← Table of contents
Lykke-Per. Første Del

FØRSTE DEL (continued 4)

Reading edition

Naa! — han drak ud af sit Glas — gjort var gjort! Tvivlsomme Handlinger kunde undertiden give gode Frugter. I hvert Fald: den, der vilde frem, skulde ikke se tilbage…

* * *

Grosserer Salomons hørte til de meget faa Familjer, der boede i et helt Hus for sig selv i den indre By. Det laa i Bredgadekvarteret, var et ældre Sted i to Stokværk og tog sig ved første Øjekast ikke videre imponerende ud fra Gaden, indeklemt som det tilmed var mellem to svære Lejekaserner. Ved nærmere Betragtning opdagede man dog, at der hvilede en egen fin Værdighed over det. Man saae det paa det høje, blaasorte Tegltag og paa Vinduespillernes Bredde, at Huset var af fornem Oprindelse. Endnu kaldtes det ogsaa af ældre Folk i Kvarteret for „Palæet“. Det havde i sin Tid tilhørt en forgældet Adelsfamilje, af hvilken Grosserer Salomons Fader havde købt det i Begyndelsen af Tredverne. Fra Portrummet kom man gennem en moderne Glasdør ind i en Forhal, der var saa høj og stor, at den gav Genlyd af Ens Skridt. Dens Vægge var behængt med Rustninger, gamle Broncesager og pragtfulde orientalske Vaaben, saa man havde Fornemmelsen af at betræde et Musæum. I Baggrunden gik en dobbeltgrenet Trappe med forgyldt Rækværk op til Værelserne paa første Sal.

Pigen, der havde modtaget Pers Kort, førte ham ind i en Slags Biblioteksværelse og bad ham tage Plads; og Per slog sig ned i en læderbetrukken Lænestol og saae sig opmærksomt omkring.

Svære, rødvinsfarvede Silkegardiner for Vinduerne … Et tommetykt, mosagtigt Tæppe over hele Gulvet … Gyldenlæders Tapeter … Et ottekantet, med Sølv og Perlemoder indlagt Bord midt i Stuen … I Reolerne kostbart indbundne Bøger … Paa Væggene Malerier … Under Loftet en gammel Kirkelysekrone med Indskrift … Langs den ene Væg en antik, rigt udskaaren Disk med en Opstilling af gammelt Sølv — Stob, Krus og Bægre — blandt de sidste endog et Par gamle Alterkalke.

Dersom ikke Besøget hos Baronessen og de Tanker, dette havde vakt hos ham, var gaaet forud, vilde al denne Pragt have gjort et endnu stærkere Indtryk paa ham, end den nu gjorde. Og dog var han imponeret. Halvt mod sin Vilje betoges han af denne ublufærdige Forkyndelse af Pengenes Magt. Der krøb ham et eget frysende Behag gennem Sjælen ved Tanken om denne Almagt, der havde tvunget saa mange fremmede Folkeslags nedarvede Skatte, ja selv Kirkernes hellige Kar til at tjene som Pynt i denne Jødes Stue.

Han smilte lidt forlegen. Det lod sig ikke nægte — den lille Prinsesse Salomon havde virkelig ikke blot sin Skønhed at bringe som Erstatning for, at hun var „sort“.

Døren til Sideværelset gik op. En lille Herre af et frastødende Udseende traadte ind og bukkede dybt. Skønt vistnok henved tresindstyve Aar var han meget moderne og ganske ungdommelig klædt, bar en kort, lys Overfrakke og havde en Monocle dinglende foran paa Brystet. I Haanden holdt han en blank Silkehat.

„Mit Navn er Direktør Delft,“ sagde han med noget fremmed i Tonefaldet. „Jeg er Onkel her i Huset.“

Mandens store Høflighed forligede Per med hans hæslige Abehoved.

„Mit Navn er Sidenius.“

„Aa, — den unge Ingeniør formodenlig? Min Nevø har talt om Dem. Jeg be’r Dem, sæt Dem dog! Fru Salomon — min Søster — er i Øjeblikket med en Syjomfru engagert. Hun vil straks være til Tjeneste. Jeg be’r Dem! Gør Dem det mageligt!“

Per satte sig igen. Onkelen tog Plads paa en Stol i nogen Afstand.

„Tør jeg være saa fri at spørge … har jeg før haft den Ære at se Hr. Sidenius her i Huset?“

„Nej. Jeg traf forleden Fruen og Frøkenen for første Gang.“

„Aa ja, min Niece Nanny … Jeg tror, jeg har hørt derom.“

Der blev en lille Pavse, hvorefter Hr. Delft med et Smil og i en Tone, der vilde have gjort alle andre end Per mistænksom ved hans overordenlige Høflighed, henkastede den Ytring:

„Min Niece er ganske net, ikke sandt? …. Finder De ikke, Hr. Sidenius?“

Per blev unægtelig noget forbavset. Med et overbærende Smil saae han hen paa den snurrige lille Mand og sagde:

„Jeg finder Frøken Salomon meget smuk. En fuldendt Skønhed.“

„Ja, ikke sandt! Hun hører ikke til de ganske almindelige, tør man vistnok sige … Men jeg kan forsikre Dem, Hr. Sidenius, hun trækker ogsaa adskillige unge Mænd her til Huset mellem Aar og Dag. For hvad formaar ikke Skønhed! Og Ungdom! Desuden … min Svoger er jo ikke aldeles blottet for Midler.“

Manden er vist ikke rigtig vel bevaret, — tænkte Per og opgav Samtalen. Men den anden vedblev:

„Dersom Hr. Ingeniøren oftere beærer Huset med Deres Besøg, vil De sikkert bekomme Lejlighed til at more Dem derover. Man kan i den Henseende virkelig gøre højst kuriøse Observationer. For — ikke sandt, Hr. Sidenius? — Penge er magnetiske. Disse smaa, runde Metalstykker tiltrækker de dybeste menneskelige Følelser … bringer Hjertets mest ædleste Rørelser frem i Dagens Lys. Agtelse, Venskab, Kærlighed. Har jeg ikke Ret?“

Per begyndte for Alvor at blive utaalmodig. Heldigvis kom nu Pigen tilbage, og idet hun holdt Døren aaben ind til Sideværelset, bad hun ham gaa derind.

Per traadte ind i en Stue eller rettere en Sal, der i endnu højere Grad end baade Forhallen og Biblioteksværelset gav ham Fornemmelsen af at betræde den virkelige Rigdoms — Millionernes — Eventyrrige. Det store Rum med et pragtfuldt, svagt hvælvet Stukloft i Rococostil, fra hvis Hjørner fede Englebørn blæste til Doms i lueforgyldte Basuner, var det gamle Palæs Selskabssal. Her, hvor fordum to Rækker spinkle Stole langs Væggen og et Par høje Pillespejle rimeligvis havde udgjort hele Bohavet, saaes nu en moderne Overflødighed af Møbler og Dekorationsgenstande. Dybe Sofaer og store, bløde Lænestole, Borde, Skamler, Bjørneskind og Bladgrupper, Søjler med Statuetter, Etagerer med Nips, og atter Lænestole og smaa og større Borde, og nye Bladgrupper og Kunstværker og et Portræt paa et Staffeli. Omtrent midt i Stuen stod et opslaaet Koncertflygel. Fra en mindre Stue ved Siden af, der var indrettet som Vinterhave med Palmer, Gummitræer og syngende Fugle, hørtes et Springvands Plasken.

Omsider opdagede han Fru Salomon paa en Puf under et af Vinduerne, hvor hun nok saa huslig sad og syede. Hun modtog ham med Venlighed og rakte ham sin venstre Haand til Velkomst.

De havde akkurat faaet udvekslet et Par Talemaader, da Per hørte en Dør gaa inde i Vinterhaven og derpaa en munter Nynnen, der hurtig slog over i nogle klare Sangtriller. Et Øjeblik efter stod Frøken Nanny i Døraabningen i Overtøj og Hat. Ved at opdage Fremmede i Stuen stoppede hun op i sin Sang med en pudsig forskrækket Mine og førte Muffen op til Munden — ligesom for at standse et Udraab.

Per rejste sig og bukkede.

Ikke et Øjeblik faldt det ham ind, at hun havde vidst om hans Tilstedeværelse — saa naturligt gennemførte hun sin Forstillelse.

„Er du hjemme endnu, mit Barn,“ sagde Moderen. „Jeg troede, du var gaaet. — Ja, jeg behøver jo ikke at forestille. De kender min Datter, ikke sandt?“

Per svarede med et nyt Buk og ledsagede det med et Blik, der noget for uforbeholdent gav Udtryk for de Følelser, hvoraf han i dette Øjeblik beherskedes. Allerede forinden han havde set hende, alene ved den blotte Lyd af hendes Sangtriller, der i hans Øre lød som Klangen af Guldstykker, havde han slaaet sin Beslutning fast. Hun var Midlet! Her skulde Skatten hæves! — Og som hun nu aabenbarede sig der i Døren med Vinterhavens Sol og Fuglekvidder bag sig, ung og yppig, fristende at skue som en østerlandsk Bajadere, syntes hun ham selve Eventyrets Fe med Sejrens palmebladsvingende Genier i sit Følge.

Frøken Nanny satte sig et Øjeblik. Hun tog Plads paa en Ottendedel af en Taburet, og der begyndte en af de sædvanlige Visit-Samtaler, hvorunder hinanden fremmede Mennesker skaffer sig Lejlighed til i Skjul af en Række Talemaader at anstille en Undersøgelse af hinandens Ydre, Væsen og Manerer.

Per var nu slet ikke nogen Mester i at konversere. Dertil var han bestandig for optaget af sig selv og sit eget. Desuden havde han ingen Interesse for de sædvanlige Samtaleemner, vidste saa lidt Besked om, hvad der foregik i Byen, i Teatrene, i Politikens eller Literaturens Verden. Han følte ikke engang nogen Forpligtelse til at være underholdende. Naar det ikke desmindre nogle Gange var lykkedes ham at gøre Indtryk paa Kvinder, var det sket ved en Art Overrumpling, et velberegnet Tigerspring fra Tavshedens Baghold ud i de aabneste og frieste Tilstaaelser.

Her sad han nu, mens den unge Pige fortalte, og dannede sig et Skøn over Størrelsen af Grosserer Salomons Formue. Hans Øjne stjal sig rundt i Salen. Og det svimlede for ham ved Tanken om, at alt dette maaske engang skulde blive hans.

Til alt Held var Frk. Nanny i Stand til at besørge Underholdningen ganske alene. Men samtidig med, at hun sad der paa Kanten af sin Taburet — i den korrekteste Stilling, med Albuerne klemt ind i Siden og den lille, besløjfede Fløjlsmuffe i Skødet — og lod sin smukke, røde Mund løbe, havde ogsaa hendes Øjne travlt og optog dristig Pers Person til Bedømmelse Stykke for Stykke lige oppe fra Haaret med dets tykke Krøller og ned til Anklerne, der saaes over de lidt landlige Sko.

Fru Salomon blev tilsidst en Smule urolig ved hendes Snaksomhed.

„Kære Barn, du glemmer vist din Spilletime.“

„Ja, lille Mama.“

Hun rejste sig straks. Med et hastigt Øjekast til Moderen og et mere dvælende og mere talende til Per svansede hun ud.

Per viste sig meget adspredt efter hendes Bortgang. Det var temmelig forrykte Svar, han gav Fru Salomon, der havde ledet Talen hen paa hans Studier. Han var ganske fortryllet af den unge Pige. Om det saa var hendes Gang, som han havde været mindst tilfreds med, dengang hun kom ind, fordi den var en Smule tung og vraltende, saa havde den, da hun gik bort (og just af samme Grund) virket sært betagende paa ham. Den syntes ham saa udpræget kvindelig, saa hunkønsagtig — en ubevidst Logren.

Men nu opdagede han midt i Stuen en sortklædt Skikkelse — en Dame — der maatte være kommen ind ad en Dør bagved ham.

„Min Datter Jakobe,“ forestillede Fru Salomon.

Per blev overrasket. Han havde aldrig tænkt paa, at der kunde være andre Børn i Familjen end de to, han kendte, — og der sneg sig straks en bekymringsfuld Tanke til de Millioner, han i sin Fantasi allerede havde taget i Besiddelse. Maaske er der endda flere! — foer det pludselig igennem ham med Skræk.

Den unge Dame syntes at være nogle Aar ældre end Søsteren, var højere af Skikkelse og slankere, i Pers Øjne ligefrem uhyggelig mager. Hun mindede ham i det hele mere om Broderen Ivan, havde som denne stærkt udpræget jødiske Træk, en voksbleg Hud, en stor, kroget Næse, en bred Mund og en kort afskaaren Hage.

Virkede hun allerede ved sit Ydre ubehageligt paa ham, forbedredes Indtrykket ikke ved den Overlegenhed, hvormed hun — tavs og paa Afstand — besvarede hans Hilsen. Lidt efter rejste han sig da ogsaa og sagde Farvel.

„Det var altsaa det saa meget omtalte Naturgeni,“ sagde Frøken Jakobe, næsten før Døren havde lukket sig efter ham. „Han gjorde unægtelig ikke noget synderlig civiliseret Indtryk.“

„Hans Opdragelse har vist været en Del forsømt,“ sagde Fru Salomon. „Han har nok altid levet under meget trykkede Forhold, fortæller Ivan.“

Datteren trak paa Skuldren.

„Ak ja, naturligvis … alle er de jo fattige i dette Land. Gud give, der blot en eneste Gang maatte fremstaa en Begavelse herhjemme, der fødtes rig. Der er i Længden noget ynkværdigt ved det Armodsstempel, der vansirer selv de bedste. — Og saa var han jo ikke engang køn. Nanny udbasunerede ham forleden som en komplet Byron.“

„Naa, køn … men han ser ganske godt ud.“

„Med de Gloøjne! Jeg fandt ham nu ligefrem hæslig,“ sagde Datteren og lukkede med et Smæld en Bog, hun havde staaet og bladet i. „Han virkede ubehagelig paa mig som en glasøjet Hest. Og saa saae han saa brutal ud,“ tilføjede hun lidt efter med et Udtryk, som gik der hende i det samme et mørkt Minde gennem Sjælen.

