FØRSTE DEL

Første Kapitel.

I en af de østjyske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønne Banker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der i Aarene før og efter vor sidste Krig en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng Mand. I sin ydre Fremtræden som ved sin hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Beboere, af hvem han derfor i mange Aar betragtedes som en besværlig Fremmed, hvis Særegenheder man afvekslende trak paa Skuldren af og forargedes over. Naar han — høj og alvorlig — kom gaaende gennem Byens krogede Gader, klædt i sin langskødede, graa Vadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene og med Haanden knyttet om Grebet paa en stor Bomuldsparaply, som han for hvert Skridt stødte med Kraft mod Stenbroen, vendte Folk sig uvilkaarlig om efter ham; og de, som sad inde bag Vinduerne og holdt Udkig i Gadespejlet, smilte ved Synet eller skar Ansigter. Byens Storhanser, de gamle Bondekøbmænd og Studeopdrættere, hilste ham aldrig, end ikke naar han var i Ornat. Skønt de selv viste sig paa Gaden i Træsko og smudsige Lærredsfrakker og pattende paa en Pibe, betragtede de det som en Skam og Skænsel for deres By, at den havde faaet en saadan Stodderpræst, der gik klædt som en Landsbydegn og vitterlig ogsaa havde Møje med at skaffe Føden til sig og sin Redefuld af Rollinger. Man havde været vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her, — til Mænd i fine, sorte Klæder og hvide Kammerdugs Halsbind, Mænd, der ogsaa ved deres Navn havde kastet Glans over Byen og dens Kirke og senere var bleven Stiftsprovster og Bisper, men som alligevel ikke havde hovmodet sig af deres Fromhed, ikke havde følt sig for gode til at interessere sig for Byens verdslige Anliggender og tage Del i Borgernes selskabelige Forlystelser.

Dengang havde den store, røde Præstegaardsbygning været et Gæstfrihedens Hjem, hvor man, naar man havde afgjort sine Forretninger inde hos Præsten, blev buden ind i Dagligstuen til Fruen og de unge Frøkner for ved en Kop Kaffe eller (naar det var bedre Folk) et lille Glas Vin og en hjemmebagt Kage at slaa en Passiar af om Dagens og Byens Nyt. Nu betraadte Folk ikke Præstegaarden uden tvingende Grunde, og aldrig kom man længere end til Pastor Sidenius’ gravkammeragtige Studereværelse, hvor Gardinerne gerne var rullet halvt ned, fordi Præstens Øjne ikke taalte Genskinnet fra Murene ovre paa den anden Side af den snevre Gade.

Her modtog han endda i Reglen Folk staaende, bød dem ikke at sidde ned, affærdigede dem i det hele kort, tilsyneladende udeltagende, og var netop allermindst indladende overfor dem, som mente sig berettiget til at vente særlig Hensyntagen. Selv Byens Embedsfamiljer havde ophørt at aflægge Visiter i Præstegaarden, efter at det var hændet dem, at Pastor Sidenius — i Stedet for at byde Forfriskninger — havde givet sig til at udspørge dem om deres Tro og i det hele tiltalt dem paa en Maade, som om de var Konfirmander, der stod paa Kirkegulvet.

En ganske særlig Forbitrelse vakte han ved de store Borger-Begravelser, til hvilke Befolkningen mødte i festligt Optog, med Hornmusik og floromvundne Lavsfaner, Embedsmændene i guldbaldyrede Uniformer og med Hanefjer i Hattene, — alle efter deres egen Mening særlig vel stemte til Andagt og Opbyggelse efter den lette Portvins-Frokost i Sørgehjemmet. I Stedet for en stor Tale med den sædvanemæssige Lovprisning af den Afdøde indskrænkede Pastor Sidenius sig ufravigelig til Fremsigelsen af en Bøn, saadan som det ellers kun brugtes overfor udøbte Børn og Fattiglig. Ikke et Ord om den Hensovedes hæderlige Karakter og stræbsomme Vandel, ikke en Hentydning til hans Fortjenester af Byens Opkomst, til hans opofrende Interesse for Brolægningsvæsenet eller det kommunale Vandværk. Det var næppe nok, at den Afdøde overhovedet blev nævnt ved Graven, og da altid kun med Tilføjelser som „denne usle Støvhob“ eller „denne Føde for Ormene“, — og jo større og mere anset den Forsamling var, hvortil han talte, jo flere Faner og Bannere der smeldede i Blæsten omkring Graven, des kortere blev Bønnen, des ynkværdigere de Levninger, hvorom man var samlet, saa at Følget skiltes under en Ophidselse, der mere end een Gang paa lydelig Maade havde givet sig Luft paa selve Kirkegaarden.

De eneste af Byens Folk, der havde deres Gang i Præstegaarden, var et Par smaa, forvoksede gamle Damer fra Byens Jomfrukloster samt en bleg, langskægget Kristusfigur af en Skrædersvend foruden endnu enkelte andre saakaldte „vakte“ af de Ubemidledes Klasse, som i Pastor Sidenius’ Hjem havde fundet en længe savnet Tilflugt i den verdslig sindede By. Om nogen egenlig Omgang var der dog alene af den Grund ikke Tale, at Fru Sidenius var meget svag og i de sidste Aar havde ligget tilsengs. Men forresten var Pastor Sidenius selv ganske uden Anlæg for det selskabelige, og hans Tilhængere søgte ham kun i Troesanliggender. Derimod mødte de regelmæssig hver eneste Søndag i Kirken, hvor de forsamlede sig paa en bestemt Plads umiddelbart under Prækestolen og vakte Forargelse blandt de øvrige Kirkegængere ved paa en tilskuestillende Maade at synge selv de allerlængste Salmer uden en eneste Gang at se i Salmebogen.

Pastor Sidenius tilhørte en ældgammel og vidt udbredt Præsteslægt, der kunde føre sine Ahner helt tilbage til Reformationen. I fulde tre Aarhundreder var Kaldet til gejstlig Virksomhed gaaet som en hellig Arv fra Fædre til Sønner — ja til Døtrene med, forsaavidt som disse i mangfoldige Tilfælde havde giftet sig med Fædrenes Kapellaner eller Brødrenes Studiekammerater. Herfra udsprang den bevidste Myndighed, for hvilken de Sidenius’ers Forkyndelse fra gammel Tid var bekendt. Der fandtes næppe ret mange Sogne Landet over, hvor ikke en af Slægten engang i Aarhundredernes Løb havde bøjet Sindene til Lydighed under Kirkens Lov.

Naturligvis — disse mange Kirkens Tjenere havde ikke alle været lige nidkære. Der havde endog været enkelte, temmelig verdslig sindede Herrer imellem dem, — Folk, hos hvem en kraftig, gennem Slægtled tilbagetrængt Levetrang havde givet sig ret ubeherskede Udslag. Saaledes levede der i forrige Aarhundrede en Vendsyssel-Præst, „gale Sidenius“, der skulde have ført et omstrygende Jægerliv i de store Skove omkring den jyske Aas, hvor han ofte sad paa Kroerne og drak Brændevin med Bønderne, og som tilsidst en Paaskedag i Drukkenskab slog Degnen i Kirkegulvet, saa der sprøjtede Blod op paa Alterdugen.

Dog — langt den overvejende Del af Slægten havde været fromme Kirkens Stridsmænd, flere af dem tillige belæste, ja lærde Mænd, teologiske Granskere, der i deres landlige Afsondrethed, under Aarenes graa Ensformighed, havde søgt Erstatning for alle Afsavn i et stille, indadvendt Tankeliv, en inderlig Fordybelse i deres egen, indre Verden, i hvilken de saa tilsidst fandt Tilværelsens sande Værdier, dens rigeste Lykke, dens egenlige Maal.

Det var denne i Slægten nedarvede Ringeagt for alle timelige Tings Værd, der havde været ogsaa Johannes Sidenius’ Værge i Livets Kamp og bevaret hans Ryg ubøjet og hans Sind rankt trods Armods Tryk og mangeartet Modgang. Men han havde i saa Henseende ogsaa haft en god Støtte i sin Hustru, med hvem han levede det inderligste og lykkeligste Samliv, skønt de egenlig slet ikke lignede hinanden. Ogsaa hun var et dybt religiøst Gemyt men — i Modsætning til sin Mand — en tungsindig, lidenskabelig Natur, hvem Livet indgød Uro og mørk Ængstelse. Oprindelig ubefæstet i Troen, som hun havde været det fra sit Hjem, var hun under Mandens Paavirkning bleven en Ivrer, hos hvem den daglige Kamp for Udkommet og de mange Barselsenge havde affødt sygeligt overdrevne Forestillinger om Jordelivets Trængsler og Kristenmenneskers Ansvar. Og hendes lange Sengeleje; de mange Aar, hun siden sin sidste Nedkomst havde ligget lammet i den mørke Sygestue; endelig den nylig overstaaede, ulykkelige Krig med dens fjendtlige Indkvarteringer, dens Brandskatning og blodige Ydmygelser — alt dette havde ikke bidraget til at gøre hendes Syn paa Livet frejdigere.

Skønt hendes Mand ofte alvorligt bebrejdede hende det, fandt hun aldrig rigtig Ro for bekymringsfulde Tanker. Endda hun ogsaa selv erkendte, at det var en syndig Mangel paa Tillid til Forsynets Naade, kunde hun ikke lade være med ved enhver Lejlighed at foreholde sine Børn den yderste Nøjsomhed i alt som en Pligt mod Gud og Mennesker. Hun kunde oprøres som over en Forbrydelse, naar hun hørte om Borgernes Levevis der i Byen, om deres Selskaber med mange Retter Mad og tre-fire Slags Vin, om Fruernes Silkekjoler og de unge Pigers Guldsmykker, — ja hun havde endogsaa ondt ved at tilgive sin egen Mand, naar det engang imellem hændte, at han kom hjem fra sin Spaseretur med en eller anden beskeden Gave, som han med et vist, tavst Galanteri henlagde foran hende paa Dynen, — et Par Roser i et Kræmmerhus, lidt fin Frugt eller en lille Krukke Ingefærsyltetøj for hendes Nattehoste. Vistnok blev hun baade glad og rørt over hans Opmærksomhed; men hun kunde dog aldrig lade være med at sige, mens hun ømt kyssede hans Hænder:

„Du skulde nu dog hellere have ladet være, du Gode.“

I dette Hjem opvoksede et Kuld kønne, lidt kirtelblege Børn, elleve i Tal, fem lysøjede Drenge og seks lysøjede Piger, der alle var let kendelige mellem Byens øvrige Ungdom, blandt andet paa Grund af nogle usædvanlige Halskraver, der gav Drengene et lidt pigeagtigt og de halvvoksne Piger et lidt mandfolkeagtigt Udseende. Drengene bar desuden deres brune Haar langt og lokket, saa det naaede dem næsten til Skuldrene, medens Pigebørnenes laa fast nedglattet over Hovedbunden og kun ved hver Tinding havde en lille, haard Fletning, der var lagt i en Bue foran Ørene.

Forholdet mellem Forældre og Børn som overhovedet Tonen i Hjemmet var gennemført patriarkalsk. Under de tarvelige, ja fattige Maaltider, som regelmæssig indlededes med en Bøn, sad Faderen for Enden af det lange, smalle Bord med sine fem Sønner ordnede efter Alder langs den ene Side og de fem Døtre i tilsvarende Rækkefølge langs den anden, medens den ældste Datter, den huslige Signe, i Moderens Forfald indtog Pladsen for den anden Bordende. Aldrig faldt det noget af Børnene ind at tale uden at være adspurgt. Men Faderen talte ofte til dem, om deres Skoleundervisning, om deres Kammerater og deres Lektier og kom derved gerne ind paa selv at fortælle. Paa belærende Maade skildrede han Forhold og Begivenheder fra sin egen Ungdom, fortalte om Datidens Skolegang, om Livet i hans Faders og Farfaders lerklinede Præstegaarde o. s. v. Undertiden, naar han var særlig oplagt, kunde han endog fortælle spøgefulde Anekdoter fra sine Studenterdage i København, fra Regenslivet eller fra Studenternes kaade Løjer med Natvægtere og Politi. Men havde han paa denne Maade faaet Børnene til at le, forsømte han aldrig tilsidst at give sin Fortælling Advarslens Form og formanende at vende deres Sind og Tanker mod Livets Alvor og Pligtens Bud.

Denne store Børneflok og navnlig den Fremgang, den havde — først i Skolen, siden ude i Livet — var efterhaanden bleven Pastor Sidenius’ Stolthed og samtidig et med ydmyg Taknemlighed modtaget Vidnesbyrd om, at Herrens Velsignelse hvilede over hans Hus. Det var nu ogsaa en opvakt, lærelysten, frem for alt strengt pligttro Ungdom, ægte Sidenius’er, der en efter en voksede op i Faderens Billede, ja slægtede ham paa ogsaa i alle ydre Smaatræk — lige til den selvbevidste Holdning og den taktfaste, soldatermæssige Gang. Der var kun eet af Børnene, af hvem Forældrene havde Sorg. Det var et af de mellemste, en Dreng, der hed Peter Andreas. Han var ikke alene uregerlig i Skolen, saa der stadig indløb Klager over ham; men allerede i en tidlig Alder sporedes der hos ham en overlagt Opsætsighed mod Hjemmets Skik og Orden. Han var ikke bleven ti Aar, før han nægtede sine Forældre Lydighed, og jo ældre Drengen blev, des tydeligere aabenbarede der sig hos ham en udæskende overmodig Trods, som hverken Tugt eller Tvang eller Herrens Formaning formaaede at kue.

Pastor Sidenius sad ofte raadløs ved sin Hustrus Seng og talte om denne Søn, der hos dem begge vakte en skræmmende Erindring om hin vanslægtede Vendsyssel-Præst, hvis Navn stod som prentet med Blod paa Slægtens Stamtavle. Og uvilkaarlig paavirkede af Forældrenes Holdning saae efterhaanden ogsaa hans Søskende paa ham med fremmede Øjne og undveg ham sky i deres Lege.

