Front matter (continued 4)

Et Øjeblik efter traadte den ventede ind ad Døren, idet han forsigtigt bøjede Hovedet for ikke at støde sig mod Karmen. Vatajko havde allerede lukket Vinduerne, rullet ned og tændt Lys.

„Naa, hvad nyt?“ spurgte Andrey.

„Lad mig først faa Frakken af!“ sagde han. „Kun paa Forhaand saa meget: der er intet særlig nyt!“

Ved nærmere Eftersyn viste denne Mand sig aldeles ikke at være nogen Herkules, han var høj og mager og holdt sig lidt kroget — det mest iøjnefaldende ved ham var et Par tindrende, urolige, graa Øjne i det lange, smalle Ansigt.

„Traf De saa Deres Kusine?“ spurgte Andrey.

„Ja vel!“ og den høje Mand satte sig ned og begyndte at fortælle.

Forhørene over de fængslede for den militære Domstol var begyndt den Dag. Der var intet særligt forefaldet i det første Møde, men man kunde dog med lidt Behændighed allerede saa nogenlunde deraf drage sine Slutninger for de kommende. De fleste af Rettens Medlemmer var stævnede til at møde.

Omendskønt ingen militær Domstol — hvad enten den er almindelig eller ekstraordinær — frembyder særlig Garanti for retfærdig Behandling af politiske Forbrydere, saa var dette dog et daarligt Tegn. Det viste, at Regeringen havde en eller anden uhyggelig Plan for og ønskede at have sine sikre Mænd om sig. Den kejserlige Anklagers Tale ved Aabningsmødet var af største Vigtighed. Med Hensyn til de tre Hovedfanger var der kun ét at vente, men ikke saa med de andre, som stadig ikke var overbeviste om nogen anden Brøde end den at have kendt de sammensvorne. Det varslede imidlertid meget ilde, at den offentlige Anklager beskyldte dem alle seks for at have udgjort et hemmeligt Selskab, hvis Formaal det var at „omstyrte Tronen“ og saa fremdeles.

Hvis denne Udlægning af Fangernes gensidige Bekendtskab blev taget for gode Varer af Rettens øvrige Medlemmer, saa betød det Døden for dem alle; thi Døden er den almindelige Straf for „Oprør mod Tronen“.

„Men hvilket Bevis har de Slyngler for en Sammensværgelse?“ udbrød Vatajko.

„Der maa være nogen, der har sladret; desuden har Portneren i det Hus, hvor Søstrene Dudorov boede, genkendt Annie Vulitch efter et Fotografi og erklæret, at den Dame ofte kom til Frøkenerne Dudorov.“

„Og hvorledes saa de anklagede ud?“ spurgte Andrey efter en Pavse.

„Min Hjemelsmand fortalte, at de var saa optagne af at tale med hinanden efter alle disse Maaneders Adskillelse, at de næppe tog Notits af Retten; kun ved en eneste Lejlighed gjorde de en energisk Indsigelse.“

Og han fortalte, at Anklageren — med Juryens Billigelse — ikke havde undset sig for at overøse Fangerne, især de tre Kvinder, med de mest uhøviske Beskyldninger.

„Den Slyngel!“ raabte Vatajko ophidset. „Havde jeg ham her under min Haand! Selv Slagteren, der fører Kvæget til Slagtehuset, kaster dog ikke Sten paa det!“

„Du venter vel ikke, at Czarens svorne Blodhunde skulde have en Slagters Menneskelighed!“ sagde Andrey bittert.

„Ja, men det er umuligt, de kan ikke dømme dem alle seks til Døden; de tre har jo vitterligt intet gjort!“ mente Vatajko ivrigt.

„De er endnu meget naiv, min unge Mand,“ sagde den fremmede med skarpt ironisk Tonefald og lod et Øjeblik sine rastløse, funklende Øjne hvile paa Vatajko. Hans Hustru — som heller intet havde gjort — var bleven slæbt væk fra ham og holdt indespærret i Fængselet i flere Aar, indtil hun til sidst var bleven sindssyg og i et Anfald af Raseri havde skaaret Halsen over paa sig selv med et Glasskaar.

„Med Hensyn til Dommen, saa er jeg vis paa, at den vil lyde paa Døden for dem alle“ — sagde Andrey. „Det vil give Dommeren en saa smuk Lejlighed til at lægge sin naadefulde Humanitetsfølelse for Dagen, og han vil rimeligvis formilde Straffen for de to Søstre Dudorovs Vedkommende til Tvangsarbejde — og vistnok for Botcharovs med. Det vil som sagt tage sig godt ud over for den offentlige Mening — den Slags Komedier arrangerer de altid indbyrdes. Jeg tror bestemt ikke, at Dødsdommen bliver stadfæstet for mere end de tre af dem — for Boris og Vasily uden Tvivl ogsaa — for Zina — eller Botcharov — —“ tilføjede han med usikker Stemme. — — „Men hvorfor spekulere videre paa det? Lad os hellere høre, hvorledes Arbejdet skrider frem, min gode Ven?“ vedblev han efter en Pavse, henvendt til den fremmede.

„Alt er rede!“ svarede denne. „Jeg har Bomber til halvtredsindstyve Mand og to Dusin i Reserve. Jeg mangler kun Fængrørene; men det er gjort med et Par Timers Varsel.“

*_**

Forhørene over de seks Fanger varede i fem Dage. Hvis det var gaaet efter den militære Lovbogs almindelig foreskrevne Regler — som sikkert ingen skal beskylde for Langsomhed —, vilde det have varet mindst tre Gange fem Dage. Men det gjaldt for Autoriteterne om hurtigst muligt at faa afsluttet denne Tragedie, der opførtes midt iblandt Byens Borgere og bragte hele Befolkningen i den største Ophidselse.

Det store Publikum blev udelukket fra Retssalen — Adgangsbilletter udstedtes kun med yderste Forsigtighed til Embedsmænd med deres Hustruer og til enkelte Borgere, om hvis Loyalitet man ikke kunde være i Tvivl. For at hindre en mulig Tilkendegivelse af Sympati fra Publikum udenfor blev alle de nærmest liggende Gader besatte med en stærk Politistyrke, som havde Ordre til at forhindre Sammenløb af flere Mennesker.

Til Trods for denne Forsigtighedsregel var der dog altid en Mængde nysgerrige og deltagende rundt om paa Raadhuspladsen, og saa snart en Herre eller en Dame kom ud der inde fra, var han eller hun straks omringet af en halv Snes Mennesker, der ivrigt spurgte, hvorledes Tingene gik derinde.

Man vidste, at Dommen vilde falde om Torsdagen, og Ophidselsen ude i Byen var saa stor, især blandt en bestemt Del af Publikum, at Autoriteterne havde anset det for nødvendigt at tage Forholdsregler mod et muligt Oprør. Raadhuspladsen var fyldt med Soldater og Politi; en Bataillon Infanteri og to Eskadroner Kosakker blev holdt rede til at rykke ud i Ministerialbygningerne i Nærheden.

Alligevel voksede Antallet af dem, der fyldte Pladsen foran Raadhuset, uafbrudt, og henad Aften, da Fabrikkerne lukkedes, kom Skarer af Arbejdere til. Politiet formaaede uden Vaaben intet over for denne Mængde, og man ønskede saa længe som muligt at undgaa at bruge Magt. Inde i Retssalen selv havde Publikum i Løbet af de fem Dage fuldstændig skiftet Karakter. Ved Hjælp af Bestikkelse hist og her og ved at true og tvinge over for deres finere Slægtninge og Bekendte var det efterhaanden lykkedes en hel Del af dem, man netop ønskede at holde udenfor, at tage Plads herinde. Og baade Dommere og Fanger var forbavsede ved at se, hvorledes deres Publikum, som fra først af havde været saa yderst respektabelt, havde faaet et stærkt blandet Præg. Midt imellem civile Embedsmænd, dekorerede Generaler og Officerer, om hvis Loyalitet ingen kunde nære Tvivl, opdagede man Individer — Mænd og Kvinder, om hvis Loyalitet man i hvert Fald maatte formode, at den var paa den forkerte Side.

I den anden Stolerække paa Gulvet tronede Præsidentens Frue i raslende Silkekjole og med skinnende Juveler; ved denne gode Dames Side saa man en ung Pige, hvis alvorlige, kloge Ansigt straks tydede paa Nihilisten, omendskønt hun ikke havde kortklippet Haar og bar en ret elegant blaa Silkekjole — laant i Anledningen. I de bageste Rækker saas umiskendelige Nihilister, Studenter og korthaarede Pigebørn i tarvelige Dragter.

Klokken elleve om Aftenen trak Juryen sig tilbage for at enes om sin Kendelse. Først Klokken halv to om Morgenen viste den sig atter. Kun meget faa iblandt Publikum havde i Mellemtiden forladt Salen; man vidste, at Dommen hvert Øjeblik kunde blive forkyndt, og man ventede med Taalmodighed. Langsomt sneglede Tiden sig fremad. Heden og Luften i Salen var kvælende, thi alle Vinduer var omhyggelig lukkede for at forhindre Forbindelse mellem Publikum udenfor og dem herinde. I den svagt dæmrende Morgens matte, graa Lys saa Salen mærkværdig uhyggelig ud; de seks Lys, der i høje Sølvstager brændte paa Bordet foran Dommerens Sæde, gav det hele Udseende af en Ligbegængelse, og iblandt den tæt pakkede Menneskemængde herskede en næsten dødlignende Tavshed; kun henne fra Fangernes Aflukke lød der uafbrudt dæmpet Mumlen. De vidste, at de, saa snart Dommen var falden, atter blev adskilte og saa først mødtes paa den sidste Vandring til Retterstedet.

Publikum kunde ikke se dem, de sad ned, og omkring dem stod tolv Gendarmer med dragne Sværd; men at dømme efter den livlige Samtale, de førte, kunde de ikke være særlig nedbøjede.

Mængden udenfor paa Raadhuspladsen, som den søvnige, udasede Politistyrke efterhaanden havde opgivet at faa Bugt med og derfor havde overladt til sig selv, forholdt sig hverken saa rolig eller taalmodig; den hoverede over at have fordrevet Politiet og tilhørte desuden de uroligste Lag af Befolkningen — Nihilisterne — eller for at tale mere eksakt, det frisindede og fremskredne Element var det overvejende. Efterhaanden, som de andre, slet og ret nysgerrige, blev trætte af at vente og forsvandt, sluttede de første sig mere og mere sammen og dannede til sidst en kompakt Masse. Mange af dem var gode Bekendte og talte ugenert sammen uden at lægge Baand paa deres Følelser; men af denne Samtale fremgik det ogsaa, at ingen af dem hørte til de aktive Oprørere.

I et af Vinduerne i Retssalen blev i dette Øjeblik et hvidt Lommetørklæde synligt.

„Juryen!“ raabte en Stemme blandt Mængden, og øjeblikkelig blev der Dødsstilhed. Man pressede sig sammen under Vinduerne med opad bøjede Hoveder.

Inde i Salen forkyndte nu Retsbetjentens Stemme, at den sidste Del af den oprørende Farce var ved at tage sin Begyndelse. Juryen vendte tilbage for at oplæse sin Kendelse.

Som én Mand rejste alle sig op i Salen og stod i aandeløs Forventning. Der var en Stilhed, saa man syntes, man maatte kunne høre hvert enkelt Hjertes Slag — de, der bankede i Dødsangst for dem, de stod nær, og de, der blot bankede i den voldsomme Spænding, som det usædvanlige dramatiske Optrin medførte.

En efter en traadte Juryens Medlemmer op paa Forhøjningen bag det lange, grønne Bord med de seks Liglys. Deres Udseende var ikke just saaledes, som man tænkte sig Retfærdighedens og Lovens Repræsentanter. I deres trætte, urolige Miner laa snarere Bevidstheden om en nylig begaaet Skændselsdaad end den ophøjede Ro, som Følelsen af at have gjort sin Pligt — hvor pinefuld den end er — uvilkaarlig forlener det menneskelige Ansigt med. De seks Fanger, som ogsaa havde rejst sig nu og stod Ansigt til Ansigt med deres Dommere, synlige for Publikum, var absolut de roligste og værdigste af de to Partier. Men endnu saa ingen paa Fangerne, alles Øjne var rettede paa Juryens Formand, som med det hvide Ark Papir i Haanden skulde til at oplæse de skæbnesvangre Ord.

Med usædvanlig høj Stemme læste han Indledningen, som syntes at vare en Evighed.

Endelig kom han til selve Dommen, og allerede ved de første Ord gik der som et elektrisk Stød igennem Tilhørerne. Det var Boris’ Navn, der var nævnet og blev efterfulgt af en lang Mumlen, som ingen forstod. Det var Opremsningen af alle hans Synder — saa fulgte en kort Pavse, og saa kom Dommen — — Døden!

Omendskønt ingen havde ventet andet, faldt dette Ord dog som et Hammerslag paa de spændte Nerver. Derpaa fulgte Vasilys Navn — atter en Mumlen; men kortere — saa et nyt Hammerslag: — Døden! — — —

Den tredje i Rækken er Zina, hende, hvis Skæbne er bleven mest diskuteret, og om hvem man har været mest i Usikkerhed Tavsheden i Salen bliver om muligt endnu mere aandeløs. „Er det Liv eller Død“ „Liv eller Død?“ spørger hvert Hjerte sig selv medens den uhyggelige Mumlen bliver ved i det uendelige Skyld hobes paa Skyld; den truende Hammer løftes — højere og højere — en kort Pavse, og atter falder den med en skurrende Lyd — Det er Døden! —

— Et Suk som en mangestemmet Stønnen gaar igennem Salen. Alles Øjne, selv de strengest dømmendes — rettes i Sympati og Rædsel paa denne unge Kvinde, som staar der saa rolig og værdig foran sine Medfanger.