„Jeg tror, han har irriteret dig, Jakobe.“

„Det har han ogsaa. Jeg veed ikke, hvorfra Nutidens Herrer har faaet den slagteragtige Maade at betragte Kvinder paa. Det er, som om de med Blikket vejer, hvor mange Pund Kød vi har paa Kroppen.“

„Ja, han var lidt udannet, det saae jeg nok. Men man maa holde den Slags unge Mennesker saadan noget tilgode,“ sagde Fru Salomon sagtmodig.

„Ja, det siger du jo. Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor vi skal blive ved at belemres med alle Ivans mislykkede Genier. Vi veed jo dog, hvad der kommer ud af det — selv i bedste Tilfælde. Nu ser du selv Fritjof Jensen. Han har dog vist ikke mødt andet end Venlighed her i Huset — jeg veed da, at Far nogle Gange har hjulpet ham ud af Pengeforlegenheder. Og nu skraaler ogsaa han op om „Jøderne“ i Aviserne.“

„Nu ja, min Pige, lad os nu ikke igen komme ind paa — —.“

„Jeg synes, jeg lugter Kristenblod!“ lød det i det samme henne fra en halvaaben Dør, hvor Onkelens skrækindjagende Ansigt viste sig i Klemmen.

„Er det dig!“ sagde Fru Salomon. „Kom kun ind. Vi er alene nu … jeg syntes, jeg hørte Børnene.“

„Her er Yngelen!“ sagde han.

Og ind stormede i deres Overtøj en Skare af sortøjede Børn i Alder fra tolv til fire Aar … ikke mindre end fem i Antal og alle saa friske og levedygtige af Udseende, at Synet deraf vilde have bragt Per til Fortvivlelse. En Tid fyldtes nu Stuen af en øredøvende Knebren fra alle disse røde Barnemunde, hvoraf ikke en stod stille. Alle havde de noget at berette. Snart omsværmede de Moderen, snart Søsteren eller Onkelen, og alle de mørke Øjne lyste af Iver for at komme til at fortælle.

Da der endelig igen blev Ørenlyd, sagde Onkelen:

„Det er sandt … maa jeg gratulere til Husets ny Akvisition. Jeg traf her for lidt siden en ung Hr. — ja, hvad var det nu, han hed? Det var et uanstændigt Navn. En Søn af en Pibekrave, ikke sandt?“

„Kommer nu ogsaa du!“ udbrød Fru Salomon. „Hør, nu vil jeg ikke høre mere om den Person. Han er en Bekendt af Ivan. Og han har gjort os en Visit idag. Punktum … Bliver du her til Middag, Heinrich?“

„Her? — Lea, min Søster, har du nogensinde smagt en koscher Svinesteg?“ sagde den lille Mand, af hvis Ord det selv for hans Nærmeste ofte var vanskeligt at blive klog paa, hvormeget der var ment i Spøg og hvormeget i Alvor.

Fru Salomon kom til at le.

„Du har nok spurgt dig for i Køkkenet, kan jeg mærke. Naa, stille! Jeg hører Salomon.“

Overvældet af Indtrykkene fra det rige Hjem og opfyldt af sin store Beslutning var Per imidlertid gaaet ad Hjemmet til. Han havde lagt Vejen om ad nogle mennesketomme Sidegader, han trængte til at være alene. Han havde nu ikke alene fundet sin Vej og sit Maal men ogsaa Midlet. „Philip Salomons Svigersøn“, — det var Trylleordet, der skulde aabne Livets Fløjporte for ham og gøre ham Menneskene underdanige.

Og hvorfor tvivle om sit Held? Naar han tænkte tilbage paa sit Livs mange underlige Oplevelser, maatte han da ikke give Ivan Ret i de Ord, han engang havde sagt om hans Aladdinslykke? Og var der ikke som en Forudsigelse deri, at det netop var ham, Nannys Broder, der først havde tydet Gudeskriften paa hans Pande: Jeg kommer, ser, sejrer!

Syvende Kapitel.

Blandt de Mænd, der hver Dag ved To-Tiden kom gaaende op under Børsrampens bredkronede Træer, var der ikke mange, hvem den galonerede Døroplukker hilste med større Ærefrygt end en høj og svær, rødmosset Mand med et sortlokket Hoved, en hvidbarberet Dobbelthage og et Par ualmindelig tykke og blodfulde Læber mellem de sædvanemæssige Grossererbakkenbarter. Ogsaa inde i den brune Søjlehal blottedes mange Hoveder, hvor han kom forbi. Særlig vakte hans Komme Opmærksomhed hos Kornagenterne i Vinduesfordybningerne ud mod Kanalen og blandt de fragtsøgende Skippere, der sad i en tavs Række paa den lange Bænk tilvenstre for Indgangsdøren. Den statelige Mand var Grosserer Philip Salomon, Chefen for det store Handelshus Isac Salomon & Søn, en af Byens rigeste Mænd, hvis Formue Rygtet opgjorde til mellem syv og otte Millioner.

Hans Ophold paa Børsen varede sjelden længe. Allerede naar Betjenten gik gennem Salen med sin larmende Klokke for at forkynde, at Kursnoteringen skulde begynde, var han i Almindelighed færdig med sine Forretninger og vendte tilbage til sit Kontor. Han hørte ikke til dem, der betragtede Børsen som en Slags selskabelig Klub, hvor man mødtes efter Frokosten for at snakke om Byens Nyt og kritisere den sidste Teaterforestilling. Han viste sig ikke ofte i Teatrene og deltog kun nødtvungent i Selskabslivet. Han delte sig ligelig mellem sin Forretning og sin Familje, idet han ofrede den første sit klare og kolde Hoved, den sidste sit varmtfølende og let overvundne Hjerte. Og — som man sagde om ham med en Hentydning til, at hans Kontor og hans Hjem laa i samme Gade — det hændte ham aldrig, at han „tog fejl af Husnummeret“.

Philip Salomon var eneste Barn af den i sin Tid meget omtalte Isac Salomon, efter hvem Firmaet havde Navn, — en i mange Maader mærkelig Mand, et Handelsgeni, der fra omvandrende Sjakrer havde svunget sig op til at indtage en fremragende Stilling paa det danske Pengemarked, — „Salomon Goldkalb“, som Folkevittigheden havde døbt ham. Han havde haft en Snes Fuldskibe paa Søen, havde ejet Fabriker og vestindiske Plantager og havde ved sit Snille aabnet den danske Handel nyt Opland paa flere oversøiske Pladser. Under Jødeforfølgelsen i 1819 havde han da ogsaa været blandt dem, der led mest Overlast fra den københavnske Pøbels Side.

Det var ogsaa ham, der i sin Tid havde købt „Palæet“ og ladet det istandsætte med saa ødsel en Pragt. Lige saa uanfægtet af de Dydiges Forargelse som af Spotternes misundelige Forsøg paa at latterliggøre ham var han ikke vegen tilbage for i sin hele Livsførelse at kappes med selve Aristokratiets Stormænd. Han lod sig køre gennem Byen med Fuldblods-Firspand og havde ved en bestemt, festlig Lejlighed haft to Lakajer staaende bag paa Karossen. Han gjorde sig til Beskytter for Videnskaben, stiftede Legater, aabnede sit Hus for Kunstnere, — og alt dette tiltrods for, at han var en lille, svag og skrutrygget Mand, der vel efterhaanden ved energisk Selvopdragelse havde erhvervet sig en Del Kundskaber men ingen Dannelse, og som bevisligt havde købt sin Kone for hundrede Rigsbankdaler af en fattig Jødeenke i Jylland, hos hvem han engang under sin Omflakken havde haft Logis.

Fra denne Mands Tid skrev sig ogsaa Forhallens orientalske Vaabensamling og de mange andre kostbare Snurrepiberier, hvoraf det salomonske Hjem endnu var fuldt, hele dette brogede og prangende Musæum, som hans Skibe havde hjembragt til ham fra alle Verdensdele, og som Sønnen — mere af Pietetsfølelse end fordi det tilfredsstillede hans personlige Smag — havde ladet henstaa i nogenlunde uforandret Skikkelse.

Philip Salomon havde i det hele kun arvet Forretningstalentet og Arbejdsomheden efter sin Fader. Maaske bestod der dog ogsaa en indre Sammenhæng mellem dennes Vandreaar og den Glæde ved Naturen, der var Sønnen egen. Om Sommeren laa han længere paa Landet end de fleste andre af Børsens Folk; og i den øvrige Tid af Aaret kunde han om Søndagen, naar Vejret blot var taaleligt, køre ud med hele Familjen allerede fra Morgenstunden. Han var da altid selv Kusk, og hans Kone sad ved Siden af ham, mens en Vrimmel af egne og andres Børn fyldte Charabanc’en bag dem. Først et Par Mil ude i Landet standsede de ved en Kro eller inde i en Skov, hvor Fru Salomon og de mindste blev ved Madkurvene, mens Salomon og saamange af Børnene, som var store nok dertil, drog paa Ekspedition omkring i Omegnen. Med sin store, bredskyggede Hat skubbet bag i Nakken og med Overfrakken paa Armen skridtede den frygtede Børskonge muntert afsted i Spidsen for sin Sværm af krumnæsede Unger, som dansede og sloges og hujede omkring ham med den Vildskab, der betager Købstadbørn og især jødiske Børn i det Fri. Og nu kunde de ikke komme i Nærheden af en Høj uden at bestorme den; ikke mødte de en Bondemand, uden at Salomon gav sig i Snak med ham; ikke forlod de nogen Vogterdreng, før han var blevet beriget med en Mark. Men navnlig var Salomon en ivrig Blomsterplukker, og aldrig var han gladere, end naar han ved Tilbagekomsten kunde overrække sin Kone en rigtig stor Buket, for hvilken hun da takkede ham ved smilende at give ham sin venstre Haand til Kys.

Fru Salomon var den i Begyndelsen af Halvtreserne saa berømte Lea Delft — eller Fru Lea Moritz, som hun en kort Tid hed — hvis orientalske Skønhed havde bragt en lille Manufakturbutik i Silkegade i stort Ry blandt Datidens Modeherrer og gjort adskillige af dem mere og mindre afsindige af Kærlighed. Onkel Heinrich, hendes Broder, fortalte altid og med Fordring paa at blive troet, at hun havde været den egenlige Aarsag til Oprettelsen af Skt. Hans Hospital. Butiken tilhørte hendes Forældre, der var indvandret fra Tyskland, hvor hun ogsaa selv havde levet sine første Barndomsaar. Atten Aar gammel giftede hun sig allerede — af flammende Kærlighed til en Fætter, Marcus Moritz, en fattig, brystsvag, tysk Lærd, der blev Fader til hendes to ældste Børn, Ivan og Jakobe. Den sidste var endnu ikke født, da han døde; og Lea flyttede derefter tilbage til sine Forældre. Trods deres Uformuenhed tilhørte disse (der ogsaa var Fætter og Kusine) en af Tysklands fornemste Jødeslægter, hvoraf de begge var meget stolte. Da Lea efter et Par Aars Enkestand forlovede sig med Philip Salomon, var det ikke langt fra, at de betragtede det som en Selvfornedrelse; Brudgommens Millioner bødede i deres Øjne kun maadeligt paa, at hans Fader havde rendt Landene rundt med Kramkisten paa Ryggen. For den unge Enke derimod havde Salomons Formuesforhold og Hensynet til hendes Børns ubetryggede Fremtid været afgørende. Som hun havde sagt til sig selv: hun havde nu eengang ladet sit Hjerte raade, helt og fuldt; dennegang var Turen kommen til Fornuften. Og dog bedrog hun ingen. Hendes Hjerte var rigt nok til at kunne give Forstanden, hvad der tilkom den, uden derfor at lægges øde. Det ofrede kun af sin Overflod. I hvert Fald havde hun senere skænket Philip Salomon rundelig Erstatning for, hvad han paa Bryllupsdagen endnu havde maattet savne i sin Hustrus Kærlighed.

I tyve Aar havde de nu levet sammen i et lykkeligt Ægteskab. Fru Lea — om hvem en af hendes Tilbedere engang havde sagt, at hun ejede Københavns smukkeste Ansigt, Danmarks pragtfuldeste Figur og de dejligste Hænder i hele Verden — var vel i Aarenes Løb bleven noget svær men bevarede baade i Ydre og Væsen et Præg af „Race“, som Kendere straks fik Øje paa. I Formen af Hovedet med den krogede Næse og den tredobbelte Hage — og ikke mindst i Maaden, hvorpaa hun bar det — var der en Højhed, der mindede om antike Kejserindebyster. I hendes tunge, sorte Haar, som fra en Skilning hang i to flettede Bukler ned over Ørene, saaes endnu kun ganske enkelte Sølvtraade; Ansigtets flødefarvede Hud var glat og fin, Tænderne velbevarede, Øjnene sortebrune med et gyldent Skær. Philip Salomon var da ogsaa stadig saa forelsket i sin Kone, at han undertiden forglemte sig inde i selve Dagligstuen og vedblev at trykke sine Negerlæber mod hendes Haand eller Kind paa en Maade, saa hun med et Blik maatte erindre ham om Børnenes Nærværelse.