Nu var Drengen ogsaa kommen til Verden i en uheldig Time, nemlig paa det Tidspunkt, da Faderen fra et ensomt liggende og fattigt befolket Hedesogn forflyttedes herind til Købstaden og optoges af en omfattende Embedsvirksomhed. Peter Andreas var herved tilfældigvis bleven den første af alle Børnene, hvis tidligste Opdragelse han havde maattet overlade til Moderen; men denne havde i de Aar, da Peter Andreas var lille, altid haft mere end nok at gøre med at tage Vare paa de endnu mindre; og da hun tilsidst, lammet af sin Sygdom, søgte at samle alle de Smaa omkring sin Seng, var han allerede bleven for stor til, at hun herfra kunde holde Øje med ham og hans Færd.

Saaledes gik det til, at Peter Andreas saa at sige fra sin Fødsel blev en Fremmed i sit eget Hjem. I sine første Leveaar havde han sit Tilhold i Pigekammeret og ovre i Udhuset hos en gammel Brændehugger, hvis nøgterne Betragtninger over alle forefaldende Begivenheder tidligt paavirkede Drengens Virkelighedssans. Senere fandt han ligesom et andet Hjem i Nabolagets store Købmandsgaarde med tilhørende Tømmerpladser, mellem hvis Gaardskarle og Krambodsvende han ligeledes tilegnede sig et ganske verdsligt Syn paa Livet og dets Goder. Samtidig udviklede dette Friluftsliv hans Krop og lagde et kraftigt Teglstensrødt paa hans tykke Kinder. Blandt Gadens og Tømmergaardenes Ungdom blev han snart frygtet paa Grund af sine Kræfter, og han opkastede sig tilsidst til Fører for en lille Skare smaa Røvere, der huserede omkring i Byen. Uden at nogen i Hjemmet vidste det, voksede han op som en lille Vild. Det var først, da han blev ældre, og navnlig, da han i Niaars-Alderen var kommen ind i Byens Latinskole, at Drengens farlige Tilbøjeligheder blev rigtig aabenbare; og Forældre og Lærere fik nu travlt med at raade Bod paa, hvad der var forsømt.

Men da var det forsilde.

* * *

Inde i Pastor Sidenius’ Studereværelse stod en Dag i Efterhøsten en af Byens Smaaborgere for at bestille Barnedaab til om Søndagen. Han havde udrettet sit Ærinde med saa faa Omsvøb som muligt og stod allerede med Haanden paa Dørlaasen for at gaa, da han efter en kort Betænkning atter vendte sig mod Stuen og — temmelig udfordrende — sagde:

„Jeg kunde forresten med det samme anmode Hr. Pastoren om at være saa venlig at entholde Deres Søn fra min Have. Han og nogle andre Drenger har meget ondt ved at lade mine Kaviller i Fred — og det skøtter jeg, rent ud sagt, ikke stort om.“

Pastor Sidenius, der sad dybt bøjet over Skrivebordet med sine store, mørkeblaa Briller skubbet op paa Panden, i Færd med at indføre Faddernes Navne i Kirkebogen, rejste ved disse Ord langsomt Hovedet, skød Brillerne paa Plads og sagde skarpt:

„Hvad er det, De staar der og siger …? Vil De beskylde min Søn for at …“

„Ja, det vil jeg,“ vedblev den anden med en Haand i Siden, særdeles tilfreds med engang at kunne triumfere over den selvbevidste Præst. „Hr. Pastorens Søn — Peter Andreas hedder han nok — han er nu tilogmed som en Slags Hovedmand for disseherre smaa Gavtyve, der kryber over Folkses Plankeværker. Og Ret skal vel være Ret — ogsaa med Pastorens Børn. Jeg vil ellers blive nødsaget til at henvende mig til Politiet, og saa kan det jo let blive til en offenlig Afstraffelse for Drengen paa Raadstuen. Og det vilde vel ikke være saa heldig i Betragtning af Pastorens Embedsstilling her i Byen.“

Pastor Sidenius lagde med en usikker Bevægelse Pennen bort og rejste sig.

„Min Søn …“ gentog han, og hele hans Legeme skælvede.

Mens dette foregik i Præstens Stue, sad den lille Synder henne paa Skolen og skjulte sin daarlige Samvittighed for Læreren og Kammeraterne bag en høj Stabel Bøger. Han havde paa Vejen til Skolen mødt den vrede Borgermand, der havde raabt til ham over Gaden: „Hold dig nu parat, min Dreng! For nu gaar jeg hen og snakker et lille Ord med din Far!“ Peter Andreas plejede ellers ikke at tage sig Faderens Vrede synderlig nær; men han havde dennegang undtagelsesvis en Fornemmelse af at have begaaet noget uværdigt, og han følte sig mere og mere utilpas, efterhaanden som Tiden nærmede sig, da han skulde hjem.

Med røde Øren luskede han ind gennem Præstegaardsporten og forbi det Forstuvindu, hvorfra Faderen plejede at passe ham op og kalde ham ind, naar han havde forbrudt sig. Men Vinduet forblev lukket. Heller ikke ude paa Gaardspladsen, hvorover Vejen gik til Køkkenindgangen, saae han noget til Faderen, og han begyndte allerede at trække Vejret lettere. „Manden har naturligvis bare villet true,“ tænkte han og drev ind i Køkkenet for som sædvanlig at høre til Middagsmaden. Grebet af et pludseligt Overmod vovede han sig endog ind i Sovekammeret for at sige Goddag til Moderen. Men her standsedes han straks i Døren af et mørkt Blik henne fra Sengen. Med haard, ligesom fremmed Stemme sagde Moderen: „Gaa ind paa dit Kammer, — jeg vil ikke se dig.“

Drengen blev staaende lidt; han kunde se paa Moderen, at hun havde grædt. „Hører du ikke? Bliv inde paa dit Kammer, indtil der kaldes paa dig.“ — Saa listede han modfalden bort.

Noget efter blev han af Husets gamle, eenøjede Tjenestepige kaldt ind til Middagsmaaltidet. Hans Søskende sad allerede paa deres Pladser omkring det lange Bord og ventede. I det samme han viste sig, stoppede de op i deres Tale, og af denne Tavshed og af deres tillaasede Miner forstod han, at ogsaa de vidste Besked. Med et Forsøg paa at lade overlegen kastede han sig ned paa sin Stol og stak Hænderne i Lommerne; men ingen saae paa ham. Kun nede fra Bordenden rettedes et Øjepar imod ham, — Søsteren Signes store, lyse, tankefulde Øjne under mørke, sammenvoksede Bryn.

Men nu hørtes Skridt inde i den tilstødende Stue. Det gav et Sæt i Per, da Faderen tog i Døren. Imod Sædvane sagde denne ikke Goddag. Tavs satte han sig ved Bordet, bøjede Hovedet og foldede Hænderne.

Men i Stedet for at bede Bordbønnen gav han sig til at tale. Han havde, sagde han (og hans Øjne lukkede sig bag de mørke Glas) noget paa Hjerte, en alvorlig Sag, som han vilde tale lidt med sine kære Børn om, inden de idag begyndte deres Maaltid. Hvorefter han bekræftede, hvad de fleste af dem allerede i Forvejen havde hørt om Broderens Forseelse af Moderen.

„Hvad der saaledes er sket, skal ikke forties eller besmykkes,“ fortsatte han. „Som det er Guds Vilje, at alt, hvad der avles og fødes i Mørket, engang skal blive aabenbaret, saadan er nu ogsaa denne Gerning kommen for Lyset for at faa sin Dom. Peter Andreas har ikke villet agte paa Guds Lov og Befaling. Som han har forhærdet sit Hjerte overfor sin Faders og Moders Formaninger, har han trodset det Bud af Herren, der lyder: du maa ikke stjæle. — Ja, min Søn, du skal ikke skaanes for at høre din Synd nævnet med sit rette Navn. Men du skal ogsaa vide og forstaa, at det er af Kærlighed til dig, at din Fader og din Moder og alle dine store og smaa Søskende her taler til din Samvittighed gennem min Mund. Det er, fordi vi ikke kan slippe Haabet om, at det dog engang skal lykkes os at finde Vejen til dit Hjerte, at du ikke skal ende som hin onde Broder, over hvem Herren udtalte sin frygtelige Forbandelse: fredløs og flygtig være du overalt paa Jorden. — —“

Rundt omkring Bordet var Børnenes smaa, rød- og blaarudede Bomuldslommetørklæder kommen i Bevægelse. Alle Søstrene græd. Ogsaa de ældre Brødre var stærkt grebne og havde Møje med at skjule det, da Faderen endelig sluttede sin Tale med de Ord:

„Nu har jeg talt. Og dersom Peter Andreas nu vil gemme mine Ord i sit Hjerte og ærlig søge Guds og Menneskers Tilgivelse for sin Overtrædelse, saa skal denne Sag ikke oftere berøres imellem os men være glemt af os, være død og udslettet. Saa lad os da — kære Børn! — forene os i Bøn til Herren, som er i Himlen, at han vil tage Eders vildledte Broder ved sin Haand … bede, at Gud vil bøje hans genstridige Sind og føre ham ud fra Syndens Trældom, bort fra Fortabelsens Veje. Dette bønhøre du, o Gud, som er i Evighed, at ikke een af os skal savnes, naar dine Børn paa Opstandelsens Dag samles om din Herligheds Trone! Amen!“

Der var kun een, paa hvem det hele Optrin gjorde en Virkning, ganske modsat den tilsigtede, det var Peter Andreas selv. Han lod sig overhovedet aldrig let imponere af Faderen; dertil havde han været en for lærvillig Elev af sine ældre Venner, Gaardskarlene og Krambodsvendene, der langtfra altid havde omtalt Præsten i de respektfuldeste Udtryk. Alligevel havde han hidtil ikke kunnet gøre sig helt ufølsom for de mange gudelige Ord og det hele truende Bibelsprog, hvormed Forældrene idelig havde søgt at tale til hans Samvittighed, ja naar han om Søndagen saae sin Fader knæle i den hvide Messesærk foran Alteret eller staa oppe under Prækestolens billedskaarne Lydhimmel, havde han endog undertiden kunnet føle sig greben af en forbigaaende Ærefrygtsfornemmelse.

Men ved denne Lejlighed fik end ikke Bibelordene nogen Magt over ham. I allerførste Øjeblik var han nok bleven en Del betuttet over den usædvanlige Form for en Tilrettevisning; men Forskrækkelsen varede ikke længe. Der var efter hans nøgterne Drengeforstand et altfor taabeligt Misforhold mellem denne højtidelige Paakaldelse af Vorherre og det sølle Par Æbler, han havde rapset over et Plankeværk; og jo længere Faderen vedblev at tale, jo lydeligere hans Søskendes Sindsbevægelse ytrede sig rundt om ham, med des større Ro og Ligegyldighed betragtede han den hele Scene.

Der foregik virkelig i dette Øjeblik en Slags religiøst Gennembrud i den elleveaarige Drengs Sind. Helt overlegent iagttog han tilsidst de andre, — ja, da ogsaa de to smaa Tvillinger, der hidtil havde stirret uforstaaende paa deres hjertegrebne Søskende, begyndte en ynksom Snøften, havde han ondt ved at undertrykke et Smil.

Alligevel — helt uden Tvang var denne Munterhed ikke. Dertil ramte dette Ydmygelsesforsøg ham for haardt paa hans allerømmeste Sted: hans Æresfølelse. Hans Kinder havde ogsaa efterhaanden mistet Kuløren. Dybest i hans Sind rørte der sig under hele Slutningen af Faderens Tale en frygtelig Ophidselse, en mørk, dump Gengældelsestørst, der lagde som en flimrende Taage over hans Øjne.

Mindet om denne Middagstime skulde i det hele faa en skæbnesvanger Betydning ikke alene for Drengens Forhold til det religiøse. Der nedlagdes i disse Øjeblikke i hans hidtil sorgløse Sind Spiren til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig, stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans fremtidige Liv. Han havde fra ganske lille følt sig forladt, ligesom husvild, under sine Forældres Tag. Nu begyndte han at spørge sig selv, om han ogsaa virkelig hørte hjemme der; om han ikke var et fremmed Barn, som Forældrene havde taget sig af. Jo oftere han i sin Ensomhed overtænkte Tingen, des sandsynligere forekom den ham. Alt, lige til den forøgede Skyhed, hvormed hans Søskende efter denne Dag omgikkes ham, syntes ham at bestyrke hans Mistanke. Havde han ikke ogsaa de hundrede Gange maattet høre, at han ikke var som de andre? Og havde Faderen nogensinde givet ham et Kærtegn eller blot et venligt Ord? Og hans Udseende? Naar han saae sig i Spejlet, fandt han, at han var mørkere end sine Søskende, havde rødere Kinder og hvide, stærke Tænder. Han huskede nu ogsaa, hvordan Naboens Gaardskarl engang — ligesom for Spøg — havde kaldt ham en Gauner og Taterunge.

Denne Tanke, at han ikke var sine Forældres Barn, forfulgte ham under hele Opvæksten og blev tilsidst hans fikse Ide. Den gav ham nemlig ikke alene Forklaring paa hans Særstilling i Hjemmet; den tilfredsstillede desuden i høj Grad hans Drengestolthed. Han havde altid følt det som en Vanære at være Søn af en gammel, halvblind og tandløs Mand, der var til Spot for den hele By. Han følte sig tillige dybt beskæmmet af den Fattigdom, hvori Familjen levede. Han var ikke bleven gammel, før han hellere sultede en hel Dag paa Skolen, end han var at formaa til at spise sin medbragte Fedtebrøds-Mellemmad i Kammeraternes Paasyn. Engang, da Moderen havde ladet en af Faderens gamle Præstekjoler omsy til en Vinterfrakke til ham, vægrede han sig ved at tage den paa, fordi den med sit blanke Klæde altfor tydeligt røbede sin Oprindelse; og da Moderen vilde tvinge ham, sønderrev han den i et Udbrud af grædefærdig Trods og slængte den henad Gulvet.

