Hjemreise. Oversigt.

Endnu i Sigte af St. Thomas havde vi slukket Fyrene og taget Skruen op; thi Vinden var frisk og saadan, at vi med fulde Seil kunde løbe Nord efter. Men nu opdagede vi, at vi førte nogle vestindiske Snyltegjæster med os, som vi hellere vilde have efterladt — Korvetten, der paa hele Touren havde seilet meget godt, gik tungt igjennem Vandet, og det kunde ikke være Andet end et tykt Lag af Muslinger og Langhalse paa Skibets Bund, der vanskeliggjorde vor Fremgang. Det viste sig ogsaa, efterat Korvetten var aftaklet og halet ind i Dokken herhjemme, at dette i høi Grad var Tilfældet. Et tykt Lag, en Slags Koraldannelse, tæt indvævet med Skaller, Søgræs og Langhalse, var udbredt over Skibets Bund fra For til Agter og gik betydeligt op ad Siderne; Agter gik det høiest op, For havde derimod Vandtrykket imod Bougen skyllet Noget bort.

Naar man skal hjem, vil man gjerne saa hurtigt som muligt afsted. Var der ikke sparet paa Seil under det øvrige Togt, blev der endnu mindre paa Hjemreisen; men alt hvad vi "satte Bovenbramseil til" (som det hedder i Visen) hjalp det dog ikke — Farten vilde ikke over de 9 — og det var først efter nogle Dages Forløb, da det Værste af vort uvelkomne Appendix var skyllet bort, at vi begyndte at gjøre noget mere Vei.

Naar man gaaer ud til Vestindien, gaaer man fra Kanalen Syd i omtrent til Madeira, for at fange Østpassaten, der da jævnt blæser En ud til Vestindien; men netop denne Vind forhindrer fra at gaae samme Vei tilbage, og naar man forlader Vestindien, benytter man derfor Østpassaten til at strække Nord efter langs med Golfstrømmen. Østpassaten ophører omtrent ved Bermuda, og man skal nu fange Vestpassaten, der blæser fra New-York over mod Kanalen. Om Vinteren faaer man gjerne denne Passat med stiv Luft og fra vor herhjemme velbekjendte Kompasstreg NV.; om Sommeren derimod med en jævn frisk Vind, der spiller paa begge Sider af SV. Netop paa det Sted, hvor Maury har lagt Nordgrændsen for Østpassaten, mistede vi denne og fik Stille, hvorfor vi satte Dampen op, gik i 24 Timer, fik Vestpassaten, slukkede Fyrene og seilede saa igjen med den vestlige Vind, som vi paa een Dag nær holdt lige til Kanalen. Dampen er en herlig Indretning og, benyttet paa en hensigtsmæssig Maade, en Besparelse istedetfor det Modsatte. Ihvorvel man vil beskylde Dampen for at være en Repræsentant for en af Tidsaandens meest prosaiske Retninger, forsikkre vi, at det snarere er med en poetisk Følelse, man ombord betragter dens koncentrerede, sorte Skikkelse — Kullene — der i sig gjemme den umaadelige Kraft, som kan forstærke eller modarbeide Vinden og bringe Skibet igjennem Vandet, naar dette ved en dorsk Dønning, og Vinden ved slapt nedhængende Seil, afgive deres Falliterklæring. Der er intet mere dræbende ombord, end at ligge i et langvarigt Stille og rulle magtesløs i en død Sø, medens Seilene slaae ud og ind mod Reisningen, Solen brænder og en overbord kastet Flaskeprop kan holdes hele Timer i Sigte. "Ingen Skibsmagt" er det Udtryk, hvormed Skibsjournalen, denne officielle Referendar, betegner denne Stemning. I gamle Dage havde man kun den filosofiske Trøst, at "Stille er halv god Vind", at sætte imod denne trykkende Tilstand; stod den paa i længere Tid, kunde man komme paa Rançon med Vand og Proviant, hvad der ikke er saa poetisk, som man skulde troe; nu derimod bringer det Liv i Gemytterne, naar Skruen gaaer rundt og Skibet dandser afsted for at opsøge Vinden — det er dog nok saa poetisk.

