Front matter (continued 2)

at kærligheden har en evig magt,

som bær den uskadt og i al sin pragt

igennem døgnets dynd på hverdagsfærden.

Igår jeg pegte mod ideens bål,

der brandt, som baun på bergets bratte tinde;—

da blev De ræd, De skalv, thi De var kvinde;

nu peger jeg mod kvindens sande mål!

En sjæl, som Deres, holder, hvad den lover;

se sluget for Dem,—Svanhild, sæt nu over!

SVANHILD

(neppe hørligt).

Og hvis vi faldt—!

FALK

(jublende).

O nej, jeg ser et skær

i Deres øje, som vor sejr forkynder!

SVANHILD.

Så tag mig hel og holden, som jeg er!

Nu springer løvet ud; min vår begynder!

(hun kaster sig med kækhed i hans arme, idet teppet falder.)

TREDJE AKT.

(Aften og klart måneskin. Rundt om på trærne brænder farvede lamper. I baggrunden borde med opdækning af vinflasker, glasse, kager o.s.v. Inde fra huset, hvor alle vinduer er oplyste, høres dæmpet pianofortespil og sang under de følgende optrin. Svanhild står ved altanen. Falk kommer fra højre med nogle bøger og en skrivemappe under armen. Oppasseren følger efter med en kuffert og en vadsæk.)

FALK.

Det er jo resten?

OPPASSEREN.

Ja, nu tror jeg neppe

det fattes andet, end en liden skræppe

og sommerfrakken.

FALK.

Godt; det tar jeg med

på ryggen, når jeg går. Kom så afsted;—

se her er mappen.

OPPASSEREN.

Der er lås for, ser jeg.

FALK.

Ja, der er lås for, Sivert.

OPPASSEREN.

Godt.

FALK.

Den ber jeg,

du straks vil brænde.

OPPASSEREN.

Brænde?

FALK.

Ja, til kul—

(smilende.)

med alle veksler på poetisk guld.

Og bøgerne,—dem kan du selv beholde.

OPPASSEREN.

Å nej da; skal jeg slig bekostning volde?

Men når herr Falk kan bøger bortforære,

så er han færdig da med al sin lære?

FALK.

Alt, hvad af bøger læres, har jeg lært—

og endda mere.

OPPASSEREN.

Mere? Det var svært.

FALK.

Ja, skynd dig; bærerne står udfor døren;—

nu får du hjælpe dem at læsse børen.

(Oppasseren går ud til venstre.)

FALK

(nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde).

Vi har en time, Svanhild, for os selv,

i lys af Gud og sommernattens stjerner.

Se, hvor de glitrer gennem løvets hvælv,

lig frugt på gren, de verdenstræets kerner.

Nu har jeg brudt det sidste trældomsbånd,

nu har for sidste gang mig svøben rammet;

som Jacobs æt, med vandringsstav i hånd

og rejseklædt, jeg står for påskelammet.

Du sløve slægt, hvis syn er stængt og lukt

for løftets land bag ørkensandets flugt,

du travle ridderslagne træl af tiden,

mur du kun kongegrav i pyramiden,—

jeg går til frihed gennem døgnets ørk,

for mig er fremkomst selv i havets fjære;

men fiendens fylking, løgnens fule lære,

skal finde der sin gravtomt, dyb og mørk!

(kort ophold; han ser på hende og tar hendes hånd.)

Du er så stille, Svanhild!

SVANHILD.

Og så glad!

O, lad mig drømme, lad mig stille drømme.

Tal da for mig; frem går da, som på rad,

min tankes knopper, sprungne ud til kvad,

lig modne liljer over tjernets strømme.

FALK.

Nej, sig det engang til med sandheds rene

usvigelige røst, at du er min!

O, sig det, Svanhild, sig—

SVANHILD

(kaster sig om hans hals).

Ja, jeg er din!

FALK.

Du sangfugl, sendt af Gud til mig alene!

SVANHILD.

Jeg var en hjemløs i min moders hus,

jeg var en ensom i mit eget indre,

en ubedt gæst i glædens glans og sus,—

gjaldt intet der—ja stundom endnu mindre.

Se da kom du! For første gang på jord

jeg fandt min tanke bag en andens ord;

hvad spredt jeg drømte, vidste du at samle!

du ungdomskække mellem livets gamle!

Halvt stødte du mig bort med hvas forstand,

halvt vidste du med solblink mig at drage,

som havet drages af en løvklædt strand,

og skæret skyver sjøerne tilbage.

Nu har jeg set til bunden af din sjæl,

nu har du mig udelelig og hel;

du løvtræ over bølgeleg, du kære,

mit hjertes flugt har flod, men aldrig fjære!

FALK.

Og takket være Gud, at han har døbt

min kærlighed i smertens bad. Jeg vidste

knapt selv hvad trang mig drog, før dyrekøbt

jeg så i dig den skat, jeg skulde miste.

Ja priset han, som i min livsensbog

med sorgens indsegl har min elskov adlet,

som gav os fribrev på vort sejerstog,

og bød os jage hjemad gennem skog,

som adelspar, på vingehesten sadlet!

SVANHILD

(peger mod huset).

Derinde er der fest i alle sale,

der lyser lamper for de unge to,

der lyder glade venners sang og tale.

Fra alfarvejen skulde hvermand tro,

at der er lykken—blandt de glade røster.

(medlidende.)

Du verdens lykkebarn,—du stakkels søster!

FALK.

Du siger stakkels?

SVANHILD.

Har hun ikke delt

sit sjæleguld med ham og alle frænder,

sat ud sin kapital på hundred hænder,

så ingen skylder hende summen helt?

Hos ingen af dem har hun alt at kræve,

for ingen af dem har hun helt at leve.

O, jeg er tifold rigere end hun;

jeg har en eneste i verden kun.

Tomt var mit hjerte, da med sejersfaner,

med tusendfoldig sang du drog derind;

du råder der på alle tankens baner;

lig vårens vellugt fylder du mit sind.

Ja, jeg må takke Gud i denne time,

at jeg var ensom indtil dig jeg fandt,—

at jeg var død og hørte klokken kime,

som kaldte mig til lys fra livets tant.

FALK.

Ja vi, de venneløse to i verden,

vi er de rige; vi har lykkens skat,

vi, som står udenfor og ser på færden

igennem ruden i den stille nat;

lad lamper lyse og lad toner klinge,

lad dem derinde sig i dansen svinge;—

se opad, Svanhild,—opad i det blå;—

der lyser også tusend lamper små—

SVANHILD.

Lyt, stilt, du elskte,—i den svale kveld

går gennem lindens løv et tonevæld—

FALK.

Det er for os de tindrer højt i salen—

SVANHILD.

Det er for os det synger gennem dalen!

FALK.

Jeg føler mig som Guds forlorne barn;

jeg svigted ham og gik i verdens garn.

Da vinked han mig hjem med milde hænder;

og nu, jeg kommer, nu han lampen tænder,

bereder højtid for den fundne søn,

og skænker mig sit bedste værk i løn.

