Front matter (continued 2)

— Hvorfor gjorde De ikke det? spurte Meninsky.

— Fordi jeg altid tænker mig om før jeg handler, sa Run Bates og strøk venlig over fuglens miserable slæp. Og fordi jeg er velvillig stemt overfor tilværelsen. Tilsidst og væsentligst fordi jeg nødig indrømmer egne feiltagelser. Jeg tror paa intuitionen, og jeg paastaar at der i denne fuglen lever noget av den storhet, den nattemystik og det eventyr jeg først ante i den. Den har bare intet andet uttryksmiddel end sin form, sin evne til fortættelse av mørke paa en lys bakgrund. Den er skapt til silhuet, altsaa.

Som De, sa hun og vendte sig mot Meninsky.

Jeg vilde aldrig lagt merke til Dem ved en presentation. I en gatevrimmel eller i et selskap er det ikke mulig at faa øie paa Dem trods selve Deres størrelse. De er som denne fuglen uten fysiognomi, De har ikke træk, ikke farver, ikke skygger, bare form. De skal sees som silhuet mot et orkester eller en himmelbrand. Men da virker De!

Alle Deres mangler blir fortrin. Selve Deres passivitet blir aktivitet! Er det ikke merkelig? Det er for merkelig, ser De. Jeg vil vite hvad det kommer av. Derfor vender jeg mig ikke fra Dem, Meninsky, jeg vil se Dem nøie an, jeg vil smigre mig ind paa Dem som paa denne fuglen. Se hvor den æter tamt av min haand. En vakker dag aapenbarer den mig sin gaade. En endda vakrere dag — naar jeg sitter inde med hundre og ett bevis — bekræfter De til mig at De er Paviere!

— Kanske, smilte Meninsky paa sin gamle imøtekommende maate, men da maa jeg først ophøre at være Meninsky. Og naar blir det? For Meninsky kommer der til at staa paa min gravsten.

— Vi faar se, smilte Run Bates forjættelsesfuldt. Jeg er allerede godt oppe i antallet av bevis for at der ikke kommer til at staa Meninsky paa Deres gravsten!

* * *

Næste gang sat hun ute mellem tusindfrydene og skar en bok op med en liten skarp sølvkniv. Og Meninsky kom yrvaaken og modig og spurte om den var morsom.

— Aaja, sa Run Bates og saa ham godt over før hun gik videre.

Hvis den bare ikke var saa fuld av trykfeil. Jeg sat netop i den forbindelse og tænkte paa Dem — og mig — at igrunden er vi to trykfeil.

— Er vi det, sa Meninsky.

— Ja. De, sa hun, er jo et bokstav som ikke skal være der? De gaar rundt med en tyk korrekturstrek tversover Dem, væk med mig, sier De, beklager, men dette er ikke mig. Hvad?

Hun aapnet smilende boken igjen og fortsatte med at skjære. Distrahertes saa av sin pekefinger.

— Faar jeg se paa Deres pekefinger, bad hun fort, kom her med den, ved siden av min i boken!

Meninsky adlød øieblikkelig.

— Haa, fnøs hun, dobbelt saa stor som min, du store verden for en pekefinger! Men har De nogengang i Deres liv pekt med den? Sagt: se der! Og har det at det var De som pekte hat særlig betydning for nogen anden?

— Nei, sa Meninsky alvorlig og med fingeren godt ved siden av hendes i boken, jeg har aldrig pekt og aldrig vilde det betydd noget for nogen at jeg pekte heller.

— Aa, sa da Run Bates med en skræmmende opgang i stemmen og skjøt underansigtet frem, De gjør mig rasende! En skulde tro De var sten, jern, malm og ikke — men se her!

En tyk, høirød blodstripe randt ned ad bokens ene blad. Hun hadde skaaret ham i fingeren! Han førte den øieblikkelig til sin mund, litt rød i ansigtet, litt konfus, men uten at si noget.

— Haha, lo hun, blod? Ordentlig rødt, varmt menneskeblod, ikkesandt? Tilmed varmere og rødere end almindelig tror jeg, ja se nu her? Og der skjærer hun sig selv, et hurtig, dypt snitt i fingeren.

Se, sier hun og løfter haanden og lar blodet dryppe ned paa bokens blade, meget tyndere, blekere og daarligere. Kom her en slagter nu vilde De bli stemplet blaat, førsteklasses, jeg rødt, andenklasses. Tror De ikke?

Meninsky finder frem sit lommetørklæ og vikler det om sin finger. Han er blit ganske blek og hans næsefløier arbeider.

— Synes De det er kjedelig at blø? spurte da Run Bates deltagende, gjør som jeg, put fingeren i jorden, saa stanser det straks.

Og han adlød igjen, stak fingeren dypt ned i mulden, som var kjølig og løs og litt fugtig.

Der sat de som to barn med hver sin pekefinger i jorden.

Hun kikket ned i boken.

— Nei, der staar det sandelig keg istedetfor jeg, utbrøt hun indignert, isch! Og pludselig hev hun boken saa voldsomt fra sig at bindet løsnet og flere blade, derav et av de blodige, faldt ut. Tænk keg istedetfor jeg. Jeg, jeg, jeg!

Saa kom hun paa noget nyt og beroligedes hurtig.

De forstaar, Meninsky, vendte hun sig langsomt og rolig til ham, jeg er ogsaa korrigert. Jeg er et jeg med strek under. Spærret altsaa. Summen, facit, Run Bates, jeg. Hvad raker det forsaavidt mig enten De er av sten og jern eller kjøt og blod? Jeg er nok i mig selv. Men nu tænker jeg vi kan ta op vore fingre.

De var sorte av muld, fingrene.

Jaha, sa hun da i nok en ny stemning, der ser vi det. Fremtiden! Hu, Meninsky, tænk, at om nogen tid, om nogen faa aar ligger disse fingrene vore og hændene vore og armene og hele vi nedi dette som nu klæber ved os, og er døde. To stinkende kadavre, delikatesse for maddikene, fyh. Run Bates og Meninsky. Er det ikke fælt?

Aanei, roper hun pludselig halvkvalt av angst og iver og strækker armene iveiret, la os leve! La os understryke og ikke overstryke os selv, tidsnok blir vi inkognito. Her er vi, se hør og føl paa os, kan nogen negte for at dette er Run Bates og Paviere?

Meninsky stirrer grepet hvor hendes arme peker, det er saa høit at han mister hatten av hodet.

Og Run Bates vender leende tilbake til jorden, til sin finger.

— Aa, du kjære lille fingeren min, sier hun, gudskelov for at du er levende endda!

Og hun sitter ubeskrivelig lykkelig og krøker og retter, krummer og strækker sin pekefinger mens hun smiler opmuntrende til den.

* * *

Meninsky er ikke fortrolig med hverken associationsloven eller embryologien. Han tror han har overhørt hendes sidste bemerkning da Run Bates, flere dage senere, midt inde i noget andet, pludselig sier:

— Jeg har pekt hele mit liv og jeg skal peke til jeg dør.

Men da han hæver sit blik efter hendes ser han en vindfløi og med det samme kjender han det stikke i sin ene pekefinger hvor et saar er ved at gro.

— Ja, gjør det, skynder han sig at si mens han endnu er i god tro, for mig?

— For Dem, nytter ikke. Paa Dem maatte det jo først bli. Men jeg peker ikke mer paa nogen for nogen. Det gjorde jeg engang. Jeg peker bare for mig selv nu. Men vil De høre en historie?

Og hun er lys og senil i stemmen som et barn der spør: Skal jeg fortælle et eventyr for dig?

Historiens titel er «Boblen», begyndte hun. Det er en banal titel og selve historien er endda banalere. For hvem har ikke sammenlignet sin kjærlighet med en skimrende skjøn og forgjængelig saapeboble?

Naa, men pointet her er pekingen. Jo, jeg elsket altsaa — engang. Ingen har elsket større, varmere, ubegripeligere end jeg. Og jeg pekte og sa: Dette er dig, slik er du, det er du — aa, alt det skjønneste og deiligste jeg visste, alle eventyr og al uvirkelighet og hvor mine ord var mig fattige og utilstrækkelige! Jeg pugget konversationsleksika og tydde til fremmede sprog for nogenlunde at faa uttrykt mine følelser, men punkterne for min pekefinger blev legio, jeg stred saa sveden dryppet og rak ikke med og var usigelig lykkelig, jeg svælget og fraadset i skjønhetsaapenbaringer og følte mit eget selv bare som et hemmende panser for min fantasi.

Ja, slik blev jeg, som jeg har fortalt Dem før, tyve aar.

Men da kom der en dag, en dag jeg var som mest svimmel av min egen intethet, en pekefinger, en fremmed, en tredjes pekefinger og pekte paa mig.

Du, sa den. Du er det! Det er jo dig selv! Du er selv alle eventyrene og hele deiligheten! Du er simpelthen draapen hvorav den vidunderlige boble bestaar!

Slik, Meninsky, gjorde jeg mit eget bekjendtskap ved en fremmed pekefinger og som De daglig ser underholder jeg forholdet ved selv at peke paa det. Aa, De kan tro det var en underlig stund da jeg allerførste gang merket mit eget hjerteslag i stilheten, det var saa overvældende uvant, det skræmte mig slik at noget gik istykker i det, en av klaffene lammedes av forbauselse og er lam den dag i dag.

Og Run Bates blir sittende og likesom lytte efter den lille lamheten i sit hjerte.

Meninsky gjærer med et spørsmaal, han har det paa læberne flere gange med aandedrættet og alt i orden, men stadig undslipper det ham.

— De forstaar, sier da Run Bates midt i et av hans dobbeltaandedræt, min elskede var en kvinde. Kjærligheten altsaa bare venskap. Pekefingeren var min forlovedes.

Meninsky aapner munden, men igjen kommer hun ham velvillig i forkjøpet.

— Nei, sier hun, han fik mig selvfølgelig ikke. Det var dumt av ham at kalkulere mig og gjøre mig saa uttrykkelig bekjendt med værdien!

— De elsket ham ikke! faar Meninsky endelig anbragt.

— Jo, i den tiden jeg bare var skal, med indmaten placert i min veninde, det tomme kar, tiltaltes jeg av likheten mellem ham og mig, hulheten. Men da jeg hadde samlet mig selv ophørte jo sympatien øieblikkelig og — gjensidig, naturligvis.

— Det er forfærdelig vanskelig, sier Meninsky med smertelig sammentrukne bryn, men er ikke historien den at De hadde en veninde hvis fortrin De overdrev til Deres forlovede som blev jaloux og fandt sig beføiet til at retlede Dem?

— Gjerne det, svarte Run Bates, og nu belavet hun sig paa at gaa over til noget andet.

Men Meninsky, ifølge sin makelige natur, blev helst hvor han var.

Han spurte om hun var sin forhenværende forlovede taknemlig for pekingen.

— Selvfølgelig, svarte hun let, han er jo saa at si min anden skaper. Jeg vilde levet og dødd og blit begravet uten nogensinde at ane min egen realitet uten ham. Og ikke bare min egen men alt og alles. Jeg lærte tilslut at en sten virkelig er en sten. Men det skal jeg fortælle Dem en anden gang.

— Jamen, sa Meninsky, hvordan aner man sin egen realitet?

— Ja hvordan? sa Run Bates og hun saa virkelig ut som om hun ikke visste det.

* * *

I forbindelse med en flek paa hendes kjole faar han en anden gang forklaringen til den graa strieputen i hendes divan.

