FØRSTE DEL (continued 2)

Per sad med aaben Mund. Han havde en Fornemmelse af at befinde sig i et Galehus.

I Løbet af Natten fik Selskabet stadig ny Forøgelse. For at skaffe Plads maatte der tilsidst sættes endnu et Par Smaaborde derind, og af Hensigtsmæssighedshensyn anbragtes saa disse ikke i Fortsættelse af de andre men paa Siden, saa den hele Samling dannede et Kors. Men da hørtes pludselig et Brøl og et Dunderslag i Bordet. Det var Fritjof, der raabte:

„Vi vil ikke sidde her under det forbandede Galilæer-Tegn! … Jeg faar Kvalme af al den Fromhed! … Lad os danne en Hestesko! Vi vil forskrive os til Fanden ved at hædre hans Fodbeklædning! … Flyt ud, Venner!“

Og da man havde føjet ham, og alle igen var kommen tilsæde efter Forstyrrelsen, løftede han sin fyldte Pokal og fremsagde:

„Jeg hilser dig, Lucifer! Hellige Oprører! Du, Frihedens og Glædens Skytsaand! Alle Djævelungers Gud! … Tildel mig endnu mangen fed Smørgrosserer, og jeg vil opbygge dig et Alter af Østersskaller og tømte Champagneflasker! … Hej, Vært! … Gripomenus! … Mere Vin her! … Et Hav af Vin! … Et Daabens Bad i Vin, mine Venner! … Hej, er der Ingen, der hører — —!“

Værten, en lille trøjeklædt Schweizer, viste sig i Døren ind til Kafeen, hvor der forlængst var lukket og slukket. Med optrukne Skuldre og mange beklagende Haandbevægelser bad han de Herrer meget undskylde, men han turde ikke servere mere iaften. Klokken var over to, og Gadens venligsindede Nattebetjent havde allerede een Gang banket advarende paa Ruden ind til ham.

„Klokken? … Klokken!“ raabte Fritjof. „Vi er Guder, Gripomenus! Klokken er for Skrædere og Skomagere!“

„Ja, ok for Kafeværter — disvær!“ svarede den lille Mand med Hovedet paa Siden og Hænderne foldede foran Brystet. Og da han mærkede, at hans Vittighed gjorde Lykke, tilføjede han med et Smil, at han glædede sig til at se de Herrer igen den næste Dag; de kunde komme saa tidligt, de ønskede det. „Vi opner Klokken syv.“

Men nu kastede Fritjof sig tilbage i Stolen og tog et dybt Greb ned i sin højre Bukselomme. „Vin vil jeg ha’e!“ raabte han og strøede i det samme en Haandfuld Guldpenge ud over Bordet, saa de rullede klirrende ned til alle Sider. „Her er Smør! … Vil I ha’e mer! … Drik, Venner! … Lad det Skidt ligge! … Vi er ikke Spidsborgere!“

Men denne Ophøjethed var dog de andre lidt for olympisk; de blev med eet ganske ædru og fik travlt med at samle Guldet op fra Gulvet, mens Fritjof blev ved at brøle:

„Vin! — Vin og Piger vil vi ha’e! — Vin, siger jeg!“

Efterhaanden opløstes dog Drikkelaget. Værten trak ærbødig hver enkelt til Side og bad ham mindelig „for den Politiens Skyld“ at forlade Lokalet, hvorefter de en efter en blev lukket ud ad en Bagdør. Kun Fritjof var ubønhørlig og blev ved at raabe.

Tilsidst var der ikke andre end Per tilbage. Men da saa ogsaa han vilde gaa, holdt Fritjof ham tilbage ved Ærmet og truede, tiggede, ja tryglede ham næsten med Graad i Halsen til at blive.

Per lod sig tilsidst overtale. Han fandt det ikke længer forsvarligt at lade Mennesket ene i en saa overspændt Sindsstemning. Under Løfte om at ville forholde sig rolige fik de Kaffe og Kognak bragt ind; hvorpaa „Gripomenus“ hovedrystende trippede tilbage til sit Lukaf.

Fritjof plantede begge Albuerne oppe paa Bordpladen og støttede sit skæggede Hoved mellem Hænderne. Han var pludselig bleven tavs og saae ned for sig med halvlukkede Øjne.

Per sad paa den anden Side af Bordet og tændte sig en frisk Cigar. Et eneste, halvt nedskruet Gasblus brændte lige over deres Hoveder. Resten af det store Rum kunde akkurat skimtes gennem et graat Slør af ophvirvlet Støv og Tobaksdamp. Rundt om stod Mylret af tomme Borde og Stole ganske saaledes, som Gæsterne havde forladt dem. Paa Bordene flød Cigaraske, Champagnepropper, itubrudte Glas. Men alt var stille nu … saa iørefaldende stille efter den forudgaaende Larm, at det var, som om der ved hver Lyd kaldtes puslende Genlyd frem af alle Hjørnerne.

Da Fritjof stadig ikke sagde noget, troede Per tilsidst, at han var falden i Søvn. Han stødte da sit Glas mod hans og sagde:

„Skaal!“

Men i Stedet for at svare begyndte Fritjof at tale melankolsk om Døden. Idet han saae usikkert over paa Per med sine ligesom blinde Øjne, spurgte han, om han aldrig følte sig uhyggelig tilmode ved at tænke „paa detteher — hvad det nu er — paa den anden Side Graven.“

Per, som ikke kendte den Slags Anfægtelser og i hvert Fald endnu var for opfyldt af det nærværende Liv til at have Tanker tilovers for det muligvis tilkommende, troede i første Øjeblik, at den anden gjorde Løjer, og gav sig til at le. Men da greb Fritjof ham i Armen og sagde — halvt angstfuldt, halv bydende:

„Stille Menneske! Lad os ingenting forsværge! … I unge Grønskollinger har saa let ved at være raske paa det. Men vent, til I faar de første graa Haar i Tindingen. I skal da nok føle en løjerlig Kriblen i Kroppen ved at tænke paa, at jeres velplejede Person engang skal anrettes som Festmaaltid for nogle hundrede sultne Maddiker. Bare lidt overflødigt Fedt om Hjertet — færdig! En Høvlspaanspude under Hovedet, otte Skruer i Kistelaaget og — værs’artig — Bordet er dækket! … Lad os ingenting forsværge, siger jeg! Maaske findes der alligevel mere ovenover Stjernerne, end vore moderne Jødeprofeter drømmer om. Og i saa Fald … hvad saa? Kommer der saa ikke en Regnskabets Dag for os allesammen? … Vi bilder os nu ind at være bleven saa kloge. Ja vel! Men lykkeligere? … Skaal!“

Per spilede Øjnene op. Han stirrede paa denne skæggede Vildbams, denne Livsglædens og Skønhedsdyrkelsens Ypperstepræst, der pludselig aabenbarede sig som hans Faders og Moders Aandsfrænde, en Underjordisk, hvis inderste Sjæl færdedes i Skyggeriget, kresede omkring Graven og den hinsidige Dommer, — ræd for de Lysets Magter, han for et Øjeblik siden selv saa overmodig havde paakaldt. — —

Og dette blev ikke den eneste Gang, Per fik et saadant overraskende Indblik i disse „Uafhængiges“ Indre og skimtede en Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et gammelt Jeg, der i ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med deres nye. Om det saa var „den sidste Græker“, Reeballe, kunde han, naar han undtagelsesvis var ædru, have ret alvorlige Kampe at bestaa med sin Samvittighed, og Lisbeth fik regelmæssig sin Konfirmationssalmebog frem af Kommodeskuffen, saasnart hun fik sine Lændesmerter eller frygtede for at være frugtsommelig. Efterhaanden dæmrede der da hos ham en Forestilling om, hvad det overhovedet var, der lammede Menneskenes Kraft og gjorde Verden til en stor Lemmestiftelse. Som her den ene søgte Fortrøstning i Flasken, den anden nedlarmede „Stemmen i sit Indre“ med drengeagtig Stortalenhed og vilde Løjer, den tredje i artistisk Selvbedøvelse sluttede sig inde i sin Skal som en Snegl under Torden, mens den fjerde fortabte sig i ørkesløse Drømme om et fremtidigt anarkistisk Broderskab mellem Mennesker, — saadan sad Folk overalt i Verden og kæmpede med Spøgelser, mens Livet rødmosset og smilende bød til Fest rundt omkring dem. Han kendte det jo altsammen derhjemme fra!

Og nu vældede der frem i ham en svimlende Følelse af at være noget for sig selv, en Undtagelse, der allerede som Barn ved et lykkeligt Tilfælde havde sprængt de Lænker, hvori selv Tidens frieste Aander endnu trællede. Ivan Salomons Ord om hans Aladdinslykke og om Gudeskriften paa hans Pande fik med eet en ny, langt mere vidtrækkende Betydning. Det galdt blot om at ville, hensynsløst og uden Anfægtelser at begære — og alle Livets Herligheder skulde blive ham til Del!

Saa var han da en Kongesøn alligevel. Herskerkronen var lagt om hans Isse. Een var der jo allerede, der havde set den skinne og læst dens Indskrift: Jeg kommer, ser, sejrer!

Tredje Kapitel.

Efter lange Overvejelser tog Per en Dag nogle Tegneruller og Beregningshefter under Armen og søgte Professor Sandrup i hans Privatbolig for at bede ham om at se paa hans Kanal- og Fjordreguleringsprojekt og udtale en Dom derom. Professoren spilede Øjnene op, satte tavs sine Briller paa den lange Næse og smaagryntede utilfreds. Og med den uhyggelige Evne, der i Aarenes Løb udvikler sig hos gamle Lærere, til øjeblikkelig at slaa ned paa et Arbejdes svage Punkter, varede det ikke længe, før han paaviste en Fejl i Pers Strømhastigheds-Beregninger.

Per kunde ikke nægte hverken Fejlens Tilstedeværelse eller dens Betydning for den hele Plan. Han blev brændende rød og forsøgte ikke et Ord til Forsvar.

Derpaa aftog Professoren atter Brillerne. Og idet han iøvrig ydede ham sin Anerkendelse for den Interesse og Flid, hvorom hans Arbejde vidnede, tilraadede han ham indstændig ikke oftere at bruge sin Tid til den Slags hensigtsløse Forsøg men helt at ofre sig til et grundigt og planmæssigt Studium af de foreskrevne Eksamensfag.

Da Per var kommen hjem, tog han igen Papirerne for sig og studerede dem grundig. Men det hjalp ikke. Fejlen var uomtvistelig. Den havde indsneget sig straks i Begyndelsen af hans Beregninger over Strømhastighederne, og dens Berigtigelse vilde, som Professoren rigtig havde set, have til Følge, at den projekterede Middelvandstand paa Aaens laveste Punkt sænkede Vandspejlet her under Havets Niveau, med andre Ord, at hele Planen hvilede paa et falsk Grundlag og var ugennemførlig.

Paany steg Skamrødmen op i hans Ansigt … han saae sit hele stolte Kongedømme uhjælpeligt synke i Grus. I over en Time blev han siddende sammenbøjet ved Bordet med Hovedet i sine Hænder og rørte sig ikke.

Men pludselig rejste han sig, kastede Tegninger, Beregninger og Overslag hulter til bulter ned i Kommodeskuffen, tændte sig en Cigar og skridtede ind til Byen, hvor han tilbragte Eftermiddagen i en Billardstue. Højrøstet spaserede han omkring i Skjorteærmer og spillede med enhver, der bød sig til. Han var endda ualmindelig sikker i Stødet, vandt Parti efter Parti. Ingen skulde se paa ham, at han samme Dag havde lidt et saa forsmædeligt Nederlag.

Hen paa Eftermiddagen traf han her en Bekendt, som falbød en tiloversbleven Billet til et Kunstner- og Studenterkarneval samme Aften. Billetten var at faa til halv Pris. Per købte den straks.

Den følgende Aften stod han med opslaaet Frakkekrave og ventede ved et af de mørke og stille Hjørner af Frue Plads. Det var Snevejr. Paa Pladsen foran ham saaes der ikke et Menneske. Det hvide Snetæppe laa rundt om Kirken uden et eneste Fodspor. De to Statuer af Moses og David foran Indgangen havde faaet store, hvide Parykker paa og mindede med denne Hovedpynt og i deres sorte Kapper om et Par holbergske Advokater.

Den, han ventede paa, var en Dame, en yngre Frue, som han havde truffet paa Karnevalet og danset med den halve Nat. Noget stort Haab om, at hun vilde komme, havde han dog ikke. Det var hans første Kærlighedseventyr med en virkelig Dame, og noget Løfte havde hun da heller ikke villet give ham. Hun havde nærmest slaaet hans dristige Anmodning hen i forlegen Spøg.

Klokken oppe i Taarnet havde forlængst slaaet ni, og han tænkte just paa at gaa hjem, da Nogen rømmede sig bag ved ham. Det var et Bybud, der udbad sig hans Navn og derpaa overrakte ham et Brev.

Per skyndte sig hen under den nærmeste Lygte, og mens hans Næsebor udvidede sig for at indaande Papirets Violduft, læste han: „Kommer selvfølgelig ikke. Skal derimod forsøge at skaffe Dem Indbydelse til Fabrikant Fensmarks næste Søndag. Jeg tror, de mangler dansende Herrer.“ — Brevet var uden Underskrift. En Efterskrift manglede derimod ikke. Der stod: „Jeg er i Grunden meget vred paa Dem. Jeg haaber, De skammer Dem lidt.“

Per stak Brevet i Lommen og smilede tilfreds. Han tænkte paa Lisbeth. Han kunde nu endelig give hende Løbepas. Han havde i Virkeligheden længe haft Afsmag for disse Allemandspiger med deres Raaheder og Prellerier, deres Lopper og snavsede Kamre. Et rigere, værdigere Elskovsliv skulde nu begynde for ham. Hans Fantasi oprullede et betagende Fremtidsperspektiv af galante Oplevelser: farefulde Stævnemøder, hemmelige Drosketure, dulgte Haandtryk under Bordet, stjaalne Kys bag Viften, frygtsomme Tilstaaelser — —

Han var kommen gennem Skoubogade og vilde dreje ind i Vimmelskaftet, da han pludselig afsluttede den skønne Billedrække med en drøj Ed. Lige imod ham paa samme Fortov kom en lille, zobelskindsklædt Herre under en stor Paraply. Skønt Paraplyen skjulte hele Overkroppen, havde han øjeblikkelig genkendt ham paa det hurtige Fodskifte. Det var Ivan Salomon.