Fra denne stund jeg sværger, ej at svigte,—

men stå som væbnet vagt i lysets lejr.

Vi holder sammen, og vort liv skal digte

en højsang stærk om kærlighedens sejr!

SVANHILD

Og se, hvor let det er for to at vinde,

når han er mand—

FALK.

Og hun er heltud kvinde;—

det var ugørligt at to slige faldt!

SVANHILD.

Så op til kamp mod savnet og mod sorgen;

(viser Falks ring, som hun bær på fingeren.)

i denne stund fortæller jeg dem alt!

FALK

(hurtig).

Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!

Ikveld vi plukker lykkens roser røde;

at gå til dagværk nu, var helligbrøde.

(Døren til havestuen åbnes.)

Din moder kommer! Skjul dig! Som min brud

skal intet øje dig iaften møde!

(de går ud mellem trærne ved lysthuset. Fru Halm og Guldstad kommer ud på altanen.)

FRU HALM.

Han flytter virkelig!

GULDSTAD.

Det ser så ud.

STYVER

(kommer).

Han flytter, frue!

FRU HALM.

Ja, du gode Gud,—

vi véd det nok!

STYVER.

Det er en slem omstændighed.

Han holder ord; jeg kender hans ubændighed.

Han sætter os i bladet allesammen;

min kæreste blir trykt i flere oplag,

imellem kurve, tvillinger og opslag.

Hør, véd De hvad: hvis ej det var for skammen,

jeg foreslog forlig, en våbenstilstand—

FRU HALM.

Det tror De han går ind på!

STYVER.

Ja, jeg tror.

Der er indicier, der er visse spor,

som viser, at da nys det store ord

han førte, var han i beskænket tilstand.

Ja, der er et prov, som, om just ikke fældende,

dog taler meget stærkt imod angældende;

det er ham overført, at efter bordet

han indfandt sig i Linds og egen bolig,

og viste der en adfærd højst urolig,

slog sønder—

GULDSTAD

(ser et glimt af Falk og Svanhild, som skilles, idet Falk går op mod baggrunden; Svanhild blir stående skjult ved lysthuset).

Stop, vi er på rette sporet!

Et øjeblik, fru Halm! Falk flytter ikke,

og gør han det, da gør han det som ven.

STYVER.

Så? Tror De også—?

FRU HALM.

Å, hvor vil De hen!

GULDSTAD.

Ej længer, frue, end det kan sig skikke;

jeg klarer sagen til gensidigt held.

Blot et minut på tomandshånd—

FRU HALM.

Nu vel!

(de går sammen ud i haven; under det følgende ser man dem fra og til i baggrunden i ivrig samtale.)

STYVER

(stiger ned i haven, idet han opdager Falk, som står og ser ud over vandet).

De herrer digtere er hævns- og hads-mænd;

men vi regeringsfolk er fine statsmænd;

jeg vil arbejde for mig selv—

(ser presten, som kommer fra havestuen.)

Se så!

STRÅMAND

(på altanen).

Han flytter virkelig!

(går ned til Styver.)

Å, kære,—gå,

gå ind et lidet øjeblik i stuen

og hold min kone—

STYVER.

Skal jeg holde fruen!

STRÅMAND.

Med selskab, mener jeg. Vi og de små,

vi er så vante til at være sammen,

og aldrig—

(idet fruen og børnene viser sig i døren.)

Nå, der er de alt på trammen!

FRU STRÅMAND.

Hvor er du, Stråmand?

STRÅMAND

(sagte til Styver).

Find på et par ord, som

kan fængsle dem,—en ting, som er lidt morsom!

STYVER

(går op på altanen).

Har fruen læst departementets bønskrift?

Det er et mønster på stilistisk skønskrift;—

(tar en bog op af lommen.)

nu skal jeg in extenso referere—

(nøder dem høfligt ind i stuen, og går selv med. Falk kommer frem i haven; han og Stråmand mødes; de ser en stund på hinanden.)

STRÅMAND.

Nu?

FALK.

Nu?

STRÅMAND.

Herr Falk!

FALK.

Herr pastor!

STRÅMAND.

Er de mere

medgørlig nu, end da vi skiltes?

FALK.

Nej,

jeg går min ufravigelige vej—

STRÅMAND.

Selv om De træder næstens lykke ned?

FALK.

Jeg planter sandheds urt i lykkens sted.

(smilende.)

For resten tænker De nok på avisen

for elskende?

STRÅMAND.

Nå, var det kanske spøg?

FALK.

Ja, trøst Dem med, det værk går op i røg;

i gerning, ej på prent, jeg bryder isen.

STRÅMAND.

Og om de sparer mig, så véd jeg visst en

person, som ikke slipper mig så let;

han nytter overtaget, han, kopisten,—

og det er Deres skyld, og det er slet,

De rørte op i gamle sværmerier,

og De kan bande på, han ikke tier

med dem, ifald jeg mukker blot et ord

mod kravet, som de skråler på i kor.

Regeringsfolket har en svare magt

i pressen nuomstunder, er mig sagt.

En styverfængeropsats kan mig fælde,

hvis den blir prentet i det store blad,

som slår med Samsons håndgevær og vælde,

og går ivej med både håv og vad,

besynderlig mod slutten af kvartalerne—

FALK

(indrømmende).

Ja—hørte Deres saga til skandalerne—

STRÅMAND

(forsagt).

Alligevel. Det blad har mange spalter;

pas på: der ofres jeg på hævnens alter.

FALK

(med lune).

På straffens, mener De,—og vel fortjent.

Der går en Nemesis igennem livet;

den rammer sikkert, skønt den rammer sent,—

at rømme væk fra den, er ingen givet.

Har en forsyndet sig imod ideen,

så kommer pressen, dens årvågne vagt,

og man får finde sig i efterveen.

STRÅMAND.

Men Herregud, når slutted jeg kontrakt

med den "idé", som føres her i munden!

Jeg er jo ægtemand, familjefar,—

husk på, at tolv umyndige jeg har;—

jeg er jo af min dagliggerning bunden,

jeg har annekser og en vidtstrakt gård,

en talrig stamhjord, åndelige får,—

se, de skal plejes, klippes, røgtes, fores;

der tærskes skal og i komposten klores;

man spør om mig i stalden og i kveen;—

når får jeg tid at leve for ideen?

FALK.

Ja, så rejs hjem igen jo før jo heller;

kryb ind, før vinter, under torvetaget.

Se, i det unge Norge er det daget;

den kække fylking tusend stridsmænd tæller,

og morgenvindens strømning fylder flaget.

STRÅMAND.

Og, unge mand, ifald jeg rejste hjem

med alle mine, ja med alle dem,

som var igår mit lille kongerige,—

har ikke mangt idag da vendt sig om?

Tror De jeg rejser rig, som da jeg kom—

(da Falk vil svare.)

Nej vent, og hør på, hvad jeg har at sige.

(træder nærmere.)

Der var en tid, da jeg var ung, som De,

og ikke mindre kæk og uforfærdet.

