FRA KVIST TIL KJÆLDER. (continued 2)

Just som Nielsen havde rejst sig og vilde til at forlade Kjælderen fulgt af sin Adjutant, kom Lavra igjen ind fra Køkkenet. Nielsen gik lige imod hende, saâ nærgaaende paa hende og gav hende Haand.

»God Dag, Lavra! Hvordan lever De?«

»Jo mange Tak,« svarede Lavra med al den Dannelse, hun kunde opdrive og uden at røbe nogen synderlig Overraskelse. »Og De, Hr. Nielsen? Ja De bor jo nu her i Hovedstaden.«

»Ja, paa Gamle Kongevej. Har De hørt fra Skovstrup for nylig?«

»Ikke for ganske nylig. Far og Mor er ikke store Skribentere, og de fleste af mine Søskende gaar endnu i Skole; men jeg haaber, at alt staar ved det gamle.«

»Ser De noget til Lars Tops Line?«

»Naj! Men hun har det nok smaat, siden Manden døde, har jeg hørt.«

— — Paa næste Gadehjørne skiltes Nielsen fra sin gamle Hestepasser. Han fik Lyst til, med det samme han var i Nærheden, at opsøge Lines Tagkammer.

Han fandt Husnummeret og begyndte at stige op ad. De vare ikke hyggelige, disse snævre, umalede Trapper med deres knasende Kulbrokker og smaa Mælkepytter paa Trinene, og saa et Par Børn, man skulde passere ved hver Omdrejning. Endelig var han da, saa højt han kunde komme. Til begge Sider aabnede sig en mørk Gang; han famlede sig frem til højre, fandt en Dør og bankede paa; thi heroppe var der intet Ringeapparat. Døren blev lukket op. Line var hjemme.

Hun præsenterede sig i en lys, taalelig ren Bomuldskjole, der klædte hendes høje, fyldige Legeme godt. Hun saâ glad, en Smule smigret ud ved Besøget og bad den store Mand træde ind i hendes ringe Lejlighed.

Hun havde lige faaet Stuen i Orden, det vil sige faaet Dyne og Lagener ned i Sovesofaens Skuffe, faaet Bordet tørret af og givet Gulvet et Par Strøg med en vaad Klud. Foran Sofaen stod et firkantet, nøddetræsmalet Bord med Tæppe og Lampe, et Par Stole derom og paa Væggen modsat hendes Kommode. Der var lysblomstrede Kapper for Kvistvinduet og et Par Blomster i Karmen, paa Kommoden var der sort Voxdugsbetræk, hvorpaa stod et Petroleums Kogeapparat og et Par Kopper, af hvilke hun havde drukket sin Morgenkaffe — den øverste Skuffe tjente som Spisekammer. Hun var glad ved, at hun kunde tage saa pænt mod Nielsen, at hun kunde byde ham ind i sin Stue uden at skamme sig eller gjøre Undskyldning for dens Udseende.

Nielsen selv var synlig overrasket, næsten forlegen. Endelig drejede han en Stol fra Bordet, satte sig sideværts med sin Stok mellem Knæene og lagde Hatten paa Bordet.

»De bor jo saa net, Line, at det er en hel Lyst at besøge Dem. De maa ikke tage mig ilde op, at jeg — —. Ja nu er det jo sket, og saa er jeg vel nødt til at komme frem med mit Ærende.«

Line indskrænkede sig til at smile forekommende uden at ane, hvor den Indledning førte hen.

»Oprigtigt talt var jeg bange for, at De maaske ikke — — at De maaske manglede et eller andet Stykke, og da vi nu er Bysbørn, og jeg jo har begge mine Pigebørn forsørgede, saa vilde jeg spørge lige frem om det eller ogsaa selv se mig det til, og saa skulde De have det, enten De vilde eller ej.«

»Jeg siger Dem saa mange Tak,« sagde Line hjærteligt. »Saa længe jeg har Helbredet, trænger jeg, Gud ske Lov, ikke til noget. Og jeg har da ogsaa en lille Skilling i en Baghaand til at tage det første Stød af, hvis noget skulde ramme.«

»Det glæder mig at høre,« svarede Nielsen og rømmede sig kraftigt. »Jeg har forresten søgt efter Plads til Dem flere Steder hos mine Bekjendte, det vil sige paa de gode Steder; men hidtil er det ikke lykkedes mig. Det skal jo ske saadan lejlighedsvis.«

Line satte sig med et Haandarbejde for den modsatte Bordende, og de talte sammen om forskjellige Ting. Nielsen berørte ogsaa sit Møde med Lavra, og hvad han vidste om hendes Forhold, dog under en særdeles modereret Form.

»Hendes Ulykke er nu den, at hun kaster sig hen til en Gast, der er lige saa ilde faren, lige saa redningsløst fortabt som hun selv. Hvor kan det heller gaa godt?« udbrød Nielsen indigneret.

»Nej, naturligvis — skjønt — — hvad er sikkert i denne Verden?« sagde Line tungt og tænkte paa sin Murer. Han hørte dog til de solide.

»Jo véd De hvad,« sagde Nielsen med selvbevidst Hentydning. »Jeg vil ikke nægte, at der er meget løst, uholdbart; selv af det der glimrer mest, er der alt, altfor meget forlorent — Gud bevares! men der er da ogsaa det som er sikkert, og de Folk, som man helt ud kan stole paa. Ellers var det ikke godt.«

Hun forstod ikke rigtig Forbindelsen mellem denne sidste Bemærkning og Æmnet, men hendes egne Tanker vare nu i det Spor, de saa ofte tog, naar hun var ene. Derfor sagde hun:

»Jeg véd blot, at naar jeg engang ikke kan mer, saa er jeg henvist til Fattigvæsenet og til den kummerlige Barmhjærtighed, der ydes af Folk. Og det synes mig er saa ulidelig bittert, at naar man har slidt og slæbt sit hele Liv og stridt og stræbt for at holde Nøden ude, at Enden saa ikke kan fortone sig en Smule lysere.«

»Ja hvad skal man sige — det er nu engang Naturens Orden og bliver aldrig anderledes. Der vil altid være Folk, der har mere end andre.«

»Naturligvis. Det er heller ikke det. Men jeg kan huske fra min Lærebog, at der stod, at enhver Stand er Gud velbehagelig og af hannem velsignet; naar Kristendommen lærer det, hvor kan der saa i et kristeligt Land være den Forskjel, at nogle faar, hvad de kan leve af, lige til deres Død, og andre kommer paa Fattigvæsenet? Jeg kan nu for Exempel huske gamle Skolelærer Bloch i Skovstrup. Da han ikke kunde holde Skole mer, saa fik han sin Pensjon; da den gamle Sulesnedker, som de kaldte ham, blev lam i Hænderne, kom han paa Sognet og maatte gaa fra Dør til Dør med sin Madspand og Mælkespand. Mon han da ikke havde været lige saa tro og flittig i sin Næringsvej som Bloch, og var hans Stand ikke Gud lige saa vel behagelig?«

»Ja se hvad det angaar — — men forresten vil jeg dog sige Dem, Line, at Regeringen i denne Tid netop arbejder paa et Lovforslag om billige Alderdomsforsørgelser, og Meningen med dem er netop, at enhver Arbejder ved at afse lidt af sin Fortjeneste i de yngre Aar kan erhverve sig Ret til en anstændig Forsørgelse i sin Alderdom, altsaa en ligefrem Pension.«

»Saa?« spurgte Line vantro.

