i en Krog. Længe staar han og ser paa os. Hans Blik glider fra den ene til den anden uden at hæfte sig fast nogetsteds. Sky skotter han til Ane og Søren, som har sat sig ved Siden af hinanden. "Søster" leger med Hunden. Af og til aabner han Munden, uden at hans Læber formaar at forme Ord. Han knuger Hænderne sammen foran sig. Lidt efter lidt fyldes hans Øjne af et underligt Skær, som brændte hans Hjærte, og Ilden flakkede op og tændte Pupillernes Glød. Det kryber i hans Mundvige, og pludselig begynder han at remse Skriftsted paa Skriftsted. Det gaar saa stærkt, at vi knapt kan følge ham, og det hele bliver blandet sammen til en Række Sætninger uden Sammenhæng. Snart messer han, snart taler han ganske almindeligt, saa slynger han Ordene ud, som skulde Ruderne sprænges, og saa hvisker han, som talte han til smaa Børn. Ikke et Øjeblik holder han inde for at trække Vejret. Mange Ord snupper han i sig.

— Vi næres af Ordene, som gaar fra din Mund, o Herre ... Jeg er din Discipel ... Mine Ord er kun dine ... Se, ingen Spurv falder til Jorden uden din Vilje ... Og jeg lyder dit Bud ... Min Krop skal pines den Dag, min Sjæl ikke vil bo i mit Hjærte ... Hører du Herre, de skriger imod dig ... Men jeg siger Eder alle: dømmer ikke ... Jeg staar frem paa den yderste Dag ... og Dyret skal dø ... Se Solen tør mine frosne Saar ... Og Dødsriget er nær ...

Søren har laant en Pibe og pulser løs. Det er en sværlemmet Karl, og der staar en hed Os fra hans Krop. Benene har han strukket fra sig, og Fødderne ligger langt ud paa Gulvet. De stinker. Engang imellem bøjer han sig fremover for rigtig at lytte. Men de fleste Ord gaar hans røde og vejrbidte Ansigt forbi.

Ane strikker, holder nu og da inde og kradser sig med en af Pindene under Haaret ved Tindingerne. —

Isak bliver ved. Han taler om Kødets Lyst. Jeg ser paa hans Øjne, de brænder som Ildsluer, flammer op, saa Brynene staar skarpt tegnet mod den hvide Pandehud. Hans Krop dirrer, og han gisper efter Ordene. Hans Skygge bag ham synes at vokse helt henover Loftet.

— Mit Liv var Dyrets ... Paa den yderste Dag skal det komme og opsluge Jordens Slægter ... Og jeg har levet ene og se, jeg pintes svarligen ... Men Herre dine Ord er mit Liv: Forsage alle Djævelens onde Gerninger ...

Vi ser alle paa ham. Søren er holdt op med at ryge. Hans Ansigt blusser, og hans Øjne flyder ud i eet med Kinderne.

— Forsage ... forsage ... Han raaber, saa de skurrer. Hænderne er knyttet som til Slag, og han fægter med dem i Luften ... Nu gaar hans Stemme over i et hæst Skrig. Munden staar aaben. Der bliver stille ...

Vi hører Strikkepindenes Raslen, Vinden, der pisker Sneen mod Ruderne, Ildens Durren i Kakkelovnen og os alle, der trækker Vejret. Forsigtig gnaver en Mus bag Panelet. De spidse Tænder risper i de møre Brædder.

Søren hænger Piben bort, som han længe har holdt i Haanden, stikker et Par Fingre ned i Vestelommen og haler en Skraa frem. Han tager en forsvarlig Bid, harker og forsøger at ramme Spyttebakken henne i Krogen. Prikker endelig til Ane.

— Hvem skae ells hae de Hoser. Jæ søns de har Mandfolkefødder.