Jeg sled for brød og der gik år forbi;

se, sligt gør ånden ej, som hånden, hærdet.

Jeg kom der nord; mit hjem lå stilt bag fjeldet,

og verdens ring for mig blev prestegældet.—

Mit hjem—herr Falk! Ja, véd De hvad et hjem er?

FALK

(kort).

Det har jeg aldrig vidst.

STRÅMAND.

Det vil jeg tro.

Et hjem er der, hvor dejligt rum for fem er,

skønt der blandt fiender tykkes trangt for to.

Et hjem er der, hvor alle dine tanker

kan lege frit, som børn på faders fang,

hvor ej din røst på hjertedøren banker,

før svaret lyder i beslægtet sang.

Et hjem er der, hvor dine hår kan gråne,

og ingen mærker, at du ældes dog,

hvor kære minder dæmrer for at blåne,

som åsens rygning blåner bagom skog.

FALK

(med tvungen spot).

De blir jo varm—

STRÅMAND.

Ved det, som De kun ler af!

Så uligt har Vorherre os to skabt.

Mig fattes det, som De fik desto mer af;

men jeg har vundet der, hvor De har tabt.

Fra skyen skimtet, ser ud som en skrøne

mangt sandhedskorn ved landevejens kant;

De vil tilvejrs, jeg knapt til tagets møne,—

én fugl blev skabt til ørn—

FALK.

Og én til høne.

STRÅMAND.

Ja, le De kun, og lad det være sandt.

Jeg er en høne;—godt; men under vingen

jeg har en kyllingflok, og De har ingen!

Og jeg har hønens mod og hjerterum,

og jeg slår fra mig, når det mine gælder.

Jeg véd jo nok, De mener jeg er dum,

ja muligt, at en værre dom De fælder,

og holder mig for grisk på verdens gods;—

godt, ingen strid om sligt imellem os!

(griber Falks arm og tilføjer dæmpet, men med stigende styrke.)

Ja, jeg er grisk og dum og sløv tillige;

men jeg er grisk for dem, som Gud mig gav,

og jeg fordummedes i trængselskrige,

og jeg blev sløv på ensomhedens hav.

Dog, alt som ungdomssnekken, sejl for sejl,

gik under bag den endeløse dønning,

da stak en anden op på havets spejl,

og bar for landvind ind med livets lønning.

For hver en drøm, som gik i strævet under,

for hver en svingfjær, som på flugten knak,

jeg fik til skænk et lidet Guds vidunder,

og Herrens skænk jeg tog med pris og tak.

For dem jeg stred, for dem jeg bar i dynge,

for dem jeg tyded selv den hellige skrift;—

det var min blomstergård, min børneklynge;—

nu har De plettet dem med spottens gift!

De har bevist, æstetisk og forfatterligt,

at al min lykke var en dåres tro,

at det, jeg tog for alvor, det var latterligt;—

nu kræver jeg, giv mig igen min ro,

men giv mig den foruden bræk og mén—

FALK.

De kræver, jeg skal lykkens hjemmel drøfte?—

STRÅMAND.

Ja, De har kastet på min vej en sten,

en tvilens sten, som ikkun De kan løfte.

Tag væk det stængsel mellem mig og mine,

som De har bygt, tag grimen af min hals—

FALK.

De tror, at jeg har løgnens lim tilfals,

for lykkens sprukne kar med det at kline?

STRÅMAND.

Jeg tror, at troen, som De rev omkuld

med ord, den kan med ord igen De rejse;

jeg tror, De kan den brukne lænke svejse;—

døm om igen,—tal sandhed hel og fuld,

bevis pånyt,—så jeg kan flaget hejse—

FALK

(stolt).

Jeg stempler lykkens messing ej som guld.

STRÅMAND

(ser fast på ham).

Så kom ihug, her nys blev sagt et ord

af en, som vejrer sandhedsharens spor:

(med opløftet finger.)

Der går en Nemesis igennem livet;

at rømme væk fra den, er ingen givet!

(han går mod huset.)

STYVER

(kommer ud med briller på og med den åbne bog i hånden).

Herr pastor, De må være som en vind!

De unge græder—

BØRNENE

(i døren).

Far!

STYVER.

Og fruen venter!

(Stråmand går ind i huset.)

STYVER.

Den dame har ej sans for argumenter.

(putter bogen og brillerne i lommen og kommer nærmere.)

Falk!

FALK.

Ja!

STYVER.

Jeg håber du har skiftet sind.

FALK.

Og hvorfor?

STYVER.

Å, det er da let forklarligt;

du indser sagtens, det er uforsvarligt

at gøre brug af konfidentielle

meddelelser;—dem må man ej fortælle.

FALK.

Nej, jeg har hørt, at det skal være farligt.

STYVER.

Ja død og pine!

FALK.

Ja, men blot for storfolk.

STYVER

(ivrig).

Det farligt er for alle slags kontorfolk.

Du kan vel tænke dig, hvor det forminsker

hver udsigt for mig, dersom chefen tror,

jeg har en pegasus som går og vrinsker

i arbejdstiden i et sligt kontor.

Du véd, fra "revisionen" og til "kirken"

man ynder ikke vingehestens virken.

Men værst det blir, ifald det kommer ud,

at jeg har brudt kontorets første bud,

og åbenbaret skjulte ting af vigtighed.

FALK.

Så den er strafbar, slig en uforsigtighed?

STYVER

(hemmelighedsfuldt).

Den tvinge kan en offentlig person

til at begære straks sin demission.

Det er et lovbud for os, statens mandfolk,

at gå med lås for munden selv blandt grandfolk.

FALK.

Men det er jo tyrannisk af en hersker

at binde mund på den—kopist, som tærsker.

STYVER

(trækker på skuldrene).

Det er legalt; må lydes uden knur.

Desuden, i et tidspunkt, som nærværende,

da gagerevisionen står for tur,

det er ej klogt at ytre sig belærende

om arbejdstidens brug og dens natur.

Se, derfor er det, at jeg ber dig: ti dog;

et ord kan skille mig ved—

FALK.

Porteføljen?

STYVER.

Officielt benævnes det "kopibog".

Den protokol er egentlig som søljen,

der lukker linet for kontorets barm;

at gætte gåder der, forvolder harm.

FALK.

Og dog det var dig selv, som bad mig tale,

og kaste ud et vink om pultens skat.

STYVER.

Ja, vidste jeg, at presten kunde dale

så dybt i dynd, han, som har lykken fat,

som er i embed, som har kone, børn,

og penge til at trodse livets tørn?

Men kan han falde ned til slig filister,

hvad skal man sige da om os kopister,

om mig, som er i uforfremmet stand

og har en kæreste, og snart skal giftes,

og passe på, at der familje stiftes,

etcetera!

(heftigere.)

O, var jeg velstandsmand,

jeg skulde spænde panseret om hærden

og slå i bordet til den hele verden.

Og var jeg enligt mandfolk, jeg, som du,

da kan du tro, at gennem prosa-sneen

jeg skulde bryde bane for ideen!

FALK.

Så berg dig, mand!