»Jo, men jeg vil indrømme, Lovforslaget har liden Udsigt til at gaa igjennem under de nuværende Forhold. De véd nok, at Rigsdagen og Regeringen er paa Kant med hinanden.«

»Jeg tænkte det. De Folk, der sidder i Rigsdagen, faar vel ikke selv noget Gavn af det, og saa haster det ikke. Det er altid saa, naar der er Tale om, at de smaa skal til Fadet: det haster ikke.«

»Her tror jeg nok, De gjør de store Uret, Line, thi saa vidt jeg véd, er det netop dem, der vil have Loven sat igjennem; men jeg har ikke fulgt synderlig med i Politiken, saa det er Sager, jeg staar udenfor. Jeg hører kun, hvad der siges, og det gaar mig saadan, at naar det er en Højremand, der snakker op, synes jeg, han har Ret, og naar det er en Venstremand, der begynder at præke løs, synes jeg ogsaa dét er billigt; nej, men vi har jo flere Fabriker her i Byen, hvor det er indrettet saadan, at der ugentlig tilbageholdes nogle Øre af Lønnen, saaledes at der omsider bliver en Alderdomsforsørgelse ud af det. Jeg skal have det i Tankerne. Det var ikke umuligt, jeg kunde skaffe Dem Indpas saadan et Sted, og skulde det engang imellem knibe med Bidraget, saa — — saa længe jeg lever — —«

»Ja mange Tak. De er altfor god mod mig, Nielsen.«

»Hør, Line,« sagde Nielsen og rejste sig, »nu skal De give mig Lov til at se op til Dem engang imellem, og saa skal De ligeledes flittig komme hen og se til Maren Kirstine. Hun føler sig noget ene her i Kjøbenhavn, og jeg er jo sjældent hjemme om Aftenen. Lad mig se, De gaar ud og holder hende med Selskab af og til, naar det passer Dem.«

Line takkede ham atter og atter for al hans Venlighed. Især dette Haab om en Alderdomsforsørgelse kastede ligesom en hel Solstribe ind over hendes ensomme Kvistkammer.

VII.

En graakold Novembermorgen gik Line ind ad Vesterbrogade, til »sit Sted«; hun var i tærnet Shawl, Kyse og gamle Støvler. Der saâ hun en Mandsperson staa og kige ind ad Vinduet til en Skomagerbutik, og det var umuligt at tage fejl — det var Jens Skomager.

I det samme vendte han sig for at gaa videre; deres Øjne mødtes. Han studsede; han havde ogsaa kjendt hende.

Han løftede forlegent paa sin Hat, og hun rødmede over sin fattige Dragt — den mindste Smule Blod mere i dette hudskære Ansigt var strax synligt —; men begge to standsede de og gav hinanden Haand.

»Det var da morsomt«, sagde Jens og slog Øjnene ned med en Grimace, som han skulde gaa i Jorden af Blusel.

»Ja du bor jo her«, sagde Line; »det har gamle Maren Kirstine, der holder Hus for Nielsen, fortalt mig. Hvordan har du det?«

»Aa jo, aa jo!« svarede Jens og smaapikkede i Stenbroen med sin Stok. »Saa du kommer hos Nielsens, kan jeg forstaa. Han er en flink Mand, vakker Mand — meget vakker.«

»Ja jeg har ingen Grund til at sige andet. Han har bevist mig meget godt i Sommer. Han har lovet at skaffe mig Arbejde paa en Fabrik, naar der tilbyder sig en Plads, der er værd at tage mod; jeg kommer der altid, naar de skal vaske, og han betaler mig hver Gang to Kroner. Det er hans Taxt, siger han.«

»Vist saa, vist saa«, bekræftede Jens, »meget vakker Mand, Nielsen. Jeg kan forresten godt gaa lidt med her ind ad, saa kan vi følges ad. Det var helt morsomt, at vi skulde mødes.«

»Og du laver Blanksværte?« spurgte Line.

»Jeg laver Blanksværte. Jeg bestiller ikke andet.«

»Og det gaar godt?«

»Meget godt. Aa jo, meget godt. Men det er altsammen i sin Begyndelse.«

»Du har da nok ellers været her et Par Aars Tid nu, har du ikke?«

»Jo vist saa, vist saa. Jeg har været her i et Par Aar, men et Par Aar er ikke saa meget. Du skal forstaa, jeg havde det smaat med Penge, og der skal meget til at sætte saadan noget i Gang. Nielsen var forresten den Mand, der tilbød mig fem Hundrede Kroner til at begynde med, endnu mens jeg var i Skovstrup; han vil gjærne hjælpe Folk; han er af den Slags, som fortjener at have Penge mellem Hænder; men jeg mente, at det var bedre at staa paa egne Ben. Det gaar langsommere, men saa staar man for det hele selv og faar det, som man vil have det. Jeg sagde nej Tak. Nu kunde jeg faa to Tusend Kroner, dér og adskillige andre Steder, men jeg hutler mig igjennem med det, som jeg bedst kan; jeg lirker mig frem og passer det hele selv, saa bliver det gode Varer, og saa lærer ingen mig Kunsten af.«

»Hvem har du hos dig?«

»Jeg er ene, aller mutters alene.«

»Men er det dog ikke trist?«

»Aa jo, somme Tider. Den gamle døde jo«, forklarede Jens og trak Øjenbrynene til Vejrs. »Han var et Brumlehoved, men vi var saa igaaet med hinanden. Jeg savnede ham svært i Førstningen, men jeg har altid travlt og altid fuldt op at tænke paa, og saa gaar Tiden, uden at jeg mest véd, hvor den bliver af. Jeg kjender heller ingen, det vil sige, som jeg saadan bryder mig videre om. Her er Folk nok i Kjøbenhavn, men hver har geménlig nok i sit. Nu gaar jeg i denne Tid og brygger paa en ny Slags, en flydende Sværte, som skal sættes paa Flasker. Hun bliver god, tænker jeg, naar jeg først faar den færdig; men det er den ikke endnu.«

Line havde naaet »sit Sted«, og de skiltes; men hele Dagen tænkte hun paa Jens Skomager. Det var saa underligt, saa ubegribeligt, at den firskaarne, kejtede Svend gik her inde i nobret Overfrakke med lavpullet Filthat, Spadserestok og Blankstøvler, han som hun regnede for saa lidt, den Sommer hun syede paa Udstyr, — han som tog sig saa uanseelig ud hin Eftermiddag paa Perronen ved Siden af hendes store, smukke Murer, der skulde blive Bygherre med femten Tusend i Indtægt om Aaret, hvis han havde levet. Det var ogsaa underligt, at Nielsen havde tilbudt ham saa mange Penge, og at han havde afslaaet dem uden videre, fordi han vilde staa paa egne Ben og klare sig selv. Hun kunde ikke lade være at tænke paa, hvordan Ditlevsen og hans Kompagnon, den Sommer de byggede for egen Regning, maatte søge Prokurator og maatte optage Laan paa stemplede Papirer og finde paa hundrede Udveje for at faa deres Arbejde til at gaa. Hun havde lige havt paa Munden at fortælle ham, at Nielsen i Eftersommeren havde foræret hende til en ny Kjole — Maren Kirstine fik én samme Gang — og betalt Syløn og alt Tillægget; det var dog godt, at hun tav stille, naar han var saa finfølende. Ja det var underligt, at hun tog mod Almisse af Nielsen, han afslog blot et Laan. Hun følte en voxende Agtelse for denne løjerlige lille Knort med samt hans Sværte, baade den faste og den flydende.

Hos Jens havde Mødet med Line vakt gamle og glemte Fornemmelser til Live igjen, saa han først kom rigtig til sig selv, da hun var borte. Derfor glemte han ogsaa blandt meget andet at spørge hende om, hvor hun boede, skjønt — —; det passede sig vel ikke engang for ham at besøge hende.

Men var det ikke tidligere ret gaaet op for ham, at han var ene, saa gjorde det nu, da han kom hjem til sin Kjælder. Det alvorlige, det stille og solide, der lige fra Barn af havde været hos Line, tiltrak ham som noget beslægtet; han havde en uvilkaarlig Følelse af, at denne Natur kunde smelte sammen, blive ét med hans, at han kunde stole paa hende, betro hende alle sine Planer, alle sine Ønsker og Tanker, og at de vilde finde en Sangbund hos hende. Og fra den Dag af tænkte han oftere paa sin Fader end i lang Tid, følte Trangen større til at meddele sig; fra den Dag af blev Ensomheden ham mangen Gang tung.

