15. En Plag.
Reading edition
Hvad tænker du paa, du unge Nar? Du vrinsker og sparker og ønsker, du var Derude og gik for den tunge Plov Og planted i Mulden din unge Hov! — Hist venter dig kun en besværlig Vej! Bliv bag Stakittet, — forhast dig ej! Her har du det roligt, du er fri og frank; Derude faar du kun ondt Ord og Bank; Her har du det godt, Alt hvad du behøver, Baade Frihed og Havre og duftende Kløver. Vær rolig, og nyd her dine gladeste Dage, — Tidsnok vil du vist faa Grund til Klage.