De fleste havde troet, at hun som Kvinde var bleven benaadet; denne Dødsdom virkede som et brutalt, uventet Slag; men dog gaar der som et Befrielsens Suk gennem Mængden, den værste Spænding er overstaaet! De tre Fanger, som endnu er tilbage, er saa lidt kompromitterede, eller rettere slet ikke, at det kun for dem kan dreje sig om en lettere Straffedom. Den Mumlen, som efterfulgte Botcharovs Navn, bestyrker denne Formodning — det er rent ubetydelige Forseelser, der opramses — Publikum hører næppe efter mere. — Da studser man pludselig ved at bemærke en let Skælven i Dommerens Stemme — en kort Pavse, og — Dødsdommen er forkyndt!

Alle farer sammen; et Forbandelsens Udbrud undslipper alles Læber, man ser paa hinanden som for at forvisse sig om, at man har hørt rigtigt.

„Ærbødigst Tak, højstærede Dommere!“ lyder saa skarpt og bidende den dømtes Stemme, og man er ikke længer i Tvivl. Han er virkelig dømt til Døden! Men hvorfor? Hvad har han gjort? Publikums Indignation holdes imidlertid i Tømme ved den fornyede Spænding og Interesse, hvormed man nu atter lytter til Dommerens Ord.

Botcharov er ikke bleven kaldt til Rette for sin usømmelige Afbrydelse; man foretrækker at lade, som om man intet har hørt, glad over, at det ikke var noget værre, og skynder sig videre med Oplæsningen.

Det er den ældste af Søstrene Dudorov, der nu staar for Tur, og denne Gang følger Publikum med spændt Opmærksomhed Ordene. Det drejer sig om rene Ubetydeligheder, som umuligt kan have Døden til Følge; men man er paa sin Post. Med stigende Spænding følger man hver Vending i dette uendelige Væv af kunstig opbygget Anklage og Beskyldning — snart gyser man i Angst, og snart hengiver man sig igen til Haabet. — Den uheldsvangre Hammer løftes og sænkes uafbrudt — endelig løftes den igen og falder — det blev Døden! — — —

Som med ét Slag brød nu den længe tilbageholdte Spænding iblandt Publikum løs. Raab, Stønnen og Eder, hysteriske Kvinders Skrig og vilde Forbandelser fylder Luften! — Folk springer op paa Stolene og gebærder sig, som om de pludselig var blevne gale. Aldrig havde man inden for disse Mure set en lignende Scene.

Den gode Dame i anden Række — Præsidentens Frue — besvimede, og Officeren, der kommanderede Fangeeskorten, og som personlig kendte hende, ilede til med en Karaffel Vand; men den unge Pige i den blaa Silkekjole træder barsk i Vejen for ham og stiller sig beskyttende hen foran Damen, idet hun raaber: „Rør hende ikke!“ og saa bydende er hendes Stemme og saa vildt flammende hendes mørke Øjne, at han uvilkaarligt trækker sig tilbage, medens hun roligt tager et Glas Vand fra Dommerbordet og vender sig til den besvimede for at yde hende Hjælp. Hun kender ikke denne Dame, aner ikke, hvem hun er; men hun føler sig overbevist om, at det maa være en Ven, og af den Grund vil hun befri hende for den forhadte Berørelse af en af Politiets Mænd. Det faldt hende ikke ind, at det maaske kun var den fine Dames overspændte Nerver, der bukkede under for dette Øjebliks stærke Spænding.

Oppe paa Juryens Forhøjning var Forvirringen ikke ringere end nede i Salen.

Bleg af Harme og Skam søgte Formanden at overdøve Larmen og skaffe Ro til Veje; men hans Forsøg mislykkedes absolut. Alligevel beordrede han ikke Salen rømmet, han ønskede, at Publikum skulde blive og høre Slutningen af Dommen. Det hvide Ark skælvede i hans Haand, og han læste videre. Den sidste af de seks Fanger, den yngste Søster Dudorov, blev i Betragtning af hendes Ungdom dømt — ikke til Døden, som den kejserlige Anklager havde forlangt, men til femten Aars Straffearbejde. De havde forbeholdt sig denne ene stakkels Naadesbevisning, dels for at tilfredsstille deres egen Samvittighed og dels for at vise Publikum deres gode Vilje. Men Publikum hørte ikke et Ord mere af, hvad der blev læst. Ophidselsen var alt for stor, og en ung Mand — den samme, der før havde givet Signalet med Lommetørklædet — stødte et Vindu op, lænede sig ud og raabte med høj Røst til de nedenunder forsamlede Skarer:

„Døden! Alle er dømt til Døden!“

Han erklærede bagefter, at han var overbevist om at have hørt Formanden oplæse Dødsdommen ogsaa for den yngste af Søstrene Dudorov.

Et ildevarslende, gennemtrængende Skrig fra Mængden udenfor var Svaret paa denne Meddelelse og forhøjede Forvirringen i Salen. De loyale Elementer iblandt dem derinde troede, at Folket i næste Nu vilde storme Raadhuset og kaste sig over dem — og i et Anfald af Panik gav de sig nu til at skrige og raabe med.

En Politiofficer, der holdt Vagt uden for Døren til Salen, kom ilsomt ind og konfererede med Dommerne, hvorpaa han lige saa hurtigt igen løb bort ad en Bagdør. Præsidenten havde givet Ordre til, at Tropperne skulde tilkaldes og Pladsen udenfor ryddes for enhver Pris.

En for en listede imidlertid Juryen sig væk og barrikaderede sig i de indre Værelser, medens Politiet begyndte at rydde Salen.

Et blodigt Sammenstød syntes uundgaaeligt — men udeblev desuagtet.

Revolutionens organiserede og ledende Parti havde al Grund til at undgaa et saadant Sammenstød i dette Øjeblik, idet det kun yderligere vilde besværliggøre — ja umuliggøre deres forestaaende Forsøg paa at befri de dødsdømte, og da den stærkere aandelige Magt altid har Overtaget over den mindre udviklede, lykkedes det de enkelte, som stod under mere eller mindre direkte Indflydelse af Andreys medsammensvorne, at holde Urostifterne tilbage. Da Militæret viste sig for Enden af Gaden, spredtes Mængden uden videre Tumult med en Del Larm og nogle Stenkast.

Hele den heftige Bvægelse indskrænkede sig saaledes til at blive en rent forbigaaende — et uvilkaarligt Udslag af Øjeblikkets stærke Impuls.

II. KAPITEL. Modgang og Højhed.

Fuldbyrdelsen af en Dødsdom foregaar i Rusland sjældent senere end et Par Dage efter, at Dommen er falden.

Om Lørdagen — to Dage efter Domfældelsen — forkyndte Bladene, at Generalguvernøren havde formildet Straffen for de to Søstre Dudorovs Vedkommende, saaledes at den ældste fik tolv Aars haardt Tvangsarbejde og den yngre kun seks Aar almindeligt Straffearbejde i Stedet for de idømte femten Aar.

Dette var en sjælden liberal Formildelse af en Dødsdom og gav en stor Del af Publikum Haab for de fire andre. — Man vilde vist nok ogsaa vise Naade imod dem! Guvernøren, fortaltes der, var personlig stemt for Mildhed og ventede kun paa Ordrer fra St. Petersborg.

Men hverken Andrey eller hans medsammensvorne delte disse Forhaabninger; de havde deres sikre Meddelelser fra selve Fjendens Lejr.

For Boris og Vasily var der absolut intet Haab; men det var muligt, at Zina eller Botcharov — maaske endog begge — kunde faa deres Straf formildet, Zina, fordi hun var en Kvinde, og Botcharov, fordi han vitterligt ikke var bleven overbevist om nogen virkelig Brøde. Det eneste Bevis imod ham var, at han havde skaffet Penge til Revolutionen. Imidlertid kunde intet endnu siges sikkert, alt afhang af Autoriteterne i St. Petersborg.

De sammensvornes Arbejde blev under disse Forhold endnu vanskeligere, idet den mindste Uforsigtighed, som kunde bringe Politiet paa Spor, utvivlsomt vilde føre til, at alle fire Fanger uden Skaansel mistede Livet.

Det viste sig at være til uvurderlig Nytte, at Ledelsen af hele Sagen var lagt i en enkelt Mands Haartd, idet man derved undgik de større Møder og Forsamlinger. For denne ene Mand var det imidlertid uhyre vanskeligt at handle energisk og dristigt under de mange trykkende, uendelig hemmende Forsigtighedshensyn.

Indtil dette Øjeblik var kun syv Mand indviede i Hemmeligheden, skønt det Antal, der udkrævedes til Planens Udførelse, beløb sig til syv Gange syv. Hovedstyrken skulde først samles Dagen før Katastrofen.

De syv Mand, der udgjorde Førerne for Komplottet, var alle valgte iblandt de af Byens Revolutionister, der havde den mest udstrakte Bekendtskabskreds blandt deres Fæller. Hver især af disse syv skulde sørge for at have fem indtil ti sikre Mænd i Beredskab, som de i sidste Øjeblik kunde opfordre til Deltagelse uden at faa et Afslag eller at risikere Forræderi. Andrey skulde give det endelige Signal, naar hele Styrken skulde samles.

Lørdag og Søndag bragte intet nyt. Om Mandagen spredte det Rygte sig i Byen, at en Afdeling almindelige Fanger under Eskorte var i Færd med at grave paa Pushkarsky-Fælleden. Det var der, at Galgen skulde rejses.

Men for hvor mange var den bestemt? Den var meget for stor til kun at skulle benyttes til en? — Var den til to — tre — eller til dem alle fire?

Byen var atter i den største Ophidselse, og de samme Folk, som nogle Dage før havde hengivet sig til de videst gaaende Forhaabninger, var nu dem, der ivrigst forfægtede akkurat de modsatte Anskuelser.

Andrey tog lige saa lidt Notits af disse Rygter som af de tidligere; han vidste, at Guvernøren handlede efter sine Instrukser og ikke talte til nogen om Tingene; men hvad der ængstede ham, var, at Sagen stadig forhaledes. Det var før hændet, at politiske Fanger var blevne henrettede med kun nogle Timers Varsel for derved at undgaa ethvert som helst Udslag af den offentlige Mening.

Sæt, at det var det, Guvernøren havde i Sinde!

Var det da ikke bedst, at Andrey straks samlede hele Styrken og hellere løb den Risiko, at en eller anden sladrede, end at komme for sent?

Efter nøje at have overvejet Sagen, besluttede han sig dog til at vente. — Igennem den før omtalte Kusine af Manden med Bomberne havde han den mest udmærkede Forbindelse med Fjendens Hovedkvarter. Og højst to Timer efter, at Guvernøren havde givet sine Instrukser til Eksekutionen, vilde Andrey vide Besked derom. Selv i værste Tilfælde vilde han dog kunne gøre Regning paa at have syv til otte Timer for sig, og om end ikke alle halvtredsindstyve Mand kunde samles med saa kort Varsel, var det bedre at have et noget mindre Antal end at risikere, at Politiet fik Nys om Sagen. Der var i det hele taget ikke stor Sandsynlighed for, at Guvernøren vilde beordre en hovedkulds Eksekution; det vilde aldeles ikke være overensstemmende med hans Værdighed over for Publikum.

Andrey forlod ikke et Øjeblik sit Værelse, det Bud, han ventede paa, kunde komme hvert Øjeblik.

Natten til Tirsdag vækkedes han af sin lette, urolige Søvn ved, at der bankedes paa hans Vindue. Han var i et Nu paa Benene og fik lukket op. — I den dybe Slagskygge af Muren opdagede han en kvindelig Skikkelse, alt for lille til at være Xenia — den Pige, han ventede.

„Hvem er det?“ spurgte han hviskende.

„Xenia Dmitrievnas Pige! Hun kunde ikke selv komme, men sender dette Brev!“ — hviskedes der tilbage.

Andrey rakte Haanden ud for at gribe Brevet; men Skikkelsen holdt det fast og traadte et Par Skridt tilbage.

„Jeg kender Dem ikke!“ sagde Stemmen. „Jeg har Ordre til at aflevere Brevet i Alexander Ilichs egne Hænder!“

Det var Vatajko — som imidlertid var vaagnet og nu stod bag Andreys Ryg. Pigen lod til at genkende ham; thi hun rakte straks Brevet op til ham og løb saa hurtigt sin Vej.

I en Krog af de to Mænds Soveværelse brændte en lille Natlampe — en Forsigtighedsregel, Andrey altid iagttog for det Tilfældes Skyld, at Politiet skulde overrumple ham ved Nattetide. I Skæret af dette sparsomme Lys læste han nu følgende Ord, nedskrevne med Blyant:

„Dommen er af Guvernøren stadfæstet for alle fire. Eksekutionen fastsat til Onsdag Morgen Klokken ti, Pushkarsky Fælled.

X.“

Et Øjeblik blev han siddende som lamslaaet, han formaaede næppe at samle sine Tanker.

Var det virkelig muligt? Alle fire skulde dø! — — Zina med? Og Botcharov — — — Botcharov ogsaa!