Allermest den Dag, da det efter de Hundrede af mer eller mindre mislykkede Forsøg endelig var lykkedes ham at fremstille sin flydende Sværte saaledes, at den tilfredsstillede alle berettigede Krav. Han følte da en saa stor Trang til at tale med nogen om sin nye »Opfindelse«, at Ensomheden ligefrem blev uudholdelig. Men hvem skulde han meddele sig til? Til Line naturligvis, til hende og ingen anden.

Han vidste jo, hvor »hendes Sted« var, og hvad Tid hun mødte der om Morgenen; han vilde dog forsøge, om han ikke kunde træffe hende der igjen. Men der var længe til Morgen, hele den lange Nat og et Par Timer endda, thi Klokken var først ni. Det var for tidligt at gaa i Seng, naa! han havde ikke været ude den hele Dag; han kunde jo gaa sig en Aftentur, gaa en Vending ud forbi Tivoli; han vilde derefter sove desto bedre.

Da han var kommen forbi Tivoli, vilde han dog med det samme forlænge Turen hen til Vesterbros Torv; det var der i Nærheden, Line havde sit Sted; han havde ikke lagt Mærke til Numeret, men kunde godt huske, hvorledes Bygningen saâ ud; det kunde være morsomt nok at se, om han ogsaa ved Aften kunde finde det. Og hvis nu Line havde været der i Dag og hjulpet til ved en større Rengjøring eller noget saadant — — og nu gik han og anstrængte sig for at finde en eller anden rimelig Grund til, at Line paa denne Tid af Døgnet atter lod sig møde, og medens hans Indbildningskraft skabte Tilfælde paa Tilfælde, og hans sunde Fornuft lige saa hurtigt atter slog dem ihjel, naaede han Torvet og fulgte Fliserækken ud over den temmelig mørke Plads.

Pludselig strøg en Kaabe ham paa Ærmet. Han fôr op af sine Drømme og hørte sig tiltalt af en spæd Kvindestemme.

»Skole vi to inte »flisére« lidt?«

»Vabeha?« sagde Jens forbløffet, stod stille og tog til Hatten for to dameklædte Skikkelser, der havde hinanden under Armen og nu ligeledes standsede. De lo dæmpet begge.

»Er Herren Enkemand?« spurgte hun igjen, som først havde talt. Hun var lille; over Muffen og Pelskraven lyste et spidst, guligt Ansigt; hun naaede kun sin Ledsagerske til Skulderen.

I det samme begreb Jens Situationen; han blev rød af Undseelse og lod et næsten forbitret Øjekast fare hen over dem begge, idet han vendte sig for i Tavshed at fortsætte sin Gang. Men idet hans Blik strejfede den højes Ansigt, studsede han.

»God Aften, Lavra! Naa saadan! se se!« udbrød han med en særegen Betoning og lod Øjenbrynene gaa usædvanlig højt til Vejrs.

»God Aften, Jens!« svarede hun spagfærdigt, »Guj, er det — — Dem? saa De kjendte mig værkelig inte. Jo jaj ku strax kjende Dem paa Gangen, og saa sagde jaj til min Veninde, om vinte sku ha ledt Grin, faa de va en af mine Bekjendtere.«

»Ja vel«, udbrød den lille, »og jeg viger for denne ældre Flamme. God Nat, Børnlille!«

Dermed forsvandt hun i Strømmen ind efter Byen. Jens og Lavra stod begge en Del forlegne over for hinanden. Jens skammede sig paa Lavras Vegne, og hun ikke mindre, fordi hun af Jenses Grimace strax havde set, at han tog hendes Forklaring for det, den var.

»Det er ellers ikke værd, at vi er fornemme,« sagde Jens og borede med sin Stok mellem to Fliser. »Vi maa da nok helst sige du til hinanden lige som altid. — Hvordan gaar den ellers?«

»Som du ser,« svarede hun i en dump Tone, der intet skjulte.

»Det var nok heller ikke noget godt Selskab, du der var kommen i,« sagde Jens igjen og følte stor Ynk med hende.

»Vi kan ikke være lige fromme alle sammen.«

»Det kommer meget an paa, hvad vi selv vil. Du skulde ligodt holde dig fra den Slags, Lavra,« sagde Jens, voxende i Sikkerhed.

»Tror du?«

»Ja for det ender i Usselhed.«

Hun begyndte langsomt at gaa — Jens fulgte hende.

»Du er dog et stort og stærkt Fruentimmer og forstaar vel nok at tage fat. Naar du vil, maa du vist paa en skikkelig Maade kunne tjene til dit Underhold, uden at du saadan har behov at kaste dig hen. Naar man har kun sig selv at sørge for, saa kan man, enten man er Karl eller Pige — —«

»Véd du, hvad jeg har?« spurgte hun og fôr med Lommetørklædet til Øjnene.

»Har du — — er du gift da?«

»Nej desværre, men jeg har da været forlovet ligesom andre ordentlige Folk.«

»Slog han op?«

»Ja — til alle Sider og paa alle Maader, og det gjør han den Dag i Dag. Snart har han én, snart en anden, men mig fik han tøjret godt nok først, og tror du, han betaler saa meget som en Øre til Barnet, eller at jeg kan komme nogen Vegne med ham?«

»Det er rigtignok en beklagelig Relighed,« sagde Jens og rystede paa Hovedet.

»Det er nu to Aar siden. Jeg fik Barnet ud, for det kunde jeg jo ikke sætte mig hen med her, saadan som de gjør paa Landet. Jeg tog Tjeneste igjen; sidst var jeg i en Beværtning derude efter »Belvedére«, hvor de byggede i Sommer. Og jeg fattede Haab paa ny; det saâ endnu engang ud til, at det kunde blive godt alt sammen. Der var en Murer, en stor og kjøn Karl og en dygtig Arbejder, om endskjønt muligvis nok noget vidtløftig; men der er jo ingen fuldkommen. Han vaklede mellem mig og en anden, og vi to Fruentimre førte Krig paa Liv og Død om ham. Men en skjønne Dag snød han os begge og rejste til Amerika med en Naalemagerenke, og saa opgav jeg det hele. Det andet Fruentimmer og jeg sluttede Forlig; det var hende, jeg fulgtes med før, og nu bor vi sammen. For naar man skal give næsten hele sin Maanedsløn til Kostpenge for saadan en stakkels Unge, og man gjærne vil følge en Smule med Tiden i Klæder, og hvad der hører til moralsk Dannelse, saa kan den aldrig balancere. Det hele er indrettet saadan for mig, at enten skal jeg krepere eller ogsaa — —« hun brød ud i en fortvivlet, undertrykt Hulken. »Aa Gud, ja det er Elendighed og Usselhed, hvordan vi vender det. Far vel, Jens! Gaa nu din Vej, og Tak, fordi du vilde kjendes ved mig!«

»Dersom du ikke vil forsmaa en ringe Hjælp —« sagde Jens og tog sin Portemonnæ frem. Han rakte hende en Tokroner. »Værsgod, Lavra! men se for alting at komme ud af det slemme Selskab, ellers gaar det dog rent galt.«

Han skyndte sig hjem ad. Han havde næsten helt glemt, hvad han var kommen ud paa Vesterbro for, saaledes havde det rystet ham, dette Møde. Nej, da var Line af en anden Slags Tømmer. Han var vis paa, at ihvad der end timedes hende, kunde hun aldrig komme ind paa den Vej.

Stakkels, stakkels Lavra! Stakkels varmblodige, legemsvakre Piger, som med tusende lykkelige Forventninger kaste eder ind i det brogede, hvirvlende Liv og høste Skyld, Nød og Usselhed, hvor I have saaet Ungdom, Livsstyrke og vaarlyst Haab.