— Aah, dit Fjog. Hun langer efter ham og ruller Nøglet ud fra sig for at faa Garn til næste Omgang. —

Forsage ... forsage ... Sammensunken og lille staar han. Hans Øjne er slukkede og Munden indfalden. Skuldrene vokser op over hans Hoved. Hans Krop dækker fuldstændig Skyggen bag ham. Uden en Lyd synker han ned paa Gulvet og folder Hænderne for sit Ansigt. Bliver liggende hensunken i Bøn. —

Snakken mellem de to ved Bordet gaar livligt. "Søster" er faldet i Søvn hos Hunden. —

Lidt efter bryder de op. Han ligger stadig i Krogen. De nikker henimod ham. Jeg er sikker paa, at han ikke ser dem. — —

Om Natten ligger han oppe paa Loftet ved Skorstenen. Det er det eneste Sted, han vil være. Før han gaar op tager han alt sit Tøj med sig. Det har hængt til Tørring over Komfuret. —

Næste Dag er det det samme forrygende Vejr. Han bærer Vand og Brænde til Køkkenet. Der er ingen, der beder ham om det; men han tigger selv om Forlov. Jeg gaar forbi ham ude i Gaarden. Han stiller fra sig, hvad han har i Hænderne.

— Gud velsigne dig! — —

Mod Aften bliver det Opholdsvejr. Da jeg gaar ud for at kalde ham ind til Mad, er han forsvundet. Hverken Ane eller jeg har set ham gaa bort. Hvad han har laant af tørt Tøj, ligger omhyggeligt ordnet, hvor han har sovet om Natten.

Hans Spor fører ud over Markerne. —

Uglerne tuder.

— Hwivh ... hoho ... ho! Fra Træ til Træ hele Skoven igennem. Smaafuglene dukker sig i Søvne og klemmer Kløerne fastere om Grenene.

Det er Mørke og Storm, og det øsregner.

I lang Tid har Sneen ligget tæt over Jorden; men i Dag slog det om til Tø. Allerede før det blev mørkt, begyndte Jordknoldene at skyde frem over Pløjningerne, dobbelt sorte mod Hvidhinden om dem. Vejene blev til et Ælte at gaa i, og i hvert eneste Hjulspor løb Vandet. —

Jeg har været langt ude over Markerne. I Eftermiddags traf jeg paa Maarspor, som jeg blev ved med at følge. De endte ved en Luge ind til en Lade, og der kunde jeg ikke komme ind. Jeg stak Næsen hjemad med Regn lige ind i Fjæset, og det blev mørkt, før jeg naaede ind i Skoven.

Der var tændt Lys i alle Husene, som jeg kom forbi — vaade, blinkende Lys, hvis Straaler sitrede for Vindstødene. Regnen faldt som Guldstøv gennem Skæret. —

Jeg kom forbi et Udflyttersted, hvor der ikke var hængt for Vinduerne. Folkene der havde ingen Naboer. Et Øjeblik blev jeg staaende og saa ind. Manden sad og læste. I en Krog sad en Kvinde og gav et nyfødt Barn Die. Hendes Ansigt var vendt ned imod det. Et andet stod paa en Skammel og saa til. Det rakte Hænderne op imod dem. Konen sagde noget til Manden, han løftede Ansigtet i Vejret, og jeg saa, at han lo. Det var vist ad ham paa Skamlen. Han strøg med Haanden over den lilles Ansigt ... De havde det saa lunt.

Om Hushjørnerne buldrede Vinden og ind over Markerne Lysstrime ved Lysstrime. Langt ude kun nogle sittrende Pletter. — —

Træerne knager om mig og med et Brag vælter en Gran over Ende et Sted inde i Skoven. Det slaar haardt i Jorden, hvor den falder.

Saa længe har jeg gaaet, at mine Øjne har vænnet sig til Mørket. Ganske tydeligt skelner jeg enkelte Stammer omkring mig. De er tæt inde paa mig, før jeg ser dem. Jeg hører en raadden Gren brække, det er, som om det er lige over mit Hoved. Den falder til Jorden et Stykke foran mig. Et Øjeblik staar jeg stille. En hed Duft af raadne Blade stiger op om mig. Jeg bliver saa varm i Sindet.

— Jeg vilde ønske, at jeg følte en Haand putte sig bort i min, og at vi var to, der gik sammen ...

Langsomt gaar jeg fremover en Lysning. Det er blevet Opholdsvejr. Der staar en Strime Stjærner over mig. Lange Skytrevler blæses ustandseligt forbi dem. Mørke Træmasser toner frem sløret i Maanegryet. Inde mellem Stammerne lyser Sneklatterne.

En Ugle flakser forbi. Tyst er deres Flugt. En anden sætter ud fra et Træ. Et Stormstød kaster dem forbi hinanden, et Par hæse Skrig og de tumler ind i Mørket. Ovre i Granerne hører jeg dem tude omkap fra det samme Træ.