For at undgaa et Møde traadte han i Hast over Rendestenen og vilde skraa over til den anden Side af Gaden; men det var forsilde. Et Udraab, et Frydeskrig: „Hr. Sidenius! … Er det ikke Hr. Sidenius?“ nødte ham til at standse.

„Dersom De er paa Vej til Gryden“ — sagde Salomon, — „fraraader jeg Dem at gaa derhen. Jeg kommer netop derfra. Der er iaften ikke til at holde ud for Kedsommelighed. Der er ikke andre end Enevoldsen; men vor kære Digter sidder aldeles aandsfraværende og pudser sine Lorgnetter og har aabenbart store Vanskeligheder med Anbringelsen af et Komma. Lad os gaa et andet Sted hen. De gør mig nok den Fornøjelse at spise til Aften med mig? — De er fri, ikke sandt?“

Per vidste, at han lige saa godt straks kunde opgive al Modstand, — han vilde dog ikke kunne finde paa nogen Indvending, som Salomon ikke var i Stand til øjeblikkelig at slaa til Jorden.

Saa havde han nu heller ingen stor Lyst til at komme hjem til sig selv og faa sin Stemning ødelagt ved at erindres om det, der laa i Kommodeskuffen. Sove kunde han dog ikke. Og naar Mennesket endelig vilde have ham med, saa — for en Gangs Skyld. — —

Kort efter sad de i en vinrød Fløjlssofa i en nyopført, elegant Hotelrestavration, der fortrinsvis besøgtes af det tilrejsende Landaristokrati og af Officerer. Et kostbart Brysselertæppe dækkede Lokalets Gulv, store Spejle dannede dets Vægge, Betjeningen besørgedes lydløst af selskabsklædte Opvartere, og blandt Gæsterne, hvorimellem der var flere Damer, førtes Samtalen med dæmpede Stemmer.

Per følte sig i første Øjeblik en Smule trykket. Han var ikke vant til at bevæge sig i saa fornemme Omgivelser. Men navnlig generede det ham at være her med Salomon. Denne havde straks ved en noget støjende og anmassende Optræden tiltrukket sig en Opmærksomhed, som absolut ikke var præget af Velvilje.

Der var særlig een af Gæsterne, — en enlig siddende Herre, som Per forresten endnu ikke havde faaet Øje paa — der havde set irriteret op fra sin Avis. Det var en Mand i Fyrretyveaarsalderen, en høj, skeletagtig, slapt udseende Skikkelse med et skallet, næsten nøgent Hoved og et indfaldent Ansigt, hvori der sad et langt nedhængende, blond Overskæg og en Guld-Næseklemmer. Han havde betragtet Ivan Salomon med et foragtfuldt Blik; men idet han opdagede Per, var der fløjet lidt Rødme op i hans gulblege Kinder, og han havde hurtig skjult sig saa fuldstændig bag sin Avis, at der ikke blev andet synligt af hans Person end et Par lange, korslagte Ben.

„Hvad vil De spise? Lidt Østers?“ spurgte Salomon, idet han trak sine rødbrune Handsker af og stak dem ind mellem de to nederste Vesteknapper. „De har vel fuldkommen friske Skaldyr iaften?“ henvendte han sig til Opvarteren, der svarede med et lidt skødesløst Buk.

Per kunde ikke faa sig til at tilstaa, at han ikke havde synderlig Smag for denne fornemme Ret. Men paa den anden Side vilde han ikke give Afkald paa et solidt Aftensmaaltid. Han var bleven sulten af den lange Venten i den kolde Frostluft. Han trængte til Kød, til Ost og Æg, — mange Æg.

„Østers er godt,“ sagde han. „Men jeg vil sige Dem forud: jeg er sulten som en Ulv.“

„Bravo! Udmærket!“ jublede Salomon og klappede i Hænderne, mens alle Gæsterne — endog Damerne — vendte sig fortørnede om imod dem. Ogsaa den enlige Herres Guldlorgnet viste sig et Øjeblik spejdende over Kanten af Avisen.

Vendt mod Opvarteren vedblev Salomon: „Lad os høre? … Hvad er der mere iaften?“

Opvarteren opremsede en Række Retter.

„Lad os faa det altsammen … hele Registret!“ raabte han i løssluppen Overgivenhed og gjorde med begge Armene en svømmende Bevægelse udover Bordet. „Dæk bare op! En grand souper! … Og lidt hurtig, lille Ven! Vi er sultne som Ulve.“

Per, som havde set, at selv Opvarterens Mine var bleven overlegen, vidste i sin Skamfuldhed ingen anden Udvej end at slaa ind i den andens Tone. Han tog en Tandstikker fra Bægeret paa Bordet, lagde sig tilbage i Sofahjørnet og kastede et udfordrende Blik ud i Salen.

Nu blev „Skaldyrene“ anrettet paa et Underlag af smaa Isstykker og med en Flaske afkølet Champagne. Senere fulgte Fuglevildt, Asparges, en Omelet, Ost, Selleri og Frugter. Per tog forsvarlig til sig af det altsammen. Han sagde til sig selv, at naar han nu engang var kommen her, vilde han ogsaa have noget for det. Og det var første Gang i sit Liv, han sad ved en saa kongelig Opdækning.

Salomon selv nippede kun til de første Retter men snakkede til Gengæld ustanselig. Han var kommen ind paa sit Yndlingstema, Renaissancen. „Denne Menneskehedens Stortid“ — sagde han — „da Digtere, Kunstnere, Opfindere, alle de store Begavelser levede som Fyrster, æredes som Konger, elskedes af Dronninger, medens vore Dages Genier sidder og sulter paa Kvistkamrene og knap nok regnes med til det gode Selskab. Derfor savner deres Værker saa ofte det Storhedspræg, den gigantiske Kraft, der uimodstaaelig river med. Jeg talte før om Enevoldsen. Ved Gud, jeg agter i høj Grad hans Talent. Jeg betragter hans „Skabelsen“ som et lyrisk Mesterværk. Og dog — ikke sandt? — Filigranarbejde, fortryllende Hjernespind, smukke Statuetter i Stedet for Monumenter. I tre Dage sidder han og grunder paa et Adjektiv. Der mangler ham de store Oplevelser, det er Sagen! … Aa, hvem der var rig … rig! … rig!“

Han kastede sig tilbage mod Sofaryggen med begge Hænder lagt om bag Nakken og den ene Fod oppe under sig, saa et Stykke af den røde Silkestrømpe saaes.

„Men jeg troede, De var rig,“ bemærkede Per tørt — for dog at sige noget.

„Aa, rig! … Nej, man skulde kunne strø Millioner omkring sig … øse Guld ud med begge Hænder! Genierne skulde sidde som Smaafyrster rundtom i Landet, omgive sig med et Hof, holde Jagter, Maskeballer, Elskerinder … Tænk paa Rubens! Tænk paa Goethe! Tænk paa Voltaire!“

Han kastede sig atter frem over Bordet for at fylde i Pers Glas. Og nu gjorde han et Forsøg paa at faa sin Gæst til at udtale sig om sig selv og sine Fremtidsplaner. Af en fælles Bekendt, der var Polytekniker, havde han faaet at vide, at Per efter en almindelig Antagelse blandt sine Medstuderende tumlede med en eller anden stor Opfindelse; og det var hans stadige Sorg, at han hidtil slet ikke havde kunnet faa ham til at aabenbare noget derom, saa han kunde faa Lejlighed til at tilbyde ham sin Støtte.

Men Per var nu mindre end nogensinde tilbøjelig til den Slags Fortrolighed. Han lod, som om han ingenting forstod. Da han endelig var bleven færdig med at spise, tændte han en Cigar og lænede sig tilbage mod den høje Sofaryg uden længer at gide høre paa den andens Udgydelser.

Hans Tanker, ildnede af Vinen, gled atter til Fruen fra Karnevalet … Fru Engelhardt hed hun. Mens han med Øjnene fulgte Cigarrøgens hensvævende Skyer, forvandlede disse sig for hans Blik til et luftigt Flor, til et bølgende Alkoveforhæng, hvorimellem hendes modne Skikkelse kiggede frem i nøgen Dejlighed. Egenlig gik det først nu rigtig op for ham, hvor forelsket han var. Naar han skulde være ganske ærlig, maatte han tilstaa, at hans Følelser for hende indtil dette Øjeblik ikke havde været synderlig forskellig fra dem, han plejede at nære for smukke og fyldige Kvinder. Det eneste, der afkølede ham en Smule, var Tanken paa hendes Alder. Hun var næppe helt ung; dog vist ikke over de tredive. Men selv om saa var? Blikket i hendes mørkebrune Øjne, der var store som et Par fuldmodne Kastanier, — hendes forvovne Holdning i den nydelige Columbinedragt, de bugnende Skuldre, den lille Stumpnæses sitrende Fløje, — alt forraadte en ungdommelig Fyrighed, en hidsig Hengivelsestrang, der trodsede Aar og Alder.

Pludselig faldt hans Øjne paa Herren med Guldlorgnetten, der endelig havde lagt sin Avis tilside og nu tilkaldte Opvarteren for at betale. Idet deres Blikke mødtes, rejste de sig begge lidt op med en ceremoniel Hilsen.

„Men Gud, det er jo Neergaard!“ udbrød Salomon. „Kender De ham?“

„Nej … Jeg stødte tilfældigt paa ham igaar paa Karnevalet.“

„Hvad? Var De der? … Jeg saae Dem ikke.“

„Der var jo ogsaa saa skrækkelig overfyldt. — De var der altsaa ogsaa?“

„Gud, det var jo mig, der var Hamlet! Saae De mig ikke?“

Per mindedes godt at have set en lille sortklædt Ridderskikkelse i Selskab med en Dame i en Snedronningedragt, som havde vakt nogen Forargelse blandt de andre Damer, dels paa Grund af sin dristige Nedringethed, dels for sin Overlæsselse med Diamanter, der hang som regnbuespillende Rimkrystaller i det hvide Slør.

„De var der med en Dame?“ spurgte Per.

„Min Søster — ja!“

„Aa —.“

Herren med Guldlorgnetten havde imidlertid rejst sig og var i Øjeblikket i Færd med ved Opvarterens Hjælp at iføre sig sit Overtøj. Per betragtede med nogen Misundelse baade hans meget korrekte og elegante Paaklædning og den Verdensmandsoverlegenhed, hvormed han lod Opvarteren bringe ham baade Hat og Stok og tilsidst blot ved en Haandbevægelse forlangte Ild til sin Cigaret. Per havde den foregaaende Nat kun vekslet nogle almindelige Talemaader med ham. Kort efter, at han første Gang havde danset med Fru Engelhardt, var han dukket op ved deres Side og havde ladet sig forestille. Siden havde han stadig iagttaget dem paa Afstand, saa Per tilsidst var bleven enig med sig selv om, at han maatte være en Medbejler.

For at komme ud af Restavrationen maatte Hr. Neergaard forbi det Bord, hvor Per og Salomon sad; og Salomon viftede nu kammeratlig med Haanden og raabte:

„Godaften, Neergaard … Godaften … Hvordan lever man?“

Hr. Neergaards Øjenbryn løftede sig som i dyb Overraskelse. Saa smilte han overbærende og besvarede Hilsenen med et skødesløst Nik uden engang at tage Cigaretten af Munden. Derimod hilste han igen med næsten overdreven Høflighed paa Per, som derved paany blev tvungen til at lette paa sig og gøre sin Reverens.

„Hvad er han egenlig for en Fyr?“ spurgte Per, da han var borte.

Salomon trak paa Skuldrene.

„Veed ikke, hvad jeg skal sige … Kender i Grunden kun lidt til ham. Træffer ham blot af og til i Selskabslivet. Han var engang en ganske distingveret Person. Er forøvrig juridisk Kandidat, bærer et anset Navn og har fortræffelige Forbindelser, … kort sagt, har haft brillante Chancer for at gøre Karriere i vore smaa Forhold. Der var nok ogsaa engang Tale om at ansætte ham i Diplomatiet … ved Legationen i London, tror jeg. Selve Prinsen af Wales skal have interesseret sig derfor. Jeg veed ikke, hvad det var, der kom i Vejen. I hvert Fald frabad han sig Ansættelsen. Han er vistnok noget af en Særling. Nu sidder han i en yderst beskeden Stilling oppe i et af Ministerierne.“

* * *

Allerede den næste Dag modtog Per den Bal-Indbydelse, Fru Engelhardt havde lovet at skaffe ham, og han fik nu travlt med at udbedre sin Garderobe, for at han ved sin Fremtræden i det københavnske Selskabsliv ikke skulde staa tilskamme for de øvrige Kavalerer. I den Anledning viste det sig nødvendigt for ham at skaffe sig et Pengelaan. Ved en af sine Kafe-Bekendte blev han indført hos en ældre, forhenværende Landmand, der gjorde sin lille Kapital frugtbringende ved at udlaane den til unge Mennesker mod en Godtgørelse af 60 p. C. og Sikkerhed i Livsforsikringspolice, Bøger, Bohave, Daabs- og Vaccinationsattest foruden en højtidelig mundtlig Erklæring, afgiven i Vidners Overværelse og med Haanden paa Biblen.

