„De Danske paa Schelden“. (1808-1809). (continued 2)

Antwerpen den 31. Januar 1809.

»Deres Excellence vil uden Tvivl være underrettet om, at vi nu ere i Citadellet i Antwerpen; vi lide intet fysisk, da man har overladt os Officers Værelser til Beboelse, tilladt os at tale med Personer, som dertil faa Tilladelse at komme, og den danske Konsul besøger os dagligen; — man tillader os at skrive, og Brevene sende vi til Præfekten. Vi henvende os til Deres Excellence for at udbede os Raad og Veiledning og bede stedse, at De ved Deres Indflydelse vil gjøre vores Skjæbne saa blid som mulig. Skulde vor Skjæbne være at forlade det Timelige, da er der næst Døden paa Kampens Plads for Landets Fjende, ingen Død, ved hvilken vi have kunnet vise vores Hengivenhed mere for den danske Marines Ære; thi den var faldefærdig. Skulde vor Skjæbne være at blive her, da haabe vi ved vores Forhold at erhverve os Agtelse. Skulde den derimod være den at blive hjemsendt, da ønske vi, at vores Æres Ord maa være den eneste Vagt, der geleider os. Deres Excellence anbefale vi denne Sag. Vi bede, De vil være vores Talsmand. De Ulykkelige kan imellem fortjene Medlidenhed.«

Underdanige

Rosenvinge. Holsten.

Deres Excellence

Hr. Geheimeraad Dreyer i Paris.

Ombord i »Pultusk« og »Dantzick« var Bestyrtelsen stor efter Chefernes Afreise.[69] Ingen havde anet, at denne Dag skulde have ført saa skjæbnesvangre Begivenheder med sig, men alle vare enige om, at hvad Bevæggrunde den franske Regjering end maatte have til at foretage dette Skridt, saa kunde Arrestationen ikke indtræffe mere ubeleiligt og fornærmeligt, naar man tog Hensyn til Dagens Betydning for de Danske, og hvad enten Valget af Dagen var sket med Forsæt eller det kun var tilfældig, opvakte denne hensynsløse Behandling alle Officerernes og Besætningens dybeste Harme. Udslaget af denne Forbitrelse viste sig deri, at to Officerer, en fra hvert af Linieskibene, Premierlieutenanterne F. Holsten og Falsen begave sig til den Høistkommanderende for Scheldeflaaden og nedlagde Protest imod den Maade, paa hvilken deres Chefer vare blevne behandlede. De udstrakte endog deres Dristighed saa vidt, at de erklærede for Admiralen, at de som danske Officerer kun vilde adlyde hvem der af Kongen af Danmark bestemtes dem til Foresatte, og at de derfor ikke vilde forrette Tjeneste under de franske Chefer, som ventedes indsatte af Keiseren til at tage Kommandoen over de to Linieskibe efter Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation.

Skjøndt Admiral Missiessy sikkert maa være bleven lige saa forbauset som ilde berørt ved dette dumdristige Skridt af de to danske Officerer, modtog han dem paa saa venlig en Maade, at man skulde tro, at han var en ældre erfaren Ven og Raadgiver, til hvem de havde henvendt sig, og ikke den Mand, der umiddelbart efter at have hørt deres Erklæring kunde — man fristes til at sige burde — have ladet dem arrestere strax paa Stedet.

Han forestillede dem det ubesindige i deres Forehavende, bad dem vel betænke den Fare, de udsatte sig for, ja nægtede endog ligefrem at ville modtage deres Erklæring, som ufeilbarlig vilde koste dem Livet, da Keiseren i saadanne Sager ikke kjendte til Skaansel.