STYVER.

Hvad?

FALK.

Der er tid endnu!

Agt ikke verdens uglekloge dommerfugl:

husk, frihed gør en kålorm selv til sommerfugl!

STYVER

(træder tilbage).

Du mener, at jeg skulde bryde—?

FALK.

Ja;

er perlen væk, hvad gælder skallet da?

STYVER.

Sligt forslag kunde stilles til en rus,

ej til en mand med karakter i jus!

Jeg regner ej, hvad Kristian den femte

i sin tid om trolovelser bestemte,—

thi det slags forhold findes ej berørt i

"lov om forbrydelser" af to-og-fyrti;

for så vidt var ej sagen kriminel,

det var jo intet brudd på det legale—

FALK.

Der kan du se!

STYVER

(fast).

Ja, men alligevel,—

om slig en eksception blir aldrig tale.

I trange tider holdt vi trofast sammen;

hun fordrer ikke stort af livets gammen,

og jeg er nøjsom, har alt længe sporet,

at jeg blev skabt for hjemmet og kontoret.

Lad andre følge svaneflokkens flugt;

liv i det små kan også være smukt.

Hvad siger ej etsteds geheimeråd Goethe

om melkevejen, skinnende og hvid?

Af den kan ingen skumme lykkens fløde,

og endnu mindre hente smørret hid—

FALK.

Nå, var end målet lykkesmørrets kerning,

må ånden råde dog i al din slid;—

en mand skal være borger af sin tid,

men adle tidens borgerlige gerning.

Ja visstnok er der skønhed i det små;

men kunsten er at skue og forstå.

Ej hver, som ynder at håndtere sølen,

må derfor tro sig ligemand med "Dølen".

STYVER.

Så lad os gå med fred vor jævne vej;

vi stænger ikke stierne for dig,

vi følger gaden, du i højden svæver.

Hm, der fór også hun og jeg engang;

men dagens krav er arbejd, ikke sang,—

den dør man fra, alt efter som man lever.

Se, ungdomslivet er en stor proces

og den unødigste af alle trætter;—

gå på akkord, og tænk ej på regres;

thi sagen taber du for alle retter.

FALK

(kæk og trøstig, idet han kaster et øje på lysthuset).

Nej, er den end for sidste domstol kommen,—

jeg véd, der er benådning bagom dommen!

Jeg véd, et liv kan leves ud af to,

med frelst begejstring og med reddet tro;

men du forkynder tidens usle lære:

at idealet er det sekundære!

STYVER.

Nej, det primære; thi dets hverv er ude,

som blomstens hverv—når frugten sætter knude.

(Inde ved pianoet spiller og synger frøken Skære: "Ach, du lieber Augustin". Styver stanser og lytter i stille bevægelse.)

Hun kalder på mig med den samme sang,

som talte, da vi mødtes første gang.

(lægger hånden på Falks arm og ser ham ind i øjet.)

Så tidt hun den til liv i længsel henter,

går ud ifra min kærestes tangenter

bekræftet genpart af det første ja.

Og når vor kærlighed til slut har endskab,

og afdør, til opstandelse som venskab,

skal sangen binde mellem før og da.

Og krøges end min ryg i flugt med pulten,

og blir mit dagværk kun en krig mod sulten,

så går jeg glad dog vejen til mit hjem,

hvor det forsvundne står i toner frem.

Er der en stakket kveldstund helt vor egen,—

da er jeg sluppen skadesløs fra legen!

(han går ind i huset. Falk vender sig mod lysthuset. Svanhild kommer frem; hun er bleg og oprørt. De ser en stund i taushed på hinanden og kaster sig med heftighed i hinandens arme.)

FALK.

O, Svanhild, lad os holde trofast ud!

Du friske friluftsblomst på kirkegården,—

der ser du, hvad de kalder liv i våren!

Der lugter lig af brudgom og af brud;

der lugter lig, hvor to går dig forbi

på gadehjørnet, smilende med læben,

med løgnens klumre kalkgrav indeni,

med dødens slaphed over hver en stræben.

Sligt kalder de at leve! Himlens magter,

er slig en lod da værd de tusend fagter?

At drætte børnehjorder op til sligt,

at fede dem med retsind og med pligt,

at gøde dem med tro en stakket sommer,—

til brug, når sjæleslagtningstiden kommer!

SVANHILD.

Falk, lad os rejse!

FALK.

Rejse? Og hvorhen?

Er ikke verden overalt den samme,

og findes ej på hvermands væg igen

den samme løgn i sandheds glas og ramme?

Nej, vil vi blive, nydende spektaklet,

tragikomedien, harlekinsmiraklet,—

et folk, som tror—hvad hele folket lyver!

Se presten og hans kone, Lind og Styver,

som kærlighedens julebukke taklet,

med løgn i hjertet og med tro i munden,—

og endda respektable folk i grunden!

De lyver for sig selv og for hverandre;

men løgnens indhold, det tør ingen klandre;—

hver regner sig, skønt havsnødsmand på kølen,

for lykkens Krøsus, salig som en gud;

selv drev de sig af paradiset ud,

og bums til ørerne i svovelpølen;

men ingen af dem skønner, hvor han sidder,

og hvermand tror sig paradisets ridder,

og hvermand smiler under ak og uf;

og kommer Belsebub med brøl og gluf,

med horn og bukkeben og noget værre,—

da muntrer man sin nabo med et puf:

tag hatten af dig; se, der går Vorherre!

SVANHILD

(efter en kort tankefuld stilhed).

Hvor underfuld en kærlig hånd har pegt

på vejen for mig til vort vårdagsstævne.

Det liv, jeg har i spredte drømme legt,

skal jeg fra denne stund mit dagværk nævne.

O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde;—

da bød du lys,—da lod du ham mig finde!

(ser på Falk med stille, kærlig forundring.)

Hvad kraft er dog i dig, du stærke træ,

som står i vindfaldsskogen rank og frodig,

som står alene, og som dog har læ

for mig—?

FALK.

Guds sandhed, Svanhild;—den gør modig.

SVANHILD

(ser mod huset med et udtryk af skyhed).

De kom som onde fristere, de to,

hver talsmand for sin halve del af slægten.

En spurgte: hvor kan ungdomselskov gro,

når sjælen luder under velstandsvægten?

Den anden spurgte: hvor har elskov liv,

når kravet er en evig armodskiv?

Forfærdeligt—at præke denne lære

som sandheds ord, og endda livet bære!

FALK.

Og hvis det nu gjaldt os?

SVANHILD.

Gjaldt os?—Hvad da?

Kan ydre vilkår gøre til og fra?

Jeg har alt sagt dig det; hvis du vil stride,

da vil jeg stå og falde ved din side.

O, intet er så let som biblens bud,

at lægge hjemmet bag sig, juble, lide,

og følge den, man elsker, frem til Gud.

FALK

(favner hende).

Så kom da, vintervejr, med vold og vælde!

Vi står i stormen; os kan ingen fælde!

