Andet Afsnit. Sundhed og et langt Liv.

NIENDE DEL. Sindsbevægelsernes Indflydelse paa Sundheden.

SEKSTIENDE KAPITEL. Sjælens Magt over Legemet.

Sjælens Indflydelse paa Materien er en af de dybeste Hemmeligheder i vort Væsen. Faa Personer har fuldt Begreb om Styrken af denne mægtige Kraft, som stadig virker inde i dem, enten til godt eller ondt.

«Sindstilstanden,» siger Dr. S. Smith, «paavirker den fysiske Tilstand, og Livets Varighed beror helt og holdent paa den fysiske Tilstand; heraf følger, at i samme Grad som Sjælen kan indvirke paa Legemets Beskaffenhed, kan den ogsaa have Indflydelse paa Livets Længde. Det er umuligt at bibeholde Legemets Funktioner i en naturlig og kraftig Tilstand, naar Sjælen lider. Enhver turde maaske have lagt Mærke til, hvorledes Personer, som er truffet af en stor Ulykke, er blevet forandrede i Udseende. En Person for Eksempel, der for et Aar siden blev rammet af en Ulykke, som gik ham til Hjertet, er nu forvandlet til en Skygge af sig selv; endnu nogle Maaneder, og han er ikke mere.»

Hvor utroligt det end lyder, har man dog Eksempler paa, at Fantasien har foraarsaget eller stillet Smerte, ja til og med fremkaldt eller fordrevet Sygdom. De iblandt os, som lider af Nevralgi for Eksempel, ved meget vel, at den bedste Maade at befri sig fra Smerterne er at forsøge at glemme dem, medens de ofte bliver større, hvis man tænker paa dem. «Den enkle Tro eller Overbevisning,» siger Dr. Tuke, «at en Muskel ikke kan sammentrækkes eller slappes, er tilstrækkelig til hos en følsom Person eller en, i hvilken Følsomhed er blevet fremkaldt, at foraarsage midlertidig Mangel paa Kraft.» Samme Forfatter taler om, hvorledes Frygten eller Faren har Indflydelse paa Karsystemet, og giver som Illustration herpaa følgende Fortælling om en intelligent Dame, med hvem han var meget godt kjendt. Han siger: «En Dag gik hun forbi en offentlig Indretning og saa en liden Gut, hvem hun nærede speciel Interesse for, komme ud gjennem en Jerngrind. Hun lagde Mærke til, at han slap Grinden efter at han havde aabnet den, og at den formodentlig vilde klemme ham, hvad hun antog vilde ske med saadan Kraft, at Guttens Fod vilde blive knust. Det skeede dog ikke. ‘Det var umuligt,’ sagde hun, ‘i Ord eller Handling at være hurtig nok til at at forebygge, hvad jeg antog vilde ske, og i selve Virkeligheden fandt jeg, at jeg ikke kunde røre mig af Stedet, thi en uhørt Smerte opstod i min egen Fod, tilsvarende den, som jeg troede vilde skades paa Gutten. Jeg kunde blot lægge min Haand paa den for at lindre den vold-Smerte, og jeg er vis paa, at jeg ikke rørte mig paa nogen Maade, hvorved jeg kunde have vrikket eller strukket den. Det var med den største Vanskelighed at jeg naaede mit Hjem, som laa en halv Kilometer fra Stedet, og da jeg tog af Strømpen, fandt jeg en Ring omkring Fodleddet, som om det var blevet bestrøget med rød Saft, samt en stor Flek af samme Farve paa Ydersiden. Den følgende Morgen var hele Foden inflammeret, og jeg maatte holde Sengen i lang Tid.’»

Et lignende Tilfælde omtales i Carter on Pathology and Treatment of Hysteria. «En Frue, som passede sin lille Gut, der legte, saa at en tung Vinduesramme faldt over hans Haand og hug af tre Fingre, hvorved hun blev saa overvældet af Frygt, at hun ikke formaaede at yde ham nogensomhelst Hjælp. En Læge blev i al Hast budsendt, og da denne havde forbundet Gutten, vendte han sig mod Moderen, som sad og jamrede sig, idet hun klagede over Smerte i Haanden. Da han undersøgte hende hende fandt han, at de tre Fingre, tilsvarende dem, som var skadede paa Barnet, var ophovnede og inflammerede, endskjønt hun ikke tør havde havt noget ondt i dem. Efter fire og tyve Timers Forløb gjordes Indskjæringer i dem, og Værk randt ud. Dødkjød blev senere fjernet, og tilslut heledes Saarene.»

ENOGSEKSTIENDE KAPITEL. Sjælens Magt til at fremkalde Sygdomstilstand hos Legemet.

Nogle Personer indbilder sig stadig, at de er Offer for en eller anden Sygdom, og de føler sig aldrig rolige, hvis de ikke har en Læge til at passe sig. Deres Samtaler angaar hovedsagelig deres smaa Plager, og deres største Fornøielse er at høre, hvorledes deres Venner beklager dem. Hvis saadanne Personer virkelig er syge, er det paa Grund af deres mørke Sindstilstand. Alleslags Sygdomme kan fremkaldes i Legemet ved hvad man i Sjælens Fysiologi kan kalde Tilbøielighed derfor. Ved at fæste Sjælens Opmærksomhed paa en særskilt Del af Legemet kan en Sygdom forværres eller til og med fremkaldes uden ydre Aarsag.

«Hvis Opmærksomheden henledes paa Maven,» siger Dr. Tuke, «foraarsager dette en Følelse af Tunghed, som kan forvolde Vanskeligheder i Fordøielsen. En Følelse af Spændthed eller andre Ubehageligheder kan man let, som hver og en ved, fremkalde i de forskjellige Organer. Tankernes Retning mod Hjertet har i Almindelighed en forstyrrende Indflydelse paa dettes regelmæssige Virksomhed. Visselig udøver stærke Sindsbevægelser meget større og mere øieblikkelige Virkninger, men hvis man kan fæste Opmærksomheden ved dets Slag, erfarer man, at der opstaar Uregelmæssighed, undertiden endog Smerte.»

Dr. W. B. Carpenter siger i sin “Principles of Menthal physiologi” følgende: «Hvis man med Hensigt retter Opmærksomheden paa en Del af Legemet, saa er dette, endog uden nogen Sindsbevægelse, tilstrækkelig til at fremkalde Fornemmelser der, hvilket synes at bero paa en Forandring i Blodcirkulationen, og hvis denne Tilstand automatisk holdes ved Magt, ved at Opmærksomheden stadig holdes fæstet derpaa, saa kan denne Forandring blive en Kilde til Slaphed, ikke alene i Livsværksamheden, men ogsaa med Hensyn til Næringstilførsel. Derfor kan der ikke findes berettiget Tvil om, at ikke Sygdom ofte beror paa indbildte Plager, især hvis man dvæler ved ubehagelige Fornemmelser.»

TOOGSEKSTIENDE KAPITEL. Sjælens Indflydelse paa Sygdommes Helbredelse.

Mr. John Brown fortæller en Historie om en syg Person, som gik til en Læge og beklagede sig over svære indre Smerter. Doktoren skrev en Recept, som han gav ham med de Ord: «Tag dette, saa bliver De bra om fjorten Dage.» Patienten kom tilbage efter et Par Ugers Forløb, aldeles frisk og med et Udseende, som tydede paa fuldstændig Helbredelse. Lægen var ikke lidet stolt over Kurens gode Resultat, men da han havde glemt, hvilket Lægemiddel han havde foreskrevet, gjorde han nogle Spørgsmaal for at komme paa det rene hermed. Han begyndte: «De er blevet frisk?» «Ja, aldeles frisk; jeg har aldrig følt mig saa bra i hele mit Liv.» «Vis mig den Medicin, De tog.» «Jeg har spist op Recepten, som De sagde, at jeg skulde gjøre.»

Manden havde bogstavelig talt slugt Papiret og blev helbredet derved, eller rettere ved sin Tro paa at han handlede efter Lægens Forskrifter.

Denne enkle Fortælling kan forklare meget, der ellers betragtes som overnaturligt eller mirakuløst. Pilgrimme er blevne helbredede fra Sygdomme ved at valfarte til en eller anden Helgens Grav, og tusenvis af Mennesker er blevet hjulpet af Kvaksalvere og værdiløse Patentmediciner. I alle saadanne Tilfælde fremkaldes Bedringen ved Sjælens Forventning. Tro og Haab er Naturens mægtigste Kræfter, naar det gjælder Helbredelse af Menneskenes Sygdomme.

Et andet Eksempel herpaa er et Tilfælde, som observeredes af Sir Humphry Davy, da han i den første Tid af sin Praksis som Læge assisterede Dr. Beddoes ved Eksperimenter med Indaanding af Kvælstofoxydul. Dr. Beddoes var kommet til det Resultat, at Kvælstofoxydul var et sikkert Middel mod Lamhed, hvorfor han udvalgte en Patient til at eksperimentere med, og betroede ham til Davys Behandling. Inden han anvendte Gasen, førte han et lidet Termometer ind under Patientens Tunge for at undersøge Temperaturen. Den lamme Mand, som ikke havde nogen Anelse om den Behandling, han skulde underkastes, men som var overbevist om Sikkerheden af Dr. Beddoes Metode, havde ikke før kjendt Termometret mellem sine Læber, før han troede, at Operationen var i fuld Gang, og i et enthusiastisk Udraab erklærede han allerede at kjende en velgjørende Virkning i hele sit Legeme. Davy syntes, at Tilfældet var altfor fristende til at lade gaa sig ud af Hænderne. Han gjorde intet mere, men bad Patienten komme igjen næste Dag. Samme Ceremoni gjentoges med samme Resultat, og efter to Ugers Forløb var Manden frisk, uden at noget andet Lægemiddel end Patientens Indbildningskraft var blevet anvendt.

TREOGSEKSTIENDE KAPITEL. Hvorledes Bekymring dræber.

Mange Menneskers Helbred tager Skade og deres Liv forkortes uden anden Grund end stadig Græmmelse. Et Gram Græmmelse, siger et gammelt Ordsprog, dræber et Menneske. Men det er ikke de store Modgange i Livet, de svære Tab og Prøvelser, som for det meste stempler Panden med Bekymring, berøver Gangen dens Spænstighed og borttørker selve Livssaften. Saadant bæres ofte med heltemodig Tapperhed; men den Græmmelse som dræber, hidrører som Regel fra de daglig tilbagevendende Bekymringer og smaa Fortrædeligheder.

At leve uden Græmmelse er ikke let, især for Personer af nervøst Temperament. Alligevel er det muligt, og man kan komme did ved Viljens seirende Magt.

«Græmmelse,» siger Sir Andrew Clark, «er dræbende. Det er den forvænnede Levevis, som forkorter Menneskenes Liv. Naturen lader aldrig et Menneske overanstrenge sig, hvis det ikke selv overtræder dens Love, hvis man ikke tager stimulerende Sager til ubeleilige Tider, røger meget eller tager ind Opium. Hvis man fører et regelmæssigt Liv, følger Sundhedens Love og vandrer paa den fysiologiske Retfærdigheds Vei, saa vil man aldrig finde, at man arbeider for strængt. Jeg har endnu aldrig seet et Tilfælde, hvor Helbreden er brudt af den blotte Overanstrængelse, men jeg medgiver, at det fremfor alt er nødvendigt at øve Sindsro. Prøv at træne Eders Vilje i denne Henseende, thi Viljen har meget at sige med Hensyn til at fremkalde Ro; at tage Tingene som de er, og ikke bekymre sig om Morgendagen, som ikke er vor, men tage Dagen som den er og anvende den paa bedste Maade. De, som stadig grubler over det forgangne, eller graver nysgjerrigt i det kommende, lever aldrig noget virkeligt Liv.»

FIREOGSEKSTIENDE KAPITEL. Hvorledes voldsomme Lidenskaber skader Helbreden.

Ingen kan overgive sig til heftige Lidenskaber som Vrede, Skinsyge, Had, Avind og Begjærlighed, uden at skade sin Helbred. Vrede er den mest ødelæggende af alle Sindsbevægelser, hvis den faar Lov at bryde ud med fuld Kraft. Dens Udbrud bringer sædvanligvis Uorden i Systemet ved at afbryde den regelmæssige Virksomhed i Organerne, og derved angribes Hjernen og Hjertet mest. Man har seet Eksempler paa, at et Vredesudbrud næsten øieblikkelig har foraarsaget Galdefeber, Inflammation af Leveren, Hjertet eller Hjernen, ja til og med Sindssygdom. Naar man ofte overgiver sig til Vrede, kan dette let have tilfølge Gulsot, Slag eller større Modtagelighed for Nervefeber eller Lungebetændelse. Efter et Anfald af Vrede kan Moderens eller Ammens Melk foraarsage Konvulsjoner hos Barnet. Der findes en gammel Teori, som siger, at Mundens Spyt bliver giftigt ved Vrede, og dette har en Del Sandsynlighed for sig. Det synes at være bevist ved den Omstændighed, at de fleste Bid af Dyr læges langsommere, hvis Dyret har været ophidset, end ellers vilde være Tilfældet.

Jeg behøver ikke at opholde mig ved de mange Tilfælder, hvor Døden pludselig er foraarsaget af Vrede, thi Historien er fuld af saadanne, og Ligsyn aabenbarer daglig nye. Den, som ikke kan beherske sit Lune, holder, saa at sige, sit Liv i sin Haand. Det er ogsaa en sørgelig Sandhed, at vi ikke en eneste Gang kan give Vreden Plads og efterpaa være legemlig de samme som før; noget i vort Liv er forspildt.

FEMOGSEKSTIENDE KAPITEL. Latter som Medecin.

Den velgjørende Virkning, som Latter har, kan forstaaes hos Mennesker med godt Humør. En spøgefuld Person er altid i godt Huld med et blomstrende Udseende og med Øine, som straaler af Livslyst. «Le og bliv fed,» er en Formaning, som mange Mennesker burde følge. En god Latter har en mere velgjørende Indvirkning paa Nervesystemet end hvilkensomhelst Medecin. Hufeland siger i sin Afhandling om Glæden: «Glædens ydre Udtryk, Latteren, maa ikke tilsidesættes. Den er den mest helsebringende af alle Kropsbevægelser, thi den ryster op baade Legeme og Sjæl paa en Gang, befordrer Fordøielsen, Blodcirkulationen og Luftvekslingen i Lungerne, samt forhøier Livskraften i alle Retninger.