Som sagt, vi fik Vestpassaten og seilede vor Kurs den ene Dag som den anden, medens den daglige Tjeneste gik sin vante Gang og Korvetten mere og mere nærmede sig Hjemmet. Men inden dette drager os altfor stærkt ved at vise sine bekjendte Kyster, og medens vi ere paa vor eensformige Søreise, ville vi kaste Blikket tilbage til det, vi forlode, idet vi ville søge at give en samlet Oversigt over vort Ophold "ved de danske Øer".

Udsigt over St. Thomas fra Høiderne nord for Byen.

At levere en Beskrivelse over vore Øer i Vestindien er ikke vor Sag. De ere beskrevne af Adskillige. John Knox har i 1852 udgivet »A historical account of St. Thomas, with notices of St. Croix and St. Johns«; Lieutenant Mariboe har i "Erindringer fra en Søreise" 1860 leveret en kort Skizze, og endelig er der i indeværende Aar udkommet tre Pjecer (af Hr. Arnesen, Hr. Elberling og »Spectator«) om Øerne, deres Forhold, Bestyrelse og Anliggender, i hvilke man kan finde de detaillerede Fremstillinger, som det ikke er disse Liniers Opgave at dvæle ved. Hvad vi nærmest agte at gjengive, er Korvettens Liv ved Øerne og det Indtryk, som disse have efterladt hos os — vor Beretning er kun en Skjærv til den Gave, hvormed ovennævnte Forfattere have beriget Publikum.

Ved St. Thomas opholdt Korvetten sig meest, og laae da til Ankers indenfor et lille Steenrev (Prinds Robert), der ligger lige i det mod Syd vendende Havneindløb, indenfor hvilket det rummelige Havnebassin, omgivet af høie Bakker, udvider sig. Kaster man Blikket ind i Havnen, seer man Byen hæve sig malerisk paa sine tre Høie, idet den staaer i Forbindelse med Vandet ved en Mængde Broer, der ere Ladesteder for Kjøbmændene, hvis Skilte prange over dem med store Bogstaver. Tilhøire i Havnen (den østlige Side) ligge de oplagte Skibe, store Amerikanere og Andre, der ville være ude af Veien. Midt i Havnen, bekvemt for at komme og gaae, ligge gjerne Orlogsmændene, og tilvenstre (den vestlige Side) de store engelske Damppaketter tæt ovre ved en bakket lille Halvø, der kun ved en smal Strimmel er forbunden med Byen, og hvor deres Kulpladse, Broer og Magaziner saaledes ere udelukkede fra Andre, og for dem selv lige ved Haanden. Seer man ud af Havnen (sydefter), har man i det Fjerne St. Croix, og tilhøire paa en høi Bakke ved Indløbet Telegraphen paa Cowells Batteri, fra hvilket ethvert Skib, der nærmer sig Havnen, signaleres. Er det da den Tid, man kan vente Paketten fra Europa, holder man skarpt Udkig efter Kuglen paa Toppen, der bebuder Ankomsten, og det varer da ikke længe, inden den stolte Brevdrager bøier ind i Havnen, hvor en Mængde Baade vente dens Ankomst, ikke at tale om de Dampskibe, der gaae paa Bilinierne (Havana, Sydamerika og Luvartsøerne). Med Dampen oppe, hale de hen paa Siden af deres store Kammerat fra Moderlandet, som losser Baller og Brevsække lystigt ud til dem, der ikke saasnart have faaet Ladningen ind og Passagererne ombord, før de hilse med et Kanonskud og gaae deres forskjellige Veie. Man behøver blot at see saadan en Scene eengang, for at faae et Begreb om det Liv og den Velstand, som den, gjentaget hver 14de Dag, maa føre med sig til St. Thomas. Og dog afgiver Paketforbindelsen kun en lav Procent af de Penge, der tjenes i St. Thomas, hvor Handelsskibe, som oftest af betydelig Størrelse, komme og gaae bestandigt. Postforbindelsen er vel af Vigtighed og Interesse for Byen; men vi troe, at man har Uret i at antage, at St. Thomas vil falde, hvis Paketstationen blev forlagt til Antigua — et Skræmmebillede, der i de senere Aar har foraarsaget mangt et aandeligt Mareridt, men paa hvis Virkelighed der nu neppe er Anledning til at troe. Medens vi vare derude, indgav Agenten for »the Royal-Mail-Steam - Packet - Company« Hr. Cameron (der, i Parenthes være det sagt, for sine ved flere Leiligheder ydede Tjenester mod den danske Regjering, under vort Ophold udnævntes til Ridder af Dannebroge) tilligemed Hr. Rotmann (engelsk Ingenieur) et Andragende om at maatte anlægge en Flydedok, paa hvilket der under 29de April 1862 meddeeltes Koncession, og dette tyder ikke paa nogen Fraflytning, som man desuden vil betænke sig meget paa fra Kompagniets Side, idet man her har Alt, Dampskibene vedkommende, i saa god en Orden som man kan ønske sig.