Kun i een Henseende bar Fru Salomon endnu paa et Savn, som næsten blev større med Aarene. Hun havde i sin Ungdom paa sine hyppige Besøg hos Slægtninge og i sit første Ægteskab modtaget for rige og dybe Indtryk af Livet i Udlandets store Forhold til rigtig at kunne føle sig hjemme i København. Skønt hun vogtede sig for at betro det til andre end sin Mand, led hun stadig af Hjemve efter det Land, hun i sit Hjerte betragtede som sit egenlige Fædreland. Hvert Aar foretog hun gerne en maanedlang Rejse gennem Tyskland for at besøge sin Slægt; og endnu hændte det hende, naar hun vilde udtrykke sig rigtig betegnende, at hun maatte laane Ordet fra sit Modersmaal.

Det var da ogsaa hende, der i sin Tid havde faaet sat igennem, at de to ældste Børns — Ivans og Jakobes — Uddannelse for en væsenlig Del kom til at foregaa i det Fremmede. Hun vilde — som hun plejede at sige i sit navnlig dengang ikke helt sikre Sprog — ikke have sine Børn „forklejnede“ i den Provinsby, som København i hendes Øjne var. Dertil kom for Jakobes Vedkommende endnu en anden Grund. Hun havde altid været et vanskeligt Barn, saa modtagelig for Indtryk, saa følsom navnlig for enhver Krænkelse, der hentydede til hendes jødiske Herkomst, dertil saa legemlig svag og ømfindlig, at hendes Barndom havde været en eneste lang Lidelseshistorie. Hun havde kunnet komme ligbleg hjem fra Skolen, blot en Dreng havde raabt „Smaus“ efter hende paa Gaden. Hun blev syg af Sorg og Ophidselse, hvergang en af hendes smaa, blaaøjede Kammerater — som det Gang efter Gang hændte — ydmygede hende ved at afvise et af disse Tilbud om Venindefortrolighed, som hun i sin lidenskabelige Trang til at finde Forstaaelse og Genkærlighed og trods alle bitre Erfaringer ikke kunde lade være med stadig at forny. Hun havde arvet sin Moders overdaadige Følelsesliv, men ikke hendes lykkelige Natur, ikke hendes sunde Sindsligevægt, ikke det stolte og overbærende Smil, hvormed Moderen mødte de Dannedes Fordomsfuldhed og Pøbelens Raahed.

Ikke heller havde hun arvet Fru Salomons regelmæssige Skønhed. Hun var i den opvoksende Alder nærmest uheldig, mager og blodløs, havde store, uskønne Træk, ejede intet af den myndeagtige Ynde, som hos mange forsoner med Flanealderens Opløbenhed. Det gjorde hende i de flestes Øjne ikke mere tiltalende, at hun ivrig søgte at skaffe sig Oprejsning for Kammeraternes Ydmygelser ved at overstraale dem paa saadanne Omraader, hvor hun havde Betingelser for at gøre sig gældende. Da hun var et udmærket Hoved og dertil jernflittig, kunde hun under Overhøringerne brillere med en Kundskabsmasse, der virkelig var ualmindelig for hendes Alder, ja i sin Græmmelse kunde hun tage sin Tilflugt til saadanne Midler som at vække de andres Misundelse ved Hjælp af sine rigelige Lommepenge, f. Eks. ved at møde paa Skolen med en Pose af den fineste Konfekt, hvormed hun da tilkøbte sig en kortvarig Ombejlen.

Forholdet til Kammerater og Lærerinder blev tilsidst saa spændt, at Institutbestyrerinden selv tilraadede Forældrene at tage hende ud af Skolen; hvorefter hendes Uddannelse blev tilendebragt i en Pensionsanstalt i Schweiz.

Dette Jakobes Udenlands-Ophold og Ivans samtidige Anbringelse ved et tysk Handelsakademi vakte imidlertid en Del Uvilje blandt Folk, hos hvem Nationalfølelsen i hine Aar — saa nær efter den ulykkebringende Krig — endnu var i høj Grad pirrelig. Salomons gentog derfor heller ikke Forsøget med nogen af de andre Børn.

Nu var Nanny, den næste i Rækken, ogsaa en ganske anderledes let omgængelig Natur. Allerede fra Vuggen en Øjenslyst af Sundhed og Rundhed var hun vokset op under almindelig Forgudelse, var bleven klappet og strøget som en lækker lille Kattekilling, tilsyneladende uden at have faaet anden Skade deraf end et lidt for behagelystent Væsen og noget Hang til Kælenskab. „Normalpigebarnet“ kaldte Faderen hende, fordi hun altid var i Ligevægt, aldrig havde kendt Sygdom, end ikke havde haft saa meget som ondt i en Tand. Ikke desmindre var hun netop „Uroen“ i det salomonske Hjem, bestandig paa Farten, den halve Dag i Overtøj. Hendes Stemme gjaldede gennem Stuerne og meldte ti Gange om Dagen hendes Hjemkomst. Og hørte man om Aftenen Latter og Hvin oppe fra Pigebørnenes Sovekamre og bagefter en dump Lyd af tunge Trin henover Gulvet deroppe, saa vidste man, at det var Nanny, der havde været i Bad, og som nu i hvidt Gevandt og med udslaaet Haar dansede Tarantella for sine Søstre.

Dog, endnu eet uroligt Hoved var der i Huset eller viste sig der i hvert Fald daglig; det var Onkel Heinrich, Fru Salomons Broder. Denne lille Mand, hvis Ydre var saa paafaldende forskelligt fra Søsterens, var ogsaa i andre Henseender et Vidnesbyrd om den Uregelmæssighed, hvormed Egenskaber nedarves i jødiske Slægter. Hr. Delft var Ungkarl og kaldte sig Direktør. I sin Ungdom havde han begaaet en „Uagtsomhed“ med et ham betroet Pengebeløb, hvorefter han en lang Række Aar havde levet i Amerika og (efter sit eget Sigende) ogsaa i Indien og Kina som Agent eller Rejsende for engelske Firmaer. Han var nu vendt hjem med lidt Kapital, hvormed han endnu i sin fremrykkede Alder nød Livets materielle Goder uden nogensinde at trættes af deres Ensformighed. Om sine Rejser og Oplevelser ligesom om sine Formuesforhold ytrede han sig bestandig med en Forbeholdenhed, der skulde lade ane det overordenlige. Selv overfor sine Nærmeste gav han sig Udseende af at hemmeligholde eventyrlige Rigdomme, ligesom han paastod endnu at være Meddirektør for et engelsk-kinesisk Dampskibsselskab. Iøvrig levede han i en højst beskeden tre Værelsers Lejlighed og var yderst nøjeregnende med enhver Udgift, der ikke ligefrem bidrog til hans legemlige Velvære. Han ofrede en Del paa sin ydre Person, optog de nye Moder samtidig med de yngste Herrer i Byen, lod daglig Resterne af sit sorte Haar krølle og parfymere hos en Frisør og bar ved festlige Lejligheder et Pragtstykke af en Brystnaal, hvorom han plejede at sige, at han med den „vilde kunne faa en Dronning til at elske ham“. Naar hans Niecer vilde drille ham, paastod de derfor, at den var uægte; og han var engang gaaet bort som en Rasende og havde ikke vist sig der i Huset en hel Uge, fordi ogsaa hans Søster og Svoger havde tilladt sig at betvivle Stenens Renhed.

Nogen blid eller behagelig Person i Omgang var han overhovedet ikke, omend der i Almindelighed var en halvbevidst, humoristisk Overdrivelse ogsaa i hans Forbitrelse. Hans selvtagne Rolle som Bindehund i Søsterens Hjem, hans Glæde ved at fare i Benene paa Folk, naar de af en eller anden Grund mishagede ham, og da særlig paa Enhver, som kunde mistænkes for at spekulere i Niecernes Medgift, — alt dette stod i Forbindelse med den fikse Ide hos ham, at han havde en Mission som de unge Pigers Raadgiver og Beskytter. Der var i denne Opgave saa megen Alvor, som der overhovedet var i Manden. Han havde sin egen, hemmelige Tanke med saaledes at ville værne om de efterstræbte unge Piger. Skjult bag alle hans Skryderier laa Erkendelsen af den Skam, han havde kastet over sit ansete Slægtsnavn, og det var for at bøde herpaa, han nu vilde være Søsterdøtrenes Forsyn og gøre sit til, at de ikke valgte iblinde men gjorde et godt og navnlig et fornemt Parti.

Salomons havde i mange Aar ikke haft nogen stor Omgangskres. Byens ortodokse Jøder holdt sig lidt tilbage fra dem paa Grund af deres Irreligiøsitet, den navnlig Fru Lea vedkendte sig med stor Aabenhjertighed. Selv havde de aldrig følt sig stærkt tiltrukket af det københavnske Selskabsliv og havde derfor indskrænket sig til at holde aabent Hus to Gange om Maaneden og iøvrig lade deres Venner vide, at de altid ventedes og til enhver Tid var velkomne.

En Forandring heri skete der imidlertid, da Ivan vendte hjem fra Tyskland og Nanny blev voksen. Lykkedes det end ikke Ivan helt at virkeliggøre sin Drøm om at omskabe Hjemmet i Smag med Renaissancens Fyrstehoffer, fik dog efterhaanden adskillige af det yngre Slægtleds ledende Mænd, deriblandt ogsaa dets Forfattere og Kunstnere, Indpas i Familjen.

Jakobe opholdt sig paa den Tid endnu mest i Udlandet. Hun havde fundet et andet Hjem i sin gamle Pensionsanstalt i Schweiz, mellem hvis høje Bjerge hun søgte Sundhed for sit sarte og med Aarene stedse mere ømtaalige Legeme. Hun var hjemme i Sommermaanederne, naar Forældrene laa paa Landet, men længtes bort, saasnart den første Kulde og de første Tegn paa Vinterselskabeligheden viste sig. Men en Dag — hun gik dengang i sit nittende Aar — næppe en Maaned efter, at hun sidst var rejst hjemmefra, fik Forældrene et lidt forvirret Brev fra hende, hvori hun midt imellem forskellige andre Ting pludselig henkastede den Tanke at opgive sit Pensionatsophold og slaa sig til Ro derhjemme. Et Par Dage efter kom et nyt Brev, der slog hendes snarlige Tilbagekomst fast, og næsten samtidig indløb et Telegram med Meddelelse om, at hun allerede befandt sig paa Hjemvejen og vilde komme den følgende Dag.

Saa karakteristisk denne utaalmodige Iværksættelse af en fattet Beslutning nu end var for hende, saa satte den dog Forældrene i nogen Uro. De anede, at der var tilstødt hende noget alvorligt, og Fru Lea betroede sin Mand, at der rimeligvis var en Kærlighedshistorie med i Spillet. Jakobe havde om Sommeren med megen Varme omtalt en ung, sydtysk Advokat og bekendt Politiker, en Søstersøn af Pensionatsejerinden, hos hvem han et Par Gange havde været paa Besøg. Fru Lea kendte sin Datters letfængelige Blod, der allerede et Par Gange før havde voldt hende bitre Skuffelser. Da hun kom hjem, var det ogsaa let kendeligt paa hende, at hendes Hjerte blødte; men da hun ikke selv gav anden Forklaring paa sin Hjemkomst, end at hun dennegang havde følt sig ene mellem de mange nye Pensionærer og længtes hjem, var der ingen, der trængte ind paa hende for at aflokke hende nogen Tilstaaelse — mindst af alle Moderen, som altid for sit eget Vedkommende havde fordret Kærlighedens Hemmeligheder respekteret og f. Eks. aldrig havde villet forklare sin Mand, hvorfor han ikke fik Lov at kysse hendes højre Haand. Hun havde kun ladet ham forstaa, at det var et Løfte, hun havde givet sin Ungdoms Elskede i et Øjeblik, der var bleven helligt for dem begge.

Jakobe havde nu været hjemme i fire Aar. Hun havde fyldt de treogtyve og var stadig uforlovet. Det havde dog i den mellemliggende Tid ikke manglet hende paa Tilbud, endog af ganske smigrende Art. Hun havde med Aarene vokset sig næsten smuk trods sin Sygelighed. Særlig følte lidt ældre Herrer sig tiltrukket af hendes sære og blege Ydre. Enkelte foretrak det endog for Nannys straalende men noget mere almindelige Skønhed. I hendes Ansigt med den kraftig krogede Næse og det uudviklede Hageparti — dette Ansigt, som hendes Beundrere kaldte for et Ørneansigt og Spotterne et Papegøjefjæs — sad et Par store, dunkle Øjne, i hvilke det hvide havde et stærkt blaaligt Skær, der til Tider kunde blive næsten sort. Næsen var absolut for stor, Munden for smallæbet og for bred; men disse Øjne havde et uforglemmeligt Blik, paa engang stolt og sky, mærket af Ensomhed og vidtflyvende Tanker. Af Skikkelse var hun højere end sine Søskende, havde lange, slanke Ben og en ejendommelig, lydløs Gang med et let og hurtigt Fodskifte. De faa, der havde set hende smile, talte om hendes smukke Tænder. Og saa hvilede der over hele hendes tørre og nervøse Skikkelse den særegne, aandige Ynde, som Lidelser og Savn kan lægge om et sart Kvindelegeme.

Det var dog hovedsagelig hendes indre Egenskaber, man tænkte paa, naar man talte om hende. Overalt berømmedes hendes Klogskab, hendes Viljeskraft og hendes mangfoldige Viden. Hun havde i sin Ensomhed kastet sin Kærlighed paa Bøger, studerede gamle og nye Sprog, Historie og Literatur og søgte utaalmodig stadig nye Felter for at tilfredsstille sin Kundskabstørst.

Fru Salomon sagde altid om hende, at hun var sin Faders udtrykte Billede.

Af de unge og yngre Mænd, der hyppigst gæstede det salomonske Hjem paa det Tidspunkt, da Per gjorde sin Indtrædelse deri, kom de fleste imidlertid for Nannys Skyld. Ikke alene betragtedes hun af Størsteparten som langt den smukkeste; men man antog desuden, at hun som Philip Salomons eget Barn vilde blive den mest begunstigede Arving af de to, endskønt baade Jakobe og Ivan allerede som Børn var bleven kuldlyst af ham. Saa indbød nu heller ikke Jakobes Væsen til nogen Slags Kurmageri. Man saae hende sjelden, og i sin Skyhed viste hun ofte Fremmede en fornærmende Kulde.