— Har De ikke lagt merke til at jeg aldrig er rigtig ren? spurte hun. Aldrig. Det kommer av min oprindelse. Jeg er som magnetisk for lort. Jeg maa bytte undertøi hver eneste dag. Mine kjoler er bare friske en times tid. Jeg kunde trænge at vaske mine hænder hvert femte minut.

Jeg har fundet ut at smutset kommer indenfra. Fra blodet!

Jeg er født i et skiddent arbeiderstrøk av en storby, forstaar De. Min far var altid sotet og min mor aldrig ren, jeg forsikrer Dem, min mor var det skiddenfærdigste i verden. Hun badet ikke i alle de aar jeg levet sammen med hende og det var tyve. Hun stinket — en stram, sur, besynderlig lugt som jeg har fundet igjen paa alle strøk av kloden hos fattigfolk. Hun fik et barn hvert aar. Og skidden var hun da hun undfanget dem, skidden mens hun gik med dem og skidden da hun fødte og ammet dem. Maa der ikke komme smuts i slike barns blod? Jeg er absolut fuld av lort indvendig. Under min første tid i Hollywood badet jeg som en gal, mit badeværelse var for mig i et helt aar indbegrepet av highlife, jeg levet omtrent ikke utenfor det, men tror De jeg nogengang opnaadde at føle mig ren? Nei. Mine porer proppes indefra efterhvert som jeg frotterer dem. Det er sandt!

Jeg er ogsaa forfærdelig utsat for utøi, jeg kan ikke opholde mig to minutter i en trik eller en menneskesamling idetheletat uten at føle at loppene anfalder mig som en lækkerbisken, mit store hestetaglhaar har været min fortvilelse fra barnsben av, det har været fuldt av lus de hundrede gange — og nu skulet Run Bates fort hen paa Meninsky som med armene lænet mot den lille japanske bros skrøpelige bambusrækverk stod og stirret paa det sorte, sagte glidende aavand under dem.

Ha, sa hun da, nu tror jeg sandelig allikevel at sfinxen grøsser, hvad? Det rykker forræderisk i Deres næsefløier!

— Ja, Meninsky, De er det reneste jeg vet. Og De er undfanget og født og ammet av en usigelig ren mor, aa jeg aner hvor hun var lækker og appetitlig og deilig!

Og hun gaar lidt fra ham for at faa overblik.

— Der De nu staar mot det mørke vand, sier hun, og hæver sine hænder som holder hun en palet i den ene og en pensel i den anden, er De en aapenbaring av renhet og lys, De er blændende som jeg har tænkt mig Kristus være det, det smerter synsnervene at utsættes for Dem! Deres haar er jo selve solskinnet materialisert og de komisk lange, hvite øienvippene Deres, — jeg kan forstaa at verden maa te sig anderledes for Dem end for mig, betragtet gjennem slik en blendende ramme!

Og saa knipser hun med fingrene i veiret, som har hun noget nyt.

— Lyset er hele hemmeligheten med Dem! ropte hun. Det var lyset og ikke mørket De koncentrerte i Paris! Det var De som brandt og ikke himmelen der paa Ararats bjerg!

De er selv saa fyldt av lys og flammer at verden forekommer Dem en askehaug!

Meninsky rygger uvilkaarlig tilbake som for et angrep, hurtig finder han sit lommetørklæ og pudser sin næse med brask og bram. Han har høsnue, er virkelig sterkt forkjølet.

Og Run Bates slukner. Da han endelig lægger lommetørklæet ned skal ingen kunne se at der nogensinde har været lys i hende. Hun bøier hodet stille og lukker øinene. Da hun igjen aapner dem opdager hun en liten snegl paa vei mot en oase graa paddeblade paa broen.

— Ha, ler hun da igjen og peker, der er jeg og der er virkeligheten! Det gaar smaat men det gaar! Vogt Dem! Jeg gir mig ikke før jeg har ført Deres mysterium ind i klarheten, før jeg har analysert det ned til det aller haandgripeligste lille stykke virkelighet. Det er en sidste haardnakket dyst med mig selv, forstaar De, mit gamle, formaalsløse, fantastiske, leveudygtige selv. Lykkes jeg ikke mens De er her skal jeg forfølge Dem jorden rundt, De skal aldrig ha fred for mig saa længe De lever og heller ikke hinsides. For jeg skal frem til virkeligheten, og De er min eneste hindring, Meninsky, De staar som en kinesisk mur og stænger mig veien og utsigten.

Men bare vent.

* * *

Og hun forfølger ham.

Han gjør sig liten, dukker hodet ned mellem skuldrene og krøker knærne, han skifter ham flere gange om dagen og snur ryggen til. Men hun finder ham. Hun gaar ustoppelig videre med sin psykiske forskning, hendes energi er vital og hendes opdagelser utrolige.

Hver gang tror hun at ha naadd det endelige resultat, men hver gang gaar hun igjen videre. Av og til slaar hun to fluer i et smæk.

Som en eftermiddag ombord i en vindstille seilbaat langt ute paa sjøen. Der sat hun med sine vaakneste øine og fortalte ham at hun aftenen i forveien hadde staat ytterst ute i et skogholt og set ham komme gaaende ute paa markene. Han hadde vokset fra en prik av helt ute i horisonten, han var saa fort blit større og større, tydeligere og tydeligere, hun hadde ventet og godtet sig og smilt og tænkt at slik, akkurat slik var situationen: om en stund vilde hun kunne tælle hans øienhaar!

Men saa var der hændt noget. Der var pludselig kommet en taake seilende, en tæt, hvit damp rullet avsted henover markerne imot ham, det lignet næsten et krigersk gasangrep. Og der hadde hun saa staat og set ham forsvinde like hurtig som hun hadde set ham komme, han passerte hende paa etpar skridts avstand, hørlig aandende men komplet usynlig. Og hun var blit saa bedrøvet.

Der hadde hun jo symbolet! Avstanden! Hvordan kom hun nu videre? Avstand, usynlighet, ulegemlighet — hvad satte man op mot slike ting? Igjen undslap han hende.

Men igjen fandt hun sig selv igjen.

For hun var kommet til at tænke paa steppen! Paa Rusland! Paa hvad Tolstoy sier om russerne: avstandsfolket, de ensomme, ubegripelige.

Han, Meninsky, var jo russer. Paviere var franskmand.

Der hadde hun det!

Paviere var livskunstneren, Meninsky selve leveudygtigheten.

Og simpelthen hans fremmede nationalitet, hans slaviske racepræg var det som hadde git hende det sterke indtrykket av personlig egenart. Han var som millioner russere, men fordi den russiske hverdagslighet var hende saa fremmed, hadde hun tat den for individuel originalitet.

Slik gik det naar man som hun var saa fortvilet fuld av glycerin! Der hadde han først været eventyret virkeliggjort for hende og saa virkelighetens eventyr. Endelig viste han sig at være Kolombi egg. Hvad der videre kunde komme av det egget, se det turde hun med sit kjendskap til sig selv ikke svare for.

— Men jeg skal nok efter hver himmelfart vite at plaske til jorden igjen og forhaapentlig blir faldene kortere og mindre smertefulde for hver gang, dennegang var jo bare en fornøielse, sa hun.

Og hun bøiet sig frem for at smile godt til ham.

Da saa hun at han sov og at han hadde sovet længe. Han laa paa ryggen med ansigtet ret mot solen, det var blekt og koldt som ellers og fuldt av hat.

Run Bates la roret op i vindstillet og bøiet sig tæt over ham. Længe sat hun og stirret. Det saa ut som om hun talte hans øienhaar, der lange og skinnende lyse laa helt ned paa hans glatte fine kind. I søvne gjorde han en grimase som om noget smertet ham.

Da trak Run Bates sig endelig tilbake. Og da graat hun. Lydløst bøiet hun hodet og lot hun taarene sagte dryppe sig ned i sine hænder som i en skaal.

* * *

Capranola rødmer av roser. De gror vildt over hele øen, de fylder vældige bed, de danner hækker ved veiene og espalier paa murene. Der staar en rød og søt os fra dem dag og nat.

— Nei se, sa Run Bates om en stor, skjøn La France, den vil visst ikke? Den vil virkelig ikke! Se, hvad gir De mig?

Det saa virkelig ut som om rosen ikke vilde begunstige bien som sværmet om den. Den avviste den gang paa gang. Run Bates hadde staat og iagtat fænomenet en lang stund før hun viste det til Meninsky. Og nu stod de sammen og betragtet scenen som blev mer og mer spændende. Biens ihærdige og utrættelige bestræbelser nyttet ikke, rosen vilde ikke.

Til en begyndelse var dens plastik koket, yndig og indtagende, den bøiet sit skjønne hode undav, den blusset og sitret og beklaget. Og saalænge var biens manøvrer store og ridderlige. Men saa blev rosen støtt ved dens uforstand, den blev braa og bestemt, gaa væk! Brrrr, mente da bien som den drevne forfører han var, faar vi ta tiden til hjælp, haster ikke, jeg kan vente. Og den tok et par hurtige avstikkere til andre roser i nærheten. Men stadig kom den igjen.

Da fik rosen en genial ide, kvindernes evige.

Den graat!

En stor, tung taare trillet den ut mellem bladene og ret over bien som halvdruknet og ør av raseri og skuffelse kom til at svirre om sig selv i luften en lang stund. Da endelig grep den til retrætten.

— Det var mig noget til rose, sa Run Bates, det var saamen en dame med dyd!

Men ikke før hadde hun talt ut før der imidlertid var en ny bie, en lidt mindre, følsommere, finere. Og dennegang skjedde det, miraklet, midt for Run Bates og Meninskys interesserte og ublue øine.

— Jaja, sa da Run Bates slik er vi kvinder. Det maa være den rette.

— Sier De det? sa Meninsky.

— Ja, i motsætning til dere mænd! Og hun holdt sin høirøde parasol op som en fane idet hun satte sig i bevægelse. Det er naturligvis overdrivelse at en kvinde bare kjender sit kjøns krav naar hun elsker. Men det absolutte, unegtelige faktum er at hun ikke kan lyde det kravet uten at elske. En mand begjærer en kvinde før han bryr sig saa meget om hende at han kan ofre sin lillefingernegl for hende, mens en kvinde aldrig begjærer paa den maaten før hun elsker en mand slik at hun kan gi sit liv for ham. For hos os gaar kjærligheten akkurat den omvendte vei av manden, nemlig fra sjælen til sanserne. Og dette er netop den store ulikhet mellem kjønnene, den som altid forvolder striden.

— De har da ikke stridt? sier Meninsky.

— Nei, for jeg har ikke elsket. Da jeg giftet mig trodde jeg at jeg gjorde det. Men det gik hurtig op for mig at det ikke var for min mand men for kjærligheten jeg næret kjærlighet.

— Har De været gift? spør Meninsky og glemmer at sætte det ene ben foran det andet av forbauselse.

— Ja bevares, ler Run Bates under parasollen og lar ham staa. Jeg er, sier hun da han er paa siden av hende igjen. Jeg gidder ikke skilsmissesludder. Og hverken min mand eller jeg kommer til at gifte os igjen.

— Hvordan vet De det?

— Fordi han er for skuffet og jeg for forventningsfuld. Jeg er nemlig fremdeles forelsket i kjærligheten og venter mig store ting av den. Men ikke malplacerer jeg den mer i nogen mand, det kan De bande paa.

— Hvor placerer De den da?

