FRA KVIST TIL KJÆLDER.

I.

Fjærnt fra Kjøbstad, Jærnbane, Kirke, Landevej, Mølle, fra alle mulige Centralpunkter og Hovedaarer for Civilisation og Samfundsrørelser ligger Skovstrup. Lange, krumme Gyder med høje Levendehegn føre dertil fra de omliggende Byer, snevre, vildsomme Labyrinther, der sno sig Bakke op og Bakke ned og aldrig synes at skulle faa Ende. Men for hver Gang man naâr et Udsigtspunkt, ere Skovene i Horizonten rykkede nærmere, disse bløde, blaalige Volde, der i Halvbue omslutter den afsides By og danner Baggrund for dens hvide Skorstene, dens to eller tre Tegltage og længst borte for Jakob Mikkelsens skifertakte Stuehus, der ligger og dirrer i Solskinnet som et stort, dugget Metalspejl.

Maaske er det saa med alle afsides Egne, at der rører sig en stærk Trang til at komme ud og se noget af den øvrige Verden, i det mindste finder der en stærk Udvandring Sted fra Skovstrup. Unge Husmændsdøtre tage Tjeneste i Kjøbenhavn, Husmændssønner komme i Krambodlære i Horsens, nedsætte sig som Haandværkere i Saxkjøbing og Sønderborg, drive Træhandel mellem Ringkjøbing og Varde. Gud véd, hvor de kjender de Navne fra? Gamle Skolelærer Bloch bærer ikke Skylden, for i hans Tid lærte de ingen Geografi.

Der er naturligvis mange Folk i Skovstrup, som fødes, ældes og dø uden at have set Stranden. Odense, som er nærmeste Kjøbstad, er mindst halvtredje Mil borte; men naâr man saa vidt, er man hvad Strand angaar lige nær; Odense har en Aa og en Kanal, men ikke Spor af Strand; alligevel er der to eller tre Haandværkerfamilier i Skovstrup, hvis Sønner ere Sømænd; det er maaske det mest mærkværdige.

Vi nævne Husmændene og Haandværkerne. Gaardmændene have ikke kjendt slige Drifter. De ere Sønner af skovstrupske Gaardmænd, have som smaa Drenge fulgt deres Fader bag Ploven, Fure op og Fure ned — fra Gaden til Skoven, fra Skoven til Gaden; Føden og Klæderne ere som de selv voxede op mellem Skoven og Gaden, deres Længsler og Drømme ere spirede paa den samme Grund, indtil der kom en Dag, da Tømmerne gled den gamle af Hænderne, da de selv tog Ploven i Haand og skrev deres Navn under paa et Dokument, som kaldtes Skjøde. De have ikke nødig at være opfindsomme som Husmændssønnerne, de behøve hverken at gaa til Søs eller til Saxkjøbing, og deres Sønner, som komme efter dem, behøve det heller ikke.

Skovstrup Gade er lang; derfor falder Byen i flere Smaalav, hvert paa en eller to Gaarde og en lille Klump Huse der omkring, saa et Stykke Gade uden Beboelser, krumt, snevert, lukket. Midtpunktet i den vestlige Del af Byen danner Jakob Mikkelsens store, fornemme Gaard; i det yderste Hus bor Niels Væver.

Jakob Mikkelsens Humlehave laa lige ud til Gaden i Læ af den noget tilbagerykkede Portlænge. Lars Top, som var hele Egnens Humlemester, var i Færd med at stænge Humle, da gamle Niels Væver stampede forbi, hjem efter.

»Hej du, Nejels!« raabte Lars Top inden for Gærdet. »Go Dav!«

»Tak!« Den gamle standsede. »Du er i Lag med Humlen, Lars.«

»Det er jo Aarsens Tid,« svarede Lars og satte sig i Positur til en Samtale med begge Hænder i Siderne — et Par brede, flade, jordgraa Hænder. »Du véd nok ikke af, at du har faaet fremmede.«

»Naa da,« sagde den gamle og lettede paa sig. »Hvem er det?«

»Line.«

»Hvad?«

»Vor Line. Hun gik her op ad for et lille Korn siden. Hun vilde indenfor at se til Mette Marie, og saa var det hendes Agt at kigge ind til dig med det samme, hun var saa nær. Du er jo paa en Maade hendes Gudfader.«

»He he he. Det nøve som er. Er hun kommen hejm fra Kjøbenhavn, Line? Saa maa jeg nok stræve.«

»Giv du dig barestens Tid,« sagde Lars og traadte hen til Gærdet. »Vi er nødt til at spare lidt paa Raden, hvis vi vil at den skal holde ud. Det er en vøv Fordel at slide sig op før Tiden eller rende Livet af sig. Jo hun kom med Halvéttoget i Gaar Mìdes.«

»Det var Ret. Bliver hun her saa med det samme?«

»Nej, min Sæl gjør hun ej. Hun rejser igjen i Overmorgen, det er barestens en lille Permission. Hun er Støvepige hos en voldsom rig Akentekt der inde, og det er saadan urimelig flinke Folk. Fruen gav hende ti Kroner til Rejsepenge, saa hun kan mest gjøre hele Turen gratis.«

»He he he. Ja det er Folk, der har Sølvtøj, de Kjøbenhavnere.«

»Det maa du val sige. Du skulde høre Line fortælle om de Guldbutikker og Kjøretøjer og Postelinsfigurer der er, og saa for alle de Slotte, de bygger, — hele ny Gader med sex Etages Huse og Taarne og Spire. Hendes Moder siger ogsaa: Jeg vil da haabe, det er Løgn det halve, min Pige. Saa mange Penge er der jutte til i hele Verden.«

»He he he. Ja jeg og du, Laves, vi har nu ikke været vidt omkring, men de unge har ingen Ro paa sig. Min Søn, Jens, snakker ogsaa engang imellem om, at han vil til Kjøbenhavn, for det er kun smaat med Skomageriet her, siger han. Men han bliver nok, hvor han er, den Karl.«

»Hun er en sæjr Tøs, vor Line. I Avdes var Anders Jepsens Karl inde; han har ligget ved Trajnafdelingen paa Kristianshavn. Han spurgte hende ud om Tivoli og Komejdien; men det vidste hun aller det bitterste Beskej om. Det Narreværk kerer hun sig itte om.«

»Da er der vist nok, der gjør'et,« svarede den gamle. »Men nu vil jeg da ligodt se til at rokke hejm etter, at hun ikke skal vente paa mig alt for længe. Jens er der nok, men han siger ikke stort, især til Kvindfolk.«

Gamle Niels Væver stampede videre, og Lars Top tog igjen fat paa sine Humlestænger. Med en tung, mejseldannet Jærnstang blev der først drevet et Hul i Jorden ved hver af de unge Humleplanter; derefter blev den lange Elleraft tilspidset ved Hjælp af en Øxe og med al den drivende Kraft, et Par Daglejerarme formaar at opbyde, rammet dybt og fast ned i Hullet. Lars Top havde med Sindighed expederet fire, da hans aarvaagne Øren opfangede Lyden af en Vogn, som fjerlet kom rullende hen ad den hvide, krumme Kjørebane uden for Hegnet.

»Hej, du, Nejlsen!« raabte Lars og luntede paa ny hen til Gærdet. »Go Dav, sku jeg da sige føst.«

Enspænderen holdt — en blanksort, vel fodret Hoppe mellem Skaglerne og en i blanksort Regnkappe vel fodret Hestehandler i Agestolen.

P. Nielsen ejede en af de mindste Skovstrupgaarde, men Gaarden var for ham en Biting. Han opholdt sig mest i Kjøbenhavn eller paa Rejser og havde tjent sig en Formue ved Handelen.

Han var bondefødt, men det saas ikke af Klæderne, heller ikke Trækkene havde det for Bondestanden typiske. Mellem Hatteskyggen og Frakkekraven laa en Krans af blondt, krøllet Haar, Næsen var fin og buet, Øjnene smaa og skarpe; et rødligt, kortklippet Helskjæg stubbede over det store, runde Underansigt og slog en myndig Bue over Munden.

»Død og Pine! Er det nu ved de Tider,« raabte Nielsen, da han hørte og saâ Humlemesteren. »Ja jeg har andet i Hovedet end at tænke paa Humlen; men du plejer jo at komme af dig selv.«

»Det er nøve, som er,« svarede Lars Top og satte Næverne i Siden paa ny. »Din Humle skal jeg val passe lisom èsen; men hør mig stille!« vedblev han og sænkede Stemmen til en Art hæs, hemmelighedsfuld Hvisken. »Kjører du paa Handelen i Dav med Forlov?«

»Ja hvad saa?«

»Jeg tænkte nok, det var Mejningen. Ja Gu om jeg ikke tænkte det, lisaa snart jeg saâ dig.«

»Naa, ja det gjør jeg jo hver Dag geménlig.«

»Kommer du til Øjste?«

»Det kan være.«

»Saa skal du høre ind hos Per Villig,« sagde Lars Top og hvæste det ud over Gærdet som en betroet Hemmelighed.

»Ja nu faar vi se.«

»Der er et halvt Hundrede Daler at tjene.«

»Hm!«

»Det er mine Ord.«

»Vil han af med den mørke?«

»Jeg har ingen Fuldmagt, Nejlsen, til aa sige nøve. Du skal, lisom du vil. Men la barestens ingen forstaa, at du har talt med mig!«

»Det er godt, Lars Top. Nu skal vi se. Far vel!« Enspænderen satte i Gang, Lars blev staaende en Stund og saâ efter den. Just som han omsider besluttede sig til at vende tilbage til sit Arbejde igjen, kom Line, Datteren, gaaende.

Hun var i lang, graa Havelock, Hat med sort Fjer og Stenkulsperler; under Halvsløret skimtede man det hvidgule Pandehaar og de graa, alvorlige Øjne. Af Væxt var hun høj og slank; Ansigtet var langt, men Næsen kort og lige, Munden veldannet.

»Traf du gamle Nejels?« spurgte Faderen.

»Nej, han var ikke hjemme.«

»Nej for han er lige gaaet her forbi, hejm etter. Du møjdte ham val?«

»Nej, jeg kommer inde fra Mette Maries. Men Jens var hjemme. Vi talte da lidt sammen.«

»Han siger èsen itte saa møje dejt, den Karl. Hvad kunde han fortælle?«

»Jo han tænker nok paa at gifte sig, lod det til.«

»Nej val. Det har vi aller hørt nøve om.«

»Der var da en, han kunde godt lide,« sagde han, og Line lod i et Smil skimte sine tætte, hvide Fortænder. »Jeg vilde naturligvis ikke staa tilbage, og noget skulde vi jo tale om; saa sagde jeg, at der var ogsaa en, jeg godt kunde lide; men det blev Fyren helt forfjamsket ved — jeg tror, han skammede sig paa mine Vegne over en saa aabenlys Erklæring.«

»Han har val troet, du vilde ha ham.«

»Gud fri os! det vil jeg ikke haabe.«

»Han kunde da ogsaa se, at du gik med Ring.«

»Gjennem Handskerne?« spurgte Line en Smule overlegent.

»Sad du med dem paa inde i Støven, Line?«

»Du er god, Fader! Gaa du hen til dine skruppede Humlestager! Far vel!«

Niels Vævers Hus laa ud til Vejen, blot med en høj Ligusterhæk og en smal Forhave imellem. Fra den grønmalede Laage hen til Gangdøren var der Stenbro; Døren var grøn ligesom Laagen, Vinduerne skinnende kornblaa.

Forstuen var en lille Firkant med Dør til venstre, som førte ind til den gamles Stue, og en til højre, som førte ind til Sønnens Værksted. Den sidste stod aaben, saa Niels Væver saâ strax, da han traadte ind, at Trebenen var tom og Jens ikke paa Værkstedet.

Niels havde intet som helst med Væveriet at gjøre; han var Urmager, saadan som det forstaas paa Landet. Han gik omkring i Gaardene og fedtede de gamle Bornholmere og pillede lidt ved Hjulene, naar Viserne gik i Staa. Da Kuren sjælden hjalp højere end fjorten Dage, var der fuldt op af Arbejde. Stundom betroede ogsaa en Tjenestedreng ham sit to Kasses Lommeur; Lommeurene var den gamles Ærgjerrighed; for det meste gik han med et i hver Vestelomme.

»Naa her er du!« sagde Niels Væver og lukkede Døren op til sin egen Stue. Sønnen gik op og ned ad Gulvet med Hænderne i Lommerne. Der var noget af Dansesving i Bevægelserne, et uroligt, overgivent Smil flakkede lydløst omkring Munden, Øjenbrynene drog sig heftigt op og ned.

Sønnen var i Skjorteærmer, ganske den samme lavstammede, blokkede Figur som Faderen. Han havde et stort Hoved med svær, mørk Haarvæxt og unaturlig store Øjenbryn, men glat raget Ansigt.

»Hvad gaar du her og vankensérer etter?« spurgte den gamle og gik hen til Bordet, hvor han begyndte at løse op for et broget Klæde, i hvilket han med stor Forsigtighed havde baaret et Urværk.

Sønnen svarede ikke, men fortsatte sin Triumfmarsch paa de højhovede Træsko.

»Har Lars Tops Line ikke været her?« spurgte den gamle.

»Jo,« svarede Skomageren knapt og jog med Haanden over Ansigtet som for at samle sig. »Jo! Line har været her. Hun vilde hilse paa dig, sagde hun.«

Han satte sig ned paa en rødmalet Kasse, der stod ved Fodenden af Sengen, støttede Hovedet i Hænderne og saâ lige ned i Gulvet.

