Front matter (continued 2)

„Vend dig ikke om — gaa roligt videre,“ hviskede han til Vennen, „der er en Spion efter os. Paa Hjørnet af Kosoistrædet skilles vi, og jeg tager ham paa min Kappe alene. Der er et godt Stykke længere til mit Hus.“

„Jeg er med!“ svarede Georg og nikkede.

De var snart efter ved det Sted, hvor de skulde skilles. Georg gik, Andrey tog et Par Skridt, men standsede saa for at tænde en Cigar. Nu, da han saa Mandens Ansigt, var enhver Tvivl forsvunden, i dets Træk stod tydeligt hans Profession skrevet: han havde et eget forskræmt og spændt Udtryk, som han forgæves søgte at skjule under en ligegyldig, skødesløs Mine. For Resten var det en høj, stiv Skikkelse med store røde Hænder og gult Haar og Skæg.

Spionen, som nu maatte gøre sit Valg, hvilken af de to han vilde følge, standsede raadvild et Øjeblik. Andrey var den ældste og smigrede sig med at se langt mere værdig og alvorlig ud end Georg; han var vis paa, at Manden vilde vælge ham.

Rimeligvis vilde han ogsaa have gjort det; men Andrey fik ikke straks Ild i sin Tændstik, og Spionen, som blev gjort usikker ved denne Tøven, gjorde pludselig kort omkring og gav sig til at følge efter Georg. Andrey havde selvfølgelig forudset denne Mulighed og slog straks ind i samme Gade. At have en Fjende foran og en anden bag sig i et snævert, øde Stræde er en højst ubehagelig Situation, og selv den modigste Spion vil næppe holde den ud mere end nogle faa Minutter. Fyren standsede da ogsaa ganske rigtig for at læse en Teaterplakat, der var opslaaet paa en Mur. Andrey gik roligt forbi ham, fredeligt rygende paa sin Cigaret, og da han var kommen en Snes Skridt bort, hørte han atter Fodtrinene bag sig. Det var det, han havde ventet. Han gik langsommere end Georg, som en Mand, der er paa Udkig efter en Droske, og Vennen fik derved et betydeligt Forspring og var snart forsvunden om et Hjørne. Andreys Plan var den, at lade Spionen følge efter sig igennem flere afsides liggende Gader og saa at se at faa fat i en Vogn, som han vilde give Ordre til at køre til et eller andet langt borte liggende Sted; men han blev sparet for denne Udgift, Skridtene bag ham lød fjernere og fjernere og hørtes til sidst ikke mere. Da Manden forstod, at han var opdaget havde han af sig selv opgivet Forfølgelsen. Andrey var snart efter hjemme, laasede omhyggeligt Dørene og forvissede sig om at Revolver og Dolk, som han altid bar i sit Bælte, var i god Orden.

V. KAPITEL. Tania vinder sine Sporer.

Georgs spøgefulde Bemærkning om Advokat Repins urolige Søvn syntes at skulle have været et ildevarslende Omen; thi næppe var hans to farlige Gæster ud af Døren, førend Gendarmerne viste sig.

Repin var ingen Kujon; men hans Blod stivnede, da Mændene i den forhadte blaa Uniform traadte ind i hans Stue. Hans første Tanke var, at de to unge Mænd var blevne arresterede uden for paa Gaden, og at hans Hus i den Anledning skulde undersøges. Men Gendarmernes første Ord beroligede ham i saa Henseende. Det uvelkomne Besøg skyldtes en eller anden lettere Mistanke, hvis Begrundelse han ikke blev klog paa, og at det netop skete i Aften, var kun en Tilfældighed. Advokaten aandede friere; for hans eget Vedkommende havde han intet særligt at befrygte.

Politiet ransagede Huset, men fandt intet kompromitterende. Klokken tre om Morgenen gik de igen. Som Følge af Repins høje sociale Stilling blev han ikke arresteret, men maatte kun aflægge en højst ubehagelig Visit paa Politikammeret for at besvare en Del nærgaaende og taabelige Spørgsmaal.

Man lod ham i Fred; men det skuffede Politi vedblev at bevogte hans Hus. Denne Omstændighed kunde have skæbnesvangre Følger for alle, især hvis man blev opmærksom paa Zinas og Georgs ret hyppige Besøg. Det var nødvendigt saa hurtigt som muligt at underrette dem om det passerede, og Tania blev allerede næste Morgen sendt af Sted for at advare Vennerne.

Hun begav sig paa Vandring med al den Ophidselse, som en ung Pige uvilkaarligt føler, naar man for første Gang har betroet hende en alvorlig og farefuld Mission.

Eftersom deres Hus blev bevogtet, var det mere end rimeligt, at hver enkelt af dets Beboere vilde blive fulgt, naar de gik ud. Hun var i den dødeligste Angst for, at hun, i Stedet for at advare, skulde føre Spionerne lige ind til dem. Hvorledes skulde hun undgaa at blive forfulgt? Hun iførte sig en Dragt, der var noget forskellig fra den, hun plejede at bære, og traadte ud paa Gaden i det Øjeblik, da den mistænkelige Mand henne paa Hjørnet var forsvunden for at aflægge en af sine korte Visitter paa Politistationen. Men hvem kunde vide? Maaske stod der bag Gardinerne i hint Vindue ovre paa den anden Side af Gaden en anden Spion, som havde set hende og signaliserede til den første, saa snart han var vendt tilbage? Hun skyndte sig ned ad Gaden, forfulgt af de Gøglebilleder, hendes Hjerne fostrede. Eller hvad garanterede hende for, at hin gamle, værdigt udseende Dame, som gik i samme Retning som hun, ikke var en Spion? Men den gamle Dame drejede om det første Hjørne og gik hen ad Nevsky-Kvarteret til, uden saa meget som at se paa den unge Pige. Det var altsammen meget godt; men det kunde være et Krigspuds, og den forklædte Spion kunde have givet et Vink til en anden, som skulde fortsætte Forfølgelsen! Eller hvis hun virkelig tog fejl i denne Formodning, var hun da sikker paa, at ikke en virkelig Spion fulgte efter hende i nogen Afstand?

Den stakkels Pige var fuldstændig raadvild og lige ved at tabe Hovedet, da det pludselig faldt hende ind, at en Slægtning af hende boede i et Hus i Liteinaia, som stod i Forbindelse med Mokhovia Gaden ved en smal Gennemgang. Selv paa den travleste Tid af Dagen blev denne Passage kun benyttet af meget faa Mennesker, og nu saa tidligt paa Formiddagen vilde den rimeligvis være helt øde. Dersom hun kom igennem denne Gyde uden at have nogen bag sig, kunde hun være temmelig sikker paa at være undsluppen Tredje Afdelings Blodhunde.

Dette Eksperiment var saa simpelt, at hun undrede sig over ikke at være falden paa det. Hun tog en Vogn til Liteinaia og havde den Tilfredsstillelse at mærke, at hun ikke blev fulgt af nogen anden Vogn. Det var hendes Hensigt at opsøge Georg i hans Bolig. De aktive sammensvorne holder deres private Adresser meget hemmeligt, og som Regel kender kun Kollegerne dem, men Georg havde gjort en Undtagelse over for Tania. Hun vidste hvor han boede, og havde allerede besøgt ham nogle Gange i hans Hule. Den russiske Omgangstone tillader en saadan Frihed mellem unge Mænd og Kvinder. Hun lovede Kusken en Drikkeskilling, hvis han vilde køre hurtigt, og ti Minutter efter holdt hun ved Indgangen til den omtalte Gyde. Den var ikke helt øde, idet to Vaskerkoner, der bar en stor Kurv imellem sig, netop i dette Øjeblik drejede ind i den. Men Tania var nu tilstrækkelig rolig til ikke at mistænke disse to Kvinder for at staa i nogen som helst Forbindelse med Tredje Afdeling. Hun fortsatte sin Vej til Fods.

Næsten i samme Øjeblik, hun ringede paa Georgs Dør, blev den aabnet. Han var hjemme og modtog den uventede Gæst med et Glædesudbrud.

„Hvilken god Vind har dog ført Dem her hen, Tatiana Grigorievna?“ sagde han. „Mine bedste Venner er i Dag samlede under mit Tag, vi savnede kun Dem!“

I sin overstrømmende Glæde gav Georg hende ikke Tid til at faa indført et eneste Ord, men trak hende gennem Forstuen ind i sit Arbejdsværelse, hvor hun fandt Andrey og en høj, smuk Dame, som hun ikke før havde set.

Det var Helene Zubova, der lige var kommen fra Schweiz.

De to unge Piger blev forestillede for hinanden, og Tania fandt nu endelig Anledning til at fortælle, hvorfor hun var kommen.

Meddelelsen om det natlige Besøg i Advokatens Hus gjorde et stærkt Indtryk paa Vennerne; men man tog dog Sagen forholdsvis roligt, efter at man havde faaet at vide, at der intet kompromitterende var fundet, og at Repin ikke var arresteret.

Georg fortalte derpaa Tania, hvorledes de to ogsaa nær var bleven nappede paa Hjemvejen om Natten.

„Og hvis vi altsaa kun var bleven et Øjeblik længere oppe hos Dem, vilde vi uundgaaelig være bleven arresterede,“ tilføjede han.

„Ja!“ bemærkede Andrey halvt spøgende og halvt alvorligt. „Ethvert Menneskes Skæbne er skrevet forud, og ingen kan undgaa den.“

„Men det er dog ganske godt at hjælpe Skæbnen lidt med at ordne Tingene,“ mente Georg.

Saa takkede de begge to Tania, fordi hun var kommen for at advare dem.

Helene var den første, der spurgte, hvorledes hun egentlig havde baaret sig ad med at komme ud af Huset, som dog vistnok var bevogtet.

„Er De vis paa, at man ikke er fulgt efter Dem?“ spurgte hun.

Tania fortalte alle sine Ængstelser og den lille List, hun havde benyttet for at komme bort fra mulige Forfølgere.

Helene klappede i Hænderne.

„Det har De jo klaret helt brillant, Tatiana Grigorievna!“ udbrød hun. „Ingen af os kunde have gjort det bedre.“

„Mener De virkelig?“ spurgte den unge Pige rødmende. „Det faldt mig ikke ind, at der var noget særlig klogt i det.“

„Saa meget des bedre,“ sagde Georg, „De har altsaa ligefrem et medfødt Talent i den Retning.“

Han var henrykt over, at Tania havde givet dette lille Bevis paa Aandsnærværelse og Dygtighed, og var lykkelig ved at se det anerkendende varme Blik, det indbragte hende fra hans to Venner.

Tania rejste sig for at tage Afsked; nu, da hun havde udrettet sit Ærinde, tillod hendes Taktfølelse hende ikke at blive her længer.

Georg saa umaadelig skuffet ud og bad hende dog endelig blive lidt endnu; men Tania holdt paa, at hun burde gaa.

„De har dog vistnok et eller andet at tale alene om med Deres Venner,“ sagde hun til ham.

„Nej, aldeles ikke, bliv endelig! Det er ikke noget Forretningsmøde. De behøver ikke at gaa af den Grund.“

Andrey gentog Georgs Forsikring og bad hende blive lidt endnu. Nu, da hendes Faders Hus ikke længer var sikkert, kunde det maaske vare længe, inden de atter fik Lejlighed til at se hende.

Andrey talte forøvrigt næsten ikke med hende, men overlod hende helt til Georg; han selv var optagen af at tale med Helene om Annie Vulitch. Lenas Fortællinger om den unge Pige bestyrkede ham i hans egne Formodninger efter det gode Indtryk, han havde faaet af hende.

Desuagtet forlod Bevidstheden om Tanias Nærværelse ham ikke et Øjeblik; han følte den som noget behageligt, paa samme Maade som man ubevidst nyder Glæden ved et smukt Landskab, selv om ens Tanker er optagne i ganske andre Retninger.

Da Tania en halv Time senere rejste sig og gik, idet hun erklærede, at hendes Fader ellers vilde blive ængstelig, forekom det Andrey, som om Stuen pludselig blev mørk og tom.

„Sikken et fortryllende Ansigt!“ udbrød Helene.

„Ja, spørg kun Georg, hvad han mener derom,“ sagde Andrey smilende; han var selv ganske enig med Lena — Tania havde endog set ualmindelig indtagende ud i Dag.

De optog atter deres Samtale, og hen ad Klokken tolv kom Zina og Vasily Verbitzky, der var kommen fra Schweiz sammen med Helene. Andrey havde holdt sit Løfte om at sørge for, at de begge to snart fik Lov til at vende tilbage til Rusland. Zina var i den højeste Ophidselse, og selv Vasilys urokkelige Ansigt viste Tegn paa Sindsbevægelse.

„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Georg.

Zina svarede ved at forelæse dem et Brev fra Dubravnik, der indeholdt haarrejsende Beskrivelser af den Maade, hvorpaa de politiske Fanger behandledes. Den kulminerede i en hidtil ukendt Skændselsdaad. Efter Dommerens Ordre var en ung Pige — hvis Navn nævntes fuldt ud i Brevet — bleven klædt nøgen af i Gendarmernes og Fangevogterens Nærværelse, under Foregivende af, at Fængselsreglementet forlangte, at man førend Indespærringen skulde have en nøjagtig Beskrivelse af Fangens Person.