(Fru Halm og Guldstad kommer ind fra højre i baggrunden. Falk og Svanhild blir stående ved lysthuset.)

GULDSTAD

(dæmpet).

Se, frue!

FRU HALM

(overrasket).

Sammen!

GULDSTAD.

Tviler De endnu?

FRU HALM.

Det var mærkværdigt!

GULDSTAD.

Å, jeg har nok mærket,

at han så stilt har ruget over værket.

FRU HALM

(hen for sig).

Hvem skulde tænkt, at Svanhild var så slu?

(livligt til Guldstad.)

Men, nej, jeg kan ej tro—

GULDSTAD.

Vel; det skal prøves.

FRU HALM.

Nu straks på stedet?

GULDSTAD.

Ja, og eftertrykkeligt.

FRU HALM

(rækker ham handen).

Gud være med Dem!

GULDSTAD

(alvorlig).

Tak, det kan behøves.

(kommer nedover.)

FRU HALM

(ser sig tilbage, idet hun går).

Hvad udfald sagen får, blir barnet lykkeligt.

(går ind i huset.)

GULDSTAD

(nærmer sig til Falk).

Det er vel knapt med tiden?

FALK.

Et kvarter,

så går jeg.

GULDSTAD.

Der behøves ikke mer.

SVANHILD

(vil fjerne sig).

Farvel!

GULDSTAD.

Nej bi!

SVANHILD.

Skal jeg?

GULDSTAD.

Til De har svaret.

Imellem os må alting være klaret;—

vi tre får tale ud af hjertet sammen.

FALK

(overrasket).

Vi tre?

GULDSTAD.

Ja, Falk,—nu må vi kaste hammen.

FALK

(undertrykker et smil).

Til tjeneste.

GULDSTAD.

Så hør. Det er omtrent

et halvt års tid vi har hinanden kendt;

vi kævled—

FALK.

Ja.

GULDSTAD.

Fast aldrig var vi enige;

vi gav hinanden tidt det glatte lag;

De stod som høvding for en stortænkt sag,

jeg var kun en af døgnbedriftens menige.

Og endda var det som en streng, der bandt

imellem os, som tusend glemte sager

ifra min egen ungdoms tankelager,

De støved op og frem for dagen fandt.

Ja ja, De ser på mig; men gråsprængt hår

har også flommet frit og brunt en vår,

og panden, som ens daglig-gerning dynker

med trældoms-sved, bar ikke altid rynker.

Dog nok om det! jeg er forretningsmand—

FALK

(let spottende).

De er den sunde praktiske forstand.

GULDSTAD.

Og De er håbets unge glade sanger.

(træder mellem dem.)

Se derfor, Falk og Svanhild, står jeg her.

Nu må vi tale; thi den stund er nær,

som bær i skjoldet lykke eller anger.

FALK

(spændt).

Så tal!

GULDSTAD

(smilende).

Jeg sagde Dem igår, jeg grunded

på et slags digtning—

FALK.

På en faktisk.

GULDSTAD

(nikker langsomt).

Ja!

FALK.

O hvis man spør, hvor De tar stoffet fra—?

GULDSTAD

(ser et øjeblik på Svanhild og vender sig atter mod Falk).

Det er et fælles stof vi to har fundet.

SVANHILD.

Nu må jeg gå.

GULDSTAD.

Nej, bliv og hør til ende.

En anden kvinde bad jeg ej om sligt;

Dem, Svanhild, har jeg lært tilbunds at kende;

til snerperi er Deres sind for rigt.

Jeg så Dem vokse, så Dem foldes ud;

De ejed alt, hvad jeg hos kvinden skatter;—

men længe så jeg kun i Dem en datter;—

nu spør jeg—vil De være mig en brud?

(Svanhild viger sky tilbage.)

FALK

(griber ham ved armen).

Tal ikke mere!

GULDSTAD.

Rolig; hun skal svare

Spørg også De,—så kan hun vælge frit.

FALK.

Jeg—siger De?

GULDSTAD

(ser fast på ham).

Det gælder at bevare

tre liv for lykken,—ej alene mit.

Forstil Dem ej, det nytter Dem kun lidt;

thi skønt min gerning ligger i det lave,

så fik jeg endda et slags klarsyns-gave.

Ja, Falk, De elsker hende. Glad jeg så

den unge kærlighed i blomst at stå;

men denne kærlighed, den stærke, kække,

den er det, som kan hendes lykke knække.

FALK

(farer op).

Det tør De sige!

GULDSTAD

(rolig).

Med erfarings ret.

Hvis nu De hende vandt—

FALK

(trodsende).

Hvad så?

GULDSTAD

(langsomt og med eftertryk).

Ja sæt

hun turde alt på denne grundvold bygge,

og vove alt på dette ene kort,—

og livets storm så fejed grunden bort;

og blomsten falmed under tidens skygge?

FALK

(forglemmer sig og udbryder):

Ugørligt!

GULDSTAD

(ser betydningsfuldt på ham).

Hm, så tænkte også jeg

da jeg var ung, som De. I gamle dage

jeg brandt for en; da delte sig vor vej.

Igår vi mødtes;—intet er tilbage.

FALK.

Igår?

GULDSTAD

(smiler alvorligt).

Igår. De kender prestefruen—

FALK.

Hvad? Det var hende, som—

GULDSTAD.

Som tændte luen.

For hende sørged jeg i mange år,

og i dem alle stod hun for mit minde,

som den hun var, hin unge fagre kvinde,

dengang vi mødtes i den friske vår.

Nu tænder I den samme dårskabsild,

nu frister I det samme vovespil,—

se, derfor er det, at jeg siger: Varlig!

Stans lidt, og tænk jer om;—jer leg er farlig!

FALK.

Nej, jeg har sagt det hele thevandslag

min stærke tro, som ingen tvil kan fælde—

GULDSTAD

(udfylder meningen).

At kærligheden efter frit behag

kan trodse vane, nød og sorg og ælde.

Nå, lad så være; mulig er det sandt;

men se nu sagen fra en anden kant.

Hvad elskov er, véd ingen at forklare;

hvori den stikker, denne glade tro,

at én blev skabt til saligt liv i to—

se, det kan ingen mand på jord besvare.

men ægteskabet, det er noget praktisk,

og ligeså forlovelse, min ven;

og let det lar sig eftervise faktisk,

at en er skikket just for den og den.

Men kærligheden kårer jo iblinde,

den vælger ej en hustru, men en kvinde;

og hvis nu denne kvinde ej er skabt

til viv for Dem—?

FALK

(spændt).

Nu?

GULDSTAD

(trækker på skuldrene).

Så er sagen tabt.

En lykkelig forlovelse betinges

ej blot af elskov, men af meget mer,

familjelemmer, som man gerne ser,

af sind, som under samme hat kan bringes.

Og ægteskabet? Ja, det er et hav

af lutter fordringer og lutter krav,

som lidet har med elskov at bestille.

Her kræves huslighed og dyder milde,

her kræves køkkensans og andet sligt,

forsagelse og agt for bud og pligt,—

og meget som i frøkenens nærværelse

ej gøres kan til genstand for belærelse.