Nu hengav han sig til stolte Drømme om at være et efterladt Barn af en eller anden omstrejfende Zigøjnertrup, en af disse vandrende Natmandsfamiljer, hvorom den gamle, eenøjede Barnepige saa ofte havde fortalt, og som netop havde deres Tilhold derude paa den øde Hede, hvor Forældrene før havde boet. Han forestillede sig sin virkelige Fader som en vældig Høvdingeskikkelse med blaasorte Lokker hængende nedad Ryggen, en Slængkappe over Skuldrene, en Egestav i sin brune, stærke Haand, … en eneraadig Hersker, en Konge over de mørke Heders uendelige Rige, Frihedens og de vilde Stormes Hjem.

Han befandt sig i den Alder, da Drømmene vaagner og Fantasiens Vinger faar deres Svingfjer. Og nu, da alle Muligheders Porte var slaaet op for ham, fik hans Indbildningskraft fri Tumleplads. Intet forekom ham længer umuligt, naar det angik ham selv. Regelmæssig endte han sin Drømmeflugt dybt inde i Eventyrets allerluftigste Riger. Han indbildte sig tilsidst at være en Kongesøn, der, ligesom Helten i en Fortælling, han netop læste paa Skolen, var bleven bortført af omvandrende Folk og siden solgt og holdt i Fangenskab her i Præstegaarden. Og saa fuldstændig indlevede han sig i denne Forestilling, at han undertiden syntes at kunne erindre Ting og Begivenheder fra en saadan i lykkelige Omgivelser henlevet Barndom, … f. Eks. en stor Sal med Marmorsøjler og mange sort-hvide Gulvtavl, hvorpaa hans lille Fod gled, … en blaa Sø mellem høje Bjerge … en Abekat i et gyldent Bur … en høj Mand i en rød Kappe, der satte ham foran sig paa sin Hest og red med ham ind gennem store, mørke Skove …

Baade hans Forældre og Lærerne paa Skolen blev efterhaanden opmærksom paa den dystre Indesluttethed, der var kommen over Drengen, og som undertiden næsten kunde antage Karakteren af en Monomani. Hjemme i Stuerne gik han tavs omkring — tilsyneladende ligegyldig for alt og alle. Og udenfor Hjemmet gik han sine egne, uopsporlige Veje. Faderen kunde saa at sige ikke faa et Ord ud af ham; og selv overfor Moderen, der dog før havde ejet lidt af hans Fortrolighed, og hos hvem han, naar det kom til Stykket, ogsaa altid havde fundet mest Forstaaelse og Overbærenhed, selv overfor hende blev han Aar for Aar mere tilmuret. Endnu kunde han vel af og til i Mørkningen, naar han vidste hende alene, komme ind og sætte sig ved hendes Seng og af sig selv tilbyde at gnide Aareknuderne paa hendes syge Ben. Men aldrig fik hun andre Svar end Ja og Nej, naar hun søgte at trænge ind paa ham for at faa at vide, hvad det var, han gik og rugede over.

Alligevel søgte baade hun og Faderen en Tid at berolige sig med, at hans Utilgængelighed kunde være Tegn paa, at han var begyndt at gaa i sig selv. Men da hændte der en Dag noget, der udslukte det sidste Haab.

* * *

En Vinteraften ved Nitiden sad Familjen samlet i Dagligstuen og ventede paa, at Vægteren skulde komme gennem Gaden og med sin Sang forkynde, at det var Sengetid. I Hestehaarssofaen bag det store Mahognibord sad den husmoderlige Signe med et Strikketøj og arbejdede ivrig med Hænderne paa samme Tid, som hun læste højt for Faderen af „Fædrelandet“, der laa udbredt foran hende under den søvnigt lysende Moderatørlampe. Faderen sad paa sin sædvanlige Aftenplads i en gammeldags, høj og stivrygget Lænestol, der var betrukken med et blomstret Stof af billigste Slags. Han sad der træt sammensunken, med bøjet Hoved; Armene var korslagte over Brystet. En stor, grøn Øjenskærm skjulte mere end Halvparten af hans graablege, rynkede og skægløse Ansigt. Halvslumrende hørte han — og hørte alligevel ikke — den enstonige Oplæsning af Bladets fire Spalter lange Udenrigsartikel. Pastor Sidenius var Morgenmand. Selv midt om Vinteren stod han op, naar Kirkeuret slog seks. Og forresten havde han ikke stort tilovers for Aviser og den Art verdslig Læsning, som han fortrinsvis anvendte som en Slags Bedøvelsesmiddel, ved hvilket han lod sig dysse i Blund efter Middags- og Aftensmaaltidet.

Ved Bordet sad foruden Signe to af de yngre Smaapiger i deres store, tærnede Bomulds-Busseroner, begge — skønt ganske rødøjede af Søvnighed — flittig bøjet over et Hæklearbejde. De var at se til som nøjagtige Kopier af den ældre Søster, havde det samme lidt gammelkloge Ansigtsudtryk, de samme smaa, haarde Fletninger foran Ørene, de samme store, lyse, lidt udhvælvede Øjne under kraftigt tegnede Bryn. Døren til Sovekammeret stod aaben, og derinde i Halvmørket ved Moderens Seng sad et andet af de mindre Børn og gned hendes syge Ben.

Peter Andreas var der ogsaa. Han stod for sig selv henne ved et af Vinduerne og skottede hvert Øjeblik hemmeligt op til Uret paa Sekretæren. Han var nu en Dreng paa fjorten Aar, tætbygget og sværlemmet, med Klæder, der stumpede for Hænder og Fødder. Hans to ældre Brødre var nu borte fra Hjemmet; de var begge bleven voksne og studerede ved Universitetet i København. Som Husets ældste, hjemmeværende Søn havde Peter Andreas arvet deres Værelse, — et lille Gavlkammer oppe paa Loftet, hvor han for det meste opholdt sig, naar han var hjemme.

Saasnart Signe havde sluttet sin Oplæsning, benyttede han Lejligheden til at sige Godnat og slippe bort; men Faderen standsede ham henne ved Døren med det Spørgsmaal, hvorfor han allerede forlod dem, og han gav da som Paaskud, at han endnu havde en Stil at skrive.

„Er der ellers noget læseværdigt i Bladet?“ spurgte Faderen, da han var gaaet — endnu lidt fortumlet af Søvnen.

„Hvormange er Klokken, Børn?“ lød det i det samme med Moderens svage Røst inde fra Sovekammeret.

„Klokken er ti Minutter over ni,“ svarede de to Smaapiger i Munden paa hinanden efter at have vendt sig om og set paa Uret.

Der var derefter stille nogen Tid. Alle vidste, at nu maatte Vægteren straks være der. Ude paa Gaden gik nogle Folk forbi. Man kunde ikke høre andet end deres Stemmer. Et Lag nyfalden Sne gjorde Skridtene lydløse.

„Skal jeg læse mere?“ spurgte Signe, henvendt til Faderen.

„Aa, lad det kun være,“ sagde han, rejste sig op, tog Øjenskærmen af og gav sig til at spasere frem og tilbage over Gulvet for at ryste Døsigheden af sig inden Aftenbønnen.

Det varede nu heller ikke mange Minutter, før der udenfor paa Gaden hørtes en dyb Brummen, den gamle Vægters „Sang“. Det lød, som om en fuld Mand gik og snakkede højt med sig selv. De to Smaapiger begyndte straks at pakke deres Sysager sammen; ogsaa Signe gav sig til at rydde op for Natten. Saa blev de to Tjenestepiger hentet ind fra Køkkenet, og Signe satte sig ved det opslaaede Klaver.

Inde fra Sovekammeret lød atter Moderens Stemme.

„Skal vi iaften synge: „Lover Herren, han er nær.“

„Hører du, Signe,“ sagde Faderen, han havde stillet sig hen bag den store Lænestol, paa hvis Ryg han hvilede sine foldede Hænder.

Signe havde en stor og ganske smuk Sopran, som hun brugte med en ubehersket Kraft, der stod i en karakteristisk Modsætning til det Maadehold, der prægede alle andre Livsytringer hos hende. Som hun sad der med sine tykke, arbejdsrøde Hænder paa det gamle Instruments gulbrune Tangenter og med Blikket løftet mod det Høje, var det overhovedet ikke vanskeligt at se, hvad det var for en Tro og et Haab og en Kærlighed, der havde givet denne endnu ikke tyveaarige unge Pige Styrke til med en saadan Selvfornægtelse at ofre sin Ungdom for Hjemmet og sine smaa Søskende. Det var dog ikke nogen sværmerisk Betagethed, hendes lille, runde Ansigt lyste af, mens hun sang, ikke denne overjordiske Henrykkelse, hvorunder Himlene aabner sig og Sjælen bortrives af salige Syner. Som den fuldblods Sidenius, hun var, havde hun slet ingen Anlæg for katolsk Mysticisme. Den sikre Fortrøstning, der afspejlede sig i hendes Blik og Miner, og som gav hendes Stemme en saa usædvanlig Inderlighed og Kraft, udsprang af en forholdsvis nøgtern, dogmatisk begrundet Overbevisning om at tilhøre den lille Flok, der fulgte Retfærdiggørelsens snevre Sti, og hvis Arvelod var i Himlen, hvor engang den evige Herlighed skulde blive Lønnen for al Møje og alle Afsavn.

Midt i Salmens andet Vers tav Faderen pludselig og løftede Hovedet med et lyttende Udtryk.

„Stille!“ udbrød han og standsede Sangen.

Samtidig kaldte Moderen inde fra Sengen: „Der er Nogen, der ringer paa Portklokken,“ sagde hun.

Nu hørte ogsaa de andre den tunge Natklokke klemte derhenne i den anden Ende af Huset, og denne usædvanlige Lyd midt i Aftenens Stilhed virkede uvilkaarlig opskræmmende.

Faderen gik gennem et tilstødende Værelse ind i sin Stue, der laa ved Siden af Porten, og slog her et Vindu op.

„Hvem kommer her og ringer ved Nattetid?“ raabte han ud.

Inde i Dagligstuen kunde man høre, at en Mandsstemme svarede ude paa Gaden. Mens de to Smaapiger, helt uhyggelig tilmode, saae paa hinanden og derpaa hen paa Søster Signe, der var bleven siddende ved Klaveret, fortsatte Faderen derinde i barsk Tone:

„Deres Barn sygt … Hvad er Deres Navn, og hvor bor De? … Krankstuegyden … Ja saa … Hvor gammelt er Barnet? … Et Aar! … Det er besynderligt, som Folk i denne By faar travlt med at forlange Præstens Hjælp, saasnart der er Fare paafærde. Til daglig føler de ingen Trang til at føle Guds Nærhed. Hvorfor har De ikke ladet det Barn døbe for længe siden? … Ja naturligvis skal jeg komme. De maa gaa hjem og ordne det fornødne, at alt kan være parat, til jeg kommer. — Og De maa sørge for, at der er Lys paa Trappen,“ raabte han efter Manden, som allerede havde fjernet sig.

Da Præsten kom tilbage til Dagligstuen, spurgte han efter Peter Andreas.

„Nu skal jeg kalde paa ham,“ sagde Signe, der vidste, at Faderen paa Grund af sit svage Syn ikke gerne gik ud om Aftenen eller i glat Føre uden Ledsagelse.

„Boel kan hente ham,“ sagde Præsten til den gamle Tjenestepige og gik ind i Sovekammeret for at klæde sig paa. „Du, Signe, maa blive her og hjælpe mig med Præstekjolen.“

Inde hos Moderen var imidlertid Natlampen bleven tændt.

„Tag endelig noget varmt paa dig, Johannes,“ sagde hun i sin altid lidt modfaldne Tone. „Det er vist rigtig koldt iaften, jeg kunde høre det paa Kirkeuret før. — Signe, hent Fa’ers forede Vest. Den hænger inde i Skabet.“

Men nu kom den gamle Boel tilbage med den Besked, at Peter Andreas ikke var paa sit Kammer, og at hun heller ikke havde kunnet finde ham noget andet Sted i Huset.

Uvilkaarlig rejste Præsten sig fra den Stol, hvorpaa han netop havde anbragt sig for at faa Præstekraven sammenheftet med en Naal bag i Nakken. Han blev bleg. Og da han nu paa Pigens forstyrrede Ansigtsudtryk kunde se, at hun vidste mere, end hun havde sagt, gik han hende tæt ind paa Livet og sagde bydende:

„Hvad er der? … Tal ud! … Du skjuler noget.“

Skælvende af Angst for Præstens Vrede gik hun til Bekendelse og fortalte, at hun, der ligesom Peter Andreas havde sit Kammer paa Loftet, flere Gange i den senere Tid havde hørt ham liste om deroppe om Natten; og da hun nu fandt hans Værelse tomt, havde hun derfor anstillet en nærmere Undersøgelse og derved fundet Vinduet i Forstuen staaende paa Klem og friske Spor i Sneen udenfor.

Henne i Sengen havde Moderen forsøgt at rejse sig. Nu lagde hun sig tilbage paa Puden med et klagende Udbrud og holdt Haanden for Øjnene som En, for hvem det svimler.

Præsten gik hen til hende og greb hende om den anden Haand.

„Rolig, Mo’er … rolig!“ sagde han, skønt hans egen Stemme skælvede.

„Gud se i Naade til os!“ stønnede hun.

„Amen!“ sagde Præsten stærkt, — han slap ikke hendes Haand.