Brevet paahørtes under dødlignende Tavshed, den glade Stemning, der før havde hvilet over det lille Selskab, var som bortblæst. Hævnens mørke Aand hvilede nu over dem alle, og hver især var opfyldt af de samme truende, trodsige Tanker.

„Dette maa ikke gaa ustraffet hen!“

„Nej, der maa statueres et frygteligt Eksempel!“ udbrød Georg og Helene omtrent samtidigt.

Andrey sagde intet, han mente, det faldt af sig selv.

„Det er netop det samme, som vore Dubravnik Folk mener,“ sagde Zina. „Thi de beder os i deres Brev om at sende dem en paalidelig og erfaren Kvinde, som kan forestaa et Tilflugtssted for sammensvorne. De spørger ogsaa, om vi kan skaffe dem en sikker Mand med en kølig Hjerne og en rolig Haand.“

„Den Mand vil jeg være!“ udbrød Andrey.

„Nej,“ protesterede Vasily paa sin langsomme, dovne Maade. „Det bliver mig, jeg har allerede talt med Zina derom.“

Zina bekræftede det og erklærede, at det var bedst saaledes, ikke af den Grund, at den ene var mere egnet dertil end den anden, men Andrey havde allerede faaet sine Forbindelser i St. Petersborg og var begyndt paa sin mere aktuelle Virksomhed. Desuden var Vasily en ny Mand og derfor som skabt for Dubravnik-Affæren.

Hermed var Sagen afgjort.

Med Hensyn til Valget af Kvinden var der kun én Mening. Zina, som før havde været i Dubravnik, havde alle Kvalifikationer paa sin Side. Saaledes var begge de ønskede Personer fundne; Sagen skulde nu kun ved næste Møde forelægges Komitéen til Vedtagelse; men dette var en ren Formsag, og man vidste forud, at ikke en eneste Stemme vilde rejse sig imod Forslaget.

„Det er sandt,“ sagde Zina og vendte sig imod Helene, „kunde De have Lyst til at tage min Plads her under min Fraværelse?“

Den unge Pige svarede, at hun vilde være glad ved straks at finde Arbejde, og Zina begyndte at forklare hende, hvad hun havde at gøre.

Det viste sig at være et meget omfattende Arbejde — nemlig Propaganda iblandt den oplyste Ungdom, Propaganda blandt Arbejderne og den hemmelige Korrespondance med Fangerne i Fæstningen.

„Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan paatage mig alt det, især Korrespondancen,“ sagde Helene tøvende. „Jeg ved endnu saa lidt om, hvad der foregaar her.“

Georg lovede at paatage sig denne Del af Arbejdet, og tilbød at hjælpe hende med det andet, indtil hun var kommen rigtig ind i Forholdene.

„De vil snart have overvundet de Vanskeligheder,“ sagde han opmuntrende. „I Morgen besøger vi en Ven af mig — Medlem af den ene Klub, han vil sætte Dem ind i det hele. Og De har allerede lært et af Medlemmerne af den anden Klub at kende, Tania Repina, som var her nu.“

„Har Tania været her? Er der hændet noget særligt?“ spurgte Zina.

I Ophidselsen over Brevet fra Dubravnik havde man helt glemt Begivenheden hos Repin og ikke omtalt den for de nyankomne.

Zina blev stærkt berørt ved Meddelelsen.

„Ved Repin, hvorfor Politiet har ham mistænkt?“

„Nej! Man sagde intet, og det er ham ikke muligt at tænke sig Grunden.“

„Jeg tror, at jeg kender den,“ svarede Zina. „Den staar i Forbindelse med Arrestationerne i Dubravnik. Der er en svag Hentydning dertil i Brevet, som jeg først nu forstaar. De omtaler at en vis Novakovsky er bleven arresteret, en Advokat, der, saa vidt jeg ved, stod paa en venskabelig Fod med Repin, og de tilføjer, at jeg maa advare „Pandekt, Nummer et“. Jeg forstod ikke, hvem der mentes med denne Benævnelse; nu kan jeg tænke mig, at det maa være Repin. Det kommer der af at være alt for forsigtige igen.“

„De vilde dog ikke have kunnet advare ham, selv om De straks havde gættet det rigtige,“ sagde Andrey. „Rimeligvis er Ordren om Husundersøgelsen kommen telegrafisk, og da der ingen Ulykke er sket, behøver vi ikke at ængste os synderligt over den Sag.“

„Det er sandt nok, men jeg frygter for, at den ikke er endt dermed. Novakovsky bar været indviklet i alvorlige Affærer, hvert Øjeblik kan bringe vigtige Opdagelser for Lyset, og Repin kan blive alvorlig indviklet deri. Vi maa se at faa givet ham et Vink, saa at han ikke falder til Ro i en muligvis skæbnesvanger Sikkerhedsfølelse.“

Da man ikke turde gaa til Advokatens Hus, blev man enig om at en af dem skulde opsøge Krivoluzky og sende Repin Bud gennem ham.

VI. KAPITEL. Advokat Repin.

Kort efter afrejste Zina og Vasily Verbitzky til Dubravnik, og nogle faa Dage senere meldte et Brev, at de var ankomne i god Behold. Ti Dage efter kom endnu et Brev fra Zina, hvori hun meddelte, at „Affæren var i fuld Gang“, og at det ikke vilde vare længe, førend „den var ordnet“. Desuagtet skulde denne Affære ikke blive ordnet, hverken nu eller senere; thi Dommeren, der havde beordret den skændige Handling, blev greben af en saadan Panik, da han forstod, at man agtede at hævne sig, at han under Foregivende af pludselig Sygdom skaffede sig Orlov og i al Hastighed forlod Byen. En Maaned senere sivede det Rygte ud, at han for bestandig havde forladt Ministeriets Tjeneste. Hvor opbragt vore Dubravnik Folk end var paa ham, var der intet andet for dem at gøre end at lade den Fugl flyve. Det er en vedtagen og urokkelig Bestemmelse iblandt Terroristerne, at fra det Øjeblik en Embedsmand ophører at være skadelig, maa han i intet Tilfælde hugges ned kun for Hævnens Skyld. Paa denne Maade har adskillige Kujoner undgaaet den Skæbne, der ventede dem.

Men disse Mennesker, som nu var førte sammen her for at fuldbyrde en Hævnens Gerning, spredtes ikke ved Offerets Flugt. Man blev enig om, siden man nu en Gang var her med hele Apparatet i Orden, at tage fat for Alvor paa Forsøgene paa at redde de tre Revolutionister, som afventede deres Dom i Dubravniks Fængsel, nemlig Boris og hans to Kammerater Levshin og Klein.

Zina skrev i den Anledning til Hovedkvarteret i St. Petersborg, som fuldstændig billigede den ny Plan og lovede at understøtte dem med Penge og, hvis det var nødvendigt, ogsaa med Mandskab.

Andrey var forberedt paa at blive kaldet til Dubravnik hver Dag, men undrede sig desuagtet ikke over, at Uge hengik efter Uge, uden at man sendte Bud efter ham. Zina, som var den, der ledede Forberedelserne dernede, havde faaet Ordre til ikke at skrive efter Andrey, førend det Øjeblik var kommet, da den afgørende Handling stod for Døren, og han vidste af Erfaring, hvor vanskeligt det var at ordne en saadan Sag. Paa denne Maade forløb Sommeren uden at bringe noget særlig nyt fra Dubravnik.

I St. Petersborg var Sæsonen lige saa død, som den altid plejede at være paa denne Aarstid. Den korte Sommers brændende Hede, der føles dobbelt, fordi den staar i saa stærk en Modsætning til Temperaturen den øvrige Del af Aaret, driver enhver, der blot kan skaffe Midlerne dertil, bort fra den kvælende By, ud hvor der findes en Mundfuld frisk Luft. Saavel Arbejderen som Videnskabsmanden søger ud til de grønne Marker, henholdsvis for at finde Arbejde eller Hvile. Denne almindelige Udvandring frembringer en følelig Mangel paa Liv baade i Byens Forretningsverden og i dens aandelige Rørelser. Og Nihilismen slumrer saa vel som alt andet i den hede Aarstid, idet dens Medlemmer er spredte vidt og bredt over Landet. Alligevel var man denne Sommer mindre uvirksom end ellers, hvilket hovedsagelig skyldtes den voksende Propaganda iblandt Arbejderne, af hvilke der altid er nok i Byen baade Sommer og Vinter.

Andrey ofrede sig for dette Arbejde med hele sin Energi, saa længe som man ikke paa andre Maader behøvede hans Hjælp. Han havde i tidligere Dage tilbragt en Del af sin Tid med at drive Propaganda iblandt Arbejdsklassen, og havde fra den Gang flere Venner imellem dem, som var glade ved atter at gense ham. I Løbet af fjorten Dage var han helt fortrolig med sine Folk og med sit Arbejde. Han var afholdt paa Grund af sin ligefremme, alvorlige Maade at være paa, og man lyttede med Glæde til hans klare, forstandige Tale, der var fri for enhver unyttig Forsiring. Andrey paa sin Side følte sig hjemme blandt disse Mennesker, og det var egentlig det Arbejde i Revolutionens Tjeneste, han syntes bedst om. I den Retning var han en absolut Modsætning til Georg, som foretrak Propagandaen iblandt den studerende og mere dannede Klasse, hvor hans glimrende Talegaver anderledes kunde komme til deres Ret.

Det var en klar Søndag Eftermiddag i den første Halvdel af August; Andrey var paa Vejen hjem fra et Arbejdermøde i Vyborg-Kvarteret, der stod under hans særlige Varetægt. Klokken var seks, og han standsede ved Liteiny Broen for at overveje, om han skulde gaa videre ad Hjemmet til, eller om han skulde staa op i en Omnibus og kørte til Repins Sommervilla ved „Den sorte Flod“. Han kunde naa den paa en Time, og Dagen og Tiden egnede sig godt for et Besøg. Alligevel følte han lidt Samvittighedsnag ved at give efter for sin heftige Lyst til at besøge Repins. Han havde været der to Gange i den forløbne Uge, og det var ubetinget klogest ikke atter at vise sig der. Vist nok havde den Uvejrssky, som for nogle Maaneder siden trak sammen over Advokatens Hoved, atter spredt sig; Novakovsky var bleven frigivet, uden at Dubravnik Politiet var kommen under Vejr med hans kompromitterende Forbindelser, og Repin var ikke yderligere bleven forulempet; hans Hus var saa sikkert, som en Russers i det hele taget kan være.

Alligevel indeslutter enhver „Ulovligs“ Besøg i sig selv en Fare og bør ikke gentages for ofte, og Andrey besluttede derfor at være dydig og gaa lige hjem, omendskønt hans Værelser i dette Øjeblik kun forekom ham lidet tiltrækkende. Han gik ogsaa virkelig over Broen, men da Omnibussen til „Den sorte Flod“ i samme Øjeblik, som han naaede den anden Side, kom rullende hen imod ham, og han saa, at der var en Plads ledig paa Kuskesædet, skyndte han sig med at springe op og sikre sig den.

Man maa heller ikke være alt for ængstelig, trøstede han sig med; i de udenbys Distrikter er Politiet mindre aarvaagent, og en Visit mere eller mindre betyder ikke saa meget, særlig en Søndag, hvor der altid ventes Gæster fra Byen. Det faldt ham pludselig ind, at der var Musik i Parken hver Søndag Aften, og da Tania vist nok gerne gik derhen, kunde han være hendes Ledsager; thi Advokaten arbejdede altid om Aftenen.

Siden Andrey for to Maaneder siden havde truffet Tania første Gang, var der ikke hengaaet en Uge, uden at han havde set hende, i Begyndelsen rent tilfældigt, senere ved mere eller mindre planlagte Kombinationer. Efter at Repins var flyttede paa Landet, tilbragte Andrey de fleste af sine ledige Aftener enten hos Advokaten eller hos Helene Zubova. Den unge Pige havde for Sommermaanederne lejet et Værelse i Nærheden og kom meget sammen med Tania.

For Andrey med hans mange dyrekøbte Erfaringer i Livet var Tania trods sine nitten Aar omtrent et Barn endnu; men der var alligevel i deres Smag, i deres Sympatier og Interesser saa megen Overensstemmelse, at han følte hendes Selskab som noget af det kæreste og bedste. Det faldt ham ikke ind, at denne fortrolige Omgang kunde rumme nogen Fare for hans Sjælsro, og med Hensyn til Tania ansaa han det for helt utænkeligt; han havde intet ved sig, der satte en Kvindes Fantasi i Bevægelse. Vist nok var der mange, der havde holdt af ham; men de havde dog alle giftet sig med en anden. Det var nu en Gang hans Skæbne i Livet; og han havde vænnet sig til at tage det med Ro; en Kvindes Kærlighed er en stor, men skæbnesvanger Lykke, og for en Oprører er det bedre at være den foruden.

Desuden elskede Georg jo Tania, og Andrey havde først troet, at denne Følelse blev gengældt fra hendes Side, men han var i den sidste Tid begyndt at blive noget tvivlsom paa dette Punkt. Tanias Følelser for Georg var næppe mere end søsterlige. Men mærkeligt nok var det dog Vennens Kærlighed til den unge Pige, der gjorde ham blind over for hans egne Følelser.