Man har mange Eksempler paa, at Mennesker er blevet helbredet af alvorlige Sygdomme ved et pludseligt Latterudbrud. Der laa saaledes to Mænd syge i et Værelse, den ene i Hjernebetændelse, den anden i et ondartet Tilfælde af en anden Sygdom. De var begge saa meget medtagne, at man maatte vaage over dem om Natten, og det var Tvil underkastet, hvorvidt nogen af dem vilde blive friske igjen. Det blev tilladt en Herre at vaage hos dem om Natten, og det blev paalagt ham at tilsige Sygepleiersken, naar Medicinen skulde gives. Om Natten sovnede baade Vogteren og Sygepleiersken. Den sidstnævnte af de Syge laa og saa paa Klokken og saa, at Tiden var inde til at give Feberpatienten hans Drik. Han kunde ikke tale høit, ei heller røre nogen Del af sit Legeme med Undtagelse af Armene, hvorfor han greb en Pude, som det lykkedes ham at slaa Vogteren i Ansigtet med. Denne for op fortumlet, og herunder faldt han overende paa Gulvet og vækkede baade Sygepleiersken og Feberpatienten. Det hele forekom begge de syge saa løierligt, at de lo af Hjertens Lyst en lang Stund. Da Doktoren kom ind om Morgenen fandt han, at der var indtraadt stor Bedring hos begge Patienterne, og sagde, at han aldrig hadde paatruffet en saa hastig Vending til det bedre. Inden kort Tid var begge oppe og friske.

Naar alt kommer til alt,» siger Dryden, «saa er det godt at le, og hvis et Halmstraa kan frembringe Latter, saa er det et Lykkens Redskab.»

SEKSOGSEKSTIENDE KAPITEL. Nogle Vink om hvordan man skal kunne holde sig ung og bevare et ungdommeligt Udseende.

Lord Lytton og andre har skrevet Romaner, i hvilke de har fremstillet sine Helte, beklædte med evig Ungdom ved Opdagelsen af Livseliksirens Hemmelighed. I Virkeligheden findes der naturligvis ingen saadanne Midler mod Tidens Herjinger, og dog kan man sige, at enkelte Mennesker aldrig bliver gamle. De er stadig unge, fulde af Liv og bærer sine Aar med meget større Lethed end andre, som har et mindre sangvinsk Temperament. Den store Hemmelighed ved at holde sig ung ligger i, at man holder Sindet ungt og friskt, Hjertet let og lader Livets smaa Bekymringer fare.

Ved personlig Iagttagelse i en lang Række af Aar, og ved Behandling af mange hundrede Personer har jeg fundet, at de, som ser yngre ud end de virkelig er, altid har et ungt og friskt Sindelag, medens de, som ser ældre ud end de virkelig burde gjøre, er for tidligt gamle baade i Tanker og Vaner. Deraf følger, at hvis vi vil bibeholde et ungdommeligt Udseende, maa vi bevare Ungdommelighed i det Indre. Legemet er et Modstykke til Sjælen; som det indre Menneske er, saaledes viser ogsaa det ydre sig. Det beror meget paa os selv, om vi bliver gamle. Mange ældes fortidlig, fordi de lægger bort ungdommelige Lyster og Interesser og tilegner sig gamle Folks Vaner, paa samme Maade som en Del Mennesker bliver kraftesløse og svage, naar de med en Smule Anstrængelse skulle kunne ryste af sig sin fysiske Dvaletilstand og løfte sig op til Sundhed og Kraft.

En middelaldrende Dame, som tilhører de alvorlige Kvækere, omtalte for mig, at hun nylig havde sluttet med sit stillesiddende Liv og begyndt at kjøre Velociped, fordi hun ellers vilde blive gammel før Tiden. «Jeg pleiede at føle mig nitti Aar gammel,» sagde hun, «men nu føler jeg mig som firti.» Hendes Udseende modsagde sandelig ikke hendes Ord, thi hun var virkelig blevet yngre, Tusenvis af Personer vilde ligesom denne Dame blive forynget ved at opøve et ungdommeligt Sind.

TIENDE DEL. Diætens Indflydelse paa Helbreden.

SYVOGSEKSTIENDE KAPITEL. Fordøielsens Vidunder.

Den Proces, hvorigjennem Føden forvandles til Næring for Legemets Ophold, er et af de mange Undere i vor Organisme. Fordøielsen begynder i Munden, hvor Føden sønderdeles ved Tændernes Virksomhed og opblandes med Spyt. Denne Vædske synes at være meget vigtig i og for Madens Tilberedelse for de Forandringer, som den videre skal gjennemgaa. Den afsondres fra tre Par Kjertler, som ligger i en liden Afstand fra Mundhulen og staar i Forbindelse med den gjennem Kanaler. Naar Maden er blevet godt tygget, rulles den sammen af Tungen, som fører den frem til Svælget og ind i Spiserøret, gjennem hvilket den fortsætter sin Vei til Mavesækken. Mavesækken er enslags Sæk eller Pose, som tillader en ganske betydelig Udvidelse. Dens Slimhinde er besat med tusenvis af Kjertler, som afsondrer en sur Vædske, der er kjendt under Navnet Mavesaft. Denne afsondres, naar Føden kommer i Mavesækken, opløser Maden og forvandler den til en grødagtig Masse, som kaldes Chymus. Men Processen bliver meget lettet af Mavens Muskelvirksomhed, thi denne holder Føden i stadig Bevægelse frem og tilbage og fører saaledes enhver Del deraf i Berøring med den opløsende Vædske. Efter en Stund sammentrækker Mavesækken sig og presser Føden, som nu er forvandlet til Chymus, ind i den første Del af Tarmkanalen, hvor den blandes med Galde fra Leveren og Mavespytkirtlernes Saft. Føden gaar videre gjennem Tyndtarmen, som er omtrent tyve Fod lang, drevet frem ved en ormlignende Sammentrækning af Musklerne. Al den Næring, som er færdig til at absorberes, optages nu og tilføres Blodet, medens de ufordøielige Stoffe lidt efter lidt trænges ind i Tyktarmen og Endetarmen og tilslut forlader Legemet.

OTTEOGSEKSTIENDE KAPITEL. Kunsten at tygge.

Selv Spisningen er en Kunst. God Fordøielse og altsaa god Helbred er i høi Grad afhængig af den Maade, hvorpaa vi tygger Maden. Personer, som sluger Maden i sig, er i Regelen magre og lider af daarlig Fordøielse. Den rigtige Maade at spise paa, er at lade Maden blive i Munden til den er blevet nok tygget og blandet med Spyt. Det er høist nødvendigt at al Mad, til og med af løs Beskaffenhed, som f. Eks. Havregrød, kommer i Berøring med Mundens Saft, og det kan kun ske ved Tygning, Mr. Gladstone tilskrev sin udmærkede Helbred hovedsagelig den Omstændighed, at han tyggede enhver Kjødbid fem og tyve Gange.

NIOGSEKSTIENDE KAPITEL. Maaltidernes Indflydelse paa Sundheden.

«Spis aldrig, naar Appetiten mangler,» er en enkel, fysiologisk Grundsætning, som enhver bør følge, der sætter Pris paa sin Helbred. Det er meget bedre at undvære et almindeligt Maaltid end at spise, naar Maven ikke har Behov for Føde. Et stort Misgreb er det at spise mellem de regelmæssige Maaltider, hvad mange pleier at gjøre. Maven behøver et vist Maal af Hvile og kan ikke arbeide stadig, uden skadelige Følger. For at skaffe sig en virksom Fordøielse, bør man helst lade fem Timer gaa mellem hvert Maaltid. Aftensmaaltidet bør ikke indtages senere end tre Timer før Sengetid. Det er ogsaa det sundeste aldrig at indtage mere end tre Maaltider om Dagen. Man bør huske, at det ikke er den Fødemængde, vi spiser, men den, som fordøies og tilgodegjøres af Legemet, der holder os friske og stærke.

SYTTIENDE KAPITEL. Hvorledes man faar god Appetit.

God Appetit maa regnes som en af Livets Behageligheder. Maden er blevet os givet af en algod Skaber saavel til Nydelse som til Ophold. De, som aldrig føler Længslen efter Mad, har aldrig et fornøiet og muntert Sind, men bliver i Almindelighed melankolske, mørke og pessimistiske. Men hvis man vil sikre sig en god Appetit, maa man have regelmæssige Maaltider. De, som ikke spiser regelmæssigt, men indtager sin Middag den ene Dag Klokken to, den anden klokken tolv eller et, vil aldrig komme til at være i Besiddelse af rigtig god Madlyst. Det samme er Tilfældet med Søvnen; den, som ikke hviler paa bestemte Tider, men gaar tilsengs naarsomhelst, naar han synes det passer, kan umulig skaffe sig en god Nats Hvile. Naturen hader Uregelmæssighed og vil altid opponere derimod. En anden Regel, der bør følges af dem, som ønsker at skaffe sig god Appetit, er aldrig at drikke mellem Maaltiderne. Mange ødelægger Appetiten til Middag ved at spise Kager om Formiddagen, medens andre gjør det samme med en Kop Kaffe, et Glas Øl eller Vin. Røgning har ogsaa samme Virkning.

ENOGSYTTIENDE KAPITEL. Sindstilstande, som hindrer Fordøielsen.

Sjælen udøver en stærk Indflydelse paa Fordøielsen, saavelsom paa Appetiten, hvilket mange ved af praktisk Erfaring. En god Appetit kan næsten øieblikkelig tabes ved en eller anden Sindsbevægelse, foraarsaget f. Eks. af en daarlig Nyhed, et Udbrud af daarligt Lune eller lignende. Mennesker, som stadig græmmer sig over alle mulige Smaating og aldrig ved, hvad det er at have et roligt Sind, nyder meget mindre af sin Mad end de, som har et sangvinsk Temperament, og de faar desuden ogsaa meget mindre Næring af den. Dette er en af Grundene til at Personer, som bærer paa Bekymringer, altid er magre.

«Erfaring,» siger Dr. Comb, «maa have lært os, at vi altid sidder ned og nyder Bordets Glæder med meget større Lyst og Appetit, naar Sindet er let og frit, end naar vi gaar tilbords overvældede af Bekymring, eller har hele Sjælens Opmærksomhed rettet paa en eller anden vigtig Sag.»

Den tyske Fysiolog Hufeland bemærker, at han ikke kjender noget bedre Hjælpemiddel ved Fordøielsen end Latter, og den Vane vore Forfædre havde at opvække denne ved Hjælp af Gjøglere og Narre, var grundet paa sande, medicinske Principper. Prøv med et Ord at opmuntre og glæde Deltagerne i Eders Maaltider, thi den Ernæring, som man faar under Spøg og Munterhed, kommer sikkert til at fostre godt og let Blod.

TOOGSYTTIENDE KAPITEL. Forskjellige Fødemidlers Indflydelse paa vore Lidenskaber og Tilbøieligheder.

At Fødens Beskaffenhed udøver moralsk Indflydelse paa ethvert Individ, er et Faktum, som alle Fysiologer fremholder, skjønt de sjelden gjør det med den Vægt, som det fortjener. Vore Tanker, vore Handlinger, vore Bestræbelser, vore Luner og Lidenskaber, alle røber de mere eller mindre Indflydelse af den Mad, vi spiser og de Drikke, vi nyder. De, som spiser meget Kjød, er sædvanligvis mere livlige, lidenskabelige og irritable end de, som sjelden faar animalsk Føde.

Lord Byrons Biograf fortæller følgende: «En Dag, da jeg sad ret overfor ham, sysselsat med en Beafsteg, sagde han, efter at have iagttaget mig en Stund: ,Moore, synes De ikke, at man bliver sint af at spise Beafsteg?»

Skuespilleren Kean siges at have afpasset sin Diæt efter den Rolle, han skulde spille, og herunder valgte han Faarekjød til Elskerroller, Oksekjød til Morderroller og Svinekjød til Tyranernes.

Der siges om Maleren Fuselli, at han pleiede at spise raat Kjød for i sit Sind at fremkalde fantasifulde Billeder, og i samme Hensigt spiste Mr. Radeliffe ukogt Kjød i den Tid han skrev sin bekjendte Bog «Udolphos Mysterier.»

Saadanne Indfald som disse savner dog videnskabelig Værdi. De bedste Beviser paa at Føden har Indflydelse paa Lidenskaber og Tilbøieligheder, finder vi maaske i den store Forskjel mellem planteædende og kjødspisende Dyr, og hvorpaa Løven og Lammet er de bedste Eksempler. Middelveien er vistnok den, der giver et fornøiet, roligt, muntert og eftertænksomt Sindelag.

TREOGSYTTIENDE KAPITEL. De skadelige Virkninger af Overmættelse.

Napoleon lod engang falde den Ytring, at flere Mennesker dør af formeget end forlidet Mad. Dette er en fysiologisk Sandhed, der kan bestyrkes af enhver praktiserende Læge i Landet. Thi tusenvis af Mennesker holder daglig paa at grave sin egen Grav med Tænderne. Mange tror, at jo mere Mad man kan tvinge ned gjennem Halsen, desto stærkere bliver man. Men Overmaal i alt, som angaar Legemet, er farligt, og Spisning og Drikning er ikke nogen Undtagelse fra denne Regel. En Middag paa fire eller fem Retter, som er almindelig blandt de høiere Samfundsklasser, er ofte en Anledning til at man spiser formeget og bliver udsat for ubehagelige Følger. Megen Forandring i Mad, som fortæres under samme Maaltid, har tilfølge, at Fordøielsesorganerne faar en meget besværlig Opgave at fylde. Dette kommer af, at ethvert særskilt Fødemiddel ved Fordøielsen fordrer en særskilt Kraftanstrængelse af Maven og forskjellig Tid for at fordøies. Forskjellige Stadier af Fordøielsen opstaar altsaa samtidig, hvorhos der dannes en upassende Blanding af Fødemidlerne i Maven, hvilket maa overanstrænge de føielige, men stundom ogsaa oprørske Fordøielsessafter.

Man siger jo, at til og med en Mark vender sig mod sin Undertrykker, hvorfor det ikke er underligt, om Maven i Vrede vender sig mod sin Eier og straffer ham med daarlig Fordøielse eller overdreven Fedme.

Andre Samfundsklasser gjør sig ogsaa skyldig i Overdrivelse med sine færre Retter. Man spiser ofte det for meget og med særdeles skadelige Følger. Det er en god Regel at slutte Spisningen lidt før man er aldeles mæt. Det er Overmaal, omend aldrig saa lidet, der skader.

FIREOGSYTTIENDE KAPITEL. Drikke til Maden.

Vi bør aldrig drikke uden at være tørstige og altid ophøre, naar Tørsten er slukket. Det er ikke bra at drikke umiddelbart før Maden, da dette udspænder Maven og opspæder Mavesafterne, hvilket følgelig hindrer Fordøielsen. Den mest passende og naturlige Tid at drikke paa, er ved Slutten af Maaltidet, da en Vædske er meget virksom til at lette Madens Opløsning og Fordøielse. Som Regel drikker Menneskene mere end deres Legeme taaler.

At drikke formeget, selv om Drikken bestaar af rent Vand, er en ikke ualmindelig Aarsag til Svaghed og mange andre Lidelser. Hvis man optager mere Vædske i Systemet end dette passende kan tilgodegjøre sig, bliver Følgen, at naar denne afsættes gjennem Huden eller Nyrerne, bortfører den andre Stoffe, som Legemet behøver.