Imidlertid befandt Peter Andreas sig ude paa de store Bakker nordfor Byen, hvor en livlig Skare halvvoksen Ungdom i disse Aftener drev Slædesport i det klare Maaneskin. Det var selve den „kongelige Amtschaussé“, man havde udvalgt til Bane, — en bred, jævnt nedadskraanende Vej, der fra Bakkehøjden førte i en enkelt stor Svingning lige ind til Byen, ja her kunde man endda, dersom man havde tilstrækkelig Fart paa og ikke var bange for Vægterne, rutsje gennem hele den stejle Nørregade næsten ned til Torvet foran Raadhuset.

Under denne lange Nedfart havde man foran sig den frieste og videste Udsigt over Egnen: først nedover selve den snedækkede By med rødt Lygtelys i Gaderne og hvidt Maaneskin paa Tagene; dernæst over den tilfrosne Fjord og de islagte Enge; endelig over det fjerne Bondeland med dets Landsbyer, Skove og tilsneede Marker. Og ovenover alt dette en høj, vatret Himmel, hvor Maane og Stjerner syntes at lege Skjul bag Skyerne — som havde disse gamle Kloder ladet sig smitte af Ungdommens Lystighed.

Hallo! Under skingrende Fløjten og raske Tilraab foer de skinnebeslaaede Slæder nedad den isglatte Vej, styret ved Hjælp af lange Pigkæppe, der slæbte efter dem som et Ror, … hoppede over Smaasten, løftede sig over enhver Forhindring saa let som en Baad over en Bølge. Hist og her ved Siden af Vejen stod Smaaklynger af halvvoksne Tjenestepiger med indbundne Hoveder og med Hænderne viklede ind i Forklæderne som i en Muffe. Naar det nu hændte, at en af Idrætsmændene tumlede bagover og blev siddende paa Banen som en afkastet Rytter, mens den tomme Slæde med forøget Hast fløj videre nedad Bakken, — opløftede der sig fra disse Klynger en ubarmhjertig Kvindelatter, tilsat med en hoverende Hujen fra de Drenge, der tilfældigvis i det samme foer forbi.

Værst gik det i slige Tilfælde ud over Latinskolens Drenge, „Studenterfrøene“, som var i afgjort Mindretal. Peter Andreas’ højeste Unaade ramte derfor den af dem, der tilføjede Standen et saadant Nederlag.

Selv styrede han med overlegen Sikkerhed sin nye, flotte, rødmalede Langslæde, „Blodørnen“ kaldet, den han udenvidere havde taget paa Kredit hos en af Byens Hjulmænd, og som han om Dagen holdt skjult i en af Tømmergaardene. Let og lydløst næsten fløj den gennem Luften paa sine engelske Rundjern, mens han i eetvæk brølte: „Varsko!“ Hans runde Kinder glødede; hans Øjne var stive af triumferende Iver og Kappelyst. Undertiden rejste han sig midt under Farten op paa Mederne, svang sin Pigstav over Hovedet som en Kriger en Lanse og raabte: Hej-Hallo-Ho! Hans sydende Livsmod, al den viltre, ærelystne Ungdomskraft, han maatte skjule og nedkue i Hjemmet og paa Skolen, brød i saadanne Øjeblikke frem hos ham i et Overmod, der gjorde ham en Smule latterlig selv for hans bedste Venner mellem Kammeraterne.

Pludselig hørtes et højt, varskoende Raab nede fra Foden af Bakken. I samme Nu styrede alle Slædefarerne ud til Vejkanten og lod sig vælte ned i de dybe Grøfter paa begge Sider. Ogsaa de, der var paa Vej opefter, forputtede sig i Hast bag Snedriver og Buske, mens alene Pigebørnene blev staaende oprejst og nøjedes med at stikke Hovederne sammen og fnise.

Nede ved Indkørselen til Byen var Vægteren kommen tilsyne. I sin lange Kavaj, med Blikskiltet skinnende paa Brystet som en Stjerne, stod han der i Maanelyset for Enden af det mørke Stræde. Af Hensyn til de købstadsøgende Bønders Heste var al Slædesport paa Landevejen strengelig forbudt. Drengene havde derfor udstillet Vagtposter hist og her under Bakken for at sikre sig mod en Overrumpling. Og nu stod den frygtede „Wolle“ dernede og saae op mod den pludselig ganske tomme Vej, mens der hist og her fra Grøfterne lød et halvkvalt „Kuk-Kuk“ eller „Mi-jav“, efterfulgt af Grinen og Fnisen. Saa opløftede han truende sin Stok, vendte sig hovedrystende om og gik tilbage ind i Byen.

Kort efter hørtes igen Vagtmandskabets Signal. Og et Par Minutter efter var Legen paany i fuld Gang over hele Banen.

Imidlertid havde en af de større Læredrenge faaet en af Pigerne lokket med paa sin Slæde, et Syn, der øjeblikkelig fik Ærgerrigheden til at flamme op i Peter Andreas’ Bryst. Midt under Nedfarten standsede han udfor en Klynge lattermilde Pigebørn og indbød den allerlængste af dem til at slaa Følge. Efter lidt Nølen gav hun efter og satte sig foran ham overskrævs paa Slæden. Dristigt slyngede han Armen om sin Erobring, — og Blodørnen foer afsted.

„Varsko!“ brølte han af sine Lungers fulde Kraft; han maatte forkynde Verden sin Triumf.

„Saae du Peter Andreas? … Ja, det var jo Per!“ hørte han i Forbifarten fra et Par af Kammeraterne, der var paa Vej opefter med deres Slæder. Hans Hjerte svulmede. Han havde opfanget den ufrivillige Beundring i Tonefaldet.

Ogsaa Pigebarnet — en sortøjet og sortlokket Tiggertøs — vendte sig under den vilde Fart anerkendende om imod ham og grinte med en stor, rød, halvaaben Mund, der fik hans Kinder til at brænde. Gamle Drømme vaagnede paany i hans Bryst, … Drømme om Natmandsliv og Natmandslykke paa den store, frie Hede, Drømme om et sorgløst Vandrerliv, om et Hjem i et Telt eller en Jordhytte, ene med Stjernerne og de flyvende Skyer.

Slæden standsede først helt nede foran Byen, og Pigebarnet vilde nu rejse sig for at vende tilbage til sine Veninder. Men Peter Andreas tvang hende til at blive siddende, — han vilde ikke slippe hende og gav sig til at trække hende opad Bakken. Fod for Fod stred han sig opefter med sin tunge Byrde. Han indbildte sig at være en Kriger, en Viking, der vendte hjem fra Sejrstogt i fremmede Lande og førte sit Krigsbytte med sig, en dejlig Kvinde, en ranet Prinsesse, der nu skulde være ham til Vilje deroppe i hans Bjælkehus dybt inde i Skovene, … og sporet af sin Fantasi stemmede han Fødderne mod den isglatte Skraaning med en Kraftanspændelse, saa Sveden sprak ham af Panden.

Da de havde naaet Bakketoppen, og idet han igen anbragte sig bag paa Slæden for at fare nedover, vendte Pigen sig om imod ham og sagde:

„Er det sandt, hvad de siger, at du er en Søn af Præsten?“

Spørgsmaalet trak ham saa hovedkulds tilbage til Virkeligheden, at han formelig blegnede derved.

„Nej!“ stødte han frem mellem Tænderne — med et Eftertryk, der forplantede sig helt ned i hans Fødder. Og Blodørnen fløj nedover Bakken, saa Skinnejernene sang.

Og virkelig havde han heller aldrig saa stærkt som i dette Øjeblik følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke, beklumrede Stue, hvor hans Fader og Søskende nu sad og sang Salmer og bad bange Bønner midt i Vinternattens Eventyrpragt — en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans, fulde af Gru for Livet og dets Herlighed. Han følte sig tusinde Mile borte derfra, i en hel anden Himmelegn, i Pagt med Solen og Stjernerne og de sejlende Skyer.

Tys! — Hans Øre fangede med eet en gammelkendt Klang dernedefra … Kirkeklokkens Slag. Som et Budskab fra Underverdenen steg den op til ham gennem den sølvlyse Frostluft … elleve tunge, mørke, langsomme Slag. Hvor han hadede den Lyd! Allevegne og til alle Døgnets Tider brød den skurrende ind i hans Lykkedrømme … advarende, kaldende. Det var ikke muligt at flygte saa langt, at den ikke indhentede ham. Som en usynlig Aand forfulgte den ham paa alle hans forbudne Veje. Naar han om Foraaret havde stjaalet sig ud paa Engene med sin Kæmpedrage „Heljo“, eller naar han om Sommeren drev med en Jolle ude paa Fjorden og trak Aborrer, … hvert Kvarter listede denne Spøgelserøst sig ind i hans Øre med sin besværgende Mumlen.

„Hallo!“ skreg han for at overdøve Røsten og krystede i udfordrende Trods den lange Pige endnu kraftigere i sin Arm. Hun vendte sig atter smilende om imod ham med et Blik, der jog ham en sød Kuldegysning nedover Ryggen.

„Du er smuk,“ hviskede han ind i hendes Øre. „Hvad hedder du?“

„Oline.“

„Og hvor bor du?“

„I Smedestrædet … Riisagers Gaard … Og hvor bor du?“

„Jeg?“

„Ja. Naar du ikke er Præstens Søn, hvem er du saa?“

„Hvem jeg er? … Jeg? … Det kan jeg ikke sige dig. — Men skal vi mødes imorgen Aften i Voldstrædet, naar det er bleven mørkt?“

„Det kan vi jo gerne.“

Uden at agte nogen Fare havde han overskredet Bygrænsen og foer nu i fuld Fart videre nedad Nørregade. Han var dog ikke kommen langt, før en stor Skikkelse sprang frem fra et Gadehjørne og med et tordnende „Holdt“ huggede den krumme Ende af en Stok i Slæden, saa denne væltede og kastede det sammenslyngede Par ud i Sneen. Med et vildt Skrig flygtede Pigebarnet, mens Peter Andreas følte sig grebet i Nakken af Ole Vægters kraftige Næve.

„Kom nu her, du Knægt! Jeg skal lære Jer Satens Drenger at holde Jav med Øvrigheden. Paa Raadstuen med ham! … Ingen Snak! … Hvem er du en forbandet Søn af?“

Peter Andreas forstod straks, at her maatte der Opfindsomhed til, om han skulde slippe ud af Klemmen. Hurtigt og ligesom aandeløs sagde han:

„Det var godt, jeg traf Dem, Vægter! Der er stort Slagsmaal deroppe mellem Drengene. Iversens store Læredreng har trukket Kniv. De maa skynde Dem, … han er helt rasende.“

„Hvad er’et, han siger?“

„Ja, han har stukket Alfred … Borgmesterens Søn. Bare han ikke er død. Han ligger deroppe i en stor Blodpøl.“

„Borgmesterens Søn!“ stønnede Vægteren og slap sit Tag.

„Jeg løber hen og siger det til Familjen og henter Doktor Carlsen,“ sagde Peter Andreas og greb hurtig efter Slæderebet. Før Vægteren fik sig besindet, var han væk.

Klokken var bleven næsten tolv, da han, efter at have svunget sig over Naboens Plankeværk, krøb ind gennem det Forstuevindue, han ved sin Bortgang havde ladet staa paa Klem. Han havde trukket Støvlerne af sig ude i Sneen, og med forsigtige Skridt listede han henimod Loftstrappen. I det samme blev Døren til Studereværelset reven op. Faderen stod foran ham med en Lampe i sin opløftede Haand.

I nogle Øjeblikke stod Fader og Søn saaledes overfor hinanden uden at tale. Der hørtes kun en klirrende Lyd af Kuplen paa Lampen i Pastor Sidenius’ sitrende Haand.

„Ad Tyvens Vej gaar du ind og ud af din Faders Hus,“ sagde Præsten endelig. — „Hvor kommer du fra?“ tilføjede han lidt efter med halv Stemme, som havde han næppe Mod til at høre Svaret.

Peter Andreas fortalte uden Omsvøb eller Forsøg paa Besmykkelse, hvor han havde været, — han ringeagtede i dette Øjeblik Faderen for dybt til, at han kunde faa sig til at lyve for ham. Og da han nu var gaaet til Bekendelse, tilstod han med det samme baade Købet af „Blodørnen“ og sin Gæld hos Hjulmanden.

„Saa vidt er det altsaa kommen med dig?“ sagde Faderen uden at lade sig mærke med, at den værste Angst i Virkeligheden var bleven taget fra ham. Han vidste, at der et Par Steder i Byen fandtes Smughuler for Uterligheden, og han havde frygtet for, at det var til et saadant Sted, Sønnen ved slet Eksempel var bleven lokket hen. „Gaa i din Seng!“ fortsatte han. „Du er og bliver et Syndens Barn! … Imorgen tales vi nærmere ved.“

Da Peter Andreas tidlig den næste Dag blev kaldt ned til Morgenandagten i Dagligstuen, var han forberedt paa en Gentagelse af den højtidelige Brændemærkning, der i sin Tid var overgaaet ham i Anledning af Æbletyveriet. Signe sad ved Klaveret, hvor der brændte et enligt Lys. Resten af den store Stue laa i Mørke, og der var saa koldt, at der stod en Taage ud af Mundene paa dem, der sang.

Imidlertid blev baade den første og den anden Salme sungen tilende og Trosbekendelsen fremsagt, uden at der skete nogen Hentydning til Gaarsaftenens Begivenhed. Heller ikke senere paa Dagen blev der talt et Ord til ham derom. Pastor Sidenius havde den hele Formiddag siddet ved sin Hustrus Seng, og Forældrene var kommen til den Erkendelse, at det var frugtesløst længer at forsøge paa ved Overtalelser at indvirke paa Drengens Sind, — der kunde nu kun haabes paa, hvad Tiden og Livets Tugt ved Guds Naade kunde udrette. Den eneste Foranstaltning, der blev truffen, var den, at Naboens Plankeværk forsynedes med opadvendte Spigersøm, og at Faderen fremtidig hver Aften personlig forvissede sig om, at Sønnen laa i sin Seng.