Georg var en sjældnere Gæst i Advokatens Hus end Andrey. Den unge Digter benyttede den Ferie, som Sommeren bragte med sig, til at arbejde paa sine egne Ting.

Da Andrey naaede Advokatens smukke, lille Villa, som var smagfuldt prydet med Træskærerarbejde i russisk Stil, fandt han Husets Herre alene hjemme. Tania var gaaet ud. Helene Zubova var kommen straks efter Middag for at hente hende til en Spadseretur, Georg ventede paa dem i Parken, og de kom næppe hjem før sent paa Aftenen, forklarede den gamle Herre.

Andrey følte sig bittert skuffet og vilde straks tage Afsked, men hans Vært holdt ham tilbage.

„Sid dog ned og ryg en Cigar!“ sagde Repin. „Jeg fejrer ogsaa min Søndag nu.“

Foran ham laa et nylig udkommet Hæfte og en Elfenbenspapirkniv mellem dets Blade.

„Hvor kommer De fra, og hvad nyt foregaar der i den Del af Verden, hvor De færdes?“ fortsatte Repin. „Skal vi alle sammen gaa i Hundene, og er De allerede bleven enige om paa hvilken Maade?“

„Aa nej, slet saa galt er det ikke,“ svarede Andrey. „Jeg kommer fra et Arbejdermøde.“

„Ja saa! Udrettes der meget ad den Vej?“

„Ubetinget! Især i det sidste Aars Tid.“

„Og finder De virkelig, at disse Bestræbelser bærer Frugt?“ spurgte Advokaten stærkt interesseret, men i en noget tvivlende Tone.

„Naturligvis gør det det, hvorfor skulde vi ellers blive ved dermed?“ spurgte Andrey.

„Aa, de fleste Mennesker er i Regelen mest udholdende paa de Punkter, hvor det er mest frugtesløst,“ bemærkede Repin.

Født Adelsmand og opdraget iblandt dem, der havde Livegne under sig, nærede Advokat Repin som saa mange af de bedste Mænd fra hans Tid den Anskuelse, at der imellem den dannede Mand og Arbejderen var en uoverstigelig Afgrund. I sin Virksomhed som Advokat ved de politiske Forhør havde han vistnok truffet adskillige Arbejdere og Bønder, som aandeligt stod paa fuldstændig samme Niveau som den mere dannede Mand, og det slog ham hver Gang som noget helt nyt. En Svale — ja selv en halv Snes — gør imidlertid ingen Sommer, og han var lige saa tvivlende som før, men greb dog nu med Glæde Anledningen til at høre lidt nærmere om dette Spørgsmaal af en Mand, der som Andrey kendte alle dets for og imod.

Han lyttede derfor med stor Opmærksomhed til den unge Mands Ord, idet han af og til nikkede samstemmende.

„Ja, jeg maa indrømme, at det er en god Begyndelse,“ sagde han til sidst, „og den mest haabefulde Del af eders Gerning, den eneste, som jeg i Virkeligheden kan være med til at godkende. Og jeg er Dem taknemmelig, fordi De har sat mig saa godt ind i Sagen.“

Advokat Repin drøftede ofte politiske og revolutionære Spørgsmaal med Andrey. Den unge Mand var den af Datterens Venner, som han helst saa i sit Hus og helst talte med. De var selvfølgelig aldrig enige, men de saarede hinanden mindre og forstod hinanden bedre end de øvrige.

„Jeg vil nu sige Tak for denne Gang!“ sagde Andrey, idet han rejste sig. „Jeg vil gaa igennem Parken, maaske kan jeg være saa heldig at træffe de andre. Tør jeg i hvert Fald bede Dem om at hilse Tatiana Grigorievna fra mig?“

Da Repin atter var alene, greb han sin Bog for at genoptage Læsningen; men det var ham umuligt at læse videre. Han var saa opfyldt af sine egne Tanker, at han ikke var i Stand til at følge Forfatterens. Han tænkte paa sin Datter og paa den vanskelige, sørgelige Stilling, hvori hendes synligt voksende Sympati for Revolutionen bragte ham.

Repin var ingen Tilhænger af Revolutionen, som den var paa den Tid. Som en Mand fra en langt tidligere Periode var han en varm Beundrer og virksom Understøtter af den store Frihedsbevægelse fra 1860, hvortil Herzens Navn saa nøje var knyttet. Han var bleven disse Traditioner tro, og naar Revolutionisterne haardnakket angreb den politiske Despotisme i Rusland, kunde han ikke andet end i dem at se Forkæmperne for hans egne Doktriner. Omendskønt han var alt for gammel til at dele deres Forhaabninger eller til at bifalde deres hensynsløse Midler for at naa Maalet, ansaa han dog ikke dette for tilstrækkelig Grund til selv helt at unddrage sig ethvert Ansvar eller enhver Byrde i den forestaaende Kamp. Han havde set for meget af Despotismens Rædsler til ikke at føle, at selv den vildeste Form for Gengældelse var naturlig og undskyldelig, ja endog moralsk berettiget, og han følte hverken Had eller Afsky for dens Forkæmpere, snarere en vis Respekt.

En Begivenhed, som var hændet for tre Aar siden, havde bidraget væsentlig til at fæstne hans den Gang noget vage Sympatier. Han var bleven opfordret til af optræde som Defensor ved et politisk Forhør. Paa den Tid havde de politiske Forbrydere endnu Ret til at lade sig forsvare af Advokater. Han blev paa denne Maade bekendt med Zina Lomova — hans Klient — og med flere af hendes Kammerater. Hans Interesse for Sagen blev forhøjet ved den stærke personlige Sympati, som disse brave og modige unge Mennesker indgød ham.

Da den efter hans Mening højst uretfærdige Dom faldt otte Maaneder senere, og Zina, efter at være flygtet, uventet en Dag opsøgte ham i hans Bolig i St. Petersborg, modtog han hende med aabne Arme og tilbød hende Beskyttelse og alt, hvad hun ellers behøvede. Zina tilbragte i Virkeligheden flere Dage i Advokatens Hus, indtil hun Ved hans Hjælp var bleven sat i Forbindelse med dem af hendes tidligere Venner, der som „Ulovlige“ boede i Hovedstaden.

Igennem Zina var Repin og hans Datter iblandt andre ogsaa blevne bekendte med Boris Maevsky, med hvem hun kort efter giftede sig. Advokatens Hus var Samlingsstedet for den højeste Intelligens i St. Petersborg, og der var intet Sted, hvor Oprørerne — i Mangel af en fri Presse — bedre kunde faa Begreb om de toneangivendes Meninger og Sympatier. Flere af Oprørerne sluttede Venskab med hans Datter, hvem de tydeligt nok betragtede som et fremtidigt Medlem af deres Parti.

Den gamle Advokat var tilstrækkelig klartseende til at frygte at deres Forhaabninger var vel begrundede, og at den Dag var nær, da hans elskede Barn vilde blive trukken med ind i denne bundløse Hvirvel, som krævede saa mange Ofre. Han vilde have givet sit Liv for at frelse hende; men han kunde ikke se, hvorledes det lod sig gøre. At forbyde hende ethvert Samkvem med de sammensvorne forekom ham lige saa moralsk umuligt, som det var ham selv at nægte enhver Hjælp, kun fordi han derved kunde risikere en Dag at komme i Kollision med Politiet. Desuden, til hvad Nytte var alle Forbud og al kunstig Indespærring naar Smitstoffet laa i Luften? Hvor mangen en Fader har ikke forsøgt dette fortvivlede Middel og med hvilket Resultat? For at se sit Barn træde op imod hans Autoritet og i Vrede og Had skille sine Veje fra hans. Nej, saa hellere lade det værste ske, aldrig skulde hans Datter komme til at se paa ham som paa en Fjende. Han lagde intet Baand paa hendes Frihed, men stolede paa, at den moralske Indflydelse, han havde over hende, vilde være tilstrækkelig til at afholde hende fra et Skridt, som han ansaa baade for farligt og fortvivlet. I lang Tid havde han smigret sig med aandeligt at have saa megen Magt over hende, at hun holdtes inden for bestemte Grænser; men i den senere Tid havde han lagt Mærke til en Forandring hos hende, som gjorde ham urolig. Han frygtede, at den skæbnesvangre Krisis nærmede sig, og nu, imedens han sad her foran sin opslaaede Bog, følte han sit Hjerte sammensnøres ved Tanken om dette uafvendelige.

VII. KAPITEL. En Proselyt.

Andrey forandrede sin Beslutning om at gaa ned i Parken og gik i Stedet for lige til Helenes Bopæl. Rimeligvis vilde de dog komme hjem for at spise til Aften, hvis de ikke allerede var der; og han fremskyndede sine Skridt.

Men det var en Dag fuld af Skuffelser. Der var ingen til Stede, og man sagde ham, at de ikke havde givet Besked om, hvornaar de kom tilbage. Desuagtet bestemte han sig til at vente.

Helene beboede et rummeligt Værelse, tarveligt møbleret, men med en smuk Udsigt. Et stort Akasietræ skyggede foran Vinduet, og dets fine Løv dirrede let i den stille Luft. Andrey aabnede Vinduet og indaandede den krydrede Duft fra Haven og Markerne. Huset stod i Udkanten af den lille Landsby, og man havde en vid Udsigt over Agre og Enge. Midsommerens lyse Nætter var allerede forbi, men Aftenskumringen var endnu lys og lang. Han havde næppe ventet et Kvarter, førend han hørte Gadedøren smække i og et Øjeblik efter Georgs Latter ude paa Trappen og en Stemme, som fik hans Hjerte til at banke heftigere.

Tania saa henrivende ud med en let Rødme paa Kinderne efter den hurtige Gang. Hun var iført en lys Bluse af Raasilke, som klædte hendes smidige, slanke Figur fortræffeligt. I Haanden bar hun sin store, runde Straahat, som hun havde taget af undervejs. Andrey rejste sig og gik hende i Møde med et straalende Smil.

„De har haft en behagelig Spadseretur, kan jeg se,“ sagde han og saa hende ind i det straalende Ansigt.

„Ja,“ sagde hun og kastede sig i en Lænestol, „det var virkelig en rar Tur. Georg fortalte os saa mange morsomme Historier. Skade, at De ikke var med!“

„Mener De for Historiernes Skyld? Maaske har jeg dog hørt dem før. Det hænder undertiden med gamle Venner, som er meget ude sammen.“

„Hvorledes gaar det egentlig dig?“ sagde han til Georg. „Det er snart en Evighed, siden jeg har set dig! Du er vel midt i en Skabelses-Paroksysme, kan jeg tænke mig?“

„Jeg har siddet og hekset med Renskrivning, hvis det er det du mener?“ svarede Georg.

„Og nu fejrer du formodentlig dit Værks lykkelige Fuldendelse?“

„Ja, nu er jeg færdig med mit Arbejde for denne Maaned og fejrer, som du siger, min midlertidige Frihed — en Glæde, som kun den helt kan fatte, der maa slide i den literære Trædemølle.“

Tania, som mageligt strakte sig i Stolen, vendte sig mod de talende og lænede begge Albuer mod Stolens Arme.

„Sikken en utaknemmelig Gnavpotte du er, Georg,“ sagde hun. „Jeg mente, at du mindre end de fleste havde Grund til at beklage dig over din Skæbne.“

„Det lader sig høre!“ udbrød den unge Mand. „Vil du maaske være saa venlig at sige mig, hvorledes du er kommen til den Opfattelse? Det vilde være yderst behageligt, om du kunde faa mig til at dele den.“

I dette Øjeblik viste Helene sig i Døren med Tebakken, fulgt af Stuepigen med Samovaren. Med Gæsternes Hjælp blev Bordet hurtigt tømt for Bøger og Papirer, Dugen lagt paa og alt gjort i Orden til Aftensmaaltidet.

„Naa, Tania Grigorievna, du skylder mig stadig en Forklaring,“ sagde Georg, da de huslige Forretninger var besørgede. „Du svarede mig ikke paa mit Spørgsmaal, hvorfor du ansaa mig for at være den lykkeligste blandt alle dødelige.“

„Er Georg det? Det er mere, end jeg har vidst,“ sagde Helene.

„Du forvrænger mine Ord,“ svarede Tania. „Jeg sagde blot at du ikke burde beklage dig over din Skæbne.“

„Ja, men hvorfor skulde denne sølle Glæde nægtes mig mere end andre dødelige?“

„Fordi du en Gang har fortalt mig, at naar du var trykket af et eller andet, saa behøvede du blot at nedskrive det i Vers, for helt at blive befriet for det,“ svarede den unge Pige hurtigt og lo. Hun tænkte sig, at Georg havde ventet en Kompliment, og det morede hende at drille ham lidt.

„Jeg troede ikke, du kunde være saa ondskabsfuld, Tania Grigorievna,“ sagde Georg. „Næste Gang skal jeg være mere forsigtig og kun vise dig Reversen af Medaljen.“

Paa denne spøgefulde Maade fortsattes Samtalen, medens man indtog Aftensmaaltidet, kun Andrey var paafaldende tavs. Han følte næsten Bitterhed imod Vennen, fordi han besad denne egne Evne til med sine Ords klangfulde Svada at fængsle og interessere sine Tilhørere.