I alle disse angstfulde Dage havde maaske ingens Skæbne vejet tungere paa ham end denne unge Mands — som han under Forhørene havde lært at kende og sætte Pris paa som et ualmindelig klart og dygtigt Hoved. Han havde absolut intet gjort og var næppe forberedt paa at møde saa haard en Skæbne, — og nu skulde alle disse dygtige, ubrugte Evner ofres for intet!

„Læs højt!“ sagde Vatajko.

Men Andrey kunde ikke faa et Ord over sine Læber og rakte ham stiltiende Brevet.

„Nuvel,“ sagde Andrey efter et Øjebliks Pavse — „Det vil maaske være det bedste, der kunde hænde for vor Sag! Ingen af vore Mænd vil nu holde sig tilbage, men de vil kæmpe som vilde Dyr! Vil du straks i Morgen tidlig gaa til vor Ven og sige, at Bomberne maa være rede til Klokken seks Eftermiddag. Til den Tid er du der med Vognen og bringer alt hen paa det aftalte Sted. Jeg selv maa nu af Sted til Hovedkvarteret!“

Klokken var omtrent fire om Morgenen, da Andrey kom ud paa Gaden. Vatajko var allerede gaaet forud for at stævne de syv Mænd til straks at møde. Han havde tredive Timer for sig, mere end tilstrækkeligt til at faa det ordnet uden Overilelse; men han ønskede at have det første Møde med sine medsammensvorne, førend Meddelelsen om Tiden for Eksekutionen var bleven offentlig bekendtgjort. I Løbet af en halv Time var han ved Hovedkvarterets Gadedør, hvortil han havde sin egen Nøgle. Han kom ubemærket ind; alt i Huset var stille, og han satte sig straks til ved Hjælp af et Kort over Byen at betegne den Vej, Processionen maatte tage. Takket være hans praktiske og vidtstrakte Kendskab til Byen, var det ham en let Sag uden megen Overvejelse at vælge den bedste Plads for Katastrofen. Det var en kort Gade imellem to Bøjninger af Vejen, ikke langt fra Fælleden. Sandsynligvis vilde den lille Gade være tæt pakket af Mennesker, men denne Ulempe opvejedes fuldstændigt ved de udmærkede Betingelser den afgav for et Tilbagetog — først en Række snævre Stræder, hvor Politiet med største Lethed kunde holdes tilbage ved Hjælp af Bomberne — dernæst Byens Park umiddelbart ved Bredden af Floden. Man kunde lukke de høje Jernporte ind til Parken ved Hjælp af et Par forsvarlige Hængelaase, og kunde desuden yderligere anbringe nogle af Bombemandens Torpedoer, en Opfindelse, af hvilken han selv var meget stolt og ventede sig store Resultater. Alt dette vilde være tilstrækkeligt til at opholde de forfølgende Tropper længe nok. Inde i Parken havde man i Læ af Buskene ved den lille Flod en Baad i Beredskab, som skulde optage de fire Fanger og dem, der var saarede. Resten af dem skulde se at komme bort igennem den fjernest liggende Del af Parken for derefter roligt at blande sig imellem Mængden ude paa Fælleden.

I Løbet af en Times Tid var alle de syv Mænd samlede, og der holdtes et kort Krigsraad.

I faa Ord forklarede Andrey sin Plan, som vedtoges uden Indsigelse. Derefter opgav man ham Stedet, hvor de tre følgende Møder vilde blive afholdte; da det var en Aftale, at man i Stedet for at samles til ét stort Fællesmøde skulde træffes i flere mindre Hold, og Andrey maatte nødvendigt være til Stede ved dem alle.

I Mellemtiden var Nyheden — affattet i en saa rolig og fredsommelig Form som muligt — igennem Morgenaviserne bleven meddelt Dubravniks Borgere. Faa var de Læsere, hvis Hjerte ikke krympede sig ved Tanken om, at fire Mennesker, deriblandt en Kvinde, skulde miste Livet paa denne uhyggelige Maade. Russerne er ikke vant til at se Dødsstraffen bragt i Anvendelse — i mere end et Aarhundrede er den kun bleven anvendt over for politiske Forbrydere. For alle andre Forbrydelser, hvor afskyelige de end kan være, anses Tvangsarbejde for tilstrækkelig haard Straf.

Det store Publikum har aldrig rigtig været i Stand til at godkende denne Forskel; for den simple, sundt tænkende Mand kan en politisk Forbryder ikke blive værre end en Mordbrænder eller en Landevejsrøver.

Andrey havde overværet alle tre Møder og vendte nu tilbage til Hovedkvarteret, hvor han til sin store Glæde og Overraskelse fandt David ventende paa sig. Han havde været paa den anden Side af Grænsen, da et Brev fra St. Petersborg satte ham i Kundskab om, hvad der foregik i Dubravnik. Øjeblikkelig satte han atter Kursen mod Rusland, og ved at rejse Dag og Nat lykkedes det ham at komme akkurat i sidste Øjeblik, for, som han sagde, at stille sig under Andreys Kommando. „Jeg haaber, du har noget at give mig at bestille?“ sluttede David sin Forklaring.

„Ja, saa meget du vil!“

Andreys Humør var blevet betydelig bedre i Løbet af Dagen, Møderne med de sammensvorne havde givet ham nyt Mod og Haab; det var alle tilforladelige, prægtige Folk.

„Vi har al Grund til at haabe paa et godt Udfald af vor Dag i Morgen,“ sagde han til David. „Med de Vaaben, vi har, vil halvtredsindstyve Mand kunne udrette Vidundere. Det er en Fornøjelse, siger jeg dig, at se vore Folk, de vil gaa i Ilden til det sidste! Klokken syv skal vi have endnu et afsluttende Møde her, du vil da faa Lejlighed til at træffe dem!“ Ved den fastsatte Tid begyndte Mændene at komme, en for en. — David kendte en Del af dem og blev forestillet de andre som en god Ven.

Mødet forløb under en lysere og mere forhaabningsfuld Stemning end de foregaaende; hver enkelt følte, at Sagen umuligt kunde have været grebet bedre an.

Planen var i sin Helhed meget simpel. Andrey skulde den næste Morgen tidlig Klokken syv være paa Stedet med ti Mand for at sikre sig Plads forud. De andre fyrretyve skulde opholde sig paa forskellige, bestemte Steder i Nærheden og først efterhaanden, som der kom Bud efter dem, træde til. I Tilfælde af, at Menneskemængden skulde være meget tæt, skulde de stille sig i første Række i to Pelotoner, lige overfor hinanden. Mængden vilde da, naar Panikken brød løs, løbe bort bag dem, og saaledes ikke hindre deres Bevægelser.

Men hvis Menneskemængden derimod kun skulde være ringe, skulde de sammensvorne spredes paa forskellige Steder, idet Andrey med sine ti Mand dannede en Slags Avantgarde. Det blev da hans Opgave at standse Processionen paa dens Vej og give de andre Tid til at indfinde sig paa Kamppladsen.

„Se saa!“ sagde Andrey. „Nu er det Tid at gaa hen og hente Vaabnene. Klokken er halv otte.“

Vatajko skulde paa dette Tidspunkt have bragt Bomberne hen til det aftalte Sted, hvor de syv Mand atter skulde afhente dem for at opbevare dem sikkert indtil næste Morgen. — Man ansaa det for alt for risikabelt at uddele dem allerede nu, thi et rent tilfældigt Besøg af Politiet vilde kunne lede til de mest uberegnelige Følger, hvis der noget Sted blev fundet en Bombe. Revolvere og lignende Vaaben blev derimod straks uddelte.

Det første Hold af de sammensvorne var ved at gaa, da Daniel henledte Andreys Opmærksomhed paa et mistænkeligt udseende Individ, der listede omkring i Nærheden af Huset.

„Jeg har lagt Mærke til ham de sidste ti Minutter; han synes særlig at have vore Vinduer her i Kikkerten, endskønt han gerne vil lade som ingenting.“

„Aa nej, han er ikke farlig!“ sagde Andrey beroligende. „Det er en Ven! Han vil rimeligvis tale med Vatajko eller mig! Men gaa lidt bort fra Vinduerne! — Manden er meget frygtsom af sig.“

Manden, som Andrey havde genkendt, var en underordnet Skriver oppe fra Raadhuset, som for et ringe Vederlag bragte ham de Nyheder, det var ham muligt at opsnappe.

Da Andrey, efter at have talt et Par Minutter med den fremmede, atter kom ind i Stuen, var hans Ansigt langtfra roligt.

„Politiet har allerede faaet Nys om vort Foretagende!“ sagde han alvorligt. „En eller anden maa have sladret! Fordømt ogsaa!“

„Det er umuligt! Hvad siger du?“ lød det fra alle Kanter.

„Der er desværre ingen Tvivl derom! Manden derude fortalte mig, at Politiinspektøren, umiddelbart før Kontorerne skulde lukkes, kom styrtende ind og spurgte efter Politichefen. Faa Minutter senere gik de begge i største Hastværk og i synlig Ophidselse til Guvernøren. Idet de gik forbi, hørte min Hjemmelsmand af deres hviskende Samtale tydelig Ordet „Dynamitbomber“. Det kan desværre ikke være et Foster af hans egen Fantasi; thi han aner ikke, hvad vi har for. Jeg mener altsaa, at dette taler tydeligt nok!“

Paa Forsamlingen virkede denne Meddelelse fuldstændigt lammende. Nej, der var ingen Tvivl derom, man stod over for et Faktum — et frygteligt — et uimodsigeligt!

Selv sammensvorne er ikke altid saa tavse, som de burde være, og det laa inden for menneskelige Muligheders Grænse at antage, at en af de nye Mænd kunde have sladret af Skole over for en Hustru, en Kæreste eller en intim Ven.

I alles Øjne læste man den samme Tanke. De syv Formænd havde samlet sig i en Gruppe og talte hviskende og hurtigt sammen.

Det var umuligt! — Der kunde intet Forræderi have fundet Sted — enhver af dem turde svare for sine Mænd. Nærmere laa det at tænke sig, at Politiet i sin Ophidselse var bleven opskræmt ved en eller anden ren tom Indbildning. Intet positivt kunde i Virkeligheden være sivet ud.

En voldsom Ringen efterfulgt af en energisk Banken paa Døren afbrød alle videre Gisninger. Andrey gjorde en betegnende Bevægelse med Hovedet og spændte sin Revolver. Alle forstod Signalet og stillede sig ligeledes i Kampstilling, beredte paa at sælge Livet saa dyrt som muligt.

Idet Andrey aabnede Døren, hørte man ikke — som man havde ventet — et Skud, men derimod en heftig Vredesytring.

„Hvad Pokker, er det dig? Hvad skal det betyde? Hvorfor melder du dig paa en saa forbandet Maade?“

„Jeg skulde skynde mig!“ svarede Vatajko aandeløst; thi ham var det, der nu styrtede ind i Stuen.

„Og Bomberne? Har du bragt dem i Sikkerhed?“ spurgte Andrey.

„Nej, nej! Der er sket en frygtelig Ulykke! Vor Ven er saaret, maaske død. Ved Middagstid har der fundet en Eksplosion Sted i hans Hus. Da vi kom med Vognen, saa vi alle Vinduer og Døre sprængte.“

„Og Bomberne? Hvor er de henne?“ spurgte Andrey. „Gik du ikke ind i Huset?“

„Nej, det var umuligt! Gaarden var fuld af Folk, som jeg straks antog for Detektiver, og i samme Øjeblik kom Politiinspektøren og gik ind i Huset. Det var uden for al Tvivl — Huset var besat af Politiet!“

„Videre!“ sagde Andrey. „Hvad mere?“

„Vi kørte altsaa forbi Huset, og da vi var komne lidt hen i Gaden, overlod jeg Vognen til min Kammerats Omsorg og gik den anden Vej, neden om, langs med Floden, hen til Stedet. I Haven ved Siden af fik jeg Øje paa Gartnerens Datter og gav mig i Snak med hende. Hun fortalte mig, at der havde fundet en Eksplosion Sted i Nabohuset, og at det nu holdtes besat af Politiet. Jeg bad hende ikke omtale til nogen, at hun havde set mig, og skjulte mig derpaa imellem nogle Buske bag Rækværket ind til den anden Gaard.

„Igennem nogle Sprækker imellem Plankerne kunde jeg tydelig se en Del af Gaarden. To Fangevogne kom kørende ind, umiddelbart derefter blev vor ulykkelige Ven paa en Stige baaren ud af Huset og anbragt i den ene. Saa bar man — med uhyre Forsigtighed — en Del store Kasser og Krukker ud og endelig Bomberne — en for en —! Politiinspektøren holdt sig i ærbødig Afstand. Jeg ventede nu ikke længer; men løb for saa hurtig som muligt at bringe dig Meddelelsen.“

Der var Dødsstilhed i Stuen, da Vatajko endte sin Beretning.

Nej! der var intet mere at vente paa! Intet mere at vente paa! Intet mere at haabe! Andrey vidste det kun alt for vel. Hvis de dog blot havde haft Bomberne — de havde vovet Forsøget alligeve! — til Trods for, at Politiet var advaret.

Men nu? Alt var med et Slag ødelagt — ramlet sammen for dem! — Om fjorten Timer vilde Zina, Boris, Botcharov og Vasily — alle fire — være hængte! — —

Ikke en eneste af dem vilde det være muligt at frelse! Og de Stakler, som havde været saa forhaabningsfulde, saa fast havde troet, at deres Gang til Skafottet skulde blive den sikre Vej til Frihed!