Dr. Rudichum bemærker, at «Vand i stor Mængde virker som urindrivende Middel, saalænge der i Blodet findes løse Stoffe, som kan bortføres med det. Dette har naturligvis sin Gyldighed ogsaa ved andre Vædsker, som Øl, The, Kaffe osv.»

FEMOGSYTTIENDE KAPITEL. Omtrentlig Tid for de vigtigste Fødemidlers Fordøielse.

Da enkelte Fødemidler fordøies lettere end andre, gjør man klogt i at studere Letfordøieligheden af de forskjellige animalske og vegetabilske Stoffe, som udgjør den daglige Føde. Hvis man i Almindelighed valgte sin Mad mere omhyggeligt, vilde der ikke forekomme saa mange Uordener i Fordøielsen.

Følgende Tabel viser den omtrentlige Tid, som de forskjellige Fødemidler behøver for at fordøies

Timer Min.

Ris, kogt 1 00

Æg, vispede 1 30

Ørret, stegt 1 30

Æbler, søde, raa 1 30

Vildt, kogt 1 30

Sago, kogt 1 45

Korn, kogt 2 00

Melk, kogt 2 00

Lever (Okse) ristet 2 00

Æg, ferske, raa 2 00

Æbler, sure, raa 2 00

Melk 2 15

Æg, stegte 2 15

Gaas, stegt 2 30

Kalkun, stegt 2 30

Sukkerbrød 2 30

Frikassé, varm 2 30

Flødekage 2 50

Æg, blødkogte 3 00

Oksesteg 3 00

Faarekjød, kogt 3 00

Bønnesuppe 3 00

Hønsesuppe 3 00

Flesk, salt, kogt 3 15

Faaresteg 3 15

Brød, 3 15

Smør 3 30

Ost, gammel 3 30

Brød, nybagt 3 30

Poteter, kogte 3 30

Æg, haardkogte 3 30

Mais, kogt 3 45

Bønner, kogte 3 45

Laks, salt, kogt 3 45

And, stegt 4 00

Kalvesteg 4 30

Kaal, kogt 4 30

Flesk, stegt 5 15

Nyretalg (Okse) stegt 5 30

SEKSOGSYTTIENDE KAPITEL. De forskjellige Fødemidlers forskjellige Næringsværdi for Legemet.

Menneskenes Mangel paa Kjendskab til den relative Næringsværdi af de forskjellige Fødemidler er i Sandhed beklagelsesværdig. Man indbilder sig, at det ikke har noget at betyde, hvad vor Diæt bestaar af. Endel Fødemidler danner Kjød og frembringer Varme i meget høiere Grad end andre; nogle danner intet Kjød og har ingen anden Virkning end at skaffe Maven haardt Arbeide. Vi behøver Mad, som baade frembringer Varme og danner Kjød for at opholde Livet; og det er yderst vigtigt for Sundhedens Bestaaen, at vor Næring indeholder begge Dele i rigelig Mængde. Den store Forskjel i Fødemidlernes Sammensætning viser sig deri, at der i 100 Kg. Ost er 31 Kg. kjøddannende Stof dg 25 Kg. varmedannende, medens i det Brød, man sædvanligvis spiser samtidig, er af 100 Kg. kun 7 Kg. kjøddannende og 48 Kg. varmedannende Stof. I samme Kvantum Erter er 23 Kg. kjøddannende og 60 Kg. varmedannende Stof, hvilket danner en slaaende Modsætning til Gulerødder, i hvilke der kun findes 1 Kg. kjøddannende og 12 Kg. varmedannende Stof.

Nedenstaaende Tabel viser den relative Værdi af de hovedsageligste Fødemidler, i deres Egenskab at frembringe Varme og danne Kjød. Saadanne Sager som Sukker, Smør, Talg, Fedt osv. er ikke medtagne, da de kun frembringer Varme.

Fødemidler Kjøddannende Bestanddele i Pct. Varmegivende Bestanddele i Pct. Vand i Pct. Mineralholdige Stoffe i Pct.

Ost 31 25 39 5

Tørre Erter 23 60 14 3

Kogt Kjød 22 14 63 1

Havremel 17 69 11 3

Kornmel 14 68 16 2

Fisk 14 7 78 1

Hvedemel 13 66 20 1

Maismel 11 73 13 1

Kakaobønner 10 86 1 3

Flesk 8 63 28 1

Brød 7 49 42 2

Ris 7 92 42 1

Grønne Erter 7 36 54 3

Melk 5 8 86 1

Sago 4 82 13 1

Poteter 2 23 74 1

SYVOGSYTTIENDE KAPITEL. Hvori en sund Diæt bestaar.

«Jo længere jeg lever,» siger Sidney Smith i sin lystige Fremstilling af Vigtigheden af at holde Diæt, «desto mere overbevist bliver jeg om, at Halvdelen af Menneskeslægtens Elendighed kommer af smaa Uregelmæssigheder i Organismen, af at en Kanal er bleven igjenfyldt, at Føden trykker paa et urigtigt Sted og mange andre Ting. Det Selvbedrag og de Misforstaaelser, hvori Menneskene gjør sig skyldige, er komiske og forbausende. En Bekjendt af mig spiser Aftens sent; først sætter han tillivs en kraftig Suppe, derpaa Hummer, siden Bagværk og saa opspæder han altsammen med Vin. Næste Dag aflægger jeg ham et Besøg. Han agter at sælge sit Hus i Byen og trække sig tilbage til Landet. Han er ængstelig for sin ældste Datters Helse. Hans Udgifter vokser stadig og intet kan beskytte ham for Ruin, hvis han ikke snart trækker sig tilbage. Alt dette kommer af Hummeren, og naar den overanstrængte Natur har havt Tid til at faa Bugt med sin Kraftdyrsbelastning, saa friskner Datteren til, Forretningerne er i god Orden og enhver Tanke paa Landet er banlyst fra hans Sind. Paa samme Maade bliver gamle Venskabsforbindelser opløste ved ristet Ost, og haardt saltet Kjød har ledet til Selvmord. Ubehagelige Følelser i Legemet fremkalder tilsvarende Fornemmelser i Sjælen, og en ynkelig Rolle spilles paa Grund af en Bid ufordøielig Mad.»

Om vi end kan le af den originale Forfatters Humør, saa ligger der dog en hel Del Sandhed i hans Ytring om Diæten. Valget af en passende Føde er af den yderste Vigtighed for vor Sundhedstilstand. «Jeg er kommet til den Slutning,» siger den fremstaaende Læge, Sir H. Thompson, «at mere end Halvdelen af de Sygdomme, som efter Middelalderen forbitrer Livet for Middelklasserne og de høiere Klasser i Samfundet, har sin Grund i Diætfeil, som burde kunne undgaaes, men som bereder mange Mennesker en ulykkelig, gavnløs og smertefuld Tilværelse og fører andre til en altfor tidlig Grav.»

Hvori bestaar da en sund Diæt? Der findes, saa at sige, forskjellige diætiske «Skoler». For Eksempel den vegetariske, hvor al animalsk Føde undgaaes, og «Densmore» Skolen, som forbyder alle stivelsesholdige Fødemidler og betragter Brød som en Dødsbærer istedenfor en Livbringer. Saadanne diætiske Systemer kan være passende for visse Konstitutioner, men ingen saadanne almindelige Regler kan opstilles. Efter grundige Undersøgelser er jeg kommet til den Overbevisning, at en maadelig og blandet Diæt er den bedste for Mennesker i Almindelighed. Jeg holder paa, at animalsk Føde bør indtage den anden Plads i vor Diæt, og der bør ikke spises større Kvantum end 125 Gram. Frugt og Grøntsager bør danne en vigtig Del af Middagsmaaltidet, og selv ved de øvrige Maaltider bør de fortæres istedenfor Syltetøi, Kage osv. Hvad angaar stivelsesholdige Næringsmidler, blandt hvilke regnes Brød, saa maa man nyde dem med stor Maadelighed, naar Aarene tiltager. De jordartholdige Stoffe[2], som de indeholder, og som er nødvendige for at styrke Benbygningen hos de unge, fortætter Vævene hos de gamle, og frembringer let Atkræftelse.

De af Læserne, som ønsker at leve længe, maa iagttage stor Maadelighed i Fortæringen af animalsk Føde. Blandt Hundredeaaringer turde man knapt kunde paavise nogen, som spiser meget Kjød.

«Jo langsommere en Person vokser,» siger Hufeland, «desto senere naar han frem til Modenhed; og jo længere Tid det tager for hans Evner at udvikle sig, desto længere kommer hans Liv til at vare, thi en Skabnings Livstid forlænges i samme Grad som Tiden for hans Udvikling. Alt, som derfor paaskynder Omsætning af Livskraft, forkorter Livet, og jo heftigere Livsvirksomheden er, desto kortere bliver følgelig Livet. Hvis De vil leve længe, saa lev maadelig og undgaa stimulerende, hidsende Diæt.»

Graham forklarer i sine «Lectures», at enhver Fysiolog maa medgive, at Kjød giver en mere stimulerende og hurtigere Puls og en hedere Hud, paaskynder Legemets Livsfunktioner, foraarsager større Udtømning af Livskræfterne og slider ud Legemet betydelig hurtigere end en passende vegetabilsk Føde. «Af denne Grund,» sagde han, «paatræffer man aldrig høi Alder hos saadanne Folkeslag, som hovedsagelig lever af Kjødspiser. Patagonierne, hvis klimatiske og andre Forhold, med Undtagelse af de diætiske, er usædvanlig gunstige for en høi Livsalder, bliver sjelden saa gamle som sytti Aar; og dog er deres Livstid gjennemsnitlig længere end andre kjødspisende Nationers.»

OTTEOGSYTTIENDE KAPITEL. Diæt, som befordrer Sjælens Udvikling og aandelig Kultur.

Hjernen fordrer Næring paa samme Maade som alle andre Legemets Væv. Enhver aandelig Anstrængelse foraarsager et vist Forbrug eller Spaltning af noget af denne hemmelighedsfulde graa Substans, som udgjør en Hoveddel af Hjernen. Det er bevist ved Undersøgelse af Hjernens Stofomsætning, at jo livligere Sjælsanstrængelserne er, desto større Portion Fosfor anvendes og omsættes. Hjernen hos en sindssvag Person indeholder mindre end Halvdelen af den Mængde Fosfor, som findes hos et Menneske med almindelig Forstand, og jo mere begavet en Person er, desto mere Fosfor indeholder hans Hjerne. Denne mærkelige Omstændighed paavistes først af de berømte franske Kemikere Vauqualin og L’Harittee. De, som anstrænger sin Hjerne meget, bør fortære den Føde, som indeholder mest Fosfor. Fisk er for en stor Del sammensat af denne Substans, og svarer saaledes udmærket til Hensigten, hvorfor den ofte bør forefindes paa Bordet. Æbler og Bananer er ogsaa rige paa Fosfor, medens mange andre Fødemidler indeholder det i mindre Grad.

Dr. Albert J. Bellows siger angaaende Næring for Hjernen: «Den Mængde fosforholdig Føde, som indeholdes i et Dyrs Kjød, og den fysiske og aandelige Virksomhed, som frembringes deraf, staar i direkte Forhold til dette Dyrs Livlighed. Saaledes giver Ørretten, Laksen eller Gjedden mere aandelig Kraft end den søvnige Torsk, Aal eller Flyndre, og Kjødet af den vilde Bisonokse eller af Vildsvinet mere end af den tamme Okse eller Svin; samt den virksomme Arbeidsokse mere end det sovende Svin eller Kalven, som opfødes og gjødes indenfor en Indhegning uden Legemsbevægelse. Det samme gjælder Kjødet af vilde og tamme Fugle. Ved at tage Hensyn til denne Regel, kan man have stor Hjælp under Valget af Føde til Hjernen.»

Endel Autoriteter anser vegetarisk Diæt særlig gunstig for dem, som har aandelig Anstrængelse, og som tilstræber intellektuel Udvikling. Sir John Sinclaire siger: «Vegetarisk Føde har en god Indflydelse paa Sjælskræfterne og bidrager til at bevare Finhed i Følelsen, Livlighed i Indbildningen og en Skarphed i Omdømmet, som sjelden paatræffes hos dem, som spiser rigelig animalsk Føde.» Den berømte Franklin paastod, at vegetarisk Diæt bør foretrækkes af dem, som arbeider med Tanken, eftersom den frembringer Klarhed i Begribelsen, Hurtighed i Opfattelsen. Vegetariske Fødemidler udvider aldrig Karrene eller belaster Systemet, og derfor afbryder de heller ikke Sjælens stærkere Bevægelser, medens Heden, Mættelsen og Tyngden, som fremkaldes af den animalske Føde, modsætter sig mere kraftige Anstrengelser. Maadeligheden ligger derfor ikke saa meget i Kvantiteten, der mere eller mindre reguleres af Appetiten, som i Kvaliteten, nemlig i forholdsvis meget vegetariske Fødemidler. Som Bevis paa Sandheden af den Paastand, at vegetarisk Diæt befordrer Klarhed i Forstanden og Hurtighed i Tanken, og at Overgang fra vegetabilsk til animalsk Føde har skadelige Følger, opgiver en af mine Bekjendte, at han mere end en Gang blandt sine Forpagteres Børn i Irland, har udvalgt en Gut, som har udmærket sig ved den skarpe Intelligens, som er almindelig blandt de irske Gutter, naar de anvendes som Visergutter eller Stalddrenge paa Godserne, inden de er blevet gjødet med bedre Mad end den, som de fik i Fædrehjemmet. Gutterne var i Begyndelsen livlige og intelligente og udviste en Skarpsindighed, som langt overgik hvad man finder hos Ynglinge af ganske høie Samfundsklasser i England. Men han fandt altid, at i samme Grad som disse Gutter blev vant til animalsk, og, ifølge almindelig Opfatning, bedre Føde, saa slappedes deres Livlighed og de blev træge og dumme. Efter hans Overbevisning var denne Forandring hos dem en Følge af Forandringen i Diæt, og ikke noget, som foraarsagedes af, at deres Sind fordærvedes ved Omgangen med de andre Tjenere. I Virkeligheden mistede de hele den Livlighed, som er medfødt for alle irlandske Gutter, hvad enten de stammer fra Allens vidstrakte Myrer eller Mayos og Galways tørre Klippeegne. Han tror derfor ogsaa, at Folkets Karakter ikke saa meget afhænger af Klimaet som af Føden, thi ingen Dele af Jorden kan være mere ulig hinanden, end disse to Dele af Irland.

Cullen siger i sine Afhandlinger om «Materia Mediæa», at Finhed i Følelsen, Livlighed i Fantasien, Hurtighed i Opfattelsen og Skarphed i Omdømmet som oftest følges af en svag Legemskonstitution. Det er visslig sandt, at samme Tilstand let følges af Rædhed, Ubestemthed og Tvil, medens derimod en stærk Person besidder mere af den Fasthed i Omdømmet og Bestemthed i sin Beslutning, som passer for høiere og virksommere Livsforhold. Den værdifuldeste Sjælstilstand synes imidlertid iallefald at tilhøre en mindre Grad af Legemsstyrke og Fasthed.