Ved den lille Herremiddag, hvor Per for første Gang var Familjens Gæst, traf han — foruden nogle ældre Herrer fra Forretningsverdenen — Digteren Povl Berger, en Husarløjtnant Hansen-Iversen, en Kandidat Balling og Journalisten Dyhring. Kun den første af dem havde han set før; men forresten havde han nær ikke kendt ham igen. Den fanatiske Himmelstormer og Nathandyrker havde, siden han sidst saae ham, ikke alene forandret sit Mefistoskæg og ladet Barten gro ud over hele Ansigtet, men ogsaa Minen var bleven en ganske anden; han lignede nu mest de gængse Billeder af den lidende Kristus, hvad han — som en af de andre Herrer senere i Fortrolighed tilhviskede Per — netop ogsaa tilstræbte. Han havde, forklarede denne, i de samme Dage til sine Venners Forbavselse udgivet nogle fromladne Vers, med hvilke han paa eengang friede til Nannys Barmhjertighed og til Udødeligheden paa det danske Parnas.

Den, som fortalte Per alt dette, var Kandidat Balling, der ogsaa var en literær Mand men saakaldet Literaturhistoriker. Han var en tre Alen høj, tarmetynd, løvemanket Lemmedasker med et Ansigt saa fladt og udtryksløst som en Oblat. Den til Fromhed omvendte Digter betroede Per henne i en Krog, at Manden var en Idiot, der havde forset sig paa Dr. Nathan og nu ogsaa vilde være Geni og Banebryder men foreløbig bare havde opnaaet at studere sig en kronisk Mavekatar til. Balling var nu ganske rigtig uhyre belæst, havde slugt hele Biblioteker, var saa fuld af Citater, at man ikke kunde røre ved ham, uden at der slap ham en stjaalen Aandrighed ud af Munden — kort sagt, han var en af disse Bogorme, der suger sig fast paa Literaturen ligesom Igler og drikker dens røde, varme Blod og dog bliver ved at være lige klamme. Han havde for et Aarstid siden udgivet en Bog om den klassiske Tragedie; og da den var bleven en Del rost i Pressen, havde Ivan straks sikret sig hans Person og indført ham i sit Hjem.

Per, der havde været lidt spændt paa Udfaldet af dette Møde med sine Medbejlere, blev fuldkommen beroliget ved Synet af disse Mænd. End ikke overfor Husarløjtnanten nedsloges hans Mod, skønt denne virkelig var en flot Skikkelse med et Par kække blaa Øjne og en lys Snurbart i et af Foraarssolen brunet Ansigt.

Hvad Dyhring — Journalisten — angik, saa kunde Per ikke blive klog paa, om han overhovedet var en Rival. Den skødesløse Maade, hvorpaa han bevægede sig mellem Husets Damer, tydede ikke derpaa. Ivan havde, uden at Per begreb hvorfor, været meget ivrig for at bringe ham sammen med dette Menneske. Straks, saasnart Dyhring var kommen, var de bleven forestillet for hinanden; og efter Bordet søgte Ivan igen at føre dem sammen og at faa Per til at udtale sig om sine Planer.

Men Per havde ikke mindste Lyst til at snakke fornuftigt. Dertil var han altfor optaget af Nanny, der nu ogsaa saae forlokkende dejlig ud i en udringet Raasilkekjole med røde Roser i sit sorte Haar. Han havde haft den Ære at føre hende tilbords, og denne Udmærkelse, og Bordets Glæder, og Anretningens ham uvante Pragt var stegen ham til Hovedet og havde gjort ham overstadig. Inde i Rygeværelset, hvor Kaffen og Likørerne anrettedes for Herrerne, og hvor Onkel Heinrich med diabolsk Skadefryd lumskelig blev ved at fylde i hans Glas, var han paa Nippet til at gøre Skandale. Han slog Philip Salomon fortrolig paa Skuldren, roste hans Vine og udtrykte i en hel Tale sin Beundring for Husets Damer. Nogle af de ældre Herrer samlede sig efterhaanden om ham og havde deres Morskab af den unge Mand, der saa aabenbart for første Gang var i ordenligt Selskab.

Inde hos Fru Salomon og Jakobe i Dagligstuen sad en midaldrende, blond Herre, der ikke røg Tobak. Det var en vis Hr. Eybert, en af Byens større Fabriksejere og tillige bekendt som Politiker af den liberale — saakaldte „evropæiske“ — Gruppe, en fordomsfri og kundskabsrig Mand med megen Anseelse. Blandt den salomonske Familjes nærmeste Omgang betegnedes han i Fortrolighed som Jakobes tilkommende Mand. Han var noget ude over sin bedste Alder, nemlig omkring de fyrre, og forøvrig Enkemand med to Børn. Hans Kærlighed til Jakobe var en Kendsgerning. Han lagde ikke Skjul paa den hverken overfor Forældrene eller overfor hende selv. Forældrene var begge velstemte for Partiet; Hr. Eybert var en prøvet Ven af Huset og dertil en meget velstaaende Mand, der ikke kunde mistænkes for at spekulere i et rigt Giftermaal. De saae desuden af forskellige Grunde gerne, at Jakobe giftede sig; og de var i den Henseende under stadig Paavirkning af Familjens Læge, en jødisk Professor, der med stor Aabenhed erklærede, at „det Pigebarn sgu ikke var skabt til at leve som Nonne“.

Med den Mistænksomhed, der regelmæssig vaktes hos den aldrende Frier, saasnart et nyt, ungt Mandfolkeansigt dukkede op i det salomonske Hus, havde Hr. Eybert straks ledet Samtalen hen paa Per, idet han spurgte, hvem det unge Menneske var, der tilsidst var bleven saa højrøstet ved Bordet.

„Det er en Hr. Sidenius … en af Ivans Venner,“ sagde Fru Salomon i en Tone, hvori hun ligesom indlagde en lille Undskyldning paa Husets Vegne.

„Ja saa, — en Sidenius! Er han ikke saadan — lidt —?“

Hr. Eybert gjorde med Fingeren en Kresbevægelse foran sin Pande.

„Aa, det tror jeg dog ikke,“ svarede Fru Salomon med en lille Latter. „Men et noget uroligt Hoved er han vistnok.“

„Det ligger i saa Fald vist til Familjen.“

Jakobe løftede Øjnene fra en Bog, som hun — tilsyneladende udeltagende — havde siddet og bladet i.

„Men han er jo en Præstesøn,“ sagde hun.

„Ja, der er vist en overhaandtagende Mængde Præster i Familjen,“ bemærkede Fabrikanten. „Rimeligvis netop af den Grund skyder Slægten saa af og til nogle slemme Vildskud. Jeg erindrer, at en af mine Onkler, der var Proprietær i Jylland, har fortalt mig om en — vistnok nu forlængst afdød — Vendsysselpræst, der gik under Navnet „gale Sidenius“ og virkelig ikke synes at have faaet sit Epitheton ufortjent. Dersom min gamle Jyde-Onkels Ord staar til troende — hvad de forresten ikke altid gjorde — maa han have været noget nær en Landevejsrøver, der laa i Slagsmaal rundtom paa Kroerne. Jeg husker ogsaa en Historie om en Degn, som han engang i Drukkenskab … med Respekt at sige knappede Permissionerne ned paa i Menighedens Paasyn, hvorpaa han i Navnet Faderens, Sønnens og den hellige Aands tildelte ham tre Næveklask, saa det rungede i Kirken. Det var jo en egen Art Opbyggelse! Men efter den Historie blev den gode Pastor nok ogsaa dømt fra Kjole og Krave og spærret inde.“

Mens Fru Salomon havde smilet af denne Historie, hørte Jakobe paa den med et formørket Udtryk; og det var netop dette Udtryk, saa fuldt af Afsky, der havde opildnet Fabrikanten til en ham saa uvant dristig Veltalenhed og endog forledet ham til at kolorere lidt paa Fortællingen for at gøre den des mere afskrækkende.

Inde fra Rygeværelset hørtes igen Pers højrøstede Tale. Jakobe foer formelig sammen. Lyden af denne Stemme fik hende til at fryse. Hun gav sig atter til at blade i sin Bog, mens et bittert Minde gled hende gennem Sjælen.

— — Det var for fire Aar siden paa en af Berlins store Banegaarde. Hun var paa Vej til sin Pension i Schweiz, og det var netop hendes sidste Rejse dertil; kort efter var det, hun havde overrasket alle ved sin pludselige Hjemkomst. Hun skulde her i Berlin tage mod en fra Breslau kommende Veninde, sammen med hvem hun skulde fortsætte Rejsen sydpaa. Hun var urolig og nervøs. Hun vidste, at hun snart igen skulde møde hin unge Advokat, som hun elskede, og af hvem hun troede sig genelsket. Derfor havde hun ikke kunnet finde Ro derhjemme og var rejst bort endnu tidligere, end hun plejede. — Idet hun nu kom ind i den store Jernbanehal under Glashvælvingen, saae hun noget borte paa Perronen en Flok ynkværdige Pjalteskikkelser, hvorom en Kres af Nysgerrige stod og gabede, holdt i Afstand af et Par Politibetjente. Paa Grund af Skikkelsernes brogede Dragter og sydlandske Udseende tænkte hun, at det var en forkommen Zigøjnertrup, som Myndighederne sendte tilbage til dens Hjemsted; og i sin nervøse Frygt for stærke Indtryk vendte hun sig henimod den modsatte Ende af Perronen for at opsøge en Ventesal. Paa Vejen derhen mødte hun to Mænd, der bar en Sygebaare; og paa denne laa — blot tildækket med en Kappe — en gammel, udtæret Mand, der saae sig forvildet om med et Par store, blodsprængte, feberglødende Øjne. Helt uhyggelig tilmode henvendte hun sig til en Jernbanebetjent og spurgte, hvor Ventesalene var. Manden saae paa hende med et uforskammet Smil og sagde, at det maatte hun vist kunne lugte sig til; hun skulde bare gaa lige efter Næsen. Saa vendte hun ham Ryggen og skyndte sig videre. Udenfor en Række aabnede Fløjdøre, der afspærredes af Politi, stod igen en Samling Nysgerrige, der strakte Hals og løftede sig paa Tæerne for at komme til at se. Hun maatte besværlig bane sig Vej gennem Sværmen, og nu mødte der hende et Syn, der fik hende til at standse.

Derinde over en stor, halvmørk Ventesals Gulv laa eller sad flere Hundrede af samme Slags fantastiske Pjalteskikkelser, som hun havde set paa Perronen: Mænd, Kvinder og Børn, graaskæggede Oldinge og Patteglutter, der laa ved Moderens Bryst. Nogle var næsten nøgne; mange havde blodige Bind om Panden eller Hænderne; alle var de gustne, udtærede og tilsmudsede, som havde de vandret dagevis i Sol og Støv. Det faldt straks i Øjnene, at den store, brogede Skare, hvori kun Kvindernes hvide Hovedklæder skabte en vis Ensartethed, var grupperet slægtsvis, havde samlet sig om Familjeoverhovederne, af hvilke de fleste var smaa, sortøjede Mænd, klædt i lange Kaftaner med Bælte omkring Livet. Alle havde de Stave hos sig og et eller andet Drikkekar ved Bæltet. Mange af dem syntes overhovedet ikke at eje andet. Nogle medførte dog lidt Køkkentøj; og enkelte Steder saae man Børnene sidde trofast og vaage over nogle sammensnørede Bylter, der aabenbart indeholdt Familjegods.

Jakobe stod i allerførste Øjeblik ganske uforstaaende overfor hele dette Optrin. Da greb hun sig med eet til Hjertet. Hun havde i Halvmørket derinde faaet Øje paa et Par jødiske Herrer med hvide Mærker om Armen, der sammen med nogle Damer gik omkring og uddelte Klæder og Mad. I det samme forstod hun alt. Mens hun grebes af Svimmelhed, gik det op for hende, at hvad hun her saae for sig, var et af de mange Tog af fordrevne russiske Jøder, som i det sidste halve Aar var bleven ført gennem Tyskland for at indskibes til Amerika. Hun havde den hele Sommer læst i Aviserne om disse Skarer af Flygtninge, der endnu var halvvilde af Rædsel over de Skænselsgerninger, som Pøblen under Myndighedernes Ligegyldighed eller ligefremme Tilskyndelse havde øvet imod dem. Der havde staaet, at man om Natten havde svedet Jødernes Huse af over Hovedet paa dem, udplyndret dem indtil den nøgne Krop, skændet deres Kvinder, stenet gamle Folk og slagtet Børn, saa Rendestenene havde været røde af Blod, … hun havde hver Dag læst derom, men hun havde søgt at trøste sig med, at Skildringerne var overdrevne, at en saadan Umenneskelighed, begaaet ovenikøbet mod et fredeligt og flittigt Folk, var en Umulighed i Frihedens og Humanitetens Aarhundrede.

„Achtung!“ lød det bag hende.

Det var de to Mænd med Baaren, som nu kom tilbage og med Besvær banede sig Vej ind gennem Salen for at bortbære en anden af de mange Syge, der befandt sig derinde. Bagefter dem viste sig et Par uniformerede Politiembedsmænd, der med den uanfægteligste Inspektionsmine stillede sig op i den ene Dør og et Øjeblik betragtede den sørgelige Scene, hvorefter de sabelraslende gik videre.