Madam Olufsen gjorde store Øjne i Anledning af de mange nye Ting, der næsten daglig blev bragt ind i Huset fra Byens store Magasiner. Hun og hendes Mand talte ofte om, hvad der vel kunde være igære. Per selv sagde ingenting. Han havde overhovedet været meget tilbagetrukken i den senere Tid og var desuden sjelden hjemme.

Den eneste, der havde kunnet give nogen Oplysning, var den tavse Trine. Med Kærlighedens tusindøjede Instinkt havde den enfoldige Pige — saavidt hendes Forstaaelse af den Slags Ting overhovedet rakte — hurtig begrebet, hvad det var, der her forberedtes; og bestandig hyppigere i disse Dage maatte hun ty over i Nødtørftshuset, der var hendes Tilflugtssted, naar Sorgen overvældede hende og hun maatte være ene for at kunne græde ud.

Ikke desmindre var det med om muligt endnu større Omhu og Andagt, at hun nu puslede om nede i hans smaa Stuer og tog Vare paa, hvad der tilhørte ham. Navnlig vaagede hun over alt dette nye, som hun antog for hans Brudgomsudstyr, med en Nidkærhed, som galdt det hendes egen Lykke. Hun syede Mærke paa det fine Linned, paa Lommetørklæderne og de silketynde Strømper og lagde rent Papir i de nederste, uaflaasede Kommodeskuffer, hvor det altsammen skulde ligge. Da Balaftenen kom, var det ogsaa hende, der maatte binde hans hvide Slips, knappe hans Handsker, sige ham, om hans nyanskaffede Kjole sad godt i Ryggen, og om det maskinklippede Haar klædte ham. Og da Klokken var bleven halvni og den bestilte Droske ikke kom, var det hende, der blev skældt ud for en Torsk, og hende, der i Slud og Mørke, uden Hat og Sjal, maatte løbe helt ind i Adelgade efter en anden.

Da Per traadte ind i Balsalen, var Dansen allerede begyndt. En halv Snes Par valsede højtidelig omkring paa Gulvet, mens et noget lignende Antal stod eller sad langsmed Væggene. Mellem de sidste opdagede han hurtig Fru Engelhardt. Hun var i ildrød Silke og sad og viftede sig med en stor, dunkantet Vifte. Ved hendes Side sad en blankskallet Herre og vuggede en Klaphat paa sit Knæ — Neergaard.

Synet af denne Mand, men navnlig den skinsyge Tanke, der i det samme foer ham gennem Hovedet, at ogsaa hans Nærværelse kunde skyldes Fru Engelhardts begunstigende Mellemkomst, ødelagde totalt hans Stemning. Det første Kvarterstid deltog han slet ikke i Dansen men opholdt sig inde i de tilstødende Stuer, hvor nogle ældre Herrer sad og spillede Kort. Først henimod Slutningen af første „Vals“ gik han ind og inklinerede for Fruen med et stift Buk uden at se til hendes Kavaler. Hun syntes ikke straks at ville genkende ham. Endelig rejste hun sig op, samlede Slæbet og lagde med et halvt moderligt Smil sit svære Legeme i hans Arm.

„Hvad De dog er for en utaknemlig En,“ sagde hun paa sit københavnsk, da de havde danset et Par Gange rundt, uden at Per havde mælet et Ord. „De siger mig ikke engang Tak, fordi jeg skaffede Dem Indbydelsen. Det var dog ellers slet ikke saa let, vil jeg fortælle Dem.“

„Jeg er Dem særdeles forbunden, Frue!“

„Hvor formelt! Er der gaaet Dem noget imod?“

„Ja — lidt.“

„Og hvad er det, … dersom det kan betroes en Dame?“

„Hvorfor er den Neergaard her? Jeg kan ikke lide ham. De vilde gøre mig en Tjeneste ved ikke at danse med ham.“

„Det maa jeg sige … De er virkelig fordringsfuld.“

Hun lo, men gjorde sig i det samme tungere i hans Arm.

Ogsaa Per kom til at le. Dette lønlige Fortrolighedstegn, Duften fra hendes Haar og den halvblottede Barm, der hvilede mod hans Bryst, gjorde ham øjeblikkelig hed. De dansede fire Gange rundt, og da han førte hende tilbage til hendes Plads, var Neergaard forsvunden. Han saae ham lidt efter staa henne i den anden Ende af Salen og gøre Kur til en ganske ung Pige med lange, korngule Fletninger nedad Ryggen.

Imidlertid slæbte Ballet sig trevent gennem de første Danse, tilsyneladende uden stor Fornøjelse for andre end Husets Tjenestefolk, der nu og da fik Lov at kigge ind i Salen bag en Dør. Først efterat Herrerne havde opdaget nogle i Sideværelserne fremsatte Forfriskninger, blev der mere Liv. Forresten var Herreselskabet noget blandet og Tonen temmelig ugenert, saadan som det let bliver Tilfældet i ellers dannede Familjer, der mangler voksne Sønner, og hvor man maa skaffe sig Balkavalerer gennem Bekendte og Bekendtes Bekendte uden anden Garanti end en Vejviseradresse. De Indbudne følte sig ikke paa nogen Maade forpligtede overfor det Hjem, de gæstede; man teede sig ganske utvungent, gabede og kritiserede og krævede ind omtrent som i et offenligt Lokale.

Værten, en lille hvidhaaret Mand, der ikke selv kendte Navnet paa sine Gæster, bevægede sig ængstelig omkring i Stuerne som den mest fremmede. Med et anstrengt Selskabssmil udførte han samvittighedsfuldt det ham af Hustru og Døtre paalagte Hverv: at faa Kavalererne til at „arbejde“. Naar han fandt en Herre staa ledig foran Malerierne paa Dagligstuevæggen eller opholde sig lidt længe ved Forfriskningerne, stillede han sig hen ved Siden af ham og indledede en Samtale, der begyndte nok saa uskyldig med nogle Ytringer om Billedkunst, om Teatret eller Skøjteføret, men som ufravigelig endte med, at Vedkommende under hans Bevogtning vendte tilbage til Dansesalen og her forestilledes for en eller anden af Husets ældre Veninder, der manglede Navne paa sit Balkort.

Fru Engelhardt havde lovet Per Kotillonen. Men da man havde spist og Dansen begyndte, søgte han hende forgæves baade i Salen og de tilstødende Stuer. Tilsidst fandt han hende i et lille, svagt oplyst Kabinet, et sekskantet Taarnrum, paa den anden Side Dagligstuen. Hun sad her ganske alene i Hjørnet af en Sofa, der stod saaledes, at den ikke kunde ses, før man stod i Døren.

Hun modtog ham med blid, træt Sørgmodighed, sagde, at han rimeligvis nu blev vred paa hende, men hun havde ingen Lyst til at danse mere, og naturligvis var det for meget forlangt, at han skulde give Afkald paa Dansen for at sidde her og underholde hende. En saadan Opofrelse vilde hun aldeles ikke tage imod … han maatte paa ingen Maade føle sig forpligtet.

Med al sin selskabelige Uerfarenhed var Per dog ikke dummere, end at han forstod Meningen. Han skød en Stol hen ved Siden af hende, og en Tid sad de nu tavse begge to, mens Musiken og Støjen fra Dansesalen lød ind til dem — stærkt afdæmpet, som den blev, ved at passere to-tre store Værelser. Saa tog Per pludselig hendes Haand, som laa blottet paa Sofaarmen, og da hun lod ham beholde den, erklærede han hende i meget ligefremme Ord sin Kærlighed og gentog sin Bøn om at tilstaa ham et Stævnemøde. Hun lovede tilsidst at føje ham, og han bøjede sig ned over hendes hvide Arm og trykkede een, to, tre Gange et Kys paa den oppe ved Albuen. Han havde i Grunden troet, at hun vilde have afværget det, og hun sagde da ogsaa, at hun vilde blive alvorlig vred, dersom han gjorde det oftere — men Øjnenes fugtige Glans og den mægtige Barms Svulmen modsagde hendes Ord.

Men nu hørtes der Trin i Stuen udenfor. Per havde akkurat faaet kastet sig tilbage i Stolen, da Neergaards lange Skikkelse viste sig i Døraabningen. Han bukkede høflig undskyldende; dog blev han staaende derhenne med Hænderne paa Ryggen, som tænkte han paa at gaa derind.

„Træd nærmere,“ sagde Fruen.

„Trænger De til Selskab?“ spurgte han paa en Maade, som Per ikke syntes om, — næsten brysk lød det.

„Ikke just det; men har De noget morsomt at fortælle, vil vi gerne høre det.“

„Aa ja, De og Hr. Ingeniør Sidenius sidder nu ogsaa her saa trøstesløst ensomt … saa ganske forladt af Verden.“

„Ja,“ sagde hun, idet hun med en mat Bevægelse slog sin Vifte ud og lagde sig tilbage i Sofahjørnet. „Det er trist … jeg er bleven træt … ganske ødelagt af Dansen og de mange Mennesker. Men De? Hvorfor danser De ikke? De er jo ovenikøbet saa stærkt engageret iaften.“

„Aa nej, Frue,“ — han besluttede sig endelig til at gaa derind — „nu tror jeg, at ogsaa jeg i dette stemningsfulde Mulm vil indøve mig i at sige Verden ret Farvel. — Tillader De?“

Han rullede en Stol hen til Sofaen fra den modsatte Side af den, hvor Per sad. De to kom derved til at sidde Ansigt mod Ansigt uden endnu at have hilst paa hinanden.

Fru Engelhardts Tunge fik paa engang yderlig travlt. Hun kritiserede Selskabets Sammensætning, talte om Souper’en, som hun til Gengæld roste stærkt, dernæst om forskellige af de tilstedeværende Damers Toiletter. Per sad og iagttog Neergaard og sagde ingenting. Heller ikke Neergaard talte. Han havde bøjet sig forover, saa man ikke længer kunde se hans Ansigt. Albuerne hvilede paa hans Knæ, og de lange Hænder — der rystede lidt — legede med de aftrukne Handsker.

„Hvor De er bleven en rigtig kedelig En, Neergaard,“ afbrød hun pludselig sig selv. „Og De, som engang virkelig var saa underholdende. Hvad er der i Grunden i Vejen med Dem? … Det er naturligvis noget med en Dame.“

„Det er det maaske.“

„Ja, det er den lille Frøken Holm. Naturligvis! Hun maa jo være aldeles efter Deres Smag. Jeg skal nemlig sige Dem, Hr. Sidenius … Hr. Neergaard har altid været saa galant at fortælle mig, at han sværmer for de lysblonde og blaaøjede. Og saa er hun jo ovenikøbet fra Landet,“ sagde hun, atter vendt mod Neergaard. „Lutter Kløverduft og Sommersol og sød Mælk, … en fuldendt lille Mejerske, saadan som De jo altid har ønsket Dem det. — Hvornaar skal saa Bryllupet staa?“

Hr. Neergaard, der havde løftet Hovedet, lænede sig nu tilbage mod Stoleryggen, lagde Klaphatten over sin Mave, foldede Hænderne ovenpaa og sagde som med et mæt Suk: „Naar man har naaet min Alder, gør man vist fornuftigst i at betragte sig som en allerede hedengangen. Man har da kun tilbage at drage Omsorg for en anstændig Begravelse.“

Fru Engelhardt lo.

„Nu ser De virkelig for sort paa Tilværelsen. Hvad skulde saa vi stakkels Fruentimmer sige? … Se til den gamle Ritmester Frick derinde, han er toogtres og fører sig endnu i Dansen som en ung Løjtnant. Jeg er overbevist om, han gør endnu Erobringer blandt Damerne … Ak nej, Mændene har i Deres Alder endnu megen Lykke ivente.“

Neergaard bøjede sig for hende.

„Jeg takker Dem, Frue, for Deres ved Baaren holdte trøsterige Tale. Jeg veed jo nok, at man — saavel Mænd som Kvinder — i vore Dage forstaar den Kunst at bevare en ret frappant Ungdomsfriskhed endog temmelig højt op i Alderdommen, paa lignende Maade som man har lært at konservere Grønærter, Asparges og andet Sommergrønt. Men saadan en gammel, henkogt Ritmester er mig nu alligevel en Vederstyggelighed. Nej, man skal resignere i Tide, give Ungdommen, hvad Ungdommens er … saa sparer man sig mangen Genvordighed. Og af Genvordigheder kan man jo i min Alder have tilstrækkeligt endda. Gigten, Fordøjelsesbesværlighederne, Havresuppen, Stensmerterne og Operationsbordet — det er de reelle Værdier, man har tilbage, naar man er kommen paa den forkerte Side af de fyrre.“

„Og saa Minderne,“ kom det blødt henkastet fra Fru Engelhardt. „De gode Minder, Neergaard … dem glemmer De.“

„Minderne? … Hm! … Er de ikke ogsaa saadan en Slags henkogte Varer, skabte til fattig Vintertrøst for Tabet af den Sommer, der svandt? Nej, lad os ikke tale om Minderne! De er jo bare en Plage mere, … det er jo netop dem, der, efterhaanden som vi ældes, faar os til at føle alle Livets Tildragelser som en bestandig svagere og mere trættende Gentagelse.“

„Aa, De er aldeles umulig iaften. Men jeg undskylder Dem. De er syg, Neergaard, … De lever sikkert altfor uregelmæssigt. De skulde virkelig tale med en Læge. Jeg er vis paa, han vil tilraade Dem en Kur i Carlsbad.“

„Maaske. Eller nogle af disse bekendte, virkningsfulde Jernpiller … en Revolverfuld ad Gangen. Som smertestillende Middel skal de være uden Lige.“

„Aa, nu vil jeg ikke snakke med Dem mere. At De dog ikke et Øjeblik kan tale alvorligt!“

Per havde under dette Ordskifte flyttet sine Øjne fra den ene til den anden. Dets kammeratlige Tone havde igen gjort ham lidt usikker med Hensyn til disse to Menneskers indbyrdes Forhold; men han beroligede sig med, hvad Fru Engelhardt havde fortalt ham allerede Karnevalsnatten, at hun og Neergaard var Bekendte fra Barndommen. Desuden tydede hendes Væsen overfor ham — for ikke at tale om denne vittigt anbragte Anbefaling af et Ophold i det fjerne Carlsbad — absolut kun paa, at han med sin Paatrængenhed var hende til Besvær.