For hele den store Fart fra Kap Horn og Kap gode Haab, samt Brasilien, til Europa og Nordamerika, er det en betydelig Fordeel, der ogsaa kommer St. Thomas tilgode, at Havarister af alle Størrelser kunne finde Hjælp i St. Thomas' Havn, istedetfor at løbe til Havana, der ligger henved 300 Miil i Læ af den. Allerede nu er Havarister en af St. Thomas' største Indtægtskilder, uagtet Skibe, der stikke over 11 Fod, ikke kunne repareres paa Bedingen, saa at man tør antage, at disses Antal vil stige betydeligt, naar der er en stor og bekvem Dok. Fra Korvettens Side anbefaledes ogsaa Forslaget, der endvidere indeholder den Bestemmelse, at "danske Orlogsmænd til enhver Tid skulle have Fortrinet fremfor andre Skibe til at komme i Dokken", samt at denne skal være 300 (eng.) Fod lang, 100 Fod bred og forholdsviis dyb — Dimensioner, der ere meer end tilstrækkelige for hvilketsomhelst af vore Skibe.

Idet saaledes den projekterede Dok i sin Tid vil udfylde et Savn, som længe har været følt af de Skibe, der besøge Havnen, vil denne under alle Eventualiteter ved sin udmærkede Beliggenhed og sin naturlige Sikkerhed vedblive at bevare sin Vigtighed for den vestindiske Skibsfart — uafhængigt af, om den er Station for den europæiske Post eller ei. Da Indløbet til Havnen ligger i Nord og Syd, er den østlige Passat bestandig en Sidevind for Skibene, der nemt kunne komme ind og gaae ud. Et Beviis herpaa er, at en lille Bugseerbaad, den eneste, der existerer, sjælden eller aldrig bruges og aldeles ikke kan betale sig. I Havnen selv er der fortræffelig Plads, og ingen Sø med nogensomhelst Vind. Det er aldeles ubeføiet, at man kalder den usund, hvilket den ikke har viist sig at være uden under Epidemier — der bringes fra de befængte Steder netop ved Postforbindelsen. Der kan dog maaskee for Englænderne være nogen Grund til at antage Havnen for mindre sund, idet Postdampskibene ligge i den mindst sunde Deel af denne, tæt under den tidligere omtalte Halvø, der danner den vestlige Side af Havnen, og man har som en Grund hertil tænkt sig de store Kuloplag, der i den stærke Varme antages at udvikle usunde Gasarter. I den senere Tid har man tænkt sig, at en anden Grund kunde bidrage hertil, den nemlig, at den smalle Landtunge, der forbinder Halvøen med den egentlige Ø, paa en uheldig Maade stopper af for en stadig Forfriskning af Vandmassen. Under Korvettens Ophold havde man sin Opmærksomhed henvendt paa dette Spørgsmaal, og man kom til det Resultat, at denne Deel af Havnen ("Orkanhullet", saaledes kaldet, fordi Skibene fortøie der under slige Tilfælde) vilde vinde ved en Gjennemskæring af hiin Landtunge, idet den herved bevirkede Gjennemstrømning af Vandet deels vilde holde dette Parti fri for Mudder, og deels, ved stadigt at bortføre det bedærvede Vand, vilde fremkalde en forbedret Atmosfære. Fra Korvettens Side anbefaledes denne Gjennemskæring, som sikkert snart vil finde Sted, hvis den ikke alt er begyndt. Korvetten foretog ligeledes nogle Opmaalinger udenfor Havnen, hvor en ny, 17 Fods Grund opdagedes, om hvilken Bekjendtgjørelse udgik fra Gouvernementet.