Saa bliver der stille. Vinden toner i Grantoppene, inde under Grenene er der lunt ... mødes ... snart er Sneen af Træernes Huler og Trøsken tør ... mødes ... de tuder igen. Den enes Skrig bliver længe ved med at gjalde. — Jeg hører mine egne Fodtrin. —

Jeg kommer om forbi Dyrehuset. Der er blevet strøet Kaalrabi rundt omkring. Jeg hører nogle Dyr springe bort, da jeg kommer. — —

I gamle Dage var dette Samlingsstedet, naar de gik ud om Natten for at fange Jægere. Naar det var alt for koldt, satte de en Stige til Lugen henne ved Høstænget, krøb derop og borede sig godt ned i Høet. Selvfølgelig lod de Lugen staa aaben, for at de lettere kunde høre, hvis der blev skudt udenfor. En Nat stjal Krybskytterne Stigen fra dem. De var faldet i Søvn alle Mand. Men før de tog den bort, gik de op, lukkede Lugen til og satte Krogen for. Saa vidste de, hvor de havde dem og behøvede ikke at lade sig overaske. De skød saa hele Høhuset var ved at ryge i Luften.

— Fanden spilleme om vi ekk lae der o vred vos som et Bundt Snove, o kue tæll all Skudene, de' ene meget større end som de' andet.

Skriveren var med. De andre har fortalt, at han ustandseligt følte med Haanden op langs Døren og syntes, det var en Skandale, at der ikke ogsaa var en Krog til at sætte paa indvendig. — —

I Aften er Stigen ogsaa sat til Lugen, og der er aabent. Jeg kravler derop. Da jeg stikker Hovedet ind, kommer jeg til at støde mod Væggen, og jeg hører nogle Mus pile over Gulvet. En muggen og tør Luft slaar mig i Møde. Jeg ser ind i et Mørke, som fuldstændig stænger. Med tilbageholdt Aandedrag lytter jeg ... Der er intet at høre, kun Draabernes Fald fra Grenene udenfor mod noget Zink oppe ved Tagrygningen. Musene begynder at liste frem igen. Jeg hører deres Fødder kradse i Frøsmuldet ...

Jeg bliver staaende. Gennem Høduften mærker jeg pludselig den varme Lugt af noget levende. Det er et Menneske. Der er en der trækker Vejret dybt ... der er to ... jeg hører en svag Snøvlen. ... Forsigtig lister jeg ned igen. Det klukler, og en strækker sig, saa Straaene knækker. Jeg slaar Lugen til.

Det regner igen og er blevet endnu mere mørkt. Jeg ser ingenting uden om mig. Op gennem Bladene siver den vaade Lugt af Skovbundens Vrimmel ...

Foran mig ligger mit Hus. Det er stænget og koldt — en utydelig Skygge kun i alt Mørket. Min Hund hyler derinde.

Ude over Markerne gør en Ræv. Det er Rolletiden nu. Safterne gærer i Kroppen. Mil efter Mil i Trav med Næsen i Hunrævens Spor.

Vov — vov — vov — vov — vov — — — Det ene Glam mere gnældende end det Andet. Han kom over hendes Spor før ved en Grøft. Et Øjeblik maatte han standse og lette Ben, hvor hun havde siddet. En anden Skygge jog forbi ham, et hæst Glam smeldte ham i Øret. De blev to paa det samme Spor. De hyler som gale. —

Jeg smækker Døren op. Haandtaget ryger fra mig ud af Haanden, saa den slaar mod Væggen. Det ryster i det gamle Bindingsværk. Jeg hører noget blæse ned inde i Mørket. En hel Dags Luft hvirvles op om mig. Hunden springer ud forbi mig.

Stormen vokser til Orkan. Regnen knalder ned — Tøbruddets Time.

— Hvor jeg længes imod dig i Nat ...

Bag Brændeskuret skriger et Par Katte.

Ude over Landet slukkes Lysstrimerne.

Der er kommet Snepper i Nat.