Pludselig rykkede Helene sin Stol hen ved Siden af Andrey og afbrød hans triste Tanker ved paa sin forretningsmæssige Maade at spørge ham, om det ikke var muligt for ham at hjælpe hende et Par Aftener om Ugen med hendes Arbejde.

„Hvilket Arbejde?“ spurgte han, og fo’r op af sine Drømmerier.

„I de unges Klub! Vi vil saa gerne have dig til at tale for dem af og til. Jeg tror, du vil klare det godt.“

„Jeg? Hvad Nytte skulde jeg gøre der? Du ved, at jeg ikke er nogen Taler og kun vil gøre en ynkelig Figur. Bed hellere Georg, han forstaar det bedre.“

„Det har jeg selv tænkt,“ svarede den unge Pige ligefrem, „og jeg har allerede spurgt ham, men han siger, at han er alt for optaget og ikke kan afse en eneste Aften.“

Der var intet i Helenes Bemærkning, som Andrey ikke selv under lignende Forhold vilde kunne have sagt til hende, men han var øjensynligt i daarligt Humør i Aften og svarede gnavent:

„Naa, saa er det altsaa i Mangel af noget bedre, at du kommer til mig?“

Helene gjorde en utaalmodig Bevægelse og sagde:

„Hvad er det for noget Snak, Andrey? Svar mig kun paa, om du vil eller ej.“

„Jeg er selv meget optaget af mine Arbejdere,“ sagde han og tog sig sammen. „Men sig mig dog, hvorfor du pludselig ikke kan klare dig uden Hjælp?“

„Fordi flere af vore Folk er blevne trukne med ind i Affæren ved de sidste Arrestationer — iblandt andre Myrtov.“

„Naa, saaledes!“ udbrød Andrey nu helt interesseret. „Var Myrtov Medlem af din Klub?“

Helene nikkede.

„Jeg har aldrig truffet den Mand,“ vedblev Andrey, „men jeg har hørt, paa hvad Maade han blev arresteret, og naar jeg dømmer herefter, maa han være en ualmindelig ædel Karakter. Har du nogen Idé om, hvorledes det vil gaa ham?“

„Det er umuligt at sige,“ svarede Helene, „det afhænger helt og holdent af Politiets Forgodtbefindende. Hans Tilfælde er en hel Undtagelse.“

Hun henvendte sig nu til Georg, som stadig samtalede med Tania, og spurgte, om han nylig havde hørt noget fra Fæstningen om Myrtovs Skæbne.

„Ja, vi har haft et Par Linier fra ham,“ svarede den unge Digter. „Hans Sager staar langt slettere, end vi har troet. Politiet fandt paa hans Skrivebord en lige fuldendt Artikel til det hemmelige Trykkeri og en hel Del af vore Skrifter, færdige til Udgivelse. Jeg frygter for, at han er en dødsdømt Mand.“

„Hvem er denne Myrtov?“ spurgte Tania.

„En meget stilfærdig, ung Student, som ved en Forveksling blev arresteret for nylig i Stedet for Taras. Du ved jo, hvem Taras er — ikke sandt?“

„Jo, naturligvis ved jeg det!“ svarede Tania.

Taras Kostrov var en af Revolutionens mest begavede og populære Mænd.

„Nuvel, Taras boede under Navn af Zachary Volkov, Landmand fra Kassimov, i samme Hus som Myrtov. Men da han sendte sit Pas op paa Politikammeret til Registrering, fik man Mistanke om, at det ikke hang rigtig sammen med denne Zachary Volkov, og der blev beordret en Husundersøgelse. Natten til Mandag ringede Politiet paa Myrtovs Dør; de tog fejl af Etagerne, Taras boede i Etagen ovenover. Myrtov, som endnu ikke var i Seng, fordi han var i Færd med at skrive den ulyksalige Artikel, lukkede selv op, og da Politiet spurgte ham, on han var Zachary Volkov, begreb han straks, hvorledes Sagerne stod, og besluttede at redde Taras paa sin egen Bekostning. Han svarede altsaa bekræftende, Politiet kom ind, fandt alt og førte ham straks med til Fæstningen.“

„Og Taras blev frelst?“ spurgte Tania aandeløst.

„Ja! Om Morgenen vidste alle Husets Beboere igennem Tjenestefolkene Besked med, hvem Politiet havde spurgt efter nede hos Portneren, og Taras afventede selvfølgelig ikke Politiets Tilbagekomst, naar de havde faaet opdaget Fejltagelsen.“

„Har de da opdaget den?“ spurgte den unge Pige.

„Ja, og meget snart endda. Myrtov tog altid den Forholdsregel aldrig at have Breve hos sig, men ved at undersøge Bøgerne i hans Værelse fandt Politiet paa et enkelt Titelblad hans fulde Navn: Vladimir Myrtov. De antog, at det maatte være en Ven af den fængslede, som havde laant ham Bogen, og der blev udstedt Ordre til Husundersøgelse hos Vladimir Myrtov. Selvfølgelig opdagede Gendarmerne snart, at den Mand, de søgte, var identisk med ham, som de allerede for to Dage siden havde arresteret, og at den anden i Mellemtiden var forsvunden.“

„Hvad gjorde saa Politiet?“ spurgte Tania videre.

„Ja, hvad skulde de gøre andet end at lade deres Raseri gaa ud over den Mand, de havde faaet i deres Kløer?“ svarede Georg. „Det var dem ikke muligt at finde ud, hvem det var, der levede under Navn af Zachary Volkov; men saa meget forstod de nok, at det maatte være et vigtigt Medlem af Oppositionen, som de var gaaede Glip af. Myrtov vidste, hvad der ventede ham, og ingen ofrer vel sit Liv for at redde en anden, uden at denne anden er en Mand af høj Værd.“

„Var Myrtov og Taras intime Venner?“ spurgte Tania igen.

„Nej aldeles ikke, de kendte kun hinanden saadan i al Almindelighed. Myrtov — som jeg kender lidt til — kunde personlig ikke engang lide Taras, han var ham for meget af en Diktator. Hans Handling skyldtes ingen som helst personlige Følelser; det er derfor, det hele bliver saa uhyre stort,“ sluttede Georg, mens hans Stemme skælvede af Beundring.

Der paafulgte almindelig Tavshed — en Tavshed, som bedre end Ord udtrykker Sjælens dybeste Rørelser. Alle var betagne af denne ædle Selvopofrelse, som endog var enestaaende i Revolutionens Annaler, og alle var et Øjeblik overvældede af deres Følelser: Sorg over det uventede Tab af en saadan Mand, Beundring for hans Daad og Stolthed over, at Partiet fostrede en Mand som ham.

Men for Tania betød dette Øjeblik endnu mere; thi det betød for hende Vendepunktet i hendes Liv.

Efter at hun havde gjort Zinas og senere Georgs og Andreys Bekendtskab, var hun bleven en varm og ivrig Beundrer af deres Sag; men der er et stort Spring herfra og til at blive en virksom Tilhænger, som altid er rede til at sætte noget af sig selv ind paa Sagen. Tania gjorde nu dette Spring, Krisen var kommen, i et Øjeblik var det sket.

Da Georg holdt op med at tale, var hun sig det klart bevidst, og hun følte sit Hjerte svulme i en overvældende Følelse af dyb Medlidenhed. Det var, som on hun pludselig fra Barn var bleven modnet til Kvinde, de moderlige Instinkter rørte sig i hendes fine Pigesjæl, og denne unge Mand, som hun aldrig havde set, forekom hende at være hendes eget Barn, som grusomme Fjender ubarmhjertigt havde revet fra hende.

Der lagde sig en Rødme over hendes Pande, og en egen Følelse, der hverken var Had eller Hævn, fik hendes Hjerte til at bæve og hendes Øjne til at flamme. Her i dette fattige Værelse, i en afsides liggende Del af Byen havde Beretningen om en ædel Daad for bestandig vundet en ny Sjæl for den store Sag.

Da den unge Pige atter talte, var det ikke for at aflægge nogen højtidelig Ed eller komme med patetiske Fraser. Noget saadant vilde i dette Øjeblik have været hende umuligt, selv om hun ikke af Naturen havde haft en udpræget Afsky for enhver Skygge af Ostentation. Hverken nu eller nogen Sinde senere i hendes Liv, under de mange Aars bitre Lidelser og heltemodige Udholdenhed, kunde hun med Ord have forklaret den Forandring, der nu foregik i hendes Sjæl, og som fandt et højst besynderligt Udtryk i følgende Ord, udtalte med en lav, skælvende Stemme:

„Jeg ser ikke noget særlig stort i det, Myrtov har gjort.“

Georg saa med et hurtigt, spørgende Blik hen paa hende.

„Imellem en Mand, der er saa værdifuld for den gode Sag og en anden, som selv ved, at han intet betyder, kan Valget ikke være svært. Myrtov har kun gjort sin Pligt — intet andet,“ vedblev hun uden at se op.

Helene nikkede bekræftende; hun for sin Del var ganske enig med Veninden.

Georg vedblev forbavset at stirre paa hende; han havde aldrig ventet at høre Tania tale saaledes, og dog troede han, at han kendte hende saa godt.

„Vilde du under lignende Forhold have gjort det samme?“ spurgte han med bævende Stemme.

„Ja, hvis jeg havde haft Aandsnærværelse nok,“ svarede Tania uden at betænke sig og saa ham fast ind i Øjnene.

Hun havde netop besvaret sig selv dette Spørgsmaal og var som Følge deraf kommen med sin uventede Bemærkning om Myrtovs Handlemaade.

Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige, saa vidunderlig dejlig forekom hun ham i dette Øjeblik, og der gik en Gysen igennem ham som i Forudfølelsen af en forestaaende Fare.

„Hvis moralsk Mod i det hele taget har noget Værd,“ begyndte Georg, „saa maatte den bedste og største af vore Mænd være en formastelig Taabe, om han bevidst modtog et saadant Offer — —“ Han var synlig ophidset og talte i stærk Bevægelse.

Tania saa paa ham og rakte saa sin Haand hen imod ham:

„Du er et bravt Menneske, Georg,“ sagde hun; „men lad os nu hellere tale om noget andet.“

„Men hvad er der i Vejen med dig, Andrey!“ udbrød Helene i samme Øjeblik. „Du er jo bleg som et Lig!“

„Er jeg?“ stammede den tiltalte. „Det maa være det grønne Skær fra Træet derude.“

Han vidste godt, at det ikke var Skæret fra Træet, som gjorde hans Kind voksbleg, men en skærende Følelse af Jalousi, som i dette Øjeblik søndersled hans Bryst og i et Nu havde gjort ham klartseende over for sig selv. Han vidste nu, at han elskede denne fortryllende, unge Pige — elskede hendes Ansigt — hendes Dragt — ja selve den Plet af Gulvet, hendes Fod berørte, og han følte en næsten vanvittig Smerte — som om man skar i hans Hjerte med en Kniv — ved at maatte sige sig selv, at hvis hun i det hele taget kom til at elske en Mand, saa maatte det blive Georg, denne glattungede Smigrer, som han i dette Øjeblik næsten hadede. Det var kun med den yderste Selvovervindelse, at han kunde sidde roligt paa sin Plads, Værelset forekom ham kvælende, og han frygtede ikke længe at kunne beherske sig.

„Jeg maa gaa,“ sagde han med lav Stemme.

„Er det allerede saa sent?“ spurgte den intet anende Tania og trak sit lille, elegante Ur frem. „Saa gaar jeg med! Vil I følge mig hjem?“ Hun henvendte sig samtidig til ham og Georg.

Andrey bukkede i Tavshed, og Georg var straks beredt — man tog Afsked.

Paa Hjemvejen talte Georg uafbrudt med Tania.

Andrey lukkede næppe Munden op, hvert Ord, Georg sagde, borede sig som en Pil ind i hans Hjerte; men han følte en egen Tilfredsstillelse ved at lide paa denne Maade.

Ved Tanias Gadedør tog de Afsked med den unge Pige, og da det endnu ikke var sent, foreslog Georg, at de skulde gaa ind til Byen. Andrey samtykkede, alt var ham ligegyldigt, og han fortsatte sin Vej, hensunken i samme paafaldende Tavshed som før og besvarede kun med Enstavelsesord Vennens Spørgsmaal. Han følte sig i høj Grad ulykkelig; den skæbnesvangre Opdagelse, han havde gjort over for sig selv, vilde bringe ham i en hel anden Stilling til Vennen.

Endelig skulde de hver sin Vej.

„Jeg kommer op til dig i Morgen Formiddag,“ sagde Georg. „Jeg vilde gerne læse mine sidste Digte for dig.“

„Kan du ikke sende dem i Trykkeriet med det samme?“ spurgte Andrey.

Dette var næsten for meget for Georg, det var at saare ham paa hans ømmeste Punkt. Han rynkede Panden og sagde i en halvt krænket, halvt forbavset Tone:

„Nej, naturligvis kan jeg ikke det — eller vil det i hvert Fald ikke. Du ved, jeg stoler aldrig helt paa min egen Dom.“

„Godt, saa venter jeg dig i Morgen!“ svarede Andrey.

„Hvad gik der dog af Andrey i Aften?“ spurgte Georg sig selv, da han var bleven alene, „saadan har jeg aldrig set ham før.“

*_**

Den næste Morgen sad Georg i sin Vens Værelse med en Pakke Manuskript i Lommen.