Peter Andreas var ligeglad. Intetsomhelst af, hvad man foretog sig med ham i Hjemmet — det være sig ondt eller godt — gjorde længer noget Indtryk paa ham. Den Tid var forbi, da han lagde Planer om ved et eller andet eventyrligt Skridt — en formelig Opstand eller en hemmelig Flugt — at forkorte sin Pine og drage ud i Verden for paa Lykke og Fromme at opsøge det Kongerige, hans Drømme havde forjættet ham. Han var nu baade gammel nok og forstandig nok til at indse, at han hurtigst og sikrest vilde kunne naa den attraaede Uafhængighed, naar han taalmodig gik sin Skolegang tilende, — og forresten varede det heller ikke længe, før han udfandt andre Midler til at skuffe Faderens Aarvaagenhed. Naar alt i Huset var bleven stille, firede han sig ved Hjælp af en Tougende fra sit Gavlvindue ned paa Portrummets Halvtag og lod sig herfra glide langsmed Nedløbsrenden ned paa Gaden, — og endnu mangen maaneklar Nat laa han ude paa Fjorden med sin elskede Fiskesnøre og forærede ved Hjemkomsten Vægteren sin Fangst for at holde hans Mund lukket.

Ogsaa med den sortøjede Oline fra Riisagers Gaard havde han fundet Lejlighed til at forny Bekendtskabet. De havde et Par Gange haft Stævnemøde om Aftenen i en af Byens store Tømmergaarde; men forresten var de hurtig bleven færdig med hinanden. Den altfor grovkornede Ligefremhed i Tøsens Udtryk og Lader havde gjort ham skamfuld, og da hun engang ligefrem forsøgte Angreb paa hans Dyd, havde han med Skyhed slængt hende fra sig og søgte hende ikke tiere.

En særlig Forkærlighed havde han for Havnen og det Liv, der — fattigt nok forresten — rørte sig paa Bryggen mellem Kulskibene og de smaa, svenske Tømmerlastere. Dernede laa en lille Provianteringsbod, hvis Bestyrer han havde lært at kende, og her tilbragte han ofte sine Fritimer for at kunne høre paa Søfolkenes Fortællinger om deres Oplevelser i fremmede Lande, om de store Oceandampere med deres Fragt af indtil to Tusinde Personer, og om Livet paa de store Havnepladser med deres vældige Skibsværfter og Dokker.

Sømandslivet fristede ham dog ikke. Han havde sat sig et større Maal. Han vilde være Ingeniør. Denne Stilling syntes ham nemlig at byde de fleste Muligheder for Virkeliggørelsen af hans Drøm om et stolt og frit omflakkende Liv, rigt paa Eventyr og spændende Tildragelser. Desuden vilde han ved at vælge en saadan rent praktisk Livsgerning paa den tydeligste Maade udskille sig fra sin Slægt og bryde med dens saa forherligede, aarhundredgamle Traditioner. Hans Valg var en bevidst Udæskning, navnlig overfor Faderen, der plejede at tale meget nedsættende om Folks Glæde ved Tidens store tekniske Fremskridt. Saaledes havde han engang, da der var bleven en Del Røre blandt Borgerne i Anledning af et Forslag om at søge Byens hensygnende Skibsfart fremmet ved en Uddybning af Fjordindløbet, udtalt sig yderst ringeagtende om den hele Sag. „Disse Folk med deres idelige Bekymringer for alle andre Ting end det ene fornødne,“ havde han sagt. Fra den Dag vidste Peter Andreas, at han vilde være Ingeniør.

En Tilskyndelse i samme Retning fik han desuden henne fra Skolen. Mens de fleste af hans Lærere, paavirket af Forældrenes Opfattelse af ham, allerede paa et tidligt Tidspunkt havde opgivet ham som En, der dog aldrig vilde drive det til noget ordenligt, havde han efterhaanden vundet sig en Ven og Beskytter i sin Matematiklærer. Denne, en gammel Militær, udtalte sig endog særdeles rosende om hans Evner overfor Faderen, naar denne — som det et Par Gange havde været Tilfældet — i sin Utaalmodighed tænkte paa at tage ham ud af Skolen for straks at sætte ham til et Haandværk. Det saae næsten ud, som om den gamle Soldat dreves hertil af en forstaaende Deltagelse for Drengen og fandt en Tilfredsstillelse i at bringe den strengt dømmende Præst til Tavshed med sine Lovord.

Ellers var det nu saaledes, at Byens Stemning overfor Pastor Sidenius og hans Hus var i Færd med at vende sig. Tiden og Vanen havde omsider ogsaa i dette Forhold gjort sin forsonende Gerning. Hertil kom, at adskillige af de gamle Købmænd og Studeopdrættere, som hidtil havde behersket Byens offenlige Mening, i Aarenes Løb var døde, og — hvad der var det væsenligste — det havde for de flestes Vedkommende vist sig, at hverken deres Handelsomsætning eller deres Formue stod i rimeligt Forhold til den Myndighed, de havde tiltaget sig i alle Byens Anliggender. Det havde været Forretningsfolk af den gamle Skole, der i deres Bondehovmod ikke vilde erkende, at Tiden løb fra dem, og som lod haant om de ændrede Former, Samfærdselsmidlernes Udvikling havde givet Handelen. Flere af Byens bedste Familjer, der havde levet stort paa nedarvet Rigdom, sank i Aarene efter Krigen næsten ned til Fattigdom. Og som Velstanden svandt, voksede Trangen til Religionens Trøst. Pastor Sidenius’ myndige Ord om det Timeliges Forfængelighed og Armodens og Savnets sande Rigdom begyndte at finde Forstaaelse hos Folk og allermest netop hos dem, der forhen havde staaet ham haardest imod. Stadig øgedes den Skare af Andægtige, der om Søndagen samledes om hans Forkyndelse, og det hændte aldrig mer, at nogen af Byens Borgere undlod at hilse ham, i hvert Fald naar han var i Ornat.

* * *

Det var under den videre Udvikling af disse Forhold, at Befrielsens Time endelig slog for Peter Andreas. Takket være den gamle Matematiklærers indtrængende Forestillinger hos Faderen havde denne omsider indvilliget i at lade ham rejse til Hovedstaden for at studere ved det polytekniske Institut. Han var nu seksten Aar.

En smuk Høstaften, da den ugenlige Passagerbaad langsomt dampede ud gennem Fjordens endnu lige tilgroede Krumninger paa Vej til København, stod Peter Andreas henne i Agterstavnen med en Taske over Skuldren og saae tilbage imod Byen, der tegnede sig bestandig mørkere mod den gulrøde Aftenhimmel. Løsrivelsen fra Hjemmet havde ikke kostet ham Taarer. Selv Afskeden med Moderen var gaaet for sig uden større Sindsbevægelse. Og dog, som han nu stod der i sin nye, skræddersyede Dragt, med en Hundrededalerseddel indsyet i Foret paa sin Vest, og saae Byens Tagvrimmel og Kirkens tunge Murstenstaarn svinde bort mod den lysende Himmelrand, greb Benauelsen ham, ja der rørte sig en vag Følelse af Taknemlighed i hans Bryst. Han syntes nu selv, at han ikke havde faaet sagt Hjemmet og Forældrene Farvel paa rette Maade, og han ønskede næsten, at han kunde vende om og tage Afsked endnu engang. Om det saa var den fjerne Lyd af Kirkens Aftenklokke, der bares ud til ham over Engene som Hjemmets sidste Hilsen og Advarsel, saa vakte den nu kun hans forsonlige Følelser.

Denne let bevægede Stemning holdt sig hos ham den første Tid under Opholdet i København. Den forstærkedes endda, efterhaanden som han blev et Bytte for den særegne Forladthedsfølelse, der i Begyndelsen knuger Provinsboeren i den store By med dens lutter fremmede og ligegyldige Ansigter. Han kendte ikke et Menneske i København. Ingen af hans Skolekammerater var endnu kommen dertil, idet de havde fortsat deres Skolegang for at blive Studenter. Han kunde de første Uger blive helt modløs i sin Ensomhed; og ofte gik han ned til Børsbroen for at se, om der ikke skulde være kommen en Æbleskipper derhjemmefra, med hvem han kunde faa sig en Passiar om Byen og fælles Bekendte. Kun hans Følelser overfor Faderen undergik ingen væsenlig Forandring; det var bestandig til Moderen, han skrev, naar han overhovedet lod høre fra sig.

Af hans ældre Brødre havde den ene — Thomas — allerede for et Aarstid siden fuldendt sine Studier og var bleven Kapellan et Sted paa Landet. Den anden, Eberhard, boede ganske vist stadig i Byen men var i Øjeblikket bortrejst; og selv da han kom tilbage, saaes de to Brødre saa godt som ikke. Eberhard var en omsigtsfuld og ængstelig Natur, der sluttede sig inde i sig selv af lutter Frygt for at komme i Berøring med noget, der kunde tænkes at skade hans Anseelse. Han følte sig derfor højst generet af denne vanslægtede Broder, der saaledes var kommen tilløbende og vilde gøre sig gældende uden engang at være Student.

I det første Par Maaneder boede Peter Andreas oppe paa en elendig Bagstuekvist i den indre By med Udsigt til en Mængde røde Tage. Senere flyttede han ud til et Par gamle Folk i Nyboder.

Da Vinteren kom og Julen nærmede sig, begyndte han at spare Penge sammen for at kunne rejse hjem i Ferien uden at behøve at bede Forældrene om Rejsepenge. Det var særlig Middagsmaden og Kakkelovnsvarmen, det gik ud over. Tilsidst levede han udelukkende af Brød og Kaffe.

Lillejuleaftens Dag rejste han saa hjem landværts, efter forinden at have meldt sit Komme med et Par Linjer i et Brev.

Under den daglange, uendelige Kørsel gennem Sjælland og Fyen og ved Synet af de mange glade Julerejsende, der fyldte Kupeerne og overalt ved Stationerne modtoges af jublende Slægt og Venner, voksede hans egen Forventning, saa den tilsidst stemte ham helt højtidelig. Han huskede derhjemmefra, med hvilken Spænding hans ældre Brødres Hjemkomst altid var bleven ventet; hvorledes Lamperne var tændt i alle Stuerne, og hvorledes Aftensmaaltidet var bleven udskudt til efter Togets Ankomst for at gøre Modtagelsen des mere festlig. Og han tænkte paa sine gamle Kammerater, som muligvis allerede nu vidste, at han vilde komme, og som maaske vilde modtage ham paa Stationen.

Paa Vejen op gennem Jylland tømtes efterhaanden Kupeen, og tilsidst blev han alene. Mørket var faldet paa, Lygten under Loftet var bleven tændt, Storm og Regn slog mod Ruderne. Han havde endnu halvanden Time at køre i. Saa strakte han sig, saa lang han var, paa Bænken og faldt i Søvn.

Han vaagnede ved, at Toget kørte over en Bro. Hans Hjerte kom til at banke. Den Lyd kendte han. Det var Skærbæk-Broen. Saa var der kun fem Minutter igen.

Han foer til Vinduet og tørrede Duggen af … ja, der var Aaen … og Engene og Skærbæk Bakker. Og nu svingede Banen, og Byens første Lygter skimtedes gennem Regntaagen.

Søsteren Signe stod paa Perronen for at modtage ham. Der jog straks en lille Ubehagsfornemmelse igennem ham, da han opdagede hende. Hun stod der, lidt rundrygget, i en halvkort, skrækkelig gammeldags Kaabe, med sorte Uldhandsker paa Hænderne og Kjoleskørtet opheftet, saa man saae et Par lange, tynde Ankler over et Par store Fødder i Galosjer. Det generede ham, at hun havde stillet sig saadan op og givet sin uheldige Figur til Pris for Folks Kritik. Desuden havde han bestemt ventet at se sine to yngre Brødre — Tvillingerne — og det vakte hans Mistanke, at det netop var Signe, der modtog ham, fordi hun var den af alle hans Søskende, med hvem han allerdaarligst forligedes.

Paa Vejen hjem gennem Gaderne forstod han da ogsaa snart af hendes Tale, at Forældrene ikke var helt tilfredse med hans Besøg; de fandt det mindre vel betænkt af ham, at han allerede havde taget sig Ferie. En saadan Rejse kostede jo ogsaa mange Penge, sagde hun, — han burde i hvert Tilfælde først have indhentet Faderens Tilladelse.

Endnu før de naaede Præstegaarden, var Peter Andreas’ Følelser bleven grundig afkølede. Og da han nu kom ind i Dagligstuen og saae Faderen sidde der paa sin sædvanlige Aftenplads i den gamle, falmede Lænestol med sin grønne Papskærm for Øjnene, fortrød han allerede, at han ikke var bleven i København. Det var nu aabenbart ogsaa kun med nogen Overvindelse, at Faderen bød ham velkommen og klappede ham paa Kinden. Døren ind til Spisestuen var lukket; Peter Andreas kunde høre, at der blev skuret Gulv derinde; og da han henne paa Bordet fik Øje paa en Bakke med noget Smørrebrød, forstod han, at de andre havde spist. Moderen laa som altid i Sengen. Hendes Velkomst manglede hverken Oprigtighed eller Varme; hun kyssede ham bevæget paa begge Kinderne; men Peter Andreas’ Hjerte var bleven koldt.

Han var for ung til at forstaa, at han ikke led anden Forurettelse end den, der i Almindelighed bliver de yngre af en stor Børneflok til Del, fordi de ældste har høstet Førstegrøden af Forældrenes Kærlighed. Selv om denne ikke netop bliver mindre, forandrer den dog Karakter, mister Nyhedsglæden, der lyser saa festlig over ethvert Fremskridt hos de ældre. Da Per ved Sengetid blev alene oppe paa sit gamle Loftskammer, gav han sig til at le. Han var i Grunden nu mere ærgerlig end krænket. Han gjorde Nar af sig selv. Han spottede over den Sentimentalitet, der havde faaet ham til at længes efter dette saakaldte Hjem, og han svor dyrt paa ikke oftere at lade sig narre af den Slags Fornemmelser.