Han pressede sin knyttede Haand imod Panden. Hvor frygteligt det dog var! Det havde været langt bedre, om der slet ikke var blevet lagt nogen Plan til at befri dem, end nu i sidste Øjeblik at skulle berede dem denne bitre Skuffelse! Da Andrey endelig igen løftede Hovedet, saa han, at alles Øjne var rettede paa ham.

„Hvad skal der nu gøres?“ spurgte David og gav med disse Ord hver enkelt Tanke Udtryk.

„Hvad der skal gøres?“ gentog Andrey. „Der er kun en eneste Ting for os nu at gøre, det er, saa hurtigt som muligt at lade vore ulykkelige Venner faa Meddelelse om, at alt Haab er ude, for at de kan faa Tid til at ruste sig til at møde deres Skæbne!“

Der gik en Mumlen gennem Værelset. Andreys Raad var ham saa uligt og kom dem alle saa ganske uventet. Man begyndte at gøre Indsigelser, først ganske svagt, saa mere og mere energisk. Forsøget burde gøres, selv uden Bomber! — De var halvtredsindstyve Mand, rede til at kæmpe til sidste Bloddraabe, og der vilde endnu være Tid til at skaffe lige saa mange bevæbnede Mænd til, ja maaske endnu flere! Hvorfor opgive det hele?

Men Andrey var ganske paa det rene med, hvad han vilde. Hvad kunde en Haandfuld Mænd bevæbnet med Revolvere og Dolke udrette mod Soldaternes kompakte Bajonetrækker? Det vilde blive en stor og absolut frugtesløs Nedsabling, som ikke vilde indvirke godt paa nogen eller noget.

Vatajko var iblandt dem, der ivrigst stemte for et Forsøg, og bebrejdede Andrey hans Lunkenhed.

„Min Ven!“ sagde Andrey og lagde Haanden fast paa hans Skulder. „Hvorfor skal vi forbitre vore stakkels Venners sidste Øjeblik paa saa grusom en Maade? Det er aldeles utænkeligt, at vi kan redde blot en eneste af dem, vi vil derimod blive sablet ned for deres Øjne. Hvorfor skal vi gøre deres sidste Øjeblikke endnu tungere ved at lade dem blive Vidne til dette Syn?“

Vatajko bøjede tavs sit Hoved, og ingen tog mere til Genmæle. Man skiltes kort efter i Stilhed og Sorg; hver enkelt gik for at tilbagekalde sine Ordrer. Det blev Andreys Pligt at gøre Vennerne den sidste tunge Meddelelse og bede dem om at møde den uundgaaelige Skæbne med al den Højhed, de besad. Han bragte selv sit Brev til Fangevogteren, og fik bagefter at vide, at det allerede samme Aften var kommet dem i Hænde. Zina besvarede det i sine Lidelsesfællers Navn. Hendes Brev var ikke sørgmodigt; snarere glad og fortrøstningsfuldt. Men desuagtet fik det Andrey — denne Mand med Jernnerver — til at græde som et Barn; thi han modtog det først to Dage senere, da den Haand, som havde skrevet det, allerede var kold, og det Hjerte, som havde dikteret disse simple, rørende Ord, havde ophørt at slaa.

*_**

Andrey vaagnede med et Ryk, som om nogen havde givet ham et Puf i Siden. I samme Øjeblik slog et Kirkeur i Nærheden Fem-Slaget — han saa paa sit Ur, der laa paa en Stol ved Sengen, tillige med hans Revolver og Dolk — Klokken var fem, og han huskede nu, at han Dagen i Forvejen, mens han endnu var midt i Forberedelserne til Kampen for at befri Vennerne, havde foresat sig at ville vaagne Klokken fem. Andrey besad den Evne til i Kraft af sin Vilje at kunne vaagne til et hvilket som helst bestemt Klokkeslæt. Han havde ikke senere tænkt paa det, men vaagnede nu ganske mekanisk, endskønt der intet mere var at vaagne for.

Han var kommen sent hjem Aftenen før, træt og medtaget af det utaknemrrtelige Arbejde, som det var at sørge for at forhindre et eller andet taabeligt Udbrud fra de alt for varmblodiges Side, et Arbejde, som han ikke udelukkende kunde lægge paa sine Kammeraters Skuldre. De faa Timers Søvn, han havde faaet, havde ingen Hvile været; thi selv i Søvnen forlod Bevidstheden om den sørgelige Virkelighed ham ikke helt.

Vatajko sov i samme Værelse, men med den tyveaariges dybe, lykkelige Søvn. Andrey nænnede ikke at vække ham, men klædte sig stille paa, tvang sig til at spise et Stykke Brød og listede saa ud af Værelset og ned paa Gaden.

Solen var allerede staaet op, men var skjult bag en let Taage. Byen laa endnu i Nattens Hvile, alle Skodder var lukkede, kun Natmændenes Køretøjer og enkelte Drosker var at se i Gaderne. Iblandt de faa Fodgængere, han mødte, var der flere Mænd, om hvem han antog, at de var Lidelsesfæller. Den langsomme Gang, hvormed de bevægede sig fremad, de feberagtigt flammende Øjne og det forpinte, sørgmodige Udtryk i deres Ansigter kunde nok tyde paa, at de var Venner og Bekendte af de dødsdømte, og at de, ligesom Andrey, forfulgt af deres indre Uro, var blevet drevne bort fra deres Leje, ud paa Gaden — hvor de vistnok havde vandret omkring hele Natten, maaske i det Haab ved legemlig Træthed at døve deres sjælelige Lidelser. — — —

Uden nogen bestemt Tanke eller Følelse, kun med en pinlig, nagende Smerte i Hjertet, vedblev Andrey at gaa og gaa, indtil han pludselig befandt sig paa et Sted, som han kun alt for godt kendte. Det var der, at Anslaget skulde have fundet Sted. Han havde været der den foregaaende Dag saa fuld af Haab og Tillid, og nu — kun nogle faa Timer senere, var det alt som en fjern og utydelig Drøm.

Han drejede hurtigt om, gik ind i en Række smaa, snævre Gader, som førte til Byen, og foresatte sig at ville gaa uafbrudt, indtil den frygtelige Time var forbi — først da vilde han vende tilbage til Hovedkvarteret. — —

Men jo længere han kom frem, desto mere blev han hindret i sin Gang af utallige Menneskeskarer, som gik i modsat Retning, og det varede ikke længe, førend Gaderne var overfyldte af gaaende, ridende og kørende — som alle bevægede sig fremad i en og samme Retning.

Mon disse Mennesker tænkte paa, hvad det var, de gik ud for at se? Var der i det hele taget nogen af dem, der begreb det? Og hos hvem var deres Sympati? Hos dem, der blev dræbte, eller hos dem, der lod dræbe? — —

Intet kunde man læse sig til i disse Træansigter, de bevarede deres Hemmelighed godt, hvis de havde nogen! Mon de vilde bære denne Maske lige til det sidste? Vilde den ikke pludselig falde og aabenbare menneskelige Følelser — Had eller Kærlighed — bag sig?

Antallet af Træansigterne, af Kjoler, Huer, Frakker og Hatte i alle Farver og alle Former voksede stadigt og dannede til sidst en kompakt Masse, som man kun med Magt kunde tvinge sig Vej igennem.

Men hvorfor egentlig? Hvor vilde han hen?

Andrey hørte op med at kæmpe sig frem og lod sig viljeløst, føre med af Strømmen, ogsaa hans Ansigt blev træagtigt. — — —

I Begyndelsen gik det ret hurtigt, men efterhaanden sagtnedes Gangen for nu og da helt at standse, naar nye Skarer kom væltende frem fra de tilstødende Gader. Efterhaanden, som Folk trykkedes tættere sammen, blev Larmen af Stemmerne stærkere. Han hørte dem tale — med Ord, der var lige saa forstenede og træagtige som deres Ansigter, og som det senere vilde have været ham umuligt at huske et eneste af. Saa pressedes pludselig hele den brede Strøm ind i et snævert Stræde, og da man atter kunde begynde at aande friere, kom Andrey pludselig til at gyse. Foran ham laa en stor, aaben Slette, og højt op i Luften, — imod den lyse Morgenhimmel, ragede fire Galger — klodsede, ubevægelige, rædselsfulde! — — —

Uvilkaarlig saa han paa sine Naboer til højre og til venstre; alles Øjne var rettede mod de fire Mordmaskiner, og Træansigterne havde nu faaet et Udtryk af Angst og Forfærdelse. Alligevel vedblev man at arbejde sig videre frem, og Andrey fulgte med.

De fire sorte Galger stod paa en sort Forhøjning omgiven af et sort Rækværk, og sortmalede Trappetrin førte op til den. Fra det Sted, hvor han stod, kunde han tydeligt se Tovene, Trisserne og Ringene. I den lette Morgenbrise svingede Tovene langsomt — ganske langsomt — frem og tilbage, og saa ud, som om de ved deres Tyngde vilde knække Tværbjælkerne. En lille, firskaaren, gemytlig-udseende Mand med kort, hørgult Skæg og iført rød Skjorte og en russisk Fløjelstrøje — med Hatten lidt paa den ene Side, gik frem og tilbage paa Forhøjningen. Det var Bødlen. Nedenfor ved Trappen saa man Militær — i brogede Uniformer og med alvorlige Ansigter, nogle af dem til Hest. Men alt tilsammen, den sorte Forhøjning, Rytterne og Soldaterne var paa alle Sider indrammet af en tæt Mur af Infanteri med funklende Bajonetter. Kun Døden alene kunde komme inden for disse Mure af Kød og Jern, kolde og haarde som Jernet selv!

I kort Afstand fra den første levende Mur stod en anden, dannet af Kavalleri-Eskadroner. Den var ikke langt fjernet fra Mængden, man kunde tydeligt se hver enkelts Ansigt, og det var vanskeligt at afgøre, hvem der saa mest ligegyldige ud — Hestene eller Mændene paa deres Ryg.

Umiddelbart bag denne sidste Mur var en enkelt Række Politibetjente til Fods, hvis Opgave det var at holde Mængden tilbage.

Nye Skarer vedblev uafbrudt at strømme til og optog hver eneste lille Plet, som endnu var levnet paa den uhyre Plads. Alle stirrede i taalmodig Forventning op imod den sorte Forhøjning, hvor om et Øjeblik Døden — denne grufulde Magt, som de alle frygtede, men som her i dette Tilfælde lod dem uskadt — skulde opføre sin rædselsfulde Dødningedans — et Syn, der lokkede dem paa samme Maade, som Slangens Blik fortryller Aben.

Andrey var ikke kommen for at overvære dette nedværdigende Skuespil. Hvad han ønskede, var at se sine Venners kære Ansigter for sidste Gang og muligvis veksle et Blik, et Farvel uden Ord med dem. Men her paa denne Plads med den dobbelte Række Soldater vilde ethvert Haab derom være umuligt.

Det lykkedes ham at komme fri for Mængden og slippe ind i den Gade, gennem hvilken de dødsdømte vilde komme ud paa Pladsen.

To Rækker Politibetjente holdt Midten af Gaden fri, for at Fangevognen og Eskorten uhindret kunde passere. Bag dem stod Mængden atter tæt pakket. Andrey gjorde en kort Omvej og kom endelig til den længst borte liggende Del af Gaden, hvor han fandt en god Plads.

Tilskuerne her hørte udelukkende til de bredere Lag, og det var interessant at iagttage dem. De havde vistnok allerede staaet opstillede længe, thi de havde gensidig stiftet Bekendtskab og var synlig kede af at Vente. I hvilken Anledning de var komne, syntes de helt at have glemt; kun meget faa talte on noget, der stod i Forbindelse med den forestaaende Begivenhed.

En gammel Kone skændte paa et ungt Pigebarn ved sin Side, fordi hun havde glemt at sætte Grøden paa Ilden, førend de gik; nu vilde der ligge et Hus, naar Mændene kom hjem til Middag! En ung opløben Knøs med hængende Skuldre og lang Hals i en Sirtses Bluse gnaskede gemytligt Frøet af en Solsikke i sig og morede sig med at spytte Skallerne saa langt som muligt ud i den tomme Gade. En ung, robust Kvinde med et spædt Barn ved Brystet forsøgte energisk at skubbe sig frem foran den af Politiet dannede Række, men blev vist tilbage af en ung Politimand. Med en djærv-gemytlig Spøg foreholdt han hende, hvilket Besvær hun vilde have af atter at maatte skaffe sig et nyt Barn, hvis dette blev trampet ned af Hestene! — Den unge Kvinde gav et skarpt Svar tilbage, og Folk omkring hende lo.

Bag Andreys Ryg udspandt der sig imidlertid en mere højrøstet Diskussion; han forstod, at man talte om Politik — rigtignok af en egen Sort. Han vendte sig om og saa en Bondemand i graa Kappe med et magert, solbrændt Ansigt og et lille, graasprængt Skæg paa en fremspringende Hage i Samtale med en anden Bonde.

— — „Naa ja!“ — fortalte han, „saa greb de altsaa dem alle fire, — men den femte, som var deres Fører, fik de ikke fat paa — han forvandlede sig til en gul Kat og forsvandt op igennem Skorstenen. Men han kom bestandig i sin Katteskikkelse tilbage til det gamle Sted, og endelig lykkedes det dem en Dag at gribe ham, og nu læser hans Højærværdighed Biskoppen hver Dag Steder i de hellige Bøger over ham for at forsøge at bryde Fortryllelsen, saa at han atter kan faa sin menneskelige Skikkelse tilbage!“

„Er det virkelig muligt?“ spurgte den anden forbavset.