Andrey havde sovet paa sin Vrede og Sorg — eller rettere ligget vaagen paa den, og saa træt, men rolig ud. Han modtog sin Gæst som sædvanlig, ja snarere med lidt mere Opmærksomhed end ellers. Georg tænkte, at han vilde søge at gøre sin Gnavenhed fra Aftenen før god igen.

Da Georg endelig trak sit Manuskript op af Lommen og begyndte at læse, følte Andrey det som en Befrielse.

Det, Vennen i Dag læste, var ingen politisk Artikel eller Afhandling af dem, han skrev „i sit Ansigts Sved“, som han udtrykte sig, men derimod Lyrik, skreven i hans gode og ledige Timer. Det var for det meste korte Digte, hvert med sit Tema, men dog nøje knyttede sammen ved én fælles Idé, saa at hele Samlingen virkede som et Epos i forskellige Sange.

Det var en stor og begejstret Hymne til Pris for den unge, lysende Dag, der var i Færd med at oprinde for den russiske Revolution; i glødende Ord henvendte han sig til de unge iblandt Folket, som dem, der bar Fremtidens Socialisme, i hvilken der herskede Lykke og Broderskab.

Skrevne, som disse Digte var, til forskellige Tider, og i forskellige Stemninger, virkede de højst uensartet. Lune og Skælmeri afvekslede med den højeste Patos, og ganske korte Digte fulgte ofte efter en lang Sang. Men netop denne Uregelmæssighed og tilsyneladende Mangel paa Sammenhæng havde gjort det lettere for Digteren at skabe et ægte Billede af Revolutionens mangesidede, ædle og store Værk. Andrey fulgte ham med aandeløs Interesse og vogtede sig vel for at ytre et eneste Ord. Han var fuldstændig under Fortryllelsen af Georgs melodiske, glødende Ord, alle mismodige Tanker eller Følelser var som strøgne af ham, og han frygtede for at bryde den gode Stemning.

Da Georg efter at have læst omtrent en Time, holdt op, brød Vennen ud i en varmt følt og begejstret Tak. Dette var ubetinget det bedste, Georg endnu havde skrevet. De talte let og frit om det læste, Andrey gjorde nogle enkelte kritiske Bemærkninger, og Georg havde ikke mere Anledning til at forundre sig over Vennens forandrede Opførsel.

Da Georg tog Afsked, foreslog han Andrey at gaa med ham; men han var nødt til at blive hjemme; man havde overdraget ham at skrive et Cifferbrev, og det kunde ikke opsættes. Længe blev han staaende ved Vinduet, efter at Vennen var gaaet. De herlige Ord genlød endnu i hans Sjæl. Georgs Talent havde udviklet sig forbavsende, han var uden Tvivl en benaadet Digter. Lykkelige Mand, som bar Geniets Stempel paa sin Pande!

Og atter gled hans Tanker tilbage til Tania; hvorledes kunde hun vel vælge mellem ham og denne Mand?

Med et Suk satte han sig til sit Skrivebord og tog energisk fat paa sit Arbejde. I flere Timer levede han nu i denne underlige Verden af talende Tegn og Figurer, slog ivrigt efter i Nøglen og bandede ofte den møjsommelige Arbejdsmaade. Brevet skulde, saa snart det var færdigt, bringes til Hovedkvarteret, for at Budet, som rejste til Dubravnik hen ad Eftermiddagen, kunde faa det med.

I Hovedkvarteret traf han Helene; det var hendes Tur til at gøre Tjeneste den Dag.

„Her er en Efterretning fra Dubravnik, som angaar dig!“ sagde hun og trak et Brev frem, som endnu var vaadt af den kemiske Proces. „Her er det, og her staar dit Navn!“ Hun pegede paa en enkelt Samling Figurer paa sidste Side. Brevet var fra Zina, og Andrey læste:

„Da, der viser sig mange Vanskeligheder ved den Sag, jeg har for, vilde det være godt, om — — —“ her fulgte Tegnene — „kunde komme hertil.“

Intet kunde i dette Øjeblik være Andrey mere velkomment end at faa Anledning til at komme bort fra St. Petersborg.

„Naa, hvad siger du?“ spurgte den unge Pige noget køligt. „Agter du at tage af Sted?“

„Ja, selvfølgelig!“

„Det tænkte jeg nok!“ ytrede Helene i en misbilligende Tone. „Uden et Øjebliks Betænkning er du i Stand til at forlade dit Arbejde her, som du netop har faaet saa godt i Gang. Men saadan bærer I Herrer Revolutionister af god Familie jer altid ad!“ vedblev hun vredt, uden at agte paa den unge Mands Indsigelser. „Saa snart der blot viser sig en Lejlighed for jer til at kaste jer hovedkulds ind i aktiv Terrorisme, er I straks parate og glemmer ganske jeres stakkels Arbejdere.“

Helene, som havde set, hvilken udmærket Propagandist Andrey var, ærgrede sig over, at han nu uden videre vilde opgive dette Arbejde maaske for bestandig; thi intet var mere rimeligt, end at han satte Hovedet paa Spil ved Affæren i Dubravnik.

„Intet skulde være mig kærere, end om jeg kunde fortsætte mit Arbejde her,“ sagde han godmodigt og beroligende; „men det vilde være en Skam for vort Parti, om vi ikke gjorde et ordentligt Forsøg paa at redde vor udmærkede Ven!“

„Det er ingen Skam for Partiet, at en Mand, som er det hengiven, anvender sin Tid og sine Evner der, hvor de kan gøre mest Nytte,“ svarede den unge Pige.

„Synes du da virkelig, at Boris og de andre to er af saa lidet Værd for Partiet, at det ikke engang lønner sig at ofre et Forsøg paa at frelse dem?“ spurgte Andrey skarpt.

„De har den Værdi for Partiet, som vore bedste Mænd i det hele taget har,“ svarede Helene; „men hvis vi vilde forsøge at frelse alle dem, der er noget værd, kunde vi ikke bestille andet end at hænge over Fængslerne rundt om i hele Rusland.“

„Naa, saa mener du altsaa, at det er det eneste rigtige, at vi overlader dem til deres Skæbne?“ spurgte Andrey ironisk.

„De levende har noget bedre at gøre end at brække Halsen for at grave de døde op igen,“ svarede Helene fast og skarpt.

„Saa er du vel ogsaa af den Mening, at Minearbejderen ikke skal forsøge at befri sin Broder, der er begravet nede i Skakten, men derimod rolig blive ved med sit Arbejde?“

„Aa, bliv mig fra Livet med dine Minearbejdere! de beviser intet,“ udbrød hun ærgerligt. „En Lignelse er intet Argument. Men vi har ingen Tro til vor Gerning, det er Sagen! Hvis vi havde den rette Tro, vilde vi ogsaa have Mod til trofast at blive ved den!“

„Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og ønsker mig den ikke!“ sagde Andrey vredt. „Men det er latterligt at bruge Tiden til at skændes,“ vedblev han lidt efter noget roligere; „thi du ved dog lige saa godt som jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere førend min Afrejse.“

Trods deres Strid kyssede de hinanden til Afsked, som det er Brug i Rusland iblandt Folk af deres Slags. Andrey lovede hende, at han i Løbet af en eller to Maaneder vilde være tilbage med alle tre Venner, og at han saa straks igen vilde optage sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste.

To Dage senere afrejste Andrey til Dubravnik i langt bedre Humør, end han længe havde været.

ANDEN DEL I Ilden.

I. KAPITEL. De sammensvorne i Dubravnik.

Ingen i St. Petersborg kendte Adressen paa Hovedkvarteret i Dubravnik; Andrey havde faaet Besked om at henvende sig til to Søstre, Masha og Kathrine Dudorov, for hos dem at faa nærmere Oplysning om Zina og hendes Venner.

Det var ikke uden Vanskelighed, at han fandt den snævre, afsides liggende Gade og det stygge røde Murstenshus, hvori de boede.

Ad en endeløs Stentrappe med slidte Trin naaede han til en gulmalet Dør. Der inden for maatte de bo; thi Trappen førte ikke videre.

Han trak i Klokkestrengen, og straks efter stod en høj og paafaldende fattig klædt Kvinde med et sygeligt Udseende foran ham; hendes Alder kunde lige saa godt være tredive som tyve.

„Tør jeg spørge, om Frøknerne Dudorov bor her?“ spurgte Andrey.

„Ja, værsgod at komme indenfor!“ sagde hun kort og førte ham ind i et Værelse, hvis Fattigdom endogsaa var paafaldende for en Nihilist.

Et Shirtingsforhæng delte Værelset i to Dele, den forreste Del, hvor Andrey befandt sig, blev brugt som Dagligstue, den bageste som Sovekammer.

„Hvad ønsker De?“ spurgte Damen videre i samme kølige, korte Tone.

„Jeg kommer med en Hilsen til de to Søstre Masha og Kathrine Dudorov fra Helene Zubova — mit Navn er Andrey Kojukhov!“

„Nej, hvor det glæder mig!“ udbrød hun, og der fo’r et Glædesskær over hendes blege Ansigt. „Jeg er Kathrine Dudorov, jeg skal straks kalde paa min Søster, værsgod at tage Plads!“

Hun forsvandt hurtigt, og Andrey satte sig ved det umalede Fyrretræsbord, som var bedækket med Bunker af Bøger og Manuskripter i alle Størrelser og med forskellige Haandskrifter.

Han vidste fra Helene, at de to Søstre havde arvet en lille Formue efter deres Fader, men at de havde givet alt, indtil den sidste Skilling, til den store Sag og nu fortjente deres Brød ved Afskrivning eller hvilket som helst andet Arbejde, de kunde faa fat paa. Paa en af Stolene laa et pragtfuldt Broderi paa gul Silke, meget for elegant til at kunne være bestemt for Beboerne af dette fattige Værelse.

Et Øjeblik efter traadte Masha ind; hun var den ældste af de to, men saa med sit livlige Ansigt, den lille Opstoppernæse og de klare, brune Øjne ubetinget yngre ud.

„Vi ventede Dem ikke saa snart,“ sagde hun. „Zina sagde, at De ikke kunde være her førend om tre Dage. De ønsker formodentlig straks at opsøge hende?“

„Det gør jeg unægtelig — hvis det da er Dem belejligt?“ svarede Andrey.

„Jeg skal være færdig om et Øjeblik. — Zina bor ikke langt her fra,“ tilføjede hun og forsvandt bag det Shirtings Gardin.

„Hvorledes lever Helene?“ spurgte imidlertid den yngre Søster. Helene var en Slægtning af Dudorovs.

Andrey fortalte med faa Ord, hvad han vidste om hende.

„Ved De, at David ogsaa er her i Byen?“ raabte Masha bag Gardinet. „Hvis De har Lyst til at træffe ham, kan jeg ogsaa give Dem hans Adresse.“

„Er David her? Det anede jeg ikke!“

„Jo, han har været ved den rumænske Grænse for at ordne Indsmuglingen af vore Bøger, og standsede undervejs her, jeg ved egentlig ikke af hvilken Grund,“ svarede Masha, som nu traadte frem fra sit Skjulested, iført en anden Kjole.

„Se saa, nu er jeg færdig!“ vedblev hun. „Hvem vil De først besøge, Zina eller David?“

„Lad os tage den først, som er nærmest,“ foreslog Andrey.

Da David var den nærmeste, begav man sig altsaa først til ham.

De fandt ham hjemme i Færd med at lege med en smudsig lille, gulhaaret Unge med store, blaa Øjne. Det var Værtens Datter; hun løb hurtigt bort, da hun saa de fremmede. David holdt meget af Børn og stod forøvrigt paa den venskabeligste Fod med Værten og hans Familie, der var Jøder. Han tog altid ind hos dem, naar han var i Dubravnik; ingen spurgte ham om hans Pas, han var simpelthen kendt under Navn af David.

Han tog hjerteligt imod Andrey.

„Du kommer akkurat i rette Tid,“ sagde han; „thi allerede i Morgen skal jeg rejse videre.“

Efter at man havde talt en Tid sammen, erklærede David, at han vilde følge med til Zina, da han havde noget at tale med hende om. „Men jeg skal først have ordnet noget,“ tilføjede han og trak sin uundværlige Lærreds-Vadsæk frem af en Krog af Stuen og gav sig til at fare med Haanden ned i den.

„Det er en underlig Vadsæk, den!“ sagde han. „Altid ligger det, jeg søger efter, helt nede paa Bunden,“ og han begyndte i rivende Hast at sprede dens Indhold ud over hele Sofaen.

Endelig fandt han, hvad han søgte: en lille Trææske, som viste sig at indeholde Saks, Fingerbøl, Traad og andre Sysager. Saa trak han Overfrakken af og begyndte at sy.

„Lad mig dog hellere gøre det for dig!“ sagde Masha og rakte efter Frakken.