Stakkels mange Lavraer!

Jens syntes ret at skulle faa sin Gang paa Vesterbro, men det gik da forresten hans Sværte ligesaa, thi det var den Del af Byen, hvor den havde størst Afsætning. Tidlig den næste Morgen var han altsaa paa Vej igjen; rigtignok kunde Line have skiftet Sted mange Gange, siden han saâ hende sidst, og det var jo ogsaa i høj Grad tvivlsomt, om den Tid, han sidst traf hende, var hendes sædvanlige Mødetid. Jo længer Jens kom ud, desto mere haabløs syntes ham hans Gang.

Han kunde naturligvis gaa hen paa Gamle Kongevej og faa hendes Adresse hos Maren Kirstine; men dels var han bange for, at et saadant Skridt skulde tydes forkert, dels brød han sig heller ikke om at knytte nærmere Forbindelse med Nielsen paa ny — nu fik Lykken raade.

Og Lykken var ham god — — der kom hun.

»God Morgen,« sagde han og vendte strax om. »Skal vi følges ad?«

Der gik et lyst Smil over hendes Ansigt.

»Du er jo alt for fin til at følges med mig,« sagde hun.

Han smaafniste og trak Øjenbrynene op.

»Nu har jeg den »flydende«.«

»Nej vel! Saa gratulerer jeg.«

»Tak. Den skal bare smøres paa med en blød Pensel. Og véd du, hvad der er Dyden ved den?«

»Naa?«

»Der er ikke Spor af Lak eller Fernis i den. Den gjør Læderet blødt og holdbart og har en udmærket Glans.«

»Hvordan finder du dog paa alt det, Jens?«

Jens gjorde alskens sælsomme Grimacer til det Spørgsmaal og besvarede det ikke ellers. Derimod vedblev han:

»Jeg kunde ikke lade være — jeg mente, jeg skulde ud at fortælle dig det. Men det er sandt, hvor bor du, Line? Det var dog morsomt nok at vide det.«

Hun sagde ham sin Adresse.

»Gik du herud for det samme? Det er jeg glad ved, Jens.«

»Er du? Aa jeg gaar saa alene med alt mit, skal jeg sige os. Jeg vidste jo ikke, om det kunde interessere dig synderligt, men du har det paa en Maade lige som jeg. Du er ogsaa temmelig ene, og saa véd jeg ikke — det kom saadan over mig.«

»Jeg skal aldrig være gladere,« sagde hun rørt, »end naar du vil fortælle mig alt, hvad du trænger til at fortælle. Og det skal heller ikke komme videre end mellem os. Gud ske Lov, at det gaar saa godt fremad for dig, Jens!«

Saa skiltes de. Hun kunde, da hun gik op ad Trapperne, ikke lade være at smile ad en saa enkel Livsgjerning som den at lave Blanksværte, men hun maatte alligevel, enten hun vilde eller ej, skjænke denne Sværte sin udelte Sympathi.

VIII.

Julen nærmede sig. Line sad ved Lampen i sin Stue og strikkede med lange Træpinde paa et stort Uldtøj; saa bankede det paa Døren; hun rejste sig og lukkede op.

Nielsen hilste og traadte ind; han havde en stor Pakke under Armen i blankbrunt Papir.

»Her har jeg noget med, som jeg vil bede Dem se paa — og gaa med, hvis De synes om det,« sagde han, idet han lagde Pakken paa Bordet og skar Seglgarnet over.

Halv forlegen, halv spændt traadte hun til.

»Vil De selv være saa god at pakke op,« sagde han videre og satte sig paa den Stol ved Bordet, der stod nærmest, noget anstrængt af Byrden og de mange Trapper.

»Jeg véd snart ikke, hvad jeg skal gjøre ved Dem, Nielsen,« svarede hun. »De kommer med den ene Foræring til mig efter den anden. Jeg kan jo aldrig gjengjælde det.«

I det samme saâ hun, at det var en sort Plüsches Kaabe.

»Nej, nej!« sagde hun næsten forskrækket og veg et Skridt tilbage. Hendes Ansigt blev alvorligt og Tonen lidt heftig. »Det passer sig ikke for mig. Den kan jeg ikke tage imod.«

»Det kan De vel,« svarede han utaalmodig og kastede sin Hat hen i Sofaen. »Se paa den i det mindste!«

»Hvad tænker De paa?« sagde hun og holdt den ud foran sig. »Ja den er nydelig, naturligvis; men den vil jeg ikke tage imod, den er altfor kostbar — en Vaskerkone, en simpel Arbejderske.«

»Nu er vi lige ved Julen, og saa tænkte jeg, at naar De gik i Kirke og lidt ud ellers, havde De ikke noget imod at have saadan én paa. Hvad De er eller ikke er, kommer ingen ved. De kommer ærligt til den og skylder ingen Regnskab for Deres Paaklædning.«

»Det gjør jeg naturligvis ikke,« sagde hun og lagde Kaaben varsomt over Stoleryggen, den Stol, hun selv havde rejst sig fra. »Men hvad ville Folkene her i Huset tænke — nej, nej! det kunde let komme til at gaa ud over mit Rygte; det tør jeg ikke, der skal være Maade med al Ting.«

Hun vedblev alligevel at se beundrende paa den, bøjede sig ned og pillede en hvid Traad bort, der hørte hjemme i Butiken.

»De vil da ikke have, at jeg skal gaa med min Bylt igjen. Kaaben er kjøbt og betalt, og jeg tænker, den skal klæde Dem. De véd, at jeg engang imellem føler Trang til at gjøre en Foræring, helst paa Steder, hvor jeg tør vente mig lidt Fornøjelse deraf. Siden min Kone døde, og mine Piger ere komne i Vej, har jeg ingen rigtig at pynte paa — gamle Maren Kirstine forlanger ikke meget af den Slags Ting, saa det er Dem, der gjør mig en Tjeneste ved at modtage den.«

Han rejste sig og tog Kaaben.

»Lad os nu se, hvordan den sidder. Den er kjøbt paa de Vilkaar, at den kan byttes, hvis den ikke passer.«

Hun vilde endnu gjøre Indvendinger, men da det kostbare Klædningsstykke i Armene paa Nielsen aabnede sin Favn imod hende, udøvede det alligevel sin ejendommelige Tiltrækningskraft. Plüsch og Pelsværk. Hendes høje, fyldige Skikkelse, hendes lyse, ovale Ansigt med den smilende Kant af Tandrækken — for smilede gjorde hun alligevel, da alt det tykke, bløde, varme slog sammen om hende — —! Hun var skjøn som en Fyrstinde.

Nielsen lagde i ren Ubændighed Armen om hendes Liv, inden hun kunde tænke paa at afværge det, saâ hende ind i Ansigtet og svor paa, at hun var det dejligste af alt, hvad han endnu havde set.

Hun snoede sig fra ham og blev purpurrød; i et Nu gik det op for hende, at Nielsen var forelsket i hende.

»Hvad skal jeg have for Kaaben?« spurgte han og nærmede sig paa ny, medens Attraaen drev voxende op i ham.

Hun mærkede det, hun smittedes — —

»Jeg har ikke Raad til at betale den,« sagde hun, leende som en ung Pige; Tænderne glimtede bredere, de graa Øjne bleve varme, Mine og Holdning paa en Gang sky og kaldende, idet hun veg længer fra ham.

»De skal slippe med et Kys,« sagde han.

»Jeg har ingen,« raabte hun med en klinger, kaad, trillende Latter og holdt sine Hænder værgende ud.

»Kan jeg have mindre?« Han greb lidenskabeligt begge hendes Hænder.

»Og hvad følger saa?« udbrød hun blussende, ude af sig selv. Alle Ungdommens Rigdomsdrømme, Lykkedrømme lynede hende paa ny i Møde.