»Det var da en Veder, at jeg ikke var hejme,« sagde Niels og fik med rystende Hænder et stort Blylod op af Frakkens ene Sidelomme. »Det kunde være morsomt at have hilst paa hende.«

»Ja! Ja!« svarede Sønnen hurtigt, fraværende og stedse med Blikket i Gulvet. »Det var morsomt. Far! Skal jeg sige dig nøve?«

»Naa.«

Den gamle lagde varsomt Blyloddet op i Vinduet og holdt Haanden afventende over det, om det skulde faa i Sinde at trille. Jens tøvede med det, han vilde sige, men Pavsen udfyldtes af en fire, fem Stueure og et Par Lommeure, der rundt omkring fra Væggene skyndte paa, hver i sit Tempo.

»Jeg gifter mig, Far.«

»Naa. Ja det skal du om,« svarede den gamle. »Hvem med?« spurgte han og vendte sig mod Sønnen.

»Den eneste, jeg bryder mig om, den eneste jeg i al min Tid har holdt af, men som jeg troede nu saâ langt over mig.«

»Ja hvem er det saa?«

»Ja det er nøve saa sæjrt, nu hun er kommen til Kjøbenhavn, nu hun saadan har skivtet Maal og er bleven Damme — — hun som i lange Tider ikke har set til den Side — —«

»Er det Line?«

»Ja.«

»Har du friet?«

»Nej.«

»Har hun da?«

»Nej.«

»Ja, hvordan véd du saa — —!«

»Jo jeg sad saadan og tossede, som jeg plejer vun, naar der er Kvindfolk, jeg skal snakke med, og med hende var det nu saa møje galt. Jeg sad og blev baade rød og bleg og vidste ikke, hvor jeg skulde gjøre af mig selv; men jeg tænkte ligodt: sker det ikke nu, saa sker det aldrig. Og i det samme skød det op i mig: Gud véd, om det ikke er for din Skyld ligodt, hun er kommen; vi holdt dog dejt sammen, da vi gik i Skole; nu har hun set, at Far er gaaet op i Byen, og saa skal det lade, som om det er ham, hun vil hilse paa.«

»Sitte nøve Pjank!« udbrød den gamle halv stødt. »Jeg talte selv med hendes Far, og han sagde — —«

»Ja ti kun du. Saadan tænkte jeg nøv, og saa sagde jeg: Højr, Line! Jeg har tænkt paa at jivte mig. Der er en, som jeg holder saa skammelig møje av. — Det var jo da til at forstaa, skulde vi tro.«

»Naa.«

»Vej du saa, hvad hun sagde?«

»Hun sagde val, at det ragede ikke hende,« brummede den gamle.

»Nej hun sagde: Der er ossensaa én, jeg holder saa møje dejt av, og saa saâ hun mig lige ind i mine Øjne. Kunde jeg faa noget bedre Svar?«

»Nej, det Svar var godt nok.«

»Tror du ikke, det var mig hun mente? Du har jo været gift, Far, og kjender Kvindfolkene.«

»Ja hvad sagde du mejr?«

»Det vej jitte, for je blev mejst halvtøvle af Glæje; je havde jutte ventet, at det kunde gaa saa gelìk, og at hun vilde hjælpe mig saadan med det. Men det fløj da ud af mig: Nej siger du det, Line! Men du vil val helst blive i Kjøbenhavn, det er jo en rask By. — Hvem siger heller vi skal fra Kjøbenhavn, der er Folk da ogsaa gift, sagde hun og blev glorøj. Men inden jeg rejdi vidste, hvordan vi var vendt i det, sagde hun far vel og smuttede væk, saa jeg vej mejst itte, hvad det blev til.«

»Du er en god Taask, Jens.«

»Ja je vej itte, je var helt snurren, mejst ligesom jeg var rusejes. Da hun var kommen ud paa Vejen, spengelejrede jeg paa at løbe etter hende, men det fik jeg ligodt ikke Mod til. Det er ikke godt at blive kløv paa de Kvindfolk, tykkes mig.«

»Du er et Kyhoved, Jens.«

»Det kan val hjælpe, du staar der og skjælder mig ud; det bliver jitte visere av. Men nu vil jeg tage en Frakke paa og gaa mig en lille Omgang. Jeg har ingen Lyst til at sidde paa Værkstedet. Og kanske jeg kunde træffe hende her ned ad Gaden.«

II.

I Jakob Mikkelsens »Langeløkke,« som paa den anden Side Gaden laa lige over for Niels Vævers Hus, havde der hidtil staaet to store, enlige Ege, Veteraner fra en Tid, da Skoven havde strakt sig lige til Gaden. Lars Top, som ved Siden af sin Humleforretning drev adskillige Bierhverv, havde kjøbt dem paa Roden, derefter fældet dem og var nu i Færd med at flaa dem. Gjennem Hegnet kunde man fra Niels Vævers Hus se de nedlagte Kæmper strække de afbarkede, krumme Grene i Vejret som uhyre, nøgne Lemmer og Lars Top med Kaskjetten i Nakken og stort Lærredsforklæde sysle der omkring. Lars var en industriel Natur; hans Virksomhed skiftede med Aarstiderne og vendte ligesom Drengenes Lege tilbage efter en bestemt Rækkefølge. Om Foraaret passede han Humlehaverne, om Sommeren okulerede han Roser og fuskede paa anden Maade lidt i Gartneriet, om Efteraaret drev han Jagt og plukkede Humle, i November og December slagtede han Lam, Faar og Grise i Gaardene. Senere — omkring ved Fastelavn — kølnede han Malt og røgede Flæsk, ved hvilken Idræt han fik god Anvendelse for sine mange grønne Humleranker. Desuden bad han til Gilder og forestod Opvartningen, spekulerede lejlighedsvis lidt i Tømmer, forsømte ugjærne nogen Løsøre- eller Skovauktion, var kort sagt om sig paa alle Maader, naar det blot ikke gjaldt det tætte, jævne Slid, det stadige Arbejde fra Morgen til Aften, som uundgaaeligt følger med at tærske, skære Tørv og grave Grøfter; for den Slags Dagværk var Lars Top saa bange som Fanden for det hellige Kors.

Det var et Par Maaneder efter Lines Besøg. Dørene mellem Niels Vævers Stue og Sønnens Værksted stode aabne; den gamle sad og pillede ved et aldrende Ottedagsværk, med store Messingbriller ridende langt ude paa Næsen; Jens hamrede paa en Støvlehæl og fløjtede en lystig Melodi inde fra sin Forhøjning.

»Huld op med den Musik!« raabte den gamle. »Vi kan jo aldrig snakke et Ord sammen. Jeg har tit tænkt paa at spørge dig om, hvad det saa blev til med Line i sin Tid?«

»Ja hun glej jo til Kjøbenhavn igjen, uden at jeg saâ nøve mejr til hende. Men det er val rejdi nok, uden barestens at der itte er sluttet fuld Avkord.«

»Jeg er ligodt ræd for, at du bliver narret, Jens. Jeg tror allersnarest, at hun har en Kjæreste inde i Kjøbenhavn, og at det var ham, hun snakkede om. Det var ingen gode Tegn, maa du tro, at hun saadan løb sin Vej uden at gjøre Relighed.«

Jens faldt ved de Ord i Tanker, der blev helt stille inde hos ham. Lidt efter sagde han dæmpet, hurtigt: »Der kommer Lars Top. Han styrer lige imod vort. Hvis han kommer ind, kunde du saa ikke faa det lirket ud af ham, for nu har du ligodt gjort mig nøve vaklevorn i det.«

Lars Top havde oppe i Marken lagt sit Forklæde til Side, grebet sin rødmalede Madæske og kom med lange, sindige Skridt tværs over Marken. Der var et Hul i Hegnet over for Niels Vævers; der brød han igjennem og styrede lige mod den grønne Laage.

Jens lukkede sin Dør, som han netop kunde naa fra Værkstolen. Lars Top traadte ind ad Gangdøren.

»Go Dav, Nejels! Har du faaet Mellermad?«

»Itte i Dav,« svarede den gamle med en Urstift mellem Tænderne og Ansigtet halvt inde bag Skiven.

»Saa kan vi tage ham i Fællesskab. Det blæjs saa galt ude i Langeløkken. Gir du Kaffen, saa gir jeg Brændevinen.«

»Lad aa det gaa!« svarede den gamle, skød den sønderlemmede Tidsmaaler til Side og rejste sig. Derpaa aabnede han Bordskuffen.

»Jens!« raabte han.

»Holloj!« Døren blev igjen lukket op. Skomageren viste sig.

»Kan du koge vos nøve Kaffe,« sagde den gamle og tog Brød og Smør frem af Skuffen. »Lars Top gir en Dram i Dag.«

»Det skal jeg,« svarede Jens. Han kastede sit Skjødskind, rødmede, da han hilste paa Lars, trak Øjenbrynene højt op og begyndte at hale Stikker og Spaaner frem af Kakkelovnskrogen.

»Kom her med Møllen!« sagde Lars, der alt havde sat sig, »saa skal jeg male.«

»Godt,« sagde Jens, smaafniste og viste en forlegen Travlhed.

Han kom brændte Bønner af et Kræmmerhus i Messingtragten og gav Lars Kaffemøllen. Derefter gjorde han Ild paa og satte Kjedlen over.

Lars tog en Bid af sin Mad nu og da, mens han kjørte rundt med Haandtaget. Niels Væver smurte Rundtenommer til sig og Sønnen og skar Ost paa.

»Der har du Flasken,« sagde Lars og stak den fyldte Pægleflaske over til den gamle. »Nu kan du være Forvalter, for der bliver jutte saa møje manne til hver.«

»Det er bedre Jens er Skjænker,« svarede Niels. »Jeg rister paa Næverne.«

»Nu kan I val vente et Korn,« sagde Jens ved Kakkelovnen.

»Hvad Pris er Barken i?« spurgte Niels Væver.

»Jeg har itte højrt naare Pris,« svarede Lars; »men de siger, han er dyr.«

»Saa tjen du dig en god Dagleje ved de Træer, Laves. Du fik dem for godt Kjøb.«

»Det er paa den Vis, vi skal bjærge Livet,« svarede Lars. »Gaa og slide sig op i Dagleje, det er Svælteri.«

»Det er nøve som er,« sagde Niels Væver.

»Men der skal hænges i paa alle Maader. I Foraaret havde jeg 72 Kroner af mit Malteværk.«

»Det er bedre end Skomageriet,« sagde Jens og bød Lars den første Snaps.

»Nej, væsgo og drik vos til!« sagde Lars høfligt.

»Til Lykke med Egene,« sagde Jens og tømte Glasset.

»Tak. Ja vi skal kunne lidt med alle Dejl nu om Stunder; der skal nøve til aa ernære en Familie. Der skal spengelejres.«

»Du har et godt Hoved, Laves,« sagde den gamle henne ved Bordet og skar Tærninger ud af sin Rundtenom.

»Nu kan det lade til, at Line vil jivtes og vi kommer nok til aa jøre Braalbet. Bliver ditte stort, det er ligodt en Ujivt.«

»Skal Line ha Braalbe?« sagde gamle Niels og saâ langsomt fra Lars hen paa Sønnen.

Denne havde lige skjænket en ny Snaps, og Lars rakte allerede Haanden ud efter den, da Jens helt uformodet slog den i sig selv.

»Hvad Rakkeren!« raabte Lars og sænkede slukøret Haanden. »Du er en god Skjænker! Du drikker nok sjèl det hejle.«

»Det var paa Lines Velgaaende, Laves!« sagde Jens, fniste og skød Øjenbrynene heftigt op og ned. »Hvem skal hun ha?«

»Ja jeg har aller sejt Fyren for mine Øjne. Han er Mursvend derinde og skal være saa møje gefærlig skrap til det fine Arbe. Ditlevsen kalder hun ham, hvad han èsen hedder, vej jitte. — Nej holdt! Nu vil jeg have Fingrene ved Glasset, mens du skjænker. Èsen narrer han vos, Nejels.«

»Det er nok saa nøve rejdi fint,« sagde Jens og blev ved at fnise og gjøre Grimacer.

»Det kan lade,« svarede Lars og tømte Glasset. »Forresten er han da bondefødt. Forældrene er Krofolk éjsteds ovre paa Sjælland.«

»Saa siger han ikke nej til en Dram, kan jeg forstaa,« sagde Niels Væver tørt.

»Han smager aller Sperentus,« svarede Lars højtideligt. »Det siger Line. Og han gaar aller paa Kommers eller Dansesjov.«

»Kom nu her med Flasken,« sagde den gamle. »Skal jeg ha en Dram, vil jeg ha hende, mens jeg faar Mad.«

»Der har du hele Flasken, Far,« sagde Sønnen og snurrede sig paa Hælen. »Men det er en skammelig Svindsot, hun har faaet; jeg véd knap, om der kan blive én til dig.«

»Det tror jeg,« raabte Lars og lo med Munden fuld. »Naar du staar dèr og drikker for to.«

»Hvor har du din, Far? For nu gir jeg en Dram i Anledning af Lines Mursvend. Vi har jutte saa langt hen til Kjøbmanden.«

»Det var Ret,« raabte Lars. »I Dag er der Humøjr i Skomageren.«

Jens sprang hen til Hængeskabet og fik fat i en tom Trepægleflaske. »Nu skal vi dog have saadan, vi kan smage det,« sagde han, greb sin Hat og løb ud af Døren med Flasken under Armen.