Jakobe turde ikke se mere. Hun mærkede, det begyndte at lyne rødt for hendes Øjne. Hun vaklede ind i en Førsteklasses Ventesal ved Siden af og snappede efter Luft. Vinduerne vendte ud til et Torv, hvor Folk gik og passiarede og lo. Sporvogne kimede og Hunde løb omkring og legede i Solskinnet. Hun maatte holde sig fast til Vindueskarmen for ikke at falde. — — Og dette var ingen Drøm! Det var Virkelighed! Disse til Himlen skrigende Skænselsgerninger kunde foregaa for Evropas Øjne, uden at en myndig Stemme hævede sig derimod! Og Kirkernes Klokker ringede Gudsfred over denne By, og Præsterne stod paa Prækestolene og vidnede om Kristendommens Velsignelser og Næstekærlighedens Sejr i et Land, hvor man med koldblodig Nysgerrighed — ja med Skadefryd — betragtede disse Tog af stakkels Hjemløse, der dreves gennem Landene som Pestbefængte og ofredes til Nød og Undergang i selve Kristendommens Navn!

Det gav et Ryk i hende. Derude paa Torvet fik hun Øje paa de to Politiofficerer. Det var to ægte prøjsiske Løjtnantsskikkelser med Nakkeskilning og Slæbesabel og skinnende Sølvepauletter paa de brede Skuldre. Hendes Hænder knyttedes. I deres embedsmandsmæssige Uanfægtelighed, med deres overmodige Miner syntes disse to Lovens Vogtere hende et Sindbillede paa det hele farisæiske Kristensamfunds brutale Selvgodhed, og hun priste sig lykkelig over, at hun ikke havde haft et Mordvaaben hos sig før, da hun stod faa Skridt fra dem. Nu bagefter følte hun, at hun kunde have været i Stand til at dræbe dem med egen Haand.

Naar senere hendes Kærlighedsskuffelse havde oprevet hende, som den gjorde, var det, fordi denne Sjælsrystelse var gaaet umiddelbart forud. Den ene Ydmygelse virkede tilbage paa Erindringen om den anden, ja Indtrykkene af de to Begivenheder blandede sig efterhaanden sammen for hende og fik en skæbnesvanger Magt over hendes Sind.

Hun havde blandt andet i hine Dage besluttet aldrig at fæste sig til nogen Mand. Med en Jøde vilde hun ikke gifte sig. Hun vilde ikke, at hendes Børn skulde komme til at gennemgaa, hvad hun selv havde maattet lide paa Grund af sin usalige Fødsel. Men at stifte Familje med en Kristen kunde hun heller ikke tænke sig. Dertil hadede hun for uforsonligt dette Samfund, der i Aarhundreder havde været hendes Stammes koldblodige Bøddel. Selve Racen skræmmede hende desuden, virkede paa hende som en raa Trusel. Synet af en saadan firskaaren, blaaøjet og kødrig Nordbo som Per vakte straks Erindringen om hine to skulderbrede og magtglade Officiantskikkelser, som hun endnu efter Aars Forløb ikke kunde mindes uden at føle Mordlyst krible hende i Fingerspidserne.

Saa var der ogsaa det, at hun nu begyndte at føle sig gammel. Hun havde været voksen siden sit ellevte-tolvte Aar. Allerede i Trettenaarsalderen havde hun haft sin første, dybt ulykkelige og oprivende Forelskelse, — hun syntes derfor, hendes Hjerte nu fortjente Hvile.

At hendes gamle Ven Eybert holdt af hende og gerne vilde have hende til Kone, havde hun længe vidst. Hun for sit Vedkommende satte stor Pris paa at tale med ham. Saa forskellige de end var, besad de mange fælles Interesser — politiske og literære — og havde omtrent det samme mistrøstige Syn paa det meste af, hvad der foregik herhjemme og rundt i Verden. I Grunden kunde hun rigtig godt lide ham. Den lille, stilfærdige Mand med det glatkæmmede lyse Haar og det tynde Fuldskæg havde en velgørende, beroligende Indflydelse paa hende, vakte intet af den Erindring om bredskuldret Brutalitet, der virkede saa afskrækkende paa hende overfor saa mange andre Mænd. Rigtignok var der saa heller ikke nogetsomhelst hos ham, der vakte det kvindelige Driftsliv i hende. Kun naar hun engang imellem hørte ham tale til andre om sine to moderløse Smaa, kunde der i Dybet af hendes Hjerte røre sig noget, der flygtigt bragte Blodet op i hendes Kinder; ja, der kunde være Øjeblikke, hvor hun i Trang til at udfylde en Plads her i Livet og ofre sig for et Kald flygtig lod sig gribe af den Tanke at blive Moder for denne ensomme Mands Børn.

* * *

En Dag i Skumringen sad Onkel Heinrich hensunken i en dyb Lænestol inde i Biblioteket og røg en af sine stærke, sødligt duftende „Manillaer“ efter Middagen. Han havde siddet nogen Tid alene, da Ivan kom derind og kastede sig i en Stol overfor ham.

„Onkel — jeg har noget at tale med dig om.“

„Det er et højst ubekvemmeligt Øjeblik, du har valgt dertil. Du veed, det inkommoderer mig at tale, naar jeg har spist.“

„Men du holder heller ikke af at tale, mens du spiser, — det plejer du jo at sige — saa jeg veed virkelig ikke, hvornaar jeg maa snakke til dig.“

„Naar jeg sover. — Naa, men hvad er det saa?“

„Vil du gøre mig en Tjeneste, Onkel?“

„Du veed, at jeg af Princip aldrig gør Folk Tjenester. Lad os altsaa tale om noget andet.“

„Saa kald det en Forretning — eller hvad du vil,“ sagde Ivan og anbragte sig i sin Yndlingsstilling med den ene Fod oppe under sig. „Ser du, der er en ung Mand, som jeg interesserer mig for … et Menneske, som —.“

„Kort og godt — et af dine Genier. Videre!“

„Jamen dennegang tager jeg ikke fejl, Onkel! Det er absolut et eminent Talent. Han vil engang komme til at præstere noget epokegørende i sit Fag. — Men han er fattig.“

„Fattig? Ja, det er jo en af Hovedegenskaberne hos Geniet, har jeg forstaaet.“

„Og naturligvis vil man ikke give ham Lov til at gøre sig gældende herhjemme. Det er jo de store Begavelsers sædvanlige Lod. Men jeg er forresten ikke bange. Han skal slaaes op. Jeg har talt med Dyhring derom, og han har lovet mig at interviewe ham ved Lejlighed og skrive en Artikel om de store Opfindelser, han beskæftiger sig med.“

„Med andre Ord, Ivan — det Menneske, du der taler om, det er den selvbevidste unge Person med Opstandernæsen, der optraadte her forleden og gjorde Skandal’ — ham med det uanstændige Navn. Hvad er det nu, han hedder?“

„Sidenius.“

„Herr Gott von Mannheim! At et stakkels Menneske kan hedde saadan!“

„Nu veed jeg, at han har i Sinde at rejse bort og studere i Udlandet en Tid.“

„Er han kommen til Penge da?“

„Nej, ser du, Onkel, det er netop det, jeg gerne vilde tale med dig om. Forstaar du, jeg vilde gerne kunne tilbyde ham de nødvendige Rejsepenge, som jeg veed, han mangler. Men han er en stolt Natur. Og saa ømfindtlig paa det Omraade, at — — ja, — — jeg er næsten sikker paa, at han vilde sige nej, naar man gik hen og ligefrem tilbød ham Penge. Han vilde tage det op som en Fornærmelse. Saadan er han.“

„Saa skulde du sgu beholde dine Moneter, Ivan.“

„Snak, Onkel! Det er netop den Slags Folk, der skal hjælpes. — Og du maa finde paa en Udvej, Onkel.“

„Jeg? Er du gal?“

„Jeg har tænkt mig, at jeg kunde faa dig til at være Skærmbræt for mig. Og det vil du nok, Onkel, naar jeg ber dig pænt om det. Ser du, Pengene maa tilbydes ham paa en saadan Maade, at det ikke støder ham … og absolut anonymt, ellers tager han dem aldrig. Du kan jo sige, at det er nogle Venner og Beundrere, der har ønsket at vise ham en Opmærksomhed, inden han rejser … eller du kan tilbyde ham dem som Laan … eller hvad du nu kan finde paa.“

Onkelen skød sine buskede Bryn i Vejret og overvejede et Øjeblik. Det var ham i Grunden ikke imod at optræde som Velgører, naar det ikke kostede ham noget. Han havde desuden selv faaet en Smule tilovers for Per, som blandt alle Nannys Kurmagere syntes ham den eneste, der sad inde med Betingelser for at slaa sig op i Verden og blive et standsmæssigt Parti.

„Hvormeget har du tænkt at fylde i den Luks?“

„Hvad der behøves, for at han skal slaa igennem. Jeg har ment en fem-seks Hundrede Kroner. Maaske mere. Jeg har ikke sat nogen Grænse. Han faar anvist en Konto hos Griesmann og kan saa trække paa mig gennem ham.“

„Du er gal, min Søstersøn! Du er ligesom din Mor og din Far og alle dine Søskende og din hele Familje splittergal!“

„Er der Nogen, der gi’er lidt Ild?“ lød det i det samme fra Døren til Dagligstuen. Det var Nanny; hun stod derhenne med begge Hænder spændt omkring Livet og stak Overkroppen frem. En utændt Cigaret vippede mellem hendes Læber.

Onkelen skar en Grimace.

„Der kommer hun med sin Papirpatte! … Har jeg ikke sagt dig, at det er en væmmelig, afskyelig, nederdrægtig Stank.“

„Er du i daarligt Humør, Onkel? Det var kedeligt. For der er noget, jeg gerne skulde snakke med dig om.“

„Du ogsaa! … Snak væk! Min Middagshvile er dog komplet ødelagt for idag.“

„Jeg har en Høne at plukke med dig, lille Ven.“

„Pluk væk! Og lad det faa en Ende!“

„Jeg synes, du kunde være saa taktfuld ikke at gaa gennem Strøget med dine Damer paa den Tid, hvor ordenlige Folk spaserer der. I hvert Fald skulde du vise din Familje det Hensyn at vælge en mindre afskrækkende Ledsagerske end det Uglebillede, jeg saae dig med baade idag og forleden. Vi kan ikke være bekendt, at du har en saa skrækkelig Smag, Onkel.“

Hun havde stillet sig hen bag hans Stol, paa hvis Ryg hun hvilede sine Arme, mens hun sendte Strøm paa Strøm af Cigaretrøg ned over hans tyndhaarede Isse. Saa opbragt han end var over hendes Ord, rørte han sig ikke, men hengav sig med halvlukkede Øjne til den lille Nydelse, det var for ham at føle disse varme Aandepust fra de friske Pigelæber.

„Har jeg ikke sagt dig, Nanny, at det er væmmeligt, afskyeligt at høre en ung Pige føre saadan uanstændig Tale. Forresten er den unge Dame, du taler om —.“

„Hvadfor en ung Dame?“

„Hende, du maaske har set mig gelejde en enkelt Gang — det er min Værtindes Datter, en meget dannet og højst respektabel —.“

„Jeg har ikke talt om nogen ung Dame. Jeg har talt om en gammel Hejre med røde Uldblomster paa Hatten og fede Sminkeklatter paa Kinderne. Og jeg siger dig, Onkel — hende kan du ikke være bekendt.“

„Og jeg siger dig, Tøs, at du skulde sidst snakke om, hvad man kan være bekendt — du! Hvad er maaske det for Personer, du trækker her til Huset med dit uanstændige Koketteri? En Hr. Sidenius! En Bondedreng, der akkurat har faaet saa megen Politur, at han ikke snyder sig med Fingrene! Og hvad for et Fjæs der sidder paa den Fyr! Han ser grangivelig ud, som om han havde haft en Jomfru Næsvis til Mor og en Hanswurst til Far.“

„Jeg finder ham nu smuk.“

„Ja … du finder ham smuk,“ vrængede han efter hende. „Men det siger jeg dig, Nanny! Gifter du dig med en Døbt, som ikke i det mindste er Født, saa —.“

„Hvad saa, Onkel?“

Han sendte hende et frygteligt Blik over Stoleryggen og sagde langsomt, med højtideligt Eftertryk paa hvert Ord:

„Saa faar du ikke min store Brillantnaal efter min Død.“

„Jamen den har du jo ogsaa lovet Jakobe, Onkel. Og Rosalie har ogsaa faaet Løfte paa den. Og Ivan, tror jeg.“

Han foer rasende op og styrtede ud af Stuen, idet han raabte: „I er allesammen splittergale i dette Hus! Jeg sætter ikke mere mine Ben her! Her er befængt! Jeg har faaet nok. — —“

Ivan og Nanny saae lidt betuttede paa hinanden. Som sædvanlig vidste de ikke rigtig, om han havde talt i Alvor eller halvt i Spøg.

Men nu kom Jakobe frem i Dagligstuedøren.

„Hvad har I gjort ved Onkel? Han var jo helt ude af sig selv.“

„Ingenting,“ svarede Ivan. „Du veed, han kan aldrig lide mine Venner, — og nu har han ogsaa set sig gal paa Sidenius. Det er det hele! Jeg fortalte ham, at Sidenius tænkte paa at rejse, og jeg bad ham om at gøre mig en Tjeneste i den Anledning — det var det hele.“

„Vil Hr. Sidenius rejse?“ spurgte Nanny — og der var noget i Betoningen, som fik Søsteren i Døren til at se iagttagende paa hende.

„Han tænker paa det, ja.“

Nanny spurgte ikke om mere. Som i Tanker gik hun hen og kastede sin halvt udrøgne Cigaret fra sig i en Malmskaal, der stod paa Bordet.

„Jeg tror virkelig, Nanny for Alvor har faaet et godt Øje til Hr. Sidenius,“ sagde Jakobe om Aftenen, da hun og Moderen sad alene i Dagligstuen omkring den tændte Arbejdslampe.