„Nej Tak!“ svarede han. „Jeg gør det meget bedre selv. Mands Arbejde er langt solidere!“

For ogsaa paa en eller anden Maade at gøre sig nyttig, gav Andrey sig til at lægge Tingene ned igen i Vadsækken. Idet han greb en lille, grøn Pose paa fem, seks Tommers Længde, faldt der en besynderlig Genstand ud, som han først tog for et Stykke Legetøj. Det var en Træklods paa vel en Tommes Højde, stillet paa et lille bitte Fodstykke. Nogle lange Læderremme var fæstet til det og antydede, at det maatte være en Brugsgenstand. Ved at aabne den lille Pose saa han, at den indeholdt et hvidt og sortstribet, uldent Klæde af den Slags, som bruges ved den jødiske Gudstjeneste. Han havde flere Gange været i Synagogen og var vis paa, at han ikke tog fejl. Den lille Træfigur var det diminutive Alter, som Jøderne binder fast til Panden, medens de læser deres Bønner, og det stribede Klæde var den hellige Talith, som de bruger til at bedække deres Hoved og Skuldre med, mens de beder.

„Se dog en Gang, hvad David har her!“ sagde Andrey og holdt de to Ting op foran Masha.

De lo begge, det var virkelig for morsomt at se den Slags Sager i Davids Gemmer, han, der saa vel som de andre var afgjort Fritænker.

„Le I kun!“ sagde David. „Jeg rejser aldrig uden de to Ting — det er mit Pas og virker ligefrem magisk paa Spioner og Politi; det falder dem ikke ind, at jeg kan være Nihilist!“

Han lo og bed Traaden over med sine hvide Tænder.

„Se saa, nu er jeg færdig til at gøre vor Herskerinde min Opvartning!“ tilføjede han.

Masha tog nu Afsked for at gaa hjem efter først at have bedt David hilse Zina og Annie.

„Hvem er den Annie?“ spurgte Andrey, da hun var gaaet.

„Annie Vulitch! Du kender hende godt! — husker du ikke, at du traf hende ved Grænsen? Hun er kommen tilbage fra Schweiz og har nu taget Pladsen som Tjenestepige i Hovedkvarteret,“ svarede David.

„Jo vist husker jeg Annie Vulitch!“ udbrød Andrey. „Men er det nu ogsaa rigtigt at betro en saa ung Pige saa vigtig en Post?“

„Jeg tænkte det samme i Begyndelsen; men jeg maa indrømme, at hun fylder sin Plads fortrinligt. Det var Zina, der valgte hende, og hun bar samme mærkelige Evne til at se sine Folk an, som hun har til at knytte dem til sig.“

*_**

Om Aftenen fandt der et improviseret Møde Sted i Zinas lille Hus i en af Byens Udkanter. Der var kun fire Personer til Stede — de to Kvinder, Andrey og David.

Annie Vulitch tog liden Del i Samtalen; begravet i en uhyre Lænestol med de bitte smaa Fødder dinglende i Luften, lyttede hun til de andres Tale, medens hendes livlige, sorte Øjne bevægede sig fra den ene til den anden.

Zina var i Færd med at forklare Andrey den Plan, de havde lagt til Boris’ og hans to Kammeraters Flugt, og spurgte til sidst, hvad han mente derom.

„Du kommer med friskt Hoved og kan se klarere paa Tingene end vi andre!“ sluttede hun.

Andrey vedblev i Tavshed at stirre paa den Plan af Fængslet, som Zina i raske Træk havde ridset for ham.

„Men saa tal dog, Menneske! Er du pludselig bleven stum?“ spurgte hun heftigt.

„Naar jeg skal sige min Mening uforbeholdent,“ begyndte han endelig, „saa synes jeg aldeles ikke om eders Plan. Den er meget for kompliceret, alt for mange Ting skal gribe ind i hinanden. Et eneste Uheld paa et enkelt Punkt kan faa det hele til at ramle sammen, desuden er det en alt for løs Grund at bygge paa. Ja, her har du min Mening!“

Planen var baseret paa en Medvirkning af de almindelige Fanger, med hvem de politiske havde været saa heldige at faa sat sig i hemmelig Forbindelse. To af dem, en forhenværende Landevejsrøver, ved Navn Berkut, og en Lommetyv, kaldet Kunitzin, var gaaet ind paa at hjælpe Boris og hans Venner med at flygte.

Arbejdet med den underjordiske Gang, ad hvilken de skulde slippe bort, gik rask fremad, om en Uges Tid vilde den være færdig. Det var Berkut og Kunitzin, der gravede den. Deres Celle var i Stueetagen, medens de politiske Fangers, som blev strengere bevogtede, laa i Fængslets øverste Etage.

Naar alt var i Orden; skulde Fangerne ovenpaa — en bestemt aftalt Nat — aabne Dørene til deres Celler ved Hjælp af en Dirk og liste sig ned i Cellen i Stueetagen for at naa den underjordiske Gang, der gik ud derfra.

Den uhyre Fare, som var forbunden med hele dette Foretagende, laa ikke deri, at to almindelige Fanger var indviklet i det, thi baade Kunitzin og Berkut var Boris hengivne med Liv og Sjæl og havde ofte givet Bevis paa deres Tilforladelighed. Men de boede i Celle sammen med femten andre Fanger, som man selvfølgelig havde maattet indvi i Hemmeligheden. Ingen af dem vidste rigtignok andet, end at det var Berkut og Kunitzin, der vilde flygte, og som gode Kammerater bevarede de Hemmeligheden godt.

Imidlertid kunde Brændevinen, som stadig smugledes ind i Fængslet, anstifte uberegnelig Ulykke, idet et eneste uforsigtigt Ord, udtalt i omtaaget Tilstand og i Vagtens Nærværelse, kunde røbe hele Planen.

Sluttelig var der Vandringen fra den ene Etage til den anden, som i sig rummede den allerstørste Fare, da der Dag og Nat holdtes Vagt i Gangene.

„Det hele er uhyre risikabelt,“ begyndte Andrey igen. „Hvis de ikke bliver opdagede før, saa vil de sikkert ikke undgaa det paa denne Vandring paa Trappegangene.“

„Hvilket Flugtforsøg er ikke risikabelt, Andrey?“ spurgte Zina. „Men se her, jeg skal vise dig, at denne Vandring, som du kalder den slet ikke er saa farlig endda!“ og hun tegnede paa et nyt Stykke Papir en Plan over det Indre af Fængslet, som hun kendte til dets mindste Enkeltheder.

Der var for Tiden ni politiske Fanger i Dubravniks Fængsel. Cellerne var fordelte i to sammenhængende Gange, som løb i en ret Vinkel hver til sin Side. Heldigvis var Boris og begge hans Kammerater i samme Gang. Efter at Vagten havde gjort sin Runde ved Midnat, skulde Zalessky, en af Fangerne i den anden Gang, se at faa lokket Fangevogteren hen til sin Celle og opholde ham med Snak. Zalessky havde allerede flere Gange paa denne Maade underholdt sig med ham, for at Manden ikke den Nat skulde se noget nyt i hans Adfærd og muligvis fatte Mistanke. Zina viste paa Planen, hvorledes det var umuligt fra Zalesskys Dør at se hen til de andres. Alle Hængsler saa vel som Laase skulde forud være smurte, og Fangerne skulde liste sig af Sted paa Hosesokker. Naar de først var uden for deres egen Dør, skulde de med en Dirk aabne Døren til Trappen, der førte ned til Stueetagen. De fire forskellige Gange dernede blev kun bevogtede af én Mand, som altsaa havde at gøre sin Runde igennem dem alle, og Fangerne behøvede kun at afvente det Øjeblik, da han forsvandt i en anden Gang, for at smutte ud i den, hvor Berkuts og Kunitzins Celle laa.

„Og hvor udmunder den underjordiske Gang?“ spurgte Andrey.

„Her,“ svarede Zina og pegede paa sit første Afrids paa en Plet umiddelbart uden for Ydermuren.

„Og hvor er Skildvagten?“

„Her!“

„Altsaa lige i Nærheden! De kommer frem saa at sige for Næsen af Skildvagten,“ sagde han og viste Annie og David Kortet.

„Ja, hvis det var dig, der skulde postere Skildvagterne, saa vilde du rimeligvis nok anbringe ham her paa et andet Sted,“ sagde Zina utaalmodigt. „Men da det nu ikke er Tilfældet, saa maa vi se at hjælpe os, saa godt vi kan.“

„Nuvel, saa hjælper vi os, saa godt vi kan, og løber Risikoen,“ bemærkede Andrey. „For Resten har jeg en Idé med Hensyn til Skildvagten; men jeg maa først selv se Stedet. — Hvilken Rolle har du for Resten tænkt at overdrage mig?“

Zina fortalte ham det. I Nærheden af det Sted, hvor Gangen udmundede, skulde der holde en Vogn for hurtigst muligt at bringe Fangerne til et sikkert Sted. Vasily, som var en udmærket Kusk og kendte Byen ud og ind, skulde agere Kusk; men man holdt det for raadeligst at have en anden paalidelig Mand med frie Hænder paa Stedet for at hjælpe Fangerne hen til Vognen og i fornødent Fald forsvare dem.

Andrey nikkede bifaldende. „Ja, den Plan kan der intet siges imod, ingen ved, hvad der kan ske,“ sagde han.

Saa aftalte man, at Vasily næste Aften skulde føre ham hen til Stedet, og Mødet sluttedes.

„Hvor kan jeg træffe dig i Morgen?“ spurgte David.

„Det har jeg ingen Idé om — spørg Zina! Jeg staar under hendes Kommando,“ svarede Andrey.

„Kom til Rokhalsky i Morgen, vi er der alle, Andrey skal bo sammen med Vasily,“ svarede Zina.

Vasily beboede et Værelse i det lille Værtshus, hvor hans Hest stod opstaldet. Han udgav sig for at være Kusk og Oppasser hos en mindre Købmand, der var bleven opholdt paa Markedet i Romny, men snart vilde komme efter. Andrey skulde altsaa foreløbig spille denne fingerede Herres Rolle og maatte i den Anledning anskaffe sig en Klædedragt, der svarede til hans nye Stilling og hans nye Pas: en lang Kaftan, et Par lange Støvler, en Hue og Vest af den brugelige Slags og saa fremdeles. I Mellemtiden skulde Vasily forberede Folkene i Værtshuset paa, at hans Herre nu kom.

Den næste Dag skulde de begge mødes hos Rokhalsky for at træffe en bestemt Aftale om Andreys endelige Ankomst til Værtshuset, og det blev overdraget David at bringe Vasily Besked; thi Vasily selv kom aldrig til Zinas Hus; de to Boliger holdtes strengt afsondrede. Værtshuset var kun et midlertidigt Tilholdssted; Politiet vilde ikke have vanskeligt ved at finde dem der, saa snart Flugtforsøget først var gjort. Følgelig skulde det forlades samme Nat, som Flugten fandt Sted, og Andrey og Vasily — saa vel som de undvegne — tage Ophold i Zinas Hus, hvor de skulde holdes indelukkede, medens Politiet vendte op og ned paa Byen for at finde dem. Af den Grund maatte Zinas Hjem ikke alene holdes fuldstændig frit for ethvert Samkvem med Værtshuset, men ogsaa i det hele taget for al mistænkelig Omgang. De to Kvinder levede saaledes næsten helt afsondrede; man mødtes kun til korte Forhandlinger i de offentlige Anlæg eller Pladser, eller, hvis det var nødvendigt, at alle maatte være til Stede, i en Vens Hus, som f. Eks. hos Rokhalsky.

„Hvor vil du anbringe mig i Nat?“ spurgte Andrey, da David var gaaet.

„Jeg vil straks gaa med dig til Rokhalsky, som vist nok gerne giver dig Husly en Nat, saa har du den Fordel at være der i Morgen Formiddag.“

Saa snart Mørkningen var falden paa, begav de sig af Sted.

Rokhalsky var en velhavende og godhjertet Mand med liberale Anskuelser og varm Interesse for de sammensvorne; han modtog mange forskellige Slags Mennesker i sit Hus, havde aldrig haft noget Sammenstød med Politiet, og de „Ulovlige“ havde hos ham et af deres sikreste Tilflugtssteder i Dubravnik.

I en stille Gade i et af Byens fornemme Kvarterer pegede Zina paa en Række oplyste Vinduer i tredje Etage af et nybygget Hus og sagde til Andrey: „Vi træffer ham i hvert Fald hjemme — rimeligvis er der Selskab.“

„De er svært tidligt paa Færde her i Dubravnik og, som det forekommer mig, ogsaa meget økonomiske — der er jo ikke en eneste Vogn at se i hele Gaden,“ sagde Andrey.

„Den fattigste Del er vel kommen først,“ bemærkede Zina ligegyldigt.

Idet de kom nærmere, opdagede Andrey i et Vindue i Stueetagen lige over for Rokhalskys to gamle Damer, der i synlig Ophidselse syntes at pege op imod den oplyste tredje Etage.

En egen Mistanke greb ham.

„Vent et Øjeblik her,“ sagde han til Zina, „lad mig gaa først ind, her er noget ved Stedet, som jeg ikke rigtig synes om.“

„Passiar! Rokhalsky er sikker nok,“ udbrød hun og gik hen imod Porten, som hun aabnede. Andrey lagde Mærke til, at der indenfor og paa de hvide Stentrin var Spor af mange og store Fødder, og idet han resolut greb hendes Arm og stak den ind under sin, trak han hende ud paa Gaden.