»Det er da et Helvedes Jærn, den Skomager!« raabte Lars, mægtig oprømt ved Udsigten til et Par Extrasnapse. »Jeg tykkes ellers ikke, han er haard ved den Slags.«

»Kom du her, Laves, og skjænk mig den Taar, du har lovet. Du har lejtere ved det.«

»Vi kan vel klemme hende saa møje,« sagde Lars og skjænkede for den gamle. »Nej se, vi fik jo igaar et langt Brev fra Line; de var forlovede allerede, da hun var her i Foraaret, og nu vil de holde Braalbe til Højst, har de bestemt, og saa jo, om det maatte staa hos vos, desformedelst at det er møje billigere end i Kjøbenhavn med Præst og Degn og det hejle. Hun har sagt sin Tjeneste op til føste Juni og kommer saa hejm for at sy paa Udstyr, skjønt de kjøber nok èsen det mejste, for han tjen en skammelig Mase Penge. De har lejet dem en Lejlighed, og hun skriver, at der er oljemalede Vægge ligesom hos Jakob Mikkelsens, og hvad det angaar med at faa hentet en Spand Vand, da har de aldrig nødig at gaa til Posten, for det flyder af sig sjèl lige ned i deres Vask, barestens de drejer paa en Messinghane. Saadan er det nu over det hejle der inde. De har det nemmere end vi.«

Skomageren kom tilbage i fuldt Løb igjen og satte den fyldte Trepægleflaske paa Bordet.

»Nu vil vi ta vos en lille Donner, Laves, i Henhold til at Line snart skal være Madam Ditlevsen. Egene løber jutte der' Vej.«

»Egene tøver nok,« sagde Lars og saâ begjærligt efter den grønne, langhalsede Flaske, af hvis Munding den klare Strøm allerede flød ned i Glasset.

»Denne Gang skal du ha føst.«

»Sitte nøve Pjank,« brummede Niels. »Vi maa'tte donre fra Formiddagen. Nu gir du vos den Drøve Kaffe, Jens, og saa tar vi vos »en lille sort,« og saa skal det være Stop med det her i min Støve.«

»Ha ha ha!« lo Lars Top. »Ja det er rejdi, Nejels. Vi gamle bliver nøjdt til aa holde til Raade. Det er døv et rejnt Jærn, den Skomager.«

Der gled alligevel et Par Snapse, inden Kaffen blev skjænket. Lars Top og Jens rykkede hen til Bordet ved Siden ad Niels Væver, Brødstumper, Smør og Ost blev puttet i Skuffen igjen; det hele blev nok saa indbydende. Paa det rødmalede Bord foran Vinduespillen stod Flasken, en Kop med smaatbrækket, lyst Kandis og de tre hvide Spølkummer, halv fulde af sort Kaffe. Skomageren var atter Skjænker; han hældte i uden at bruge Glas, og Lars Top bad ikke for sig, før end Koppen var fuld. Den gamle fik Lov til at nøjes med mindre, og Jens tog heller ikke stort af Brændevin i sin, Lars puttede et Stykke Sukker i Munden og stødte sin Spølkum mod de andres.

»Skaal, Nejels! Skaal, Jens!«

Da Lars Top havde drukket en Slurk af den varme, dunstende Blanding, begyndte han at blive rød i Kinderne. Øjnene krøb ind, men bleve sælsomt blanke og tindrende. Han kom i Gang med at fortælle Jagthistorier. Skomageren hentede sin korte Træpibe og begyndte at dampe, som om det gjaldt Livet. Da Lars Top lugtede Tobakken, trak han et Stykke Avispapir op af sin højre Buxelomme, udfoldede en stor Kringle Mellemskraa og bed sig et passende Stykke af. Derpaa rakte han Kringlen til Niels, som afslog. Frokosten trak ud, Historierne vare mange og lange. Omsider satte den gamle sin tømte Kop op i Vinduet og tog paa ny fat i sit Sejerværk, Skomageren rejste sig og gik ind paa sit Værksted; tilsidst huskede ogsaa Lars paa, at der laa to Egetræer og ventede paa ham; han bød far vel og drog med faste, sindige Skridt op ad Langeløkken til.

Da han var gaaet, viste Jens sig atter i Døren ind til den gamles Stue.

»Saa vej vi det da,« sagde han. »Det er nøve bedre end aa blive Skomagerkone i Skovstrup.«

»Ja du er et godt Fæj,« knurrede den gamle og stadfæstede sin Dom ved at lade Slaghammeren falde klingende mod Urets Malmklokke. »Saa gaar du her og bilder dig ind, at hun halv Vejs er din Kjæreste.«

»Kunde jeg forstaa andet,« sagde Skomageren og traadte helt ind. »Naar hun siger — —«

»Ja hvad siger hun? Hun siger, der er én, hun kan skammelig godt lide, og han hedder Ditlevsen. Kommer det dig nøve ved?«

Jens satte sig paa Stolen ved Kakkelovnen, hvor Lars Top havde siddet og malet Kaffebønner, og begrov Ansigtet i sine Hænder.

Niels Væver sad og knikkede med sine Tandhjul, de gamle Ure dikkede omkap fra Væggene.

»Lejt dig!« brummede han pludselig. »Der kommer Nejlsen.«

Jens var lige bleven rejst og havde faaet Ansigtet i de sædvanlige Folder, da den store Hestepranger traadte ind. Han var i Blankstøvler og holdt i Haanden en Spanskrørsstok med Elfenbens-Hundehoved.

»Hør, Skomager!« sagde Nielsen efter et flygtigt god Dag, »hvad er det for noget Blanksværte, du bruger? Kan vi ikke faa at vide, hvor du kjøber den?«

»He he, jeg lemper hende sjèl.«

»Det var som Faen! Kan du da ikke lempe noget til mine Kvindfolk? Jeg gjør altid Spektakel med dem, hver Gang jeg skal trække et Par Støvler paa, for jeg vil have, at de skal skinne som Sølv, og for det meste ser de ud, som om de var gneden ind med Vognsmørelse. Nu i Dag da jeg kommer og vil trække disse her paa, saa er de, som jeg vil have dem. Saadan skal det være, siger jeg. Men hvorfor kan I nu blanke dem i Dag og ikke ellers. Fordi at de lige er kommen fra Skomageren, siger de. Forhør du, hvad det er for en Blanksværte, han bruger, og skaf os den, saa skal dine Støvler nok blive dig til Pas. Har du noget?«

»Du kan godt faa en Æske fuld,« sagde Skomageren og gik ind i Værkstedet.

»Hvad koster den?«

»Ja det vej jeg saa knap. Jeg sælger hende jutte saadan.«

»Du maa da vide, enten du kan sælge den for samme Pris som anden Sværte, eller om den er dyrere at lempe.«

»Nej dyrere er hun datte. — — Væsgo!«

»Tak. Hvor meget bliver det saa? For jeg har ingen Forstand paa, hvad den Slags Pilleri koster.«

»Jeg vej itte, om du vil gi ti Øjre?«

»Er det det hele?«

»Ja jeg skal itte ha mejr.«

»Men saa begriber jeg ikke, hvorfor du ikke opretter en hel Fabrik og sælger den i Massevis. Du kunde jo blive rig ved din Sværte.«

»Ja naar det var sig saa, at Folk vilde kjøbe hende.«

»Det kavérer jeg for, saa snart de kun véd, at den er til at faa, og de bliver kjendt med den.«

»Det kunde nok ikke blive til nøve med saadan en Fabrik her i Skovstrup,« sagde Skomageren og fniste.

»Hvorfor ikke det? Lad mig faa en halv Snes Æsker med, naar jeg paa Mandag rejser til Kjøbenhavn. Jeg skal nok skaffe dig af med din Sværte.«

»Ja Tak. Det kunde være morsomt nok at prøve.«

»Naa, Niels!« sagde Hestehandleren i en noget højere Tone, idet han nedladende henvendte sig til den gamle, som uforstyrret vedblev sit Arbejde. »Kan du faa Ret af Mekanikken?«

»Det skal gaa med den, som det kan, Nejlsen!« svarede den gamle forekommende. »Jeg kan gemejnlig nok faa Klokkerne til aa gaa, men de gaar ligodt ikke alle, som de skulde.«

»Det er saa med Klokkerne lige som med Folk, kan jeg forstaa,« sagde Nielsen leende og bød far vel.

Jens stillede sig op ad Dørstolpen, da Hesteprangeren var gaaet og skød Øjenbrynene til Vejrs.

»Det kunde mejst lade paa Nejlsen,« sagde han, »som jeg døv itte vaa et Fæj til al Dejl. Kanske jeg forstaar mig bedre paa Blanksværte end paa Kvindfolk.«

»Du gjorde dig datte for kløv,« snærrede den gamle.

»Tror du, jeg vil gjøre ham Regnskab for, hvad jeg har i Sinde med min Sværte? Og helst saalænge hun ikke er færdig? Hun skal nok komme frem, naar Tid er. Nu vil jeg først prøve med den Selledunesavt og se, hvad Skjær hun gir — jeg skal ogsaa se, om jeg kan hitte paa et fejs Navn og faa en fejs Seddel paa Æskerne. Der er langt frem endnu, og desuden har jeg det heller ikke saadan med Penge, at jeg kan gjøre stort Spræl. Jeg maa komme smaat af Sted.«

Den gamle svarede ikke.

»Men en Snes Æsker kan han gjærne faa med til Kjøbenhavn; det er ingen Skade til, at de bliver lidt kjendt med hende.«

III.

Det var anden Pintsedag hen ad Aften, en Uges Tid efter, at Line var kommen hjem fra Kjøbenhavn. Stuen hos Lars Top udmærkede sig ved en vis lys og proper Hygge. Der var Panel i Vindueshøjde hele Stuen rundt og derfra og op efter til det lave Loft blaablomstret Tapet. Alt Træværket med Undtagelse af det sandstrøede Gulv var malet engelskrødt, i de smaa Vinduer stod blomstrende Fuchsier og Neliker. For den ene Bordende sad Line og hæklede, for den anden hendes Moder med sin Bindehose. Line talte om sine Svigerforældre.

»Nej det maa du da ikke tro, at de var glade ved det Parti. De har en stor Ejendom, og der er sex Børn, saa han skulde naturligvis have en med Penge, jo fler, desto bedre. De blev helt ude af sig selv baade gamle og unge, da de hørte, han havde forlovet sig med en Husmandsdatter fra Skovstrup, hans Mesters Tjenestepige.«

»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage!«

»De har skrevet det ene Brev efter det andet til ham, og Søsteren har været inde for at foresnakke ham, at han skulde gjøre det forbi, men han svarede, at det blev ikke anderledes denne Gang.«

»Det var rejdi nok net af Ditlevsen.«

»Net? Ja han kunde da ikke godt svare andet, naar han ikke vilde holde mig for Nar. Jeg har ikke hængt mig paa.«

»Vej du hvad, min Pige! Der er ligodt mange, der ikke tar det saa nøje i det Kapitel. Om Pigen bliver holdt for Nar eller ej, kerer de sig lidt om.«

»Jeg var ogsaa temmelig paa det rene med, at Ditlevsen ikke hørte til den Slags Folk, før jeg sagde ja; jeg tænker heller ikke, han skal komme til at fortryde sit Valg. Han forlanger ikke noget fra sit Hjem, saa vi begynder paa bar Bund, men vi har begge det Forsæt, at vi vil frem, vi er unge og raske, han har et godt Haandværk, og han hverken spiller eller drikker Fortjenesten op.«

»Ja det er saamænd det bedste ved det hejle.«

»Det er tit det solideste at begynde smaat, saa véd vi, hvor det kommer fra, saa skjønner vi paa det, vi har.«

»Ja du har altid været en sæjr gammelkløv Tøjs, Line.«

»Da Etatsraaden satte Bo, havde han mindre at begynde med end vi, og nu er han en af de største Bygmestre i Kjøbenhavn. Efter Skattelisten har han femten Tusend i aarlig Indtægt; det siger Ditlevsen.«

»Gud Faderi!« udbrød Lines Moder og lod lamslaaet sit Strikketøj synke i Skjødet. »Siger du femten Tusend? Saa kunde han jo kjøbe en lille Bondegaard hvert andet Aar for sine Indtæxter.«

»Til næste Aar begynder Ditlevsen som Mester. Saa alliérer han sig med en god Ven, han har, der er Tømrer, og saa kan de vælge et af to: enten kan de kjøbe Grunde i Udkanterne af Byen, hvor de endnu er at faa til rimelige Priser og bygge af nyt, — saadan bærer de fleste sig ad — eller ogsaa kan de kjøbe gamle Huse inde i Byen og pudse dem op, saa de kommer til at se ud som ny. Det betaler sig bedst, siges der, og det er det, Ditlevsen vil spekulere i. Det er der ogsaa mindst Risiko ved.«

Hun talte saa sikkert; hun havde næsten fuldstændig tilegnet sig det dannede Talesprog, vel med en stærk kjøbenhavnsk Akcent, men uden Skaberi. Skovstruppigerne ere i Stand til det paa en utrolig kort Tid.

Hun var i graa Kjole med sort Fløjel i Brystet og for Hænderne. Snittet var tarveligt. Under Hagen var Kjolen lukket med et Sølv-Egeblad.

»Saa nu maa du nok af Sted, Line!« udbrød Moderen og saâ ud. »Der har vi hele Selskabet.«

Udenfor Laagen stod en Flok unge Piger, alle i lyse Kjoler med Straahatte og Flagrebaand, leende og passiarende.

En af dem stak Hovedet ind ad Døren.

»Er du færdig, Line!«

Line havde rejst sig og rullet sit Hækletøj sammen. Hun tog nu Hat og Overstykke, som laa parat paa Kommoden, og var hurtig i Stand.