Men nu begyndte der at blive livligt inde i Stuerne, hvor trætte og forpustede Par slog sig ned om de stadig lige velforsynede Forfriskningsborde. Dansen var ved at slutte. Inde i Salens Støvtaage hvirvlede tilsidst blot tre-fire forfløjne og forelskede Par omkring; de kunde ikke faa nok men lod Musikken gentage Tappenstregen Gang efter Gang i stadig hurtigere Tempo.

Vognene begyndte at køre frem. Fru Engelhardt gik rundt og sagde Farvel med sin Mand under Armen. Det var en høj, mavesvær, godmodig udseende Grosserer, der havde tilbragt Aftenen inde ved Spillebordene. Da de kom forbi Per, standsede Fruen til dennes største Forskrækkelse og forestillede de to Herrer for hinanden. Og Ægtemanden tog ham i Haanden og sagde ham nogle høflige Ord. Men Per blev undselig og kunde ikke faa sig til at møde hans Øjne.

Hvorfor gjorde hun mon det? — tænkte han lidt urolig, da han i det samme hørte hende sige meget højt til sin Mand midt i Stimmelen foran Udgangsdøren, aabenbart i den bestemte Hensigt, at han skulde høre det:

„Er det ikke næste Tirsdag, du skal til London, min Ven?“

Grossereren bekræftede det. Og Per blev rød og smilte. Og smilte igen og blev bleg. Med et stort, skinnende Blik fulgte hans Øjne de fyldige, hvide Skuldre over den ildrøde Silke. — Ja, nu begyndte Livet for ham!

* * *

Ved Tretiden fulgtes Neergaard og Per hjemad i den maaneklare Nat. Det var ikke Per, der havde søgt Ledsagelse, men da Neergaard ved Bortgangen havde spurgt ham, hvor han boede, og om de ikke skulde følges, da de dog skulde samme Vej, havde han ikke villet sige Nej. Han opfattede Tilbudet som den endelige Anerkendelse af hans Sejr over ham i Kampen om Fru Engelhardt, — et Fredstilbud. Desuden havde han vanskelig ved at modstaa den verdensmandsagtige Høflighed, den anden vedblivende viste ham trods den store Aldersforskel.

Neergaard talte om Selskabet og om den selskabelige Adspredelse i det hele taget; men Per var for optaget af sig selv og af Aftenens Begivenhed til at opfatte stort andet end selve Ordene. Trods den skarpe Frost og deres langsomme Marsj — Neergaard svinglede lidt paa Benene — gik Per med opknappet Frakke. Sejrsfølelsen gjorde ham hed. Smilende stødte han svære Tobaksskyer ud i den lyse Luft.

De drejede op fra Kanalen ved Holmens Bro og gik videre op mod Kongens Nytorv paa Gadens venstre Side. De kom forbi Nationalbanken, hvis tunge, firkantede Masse løftede sig mod Stjernehimlen som en mægtig Sarkofag. En Skildvagt i rød Kappe bevogtede Indgangen til dette Mammons stilfulde Mausoleum.

Lidt efter standsede Neergaard udfor et af de gamle, smalle og uanselige Huse, der endnu havde faaet Lov at ligge her ved den brede Færdselsaare.

„Ja, her bor altsaa jeg. Vil De ikke, Hr. Ingeniør, gøre mig den Fornøjelse at følge med op og drikke et Glas god Vin. Det er jo endnu ikke sent.“

Per betænkte sig, men sagde ja. Han følte Trang til at slaa sig løs og havde navnlig ingen Lyst til at komme hjem. Siden den Dag, da han laasede sine Papirer inde i den øverste Kommodeskuffe, gik han om i sine Stuer med en Uhyggefornemmelse, som havde han nedgravet et Lig under Gulvet.

Faa Minutter efter fandt han sig magelig anbragt i et Sofahjørne bag et stort Bord, hvorpaa der brændte en højfodet Lampe med grøn Silkeskærm. Mens Neergaard rumsterede i Stuen ved Siden af for at finde Drikkevarer, løb hans Øjne mønstrende omkring i en smuk og elegant Ungkarlesalon, der fik ham til med Bekymring at tænke paa sine egne smaa, fattige Kamre. Hvorledes skulde han der kunne modtage en Dame som Fru Engelhardt? — Her var Tæppe over hele Gulvet. Indlagte Mahognimøbler. Vaser og forgyldte Armstager. Altsammen aabenbart gammelt Arvegods. Og derhenne paa Væggen over Skrivebordet fremtonede gennem Halvmørket en sand Hærskare af alle Slags smaa og store Portrætter: Malerier i forgyldte Rammer, Daguerreotypier, Silhuetter, smaa Elfenbensmedaljoner, Litografier, Haandtegninger og moderne Fotografier … et Skyggetog af den henfarne Neergaardske Slægt.

Lidt forsømt saae det rigtignok altsammen ud ved nærmere Eftersyn. Tæppet var næsten opslidt, Møbelbetrækket falmet. Paa det store, smukke Bogskab, der var fuldt af lange Rækker indbundne Bøger, lagde han Mærke til et Par Revner i Glasruderne.

Men nu viste Neergaard sig med en langhalset Flaske og to grønne Pokaler. Han satte sig i en Lænestol overfor Per og skænkede op med stor Omhyggelighed.

„Det glæder mig at have gjort Deres Bekendtskab,“ sagde han og løftede sit Glas. „Jeg tillader mig at drikke paa Deres Velgaaende, Hr. … Hr. Lykke-Per!“

Per saae paa ham — lidt overrasket og misfornøjet med denne lidt for direkte Hentydning til Aftenens Begivenhed. Men da Meningen altsaa dog var den at hylde ham som Sejrherre, vilde han ikke vise sig fornærmet. Han greb sit Glas og nedskyllede Vinen.

„Det er forresten ikke min egen Opfindelse med det just ikke synderlig vittige Tilnavn,“ vedblev Neergaard og gav sig til at pudse sine Lorgnetter. „Det er en af Deres Venner, jeg citerer … den lille Salomon, som jeg forleden saae Dem sammen med. Han er en stor Beundrer af Dem. Forresten er Navnet efter min Mening ikke engang rigtig smigrende. Et gammelt Ord siger jo om Lykken, at den er Daarernes Formynder. Og en ærværdig, latinsk Forfatter skrev om Heldet, at det er Fader til Sorgen.“

Per tænkte ved sig selv: ja, trøst du dig! Det er dig vel undt!

„Dersom det ikke lød som et afskyeligt Paradoks,“ — fortsatte den anden — „vilde jeg sige, at de Ulykkelige forekommer mig at være de lykkeligste. De har dog den Tilfredsstillelse at kunne skælde ud paa Skæbnen, injuriere Vorherre, kræve Forsynet til Regnskab o. s. v., medens den, der — som man siger — sidder paa Lykkens Skød, kun kan anklage sig selv ved indtræffende Uheld.“

„Men hvorfor Uheld?“ bemærkede Per smilende og saae paa Røgen fra sin Cigar.

„Hvorfor?“ sagde Neergaard, gennem hvis Tale der hele Tiden klang en Bitone af Medlidenhed, hvad Per dog ikke havde Øre for. „Jeg tror ikke, De forstaar mig rigtig, Hr. Ingeniør! Jeg mener — trods min Afsky for Paradokser — at selve Heldet er det allerstørste Uheld, der i vore Dage kan ramme noget Menneske, fordi … ja, fordi vi i nihundredeognioghalvfems af tusinde Tilfælde mangler Evnen til at benytte det saadan, at det ikke bliver os mere til Skade end til Gavn. Vi er i vor Tid ikke oplærte til at omgaaes fortroligt med det eventyrlige, — det er Sagen. Vi befinder os ved Lykkens Bord som en Bonde ved Kongens Taffel. Naar det kommer til Stykket, foretrækker vi allesammen den hjemlige Vandgrød og vor Mo’ers Pandekager for alle Slaraffenlands Herligheder. — De kender rimeligvis Fortællingen om Svinedrengen, der vinder Prinsessen og det halve Kongerige. Den ender, synes jeg, akkurat der, hvor den begynder at blive interessant, i hvert Fald for voksne Mennesker. Vi skulde have set denne Bondeknold i Fløjl og Brokade gaa omkring og blive bleg og mager af lutter Lykke. Vi skulde set ham ligge i Prinsessens Silkeseng og flæbe af Længsel efter sin Maren-Malkepiges laartykke Arme. For der er ingen Tvivl om, at han vil gøre det. Han vil i det hele ikke have en glad Time, før han igen kommer i sine Træsko og faar Krone og Scepter ombyttet med sin Faders Møggreb.“

Han havde paasat sig sin Lorgnet og sad tilbagelænet i Stolen med sine lange Hænder samlede under det bøjede Hoved. Hans matte Øjne hvilede paa Per med et paa een Gang udforskende og deltagende, næsten bekymret Udtryk, mens han fortsatte:

„Med alt vort danske Fantasteri stikker der i os alle en grundfæstet Forkærlighed for det tilvante og prøvede. Hvor hidsigt vi end i vore unge Dage kan storme frem mod det overordenlige og eventyrlige … i det Øjeblik, Vidunderlandet virkelig aabner sine Porte for os og Kongedatteren vinker til os fra Altanen, faar vi Anfægtelser og kigger tilbage efter Kakkelovnskrogen.“

„De har vistnok Ret,“ sagde Per — han saae stadig med et Smil ud paa Røgskyerne fra sin Cigar. „I Almindelighed gaar det vistnok saadan. Men der gives Undtagelser.“

„Ikke een mellem Tusinde. Maaske ikke een mellem Titusinde. De vil selv engang erfare, hvad for en uhyggelig Trolddomsmagt der ligger i alt dette hjemlige og tilvante, selv om vi maaske samtidig hader det. Se Dem f. Eks. om her! Der slæber vi med os gennem Livet en voksende Bagage af vor Slægts Efterladenskaber, der stabler sig op omkring os som en kinesisk Mur, og som vi dog ikke nænner at skille os af med. Vi hygger os inde i et Gravkapel af Familjeerindringer og har tilsidst ikke andre Følelser tilbage end Pieteten.“

„Naa ja — det kan da ikke gælde alle,“ sagde Per. „Jeg f. Eks. vil vanskelig komme i den Fristelse. For hvad jeg slæber med mig fra Fortiden, kan magelig faa Plads i en Vestelomme.“

„Saa gratulerer jeg Dem! Og dog — hvad hjælper det? Hjemmets forkoglende Magt stikker jo ikke alene i det materielle. Vi lader vor maaske forlængst afdøde Faders meningsløse Formaninger eller en enfoldig Moders Fordomme faa Indflydelse paa vore Handlinger helt op i vor egen Alderdom. Og saa har man til Overflod sine kære Søskende og sine bekymrede Onkler og Tanter — —.“

„Jeg for mit Vedkommende er nu ogsaa i den Henseende saa heldig stillet ikke at kende noget til den Slags.“

„Saa maa jeg virkelig paany gratulere Dem. — Men et Hjem har De dog vel haft … tilmed rimeligvis et af disse for deres Hygge saa berømte danske Præstegaardshjem. Ja, jeg slutter af Deres Navn, kan De vide.“

Per lod, som om han overhørte dette sidste, og sagde, at han ikke kendte og aldrig havde kendt, hvad man kaldte nærmere Paarørende.

„Nej virkelig! De er maaske et —.“

„Ja,“ sagde Per, idet han med Forsæt afbrød ham. „Jeg er kun mig selv.“

„Se-se!“ — Neergaard bøjede sig frem med Hænderne paa Stolens Sidestykker og stirrede som nyvaagen over paa ham. — „Saa har den lille Salomon altsaa ikke helt Uret. Saa hænger der jo virkelig noget af Eventyret ved Dem. Ingen Familjehensyn! Ingen Søskendeplager! Ingen velmenende Onkler og Tanter … Fri som Fuglen under Himlen!“

Per tav bekræftende.

Neergaard sank atter tilbage i Lænestolen, og der blev et Øjebliks dyb Stilhed.

„De synes virkelig at være et sjælden begunstiget Menneske, Hr. Sidenius. Dersom man ikke var saa gammel og affældig, kunde man fristes til at misunde Dem. Fri og ubekymret i alle Forhold. Og med en Appetit paa Livet som en Solsort i et Kirsebærtræ. Ja, saadan skal det være! — Og alligevel? Hvad hjælper det saa? De Lænker, vi Mennesker ikke fødes med, dem lægger vi selv paa os i Livets lange Løb. Vi er og bliver af Slavestand. Vi føler os kun hjemme i Bolt og Jern. — Hvad mener De derom?“

„Ærlig talt forstaar jeg ikke, hvad De der tænker paa,“ sagde Per og saae op til Uret paa Bogskabet, der viste et Kvarter over fire. Han begyndte at trættes af Samtalens Ensformighed, — var desuden ogsaa bleven lidt betænkelig ved sin Kaadmundethed.

Der gik en lille Tid, inden Neergaard svarede. Han saae stadig over paa Per med et optaget, anspændt Blik.