»Alt hvad du vil. — Endelig begynder vi at forstaa hinanden.«

»De fortryder det i Morgen. Gaa! Gaa til i Morgen!«

»Jeg fortryde! Nej hverken du eller jeg, det sværger jeg dig til.«

Han drog stærkt i hende, men hun stod imod og blev ved at gjentage »til i Morgen.«

Men han vilde sejre nu, vilde sejre ved fysiske Midler. Alt som hun maatte opbyde større Modstandskraft, blev Sindet koldere; Farven paa hendes Kinder tabte sig, Smilet svandt; nu vilde hun som hun vilde, og hun var mere legemsstærk end han.

»Hvad Tid maa jeg komme i Morgen da?« spurgte han opgivende Kampen.

»Ved samme Tid som i Aften, hvis De ikke forinden har fortrudt det.«

»Og saa faar jeg, hvad jeg har til Gode?« sagde han og greb sin Hat.

»Jeg vil betænke mig. Jeg lover ingen Ting.«

Han tilkastede hende et forliebt Fingerkys og forlod Stuen.

Hun drejede Nøglen om efter ham og blev staaende midt paa Gulvet og lyttede til hans Trin ned ad Trappen.

Hun var overvældet, fortumlet — en angestfuld Hede kom stille vældende over hende, medens hun søgte at erindre sig, hvad hun havde sagt og gjort og lovet, og i det samme jog der gjennem denne Hede en Orkan af Glæde over at have naaet det Maal, hun for evigt syntes stænget ude fra. Aa, hvor det sydede og flammede i hende som et Krater af Guld og Sølv med Raketter af funklende Stene. Hun var rig — nu kom det paa én Gang altsammen: Landsted, Middage, Landauer, Ære, sorgløse Dage, kom uden Anstrængelse, uden Slid og Savn, kom, saa der blev en hel Levetid at nyde i, i Stedet for nogle faa skrøbelige Matroneaar.

Hun gik frem og tilbage i en svimmel Henrykkelsesrus. Nu var det forbi med Vaskebaljen, med Trappeskuringen, med Madam Ditlevsen og det falmede Shawl. Hun begyndte at se med Foragt ned paa »sit Sted« — hendes Sted var herefter de store, lyse Stuer paa Gamle Kongevej.

Og Nielsen saâ jo godt ud endnu. Han var vel heller ikke meget over de halvtreds, en fem, sex Aar maaske. Tænke sig, at det var saadan fat med ham! Denne faderlige Rolle blot et Skalkeskjul! Hele dette Ildhav bag den barske Mine! At denne gamle Støder — — at hun skulde blive Fru Nielsen — —! Hun skar Ansigt ad Kakkelovnen og fægtede med begge Arme i Luften. Hvad vilde Folk i Skovstrup sige — og — — Jens Skomager?

Da Billedet af den brave, firskaarne Karl viste sig midt i det blændende Rigdoms-Fyrværkeri, blegnede Glansen noget, der lagde sig ligesom en Dæmper paa Jubelen, hun blev alvorlig og eftertænksom. Langsomt trak hun Kaaben af sig, langsomt lagde hun den sammen og hang den paa ny over Stoleryggen.

Det, syntes hun især, var saa rørende, at han var gaaet den lange Vej ud til Vesterbro for at fortælle hende om sin Sværte, at han ikke havde andre fortrolige at ty til end saadan en stakkels hjælpeløs Enke, at det tilfredsstillede ham at meddele sig til hende, hver Gang han, løftet ved eget Snille, egen Udholdenhed og Energi, tog et nyt Trin frem ad. Ham havde Nielsen ogsaa villet gjøre stor i et Øjeblik, ligesom han nu vilde gjøre hende det; men han sagde nej Tak. Han vilde heller komme saa smaat frem, føle sig paa egen Grund hele Tiden, for saa vidste han bedst, hvor han var, sagde han, og hvordan han stod i det. Hvordan mon hun kom til at staa i det, dersom hun blev Fru Nielsen? Hvad vidste hun fra tidligere Tid om denne Mand?

Hun begyndte at samle sammen paa, hvad hun kunde mindes om ham fra Barneaarene, da han var hjemme. Han kunde nok tit være noget brøsig mod Tjenestekarlene og stundom lidt for venlig mod Tjenestepigerne. Hun havde ogsaa hørt om ham, at han kunde faa Taarer i Øjnene, naar der var Tale om stor Nød, og at han aldrig holdt tilbage, hvor han kunde række en hjælpsom Haand. Han havde et godt Hjærte, og saa var han rig. Det var dette sidste, der dog var det vigtigste, det, det egentlig kom an paa. Fattigdom skabte Slid og Savn og Sorg — Rigdom skabte Lykke, Frihed, Anseelse, Velvære.

Hun fik ikke meget Søvn i sine Øjne den Nat. Men det forunderlige var, at jo nærmere hun kom dette Lyksalighedens Land, jo vissere hun blev paa at kunne afkaste det, hun havde følt sig saa knuget af: den uvisse Fremtid, Sygdommens Hjælpeløshed, Alderdommens Nød og Forladthed, alt det pinende ved at være tilsidesat, overset, agtet ringe — — desto flere Tvivl kom der op i hende, om Rigdommen, Rigdommen i og for sig, nu ogsaa virkelig bragte Bod for alle Livets Tyngsler. Tidligere havde Maalet staaet saa fjærnt, og det kunde kun vindes gjennem et helt Livs Bedrift. Da laa der intet andet bagved end at nyde den fortjente Hvile og den Anseelse og Tryghed, Rigdommen giver. Nu kom det anderledes, og hvad vilde det næste Maal blive? Det var ikke disse ydre Goder: Landsted, Middage, Landauer hun i og for sig satte saa overdrevent højt, de vare jo blot den synlige Form, bag hvilken skjulte sig den egentlige Kjærne: »Forraadet for de mange Aar«, Trygheden, Anseelsen. Og medens hun forgjæves spejdede efter dette næste Maal og ikke saâ andet end Hvile, Tryghed, Anseelse, Forraad, grebes hun af en forunderlig Frygt og begyndte at gruble over, om ikke Rigdommen muligvis skulde kjende en Tomhed, en forstenende Ensomhed, der endnu var værre end Fattigdommen.

Og saa var der denne Kjælder, som hun aldrig havde set. Og Stuerne paa Gamle Kongevej og Kjælderen i Store Kongensgade kjørte tilsidst saa vanvittig rundt i hendes stakkels Hjærne, at da det omsider blev Morgen, ønskede hun for fuldt Alvor, at det var Kjælderen, hun skulde flytte til, og at hun aldrig skulde se for sine Øjne disse lyse, smukke Stuer paa Gamle Kongevej.

Og ved Middagstid da hun var kommen fra sit Sted, skete saa det mærkværdige, det fortvivlet vanvittige, at denne fattige Enke, der vel ikke hidtil havde savnet dagligt Brød, men som dog havde sukket dybt og smerteligt under Tyngden af den Nød, som engang kunde komme og derfor al sin Tid higet efter Rigdom, som det eneste og største, der var værd at eftertragte, at hun sagde nej, at hun skød den fra sig med begge Hænder, da den blev hende tilbudt redeligt og hæderligt.

Hun pakkede Kaaben ind i det blankbrune Papir, slog Snoren om og skrev et Brev af følgende Indhold:

Hr. Nielsen!

Jeg kan ikke tage mod denne store Foræring, som jeg ogsaa sagde Dem i Aftes. Saa véd De nok hvorfor. Med Tak for bevist Godhed

Line Ditlevsen.