— I allivet! Aa, jeg elsker, elsker, elsker! roper hun med parasollen høit i veiret — luft, blomster og trær, solskin, regn og sne, godhet, slethet, klokhet og dumhet, fuglekvidder og tygging av ristet brød og røde parasoller og den cigaretten De røker og hvite øienvipper og alt!

Hun blir ganske anpusten og maa stanse og trække veiret og le.

— Ja, det var meget til kjærlighet, sier han. Men er Bates Deres mands navn?

— Ja.

— Og Haavaldsen Deres pikenavn?

— Netop. Og Run er en engelsk forkortelse av Gudrun.

— Er ikke Gudrun Haavaldsen et engelsk navn?

— Nei, norsk.

— Norsk?

— Javist. Jeg er født i Kristiania, vet De ikke det?

— Nei, Meninsky stryker sig betuttet over haaret og vet ikke det.

— Jeg har hele tiden tænkt mig Dem — eksotisk?

— Tak, svarer Run Bates og plukker en deilig, halvutsprungen mørkerød rose fra nærmeste busk, men jeg er glad for at være norsk.

Og hun snuser hørlig til rosen, tar ham i armen og trækker ham ind under parasollen og gaaende langsomt deklamere hun noget paa et sprog han ikke kjender og aldrig har hørt før.

— Det var en norsk, versificert kjærlighetserklæring, sier hun forventningsfuldt. Men han ber hende ikke oversætte.

* * *

I en gylden ring hang en kakadue og pjutret, og ret under stod Run Bates og læste et brev. Det var i et karnap med et perleforhæng med egyptiske skrifttegn, og Meninsky stak hodet ind mellem perlene og ønsket godmorgen.

— Godmorgen, De hieroglyf, sa Run Bates, nu kommer jeg straks, træd indenfor saalænge. Og hun læste videre i sit brev.

— Det ser ikke videre spændende ut, sa Meninsky om det.

— Nei, svarte hun, det er fra min mand og bestaar av punktumer.

— Naa? sa Meninsky.

— Ja, for som De er bare spørsmaalstegn var min forlovede bare et utropstegn og er min mand bare punktumer.

— Spørsmaalstegn?

Run Bates brettet sammen brevet, puttet det tilbake i konvolutten og rakte kakaduen et stykke sukker fra en skaal i vinduet.

— Ja, sa hun og børstet av sig en sukkersmule som kakaduen spilte paa hende, præsterer De andet? Har De levert mig en eneste tankestrek for at si et utrop? De bare spør De.

Pjutt, pjutt, sa kakaduen.

Men da ristet Run Bates beklagende paa hodet til den og forlot den.

— Ja, min mand er et punktum, fortalte hun Meninsky som fulgte hende ut gjennem hieroglyferne. Stille, rolig og vægtig avsluttende, alt jeg gjør er godt, punktum.

De gaar over et vældig gulv av glasmosaik. Run Bates stanser midt paa en kolossal blaa porcelænsblomst, hun staar midt i dens ottekantede, grønne frøhus og er dens ene levende, gule støvdrager. Meninsky stanser et stykke fra hende, med hænderne i jakkelommen og hatten i nakken, avventende.

— Og, min forlovede var et utropsregn, sa Run Bates og plukket ved sin ene lillefingernegl, aa som han ropte og skrek sig hæs. Han citerte Goethe og Spinoza og Kant og Nietzsche og Ruskin og Darwin forstaar De, og essensen av det hele var et befalingsbrøl til mig: LEV!

Lev, lev, lev, rullet ekkoet indigjennem de mange tomme saler. Run Bates lyttet og lo.

Med andre ord: staa ikke der og inbild dig at en mand er en bie, en mand er en mand og nogen gange et ord, men aldrig i verden en bie. Men at De var en bie har jeg heller aldrig indbildt mig, selv om jeg var en hundredobbelt rose, sa hun til Meninsky og steg endelig ut av fabelblomsten.

— Hvorfor giftet De Dem ikke med ham som var Dem en saa glimrende lærer, spurte Meninsky da de kløv gjennem et vindu ut i haven.

— Netop fordi han var en saa glimrende lærer, kjære. Han ropte: snak! Og jeg snakket saa han maatte tie og ingenting mer fik lært mig: Han skrek: Gaa ikke her og fantaser men foreta dig noget! Og jeg gik fra ham. Men jeg adlød ham fremdeles, jeg adlød hans ekko, jeg ledte og ledte efter «livet» og fandt omsider min mand, som er et punktum.

— Er da livet et punktum? sa Meninsky.

— Ja, ifølge min forlovede, svarte Run Bates. Og det har jeg trodd til nu. Men nu begynder jeg at spekulere paa om det ikke er et spørsmaalstegn, sa hun og stanset og saa paa Meninsky. Men Meninsky gik paa, og han vilde ikke snu sig. Hvertfald er virkeligheten ikke noget punktum, sa hun da.

Og de gik begge videre, og han spurte og hun svarte.

Han spurte hvad hendes mand var og hun sa filmsregissør. Han spurte om hun selv hadde filmet og hun sa nei, utstykning av egenart i detail var ikke hendes sak, merket han ikke daglig hvor hun utleverte sig engros? Ingenlunde følte hun det som en mission at la en verden gjøre sit bekjendtskap paa skrømt, da levet hun heller robinsonadisk paa Capranola og lot ham ene menneske lodde tilbunds i sig. Han beklaget da hendes paastand at han var saa uten lodderemedier. Og hun lo og sa at dersom han hadde en anelse om for værdier der laa sanket paa bunden i hende saa skaffet han sig nok remedier, men desværre hadde han jo heller ikke fantasi. Og han spurte videre om livet i Hollywood og husket at den fremherskende farve i hendes divanpute var rødt og om det skulde bety at det var erotisk? Ja, sa hun da. Min mand er selvfølgelig min elev i min forlovedes lære. Kjærlighedens frihet er den nødvendige følge av individuel frihet. Hvad der gjælder i erotikken er følelsernes skiftende spil, bare ved at følge sine egne drifter er man sig selv tro og altsaa i ordets egentlige forstand moralsk. Jo, livet i Hollywood hadde været meget erotisk. Men om hun ikke hadde barn? Nei visste han hvad, var hun ikke midt inde i sin egen opdragelse, var hun ikke selv ganske nyfødt? Hun var ellers ikke av de kvinder der paa liv og død maatte fortsætte, tvertom tiltalte tanken at være avslutning hende, summen, facit. De fineste frugter var uten kjerner, visste han vel? Og var han opmerksom paa hvor det var en ny og skjæbnesvanger tanke for en kvinde? Hu! Den er opstaat av min merkelige hukommelse av fysisk smerte, sa hun, hvis kvinder var istand til at erindre sine fødselsveer, saa fødte de selvfølgelig ikke mere en den gang, og var de blit tilstrækkelig pint hos en tandlæge som jeg, saa fødte de aldrig.

Men da stanset Meninsky, da tok han begge hendes hænder i sine og klemte dem saa haardt at det gjorde ondt, og da han talte var hans stemme ru av bevægelse.

— Hvor De er uansvarlig paradoksal, Run Bates! sa han. Jeg har været i krigen, jeg har været saaret og lidt helvedeskvaler, men det vet jeg da at jeg gjerne led det altsammen ti gange om igjen for at ...

Men her blev han avbrudt. En liten sortoghvit terrier med blaa sløife i sælen kom stormende mot dem, den klippet Meninskys vældige indlæg tvert av ved at hoppe helt op paa hans mund, og Run Bates’ elskværdig lyttende uttryk gik over i en dyp panderynken.

For inde fra buskadset skingret en rasende, ung pikestemme:

— Alex, Alex, Alex, Alex!

Og da terrieren var lusket av med halen mellem benene hadde Meninsky mistet lysten til at tale.

* * *

Saa lektes der en aften paa plænen ute under kastanjerne.

Meninsky var blindebuk.

Med det sorte tørklæ stramt for øinene famlet han sig frem over plænen, hvor alle løp tilside for ham.

Han hadde gaat slik længe da endelig Run Bates stod urørlig i hans vei.

Et stort spansk sjal gled ned fra hendes nøkne skuldre da han begyndte at famle ved hende.

Hans slanke, bleke hænder befølte først grundig hendes frisyre. Der var knyttet et bredt guldbaand om den med en stor sløife, han løste sløifen op og knyttet den igjen under selskapets høilydte morskap. Saa fulgte han med den ene haand linjen fra øret ned til skulderen, fik fat i hendes kjoleærme og kløp i stoffet og sa: silke! Videre strøk han ned langs begge hendes arme, tok hende om livet, bøiet sig ned og befølte hendes sko og sa: bittesmaa!

Fremdeles kjendte han hende ikke.

Han rettet sig op og tænkte sig om.

Saa angrep han endelig hendes ansigt. Han tegnet med en pekefinger brynene, han lukket hendes øienlaak, maalte hendes næse, strøk varsomt og venlig henover hendes mund og under hendes hake.

— Nei, sa han raadvild, denne damen kjender jeg ikke.

Idetsamme veiret han noget med sin næse, langet hurtig ut med venstre haand og grep en ung pike ret over haandledet.

— Vera! ropte han.

Den unge pike stod paa tærne og knyttet av ham tørklæet med sine yderste fingerspidser, holdt sig paa avstand fra ham som om han var glødende.

Run Bates trak sit sjal godt om sig og gik uten at si et ord.

Da de næste dag mødtes visste han at det var hende han hadde fanget uten at kjende hende igjen.

— Merkelig, sa han.

— Ja høist, sa hun. Og nu er jeg rasende paa Dem! Jeg er ulægelig, dødelig saaret. Og jeg gidder Dem ikke længer. De er jo simpelthen ikke rigtig? En normal mand vilde jo kunnet lugte mig. Han vilde ropt mit navn paa mange skridts avstand. Han vilde hørt min puls, vilde kjendt mit aandedræt og set en lysning av mig tvert igjennem bindet. Men der stod De og fingret paa mig en halv time.

At De vovet!

Og hun snærret av sinne og saa ut som om hun vilde bite. En rød plet brandt paa hvert kind og munden skalv.

Han møtte tappert hendes blik uten at blunke.

— Ja, sa han, det var en skam. Men De burde da være forberedt — De er da paa det rene med mine sansers ufuldkommenhet ...

Run Bates bøiet hodet og stirret i jorden. Hun trak en ring av og paa fingeren og saa elendig ut. Hun snøftet etpar gange og svælget hørlig. Sat slik en god stund, kom langsomt og møisommelig og ærlig iorden.

Da hun endelig løftet hodet løp der en lysning op i hendes ansigt.

Noget dæmret.

— Forresten ...? sa hun nølende.

Saa var smilet der som et under. Hendes fulde, lakrøde overlæbe gled væk fra tænderne og blottet dem skinnende vaate og feilfrie helt ind til den inderste jæksel, det var det mindst forbeholdne smil som er smilt av en kvinde til en mand.

— Sa jeg saaret? sa hun. Sa jeg virkelig rasende? Nei, Meninsky, er De gal, jeg er ikke hverken saaret eller rasende.

Og med et kast paa hodet rakte hun ham sin haand og fortsatte i stigende fart:

— Nei, tak! Tak for at De ikke kjendte mig. Tak for at jeg ikke er hun for Dem. Tak for at De kan omgaaes mig saa lidenskapsløst. Tak for at De er et menneske og ingen mand og for at De i mig ser et menneske og ingen kvinde.

Det er jo brilliant? Vidunderlig. Utrolig!