„Det er højst sandsynligt, at Rokhalsky er sikker, naar du siger det; men hvad kan det skade dig, om du venter et Par Minutter her udenfor, mens jeg løber op for at se ad?“ sagde han.

Andrey vedblev at føle sig usikker — alle disse forskellige Tegn, som i og for sig syntes saa ubetydelige, og som han næppe selv kunde forklare sig, havde faaet ham til at studse; det er det, overtroiske Folk kalder for en Forudanelse.

„Det er for latterligt,“ sagde Zina og trak sin Arm ud af hans.

„Ja, hvis du ikke lader mig gaa alene op, gaar jeg slet ikke med.“

Der var en saadan Bestemthed i hans Tone, at Zina uvilkaarligt saa op og blev slaaet af Udtrykket i hans Ansigt.

„Nuvel da, hvis du virkelig tror, at der er Grund til Mistanke, saa lad os hellere slet ikke gaa op — ingen af os —, men spadsere frem og tilbage i Gaden, indtil vi ser et eller andet!“ sagde hun. Det vilde ubetinget have været det klogeste, men Andrey var nysgerrig efter at faa at vide, hvorledes Sagerne i Virkeligheden stod; det var aldeles nødvendigt for Mødets Skyld den næste Dag, og han svarede derfor:

„Naa, det er jo heller ikke nødvendig straks at gøre saa stort Væsen af Tingene; vi kan risikere at komme til at gaa her i Timevis, uden at se noget. Vent henne paa Hjørnet; jeg skal være tilbage om et Øjeblik!“

Han traadte ind i Porten; der var ikke en Sjæl at se, Dødstavshed herskede over hele Huset. Da han gik op ad den første Trappe, aabnedes en Dør i Stueetagen, og et rynket, skægløst Ansigt — han kunde ikke afgøre, om det var en Mands eller Kvindes — kom til Syne, kastede et hurtigt, spejdende Blik paa ham og forsvandt. Saa hørte han Døren blive slaaet i bag sig og Nøglen drejet hastigt om.

„Besynderligt!“ tænkte Andrey og gik forsigtigt videre — saa lydløst, som det var muligt uden at røbe nogen Angst.

Han lagde hurtigt sin Plan. Han vilde gaa forbi Rokhalskys, lige op til fjerde Etage for at læse Navnet paa dem, som boede der, saa vilde han gaa ned og ringe paa hos Rokhalsky, og hvis Politiet lukkede op, vilde han lade, som om han gik forkert, og spørge efter Familien ovenover. For en Sikkerheds Skyld tog han sin Revolver ud af Hylstret, trak Dolken, som han altid bar i sit Bælte, frem, saa at den var nem at faa fat paa, og var snart efter oppe i tredje Etage, hvor han saa Rokhalskys Navn paa en Messingplade. Han standsede og betænkte sig; hans Plan kunde være god nok; men han løb den Risiko at afskære sig selv Tilbagevejen; havde han dog blot spurgt Zina om Navnet paa dem, der boede ovenover, hun vidste det rimeligvis.

Saa hørte han pludselig en Dør blive hurtig aabnet og Lyden af Sporer og Sabler; al Tvivl var forsvunden. Politiet var der.

Inde i Rokhalskys Entré var der posteret fire Soldater, som havde faaet Ordre til at anholde enhver, der maatte komme. De havde hørt Andreys forsigtige Trin og ventede kun paa, at han skulde ringe, for at kaste sig over ham. Da han imidlertid tøvede med at ringe, frygtede de, at han skulde gaa igen og saaledes undslippe dem, og besluttede derfor at optræde angrebsvis.

Men førend de endnu havde faaet Døren helt op, var Andrey allerede som et Lyn henne ved Trappen, greb fat i Gelænderet og sprang som en Bold nedad. Han havde ikke en Gang set Soldaterne, men hørte kun deres Raaben og Trampen og Lyden af deres Sabler paa Trappen. Det var et vanvittigt Løb, ingen af Parterne havde gensidig set hinanden, men Andrey havde Fordelen paa sin Side; thi han var en smidig, ung Mand — øvet i at klatre paa Bjerge — mens Soldaterne var anderledes stive og tilmed hindrede af deres tunge Dragt og lange Sabler. Allerede nede ved første Etage havde han faaet et godt Forspring. Idet han løb forbi Gasblusset, fik han en god Idé — han slukkede Gassen. Ved næste Afsats gjorde han det samme, og med en lynsnar Bevægelse kastede han Bænken, der stod langs Væggen, paa tværs over Gangen. Der var nu ganske mørkt paa Gangen, og hans Forfølgere sagtnede deres Løb.

Saa havde han den Tilfredsstillelse at høre nogen falde over hans improviserede Barrikade: et tungt Fald og en Ed, hvorefter der næsten blev stille; Soldaterne var nødte til forsigtigt at famle sig frem af Frygt for lignende Forhindringer. Nede i Porten slukkede Andrey atter Gassen og stod endelig paa Gaden efter først omhyggeligt at have trukket Porten til efter sig, for at gøre Mørket fuldstændigt.

Zina, som befandt sig i nogen Afstand, havde ikke hørt det mindste til Larmen, kun var det hende paafaldende, at han kom saa hastigt tilbage: men da hun saa hans rolige, om end hurtige Skridt og det fuldstændig beherskede Udtryk i hans Ansigt, gik hun ham uden Ængstelse i Møde.

Han standsede hende med en Gestus og hviskede, da han var kommen helt hen til hende: „Politiet!“

Saa tilbød han hende galant sin Arm og gik roligt hen imod Rokhalskys Hus. Rimeligvis vilde Soldaterne om et Øjeblik styrte frem, og det var da bedre, at de saa deres Ansigt end deres Ryg. Zina gjorde ikke den mindste Indvending, hun var alt for erfaren i den Slags Situationer til ikke straks at forstaa og billige Andreys Plan; de var næppe gaaet ti Skridt, førend Porten blev reven op, og fire Soldater uden Hjælm og med flagrende Haar kom styrtende ud, den ene af dem holdt et Lommetørklæde for Næsen. De saa forvildede til alle Sider, og da de kun opdagede en velklædt Herre med en Dame under Armen, løb de hen imod dem, og en af dem sagde hurtigt og stakaandet til Andrey:

„Undskyld, min Herre; men De skulde vel ikke have set en Mand løbe?“

„Ud af denne Port?“ spurgte Andrey og pegede paa Rokhalskys Hus.

„Ja, netop!“

„Med rødt Skæg og graa Hat?“

„Ja! Nej! — — det kan være det samme. Men hvad Vej løb han?“

„Den!“ svarede Andrey og pegede paa et lille Stræde bag dem. „Han er lige løbet forbi os og maa vist nok være løbet ind i det første Hus paa højre Haand. De vil sikkert kunne faa fat paa ham — men løb hurtigt!“

De løb hurtigt og var snart ude af Syne. Zina og Andrey gik videre, Arm i Arm og med rolige, værdige Skridt. Ved det første Gadehjørne drejede de af, og da der kom en Droske kørende, raabte de den an og opgav Kusken Navnet paa en Gade i et helt andet Kvarter. Som rimeligt var, ønskede de saa hurtigt som muligt at komme bort fra dette farlige Sted.

I Vognen talte de ikke om det forefaldne af Hensyn til Kusken, de opgav ham igen en ny Adresse og steg til sidst ud paa et Gadehjørne.

„Lad mig nu høre det hele!“ sagde Zina og greb atter Andreys Arm.

Han fortalte med faa Ord, hvad der var hændet. „Vi har i Sandhed haft Lykken med os!“ udbrød Zina. „Hvis vi ikke var komne der i Aften, og du ikke havde fattet Mistanke, hvad vilde der saa været hændet os alle i Morgen? Ak ja,“ tilføjede hun tankefuldt, med et Suk — „af hvilke Tilfældigheder afhænger dog ikke vor Skæbne; nu maa vi se at faa fat paa David, for at han kan gaa rundt til vore Folk og give dem Besked. Vi er lige ved Davids Hus, kender du Stedet igen?“

„Nej, jeg har ikke Begreb om, hvor vi er,“ svarede Andrey.

„Vi er komne hertil fra en anden Side,“ sagde hun, slap hans Arm og forsvandt i en mørk Port. Her tog hun sin elegante Hat af, bandt den ind i sit hvide Lommetørklæde, trak Handskerne af og kastede et Tørklæde over Hovedet, som hun knyttede under Hagen paa samme Vis som de russiske Bønderkoner. I dette Kostume og med den lille Pakke i Haanden lignede hun en ung, smuk Syerske, som bar en Pakke til en Kunde.

„Vent paa mig her!“ sagde hun. „Om et Kvarter er jeg tilbage igen. Lad mig se dit Ur?“

Hun sammenlignede det med sit.

„Tre Minutter i otte — hverken før eller senere er jeg her igen.“

„Naa, jeg ser, at du har bibeholdt dine Petersborger-Vaner!“ sagde Andrey smilende.

„Ja, der er intet saa modbydeligt som at vente paa det usikre,“ sagde hun og forsvandt i Mørket.

Endnu en Tid kunde han skimte den lille, hvide Pakke, saa forsvandt ogsaa den. Efter at have bidt omhyggeligt Mærke i det Hus, hvor de skiltes, begyndte han at gaa fremad, af og til seende paa sit Ur. Da Halvdelen af Tiden omtrent var udløben, vendte han og gik i samme Tempo tilbage; et Minut før Tiden var han paa Stedet.

Atter saa han den hvide Pakke nærme sig, dog var det ikke denne Gang Zinas Hat — den havde hun igen taget paa — men Lommetørklædet alene, som hun holdt i Haanden. Ved hendes Side gik en sort Skikkelse; det var David; han havde ikke kunnet modstaa sin Lyst til at gaa med for at lykønske Andrey til hans heldige Flugt.

„Ja, disse smaa Byer er undertiden forbandet hede Steder,“ sagde han leende, „og godt var det, at du slap med at brænde Fingerspidserne!“

Zina gav derpaa David endnu et Par Oplysninger, og saa forsvandt han.

„Jeg er bleven ængstelig!“ sagde hun, da de var alene. „David fortalte mig om en ny, ganske uventet Arrestation — en Mand i en anset social Stilling. Jeg stoler ikke længer paa nogens Sikkerhed; det er bedst, du følger hjem med til mig.“

„Lad os saa gaa da!“

„Ja, men lad os hellere vente til efter Klokken ti, paa den Tid er Gaden rolig, og ingen lægger Mærke til dig.“

De havde endnu to Timer for sig; Andrey foreslog, at de skulde gaa en Tur langs med Floden, de kunde da uforstyrret tale videre og samtidig nyde den herlige, sydlandske Aften.

„Nej!“ sagde Zina, „vi kan benytte vor Tid til noget bedre end det! Lad os gaa hen til Fængslet, saa behøver du ikke at gaa der med Vasily. Det er desuden rigtigst at undersøge Stedet ved Nattetid, da det dog er om Natten, du skal gøre Brug af dine Kundskaber.“

De gik altsaa lige hen til Fængslet; det var en stor, svær to Etages Bygning, der ragede op over en høj Mur, som udelukkede den fra den øvrige Verden. En stor og øde Plads uden Spor af Vegetation omgav den og stødte paa den ene Side op til de aabne Marker.

Ad de nærmest tilstødende Gader gjorde de en Rundgang omkring Terrainet og standsede til sidst ved den Gade, hvor Vognen skulde holde, og hvorfra man kunde overse hele Valpladsen.

„Tag blot et Overblik over det hele!“ sagde Zina. „Du behøver hverken at tælle Skridt eller maale Afstande, det har Vasily allerede gjort, og han vil sige dig alt.“

Stedet, hvor Vognen skulde holde, var ret gunstigt, eller rettere, saa lidt ugunstigt, som man kunde vente at finde det. Vist nok var det noget langt borte fra det Sted, hvor den hemmelige Gang udmundede, men til Gengæld var det skjult af Husene, saa at Vognen ikke kunde ses eller beskydes fra Fængselsmuren. Gaden var sikker nok — selv paa denne Tid af Aftenen var der ikke en Sjæl at se i den.

„Her er det svage Punkt!“ sagde Zina og pegede hen imod en tarvelig Vinknejpe i omtrent tre Hundrede Alens Afstand. „Hele Nabolaget her er som en uddøet Ørk ved Midnat; men i den fordømte Kælder derhenne drikker de lige til Klokken to. Man kan risikere, at en Opvarter eller en Gæst kommer ud for at se efter, naar der høres Larm paa Gaden, og en saadan Tilfældighed kan blive skæbnesvanger for os.“

„Aa, hvis det ikke er andet, saa behøver du ikke at ængstes for det,“ svarede Andrey. „Det bliver min Sag at tage mig af dem derinde og forhindre dem i at blande sig i Ting, som ikke vedkommer dem. Derimod vilde jeg foreslaa, at Vasily holdt lidt nærmere ved Værtshuset, det vilde se mere naturligt ud, saa staar jeg ved Enden af Gaden og giver ham et Tegn, idet Fangerne viser sig, for at han kan køre lidt længere frem imod dem.“

De gik atter igennem Gaderne og kom nu ud paa en anden Kant af Fængselspladsen; Zina førte sin Ledsager skraas over den og gik videre langs Fængselsmuren.