»Skal du være saa graa?« spurgte hun i Døren.

»Jeg danser ikke,« sagde Line.

»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage. Er det for Kjærestens Skyld? Han er jo langt væk.«

»Jeg har aldrig holdt videre af det.«

»Gaa til Skovbal uden at danse! det er en tynd Plasér.«

»Jeg venter mig heller ikke stor Plasér,« svarede Line med et Smil. »Far vel, Moder!« Hun lagde i forbigaaende Haanden let paa Moderens Skulder. »Skal vi saa?«

»God Fornøjelse, Børnlille! og lad mig sej, I ikke kommer for sejnt hejm!« Derpaa nikkede hun mildt til alle de glade Ansigter ude ved Laagen.

Skovballet stod i Jakob Mikkelsens Skov og var arrangeret af Mads Mogensen. Der var et aabent Dansegulv, et Beværtningstelt og to lange Borde udenfor Teltet med nedpælede Bænke. Ved Indgangen til Skoven vajede et Flag over en Æreport, hvis falmede Løvværk heldigvis ikke berøvede Skoven noget af dens Friskhed. Det var stille Vejr med stærkt dalende Sol, da Pigeklyngen drog ned ad Skovvejen; man hørte Musiken inde fra Tykningen: to Horn og en Klarinet — Danselysten steg i Blodet. En Mængde Børn løb om ved Indgangen, hvor Mads Mogensens Ven Jens Nyrup stod og solgte Billetter; gamle Husmænd sad udenfor Teltet og røg paa deres korte Træpiber; Karle og Piger begyndte at samle sig om »Salunen«, og Egnens Løve, en ung Skrædder fra Langerup, havde allerede aabnet Ballet. Gaardmændene kom to og tre og Konerne ligeledes to og tre, saa langsomt Benene lod sig flytte; man maatte jo unde Mads Mogensen en Skillings Fortjeneste, hvor det lod sig gjøre for ikke at faa ham og hele den store Familie paa Sognet. Bag Teltet hævede en let, blaa Røg sig mod den grønne Baggrund — dèr kogtes Vand til Kaffe og Punsch; en halv Snes Børn, allesammen Mads Mogensens og allesammen pjaltede og blegnæbbede, stod og hang af i Baggrunden af Teltet og der omkring. De legede ikke, de rendte ikke omkap med de andre Børn — alligevel var denne aarlig tilbagevendende Fest Aarets gladeste Dag for dem og imødesaas Maaneder forud med stille Spænding.

Mads Mogensen var i Perlehumør over det gode Vejr; for desto friere at kunne bevæge Armene havde han hængt sin Frakke op paa en Stump knækket Gren af en nærstaaende Bøg. Af Farve var den Frakke resédagrøn med stærkt gulnede Partier; i Frastand saâ det ud, som om én havde hængt sig; det saâ ud som en Protest imod Lystigheden, men var det ikke.

Niels Væver og hans Søn sad paa Bænken uden for Teltet tilligemed et Par andre Husmænd. Lars Top var der ogsaa.

»Skal vi ha vos en Bajer?« foreslog Lars.

»Skal jeg ha nøve, skal det være en Kaffepuns,« sagde Niels Væver.

»Du er døv et gammelt Krej!« raabte Lars venskabeligt. »Skal du ikke være mere fornem paa det, naar du er til Skovbal!«

»Det Bajerskøl er saa bedsk,« sagde Niels; »men vi kan jo lade helt være.«

»Sitte nøve Pjank! Har Mads havt Ulejlighed med at faa Drikkelsen herud, maa vi da unde ham en Smule Søgning. — Hej, Mads! Har du Kaffen færdig?«

Mads kom springende ud af Teltet i Skjorteærmer med Lærredsforklæde og bart Hoved, lille og slunken, men lutter Smil og med spillende Liv i de brune Øjne og alle Lemmer.

»Kaffen er færdig, mine Herrer! Hvor mange Portioner?«

»En, to, tre — — fem skal vi ha, og saa en Drøve Brændevin til at sole den med.«

Skovstrupperne bruge det gamle »suole« for »svale.«

Kaffen kom, og Brændevinen kom. Mads satte sig hos.

»Jeg tar mig en Drøve med det samme,« sagde han. »Siden hen, naar Publikum formerer sig, faar jitte Stunder til at faa hverken vaadt eller tørt. Væsgo, mine Herrer!«

»Du skulde ha bestilt naare Talere, Mads,« sagde en i Selskabet. »Saa var der kommen flere Folk og bleven mere Liv i det.«

»Jeg havde det i Obselvation,« sagde Mads, »men jeg slog det af Tankerne igjen, for jeg skal sige vos, lille Folk: det bliver altid til Politik og dette here med højre og venstre. Men se, nu er du Venstremand, Rasmus, og Jakob Mikkelsen, som gir Skøv til, er Højremand, og jeg sjèl er Vært — jeg skal betjene Gjæsterne gelìk og rejælt, men det er ikke gjørligt at være alle til Pas, saa snart vi kommer ind paa de diplomatiske Gebeter.«

»Du er rejdi nok, Mads,« raabte Lars Top. »Skaal, Nejels! Skaal, allesammen!«

»Jeg skal sige vos nøve, lille Folk,« vedblev Mads Mogensen. »En af mine gode Venner sagde engang til mig: Du skulde stille dig til Valg, Mads. Du har gode Talegaver og gode Videnskaber. Du kunde fortælle dem et og andet, de kunde have godt af at høre.

Jeg er en simpel Mand, sagde jeg, og jeg er en fattig Mand.

Du faar sex Kroner om Dagen, sagde han igjen, fri Rejse frem og tilbage og fri Fortæring. Barestens de ligger inde fire Maaneder, som nu om Stunder er det allerringeste ved det, at Finansloven, som de kalder hende, er bleven saa skammelig haard at trække igjennem, saa har saadan en Rigsdagsmand sine syv Hundrede Kroner.«

»Kan det dog blive saa møje?« udbrød Lars Top.

Mads Mogensen saâ sig triumferende om. »Jeg vil sige jer, lille Folk, jeg overvejede Sagen. Jeg sagde til mig selv: Hvem er det, vi har til Preresi —, til Resipretant? Er det en Mand, som forstaar sig paa Smaafolks Konditioner, som kan sige, hvad vi skal ha for at sætte en Favn Brænde eller naare af de Dejl? Jeg skal ikke lædére Manden; han kan være møje god i sin Klase; men han er Kjøbenhavner, han er studejret, han kjender val knap nok Ærter fra Vikker.«

»Der er nøve i det,« sagde Lars alvorsfuldt.

»Kanske I lejr ad mig,« vedblev Mads med stigende Mod, »for jeg er en simpel Mand lisom I andre, men jeg er godt oplært, og jeg følger med i Bladene. For det skal man begribeligvis. Og hvad Lovgivningen angaar, har jeg Produkterne og Paragraferne i Hovedet, som det hedder, baade hende om skadeligt Vands Afledning og den ny om Jagten.«

»Det forslaar ikke, Mads,« sagde Jens Skomager og fniste med Øjnene i Bordet og opskudte Bryn.

»Forslaar! Véd du hvad, Skomager, om det var sig saa, at jeg kom i Rigsdagen, saa kan du stole paa, at jeg skulde ikke staa tilbage hverken i Udvalg eller i Betænkeligheder. Og hvad Klæderne angaar, jeg er en simpel Mand, jeg er en fattig Mand — men der blev vel Raad til en ny Frakke og en sort Silkehat for de Penge.«

»Ja du skulde stille dig,« fniste Skomageren.

»Det skulde da være til Snapstinget,« mumlede Rasmus.

»Jeg stiller mig ikke,« erklærede Mads, »for jeg er hverken pengesbegjærlig eller ærekjær. Jeg er en fattig Mand, men jeg optøjler mine Børn i Herrens Formaning og forskaffer min Familie Legemets Næring og Nødtørft ved mine Hænders Gjerning. Mangler I nøve, siger jeg til Trine. Skal Børnene ha ny Klæder, ny Sko? Skal du ikke snart ha dig et Fjerdingpund Bøner? Skal jeg ikke gaa ud at kjøbe dig en fire Ugers Gris; de er dyre paa Tiden — lige møje, siger jeg, hvad der skal til, skal til. Den ældste af mine Pigebørn, hun blev kjed af at tjene Bønder, hun vilde til Kjøbenhavn, for hun er godt lært og hun er skrap til al den Dejl, de sætter hende til. Godt, siger jeg, her er Rejsepenge! Væsgo. Men før dig anstændigt op, sagde jeg. Og jeg vil vide af at sige, at hun har fulgt sin Faders Formaning, hun har Skudsmaal og Vidnesbyrd over hejle Kjøbenhavn. Og det Herskab, hun er hos — — det er rejdi, Laves! Din Line er jo aa der inde. Ja det er en stor Fornøjelse for vi gamle, naar Børnene skikker sig val. Som det gamle Ord siger: Børn er Fattigm — —«

»Mads!« lød en skingrende Kvindestemme henne fra Teltet.

»Nu kommer jeg,« raabte Mads og sprang op. »Ja bliv kun I siddende, lille Folk, og lad mig se, I morer jer.«

»Du kommer val igjen inden alt for længe,« sagde Lars Top, »at vi kan faa gjort Relighed for Kaffen.«

»Jeg skal strax være hos jer,« svarede Mads og pilede afsted.

»Det er et farligt Krej, den Mads Mogensen,« sagde Lars og lo. »Det blev èsen en fejs Rigsdagsmand, vi fik vos der. Og sitte han kunne læse op om Klæder og Sko og Kaffe og Grise. Gud hjælpe de Stakler! De sejr vist itte manne Øjre af Fortjenesten.«

»Naa,« udbrød en Stemme bagved. »I er nok ved Thevandet, kan jeg se.«

Det var Hestehandler P. Nielsen, som for to Dage siden var kommen hjem fra Kjøbenhavn. Han var i modérne Straahat og lys Overfrakke.

Selskabet følte sig smigret ved at blive tiltalt saa ligefremt af den store Mand og lo enstemmig. Men Lars alene var Mand for at give Svar paa Tiltale. Han saâ frejdigt op og svarede:

»Nej vi var føst ved Kaffen, Nejlsen. Der er længe endnu til Thevandet.«

Dette resolutte Svar gjenoplivede Latteren; Lars selv lo højest af dem alle.

»Kom hid lidt, Skomager!« sagde Nielsen. »Jeg har noget at tale med dig om.«

»Ja vel,« svarede Skomageren militært og sprang op.

De gik Side om Side hen ad Skovvejen, den store, lysklædte Hestehandler med den skinnende Straahat paa Snur og den korte, undersætsige Skomager i sin forvredne Landsbyfrakke og toppede Klædeskaskjet.

»Jeg kunde ikke komme nogen Vegne med den Sværte,« sagde Nielsen, da de havde fjærnet sig tilstrækkelig langt fra Gruppen. »Jeg véd Faen ikke. De fleste vilde hverken høre eller se den; et Par, som jeg fik til at prøve den, sagde, at den var udmærket, den var meget bedre end den, de forhandlede, men nu havde de engang deres Forbindelser, som de ikke kunde bryde, og jeg véd ikke hvad — det fik et daarligt Udfald.«

»Det gjør ikke nøve, Nejlsen,« sagde Skomageren, trak Øjenbrynene op og gjorde mange Grimacer med Munden. »Det kommer nok. Al Dejl skal ha sin Tid.«

»Hør, Skomager, jeg er nu bleven opsat paa, at den Sværte skal gaa. Men rimeligvis maa du selv snakke for dine Varer. Har du Lyst til at tage med mig ind til Kjøbenhavn ret efter Helligdagene, saa giver jeg fri Rejse.«

»Jeg siger saa manne Tak,« svarede Jens, »men det er lidt for tidlig inøv.«

»For tidlig! Hvad skal det sige? Naar saadan noget skal sættes i Gang, saa gjælder det just at komme saa tidlig som muligt og komme med Kraft. Jeg kan ikke med dette Sjokkeri og disse hundrede Betænkeligheder, somme har, saa de aldrig kommer af Stedet, inden det er bag efter.«

»Det kan nok være, Nejlsen, men siden vi nu har begyndt at snakke om de Dejl, saa sker det ogsaa somme Tids, at en god Sag bliver ødelagt, fordi den kommer frem for hovedkulds. Efter hvad jeg saadan har tænkt om dette, da er der to Veje: enten gaar vi ud fra Skovstrup med smaa Skridt og kommer først til Odense, Assens og Nyborg, siden hen tar vi Jylland og Sjælland, saa Kjøbenhavn og saa videre kanske til Sverig og Tyskland, eller ogsaa gaar vi ud fra Kjøbenhavn og falder over hele Landet lige med det samme. Men saa er det, at der skal en hel Fabrik i Gang med Folk og Agenter og store Oplag. Alene de mange tusend Æsker og Prøver og Forsendelser vil koste flere Hundrede Kroner. Sejs vi, dem har jitte, Nejlsen, og derfor er jeg nøjdt til at gaa med smaa Skridt.«

Nielsen saâ forbauset paa sin Sidemand. Han begreb, at det var ikke ham, der gav Skomageren en Opgave, men at denne var til forud, var gjennemtænkt langt fuldere, end han havde Anelse om, at Skomagerens Tankevidde gik, og at Opgaven var grebet under et større Synspunkt; derom overbevistes han ved de Ord Fabrik og Agenter.