NIOGSYTTIENDE KAPITEL. Frugt som Føde og Medecin; dens for skjellige Virkninger paa Legemets Konstitution.

Man spiser ikke nok Frugt, og specielt er dette Tilfældet med Arbeidsklassen, som synes at betragte Frugt mere som en Luksusartikel end som et Fødemiddel. I forskjellige andre Lande er Forholdet anderledes, og næsten ved hvert Maaltid er Bordet forsynet med Frugt. Man vilde spare ganske betydelig ind paa sine Udgifter til Læge, hvis der spistes mindre Kjød og mere Frugt. Vore Haver er Landets ypperste Apothek, og den Medecin, de indeholder, er tilvisse mere velsmagende end Medecin af andet Slags.

En af de bedste Frugter er Æblet. Den store Mængde Fosfor, som det indeholder, gjør det til et meget vigtigt Fødemiddel for Hjernen. Æblesyren er særdeles nyttig for stillesiddende Personer, hvis Lever har en træg Virksomhed og behøver Stimulering. De er Naturens Merkurialpiller. Mytologien fremstiller Æblet som Gudernes Føde, og naar disse kjendte, at de blev gamle og svage, fortærede de denne Frugt for at forynge sine Legems- og Sjælskræfter. Æbler er ogsaa meget sundt for Huden og Teinten.

Blandt andre Frugter, som er nyttige ved sine medecinske Egenskaber, er ogsaa Jordbærene, der indeholder meget Jern, og derfor er udmærkede for blodfattige Personer.

Bananer er, ligesom Æbler, rige paa Fosfor, og bør derfor spises meget af dem, som arbeider med Hjernen. Der findes heller ingen bedre Diæt for Tyfuspatienter end Bananer. De kan spises i Form af en Velling af Bananmel eller ogsaa stegte.

Tomater, om hvilke man ikke er enige, hvorvidt de tilhører Frugter eller Grøntsager, har en kraftig Virkning paa Leveren og Tarmerne. De indeholder en stor Mængde Jern og er specielt at anbefale for Tilfælder af Blodmangel.

Appelsiner er nyttige for at forebygge Forstoppelse og for at rense Blodet; det samme kan siges om Granatæbler og Citroner.

Smaafrøet Frugt som Hindbær og Figener etc. virker baade som Føde og Medicin for Legemet. Det Sukker, de indeholder, er nærende, deres Syrer renser Blodet og deres Frø virker forløsende.

I Nødder har vi alle de Næringsstoffe, som vi finder i Kjød, Æg, Smør, Ost og Melk, Nødder indeholder fra 35% til 53% Fedt i envulgeret Form, hvilket gjør, at det let smeltes af Maven. Nødder indeholder ogsaa mere Æggehvide end Kjødet.

OTTIENDE KAPITEL. Grøntsager som Føde og Medecin!

Som jeg før har bemærket, bør Grøntsager udgjøre en vigtig Del af vor Diæt. Det er godt muligt at afholde sig fuldstændig fra al animalsk Føde, og alligevel have den bedste Helse; men at banlyse Frugt og Grøntsager fra vore Maaltider, vilde være at fremkalde Sygdomme hos os.

Poteter, som er vor almindeligste Grøntsagesort, er en meget helsebringende Artikkel i vor daglige Næring; paa Grund af den Mængde Vand, de indeholder (75 Procent i raa Tilstand) bør de imidlertid spises sammen med andre Fødemidler. Angaaende Poteters Egenskaber, siger Dr. F. W. Pavy i sin «Treatise on Food», at den Mængde kvælstofholdige Stoffe, som de indeholder, er for liden, til at de alene skulde kunne være en passende Føde; men sammen med Sager, der er rige paa Kvælstof, saasom Kjød, Fisk osv., er de et nyttigt og billigt Næringsmiddel. I melet Tilstand er Poteter let fordøieligt, men naar de er faste, vandholdige eller voksagtige, giver de Fordøielsesorganerne meget at gjøre og bør derfor i denne Tilstand undgaaes af daarlige Maver. Ferske Poteter kan være mere lokkende end gamle, men er, som det fremgaar af det foregaaende, vanskelige at fordøie. Poteter har stor Anseelse for sin Evne til at modvirke Skjørbug.

Turnips danner et let og sundt Fødemiddel. Paa mange Personer har de en lakserende Virkning og bør derfor spises i rigelig Mængde af alle, der lider af haard Mave.

Pastinakker er et velsmagende og nærende Fødemiddel. Jeg kjender en Mand paa Øen Wight, som levede i tre Maaneder udelukkende paa denne Vækst og ikke saa ud, som han havde lidt Nød under Eksperimentet, men jeg vil ikke anbefale mine Læsere en saa exentrisk Diæt.

Gulerødder er temmelig nærende, men tungt fordøielige for enkelte Personer, da de let foraarsager Gasdannelser.

Løg indeholder Svovl og har paa Grund deraf helsebringende Egenskaber. Om denne Vækst siger Dr. H. Datton i en Artikel i «Medical Brief»: «Da Svovel er et vigtigt Element i vort Legeme, maa Forbruget deraf erstattes af et Næringsstof i vor Føde, og i hele vort diætiske Forraad synes intet at byde dette rigeligere og i mere letfordøielig Form end Løgen; den er, fra et fysiologisk Standpunkt seet, nødvendig for at vi skal være fuldstændig friske. Naar den er godt tilberedt—hvad enten den er kogt, stegt eller stuet—er den let fordøielig og indeholder Næringens Hovedbestanddele saavelsom Svovl. Og hvis den anvendes raa som Krydder til Maden, saa er den et udmærket Middel til at styrke Maven til dens Opgave efter Maaltidet.»

Kaal og andre grønne Vækster er i og for sig af liden Næringsværdi, men blandede med andre Ting udgjør de vigtige Fødemidler. De renser Blodet og har Tilbøielighed til at virke som Laksativ. Spinat er specielt nyttig for blodfattige Personer paa Grund af den store Jernmængde de indeholder.

Vandkarse virker i nogen Grad som Krydder og befordrer derfor Fordøielsen og modvirker den Tilbøielighed til Kolik, som andre raa Grønsager gjerne fremkalder. Ifølge Xenofons Opgave levede de gamle Persere næsten udelukkende paa Vandkarse, som de ansaa for særdeles sundt. Peberrod er høist værdifuld som stimulerende Middel for dem, som lider af daarlig Fordøielse og er maaske det bedste Middel til at forhindre Gasdannelse.

Agurker er de usundeste af alle raa Grøntsager og bør aldrig spises af dem, som lider af daarlig Fordøielse. Bedst vilde det være for alle at undgaa dem.

ENOGOTTIENDE KAPITEL. Nogle farlige Fødemidler.

Ved Fortæring af Svinekjød fremkalder man i Legemet visse Uordener, som ingen anden Diæt kan fremkalde. Det er uden Tvil af denne Grund, at Moseloven forbyder Fortæring af Svinekjød og erklærer det for urent. Selv Muhammed forbyder dets Fortæring, og hans to hundrede Millioner Efterkommere, som for Tiden findes, vægrer sig ved at røre «det urene Dyr». Svinet er i Sandhed et meget urent Dyr, og intet andet Dyr i hele Verden har saa væmmelige Vaner. Det spiser alt, hvad der kommer i dets Vei, til og med døde Dyr, der er gaaet i Forraadnelse. En amerikansk Forfatter siger, at et «Svin forlader gjerne et delikat Maaltid af Nødder i Skogen for at kjæmpe med Gribbene om de stinkende Levninger af et dødt Mulæsel.» Sir James Paget var den, som først opdagede i Svinet den yderst lille Parasit, som har faaet Navnet Trichina Spiralis. Hvis denne mikroskopiske Mark ikke uskadeliggjøres ved tilstrækkelig Kogning, saa indgaar den i Menneskets Mave og foraarsager smertefulde Symptomer, der i Løbet af nogle Uger kan ende med Døden. Disse Parasiter har i enkelte Tilfælde gjennemtrængt hele Muskelsystemet, og man har talt optil 50 000 paa en Kvadrattomme. Heldigvis er disse Sygdomstilfælder temmelig sjeldne, men de forekommer dog imellem og beviser, at alle, som spiser Svinekjød, udsætter sig for denne Fare. Bændelorm er en oftere forekommende Parasit, der udvikler sig i Menneskets Mave som en Følge af, at man spiser Svinekjød. Næsten hvert Tilfælde af Bændelorm skriver sig fra Brugen af denne Mad. Ligeledes kan de fleste Tilfælder af Kjertler, Galdesyge, Mavekathar og andre lignende Plager, der saa ofte piner Menneskene, for en stor Del tilskrives deres Kjærlighed til Flesk.

Lever, der i saa stor Udstrækning spises af Arbeidsklassen, er et andet Næringsmiddel, som fører urene Stoffer ind i Legemet. Som de fleste ved, er Leveren den største Afsondringskjertel i Legemet. En af dens Opgaver er at afsondre Galde, som indeholder en vis Portion giftigt Stof. Nyrerne er ligeledes skadelige, da de er Organ for modbydelige Stoffes Adskillelse fra Blodet.

Angaaende Pølser giver jeg det Raad at lade dem være, forsaavidt man ikke bestemt ved, hvad de indeholder. De stadige Politirapporter bør oplyse enhver om den Fare han løber ved at kjøbe disse velsmagende, men mystiske Madvarer.

TOOGOTTIENDE KAPITEL. Vore Drikke og deres forskjellige Indvirkning paa Legemet.

Naar man drikker sin Kaffe, The eller Chokolade til Frokost, tænker man som Regel ikke paa, hvilken Indflydelse ens Valg af Drikke har paa ens aandelige og legemlige Velbefindende. Baade The og Kaffe er blevet fordømt af mange fremstaaende Læger, og jeg tror neppe uden Grund.

The og Kaffe ligner hverandre meget i sin Sammensætning og i sine Egenskaber. De indeholder begge en vis Mængde sammentrækkende Stoffe, saasom Garvesyre, der i The gaar op til 15% og i Kaffe til 5%; begge indeholder et flygtigt aromatisk Stof, som udvikles ved Tørring og Brænding, og begge indeholder en krystalliserbar Substans, kjendt under Navnet Téin og Koffëin. Denne Substans har man skilt fra The og Kaffe og anstillet Forsøg dermed, hvilke viser, at den er en dræbende Gift, som kan foraarsage øieblikkelig Død baade for Mennesker og lavere Dyr. Naturligvis bevises ikke derved, at Indholdet af vore The- og Kaffekander er direkte giftigt, ligesaalidet som Tobak kan siges at være giftig, fordi om et fem hundredels Gram af dens Nikotin dræber en Padde. Ikke desto mindre beviser det dog, at saadanne Drikke som Kaffe og The mildest talt er skadelige for vort Legeme indtil en vis Grad, og at derfor enhver staar sig paa at forsage dem. The er en af de kraftigste Aarsager til daarlig Fordøielse. Den lammer Spyttets Indflydelse paa Maden og hindrer Maven i dens Virksomhed. At overdreven Thedrikning gjor Personer nervøse, er en velkjendt og bevist Sag, som ikke behøver at fremholdes. Muskeldirringer, Mavekathar, Pirrelighed og Søvnløshed er nogle af de Straffe, som før eller senere rammer stærke Thedrikkere.

Liebig siger om Kaffe: «De, som har svage eller følsomme Organer, kan let overbevise sig om, at en Kop stærk Kaffe efter Maden straks afbryder Fordøielsen. Først efterat den er blevet absorberet eller fjernet, kjender man Lettelse. For dem, der har god Fordøielse, tjener derimod Kaffen af samme Grund til efter Maden at berolige den af Vin og Krydder ophidsede Maves Virksomhed.»

Kaffe er ingenlunde passende for svage og pirrelige Personer. Da den stimulerer uden at indeholde Næring, paaskynder den Organernes Udnyttelse og fremkalder let Bleghed og Afmagring. Kakao eller Chokolade bør høiligen foretrækkes fremfor The og Kaffe, da de er mindre skadelige for Legemet. De indeholder baade Mad og Drikke i Spørgsmaalet om Næring, og de fede æggehvide- og stivelsesholdige Stoffe i deres Sammensætning er i høi Grad nærende.

Melk er en udmærket Drik for Personer med svag Helse, isærdeleshed hvis de er ude af Stand til at fortære megen fast Føde. Men for dem, som har stærk Helse og god Appetit, er Melk temmelig overflødig. «Den fremstiller,» siger Dr. Lancaster, «al den Føde, som vi anvender, og som ikke er af medicinsk Natur. En Beaf og et Glas Melk danner derfor en diætisk Feiltagelse. Melk bør altid drikkes sagte i smaa Slurker, ikke mere end en Theske ad Gangen, ellers løber den i Maven sammen til en stor Masse, som bliver vanskelig at smelte.»

Hvad angaar alkoholholdige Drikke, har der været talt og skrevet saameget om deres daarlige Følger, at man kunde være fristet til at forbigaa dem i Taushed. Dog turde nogle faa Antydninger angaaende Virkningen af Alkohol paa Legemets System ikke være ubeføiet.

Alkohol er intet Næringsstof, hvad endel Personer urigtig antager. Paa ingen Maade nærer den Legemet, ligesom den hverken giver eller underholder Kræfter. Den kan ikke producere Blod, og af dette alene dannes Kjød, Ben, Nerver og Muskler; men den hindrer de naturlige Forandringer, som foregaar i Blodet og lammer de nærende og tilbagevirkende Funktioner.

Man tror ofte, at Alkohol letter Fordøielsen, men dette er en Feiltagelse, hvorom næsten alle Autoriteter er enige. Den Indvirkning, som Alkohol har paa Mavesaften, er, at den ødelægger dens Grundstof (Pepsin), hvilket kemiske Eksperimenter har bevist. Dette er Grunden til, at saamange Spiritusdrikkere lider af Mavekathar. En anden Feiltagelse er den Forestilling, at Alkohol formindsker Kuldens Indflydelse paa Legemet. Thi i Virkeligheden har den den Virkning paa Legemet, at dette lettere udsættes for Forkjølelse, da den kunstige og tilfældige Varme, som fremkaldes, altid ledsages af Kulde.

At Alkohol forkorter Livet kan neppe nægtes, naar vi erindrer, at Fortæring af tre Centiliter om Dagen har den Virkning paa Hjertet, at dets Virksomhed øges 3 Slag i Minuttet. Naar man lægger et saadant Ekstraarbeide paa det Livsorgan, som bestemmer Blodomløbet, maa med Nødvendighed Legemssystemet udslides længe før den Tid Naturen har bestemt.

TREOGOTTIENDE KAPITEL. Vand som Føde, stimulerende Middel og Medecin.