La os bare bli endda mindre kjøt og blod end vi er. La os ikke hefte os ved noe saa usigelig elendig som toiletdetaljer. La os bli fuldstændig ulegemlige, lutter esprit!

Saa kom hendes stemme stille, lavt og intimt nynnende som en vuggevise:

— Jeg kan Deres legeme utenad. Jeg skulde kunne tegne, male og modellere Dem nøiagtig efter hukommelsen. Jeg kjender alle Deres ansigtsuttryk, hvorav det mest konstante overfor mig er det anstrengte med panderynkene, jeg kan imitere Deres stemmes modulationer, som til mig er meget faa, jeg forutser altid Deres vakre hænders forsigtige bevægelser, jeg morer mig over det lille hesiterende dobbeltaandedrættet foran alle Deres replikker, aa, jeg kjender Dem, Meninsky. Jeg skulde ikke i en blindebuklek kunne late som om jeg ikke kjendte Dem, selv om det gjaldt liv, lemmer og lykke. Mine fingre vilde røbe mig før de fik berørt Dem.

For ikke i et øieblik av vort samvær har jeg glemt Deres legemlighet, ser De Meninsky, Deres manddom.

Men nu skal De se! Herefter skal jeg henvende mig til Dem som til en skystøtte, et stykke luft, høist lidt med- eller motvind. Ihvertfald som til en — en — en ...

Her gaar Run Bates istaa. Her kommer hun virkelig ikke videre! For første gang i deres samvær svigter gloserne hende.

Det forbauser Meninsky slik at han glemmer hvad han skulde med sit lommetørklæ som han netop har tat op, og maa lægge det ned igjen.

Og Run Bates blir sittende som bevisstløs av eftertænksomhet en lang stund.

Men endelig finder hun hvad hun søker.

— En kastran! roper hun straalende.

Aa, hvor vi skal kunne være ugenert sammen, Meninsky! Hvad?

— Ja, svarer Meninsky mat og kommer omsider paa hvad han skulde med lommetørklæet. Han tørrer sin svede, bleke pande med det gang paa gang, grundig og langsomt, og det ser ut som om den smule utløsning av muskelkraft gjør ham godt helt ned i tærne.

* * *

Næste gang ser han hende nøken.

Hun kommer svømmende og stiger op av bølgene akkurat idet han dreier om en klippepynt ut mot havet. Hendes hud lyser varmt gullig mot det indigoblaa vand, hun er uten badedragt og tror sig ganske ensom.

Da hun ser ham synker hun litt kuldskjært i knærne, men roper før han faar snudd sig:

— Nei, kom bare! Det gjør jo ingenting. Kom, skal De faa se en morsom føflek paa ryggen min!

— Tak, sier han og blir staaende, men jeg kommer ikke ned her. Jeg ser Dem forresten udmerket herfra — føflekken ogsaa.

— Naa, ler hun og spaserer ret imot ham hen til sine klær som ligger hulter til bulter paa en sten like nedenfor ham.

— Vi er jo bare esprit! roper hun og river av sig badehætten saa det vældige blaasorte haar falder nedover hende som en kaape. Vi er jo ikke mand og kvinde De og jeg. Ta av Dem De ogsaa! La os spasere lidt sammen i solen i paradisdragtene, hvad? Min ven maleren skrøt av sin uberørthet av alle sine skjønne nøkne modeller. Men han blev forfærdet da jeg spurte om han selv gik nøken med mellem dem, haha! I den værste sommervarmen tok han ikke engang av sig jakken, og han var en velskapt mand.

Skynd Dem nu da, Meninsky! Bevis nu at De ikke er Paviere!

Men Meninsky sætter sig ned hvor han staar, betragter hende ugenert og finder frem sit cigaretetui. Derpaa bemerker han at han ikke finder det for varmt med sine klær, de er saa tynde.

— Jamen saa latterlige! roper Run Bates. Hun er færdig med at tørre sig. Se her, sier hun og kaster over sig en bitteliten blekrød silkecombination. Se, hvor moderne jeg er, bare et litet skjørt over dette — saan — og saa denne tynde kjolen hvorigjennem hele jeg anes. Det er det fine ser De, bare at anes. Plads for fantasien! Man har sandelig ikke øine for at se!

Sesaa, der er jeg færdig, sier hun og traar i sine hvite sko. Haaret maa tørke lidt. Maa jeg komme op og sitte hos Dem imens?

Da hun sitter ved siden av ham, spør han hvorfor hun bader her i ødet og ikke paa badestranden.

— Jeg faar jo ikke lov, sier hun. Sjøbad er ikke for hjertesyke. Hvis man fik se mig gaa avsted med en badedragt blev jeg bortvist fra stedet, derfor bader jeg nøken. Og det er vidunderlig, aldrig mer skal en badedragt komme paa min krop.

— Men hjertet? bemerker han.

— Hjertet? Det vedkommer mig ikke. Siden De la Deres store, rolige haand paa det uten at kjende det banke, banker det ikke mer, ler hun. Men saa blir hun meget alvorlig, biter sig i læben, ryster paa hodet.

Professoren har naturligvis ret. Jeg føler jo daglig at han hadde ret i at jeg ikke taaler krydderier for eksempel. Men krydderier maa jeg ha saa jeg peprer melkevællingen min. Og jeg maa bade. La det saa bli min død. Jeg tar de følger min levemaate paafører mig. Jeg vil ha den føde som tillater mine smaksnerver paa trods av mavesæk og nyrer og indvolder. Jeg vil bade og røre mig og komme i sindsbevægelse paa trods av hjerte og lunger. Og jeg vil tænke paa trods av hjernen. For er det ikke min hjerne og mit hjerte og mine indvolder? Professoren vil jeg skal ligge paa ryggen og dø langsomt hele mit liv. Men jeg vil leve saa sterkt at jeg glemmer døden. Og naar jeg saa dør saa skal det være min egen død, min personlige skjæbne paaført mig av mig selv, ved mit liv! Det eneste rigtige.

Kan De tænke Dem noget fattigere, noget saa meningsløst som at dø av for eksempel — en taksten i hodet?

Idetsamme blaaser vinden hendes haar over mot ham, en del blaffer helt hen i hans ansigt. Han rynker brynene og fjerner det rolig med to fingre.

Run Bates betragter et hvitt seil i horisonten.

Saa reiser hun sig braatt.

— Nu skal De se hvor fort jeg sætter det, sier hun. Entotre ruller jeg det over mine pekefingre op paa issen, saan, sætter fire haarnaaler i det — og der sitter det. Bra hvad? Jeg har lært det av en glædespike i Yokohama.

Hun staar lidt. Saa fnyser hun kort.

— Meninsky, sier hun, De kjender ingen glædespike De, gjør De vel? De er ren! En mand med erfaringer ved geishaer vilde ikke taalt mit haar i sit ansigt. De rynket brynene litt fordi det kilte Dem, men Deres puls kom ikke en strek av takt. Bravo!

Er det for kunstens skyld? spør hun ned til ham med sine mindste og skjæveste øine.

Da han ikke svarer men stirrer paa det hvite seil derute, fortsætter hun:

Jeg hørte om en berømt violinist at han var kvindesky for sit vibratos skyld. Han visste at al den varme, den hengivelse og kraft han eiet var koncentrert i dette hans vibrato og at der intet kunde tas av det til en kvinde uten at ødelægge ham som kunstner.

For mig er det uforstaaelig — at forsage livet for kunstens skyld. Men for en kunstner er kanske kunsten livet — som livet for os andre er kunst.

Men skal De ikke videre? sier hun derpaa paa sin letteste skolepikemaner til Meninsky som fremdeles sitter ved hendes føtter og tier.

* * *

Da kommer de en nat til at høre musik sammen.

Det hadde været en forfærdelig het dag, paladset var som en ophetet bakerovn, der var ikke til at holde ut.

Run Bates og Meninsky sat ute paa terassen, det var midnat og fuldmaane, luften var tung av blomsterem, i et ildliljebed like ved deres stoler hadde solgløden glemt sig igjen og i parken sang utallige nattergaler.

Da kom orkestret flyttende ut paa loggiaen. I et øieblik var terassen fyldt av dansende og nattergalene i parken overdøvet.

— Uf, sukket Run Bates og gjorde mine til opbrudd.

Men hun blev hvor hun var. For vis a vis sat nemlig Meninsky pludselig skjævt paa sin stol med et ganske nyt ansigt, et av glæde oprørt ansigt, røde striper løp op i det, øinene blev vandige og munden hvit.

— Da bjerget ikke vilde komme til Muhammed —. sa Run Bates.

— Det er festlig med litt musik — av og til, sa han.

— De sier det akkurat som en umusikalsk skreddersvend vilde sagt det, sa Run Bates og nikket anerkjendende.

Og de sat begge længe og lyttet.

Tilsidst kremtet hun godt og sa:

— Naturligvis. De er vanskelig for mig fordi musikken er det. De er musik, som jeg ikke skjønner!

Og lidt efter, ganske pianissimo:

— Nu husker jeg Deres tvil om Pavieres veltalenhet. Musik er Deres form for meddelelse!

Meninsky skiftet paa sig sit velvillige, indolente uttryk. Blaa skygger fortrængte endelig gløden fra ildliljebedet.

Run Bates støttet sin hake i haanden, og satte sig rigtig godt tilrette.

Deres symfoni het Skapelsen, sa hun tørt, som om hun begyndte at tælle paa fingrene. Jeg har jo undret paa hvordan De har kunnet forestille Dem skapelsen, De som ikke gripes av det som er skapt. Men med musik er det naturligvis ganske anderledes. Da De læste i bibelen om skapelsen, talte hun videre, saa blev simpelthen bokstavene til noter mens De læste, ikke sandt? De saa ikke scenene for Dem altsaa, det store tomme rum og mørket over vandene. De hørte ikke den vældige stemme: Bli lys! Og De stiftet ikke personlig bekjendtskap med Adam og Eva. De oplevet bare miraklet med bokstavene som blev til noter?

Saa — ubegripelig, stønnet hun pludselig angst, og søkte hans øine efter redning.

Men Meninsky saa paa de dansende og svarte ikke. Hun maatte som ellers klare sig selv. Og som altid var hun lykkelig istand til det.

— De hører mig ikke, sa hun, for De forstaar simpelthen ikke ord. Aa, jeg idiot, De forstaar bare noter!

Alt dette jeg har snakket med Dem om, alt det jeg har villet Dem, drømt om Dem, haabet av Dem — det er gaat sporløst henover hodet paa Dem fordi det var ord, ord, ord.

Tænk, ropte hun og slog hænderne sammen, om jeg hadde kunnet noter? Dersom jeg i dette øieblik kunde samle i en sum denne skjønne sommers samvær paa denne drømmenes deilige ø i nogen sorte prikker og streker nedover et noteblad! Da vilde De stille det op paa det stativet foran orkestret der, da løftet De haanden med taktpinden, saa klang instrumentene — ogsaa — saa forstod De, Meninsky. Da blev De grepet! Jeg forsikrer Dem, da kom De i ekstase som dengang i Paris!

Men jeg kan ikke en eneste note.

Meninsky, sa hun og dæmpet sin stemme saa ingen anden i verden skulde høre hende end ham, jeg vil lære noter. I dette øieblik er De mig fjernere end nogensinde — men bare vent!

Skal vi ikke foreløbig danse lidt, sa Meninsky urolig.

— Jo, ropte Run Bates.

Og de danset. Jazz.