„Det er sandt nok! Det skal have staaet i alle Aviser, efter hvad Folk siger!“

Andrey mindedes, at der i enkelte Blade af Smuds-Pressen havde været gjort en Del Løjer med Zinas gule Kat, som man nogle Dage efter Arrestationen havde fundet i Boligen halv død af Sult.

I dette Øjeblik løb en utydelig Mumlen igennem Menneskerækken; det lød, som naar et Vindpust farer igennem Skoven.

„Nu kommer de! Nu kommer de!“ lød det dæmpet fra Tusinder af Stemmer.

Øjeblikkelig forstummede al Tale, og i den dødlignende Tavshed hørte man langt borte Trommernes Hvirvler.

En Ordonnans kom sprængende op ad Gaden, efterfulgt af en Afdeling Kosakker. Folk saa paa dem, idet de red forbi; men ikke et Øje fulgte dem, alle saa i samme Retning med samme aandeløse, rædselsslagne Udtryk.

Endelig kom det højtidelige Tog, som de ventede paa; der gik en Gysen igennem Mængden, som i dette Øjeblik syntes at udgøre et Legeme.

Op imod Himlens lyse Baggrund saa Andrey en bølgende Linie af sorte, skinnende Hjælme og blinkende Lanser, og imellem dem en sort Masse, hvoraf han utydeligt udskilte Omridsene af fire menneskelige Skikkelser. Endnu syntes disse fire Skikkelser og disse skinnende, bølgende Hjælme og Lanser at være et med Menneskemængden paa Gaden. Langsomt, ganske langsomt kom de nærmere, og nu saa han Vognen, Hestene, Kusken, Kuskens Ansigt; men endnu kunde han ikke skelne de fire Skikkelser. Til sidst forstod han hvorfor.

De sidder baglæns, hver paa en Stol, ragende op over Omgivelserne og bundet ved Skuldrene med stærke Læderremme til Stolens Ryg. De er alle iførte den samme hæslige, graa, uformelige Klædning og ser ud, som om de var indsvøbte i Tæpper. De kommer bestandig nærmere, lige saa uformelige som før; men nu kan han skelne deres Haarfarve; han kender Vasilys mørkebrune Lokker, Boris’ lyseblonde og Botcharovs Hørtot. Men han kan ikke rigtig faa den fjerde Skikkelse ved Boris Side til at blive til Zina. — Vinden spiller med de korte, lysegule Krøller paa det ubedækkede Hoved, der ligner en ung Knøs’s.

„De har klippet Haaret af hende for nemmere at kunne hænge hende,“ gaar det endelig op for ham.

En Fugl flyver over de dødsdømtes Hoveder; den maa have set disse fire Ansigter og ogsaa de fire sorte, klodsede Maskiner, der staar og venter paa dem deroppe paa den sorte Forhøjning, — — og som greben af Rædsel flyver den i svimlende Fart langt, langt bort, saa hurtigt, som dens stærke Vinger kan bære den! Hvor han misundte denne Fugl! Men selv om han havde Vinger, vilde han ikke have været i Stand til at røre sig ud af Stedet. Skælvende som i Feber, med vildt bankende Hjerte og med vidt opspilede Øjne stod han der, i Angst for at gaa Glip af det ene korte Minut, hvor de kunde veksle Blik. Og dog frygtede han dette Møde og vilde være løbet bort, hvis ikke hans Fødder havde været naglede til Jorden og hans Øjne som magnetisk hæftede paa de fire høje Skikkelser.

Boris drejede sig paa Stolen; med sine, stærke Skuldre tvang han Læderremmene til at give efter og vendte sig, imod Mængden til venstre. — Andrey, som havde hans Ansigt i Profil, forstod af hans Læber, der bevægede sig, at han sagde noget til Mængden ved hans Fødder. Men Trommerne overdøvede hans Stemme — han havde allerede flere Gange undervejs gjort Forsøg paa at tale — hver Gang forgæves! Ikke et Ord kunde høres! Nu opgav han det atter og kastede sig ærgerlig tilbage.

Endnu et Par Omdrejninger af Hjulene, og Andrey saa dem alle ind i Ansigtet.

De sad tæt sammen med Fødderne hvilende paa samme Bræt. Boris saa vred og trodsig ud som en tapper Kriger, der, besejret af Overmagten, er bleven lagt i Lænker. Vasily sagde noget til Botcharov, der var den sidste i Rækken; det maatte være noget morsomt; thi et svagt Smil gled over den unge Mands Læber. Vasilys Ansigt havde ikke længer det jævne, noget sløve Udtryk, det plejede at bære.

Rolig, behersket og ophøjet sad han der og forekom Andrey at være en hel anden end den Mand, han havde kendt.

Men det er og bliver dog Kvinden, der paa et hvilket som helst Stadium i Verden bliver den dominerende! Alles Øjne var rettede mod dette ene Ansigt ved Siden af Boris. Skøn, som kun en Kvinde kan være det, med det lyse, gule Haar indrammende Hovedet som en Glorie og med en fin, blufærdig Rødmen under de mange Blikke saa Zina ned paa Mængden foran hende med et uendelig mildt, medlidende Blik. Hun søgte nogen dernede.

I Afskedsbrevet, som Andrey den Gang endnu ikke havde modtaget, havde hun skrevet, at de alle vilde være glade, hvis en af Vennerne vilde tage Plads paa et iøjnefaldende Sted undervejs, saa at de endnu sidste Gang kunde ses. Hun ventede, at Andrey vilde komme, og opdagede ham øjeblikkelig.

Der stod han, lige under hendes Fødder, med Hovedet bøjet op imod hende. Deres Øjne mødtes. — — —

Hverken den Gang eller nogen Sinde senere kunde Andrey forklare sig selv, hvad der i det Øjeblik foregik i ham, men alt blev med et Slag forandret, det var, som om der havde ligget en Trolddom i dette milde, medlidende Blik. Angst, Frygt — ja selv Vrede, Had og Sorg var glemt — maatte vige for noget, der var endnu stærkere og voldsommere, noget, som ikke var til at beskrive, og som var mere end Enthusiasme, mere end Beredvillighed til at lide alt. Det var en fortærende Længsel efter et Martyrium — en Følelse, han aldrig før havde forstaaet, men som i dette Øjeblik brød frem i ham.

At sidde deroppe imellem de fire paa Skændselens sorte Karre, surret fast til Træbænken lig hin Kvinde, hvis lyse, straalende Pande bøjede sig ned over Mængden, det var ikke Straf, ikke Rædsel! Nej, det var hellige Ønskers og skønne Drømmes Virkeliggørelse! Og idet han glemte Stedet, Mængden, Faren, alt — og kun gav efter for Øjeblikkets Indskydelse — traadte han et Skridt frem og strakte begge Hænder ud imod hende.

Han raabte ikke Ord højt, som øjeblikkelig vilde have ødelagt ham, men kun af den Grund, at Stemmen svigtede ham, — eller overdøvedes maaske hans Ord af Trommehvirvlerne og Larmen af Mængden, der nu fra begge Sider trængte sig sammen og som en uhyre Bølge fulgte det bestandig fremadskridende Tog?

Da han atter kunde skelne noget for Taagen, der et Øjeblik havde dugget hans Øjne, saa han, at der midt paa Vejen var noget galt paa Færde. Det var en Mand, der blev ført bort af to Politibetjente. Til sin store Forbavselse genkendte Andrey i Arrestanten den Bondemand, der for lidt siden havde givet Historien til Bedste om den gule Kat og Forvandlingen.

Manden havde, idet Toget kom forbi — paa sin Maade greben af Synet — knælet ned, bøjet Hovedet og bedt en Bøn for de dømtes Sjæle.

Fangevognen og Mængden, som fulgte den, var draget forbi; Andrey ønskede ikke længer at følge. Han havde faaet sit Budskab! — Mere vilde han ikke. Han saa Toget forsvinde om Hjørnet, og i samme Øjeblik var Gaden næsten tom; han selv gik stille bort i en anden Retning.

Ad ubrolagte Veje, langs Marker og Haver vedblev han at gaa, fuldstændig fordybet i sine Tanker, som han nu var i Stand til roligt at forfølge. Vistnok var disse Tanker stadig yderst sørgmodige, men dog paa en hel anden Maade end før og af ganske andre Grunde end om Morgenen.

Men pludselig var det, som gik der et Stik igennem hans Hjerte, det bankede voldsomt, og hans Strube snørede sig krampagtigt sammen. Han følte det — ikke som en Formodning, men som en fast, urokkelig Kendsgerning, at i dette Øjeblik var alt forbi deroppe paa den frygtelige, sorte Forhøjning! Han sank ned paa en lille Jordhøj og bedækkede sine Øjne med Hænderne.

Et Øjeblik senere gik han hurtigt, næsten løb tilbage til Byen, han kunde ikke udholde at være alene.

I Hovedkvarteret havde der efterhaanden samlet sig en Del af Partiets Folk; mange af dem kom først langt ud paa Aftenen, de fleste af Kvinderne savnedes. Iblandt de Mænd, der var til Stede, opdagede Andrey Georg — den sidste, han havde ventet at træffe her!

Sektionen i St. Petersborg havde faaet Meddelelsen om Eksplosionen og de deraf følgende Begivenheder endog lidt før end Andrey selv, idet Opdagelsen af Anslaget øjeblikkelig var bleven telegraferet til Central-Politikontoret i Hovedstaden og derfra hemmeligt bragt Ligaen. Samtidig fik man at vide, at Andreys Ophold i Dubravnik ikke længer var nogen Hemmelighed, og at en Mængde Spioner, som kendte ham af Udseende, skulde sendes af Sted for at paagribe ham. Alarmeret ved den overhængende Fare, hvori hendes Andrey svævede, havde Tania faaet Georg overtalt til øjeblikkelig at rejse til Dubravnik for i hvert Fald at vinde en Dags Forspring for Forfølgerne.

Georg sagde imidlertid ikke straks dette til Andrey, men nøjedes med at trykke hans Haand. Saa rykkede han lidt til Side paa Sofaen, hvor han sad, for at gøre Plads til Vennen, og begge lyttede til den Mand, der netop var i Færd med at aflægge sin Beretning for Forsamlingen.

Det var „Onkel“, som talte — en midaldrende Herre med et glat skægløst Ansigt. Som Følge af sin Stilling som civil Politiembedsmand havde han Ret til Adgang til den sorte Forhøjning. Han havde denne Dag gjort Brug af sit Privilegium, for at de dødsdømte dog skulde se et Venneansigt iblandt de mange Fjender, og havde saaledes overværet hele den uhyggelige Handling. Med ensformig, hul Stemme, uden nogen som helst Afvigelse eller Kommentar — kun som en simpel Kendsgerning gengav han hele Scenen. To Mænd stod nær den talende, de øvrige seks, syv sad rundt omkring i Værelset, alle aandeløst lyttende, fuldstændig ubevægelige, som stivnede til Automater. Ingen spurgte, ingen gjorde Bemærkninger.

Efterhaanden, som Beretningen nærmede sig sin Slutning, følte Andrey, at Georg rystede som i Feber; han lagde sin Arm fast paa Vennens og tvang ham til at være rolig, for at intet Udbrud skulde afbryde „Onkel“. Georg blev atter Herre over sig selv og hørte den frygtelige Skildring til Ende; men ved de sidste Ord svigtede hans Nerver ham, og han brød ud i en krampagtig Graad.

Andrey greb ham i Skulderen og rystede ham heftigt.

„Hold op med den Kvindegraad!“ sagde han rasende. „Det er ikke med Taarer, men med Blod, at den Slags Skændselsgerninger skal besvares!“

En stor og frygtelig Plan formede sig i dette Øjeblik for Andreys indre Øje, men han sagde intet endnu. Thi denne Tanke maatte tænkes om og om igen, inden den udtaltes i Ord.

Georg faldt efterhaanden til Ro og blandede sig i Samtalen, der førtes mellem Kammeraterne, og som udelukkende drejede sig om Hævnplaner. Generalguvernøren, den kejserlige Anklager og Føreren for Gendarmerne blev udpegede som de „Kandidater“, der ved første Lejlighed skulde falde for de sammensvornes Haand.

Kun Andrey sagde intet; alt dette kunde være meget godt; men hvad førte det egentlig til? Hvad nyttede det at falde over disse Mennesker, som dog alle mere eller mindre var villieløse Redskaber i en højeres Haand? Vilde det rokke ved Despotismen? Nej! Hvis Slaget skal virke, saa maa der sigtes højere — det maa træffe den Mand, som er Grundpillen — Hovedet for hele Systemet!

Han hørte ligegyldig Vennernes heftige Ord, som efterhaanden mistede enhver Interesse for ham. Lidt efter rejste han sig og tog Afsked; han gik bort sammen med Georg.

De tilbragte hele Dagen ude, og gik ustandseligt. Georg fortalte, hvorfor han var kommen, og det blev bestemt, at de endnu samme Nat skulde afrejse til St. Petersborg — Andrey havde nu intet mere, der holdt ham tilbage i Dubravnik.

„Lad os blot ikke tabe Modet!“ sagde Georg med sin sædvanlige Haabefuldhed — han havde nu ganske overvundet sin Svaghed fra før. „Vor endelige Sejr afhænger udelukkende af, at vi kan bære Nederlag paa Nederlag med tilstrækkeligt Mod!“

„Det er muligt,“ svarede Andrey, „men saa maa vi i hvert Fald sigte højere med vore Slag, end vi hidtil har gjort, for at selve vore Nederlag kan gøre Epoke!“

„Hvad mener du med det?“ spurgte Georg; hans hurtige Blik havde opfanget noget ubeskriveligt, noget, han aldrig før havde set i Vennens Ansigt.