Vand maa betragtes som Fødemiddel, da det danner en nødvendig Bestanddel af ethvert Væv i vort Legeme, foruden at det udgjør en Hovedbestanddel af det Blod, som rinder i vore Aarer. Vi tilfører Legemet store Mængder med Vand i Form af almindelige Fødemidler, af hvilke mange indeholder indtil 75% deraf. Men ikke engang dette er nok til at møde Legemets Behov og erstatte, hvad der forbruges af det. En fuldvoksen Mand mister daglig to og en halv Liter Vand, hvoraf Halvdelen afsættes gjennem Huden og Lungerne.

Bortseet fra, at Vandet udgjør Næring for Legemet, virker det ogsaa som stimulerende Middel, men uden den slappende Reaktion, som følger med Brugen af Vin. Naar vi drikker et Glas Vand, øges Hjertevirksomheden lidt, hvilket gjør at Blodet rinder fortere og frembringer en oplivende Virkning paa hele Legemet.

Dr. George Keith priser i sin Bog «Fads of an old Fysician» varmt Vand som et fortræffeligt stimulerende Middel. «Varmt Vand,» siger han, «virker stimulerende ved at give færdiglavet Varme eller Kraft, naar Organerne ikke er istand til at danne dette af varmedannende Føde.» Varmt Vand letter saaledes eller erstatter snarere Legemets kemiske Funktioner.

Alkohol derimod hindrer disse Funktioner og bevirker altsaa, at Legemets Virksomhed nedsættes og fos Anledningen taber i Styrke; paa Høiden af sin Virkning stiver den op Legemet for Øieblikket ved en hemmelig nervøs Pirring, men snart følger en Reaktion, og Svaghed indtræder.

Vand kan ogsaa betragtes som Medecin, da det renser hele Systemet, befordrer Fordøielsen i høi Grad og virker lakserende, i Tilfælde af at det drikkes om Morgenen. Varmt Vand istedenfor The, Kaffe og alle andre Drikke er et udmærket Middel mod daarlig Fordøielse, især hvis man drikker et Glas ved Slutten af hvert Maaltid. Jeg kjender flere enkelte Tilfælde, som er blevet helbredet ved dette enkle Middel, efterat alle andre er slaaet feil.

FIREOGOTTIENDE KAPITEL. Luften som Fødemiddel.

Luften har længe af Videnskabsmænd været erkjendt som et Fødemiddel. Den er ogsaa paa sin Maade et Fødemiddel for Legemet, ligesaameget som Kjød, Brød, Frugt, Grøntsager og andre Næringsmidler er det paa sin Maade. Et Menneske kan leve Dage, ja Uger, uden at en Smule fast Føde kommer indenfor dets Læber; men det kan ikke leve mere end et Par Minutter uden Luft. Surstof, som er det hovedsagelig opholdende Element i Luften, udgjør en Femtedel af hele Jordens Atmosfære; de øvrige fire Femtedele er Kvælstof. Uden Surstof kan intet Dyr og ingen Vækst leve, hvorfor det er saa at sige selve Livet. Ved enhver Indaanding af Lungerne kommer det værdifulde Surstof oplivende ind i Blodet, understøtter alle dets Funktioner og hjælper det at bortrydde de gamle Stoffe samt erstatter dem med nye. Et andet vigtigt Arbeide, som udføres af Surstoffet, er at det frembringer animalsk Varme. Dette sker derved, at det langsomt forbrænder det Kul, som indeholdes i Blodet og i Legemets Cellevæv. Naar alt kommer til alt, er Livets Fænomen intet andet end en Ild, som stadig brænder inde i os, og hvis Brændsel udgjøres af den Surstofgas, vi indaander, og den Føde, vi spiser.

Enhver maa derfor indse, hvor vigtigt det er for os stadig at indaande frisk Luft med normalt Forhold af livgivende Surstof. Vi behøver den ikke alene med visse Mellemrum, som den daglige Føde, men hvert Øieblik, baade Dag og Nat. En Spadsertur i frisk Luft om Eftermiddagen er af liden Nytte, hvis vi hele Aftenen sidder indestængt i et daarligt ventileret Rum og sover om Natten under lignende Omstændigheder.

ELLEVTE DEL. Hygieniske og andre Indflydelser paa Sundheden.

FEMOGOTTIENDE KAPITEL. Lyset og dets Indflydelse paa Sundheden.

Blandt de ydre Kræfter, som udøver en velgjørende Indflydelse paa Sundheden, er ingen af større Betydning end Lyset. Hudens Farve, Skjønhed og Helse beror i høi Grad paa dets Indflydelse. Et dagligt Solskinsbad er mere velgjørende for Huden end alle Skjønhedsmidler og under alle Omstændigheder billigere. Saadanne Mennesker som f. Eks. Grubearbeidere, der tilbringer sit Liv paa mørke Steder, er uden Undtagelse blege og affældige samt har daarlig Teint. Lignende Fænomener kan man iagttage i Planteverdenen. Naar Planter berøves Lyset, ophører deres Blade at tilgodegjøre sig Atmosfærens Kulsyre, hvorfor de bliver blege, vandige og svage. Det herlige Solskin, som forlener Roserne i Haven deres overordentlige Farve, er samme Kraft som fremkalder Roserne paa Pigens Kind.

Fra de tidligste Perioder i Medicinens Historie er Solvarmen anseet som en vigtig Faktor, naar det gjaldt Spørgsmaalet om at bevare Helsen og forlænge Livet. «Gamle Folk,» siger Hippocrates, «er om Vinteren dobbelt gamle og om Sommeren ynngre end sin Alder.» For at kunne tilgodegjøre sig Fordelene ved Sollyset fuldt ud, byggede de gamle Romere Terasser ovenpaa sine Huse, og kaldte disse Solaria, og her nød de sine Solluftbad.

Dr. Forbes Winslov siger i sit Arbeide om Lysets Indflydelse følgende: «Der kan ikke findes bestaaende Livskraft eller en sundt udviklet Legemskonstitution uden Lys. Hvis det var muligt for et Menneske hele sit Liv at færdes i et absolut mørkt Rum, vilde dets Legemes Væv saavelsom dets aandelige Evner undergaa alvorlige Omdannelser og Svækkelse. Der, hvor Lyset ikke faar trænge frem, træffer man de største legemlige Lyder, aandelig Slappelse, Sygdomme og tidlige, ofte pludselige Dødsfald. Materiel saavelsom moralsk og aandelig Farveløshed eller Bleghed indtræder, naar Lysets livgivende Kraft holdes borte. En stor Mængde Vidnesbyrd stadfæster paa det bestemteste Lysets uvurderlige Nytte. Man behøver blot at sammenligne de skinnende, røde, glade Ansigter hos dem, som bor paa Landet og arbeider paa de aabne, solbelyste Marker, med de blege, flegmatiske Ansigter, de tærede Træk og det forsagte Udtryk hos de Mennesker, hvis Kald i Livet berøver dem Lysets helsebringende og velgjørende Indflydelse.»

SEKSOGOTTIENDE KAPITEL. Frisk Luft og dens Indflydelse paa Sundheden.

Det er umuligt at overvurdere Betydningen af frisk Luft. Der er sagt: «Ved Luften lever vi, bevæger vi os og er til. Luften er Naturens store Læge. Sundheden betror sig til Luften som sin mest trofaste Ven. Den svage styrkes og den trætte vederkvæges af Luften.»

Atmosfærens Luft er i ren Tilstand sammensat af Surstof, Kvælstof og lidt Kulsyregas. Den Luft, som har været indaandet, er blevet berøvet største Delen af sit Surstof og er mættet med en tilsvarende Mængde Kulsyregas. Derfor er det nødvendigt for Sundhedens Bevaring, at vi ikke indaander samme Luft omigjen. For at undgaa dette bør vore Rum ventileres godt. I et foregaaende Kapitel (Luften som Fødemiddel) har jeg allerede paapegt Surstoffets livgivende Egenskaber, og denne Gas indaander vi stadig af Luften og udaander Kulsyregas. Det er Indaanding af saadan Luft istedenfor den friske, som foraarsager Hovedpine, søvnløse Nætter, Lungetæring og andre Sygdomme.

«I et indestængt Soverum,» siger Dr. W. W. Hall, «bliver Luften mere og mere udskjæmt for hvert Minut, thi Kulsyregas, som er en dødelig Gift, dannes i Lungerne og udaandes ved hvert Aandedræt; da den forener sig med Fugtighed er den tungere end almindelig Luft og synker ned i Nærheden af Gulvet. Det sidste, man derfor bør gjøre, er at sælge sin Seng, men i Virkeligheden synes den fattige, at han af alle sine Møbler lettest kan undvære den, og derfor bliver ofte Sygdom Fattigdoms Følge.»

Dr. J. Lave Notter siger i sin Artikel om Luften: «Virkningen af at indaande Luft, som i sig har optaget Forbrændingsgaser, kan man se paa de Arbeidere, som er tvungne til at brænde Gas en stor Del af Dagen under sit Arbeide. Luftrørssygdomme er sædvanlige hos disse, og i samme Grad som Luften er bortskjemt, lider de af Hovedpine, Slaphed og Tunghed i Legemet. Et andet Eksempel paa de skadelige Virkninger af Gas, har man i den Omstændighed, at i Sparebankafdelingen i Queen Victoria Street i London, hvor 1200 Personer er sysselsatte, har Indføring af elektrisk Lys istedenfor Gas, i saa høi Grad formindsket Tilfælderne af Fravær paa Grund af Sygdom, at det ekstra Arbeide, man har faaet, har betalt det elektriske Lys.»

Dr. A. Ransome siger i sin Afhandling om frisk Luft, at han er af den Mening, at Sygdomme i Aandedrætsorganerne oftere kommer af utilstrækkelig Bedækning af Legemet og Indaanding af urene Partikler i Luften, end at Luftrørene til Lungerne er direkte udsat for kold Luft. Hvad der i Almindelighed kaldes «Forkjølelse», er ofte Indaanding af bedærvet Luft i overbefolkede Rum, eller ogsaa Resultatet af en eller anden Uorden i Blodcirkulationen, som igjen er opstaaet ved, at den har været svag i en eller anden Del af Legemet, eller at Legemets Overflade er blevet forskjellig udsat for Kulde. Hvis man er godt klædt, og Blodet ved Bevægelse sendes kraftigt gjennem Legemet, og den Luft man indaander er ren Landluft, saa hænder det yderst sjelden, at man tager Skade af at indaande den.

SYVOGOTTIENDE KAPITEL. Maaden at aande paa og dens Indflydelse paa Sundheden.

Der findes en ret og en uret Maade at aande paa, og det har meget forskjellig Virkning paa vort Legeme, om vi aander paa den ene eller anden af disse Maader. En absolut Betingelse for at vinde Helse og et langt Liv, er at aande gjennem Næsen. Det er det bedste Beskyttelsesmiddel mod smitsomme Sygdomme.

Næseborene er forsynede med Slimhinder, der tjener som Filtreringsapparater og hindrer Luftens urene Stoffe i at passere ind i Lungerne. Aanding gjennem Næsen giver os desuden den Fordel, at Luften varmer om Vinteren og gjøres fugtig om Sommeren, saa at vi faar omtrent samme Klima hele Aaret. Dette er i Sandhed en stor Gave af Forsynet, men hvor faa er det ikke, som benytter sig af den!

De, som har for Vane altid at aande gjennem Næsen, lider meget mindre end andre af Forkjølelser, Halsonder og Brystlidelser.

Da Gud skabte Mennesket, indblæste han i dets Næse en levende Aande, og denne Maade at aande paa kan ikke forbedres.

En bekjendt amerikansk Artist har skrevet en Bog med Titelen: «Luk Munden». I denne Bog læser vi, «at ingen Mennesker paa Jorden, som er vaagnet op efter et Mareridt, kan nægte, at da de vaagnet fandt de Munden og Svælget vidt aabent, tørt og feberagtigt. Intet Menneske er blevet redet af Maren, medens det sov med lukket Mund. Man kan altsaa trække den Slutning, at Søvn med aaben Mund er Aarsag til denne uhyggelige og farlige Sygdom—jeg siger farlige, thi ethvert Anfald af Mareridt kan, vil jeg paastaa, let gaa over til Kvælning. En Mand, som har Mareridt, holder paa at kvæles. Naar hans Legeme hviler og Aandedrættet som Følge deraf er svagt, bliver den for heftige Indaanding af Luft i de sovende Lunger gjennem den aabne Mund, for stærk i Forhold til den svage Udaanding, hvorved der opstaar Ophidselse og Feber, indtil Kvælning finder Sted; og Følelsen af Hindring foraarsages af Hindringen mod at aande frit. Man synes at være blevet plaget i lang Tid af disse græsselige Fornemmelser, endskjønt Anfaldet i Høiden ikke varer mere end halvandet Minut (det længste Tidsrum man kan leve uden at aande); havde Anfaldet varet længere, vilde Kvælning have været Følgen. Fugt derfor dine Læber og din Hals og luk Munden, ellers banker Døden paa din Dør.»

OTTEOGOTTIENDE KAPITEL. Legemsbevægelse og dens Indflydelse paa Sundheden.

Man kan ikke overvurdere Nytten af Legemsbevægelse, hvad Sundheden angaar. Bevægelse er nødvendig i alle Livets Perioder, thi uden den bliver Hjertet svagt, Blodcirkulationen mindre kraftig, Lungerne gjør sit Arbeide ufuldstændigere, og enenhver Del af Legemet lider mere eller mindre. Dr. C. Wilson siger: «Ikke blot Musklerne selv faar Gavn af Legemsbevægelser ved at de sættes i Virksomhed, men gjennem sin Virksomhed paaskynder de Blodcirkulationen til Hjertet; Hjertet selv slaar kraftigere, en større Blodmængde sendes gjennem Lungerne, mere Surstof bliver optaget i Legemet, større Varmemængde udvikles, og Huden tilligemed andre Afsondringsorganer sættes i Virksomhed for at afsondre den overflødige Varme og Produkterne af Forbrændingsprocessen i Legemet. Saaledes bringes Hjertet, Lungerne, Huden og andre af Legemets Organer i større Virksomhed ved Muskelvirksomheden; Hjernen og Nervesystemet styrkes, Fordøielsen forbedres, og hele Legemsmaskineriet holdes i god Stand.»

Blandt Bevægelser i fri Luft kan ingen maale sig med en Spadsertur; ingen anden Motion kan erstatte denne med Hensyn til at fornye Livskraften og bevare Legemet sundt. Man bør gaa temmelig hurtig, men jevnt, kaste Skuldrene tilbage og svinge Armene i Overensstemmelse med Benenes Bevægelser. Man vil da finde, at Spadserturen har havt en meget opfriskende Indflydelse paa Legemet. «Ved Spadserture,» siger Forsyth, «befordres Appetiten og Uddunstningen, Legemet holdes ved jevn Temperatur, Sindet oplives ved Veksling af de Gjenstande, man ser, Lungerne styrkes, deres Arbeide lettes, og Stivheden, som kommer af, at man sidder formeget, fjernes. Enkelte Sygdomme og de besværlige hysteriske og hypokondre Lidelser er blevet helbredet ved flittige Spadserture.»