Vinden har været sønden med Taage og Regn. Mange Gange har jeg været vaagen og lyttet efter Suset i Skorstenspiben. I Mørket udenfor fløj Snepperne over mit Hus, og naar det blev Dag, skulde jeg jage dem i Bøgetykningerne. Og jeg er ung, mit Hjærte har Lov til at banke af Glæde. —

En gammel Jæger, som lærte mig at skyde, sov aldrig Natten før en stor Jagt. Bestandig fløj der Fasaner op om ham, nu kom en Buk lige ned imod ham, og der stak Mikkel sit spidse Hoved frem under nogle Grene. Han rev og sled i Bøssen og kunde ikke faa den trykket af. Fik han endelig Skuddet til at gaa, raslede Haglene lige ned for Tæerne af ham. Det var ham en Lidelse at ligge i Ro med Dynen op under Næsen. Og naar det blev Dag, han sprang af Fjerene som en Dreng, maatte straks til Vinduet i den bare Skjorte og se ud, saa ind i Stuen og have fat i Hornet — blæse, saa alle Hundene hylede, og hans gamle Kone, der laa med en Uldstrømpe om Hovedet af Tandværk, maatte humpe ud i Køkkenet og sætte Kedelen over til Kaffe for ikke helt at gaa til af Støj. Hele Dagen var han et Væld af Historier, og han kunde ikke gaa et Skridt for sig selv uden bestandig at fløjte. Men naar der blev blæst af til den sidste Saat, og det begyndte at mørkne i Skoven, blev han stille. Dagen var gaaet. —

Ham ligner alle vi galne Jægere.

Saa mange Trækfugle er i Nat kommet med de drivende Skyer. Straks jeg lukker Døren op, hører jeg Viberne skrige nede i Engen. En enkelt kommer flyvende helt op over Skoven. Saa hastigt flyver den. Fremad, alt hvad Vingerne kan bære. Et Sted langt ude venter en soltørret Tue, stor nok til at rumme en haandfuld vissent Græs. Der vil den bygge et Bo med sin Mage, skabe et Kuld som det, den selv kom af. Den kaster sig ind imod Vinden og skriger, hele dens Krop er fyldt med Foraarets higende Længsel.

Under Tagskægget holder Spurvene Hyr. Der skal renses ud under Bjælkerne. Det flyver med fjorgamle Hønsefjer og halvraadne Straa. Nu kaster de sig i Flok ud i Luften — i svirrende Susen — og slaar sig ned omkring Vandtruget ved Posten. De pudser sig og pynter sig, skvætter Vand over Hoved og Vinger, dypper forsigtig Tæer og Stjært og saa i en lystig Leg ind mellem Havens Buske.

Højt i Linden sidder en enlig Stær og fløjter. —

Henne i Skovkanten kommer min Hund gaaende. Han er vaad og tilsølet. Hovedet ludende og Halen hængende. Ribbenene er skarpt spændt ud under Skindet.

— Kom kun nærmere, jeg har set dig.

Han er standset. Har ogsaa faaet Øje paa mig.

Skulende lister han forbi hen til Brændehuset.

Han har en lang, blodig Flænge over Næsen. —

Det var i Nat. Han skrabede paa Døren og vilde ud. Jeg maatte op. Længe stod jeg og ventede paa ham for at lukke ham ind igen; men han kom ikke. Han var borte. Stukket i Rend. Nede i Byen glammede Hundene. —

— Din Kaffe blir kold!

Ane staar i Døren ind til Stuen. Hun drejer Hovedet over Skulderen og ser henimod mig. Ellers plejer hun altid at smile; men hvert Ord bliver i Dag sagt i en Tone, som ikke taaler Tøven. Vi har tidt staaet i Køkkenet og faaet os en Passiar. Kaffe har kunnet være Kaffe saa længe; men i Dag: — Din Kaffe blir kold.

Et Øjeblik efter sidder vi overfor hinanden ved Bordet. Hun skænker i min Kop og sætter Knors haardt ned paa Gulvet.

— Væsgoe.

Jeg ser paa hende. Hun møder ikke mit Blik, ranker Ryggen og klemmer sig fast i Stolesædet. Mange Tanker gaar gennem hendes Hoved. Ustandseligt skifter Ansigtet Udtryk.

— Nu skal I vel snart giftes. Jeg ramte. Det trækker om Mundvigene, og hun ranker sig endnu mere.

— Næi!

— I har da ellers ikke noget at vente efter.

— Man skut'te søns de'. Pludselig for at lede Tankerne hen paa noget andet, bukker hun sig ned, tager Knors op og skænker i sin Kop, skønt hun endnu kun har drukket det halve.

