Note 22 — Fortalen Til mine Børn.
Reading edition
Slutningen af Fortalen fra Ordene: Vdi midler Tiid indtil V. E. G. incl er — paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en Uagtsomhed synes at være blevne skaanede — senere overstreget. Grunden hertil er let at se. Som det nemlig i Indledningen antydedes, er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den egentlige Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre længere ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes Trængsler meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og ligesom hun paa Grund heraf under selve Udarbejdelsen bestemte sig til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt, ment at burde udvide Fortalen saavidt, at den kom til at omfatte Begivenhederne lige ned til hendes Udfrielse af Fangenskabet 1685. Forat imidlertid en saadan Udvidelse kunde finde Sted, var det først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene i den oprindelige Fortale, og dette er da ogsaa sket, som ovenfor sagt. Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne Blade indheftet i Haandskriftet umiddelbart efter den første Fortale. Den er skrevet paa ganske lignende Papir og med ganske samme Skrifttræk som den sidste Del af selve Værket. Men uagtet Forf.s Bestræbelser for at sammensmelte den oprindelige Fortale og det senere Tilføjede til en Enhed, vil man let overbevise sig om, at hun har taget Sagen altfor overfladisk, til at dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor ikke betænkt mig paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens første Skikkelse, idet jeg dog bagefter aftrykker det senere Tilskrevne, men med mindre Typer for endnu tydeligere at betegne Forskjellen i Tid og Affattelse mellem de to Stykker.
Endnu kan med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen mærkes Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i Christian IV.s Skrivkalendere (Schlegel, Samml. zur dän. Geschichte 2 Bd. 1, 61 og Nyt histor. Tidsskrift 4 Bd. S. 338) født den 8. Juli 1621, gammel Stil. Dette svarer nu rigtignok til den 18. Juli, ny Stil, men for det Første bruger Leonora Christina ellers overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og dernæst er selve hin Tidsangivelse 18. Juli fremkommet ved en Rettelse af en ældre Dato, 11. Juni, som endnu ganske tydelig læses under den anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen hidrører fra Leonora Christina selv — og der er ikke Noget, som modsiger, at hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit Liv — bliver dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11. Juni, tilbage, og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem Skrivfejl, skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske haandskrevne Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11. Juni som hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina har virkelig til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født. Hvorledes nu dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske har glemt sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte dels udenfor Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske i sin Ungdom aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre. Kun skal jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet om hende, forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve udgivne, ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften i Maribo Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver en Dato, en Anden en anden. Den yngre Sperling, som, selv om han ikke var den, til hvem Leonora Christinas i Form af et Brev affattede Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort), paa Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina maatte antages at have alle den Slags Efterretninger fra hende selv, har i sine Collectanea »de feminis eruditis« (Orig. i Gl. kgl. Smlng. 2110 a-b, 4) den 11. Juni, ganske som vort Haandskrift, og først senere er der ved Siden af tilføjet: »vel potius in Julio«. Den foregivne Selvbiografi (Bang's Samlinger 2, 126) har ligesom ogsaa Holberg (Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572), Paus (Corf. Uhlefeld 1, 25) og Schønau (Lærde Fruentimmer S. 319) den 22. Juli. Hofman (Portraits historiques P. 5 pag. 83 og Danske Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22. Juni.