Til Trods for det mørke Billede, som ved denne Sammenkomst oprulledes for dem, og til Trods for Udsigten til at komme til at ende Livet for en fransk Kugle, stod Holsten og Falsen dog fast ved deres Beslutning, uden at lade sig rokke. Efter at Admiralen havde ladet dem vide, at han kun kunde modtage Meldinger fra dem igjennem deres Chefer, tilbød han dem til Afsked 8 Dages Betænkningstid, i hvilken han jævnlig sendte Officerer til dem, for at formaa dem til at afstaa fra deres Forehavende. Kapitain Moras, den franske Officer, der var udset til at føre Kommandoen ombord i »Dantzick«, anvendte ligeledes sin Indflydelse paa at bringe dem til at afstaa fra deres Forehavende, men da det ikke lykkedes, og de forbleve urokkede ved deres Beslutning, foretog han et Skridt, der gjør hans Karakter den største Ære. Han gik nemlig til Admiral Missiessy og meldte de to Officerer syge. Til Trods for al denne Langmodighed og Hensynsfuldhed lode Lieut. Falsen og Holsten sig dog ikke bevæge, og Admiral Missiessy maatte da endelig, hvor nødig han vilde, bekvemme sig til at indsende sin Rapport til Marineministeren i Paris om hvad der var forefaldet.

Under det ovenfor omtalte Møde havde de to danske Officerer udtalt, at alle deres Kammerater ombord i »Pultusk« og »Dantzick« delte deres Anskuelse, men naar de ikke havde fulgt deres Exempel, da var Grunden den, at de af Hensyn til Mandskabet vare af den Mening, at de for at undgaa Uroligheder og Udskeielser handlede rettest i at forblive til Tjeneste ombord i Skibene.

Man maa derfor ved Bedømmelsen af hele dette Forhold lægge Mærke til, at Lieutenanterne Holsten og Falsen altsaa ikke ved denne Leilighed handlede paa deres Kammeraters Vegne men efter eget Initiativ, og Demonstrationen maa derfor ikke betragtes som en Fælles-Handling af de danske Officerer, ihvorvel de maaske tilfulde sympathiserede med de Følelser, som bragte deres to Kammerater til at træde saa ubesindigt op. Det viste sig ogsaa strax, at Misfornøielsen og Gjæringen iblandt Folkene var saa stærk, at Officerernes Nærværelse var absolut nødvendig, men samtidig var der hos Mandskabet stor Frygt for, at deres Officerer skulde lade dem i Stikken og de selv blive fordelte ombord i Eskadrens øvrige Skibe. Det var denne Eventualitet, som Folkene imødesaa med Skræk, da dermed Hjemreisen til Danmark vilde blive umuliggjort, og det er udenfor al Tvivl, at hvis de danske Officerer havde ladet deres Stemning raade og gjort fælles Sag med deres to Kammerater, vilde et aabenbart Mytteri blandt Besætningen næppe være bleven undgaaet.

Da saaledes Folkene den 29. Januar om Morgenen skulde gaa til Arbeide, nægtede de at lystre, men den blotte Trusel[70]: »at enten maatte de adlyde deres Officerer, eller disse maatte forlade dem« var tilstrækkelig, uden anden Magts Anvendelse, til at faa dem til at gjøre deres Pligt.

Man kan saa godt forstaa, at Folkene under disse fortvivlede Forhold, hvor Cheferne vare arresterede, kunde bringes til det Yderste, naar Officererne ogsaa forlod dem, og det kan derfor ikke nok fremhæves, at det skyldtes Officerernes Holdning, at Uveiret drev over uden alvorlige Følger.

Dagen efter at de to danske Chefer maatte forlade Skib og Mandskab og gaa fraborde som Arrestanter, afsendte den franske Udenrigsminister en Note til Danmarks Gesandt i Paris, hvori han meddelte Begivenheden og motiverede dens Nødvendighed. Denne Depeche er af Interesse derved, at man derigjennem faar Napoleons Bedømmelse af Sagen.

Skrivelsen, der i ethvert Fald maa have været forelagt Keiseren til Approbation, er et klart Udslag af hans Misfornøielse over, at man havde vovet at være ulydig, og den keiserlige Vrede skinner igjennem hver Linie af dette karakteristiske Aktstykke, der imponerer ved sin Overlegenhed:[71]

Paris den 29. Januar 1809.

Min Herre!