FALK.

Og derfor—?

GULDSTAD.

Lyd et råd, så godt som guld.

Brug lidt erfaring; hør Dem om i livet,

hvor hvert par elskende tar munden fuld,

som hele millionen dem var givet.

For alteret skal de sporenstregs, de to;

de får et hjem og er i lykkens kridthus;

så går en tid i sejersrus og tro;

så kommer der en opgørsdag;—jo, jo!

Da er det hele bo et stort fallithus!

Fallit er ungdoms blomst på konens kind,

fallit er tankens flor i hendes indre;

fallit er sejrens mod i mandens sind,

fallit hver glød, som fordum sås at tindre;

fallit, fallit er hele boets masse;

og slige to gik dog i livet ind

som elskovs handelshus af første klasse!

FALK

(i stærkt udbrud).

Det er en løgn!

GULDSTAD

(urokkelig).

For nogle timer siden

var det dog sandhed. Det var Deres ord,

da her De stod, som han i brabantstriden,

og sloges med det ganske thevandsbord.

Da lød benægtelsen fra alle kanter,

som nu fra Dem; nå ja, det fattes nemt;

vi finder alle jo, det klinger slemt

at høre døden nævne, når vi skranter.

Se presten, han, som komponerte, malte,

i frierdagene med ånd og smag;—

hvor kan De undres på, at manden dalte,

da han og hun kom under fælles tag?

Hun var jo skabt for ham til elskerinde,—

til viv for ham hun skabtes ingensinde.

Og så kopisten, som skrev gode vers?

Da fyren var i Herrens navn forlovet,

kom hele rimeriet straks på tvers,

og siden den tid har hans muse sovet

ved rokkeduren af en evig jus.

Der ser I—

(betragter Svanhild.)

Fryser De?

SVANHILD

(sagte).

Jeg fryser ikke.

FALK

(tvinger sig ind under en spøgende tone).

Og når det aldrig ender med et plus,

men kun med minus,—hvorfor vil De stikke

den kapital, De råder over, i

sligt lidet fordelagtigt lotteri?

Det lader næsten, som De har den tro,

at De blev særlig skabt for bankerotten?

GULDSTAD

(ser på ham, smiler og ryster på hovedet).

Min kække unge Falk,—gem lidt på spotten.—

På to slags vis et par kan sætte bo.

Det grundes kan ved illusionskrediten,

ved langsigtsveksler på en evig rus,

på permanents af aldren atten-nitten,

og på umulighed af gigt og snus;—

det grundes kan på rosenrøde kinder,

på klare øjne og på lange hår,

på tryghed for, at aldrig sligt forsvinder,

og at parykkens time aldrig slår.

Det grundes kan på stemningsfulde tanker,

på blomsterflor i ørkenstøvet tørt,

på hjerter, der, et livsløb gennem, banker,

som da det første ja blev sagt og hørt.

Hvad kaldes slig trafik? De navnet kender;—

det kaldes humbug,—humbug, kære venner!

FALK.

Nu skønner jeg, De er en farlig frister,—

De, velstandsmanden, kanske millionær,

mens alt, hvad mit i denne verden er,

blev båret bort af to artillerister.

GULDSTAD

(skarpt).

Hvad mener De med det?

FALK.

Det ligger nær;

thi den solide grundvold, kan jeg tænke,

er sagtens mynt,—mirakelmidlet mynt,

som låner mangen middelaldersk enke

Sankt Gertruds gyldenglorie til pynt.

GULDSTAD.

Å nej, den er dog noget, som er bedre.

Den er den stille, hjertevarme strøm

af venlig agt, der kan sin genstand hædre,

så fuldt, som jublen i en ørskedrøm.

Den er en følelse af pligtens lykke,

af omsorgs velbehag, af hjemmets fred,

af viljers bøjning mod hinanden ned,

af vågen for at ingen sten skal trykke

den kårnes fod, hvor hun i livet skred.

Den er en mildhedshånd, som læger sårene,

den mandekraft, som bær med villig ryg,

den ligevægt, som rækker gennem årene,

den arm, som støtter tro og løfter tryg.—

Det er det indskud, Svanhild, jeg kan byde

til Deres lykkes bygning; svar mig nu.

(Svanhild gør en stærk anstrengelse for at tale; Guldstad løfter hånden og hindrer hende.)

Betænk Dem vel, at ej De skal fortryde!

Vælg mellem os med klar og sindig hu.

FALK.

Og hvoraf véd De—

GULDSTAD.

At De elsker hende!

Det har jeg læst på Deres øjnes bund.

Sig også hende det i denne stund.

(trykker hans hånd.)

Nu går jeg ind. Lad legen få en ende.

Og tør De love mig med hånd og mund,

at være hende slig en ven i livet,

slig stav på vejen, slig en trøst i nød,

som jeg kan være det,—

(vender sig til Svanhild.)

Nu godt, så skriv et

udsletningsmærke over det, jeg bød.

Da har jeg sejret, sejret i det stille;

De vinder lykken; det var det, jeg vilde.

(til Falk.)

Og, det er sandt,—De talte før om mynt;

tro mig, den er lidt mer, end flitterpynt.

Jeg står alene, kender ingen kære;

alt det, som mit er, det skal Deres være;

De blir som søn for mig, og hun min datter.

De véd, ved grænsen ejer jeg et brug;

did flytter jeg, De sætter disk og dug,

og er så året omme, ses vi atter.—

Nu kender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,

glem ej, at farten nedad livets elv

er ingen leg, er ej at nyde, svælge;—

og så, i Herrens navn,—så får I vælge!

(går ind i huset. Ophold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden.)

FALK.

Du er så bleg.

SVANHILD.

Og du så stille.

FALK.

Ja.

SVANHILD.

Han var os værst.

FALK

(hen for sig).

Han stjal mig styrken fra.

SVANHILD.

Hvor hårdt han slog.

FALK.

Han vidste godt at ramme.

SVANHILD.

Det var, som alt gik under i det samme.

(nærmere ved ham.)

Hvor vi var rige, rige i hinanden,

da hele verden havde os forladt,

da vore tanker steg, som slag mod stranden

af bølgebrydning i den stille nat.

Da var der sejersmod i vore sjæle,

og lid på evig elskov mellem to;—

han kom med verdens gaver, tog vor tro,

og planted tvil,—og så forgik det hele!

FALK

(med vild heftighed).

Riv det af mindet ud! Alt, hvad han sagde,

var sandt for andre, men en løgn for os!

SVANHILD

(ryster stille på hovedet).

Det kornaks, som et tvilens haglslag lagde,

kan aldrig svaje mer i livsenstrods.

FALK

(med udbrydende angst).

Jo, vi to, Svanhild—!

SVANHILD.

Slip et håb, som dårer;

Ifald du løgnen sår, du høster tårer.

De andre, siger du? Og tror du ej,

at hver og én har tænkt som du og jeg,

at han var den, som turde trodse lynet,—

hvem ingen storm til jorden kunde slå,

hvem tågebanken fjernt i himmelsynet

på uvejrsvinger aldrig kunde nå?