— De' æ forbi!

— Forbi ...

— Hele Moleviten.

Knorsen maa igen ned paa Gulvet, saa det siger Bump i Bunden.

— De' har smens vaaren læng' nok. Han vidst tesidst ekk andet end o saa hold ing o drikk' Kaff hver jen'neste Gang, a' han kom min Dør forbi, o saa gae han Grovheder a' sæ, naar de' ekke lie stoe altsammen paa Bordet. O saa kom han osse slævendes me' saa manne Bisserikkere, o de skue osse beværtes. I gamle Dave havde man dem uden for Vinduerne, men nu skue de sidd ing i Stuen, saa dæ vovt var Plads te vos sæl. A' jæ skue lapp o stopp om ham, de' sier jæ ekk novet te', de' var saaen kun min Pligt; men han kom osse me' de anders Tøj. O mine Børn, herut te Bønderne me' dem, naar de kue knapp derses egne Bovser. Næ min goe Søren, jæ æ sgutte helt rumpegal.

Hele Morgenen har det været Graavejr, nu bryder Solen igennem. Ovre paa Væggen flimrer en stor Lysplet. Og udenfor drypper Draaberne fra Tagskægget.

Kaffen maa ned i en Fart. Skoven venter.

— Jaja Ane, det er ikke saadan at finde den rigtige Kærlighed.

— Jov, de' kae man sgu savtens, naar man bare har Kaff nok o saa tyll paa dem o saa helst et Stænk i.

Vi rejser os. Der bliver ikke Tid til mere Passiar. — —

Idet jeg gaar ud af Døren kommer Alverdens Niels stavrende. Han har en Hasselkæp i Haanden, Frakken staar vidt aaben, Hatten er krøllet sammen og puttet i den ene Lomme. Alt hans Gods er svøbt ind i en lille Bylt, som han bærer i en Snor over Nakken. Paa Fødderne skinner et Par ny Træsko.

Allerede langt borte hilser han. Hele hans Ansigt er et stort Smil, og han slaar bredt ud med Kæppen.

— Hvor kommer du fra? Det er længe siden, jeg har set ham. — Jeg troed', du laa med Laaget over Næsen.

— Næhæ! Faen skue lægg' se te o krepere i saaen et Vejr.

Stæren oppe i Linden har været en Tur inde i en af Redekasserne og kommer flyvende ud med hele Næbet fuldt af Straa.

— Sikken en Fyr. Ha' vil sgu hae Børn. Han er naaet helt hen til mig og giver mig Haanden. — De' æ han ekk ene om. Jæ saa en Pie gnigg' afsted paa en Cykle bavevter en Mand herne' a' Skoven te.

Hans Frakke er krøllet og fuld af vissent Græs.

— Jæ lae et Øjeblik i en Grøvt o loe Solen skinne. Dæ var smens helt tørt under mæ, o saa hang dæ et Par Lærker o sang henne paa Rasmoses. De' var saaen, a' man liefrem fik Lyst te o' grave med Fingrene i Jorden o regte ælte rundt.

Han ser mig lige ind i Ansigtet.

— Kue jæ grav' din Have. Da jeg ikke straks svarer. — De' var bare de', a' jæ saa masendes gærn vilde. Og da jeg endnu ikke svarer. — Jov, de' var novet de', saaen o goe o put hvert enkelt lell Frø ner i Jorden. De' me' Maskiner o alt de' store, næ' saaen o saa røre ve' hvert enkelt med de bare Næver. Han trykker Kæppen fast i Haanden. — O grav o hae alle Hønsene te o goe om sæ o gie dem Orme. Jov, o saa ligg Ka'tofler o plant Blomster o se de' allsammen groe o saa bær' Vand o hæld om dem o se dem strækk sæ, liesom de regte drak ...

— Der staar en Spade inde i Tørveskuret, og Riven hænger derhenne i Æbletræet. Mas bare paa.

— Helledusenda, hvor jæ skae grave. Splintermæ om ekk Møjet skae rye mæ om Ørerne, for vi maa hae regte Møj paa først. De' skae logte dæjle, skae jæ love.

Han slænger Frakken lige paa Stedet, hvor han staar og kaster Bylten fra sig.

— Nu goer vi an.

— Ane er i Køkkenet, gaa ind til hende først.