»Det var som Faen. Jeg ser, du har tænkt over den Ting. Men er det ellers kun Penge, du trænger til, saa kan du faa hos mig. Hvor mange skal du bruge? Vil du have fem Hundrede Kroner?«

»Det er saa møje godt, Nejlsen, og jeg siger saa manne Tak; men jeg kan ikke stille naare Sikkerhed, og jeg er heller ikke modig ved at laane alle de Penge.«

»Sværten er Sikkerhed nok. Folk, der vil frem, skal hjælpes.«

»Jeg tror ligodt, jeg gaar over Odense og Assens og tar den med smaa Skridt,« sagde Skomageren; »men jeg skal tænke over det. Kun vil jeg bede dig om, at det bliver mellem vos. Folk gjør Nar ad saadan nøve, indtil de sejr, det gir Penge.«

I det samme kom hele Pigeklyngen, lys, flagrende, leende — to og to, Arm i Arm. Line stak noget af i sin graa Kjole; hun var ogsaa den højeste.

Hesteprangeren løftede høfligt paa Hatten og talte dem spøgende til. Han havde Ord for at være kvindekjær. Jens Skomager drev forlegen af for sig selv i store Spekulationer, smaafnisende og med mange sælsomme Grimacer.

IV.

Lines Bryllup stod en af de sidste Dage i Juli. Alt som Tiden nærmede sig, blev Lars Top meget optaget af Begivenheden; der var en hel Del Renderi: Tillysning hos Præsten, Indkjøb hos Slagter og Kjøbmand, Indbydelser, Anmodning om Vogne og meget andet. Det gjaldt om at kunne modtage Svigersønnen anstændigt. Han var ikke blot Søn af en udenlandsk Velhaver, han var tillige — efter Lines Beskrivelse, — en ualmindelig dygtig Arbejder, stor, stærk, alvorlig, ædruelig, havde, kort sagt, en Mængde Egenskaber, som Lars helt eller delvis manglede; derfor fyldte Billedet af Svigersønnen ham med Ærefrygt; han blev altid højtidelig stemt, naar han nævnede ham for andre. Derhos vidste han, at Forholdene i Skovstrup vare smaa i Sammenligning med de kjøbenhavnske.

Brylluppet stod saaledes af, at Brudgommen ankom Dagen forud til Skovstrup og laa hos Hestehandler Nielsens om Natten, da Lars Top naturligvis ikke havde passende Lejlighed at byde ham. Nielsens Befordring, som var den fineste i Byen, kjørte for Brudeparret til Kirken — paa Forsædet sad Kusken og Skolelæreren. Bag efter kom Jakob Mikkelsens lakerede Fjedervogn, og paa den kjørte de øvrige Bryllupsgjæster, nemlig Nielsen og hans Kone, Jakob Mikkelsen og hans Kone.

Bruden var i sort, ulden Kjole med bart Haar, Myrtekrans og langt, hvidt Slør. Brudgommen var i blaat Diagonal med Talmikjæde, sorte Handsker og Silkehat. Mellem Smedjen og Gadekjæret stod alle Skolebørnene opstillede for at se Toget drage forbi; de havde naturligvis faaet fri i Anledning af Brylluppet, da Skolelæreren ikke paa én Gang kunde synge i Kirken og holde Skole.

Klokken halv tolv om Formiddagen fandt Vielsen Sted i Herninge Kirke, Klokken halv to kom Suppen paa Bordet, fulgt af Flæske-, Ande- og Oxesteg med nye Kartofler og Agurkesalat, derefter Kransekage. Til Stegen fik Mandfolkene et Par Snapse Brændevin, til Kagen blev der drukket Medoc Nr. 1 og Gammel fransk Vin. Desuden blev der til Ære for Ditlevsen og P. Nielsen serveret med Bajerskøl.

Klokken tre holdt Jakob Mikkelsens Vogn atter for Lars Tops Laage for at kjøre Brudeparret til Stationen; de skulde rejse samme Dag med Firetoget til deres nye Hjem i Kjøbenhavn.

Jens Skomager havde just den samme Dag været i Odense for at bestille Sedler til sine Sværteæsker i et derværende Stentrykkeri; han kom hjem med Firetoget og mødte saaledes Brudeparret paa Perronen, som de stod og ventede paa det forsinkede Jyllandstog. Line gik hen til sin fordums Skolekammerat og gav ham Haanden; hun havde ligesom et let Rosenskjær af Lykke og lykkelig Forventning over sit blege, langlige Ansigt med de graa, alvorlige Øjne.

Jens blev rød i Kinderne af Undseelse. Han skød de store Øjenbryn op, bukkede forlegent og sagde smaafnisende:

»Jeg gratulerer.«

»Kommer du engang til Kjøbenhavn, Jens,« sagde Line, »maa du da ikke glemme at besøge os. Du kan altid faa vor Adresse hos mine Forældre.«

Jens takkede, saa godt han formaaede, og skjævede hen til Ditlevsen, som stod tavs, højvoxen og mut ved Siden med en Vadsæk i Haanden.

De nygifte flyttede ind i en to Værelses Lejlighed i Saxogade, tredje Sal. Foruden de to Værelser var der naturligvis et lille Køkken og et Pulterkammer. Ditlevsen havde Arbejde ved de nye Bygninger i Øhlenschlägersgade ud imod Kalveboderne, var som hidtil flittig, ædruelig og tjente gode Penge.

Line vilde ogsaa gjærne yde sit Bidrag til Underholdningen; hun sad jo ene hjemme hele den lange Dag og havde ikke ellers noget synderligt at tage sig for, men Ditlevsen forkastede alle Forslag, hun i den Anledning kom med; han vilde ikke, at hans Kone, hvis de engang blev rige Folk, skulde være kjendt som simpel Arbejderske. Det eneste, han gik ind paa, var, at hun modtog Hæklearbejde fra en stor Forretning inde i Byen. Det var en Haandgjerning, hun var ret flink til, og naar hun var flittig, kunde hun derved tjene fyrretyve Øre om Dagen; det var ogsaa værd at tage med.

Line havde Sans for det rolige, det regelbundne og sikre. Alt maatte hun have paa det rene — fast Grund under Fødderne. Hendes lille Dagligstue var som blæst. Paa Langvæggen stod en Sofa med brunt Damask-Betræk og rundt, poleret Nøddetræs-Bord foran. Desuden var der i Stuen fire polstrede Stole, ligeledes med brunt Damask, en Piedestal, en Rørstol og en Gyngestol — sort lakeret med forgyldte Snirkler paa Rygstødet. Ved det ene Vindue sad hun selv foran sit lille Sybord og hæklede Alen efter Alen af Blonder og Mellemværker, foran det andet Vindue stod Ditlevsens Skrivebord. Der var hvide, luftige Gardiner fra Loft til Gulv, et Par taalelige Lithografier paa Væggene og Plüsches Tæppe under Bordet. Ind til Sovekammeret stod Døren aaben, saa man skimtede det hvide Sengetæppe.

De holdt deres Maaltider i Køkkenet for saa meget som muligt at skaane Stuen. Ditlevsen fandt det noget besværligt at forlige sine tilkalkede Arbejdsklæder med de Hensyn, Line krævede taget til Stuen og Sovekammeret, men hans retlinede Natur fandt Fordringerne billige, og han vænnede sig til hver Aften, naar han kom fra Arbejde, ikke blot at holde Storvask paa sig selv i Køkkenet, men ogsaa at klæde sig om og expedere Arbejdstøjet ind i det lille Hummer, der som ovenfor sagt bar Navn af Pulterkammer.

Naar de havde spist til Aften, satte han sig i Gyngestolen og fortalte et eller andet nyt fra Arbejdspladsen. Tobak røg han ikke. Hun ligesaa, hvad hun i Dagens Løb havde set, hørt eller tænkt, ogsaa et og andet Træk hjemme fra, som randt hende i Hu. Men det endte snart med, at han satte sig hen til Skrivebordet, tog Papir og Blyant frem og begyndte at gjøre Udkast og Overslag til et eller andet Byggeforetagende, som han havde faaet Nys om. Naar hun saa havde lagt Hækletøjet til Side, vilde hun helst sidde hen hos ham og følge med i hans Beregninger; men det fik hun ikke Lov til. Han var lidt mut og myndig af Væsen, og det kom frem paa saadan Tid, naar han tilkjendegav, at han ikke vilde forstyrres. Han mærkede godt, at Line trak sig stødt tilbage, men det tog han intet Hensyn til. Hun skulde nok faa sin Part, naar den Tid kom, at Overslagene bar Frugt, naar de bleve rige. Det var ham, der skulde udføre alt, derfor maatte hun finde sig i, at han var lidt af en Hersker. Hans Herredom var endnu kun lidet, egentlig kun til i Tanken, men det skulde nok blive Virkelighed, og da ogsaa blive stort.

De havde fundet hinanden, dragne af de fælles Egenskaber: det solide, arbejdsomme, husholderiske, havde fundet hinanden som to jævnbyrdige Naturer, der indgaa Staldbroderskab til gjensidig Væxt og Værn; noget dybere var ikke imellem dem. Det eneste, der kunde varme dem op, var Tanken om engang at blive rige; det var deres Helligdagsfornøjelse at fantasere i Forening eller enkeltvis over dette Thema.

De havde været gift i to Aar. Det andet Foraar havde Line født en lille Datter til Verden. Barnet døde strax efter Fødselen, og Line havde skrantet den meste Sommer, først hen imod Høst begyndte hun at komme noget til Kræfter igjen. Ditlevsen havde i Følge sin Plan begyndt at arbejde for egen Regning, men ikke endnu havt synderligt Held med sig. Han var bleven mere knap, mere indesluttet end før; Line følte sig ofte trykket af hans Tavshed; det var som om han flettede sig ind i et Hylster af Beregninger og Spekulationer og blev borte, blev fremmed for hende. Og efter at hun havde holdt dette døde lille Barn i Favn, var der kommet noget svagt, noget blødt op i hendes Sind, som hun ikke tidligere havde fornummet. Maaske det var, fordi hun havde jordet et lille Legeme, der var Kjød af hendes Kjød, maaske fordi hun var legemlig syg saa lang Tid. Hun trængte til Varme, til Meddelsomhed, til at tale og at høre tale; hun begyndte at føle sig ene og at længes — hun vidste ikke efter hvad.

En Formiddag kom der Bud fra Arbejdspladsen og meldte, at Ditlevsen var falden ned fra et Stillads og kjørt til Hospitalet.

Hun skyndte sig derud. Han havde knækket to Ribben og var bleven slemt forslaaet, men Livsfare var der heldigvis ikke Tale om.

Denne Ulykke skete i Oktober. Line var daglig derude for at se til ham, det gik ogsaa efter Ønske fremad med Brud og Skrammer, men alligevel var der noget, som ikke vilde komme i Orden igjen, noget i Brystet, som førte Feber med sig og tog Kræfterne.

Vinteren nærmede sig, og endnu lod det sig ikke forudse, naar Ditlevsen vilde kunne udskrives af Hospitalet. Line forlangte at faa Rede paa deres Sager, hun trængte til lidt Skillinger. — Ja hun kunde henvende sig til hans Kompagnon og faa, hvad hun trængte til. Men Line havde ikke Lyst til at tære mere end højst nødvendigt paa dette tvivlsomme Tilgodehavende, desuden begreb hun, at den Kilde maatte snart tørre ud; det gjaldt derfor om at finde et Erhverv, der betalte sig bedre end Hækleriet.

Omsider lykkedes det hende. Hun fik Arbejde paa en Papirposefabrik, drak sin Kaffe tidligt om Morgenen hjemme, tog Mad med sig og var borte hele Dagen, et Løb hen til Hospitalet og sent hjem om Aftenen. Hvor var det tungt og trist at komme hjem til de smaa Stuer, der havde staaet tomme hele Dagen og ventet paa hende!

Ditlevsen laa paa Hospitalet den hele Vinter, det hele Foraar. Han var nu saa vidt kommen sig, at han kunde udskrives, men Kræfterne lod meget tilbage at ønske; det anbefaledes ham at drikke saa megen Mælk som muligt og at spise Æg.

Sin egen Familie havde han i al denne Tid intet hørt fra. Efter sit Bryllup havde han ganske brudt med den. Det kunde være med al Forsoning, til han blev rig engang, saa skulde de nok kjendes ved ham og Line, naar de i Pomp og Pragt holdt deres Indtog i Suserød.

Men en af de sidste Dage, han skulde tilbringe paa Hospitalet, kom hans Søster helt uventet og uanmeldt for at se til ham. Det havde rygtedes til hans Hjem, at han var falden ned og havde ligget paa Hospitalet den hele Vinter, og saa havde Moderen overtalt hende til at tage ind og forhøre, om han ikke trængte til et eller andet, om han ikke vilde med hende hjem. Hun spurgte selv Lægen, om han ikke havde godt af at komme nogle Uger paa Landet. Jo det var netop det, han trængte mest til.

»Du véd vel nok, at jeg er gift,« sagde han.

»Men din Kone har formodentlig ikke noget imod, at du bliver rask igjen saa hurtigt som muligt.«

»Jeg venter hende hvert Øjeblik, saa kan vi tale om det.«

»Ja gjør I det,« sagde Søsteren og rejste sig. »Saa skal jeg komme igjen i Morgen tidlig og høre, hvad det bliver til.«

»Vil du ikke vente lidt og hilse paa Line?«

»Det kan være det samme. I Morgen ser jeg hende vel, hvis saa er, at du bestemmer dig.«

Line og hendes Svigerinde mødtes i Porten; men de kjendte naturligvis ikke hinanden.