FALK.

De andre delte sig mod spredte mål;

jeg vil din elskov kun, og den alene.

Se, de forskriger sig i livets skrål,

jeg stilt skal støtte dig med stærke grene.

SVANHILD.

Men dersom den alligevel gik under,

den kærlighed, som skulde bære alt,—

har du da det, som endda lykken grunder?

FALK.

Nej, med min kærlighed det hele faldt.

SVANHILD.

Og tør du helligt love mig for Gud,

at aldrig den, lig visnet blomst, skal hænge,

men dufte, som idag, og holde ud

for hele livet?

FALK

(efter et kort ophold).

Den vil holde længe.

SVANHILD

(smerteligt).

O, "længe", "længe";—usle armodsord!

Hvad gælder "længe" vel for kærligheden?

Det er dens dødsdom, meldugg over sæden.

"På evigt liv for kærlighed jeg tror"—

den sang skal altså tie, og isteden

det lyde skal: Jeg elsked dig ifjor!

(som løftet af en stærk indskydelse.)

Nej; så skal ej vor lykkes dag gå under,

ej dø med solgråd bag en sky i vest;—

vor sol skal slukkes, lig et luftvidunder,

i middagsstunden, der den glitrer bedst!

FALK

(forfærdet).

Hvad vil du, Svanhild?

SVANHILD.

Vi er børn af våren;

bag den skal ikke komme nogen høst,

da sangerfuglen tier i dit bryst

og aldrig længes did, hvor den er båren.

Bag den skal aldrig noget vinterdække

slå linet over alle drømmes lig;—

vor kærlighed, den glade, sejerskække,

skal sot ej tære på, ej ælde svække,—

dø skal den, som den leved, ung og rig!

FALK

(i dyb smerte).

Og langt fra dig,—hvad blev mig der vel livet!

SVANHILD.

Hvad blev det nær mig—uden kærlighed?

FALK.

Et hjem!

SVANHILD.

Hvor lykkens alf med døden stred.

(med styrke.)

Til viv for dig blev evnen ej mig givet,

det ser jeg nu, det føler jeg og véd!

Jeg kunde elskovs glade leg dig lære,

men tør din sjæl ej gennem alvor bære.

(nærmere og med stigende ild.)

Nu har vi jublet i en vårdags rus;

nu ingen søvnig døs på slapheds puder!

Giv alfen vinger, lad for sangens sus

ham gå på flugt i flok med unge guder!

Og er den kantret end, vor fremtids båd,—

et bræt er oven vande,—jeg véd råd;

den kække svømmer rækker paradiset!

Lad lykken synke, gå i graven våd;

vor kærlighed skal dog, Gud være priset,

nå sejersfrelst iland ifra forliset!

FALK.

O, jeg forstår dig! Men at skilles så!

Just nu, den fagre verden står os åben,—

her, midt i våren, under himmel blå,

den samme dag vor unge pagt fik dåben!

SVANHILD.

Just derfor må vi. Efter denne stund

vort jubeltog går nedad bakke kun!

Og ve, når engang regnskabsdagen kommer,

og når vi stædes for den store dommer,

og når han kræver, som retfærdig Gud,

den skat han lånte os i livsenshaven—

da, Falk, et svar, som sletted nåden ud:

"Den har vi mistet undervejs til graven!"

FALK

(i stærk beslutning).

Kast ringen!

SVANHILD

(ildfuldt).

Vil du!

FALK.

Kast den! Jeg forstår dig!

Ja, det er kun på denne vej, jeg når dig!

Som grav er vej til livets morgenskær,

så er og elskov først til livet viet,

når løst fra længsler og fra vildt begær

den flyr til mindets åndehjem befriet!

Kast ringen, Svanhild!

SVANHILD

(jublende).

Jeg har løst min pligt!

Nu har jeg fyldt din sjæl med lys og digt!

Flyv frit! Nu har du dig til sejer svunget,—

nu har din Svanhild svanesangen sunget!

(tar ringen af og trykker et kys på den.)

Til verdens fald imellem havets siv

duk ned, min drøm,—dig ofrer jeg isteden!

(går et par skridt opover, kaster ringen ud i fjorden og nærmer sig Falk med et forklaret udtryk.)

Nu har jeg mistet dig for dette liv,—

men jeg har vundet dig for evigheden!

FALK

(stærkt).

Og nu til dagens gerning hver for sig!

På jorden krydses aldrig mer vor vej.

Hver går til sit, hver strider uden klage.

Vi smittet var af tidens feberdamp;

vi vilde sejrens løn foruden kamp,

sabbatens fred foruden virkedage,

skønt kravet er at kæmpe og forsage.

SVANHILD.

Men ikke sygt.

FALK.

Nej, nej,—med sandheds mod.

Os truer ingen flom af straffens flod;

det minde, vi to har for livet arvet,

skal stråle smukt fra mørke skyer ud,

og stå som fagrest regnbue, syvfold farvet,—

som pagtens tegn imellem os og Gud.

I skær af det du går til stille pligter—

SVANHILD.

Og du går opad mod dit mål som digter!

FALK.

Som digter; ja, thi det er hver den mand,

i skolestue, tingsal eller kirke,

hver den, i højheds som i ringheds stand,

der øjner idealet bag sit virke.

Ja, opad går jeg; flugtens hest er sadlet;

jeg véd, min gerning er for livet adlet!

Og nu, farvel!

SVANHILD.

Farvel!

FALK

(favner hende).

Et kys!

SVANHILD.

Det sidste!

(river sig løs.)

Nu kan jeg glad for dette liv dig miste!

FALK.

Om alle lys i verden slukkes ud,—

lystanken lever dog; thi den er Gud.

SVANHILD

(fjerner sig mod baggrunden).

Farvel!

(går videre.)

FALK.

Farvel!—Jeg råber glad endda—

(svinger hatten.)

Guds fagre kærlighed på jord, hurra!

(Døren åbnes. Falk går over mod højre; de unge blandt gæsterne kommer ud under latter og glæde.)

DE UNGE PIGER.

Til dans i haven!

EN ENKELT.

Livet er at danse!

EN ANDEN.

En vårdags blomsterdans med friske kranse!

NOGLE.

Ja, danse, danse!

ALLE.

Ja, og aldrig stanse!

(Styver kommer med Stråmand under armen. Fru Stråmand og børnene følger efter.)

STYVER.

Ja, du og jeg er venner fra idag.

STRÅMAND.

Og jeg og du vil slå for fælles sag.

STYVER.

Når begge statens magter slår sig sammen—

STRÅMAND.

Blir resultatet alles—

STYVER

(hurtig).

Tarv!

STRÅMAND.

Og gammen.

(Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og frøken Skære, samt resten af gæsterne kommer ud. Hele familjens øjne søger Falk og Svanhild. Almindelig studsen, da man ser dem hver for sig.)

FRØKEN SKÆRE

(mellem tanterne, slår hænderne sammen).