— Næi bastemt om jæ ekk maa tae et Par Stik føst. —

Jeg gaar. Hunden følger med. Han er slatten i Haserne af Nattens Jagten.

Klokken, som jeg har bundet ham om Halsen for stadig at høre, hvor han er, klinger saa skingert. —

Skoven er et Mylder. I alle Træerne synger Finkerne. De sidder med Brystet skudt frem, og Fjererne bruser dem om Struben. Et Par Mejser flyver ud og ind ad et hullet Træ. Dèr løfter et Blad sig en Smule fra Jorden, Lyset titter ind, en lille, gulgrøn Spire bryder frem. Og et Sted, hvor Solen har varmet Løvet, og Vinden ikke kan naa ind, staar der blaa Anemoner saa spinkle, at ingen Skygge tegner deres Blomst under dem. Gaar Solen bag en Sky, de folder de aarede Blade skærmende om de kuldskære Ar. Højt oppe gaar Kragetrækket — en sort Strime fra Syd imod Nord. Nordlandets endeløse Granskove venter dem. Rovfuglene skriger, og Kragerne slaar ned om dem med hidsige Vræl. Intet Øjeblik tier Duerne.

Jeg staar paa en stor Sten og ser ind mellem Stammerne. Væden driver over Barken. Mosset er grønt af Saft, og Grenene hænger fulde af Knopper. Fjerlette Skygger staar dirrende under dem. Tungt ligger Løvet over Jorden, Spirer skyder op af dets Skød, deres Stængler er fyldt af samme higende Svulmen: — Gro — suge af Jord, Lys og Luft de gærende Kræfter, samle dem i en Blomst og give nyt Liv.

Og dette er det store — dette hvorfor dit Hjærte banker, og dine Øjne tindrer, du, som har lovet at følge mig, at aldrig standser Livsstrømmen. Vore Længsler flyder som store, hvide Blomster paa dens Væld. —

Saa mange Munde aander deres Glæde ud imod mig, en hed Lykke, der griber ved sin enkle Inderlighed: at være til. Jeg suger denne Lykke ind i mig, den skal rulle med Blodet ind i mit Hjærte, og du skal faa den at eje ... Solen smelter hver Hinde for mit Øje, Ildfunker gløder i Løvet, og Foraarsvinden stryger mit Øre forbi saa lun af Forjættelsers Rigdom. — —

Klokkeklemtene tier. Der er Stand. Min Hund har fundet Vildt, jeg er Jægeren.

Snepper. Hvert Foraar kommer de paa deres Fart mod de nordlige Lande. Kun et Par Nætter ligger de over. Ofte kommer de to og to sammen. De har fundet hinanden i en Sump dernede, hvor Vinteren ikke kendes, og nu flyver de sammen mod Nordens Foraar for der at finde en Rugeplads. —

Ved en Grøft mellem Ælle og Skrub har han Stand. Jorden er blød og giver efter for hvert Skridt. Her er godt for et langt Næb at søge ned. Hele Jordsmonet er gennemsivet af Rødder. Stridt Græs og visne Bregner byder Skjulested nok.

Jeg kommer op paa Siden af ham og spejder ind mellem Buskene. Han staar fast. Den ene Forpote er løftet en Smule fra Jorden. Jeg følger hans Blik. Det gaar lige ret ned.

Midt i en Klat Løv faar jeg Øje paa den. Den trykker sig og borer Hovedet ind mellem nogle Straa. Den er angst for Mødet. Dens smaa, sorte Øjne spejder forgæves efter Dækning.

Avance ... den forsøger at løbe ... Hunden gaar paa i Spring ... Et Par Slag med de bløde Vinger ... et famlende Forsøg paa at slippe udenom. Haglene borer sig ind i dens Bryst.

Halsklokken ringer — en anden letter. Det er Magen. Jeg sætter Skuddet ind i et Træ. Solen faar Bøgenes Knopper til at skinne, og en Allikeflok, der blev skræmt op, samles gnækkende længere borte.

Jagten gaar. Den kastede sig nede mellem Birkene ved Mosen. Vi følger efter. —

Store Fugleflokke suser over os, og nede i Jorden roder Muldvarpen i sine Gange. Jorden hæver sig under den.

Saa —! der lettede en for langt ude — Satan, kan du ikke vare dig Hund!