„Aa, hvor falder det dig ind!“ sagde Fru Salomon i lidt uvillig Tone — som var det en Tanke, der i Stilhed ogsaa havde beskæftiget hende og foruroliget hende en Smule. „Hr. Sidenius er jo en halvt utilregnelig Fusentast. Og Nanny mangler ikke Forstand. — Desuden rejser han jo nu, og dermed ophører sagtens vort Bekendtskab med ham.“

„Jeg har nu den Tro, at det vil trække ud med den Rejse,“ sagde Jakobe efter nogen Tavshed, — hun sad tilbagelænet i Sofahjørnet ved Siden af Moderen og saae ud for sig i en egen mørk Grublen.

„Kære Barn, hvad kan du vide om det?“

„Aa, jeg er da ikke blind, Mor! Fra det første, jeg saae det Menneske her, var jeg klar over, hvad han kom her for. Og han er vist ikke af dem, der saa hastig opgiver, hvad de har sat sig i Hovedet. Det siger jo ogsaa Ivan om ham. Hvad der ellers kan være at udsætte paa ham — og der er jo tilstrækkeligt endda! — noget af en Karakter synes han virkelig at være.“

Fru Salomon smilte lidt.

„Jeg tror, du begynder at forlige dig med ham, Jakobe.“

„Nej, det gør jeg ikke, … og det vil jeg heller aldrig kunne. Dertil er selve hans Person mig for meget imod. Men jeg tænker paa, at han jo endnu er ganske ufærdig. Ingen kan vide, hvad han under gunstige Forhold vil kunne udvikle sig til. Maaske vil han virkelig engang kunne blive en ret antagelig Mand for Nanny. I hvert Fald tror jeg næsten, jeg vilde foretrække ham til Svoger f. Eks. for et Menneske som Dyhring.“

„Hør, du er dog bleven en rigtig Kirsten Giftekniv, Jakobe,“ sagde Fru Salomon. „Forleden var det Olga Davidsen, du havde travlt med; og idag er det din egen Søster, du vil have afsat.“

Jakobe blev rød. Hun følte sig truffet af Moderens Bebrejdelse.

„Lille Mor,“ — hun bøjede sig frem for at skjule sin Forlegenhed og lagde Haanden hen paa Moderens Arm — „Du veed nok, det er nu engang gamle Jomfruers Svaghed.“

* * *

Per blev i disse Foraarsmaaneder en hyppig Gæst i det salomonske Hjem. Vistnok var det stadig Nannys Person, der hovedsagelig drog ham dertil; men ogsaa det ham saa nye og fremmedartede Familjeliv øvede en mægtig Tiltrækning paa ham.

En Aften, da han var gaaet, kunde Jakobe ikke lade være med at henkaste det Spørgsmaal:

„Gud veed, hvad Hr. Sidenius egenlig tænker paa, naar han saadan sidder og ser hen for sig uden at sige noget?“

Han sad og tænkte paa sit eget Barndomshjem. Han saae for sig Dagligstuen derhjemme, saaledes som den stod tydeligst for hans Erindring: i de lange Vinteraftener, naar den enlige Lampe brændte døsigt paa Bordet foran Hestehaarssofaen og Faderen halvslumrede i den stivryggede Lænestol med sin grønne Papskærm for Øjnene, mens Signe læste højt af Avisen og de mindre Søstre sad krumme over deres Stoppearbejde og hvert Øjeblik skottede op til Uret paa Sekretæren for at se, om Vægteren ikke snart vilde komme og forkynde Sengetid. Han hørte igen hine smaa Suk, der nu og da lød fra Soveværelset ved Siden af, og hvormed Moderen derinde i Sengen gav sit altid lidt beklemte Hjerte Luft. Han hørte den stille Kogelyd fra Lampen, lugtede Tørveosen fra Kakkelovnen blandet med Lugten af Pletvand eller Medicin.

Hvad der slog ham ved Sammenligningen, var dog ikke særlig Modsætningen mellem den Rigdom, han havde for Øje, og Barndomshjemmets Kummerlighed. Det var meget mere en Forskel i Tonen, i Talens Varmegrad, i selve Livstemperaturen i de to Hjem. Naar han her hørte de kaadmundede Børn tale næsten kammeratlig til deres Forældre; naar han hørte Fru Salomon drøfte Foraarsmoderne med sine Døtre, tale til dem om, hvilke Farver og hvilket Snit der klædte dem, ja ligefrem paalægge dem som Pligt at tage sig godt ud; naar han bestandig fandt Sindene livfuldt optagne af alt, hvad der skete rundt om i Verden, men aldrig hørte den mindste Hentydning til det dunkle „Hinsidige“, der som en Gravluftning havde gennemtrængt hans eget Hjem, hvor man regelmæssig begyndte og afsluttede Dagen med at bortvende sig fra Verden i Bøn og Salmesang; hvor det at pynte sig, ja blot at være velklædt og ofre Omhu paa sin Person næsten betragtedes som uværdigt for et af Aanden genfødt Menneske, — han følte da med Taknemlighed, at han virkelig her havde fundet, hvad han havde villet søge i fremmede og fjerne Egne, Naturens Børn, ubesmittede baade af et Himmerig og et Helvede.

Dog, ogsaa selve Rigdommen havde gennem det salomonske Hjem faaet ny Værdi for ham. Han havde hidtil paa Bondevis betragtet Pengene nærmest som et Vaaben, med hvilket man — halvt snigmorderisk — hævdede sig i Tilværelseskampen. Nu aabnedes hans Øjne for den Betydning, gode og betryggede Livsvilkaar kunde faa ogsaa for et Menneskes sunde aandelige Vækst, for hans rolige og frie Karakterudfoldelse. Han begyndte at forstaa den Ærefrygt for Guldet, man tillagde Jøderne, og som alle rettroende Sideniuser højlig forargedes over. Han huskede sin Faders foragtelige Udtryk om „Mammondyrkerne“ og mindedes sin Religionslærer, en bleg og luvslidt Teolog, som — idet han strøg Eleverne over Haaret med en Haand, der stank af Bukselomme — indtrængende formanede dem til aldrig at eftertragte saadanne Skatte, som „Rust og Møl kan fortære“. Han tænkte paa, hvorledes i dette lille ludfattige Land Slægt efter Slægt var bleven optugtet til at nære en farisæisk Ringeagt for alt „timeligt Gods“, og hvorledes aandelig Forkommenhed og Pjalteri og Snuskethed samtidig havde præget det hele Samfund, og han følte en trodsig Lyst til at raabe ud over Landet et: „Respekt for Pengene! Paa Knæ for Mammon … Folkenes Opretholder og Forløser!“

Han følte dog godt, at denne Lysskyhed overfor Guldets Glans endnu ikke var gaaet ham selv helt af Blodet. Naar han saae sig omkring i de overdaadigt udstyrede Stuer, mærkede han ofte Resterne af sin medfødte Troldenatur røre sig i ham. Ja, hver Gang han fra dette østerlandske Solskinshjem tænkte tilbage paa sit eget Liv med dets triste og fattige Glæder og Samvittighedskampenes Kval og Uhygge, følte han med Skamfuldhed, at han virkelig var, hvad Faderen altid havde kaldt ham, et „Mørkets Barn“, en Underjordisk — en Sidenius.

Livet i det store, rige og selskabelige Købmandshjem, hvor saa mange fribaarne og formsikre Mennesker mødtes, virkede overhovedet paa ham som et Aandens Spejl og vakte ham til fornyet Selverkendelse. For første Gang i sit Liv traf han her Folk, hvem han følte sig underlegen. Endog i Samtale med de unge Piger eller deres Veninder maatte han benytte allehaande Kunstgreb for at dække over Manglerne ved sin Kultur og skjule de store Huller i sin Viden. I al Hemmelighed søgte han da ogsaa skyndsomst at indhente, hvad han havde forsømt i Henseende til almindelig Dannelse. Navnlig havde han med Iver kastet sig over Studiet af Nathans Bøger, som han i disse Krese saa ofte hørte omtalt og omstridt. Ogsaa sine højst mangelfulde Sprogkundskaber søgte han at hjælpe paa for ikke at staa tilskamme i et Hus, hvor der kom saa mange Udlændinge, og hvor selv de yngre Børn talte de tre evropæiske Hovedsprog med Færdighed.

Derfor, skønt han stadig søgte til Huset særlig for Nannys Skyld, holdt han undertiden mest af at sidde og snakke med Fru Salomon og Jakobe, hvis Underholdning syntes ham at være mest belærende. Navnlig havde han faaet stor Respekt for Jakobe, der med lige stor Lethed kunde tale om gamle, græske Filosofer og om den nyeste Bismarck-Politik, og som alligevel ikke var nogen Blaastrømpe. Trods det lidet behagelige Indtryk, hun straks havde gjort paa ham, og skønt hun endnu langtfra altid viste sig for ham fra sin tilgængeligste Side, satte han megen Pris paa at tale med hende om, hvad han havde læst eller tænkte paa at læse; og hun paa sin Side lod sig ved en Slags Overrumpling afvæbne af hans Optagethed af Dr. Nathan, en Mand, i hvem ogsaa hun saae Landets stærkeste Personlighed og en ny Tids Herold. De havde her fundet et Felt, hvor de kunde mødes i Forstaaelse, og hvortil de hver paa sin Maade droges af det, der var dybest i dem begge — Hadet til den Kirke, der havde kastet Skygge over deres Ungdom. Og Per gjorde ingen Røverkule af sit Hjerte. Han udtalte sig om sine Følelser med en naiv Aabenhjertighed, der efterhaanden vandt ham — om ikke hendes Sympati, saa dog hendes Overbærenhed. I Virkeligheden ledede hun i denne Tid hans Udvikling langt mere, end hun selv anede. Men heller ikke Per havde nogen rigtig Forstaaelse af den Indflydelse, hendes overlegne Personlighed var ved at faa paa ham. Med al sin Respekt for hende begreb han derfor heller ikke rigtig den overordenlige Hyldest, hun fra visse Sider var Genstand for, f. Eks. paa Husets store Modtagelsesaftener, hvor saa mange af det liberale Partis Bedstemænd var tilstede. Mens Nanny ved saadanne Lejligheder foer overgiven gennem Stuerne med Literaterne Balling og Povl Berger og den Slags Narrefølge, samlede Jakobe trods sit afmaalte, til Tider afvisende Væsen Selskabets Spidser om sin Stol, de virkelige Berømtheder, Universitetsprofessorerne og de mange ansete Læger, der udgjorde en saa betydningsfuld Del af Hovedstadens allerede ganske indflydelsesrige Fremgangsparti. Engang hørte han endog en af disse Folk udbryde i Beklagelser over, at en Kvinde af saa megen Aand og med saa mange Kundskaber ikke syntes tilsinds at gøre nogen Mand lykkelig. „Forresten, hvem skulde hun gifte sig med?“ havde Manden bagefter selv indvendt. „Hun, der i sit Væsen har saa meget dronningeagtigt, burde jo i det mindste have en Prins. Denne kedelige Eybert er da i hvert Fald ikke noget for hende.“ Disse Ord gjorde, skønt udtalte i Spøg, et alvorligt Indtryk paa Per og paavirkede lidt efter lidt hans Bedømmelse ogsaa af hendes Ydre. Han maatte indrømme, at hun bar sig ganske stolt, og at Ansigtsprofilen virkelig mere var en Ørns end en Papegøjes. Han fik Øjet op for Skønheden i hendes lette og dog saa sikre Gang med dens ejendommelige, rovdyrsagtigt lydløse Fodskifte. Han lagde Mærke til den overlegne Maade, hvorpaa hun kunde synke ned i en Lænestol, — ja, om det saa var hendes hastige Maade at pudse Næsen paa, slog det ham med eet, hvor fornem den var.

En Aften kom de tilfældig til at være nogle Øjeblikke alene inde i Biblioteksværelset. Nanny var i Middagsselskab og ventedes først hjem om en Timestid; han var netop bleven siddende for at bie paa hendes Hjemkomst. De sad paa hver sin Side af det store, ottekantede, perlemorsindlagte Bord, Lampen stod imellem dem og spejlede sin gule Silkeskærm i dets mørke Plade. Jakobe sad med Haanden under Kinden og bladede i et Billedværk. De havde i nogen Tid ikke talt, da hun pludselig gjorde ham det Spørgsmaal, hvorledes det egenlig var gaaet til, at han, som tilhørte en Slægt, der var saa udpræget præstelig, havde faaet Lyst til at gaa den praktiske Vej og blive Ingeniør.

„Synes De maaske ikke om Stillingen?“ spurgte han afledende.

„Jo — hvorfor ikke?“ sagde hun og talte med megen Varme om den Betydning, Aarhundredets storslaaede Ingeniør-Virksomhed sikkert engang vilde faa for Menneskehedens Frigørelse, idet man ved saaledes at formindske Afstanden mellem Landene ved Hjælp af Jernbaner og Telegrafer og Dampskibe bidrog til at udligne de indbyrdes Forskelligheder og dermed havde gjort det første Skridt til den endelige Virkeliggørelse af Menneskenes gamle Drøm om en broderlig Forstaaelse mellem alle Jordens Folkeslag.

Per skottede ved disse Ord et Par Gange hurtigt over til hende og blev lidt rød. Han havde aldrig selv betragtet sin Virksomhed fra det Synspunkt men følte sig overordenlig tiltalt af at se sit Kanalprojekt stillet i en saa ophøjet Ides Tjeneste. Han blev formelig lidt højtidelig stemt.

Saadan gik det ham iøvrig bestandig overfor hende. Det var med hendes Ord som med Nathans Bøger, de kunde glimtvis ligesom lynbelyse fjerne og fremmede Tankeegne, saa de virkede som en lokkende Aabenbaring. — — Hvor hun er klog! tænkte han ofte, naar han sad overfor hende og betragtede hendes sære, sfinksagtige Træk, og han kunde da have en helt eventyrlig Fornemmelse af at sidde Ansigt til Ansigt med en ungdommelig Sibylle. I saadanne Øjeblikke voksede hun ud i det overnaturlige, blev selve Visdomsdybets uudgrundelige Bevogterske.