Hvad? Sig mig, om jeg drømmer eller våger!

LIND

(som intet har mærket).

Jeg får vel hilse på min nye svoger.

(han, tilligemed flere af gæsterne, nærmer sig Falk, men farer uvilkårligt et skridt tilbage ved at se på ham og udbryder):

Hvad er der hændt med dig? Du har, som Janus,

to ansigter!

FALK

(med et smil).

Jeg råber, som Montanus:

Jorden er flak, Messieurs;—mig skuffed øjet;

flak, som et fladbrød;—er I nu fornøjet!

(går raskt ud til højre.)

FRØKEN SKÆRE.

En kurv!

TANTERNE.

En kurv?

FRU HALM.

Hys, lad det bli fortiet!

(går opover til Svanhild.)

FRU STRÅMAND

(til presten).

Tænk dig, en kurv!

STRÅMAND.

Men er det muligt?

FRØKEN SKÆRE.

Ja!

DAMERNE

(fra mund til mund).

En kurv! En kurv! En kurv!

(de samler sig i klynge lengere inde i haven.)

STYVER

(som forstenet).

Hvad? Har han friet?

STRÅMAND.

Ja, tænk dig, du! Han lo af os, ha, ha,—

(de ser målløse på hinanden.)

ANNA

(til Lind).

Nå, det var rigtig godt. Uf, han var fæl!

LIND

(omfavner og kysser hende).

Hurra, nu er du min i alle dele!

(de går opover i haven.)

GULDSTAD

(ser tilbage mod Svanhild.)

Her er nok noget brustet i en sjæl;

men det, som endnu lever, vil jeg hele.

STRÅMAND

(får mælet igen og omfavner Styver).

Nu kan du trøstig blive ved at være

forlovet med din elskte frøken Skære!

STYVER.

Og du kan skue gladelig din slægt

forøget årligårs med unge Stråmænd!

STRÅMAND

(gnider sig fornøjet i hænderne og ser ud efter Falk).

Det var tilpas for ham, den frække knægt;—

så skal de ha det, disse kloge spåmænd!

(de går opover i samtale, idet fru Halm nærmer sig med Svanhild.)

FRU HALM

(dæmpet og ivrig).

Og intet binder dig?

SVANHILD.

Nej, intet binder.

FRU HALM.

Nu godt; så kender du en datters pligt—

SVANHILD.

Råd over mig.

FRU HALM.

Tak, barn.

(med et tegn mod Guldstad).

Han er et rigt

parti, og når der intet er til hinder—

SVANHILD.

Jo, ét forlanger jeg ved denne pagt:

at flytte bort—

FRU HALM.

Der er jo just hans agt.

SVANHILD.

Og frist—

FRU HALM.

Hvor længe da? Husk, lykken kalder.

SVANHILD

(smiler stille).

Å, ikke længe; blot til løvet falder.

(hun går hen imod altanen; fru Halm opsøger Guldstad.)

STRÅMAND

(mellem gæsterne).

Ét, kære venner, har vi lært idag:

om tvilsmål tidt os hårdelig belejrer,

så vinder over slangen sandheds sag,

og kærligheden sejrer.

GÆSTERNE.

Ja den sejrer!

(de omfavnes og kysses parvis. Udenfor til venstre høres latter og sang.)

FRØKEN SKÆRE.

Hvad er nu det?

ANNA.

Studenterne!

LIND.

Kvartetten,

som går tilfjelds;—og jeg, som rent har glemt

at sende afbud—

(Studenterne kommer ind til venstre og blir stående ved indgangen)

EN STUDENT

(til Lind).

Her er vi på pletten!

FRU HALM.

Så det er Lind, De søger?

FRØKEN SKÆRE.

Det er slemt;

han er forlovet nu—

EN TANTE.

Så De kan skønne,

han intet har at gøre i det grønne.

STUDENTEN.

Forlovet!

ALLE STUDENTERNE.

Gratulerer!

LIND.

Mange tak.

STUDENTEN

(til kammeraterne).

Der ligger altså sangerskuden bak.

Hvad gør vi nu? Vi mangler vor tenor.

FALK

(der kommer fra højre, sommerklædt, med studenterhue, skræppe og stav).

Den synger jeg i Norges ungdoms kor!

STUDENTERNE.

Du, Falk! Hurra!

FALK.

Tilfjelds i Guds natur,

som bien jager fra sit vinterbur!

Jeg har en dobbelt sangbund i mit bryst,

en langelek med underspundne strenge,

med tvefold klang, en høj for livets lyst,

Og en, som dirrer under, dybt og længe.

(til enkelte mellem studenterne.)

Du har paletten?—Du papir til noder?

Godt; sværm da, biflok, i det grønne løv,

hjem bær vi engang hjemmets blomsterstøv

til kubens dronning, til vor store moder!

(henvendt til selskabet, idet studenterne går og koret fra første akt istemmes dæmpet udenfor.)

Tilgiv mig alt, det større, som det mindre,

jeg intet huske vil;

(sagte)

men alt erindre.

STRÅMAND

(i overstadig glæde).

Pyt, nu er lykkepotten atter hel!

Min kone har et håb, et sødt, forjættende—

(trækker ham hviskende tilside.)

Nys hun betrode mig, den kære sjæl—

(uhørligt imellem.)

Hvis alt går godt ... til mikkelsdag ... det trettende!

STYVER

(med frøken Skære under armen, vender sig til Falk, smiler hoverende, og siger, idet han tyder mod presten):

Jeg får de hundred daler, sætter bo—

FRØKEN SKÆRE

(nejer ironisk).

Ved juletider kaster jeg min pigekjole.

ANNA

(ligeså, idet hun tar kærestens arm).

Min Lind blir her, lad troen være tro—

LIND

(dølger sin forlegenhed).

og søger plads som lærer på en pigeskole.

FRU HALM.

Jeg øver Anna op i alskens dueligheder—

GULDSTAD

(alvorlig).

Jeg går til arbejds med et bramfrit digt—

om en, som lever for en hellig pligt.

FALK

(med et smil udover mængden).

Og jeg går opad—til en fremtids muligheder!

Farvel!

(dæmpet til Svanhild.)

Gud signe dig, min livsvårs viv;—

hvor langt jeg går, skal dog min gerning nå dig!

(svinger huen og følger studenterne.)

SVANHILD

(ser en kort stund efter ham og siger stille men stærk).

Nu er jeg færdig med mit friluftsliv;

nu falder løvet;—lad nu verden få mig.

(I dette øjeblik spilles op til dans ved pianoet, og champagnen knalder i baggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine damer under armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer et øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham hånden. Fru Halm og den nærmeste familje, som spændt har iagttaget scenen, iler til og omringer dem under høj glede, der overdøves af musiken og munterheden blandt de dansende længere inde i haven.)

(Men langt oppe fra landet, og klingende igennem dansemusiken, lyder kraftigt og kækt:)

KOR AF FALK og STUDENTERNE.

DE FLESTE PÅ SCENEN.

Hurra!

(dans og jubel; teppet falder.)