— Se, sa Meninsky, og nikket mot førsteviolinisten, en liten elegant, sveddryppende nigger, han er ogsaa i ekstase.

— Han? sa hun usigelig foragtelig. Nei, han staar da godt paa jorden med begge bena. De opløstes i luften, blev til svingninger i æteren, til lydbølger, til Deres egen musik. Musik er det uvirkeligste jeg vet. Ja, De er mig fjernere end nogensinde, skjønt De i øieblikket varmer mig med Deres nærhet, De er ulegemlig som en tone, skjønt jeg har forvisset mig om det motsatte ved at skjære i Dem og fordi jeg stadig snakker, snakker, snakker forstaar De mig like daarlig som jeg Dem, skjønt vi i øieblikket smelter sammen i plastik, rytme og aandedræt.

Musikken gik over i bostonvals.

Men bare vent til jeg faar lært notene, sa Run Bates. Uf, gøs hun pludselig med panden mot hans skulder, her er saa meget skum paa gulvet og jeg er saa svimmel.

For anden gang besvimte hun i hans arme.

* * *

Igjen laa hun tilsengs en tid, og de saa intet til hverandre.

Men akkurat fjortendenatten efter dansen støtte de voldsomt sammen i en dør. Det var nede i de vældige kjælderhaller hvor de fleste av kurgjæstene holdt til nu i eftersommerens store hete. Hun kom fra musiksalen og han fra billiarden.

Han var drukken. Tilmed meget.

— Nei, ropte han med hænderne haardt over hendes arme, er det Dem? Og hans stemme var fuldkommen ukjendelig, saa fyldig og uttryksfuld. Lever De virkelig endda? Jeg hadde rent glemt Dem. Hvor skal De nu? Jeg skal ut her og kjøle mig lidt — fyfan, jeg har spillet og drukket saa jeg er sved. Kom her, sa han, og trak hende med hen til en stolgruppe i en mørk krok, la os sætte os her og snakke. Se, her har vi et gammelt kadaver av et flygel ogsaa med halvandet ben og halvparten av tasterne væk. Her var det sandelig næsten svalt — puh, sier han og tørrer sig over panden med et stort silketørklæ. Dette hullet beslaglægger vi, dette er vort.

Jeg har sittet i held tre stive klokketimer, sier han videre, jeg er glad!

— Ja, dette ser jeg, sier Run Bates med vidt opspærrede øine, og maa skynde sig for at komme ham i forkjøpet. Aldrig har jeg set nogen saa glad som Dem nu — De skinner av glæde. Og det er jo meningen med Dem! Slik hadde jeg jo tænkt mig Dem, aa, drukken av glæde! Med akkurat Deres nuværende lyksalige eiendomsret til hele verden, med denne sande umiddelbarhet tænkte jeg Dem — der kan De se — Paviere!

Og hun rakte demonstrativt frem sin haand.

Men Meninsky tok godt tak om sine knær med begge hænderne. Og lykken døde i ham. Han strammet sig op langs stolryggen, rynket brynene, hikket og kom iorden.

— Paviere, læspet han hatefuldt. Begynder De nu med det vaaset igjen? Er De endda ikke ved det inderste egget? Ja, sier han og strammer sig endda mere op, blir ganske stiv i nakken og olm i blikket, De minder mig om mit første begrep om evigheten! Om et paaskeegg jeg fik engang som liten gut, et saant De vet med tyve andre egg indi sig, det ene mindre end det andet og alle i forskjellige kulører, og alle til at aapne undtagen det siste mindste. Indeni det allermindste, lukkede egget tænkte jeg mig egg efter egg videre, forstaar De, mindre og mindre, længer end jeg kunde tænke mig, evigheten altsaa. Jeg er et saant egg for Dem, De plukker av mig skall efter skall, jeg blir mindre og mindre jo længer ind De kommer og mer og mer kulørt. Maa jeg ikke snart være liten og kulørt nok?

Han anstrengte sig for at holde sit sinne i ave, saa aarene paa hans tinding bulnet op og blev sortblaa.

— De er fuld, sa Run Bates.

— Ja, sa han og bet sig i læben. Jeg er fuld, i høi grad fuld. Jeg er like gal som De for engangs skyld, derfor sier jeg hvad der falder mig ind, akkurat som De. Gud vet hvad De ikke kan faa Deres Ginungagap av en mund til at si. —

Saa griper pludselig en ny stemning ham. Han tier og stirrer melankolsk i gulvet.

Stakkar forresten, sier han og hans blik mot hende er som et barns saa fuldt av ynk og godhet, jeg synes jo saa synd paa Dem. Jeg har forsvaret Dem overfor de andre her, jeg har sagt De er ikke gal men bare original. Stakkars liten, sier han og vil gripe hendes haand, men nu er det hun som holder den beskjæftiget. Saa opgir han det og falder tilbake i sig selv et øieblik.

Der er saant et godt stof i Dem, fortsætter han i en næsten ædru tone. De har sikkert engang været en meget charmant og fetert dame. De er kvik og slagfærdig og har et aparte ydre. Men de filosofiske gramofonplaterne Deres er for anstrengende. Jeg antar De har forlæst Dem til filologisk eksamen. Var det norsken som gik Dem paa hjernen? Det skal jo være et saa vanskelig sprog?

Joda, sier han, De kan være ganske pudsig, jeg har virkelig moret mig sammen med Dem. Men nu begynder jeg at bli træt av Deres jargon. Ja, avbryter han sig med ett flau, De maa undskylde at jeg er saa oprigtig men det er hvad De har lært mig op til, det er min egenart forstaar De, i dette øieblik ser De mig første gang virkelig som jeg er og jeg haaper det glæder Dem. Som sagt, jeg vil bare ha mig frabedt flere av de Pavieretiradene — er jeg ikke Meninsky og det har De ret i at jeg ikke er, jeg var det engang ...

Idetsamme springer der nogen gjennem rummet. Hun skimtes bare som en lysning i tusmørket.

Men i Meninsky farer der en ond aand. Han kjæmper tappert og stønner ved det, men alle muskler i hans sterke legeme spændes, han maa bruke sine kræfter! Og hans blik falder paa det gamle, kasserte flygel.

I næste øieblik raser hans fingre henover tasterne i en forfærdelig musik. Strenger springer med høie smeld, rædselsfulde dissonanser overfylder rummet i et crescendo som ingen ende høres ut til at ville ta. Og Meninsky er en moderne musiker. Han spiller med mimik! Hans ansigt uttrykker musikken, det blir høirødt med opsvulmede aarer og fortrækkes til ugjenkjendelighet, underlæben hænger tyk og slap ned mens overlæben trækker sig opunder næsen, blikket er brustent og forfærdelig. Og hele tiden farer hans store, sterke hænder over tasterne med tiltagende tempo og styrke, mens ekstasens kuldegysninger krøker hans ryg.

Run Bates faar med stor vanskelighet sine ben under sig, sniker sig forbi ham og vakler ut.

* * *

Dagen efter stod han blek og ædru indenfor hendes dør og bad om undskyldning.

— Jeg var saa beruset at jeg husker ikke hvad jeg sa, sa han, men jeg vet at jeg altid er uforskammet og pøbelagtig i slike situationer. Fornærmet jeg Dem?

Run Bates stod henne ved den aapne balkondør, støttet mot posten og med hænderne bak sig. Hun saa saavidt ind paa ham mens han snakket. Hendes ansigt var ganske glat og rolig, det hadde sit naiveste uttryk da hun vendte det ut mot de grønne kupler igjen og sa:

— Det gjorde De ikke. Tvertom De komplimenterte mig. De kaldte mig gramofon og idiot. Gramofonen er en epokegjørende opfindelse og at De tror jeg er gal er en stor tribut til min originalitet, vet De.

— Jeg tror ikke De er gal, protesterte Meninsky svakt.

— Jovist. Og det er ganske naturlig. En saa modig meddelelse av personligheten som min betragtes altid som vanvid. Tro De mig, Meninsky, der findes meget mere originalitet og begavelse til i verden end man vet om. Den gjemmes bare omhyggelig av mangel paa mot og til at være sig selv. Det er flere end De som har trodd jeg var — lidt underlig av mig. Jeg har opnaadd en ganske stor selvfølelse og selvkundskap, ser De, og at iagtta sjælebevægelserne hos mig selv er min største glæde og at meddele dem til og derved vække dem hos andre er min største drift. Men denslags kritiseres av mennesker som i hele sit liv ikke forbruker saa megen varme som jeg i en eneste samtale — for eksempel med Dem.

— Ja, sa han med meget bøiet hode, fremdeles staaende ved døren som en tigger og fremdeles henvendende sig til hendes profil. De har været storartet, det har været festlige stunder, jeg kommer aldrig til at glemme dem. Men igaar var jeg utilregnelig — jeg blev oprørt over noget om eftermiddagen og drak tæt hele aftenen utover. Jeg beklager dypt det uheldige indtryk jeg har gjort paa Dem.

— Kjære, svarte Run Bates i en ny tone og endelig vendende ansigtet helt ind mot ham, De tar saa fuldstændig feil av situationen. Det er mig som skal be Dem om undskyldning! For mine ihærdige, utrættelige feiltagelser av Dem. Igaar, i Deres rus, viste De mig endelig tappert Deres virkelige selv, endelig kom jeg til det inderste og mest kulørte egget — og det var i sandhet litet og kulørt!

— Var det? sa Meninsky.

— Sit ned, sa Run Bates endelig. Han satte sig paa en stol lidt inde i rummet. Selv blev hun staaende. Det sterke lys derutefra skapte en glorie om hendes mørke hode og mystificerte hele hendes kontur i den lyse, lette dragt. Hun fulgte en sommerfugls flagren med øinene.

Jeg kjendte engang en bokser, sa hun derpaa som ut av dype tanker. Han blev aldrig forelsket i mig. Ellers blev alle mænd det i den tiden. Han betrodde mig tilslut at han til at begynde med hadde maattet forsage kvinder for sin professions skyld, men at han efterhvert fuldstændig kunde undvære dem. Hans profession gav ham al den utløsning av kræfter, temperament og længsel han hadde bruk for.

Det er det samme med Dem. De er hverken ulegemlig eller kjønløs, men kvinder behøver De ikke saalænge der er orkestre at dirigere og flygler at slaa løs paa. Efter hvad jeg saa igaar tør jeg tilmed paastaa at De ikke er avholden for kunstens skyld men kunstner for avholdenhetens! Det er krasst tænkt og raat sagt, men jeg paastaar at Deres dirigeren i Paris var en akt av allerintimeste slags og Deres klaverspil i kjælderen her inat den aapenlyseste utugt!

Hun saa ham ret ind i pupillene med de sidste ord. Stod et øieblik og konstaterte at det ikke gjorde noget indtryk paa ham.

At De tror jeg er idiot forklarer Deres konstante upaavirkethet av mine ord, fortsatte hun saa. At De staar i sexuelt forhold til musikken Deres uberørthet av min person.

Ja, sa hun og rev sig løs fra dørposten, stod lidt midt i aapningen og svaiet og kom saa ind i værelset. Gik like hen til ham og tok ham varlig paa skulderen.

Nu skulde vi altsaa formode at De er liten og kulørt nok — hvad? sa hun blidt. Raaskap og last er det virkeligste av alt virkelig. Men si mig nu, hvor stort og hvor kulørt var det inderste av de eggene Deres?