„Der oppe er de politiske Fangers Celler,“ hviskede hun og pegede paa en Række Vinduer i øverste Etage, hvoraf nogle henlaa i Mørke, medens der inden for andre skinnede et svagt Lysskær.

„Kan du vise mig Boris’ Vindu?“ spurgte Andrey med skælvende Stemme.

„Det syvende fra Hjørnet; der er Lys, rimeligvis læser han. Levisbins er det femte og Kleins det tredje. Begge deres Vinduer er mørke, de sover vel allerede. Men det er ikke værd at stirre saa vedholdende paa nogle Fængselsvinduer,“ tilføjede Zina og stødte til ham, „Skildvagten iagttager dig!“

Andrey havde ikke ventet, at han skulde komme Boris saa nær i Aften, og Tanken om, at hans Ven befandt sig her inden for denne Rude, saa nær, at han kunde raabe til ham, satte ham i stærk Bevægelse. Et Øjeblik fo’r der en vild Idé igennem hans Hoved om at raabe Boris’ Navn højt for muligvis at faa et Glimt af ham at se. Han var saa fortabt i sine Tanker, at Zina blev nødt til at tage hans Arm og trække ham af Sted.

De fortsatte en Tid deres Vej i Tavshed; da Fængselsterrainet var et godt Stykke bag dem, spurgte Andrey:

„Vilde han kunne se os, hvis vi gik forbi ved Dagslyset?“

„Nej!“ svarede Zina. „Dertil sidder Vinduerne meget for højt, og de er desuden overmalede med hvid Farve, for at man ikke skal kunne se igennem dem. Men jeg skal skrive og fortælle ham, at vi er gaaede forbi hans Celle i Aften og har set Lys derinde; det vil glæde ham.“

„Ogsaa jeg vilde gerne skrive til ham — kan jeg det?“ spurgte Andrey.

„Ja, saa ofte du vil! Jeg kan nu faa bragt alt, hvad jeg ønsker til ham; vi fører en livlig Korrespondance. Men det har været frygtelig svært at faa Bugt med hans Vogtere. Véd du af, at jeg to Gange paa en Haarsbred nær har været ved at blive arresteret? Jeg har altid det Held at komme til de forkerte Folk.“

De vedblev paa hele Hjemvejen at tale om Boris, og hjemme i Stuen viste Zina sin Ven et Fotografi af hendes lille Søn Boria, hun havde faaet det sendt for et Par Dage siden.

„Er han ikke henrivende?“ spurgte hun med en Moders Stolthed, idet hun holdt Billedet af en Baby med buttede Hænder, runde, forbavsede Øjne og aaben Mund hen foran ham.

„Jo, han er nydelig! Finder du ikke, at din Dreng ligner Boris?“

„Aldeles det samme Ansigt!“ udbrød Zina, glad ved at høre dette af en fremmed. „Og han bliver nok ogsaa en Gang i Tiden en lige saa god Oprører som hans Fader. Han er kun et Aar og fire Maaneder gammel, men han har allerede efter Evne hjulpet med til Revolutionen,“ og saa fortalte hun smilende, at hun havde taget Drengen med til Hovedkvarteret i Kharkoff, da han var ni Maaneder gammel.

„Der er intet, der giver ens Hus et mere fredeligt og uskyldigt Udseende, frit for enhver Mistanke, end saadant et lille Barn. Og min Boria viste sig den Gang at være meget nyttig for os. Tror du vel, at der er mange, der i saa ung en Alder, har begyndt deres Arbejde i Revolutionens Tjeneste?“ spurgte hun og lo. „Du ser, der er Grund til at antage, at han vil blive til noget engang!“

„Forhaabentlig behøver dog Rusland ikke længer Revolutionister til den Tid, at din Boria bliver stor“ — mente Andrey, og tilføjede: „Men hvor har du gjort af ham nu?“

Der gled en Sky over den unge Kones Pande.

„Jeg kunde desværre ikke tage ham med mig hertil — i det Tilfælde, at jeg skulde blive fængslet, vilde han saa ogsaa komme til at følge mig — og dertil er han dog lidt for ung. Han er ude paa Landet hos Boris’ Moder; de er gode imod ham og skriver ofte til mig. Jeg haaber, at jeg vil kunne ordne det saaledes, at jeg kan rejse derud, saa snart Affæren her er overstaaet.“

De talte til langt ud paa Natten i Zinas Spisestue, hvor der var redt Seng til Andrey. Annie Vulitch havde forlængst begivet sig til Ro. Andrey maatte fortælle Zina alt, hvad han vidste om Vennerne i St. Petersborg, om Georg, Advokat Repin og Tania; men han vogtede sig vel for at røbe sine Følelser for den unge Pige.

*_**

I Løbet af nogle faa Dage havde Andrey og Vasily ordnet alt fornødent og var installerede som Herre og Tjener i den omtalte Gæstgivergaard. Men kort efter hændte der noget, som foreløbig bragte en fuldstændig Standsning i hele Foretagendet.

I samme Celle, som Berkut og Kunitzin beboede med de andre Fanger, blev der indført en ny Mand, som sagdes at være Falskmøntner; til ham fattede man straks Mistanke; man frygtede for, at han var Spion for Politiet.

Alle Beboere af Cellen blev enige om, at Arbejdet paa den hemmelige Gang maatte hvile, indtil man atter blev den uvedkommende Kammerat kvit. I Løbet af tre Uger gjorde hele Selskabet deres bedste for at gøre ham Tilværelsen derinde saa uudholdelig som vel muligt, og paa denne Maade lykkedes det dem endelig at bringe ham saa vidt, at han androg Fængselsinspektøren om at maatte blive ført til en anden Celle. Først da kunde man atter tage fat paa Arbejdet.

Disse Forsinkelser var yderst ubehagelige for Hovedpersonerne i Sammensværgelsen; ikke alene tærede det i foruroligende Grad paa deres Pengebeholdning, men det gjorde dem nervøse, fordi de var nødte til at holde sig i fuldstændig Ro og Afsondrethed. Det vilde have været Vanvid, om de var begyndt at tage Del i Propagandaen, der i Dubravnik saa vel som andre Steder gik sin vante, regelmæssige Gang.

I sin Egenskab af Forretningsmand kunde Andrey imidlertid ikke altid sidde hjemme, det vilde se mistænkeligt ud; desuden var det nødvendigt, at han traf Zina, som var Midtpunktet for og Lederen af hele Bevægelsen. Følgelig gik han hver Morgen ud og mødtes i Løbet af Formiddagen paa et forud aftalt Sted og paa et bestemt Klokkeslæt enten med Zina eller endnu hyppigere med Annie Vulitch. Resten af Formiddagen maatte han tilbringe i Værelset, hvor Vasily, naar han var færdig med sine Pligter som Kusk og Opvarter, gjorde ham Selskab.

For ingen af dem var denne paatvungne Lediggang nogen særlig Nydelse; de var for ophidset til at kunne studere, og selv almindelig Romanlæsning formaaede ikke for en Tid at fængsle deres Tanker. Dog var Vasily den, der fandt sig bedst i sin Skæbne. Naar han havde foret og striglet sin Hest, pudset Seletøjet og ordnet Værelset — som var lejet „uden Opvartning“ — og som just ikke blev holdt overdrevent propert — kunde han i Timevis ligge ud af Vinduet med Piben i Munden og med en saa ligegyldig, sløv Mine, som om han aldrig i sit Liv havde bestilt andet. Andrey søgte forgæves at tilegne sig noget af sin Vens Ro — „for den, der kæmper, er Taalmodighed lige saa nødvendig som Mod og Klogskab,“ sagde Vasily bestandig. Men for Andrey der kom lige fra det virksomme Liv i St. Petersborg, var det dobbelt svært at vænne sig til dette Driverliv, og han levede kun i en eneste nervøs Forventning om, at den store Dag endelig skulde bryde frem.

En Aften, da de begge kom hjem efter en Spadseretur, fandt de en Seddel med Andreys Adresse paa Bordet i Forstuen. Der havde under deres Fraværelse været et Bud fra „Kontoret“ og lagt følgende Besked til Herren, forklarede Portieren. Det var en aaben Seddel med nogle faa Ord nedkradsede med en daarlig Haandskrift og forkert stavet, hvori man anmodede Andrey om at komme paa „Kontoret“ næste Morgen Klokken ti i Stedet for Klokken elleve.

Denne Besked kunde kun komme fra Zina og maatte betyde, at der var hændet noget særligt.

II. KAPITEL. Man lægger en ny Plan.

Deres Møde næste Dag skulde finde Sted i de offentlige Anlæg. En halv Time før Tiden var Andrey ved den bestemte Bænk i en af de mere afsides liggende Gange, og opdagede et Øjeblik efter Zinas lysebrune Kjole mellem Træerne.

„Hvad er der i Vejen?“ spurgte han.

Hun svarede ikke straks; thi der kom i det samme en Herre gaaende forbi dem; men hendes Ansigt var alvorligt og bar Præg af stærk Sindsbevægelse.

„Alt er ødelagt!“ sagde hun endelig og saa op paa ham. „Politiet har opdaget Gangen!“

„Opdaget Gangen?“ gentog Andrey som forstenet.

„Ja, forrige Nat; men lad os sætte os her paa Bænken, saa skal jeg fortælle dig alt.“

Den unge Kone fortalte nu hurtigt, hvorledes det hele var gaaet til. Kunitzin var netop gaaet ned i Gangen for at grave de sidste Spadestik, da et pludseligt Spektakel oppe i Cellen fik ham til at skynde sig tilbage. Det var Fangerne, der var komne i Skænderi ved Kortbordet — en af dem var bleven greben i at spille falsk, og de kastede sig nu alle over ham, en enkelt endog med Kniv, saa at han blev saaret i Skulderen. Larmen hidkaldte selvfølgelig straks Vagten, og det var kun lige netop, at Kunitzin naaede at springe op i sin Seng; men han naaede derimod ikke først at faa Brædtet, der dækkede for Aabningen ned til Gangen, lagt ordentlig til Rette. En af Soldaterne snublede over Kanten af det, og et Øjeblik efter var den hemmelige Gang opdaget.

Andrey stirrede ufravendt paa Zina, mens hun talte, men hørte dog næppe hendes Ord; kun det ene stod helt klart for ham, at deres Plan var tilintetgjort.

„Det er Frugten af al vor Udholdenhed!“ udbrød han bittert.

„Det kunde være gaaet os endnu langt værre,“ sagde Zina roligt. „Sæt nu, at Politiet den Gang gennem den nye Fange havde faaet et Vink om vort Foretagende, saa var vi rimeligvis alle blevne grebne. Nu gælder det kun om at begynde forfra!“

„For tredje Gang, saa vidt jeg véd!“

„Nej, for femte! Vi har forsøgt og opgivet tre andre Planer før denne,“ svarede hun.

„Men hvad skal den næste blive?“ spurgte Andrey og forsøgte at være rolig. „Er der i det hele taget nogen „næste“ tilbage?“

„Jeg haaber, at vi maa kunne finde paa et eller andet — maaske Boris kan hjælpe os — — — men det værste er, at vore Penge er ved at slippe op,“ sagde Zina.

Der fulgte en lang Pavse, hver af dem var optagen af sine egne Tanker. Det var Zina, der talte først.

„Jeg har faaet at vide, at der skal være kommet Ordre fra St. Petersborg til Dommeren om at fremskynde Boris’ Forhør saa meget som muligt.“

„Hvad betyder det?“ spurgte Andrey.

„Intet særligt! De vil blot paa ny blive underkastede Forhør.“

„Holdes disse Forhør i selve Fængslet, eller bliver Fangerne førte andet Steds hen?“ spurgte Andrey, som greben af en pludselig Idé.

„Forhørene holdes paa Raadhuset, Dommerne anser det for under deres Værdighed at komme til Fangerne,“ svarede Zina.

„Hvad om vi vovede et Forsøg paa denne Vandring til Raadhuset?“ spurgte han og vendte sig helt om imod hende.

Hun saa bestyrtet paa ham.

„Er du gal? Midt paa Gaden i en stor By — ved højlys Dag? Hvad tænker du paa!“

„Det er jo heller ikke ligefrem et Forslag, jeg gør,“ svarede han. „Det er kun et øjeblikkeligt Indfald, som dog maaske var værd at tage under nærmere Overvejelse. Kan du sige mig, hvor stor Eskorten er, som ledsager dem?“

„Sidste Gang var der fire Mand.“

„Kun fire! Det er ikke saa slemt, som jeg havde troet.“

Han begyndte nu i fuldt Alvor at udvikle sin Plan og søge at bevise, at Faren ved at angribe Politiet paa aaben Gade og ved højlys Dag ikke var nær saa stor, som det straks kunde synes. Hvis Forsøget virkelig blev gjort, vilde Sagen i Løbet af nogle faa Minutter være afgjort enten paa den ene eller anden Maade; paa saa kort Tid vilde der ikke kunne samle sig noget Gadeopløb, tilmed da enhver forbipasserende rimeligvis vilde løbe sin Vej ved det allerførste Skud. Desuden kunde man vælge et ubefærdet Sted til Angrebet; Fængslet laa i Udkanten af Byen, og de nærmest tilstødende Gader var næsten mennesketomme paa den travleste Tid af Dagen.