Hun gik hen til Hjørnet af Værnedamsvej og overgav et Bybud Pakken og Brevet, for at hun kunde være vis paa, at begge Dele bleve rigtig besørgede. Saa gik hun hjem, lukkede sig inde den hele Eftermiddag og var til Mode, som om hun havde gjort en stor Ulykke. Alt hvad hun hidtil saa at sige havde levet paa, havde hun brudt med, hun havde ligesom afsvoret sin Tro, forkastet sine gamle Guder og kjendte endnu ikke ret de nye. Hun havde adlydt en Stemme, der havde talt til hende fra et indvortes Dyb, hvis Tilværelse hun ikke før havde anet, en Stemme, der var saa mægtig, saa sikker — sikrere endnu end Rigdommen syntes hun — og klang saa dirrende sødt og vældigt, at hun kunde ej andet; men hun vidste, at hun havde uigjenkaldelig valgt Kvistkammeret — idet højeste Kjælderen, dersom han nærede andre Følelser for hende end en Broders, dersom han ikke mere og mere aldeles gik op i sin lille, enkle Livsgjerning; men selv om den Fortrolighed, han havde vist hende, betød noget mere, saa kom det jo endda an paa, hvad den Kjælder vilde bringe, om ikke Kvisten alligevel var den tryggeste.

IX.

Lige i Skumringen bankede det med et Par raske Slag paa Døren. Line lukkede op paa Klem; i Gangen var der bælgmørkt.

»Hvem er det?«

»Det er mig,« hørte hun Nielsens Stemme lige ved sit Ansigt. »Jeg maa vel nok komme ind.«

»Har De faaet dét, jeg sendte tilbage?«

»Naturligvis; men jeg forstaar ikke, hvad det skal til.«

»Jo det forstaar De vel nok, og jeg synes ikke, det er behageligt hverken for Dem eller mig at komme ind paa det oftere,« sagde hun, men aabnede dog Døren og lod ham træde ind.

Han satte sig ned og tav et Øjeblik. Line begyndte at blive uhyggelig til Mode, hendes Knæ skjælvede, og hun blev kold paa Fingrene.

»Hvorfor vil De ikke have Kaaben?« spurgte han mut. »Den var kjøbt til Dem.«

»Det véd De godt, Nielsen,« svarede hun sagte. »Lad os ikke tale mere om det!«

»Det er dét, jeg er kommen for at tale om,« sagde han lidt brøsig. »De talte engang om en Alderdomsforsørgelse, og De ser jeg har tiltænkt Dem én. For De kan vel nok begribe, at jeg ikke vil besøge Dem for ingen Ting.«

Line stod op mod Kommoden med Hænderne paa Ryggen.

»Jeg troede ikke,« vedblev han, »at De egentlig havde Raad til at være saa kostbar, saa fin paa det. Skal vi ikke se til at komme til Rette og blive lidt fornuftige. Jeg kan nu engang umanerlig godt lide Dem, og hvad denne Forsørgelse angaar, skal jeg den Dag i Morgen gaa op i »Hafnia« og tegne Dem ind. Saa kan De sige, De har det paa det tørre, hvad Fremtiden angaar. Hvor stor skal vi sætte den?«

»Jeg véd slet ikke, hvad De mener,« sagde Line og saâ forundret paa ham. »Hvad behøves en saadan Forsørgelse til i det Tilfælde, De tænker?«

»Nej vist ikke, men jeg troede, det var Dem som Liv og Død om at gjøre. Det lod jo til, at De havde forelsket Dem i den Indretning. — Kom nu her!« sagde han og slog sig paa Laaret, »og lad os være fri for flere Omsvøb! Jeg er ikke vant til — — jeg kan ikke i Længden gjøre saa mange Komplimenter. Du er som sagt tjent med det, min Tøs!«

Line blev blodrød.

»Er det saadan, De mener!« udbrød hun dirrende. »Nu først forstaar jeg Dem. De troede, jeg var til Fals for saa godt Kjøb?«

Hun stod i samme Stilling og vrikkede nervøst med Kommodenøglen, som sad i øverste Skuffe.

»Godt Kjøb,« faldt den rige Mand ind. »Herre min Gud, har jeg talt om godt Kjøb! Tror du, jeg tinger, naar det er noget, jeg kan lide. Det har jeg aldrig havt Vane til i mine Dage, selv naar det kun gjaldt en Hest. Saa kjender du mig ikke endnu, Line, og som jeg siger — alle disse Formularer behøves ikke overfor mig. Jeg skal i enhver Henseende holde dig galant.«

Han rejste sig op og vilde nærme sig hende.

»Gaa Deres Vej!« sagde hun haardt og dybt.

»Hvad behager? Skal det være saadan en lille huslig Scene.«

»Gaa, siger jeg! Jeg taaler ikke Deres Uforskammetheder. Jeg er lige saa god som De — De er gaaet Fejl af Numeret.«

Han traadte hen til hende og lagde begge sine Hænder paa hendes Skuldre.

»Jeg slaar Dem lige i Synet!« sagde hun rasende med dyb Strubestemme. »Vil De gaa Deres Vej!«

Det raa kom op i ham.

»Det er ikke første Gang,« sagde han med et stikkende Smil, »at jeg er traadt op i Stadet til en urolig Hoppe.«

Maaske havde han før med sin kyniske Sikkerhed, sine Lemmers Styrke besejret Blyheden.

Han lod sin højre Arm glide om hendes Nakke og sænkede den venstre for at lægge den om hendes Liv, og da hun saaledes i dette kritiske Nu saâ hele hans venstre Side blottet, saa kom det uvilkaarligt, springfjederbrat over hende, over hendes arbejdsvante højre Arm: hun drev ham med sin haarde Haand en Kindhest, saa han tumlede tilbage, medens alle Himlens Stjærner dansede for hans Øjne, og alle Stadens Kirkeklokker ringede for hans Øren. I samme Nu smøg hun under hans Arm, gjennem Døren, ned ad Trappen — —

Hans første Tanke var at styrte efter hende, gribe hende og gjøre et eller andet forfærdeligt for at hævne baade Tort og Svie. Han naaede ogsaa ud paa Gangen, hen til Trappen, men saa hørte han, at hun ringede stærkt paa neden under. Han standsede betuttet; nu satte hun vel Huset i Oprør, han riskerede vel at faa med Politiet at gjøre. Han skyndte sig at slaa koldt Vand i Blodet, gik rask ned ad Trappen for at komme bort, inden hun fik forklaret sig, inden man vidste, hvad der var paa Færde. Han var i et Arbejderkvarter; han var Storborgeren, der levede af disse Folks Sved — efter deres Betragtning; han maatte tage sig i Agt.

Ligesom han sprængladet med Forbitrelse, men fornaglet af Angest drejede om Trappehjørnet, hvor hun stod, blev Døren lukket op. Han halvvejs styrtede ned til næste Afsats. Der hørte han hende roligt sige ind:

»Er De saa venlig at laane mig den sidste »Dagstelegraph«?«

Faren syntes overstaaet; dog befandt han sig ikke rigtig vel, før han var kommen et Stykke hen ad Gaden og overbeviste sig om, at han ikke blev forfulgt.

Line fik en Avis, som hun ikke læste; hun tændte med rystende Haand sin Lampe, laasede sin Dør inden fra og satte sig hen til Bordet med sit Arbejdstøj, bleg, stenfast i Trækkene med sluttede Læber og en fugtig Glans i Øjnene. Men det var hende ikke muligt at holde paa Pindene, hun var i for stærkt indre Oprør.

Hun skød det store Strikketøj op paa Bordet, lænede sig tilbage mod Stolens Rygstød og knugede Hænderne i hinanden i sit Skjød.

Hovedet sank en Smule, saa det stirrende Blik, der var fæstet mekanisk paa Lampefoden, kom under fra, og Panden drog et Par snævre Furer paa langs.

»At han vovede at byde mig det, den Pranger, den afskyelige Karl! Og at jeg et eneste Sekund kunde tro, at han havde rene Hensigter, kunde føle det som noget stort at dele Hjem med ham, have noget fælles med ham — —

Hvor er jeg dog ene mellem alle disse Tusender! Man kan sønderslides af Græmmelse, krepere af Sult uden at nogen skjænker én en Tanke. Og den eneste, som jeg troede vilde mig noget godt, vil min værste Fortræd — —.« Saa sov Tankerne ligesom ind, mens hun vedblev at stirre paa Lampefodens slidte Ornamenter, og der hvor Tankerækken slap op, som naar en kummerlig, bitterflydende Steppeflod slipper op, dannede sig Ordet »Menneskeørken«; det ligesom fyldte det tomme Rum.