Og da saa Juledagene oprandt med al den himmelvendte Højtidelighed, han selv var ganske udenfor, med den stadige Kirkegang og den megen Salmesang, talte han blot Timerne, til han kunde komme bort og igen være fri og uafhængig i København. Ogsaa Gensynet med Kammeraterne havde nemlig bragt Skuffelse. Nogle af dem vilde knap nok kendes ved ham igen, paavirkede som de var af deres Forældre. Paa Grund af, at hans Fader og Søskende kun ugerne talte om ham, havde Folk i Byen nemlig faaet den Mening, at han var et Menneske, der var kommen paa Afveje. Flere af Kammeraterne begyndte desuden allerede at føle sig i deres Værdighed som vordende akademiske Borgere. Han havde straks besøgt dem alle; men de fleste af dem modtog ham forlegent, og ingen af dem havde bedt ham om at komme igen.

Straks efter Nytaar vendte han saa tilbage til København.

Andet Kapitel.

En af Nyboders bedst kendte og mest agtede Personer paa den Tid, hvorom her fortælles, var den gamle, pensionerede Højbaadsmand Olufsen i Hjertensfrydgade. Hver Formiddag, naar St. Paulskirkens Taarnur slog elleve, kunde man se hans høje, magre, lidt duvende Skikkelse træde ud af den lave Dør i det lille, to Stokværks Sted, hvis øverste Lejlighed han beboede, og et Øjeblik blev han staaende ude paa Fortovet for paa Sømandsvis at kigge op til Skyerne og lade Blikket løbe henover Tagryggene som over Takkelagen paa et Skib. Han var klædt i en noget falmet men yderst omhyggelig afbørstet Overfrakke, i hvis Knaphul der saaes et bredt Dannebrogsbaand. Paa sit hvide Hoved bar han en graa Cylinderhat, og paa den venstre Haand, med hvilken han støttede sig til sin Paraply, havde han en gammel, runken Skindhandske.

Med den højre Arm lagt bag om Ryggen trippede han derpaa langsomt og forsigtigt henad den ujævne Fliserække. Samtidig kom hans Kone tilsyne i Gadespejlet oppe foran Salsvinduet, hvorfra hun blev ved at følge ham med Øjnene, indtil han var sluppen vel over den dybe Rendesten ved Hjørnet af Elsdyrsgade. I en storblomstret Nattrøje og med en Avispapirs-Papillot foran hvert Øre stod hun deroppe og nød Synet af hans velplejede Person med en stolt Selvtilfredshed, som var han helt og holdent hendes eget Værk.

I det Øjeblik, Højbaadsmanden kom forbi Nyboders Vagt med den høje Galge, hvori Alarmklokken hang, flyttede han Paraplyen over i den højre Haand for at kunne hilse med den behandskede, dersom nogen af Vagtmandskabet skulde give ham militær Honnør — noget, han satte stor Pris paa og altid nøje mærkede sig. Derpaa drejede han om ad Kamelgaden og stilede ned imod Amalienborg Slotsplads, hvor han daglig indfandt sig til det Klokkeslet, da Vagtparaden trak op. Naar han nogen Tid havde hørt paa Musiken, gik han tilbage over Store Kongensgade og gennem Borgergade og videre ind i Byen.

Her, hvor han var udenfor sit fordums Magtomraade; hvor Ingen kendte ham som Højbaadsmand Olufsen, der havde faaet Dannebrogen af Kongens egen Haand; hvor han kort sagt var en ganske almindelig Spaserende, som Folk ustraffet kunde rende paa Albuen, — her sank han uvilkaarlig noget mere sammen i Ryg og Knæ, mens han lidt ængstelig stavrede frem paa sine ømme Fødder mellem de ilsomt forbifarende Mennesker. Længere end til Købmagergade gik han aldrig. Hvad der laa paa den anden Side af denne Gade, var for ham ikke det rigtige København men en Slags Forstad, saa afsidesliggende, at han ikke kunde begribe, hvor Nogen vilde bo der. Det var Adel- og Borgergade, der i hans Øjne var Byens Hovedaarer; og forøvrig var det Kvarteret Grønne-Sværte-Regnegade, der tilligemed Toldboden og Holmen udgjorde hans Verden. Naar han paa sin Spaseretur var naaet til den sidste Børstenbinder i Antonistræde eller havde været inde i Jomfru Jordans Lejebibliotek i Silkegade for at bytte en Bog for sin Kone, vendte han om og gik hjem.

I Almindelighed varede det dog endnu et Par Timer, inden han naaede tilbage til Hjertensfrydgade. Det var nemlig hans Vane at stille sig op paa alle Gadehjørner for at betragte de her sammenflydende Strømme af Mennesker og Vogne. Navnlig havde han trods sine firsindstyve Aar og sine rindende Øjne et langtskuende Blik for alle Tjenestepiger og særlig for dem, der gik med bare Arme. Hændte det, at en saadan i Forbifarten strøg ham tæt forbi, tilhviskede han hende en eller anden Kærlighedserklæring og skyndte sig derpaa fnisende afsted med dukket Hoved.

Hertil kom, at han nødvendigvis ogsaa skulde standse et Øjeblik udenfor Butiksvinduerne for at betragte de udstillede Varer og indprente sig Priserne paa alt lige fra Uldhandlernes Underbeklædningsgenstande til Guldsmedenes Diamantsmykker, — ikke fordi han havde til Hensigt ved Lejlighed at gøre Indkøb af disse Ting (heri var han lovlig forhindret alene af den Grund, at hans Kone, altfor vel kendt med hans Svaghed overfor Kvindekønnet, aldrig betroede ham Omgang med Penge); men med sine tomme Lommer fandt han en Tilfredsstillelse i at gaa ind i Butikerne og nyde de Handlendes Høflighed, lade sig de forskellige Varer forevise, spørge om Prisen paa de kostbareste og derpaa tøfle af med den Besked, at han skulde „lade høre fra sig“.

Eftermiddagen tilbragte Højbaadsmanden hjemme i sin Dagligstue — „Salen“, som den kaldtes paa Nybodersproget — et kahytlignende, lavloftet Rum med en Række smaa Vinduesfag ud mod Gaden. Her sad han i Skjorteærmer og med Kalot paa Hovedet ved et af Vinduerne og iagttog i Timevis de Skarer af halvtamme Krager ude fra Grønningen, som gav Hals ovre paa Genbohusrækkens Tagryg eller krigedes nede paa Stenbroen omkring Skarnbøtterne, der endnu paa den Tid af Dagen stod opstillet udenfor alle Dørene i den stille og tomme Gade. Af og til kunde der trække sig ligesom en Hinde over hans falmede Øjne, Hovedet sank da langsomt ned mod Brystet, og Munden rundede sig.

„Nu sidder du igen og koger Ærter, lille Fa’er,“ sagde da hans Kone og hentydede hermed til en egenartet Brummen, som Højbaadsmanden gav fra sig, naar Søvnen var ved at overmande ham. Hun havde sin faste Eftermiddagsplads paa en lav Stol henne ved Kakkelovnen, hvor hun sad og strikkede, idet hun samtidig læste i en laset Roman, som hun havde liggende foran sig paa Knæet, og hvis Blade hun vendte med sin Albu for ikke at afbryde Strikningen. Inde i Gaardværelset ved Siden af, hvortil Døren stod aaben, sad gerne en ung, lyshaaret Pige, Plejedatteren Trine, og syede. I Vinduet derinde stod ogsaa et Bur med en Kanarifugl, der hoppede paa sine Pinde.

Madam Olufsen var næsten lige saa høj som sin Mand, havde dertil en Bygning som en Hestgardist, ja endog en Antydning af en graa Moustache paa Overlæben. Naar hun om Formiddagen gik omkring i sin storblomstrede Nattrøje og med sine Avispapirs-Papilloter, var hun ikke indtagende; men naar hun efter Middag havde faaet Snørliv og sin sorte Merinos Kjole paa og skjult sin halvskaldede Isse under en baandbesat Kappe, foran hvilken de nu omhyggeligt ordnede Tindingekrøller præsenterede sig næsten koket mod de ikke helt afblomstrede Kinder, kunde man meget godt forstaa, hvad der fortaltes i Nyboder om hendes fordums Herlighed.

Det havde i det hele været et smukt Par, hun og Højbaadsmanden. Det havde ogsaa været et lykkeligt Par. Havde maaske Højbaadsmanden ikke altid holdt sig Lovens sjette Bud strengt efterrettelig, saa havde Madammen til Gengæld været trofast for dem begge, skønt det i hendes unge Dage ikke havde manglet hende paa Forlokkere. Dersom man kunde tro Rygtet, havde endog en af Hoffets Prinser, der altid gik paa Rov efter unge Nyboderskoner, hvis Mænd var paa Langfart, en Aftenstund passet hende op paa Hjørnet af Haregaden og, efter at have givet sig tilkende for hende, gjort hende et galant Tilbud. Hun havde nejet og slaaet Øjnene ned og derpaa stiltiende fulgt ham hen i en af de mørke og ensomme Alleer bag Volden. Men her i Ensomheden havde hun pludselig lagt den lille, visne Højhed over sit Knæ og af sit gode Hjerte givet ham en Endefuld, der ikke netop var den første Revselse, nogen krænket Nyboderskone havde tildelt ham, men sikkert nok den kraftigste.

Den medborgerlige Anseelse, dette aldrende Ægtepar nød, var da af gammel Dato, og deres Hjem var endnu et yndet Samlingssted for adskillige af Nyboders Standspersoner. Ikke i mange Nybodershuse udfoldedes der en Selskabelighed som hos de to Gamle i Hjertensfrydgade. Foruden de sædvanlige Kirkehøjtider og saadanne Bods- og Bededage, som overalt i Kristenheden festligholdes med fed Mad og varm Punsj, fejrede de en uendelig Række Familjebegivenheder og aarlig tilbagevendende Mærkedage af privat Natur. Der var saaledes Aarsdagen for Kanarifuglen Peters Indlemmelse i Familjen; der var Mindefesten for Højbaadsmandens Storetaa, som engang for mange Aar siden var bleven bortklippet paa Grund af Beneder. Men frem for alt var der Madam Olufsens Kopsætningsdag, der indtraf hen paa Foraaret, naar Varmen kom i Luften, og som indlededes med en stor Chokoladefrokost for Barberen, der udførte Operationen.

Selskabet bestod ved disse Lejligheder altid af de samme syv-otte gamle Venner af Huset, som nu i mere end fyrretyve Aar havde fejret betydningsfulde Familjebegivenheder hos hinanden, nemlig: pensioneret „Obertømmermand“ Bendtz fra Tulipangade, pensioneret Kvartermand Mørup fra Delfingaden, Overkanoner Jensen og Bolteslager Fuss fra Krokodillen, alle med Madammer. Heller ikke Festlighedernes Forløb havde i den sidste Menneskealder undergaaet nogen nævneværdig Forandring. Naar Gæsterne var bleven samlede i Gaardværelset, aabnede Højbaadsmanden Døren ind til „Salen“, hvor Bordet stod dækket, og bød Selskabet tilbords med den staaende Vittighed, at det nu var Tid at „faa puttet noget i Ansigtet“. Naar man saa var kommen til Sæde, og Værtinden havde sat den dampende Gaas eller Skinke paa Bordet, udbrød Bolteslager Fuss lige saa regelmæssigt, idet han i forstilt Overraskelse kastede sig tilbage mod Stoleryggen: „Naada, Madam Olufsen; der har De sgu lagt et forsvarligt Æg!“ — hvorpaa Madammen kaldte ham et gammelt Vrøvl og bad Gæsterne lade, som de var hjemme.

Paa dette Tidspunkt kunde det hænde, at Døren gik op for en krushaaret Yngling, hvis Ankomst blev hilst med et almindeligt Glædesudbrud. Alle de gamle Mennesker rejste sig ærbødigt op, idet de rakte ham Haanden, og den lille Trine — Plejedatteren — der pludselig havde skiftet Farve, fik travlt med at bringe en Stol ind fra Sideværelset, sætte et nyt Dække frem og hente en varm Tallerken i Køkkenet.

Den unge Fremmede var Olufsens Logerende, den eenogtyveaarige Polytekniker Sidenius, der i nogle Aar havde boet nede i Stuen i et Par smaabitte Gaardværelser, som hørte med til Højbaadsmandens Lejlighed. Han var alles Yndling her, og efterhaanden som nu Fadene og Brændevinskaraflerne tømtes, blev Stemningen meget lystig.

Der var kun een, der vedblev at være lige tavs og stille, — det var den lille Trine, som besørgede Opvartningen. Hun fyldte i Glassene, bragte Brød om, skiftede Tallerkener, pudsede Lysene, fremfandt Saltkarrene, optog tabte Lommetørklæder og hentede Vand til Madammerne, naar nogen af dem begyndte at faa ondt eller at hikke, — altsammen saa tyst, saa lydløst, at hendes Tilstedeværelse aldeles ikke mærkedes af nogen. Det var, som om man blev betjent af en usynlig Aand. Hun var nu ogsaa let at overse, saa lille og uudviklet hun var trods sine nitten Aar. Blandt de gamle Mennesker betragtedes hun endnu helt som Barn, tilmed som et meget indskrænket Barn, og i Virkeligheden manglede hun ogsaa lidt paa Forstanden. Hun var en stakkels Forældreløs, som Højbaadsmandens havde taget sig af, og hvis Herkomst ingen kendte. Nogen Skønhed besad hun ikke, og selv for den unge Hr. Sidenius var hun intet andet end det usynlige Redskab, der børstede hans Støvler og bragte hans Linned til Vadsk.

Naar nu Punsjebollen og de sukkerstrøede Æbleskiver var kommen paa Bordet, fornøjede man sig en Tid med at afsynge forskellige Selskabs- og Fædrelandssange, hvorved navnlig Madam Fuss gjorde sig bemærket med en — mere for sin Kraft end for sin Skønhed — højt beundret Diskant.