Ditlevsen fortalte strax om Besøget og det Forslag, hans Søster var fremkommen med. »Jeg kunde ikke rigtig besinde mig i Øjeblikket,« sagde han, »især ved det, at ogsaa Lægen raadede til, og nu fortryder jeg det; nu ser det maaske ud, som om det er dig, der ikke har villet.«

»Du synes ikke om at tage derud?«

»Nej. Jeg har ikke nødig at tigge Mælk eller trygle om frisk Luft. Kræfterne kommer nok igjen, saa snart jeg blot kommer bort herfra — saa kan man da ogsaa tænke paa at tjene lidt igjen. Dette er jo den rene Ruin.«

»Det kan dog være, at Forslaget ikke er saa ilde,« sagde Line til hendes Mands Forundring. »Det er net af din Søster, at hun kommer herind; det er dog dem, der saa gjør det første Skridt, og du havde jo alligevel bedst af at komme lidt paa Græs,« tilføjede hun med et blegt lille Smil, »lige i den varmeste Tid.«

»Der var ingen, der bad dig med. Det stødte mig.«

»Det maa du ikke tænke paa,« sagde Line behersket. »Det kommer maaske næste Gang. Saa er der ogsaa en anden Ting: Jeg véd ikke, om jeg kan tjene Opholdet til os begge, især al den Mælk og de dyre Æg. Vi sparer ikke saa lidt ved, at du tager der ud.«

Da Sagen var afgjort, blev Ditlevsen helt oprømt og fik røde Pletter paa Kinderne. »Du kan tro, Line, at jeg skal spise Æg og drikke af Bøtten som nogen Mælkekalv. Og saa skal vi se noget længere hen, saa skriver jeg dig til, og saa kommer du ud og henter mig.«

»Det gjør jeg,« sagde Line og undrede sig i sit stille Sind over, at Ditlevsen under sin lange Sygdom var bleven som et Barn i visse Henseender og mest der, hvor man sidst skulde have ventet det. Hun havde ganske vist ikke sagt ham, at hendes bedste Kjole og hendes Sommerstykke for længst var gaaet paa Laanekontoret, men han maatte da kunne begribe, at hun ikke kunde faa Penge til overs til at rejse til Sydsjælland for, og han vilde dog vist ikke, at hans Fader skulde sende hende Rejsepenge.

Hun havde heller ikke Grund til under de nuværende Forhold at vente et saadant Omslag, som Ditlevsen lod til at tænke paa, med pludseligt udbrydende Hjærtelighed og fuld Indlemmelse i Familien. Efter hvad hun havde lagt sammen af forskjellige Smaatræk, som Ditlevsen nu og da havde meddelt fra sit Hjem, forstod hun, at de tilhobe vare haarde Halse, og Ditlevsen selv havde jo noget af det samme, naar det kom over ham. Hun havde Materiale nok til at danne sig et ret godt Billede af Krofolkene i Suserød.

Det blev saa aftalt, at Ditlevsen skulde kjøre lige fra Hospitalet til Banegaarden og tage af Sted med Masnedsundtoget allerede den følgende Formiddag Klokken ni. Line gik hjem og fik travlt med at efterse hans Tøj. Nu var hun glad ved, at det var hendes Sommerstykke og Kjole, der stod paa Laanekontoret, og ikke hans Vinterfrakke, som hun havde følt sig fristet til at ofre først, hvad der ogsaa havde været det naturligste. Hun var endnu samme Aften med en fuld pakket Vadsæk paa Hospitalet og lovede at møde ved Banegaarden næste Dag, naar Toget skulde afgaa.

Det var en raakold Blæstmorgen i Slutningen af Maj, da Line med sit graa- og hvidtærnede Shawl over Hovedet ilede fra Vesterbrogade og hen til den store Banegaard. Vimplerne fra Tivoli vred sig i lange Bugtninger og sled som i Fortvivlelse for at slippe løs fra deres Stænger; Sand og Grus hvirvlede i tætte Skyer ned ad den brede Passage efter Klampenborg Station; Træerne ovre i Jærnbaneboulevarden bøjede deres Grene med det spæde, lyse Løv næsten til Jorden for de vældige Kast, der slog ned over Taganlægget paa National; Droskekuskene satte Hovederne mod Vejret og raabte Varsko i et Væk. De havde ondt ved at holde Øjnene oppe, og Fodgængerne havde saa travlt med at passe paa deres Hatte, at de glemte at se efter Vognene.

Line stod i den store, graa Forhal indsvøbt i sit Shawl, trykket op imod Karmen bag den ene af de lukkede Glasdøre. Hun iagttog nøje hver Droske, der kom og holdt op for Trappen, men det var stedse fremmede Ansigter, der stege ud. Endelig kom den rette. Hun kunde kjende den i lang Frastand paa Vadsækken, der stod hos Kusken. Først steg Søsteren ud, men Line fik kun et Glimt af Ansigtet at se, da hun strax igjen vendte sig for at hjælpe den syge. Det var, som om hun først nu kunde se, hvor skarp og gusten, han var kommen til at se ud, da hans Ansigt kom til Syne i Droskedørens Ramme. Line vidste ikke, hvorfor hun ikke løb ud til Vognen og rakte Haand til, da han steg ud — hun havde lige som en Følelse af, at hun var retløs som evneløs.

De to Svigerinder hilste køligt paa hinanden og meget flygtigt, thi Ditlevsens Søster løb strax til Billetkontoret for at løse Billet til sig og Broderen. Line blev staaende hos sin Mand; det var til højre inden for Døren.

»Nu skriver du da, saa snart du kommer derud, at jeg kan høre, hvordan Turen er staaet af,« sagde Line.

Det lovede han.

»Hvordan har du det ellers i Dag?«

»Aa jo. Det kunde være værre.«

»Har du sovet godt i Nat?«

»Nogenlunde. Naar jeg blot ikke svedte saa meget.«

»Kom saa!« sagde Søsteren, vinkede og gik foran hen imod Døren til tredje Klasses Ventesal. Der viste hun Betjenten sine to Billetter.

Ditlevsen og Line fulgte efter.

»Har De Billet?« spurgte Betjenten Line.

»Nej,« svarede Line og huskede i det samme paa, at hun heller ikke havde Penge til Perronbillet. »Far vel, Ditlevsen! Lykkelig Rejse! Gud give, du maa komme rask hjem!«

Folk trængte paa, Adgangen maatte være fri, Ditlevsen sansede ikke, hvorfor Line ikke gik med længer, sagde far vel til hende anstrængt, aandsfraværende og passede blot paa ikke at tabe Søsteren af Syne.

Det kom med ét over Line, som om de nu alligevel tog ham fra hende og skilte dem for bestandig, som at nu slettedes ud, alt hvad hun og han i Forening havde drømt om Lykke. Ja hvad Lykke havde hun og han forresten drømt om? De havde stillet op nogle Rigdomstal ligesom Børnene, naar de leger, og Drengen kundgjør sin Søster: Nu er jeg Konge og ejer ti hundrede tusende Millioner Daler. — Gud véd, om det var saa stor en Lykke at være rig? Jo det var det, men hun blev det vist aldrig.

Tomt det hele, da hun fra Banegaarden skyndte sig til sin Fabrik. Hvor grænseløs graat, forladt, glædesløst, ensomt!

Det var en Onsdag, han rejste. Om Søndagen fik hun et lille Brev fra ham. Han var lykkelig og vel kommen til sit Hjem, men han var meget træt efter Turen.

Hele den følgende Uge ventede hun forgjæves. Hun begyndte at blive alvorlig urolig for ham, om det skulde være bleven daarligere. Endnu en Uge, saa kom der et Brev med en fremmed Haandskrift. En heftig Lungebetændelse havde dræbt ham. Den og den Dag skulde han begraves. Det var Søsteren, der havde skrevet.

Ikke en Hilsen, ikke et Ord fra ham. Hvad skulde han hilse? Den eneste Drøm, de havde havt fælles, var uigjenkaldelig bristet.

Hun blev kold efter dette, isnende kold. Hun kom heller ikke til at græde, thi det var ikke saa meget Sorg, der fyldte hende, som snarere en Følelse af, at han havde bedraget hende. Han havde, sikker og myndig, lovet hende en Arbejdsdag med voxende Velstand og Anseelse, han havde grebet ind, formet og ledet hendes uklare Pigetanker og Ungdomsdrømme, til Idealet havde vist sig for hende i Skikkelse af disse femten Tusende om Aaret — aldrig mer eller mindre — og overladt hende ene de lange Dage ved Hækletøjet, for at hun uforstyrret kunde tænke dem anvendt i Landsted ved Strandvejen med Ekvipage eller i Rejse paa anden Klasse til Fyn for at besøge sine Forældre eller i fine Middage, hvor en Etatsraad førte Fruen i Huset til Bords — og Fruen i Huset var hende.

Nu gjaldt det, om hun kunde blive glad ved Fabriken og de graa Papirposer og et Tagkammer.

Begravelsen. Ja hvad havde hun dér at gjøre? Man jog hende vel ikke ud, hvis hun kom, men møde alle disse Blikke, fremmede og fjendtlige, blive maalt og vejet — hun som alt længst var funden for let! Hvor skulde hun heller faa Raad til den dyre Rejse?

Hun gik til Fabriken den Dag som de andre i sine gamle Hverdagsklæder; men gjennem Drivremmens slidende Lyd og det tørre Papirs raslende, bladende Hvislen var det hende bestandig, som hun hørte Malmen af en fjærn Kirkeklokke synge, og det var som om alt, langsomt og stille, døde i hende.

Til Efteraaret flyttede hun. Hun havde lejet sig et stort og ganske net Kvistkammer i samme Gade. Det meste af Bohavet solgte hun, kjøbte sig en Sovesofa i Stedet for Tospændersengen, fik afgjort sit Mellemværende med Laanekontoret og beholdt endda 120 Kroner til overs. Hun satte dem alle i Sparekassen og var glad ved at have en Nødskilling.

Hun skulde give sex Kroner om Maaneden i Husleje, men fik det senere hen ordnet saaledes med Værten, at hun kom til at bo gratis imod at vaske Fortrappen og Køkkentrappen hele Huset igjennem. I Fabriken kunde hun Sommer og Vinter tjene fem Kroner ugentlig, saa hun slog sig vel igjennem. Hun havde da kun sig selv at sørge for.

V.

I Skovstrup indtraf omtrent ved samme Tid og kun med fjorten Dages Mellemrum to Dødsfald. Det ene havde man ventet længe paa, det var gamle Niels Væver; det andet kom uformodet, det var Hestehandler Nielsens Hustru. Det paafølgende Efteraar solgte Nielsen sin Gaard, opgav Handelen og flyttede til Kjøbenhavn for at leve af sine Penge.

Hele Besætningen, Avlsredskaber, Kar, Baljer, gammelt Bohave og en Mængde Skramleri blev solgt ved Løsøreauktion — de bedste Møbler, Sengklæder og Dækketøj tog han med sig, saaledes at han læssede dermed en Jærnbanevogn og lod den afgaa Dagen, før han selv rejste. En ældre Pige, der havde tjent i Gaarden i mange Aar, tog han med som Husholderske.

Lars Top havde forestaaet Pakningen af Glas og Porcellæn, Beviklingen af Møblerne med Halmbaand og Anbringelsen af Bastmaatter som Overtræk, var Chef paa de tre Flyttevogne, der afgik til Stationen med Godset, havde til syvende og sidst forestaaet Paalæsningen derude og sad nu efter vel udført Arbejde paa Restavrationen tillige med de tre Flyttevognskuske for at kvæge sig efter de udstandne Strabadser. Nielsen havde givet ham fem Kroner til Fortæring, de havde i Forening expederet et Utal af Smørrebrødsstykker med behørige Snapse og halve Øller og vare just ved Punschen, da Toget fra Odense rullede frem foran Perronen.

Lars Top, som i Dagens højtidelige Anledning med sine Fortænder havde slidt Spidsen af en Cigar og derefter drejet denne et Par Omgange langs Tungen for at styrke Dækbladet, fik blandt de udstigende Øje paa Jens Skomager. Han bankede med et Par Fingre paa Vinduet, vinkede og nikkede.

Jens viste sig i Døren ind til Restavrationen.

»Vil du kjøre med hejm!« raabte Lars Top og satte Damp paa.

»Hvis det ikke varer for længe her,« svarede Jens og skød med et Smil Brynene til Vejrs.

»Vi er mejst færdige. Kom hid og sæt dig ned. La vos faa nok en Puns, Jomfru?«

»Naa saa I sidder og punser,« sagde Jens og tog Plads hos Selskabet.

»Det gjør vi. Men vi har aa havt et grovt Arbe. Det var en farlig Vægt, der var i de Kasser, og Skatolet var nær bleven vor Mester.«

»Og saa havde du vel stadig ved den tunge Ende, Lavs,« fniste Skomageren.

»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager. Vil du ha en Cigar?«

»Hvis hun kan trække og er værd at ryge.«

»Nu kan du prøve dig til. Væsgo, det er Nejlsen, der trakterer. Har du været ude at kjøbe Læder?«

»Nej, jeg har solgt.«

»Læder?«

»Nej mit Hus.«

»Det er Løgn val. Er det Mejningen, at du vil flytte fra Skøvstrup?«

»Det er jitte bestemt paa inøv.«

»Hvad fik du for'et?«

»Penge.«

»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager; men der er aldrig nøve Menneske, der kan blive kløv aa dit Krej. Du gir val Lejkjøb?«

»I trænger jutte til nøve,« mente Skomageren.