„Hvad jeg tænker paa? … Aa, vi anskaffer os jo Venner og Vaner, lader os i Tidens Løb svinebinde af alle Slags Forpligtelser. For nu slet ikke at tale om den Sammenklistren af Mand og Kvinde, som benævnes Kærlighed, Elskov, Drift, eller hvad De vil. Selv en saadan fri Fugl som De maa dog vistnok indrømme mig, at Kvinden har Fangarme, der trods deres Blødhed kan lægge sig om en Mand som en Jernbøjle.“

„Aa, ikke saa det generer,“ sagde Per og lo. „Og mindst, naar de klemmer haardt.“

„Ja, De er endnu saa ung. Men alligevel — sæt, det ved Lejlighed hændte Dem, at en eller anden Kvinde, der rent erotisk tiltrak Dem, selv om De maaske samtidig foragtede hende … en Tøjte maaske eller en Maren-Amme, som De i Deres Ungdoms Uskyld havde kysset … kort sagt, et Væsen, som De ved Vanens eller gamle Minders Magt følte Dem knyttet til, … sæt nu, De vidste, at denne Kvinde koldblodig bedrog Dem bag Deres Ryg. Hvorledes vilde en fri Fugl som De forholde sig i et saadant Tilfælde?“

Hvor vil han hen med det? — tænkte Per. Højt sagde han:

„Hvad jeg vilde gøre? Jeg tog mig naturligvis en anden.“

„Meget godt! Men dersom nu ogsaa denne anden skulde vise sig mindre tilfredsstillende — og den Risiko løber man dog straks — hvad saa?“

„Saa tog jeg en tredje, en fjerde, en femte, … Herregud, der er jo Kvinder nok i Verden, Hr. Neergaard!“

„Ja, det er sandt! … Det er sandt!“

Han vedblev at gentage disse Ord, idet han et Nu lukkede Øjnene, som havde han her fundet selve Verdensgaadens Løsning.

Per gjorde Tegn til at bryde op. Han syntes, Samtalen begyndte at blive lidt for personlig. Det var ogsaa blevet silde. Et Par hastige Bagervogne havde allerede kørt gennem Gaden og tilkendegivet, at Morgenen stundede til.

Men Neergaard blev nu greben af en pludselig og besynderlig Oprømthed. Han fyldte paany hans Glas og bad ham glemme Tiden.

„Jeg priser mig virkelig lykkelig ved at have gjort Deres Bekendtskab, Hr. Sidenius. De er et ualmindelig friskt og fornøjeligt Menneske. Dersom De ikke vil tage mig det ilde op, kunde jeg have Lyst til at gøre Dem et Forslag.“

Hvad nu? tænkte Per.

Ja, Sagen kunde maaske i første Øjeblik synes ham lidt underlig; men efter hvad han nu kendte til ham, vilde han sikkert ikke tage den højtideligere, end den fortjente. Det var en af hans Venner, en nær Paarørende, der laa for Døden. Han var uhelbredelig syg … havde ikke langt igen … var syg baade paa Sjæl og Legeme. Naa, det kom forresten ikke Sagen ved. Kort og godt altsaa: Manden, som var ugift, kunde ikke blive enig med sig selv om, hvad han skulde gøre ved sine Efterladenskaber, — der forresten ikke udgjorde andet end noget Bohave, et Par daarlige Malerier, lidt Bøger … omtrent saadan som han saae det her. Til Familjen vilde han ikke efterlade dem. Han vilde ikke have dem opbevarede paa Steder, hvor de risikerede at blive Genstand for Pietet. Han forlangte udtrykkelig, at Rub og Stub skulde stilles til Avktion og sælges, splittes for alle Vinde. Det var nu bleven den stakkels Mands fikse Ide paa det sidste, og da hans egen Slægt var velhavende og desuden rimeligvis vilde modsætte sig hans Ønske, fordi det meste af, hvad han ejede, var gammelt Arvegods, saa havde han talt om at ville borttestamentere det til en eller anden, hvem han maaske kunde gøre lidt Gavn eller dog et Øjebliks Glæde dermed.

„Det falder mig nu ind: maa jeg ikke have Lov til at foreslaa ham Dem? Jeg er overbevist om, at dersom han kendte Dem, vilde han af sig selv være kommen paa den samme Tanke. De er netop saadan, som han ofte har ønsket selv at være. Fri og frank og ubekymret. — — Nej, jeg be’r Dem … dersom De ikke har noget mod mit Forslag, maa De ingenting sige. Vi taler da slet ikke mere derom. Som sagt, det hele er ikke af stor Betydning … repræsenterer højst et Par tusinde Kroner, naar Gæld og andre Forpligtelser er fyldestgjorte.“

Han maa være bleven fuld, — tænkte Per og fandt det ikke Umagen værd at gøre Indvendinger. Han slog det hele hen i Spøg.

„Ja ja — det vilde ikke være saa ilde,“ sagde han. „Penge kan man jo altid bruge. — Men nu er det paa Tide at komme hjem. Jeg siger Tak for iaften!“

„Nej, hvorfor vil De gaa? Bliv dog lidt endnu! … Men her er kvalmt herinde. Lad os lukke op!“ — Han rejste sig nervøst og slog et Vindu op, saa den kolde Luft foer ind i Stuen og jog en lang, rygende Ildtunge op af Lampeglasset. — „Sæt Dem dog! Vi har ogsaa siddet her og snakket os saa melankolske. Flasken er ikke tømt. Og Vinen er god.“

Men Per lod sig ikke længer overtale. Han begyndte at føle sig lidt uhyggelig tilmode ved den andens stigende Ophidselse. Han saae ogsaa nu, hvor gustent hans Ansigt var blevet, og han mærkede, hvor hans Haand var klam, og hvor den sitrede, idet han sagde ham Farvel.

Saamange underlige Mennesker der fandtes i Verden! tænkte han, da han var kommen ned paa Gaden og med en frisktændt Cigar i Munden spaserede taktfast hjem gennem Byen, hvor der nu overalt begyndte at røre sig Liv. Han mindedes hin Nattescene med den store Fritjof henne i „Gryden“. — Saasnart man bliver ene med dem, begynder de at se Spøgelser. Gravene aabner sig for dem. Og de holder Ligprækner over sig selv.

Hist og her gik Mænd og fejede Gaden i Morgenens graa Dis. Smaa Kælderbeværtninger var bleven aabnede og en enkelt Tobaksbod. Lygterne var slukkede; men fra alle Bagerbutikerne skinnede der Lys, og en Duft af friskbagt Brød strømmede ud gennem de store Vinduers Trækruder. Udenfor en saadan Butik standsede han et Øjeblik som Tilskuer til en Scene mellem en fiks Bagerjomfru, der stod oppe paa en Trappestige beskæftiget med at anbringe store Kageplader i en Reol, og en halvnøgen Svend, der sad paa Disken tæt under hende og dinglede med Benene. Per kunde ikke høre, hvad de talte om; men Svendens bredtskaarne Grin og den forstilte Forbitrelse, hvormed Pigebarnet ved Hjælp af Foden søgte at holde hans Hænder fra sig, gjorde alle Ord overflødige.

Per smilte, mens han i Tankerne legede med Fru Engelhardt paa samme Maade. Ja, Natten var tilende nu, Livet vaagnede paany, og Elskovsdriften magttog Menneskene allerede paa fastende Hjerte. — Og nu begyndte Fabriksfløjterne at lyde. Han lyttede helt andægtig til dem. Først hørtes et Par Stykker ude paa Nørrebro, saa en paa Kristianshavn, tilsidst lød de allevegnefra — et hundredstemmigt Hanegal, en ny Tids Ottesang, der engang skulde mane alle Mørkets og Overtroens Spøgelser uigenkaldelig i Jorden!

Fjerde Kapitel.

En mørk, taaget Aften en Ugestid senere steg en tynd, graaklædt Herre af Sporvognen ved Hjørnet af Grønningen, gik forbi Husarkasernen og videre over det langstrakte, trekantede Torv foran Nyboder. Med den ene Haand bag paa Ryggen, den anden om Haandtaget paa en Paraply, som han for hvert Skridt stødte kraftig mod Stenbroen, skridtede han rask og taktfast langsmed Nyboderskvarteret, idet han ved det svage Lygteskær eftersaae Navnene paa alle Gadehjørnerne.

Da han var kommen den hele Række forbi uden at have fundet det Navn, han søgte, og da der paa dette øde Sted ikke saaes et Menneske, han kunde spørge, drejede han paa maa og faa om et af Hjørnerne og blev hurtig ganske vildfarende i de mange, aldeles ensartede Smaagader, hvoraf Nyboder bestod. Alle Vinduerne i de lave Stuelejligheder var tilskoddede. Der lyste blot en lille rund eller hjerteformet Glug i hver Skodde, og med Lygter var der her endnu sparsommere end ude paa Torvet. Inde bag Skodderne var der livligt nok. Overalt hørtes Snakken, Barnegraad, hist og her Harmonikamusik, og man kunde ude paa Gaden tydelig høre hvert Ord, der blev sagt. Hist aabnedes en Dør, og en Kone i Nattrøje slog en Potte ud i Rendestenen, eller en lille Hund blev et Øjeblik sluppet ud i det Fri. Her løb et Par Katte om og opførte Elskovsduetter.

Da den Graaklædte endelig ved at udspørge de enkelte Personer, han traf paa undervejs, havde fundet Hjertensfrydgade, fortsatte han her sin Undersøgelse, idet han ved Hjælp af Tændstikker aflæste Numrene over Dørene, indtil han naaede det Hus, hvor Per boede. Først ledte han med Haanden efter en Klokkestreng, og da han ingen fandt, gav han sig i Lag med den gammeldags Klinke, fandt omsider ud af, hvorledes Døren skulde aabnes og traadte ind i Husets lille Forstue, hvor der imidlertid var saa mørkt, at han ikke kunde se en Haand for sig. I den Hensigt at hidkalde en eller anden af Beboerne rømmede han sig kraftig et Par Gange.

Saa aabnedes Døren til Stuelejligheden, hvor der boede en yngre Skibstømrerfamilje. Over et glatkæmmet Hoved, der tilhørte en Kone, som kiggede frem med et Barn ved Brystet, strømmede Lampelyset ud imod den Fremmede og udskar af Mørket et ungt, langt og blegt Ansigt med rødkantede Øjne og smaa Bakkenbarter under Ørene.

„Er det ikke her, Hr. Sidenius bor?“ spurgte han uden forudgaaende Hilsen.

„Jo, — han bor derinde i Bagstuen. Men han er ikke hjemme.“

„Ja saa! … Det er maaske hans Værtinde, jeg taler med?“

„Nej. Han bor hos Olufsens deroppe paa Salen … Jeg skal kalde af Madammen.“

I det samme knagede den stejle Stigetrappe under vægtige Trin, og Madam Olufsen, der havde staaet og lyttet deroppe bag sin Dør, viste sig i Trappegabet med en lille Bliklampe i Haanden.

„Vilde den Herre tale med Hr. Sidenius?“ spurgte hun.

„Ja, — men han er nok ikke hjemme,“ svarede den Fremmede i en Tone, som vilde han gøre hende medansvarlig for, at han var gaaet forgæves. „Mener De, det kan nytte, at jeg venter paa ham?“

„Nej, det tror jeg ikke. Det er ikke saa længe, siden han gik.“

„Paa hvilken Tid af Dagen mener De, jeg bedst vil kunne træffe ham?“

„Ja, se han er nu ikke meget hjemme for Tiden. Men ellers tror jeg nok, han er sikrest at træffe i Mørkningen.“

„Tak. — Farvel.“

„Fra hvem skal jeg hilse?“ spurgte Madam Olufsen.

Men den Fremmede var allerede ude af Døren. Man hørte Lyden af hans taktfaste Skridt og Smækkene af Paraplyens Dupsko tabe sig ned ad Gaden.

„Det var da vist en Præst,“ sagde den lille Skibstømrerkone helt perpleks. „Hvad mon han vilde Ingeniøren?“

Men Madam Olufsen var i denne Tid ikke meget tilbøjelig til at udtale sig om sin Logerende. Hun sagde kort „Godnat“ og vendte tilbage til sin Stue.

Her sad Højbaadsmanden med et Par store Sølvbriller paa Næsen og læste i „Den bortrømte Negerslave eller Skibbrudet paa Malabarkysten“, en Roman i fjorten Bind, som han hver Vinter bragte med hjem fra Jomfru Jordan og Gang paa Gang studerede med samme Beundring og Spænding.

„Det var vel En, der vilde snakke med Sidenius,“ spurgte han uden at løfte Øjnene fra Bogen.

„Ja,“ svarede Madammen, — hun trak med en frysende Bevægelse sit lille Skuldersjal tættere om sig, lagde en Skovlfuld Tørvegumlinger paa Ilden i Kakkelovnen og satte sig i sin Armstol med sit Strikketøj. Hverken hun eller hendes Mand var af mange Ord i disse Dage. De kunde ikke komme bort fra, at deres Logerende havde forandret sig i den sidste Tid og slet ikke til sin Fordel. Han havde jo nok ogsaa før kunnet slaa sig lovlig stærkt løs; men disse Svireanfald, som han dengang selv spøgte med, havde aldrig varet mange Dage. Nu derimod havde han i næsten tre Uger kun sjelden været hjemme, og naar de saae ham, var han tavs og utilgængelig og misfornøjet med alting, saa han endog havde talt om at ville flytte. Det kunde nu heller ikke være det bedste Selskab, han søgte, dersom det da var sandt, hvad han en Dag lod et Ord falde om, at han havde kendt den kongelige Fuldmægtig, som forleden havde taget Gift, hvad der havde staaet saa meget om i Bladene.

Saa havde de nu ogsaa faaet en anden Grund til at beklage sig. De havde i den sidste Tid ikke faaet deres Leje, og desuden blev de daglig rendt paa Døren af paatrængende Personer, der mødte med Regninger fra Skomagere og Skræddere, som han skyldte Penge.