Under Sangen forsvandt pludselig Trine efter at have forvisset sig om, at der ingenting manglede paa Bordet, og at alle Gæsterne var forsynede. Ude i Køkkenet tændte hun et Lys ved Gløderne paa den aabne Grue og steg saa ned ad Husets smalle og stejle Trappe — en Slags Skibsstige — for at gøre i Stand til Natten i Hr. Sidenius’ Værelser. Det var to smaa, mørke og fugtige Rum, saare fattigt udstyrede med en lille Voksdugspuf og et Klapbord, hvorpaa der hulter til bulter laa Bøger, Tegneredskaber og store Papirsruller med Mærker af Blyantsfingre.

Trine satte Lyset fra sig paa Bordet, lukkede et Vindu op og stod et Øjeblik drømmende med Haanden paa Karmen og saae ud over den lilleputagtige, af nogle Plankeværker og et Nødvendighedshus omgærdede Have, hvorover et romantisk Fuldmaanelys skinnede. Men pludselig foer hun sammen, ligesom opskræmt af sine egne Tanker, og gav sig ivrig i Færd med det Taalmodighedsarbejde at bringe Orden i Stuens Forstyrrelse. Hun samlede nogle Klædningsstykker, der laa henkastede rundt om paa Stolene, og hængte dem ind bag Hjørneforhænget i Sovekammeret. Hun ordnede Bøgerne paa Bordet og lagde alle de mange smaa Tegneapparater ned i de for hvert enkelt nøje afpassede Rum i Etuierne. Skønt hendes unge Herre aldrig havde ulejliget sig med at give hende Anvisninger i saa Henseende, vidste hun nøjagtig, hvor hver Ting havde sin Plads, og hvor han ventede, ja fordrede at kunne finde den. Med det Instinkt, som Kærligheden skaber endog hos de Enfoldige, havde hun lært sig selv alt, havde udfundet hans Vaner, gættet sig til hans Ønsker, bestandig af sig selv fundet Vej gennem den Labyrint af Luner og uberegnelige Indfald, der fører ind til en saadan ung Mands egenlige, endelige Vilje. Han havde engang for alle ladet hende vide — og han havde ved den Lejlighed med en skrækindjagende Grimace opløftet sin Finger — at hun maatte betragte det at passe ham som sit Livs Hovedopgave og egenlige Bestemmelse, for hvis samvittighedsfulde Opfyldelse Gud engang vilde kræve hende til Regnskab paa Dommens Dag.

Det var derfor med en oprigtig Følelse af at røgte et højhelligt Kald, at hun færdedes dernede i hans smaa Stuer og syslede med hans Ejendele. Med en særlig Andagt dvælede hun inde i det lille Sovekammer, mens hun puslede med hans Seng, satte Tøflerne bekvemt tilrette saaledes, at Taaspidserne vendte indefter, og lagde Tændstikæsken paa den Side af Lysepladen, der var Sengen nærmest. Naar hun tilsidst tog Hovedpuden mellem sine Hænder for at rette paa Fylden, trykkede hun den et Øjeblik til sit Hjerte, idet hun med et saligt Udtryk lukkede Øjnene.

Oppe i „Salen“ var de Gamle imidlertid bleven mere og mere overstadige. Bolteslager Fuss havde faaet sin Guitar frem og trods Konernes Indsigelser givet sig til at synge den berygtede Skillingsvise „En bøvet Kælling ved Gammelstrand“. Mændene jublede. Ogsaa den unge Sidenius lo, og inde i den 84-aarige Obertømmermand Bendz klukkede det som i en Flaske. Men Konerne rejste sig krænkede og fortrak ind i Gaardværelset, hvor nu Kaffen blev anrettet med Tilbehør af Kandis og Solbærlikør.

Først henimod Morgen brød Selskabet op, og de forskellige Ægtepar trippede forsonede hjemad i en Lyksalighedstilstand, der henrev dem til Kys og Klap og kærlighedsfulde Omfavnelser midt paa aaben Gade.

* * *

Det var hos disse livsglade gamle Mennesker, der endnu i deres høje Alderdom uden Anfægtelser tømte Nydelsernes Bæger lige til Grumset, at Peter Andreas havde fundet sit første Asyl, et midlertidigt Fristed paa Vejen ud til det Lykkens Land, hans Drømme havde forjættet ham. Han havde her mødt den velvilligste Forstaaelse netop af det i hans Natur, som man hjemme i Præstegaarden havde villet undertrykke og brændemærke som Dødens og Djævlens Værk. Navnlig i sine første, ensomme Aar i København havde han været taknemlig for dette Hjem og for det hele muntre og idylliske Nyboder, der var som et hengemt Stykke Provins midt i Hovedstaden. Senere — efterhaanden som han udvidede sin Bekendtskabskres — havde hans Forhold til de to Gamle og deres lille Vennesamfund vel faaet en mere flygtig Karakter; men brudt blev det aldrig, og de Gamle blev ved at holde af ham og tage sig af hans Vel, næsten som om han kunde have været en af deres egne. De havde ikke været længe om at opdage hans Fattigdom, skønt han gjorde alt for at skjule den; og mere end een Gang vilde han være gaaet i Seng med tom Mave, dersom ikke Madam Olufsen paa hensynsfuld Maade havde budt ham ind for at „smage paa“ en ny Ost eller „sige hende sin Mening“ om en friskkogt Skinke.

Noget rigtigt Indblik i hans Forhold lykkedes det dem alligevel ikke at faa. Saa livlig og snaksom han til Tider kunde være — om sig selv og sine Forhaabninger talte han aldrig eller dog kun i Spøg, idet han, naar de spurgte ham, gerne svarede, at han „studerede til Minister“. Ligeledes bevarede han en haardnakket Tavshed angaaende alt, hvad der vedrørte hans Hjem og Forholdet til hans Familje, skønt særlig Madam Olufsen aldrig blev træt af at udfritte ham derom. Han havde foresat sig at ville betragte alt det Forbigangne som noget glemt, noget dødt, der end ikke som Minde skulde faa Lov at spøge i hans Tilværelse. Han havde bestræbt sig for grundigt at udlufte sit Indre, at udslette hver bitter og ydmygende Erindring af sin Sjæl, at den kunde blive som en ubeskreven Marmortavle for Lykkens og Sejrens funklende Guldskrift. Derfor fandtes der hverken paa hans Bord eller paa hans Væg saa meget som et Portræt, der kunde minde ham — eller fortælle andre — om det Hjem, han havde forladt, og som han ikke vilde gense, før han kunde komme som den, der krævede til Regnskab og holdt Dom. Dersom han pludselig var død, vilde man ikke i hans hemmeligste Gemme have fundet saa meget som et opbevaret Brev, ikke en Optegnelse, der kunde fortælle om, hvem han var, og hvorfra han stammede. Om det saa var sit Navn, saa havde han forandret det for saa vidt muligt at undgaa enhver Erindring om Fortiden. Han skrev sig ikke længer Peter Andreas men slet og ret Per, og det var hans Sorg, at han ikke ogsaa kunde skaffe sig et andet og mere standsmæssigt Efternavn.

Al hans Forbindelse med Forældrehjemmet havde efterhaanden indskrænket sig til de korte Breve, hvormed han kvartalsvis kvitterede for den Pengehjælp, han endnu (og uden store Skrupler) modtog derfra, men som rigtignok var ganske utilstrækkelig, særlig paa Grund af de store Udgifter til Forelæsninger, Bøger, Tegne- og Maaleredskaber o. s. v., som hans Studium krævede. For overhovedet at kunne leve havde han fra sit attende Aar maattet give Regneundervisning i en Drengeskole og kopiere Arbejdstegninger for en Haandværksmester. Til sine gamle Skolekammerater, af hvilke de fleste forlængst var kommen til København som Studenter, stod han heller ikke i noget Forhold. Han saae dem næsten aldrig. Krænkede i deres Værdighed, fordi Per nogle Gange havde formastet sig til at gøre Løjer med deres akademiske Borgerskab, havde de hurtig trukket sig tilbage fra ham med noget af den samme højtidelige Skyhed, han kendte fra sine egne Brødre.

Per lod ligeglad. Men helt ukunstlet var hans Ligegyldighed alligevel sjelden. Til Tider kunde han endogsaa være ret forstemt. Ikke alene følte han sig nedværdiget af sin Fattigdom og især af denne Pogeskolevirksomhed, som han aldrig nævnte for nogen. Værre var det, at han begyndte at skuffes af sit Studium og af de Fremtidsmuligheder, dette syntes i Stand til at skabe ham. Dengang han for fire-fem Aar siden første Gang nærmede sig den polytekniske Læreanstalt, havde det været med en næsten andagtsfuld Forventning. Han havde forestillet sig den som en Art Tempel, et højtideligt Tankeværksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes under Aandens Lyn og Torden, — og han fandt en grim og uanselig Bygning i Skyggen af en gammel Bispegaard og heri en Samling mørke og triste, af Tobak og Smørrebrødslugt gennemtrængte Rum, hvor en Del unge Mennesker stod bøjet over smaa, papirbeklædte Borde, mens andre sad med lange Piber og læste i Kollegiehefter eller i Smug spillede Kort. Han havde tænkt sig sine tilkommende Lærere som ildfulde Forkyndere af Naturvidenskabens hellige Evangelier, og han traf i Foredragssalene nogle gamle, hentørrede Skolemesterskikkelser, der ikke var synderlig forskellige fra dem, han netop havde taget Afsked med paa Skolen derhjemme. En af dem, en fuldkommen Mumie, hvis Stemme under Forelæsningen hvert Øjeblik blev borte og maatte klares med en Slurk af en medbragt Medicinflaske, underviste endnu paa Erindringer fra Hans Christian Ørsteds Dage. En anden — Professor Sandrup, Læreren i de egenlige Ingeniørfag — gik med hvidt Slips og lignede mest en ældre teologisk Kandidat eller Præst. Han nød et vist Ry for teoretisk Viden men var en Pedant, der i pædagogisk Samvittighedsfuldhed havde udarbejdet lange, videnskabelig formede Beskrivelser af selv de simpleste Redskaber som Økse og Trillebør og fordrede dem ordret gengivet til Eksamen.

Fra alle Sider modtog Per den Belæring, at en duelig Ingeniør slet ikke (i hvert Fald ikke længer) var en saadan stolt, verdensomflakkende Eventyrhelt, som han havde foregøglet sig, men blot et almindeligt Kontormenneske, en samvittighedsfuld Regnemaskine, et levende Tabelværk lænket til et Tegnebræt. De allerfleste af hans Medstuderende — og netop de af dem, der baade af Lærerne og de andre Elever ansaaes for de mest lovende — drømte da ogsaa blot om engang i Tiden at opnaa en eller anden fast og betrygget, om end nok saa beskeden Embedsstilling, der tillod dem at indrette sig det hyggeligt som Familjefædre med en lille Husstand i et lille Hus med en lille Have for engang efter fyrretyve Aars tro Tjeneste at afgaa med en lille Pension og et lille Udmærkelsestegn eller en Justitsraadtitel.

Men saadanne Udsigter fristede aldeles ikke Per. Han følte sig ikke skabt for Hverdagsliv og Godtkøbslykke. Han følte Herskerblod i sine Aarer og krævede Plads til Højbords ved Livets Taffel blandt Jordens frie og frelse Mænd.

Han havde endogsaa for længe siden udset sig Midlet, der skulde sætte ham i Stand til at opnaa den attraaede, stolte Uafhængighed. Samtidig med, at han nogenlunde regelmæssig passede sine Forelæsninger og Øvelser, og uden at han heller forsømte de ydmygende Smaabeskæftigelser, der sikrede ham Livsopholdet, havde han i al Hemmelighed beskæftiget sig med at gøre Udkast til et stort Vandbygningsarbejde, en Fjordregulering, hvortil han havde fattet Planen allerede i sit første Studieaar i København. Den første Oprindelse dertil laa endda endnu længere tilbage i Tiden, helt tilbage i hans Drengealder, nemlig i hint Tidsrum derhjemme, da der havde været saa megen Tale om at fremme den hensygnende Skibsfart paa Fjorden ved at uddybe og regulere Sejlløbet og ombygge Havnen, — dette Foretagende, hvorom hans Fader havde udtalt sig saa nedsættende paa Grund af det stærke Røre, det vakte i Byen, og som da ogsaa tilsidst var bleven opgivet. Allerede dengang havde han drømt om at blive den, der bragte den store Plan til Udførelse og ledede de friske Havstrømme og Verdenshandelens Guldflod ind til Byens fattige Pæreskipperhavn. Og denne Drøm om paa saadan Maade at blive en Velgører for selve den By, der havde været Vidne til hans Fornedrelse, havde egenlig aldrig siden helt forladt ham. Efter hint sidste, ulykkelige Julebesøg havde den især faaet stor Magt over ham. I hans Ensomhed lod den ham aldrig Ro, den blev hans fikse Ide, i hvis Virkeliggørelse han tilsidst med en Slags religiøs Overbevisning saae sit Livs skæbnebestemte Opgave og foreløbige Maal.

I tre Aar, lige siden han fik lært sig at opsætte en Kanalprofil efter et Generalstabskorts Højdekurver, havde han nu arbejdet paa dette Værk. Døgn efter Døgn havde han stjaalet Timer af sin Nattesøvn for at beregne Jordarealer og Strømhastigheder, tegne Faskin-Indbygninger og Glacis’er, Brohoveder og Duc-d’Alber. Og Aar for Aar udvidede han sin Plan, føjede noget nyt til, gjorde den mere og mere kæmpemæssig. Paavirket af nogle bekendte tyske Fagskrifter, som han havde anskaffet sig, var han saaledes kommen paa den Tanke at lade den uddybede Skibsvej fortsætte sig paa den anden Side af Byen som en Kanal eller et System af Kanaler efter hollandsk Mønster. Hvad der foresvævede ham som det endelige, vældige Maal var et Net af brede Vandaarer, der forbandt alle Midtjyllands større Aaer, Indsøer og Fjordindskæringer med hinanden og satte den opdyrkede Hede og de opblomstrende Nybygger-Byer derinde i Forbindelse med Havet paa begge Sider.