»Jeg har forelagt min Herre Keiseren Deres Note, som De har vist mig den Ære at sende mig under 26de d. M., og Hs. Majestæt har befalet mig at svare Dem følgende: De Officerer, som H. M. Kongen af Danmark har sendt for at gjøre Tjeneste i Frankrig, have nægtet at adlyde Keiserens Ordre, som blev givet dem af Marineministeren. De ere Militaire, de staa i Keiserens Tjeneste, og de ere ombord i Krigsskibe, som bære hans Flag. Keiseren er sikkerlig i sin Ret til at straffe dem efter de militaire Loves hele Strenghed, men af Hensyn til Kongen af Danmark indskrænker han sig til at sende dem tilbage til deres Land og overgive dem til deres Konges Retfærdighed, for at de kan blive straffede saaledes, som De have fortjent. Militairmagten maa være lydig til Fingerspidserne, dens Mangel paa Lydighed er det første Tegn paa en Regjerings Svaghed og Fald. Keiseren har ikke i sine Stater villet lade en Mangel paa Lydighed komme tilsyne og feigt blive taalt, og da det er hans Villie enten at blive adlydt eller skaanselløst at straffe enhver ulydig Handling, har han underrettet Dem her om, overbevist om, at baade Deres Stillings og Deres personlige Karakters Indflydelse vil kunne forhindre slige Udbrud af Ulydighed, som Interessen for H. M. Kongen af Danmark forbyder at taale.

»Modtag, Hr. Baron, Forsikringen om min Høiagtelse.«

Champagny.

Til

Hr. Baron de Dreyer.

Samtidig med Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation blev Ordren fra Paris om, at Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« indtil videre skulde sættes under Kommando af franske Chefer, iværksat ved at Eskadrechefen beordrede Kapitain Soleil, Chefen for Linieskibet »l’Anversois« til at føre Kommandoen ombord i »Pultusk,« samtidig med at Kapitain Moras fra Linieskibet »Cæsar« blev Chef for »Dantzick«.

Ordren blev imidlertid af Hensyn til de Danske udført paa den mest skaansomme Maade. De franske Chefer mødte kun en eneste Gang ombord i Skibene. Ved denne Leilighed blev Besætningen sammenkaldt og fik at vide, hvorledes Forholdene vare. De danske Næstkommanderende vilde komme til at føre den egentlige Kommando, men skulde kun modtage alle Ordrer igjennem de nye Chefer, der vedbleve at kommandere deres egne Skibe. Som Følge af denne Ordning gik Tjenesten i »Pultusk« og »Dantzick« sin vanlige Gang, uden at der mærkedes noget til de fremmede Chefer; kun hver Morgen mødte de begge paa Kaien ved Linieskibenes Fortøiningsplads, hvor da den vagthavende danske Officer indfandt sig for at modtage mulige Ordrer og afgive Melding, om noget af Interesse var foregaaet.

Til Trods for disse lempelige Foranstaltninger gav Omskiftningen af Kommandoen dog Anledning til et lille Sammenstød imellem »Dantzick’s« nye Chef, Kapitain Moras, og Næstkommanderende der ombord, Kapitainlieutnant Fasting. Hvad Aarsagen dertil har været, kan ikke afgjøres, da de officielle Rapporter og Indberetninger ikke indeholde nogen Oplysning derom, men rimeligt er det at antage, at et eller andet tjenstligt Spørgsmaal maa have givet Anledning til en Meningsforskjel imellem de to Officerer. Ved denne Leilighed fandt Kapitain Moras sig beføiet til at erklære, »at saalænge han saa, at Admiralens Ordrer nøiagtigt udførtes, og at for Resten Tjenesten forrettedes hensigtsmæssig, vilde han ikke videre befatte sig dermed, men i modsat Fald var det hans Pligt som Chef at paase det skete«.[72]

Kapitainlieutnant Fasting, der kun kunde opfatte disse Ytringer som en Bebreidelse, svarede herpaa: »at saalænge Tjenesten og Arbeidet kunde ske saaledes som han havde lært og det hidentil var sket, haabede han enhver Ordre skulde blive punktlig udført, paa de Ufuldkommenheder nær, som hans Ukyndighed i det franske Sprog kunde mulig foraarsage«.