Det lød, som om nogen snublede eller faldt paa det øverste Trappetrin, nogle knirkende, forsigtige Trin fulgte, saa en Skuren hen ad Muren, en Famlen paa hendes Dør, et Stød mod Dørtrykkeren — og saa et Par stærke Knoer mod Fyldingen.

Line sad først ganske stille, men hun huskede paa, at man ude fra kunde se Lysskjæret gjennem en Sprække, saa det var forgjæves at ville nægte sig hjemme; maaske var det ogsaa Bud fra »hendes Sted« — han troede hun i al Fald ikke kom igjen, men nu var Angesten engang i Blodet.

»Hvem er det?« spurgte hun uden at røre sig.

»Det er mig,« sagde en Stemme, som ikke var til at tage fejl af. »Jens«, føjede den lavere til lige ved Dørsprækken.

At Jens skulde komme, netop nu hun følte sig saa forladt og ulykkelig, ligesom for at sige hende, at der alligevel var ét Menneske, som brød sig om hende, som hun kunde stole paa, som havde erklæret, at han trængte til hende, som ogsaa var ene i »Menneskeørkenen« — —!

Hun var i en Fart ved Døren og lukkede ham ind.

Han blev staaende ret op og ned indenfor Døren, saâ sig om med sit forlegne Smil og skød Panden op og ned; i den ene Haand holdt han Stokken, i den anden Hatten.

»Jeg kommer vel ikke til Ulejlighed!« sagde han undskyldende.

»Nej vist ikke,« svarede hun forvirret, ør — lagde sit Strikketøj hen i Sofahjørnet og tog det strax efter igjen. »Sæt dig ned! det var morsomt, at du kunde finde her op; men læg din Overfrakke, ellers bliver her for varmt.«

»Hvor du bor pænt,« sagde han og tog Frakken af, hængte den paa Dørhængslen og stillede Stokken med Hatten paa i Kommodekrogen; det varede lidt, inden han fik den til at staa.

Hun satte sig imidlertid paa sin Stol ved Bordet og begyndte at strikke; han tog Plads lige over for, saaledes at de havde Lampen imellem sig.

»Nej jeg var netop her ude paa Vesterbro for at kræve nogle Penge ind,« sagde han, »og saa mente jeg, at jeg med det samme skulde se til dig — jeg længtes ogsaa efter at fortælle dig, at den flydende gaar brillant; nu har jeg to Vogne i Gang hver Dag, en Kone til at pakke, en Dreng til at klistre Sedler paa, og jeg bliver nødt til at have mig endnu en Medhjælper.«

Denne trohjærtede Længsel og denne flydende Sværte — — hun vidste ikke, hvordan det kom; men hun stak pludseligt i Graad, skød Stolen tilbage og skjulte Øjnene i sit Lommetørklæde.

Jens rejste sig forskrækket, saâ raadvild til sin Hat i Kommodekrogen og gjentog hjælpeløs:

»Maaske jeg kommer til Ulejlighed!«

Hun rystede energisk paa Hovedet, tog Tørklædet fra Øjnene og gik hen til ham. Hun lagde begge sine Hænder paa hans brede Skulder, gjemte Hovedet paa ny og hulkede stærkt.

Jens havde aldrig oplevet et lignende Tilfælde; han greb med den venstre Haand, som var nærmest for, i Stoleryggen for dog at have et Holdepunkt i denne vanskelige Stund, blinkede stærkt med Øjnene og var lige ved at græde med uden at vide hvorfor.

»Hvad fejler du, lille Line?« spurgte han broderligt, men vovede ikke at røre en Lem.

»Aa, jeg er saa ene,« brast det ud, »og jeg er bleven — — jeg er bleven saa skjændig behandlet.«

»Af hvem?« spurgte han og lagde varsomt og ligesom skjærmende sin højre Arm om hende.

Hun samlede sig, rettede Hovedet og traadte tilbage. Derpaa tørrede hun sine Øjne, pudsede Næse og vilde atter hen til sit Arbejde.

»Aa Gud, hvad skal det blive til?« sukkede hun. »Hvad er det for et Liv?«

Han vilde gaa efter hende, men hun trak Bordet lidt frem paa Gulvet og sagde, idet hun tvang en Smule Frejdighed op:

»Sæt dig ind i Sofaen, saa skal jeg fortælle dig det hele. Du har vist mig Tillid, Jens, du har betroet mig dine Glæder; nu skal du faa mine Sorger — det er altid en Maade at gjøre Gjengjæld paa.«

Han satte sig tavs ind i Sofaen, i det Hjørne, som var nærmest hendes Stol.

»Men saa skal du sætte dig ind hos mig,« bad han dristigt; »saa hører jeg bedst, naar vi — —«

»Jeg er vant til at sidde her,« sagde hun og trak Stolen til rette.

»Nej kom hen og sid hos mig, Line!« sagde han paastaaelig.

Hun gik smilende hen og satte sig i det andet Sofahjørne, men de vare længer fra hinanden nu, for de ere jo altid lange disse Sovesofaer.

Hun begyndte med Kaaben og endte med Ørefigenet.

Da hun kom dertil, lagde Jens en Haand over Øjnene og fniste paa den mærkværdigste Maade.

Men hun lagde heller ikke Skjul paa, at det havde fristet hende stærkt, da hun den foregaaende Dag troede, at han gjorde hende et Ægteskabstilbud, og til nærmere Forstaaelse fortalte hun ham alt, hvad hun havde drømt om at skulle opnaa sammen med Ditlevsen. Hun troede nok, at det var ham, der havde indgivet hende denne urokkelige Tro paa Rigdomslykken, hun var selv forundret ved, at da det kom til Stykket, brast denne Tro, skjønt hun i Mellemtiden havde prøvet til fulde, at Fattigdom, Slid og Forladthed er en tærende Husstand.

Hun udgød hele sit Hjærte for ham; blot det, at Kjælderen i Store Kongensgade ogsaa havde spillet sin Rolle, talte hun ikke om.

Da hun endelig var færdig, fandt hun Jens siddende tæt ved Siden af sig med hendes venstre Haand i begge sine.

»Du sagde før,« begyndte han, men gik i Staa, da Line trak sin Haand til sig, og han kunde ikke faa fat i Traaden, før han paa ny havde grebet Flygtningen og lagt den i et endnu snævrere Fængsel end før.

»Du sagde, gode Line, at du vilde betro mig dine Sorger til Gjengjæld for, at jeg fortalte dig mine Glæder; men jeg har ogsaa havt Sorger.«

Han skød Øjenbrynene højt op.

»Maa jeg fortælle dig mine?«

»Ja, ja. Lad os fortælle hinanden alt, Jens!« udbrød hun ivrigt.

»Jeg har lige siden — — men det kan være, jeg alligevel helst skulde tie stille.«

»Siden du kom til Kjøbenhavn« — hjalp hun.

»Nej, siden jeg var Dreng holdt af dig, Line, og da vi vare blevne voxne, var du mig aldrig af Tanker, men saa kom Ditlevsen, og jeg var kun en stakkels fattig Skomager. Nu har vi saa underligt fundet hinanden igjen; — — men det er maaske en Skam af mig at sige saadan noget, for du har det meget nettere her i dit Kammer, end jeg kan byde dig det. Der er saa sort og skummelt og ensomt i min Kjælder, og der lugter saa stramt af al den Sværte, men det er jo den, vi skal leve af.«

»Jeg fortjener hverken dig eller din Kjælder, Jens,« sagde hun sørgmodigt, men i Stemmen vibrerede en Klang af Hvile, Lykke, Haabsopfyldelse.