„Jeg vilde ønske, jeg havde kendt Dem for længe siden, Frøken.“

Skønt han havde gjort sig Umage for at lægge lidt Lystighed i Stemmen, hørte han godt, hvor flovt det lød. Jakobe smilte da ogsaa paa en Maade, der ikke kunde smigre ham. Alligevel blev han ved:

„Ja, det var naturligvis dumt sagt. Men det er nu ikke desmindre sandt, — jeg gaar virkelig i denne Tid omkring med en Fornemmelse af, at jeg først nu begynder at blive rigtig Menneske. Og det har nu De en Smule Del i, Frøken … enten De saa bryder Dem om det eller ej.“

„Hvad Slags Skabning mener De da at have været før?“

Det varede lidt, før han svarede:

„Husker De ikke fra Deres danske Læsebog et Sagn om en Bakketrold, der krøb op gennem en Muldvarpetue for at leve mellem Menneskene men nøs ganske forskrækkeligt, hvergang Solen brød gennem Skyerne? — Aa, jeg kunde fortælle Dem en lang Historie derom!“

Og, bedst som de sad, begyndte han virkelig at lukke noget af sit Allerinderste op for hende. Overrasket af en Trang til Fortrolighed fortalte han hende — omend halvt spøgende — om sin Barndom og om det brudte Forhold til Forældrehjemmet.

Jakobe havde i Forvejen hørt noget derom gennem Ivan. Hun blev lidt sky ved denne pludselige Aabenhjertighed og opfordrede ham ikke til at fortsætte.

Nu blev de ogsaa afbrudt af Onkel Heinrich, der kom ind fra Forstuen. Den gamle Udhaler forsømte sjælden nogen Lejlighed, hvor han kunde komme til at beskue sine Niecer i stort Toilette. Hans første Spørgsmaal galdt da ogsaa Nanny.

I det samme hørte de Vognen rulle ind i Porten, og et Øjeblik efter fejede Nanny ind ad Døren.

Idet hun opdagede Per, standsede hun og lod med beregnende Langsomhed det hvide Skindslag glide ned fra de blottede Skuldre.

Per havde rejst sig og betragtede hende lidt forvirret.

Ja, vist var det et dejligt Legeme, som stod der foran ham i en hvid, dybt nedringet Silkekjole, endnu blussende af Selskabssalenes Hede og med Øjnene straalende af Festglæde. Og dog — da han lod Blikket glide tilbage til Søsterens sortklædte Skikkelse, som sad der med Haanden tænksomt under Hagen, omgydt af Lampens rolige Lys, slog det ham, hvor godt Jakobe taalte Sammenligningen.

Helt underlig tilmode tog han lidt efter Afsked og gik langsomt hjemad. Og midt paa Gaden standsede han og sagde halvt forskrækket til sig selv, idet han skød Hatten tilbage fra Panden:

„Jamen — du gode Gud! Kan det da være Jakobe, jeg elsker?“

Ottende Kapitel.

For at gøre sit Navn kendt af Offenligheden og derved fremme ogsaa sine Planer i det salomonske Hjem havde Per i nogen Tid tumlet med den Tanke at udgive et lille Skrift om sine Ideer. Det skulde være hans Svar til Oberst Bjerregrav, og Skriftet skulde formes som en Udfordring til det hele hjemlige „Ingeniørkleresi“, der havde villet kneble ham og støde ham ned i Mørket. De Herrer skulde faa at mærke, at der endnu var Liv i Rebellen.

Han vilde blandt andet udvikle Nødvendigheden af en fuldstændig Omordning af Landets Samfærdselsvæsen. Med Tal, som man nok skulde lade staa, vilde han godtgøre, hvor taabeligt det var for et brændselsfattigt, af Havet omflydt lille Land at begunstige Udviklingen af et kostbart Jernbanenet i Stedet for at lægge Hovedvægten paa et mangearmet Kanalsystem, der kunde bringe saa at sige hver eneste lille By i direkte Forbindelse med Verdenshavnene. Han vilde hermed først og fremmest slaa til Lyd for sit eget Projekt, hvoraf Bogen skulde indeholde en fuldstændig Beskrivelse ledsaget af Tegninger og Overslag.

Iøvrig var det hans Hensigt ogsaa at meddele Betragtninger af et videre Omfang. Ægget af de Ord, Jakobe hin Aften havde ladet falde om Ingeniørvidenskabens naturlige Førerstilling i Nutidens Kulturkamp, besluttede han at udstyre Bogen med nogle kraftige Indledningsord, hvori han mere i Almindelighed vilde udtale sig om Landets Fremtidsopgaver.

Dette Kampskrift begyndte han nu at udarbejde. Saa uvant det end var ham at udtrykke sig med Pennen, og skønt Ortografi og Tegnsætning ikke var hans stærke Side, gav han sig ufortrøden i Kast med Opgaven. I en Stil og Tone, der var farvet af hans Indtryk fra Dr. Nathans Skrifter, fastslog han først det dybe Forfald, hvori „det akademiske Spidsborgerskab“ i Løbet af det sidste Hundredaar havde styrtet Nationen, og gav en mørk Skildring af den uophjælpelige Armod, hvori Landet tilsidst vilde synke ned, dersom man paa Trods af sund Fornuft og andre Landes Erfaringer ikke løsrev sig fra de overleverede Forestillinger om Smørrets og Flæskets Velsignelser og resolut skaffede Befolkningen nye Indtægtskilder. Som Modstykke udkastede han et livfuldt Billede af det Vidunderrige, hvortil en kraftig Industri forholdsvis hurtigt vilde kunne omskabe Landet. Mens Pennen tumlede henover Papiret, saae han i Aanden store Skibe dampe frem ad hans Kanalers blanke Vandveje, tungt ladede med fjerne Landes Raaprodukter. Han saae stolte Fabriker rejse sig langs alle rindende Strømmes regulerede Løb, hørte Lyden af summende Svinghjul og brusende Turbiner. Paa den golde, jyske Hede, hvor nu kun nogle magre Faar fandt en kummerlig Føde, saae han menneskemylrende Stæder, travle Nybyggerbyer, hvor ingen Kirkeklokker i Midnatstimen ringede Spøgelsefrygt ind i Sindene, men som med elektriske Banstraaler jog Mørket og dets Aander paa Flugt.

En Dag, som han sad der og glødede af Inspiration, fik han et overraskende Besøg. Der blev slaaet et Par rappe Slag paa hans Dør med en Stokkeknap, og „Direktør“ Delft aabenbarede sig i lys Pariserdragt, pomadiseret og parfymeret, med et blaaligt Seglas for det ene, stærkt skelende Øje.

„De har, ved Gud, skjult Dem godt,“ sagde han uden nogensomhelst Indledning og saae sig mønstrende omkring i den lille, mørke Bagstue, hvor det flød med Papirer og Tegneruller. „Saa her er det altsaa, De sidder og udsteder Deres falske Veksler paa Fremtiden! Det er virkelig ogsaa et Ideal af en Falskmøntnerhule. — For Guds Skyld! Jeg forstyrrer Dem dog vel ikke i Fabrikationen af nogle hundrede Tusinde? Ha, ha, ha!“

Per kendte hans ligefremme Udtryksmaade for godt til at fornærmes af den. Alligevel smilte han lidt tvungent. Han kunde ikke lide denne grimme Mand og følte sig ubehagelig tilmode ved Besøget. Hvad kan den gamle Slubbert ville mig? tænkte han.

„Det forbavser Dem dog vel ikke at se mig?“ spurgte Hr. Delft med paatagen Ængstelse, efter at han havde gjort sig det mageligt i den eenarmede Gyngestol, som Per havde budt ham Plads i. „Jeg har saamænd længe ligget paa Tur ud til Dem, Hr. Sidenius; men mine Forretninger har ikke levnet mig Tid før nu. De urolige Forhold i Kina og Forviklingerne i Indien skaffer vort Selskab et utroligt Bryderi. Jeg maa telegrafere den hele Dag. — Naa, men nu sidder jeg altsaa her for at passiare lidt med Dem — hen i Vejr og Vind, som man siger.“

Han gjorde her et lille Ophold i den tydelige Hensigt at spænde Pers Nysgerrighed. Men Per forholdt sig roligt afventende og spurgte ikke.

Der blev derfor en længere Pavse, hvorunder Hr. Delft paany gjorde den fattige lille Stue til Genstand for en nærgaaende Undersøgelse gennem sit Seglas.

„Har De nogensinde opholdt Dem i Kina, Hr. Sidenius? … I Indien maaske? … Men i Amerika har De dog vel været? … Aa, der burde alle unge Mænd rejse over og tage sig et Kursus i den Kunst at kaste sig frem i Verden.“

Fornyet Pavse. Hvorefter Hr. Delfts Tone slog om og blev mere forsigtig.

„Skulde De, Hr. Sidenius, tilfældigvis kunne erindre en lille Samtale, vi havde med hinanden den første Gang, jeg havde den Ære at hilse paa Dem i min Svogers Hus? De var saa elskværdig at udtale nogle anerkendende Ord om min Niece, hvorfor jeg meget takkede Dem. Jeg tillod mig ved den Lejlighed at henlede Deres Opmærksomhed paa den Fornøjelse, De kunde skaffe Dem ved at studere de mange latterlige Personager, som de unge Piger trækker til Huset derhenne. Naa, har jeg ikke Ret? Er det ikke mangen Gang et virkelig komisk Syn? Der kommer de unge Fyre spankulerende og gør Haneben uden at have saa meget som en lybsk Skilling i Lommen og med Ansigter saa uskyldige som en nyvasket Barnerumpe.“

Per tænkte ved sig selv, at havde det ikke været for Jakobes Skyld, skulde den gamle Kavaler snart være kommen paa Hovedet ud af Døren.

„Og saa er det saa dansk … ikke sandt? … saa ægtepæredansk,“ blev Hr. Delft ufortrøden ved, idet han kastede et nyt, medynksfuldt Blik om paa Stuens Kummerlighed. „I andre Länder vilde saadan noget være en Umulighed … lod sig ganske ikke tænke! I Amerika f. Eks. —.“

Han gav sig til at fortælle om, hvad han engang havde oplevet i New-York med en ung Mand, der „machte en stor Karrier“ og snappede en Milliardærdatter væk for Næsen af fødte Grever og Baroner, endda han var en fattig Djævel, der spiste sin Middag i en Saloon.

„Det unge Menneske hed Stadlmann, en Østerriger. Han var saadan en Slags Geni eller Charlatan, man kalder det; han vilde lave Sødmælk og Butter af Præriegræsset, uden at det først gik gennem Køer. Storartet Ide! Saa var det paa et Laboratorium, han gik der og eksperimenterte og blev bekendt med en Søn af Samuel Smith — De har nok hørt det Navn — en af Børsens Matadorer i Fifth Avenue, en Mand paa sine syv-otte Hundrede Millioner — Dollars, forstaar De! Og Samuel havde en eneste Datter paa tyve Aar, og, Gud forlade mig, gaar hun ikke hen og forliber sig i denher Stymper og vil partu gifte sig med ham. Hvad gi’er De mig! Naa, Fyren kom jo paa Hovedet ned ad Trapperne — naturligvis. Dersom en Mand som Samuel havde saadan rent ud foræret sin Datter bort, var han bleven til Grin i hele Unionen. Men nu var vi nogle Stykker, der havde observeret detteher og fulgt Sagens Gang, som det hedder; og vi sidder en Dag i vor Klub og bliver enige om, at der maa kunne laves Forretning ud af den Historie. Og saa dannede vi med det samme et Aktieselskab.“

„Et Aktieselskab? … Paa hvad?“ spurgte Per, der var begyndt at lytte.

„Paa hvad? Paa den unge Mand naturligvis … paa hans Chancer altsaa. Vi samlede en Aktiekapital … først paa fem, siden paa ti Tusind Dollars, for at han kunde etablere sig som en ung Levemand i New-York, leje sig en flot Lejlighed paa Broadway, holde Tjener og Ridehest og give Soupers for Journalisterne og blive omtalt i Bladene … kort at sige, efter Forløb af to Maaneder var hans Navn bekendt over hele The Street. Saa kørte han en Dag hen og friede hos Samuel.“

„Naa. Og fik hende?“

„Nej, ikke saa meget som en afklippet Negl af hende. Samuel havde sin egen Spekulation med Pigebarnet. Han var selv en Skarnkørers Søn og vilde derfor partu have sin Datter gift med en Adelsmand.“

„Men hvordan gik det saa med Aktieselskabet?“

„Det gik meget godt. Det blev en Forretning paa sine Tohundrede Procent.“

„Det forstaar jeg ikke. Naar Faderen kun vilde give Datteren til en Adelsmand —“

„Ja, vi skaffede naturligvis Fyren det Adelskab. Det kostede os fire Tusind Dollars. Men saa var det ogsaa et af Evropas ældste og fineste Navne. Det gik meget nemt. Fyren leverte os Adressen paa en gammel Enkegrevinde von Raben-Rabenstein i hans Hjemegn, en fattig Djævel, som levede af at have Pensionat for unge Piger. Vi sender hende en lang Skrivelse med Billet til New-York og Retur og udbeder os hendes ærefulde Nærværelse ved den højtidelige Aabning af et nyt Børneasyl, som vi havde oprettet i filantropisk Øjemed, — det var tre Unger fra Gaden og en gammel, fordrukken Negerkælling, som vi havde engageret for tre Maaneder, — men det fortalte vi naturligvis ikke. Asylet skulde bære Kejserindens Navn, skrev vi, og være særlig beregnet paa Børn af østerrigske Forældre, … den kunde hun jo ikke staa for! Det var en guddommelig Komedie! Ved hendes Ankomst med Dampskibet mødte hele Interessentskabet med Blomsterbuketter og kørte hende i en Karet med fire Heste til en Galladinner paa Hotel Netherland, hvor hun blev præsenteret for Journalisterne som Hr. Stadlmanns kødelige Tante, — det stod altsammen at læse i Bladene Dagen efter. Saa viste vi hende et lovformelig opsat Adoptionsdokument og viftede hende lidt for Næsen med en Tusinddollar-Check indtil hun besvimede. Seks Maaneder efter blev den nybagte Greve von Raben-Rabensteins Bryllup fejret med fyrstelig Pragt i Overværelse af hele Unionens Aristokrati. Jeg kan tale med derom, for jeg var selv blandt de Indbudne og havde den Ære at føre den unge Hertuginde af Catania født Simpson tilbords.“

Per sad foroverbøjet og snoede nervøst sit Overskæg. Hr. Delft havde med sin Fortælling stukket til hans ømme Sted: hans Pengeforlegenhed. Det var daarlig nok, at hans Midler slog til for hans personlige Fornødenheder i denne Tid. Hvorledes han skulde skaffe sig Penge til at faa sin Bog trykt — det Spørgsmaal havde kostet ham meget Hovedbrud.