Dette lille Sammenstød havde ingen videre Følger. Kapitain Moras har sikkert ikke fundet nogen Grund til at være utilfreds med den Maade, paa hvilken Tjenesten blev ledet af Linieskibet »Dantzick’s« samvittighedsfulde Næstkommanderende, hvorimod Kapitainlieutenant Fasting paa sin Side følte sig krænket og med tidligere Praxis for Øie beklagede sig til Admiralitetet i Kjøbenhavn over hvad der var hændet.

Imidlertid hensad Kapitainerne Rosenvinge og Holsten i Citadellet i Antwerpen og bleve endog indtil Slutningen af Februar Maaned holdte i temmeligt strengt Fangenskab. Det var dem ikke tilladt at modtage Besøg i Fængslet eller at afsende Breve til Hjemmet; af Mad og Drikke kunde de forskaffe sig hvad de ønskede for egen Betaling, saa de i den Henseende ingen Nød led, men Friheden var saa indskrænket, at det kun var tilladt dem at spadsere i Citadellet i Sigte af Skildvagten og med Officer til Ledsagelse.

Senere indtraadte der dog forskjellige Lettelser navnlig paa Grund af Marinepræfekten Baron Malouet’s Velvillie. Han tillod nemlig flere danske og franske Officerer uindskrænket Adgang til dem, og en af disse, Premierlieutenant Schifter, besørgede en Tid deres Korrespondance. Idet hele taget vistes der fra fransk Side Deltagelse for de to arresterede Chefer, og navnlig af Officererne af Corps du génie maritime, af hvilke i Reglen flere tilbragte Aftenen sammen med dem i Fængslet.

Det er ganske karakteristisk, at samme Dag som Kapitainerne Rosenvinge og Holsten bleve berøvede deres Kommandoer i Vliessingen og arresterede, vilde Skjæbnen, at de i Kjøbenhavn skulde være Gjenstand for Udmærkelse. Kongen høitideligholdt nemlig d. 28. Januar Dannebrogsordenens første Ordensdag sammen med sin Fødseldag og imellem de Udnævnelser til Ridder, som i denne Anledning fandt Sted, var ogsaa Rosenvinges og Holstens. Man havde dengang ikke nogen Underretning om, hvad der var foregaaet i Vliessingen, og anede ikke, at de to nye Riddere sad velforvarede indenfor Antwerpens sikre Fæstningsmure. Saa snart derfor Efterretningen herom naaede til Kjøbenhavn, blev man sat i stor Forlegenhed, da det let kunde se ud, som om denne Anerkjendelse fra Regjeringens Side var et Tegn paa, at man gav de to Officerer Medhold i deres Optræden lige overfor de franske Myndigheder. For at forhindre ethvert Skin af Demonstration gjorde man endog Forsøg paa at faa Forsendelsen af Dekorationerne stoppet, medens det endnu var Tid, men uden at dette dog lykkedes. Postmesteren i Hamburg, Wachs, indberettede nemlig, at Afsendelsen af Ordenerne allerede var sket, og Regjeringen maatte derfor indskrænke sig til at lade Gesandten i Paris give den franske Regjering forklarende Oplysninger om Forholdet.

Katastrofen i Vliessingen medførte ganske naturlig, at der maatte udnævnes nye Chefer til Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Den franske Regjering havde stillet dette Forlangende og imødekom derved delvis Ønskerne fra dansk Side. Herfra havde man nemlig allerede tidligere, som ovenfor meddelt, gjort Forsøg paa at faa Officerer og Folk hjem fra fransk Tjeneste, men uden Held. Ved Efterretningen om de nylig stedfundne Begivenheder syntes Leiligheden god til at forny Begjæringen. I en Note af 14. Februar 1809 fra Udenrigsministeren skete der en Henvendelse desangaaende til den franske Regjering, men Resultatet var ikke bedre end sidste Gang. Grev Bernstorff giver i sin Skrivelse ikke de danske Chefer Medhold i deres Fremgangsmaade, navnlig ikke de to subalterne Officerer, men udtaler dog i temmelig alvorlige Udtryk, at deres Adfærd har den Undskyldning, at de vidste, at deres Bestemmelse var at tjene paa den franske Schelde-Flaade, og at en Ordre som den, at de skulde afgaa til Brest laa aldeles udenfor Overenskomsten.