— Aah — sa Meninsky og trak paa det og tænkte efter, omtrent saa, sa han og pekte paa sin tommelfingernegl, og jeg tror det var knaldgrønt. Men som sagt, jeg tænkte mig stadig fortsættelser ... sa han og sukket pludselig tungt. Jeg vovet aldrig at aapne det og se efter — men jeg haaper det var tomt.

— Ja, sa Run Bates svakt, og tok sin haand væk fra hans skulder og strøk sig over haaret med den, det haaper sandelig jeg ogsaa.

Saa faldt hendes blik paa divanen.

— Og saa maa jeg nok vise Dem døren, sa hun leende, for nu vil jeg øieblikkelig skrive og sætte i arbeide en ny pute — et paaskeegg!

* * *

Det blev eftersommer. Frugter glødet og faldt modne til jorden, solskinnet blev gyldnere og mere skraat dag for dag, en morgen var plænene hvite av rim. Men dagene fortsatte med at være høisommerlig hete.

Det saa ut som om varmen tæret paa Run Bates. Hun blev mindre og mindre, mer og mer gjennemsigtig, der var næsten ingenting igjen av hende nu.

Hun stod en dag og saa Meninsky drive avsted i en liten baat i aaen. Aarene var lagt ind, han sat i skjorteærmene og sov. Og en stund vilde han være nede ved strykene, livsfarlig vilde det neppe bli, men hvertfald mindre behagelig. Saa ropte hun paa ham og han vaaknet.

— Hallo? ropte han paa sin gamle gutteagtig ubekymrede maate, er De der? Vil De ro?

— Tak, sa hun, det gaar jo bra for Dem uten aarene.

— Ja, sa han og saa sig om, jøss, er jeg helt her? Jeg var oppe i tjernet og der tænkte jeg paa Dem, der var noen vandliljer — Skal vi ro tilbake og se paa dem — de var noksaa rare?

Hun hoppet i baaten.

Han rodde godt, med lange, sterke, rolige tak. Aaen fløt længe bred og blank under de vældige hængepiler, men efterhvert som de nærmet sig tjernet smalnet den saa de maatte sitte bøiet i baaten for at undgaa de hængende haver over sig. Røde, gule og violette slyngplanter snoet sig utover grenene og hang videre helt ned i vandet. Som under et fantastisk karnevalspaafund av en æresport rodde de omsider ind i det store, sorte tjern.

Det laa midt inde i en skog i dyp stilhet og mystisk belysning. En masse store, grønhvite liljer fløt om paa hver sit runde, grønne blad. Store insekter paa graciøse, sølverne vinger svirret over dem. Fuglestemmer lød fjernt og dæmpet som under sordiner.

Run Bates sat agter i baaten, hendes hvite kjole var vid og brusende som en krinoline, en liten rosenhat laa i hendes fang.

Hun bøiet sig utover vandet, plukket en av de merkelige liljene, lugtet paa den og stak den i haaret.

— Her har jeg aldrig været, sa hun og lot blikket løpe rundt. Nok et av jordens store skjønhetssyner.

Meninsky saa hvor hun saa og var paa nippet til at bemerke noget, men lot det være.

— Og her sat De og sovnet, sa hun til ham. Det var varmt og stille og godt her, De tok av Dem jakken og satte Dem fluksens til at snorke.

— Ja, ogsaa fløt jeg ned til Dem, smilte han, og det var jo bra?

— Ja, sa hun, men den stadige sovingen Deres er og forblir mig en gaade. For den hænger jo ikke sammen med det andre? De har ikke sittet her og musicert? Eller har De kanske en mundharmonika paa Dem?

— Nei, maa han svare, det har han ikke.

— Er De saa glad i at sove? spør hun, eller sovner De bare?

— Sove er det bedste jeg vet, svarer han pludselig sterkt. Og De har lært mig at livets kunst er at skape saa mange lykkelige øieblik som mulig, følgelig sover jeg alle de øieblikke jeg kan overkomme.

— En merkelig form for lykke, smiler hun stille. At ophøre at eksistere.

Dette tjernet, sier hun derpaa, og denne skogen ligner Norge. Et norsk tjern er bare endnu skjønnere, endnu mere mystisk. Og saa er det som regel bundløst. Undres om dette er, kikker hun utover baatkanten.

Et vidunderlig klart vand, sier hun og lar det rinde sig mellem fingrene.

— Ja, sier han, men puh for en varme, en kunde trænge at hoppe i. Og han trækker op sit lommetørklæ.

Noget følger med det og falder ned paa tiljen. En liten flaske. Run Bates er snarere end ham og faar fat i den.

Ved at læse paa etiketten blir hun først blodrød og saa hvit, hun faar ganske den samme farve som liljen i sit haar.

— Det var sterke draaper, sier hun. Hvad skal De med dem?

— Ingenting, svarer han ganske rolig. De er for tandpine, og det har jeg aldrig.

— Jeg kjender navnet, sier hun og ser ut som om hun fryser, det er nok at lugte paa det. At De vover at gaa med den paa Dem, De som sover saa meget, tænk om De tømte den i søvne?

— Ja, og hvad saa? svarer han like uttryksløst.

— De har ikke lov til at forlate livet, sier Run Bates, for det er tifold løgn at noget menneske kan erstattes! Denne flasken beholder jeg!

Men nu vaakner han.

— De? roper han, nei gi hit flasken.

— Nei, sier hun, aldrig!

Da blir han rød i panden og bøier sig frem med utstrakt haand og med et meget bestemt uttryk i sit ansigt. Men hun gjemmer flasken bak ryggen.

— Maa jeg virkelig ta den fra Dem, spør han.

— Ja, hvis De kan, svarer hun.

Han reiser sig øieblikkelig og kommer, han faar tak i hendes haand med flasken og nu begynder et veritabelt haandgemæng. Han tar ikke let paa hende, hun ynker sig av smerte da han endelig vrister hendes fingre fra hverandre og tar flasken. Da hun igjen vil kaste sig over ham og baaten gjør en faretruende overhaling løfter han armen med flasken og slynger den langt uti vandet.

— De skal ikke ha den, sier han bare.

Run Bates staar anpusten og betragter ringene i vandet. Hendes mund folder sig sammen og skjælver, hun bøier sig ned og tar rolig sin hat op fra tiljen hvor de har traadt paa den, børster av den og lægger den forsigtig paa toften. I næste øieblik hører Meninsky et plask og hun er væk. En liten hvit sko staar igjen i baaten, liljene dupper i det pludselig oprørte vand, insektene svirrer paa hverandre av forskrækkelse.

Meninsky sætter sig ned og venter paa sine sansers tilbakevenden. Det tar en evighet. Det synes ham flere døgn senere da det roper inde paa strandbredden. Det er Run Bates og hun holder triumferende noget høit i veiret. Hun har hentet flasken paa tjernets tvilsomme bund!

Men da hun nu stiger i baaten, er hun et sørgelig syn. Den brusende hvite svaneham av en kjole klæber mudret og fuld av sleip grønske tæt indtil hende, av det lange, sorte haaret rinder vandet i strømme og hendes ansigt er pludselig benet og ganske grønt.

Hun kommer ikke før tilro paa toften før aandenøden er over hende.

Han har hende tæt i sine arme, hendes lille vaate hode synker ned paa hans skulder, hendes blik borer sig ind i hans med en fortvilet protest, trækkene fordreies hæslig i rædsel og smerte.

Men akkurat idet hendes fornuft gaar smiler hun, et bittelitet rørende blaff av et smil, det rører ikke hendes mund, er bare som en lysning over øjenlaakene, men det er saa usigelig lykkelig, det er det lykkeligste smil han nogengang har set og nogensinde mer faar at se i sit liv.

* * *

Han sat ved hendes seng, hvor hun laa saa ny og fremmed, som forklaret.

Det vidunderlige lys fra hendes sidste smil laa endnu over ansigtet, men det var ogsaa forandret i trækkene, de var pludselig bedre, næsten rigtig proportionert, tilmed munden saa normal ut.

Det var roen som endelig hadde fundet veien til hendes skiftende fysiognomi.

Hun hadde ingenting at si, laa matt og svarte enstavelsesvis paa hans bemerkninger om veiret og kurgjæstene. Det var som om hun ikke orket at aapne munden. Bare øinene levet i det døde ansigt og de vek ikke et sekund fra Meninskys.

Han trak sig nærmere og nærmere døren. Tilslut sa han adjø og god bedring. Men da gjorde Run Bates en eiendommelig bevægelse med haanden og aapnet endelig munden og hendes øine blev fulde av bøn.

— Det er mine ben, sa hun sterkt og klart, de er hovne! Begyndelse til vatersotten! Slik som nu skal jeg efter kuren ligge til jeg dør — kanske i aarevis — tørste og sulte og allikevel bulne op som en hvetebolle i vand. Jeg kjender til det, min bedstemor døde av vatersot efter nyresyke. Hun blev tappet som en anden fuld tønde tre gange. Vandet klemte om hendes hjerte saa hun skrek som i barselnød. Jeg saa da de la hende i kisten, det var saa komisk med hendes usymmetriske trivelighet, den ene arm var dobbelt saa tyk som den anden, de fik ikke foldet hænderne og hun fik daarlig plads i kisten. —

— Uf da, sa Meninsky og gøs synlig, De maa da ikke ligge med saa sorte tanker.

— Sorte? sa Run Bates. Kjære ven, de er rosenrøde! For nu vet jeg jo hvad jeg aldrig visste før, hvad jeg ikke ante og hvad jeg ingensinde vilde trodd, dersom nogen hadde fortalt mig det — at smerten er den største nydelse og døden den høieste livsform!

Sæt Dem ned, sa hun og pekte paa stolen ved siden av sengen.

— Kjære —! sa hun og rakte ham sin haand som var kold og ganske fugtig. Saa kunde hun ikke mer paa en stund.

Meninsky blev urolig igjen.

— Jeg fandt det ut der i baaten — i Deres arme, hvisket hun og klemte hans haand uten at se paa ham.

Da han igjen opfattet hvad hun sa, snakket hun om selvmord.

— Le renoncement à soi même est en tout l’opposé du suicide, sa hun og nævnte madame de Staël.

Men undres om ikke alle filosofer har tænkt sig døden som det mindste av to onder. Mon nogen av dem valgte døden av samme grund som De og jeg — som det største av to goder?

For livet er vidunderlig, men døden tifold vidunderligere, ikkesandt?

Aa, Meninsky, nu er De ingen gaade længer for mig!

Nu er jeg kommet dit hvor De hele tiden har været. Jeg føler mit legeme som et smertende panser, tiden som et rindende, enerverende vanvid hvorfra det gjælder at kunne befrie sig.

Og denne Deres store, guddommelige evne — til selvbefrielse — har jeg foragtet!

De var død der paa podiet i Paris, vidunderlig befriet fra legeme og tid, hverken Deres hjerte eller timeglassandet vedkom Dem længer, De var et stykke evighet.

Som jeg var det i Deres arme der paa det lille, sorte tjernet.

Herregud, menneskene stakkar, de tænker sig evigheten som en fortsættelse av tid, fremtid! Og deres salighetsbegrep er ingenting andet end en evig og rikelig fortsættelse av de timelige gode ting, mat, drikke, klær, sko ogsaa videre.

Meninsky, De og jeg vet bedre!

Og hør nu, vi skal dele indholdet av Deres flaske! Der er nok til os begge.

Skulde musikken og søvnen — som alle andre laster — tilslut svigte Dem, saa vil en eneste draape av Deres fluidum frelse Dem.

Og skulde kjærligheten og smerten ophøre at være mine midler, saa vet ogsaa jeg raad.