Det er en broget Scene, der møder En, naar man træder i Land i St. Thomas. Masser af alle Slags Fartøier beleire Broen, hvor der er stort Koncilium Sladerastikum af Negere, Matroser, Negerinder og Børn i alle Aldere. Hvis Flaget paa det inderste Fort, der ligger ligeoverfor, ikke vaiede, skulde man ikke troe, at det var en dansk By man var kommen til — mødte man imidlertid en Politibetjent af den gamle velbekjendte Skikkelse, var man dog overbeviist derom paa Øieblikket. Men det er ogsaa kun for et Øieblik, man herved kan bringes ind i Illusionen; thi gaaer man op ad Gaden, møder man den mørke Spanier, den livlige Franskmand, den alvorlige Engelskmand, den driftige Tydsker og den travle Amerikaner — af Danske seer man kun Faa. Men skjøndt Nationaliteten ikke er stærkt repræsenteret, er Følelsen for Danmark ved flere Leiligheder fremtrædende, og den har i Vestindien bevaret sig paa en mærkelig Maade, især naar man seer hen til de mange forskjellige Elementer, hvoraf Befolkningen bestaaer.

Af offentlige Forlystelser findes ingen i St. Thomas. Af og til komme nogle Beridere og Taskenspillere tilreisende, undertiden endog Sangere; men der er intet fast Theater, ihvorvel Byen synes at være rig nok til at understøtte et saadant. Det eneste offentlige Forsamlingssted er en net lille Have (Kongens Have) nede ved Havnen, hvor Garnisonen spiller et Par Gange om Ugen; for Herrer er Iisboutiken, der ligger ved Begyndelsen af Byens lange Gade, et ret behageligt Samlingssted. At sidde der om Aftenen med en brændende Cigar og en sherry-cobler (en Blanding af raspet Iis, sherry, Sukker og Lemon, som man nyder gjennem et Straa) og betragte de Forbigaaende, er en momentan Tidsfordriv, som især i Begyndelsen har megen Tillokkelse. Senere hen, naar Bekjendtskaber ere gjorte, foretrækker man en Familiekreds eller det velindrettede Athenæum, hvor der er et rigt Udvalg af aandelig Føde. At nyde Iis er man i Begyndelsen tilbøielig til i Varmen; men man bemærker snart, at den derved øieblikkelig tilveiebragte Kjøling meget mere lader En føle den efterfølgende Hede, og man indskrænker Brugen af Iis saa meget som muligt. Til at bevare Provisionerne er Isen imidlertid fortræffelig. Af disse ankommer der alle Slags: Kjød, Smør, slagtet Fjerkræ, Østers, Frugt o. s. v. med Iisskibene fra Amerika og udsælges fra Iisboutiken, der har Monopol paa denne Handel imod at skulle forpligte sig til altid at have et bestemt Kvantum Iis i Beholdning. I et Klima, hvor adskillige Ting ikke kunne holde sig Dagen over, er dette en meget god Indretning; selv om Varerne ere lidt dyrere end sædvanligt, indvindes dette ved, at man ikke behøver at bortkaste bedærvede Provisioner. Hovedgrunden til at Iishandelen er et Monopol, er dog vistnok den, at Isen er et vigtigt Middel ved Behandling af Febere.

Aftenselskabeligheden i Vestindien har ikke den samme Form som herhjemme — hvad Theen og Smørrebrødet angaaer. Den sidste Artikel seer man ikke, uden naar en eller anden Familie beslutter, for en Afvexlings Skyld og af Opmærksomhed mod de danske Gjæster, for en enkelt Aften at leve paa Dansk. Man spiser til Middag Kl. 6, naar Solen er gaaet ned, og nyder derfor Intet til Aften. Dette medfører den Behagelighed, at man kan gjøre Besøg om Aftenen uden at falde til Uleilighed. I ethvert Huus, der eengang har aabnet sin Dør for En, er man om Aftenen velkommen til en Passiar og en Cigar, der altid nydes i Damernes Nærværelse, da den stærke Gjennemtræk i Værelserne gjør, at Røgen ikke generer. Hertil føies da gjerne et Glas Viin og Vand, Cognac og Vand, eller et Glas Øl, og man kan da bortfjerne sig med den rolige Bevidsthed, at man ikke er kommet for Madens Skyld.