„Hvad var det for en Person, der var dernede og vilde snakke med Sidenius?“ spurgte Højbaadsmanden omsider.

„Jeg kendte ham ikke. Men forresten kommer det mig nu for, at jeg har set ham her engang før — for længe siden. Jeg synes, Sidenius dengang sagde, at det var En fra den anden Verden. Men han saae da ellers ikke meget amerikansk ud.“

Per stod i dette Øjeblik og ventede Fru Engelhardt henne paa det samme mørke Hjørne ved Frue Plads, hvor han engang før havde staaet Vagt for hendes Skyld. Han havde dennegang et mere velbegrundet Haab om, at hun vilde komme. Han havde ganske vist ikke set hende siden Balaftenen, — hun havde strengt forbudt ham at passe hende op paa Gaden eller paa anden Maade søge at komme i Forbindelse med hende — men det var idag, hendes Mand skulde rejse til London, og han havde den foregaaende Dag faaet tilsendt en uunderskreven Billet med Ordene „Imorgen Aften“. Han gik nu ud fra, at Mødested og Klokkeslet skulde være det samme som sidst.

Forresten havde han om Morgenen modtaget en anden Skrivelse, der næsten havde optaget ham mere end dette dog saa utaalmodigt ventede Elskovsmøde. Det var Neergaards Sagfører, der til hans største Forskrækkelse meddelte ham, at Neergaard i et efterladt Brev, der udtrykte hans sidste Vilje, havde „decideret ham den Sum, der vilde indkomme ved en i Testamentet nærmere fastsat offenlig Bortavktionering af Afdødes Bohave.“ Testamentet var, tilføjedes der i Brevet, i Grunden ugyldigt, idet det ikke var opsat i de lovbefalede Former; men da den Afdødes to Søstre og eneste retmæssige Arvinger var meget velhavende gift, var der ingen Grund til at tro, at disse — der i Øjeblikket begge opholdt sig i Udlandet — ikke skulde godkende hans Dispositioner. Sagføreren anmodede ham derfor i sin Egenskab af Boets Eksekutor om en Samtale, naar hans Vej engang førte forbi hans Kontor.

Per havde ikke kunnet blive enig med sig selv om, hvad han skulde gøre ved den Historie, — han havde i første Øjeblik følt sig inderlig flov. Med al sin fatalistiske Tro paa sin Pagt med Lykken, og skønt Pengene virkelig blev kastet ham i Skødet paa et Tidspunkt, da han havde dem allerhaardest behov, kunde han ikke faa sig til at opfatte dette Udslag af en Selvmorderkaprice som en himmelsendt Hjælp. Paa den anden Side syntes han knap at kunne forsvare at give Afkald paa en saa betydelig Sum, der for lang Tid vilde bringe ham ud over alle Genvordigheder. Af det Laan, han havde skaffet sig, var der allerede ikke meget tilbage; og det meste af hans Udstyr var tilmed endnu ikke betalt.

— — Men nu rullede en lukket Droske frem fra Sidegaden. En lyst behandsket Haand viste sig i Vinduesaabningen, og i det samme sprang Per til, standsede Vognen, rev Døren op, tilraabte Kusken Navnet paa en bekendt Førstesals-Restavration ved Kongens Nytorv og krøb ind.

Under Kørslen beredtes der ham straks en ret alvorlig Skuffelse. Han havde ventet at finde Fruen nervøs og urolig … at se hende rødme og sitre under Pelsværkskaaben af Angst og Skamfuldhed. Han havde endog forberedt sig paa nogle Talemaader, der kunde overvinde hendes Skyhed; — men han fik aldeles ingen Brug for sine Forførelseskunster. Han var knap kommen tilsæde og havde takket hende, fordi hun var kommen, før hun kastede sig op paa hans Skød ligesom en Glædespige og trykkede sig ind til ham med en Voldsomhed, saa Vejret næsten forgik ham.

Idet de gik op ad den stærkt oplyste Trappe til Restavrationen, tilhyllede hun vel sit Ansigt; men da de af Opvarteren og en lille Taffeldækker var bleven ført ind i et af Separat-Kabinetterne, kastede hun straks baade Kaabe og Hat uden at generes af disse Fremmedes Nærværelse. Mens Per teede sig lidt ubehjælpsom i den ham uvante Situation, syntes hun at føle sig ganske hjemme her, ordnede sit Haar foran Spejlet, trak Handskerne af og satte sig i hele sin Bredde midt i Sofaen bag det dækkede Bord.

Per tog i Tavshed Plads overfor hende paa den anden Side Bordet. Han var klar over, at det ikke var første Gang, hun befandt sig paa et saadant Sted. Han mente endog temmelig sikkert at have set et behersket Genkendelsessmil brede sig mellem Opvarterens Bakkenbarter, da de traadte ind.

„Hvorfor ser De saadan paa mig?“ spurgte hun, da de var bleven ene, — hun lagde Hovedet koket paa Siden og smilte lidt for ungdommeligt. „Du gode Gud, De mønstrer mig jo formelig! … Er der noget i Vejen med mit Toilette?“

Hun saae ned mod sin Barm, der vældede frem over en firkantet Udskæring i Kjolelivet. Hun var sortklædt, stærkt snøret, bred over Brystet, men smækker om Midjen som en ung Jomfru.

„Men saa tal dog, Menneske! — De er dog en skrækkelig Bjørn. Hvad er der nu gaaet Dem imod? … Nu faar De en paa Næsen!“

Da hun for at skaffe sig Kasteskyts gav sig til at plukke nogle røde Blomsterbær af Bordopsatsen, flyttede Per sine Øjne ned paa hendes Hænder. Bleg om Munden af Betagethed betragtede han deres buttede Form, de hvide, bløde, bøjelige Fingre, de perlemorsagtige Negle og den lille Række Smilehuller, der under Haandens Bevægelser aabnede og lukkede sig over de rosenrøde Knoer som smaabitte kysselystne Munde. Han greb i Flugten det Bær, hun tilslyngede ham, og fangede i det samme hendes Haand og vilde trække den til sig over Bordet for at føre den til sin Mund — da Døren i det samme blev slaaet op, og Opvarteren og hans Følgesvend viste sig med Anretningen.

Nu blev Champagnen skænket op og Fadene afdækkede. Og da de igen var bleven ene, smilte Per og løftede sit Glas til en Hyldingsskaal. Et Par andre Glas fulgte efter og fordrev hurtig hans Misstemning. For Pokker — sagde han til sig selv — hvad vedkom i Grunden hendes Fortid ham? Hovedsagen var jo dog, at hun nu tilhørte ham, var hans Ejendom, hans Erobring. — —

Ved Desserten gav han sig til at snakke om Neergaards Selvmord. Han udtalte som sin Formening, at Manden havde været sindssyg, og tilsidst fortalte han aabenmundet om deres natlige Sammenkomst oppe paa hans Værelse og om den overnervøse Sindstilstand, hvori Neergaard ved den Lejlighed havde testamenteret ham sine Efterladenskaber, uden at han dengang havde forstaaet, hvad der foregik. Han plaprede ogsaa ud med, hvad der rygtevis var bleven fortalt, at der havde været en Kvinde med i Spillet. En af hans Bekendte, der paastod at have sin Viden fra Neergaards Værtsfolk, havde berettet om en tilsløret Dame, der i mange Aar havde besøgt ham, og som efter al Rimelighed var den samme, der Aftenen før Begravelsen havde skaffet sig Adgang til Lighuset og strøet et Væld af Roser over hans Kiste.

Mens Per talte, sad Fru Engelhardt i en tankefuld Stilling med Albuen paa Bordet og lod Spidsen af sin Lillefinger glide rundt langs med Randen af Vinglasset. Hendes Ansigt havde et halvt fraværende Udtryk. Det saae ud, som om hun høfligt men ikke særdeles interesseret hørte paa en lidt for langstrakt Fortælling. Først da Per fandt paa at fordybe sig i Neergaards Fortid og fortælle, hvad han havde hørt om hans opgivne diplomatiske Løbebane, begyndte hun at vise Tegn paa Utaalmodighed. Hun tog en Drue fra Frugtskaalen, dyppede den i sin Vin og gav sig til at suge paa den; afbrød ham derpaa undskyldende med et Spørgsmaal om en ganske anden Sag, der „pludselig faldt hende ind“, og bad ham samtidig ringe paa Opvarteren for at faa Kaffen bragt ind. Da Per endnu ikke syntes tilbøjelig til at slippe Emnet, rejste hun sig resolut, sagde „Tak for Mad“ og gik hen til det opslaaede Klaver.

„Hvad skal jeg spille?“ sagde hun efter at have prøvet Instrumentet med et Par raske Løb op og ned ad Tangenterne. „Kender De denne?“ spurgte hun, og et Brus af falske Toner hamredes op af Klaverets Dyb. — „Waldtraum“, forklarede hun midt under Udførelsen, aabenbart selv vel tilfreds med Spektaklet.

Men Per var paany bleven tavs og indadvendt. Det var ham paafaldende, at hun ikke viste mere Interesse for et ulykkeligt Menneske, der dog havde hørt til hendes Omgang, havde været hendes ydmyge Beundrer, ja hendes Balkavaler, endnu Natten før han aflivede sig. Som noget ubestemmelig sort og uhyggeligt flagrede den Mistanke ind i hans Bevidsthed: Kunde Neergaard have været noget mere? Var hendes Ligegyldighed forstilt? Men han fik ikke Tid til andet end netop at gribe Tanken i Flugten. Foruroliget af hans Tavshed havde Fru Engelhardt pludselig afbrudt sit Spil og rejst sig; bagfra lagde hun nu sine Arme om hans Hals og tvang hans Hoved bagover, saa deres Øjne mødtes. Nej, det er umuligt! tænkte Per, da han saae Smilet i hendes Blik. Og nu dalede blide, bedøvende Kys ned paa hans Pande, hans Haar og paa begge hans Øjne … indtil hendes Læber med pludselig Vildskab søgte hans Mund og sugede sig fast der, ligesom for aldrig at slippe den mere. Saa hviskede hun ham noget i Øret, og han rejste sig. Uden at ville vente paa Kaffen slog hun selv Kaaben om sig, mens Per afgjorde Regningen, hvorefter de skyndte sig ned til den hidkaldte Droske. Tæt omslyngede, med Læbe mod Læbe, kørte de hen til et Hotel, i hvis Bog de lod sig indskrive som Hr. og Fru Svendsen fra Aarhus.

Men Gang efter Gang i Nattens Løb, mens Per laa vaagen i det halvt oplyste Hotelkammer, sneg den sorte Mistanke sig atter over ham og knugede ham tilsidst som et Mareridt. Han gennemgik paany i Tankerne hine Nattetimer i Neergaards Stue, erindrede sig de Ord, der var talt, og som han dengang ikke havde tillagt nogen Betydning. Og med uhyggelig Klarhed gennemskuede han efterhaanden alt: den Kvinde, som laa der og sov ved hans Side, hørte ogsaa med til de Efterladenskaber, Neergaard havde givet ham i Arv og Eje, — ja hun havde været selve denne Mands „Skæbne“ og havde ved sin Utaknemlighed drevet ham i Døden.

Og han — han selv — var hendes Medskyldige!

Det var for hans overophidsede Sanser, som om den Dødes Skygge bevægede sig omkring i Rummet. Overalt dukkede hans nøgne Hoved frem af Halvmørket og saae hen paa ham med sit spotske Vemod. Og der, ved hans Side, laa hun, hans Morderske, der havde stjaalet sig til at smykke hans Kiste med Roser. Hvem kunde forstaa det? … Trygt som et Barn i sin Vugge sov hun med lange, regelmæssige Aandedrag. Mens hendes Mand omtumledes paa Havet, og før Liget af hendes Elsker var faldet sammen i Kisten, hyggede hun sig inde i en andens Favn. Og han — han selv — var hendes Medskyldige!

Han blev greben af en Væmmelse, en Rædsel, saa han ikke kunde blive liggende. Han maatte op. Han vilde bort.

I det samme vendte Fru Engelhardt sig tungt i Sengen, slog Armen over Hovedet og sagde halvsovende:

„Er du oppe?“

Han svarede ikke. Den blotte Lyd af hendes Stemme fik ham til at gyse. — Hun anstrengte sig for at aabne Øjnene men havde ikke Magt dertil. Med et mat Forsøg paa at smile sov hun atter ind.

Han gjorde sig i Hast færdig til at komme bort. Lydløst vilde han forsvinde uden Afsked. Nede hos Portneren vilde han skrive en Billet blot med det eneste forklarende Ord: Neergaard.

Men da han havde faaet Overtøjet paa og stod ved Fodenden af Sengene for at liste sig bort, blev hans Blik endnu engang hængende ved den halvnøgne Skikkelse, som laa der i en uskøn Stilling lige paa Ryggen med begge Hænder under Nakken og det ene Knæ løftet. De smalle Skulderstropper, der skulde holde Linnedet oppe, var gleden ned, saa Brystets gullighvide Kødmasser laa ganske utildækkede. Udover Puden flød det mørke Haar i vild Uorden; Hovedet var nedadbøjet, Ansigtet blegt af Udmattelse.

Pers Hjerte bankede tungt. Hans Knæ sitrede. Han kunde ikke vriste Blikket bort fra dette Syn. Trods al Modbydelighed og Skræk følte han sig atter voldelig hendragen til disse store, hvide Fangarme, til dette svulmende Bryst, til disse halvaabne Læber, der endnu blussede af Favntagets Kys. Han næsten ræddedes for sig selv. Han, for hvem Modsigelserne og den indre Splid i den menneskelige Natur hidtil ikke havde eksisteret, og for hvem særlig Kvinden havde været et ganske ufarligt Stykke Legetøj, kom med eet til at skælve for de dunkle Magter, der driver deres Spil med Skæbner og Viljer som Stormen med Landevejens Støv. For første Gang følte han sig i Kamp med de Dæmoner, han ikke havde villet tro paa og overlegent havde smilet af. Dybt inde i hans Øre lød med Faderens myndige Stemme de halvglemte Ord om „Mørkets Magt“ og „Satans Snarer“ og fik ham til at blegne.

Men nu slog Fru Engelhardt sine store, brune Øjne op, vækket af hans vedholdende Stirren. Fortumlet af Søvnen strøg hun Haartjavserne bort fra Panden og rejste sig overende.

„Hvad? … Er du paaklædt?“

Han svarede ikke.

„Er det Morgen allerede?“

Han tav fremdeles.

„Men hvad skal det sige? Er du bleven syg?“

„Nej … endnu ikke?“

„Endnu ikke? Hvad mener du? Du ser saadan paa mig. Hvad fejler dig?“

„Jeg mener … jeg vil sikre mig imod at blive syg … dødssyg … saadan som Neergaard.“

Der jog som Glimtet af et Lyn henover hendes Ansigt. Men Øjeblikket efter smilte hun. Saa bleg hun end var bleven, sagde hun i fuldkommen behersket Tone:

„Hvad er nu det for Snak! Hvad har De med … Deres Vens Sygdom at gøre? Opfør Dem nu ordenlig!“

„Det glæder mig, at De dog vægrer Dem ved at udtale hans Navn her paa dette Sted. Men det røber Dem samtidig, og jeg skal nu tale tydeligere. Det er gaaet op for mig, mens De sov — paa hvilken Maade, kan jo være Dem ligegyldig — at De har været Neergaards Elskerinde, og at det var Deres Bedrageri og Troløshed, der fik ham til at dræbe sig. Forstaar De mig nu?“

Hun havde bøjet Hovedet og bed sig i sin dirrende Læbe.

„Gaa!“ sagde hun lavmælt men bydende, og samtidig slog hun en Flig af Lagnet hen over sit Bryst. „Gaa, siger jeg! … Bondedreng, som De er!“

Per bøjede sig frem for at slynge hende Ordet „Tæve“ i Ansigtet; men han besindede sig. Hans Følelse af Medskyld holdt Ordet tilbage, og han vendte sig tavs og gik.

Nede i Portnerlukafet vækkede han Nattevagten og fik sin Regning afgjort. Og han tænkte, mens han talte Pengene op, at der jo nu ikke kunde være Tale om at modtage Neergaards Gave. Saa gik han hastig hjemad gennem den mørke og øde By.

Det var paa den korte Tid af Natten, da Gaderne er tomme og Husene giver Genlyd af den Vandrendes Skridt. Kafeernes sidste Natteugler er ravet hjem, og Politibetjentene har trukket sig tilbage til deres Sladrehjørner. Kun Tyvene og de berygtede Smøgers Efternølere er paa Færde.

En Herre med opsmøget Frakkekrave og Hatten nedover Øjnene hastede netop ud af en saadan Krinkelkrog og passerede Per under en Gadelygte. Og han, som plejede at more sig over disse hjemluskende Synderes paa eengang frække og skamfulde Udtryk, vendte dennegang Hovedet bort for at undgaa Synet. Han tænkte paa, hvordan han vel selv saae ud, og han havde ikke Mod til at møde Spejlbilledet af sin egen Nedværdigelse.

Da han naaede hjem til Hjertensfrydgade, var det med et eget Velbehag, en ukendt Tryghedsfølelse, at han igen stod i de to smaa Stuer, som han i den sidste Tid havde haft saa meget at udsætte paa. Han kastede hurtig Klæderne, og da han puttede sig i sin Seng, var det med en Fornemmelse, som mindede om den, hvormed han som Barn trak Dynen op om Ørene, naar han havde siddet i Mørke og hørt den gamle, eenøjede Barnepige derhjemme i Præstegaarden fortælle sine Spøgelsehistorier.

* * *

Efter nogle Timers Søvn med urolige Drømme vaagnede han ved, at en Stær fløjtede udenfor i Haven. Han kunde høre paa Tonen, at det maatte være Solskin. Alligevel blev han liggende og gad ikke staa op. Han var træt. Og hvad skulde han ogsaa op for? Han forsømte jo ikke noget ved at blive i Sengen.

Hans kun halvvaagne Tanke havde straks stjaalet sig til den øverste Kommodeskuffe. Og han vendte sig om mod Væggen for at sove videre.

Dette lykkedes ham dog ikke. Saa saare Tankerne fik fat i disse ulykkelige Tegninger, blev de øjeblikkelig lysvaagne. En Timestid laa han derpaa med Hænderne under Nakken og stirrede op i det lave og møre Træloft med de mange Oljeblærer. Og idet han nu i nøgtern Morgenstemning gennemgik Nattens Oplevelse, var han ikke fri for at blive lidt forlegen over sin Opførsel. Han tænkte paa, at han dog vist havde baaret sig noget ungdommelig ad. I hvert Fald skyldte man jo selv en Dame af Fru Engelhardts Kvalitet et vist Hensyn…

Da han var staaet op og havde faaet sin Morgenkaffe, blev han ganske klar over, at han havde begaaet en Dumhed. Han havde taget Sagen for højtidelig, i det hele været for højt oppe. — Skulde han mon ikke have drukket lidt rigelig?

Ikke destomindre vedblev han at føle dette sære Behag ved at være hjemme, som han længe ikke havde kendt. Han havde tændt sin Pibe og sad og vuggede sig saa smaat i sin Ruin af en Gyngestol, mens hans Øjne dvælede ovre paa et af Nabogadens Smaahuse, hvis Salsvinduer han havde Udsigt til over Plankeværket. I et af Vinduerne saaes et Par rødkindede Børn og en Kone, der sad og stoppede Strømper, og udenfor paa den solbeskinnede Mur hang et grønmalet Bur med en Irisk. Han gjorde sig det ikke klart, hvad det egenlig var, der fængslede ham derovre. Det var jo det samme lille Billede af tryg og rolig Hverdagslykke, han i saa mange Aar havde haft for Øje her. Men der var kommen ligesom noget nyskabt over det denne Morgen; det var næsten, som saae han det nu for første Gang.

Han foer nervøst sammen, da det bankede paa Døren.

Det var Madam Olufsen, der kom ind for at aflægge Besked om den Herre, som havde været der den foregaaende Aften og spurgt efter ham.

„Hvad var det for en Slags Herre?“

„Ja, det kender jeg ikke; men han saae ikke videre behagelig ud. Forresten tror jeg nok, han har været her engang før.“

Sandsynligvis en Rykker — tænkte Per, og Spørgsmaalet om den Neergaardske Arv trængte sig atter ind paa ham og gjorde ham urolig. Vilde han nu ogsaa kunne forsvare at give Afkald paa disse Penge, som han dog saa haardt trængte til?

Madam Olufsen var bleven staaende i den aabne Dør, som hendes høje, sværlemmede Skikkelse næsten udfyldte. Hun havde mere paa Hjerte.

„Saa vilde jeg ogsaa nok vide, hvordan det bliver, Sidenius. De snakkede jo om, at De vilde flytte.“

Per smilte lidt forlegent.

„Naa — det var ikke saadan alvorligere ment. Nej, jeg bliver her, Madam Olufsen! … Dersom De da vil have mig.“

„Aa ja … naturligvis … dersom …“

„De trækker sgu dog paa det … Naa ja, jeg veed det godt. Jeg har været lidt vidtløftig i den senere Tid. Lad os ikke snakke om det. Men Gud bevares — hvad er der paa Færde, Madam Olufsen? De er jo i Stadsen fra Morgenstunden. Skal De til Alters?“

„Nej, men — veed De det ikke? — Skipper Mortensen er kommen her til Byen iforgaars. Og nu skulde vi jo derhen i Besøgelse i Eftermiddag.“

„Jeg følger med! Jeg møder ombord. Jeg længes virkelig efter engang igen at se den gamle Støder.“

„Tager De nu ikke fejl, Sidenius? Den Morskab er vist ikke længer noget for Dem.“

„Sludder, Madam Olufsen! Bliv nu ikke straks kalkunsk. Som sagt — vi mødes ombord! Er det hørt?“

Madam Olufsen maatte smile, saa tungt hendes Hjerte i Grunden var. Hun kunde aldrig modstaa ham, naar han var i det Lune.

„Ja ja,“ sagde hun. „De veed, at De altid er velkommen hos Mortensen. Han er da aldrig gladere, end naar han ser Dem. Jeg tror, han er ligesom lidt forlibt i Dem.“

Skipper Mortensen var en gammel Ven af Huset. Han boede i Flensborg men kom regelmæssig to Gange aarlig til København med sit Fartøj for at sælge Ost, Smør og røgede Varer til nogle af Byens større Spækhøkerforretninger og enkelte personlige Bekendte. Naar Højbaadsmanden ved sin daglige og grundige Gennemlæsning af „Telegrafens“ Skibs- og Havneliste havde set, at Sluppen „Karen Sofie“ var passeret Toldbodbommen og laa fortøjet ved Børsen, havde han ingen Ro paa sig, før Dag og Tid for et Besøg var besluttet og Trine skikket i Byen for at varsko unge Didriksen. Denne var en anden af Familjens Venner. Han var Droskekører og boede i Store Brøndstræde og havde i en Aarrække ved saadanne Lejligheder beredvillig stillet sig selv og sit Køretøj til de Gamles Raadighed.

Paa Slaget tre holdt han ogsaa dennegang udenfor Huset med sin nedslaaede Vogn saa fin og velpudset, som var den bestemt for et Grossererbryllup i Vor Frue. Efter nogen Venten aabenbarede det alderstegne Ægtepar sig for den halve Snes af Kvarterets Børn, der havde samlet sig ved Vognen, og for de mange flere Ældre, der fra Døre og Vinduer var Tilskuere til dette Triumftog. Madam Olufsen var i Wienersjal og bar en stor, lysviolet Vindrueklase paa Hatten, Højbaadsmanden var i sin stiveste Begravelsespuds med 25-Aars Tjenestemedaljen og Sølvkorset glimtende frem bag den uknappede Overfrakke.

Under Kørslen ind gennem Byen vakte han en Del Opmærksomhed blandt Folk paa Grund af disse Ærestegn. Som han sad der — hvidlokket og højtidelig — med begge Hænder urokkelig hvilende paa Paraplyens Hornhaandtag, kunde han meget godt vække Forestillingen om en gammel Admiral fra Aarhundredets Begyndelse, og sikkert vilde han ogsaa have fremkaldt en hertil svarende Ærefrygt, dersom ikke unge Didriksen — stolt over sit Selskab — hvert Øjeblik havde vendt sig om imod det med højrøstet og fortrolig Tiltale.

Først gjorde de en Rundtur gennem hele den gamle By, saae paa de store, nye Bygninger, der skød op allevegne, paa Resterne af Fæstningsvoldene, som man var i Færd med at sløjfe, og paa de nye, overbyggede Omnibusser, der kom ind fra Frederiksberg, og som i Østergades Menneskemylr lignede Elefanter med Ryttere paa Ryggen. Fra Kongens Nytorv drejede de saa ned imod Kanalen, standsede et Øjeblik udenfor Holmens Kirke, hvor de for 52 Aar siden havde haft Bryllup, og havnede omsider paa Børsbryggen.

Per var allerede kommen. Han hilste dem fra „Karen-Sofies“ Ræling, hvor han — lidt slap — sad og lod sig bage af Foraarssolen, mens Skipperen — en ældre Mand med graat Fuldskæg — gik fraborde for at tage imod.

Paa Bunden af Skibets aabne Lasterum, saa at sige i „Karen Sofies“ Mave, hvortil en Stige førte ned fra Dækket, var der indrettet en Slags Butik, i hvis Halvmørke Skinker, Pølser, røgede Bedelaar og møllestensstore Oste skinnede hemmelighedsfuldt som Eventyrskatte i en Aladdinshule. Med Pers og Skipperens Bistand blev Madam Olufsen bugseret ned ad Stigen, bagefter fulgte Højbaadsmanden, der her paa Søen skulde være rask paa det og vise sig som gammel Orlogsgast og derfor afslog enhver Hjælp. Imidlertid snublede han allerede paa det første Trin og vilde upaatvivlelig have brækket Halsen, dersom Skipperen ikke havde fanget ham i sine Arme. Ikke destomindre haanede han unge Didriksen, da denne som sidste Mand krøb ned ad Stigen og forsigtig sikrede sig Fodfæste paa hvert Trin. „Saadan kravler en Lus i en Redekam,“ tilraabte han ham med en Talemaade, der havde lydt i den danske Marine siden fjerde Christians Dage.

Efter en halv Times samvittighedsfuld Søgen og Smagen og Vejen og Prutten blev Handelen afsluttet og de købte Varer bragt paa Dækket. Og nu forefaldt der et Optrin, der Aar efter Aar gentoges med samme Regelmæssighed som en Vittighed af Bolteslager Fuss. Skipper Mortensen aabnede Døren til Kahytten og bad sine Gæster ind til en lille Forfriskning; men Madam Olufsen vilde paa ingen Maade tage mod en Indbydelse, der kom hende saa overraskende. Ogsaa Højbaadsmanden vægrede sig paa det bestemteste ved at opholde Tiden for deres Ven, medens unge Didriksen, altfor vel kendt med disse Formaliteter, rolig gravede Skraaen ud af Munden og gemte den i Vestelommen.

Snart sad man da bænket nede i det hyggelige lille Skafferum ved et fuldt opdækket Bord, som hurtig fik Bugt med al forstilt Beskedenhed.

Per følte sig stadig vel tilpas i saadant folkeligt Selskab. Ligesom han aldrig spiste med friskere Appetit end ved et Bord som dette med solide Flæskevarer og Snaps og Øl, fandt han endnu sin bedste Underholdning i jævne Borgerfolks muntre og ligefremme Tale. Her var han ikke — som i „Gryden“ — en tavs og kritisk Iagttager; han kastede sig med Liv ind i Diskussionerne og snakkede med om Vejret og Torvepriserne, om Færgevæsnet og Kommandantskabet.

Efter at man havde spist og Teen og Romflasken var kommen paa Bordet, gled Talen hen paa Krigsaarene og den efterfølgende Dyrtid. Per huskede fra Krigen egenlig kun Fjendens første Indrykning i Præstegaarden, da Have og Gaardsplads pludselig var bleven oversvømmet af Soldater og Heste, saa hele Huset maatte rømmes med Undtagelse af Rummene ovenpaa, hvor den store Familje havde maattet pakke sig sammen i nogle faa Værelser. Han var dengang kun syv-otte Aar gammel og havde fundet det yderst underholdende og ikke kunnet begribe, hvad der var at græde for. Skipper Mortensen derimod havde som Sønderjyde været de egenlige Krigsbegivenheder paa nærmere Hold, og han gjorde sig gerne en Fornøjelse af med saftig Pensel at udmale de Grufuldheder, han havde været Vidne til baade i 64 og i Treaarskrigen. Han havde da ogsaa nu den Tilfredsstillelse, at Madam Olufsen holdt sig for Ørene og erklærede Krig for en Afskyelighed.

Men dette vakte Højbaadsmandens Ærgerrighed; han blev let krigerisk stemt, naar han havde drukket lidt. Han havde i 64 allerede været pensioneret, og da han heller ikke havde deltaget i den første Kamp, fordi han netop dengang laa paa Hospitalet for sin Benedder, begyndte han at tale nedsættende om disse „Tyskerkrige“, hvis Ulykker for Landet slet ikke kunde maale sig med dem fra Krigene mod Engelskmanden, som han havde set, baade den i 1801 og 1807 og 14. Dengang maatte vi pænt af baade med Norgesland og hele Flaaden. Se, det var noget at snakke om! For at overtrumfe Skipperen, som havde fortalt om Dybbøl og Frederits, gav han sig til at berette om Københavns Bombardement og om Slaget paa Reden, som han, fem Aar gammel, havde været Øjenvidne til fra Toldboden, hvor han havde set de Saarede blive bragt i Land i Baade, der „var fulde af blodigt Kød ligesom et Slagtertrug.“

Men Madam Olufsen vilde nu ikke høre et Ord mere, og da det desuden var begyndt at mørkne, forlangte hun at komme hjem. Men nu viste det sig, at unge Didriksen var falden i Søvn under Indtrykket af sit Fædrelands Ydmygelser. Han sad med tilbagekastet Hoved og aaben Mund, og da man ruskede i ham, faldt Overkroppen forover, og han sov videre med Hoved og Arme udover Bordet til Trods for, at han i Faldet var kommen til at vælte et Ølglas, hvis Indhold flød ham ned over Knæerne. Efterat man et Øjeblik havde betragtet dette Syn i forundret Tavshed, løftede Per Romflasken og konstaterede, at den i Stilhed var bleven tømt til Bunden, og man forstod da, at Manden var stivdrukken.

Madam Olufsen blev smækfornærmet. Udenfor paa Bryggen ventede Vognen med den krogbenede Krikke, der i al denne Tid havde staaet taalmodig og sukket i en tom Mulepose; men det gik hurtig op for dem alle, at der nu ikke var andet at gøre end at lade Manden blive paa Skibet, indtil Rusen var sovet ud. Den store Højtidsdag fik en sørgelig Afslutning. De to Gamle maatte sjokke afsted tilfods i al deres Højtidsstads, hver med en indpakket Skinke under Armen og med Pølser og Bedelaar stikkende frem af Lommerne.

Per fulgte dem til Holmens Bro, hvor han fik dem anbragt i en Sporvogn. Selv vilde han ikke hjem. Han trængte til at lufte sig lidt ovenpaa den megen Latter og de mange stærke Drikke. Saa spejlede han sig et Øjeblik i et Butiksvindu og gik langsmed Kanalen op mod Højbro.

Det var i den Time, da Solskæret glider op over Tagene og gløder paa Helligaandskirkens Spir samtidig med, at Aftenlivet allerede rører sig livligt nede i Gaderne mellem de oplyste Butiker. Ude paa Torvet var der endnu næsten daglyst. Her hoppede Spurvene omkring og pillede i Gadeskarnet, og de nytændte Lygter brændte med en bleg, aandeagtig Flamme bag Glas, hvori Solnedgangsskæret flimrede. Per gik langsomt ind gennem Østergade, hvor der var fuldt af Folk. Synet af de mange Mennesker gjorde ham lidt melankolsk. Trods Aftenkulden og de røde Næser bølgede der Foraar gennem Luften. Man kunde se det paa de Unges Øjne og høre det paa Stemmerne, der var fyldte af Forventning. Udenfor Dameskrædernes store Vinduesudstillinger stod Folk i Klynger for at betragte de nye Foraarsmoder. Og alle Modeherrerne bar Violbuketter i Knaphullet.

Per var kommen til at gaa bagved et Kærestepar, der gik saa tæt ind til hinanden og bevægede sig saa rytmisk, som var de sammenvoksede fra Skulder til Hæl. Han betragtede den unge Piges Øjne, der hang ved den Elskede i en egen lystig Tilbedelse; og han tænkte paa den foregaaende Nats Glæder og blev mere og mere forstemt. Han kunde ikke lade være med at ærgre sig over, hvad han nu rent ud kaldte sin enfoldige Forargelse. Han mindedes navnlig een Ting, der nu helt forsonede ham med den elskovsglade Frue; det var den Maade, hvorpaa hun havde tildækket Barmen, da han var ved at gaa. Det havde i Grunden været næsten rørende. Og disse Roser paa Neergaards Kiste. — Hun maatte jo altsaa virkelig have elsket ham. Hvad var der i Grunden at oprøres over? Livet tog nu engang ikke smaalige Hensyn. Det krævede at røre sig, og hvor det rejste sig i sin Vælde, sprængte det alle Vedtægter. I Virkeligheden var der snarest noget ophøjet, noget næsten religiøst betagende ved en saadan ubetvingelig Elskovsdrift, der overvandt alle Hjertets Smaafornemmelser, ja selve Dødens Uhygge. En saadan uforfærdet, altforglemmende Hengivelse til Naturen var maaske netop Livets højeste Udtryk. De „Mørkets Magter“, han havde rystet for, da han stod foran hendes Seng og trods sine Samvittighedskvaler endnu følte sig mægtig hendragen til hendes hvide Favn, — det var selve Naturgrunden i ham, det var selve hans Væsens Urkraft, der brød op gennem Lag paa Lag af Aartusinders Fordomme. Ja, saadan var det! Der fandtes intet andet Helvede end det, som Menneskene selv skabte sig i deres Troldefrygt for Livets Lyst og Kødets Almægtighed. Og Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder; hvor Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i Paradisets Have.

Der var et halvglemt Ord, en uklar Erindring, der pludselig tegnede sig for ham som med luende Ildskrift. Det var Neergaards spottende Ytring om hin Eventyrets Bondedreng, som drog ud i Verden for at vinde et Kongerige men idelig saae sig tilbage og — da Vidunderlandet virkelig aabnede sig for ham med alle Slaraffenlands Herligheder — flygtede hjem til den hyggelige Kakkelovnskrog og sin Mo’ers Skørter.

Han blev rød af Skam. Saa ynkelig var han kommen tilkort den første Gang, Livet for Alvor havde prøvet hans Tro og hans Mod. — Men lod den skete Skade sig ikke genoprette? Om han nu f. Eks. skrev et Brev til hende, forklarede hende alt og gjorde en Undskyldning? — —

Han var naaet hjem i Hjertensfrydgade. Skibstømrerkonen i Stuelejligheden aabnede sin Dør og fortalte ham, at der sad en Herre inde paa hans Værelse og ventede paa ham.

„Det er den Herre, der ogsaa var her igaar, … det er vist en Præst. Han har siddet derinde over en Time.“

Det viste sig at være hans Broder Eberhard. Han sad i Gyngestolen ved Bordet, Lampen var tændt, og Skyggen af hans Hoved tegnede sig uformelig som et Troldehoved paa den nøgne Væg. Han havde beholdt sin Overfrakke paa, og hans uldbevantede Hænder hvilede paa en Paraply, der stod mellem hans Knæ.

„Jeg havde nær opgivet at træffe dig,“ sagde han, da de havde hilst paa hinanden. „Du veed maaske, at jeg var her igaar?“

Per sagde ingenting. Hans Hjerte bankede. Han forstod, at Broderen maatte have en eller anden alvorlig Meddelelse at gøre ham, siden han saaledes søgte ham to Dage i Træk. Det var nu heller ikke svært at se paa Eberhard, at han var sig Besøgets Betydningsfuldhed bevidst. Hans hele Optræden var tydelig beregnet paa at gøre Indtryk paa Per; men just derfor tog denne sig sammen med en vældig Kraftanspændelse og gjorde sig Umage for at synes ganske ligegyldig.

„Vil du ha’e en Cigar?“ spurgte han, mens han — helt svimmel — tænkte: Skulde Moder være død?

„Tak, jeg skal ikke ryge,“ svarede Eberhard.

„En Bajer maaske?“

„Jeg har aldeles afvænnet mig fra spirituøse Drikke. Det bekommer mig bedst. Og forresten nyder jeg principmæssig aldrig noget udenfor Maaltiderne.“

Per smilte. Og skønt han i Grunden ikke selv følte nogen Trang til at drikke, hentede han en Flaske Øl i sit Hjørneskab og trak den op.

„Ser du, jeg er nu saa barmhjertig at imødekomme Tørstens Krav ganske uden Hensyn til Klokkeslettet,“ sagde han.

Eberhard sad lidt og drejede paa Paraplyen, mens hans store, blege Øjne iagttog Broderen, der havde anbragt sig paa den anden Side af Bordet og nu hurtig skyllede et Glas i sig.

„Du er vist i den Henseende mere samvittighedsfuld, end det er nødvendigt,“ bemærkede han tilsidst.

„Er det for at sige mig det, at du er kommen her?“ begyndte Per straks i stridbar Tone.

Eberhard gjorde en ganske lille, afvisende Bevægelse med Haanden.

„Du veed, jeg blander mig aldrig i dine Anliggender. — Det er af en ganske anden Grund, jeg nu har søgt dig.“

Per vilde endnu ikke spørge, — vovede det paa en Maade heller ikke. Han var overrasket over sig selv, forstod ikke dette stærke Indtryk, som den blotte Anelse om et Ulykkesbudskab fra Hjemmet gjorde paa ham. Han havde troet forlængst at være kommen ud over den Slags Fornemmelser. De derhjemme havde jo i de senere Aar været som døde for ham allesammen, og det var langt fra, at Broderens Nærværelse vakte nogen Hjemlængsel hos ham. Tværtimod. Som Eberhard sad der med Hænderne over sin Paraply og iagttog ham fra Siden med sine Gedebukkeøjne, optændte han paany alle Fortidens uforsonlige Følelser hos ham. Denne ophøjede Anklage i Holdning og Miner, denne tavse Tilkendegivelse af krænket Familjeære, den hele Selvgodhedens beklumrede Atmosfære, der slog ham imøde fra Eberhards tilknappede Skikkelse, førte Mindet om Barndomstidens Trængsler saa levende tilbage, at det var, som om selve den forhadte Tørverøgsfims derhjemme fra Præstegaardens Stuer bragtes ind til ham med Broderens Person.

Og dog laa der paa Bunden af det Blik, hvormed Eberhard betragtede ham, et Udtryk af oprigtig Sorg, af virkelig broderlig Deltagelse. Opholdet i det lille, kælderagtige Kammer med de fattige Udskudsmøbler, det nøgne Gulv og de tomme Vægge, dette triste Rum, der — trods al den Omhu, hvormed den lille Trine vaagede over sin Helligdom — var som et Billede paa selve Hjemløsheden, havde vakt hans Medfølelse, og han ventede blot paa en Anledning for at lade Hjertet tale.

Men Per gav ham ingen saadan Anledning, og de sad i nogen Tid tavse begge to.

„Jeg er forresten netop kommen tilbage fra en lille Rejse,“ begyndte Eberhard ligesom prøvende. „Jeg har været hjemme paa Besøg i nogle Dage.“

„Naa, de har det vel godt?“ henkastede Per.

„Aa nej, det kan jeg just ikke sige, Fader har skrantet ikke saa lidt i den sidste Tid.“

„Ja saa.“

„Han er endog temmelig daarlig.“

„Af hvad?“

„Hvad jeg vilde sige … jeg havde, forinden jeg rejste tilbage, en længere Samtale med Doktor Carlsen, og jeg fik derved bekræftet, hvad jeg allerede i længere Tid havde haft Fornemmelsen af gennem Brevene derhjemme fra, at Faders Tilstand giver Anledning til de alvorligste Bekymringer. Jeg tror, kort sagt, vi maa være forberedt paa, at han inden ret lang Tid gaar bort.“

Per, som følte Broderens Øjne hvile aarvaagent paa ham, fortrak ikke en Mine, skønt Hjertet hamrede i hans Bryst. Det var dog ikke Sorg, han følte ved Budskabet, ikke engang Vemod, ikke heller Anger. Den Uro, der greb ham, udsprang væsenlig fra en ham ikke helt bevidst Skuffelse. Aldrig var den Tanke falden ham ind, at Faderen eller Moderen kunde dø, før han ved sit Livsværk og sin Sejr havde retfærdiggjort sig for dem. Og nu skulde denne Efterretning endda træffe ham i et Øjeblik, da hans store Forhaabninger var bleven slaaet saa beskæmmende til Jorden.