„Det skal du faa at vide, naar Tiden kommer!“ svarede Andrey undvigende og afbrød Samtalen.

III. KAPITEL. I Fængslet.

Da de vendte tilbage, fandt de Vatajko ventende utaalmodigt paa dem — ogsaa David var der, mere nedbrudt og sørgmodig, end Andrey nogen Sinde havde set ham.

„Hvor kedeligt, at I ikke kom før!“ var Vatajkos første Ord. „„Onkel“ har været her for at spørge efter dig, Andrey.“

„Hvad vilde han mig?“

„Han vilde tale med dig om et Brev fra Zina!“

„Et Brev fra Zina! Hvor er det? Gav han dig det ikke?“

„Nej, det er just Sagen, han kan ikke faa fat paa det uden at have et Par Ord med fra dig. Slutteren har ved sædvanlig Tid været i Værtshuset i Dag, men du kom ikke.“

Det var sandt nok, Andrey mente ikke, at der nu var mere at gaa efter.

„Saa vil jeg straks se at opsøge Slutteren!“ sagde Andrey.

„Det er der ikke Tid til nu! Saa kommer du for sent til Toget!“ mente Georg.

„Saa lad Toget køre — for mig gerne! Hvis jeg ikke kan træffe Manden i Aften, saa venter jeg til i Morgen!“ sagde Andrey bestemt.

Tidlig næste Morgen gik Vatajko til Slutterens Hjem for at aftale et Møde midt paa Dagen, men vendte tilbage med uforrettet Sag. Manden havde Fængselstjeneste hele Dagen og kom først hjem sent paa Aftenen, hans Kone vidste intet om Brevet.

Det var en kedelig Meddelelse, thi det betød i det mindste endnu en Dags Udsættelse — en Risiko, Andrey ikke turde løbe, naar han vilde undgaa Spionerne.

„Jeg vil forsøge at træffe Manden i Fængslet!“ sagde han efter nogen Overvejelse.

„I Fængslet! Er du rigtig klog!“ udbrød Vatajko.

„Ja, hvorfor ikke? Det er i Dag de politiske Fangers Modtagelsesdag. Jeg vil gaa hen til Varia Voinova og følge med hende, naar hun som sædvanlig aflægger sit Besøg hos Søstrene Dudorov.“

Denne Varia Voinova var velkendt iblandt dem alle og gik almindeligt under Navnet „de bedrøvedes Moder“. Hun var Enke efter en Læge med frisindede Anskuelser og havde sat sig til Opgave ved de Midler, der stod til hendes Raadighed, saa vidt det laa i hendes Magt, at lette Tilværelsen for de politiske Fanger og var i den Anledning en kendt Gæst i Fængslet.

„Men du vil straks blive genkendt og øjeblikkelig ført i Arrest!“ sagde Georg.

„Aa nej!“ svarede Andrey smilende. „Intet Menneske falder paa at søge mig i Fængslets Modtagelsesværelse. Det ser kun farligt ud. Jeg maa have det Brev, førend jeg rejser!“ tilføjede han alvorligt.

Uden at vente paa yderligere Indsigelse skyndte Andrey sig bort.

De politiske Fangers Besøgstid var mellem Klokken to og fire. Lidt før to var Andrey ved Varia Voinovas Side i Nærheden af Fængslet, den store, stygge Bygning, der for ham gemte saa mange Minder. I Haanden bar han en lille Pose med Fødemidler og nogle Bøger, han havde laant i et Lejebibliotek. Varia, som af Erfaring vidste, hvor uhyre simple de Formaliteter var, som man havde at gennemgaa for at faa Lov til at besøge en Fange, var beredvilligt gaaet ind paa Andreys Idé og mente ogsaa, at han ikke løb nogen særlig Fare derved.

Skildvagten aabnede Porten og lukkede den atter omhyggeligt efter dem — Andrey var inden for Løvens Kløer! Et Øjeblik paakom der ham en uhyggelig Følelse af Hjælpeløshed, han var til Mode som en Mand, der pludselig kastes i et Fangetaarn. Saa saa han op og lyttede. En undertrykt Mumlen af mange Stemmer hørtes rundt omkring, men alting var mørkt. De befandt sig i en lang, overbygget Gang med svære Jerngitterporte for hver Ende, og kun igennem disse trængte Lyset sparsomt ind. Denne Gang, som førte ud til en Gaardsplads, der var indrammet af selve Fængselsbygningerne, tjente som en Slags Venteværelse for de besøgende.

Efterhaanden, som Andreys Øjne vænnede sig til Halvmørket herinde, saa han en Mængde Mennesker — Mænd, Kvinder og Børn, hobede sammen bag Jerngitre paa begge Sider af Gangen. Flertallet af disse besøgende skulde til de almindelige Forbrydere. Men i et Hjørne til højre Side for Indgangen stod der en Samling Mænd og Kvinder, hvis Dragter viste, at de hørte til den mere „priviligerede“ Klasse, og som desuden adskilte sig fra de øvrige derved, at de fleste af dem holdt Blomster, Pakker eller Bøger i Haanden. Det var Folk, der vilde besøge „de politiske“.

Varia gik hen til dem, fulgt i nogen Afstand af Andrey. Hun syntes at kende dem alle og vekslede Hilsener og Haandtryk med de fleste. En bleg, mørkhaaret Dame, som holdt en ti-tolv Aars Dreng ved Haanden og havde en Kurv med Blomster paa Armen, optog hende lidt længere end de andre.

„Hvilke smukke Blomster De har bragt med!“ sagde Varia. „Giv mig nogle af dem til mine Fanger, jeg har desværre ingen faaet med i Dag!“

Damen rakte hende Kurven, og Varia tog meget uceremonielt Halvdelen af Blomsterne, hvoraf hun rakte nogle til en høj, graahaaret Herre, som stod et Par Skridt fra hende.

„Se her, tag dem til Deres Datter! Der er intet, Fanger sætter saa megen Pris paa som Blomster.“

Derpaa gik hun hen til en ældre Kone, iført en tarvlig Bondedragt med Hovedet indhyllet i et Sirtsestørklæde.

„Har din Søn flere Penge tilbage?“ spurgte hun.

„Ja, lille Mor, han har endnu to Rubler!“ svarede den gamle.

I sin Egenskab af Revolutionens barmhjertige Søster havde Varia Bestyrelsen af Fængselsfondet under sig, og det var hendes Pligt at sørge for, at alle Fangerne, rige og fattige, fik hver sin Del af Penge, Bøger, Linned o.s.v.

„Hvem er den Dame med Drengen ved Haanden?“ spurgte Andrey, da Varia atter kom tilbage til ham.

„Det er Advokat Palizins Hustru,“ svarede hun. „Han skal sendes til Minerne i Sibirien, og hun følger ham. Stakkels Kone, det vil blive drøjt for hende; thi hun maa lade Drengen blive tilbage her,“ og Varia fortalte videre uden først at blive spurgt.

Den gamle Herre var en Købmand fra Byen, som skulde følge efter sine to ældre Søstre til Øst-Sibirien. Bondekonen var Moder til en ung, lovende Knøs, og saa fremdeles; alle disse Mennesker, hvilken Klasse de end tilhørte, var knyttede sammen ved en stor fælles Sorg.

Raslen af Kæder og Laase, der blev lukkede op, afbrød deres Samtale. Den inderste Port aabnedes og gav Plads for en Afdeling almindelige Fanger, der skulde ud af Fængslet. De passerede Gangen og blev lukkede ud af den sidste Port, som atter forsvarlig stængedes efter dem. Derpaa laa alt i det tidligere Halvmørke. Nu og da viste der sig ved Døren, der førte ind til Kontorerne, en Konstabel, der raabte Navnene op paa dem, hvis Tur det var til at tage imod Besøg.

„Der er endelig Mikael Evgrafich!“ udbrød Varia.

I dette Øjeblik viste der sig en høj, svær Politi-Officer i Døren ind til Kontorerne.

„Er der Gæster til „de politiske“?“ raabte han højt.

Varia gik op ad de faa Trappetrin, der førte til Døren, og hilste paa Officeren som paa en gammel Bekendt.

„Jeg har bragt en Broder af Søstrene Dudorov med mig i Dag, Mikael Evgrafich!“ sagde hun. „Han er for et Øjeblik siden kommen hertil fra Moskva blot for at se sine Søstre. Desværre maa han rejse igen i Morgen, saa der var ikke Tid til at faa Adgangstilladelse for ham; men jeg er vis paa, at — —“

Officeren kastede et prøvende Blik paa „Broderen“, som imidlertid var traadt frem og bukkede høfligt.

„Skriv hans Navn op inde i Kontoret!“ afbrød han hende kort; „men lad det ikke hænde oftere! De ved, at det er imod Reglementet!“

En gammel, skaldet Herre, som et Øjeblik før var kommen ind, havde imidlertid nærmet sig og betragtede Andrey med et mistroisk forskende Blik.

„Jeg beder Dem undskylde, min Herre,“ sagde han til Officeren, „men ogsaa jeg kommer for at besøge Søstrene Dudorov, mit Navn er Timothy Dudorov, jeg er en Onkel af dem!“

„Jeg kan ikke tillade flere Visitter i Dag til de to Søstre!“ svarede Officeren kort.

„Men jeg har min Adgangstilladelse, og det er mine Niecer! — Jeg synes, naar en fremmed kan faa Lov —“

Officeren havde imidlertid allerede vendt Ryggen til ham og var forsvunden ind i Kontoret uden at høre videre paa ham.

„Nej, det er uhørt,“ udbrød den gamle vredt. „Jeg gaar lige ind paa Kontoret og klager —“

„Saa vær dog stille, Menneske!“ hviskede Varia og greb ham heftigt i Armen. „Det er Mashas Kæreste, de elsker hinanden over al Beskrivelse, og han vil gifte sig med hende, saa snart hendes Skæbne er afgjort. Det er for at træffe Aftale med hende om den Sag, at han kommer i Dag. De vil da vel ikke ødelægge deres Lykke ved at gøre Skandale her? Vær bare stille og stol paa mig! Jeg skal nok faa ordnet det saaledes, at De ogsaa kommer ind.“

„Naa, hænger det saadan sammen!“ sagde den gamle venligt. „Det kunde De jo straks have sagt mig!“

Varia forsvandt ind i Kontoret, og den gamle gik hen til Andrey og trykkede hjerteligt hans Haand.

„Jeg kender Deres Hemmelighed, unge Mand,“ sagde han, „og ønsker Dem al mulig Lykke! Jeg skal ikke forhindre Deres Møde med Masha! De kan hilse hende mange Gange fra Onkel Timothy!“

Da Varia kom tilbage, fandt hun de to Mænd i fredelig Samtale. Hun havde faaet ordnet det saaledes, at de to Søstre blev bragte ind hver for sig; den gamle Herre skulde tale med den yngste, og hun og Andrey med Masha.

Et Øjeblik efter blev den gamles Navn raabt op, og da han et Kvarters Tid senere kom ud, hviskede han glædestraalende til Andrey: „Masha er forberedt paa Deres Komme! Jeg lod et Par Ord falde derom til Katia!“

Nye Hold besøgende blev indladte, en for en — Fædre, Mødre og Hustruer — alle gik hurtigt, hver især med sin Pakke eller Blomsterbuket. Naar de vendte tilbage, havde de ingen Pakker og ingen Blomster mere, men kun et uendelig sørgmodigt Udtryk i deres Ansigt. Enkelte var fuldstændig knuste, skønt de gjorde deres Bedste for at holde sig tappert. En for en, som blege Skygger forsvandt de i den halvmørke Gang. Andrey var dybt greben ved dette Syn; bag hvert enkelt af disse Ansigter læste han den skjulte Tragedie, og det forekom ham, at han aldrig i sit Liv havde set saa megen Sorg og Lidelse som i disse to Timer.

Endelig kom Turen til ham og Varia.

„Denne Vej!“ sagde hun og førte ham hurtigt igennem en Række mørke Gange ind i et stort, lyst Rum, der mere saa ud som en Forsal end som et Værelse. Til begge Sider fra Indgangsdøren løb to Afdelinger, som nærmest kunde betegnes som to uhyre Bure. Et tæt Staaltraadsnet, som ved nærmere Eftersyn viste sig at være dobbelt, idet der med fire, fem Alens Mellemrum atter var et lignende, spærrede ind til disse Afdelinger. Imellem de to Gitre gik en Skildvagt op og ned, og i Rummet selv sad der to andre, som saa meget søvnige ud.

„Hvor er Fangerne?“ spurgte Andrey.

„De bliver straks førte ind. Vi skal først efterses,“ sagde Varia.

En af Skildvagterne rejste sig ag sagde, at hvis de havde bragt noget med til Fangerne, maatte de aflevere det til den vagthavende Skildvagt, som skulde undersøge det. Denne Skildvagt var ham, der gik op og ned mellem Gitrene, og netop den Mand, som Andrey ønskede at træffe.

Han rakte sin Pakke ind igennem en Luge og sagde højt: „Til Søstrene Dudorov!“

Manden kastede et ligegyldigt, sløvt Blik paa den besøgende og begyndte langsomt at aabne Pakken.

„Jeg maa have mit Brev i Dag,“ hviskede Andrey.