Man skimter gjennem Skrivelsens hele Anlæg Regjeringens Bestræbelse for at give de to arresterede Kapitainer en Haandsrækning og gjøre det bedst mulige ud af Sagen, noget som Regjeringen under alle Omstændigheder var nødsaget til om man end nok saameget var utilfreds med hvad der var sket. Det vilde af forskjellige Grunde have været uklogt ganske at misbillige Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Optræden. Thi ikke alene maatte man saavel i Frankrig som hjemme i Danmark antage, at de Mænd, som Regjeringen havde udset til at repræsentere Marinen i Udlandet, vare erfarne og prøvede Officerer, og blev der aabenlyst tilkjendegivet, at man slet ikke samstemmede med eller billigede deres Handlinger, stod Marinen med det samme Fare for at miste noget af sin Prestige; men Regjeringen har vel ogsaa samtidig haft en Følelse af, at de to Officerer havde haft en saare vanskelig Opgave at løse, og at deres Position ikke fra Regjeringens Side har været saa nøiagtigt præciseret, at de havde fuld Klarhed over Situationen.

Den 16. Februar ankom der med Kurer fra Paris følgende Ordre til Præfekten i Antwerpen om at hjemsende de to arresterede danske Chefer:

Paris d. 13. Februar 1809.

Til

Mr. Malouet.

»Jeg underretter Dem min Herre om, at ifølge Hs. Majestæts Ordre skal D’Hr. Rosenvinge og Baron Holsten hver under Bevogtning af en Gendarm eller en Gendarmeri-Underofficer, uopholdelig afreise til Danmark, hvor de af den nævnte Eskorte skal overleveres til Kommandøren for den nærmeste danske Militairpost paa Grændsen. Hvis der ikke findes noget disponibelt Kjøretøi maa De skaffe et tilveie, som kan rumme fire Personer, og som kan anvendes i det Øiemed ... De to Officerers Kaarder overgives til Eskorten, og overleveres tilligemed deres Personer til Kommandøren for den nærmeste danske Militairpost, som jeg antager maa være Altona ...«

Decrès.

Kapitainerne Rosenvinge og Holsten afreiste d. 18de Februar 1809 som Arrestanter til Danmark, ledsagede af franske Gensdarmer fra Etappe til Etappe, og man vil af nedenstaaende Uddrag af en »Underdanigst Promemoria« for Premierlieutenant Schifter[73] se, hvor magtpaaliggende det har været den franske Regjering at faa dem sendte hjem. Lieutenant Schifter indberetter nemlig under 16de Februar 1809 til Admiralitetet:

»Jeg har haft den Ære at tale med Hr. Kapitain Rosenvinge og Hr. Baron Holsten. Stedse indesluttede i Antwerpens Kastel, er Frihed til at skrive dem ei betaget; men Nødvendigheden af at tilstille Præfekten alle deres Breve til Gjennemlæsning, har nødet dem til at anmode mig om i deres Navn at tilmelde det høie Kollegie: at det i Dag er bleven dem forkyndt, at de under Bevogtning af gens d’armes ufortøvet skulde afgaa til Altona og derfra videre til Kjøbenhavn. Man fordrede øjeblikkelig Afreise; men Hr. Kapitain Rosenvinges ved Kummer svækkede Helbred tillod ei dette; dog vovede ikke General Malouet at opsætte deres Afsendelse længere end til i Overmorgen. Dybt føle de det nedværdigende ved, af gens d’armes at føres som Arrestanter til Fødelandet, men idet de se Umuligheden af at kunne forhindre dette indtil Altona, hvor de efter Befaling skal afleveres, vove de at anmode det høie Kollegie, at de i det mindste derfra paa deres Æres Ord maatte tillades at fortsætte deres Reise igjennem Fødelandet, og at de nødvendige Ordres hertil maatte blive givne«. —

De bleve i Altona afleverede til den ved det franske Hovedkvarter ansatte Major v. Haffner, der under Eskorte af Kapitain Hirschfeld sendte dem d. 6te Marts 1809 fra Altona til Rendsborg.