For dø vil vi, ikkesandt?

Døden er livets eneste mening. Hvor blændende klart jeg ser det nu!

Og hun faldt i tanker og sovnet med dem.

Meninsky listet sig stille ut.

* * *

Men nogen dage senere kom hun springende mot ham nedover trappene.

Han gispet av forbauselse.

— Hei! ropte hun, akkurat Dem er det jeg søker. Førstemand ned til Templet! Og hun grep ham om haandleddet og rev ham med som en hvirvelvind.

I et hjørne av veien løp de paa en ung dame med en liten hund i baand. Meninsky kom i fuld fart like mot baandet, snublet i det og hadde nær væltet baade damen, hunden og sig selv. Men Run Bates holdt ham oppe med et jerngrep.

Den unge dame overtok farten, som vetskræmt satte hun avsted opover veien og hverken hendes eller hundens ben saaes at berøre singelen.

Run Bates og Meninsky fortsatte i et meget bremset tempo, de kom makelig spaserende og i dype tanker ned til «Templet».

Det var en liten bambuspavillion med en statue av den japanske lykkegud Ebisu. Pavillonen laa like ned i vandskorpen av en liten firkantet svanedam, den var bare adkommelig fra vandet over et par store flate stener, der var ogsaa anbragt et «naaleøie» hvorigjennem først Run Bates og saa Meninsky alvorlig krøp paa alle fire.

Men omsider sat de ved siden av hverandre paa det øverste av templets fire lave trin. Ebisu blikket diskret men alviderisk smilende over deres hoder ut paa svanene i dammen.

— Er De frisk igjen? sa Meninsky.

— Ja, sa Run Bates. Professoren sier jeg kan leve længe, i ti, tyve, tredive aar. Der er ingen fare for vatersot.

— Men hjertet?

— Hjertet er elendig. Jeg maa være forsigtig. Men De kan tro jeg skal være forsigtig! ropte hun.

Saa kjendte hun undersøkende paa sin venstre side.

Ganske normalt, nikket hun. Der maa nok andre springmarscher til. Og jeg er ikke spor forelsket idag. Endda hun kom iveien.

Da Meninsky saa ubegavet ut, smilte hun og fortsatte:

— Forstod De hvad jeg fortalte Dem sidst? At jeg elsket Dem? Nei, jeg var Dem vel som ellers for broget. Jo, Meninsky jeg elsker Dem og jeg har elsket Dem hele tiden. Nu skal jeg fortælle Dem det omstændelig og saa enkelt jeg kan.

Og hun satte sig rigtig godt tilrette der paa trinnet i det gule eftermiddagslys, og paa den brogede bakgrund av iris og orkideer.

Jeg forstod det jo aldrig, sa hun paa sin intimeste maate, jeg forstod aldrig nogensinde virkeligheten, ser De. Det at jeg elsket Dem og simpelthen ønsket Deres favntak blev billeder, billeder — som bevisstheten om min egen realitet altid blev bobler, bobler, et helt skum!

Jeg saa Dem der paa den koncerten og blev forelsket i Dem, ganske rigtig som De selv allerførst formodet. Men jeg trodde for fast paa min overmenneskelighet til at begaa noget saa normalmenneskelig som en forelskelse!

Aa, jeg gik som i en rus fra koncerten. Jeg sat oppe i en stol og drømte om Dem hele natten. Og feberen var paa sit høidepunkt da jeg næste morgen saa Dem paa stationen. Jeg maatte jo følge efter Dem.

Der paa dækket var det som at stirre ind i selve solen. Deres merkelige øine — —.

Og saa sa De at De ikke var Meninsky. Jeg kunde dødd av skuffelse.

Men som dagene gik vilde jeg gjerne tro det. Saa ganske anderledes var De end jeg hadde forestillet mig. Forgjæves prøvet jeg at omdanne Dem efter mit ideal. Gudskelov Meninsky, for at De var Dem selv og er vedblit med at være det.

Det er Dem jeg elsker — ikke Paviere. Aa, som jeg elsker Dem, sier hun tungt og bøier hodet og tier.

Meninsky tier ogsaa, men ser tilveirs.

— Ikke et øieblik er De ute av mine tanker, fortsætter hun modig, ikke et øieblik! De er som Pantheismens gud i alt hvad jeg ser og sanser. De strømmer gjennem mit blod, De har suget Dem fast i mit hjerte som en igle og er ved at tømme det. Det er De som gir mig aandenød, Meninsky!

Meninsky, sier hun og vender sig helt om mot ham, kan De elske mig? Ja, for De er mig jo midlet til befrielse fra materie og tid. De er min smerte og De er min kjærlighet. Uten Dem vil jeg komme til at leve i al evighet. Vil De gifte Dem med mig?

Da Meninsky ikke svarer, mener hun vel at gi ham tid ved at fortsætte.

— Jeg opgir, sa hun, min første tanke at være Deres middel. Jeg vil ikke konkurrere med musikken, jeg skal tilmed prøve at kunne omgaaes flygler og violiner uten skinsyke. Om De giftet Dem med mig skulde jeg skaffe Dem verdens kostbareste og bedste flygel, ja et helt orkester av verdens største kunstnere skulde jeg forære Dem i bryllupsgave. Jeg er rik, sukker hun.

Meninsky tier fremdeles.

— Jeg vet jo, sa hun da, at De er en efterstræbt mand. Vi kvinder er nu engang slik beskafne at vi helst kommer der hvor man ber os gaa. Den unge nydelige damen vi fløi overende netop elsker Dem med en tispes trofasthet.

— Hvad? sa endelig Meninsky.

Ordet kom som et kanonskudd og hadde nær væltet Run Bates ned fra hendes høie, sikre stade.

Hun tok som svimmel for sig i luften.

— Hvad? sa hun bare.

— Ja, svarte Meninsky tappert men bøiet derefter usigelig brødebetynget sit hode.

Slik sat de længe.

Tilsidst kom Run Bates til at slippe ned den store mørkerøde orkidee hun sat med, hun bøiet sig ned og tok den op, lugtet til den og pustet godt ut, strøk sig derpaa et par gange famlende over ansigtet og sat omsider befriet.

— Jasaa, sa hun da. Jaja. Og saa aapnet hun sin guldbroderte, store væske.

Vel, sa hun, saa la os skride til handling!

Og der sat hun pludselig med to smaa flasker og tømte indholdet fra den ene over paa den anden. Akkurat likt delte hun, hun myste og maalte gjentagende gange, tilsidst var der vist ikke en tiendedels draape mer paa den ene end paa den anden.

— Værsaagod, sa hun og rakte ham originalflasken.

Og saa kan De gaa, sa hun med en stemme han aldrig hadde hørt før, saa haard og farveløs som staal. Og hun bet sig i læben, svælget og blev blank i blikket. I sidste liten reddet hun sig.

Til hende! sa hun med et utfordrende hodekast. Adjø!

Og Meninsky gik. Han vandret duknakket og flau som en vaat hund ned de fire brede tempeltrin, han balancerte henover de par store flate stene i vandet, han krøp møisommelig gjennem granitnaaleøiet og blev omsider borte mellem buskadset paa stranden.

Da reiste Run Bates sig og fisket noget nyt op av sin taske. Et litet speil. Hun var ikke fornøid med hvad hun saa i det. Forgjæves glattet hun paa haaret. Det maatte helt ned og op igjen. Orkideen hun hadde fingret med var vissen, hun plukket en ny hvit en og satte den ved øret. Saa ordnet hun foldene paa sin kjole, polerte lidt paa sine negler og var færdig.

Flasken staar godt korket ved hendes føtter. Hun tar den fort op og lukker den haardt inde i sin haand et øieblik.

Saa ser hun sig godt om, paa dammen og den grønne mur av trær omkring den, paa himmelen og paa svanene. Hendes ansigt er ganske uttryksløst. Langsomt sætter hun derpaa flasken for munden og drikker, snur sig rolig og vender sig mot Ebisu.

Der staar en liten rød skammel ved lykkegudens føtter. Hun falder ned paa den og gjemmer sit ansigt i sine hænder mot Ebisus fang.

Slik blir hun liggende.

Slik finder Meninsky hende da han ti minutter senere hæsblæsende kommer styrtende tilbake.

Run Bates! roper han og kaster sig ned ved siden av hende.

Hun vender et rødmusset søvnig ansigt mot ham og ser ubehagelig overrasket ut.

— De? sier hun. Saa ser hun sig om og blir endda mere forbauset.

Er jeg ikke død? sier hun.

— Kjære, roper han, De kan ikke dø av de draapene, det er jo vanlige tanddraaper, men de er sikkert ikke bra for Deres nyrer. Har De virkelig drukket dem? Aa, sier han blodrød i ansigtet og griper begge hendes hænder, De er et barn, miss Bates, et stort, bedaarende naivt barn og jeg elsker Dem, jeg forstaar det nu først at jeg har elsket Dem hele tiden og jeg kunde myrde mig selv for min maate netop. Kan De tilgi mig? Jeg elsker Dem!

Og han river hende til sig og faar hendes ansigt under sit.

Men nu hænder der noget. Hun vil ikke! Hun stemmer begge sine smaa hænder mot hans bryst og skyver til, og der er en slik raseriets kraft i dem at han tumler langt henover gulvet. I et eneste øieblik stirrer hun ham stort og stivt av angst i øinene.

Og saa er det hun som gaar. Hun springer! Trappen tar hun i et sprang, stenene tar hun to og to og naaleøiet hopper hun forbi saa vandet spruter. Der er en endda vildere rædselens fart over hende end over piken med hunden, det er som alverdens farligdom er i hælene paa hende, hun lægger haken ned paa brystet og flyr, flyr!

* * *

Saa skal Run Bates reise.

Det er blit høst paa et par nætter. Det suser dumpt i parkens luende løv og uler uhyggesvangert om paladsets massive hjørner da Run Bates kommer ut fra vestibulen.

Hun træffer Meninsky, og de blir staaende der tæt indved den blodrøde vildvin paa væggen.

— Jeg har ledt efter Dem, sier hun, jeg vilde jo si adjø.

— Jeg har ikke set Dem siden — sier han.

— Nei, jeg har holdt mig paa mit værelse. Jeg har hat en vanskelig tid, jeg har det fremdeles ikke godt. Jeg antar jeg er undfanget for min tredje fødsel og Gud vet naar nedkomsten blir. Og hun sukker.

Hun er i den samme habit han først saa hende i, den svære hvite hermelinskaape og den lille babyhat med det flagrende baand. Men ellers er der liten likhet mellem denne Run Bates og Run Bates dengang.

Jeg undres, fortsætter hun paa sin nye vemodige maate, om jeg ikke er ved at vende tilbake til naturen? Til min oprindelige tilstand, den før min anden fødsel og mit eget bekjendtskap, til den første og egentlige Gudrun Haavaldsen.

Jeg er saa gruelig træt av mig selv, like træt som De er av mig, Meninsky! Og det er et av tegnene paa gjenfødelsen eller naturtilbakevendelsen at jeg i disse dage siden scenen hos Ebisu ikke et øieblik har levet i nuet, men i fortiden. Min erindring, som har ligget ubrukt saa længe dukker pludselig op, uthvilt og energisk, jeg forsikrer Dem jeg har gaat gjennem alle vore samtaler — denne lange række daarehusdialoger — ord for ord fra begyndelse til ende.