Ved St. Thomas forstaaer man Byen, skjøndt det kun er Øen, der bærer dette Navn; men de enkelte Plantager ere af ringe Betydning — Byen har Handelen og Livet for sig selv. Plantagerne have efterhaanden opgivet Sukkerdyrkningen, og lægge istedetfor Vind paa Kreaturer, paa hvilke de have Afsætning til Byen og Skibene. At St. Thomas er en Frihavn, forøger jo Omsætningerne, og Kjøbmændene, der ere lavt beskattede, gjøre gode Forretninger. Var man Statistiker, vilde man vist faae at see, at det er en ganske kjøn Sum, der hvert Aar forsvinder i de mange Fremmedes Lommer, og det er da ikke saa underligt, at disse ere loyale og tilfredse med status quo. Forøvrigt beskjæftige disse Folk jo en Mængde Arbeidere, og der er altid nok at tjene for Negrene — men netop derfor søge disse det mindst mulige Arbeide for den høieste Betaling, og den Bevidsthed, at de altid kunne faae et »job«, naar det kniber, gjør dem dovne og lidet elskværdige. Deres meest yndede Bestilling i St. Thomas er at drive omkring med en Baad i Havnen, anløbe alle Skibe, og ved Salget af Konkylier, Frugt, Peber-Edike, Cigarer o. s. v. snyde alle Nysankomne, og hvem der forresten vil lade sig trække op af dem. Flere af Kjøbmændene have "Gigger" (lange Fartøier), hvormed de sende deres Agenter eller selv gaae ombord i de indkommende Skibe, og her er da Beskjæftigelse for 6 à 8 Negre paa et saadant Fartøi. I Byen træffer man disse drivende omkring; Nogle tigge, Andre røre deres Herrers Heste, Andre igjen ride deres egne — men Alle kultivere de paa bedste Maade det otium, som er pulvinar diaboli. En vindskibelig Haandværkerklasse seer man saare lidt til; Alt indforskrives direkte, saasom: færdige Klæder, Skoe, Pynt, Huusholdningsgjenstande, o. s. v. Gaaer en Lampe itu, da kaster man den bort og kjøber en ny — Reparationsarbeide er altfor kostbart. Negerinderne leve for det meste af at vaske og sælge Frugt paa Gaderne, og en stor Mængde af dem dele Mændenes løse Anskuelser, Levemaade og Ulyst til stadig Beskjæftigelse.

Vi saae et slaaende Beviis paa Dovenskaben hos St. Thomas' Negerbefolkning, naar vi halte hen til Kuloplagene (hvad der forekommende tilbødes os af det engelske Selskabs Agent) for at fylde Kul. Dette Arbeide udførtes af Fruentimmer — ikke fra St. Thomas — men fra de omliggende Smaaøer, navnlig Tortola, og disse Kvinder udmærkede sig ligesaameget ved Flid, som Stedets ved Dovenskab. Ifølge Negerindernes Vane at bære Alt paa Hovedet, bare de paa denne Maade Kullene i Kurve paa en 60 Pd., og vare, paa en kort Hviletid nær, i Arbeide fra om Morgenen til Solnedgang; men saa havde de ogsaa tjent en Dollar (11 Mk. 4 Sk.). Man har et Exempel paa, at En af dem ved dette Arbeide sammensparede saameget, at hun kjøbte sin Broder fri. Han var Slave paa en af de spanske Øer.