Paa denne Fæstning maatte de tilbringe en Maaned i Arrest, hvorefter de ifølge kongelig Ordre udløstes og bleve beordrede til Kjøbenhavn.

Det kan næppe betvivles, at kun tvingende politiske Grunde have nødsaget Regjeringen til at holde de to Officerer i Arrest efter deres Hjemkomst, og man feiler næppe ved at antage, at Hensynet til den mægtige franske Keisers Ønske her har været det bestemmende. Saavel Kongen som Admiralitetet have sikkert været af den Anskuelse, at der allerede var bødet haardt nok under Opholdet paa Schelden for de Feilgreb som vel vare store, men udelukkende dikterede af en Følelse, der kun kunde gjøre de to Mænds Karakter Ære, og lode ogsaa denne Anskuelse indirekte faa officiel Bekræftelse derved, at saavel Rosenvinge som Holsten kort Tid efter begge fik Kommando igjen, Rosenvinge paa Værftet og Holsten i den ansvarsfulde Stilling som Høistkommanderende over Søforsvaret i Hertugdømmerne.

Ligeoverfor Lieutenanterne Falsen og Holsten indtog Regjeringen selvfølgelig en anden Holdning. Da Indberetningen om deres selvstændige Optræden naaede Admiralitetet, blev det herfra tilkjendegivet dem, at man ikke kunde billige deres Fremgangsmaade, og det blev derfor paalagt dem atter at vende tilbage til deres Stilling. Men da de to Officerer erklærede sig ude af Stand til at opfylde den kongelige Ordre, bleve de afløste og hjemsendte og maatte i Arresten i Citadellet bøde for deres patriotiske Iver.

De nye Chefer for »Pultusk« og »Dantzick«, Kommandørkapitainerne v. Dockum og v. Berger ankom til Vliessingen d. 29. Marts og overtog deres Kommando d. 1. April 1809. Officerernes og Mandskabets Haab om snarlig Hjemsendelse var svundet bort, og i fire lange Aar, indtil 1813, holdtes de i fransk Tjeneste paa Scheldeflaaden. Forholdene vare imidlertid væsentlig forbedrede; v. Dockum’s kloge Optræden, Tidens jevnende Indflydelse, og den Omstændighed, at Skibene lidt efter lidt bleve bedre forsynede og Folkene vante til Forpleiningen bragte efterhaanden Ro og Tilfredshed tilveie imellem de danske Besætninger. Under v. Dockum’s kraftige Kommando lykkedes det at bringe det danske Mandskab, der senere endnu forøgedes med to Linieskibsbesætninger, til saadan en Fuldkommenhed i Retning af Manøvredygtighed, Organisation og Disciplin, at intet af Flaadens øvrige Skibe kunde maale sig med dem; naar Flaaden foretog Reisningsmanøvrer eller evolerede under Seil, og Tilfredshedssignalet efter en kvik udført Manøvre vaiede fra Admiralskibet »Charlemagne’s« Top, kunde man som Regel være sikker paa at det var »Pultusk’s« eller »Dantzick’s« Nummer, der fulgte efter.

Den Periode i vor Søkrigshistorie: De Danske paa Schelden 1808-1813, hvis første og paa Vanskeligheder saa rige Aar har været Gjenstand for denne Skildring, er af Betydning for Flaaden og dens Historie; thi de danske Officerer og Søfolk fik, efterat det første vanskelige Aar var tilende, Leilighed til at vise, hvad Skibsbesætninger ere istand til at præstere, naar de ere godt kommanderede og sammensatte af Søfolk i Ordets egentlige Betydning.

Og fra hvilket Synspunkt man end i Frankrig kan have betragtet de forskjellige disciplinaire Uregelmæssigheder, der fandt Sted paa Schelden, er man dog ogsaa fra fransk Side rede til at anerkjende, at de dansk bemandede Linieskibe, hvad Slagfærdighed og Manøvredygtighed angaar, vare Flaadens egentlige Kjærne og at de i denne Henseende kunde staa som Mønsterskibe for hele den øvrige Flaade paa Schelden.