»Jo du fortjener det, der er titusende Gange bedre,« udbrød han stormende og slog sin Arm om hendes Skulder. »Vil du ha mig?«

»Vil du ha mig?« sagde hun med et soldrukkent Smil og lagde sig ind til hans Skulder.

Og Jens forstod, at han havde hende, helt og holdent. Det var ligesom han selv kunde fornemme, hvor trygt og godt hun hvilede op til ham. Hendes Legeme passede saa nøje i hans Favn, hendes Hoved laa som Barnehoved mod Vuggepude mellem hans Kind og Skulder. Han vovede ikke at røre sig, men sad bomstille og faldt hen i de lykkeligste Tanker over, at denne fjærne Skovstrupdrøm nu var gaaet i Opfyldelse alligevel. Og han ræsonnerede over sin Lykke, thi han var en gammel, fornuftig Svend, som ikke kunde lade være at ræsonnere. Havde han faaet hende, da han første Gang var paa Vej med sit Frieri, da hun havde de store Forestillinger i Blodet og faaet ikke saa lidt Smag paa det kjøbenhavnske Liv, medens han var en fattig Landsbyskomager, hvad var der saa bleven af Lykken? Saa havde han nok ogsaa faaet andet at bruge sin Tid til end at tænke paa Sværte. Og Sværten var dog noget helt andet end Skomageriet. Det var heller ingenlunde umuligt, at han engang kunde blive rig ved sin Sværte — det saâ grumme stærkt ud til det, og saa blev det maaske ham, der kom til at virkeliggjøre den Drøm, i hvilken Ditlevsen havde været Hovedpersonen. Men han var ogsaa vis paa, at Line ikke havde givet ham sit Ja i dét forfængelige Haab, saa havde hun jo ikke sagt nej til Nielsen, da hun troede, han kom i reelle Hensigter; han var vis paa, at de tænkte ens i Hovedsagen, at det, der byggedes bedst paa, var stille, dagligt Samarbejde i Kjærlighed og indbyrdes Fortrolighed. Det var dog nok det ene solide, hvad det saa ellers kunde blive til med Rigdommen.

Han sad og stirrede lige over Bordet hen paa Kommoden, skød Øjenbrynene op og ned og gjorde Grimacer til Lampen, sluttede engang imellem Fingrene tættere og Haanden fastere om hendes Liv, lod sin Kind stryge sagte mod hendes Pandehaar og vaagnede endelig op af sine Tanker ved at undre sig over, at hun blev ved at ligge saa stille. Saa gjorde han en Bevægelse for at faa et Glimt at se af hendes Ansigt. Hun drog et langt Suk og løftede Hovedet.

»Jeg sov,« sagde hun og saâ forundret paa ham, lagde sig op til ham igjen og sagde stille:

»Hvor jeg er lykkelig!«

Hun lagde sin højre Haand op om hans venstre Skulder og vedblev smaasnakkende:

»Hvad tror du, jeg bryder mig om, at der er skummelt og lugter stramt i din Kjælder? Hvad tror du, jeg bryder mig om at være rig, om jeg ogsaa kunde blive det? Jo saa taabelig har jeg været, for jeg mente, at det var det ene solide. Men nu véd jeg, at det ene solide er en god, trofast, kjærlig Blanksværtemand som du. Og du skal nok se, hvor det skal lyse op i Kjælderen, naar jeg kommer; med Ensomheden er det jo ogsaa forbi, naar vi herefter bliver to. Og hvad var det du sagde om en ny Medhjælper — jo nu har du rigtignok faaet Medhjælper, kan du tro.«

»Ja Gud ske Lov og Tak for den Medhjælper,« svarede Jens kjærligt. »Du skal ogsaa nok faa din Part af Arbejdet, for det mener jeg er det aller morsomste, at vi kan hjælpes ad. Bare det ikke var saadan et slemt sort Arbejde!«

»Tror du det er fint at skure Trapper, blanke Støvler og børste Kakkelovne? at fare fra Sæbe og Soda til Isenfarve og Trippelse? Sikke nogle Hænder jeg har!« sagde hun og holdt sin Haand op for hans Øjne.

»Og sikken en Medhjælper jeg har,« raabte han jublende og slog begge sine Arme om hende.

Saa snart det lod sig gjøre, det vil sige et Par Dage hen i det nye Aar, holdt de deres Bryllup. Og det var mærkværdigt, hvor Afsætningen paa Sværte, baade den gamle og ny, steg den samme Vinter; man skulde tro, at Alverden pludselig var falden paa at ville trodse sig gjennem Sne og Søle i Blankstøvler og Fjedersko — det var som om Tran og Fedtsværte ikke mere var til at opdrive. Jens følte al den Tryghed og Veltilfredshed, som en saadan stigende Omsætning formaar at skabe i en Fabrikant og Handelsmand; dertil nød han i fuldt Maal sin nye Værdighed som lykkelig Ægtemand. Men lige fra hans og Lines Forlovelsesaften spirede i hans Sjæl en Plan om en egen raffineret Overraskelse, han agtede at berede Line, en større Anskaffelse, som hun ikke maatte have mindste Nys om forud. Den blev vel et Par Gange skudt til Side, thi naar der sættes Bo paa den Maade, Line og Jens satte Bo, saa har en flink Husmoder jo altid grumme meget at attraa i Retning af Gardiner, Linnedskab og Køkkentøj, som et Ungkarlehjem ikke skjænker en Tanke, og naar Omsætningen og Afsætningen tager Kæmpeskridt, stilles der ogsaa fra den Kant store Krav til Pengekassen; men hver Gang den sølverne Flod i Kassen atter begyndte at stige, dukkede Planen op paa ny, og hver Gang med voxende Styrke — og Planen var en Kaabe.

Den skulde være af sort Plüsch med Pelsværk. Jens havde under Haanden faaet listet ud af Line en nøjagtig Beskrivelse af den Kaabe, Hestehandleren havde havt saa liden Fornøjelse af, og det var hans Agt at kjøbe med det første én, der kunde sige Spar to til hin.

Planen blev udført i Slutningen af Januar; Kaaben var saa meningsløs dyr, at Jens ikke havde Anelse om, at der gaves Klædningsstykker til en saa fabelagtig Pris, og regnede ud, at den repræsenterede en Sum lig Fortjenesten paa saa og saa mange tusende Sværteæsker. Men nu var det besluttet.

Fastelavns Søndag spadserede Line ved sin Mands Arm i stille, høj Solskinsfrost ud ad Store Kongensgade til Langelinje i den nye Kaabe. Overraskelsen var lykkedes fuldkomment. Jens gik hen ad Fliserne, svang sin Stok og nød sin Triumf under mangfoldige Grimacer med sit lykkelige Ansigt og under store Øjenbrynsoptrækninger.

»Se, se!« hviskede Jens og hentydede til en Dame, der gik lige foran dem. »Der er en Kaabe lige som din. Du skal se, det er en Grevinde. Men din staar ikke tilbage. Vel, Line?«

Line tog et fast Tag i hans Arm. »Lad os engang se paa dette!« sagde hun og drog ham hen imod nærmeste Butiksvindue.

»Er der noget, du har Lyst til?« spurgte Jens og lod Blikket løbe raadvildt om bag den store Spejlglasrude — det var et Herrehatte-Udsalg.

»Jeg kjender den Kaabe,« sagde Line. »Det var den, jeg skulde have. Jeg kjender den paa Snorepynten bag paa.«

»Er det muligt, Line?«

»Og jeg kjender ogsaa hende, som har den paa. Det var Mads Mogensens Lavra.«

»Herre Gud,« sagde Jens. »Er hun bleven saa fin nu, og hun var i saadan en jammerlig Forfatning, da jeg sidst saâ hende — du véd nok den Aften, jeg mødte hende.«

»Stakkels Lavra!« sukkede Line og knugede sig ind til sin Mands Arm. »Lad os gaa ned ad Bredgade!«