Velocipedridning er i vore Dage en populær Maade at tage Motion paa. Den er et passende Tidsfordriv for baade unge, ældre, ja selv gamle Personer, naar den bare sker med Maade. En af de største Farer ved Velocipedridning er, at den let drives til Overmaal. Jeg kjender mange Til fælde, hvor dette har skeet og med de alvorligste Følger. Dr. Schott i Nauheim i Tyskland, som nøie har studeret Velocipedridning fra hygienisk Standpunkt, udtaler sig saaledes: «Det er med Velocipedridning som med Bjergbestigning, at den paaskynder Hjertevirksomheden og saaledes øger Pulsen. Dette har helt naturligt Tilbøielighed til at udvide Hjertet under Virksomheden, endskjønt denne Proces gaar tilbage igjen under Hvilen; og Hjertet gjenindtager sin normale Størrelse. Men ved voldsom eller formegen Velocipedridning, naar Pulsen slaar 140 Slag i Minuttet, forandrer Omstændighederne sig. Hjertet gjenindtager ikke sin normale Størrelse, hvad der tydelig viser sig i det trætte Udseende hos Velocipedryttere efter et Kapridt. Skulde denne anstrængende Motion fortsætte, saa vilde ogsaa Hjertet vedvarende blive udvidet og farlige Følger opstaa.»

Jo ældre Velocipedrytteren er, desto lettere antager Hjertemusklerne utilbørlige Proportioner, og da Pulsaarene bliver mindre elastiske med Aarene, er Faren stor for en ældre Person. Aandedrættet faar en vis Lyd; som er en usvigelig Advarsel for Gymnastikere, men den forfeiler ofte sit Maal hos Velocipedrytteren, thi ved den stærke Træk, som foraarsages ved hans Fart, faar han mere Surstof end det er nødvendigt.

Roning er en udmærket Sport for dem, som er unge og stærke. Den sætter et stort Antal Muskler i Virksomhed og foraarsager en friere og fuldere Udvidelse af Lungerne. Svømning kan ogsaa høilig anbefales i samme Hensigt.

Blandt andre Sysselsættelser, som tjener til at udvikle Muskelsystemet og befordre Sundheden, kan nævnes Boldspil, Fodbold, Tennis og Bjergbestigning. Men til at øve alle Muskler i Legemet findes naturligvis intet saa kraftigt som den systematiske Gymnastik. Haandvægter er specielt nyttige til at udvikle Muskelsystemet. Ved Brug af disse er mange svage Personer blevet stærke.

NIOGOTTIENDE KAPITEL. Om Bad og deres Indflydelse paa Sundhedstilstanden.

Renslighed er en Sundhedskilde.—«Renslighed kommer næst Gudsfrygt.»

Yderhuden udstøtes stadig i Form af smaa Skjæl, som blandes med de salte, sure og fede Afsondringer fra selve Huden og afsætter sig paa Legemets Overflade. Hvis ikke disse Partikler ofte bortskaffes ved Vaskning, tilstopper de Hudens Porer, hindrer Uddunstningen og skader Sundheden alvorligt. Et lunkent eller varmt Bad er mere at anbefale end et koldt, specielt for Renslighedens Skyld. Kolde Bad har en Tilbøielighed til at gjøre Huden haard og skjællet; det samme kan ogsaa siges om meget varme Bad. Varme Bad er ogsaa afgjort svækkende, og udsætter os for Forkjølelse. Man bør derfor efter disse tage en afkjølende Dusch.

Angaaende Bad skriver Sir Erasmus Wilson følgende: «Vandets Temperatur bør være saa høi, at det kjendes lunkent, men heller ikke mere. Thi er koldt Vand skadeligt for Huden, saa er varmt Vand det meget mere, især om Vinteren. Varmen forhøier Blodcirkulationen partielt og stimulerer endel Nerver; disse bliver maaske umiddelbart udsatte for kold Luft. Kan vi vel undre os over, at Huden ved saadanne Yderligheder bliver iriteret, haard og sprukken, og at Teinten farer ilde?» Personer med stærk Legemsbygning kan tage kolde Bad, som maadelig anvendte sikkert bidrager til Sundhed. Men mange skjæbnesvangre Følger har kolde Bad havt for dem, som ikke har taalt dem. Sjøbad er høist velgjørende for de fleste. Salt Vand føles ikke saa koldt paa Legemet som ferskt.

Hvad angaar den rette Tid for Bad, saa gjør man klogt i at give Agt paa følgende Regler og Advarsler, der er udfærdigede af The Royal Humane Society:

«Bad aldrig før mindst to Timer efter et Maaltid. Lad være at bade, naar De er udmattet af Træthed eller af en anden Grund. Lad være at bade, naar Legemet er i Afkjølelse efter et Svedebad. Lad være at bade i fri Luft, hvis et kort Ophold i Vandet foraarsager en Følelse af Kulde og Følelsesløshed i Hænder og Fødder. Bad, naar Legemet er varmt, under Forudsætning af, at man kommer hurtigt ned i Vandet. Lad være at afkjøle Legemet ved at sidde eller staa afklædt paa Stranden eller i Baaden, efter at have været i Vandet. Vær ikke forlænge i Vandet, men gaa straks op, hvis der mærkes nogen Følelse af Kulde. Stærke og kraftige Personer kan bade om Morgenen paa fastende Mave. De unge og svage gjør klogt i at bade to eller tre Timer efter et Maaltid, helst efter Frokost. De, som lider af Svimmelhed, Besvimelse eller Hjerteklap og andre Hjertefeil, bør ikke bade uden sin Læges Tilladelse.»

NITTIENDE KAPITEL. Ægteskabet og dets Indflydelse paa Sundheden.

Statistiken viser, at gifte Personer lever længere end ugifte. Af en Folketælling, som foretoges i England i den Hensigt at sammenligne Alderen af et bestemt Antal gifte Personer af begge Kjøn med det samme Antal ugifte, fremgaar det, at 78 gifte Mænd opnaar en Alder af firti Aar, medens blot 41 ugifte opnaar samme Alder. Forskjellen er endnu større, efterhaanden som Alderen tiltager. I Sekstiaarsalderen lever 98 gifte mod 27 ugifte, medens Forholdet i Nittiaarsalderen er 9 til 3. Samme Regel holder ogsaa Stik med Hensyn til det kvindelige Kjøn. Gifte Kvinder i Trediveaarsalderen kan gjennemsnitlig vente at leve i 36 Aar længere, men de ugifte kun 30. Af dem, som bliver 45 Aar, er 72 gifte Kvinder mod 52 ugifte; Forskjellen er altsaa næsten en Trediedel. Dog beviser saadanne statistiske Opgaver ikke helt og holdent hvad De synes at bevise. Dr. Haydn Brown fremholder meget træffende, at Ægteskab «ikke alene befordrer Sundheden, men Sundheden befordrer ogsaa Ægteskabets Indgaaelse, og hvis alle gifte Personer var forblevet ugifte, og alle ugifte var gifte, saa vilde Ægteskabet uden Tvil have syntes at være usundt.» Der er ingen Tvil om, at Ungkarle tager mindre Vare paa sin Sundhed end den gifte Mand, da de ikke har, saa at sige, nogen Ægtehalvdel, som holder Øie med dem. De har heller ikke i Almindelighed nogen, som deler deres Bekymringer og Sorger, hvorfor de ogsaa har større Byrder at bære. Undertiden giver ogsaa ugifte Mænd, især under Middelalderen, efter for Drukkenskab, Spil og andre Laster, som slutter med aandelig og legemlig Slappelse. Bacon siger: «I Ungdommen er Kvinden vor Kjæreste, i Middelalderen vor Ledsagerinde, i Alderdommen vor Pleierske, og derfor burde alle Mænd være gunstig stemt mod Ægteskabet.»

Hufeland siger, at Ægtestanden er en ufravigelig Betingelse for Menneskehedens moralske Fuldkommenhed. Han paastaar, at det paa den ene Side forhindrer svækkende Udsvævelser, og paa den anden Side kold og unaturlig Ligegyldighed. Det holder Nydelsen inden rimelige og tilbørlige Grændser, medens det befordrer huslige Glæder, som er de reneste og bedste. Det er den Stand, der bedst fremmer saavel moralsk som fysisk Sundhed, og den, som bedst bevarer Sindet i denne lykkelige Ligevægt, som er saa gunstigt for et langt Liv.

Tidlige Ægteskaber er dog ikke tilraadelige. De er ofte skadelige for Sundheden, foruden at de medfører mange andre Ubehageligheder. Under gunstige Omstændigheder bør Manden gifte sig mellem 25-30 Aar, Kvinden mellem 21-25.

ENOGNITTIENDE KAPITEL. Hundrede Beskjæftigelser og deres respektive Indflydelse paa Sundheden og et langt Liv.

En Persons Beskjæftigelse udøver stor Indflydelse paa hans Livslængde. Da dette er Tilfælde, tilkommer det enhver Fader ved Valget af Sønnens Livskald at se efter, at det ikke er et saadant, at det skader Sundheden og forkorter Livet. Desværre ofres Sundheden ofte paa Mammons Alter. Dødelighedssifrene er i de forskjellige Livskald saa forskjellige, at der, hvor de er størst, er de tre Gange større, end hvor de er mindst. Nedenfor følger en Liste over forskjellige Beskjæftigelser, opsat efter Dødelighedssifrene. Vi begynder med det høieste Siffer og slutter med det laveste. Tallet efter Beskjæftigelsen angiver Dødelighedssifrene:

Værtshusholdere i Industridistrikter 2.030; Havnearbeidere 1.829; Teglstensarbeidere 1.810; Blyarbeidere 1.783; Hoteltjenere 1.725; Krudtarbeidere 1.706; Hotelværter i London 1.685; Frugt- og Grønthandlere 1.652; Kulsjauere 1.528; Knivsmede 1.516; Maskinindustriarbeidere 1.509; Glasarbeidere 1.487; Bryggere 1.427; Dagarbeidere i London 1.413; Værktøiarbeidere 1.412; Arbeidere i Tingruber 1.409; Apothekere 1.392; Kobberslagere 1.381; Uld- og Silkefarvere 1.370; Sjømænd 1.352; Skiferarbeidere 1.322; Hotelværter i Landdistrikter 1.320; Feiere 1.311; Arbeidere i Blygruber 1.310; Spigersmede 1.301; Formænd og Bærere 1.284; Arbeidere i Kobbergruber 1.230; Vaabensmede 1.228; Bybud 1.222; Musiklærere og Musikanter 1.214; Færgeroere 1.199; Zinkarbeidere 1.198; Stenhuggere 1.176; Droschekuske 1.153; Kulgrubearbeidere i Wales 1.143; Bomuldsfabrikanter 1.141; Hattemagere 1.109; Frisører 1.099; Slagtere 1.096; Bogtrykkere 1.096; Bødkere 1.088; Gibsarbeidere 1.087; Bogbindere 1.060; Vognmagere 1.041; Klædeshandlere 1.014; Sagførere 1.010; Tobaksarbeidere 1.002; Murere 1.001; Skræddere 989; Finsnedkere 979; Læger 966; Fiskog Fuglehandlere 963; Urmagere 936; Gasværksarbeidere og Laasesmede 925; Silkearbeidere 921; Bagere og Konditorer 920; Skomagere 920; Bogholdere 915; Grovsmede 914; Kulgrubearbeidere i Yorkshire 912; Papirfabrikarbeidere 904; Talg og Sæbearbeidere 897; Maltarbeidere 884; Mattefabrikarbeidere 873; Diversehandlere 859; Fiskere 845; Møllere 845; Journalister 833; Jernbanekonduktører 925; Jurister og Advokater 821; Lokomotivførere 818; Jernhandlere 807; Kulhandlere 803; Snedkere 783; Jernbanebogholdere og Tjenestemænd 781; Arkitekter, Billedhuggere, Artister og Gravører 778; Hjulmagere 778; Kulgrubearbeidere i Durham og Northumberland 774; Sagarbeidere 768; Tjenere i Privathuse 757; Garvere 756; Jernmalmbrydere 744; Tegelbrændere 741; Kulgrubearbeidere i Derbyshire og Nottinghamshire 727; Værftstømmermænd 713; Kniplingsarbeidere 709; Strømpefabrikarbeidere 698; Agerbrugsarbeidere 666; Grosserere 664; Skolelærere 604; Landbrugere 563; Havegartnere 553; Præster 533.

TOLVTE DEL. Søvnen og dens Forhold til Sundheden.

TOOGNITTIENDE KAPITEL. Søvnens Natur og Mysterium.

«Velsignet være den, som først opfandt Søvnen!» udbrød Sauche. «Den omslutter Menneskene som en Kappe.» Dette er ikke daarligt sagt af en saa udannet Mand som han; men vi maa vende os til Englands udødelige Sanger for at faa en fuldstændig Definition paa Søvn. Hør, hvad han siger om den:

Philip Sidney taler om Søvnen som «den Fattiges Rigdom og Fangens Forløsning,» og Dryden siger, at det er «den bedste af alle Kræfter, Sindets Fred, som opreiser alt det, der er forfaldent, og hvis Balsam fornyer Lemmerne og gjør dem dueelige til at udføre Dagens Arbeide.»

Hvad er Søvnen? Fra fysiologisk Synspunkt er den en Aareladning eller en Bortflyden af Blodet fra Hjernen. Denne Forklaring af Søvnen fik man først ved Iagttagelser, som udførtes i Paris paa Hjernen af en Tigger, som havde faaet sin Hovedskalle indslaaet. Man maatte indsætte en Sølvskive for at dække Hullet, og herunder observerede man, at naar Manden faldt isøvn, sammentrak hans Hjerne sig og gjenvandt ikke sin naturlige Størrelse og Form førend han vaagnede.

Vi ved alle, hvor vanskelig det er at falde isøvn, naar Hjernen er blevet overanstrængt eller paa nogen Maade irriteret. Dette kommer af, at al Sjælsvirksomhed udvider Hjernen og fylder den med Blod. Derfor er det klart, at Sjælsro er nødvendigt, for at man skal falde isøvn.

Over Søvnens Mysterium i metafysisk Henseende kan Fysiologien ikke kaste meget Lys. «For dem, som er vaagne,» siger Heraklit, «findes en fælles Verden; men naar vi sover, trækker enhver sig tilbage til sin egen private Verden.»

TREOGNITTIENDE KAPITEL. Søvnens Indflydelse paa Sundheden.

Søvnen er Naturens store Fornyer. De, som har den bedste Helbred og lettest bærer sine Aar, er de, som sover godt. Vort Legeme bruger stadig baade Materiale og Kraft, og Søvnen er næst efter Føden det, som fornyer hvad vi har forbrugt og tabt.