Manden syntes intet at have hørt, men var tilsyneladende ganske optaget af at skære en stegt Kylling i to Dele for at forvisse sig om, at intet Budskab var skjult inden i den.

„I det bageste Værelse — under den gamle Kiste!“ sagde han lidt efter uden at se op.

Varia talte allerede med Masha Dudorov, der med ligblegt Ansigt lænede sig til Gitteret.

„Naa, det er altsaa dig, der er min Kæreste!“ sagde hun smilende, da Andrey kom hen til dem. „Jeg kunde ikke forstaa, hvad Onkel havde ment med sine Ord til Katia!“

„Hvordan har Katia det, og hvordan gaar det eder begge?“ spurgte han.

Hun fortalte, at de begge var raske og vistnok snart vilde blive sendte til Sibirien — de vidste allerede, til hvilken Mine de skulde. Andrey havde flere Venner deroppe og bad hende tage Hilsener med.

De talte i en hurtig, hviskende Tone, uforstyrret af deres Ven Vogteren, der lod, som om han intet hørte.

Masha bad derpaa Andrey om at hilse alle Vennerne, der blev tilbage, og udtalte sluttelig i varme Ord et Ønske om, at han endnu længe maatte beholde sin Frihed og være i Stand til at udrette mere for den store Sag, end hun og Søsteren havde været i Stand til.

Den usædvanlige Samtale bragte Mashas Nabo inden for Gitteret til at studse, og han sagde hviskende et Par Ord til den unge Pige, som derpaa henvendte sig til Andrey.

„Min Nabo, Palizin, ønsker at hilse paa dig!“

Den lille, energisk udseende Mand med de skarpe Ansigtstræk var altsaa den bekendte Revolutionist, den forhenværende Dommer Palizin! Andrey burde for Resten have kunnet tænke sig det; thi uden for Gitteret stod Damen med Drengen, der for nylig var bleven vist ham som Fru Palizin.

Andrey sagde, at han glædede sig over at gøre hans Bekendtskab, selv om det var under disse uhyggelige Forhold, og udtalte sin Beklagelse over, at de ikke mødtes begge to paa denne Side af Gitteret.

„Naa, hvem ved, hvorledes det kan gaa!“ sagde den uforsagte Frihedsmand med et stolt Kast med Nakken. „Vi mødes nok udenfor en Gang! Fængselsmurene er høje, men en Ørn stiger dog endnu højere! I hvert Fald vil min Dreng der snart træde i mine Fodspor!“ Han pegede paa Drengen, hvis Kinder farvedes af en dyb Rødme.

Men pludselig afbrødes deres Samtale ved, at en Stemme fra den anden Del af Rummet raabte: „Andrey, Andrey!“

De to halvsovende Skildvagter fo’r i Vejret, og alle Hoveder vendte sig i Retning af den, der havde raabt; Varia stod stiv af Skræk.

I Afdelingen lige over for stod en Fange og vinkede ivrigt ad Andrey, som nu gik over Gulvet hen til ham.

„Hvad? Mitia? Er det dig? Hvorledes kommer du her?“

Fangen var en tidligere Studiekammerat og Ven af Andrey og den sidste, han ventede at træffe paa dette Sted.

Vagten traadte til.

„Gaa tilbage til Deres Plads, min Herre!“ sagde han barskt. „Det er forbudt de besøgende at tale med andre Fanger end dem, de har Adgangstilladelse til.“

„Jeg beder undskylde!“ sagde Andrey høfligt, men viste desuagtet ikke synderlig Iver for at gaa sin Vej.

„Det er nu det tredje Aar, at jeg er her, kun paa Mistanke!“ hviskede Fangen hurtigt. „Jeg har Brystsyge! Lægen siger, at der kun er en Ottendedel af Lungen tilbage,“ tilføjede han triumferende og med høj Stemme, som om det var en stor Lykke, der forestod ham.

Et voldsomt Hosteanfald afbrød ham, og i samme Øjeblik lød Signalet, der betegnede, at Besøgstiden var til Ende; Fangerne blev førte bort, og de besøgende maatte gaa.

Udenfor i Gangen var der Larm.

„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Varia noget angst.

„Det er en ny politisk Fange, der bliver bragt ind!“ forklarede Fru Palizin.

I dette Øjeblik saa man i den nederste Ende af Gangen. Gendarmer i Færd med at aabne den yderste Port.

For Andrey frembød det ikke nogen særlig Fare at vise sig iblandt de almindelige Fængselsbetjente, da ingen af dem — med Undtagelse af den ene, der var hans Ven — kendte ham af Udseende; men helt anderledes forholdt det sig med Gendarmerne! Han havde al Grund til at holde sig saa meget som muligt paa Afstand fra dem. Men gjort tryg ved den saa heldig overstaaede Visit og ivrig efter at se, hvem Fangen var — det kunde jo være en af Vennerne — glemte han i dette Øjeblik at iagttage den nødvendige Forsigtighed. Lænet op imod Jernstangen tog han Plads i Gangen nogle faa Skridt fra Porten. Et Øjeblik efter rulledes Transport-Baaren ind, og i det fulde Dagslys, som nu faldt paa det lille Gittervindue i Baaren, saa han den ulykkelige Bombemands udtærede, spøgelseagtige Træk! Efter tre Dages Ophold paa et Hospital ansaa man ham for tilstrækkelig restitueret til at kunne forflyttes til Fængslet.

Saa optaget var Andrey af dette uventede Møde, at han ikke bemærkede, at han selv var Genstand for en temmelig skarp Iagttagelse. En rødskægget Gendarm, der gik efter Fangevognen, havde flere Gange set forskende hen paa Andrey og pressede sig nu imellem Jernstangen og Baaren frem til en af Gendarmerne, der gik forbi.

Et Øjeblik efter vendte de tilbage, men da var Andrey forsvunden. Uden at give sig Tid til at vente paa Varia var han hurtigt smuttet ud igennem Porten. Han længtes efter at faa fat paa det dyrebare Brev, som ventede paa ham i Slutterens Hus.

Skildvagten uden for Porten, der som de andre havde været optaget af at stirre paa Transportbaaren, havde ikke lagt Mærke til, at Andrey gik, og da Gendarmerne spurgte, om nogen var gaaet ud, forsikrede han højt og helligt og i god Tro, at ingen i Løbet af de sidste fem Minutter havde forladt Vestibulen.

IV. KAPITEL. Den store Beslutning!

I Hovedkvarteret modtoges Andrey med Glædesudbrud af Georg og Vatajko, der i Ængstelse havde afventet hans Tilbagekomst.

St. Petersborger-Toget kørte Klokken halvti, der var ingen Tid at spilde.

Hurtigt pakkede de deres Ting sammen. Man blev enig om, at Vatajko skulde køre forud til Banen med Tøjet — to smaa Kufferter og en Vadsæk — tilstrækkeligt til at give dem Udseende af at være almindelig rejsende — og tage Billetterne, belægge deres Pladser og derpaa gaa dem i Møde. Da Andreys Stilling var meget udsat, burde han ikke vise sig paa Stationen førend i sidste Øjeblik.

Længe før Andrey og Georg havde ventet, kom Vatajko dem i Møde. Han havde ingen Billetter taget, han erklærede, at det var ganske umuligt for Andrey at rejse med Toget. Der var ikke Tvivl om, at man var paa Jagt efter ham. Stationen var fyldt med Politi; ved Indgangen var der posteret to civilklædte Individer — rimeligvis Spioner, som kendte ham — der stirrede hver enkelt, som kom, hensynsløst ind i Ansigtet. Hvis han viste sig, vilde han straks blive nappet.

Af den Grund havde Vatajko anbragt Bagagen i Garderoben og kom nu for at foreslaa en anden Plan. De skulde køre med Vogn til en af de nærmeste Stationer og rejse derfra — David kunde imidlertid tage med Toget og være der for at advare dem, hvis ogsaa der skulde vise sig at være Ugler i Mosen.

Andrey var adspredt og nedtrykt. Besøget i Fængslet og Zinas Brev havde bragt yderligere Uro i hans forud saa oprørte Sind, og han var kun lidet interesseret i, hvad der foregik omkring ham. De fulgtes alle tre ad; efter adskillig Talen frem og tilbage blev Georg og Vatajko enige om, at det dog vist var sikrest, at de begav sig til Fods til den nærmeste Station, som var fem Mile borte; kun maatte de da se at faa fat paa nogle andre Dragter; thi det vilde se mistænkeligt ud, om „fine Herrer“ rejste til Fods. Vatajko kendte to Snedkere — Brødrene Shigaev — som han var sikker paa vilde hjælpe dem. Han tilbød straks at gaa til dem for maaske endnu samme Aften at kunne bringe de nye Klæder; i saa Fald vilde de kunne komme af Sted tidlig næste Morgen.

Henad Midnat vendte Vatajko tilbage til Hovedkvarteret med en stor Bylt, der indeholdt de fornødne Klæder til Andrey og Georg og to Lærredsposer med Værktøj, saadant som rejsende Snedkersvende i Almindelighed medfører. Men det bedste af det hele var dog to Passer, som Snedkerne havde laant ham paa den Betingelse, at de straks blev sendte tilbage, naar de rejsende var komne til St. Petersborg.

De gik alle tre til Ro for at faa nogle Timers Hvile, inden de begyndte paa deres Vandring. Men det var ikke Andrey muligt at sove, de sidste Dages frygtelige Begivenheder forfulgte ham uafbrudt.

Hvilken Mængde Ofre! Zina — Boris — Vasily og Botcharov — alle døde! Og Masha, Katia og saa mange, mange andre levende begravede! Ogsaa han vilde en skøn Dag staa for Tur, han kunde ikke haabe til evige Tider at undslippe Politiet. Og hvad hjalp saa alle disse Ofre? Havde de i Virkeligheden forbedret Sagen?

Aa, jo! Alle disse Mennesker var ikke døde for intet! Det var Tirailleurerne, hvis Opgave det havde været at skræmme det store Uhyre op af sin Ro, og det blev nu de efterlevendes Sag at fortsætte Arbejdet — at bekæmpe og overvinde Uhyret.

Den Idé, som under „Onkels“ Fortælling vagt og usikkert havde formet sig for ham, slog nu som en fuldt moden Plan ned i ham.

Kampen mod Selvherskerdømmets krybende Lejesvende skulde være forbi, Slaget maatte rettes mod Czaren selv! Og han — Andrey — var Manden, der skulde gøre det!

Halv paaklædt og paa bare Fødder — for ikke at vække Georg — gik han op og ned ad Gulvet.

„Tania!“ raabte pludselig en Stemme i ham, og hans Hjerte snøredes sammen i Fortvivlelse og Angst. Men kun et Øjeblik varede hans Svaghed! Hvad betød deres egne personlige Lidelser i Forhold til hele det uhyre Lands ubeskrivelige, uendelige Lidelser? Desuden — Tania var ikke alene hans Hustru, men hans Kammerat og medkæmpende! Hun vilde billige hans Beslutning og have tilstrækkeligt Mod til at bære sin Del af Byrden.

Han standsede brat midt i Værelset — hans Øjne flammede i vild Begejstring, der laa en ubøjelig Vilje i hans Ansigt, og han rakte begge Hænder frem med samme Gestus, som da han saa Zina paa Fangekærren.

Beslutningen var tagen og var uigenkaldelig; nu kunde han tale om den.

Han vækkede Georg og fortalte ham, i hvilket Ærinde han rejste til St. Petersborg. Georg syntes at blive mere bedrøvet end begejstret ved Meddelelsen; han tænkte paa Tania. Men han kunde ikke lade være med at give Andrey Ret i hans Argumenter, og det var alt, hvad Andrey i Øjeblikket forlangte af ham.

De vækkede Vatajko, som sov i et tilstødende Værelse, og begyndte derpaa at gøre sig i Stand til Rejsen. Man blev enig om ikke at forlade Byen før Klokken otte, den Tid, da Bønderne vender tilbage fra deres Markedsforretninger. I Værktøjssækkene fandt de blandt andet to smaa Haandøkser, som de stak i Bæltet, de gav dem mere Udseendet af rejsende Haandværkere og kunde desuden i Nødstilfælde benyttes som Værge. Det eneste, som ikke passede til Forklædningen, var deres Fodtøj. — Vatajko havde et Par langskaftede Jagtstøvler, som Georg kunde passe; men Andrey var nødt til at gaa i sine egne Fjersko.

Da de nærmede sig Byens Port, saa de til deres Overraskelse to Politibetjente staa opstillede der. Siden Ophævelsen af Brændevins-Monopolet havde der aldrig været Vagt ved Byens Porte — det maatte altsaa have sin særlige Grund.

En Bondekone, som kom bærende med en tom Kurv, hvori hun havde anbragt sit Barn, fik Lov til uhindret at passere. Derefter kom to ældre Mænd, som begge paa det omhyggeligste blev undersøgte, inden de slap igennem. Ikke saa let slap en yngre Haandværker fra det, med ham opstod der en formelig Strid. Han syntes at have besvaret Gendarmernes Spørgsmaal uforskammet; thi pludselig fo’r en af dem løs paa ham med knyttet Næve; den unge Mand parerede behændigt Slaget og løb under djærve Eder sin Vej saa hurtigt, han kunde.

Dette saa ikke meget lovende ud for vore to rejsende.

„Vi maa være belavede paa det værste!“ sagde Georg.

„Overlad bare alt til mig! Vi skal nok slippe igennem!“ svarede Andrey.

