Note 69 — „De Danske paa Schelden“. (1808-1809). (continued 2)

Man faar et godt Begreb om det Indtryk, som Chefernes uventede Arrestation gjorde paa Officererne og Besætningerne, ved at læse, hvad Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen skrive derom i en Fællesrapport til Geheimeraad Dreyer i Paris, afsendt Dagen efter at Begivenheden havde fundet Sted:

»Igaar Middags Kl. 12« — hedder det — »ankom ligesaa pludselig som uventet en keiserlig Ordre, der bød vore Chefer at nedlægge deres hafte Kommando og som Arrestanter strax at afgaa til Antwerpen.

»Allerede Kl. 4 havde vi den Bedrøvelse at se dem afreise under militair Eskorte. Admiral Missiessy lod os kalde og paalagde os at bekjendtgjøre Mandskaberne, at de indtil Ankomsten af nye danske Chefer skulde kommanderes af franske.

»Vi forestillede Vanskeligheden af at bringe et Mandskab, der brændte af Hengivenhed for deres forrige Chefer, og som vilde blive trøstesløse ved Tabet af disse, til Lydighed; .... men Admiralen erklærede at have de bestemteste Ordrer for de givne Befalingers Udførelse, og at enhver streng Mesure, Magten giver i Hænde, vilde blive brugt. Idet vi ansaa det som det eneste Middel til vores Ekvipagers Redning, have vi gjort det til vores første Bestræbelse at anvende alle Overtalelsens Midler for at tilveiebringe Orden og Rolighed iblandt samme. Ene den Hengivenhed og Kjærlighed, som Danmarks Søfolk stedse have til deres Officerer, maa vi tilskrive, at det lykkedes os nogenledes at tilfredsstille de over Tabet af deres Chefer opbragte Mandskaber; men hvorledes kan vel denne Rolighed anses? Kummeren malet i ethvert Ansigt og en sagte Mumlen viser tydelig, at det ikke er Hjertets, men kun den af Magten paabudne.« (Udenrigsministeriets Arkiv: S. Excell. M. de Dreyer. Divers objets, 1809).