Dr. Forbes Winslow siger: «Inden Menneskenes Fysiologi er intet mere klart bevist end dette, at Hjernen forbruger sig selv og sine Kræfter i den vaagne Tilstand, og at dette erstattes under Søvnen. Hvis ikke det gjenvundne gaar op imod, hvad vi har udgivet, saa visner Hjernen, og dette er Vanvid. Deraf kom det, at de som i Englands tidligere Historie dømtes til at dø ved at hindres fra at sove, altid døde helt vanvittige; af samme Grund bliver ogsaa de Mennesker vanvittige, som dør af Sult, thi naar Hjernen ikke faar nogen Næring, kan de heller ikke falde isøvn. De praktiske Slutninger, vi kan trække, er først og fremst, at de, som tænker mest og arbeider mest med Hjernen, behøver mest Søvn; endvidere at den Tid, som tages fra den nødvendige Søvn, er ruinerende for Sjæl og Legeme.»

En anden medecinsk Autoritet skriver: «Den, som ringeagter Legemets og Sjælens Krav paa den Mængde Hvile og Søvn, som Naturen opstiller, kommer før eller senere til dyrt at faa betale, for at han har overtraadt denne vigtige Sundhedslov. Naturen er den bedste Bogholder, som Verden endnu har seet; man kan trække for store Veksler, men man maa altid betale tilbage til sidste Øre og undertiden med høie Renter. Det gaar ikke an at stjæle fra Naturen. Jeg tror ikke, at man bør vækkes om Morgenen, og det af følgende Grunde: Naar en Person falder isøvn, er han i Reparationsværkstedet, som det heder i Jernbanesproget. Hans Legeme med alt dets indviklede Maskineri undersøges og sættes i Orden til næste Dags Arbeide. Hvad der er forbrugt den foregaaende Dag, repareres. Naturen selv udfører dette Arbeide. Den ved hvad det trætte Legeme behøver, paa samme Tid, som den forstaar at sætte Hjertet i Gang for at drive Blodet gjennem Aarerne.»

FIREOGNITTIENDE KAPITEL. Betingelsen for sund Søvn.

Legemets Stilling er en vigtig Faktor i Spørgsmaalet at faa en sund, helsebringende Søvn. Man bør ikke ligge i en sammenkrøben Stilling, og aldrig paa Ryggen. Høire Side er den bedste at ligge paa, thi naar Legemet ligger i denne Stilling, kan Maven lettest tømme sit Indhold over i Tarmkanalen; Leveren trykker heller ikke saa haardt Tarmerne. Enkelte Mennesker sover bedst, naar Hovedet er opstøttet med høie Puder, medens andre foretrækker at ligge i næsten vandret Stilling. For dem, som lider af Søvnløshed, er det maaske en Fordel at have høie Puder, da derved Blodet rinder ned fra Hjernen; men under almindelige Omstændigheder er en lav Pude at foretrække. Enhver bør have et Soverum, der er mindst ti Fod i hver Retning. Da det er yderst nødvendigt at have tilstrækkelig Luftveksling, bør man altid have et Vindu eller en Ventil aaben nogle Tommer. Hverken Gas eller Stearinlys bør faa brænde i Soverummet, da begge Dele udskjæmmer Luften og gjør den uskikket til at indaandes. Det er meget sundere at sove paa en Madras end i en Dunseng. Man bør endvidere være varsom i Valg af Tapeter til Soveværelset. Dr. W. W. Hall siger, at «ikke alene er grønne Tapeter giftige, forsaavidt de ikke er godt fernisserede eller malede, men det samme er ogsaa Tilfældet med røde Tapeter; thi det Stof, som bruges til at fæste den røde Farve, indeholder Arsenik, og det samme gjør grønne Tapeter, Tepper og Gardiner. Det er sikkert, at kalkede Vægge i Soveværelset er sundere end de, som er tapetserede, hvilken Farve Tapeterne end har.»

FEMOGNITTIENDE KAPITEL. Søvn i forskjellige Aldre.

Der er sagt. «Seks Timers Søvn for en Mand, syv for en Kvinde og otte for en Daare.» Men dette er et særdeles dumt Ord, som det vilde være meget uklogt at følge. I Virkeligheden kan ingen bestemt Regel opstilles for hvormeget Søvn en fuldvoksen Person behøver. Det beror for en stor Del paa Individets Sundhed, Sinds- og Legemsbeskaffenhed. Fredrik den store undte sig blot fem Timers Søvn; John Hunter fem Timer; General Elliot, Helten ved Gibraltar, fire Timer, og Hertugen af Wellington endnu mindre. Men der findes svært faa «Jernhjerter», og medens fire eller fem Timers Søvn kan være nok for endel Personer, har andre virkelig Brug for otte eller ni. Personer med nervøst Temperament behøver mest Søvn.

Hvad Børn angaar, behøver de naturligvis betydelig mere Søvn end voksne. Hos Diebørn er Bevidstheden saa lidet udviklet, at en meget kort Stund i vaagen Tilstand er tilstrækkelig til at fremkalde Udmattelse. I de første fire til seks Uger bør Barnet ikke være vaagent mere end to Timer i Døgnet, og efterhaanden som det vokser, bør denne Tid udstrækkes. I Alderen mellem et og to Aar behøver Barnet 16 til 18 Timers Søvn; mellem to og tre Aar 15 til 17 Timer; mellem fire og seks Aar 13 til 15 Timer; mellem seks og ni Aar 10 til 12 Timer og mellem ni og fjorten Aar 8 til 10 Timer. Otte Timer er senere det Maal af Søvn, som de fleste Mennesker har Behov for i den resterende Del af sit Liv.

SEKSOGNITTIENDE KAPITEL. Søvnløshed.

Vi har allerede seet, at en vis Grad af Anemi eller Blodudtømning fra Hjernen er nødvendig for at fremkalde Søvn. Derfor er det nødvendigt at de, som ønsker at sove roligt, undgaar alt, der irriterer og foruroliger Sindet, naar de gaar til Hvile. Blandt Søvnens mange Fiender er Bekymring, Uro, Sorg og for meget Tankearbeide. En stor Del Søvnløshed har ogsaa sin Grund i den slemme Brug af for sen Aftensmad, thi derved holdes Fordøielsesorganerne i Virksomhed, naar de skal hvile. Usedvanlig stor fysisk Træthed kan undertiden være et Middel til at fremkalde Søvnløshed. Man har saaledes Eksempel paa Velocipedryttere, som efter en lang anstrængende Ridning har maattet ligge flere Nætter vaagne uden at det lykkes dem at sovne fuldstændig ind. Kulde er ogsaa ofte en Grund til Søvnløshed, thi naar Lemmerne er kolde, bevirkes større Blodtilførsel til Hjernen.

Ikke engang den stærkeste Person kan undvære en Nats Hvile uden Straf. En gammel Regel siger: «Lettere at forebygge end at bote.» For at forebygge Søvnløshed maa man undgaa at spise kraftige Aftensmaaltider, idetmindste ikke senere end tre Timer før man gaar tilsengs. Gjør intet Forsøg paa at søvne, thi dette indeholder en Anstrængelse, men lad Søvnen komme af sig selv. Men naar Søvnen vægrer sig for at komme, er det en god Maade at fremkalde den paa at trætte ud Hjernen uden at anstrænge den. Det kan ofte ske ved at tælle til Hundrede omigjen og omigjen. En from Missionær, som led af Søvnløshed, pleiede at læse Fadervor lige til at Satan bedøvede ham for at slippe at høre Bønnen, og dette Middel forfeilede aldrig sin Virkning.

SYVOGNITTIENDE KAPITEL. Drømme og Drømmere.

Man tror i Almindelighed, at Drømme kun forekomme under ufuldstændig Søvn og blot nogle Minutter før man vaagner. En Drøm kan synes at strække sig over Perioder af Dage eller Uger, men i Virkeligheden er den blot et Øiebliks Værk, hvilket er konstateret ved forskjellige Eksperimenter med sovende Personer.

Dr. Macnish har i sin «Philosophy of Sleep» fremsat en meget fornuftig Teori angaaende Drømme. Han siger: «Jeg tror, at Drømme er Gjenoplivelse eller Tilbagevenden af Tanker, som før paa en eller anden Maade har beskjæftiget Sindet. De er gamle Ideer, som har vaagnet til Liv, enten i sin oprindelige Form eller sammenhængende blandet med hverandre. Jeg betviler Muligheden af, at en Person kan drømme om noget, som han ikke før paa en eller anden Maade har havt i Tankerne. Hvis de Ting, som man ved forskjellige Tilfælder har tænkt paa, rives løs fra sin Sammenhæng og blandes om hinanden, hvilket ofte sker, saa giver de Ophavet til urimelige Kombinationer; men Elementerne af Drømmen har dog en Forudsætning, om de end aabenbarer sig i en ny Form, som savner Sammenhæng.»

En eiendommelig Omstændighed ved de, der drømmer, er at deres Evne til Omdømme er aldeles ophævet. De drømmer f. Eks., at de samtalede med en Bekjendt, om hvem de dog ved, at han er død eller langt borte. Naar de vaagner, ser de straks det urimelige i altsammen, men dette kunde de ikke fatte under Søvnen. «Vi begaar under Drømmen», siger Miss Cobbe, «Handlinger, for hvilke vi, hvis de var virkelige, vilde udgyde Taarer af Blod, og dog føler vi aldrig den mindste Samvittighedskval. Den almindelige Tanke, naar man er vaagen: ‘Jeg vil ikke gjøre det, thi det er uret,’ synes aldrig at hindre os fra at tilfredsstille hvilkensomhelst Nykke, der kan komme over os under Drømmen. En fremragende Filantrop, som i mange Aar har beklædt et høit Dommerembede, begaar stadig Forfalskninger i Drømme, men han angrer det aldrig, før han har faaet høre, at han vil blive hængt. En Dame, der er beskjæftiget med at undervise Børn, ser en Gut gjøre Grimaser til hende, hvorfor hun griber ham og tvinger ham ind mellem Stængerne i et Løvebur.»

De, som plages meget af ubehagelige Drømme, bør afholde sig fra at spise meget tilaftens og vogte sig for at sove paa Ryggen.

OTTEOGNITTIENDE KAPITEL. Døsighed om Dagen.

I Modsætning til de ulykkelige Tilværelser, som plages af Søvnløshed, findes der mange, som lider af utilbørlig Døsighed, og som i Lighed med den fede Dreng i Pickwick stadig falder isøvn. Aarsagen til denne stadige Følelse af Søvnighed ligger ofte i, at de fortærer mere Føde, end Legemet behøver, og saaledes mere end det kan omsætte. Fordøielsen begunstiger Søvnen derved, at Maven trækker Blodet fra Hjernen, saa at denne kommer i en Tilstand af Blodfattigdom. Dette er Grunden til, at de fleste faar Trang til Søvn efter en god Middag og gjerne tager sig en liden Lur. En anden Aarsag til Døsighed er Legemssvaghed. Dette kommer af den Omstændighed, at Hjernen er et af de Organer, som først kjender Virkningen af, at Blodmængden formindskes, eller at Blodet svækkes.

Et Middel mod Døsighed, naar den optræder hos sunde og stærke Personer, er at spise mindre ved hvert Maaltid. Men hvis Døsigheden har sin Grund i Svaghed, maa Personens Helbred i Almindelighed forbedres.

TRETTENDE DEL. Sandseorganer og Sjælsevner.

NIOGNITTIENDE KAPITEL. Øiet og dets Bevaring.

Meget træffende har man kaldt Øiet «Sjælens Speil.» Dr. Addison siger om Synsorganet: «Synet er det mest fuldkomne og mest behagelige af alle vore Sandser; det fylder Sjælen med den største Omveksling af Tanker, samtaler med sin Gjenstand paa de største Afstande og fortsætter sin Virksomhed længst uden at trættes eller blive kjed. Følelsen kan visselig give os en Forestilling om Udstrækning, Form og alle andre Begreber, som opfattes af Øiet, med Undtagelse af Farve; men samtidig er den ogsaa meget indskrænket og begrændset i sin Virksomhed hvad angaar Antal, Størrelse og Afstand af de forskjellige Gjenstande. Vort Syn synes bestemt til at udfylde alle disse Mangler og kan betragtes som et Slags finere og mere vidtstrakt Følelsesorgan, som spreder sig over en uendelig Masse Legemer, fatter de største Tal og bringer forskjellige af Universets fjerneste Dele inden vor Rækkevidde.»

Øiet er et usedvanlig fint og dygtigt sammensat «Camera Obscura»—et mørkt Rum, saadant som den Kasse Fotograferne benytter. Det har Linser fortil og en fin Nervehinde (Nethinden) bagtil for Billedernes Modtagelse. Naar vi ser paa en Gjenstand, dannes dens Billede i de mindste Detaljer paa Øiets bagre Del, som kaldes Nethinden, og omvendt ligesom i Fotografiapparatet. Men Nethinden, som staar i Forbindelse med Hjernen, overfører Billedet opretstaaende og fuldstændig til Hjernen.

Blandt Øiets mange Undere er dets Evne til at lempe sig efter Gjenstande, som staar paa forskjellig Afstand. Det kan med Tydelighed se en stor Gjenstand paa ti Kilometers Afstand, og næste Øieblik kan det indstille sig til at opdage en Gjenstand paa ti Centimeters Afstand. Det er derfor et sammensat Tele- og Mikroskop.

For at bevare Øinene og hindre dem fra at blive overanstrængt kan det være nyttigt at faa nogle Vink. Først og fremst er det nødvendigt at mindes, at alt, som har en svækkende Indflydelse paa Helbreden i Almindelighed, ogsaa sedvanlig svækker Synet. Taaget Luft og sandfyfdte Vinde, Solhede og skarp Kulde er skadelige for Øinene. Udtræt dem aldrig. Straks man mærker, at de er trætte, maa man lade dem hvile fra det, der anstrænger dem. Lad Lyset falde paa de Gjenstande, som man er sysselsat med, men ikke paa Øinene. Læsning og Skrivning i Skumringen eller ved ufuldstændig Belysning er meget skadelig og bør aldrig finde Sted. Naar Øinene er trætte, kan man bade dem med koldt Vand, som baade vederkvæger og styrker dem. Det er ikke klogt at anstrænge Øinene, fordi man ikke liker Briller; brug dem straks de behøves. Mange Personer har fordærvet sine Øine ved at vente forlænge med at bruge Briller, skjønt de virkelig trængte dem.

Farveblindhed er ganske almindelig nu for Tiden, især Rødblindhed, og sedvanligvis medfødt. Undertiden kan den faaes paa Grund af overdreven Tobaksrøgning.

HUNDREDE KAPITEL. Øret og Hørselen; Tilfælder af Døvhed.

