23. I Middagsstunden.
Reading edition
Ej Luften sig rører og Møllen staar stille, Det er just ikke, hvad Mølleren vilde; Han kjeder sig; Fuglen, som langsomt daler, Den, synes mig, ogsaa om Kjedsomhed taler. Se, selv de Tidsler, hvor de have Lede Ved her at staa paa den nøgne Hede. Der staar nu en Hoppe forundret og glor, Mens Føllet ved Bommen sig gnider og snor. Hvorfor nu Føllet sig skaber saa, Kan Hoppen ej i sit Hoved faa. Kort, Alt sig kjeder, det er jo tydeligt, — Forresten det Hele er ganske nydeligt!