»Vi har faaet, hvad rimeligt kan være,« svarede Lars, »men en god Stykjæp skal vi aldrig sige nej til.«

»Jeg vil ikke ha mer denne Gang,« sagde den ene af Kuskene. »Nu er det bedst vi ser at faa Hestene for.«

»Vi kan jo ha Lejkjøbet til Gode til Søndag Aften,« foreslog en anden Karl. »Saa besøger vi Skomageren, og saa skal han komme til at punge ud.«

»Kom kun I,« sagde Jens og smaafniste. »I skal være valkomne.«

»Det er et Ord,« sagde Lars Top. »Og saa drikker vi til Bunds. Skaal, Karle! Skaal, Jens Skomager!«

Søndag Eftermiddag slog Lars Top ganske rigtig et Slag op gjennem Byen, fik fat i de tre Karle og drog med dem i Forening til Huset med de kornblaa Vinduer. Men den grønne Dør var lukket og laaset. Lars gik ind hos Naboens for at forhøre, hvor Skomageren var henne, og der fik han den Besked, at han var rejst bort, men hvor han var rejst hen, havde han ikke talt noget om, og saa havde de naturligvis heller ikke villet spørge, for det kom jo ikke dem ved, hvad Jens Skomager tog sig til, naar han ellers ikke kom dem for nær. Forresten havde de lovet at have Opsigt med Huset til de nye Folk flyttede ind, og til Vederlag havde Jens foræret dem den bedste af den gamles »Klokker.«

»Naa saa han kommer itte mejr?« spurgte Lars Top paa Forbavselsens Kraterrand.

»Det kan mejst lade.«

»Og hans Værktøj og Bohave?«

»Det følger med i Kjøbet. Han har solgt den nye Skomager Rub og Stub.«

»Er det en Skomager?«

»Ja, en fra Frøbjerg.«

Jens var rejst lige til Kjøbenhavn, men havde holdt alle Forberedelser saa omhyggelig skjult, som om baade Salget og Rejsen vare Handlinger af den mest graverende Art. Efter at have solgt Huset var han Mand paa saadan noget som en elleve Hundrede Kroner; han opgav Sylen og vilde herefter udelukkende hellige sig Sværten, hans egen »Opfindelse.« Ligesom Lars Tops Line var ogsaa han paa sin Vis lidt af en Drømmer. I slige Eremitkolonier som Skovstrup, synker ørkesløse Naturer gjærne hen i Sløvhed, medens de mere virksomme holde sig en Drømmeverden jævnsides den virkelige, hvor Tilværelsen tænkes at tage sin Begyndelse om saa og saa mange Aar. Thi saa vel i Opvæxten som senere hen bliver der saa mange ensomme Stunder, hvad enten det nu er Arbejdsstunder eller Hvilestunder; Omgivelserne og Oplevelserne formaa ikke at beskjæftige Sanserne helt, alt omkring én ligger i stille Ligevægt, der er intet dér, som jager, optager eller hidser Syn og Nerver. Skoven slaar sin tavse, hvilende Bue om Landsbyen, Straatagene hænge hvilende over de lave, lyse Vægge; der er Hvile i Skyen, som sejler lydløst hen over Mark og Mose, i Storkens Flugt, i Poplernes rislende Sus; der er Hvile i selve Sliddet, i Plovhestenes lange Hammeltræk, i de tunge, taktfaste Plejelslag fra Loen. Derfor bliver der Tid og Ro og Trang til at bygge denne Drømmeverden op ved Siden af den virkelige, og naar man engang har den, hvor er det da ikke hyggeligt at gaa derind i hver en ledig Stund, forbedre, rette, udsmykke Detailerne hist og her — inde i denne Verden, som kan blive virkelig om saa og saa mange Aar!

Hvorledes Lines Drømmeland var beskaffent, have vi set — der var alt solidt og grundmuret med »Forraad for mange Aar;« Jens Skomagers var en uendelig Tunnel af Sværte og Sværteæsker. I al den Tid, han havde drevet Skomageriet i Skovstrup, havde hans Tanker syslet med denne Sværte; af og til kunde han i en ledig Stund anstille Forsøg med en ny Tilsætning, men ret egentlig tilhørte Sværten hans Drømmeverden. Naar han gik de lange, ensomme Ture gjennem Skovene til Stationen eller ad de krumme, lukkede Gyder til Herninge var han stadig optagen af at give Æskerne Form, Etiketten Farve, at finde Navn til Sværten, søge Agenter og forfatte Bekjendtgjørelser. Nielsen havde været paa Nippet til at gribe virkeliggjørende ind, da Tilfældet havde røbet ham Skomagerens Hemmelighed; hjælpsom og foretagsom havde han nær bragt Jens ud af Ligevægt, thi dette Tilbud baade om Penge og Kjøbenhavnsrejse vilde jo paa én Gang give hans Fremtidsverden Kjød og Blod. Jens blev halv angest, da han saâ, at nu kunde det blive Alvor, hvad Dag han vilde, og det var mere denne Angest for Virkeligheden end de Betænkeligheder, han ved Skovballet udkrammede for Nielsen, der gjorde, at han afslog Hestehandlerens Tilbud. Desuden var der Hensynet til Faderen og Frygten for at komme i Afhængighedsforhold til Nielsen. Alligevel havde det givet ham et Stød fremad, at han var kommen til at staa Ansigt til Ansigt med Virkeligheden, saaledes at han nu, da Faderen var død, og han var bleven Herre over en ikke ringe Kapital, turde gaa over sin Rubicon.

Jens havde længe spekuleret paa et Navn til sin Sværte. Naar han læste en Avis — ny eller gammel — naar han kigede ind ad et Boghandlervindue i Odense, naar han saâ et Landkaart eller et Opslag paa Banegaarden, var det ham altid i Tankerne at finde et vellydende Navn. En lang Tid standsede han ved Navnet Verona, men siden blev det forbedret ligesom Sværten og antog Formen Veronika, og under dette Navn kom den frem. Æskerne lignede smaa Sardindaaser, men vare naturligvis kun af en meget let Folie, broncegyldne, ovale. Hen over Forsiden laa klæbet en rudeformet Seddel, zinnoberrød af Farve og med store mørkegrønne, hvidrandede Bogstaver.

Han tog Patent paa sin Sværte, lejede sig en Kjælderlejlighed i Store Kongensgade; ved Avertissementer, Plakater og Indpakningspapirer om Æskerne oplystes man om Fabrikens Adresse og Navnene paa Hovedforhandlerne. Og nu begyndte Tilvirkningen efter en stor Maalestok.

Hestehandler P. Nielsen havde lejet sig en første Sals Lejlighed paa Gamle Kongevej i Nærheden af Søerne. Begge hans Døtre vare gifte og boede i Fyn, den gamle Pige Maren Kirstine styrede Huset ene, kun ved Vask og større Rengjøring tog hun en Kone til Hjælp fra det kvindelige Arbejderkontor i Absalonsgade. Nielsen havde saaledes boet et Par Aars Tid i Hovedstaden og befandt sig overmaade vel derved. Han gik lange Morgenture, røg af lange Piber og sov lange Middagssøvne. Om Aftenen var han kun hjemme, naar han havde fremmede, var ellers Gjæst i et eller andet Theater i Vintertiden og lod sig om Sommeren træffe i Tivoli, Alleenberg eller et lignende Forlystelses-Etablissement af højere eller lavere Rang. Hans Dagværk var sluttet, han levede kun for at more sig paa bedste Maade.

En Vaskedag mødte som sædvanlig en Kone fra Kontoret. Hun ringede paa ved Køkkentrappen, Maren Kirstine lukkede op — traadte et Skridt tilbage og slog forbavset Hænderne sammen.

»Men er det ikke Lars Tops Line?« udbrød hun.

Foran hende stod en høj, lyshaaret Kone, fyldig og stærk af Bygning med et blegt, langagtigt Ansigt og graa, rolige Øjne.

»Det var et mærkeligt Træf det!« sagde Line og traadte ind. »Saa I bor her! Hvordan lever du, Maren Kirstine?«

»Godt nok. Hvordan har du det?«

»Ja mig er det gaaet ned ad Bakke med, som du vel nok véd. Siden Ditlevsen døde, har jeg maattet slide for Opholdet.«

»Ja Herre Gud! Gak hen og sæt dig ned, Line. Det var da morsomt, at vi skulde træffe hinanden saadan. Nu vil vi allerførst have Kaffen.«

Kaffen blev drukken, og meget var der at tale om baade af nyt og gammelt. Saa gik det løs ved Baljen nede i Vaskekjælderen et Par Timers Tid.

»Nu er det bedst vi følges ad op og ser at faa os noget Frokost,« sagde Maren Kirstine. »For Føden skal vi da have. Det er nok ogsaa snart Tiden, at Nielsen skal have sin Kaffe. Han plejer at faa den paa Sengen om Morgenen.«

De fulgtes ad op i Lejligheden, Maren Kirstine tændte Petroleumsapparatet, og Line blev sat til at vaske Kopper af.

»Nu skal du gaa ind til Nielsen med Kaffen,« sagde Maren Kirstine, »han vil ordentlig gjøre Øjne, naar han ser dig.«

»Han kjender mig vist ikke,« indvendte Line.

»Sitte nøve Pjank! Du har aldrig forandret dig en eneste Smule uden barestens det, at du er bleven noget drøjere oven om. Ja vel er det da, at du ikke ser ud til at lide Nød, Line, og hvad det angaar med at slide: det er noget vi maa alle sammen.«

»Jeg kan ikke være bekjendt at gaa ind nogen Steder,« sagde Line, »saadan som jeg ser ud i hele min Vaskehabit!«

»Ja hvordan ser jeg ud? Det behøver du da heller ikke at bryde dig om over for Nielsen.«

Gamle Maren Kirstine stod fast paa, at Nielsen skulde beredes den Overraskelse fastende. Line glattede altsaa Haaret en Smule, mens Maren Kirstine skjænkede Kaffen — strøg de opsmøgede Ærmer ned og tog Bakken. Maren Kirstine selv lukkede Sovekammerdøren op.

Nielsens skjæggede Hoved dukkede op af Puder og Lagen, et Par bistre, søvndrukne Øjne glippede mod Lyset, et Par stærke, hvidskjortede Arme satte imod Madrassen, det gav et Knag i alle Sengens Fuger, og saa rettede en stor Overkrop sig i Vejret, medens hele Ansigtet udtrykte den mest levende Forbavselse.

»Hvad er det? Drømmer jeg — — er det? det er jo Line — — Madam Ditlevsen skulde jeg vel sige. Hvordan hænger det sammen?«

Gamle Maren Kirstine stod i Døren og lo, som hun skulde briste. Mage til Fornøjelse havde hun i mange Aar ikke oplevet.

Nielsen tog imod Kaffen og det varme Wienerbrød, der fulgte med, men hans Øjne veg ikke fra Line under hele den vidtløftige Forklaring, Maren Kirstine gav til bedste. Line selv følte som en Duft af Barndomsminder, af noget der gik forud for Sliddet og Bekymringerne; hun stod med et stort Smil over sit lyse Ansigt og saâ med sine klare Øjne fra Maren Kirstine til Nielsen og tilbage igjen.

Da den gamle var færdig, spurgte Nielsen deltagende:

»Kan De ellers komme ud af det, Line?«

Der jog en Skygge hen over hendes Træk, saa Smilet forsvandt. »Jo Tak, saa længe man har Helbredet gaar det jo.«

»Det var maaske godt for noget, at vi traf hinanden. Nu véd De da, hvor vi bor, dersom De skulde komme til at fejle noget. Og hvis der er et eller andet, jeg kan hjælpe Dem med, saa sig kun De til, Line!«

Line tænkte et Øjeblik paa, om hun skulde bede ham sige du til sig, han havde jo kjendt hende siden hun var Barn; men hun frygtede instinktmæssig for alt for stor Fortrolighed, og tav.

»Er det ikke for strængt Arbejde saadan at gaa ud og vaske?« spurgte Nielsen.

»Jeg har heller ikke været ved det saa længe. Jeg har ellers havt Arbejde paa en Fabrik, men den er gaaet Fallit, og nu maa jeg tage imod, hvad der tilbyder sig for det første.«

»Ja, ja. Jeg skal nok se, om jeg ikke kan skaffe Dem noget bedre. Jeg har mange Bekjendte, og jeg véd, jeg tør anbefale Dem, Line.«

»Det skal De have saa mange Tak for9 svarede Line. »Ja vi skal vel ned til vor Vask igjen, Maren Kirstine.«

»Hun er ligefrem bleven kjøn, siden jeg saâ hende sidst,« mumlede den forhenværende Hestepranger og fulgte hendes ranke Junoskikkelse gjennem Døren, indtil Maren Kirstine lukkede.

VI.