En almindelig Grund til Døvhed er Ansamling af Voks i Ørene. Dette kan opmyges med nogle Draaber Olivenolje, som derpaa kan skylles ud med en liden Sprøite og varmt Vand. Undertiden kan Ørevokset foranledige hvad man kalder «Ørehoste». Man har paatruffet Tilfælde, hvor en besværlig Hoste har holdt sig i Aarevis trods Behandling, indtil det tilfældigvis har vist sig, at Aarsagen ikke havde sit Sæde i Lungerne, men i Ørene. Mange Personer har kun sin egen Dumhed at takke for at de savner Hørsel. En ofte forekommende Grund til Døvhed er f. Eks. Forsømmelsen af at tørke Ørene efter Vaskning. En anden Aarsag er den Vane at skrue Haandklædesnippen ind i Øret for at rense det. Det forekommer endvidere, at man kjøber Øreskeer af upraktisk Konstruktion. Dette Værktøi har jo til Hensigt at rense Øret, men kan isteden skade, da det sammenpresser Ørets Afsondringer. Naar man vasker Ørene, bør man vogte sig for at komme nær den Del af Mellemøret, som ligger yderst, d. v. s. Trommehinden.

Døvhed kommer ofte af svag Helbred. Under saadanne Omstændigheder kan man tage Levertran og lidt Jernopløsning.

Der findes naturligvis utallige andre Aarsager til Tabet af Hørselen, af hvilke mange er indviklede Øresygdomme, som fordrer dygtig Lægebehandling.

Slaa aldrig Børn paa Øret. Denne Uvane driver ikke sjelden Luften med saadan Kraft til Trommehinden, at denne brister. Jeg tror, at Børns Mangel paa Hørsel ofte har sin Grund i denne grumme og tankeløse Straf.

HUNDREDEOGFØRSTE KAPITEL. Stemmen, dens Uddannelse og Bevaring.

Menneskets Taleorgan er blevet lignet ved et Kirkeorgel. Ligheden er næsten fuldstændig, hvilket fremgaar af at Bælgerne repræsenteres af Lungerne, Tungerne af Stemmebaandene, Piberne af Luftstruben ovenfor Stemmebaandene, og Lydkammeret, hvor Tonerne faar Resonans, gjenfindes i Mundhulen.

Ved fuld Anvendelse af Taleorganet bliver dette stærkere, kraftigere, mere vellydende og bøieligt. Dette kan bedst ske ved Sangøvelser, men man kan ogsaa paa en fortræffelig Maade øve Stemmen ved at tale offentlig eller læse høit, ifald man ikke har Øre for Musik. En vakker Stemme har megen Tiltrækning, det være sig i almindelig Samtale, Sang eller Foredrag, og enhver bør søge at erhverve sig en saadan. Ungdomstiden er den mest passende Tid for Stemmens Uddannelse, da den kan siges at være fæstnet ved det femogtyvende Aar. Men selv i de senere Aar er den modtagelig for ydre Indflydelse og kan forbedres betydelig ved Øvelse.

For at bevare Stemmen maa man pleie Tænderne, Struben og Lungerne. Til og med Tabet af en eneste Tand kan i nogen Grad skade Udtalen. Fortsæt aldrig at synge eller tale, naar Stemmen bliver hæs og Struben slap efter en lang Anstrængelse. At holde Munden lukket, naar man gaar ud i Kulden fra et varmt Værelse, er en Regel, som, hvis den strængt følges, vil spare en for mange Forkjølelser, der ikke sjelden fremkalder Hæshed og tilfældig Tab af Stemmen.

Hvad angaar langvarigt Tab af Stemmen, kan dette have sin Grund i Hysteri, især hvis den følger paa et tilfældigt Stemmetab efter en Forkjølelse.

Dr. A. T. Schofield giver Eksempel paa et saadant Tilfælde. «En Patient kommer og forklarer med Vanskelighed i en anstrængt Hvisken, at han eller hun (thi de findes af alle Aldere og Klasser) har været ude af Stand til at tale i to Maaneder eller to Aar, og at alle Midler har været forsøgt uden Resultat. En kort Undersøgelse viser, at Luftstruben er ganske frisk, og saa begynder det tilsyneladende Mirakel med Behandling. Patienten, som ikke er paa sin Post, raaber «aah, aah» og begynder først lavt, siden stadig høiere og høiere at udtale og tilslut at raabe høit hvert Bogstav i Alfabetet, og dette varer i omtrent en halv Time. I disse Tilfælder gjør ikke Patienten sig skyldig i nogetsomhelst Bedrageri. Han kunde virkelig ikke tale, fordi han troede, at han ikke kunde.»

HUNDREDEOGANDET KAPITEL Hukommelsen og dens Opøvelse.

En god Hukommelse er paa mange Maader en stor Gave i Livets Forhold, thi en daarlig foraarsager ofte vedkommende megen Fortræd og pekuniære Tab, foruden alle de Ubehageligheder, som man derved volder andre. I Lighed med vore andre Evner, er Hukommelsen for en stor Del afhængig af Helbreden. En fuldkommen Hukommelse findes blot i den fuldstændig friske Hjerne i et fuldstændig friskt Legeme.

Hukommelsen er ofte i mærkværdig Grad stærkere eller svagere hos samme Person, afhængig af hans Helbredstilstand. Reisende fortæller, at de undertiden har været saa trætte, at de endog har glemt sit eget Navn. Men efterat de har hvilt en Stund og faaet lidt Mad, er Hukommelsen kommet igjen. At Hukommelsen pludselig svigter, kan indtræffe selv under vanlige Forhold, hvilket mange ved af Erfaring. En Dame har fortalt mig, at hun en Dag mødte en Bekjendt, som hun ikke havde truffet paa lang Tid, og som ønskede hendes Adresse. Til sin store Forbauselse, (og visselig ogsaa til hans) kunde hun hverken huske, Husnummeret, Gaden eller den Bydel, hvor hun boede.

De, som lider af daarlig Hukommelse, bør søge at afhjælpe det. Paa samme Maade som hvilketsomhelst andet svagt Organ i Legemet kan forbedres og styrkes ved passende Opøvelse, kan dette ogsaa finde Sted med Hukommelsen. En Maade at opøve Hukommelsen paa, er at paase, at de Ting, som vi ønsker at huske, har gjort et saa stærkt Indtryk paa Hjernen, at de saa at sige er blevet en Del af dens Bygning. Dette kan bedst ske, ved alvorligt at rette Sjælsevnerne og Blikket paa den angjældende Sag og gjentage dette flere Gange. Vi glemmer aldrig de Tildragelser eller Ting, som har forekommet os usædvanlige eller eiendommelige, men alle dagligdagse Ting gaar os snart af Minde. Grunden dertil er, at de første gjør Indtryk paa Hjernen, hvilket derimod de sidste ikke gjør. Derfor bør alt, hvad vi vil huske paa, uudslettelig indplantes i Hjernen. Hr. Hermann Rothe siger, at «den bedste Tid at opøve Hukommelsen paa, er om Aftenen, naar Lyset er svagt og Sindet ikke let distraheres af andre Ting, eller ogsaa tidligt om Morgenen, straks efter at man er vaagnet, naar Sjælsevnerne er klare. Cato og Cicero handlede efter denne Grundsætning og styrkede sin Hukommelse ved enten om Aftenen eller følgende Morgen at gjentage den foregaaende Dags Hændelser. Hukommelsen bør opøves paa regelmæssige Tider; men disse Tider bør ikke være hverken med forlangt Mellemrum eller af for lang Varighed, ei heller bør de komme for ofte. Følgen af at man overskrider disse Regler er den, at Hukommelsen bliver forvirret og de Ting, man ikke mindes, sammenblandede. Hvis man skal huske en hel Mængde Ting let og fuldstændig, maa de omhyggelig ordnes i Tanker, og deres naturlige indbyrdes Sammenhæng gjøres saa fuldstændig som mulig. Paa denne Maade fremkaldes det ene af det andet, og det hele kan opfattes med et eneste Blik. Ting, som er vanskelige at fæstne i Hukommelsen, kan vi betragte i Sammenhæng med et ydre Tegn, en Streg under et Ord eller en Mening, et Tegn i Margen, med farvet Blyant, hvorved muligvis Farven kan staa i Forbindelse med Omstændigheden. Undertiden kan vi mindes en vanskelig Ting ved at indprente i Sjælens Øie det første Bogstav, Stavelse eller Ord, eller hvis der er flere Ting, ved at forbinde Begyndelsesbogstaverne i hver Mening til et Ord, eller de første Ord til en Sætning og lære denne.»

At den Mad, vi spiser, udøver et vist Maal af Indflydelse paa Sjælsvirksomheden og Hukommelsen, er en Omstændighed, som mange offentlige Talere kjender af egen sørgelig Erfaring. Om dette Emne siger Dr. Kirk i sin Bog «Papers on Health», at naar visse Stoffe indføres i Maven og Fordøielsen begynder, saa føles det, at den aandelige Virksomhed møder uovervindelige Vanskeligheder, og hele Sjælssystemet viser sig snart at savne Nervesubstans til at arbeide med. Denne Substans er i hele sin Udstrækning optaget med at søge at formindske det uheldige Materiale, der er overladt den som Føde. Og selv den bedste Føde kan være af saadan Natur, hvis den ikke er tilstrækkeligt kogt. Saaledes er Forholdet f. Eks. med Ris, hvis den ikke er godt tilberedt ved langvarig Kogning. I visse Tilfælde kan dette helt og holdent berøve os Evnen til at tænke sammenhængende. Hvis nogle Personer spiser kraftig Ost før de prædiker eller taler offentlig, og de er afhængige af Stemningen for Øieblikket, saa vilde de finde, at Fødemidlet i Maven optager Nervesystemet saaledes, at Hjernen ikke kan faa hvad den behøver til sin frie Virksomhed.

HUNDREDEOGTREDIE KAPITEL. Stamning og dens Helbredelse.

Stamning har sin Grund i Mangel paa Evne til at benytte den Muskelkraft, som er nødvendig for at tale. I næsten hvert Tilfælde er den fremkaldt ved Hermning og bibeholdt ved Sindsuro og Vane. En Autoritet i denne Henseende siger, at den skrider saa langsomt frem, at det knapt kan mærkes, fra en vis Hakken ved enkelte Leiligheder til en stadig Stamning, efterfulgt af voldsomme Anstrængelser for at tale og megen Forvridning af Ansigtet; disse to Stadier, der synes saa forskjellige, fremkaldes af samme Aarsag og er i Virkeligheden de samme, skjønt Sygdommen optræder voldsommere i det ene Tilfælde end i det andet. Hvis denne ringe Hakken, som kun optræder imellem, ikke vises nogen Opmærksomhed, kan den hos en følsom Person og især hos den, som taler hurtigt, blive større og større, indtil den lidt efter lidt har udviklet sig til fuld Stamning.

Stamning kan ikke bødes paa i Løbet af nogle Uger, Tid og stor Omhu kræves, inden den kan afhjælpes. Jeg tilraader Iagttagelse af følgende Regler, som er befundet at være udmærkede.

1. Før man begynder at tale, drager man først et dybt Aandedræt. Derved fyldes Lungerne med Luft, og Stamning kan ikke opstaa af Mangel herpaa.

2. Man bør øve sig i at lade Læberne, Tænderne og Tungen udføre sine forskjellige Funktioner, naar de Bogstaver skal udtales, som fordrer deres respektive Brug.

3. Læg stærk Vægt paa hvert Ords sidste Stavelse. Derved udtales det følgende Ord lettere.

4. Træk altid Aanden ved Slutten af hver fuld Sætning, og lad Sætningerne være korte.

5. Begynd hver Sætning langsomt og tydelig med temmelig lav Stemme, og udtal hver Stavelse med størst mulig Nøiagtighed.

6. Hav altid paa det rene hvad De vil sige, og naar De taler, saa ofre hele Opmærksomheden paa det Emne, der tales om.

FJORTENDE DEL. Maaden at forebygge Sygdomme paa. Sygdomme helbredede ved Diæt og andre enkle Midler.

HUNDREDEOGFJERDE KAPITEL. At forebygge Sygdomme.

Man har regnet ud, at de almindeligst forekommende Sygdomme i England og Wales koster Landet aarlig 20.000.000 Ugers Arbeide.

For en stor Del kunde denne Sygelighed undgaaes, hvis blot Privatfolk vilde iagttage fornødne Forsigtighedsregler. Det bedste Middel til at hindre omtrent alle almindelige Sygdomme er frisk Luft, Renslighed, Luftveksling i Værelserne, sund Føde og rent Vand. Lord Playfair har sagt: Paa samme Tid, som omkring 20% af Ofrene dør af sine Saar paa Slagmarken eller efterpaa, men 80% bukker under for de Sygdomme, som følger med Feltlivet, saa er ogsaa i fredelige Sysler Forholdet det, at Procenten af dem, som træffes af en voldsom Død, er liden i Forhold til alle dem, som bukker under, fordi de har overtraadt Sundhedslovene. Disse er ligesaa bestemte og ufravigelige som andre Naturlove. Hvis man gaar til Kanten af en Afgrund og kaster sig ud, saa trækkes man af Tyngdeloven nedad med stadig større Hastighed, indtil man slaar sig ihjel nede paa Bunden. Man stiller sig selv under Tyngdekraftens Lov og kan aldrig haabe, at den skal forandre sig for at redde en fra ens egen Daarskab. Paa samme Maade er det med Sundhedslovene. Hurtige, stenge ufravigelige og uforanderlige i sin Virksomhed straffer de alle Overtrædelser. Men Menneskene er ikke fødte for at de skal visne og dø, men for at de skal vokse i Kraft og leve den for dem bestemte Tid. Helbred er den normale Tilstand, som følger af at lyde Loven; Sygdom er Straffen for dens Overtrædelse. Paa Grund af saadan Overtrædelse maa England hvert Aar ofre 110 000 Liv, medens 220 000 Personer unødvendig ligger syge Aaret rundt. Og hvorfor? Fordi hverken de, som har Magten, eller Folket vil lære at kjende og lyde enkle sanitære Love. Ingen Farsot kan modstaa streng Renslighed og Luftveksling. Der var en Periode paa tusen Aar da ingen Mand eller Kvinde i Europa nogensinde tog et Bad, og i et Aarhundrede af denne Periode døde firti Milioner Mennesker af Pest, en Sygdom, som tager mest Fart, naar Renslighed ikke iagttages. Men nu udgjør meget frisk Luft, godt Vand og Bortryddelse af alt Skarn udenfor og i Boligerne, Betingelserne for baade Almenhedens og den enkeltes Sundhed; vi fordrer Renslighed baade hvad angaar Byerne og deres Beboere. Det er en Lov, som er enkel baade at lære og anvende, men Stoltheden reiser sig imod den, ligesom Tilfældet tidligere var med den Spedalske, da han fik Besked om at bade sig i Jordan. «Hvis Profeten havde paalagt dig noget vanskeligt, vilde du da ikke have gjort det? Hvor meget mere, naar han kun har sagt dig: Vask dig, saa bliver du ren».