← Table of contents
Vildsomme Veje

Ogsaa en Kærlighedshistorie. (continued 2)

Reading edition

Nej, dem har jeg glemt! — Du havde virkelig Ret, de er vamle, — lidt for rørstrømske, — men enfin, vil Du have en »mit Gefühl«, — vær saa artig!«

Og hun sang Paris og Helenes Duet:

»Dejlige Drømme, daarende Drømme, Skygger, som mildt i Taage hensvømme!« —

Edith betragtede tankefuld den syngende. Hvad var det, hun savnede ved hendes Ansigt? Det var jo sorgløst og ubekymret, men saa underligt sjælløst var det blevet, ligesom Martha var ligeglad, hvordan det saa gik. Skulde denne barnagtige Kærlighedshistorie, dette Barnepjank, som Edith havde været Genstand for, virkelig have givet Marthas Hjærte Banesaaret? Det lød utroligt. Men noget havde hun gaaet igennem, hvad det nu var. Naa, men nu blev hun jo efter sit eget Valg en brav Mands Hustru. Edith beroligede sig. Det var jo dog godt, at Martha ikke mer var den samme. Nu gjorde hun virkelig en Slags Lykke i Selskaber, talte livligt med og klædte sig med Smag; — og alt det havde hun aldrig gjort før. Forandringen var til det bedre, havde hun kun haft et andet Udtryk, et mere levende sjælfuldt! Ja, nu kunde Fru Edith synge:

»Før jeg begreb ej, hvorfor Du var skabt, Ak ja, man skatter først, hvad man har tabt.«

* * *

Der var jo intet at vente efter, altsaa holdt de unge Folk Bryllup allerede til October. Om Vinteren skulde de bo i København, om Sommeren paa Kratholm.

Det var et pragtfuldt Hjem, Sofus Bang førte sin unge Kone til paa Bryllupsaftenen. Alt, hvad Penge kunde skaffe af Hygge og Luxus, var tilvejebragt, og Martha, der tog sig nydelig ud i den hvide Dragt med Myrtekransen i det lysegule Haar, som nu var sat op i en fyldig Knude i Nakken, saa sig ogsaa nok saa fornøjet omkring i sit ny Kongerige.

Hun lod sig synke ned i en allerkæreste lille Divansofa med en Følelse af, at mellem saa bløde Puder vilde det ingen Sag blive at rejse igennem Livet, hun maatte takke sin Gud for at have faaet et saa mageligt Befordringsmiddel, for at Omstændighederne havde nødt hende til at ombytte den skarpe Barberkniv — uh, hun gøs ved Tanken, — med denne kostbare Brudebuket eller i alt Fald Studenterhuen med Brudesløret og den kolde Grav med denne glimrende Forsørgelsesanstalt.

»Og her er alle Brudegaverne«, sagde den henrykte unge Ægtemand, »skal vi se paa dem?«

Der var naturligvis en hel Udstilling.

»Denne er fra Edith!«

Det var en pragtfuld Blomsteropsats egnet til at pryde en Marmorkamin. For Øjeblikket var den fyldt med en stor Buket lilla og hvide Sirener, — Marthas Yndlingsblomst, — som udbredte den dejligste Duft i Værelset.

Martha bøjede med et tankefuldt Smil sit Ansigt ned imod dem.

Foraarsduft! Det var, hvad hun nu havde tilbage af sin Kærlighed — Edith!

»Min egen, søde Hustru«, lød nu Bangs Stemme tæt ved hendes Øre, og hun følte hans Arme om sit Liv — »nu har jeg Dig endelig.«

Hun vendte sig venlig om til ham og taalte uden Indsigelse og Modstand hans Kys. Saadan skulde det jo være. Det hørte med. Rigtig nok fandt hun slet ingen Nydelse i saadan at blive krammet og trykket af et Par Mandsarme og kysset med saa hede, fugtige Læber, men man maatte jo tage det ene med det andet. Det var jo ikke noget at blive vred over, at Sofus var saa latterlig forelsket.

Hun smilte og lukkede træt og ligeglad Øjnene under hans Kærtegn.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings