Note 45 — Iammers Minde

Christian Rantzov til Breitenburg (1650 tydsk Rigsgreve, 1661 Overstatholder og samme Aar Premierminister) var, som allerede i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa Bornholm (jvfr. dog S. 7 Anm.). Sit venskabelige Sindelag mod den Ulfeldt'ske Familie lagde han ogsaa senere for Dagen, da han, paa Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge Forbøn hos Kongen for hans Søn; se S. 22 Anm. 2. Naar desuagtet Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder til hans Fjendskab mod hendes Mand, da er det vel sandsynligt, at hans Stemning mod denne havde forandret sig en Del som en Følge af de under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet indtrufne Begivenheder. Men muligt er det dog ogsaa, at Leonora Christinas Bedømmelse af ham er bleven paavirket af den Omstændighed, at han var Præses i den Samling af Højesteret, som afsagde Dommen over hendes Mand. — Christoffer Gabel og Peder Reedtz spillede begge en saa fremtrædende Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør forudsætte det Vigtigste af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den Første havde, ligesom Grev Rantzov, vist sig virksom for at skaffe det Ulfeldt'ske Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men han maatte rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at være bleven kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som Medlemmer af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det et enkelt Sted (Danske Magazin 3 R. 1 Bd. S. 286—87) hedder, at Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse gjældende til Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet denne Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske vist fuldstændig opdigtet. — Erik Krag til Bramminge (f. omtr. 1620, omtr. 1645 kongelig Sekretair, 1654 Oversekretair, senere Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672) vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den Ulfeldt'ske Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk, nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over Leonora Christina.