De var nu lige ved Porten og følte de to Vogteres Øjne hvile forskende paa sig — Andrey især syntes at være Genstand for deres Opmærksomhed.

„Stop!“ sagde den ene — en lille, kortbenet Fyr — og stillede sig i Vejen for dem.

„Hvem er De? Og hvor skal De hen?“ spurgte han.

„Vi er Snedkere, der er paa Vejen til vor Hjemstavn!“ svarede Andrey i samme Aandedræt.

„Deres Navn, Adresse, Fødested? Hvor længe har De opholdt Dem her i Byen?“ spurgte han.

Andrey besvarede roligt alle disse Spørgsmaal, han havde omhyggeligt studeret sine Passer.

„Hvorfor er De ikke rejste med Banen? Det plejer alle at gøre nu til Dags!“ spurgte han videre.

„Jeg antager, at Vejene er til for enhver!“ svarede Andrey kort — han mente, det var bedst at lade fornærmet.

„De gjorde bedre i at passe lidt paa Deres Mund!“ sagde den anden. „Har De Pas?“

„Ja, naturligvis har jeg Pas!“

„Vil De lukke Deres Sække op, saa at jeg kan se, hvad der er i dem!“

„Der er i hvert Fald ikke noget, der tilhører Dem,“ svarede Andrey mere og mere gnaven — „De spilder bare Tiden for os!“

„Gør, som jeg siger, og se, at du kan rappe dig!“ brummede Politimanden.

Andrey trak paa Skuldrene og aabnede med en halv fortrædelig, halv haanlig Mine sin Sæk.

Betjenten undersøgte Indholdet og vendte sig derpaa mod Georg.

„Og hvem er saa De?“ spurgte han i en langt roligere Tone.

„Jeg hedder Semen Shigaev og skal ogsaa hjem!“

„Saa er De vel Brødre?“

„Halvbrødre!“ svarede Georg; det faldt ham ind, hvor lidt de lignede hinanden.

Imidlertid var der kommet flere Folk til, der skulde igennem Porten og altsaa ogsaa maatte undersøges.

„De kan gaa!“ sagde Politibetjenten og vinkede affærdigende med Haanden.

Andrey tog atter sin Sæk paa Ryggen og belavede sig paa at fortsætte sin Vej. Men den anden Betjent, en høj, koparret Fyr, gik hurtigt hen til sin Kollega og hviskede ham et Par Ord i Øret, hvorpaa denne sprang frem foran Andrey, spærrede Vejen for ham og raabte:

„Halløj — Stop igen! De kommer til at følge med paa Stationen!“

„Hvad skal jeg paa Stationen?“ spurgte Andrey. „Jeg er hverken gal eller drukken, og mit Pas er i Orden.“

„Det skal De nok faa at vide! Min Pligt er det kun at standse Dem her!“

Sagen begyndte at antage et uhyggeligt Udseende. Det vilde være let nok at slaa disse to Karle ned; men hvorledes skulde man undslippe til Fods, paa aaben Landevej og i fuldt Dagslys?

Medens Andrey hurtigt oversaa Terrainet omkring dem, begyndte han heftigt og højlydt at protestere mod denne Behandling. Han var kendt for at være en ærlig Mand og havde de bedste Vidnesbyrd fra sine Mestre.

„Semen!“ sagde ban til Georg. „Løb hen og bed Hr. Arkipovs Forvalter om at komme et Øjeblik herhen! Det er ikke langt herfra,“ forklarede han Betjenten og nævnede en af de nærmest liggende større Gader.

Lovens Haandhæver syntes ikke at ville gøre Indsigelse imod denne Plan, han havde ingen særlige Instrukser for dette Tilfælde, men Georg rørte sig ikke af Stedet, han forstod godt, at Andrey blot vilde se at faa ham bort og i Sikkerhed.

„Jeg har ikke stor Lyst til at gaa!“ sagde han betænksomt. „Efim Gavrilich er en sær Patron — han bliver bare gnaven, hvis man ulejliger ham for en saadan Bagatel!“

Andrey forstod, at Georg ikke lod sig sende bort.

„Nuvel, saa lad os straks gaa til Stationen! Vi har daarlig Tid!“ sagde han til Gendarmerne.

Det var ham om at gøre saa hurtigt som muligt at komme væk fra Stedet, thi der var allerede fuldt af nysgerrige omkring dem.

„De har at vente, til Patrouillen kommer!“ sagde deres Cerberus kort. „Vi kan ikke forlade vor Post for Deres Skyld!“

Andrey og Georg satte sig roligt paa Grøftekanten nogle faa Skridt borte og tændte deres Piber.

Da Mængden ikke længer hørte nogen Strid, gik snart hver til sit — selv Gendarmerne syntes at miste Interessen for deres to Fanger. Men Patrouillen kunde hvert Øjeblik komme.

„Stik et Guldstykke til den Slyngel!“ hviskede Georg ind imellem to dygtige Drag af sin Pibe.

Andrey nikkede; han havde selv tænkt, at de maatte forsøge Bestikkelse. I et Øjeblik, da der ikke fandtes Mennesker i Nærheden, vendte han sig imod Betjenten:

„Hør en Gang, gode Ven! Hvad vil De have for at lade os gaa i Fred?“ spurgte han.

„Hvor meget vil De give?“ spurgtes der tilbage.

Andrey rakte et Par Kobbermønter frem — et alt for stort Tilbud vilde i dette Tilfælde kunne vække Mistanke.

„Nej, min Ven! det er for lidt! Vi er to Mand til at dele. Giv os en Rubel!“

„Det er godt nok sagt! Men tror De maaske, at jeg har mange Rubler at kaste bort. Her er en halv Rubel! Det er meget for meget; men jeg har ikke Tid til at staa her og prutte med dem.“

De var atter fri Mænd. I den første Landsby, de kom til, lejede de et lille Enspænder-Køretøj og ankom ved Middagstid til Jernbanestationen. Her ventede David paa dem med den gode Nyhed, at Vejen var klar, og ikke længe efter dampede de af Sted til St. Petersborg.

*_**

Tania havde imidlertid tilbragt en frygtelig Tid; i de fire Dage havde hun været fuldstændig uden Underretning fra Andrey, som indtil da regelmæssigt hver Dag havde sendt hende en Avis fra Dubravnik — selvfølgelig Byens mest konservative. — Andrey turde ikke paa anden Maade staa i Forbindelse med hende; men for Tania var denne lille, dumme Avis en dyrebar Skat, fordi den bragte Hilsen og Bud om, at hendes Andrey endnu var uskadt.

Men den skæbnesvangre Eksplosion i Bombemandens Hus, som med et Slag kuldkastede alle Planer, og de derefter følgende frygtelige Begivenheder havde til den Grad opfyldt Andreys Sind, at han rent havde glemt at sende det lille Blad til Tania, desuden troede han, at Georg havde skrevet.

Imidlertid var Aviserne i Hovedstaden fyldte med de mest alarmerende Meddelelser, som alle drejede sig om Andrey. Snart hed det sig, at han var arresteret i sit Hjem — saa paa Jernbanen og saa i Byen paa aaben Gade. Rygterne blev vildere og vildere, og den Masse Arrestationer, der foretoges, viste, hvor ivrigt man var paa Jagt efter ham.

Andrey kunde selvfølgelig ikke være bleven arresteret samtidig paa flere Steder; men var det tænkeligt, at han kunde være paa fri Fod uden at sende hende nogen Meddelelse?

Da David kom op til Tania for at fortælle hende, at Andrey om et Øjeblik vilde følge efter — han var kun gaaet til Hovedkvarteret for at skifte Dragt —, vilde hun næppe tro paa Rigtigheden af hans Ord. Men da David smilende forsikrede hende, at han for et Øjeblik siden havde forladt hendes Mand i levende Live, og at de havde gjort Rejsen sammen fra Dubravnik hertil, opklaredes hendes blege, forgræmmede Ansigt af et lykkeligt Smil.

— „Det er jo et rent Mirakel, at han er sluppen helskindet ud af det Helvede!“ sagde hun, da David havde endt sin Beretning.

„Ja, de gjorde det hedt nok for ham,“ svarede David. „De maa sørge for i det mindste i det første halve Aar at holde ham borte fra lignende Affærer, hans Stilling er alt for udsat. Frem for alt maa han ikke forlade St. Petersborg.“

„Jeg skal gøre mit Bedste!“ svarede Tania. „Men jeg frygter desværre, at her heller ikke er synderlig Sikkerhed for ham.“

„Det er alligevel ubetinget det sikreste Sted,“ mente David og tog lidt efter Afsked. Saa snart han var gaaet, løb Tania hen og stillede sig paa Vagt bag Vinduesgardinet — hun kunde herfra overse Gaden i hele dens Længde. Da hun endelig saa ham komme i Drosken, gav hun intet som helst Tegn, men blev staaende ubevægelig; kun hendes lykkestraalende Øjne og smilende Mund sagde ham, at hun havde set ham.

Et Øjeblik senere sluttede Andrey hende i sine Arme og glemte baade Planer og Forsæt, Czaren, Politiet og Sammensværgelser — alt forsvandt i den jublende Følelse af at være elsket og elske igen.

„Du kære!“ hviskede hun ved hans Bryst. „Jeg troede aldrig, at jeg skulde have set dig igen!“

„Det gjorde du Uret i!“ sagde han smilende. „Jeg lovede dig jo at komme fri og frank tilbage!“ Han sad i en Lænestol, hun paa hans Skød. „Men hvor mager og bleg du dog er bleven!“ sagde han. „Har du været syg?“

„Nej; men det har været en frygtelig Tid for mig!“ svarede hun. „Men nu er det alt sammen glemt!“ tilføjede hun fornøjet og fortalte smilende om alle sine Ængstelser.

„Tilgiv mig, du søde! Nu ser jeg først, hvor styg jeg har været imod dig!“ sagde han.

„Bryd dig bare ikke om det! Det var dumt af mig straks at tro det værste. Næste Gang skal jeg være mere fornuftig —“

Men ved den pludselige Tanke om, at hun maaske atter skulde gennemleve noget lignende, udbrød hun i en ganske forandret Tone, idet hun klyngede sig til ham: „Nej! nej! Vi vil aldrig mere skilles! Hvorfor skal vi ogsaa det? Jeg kan paa saa mange Maader være dig behjælpelig. Jeg er jo dog ingen Kryster — er jeg vel?“

Og idet hun lagde begge sine Hænder paa hans Skuldre, bøjede hun sig spøgefuldt tilbage, saa at han kunde se hende lige ind i Ansigtet.

„Nej, det er du ikke,“ svarede han og kyssede hende.

„Det er heller ikke Faren, jeg frygter,“ vedblev hun. „Eller har jeg maaske nogen Sinde ænset den, naar du var her hos mig? Nej, det er Uvisheden, der er saa frygtelig. — Du aner ikke, hvad jeg har lidt, mens du var borte. Jeg levede i en eneste Spænding, indtil Posten havde bragt mig den stakkels „Dubravnik Tidende“, og naar jeg saa endelig havde faaet den, sagde jeg til mig selv, at du jo godt kunde være bleven arresteret et Øjeblik efter, at du havde sendt den — og saa var det lige galt! — Og saa de frygtelige Dage, da der slet ingen Avis kom mere — Aa Gud, alle de rædselsfulde Muligheder, jeg tænkte mig — Men det er stygt af mig at tale om dette! — Jeg ved godt, at du ikke længe vil holde dig i Ro; men du maa love mig, at hvad end din næste Opgave bliver — selv om den bliver langt værre end den sidste i Dubravnik —, saa vil du tage mig med dig? Ikke sandt — du vil give mig Lov til at dele enhver Fare med dig?“

Hun saa paa ham med et ømt bedende, men dog saa tillidsfuldt Blik, som om den Mulighed var helt udelukket, at han kunde afslaa hendes Bøn.

Andrey svarede intet, men betragtede i stum Sorg det yndige, uskyldige, unge Ansigt foran sig. Tania havde ved sit Spørgsmaal selv brudt den Fortryllelse, som et Øjeblik havde holdt alle Skyer borte. Pludselig stod atter den sidste Nat i Dubravnik lyslevende for ham — han mindedes den store Beslutning, han havde fattet, og vidste atter, at han var en dødsdømt Mand. Lykke, Venskab og Kærlighed var ikke mere til for ham! — Den Opgave, han nu havde foran sig, tillod intet Medarbejderskab og havde som Udgang kun Døden.

Den eneste Delagtighed, han kunde give hende i den, var nu at fortælle hende alt; men han tøvede. Han, hvis Nerver var blevne hærdede til Jern igennem de blodige, bitre Erfaringer, som den underjordiske Kamp indbragte, han manglede nu Mod til at hæve Dolken imod dette dyrebare Offers Bryst.

„Andrey, min egen! Hvad er der i Vejen? Hvorfor ser du saa underligt paa mig?“ udbrød hun angst. „Stoler du ikke paa mig? Frygter du for, at jeg ved min Nærværelse skal svække dit Mod? Tro dog ikke det! Hvis du ikke var, netop som du er — saa kunde jeg slet ikke elske dig! Da David fortalte om alle de Farer, der truede dig i Dubravnik, og den Maade, hvorpaa du tog dem, skælvede jeg rigtignok; men jeg følte mig tillige stolt og lykkelig! Det var saa ganske min Andrey — ham, jeg elskede! — Vær overbevist om, at jeg aldrig nogen Sinde skal forsøge at afholde dig fra at gøre det, som du anser for rigtigt og nødvendigt!“