Og hvor De hadde ret i Deres «gramofon» og «idiot»! Men hvor De var et akustikfrit rum, Meninsky! Aa, jeg er blit træt i kjæverne bare av at tænke paa alt det jeg har sagt!

Jeg skriver til min forhenværende forlovede idag. Jeg vil meddele ham den dundrende fjasko mit eksamensbevis fra ham har skaffet mig. Jeg vil spørre ham om han kan tænke sig større tragedie end at følsomheten blir sentimentalitet og bevisstheten analyseringsmani. Og jeg vil fortælle ham at min sidste og tydeligste erindring fra min «aksetilværelse» var virkeligheten og at den var ubeskrivelig forfærdelig, simpelthen ikke til at opleve!

Ja, Meninsky, det var synd jeg drak op Deres tanddraaper. Hvis jeg nu — hvad jeg næsten er sikker om — vender tilbake til min oprindelighet, vil intet ydre apparat være nødvendig for det jeg fremdeles tror er livets mening, døden. Jeg vil kunne dø tyve gange om dagen, naar jeg vil, jeg er uendelig lykkeligere stillet end Dem, jeg behøver ikke engang sætte mig ned og lukke øinene for at undslippe tiden og materien, nei, jeg kan staa og gaa, ja springe i det vanskeligste terræng og være deilig avdød. Takket være min glycerin, forstaar De. Gudskelov for at der ikke gik trold i ord dengang jeg bad den draapen De vet, om at tørke! Da vilde jeg nu reist bort med sindet fuldt av hat og bitterhet mot Dem, jeg vilde lavet øieblikket om til en evighet av vilje til glemsel, jeg vilde opkonstruert mig nye og uforgjængelige realiteter og levet ulykkelig hele mit liv.

Istedet staar jeg nu her og sier Dem farvel, avleverer Dem min ugjenkaldelig sidste lange egotirade og er straalende lykkelig over at kunne gjøre det. For med Dem vender jeg virkeligheten for altid ryggen! Jeg tar bare med mig min drøm om Dem, den vil jeg aldrig miste, den vil jeg kunne dø med utallige gange.

Ja, jeg vil vende tilbake til min oprindelighet. Jeg vil ha oplevelserne foran og efter selve oplevelserne igjen og jeg vil glemme at jeg nogensinde har mødt og lært mig selv at kjende og aldrig mer vil jeg prøve hverken konkavt eller konvekst at gjennemskue andre, fordi jeg nu har lært at jeg da bare støter paa mine egne grænser — som ikke er, fordi jeg er grænseløs!

Run Bates maa holde paa sin hat, den vil ustanselig av hendes hode og avsted efter baandet.

Stormen rusker i Meninskys haar, der er ingenting igjen av hans vanlige udadlelige frisyre, det feminint lange og sterkt pomadiserte forhaar, der pleier ligge som slikket tilbake fra panden og ned i nakken, falder ham nu i komiske tuster ned paa haken. Forgjæves stryker han det gang paa gang tilbake med de fem sprikende fingre, maa tilslut opgi det.

Run Bates kaster et blik paa sit armbaandsur.

— Jeg maa gaa, sier hun fort. Adjø og tak for samværet! Gud velsigne Dem og Deres daadyr, det gaar nok i orden, vær bare taalmodig, hun er saa ung og saa sky. Jeg kommer til at drømme om dere to. Bare jeg nu visste hvordan jeg skal faa det til med denne nye fødselen, noget maa hænde tror jeg, en eller anden katastrofe. Merkelig, sier hun med sit gamle overvældende smil, hvor jeg føler mig som et foster! Adjø, adjø!

Idetsamme hun vender sig fra ham for at springe, kommer der noget susende i luften ovenfra, noget tungt, tungt.

I næste øieblik styrter Run Bates til jorden, med ansigtet ned, rammet i hodet av en taksten, dræpt paa stedet.

Da Meninsky knæler ned ved siden av hende og løfter op hendes døde ansigt finder han hendes glædeligst overraskede uttryk i det. Det er som om hun skal til at si: Nei, var den allerede der — katastrofen? Gudskelov!

Ende!

Det er 14 dage siden, kjære adressat! Hver dag har jeg ventet svar paa mit «brev». Men du tier. Nu er det dig som er taus. Jeg aner ikke enten du forstaar eller ei, jeg har en tydelig følelse av at ha «talt for døve øren» og «kastet perler for svin» osv.

Og derfor maa altsaa ogsaa jeg gaa videre, derfor maa der efter e-n-d-e som kom saa sent fordi den ikke kunde komme før, en «epilog». En historiens historie. Denne:

Da jeg for 6 uker siden paa din og lægens befaling reiste herned til denne udmerkede, dræpende kjedelige og stygge «havskuranstalten» med min hodepine og mine nerver, saa tænkte jeg virkelig: Nu gjælder det at være sin lærer en værdig discipel, nu er det virkeligheten om at gjøre, ingen flere fantasterier og optiske bedrag, en sten er en sten, bak den syvende blaane er der ingenting, og jeg selv er det eneste som betyr noget i den vide, vide verden.

Men ak, allerede paa baaten nedover traf jeg en mand. En skuespiller — jeg vil gjerne tie med navnet, la mig kalde ham X — som netop hadde gjort et sterkt indtryk paa mig i en rolle. Vi kom til at snakke sammen. Deriblandt en hel del om «virkeligheten».

Jeg grep dypt i mit — av dig saa møisommelig bibragte — forraad av reminiscenser, og han var meget imponert. En stund. Men ser du, efterhvert som vi kom ut i det, des mere jeg aabenbarte av mit eget ved siden av dit og i forhold til hans, des mere anstrengt, tvilraadig og ulykkelig blev hans opsyn. Han sat efterhaanden der stille og rolig og avbalancerte sig til selskap for en — idiot! Og det var saa fint, diskret og beundringsværdig gjort at jeg kom til at elske ham for det der paa baaten og elsker ham litt den dag i dag.

Men da jeg saa gik fraborde her paa dette nakne, øde, triste skjæret, og den unge damen som hele tiden hadde fulgt os med øinene og ørene endelig stod trygt plantet ved siden av ham, da tok han mot til sig og sa: Jeg haaber De vil finde frem til virkeligheten, frøken Haavaldsen, men foreløbig har De langt igjen. Her har De jo nu for eksempel ikke et øieblik holdt Dem til mig i min paatagelighet og uomtvistelighet, men til min rolle, en omstridt digters uvirkelige fantasifoster!

Jeg tror jeg i det øieblik saa temmelig ubegavet ut av lutter overbevisning. Men der hadde jeg det saa gaaende med grubbel fem fulde døgn. For der visste jeg jo du elsket mig og vilde mig det godt, der elsket jeg pludselig X og maatte jeg træffe ham igjen og overbevise ham om min normalitet, og der skulde jeg ha sagt dig at dine ideer ikke passet for mig og samtidig gjøre dig forstaaelig at du ikke hadde talt for døve øren og kastet perler for svin ...

Da var det paa den femte dag jeg satte mig svimmel og fortvilet ned her ved vinduet for at skrive til dig og at jeg graat mig i søvn og drømte om Run Bates og Meninsky. Da var det videre paa samme dag jeg gik ned til middag i den lille spartanske spisesalen her, satte mig som nr. 17 tilbords, lot prismelynene fra den stygge, gammeldagse hængelampen under det lave, fluebeskitte tak dryppe mig i ansigtet som ellers, betragtet skuffet den tomme stol vis a vis som tidligere, ønsket pludselig X i den og — placerte Meninsky der. Anbragte saa en vældig sølvbolle med hyazinter mellem os, utvidet rummet, dekorerte det a la Vignola, forvandlet etpar høns utenfor vinduerne til paafugler og en sølepyt til en svanedam, forældet endelig mig selv med ti aar og en masse verdenserfaring og fortsatte drømmen om Run Bates — mit fremtidsselv efter dit mønster.

Og jeg var frelst! Paa alle maater! Jeg hadde anledningen til fortsat uendelig samvær med X og det bak den syvende blaane! Jeg hadde ideen og motet til opslagsbrevet og utredningen til dig! Jeg hadde et nyt medium og altsaa en ny lykke!

For første gang siden «Boblen» satte et andet menneske mine sanser, min tænke- og uttryksevne i funktion, jeg kom i samme forunderlige oplevelsens ekstase som altid i mine drømme om hende, jeg følte mig paany midt inde i en spændende familiejournalnovelle, et nyt nøste rød traad var begyndt at trille, og dennegang var den røde traaden mig selv. Jeg kunde i en lignende række kulørte billeder som jeg engang viste dig Boblen endelig vise dig mig selv, slik jeg er, slik du vil ha mig og slik jeg nødvendigvis da maa bli!

Og dette har jeg nu gjort. Engang skrev jeg til en amerikansk filmer for Boblen, Burton Bates het han, og andet vet jeg ikke om ham, men i min drøm var jeg altsaa gift med og skilt fra ham, og paa dette stykke komisk løsrevet fremtid er det jeg nu har gaat min utvikling i forkjøpet ved en stund hver dag i en maaned at være Run Bates sammen med Meninsky paa Capranola, ved kortsagt at drømme og digte dig historien om draapen som du sa faldt hel til jorden da Boblen brast, men som desværre var saa fuld av glycerin at den ustanselig blev til bobler paany, et helt skum!

Og jeg paastaar saa længe jeg lever og om jeg saa skal paa baal for det, at det er vakrere paa mit digts Capranola end her paa dette paatagelige, nakne, svenske granitskjæret! Denne min absolutte overbevisning har jeg nu moret mig med at reise et monument i det materiale du har anbefalt mig — snak. Jeg antar du er snakket godt ihjæl, at du er lam i tungen av at læse mig og tør i hjernen av at tænke mig og dermed er vi kvit, hensigten er naadd og helliget være saa midlet, var det end aldrig saa langt og fantastisk og fordømmelig.

Mit oplysningsbureau i din umiddelbare nærhet meddeler at du ser overanstrengt, syk og ulykkelig ut om dagen, at du er taus, interesseløs og delvis arbeidsudygtig, og at du forleden dag spurte: Gudrun Haavaldsen, hvem er det? Det er altsammen som jeg beregnet det. Nu hater du mig like hjertelig som jeg før hatet dig.

Men nu skal du høre! Nu elsker jeg dig meget mer end du nogengang sa du elsket mig! Du elsket mig for det jeg var og det var ingenting, men jeg elsker dig for det du ikke er, og det er meget. Fra samme øieblik Run Bates fik takstenen i hodet og blev Gudrun Haavaldsen igjen elsket jeg dig. Selvfølgelig.

Og det er hvad du vil kalde min straf og hvad jeg vil kalde min belønning for denne sommermaaneds literære virksomhet, dette at det nu er dig jeg elsker haabløst, at det nu er du som er boble, medium, X, Meninsky — tusen nye billeder, nye blaaner, nyt skum.

For jeg vil ikke virkeligheten!

Afskriverens rettelser:

... tungen. Og da han smilte, sa han: ... ... tungen. Og da hun smilte, sa han: ...

... — Er ikke Gudrun Haavaldsen engelsk navn? ... ... — Er ikke Gudrun Haavaldsen et engelsk navn? ...

... gange et ord, men aldrig verden en bie. Men at ... ... gange et ord, men aldrig i verden en bie. Men at ...

... og husket at den fremherskende farve i hende ... ... og husket at den fremherskende farve i hendes ...

... vi er. La os ikke hefte os ved no saa usigelig elendig ... ... vi er. La os ikke hefte os ved noe saa usigelig elendig ...