Men hver Gang hans Tanker løftede sig til saa høj en Flugt, var det, at Mismodet meldte sig. Afmagtens laadne Trolde lejrede sig om hans Arbejdsbord og haanlo af hans store Drømme. Du er gal! skreg de. Før du bliver gammel og graa, kan du ikke gøre dig nogen Forhaabning om at faa Tilladelse til at gennemføre nogetsomhelst i dette Land, hvor det betragtes som en Formastelighed af en ung Mand at have anden Ærgerrighed end den at sidde sig en Pukkel til paa en Kontorstol, og hvor en Ingeniør, der vil bevare sine Medborgeres Agtelse og sine Overordnedes Tillid, i det højeste tør gøre sig Haab om at opnaa en Stilling som Vejassistent med kongelig Udnævnelse. Har du allerede glemt, hvad din ærværdige Lærer, den Guds Mand Professor Sandrup, dog med saa megen faderlig Alvor lagde dig paa Sinde, dengang du ved en Overhøring begyndte at kramme ud med det nye, du havde lært ved din (af Ingen paabudte) Læsning i moderne tyske Skrifter: „Beflit Dem, unge Mand, paa at bekæmpe Deres utidige Trang til at vise Selvstændighed.“ Ikke sandt? Lærerige Ord! Løfterige Ord!

Dog, længe ad Gangen fik saadanne bitre Tanker sjelden Lov til at gnave paa hans Hjerterod. Dertil var han for ung, og hans Sind for omskifteligt. En rask Spaseretur, et Øjekast af en smuk Pige, et Spisegilde hos de Gamle eller en Aften tilbragt med nogle Venner paa en Kafe, — mere behøvedes der i Almindelighed ikke for at sprede Mismodsskyerne om hans Pande. Især var Kvinderne virksomme Afledere, hver Gang det truede med at trække sammen til en Stemningstorden. Han var nu enogtyve Aar gammel, og Tiltrækningen til det andet Køn var i Færd med at tage Herredømmet over hans Fantasi og give den en ny Horisont.

* * *

En Aften kom han tilligemed en Bekendt ind i en gammeldags Schweizer-Kafe, der var et yndet Samlingssted for Byens udbredte kunstneriske og literære Halvverden. Med en Mine, der lyste af Sindsbevægelse, udpegede hans Ledsager ham nogle af Tidens mest omtalte Kunstnere og Forfattere mellem Gæsterne. Per, der slet ikke havde Interesse for den Slags Ting, havde imidlertid fæstet sin Opmærksomhed paa en ung Pige, der stod bag Skænken — en høj og slank Skikkelse med et pragtfuldt gyldenrødt Haar.

„Det er den røde Lisbeth,“ forklarede den anden. „Det er hende, der har staaet Model til Iversens Venus og til Petersens Susanne. Hun er ikke ilde, hva’? Sikken Hud!“

Per blev fra den Dag en hyppig Gæst i Kafeen, især paa de Tider af Døgnet, da der kun var faa andre. Han var bleven meget indtagen i den unge Pige, og da det viste sig, at Tiltrækningen var gensidig, førte den uden mange Omstændigheder til et fortroligt Forhold.

Han var med Aarene bleven ikke saa lidt forfængelig af sit Ydre. Han havde et bredt og kraftigt Legeme, et stejlpandet Hoved med mørkt, kruset Haar og store, blaalige Øjne under sammenvoksede Bryn. Over den svære Mund tegnede sig Spiren til et Overskæg. Takket være Madam Olufsens moderlige Omsorg havde han nogenlunde bevaret sit gode Drengehuld, og hans Kinder havde heller ikke helt mistet deres landlige Teglstensfarve. Naar han bevægede sig ude mellem Folk, smilte han gerne uden selv at vide det, og dette bestandige, lidt tomme Smil skuffede let dem, der ikke kendte ham, saa de ansaae ham for en barnlig Natur i skønneste Harmoni med hele Tilværelsen. Helt var det overhovedet ikke lykkedes ham at ryste Provinsboeren af Ærmet; men naar han var i sine bedste Klæder, gjorde han en ganske statelig Figur, førte sig rankt og bevægede sig med ikke ringe Anstand. Trods sin hyppige Pengemangel forsømte han aldrig sin Paaklædning. I hvert Fald naar han viste sig paa Gaden, var han altid som pudset og blæst. Han havde allerede Verdenserfaring nok til at vide, at der var Øjeblikke, hvor et hvidt Skjortebryst og en ulastelig siddende Frakke kunde faa større Betydning for en ung Mands Fremtid end Aaringers selvforsagende Slid, — at saalænge Skinnet var reddet, var overhovedet ingenting tabt. Hjemme derimod var han skødesløs med sig selv og følte endda en vis Hygge og Tilfredsstillelse ved at gaa og slide paa sine gamle Laser.

Den Kafe, hvor han nu var bleven Stamgæst, og hvor han ødslede mere Tid og flere Penge, end han rigtig vilde tilstaa for sig selv, var den saakaldte „Gryde“, der var Stamknejpe for en oppositionel artistisk Klike, de „Uafhængige“, en Kres af yngre og enkelte allerede ældre Skønaander, virkelige Begavelser, men alle mere eller mindre forsatte i Væksten, enten ikke rigtig udvoksede eller altfor tidlig ældede. Der sad om Aftenen den meget omstridte Saltvandsmaler Fritjof Jensen, en bredskaaren Vikingeskikkelse i Sømandspjækkert og med bølgekruset Haar og Skæg — en genial, fantasirig Kunstner, en indtagende Broder Lystig ved et skummende Ølkrus men holdningsløs og upaalidelig som en Dreng i Overgangsalderen. Der sad hver Formiddag i tungsindig Ensomhed den syge Digter Enevoldsen og pudsede sine Lorgnetter eller kælede for sine Hænder eller fortabte sig i Nydelsen af en Cigar, saadan som han havde siddet der Aar efter Aar og under allehaande Smaabeskæftigelser udciseleret sine farveglødende Vers, smaa Mesterværker, der anslog en hel ny Tone i dansk Poesi. Der sad den unge, naturalistiske Figurmaler Jørgen Hallager med Bulbideransigtet — Oprøreren, Anarkisten, der vilde omstyrte Samfundet, reformere Kunsten, afskaffe Akademier og have alle Professorer hængt, men som iøvrig ernærede sig redelig som Retusjør hos en Fotograf. Og der var den gamle Spottefugl, Journalisten og Lystspilforfatteren Reeballe, en lille, hjulbenet, parykbærende Dværg med eet blankt skinnende og eet ligesom ormstukkent Øje og med et langt, gulhvidt Bukkeskæg nedover et snavset Skjortebryst, — det uopslidelige Offer for Karikaturtegnerne i Byens Vittighedsblade. Med en fortygget Cigarstump i Mundvigen og med den ene eller begge Hænder skjult bagpaa under Bukselinningen drev han i oftest temmelig drukken Tilstand omkring mellem Bordene, slog sig ned hist og her, undertiden mellem ham ganske ubekendte Folk, og blandede sig vrøvlagtig i deres Samtaler. Ogsaa han vilde reformere Verden, men i klassisk Aand. Hans Ideal var Sokrates. Hans Standpunkt var den klare, ædruelige Erkendelses. I sine mest omtaagede Øjeblikke yndede han at slaa sig for sit Bryst og kalde sig „den sidste Græker“.

Skønt Per var saa meget yngre end disse Mænd og ikke selv havde gjort nogen Tilnærmelse, nød han den Ære at blive inddraget i deres Kres, dels — som Fritjof Jensen engang ytrede — for sine „maleriske røde Kinders“ Skyld, væsenligst dog paa Grund af sit Forhold til Lisbeth, der var deres fælles Kæledægge, hvis farveskønne Silkehaar og skære Hud nogle af dem skyldte Halvdelen af deres Berømmelse, hvorfor de til Gengæld viste hende den Opmærksomhed altid at anerkende den for Øjeblikket foretrukne Tilbeder, selv om Vedkommende slet ikke hørte til det benaadede Kunstnerlav.

Per vedblev ikke desmindre at føle sig fremmed i disse Menneskers Selskab, og det var ikke udelukkende af Beskedenhed, at han sjælden blandede sig i Samtalen. Han havde lige saa ringe Sans for Maleri som for Poesi. Hans Fantasi fandt tilstrækkelig Næring i hans Studium. Indbildningskraften blev saa aldeles taget i Beslag af hans store Fremtidsværk, at der ikke blev noget tilovers for Kunsten.

Nogen uinteresseret Tilskuer var han alligevel ikke. Han havde i al Stilhed sin Morskab af disse kuriøse Mennesker, der kunde springe i Harnisk paa Grund af en Farvesammensætning og tale sig op i Ekstase i Anledning af fire rimede Linjer, som om Menneskehedens Velfærd afhang af deres rette Forstaaelse. Han nød en saadan Scene som et komisk Skuespil, og han maatte le ved sig selv, da han mærkede, hvorledes ogsaa Lisbeth var greben af Galskaben og — stolt, som hun i det hele var, af sit Legemes Betydning for Kunsten — vilde have sit Liv opfattet som en begejstret Hengivelse til det Skønnes Forherligelse.

Mellem alle disse Mennesker var der en, der viede Per en ganske særlig Deltagelse, en Mand, som heller ikke hørte hjemme i Kresen og i Almindelighed ikke engang var rigtig velset der. Det var en vis Ivan Salomon, en ung Jøde, Søn af en af Byens Rigmænd — en lille, vever Skabning, et brunøjet Egern, altid smilende, lutter Tjenstagtighed, saare lykkelig ved at færdes mellem saa mange berømte Kunstnere. Det var dette Menneskes ærgerrige Drøm engang at opdage og fremelske et Geni. Bestandig var han paa Jagt efter et skjult eller miskendt Talent, hvis Beskytter han kunde blive. I enhver, lidt iøjnefaldende ydre Særegenhed — et Par dybtliggende Øjne, en kraftig formet Pande eller bare et uklippet Haar — saae han straks Tegn paa sjeldne Evner, og der fortaltes mange muntre Historier om de Skuffelser, han i saa Henseende havde lidt.

Nu havde han øjensynlig kastet sit Haab paa Per, der imidlertid følte sig højst besværet af hans Opmærksomheder. Selv hans Smiger var ham inderlig imod. Det virkede ubehageligt paa ham, naar Hr. Salomon — med ret uforblommede Hentydninger til hans hurtige Held overfor Lisbeth — smilende fortalte ham, at han var en udpræget Aladdintype, et Lykkebarn, paa hvis cæsariske Pande der med Gudens Finger stod skrevet: Jeg kommer, ser, sejrer! Selve Ordene virkede ganske vist betagende paa ham, fik hans inderste, skjulteste Stemningsliv til at dirre. Det pinte og ydmygede ham blot, at han første Gang skulde høre denne Profeti af en naragtig lille Jødes Mund.

En Aften kom han ind i Gryden henimod Midnatstid og faldt da midt ned i et stormende Bakkanal. Det var den store Fritjof Jensen — „Fritjof“, som han slet og ret kaldtes af alle — der slog sig løs i Anledning af, at han havde faaet et af sine 4 Alens Lærreder „Orkan i Nordsøen“ solgt til en Smørgrosserer. Midt paa Gulvet i et Værelse, som ved en Gang var adskilt fra Kafeens øvrige Lokaler, var en Del Smaaborde stillet sammen i en Række, og her sad en Snes Mennesker omkring to vinløvomkransede Boller med Champagnepunsj.

For den øverste Bordende — omhvirvlet af Tobaksskyer — tronede Fritjof selv som en olympisk Gud. Foran ham stod hans mægtige Privatpokal, kaldet „Dybet“, og man kunde se paa hans ligesom blinde Øjne og høre paa hans Mæle, at han ikke var paa det tørre. I mere end et Døgn havde han uafbrudt været paa Farten, havde tilbragt Nat og Dag i Østerskældere, hos offenlige Piger, ude i Skoven og paa Vinstuer og havde trukket med sig, hvad han undervejs traf paa af Venner og Venners Bekendte.

Der blev holdt en Række Taler. En bleg, ung Mand med mefistofeliske Træk sprang saaledes op paa sin Stol og udbragte skrigende et Leve for en Fraværende, en vis Dr. Nathan, hvem Per hyppig havde hørt omtale her og altid med en særegen Begejstring. Det var en Literaturkritiker og Populærfilosof, der regnedes for visse yngre Akademikerkreses aandelige Fører, og som, utilfreds med Forholdene herhjemme, havde bosat sig i Berlin. Andet vidste Per ikke om denne Mand, skønt man vanskelig kunde tage en Avis eller et Vittighedsblad i Haanden uden at støde paa hans Navn, — „Dr. Satan“, som de sidste ufravigelig kaldte ham. At Manden var Jøde, havde gjort sit til, at Per aldrig havde følt Trang til at skaffe sig nærmere Oplysninger om ham. Han yndede nu engang ikke dette fremmede Folkefærd og havde desuden ingenting tilovers for literære Mennesker. Og denne Doktor havde endda holdt Forelæsninger paa selve Universitetet, dette teologisk besmittede Moderskød for den hele akademiske Spidsborgerlighed, der i Pers Øjne var Landets egenlige Ulykke.

Den blege, unge Taler, som stod der paa Stolen og fægtede begejstret med Armene, var en Digter ved Navn Povl Berger. Med Tilslutning fra Drikkebrødrene rundt om kaldte han først Dr. Nathan sin „Helt“, derpaa sin „Gud“ og tilsidst sin „Frelser“, og efter endelig at have tømt sit Glas, knuste han det til hans Ære i sin Haand, saa Blodet løb ham ned over Fingrene.