Mellem Vesterbrogade og Kalvebodstrand voxer et nyt Arbejderkvarter op under de stolt klingende Navne: Absalonsgade, Danebrogsgade, Saxogade og Øhlenschlægersgade, korsskaarne af Matthæusgaden og Istedgaden. Sommer og Vinter bygges her, Aar for Aar krybe de lange, snorlige Gader endnu et Stykke længer ud mod den gamle Jærnbanevold og Kysten med taarnhøje Huse paa en i Hast opfyldt Sumpgrund. Naar man en tidlig, stille Sommermorgen staar der ude med Ryggen mod den voxende By, hviler der noget usigelig ensomt og blidt over dette Kystlandskab. Foran os ligger Kalvebodstrand, der vilde flyde i ét med den blege Luft, om ikke Amager som en Blyantstegning laa og zitrede paa Grænsen i Sollyset. Fiskerbaade, nogle med røde, andre med hvide Sejl, glide lydløst ind imod Langebro, hvor Frederiks og Frelsers Kirker hæver sig over Kristianshavns lave Volde, og høje Dampskorstene tage Maal af det gamle Sneglespir. Vender man sig saa fra Solen og den stille Kyst, møder Modsætningen os i al sin Skarphed. Paa et oprodet Terrain med dybe Grøfter, udstukne Gader, gamle Pilehegn og uhyre Affaldsdynger taarne sig de ufærdige Nybygninger med deres blinde Bagsider paa Kryds og tværs; det er som saâ man ind mellem en Mængde endestillede Kæmpeæsker, Vrangsiden af et Theaters vældige Sætstykker. Det er disse Huse, af hvilke nogle siges at skulle indeholde Beboelsesrum for et hundrede og tredsindstyve Familier. Og fra denne Forgrund trække de ligeløbende Gader sig perspektivisk ind, stedse mere graa, mere snevre og mylrende, tabende sig i en rødgraa, uigjennemtrængelig Kultaage. Paa hvert Hjørne af disse Gader bor en Værtshusholder — han er den første, som flytter ind i det nye Hus, — endnu medens Tømrere, Murere, Malere og Snedkere rumstere i det Indre, endnu før der er Lofter, Vinduer, Trapper har han indrettet sig i sin Hjørnekjælder, er Økonom paa Pladsen, og naar Kvarteret efter faa Aars Forløb er færdigt, naar Larmen af de tunge Mørtelvogne, de gjaldende Hammerslag, Arbejdernes høje Varskoraab er dragen længere bort, har Værtshusholderen tjent sig en Formue; — han har solgt Bajere til otte Øre og Smørrebrød til sex.

Nu og da lagde P. Nielsen sin Morgentur om ad Kvægtorvet — Livet der ude vakte gamle Minder, jævnlig var ogsaa der Bekjendte at træffe. Saaledes en Formiddag kort efter Mødet med Lars Tops Line. Fra Kvægtorvet fulgte han Jærnbanevolden til Saxogade; derfra skraanede han gjennem det nye Kvarter op efter Vesterbrogade. I disse Egne traf han uventet en af sine gamle Hestepassere, og denne viste en saa rørende Hjærtensglæde over at se sin fordums Husbond, at denne ikke godt kunde undlade at traktere ham med en halv Øl paa det nærmeste Kjælderhjørne. Beværtningen bar det velklingende Navn »Café Kalveboderne.«

I den forreste Stue sad en Del Mursvende i Arbejdstøj ved deres Frokost. Nogle af dem havde deres egne Madpapirer, andre lode Kaféen servere Frokosten. Den bestod da hyppigt af et stort Stykke stegt, dryppende Flæsk og en Rundtenom tørt Rugbrød. Brændevin og Bajerskøl var der i Overflødighed.

Værten stod bag Disken og tørrede Glas af i et miserabelt Viskestykke. Han var endnu ung og spinkel med et tyndt, gult Overskjæg, var iført en graa, strikket Trøje med brun Bort og havde nedfaldende otte Dages Flip med en gul Knap som Centrum i Stedet for Sløjfe.

»To Tuborger!« sagde Nielsen uden at rokke sin Hat og sendte Værtshusholderen et overlegent Blik i Forbigaaende.

»Meget gjærne,« svarede den tynde i Uldtrøjen, slog lynsnart sit Viskestykke over Skulderen og røg foran Nielsen ind i en bagvedliggende Skumring, hvor han gav sig til at overfare et lille gult Bord med fornævnte Viskestykke, saa Bordet smaadansede paa alle fire.

»Værsartig, mine Herrer! Tag Plads! Det var to Tuborg — skal ske!«

I det samme hævede Mursvendene Taflet og forlod Lokalet. Værten kom med Øllet. Hestepasseren, en lille, tyk Mandsling, begyndte at gjøre Rede for de sidste Aars vexlende Skæbner.

Nielsen sad saaledes, at han gjennem den aabenstaaende Dør kunde se ind i den forreste Stue med et Hjørne af Murernes Bord til venstre i Forgrunden, og i Baggrunden over det Buffeten, bag hvilken Værten atter var i Færd med sine Glas. En høj, mørkhaaret Pige kom ind paa et Raab af Værten og begyndte at aftørre Bordene og rydde op efter Svendene. Da det var gjort, vendte hun sig mod Værten med et Spørgsmaal; hun stod lige op og ned og støttede den højre Haand mod Murernes Bord, saaledes at hun vendte Ryggen til Bagstuen.

Hestepasseren havde lagt Armene paa Bordet, sad fremadbøjet med sit Ølkrus lige under Næsen og lod Munden ustandseligt løbe. Nielsen havde Øjnene ved den kjønne, ranke Tjenestepige med de brede Hofter, den brune Nakke og den blottede Arm med dens lille, røde Albugrube.

»Var han inde her til Frokost?« spurgte hun Værten.

»Nej.«

»Og der blev inte talt om ham?«

»Ikke det jeg hørte.«

»Han har naturligvis været i Skoven med hende igaar. Den er da tydelig nok.«

Idet samme blev Yderdøren slaaet op, og en garderhøj, ung Mand med solbrændt Hud, regelmæssige Træk og sort lille Kindskjæg traadte ind. Overfrakke, lyse Benklæder, Hatten i Nakken og støvede Støvler.

»Nej, der er han!« udbrød Pigen med en glad Latter og vendte sig mod Døren, saa Nielsen fik Profilen af hendes Ansigt.

»Hvor kommer De fra, Jensen?« spurgte hun kjækt, endnu før han havde faaet lukket efter sig.

»Hvor jeg kommer fra! Jeg kommer fra de grønne Græsgange og fra mangfoldige Steder, mit Lam,« svarede Mandspersonen og blev staaende et Par Skridt indenfor Døren med Hovedet en Smule paa Skraa, som om han angrede det.

»Det vil jeg tro. De ser ud til, at De har været med. Hvor har De været?«

»Et Sted véd jeg, hvor jeg ikke har været.«

»De vil kanske bilde mig ind, at De ikke har været i Skoven?«

»Nej, min Snut, i Skoven var jeg.«

»Hvor er det saa, De ikke har været?«

»I Seng, natyrlig.«

Han brød ud i en hæs Latter, slingrede hen imod Disken, idet han gav Hatten et Skub, og sagde til Værten:

»En Bitter og en Vand.«

Derpaa slog han atter et Slag tilbage, stak Hænderne i Lommen og stod en Stund og saâ ud af Dørens Gitterrude, medens Værten skjænkede en tjærerød Bitter og satte den tillige med Sodavandsflasken frem paa en Bakke af galvaniseret Jærn.

»Savnede De mig noget igaar, Lavra!« spurgte han og vendte sig.

»Jaj!« udbrød hun foragteligt. »Hvor falder det Dem ind?«

»De var vel paa Træk med lille Schenck?«

»Naa da!« udbrød Lavra og slog med Nakken.

»Jeg savnede Dem enormt, ganske enormt.«

»Det gore De vist. De var mutters alene derude, kan jeg tænke.«

»Ja ser De, hvad Ensomhed anbelanger — —«

»Jeg véd det, Jensen. De tog bare ud i Skoven for at grublisere. De gik hele Daen lige fra om Morningen og kigede efter en Gren, De kunde hænge Dem i. Man kan jo se det paa Dem, saa medtaget De ser ud.«

»Hold inde med Chargeringen, Lavra!«

»Tilstaar De, at Dora var med?«

»Hold inde, ber jeg. Nævn ikke det Navn. Hun er et grusommeligt Pigebarn.«

»Naar er det gaaet op for Dem?« spurgte Lavra spydigt.

»De martrer mig, Lavra. De er ubarmhjærtig.«

»Og De er — —. Jeg er vis paa, at Dora var med Dem i Skoven igaar. Jeg vil dø paa, at hun var med Dem.«

»Det har jeg heller inte benægtet, mit Lam. Er det ikke netop derfor, jeg er fortvivlet, sort, afkjørt. Ikke blot hele Daen, men hele Natten. Det var umuligt at slippe hende. Tænk Dem, et helt Døgn med det balstyrige Pigebarn. Hun vilde sejle og danse og ryge og drikke og sove — alt paa én Gang. Hun er noget af det mere anstrængende; men nu har jeg ogsaa sagt hende, at det er uigjenkaldelig den sidste Forestilling. Det er forbi.«

»De er væmmelig.«

»Fordi jeg gjør det forbi med Dora. Véd De hvad, Lavra! Det mener dinte.«

»Inte?«

»Véd De, hvad det er i Morgen?«

»Naa?«

»Det er den syv og tyvende.«

»De er utaalelig.«

»Den 27de Maj holder Foreningen »Bravo« Fødselsdag. Og jeg er Medlem.«

»Hvad rager det mig?«

»Der skal være stor Gala. Varm Forret, glimrende Orsjester, glimrende bal paré, som er det allerfineste, der existerer. Vil De være min Dame?«

»Til venstre Haand? Nej Tak.«

»Til højre, aller eneste! til højre, elskede Lovra.«

»Med Dora ved den venstre kanske, for en Afvexlings Skyld? Nej Tak som sagt.«

»Ved min Murske! Jeg sværger, at Dora er død og borte for mig i al Evighed — jeg lod hende tage ene hjem i Morges — — det vil sige, jeg bad Villumsen følge hende og se til, at hun kom lykkelig og vel op ad sin Hønsestige, samt være lidt ridderlig imod hende: tænde hendes Lampe og trække hendes Støvler af — —«

»De er væmmelig, Jensen.«

»Jeg tager forresten en Droske, og hvis saa er, at De vil med, saa holder jeg her og lader Dem hoppe ind.«

»Hvad Tid?«

»Tyve Minutter i otte.«

Han drak sin Bitter og lod Sodavandsproppen springe.

»Ge maj en Segar, Eriksen! — — af den flade.«

»En Segar — skal ske. Værsartig.«

»Saa skal Dora vel med Villumsen?« spurgte Lavra og drejede en Tændstikkeæske mellem Fingrene.

»Gaa væk! Villumsen! Tror De Villumsen er Medlem af »Bravo«. Saa kjender dinte vor Forening, Lavra. Og Dora! Tror De Dora kan komme i det Selskab? Naa, det gjør mig ondt for Pigebarnet, men hun er umulig, rent umulig blandt dannede Mennesker. Ge maj Dikkerne, Lovra!«

Hun strøg en Tændstikke og rakte ham. Da han havde tændt sin Cigar, drak han Resten af sin »Vand« og gav Hatten endnu et Tryk.

»Nu skal det gjøre godt at komme i Seng og snue en fem, sex Timers Tid. Far vel, min Sukkerstang! Jeg skal nok se herind i Aften, saa tales vi nærmere ved.«

Lavra løb ud i Køkkenet. Nielsen kaldte paa Værten og smed klingrende et Kronestykke hen ad Bordet.

»To Cigarer af bedste Sort!«

»To Cigarer — meget gjærne.« Han kom tilbage med den flade Kasse. »Værsartig! Sexten og tolv gjør otte og tyve. Tredive, fyrre, hundrede — — værsartig.«

»Hvor har De faaet fat i den Krafttøs?« spurgte Nielsen og tændte.

»Hun har været sidst i en Kjælder paa Vesterbrogade. Hun er ellers, saa vidt jeg véd, ovre fra Fyn!«

»Mente jeg ikke nok, jeg havde set Ansigtet før. Vi er jo Bysbørn, naar vi ser os til. Mads Mogensens Lavra. Er der noget ved hende?«

Værten løftede paa Skuldrene. »Hija — hun som de andre! Denne Murer er hun helt rundtosset efter.«

»Hvad var det for en Dora? Det er vel ikke en, der for et Par Aar siden sang i »Kisten«?«

»Jo akkurat. Hun saâ forresten meget godt ud og var ligefrem i Vælten en Gang. Her er jo en Masse ulykkelige Djævle — Kontorister og Handelsbetjente, som gaar og drysser om og ikke véd, hvor de skal gjøre af dem selv i den Smule Fritid, de har. Og saa natyrligvis trækker de omkring efter, hvor der er nogen Ballade og Gemytlighed og kommer paa Steder, der just inte altid er af den bedste Sort. Og hvad det værste er, disse pur unge Mennesker, der kommer her ind fra Provinsen, bliver begribeligvis trukken med og kort sagt, det endte med, at hun fik en sølle Dreng paa en atten, nitten Aar, der stod i Kræmmerlære inde paa Gastorvet, i sine Garn; han gav Junkeren, og da hans egen Pottemonix natyrligvis snart var færdig, gik han i Skuffen. Den blev jo snart opdaget, og hvordan det nu gik eller ikke: Dora maatte en Tur paa Vand og Brød. Nu bor hun her omme paa Badevej og holder den gaaende igjen, og hun og Lavra slaas for Tiden om Mureren. Forgangen var Lavra med ham i Figaro, Dora var ogsaa mødt, og alt gik vel til en Tid. Men da de fik noget at drikke, kom det Lavra for, som om Mureren og Dora blev lidt for intime, og nok sagt: Lavra, der har Lemmer som en Smed, ryger løs paa den anden, bukker begge Ender sammen paa hende og verfer hende paa Hovedet ned ad Galleritrappen, saa hun nær havde slaaet sig ihjel paa Stedet. Det syntes Mureren var lidt for grovt, og en Tid lang saâ han ikke til den Side, Lavra var. Men nu er der nok vendt Blad, lader det til; i den sidste Uges Tid er han kommen her hver Aften.«