Han havde siddet ganske rolig og med et fremkunstlet Smil hørt paa den vidtløftige Fortælling, der iøvrig ganske lignede de Røverhistorier, Hr. Delft plejede at give tilbedste efter Middagen i sin Svogers Hus. Han var kommen til at tænke paa, at det muligvis vilde være klogt at holde gode Miner med denne gamle Hyæne, og han overvejede nu, om ikke denne skulde kunne benyttes til at skaffe et Laan tilveje paa ikke altfor ublu Betingelser.

„Det er i Grunden ingen daarlig Tanke — saadan at lave et Aktieselskab paa en ung Mands Udsigter. Veed De hvad, Hr. Direktør, den Trafik skulde De se at faa indført herhjemme. Jeg har bare een Indvending. Hvorfor netop spekulere i Ægteskabs-Chancer? De hører dog i Almindelighed til de mest uberegnelige. Hvorfor ikke hellere spekulere i en anden af de mangfoldige Muligheder, der kan aabne sig for en dygtig og energisk ung Mand? Hvad siger De f. Eks. om en Ingeniør med en eller anden god Ide … et originalt Vandbygningsprojekt f. Eks. …?“

„Jeg indrømmer Dem,“ svarede Hr. Delft med et ubarmhjertigt Smil, „paa Navnet kommer det mindre an, naar det ellers er velklingende. Det Interessentskab, jeg talte om, hed saaledes „Company til kunstig Fremstilling af Sødmælk og Fløde“. Et fortræffeligt Navn! Vi fik paa det et Par godtroende Spækhøkere til at tegne sig som Garanter.“

„Bien! De mener altsaa, at der kunde være Mulighed for at faa dannet et lignende Konsortium her, naar en Mand f. Eks. fremlagde Beregninger og nøjagtige Overslag, der tilfulde godtgjorde, at hans Plan — om den gennemførtes med Energi — engang vilde kunne indbringe Millioner?“

„Ja — hvorfor ikke?“

Svarets overraskende Ligefremhed gjorde Per mistænksom. Han vil lokke mig i en Fælde, tænkte han. Han kender mine Planer, og nu er det hans Mening at faa mig til at udlevere mig, for at han bagefter kan prostituere mig for Jakobe og hendes Familje.

Han trak sig atter ind i sig selv og tav. Men da Hr. Delft nu tog til sin Hat, som vilde han gaa, blev han alligevel urolig. Han sagde til sig selv, at han jo dog vilde være nødt til at gribe til en eller anden fortvivlet Udvej for at skaffe Penge, og han besluttede at vove sig i hvert Fald endnu et lille Stykke frem. Men pludselig faldt der en stor Lede over ham. Han følte sig saa nedværdiget af disse uendelige Pengebekymringer. Han harmedes ved saaledes stadig at maatte gaa Snigveje og hykle og lyve for at skaffe sig, hvad han skulde bruge. I en Slags Desperation brød han med alle Betænkeligheder og sagde:

„Hr. Direktør — skal vi ikke lade al Forstillelse fare? Jeg kan forstaa paa Dem, at De kender min Tilbøjelighed for Deres Niece, og jeg gør Dem gerne den Indrømmelse, at det er noget ubesindigt af mig i min nuværende Stilling at gøre mig Forhaabninger overfor en Dame med saa mange udmærkede — baade indre og ydre — Fortrin.“

„Meget smukt talt. Meget smukt.“

„Nu vel. De har nu selv bragt Sagen paa Bane, og De har derved givet mig nogen Berettigelse til at gøre Dem følgende ligefremme Spørgsmaal: Vil De, Hr. Direktør, sætte Dem i Bevægelse for til Gunst for mig at faa dannet et saadant Interessentskab som det, vi før talte om?“

„Jeg?“ udbrød den lille Mand og rejste sig i hyklet Bestyrtelse halvt op fra Stolen.

„Ja, netop De!“ vedblev Per. „Jeg tilstaar, jeg er for Tiden i stærk Forlegenhed. Jeg maa have Penge … Jeg skal have Penge, om jeg saa skal stjæle dem.“

Hr. Delft, der iøvrig troede, at det stadig var Nanny, Pers Planer galdt, var nu kommen derhen, hvor han vilde. Pers sidste Udtalelse syntes han godt om. Den bestyrkede ham i høj Grad i Troen paa, at Per sad inde med Betingelser for at gøre Karriere og opnaa en Samfundsstilling, der anstod sig hans Søsters Datter.

Han lo pludselig helt fornøjet.

„De er ikke ueffen. Tror jeg ikke, De foreslaar mig en Geschæft om min egen Niece. Naa — Tanken respekterer jeg. Men jeg gør ikke Privatforretninger mere. Heller ikke med unge Piger. Men nu skal jeg sige Dem, hvorfor jeg er kommen. Jeg har Tillid til Dem, unge Mand! Jeg har Tro paa Deres Fremtid, og jeg vil hjælpe Dem. De trænger til Penge. De skal faa dem. Men jeg siger Dem straks — her bliver ikke Tale om at betale nogen Rente eller saadan noget. Det er altsaa ingen Forretning, forstaar De — saa kan De ellers kalde det, hvad De vil. Kender De David Griesmann, Overretssagføreren? Han boer i Klosterstræde. Hos ham kan De hæve, hvad De foreløbig har Brug for, mod Sikkerhed i — nu ja, i det forventede Udbytte af Deres eminente Opdagelser, naturligvis. Men — jeg siger Dem — jeg vil have mit Navn holdt udenfor. Dersom Nogen spørger mig, om det er mig, der forstrækker Dem, siger jeg rentud nej. At De forstaar mig!“

Per svarede ingenting. Hr. Delfts Tone og overlegne Beskyttermine gjorde ham det umuligt at fortsætte Forhandlingen; og desuden havde han ingensomhelst Tillid til Paalideligheden af dette altfor uegennyttige Tilbud.

Da „Direktøren“ nu igen tog til sin Hat, holdt han ham derfor ikke længer tilbage. Han sagde blot med et Smil — for at give en Slags Forklaring:

„Ja, naturligvis opfatter jeg Deres Tilbud som et muntert Indfald. Forhaabenlig forstod De ogsaa nok, at mine Ord var ment i Spøg. De smittede mig virkelig med Deres amerikanske Historie.“

Hr. Delft saae først lidt overrasket paa ham. Derpaa smilte han med sit allerubarmhjertigste Smil.

„Gudbevares, Hr. Ingeniør! De har altfor ringe Tillid til min Opfattelsesevne. Den fejler ellers ikke noget, vil jeg sige Dem. Imidlertid … skulde De ved Lejlighed faa Lyst til at fortsætte Spøgen, saa veed De nu, hvor Hr. Griesmann boer. Han har Kontortid mellem ti og fire. Og jeg kan forsikre Dem, han har megen komisk Sans … megen komisk Sans! Jeg anbefaler mig!“

Han stod allerede med Haanden paa Dørklinken, da han atter vendte sig om mod Per, der var bleven staaende ved Bordet.

„Endnu et Ord, Hr. Sidenius! De har til min Søstersøn omtalt en Enkebaronesse von Bernt-Adlersborg, ikke sandt? Undskyld mig mit paatrængende Spørgsmaal … kender De noget nøjere til den Dame?“

„Nej. Jeg kendte en Smule til hendes afdøde Bror. Men hvorfor vil De —?“

„Undskyld mig! Det er en ældre Dame, ikke sandt? Og vistnok saadan lidt … lidt morsch i Hovedet?“

„Maaske. Men maa jeg spørge — —?“

„Og De havde forleden et Brev fra hende, … et venligt Brev fra Udlandet. Ivan har fortalt mig det. Hun havde bedt Dem om at besøge hende i hendes Hjem i Sommer, og hun beklager nu, at hun gennemgaar en Kur og først kommer tilbage til Vinter. Er det ikke rigtigt?“

„Men for Pokker!“ udbrød nu Per utaalmodig og slog Knoen i Bordet. „Hvorfor gør De mig alle de Spørgsmaal?“

Men uden at lade sig forskrække gik den lille grimme Mandsling ham tæt ind paa Livet, løftede sig paa Taaspidserne og sagde:

„Jo — jeg skal sige Dem — der kunde muligvis ogsaa her i Landet tænkes Folk, der kun vil gifte deres Døtre bort til Mænd med et adeligt Navn. Adjø!“

* * *

Salomons var allerede i Slutningen af Maj flyttet ud til deres Sommerbolig „Skovbakken“, en Villa ved Kysten en Times Rejse fra København. Per tog gerne derud om Søndagen, naar der var aabent Hus, men viste sig ogsaa til andre Tider under Paaskud af at ville raadføre sig med Ivan om Bøgers Trykning og lignende Ting, der angik hans Pjece. At ikke alle i Familjen var lige glade ved hans Besøg, og at navnlig Nanny oftere viste ham sin Ryg end sit Ansigt, efter at det var gaaet op for hende, at hun var bleven vraget, bekymrede ham ikke. Fra det Øjeblik, han var kommen til den Overbevisning, at det var Søsteren, han holdt af, og at han næppe forringede sine Fremtidsudsigter ved at følge sin Tilbøjelighed, søgte han under sine Besøg udelukkende Jakobes Selskab.

Nu var der ulykkeligvis ikke foregaaet en tilsvarende Stigning i Jakobes Følelser for ham. Tværtimod. Noget af den Uhygge, hans Person havde indgydt hende ved deres allerførste Møde, var igen bleven levende hos hende efter hin Aftensamtale i København, hvor han havde betroet hende sit Forhold til Forældre og Søskende. Saa oprigtigt hendes eget Had til Kristendommen end var, stødtes hun tilbage af den tilsyneladende Ro og Ufølsomhed, hvormed han havde omtalt den hele Sag. I sin mosaiske Ærefrygt for Hjemmet og Slægten skræmmedes hun af en saadan Uforsonlighed overfor de Nærmeste.

Saa var der desuden kommen noget i selve hans Optræden, der virkede ubehageligt paa hende. Efterhaanden som han overvandt sin selskabelige Usikkerhed, der hidtil havde lagt en Dæmper paa hans Selvfølelse, ytrede der sig blandt andet en uheldig Tilbøjelighed hos ham til at tale i Tide og Utide. Efter at have læst en halv Snes Bøger af Dr. Nathan og ligesindede Forfattere følte han øjensynlig sin Viden tilstrækkelig grundfæstet og kastede sig med provinsiel Frejdighed ind i enhver Diskussion om Tidens store Frigørelseskamp. Navnlig efter Middagsbordet, hvor han gerne drak tæt, gav han sig uforknyt til at forkynde, ja næsten præke om Menneskehedens kommende Stortid og Naturvidenskabens Evangelier — paa en Maade, der undertiden vakte Smil og Forlegenhed hos dem, der hørte ham.

Han skulde absolut paa enhver Vis udmærke sig. Paa Spasereturene ude i Skoven sprang han over alle Vejbommene og opfordrede de andre Herrer i Selskabet til at gøre ham det efter. Var de ude at ro, tog han straks begge Aarene for at gøre sig til af sine Armkræfter. — Ogsaa med sin Paaklædning stødte han an. Efter tarvelig fransk Mode sad hans Klæder meget stramt omkring ham og fremhævede næsten uanstændigt hans kraftige Legemsformer. Dertil havde han nu til Sommerbrug anskaffet sig en egen Slags dybt udringet Linned, der ikke alene blottede hans muskelsvære Hals men tillige aabenbarede det øverste af Brystet, hvad der gav ham en vis, utækkelig Lighed med den Slags unge Mennesker, der ernærer sig af Glædespigernes Kærlighed. Nanny hoverede regelmæssig, hver Gang han havde været der i Besøg. Hun plejede at sige: „Naar han en skønne Dag revner af Vigtighed, er jeg bange for, det bliver over Bagpartiet.“

Jakobe havde trods alt nærmest ondt af ham. Men da det endelig begyndte at gaa op for hende, at det var hende selv og ikke Søsteren, hans Efterstræbelse galdt, og at det var for at tækkes hende, han saadan slog om sig med sin Kraftnatur, vidste hun ikke længer, hvad hun skulde stille op med ham. Hun sørgede for aldrig mere at blive ene med ham, og hun talte til sin Broder om, at han maatte se at faa ham til at gøre Alvor af den Udenlandsrejse, der havde været talt om. Det gik ikke an, sagde hun, at han blev ved at komme der i Huset, før han i det mindste selv indsaae sin Mangel paa Kulturafslibning; og hertil vilde et Ophold blandt Fremmede vistnok hurtigst hjælpe ham.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings