XIII.

"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog ned som en stor sten, der slår et stort hul i al den grønne andemad og får de bestyrtede hundestejler og skaller til at pile forfærdede til alle sider. Hr. Kasbjergs højt ansete navn trængte i og for sig ikke til dette mesterværk, men en gang for alle har han villet slå fast — — dog nej, her er ikke tale om vilje, det er en ny åre, der er brudt frem i hans rige talent, et nyt kildevæld, der sikkerlig i lang tid har været forberedt til udbrud. Vi — publikum — kender ikke de sjælelige omvæltninger, der er gået forud for dette værk, vi aner, at der i den ikke længere unge forfatters sind har fundet en krise sted (som viser, at han dog er ung), og vi ser — hvad der for os er det vigtigste — at et betydeligt digterværk er resultatet deraf. Ja netop digterværk. Det er ellers ikke det ord, vi snarest vilde anvende på hr. Kasbjergs strængt reelle og realistiske produksjon. Men bor der ikke en digter selv i den mest nøgterne forfatter? Må ikke poesien en gang bryde igennem også hos livets koldeste iagttager?

Men lad mig nu få lov til at sige, hvad bogen handler om. Hovedpersonen er en digter, en poet, som vor tid frembringer ham. Uden overtro og uden fordom er forf. skredet til skildringen af sin helt. Han har vendt og drejet ham, belyst ham fra oven og fra neden, uden urimelig beundring, uden for megen ringeagt, ti så forskellige er synspunkterne, hvorunder helten stilles frem for læserne. Først ser vi ham som et naturens barn — det siger kun lidt at nævne Christian Winther i denne forbindelse, men her er naturskildringer af høj skønhed, her er den sete, ligefrem malede natur, prægtige panoramaer, hvor landsbyer ses at vandre forbi beskueren, og solbeskinnede marker breder deres tavler ud for os i alle farver og nuancer. De, der har søgt at fastslå hr. Kasbjerg som ren Københavner, de nødes nu til beskæmmede at indrømme, at forf. kender sit land, sit muld, så godt som nogen.

Den anden side af digterens karakter er hans elskovsforhold. Vi ser, hvordan den fine unge pige, Kaja, længes imod ham og skænker ham sin unge elskov, ham, hendes digter og hælt; det hele synes at være såre skønt. Men — og her viser forf. os digterens første brøst — han sviger hendes tillid, nej, han sviger den ikke, ti ansvarsløs og bevidstløs, som han er, står han uden for de moralske bestemmelser, hendes ulykke er for ham ingen vellyst og ingen sorg; en dag ved han ikke længere, at hun er til, han slipper hende, som han slipper alt andet, han griber i blinde og slipper i blinde.

Senere træffer han den kvinde, som han ikke mere kommer fra, fordi hun holder ham fast, den rå, sjælløse kokotte, hundyret og hendes hjælpersker, ti hun tar andre til hjælp, da hun ved, at hun ikke alene kan holde på ham; der må afveksling til. Vi forudser den moralske forargelse, som disse kapitler vil vække hos snævre sind, der ikke begriber forf.s sunde alvor. Her er ikke et ord for meget og ikke et ord for lidt, ingen unødvendige udpenslinger af udsvævelser, men med rystende sandhed gives der os et indblik i digterens blodige perversitet, ti i perversiteten ender denne opløste type; det moderne liv drager ham for voldsomt fra poesien, og han formår kun at suge det moderne samfunds gifte i sig.

Som et skyggebillede ser vi endnu en gang den unge kvinde, han har forladt, men hun formår ikke mere over ham, han er i kløerne på Messalina og — befinder sig bedst dær. Men op af dette erotiske moras stiger den digteriske fantasi med forunderlig kraft; mens karakteren opløses, og legemet nedbrydes, svinger sjælen sig mod himlen og stjærnerne — ikke den religiøse himmel, nej, det uendelige rum, der er forlængelsen af digterens uendelige higen. For første gang er her gjort et alvorligt forsøg på at forklare den samtidige tilstedeværelse af grov sanselighed og høj, digterisk flugt; det ene er ligesom reaksjonen mod det andet, og således splittes digterens sind mer og mere. Der findes her — i til dels rimfri vers — syner af høj patos, som er mærkelige i hr. Kasbjergs produksjon og et godt varsel for fremtiden; mange af bogens genialeste steder er samlede her, skønheder, trodsige paradokser og store tankeglimt, alt blandet mellem hverandre, tilsyneladende forvirret og dog ordnet af en hånd, der intet øjeblik ryster eller griber fejl.

Således er skuet af det opløste menneske, vor tids farligste produkt, åndens anarkist, der intet tror og intet vil, men som spiller bold med alle sandheder. Nu spiller naturen ingen rolle længere; vel søger digteren i længsel tilbage til den, men den er nu død for ham, død som hans første, ideale kærlighed. Og dog, hvor dybt han end er sunket, så er der endnu tider, hvor en ædlere menneskelighed glimter frem, et suk efter naturens fred, en halvkvalt bøn om lykke, men forf. tror ikke på disse forsøg på rejsning, vi tror heller ikke derpå. Med en næsten umærkelig ironi viser forf. os sin helts svingninger mellem høj stjærnelyrik og lav nydelsestrang; vi forudser, der må komme en sprængning, idet storhedsvanvid og dyriskhed kæmper med hinanden — — indtil der en dag knalder et skud. Nu er der et geni mindre i verden! siger han, idet han hæver revolveren til sin højre tinding. Da han føler det kolde stål, mindes han sin ungdoms kærlighed: En pjalt mindre! hvisker han og trækker af.

Det er en hård og alvorlig bog. Vel er den ikke skrevet for unge piger, men dog er der for de rene sind intet urent i den. Moralen er holdt i ære, — man mærke sig modsætningen mellem heltens vilde paradokser og forf.s rolige, uforstyrrede fortællertone. Man tar ikke fejl af, hvor forf. selv står, og det er det, der gir bogen dens sædelige ballast. Den har en revsende betydning, der kan sammenlignes med 'Adam Homo's — omend den er mindre almenmenneskelig —; der er vel smuds i den, men intet deraf kommer fra forf. selv; han er ren, mens han gransker det urene med uforstyrreligt sind."

Således blev hr. Kasbjergs ny bog anmældt af den dybt grebne og højt ansete højskoleforstander Lindeblad, dr. phil. ("Jens Christian Hostrup og den senere Realisme"), og på denne frisindede og alvorlige mands bud åbnede præstegårde og skolelærerfamilier deres bogskabe for mesterværket, de religiøst vakte lægfolk, både grundtvigske og indremissjonske, tog imod den som halvkristelig litteratur, og da de ledende, københavnske anmældere istemte en lignende tone, var dens succes fastslået.

Så snart Ivar Holt fik læst dr. Lindeblads anmældelse, købte han bogen og læste den med interesse og væmmelse. Alle hans ideer aflurede og lagt i blød i sanselighed! Hans egne ord side op og side ned, med underlagte dyriske lyster. Det øverste lag var ham selv, kynismen var Lynggrens, pianisten Tornberg havde måttet levere simpelheden, og slapheden var hentet hos Drewes. Ivar Holt kunde ha fisket sig selv op stykkevis. Det var frygteligt. Han huskede et billede af en hellig mand, der får tarmene vundet ud af livet på en almindelig garnvinde.

En hel uge var han lammet efter dette rov, og så begyndte han at tænke over det. Var det ikke en bekræftelse på hans tidligere anelse? Han var i sig selv intet virkeligt, gyldigt menneske. Lige så lidt som han egnede sig til at skildres i en bog, netop som han var, lige så lidt egnede han sig til at være menneske, sådan som han var. Kasbjerg, der aldeles ikke forstod ham, havde haft den ganske rigtige forståelse, at en Ivar Holt uden tilsætning er umulig i litteratur. Vilde det ikke ha tjent ham bedst, om han selv havde haft Lynggrens frække ævne til at finde sig til rette, Tornbergs simpelhed o. s. v.? Ved siden af Kasbjergs succes var det sikkert, at hans egen bog vilde falde igennem. Mens Kasbjerg gik frem i anseelse og indtægt, vilde Ivar Holt være den, der blev tilbage. Det gennemsnitlige har en forfærdelig magt, der knuser undtagelsen, ti det er ikke alle undtagelser, der er pansrede fra top til tå, så de kan træde reglen under fødder og hæve sig bydende over den. Alting lukker sig om den særegne, hvis der ikke er dynamit i hans sjæl, han spærres ude fra solen og gemmes i det mørke hul, hvor han får god tid til at dyrke menneskeforagt eller selvforagt, alt eftersom det passer ham. Men denne afspærring er ikke nødvendig; den særegne kan godt bruges, hvis de andre får lov at indrette ham efter deres eget tykke, blande til og ta fra, så han blir almenmenneskelig, på lignende måde som hr. Kasbjerg lavede et normalt menneske af Ivar Holt med tilsætning og fradrag. Måske var den bog alligevel genial, mens Ivar Holt selv var fiaskoen.

En dag mødtes de to på gaden, mennesket og hans forbedrer. Kasbjerg hilste flygtigt, Ivar Holt stansede; den anden stod også stille, han vilde ikke ha udseende af at rende fra det.

"Hvordan går det?" spurte Kasbjerg, da de havde set noget på hinanden.

"Jo — jeg arbejder på bogen. Nu må der jo forandres noget."

Kasbjerg så studsende på ham. Var manden ikke rasende? Kunde han bruges mere endnu?

"Det er naturligvis skidt gjort," sa Ivar Holt. "Det vil sige slyngelagtig godt gjort. Jeg skal se, om jeg kan gøre det bedre."

"Ja, gør det."

"Ved De en ting? Sig mig: Var det Deres egen mangel på talent, eller var det min skyld, at De ikke kunde skildre mig uden at blande andre mennesker i mig?"

"Hm," sa Kasbjerg.

"De trækker mig ned i mudderet. Jeg vil prøve at klynge Dem op i luften og ryste alt det lånte af Dem. Hvad blir der tilbage af Dem, når De er bleven raffineret for efterligning og påvirkning? Det er vist svært at sige, hvad der egenlig er Dem. Det nobelt affekterede, tror jeg nærmest."

Ivar Holt så op til den tavse, opmærksomme himmel. Hvis man kan knuse mennesker med ord, så måtte han kunne det i dette øjeblik. "Endskønt, hvad De selv leverer, det er kun litterær afmagt. Det vidner også Deres nye bog om. Jeg kan se det. Hvis jeg skulde sætte Dem i en bog, vilde jeg altså komme i forlegenhed. De er en beholder med andres ideer i, et tøndemenneske med en bred tragt og et godt spunshul. Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg selv er et reelt, gyldigt menneskeeksemplar; det har De også, siden De mente, det var bedst at mikse mig med andre. Men nu ser jeg, at det er Dem, der er ureel, De tåler ikke kemisk rensning, for der vilde ikke blive så meget tilbage, at det kunde gælde for een person. Ja. Det indser jeg nu. Det er vigtigere end alt andet. Jeg taler slet ikke med Dem, De eksisterer ikke. De er — en — usubstantiel — hallunk. Det er Deres latinske artsnavn, jeg ved ikke, hvad hallunk hedder på latin. Det kan De selv se efter."

Kasbjerg vendte sig bort. "Jeg har for resten travlt," mumlede han.

"Ja — hør, det er sandt! Jeg vil selvfølgelig ikke omgås Dem længere. Jeg vil ingen mere pumpning ha."

Han stod og så efter Kasbjerg, indtil han var forsvundet. Så foer blodet ham pludselig op i hodet. Bevares, han hadede jo det menneske! Det opdagede han først, da manden ikke mere virkede hæmmende ved sin tilstedeværelse.

Ha, ja! Jeg kunde skyde ham i mørke. Dær står han, usynlig, lige foran det lys, der ses i et fjærnt vindu. Det er ude på landevejen, jeg kunde godt skyde ham. Men jeg vil ikke se ham falde, høre ham skrige. Jeg kunde også trykke på en knap, så at han langt borte forsvandt lydløst i jorden.

Han vedblev sit foredrag for hr. Kasbjerg, mens han gik. Det blev langt; der kom stadig nye, gode indfald. Han tvang hr. Kasbjerg til at svare, hvert svar gav nye ideer. Hans ben blev adskillige alen lange, hans hoved ragede op over husene, han tog sig ikke af, om han nu og da trådte et menneske i stykker. Han gik og gik. Til sidst nåede han vand og konstaterede, at det var Øresund. Dær stansede han og blev til et menneske af almindelig højde, men han var ikke kuet endnu, han skulde også træde ned og komme frem. I den næste bog igen, det ukendte værk, som han følte vægten af i dette øjeblik, skulde han vinde sin sejr. Han var ramt og havde lært at slå.

Men ikke hjem og skrive nu! Han var ingen af den slags digtere, der står på hodet i blækhuset, så såre ånden kommer over dem.

Han vandrede længe omkring med et fuldt og forpint sind. En flok måger brusede op foran ham og gik ud over sundet. Han smilede og så glad efter dem. Det var altid så velgørende at se noget hvidt gå til værs.