Han gaar saa forsigtigt, at Løvet knapt rasler under ham. Langt ude mellem Stammerne faar jeg den hvide Bagdel af et Raadyr at se. Det springer afsted. Og nu letter Allikerne igen. —

Inde mellem de høje Bøge skinner et nystrøget Forklæde frem. Jeg finder "Halløj Mette" liggende paa Knæ for Foden af en Stamme pirkende Løvet til Side med en Pind. Før hun faar set mig, er jeg over hende.

— Der fangede jeg dig.

Hun kryber sammen under mit Greb.

— Jøsses, saaen en gammel, rynket een som mæ. De' var osse novet o tae paa Vej for.

— Hvad laver du. Jeg stiller mig hos hende.

— Pirker Skovmærker frem. Logt kuns. Hun holder en Haandfuld vaade, forkrøllede Planter op imod mig. De damper endnu af den Jord, hvoraf de lige er taget op. — Æ de' saa ekk, saa de gipper i een, naar man snuser te' sæ'. Om de' saa æ denne gamle, raadne Pind, saa logter den. Hun giver sig igen til at bore.

— Dæ kommer saa manne onge hos mæ, o allesammen vil de hae o vi'e, om de skae hae hinanders. Saa ser jæ paa disse hersens her o sier — ja.

— Du gør mange lykkelige om Aaret.

— Hjov! Hun trækker Munden helt om i den ene Side. — De' æ jo ekk saa farle en Sav. Hvae skae ma sie te'et, naar de kommer helt grædendes te' ens Dør o ved ekk derses levendes Raad. Sæ'føllelig skae de hae hinanders. Hvae æ vi sat hæ te, naar de' dat'te skue være te o saa følles ad.

— Fik Maren Lyst sin Præst?

— Næh! de gjorde hun sgut'te. Dæ' æ ekk mer godt i hinner, end som dæ' æ Honning i en Taase. Han vil hae en Pie med Penge, o nu sætter hun ekk sine Ben i Kirken mer. Hun goer rundt o sier, a' han har kysset hinner; men de' griner Folk jo bare av, o nu vil Præsten hae hinner slævt for Retten. De kommer langvejs fra te hans Kirk' bare for a' se ham, o Maren fnyser. Næ gøe ekk, som jæ gøe, Børn, men gøe som jæ sier. De sae den gamle Præst alletier, som konfirmerte mæ ... Hov, dæ var en der ... en mægte Krabat. Hendes Fingre borer sig helt ned i Jorden og rykker den op med Rod. — Nu ble' de' da Fie o saa ham Frærik. Dæ' har smens vaaren Rend nok om den Sav. I Nat saa jæ, a' den gamle kørte me' Madammen. De' gik alt, hvae Pelikanerne kue bene. Jæ kue smens savtens hae ordnet de', men nu æ de bleven saa store, sien de har faaen de' skidt Hus ... Huh, mine stakkels Knæ. Hun rejser sig i Vejret og retter sig. Et Øjeblik staaer hun stille og ser paa sit Bytte i Haanden.

— De' skae blie dæjle o faa dem sat hen i Vinduet. Hun lader dem forsvinde ned i Kjolelommen; men først piller hun den største fra og rækker mig den.

— De' æ Lykken, Farlill. En Blomst i din Vams æ en Pie i din Seng inden Avten ... Hihi ... hi ... hi ... Hun begynder at rokke af. — Husk saa Friksanen, naar du faar hinner. — —

Bygge Rede, pille Fjererne af Brystet for at polstre dens Vægge, ligge Time efter Time, føle Moderlykken gro for en skønne Dag at mærke en vaad Plet mod den bare Hud, mærke et lille, levende Væsen putte sig bort for at søge Hjælp.

Jeg kigger ned i en gammel Pil, jeg gaar forbi. Den er hul helt igennem. To onde Øjne møder mine, og en arrig Væsen lyder op imod mig.

Det er Uglemor, som allerede har Æg under Brystet.

Her er lunt og stille, Solen næsten brænder. Af og til skogrer en Fasanhane, det lyder saa højt i Dag. Om mig staar grønne Nælder sløret af fine Haar. Blodrøde Spirer krummer sig for at skyde Løvet til Side. Og oppe over mig Knop ved Knop — gylden af Lyset — saa tæt, at ingen kan tælle dem.