Ere Negrene paa St. Thomas undertiden mindre oplagte til Arbeide, ere de dog altid særdeles vel oplagte til Fornøielse; i at dandse ere de navnlig utrættelige. I Juletiden slaae de sig rigtig løs, og "Negerballerne" ere da i fuld Gang. Vi ere saa heldige at kunne byde Læseren et Billede af et saadant Bal. Salen er belyst af to Praase; men paa den svage Belysning bøder den overgivne Lystighed. Man troe ikke, at Toiletterne ere simple — tværtimod: den sorte Skabning omsluttes af de meest blændende hvide Stoffer; paa Baand og Kniplinger er der ingen Mangel. Der gives baade blaserede Personligheder og lystige Springfyre blandt Herrerne, for hvis Vedkommende den hvide Frakke er i ligesaa stor Mode, som den sorte Kjole hos Europæerne. Musiken — en Tromme og en Klokke — er noget tarvelig; men Trommeslageren søger at multiplicere sig ved at tage Hælene tilhjælp, og han har et rigeligt Akkompagnement i Latter og Snak og i Dandsens vilde Tummel. Hver af de Dandsende vælger desuden sin egen Takt, hvilket frembringer et Kaos, som det er komisk nok at overvære.

Couleurt Bal i Juletiden paa St. Thomas.

Til vore Negres Roes maa man anføre, at de, der anvendes som Tyender i Familier, ofte ere vel ansete af deres Herskaber, og vi have selv seet adskillige agtværdige Personligheder i denne Stilling, som, hvormeget der end anbetroes dem, aldrig skuffe den dem viste Tillid, og desuden hænge med oprigtig Hengivenhed ved den Familie, til hvis Tjeneste de eengang have offret sig. I Legemsstyrke og Behændighed staaer Negeren høit. Medens vi laae i Havnen, opdagede vi engang, at noget af Kobberet var istykker, og da dette, paa Grund af den Lethed, hvormed Træet i Tropeegnene angribes af Orm, snarest muligt maatte repareres, gjorde vi os Umage for, at dette kunde skee. Da der imidlertid ingen Dok var, maatte vi tage vor Tilflugt til to sorte Dykkere, som det engelske Kompagni velvillig overlod os til dette Arbeide, og det var forbausende at see dem udføre dette uden nogetsomhelst Apparat. Først gjorde de en lille Vending ned under Kjølen og omkring under Skibets Bund, og kom da op og begjærede Plader, Søm (hvilke de puttede i Munden) og Hammer, hvormed de strax begyndte at tage fat, idet de af og til kom op for at trække Luft. De kunde banke to Søm ind ad Gangen og fuldførte Arbeidet paa nogle faa Timer. Vandet er meget klart i Tropeegnene, og vi kunde fra Dækket see, hvorledes de fægtede med Benene for at holde sig nede, medens Haanden med Hammeren var i livlig Bevægelse; naar de saa kom op, var det pudsigt at see Vandet trille i Draaber af deres sorte Uldhaar, der et Øieblik efter var ganske tørt. For Haierne, hvoraf Havnen vrimler, lode de ikke til at nære nogen Frygt, og der synes næsten at være Anledning til, at give Matroserne Ret i deres Paastand, at Haierne "ikke holde af sort Kjød". Som Exempel paa, hvormange Haier der ere i Havnen, hørte vi anføre, at naar døde Kreaturer, Heste o. s. v. — der ikke maa sænkes inde i Havnen — ved en Baad med et Toug bugseres ud for at sænkes paa Dybden, er Størstedelen af disse Kadavere spist af Haierne, inden de naae deres Bestemmelse.

Ombord gik Tjenesten sin sædvanlige Gang. Den udenbords Tjeneste have vi tidligere antydet; vi ville kun bemærke, at een speciel Green af den indøvedes i St. Thomas, hvis Exerceerplads for Garnisonen ogsaa benyttedes til Øvelser for Heimdals Landgangskompagni. Det var en stor Fest for Negre med Tilbehør, naar Kompagniet, med 50 forgyldte "Heimdal" paa Huerne, ligesaa mange blaa Skjorter og det dobbelte Antal hvide Buxebeen, præcederet af to velklingende Horn, og i en tætsluttet Kolonne om Eftermiddagen marscherede igjennem Byen og deployerede paa Fælleden. Endogsaa Byens Herrer og Damer beærede Øvelserne med deres Nærværelse, og det var da ikke underligt, at disse gik godt. Naar der gaves Hviil og Geværerne stode i Pyramider, forsvandt Kompagniet som en Nysen for at indtage en elsket, længe savnet Snaps — men neppe var Appellen blæst ud, før de igjen stode paa Pletten og gik gjennem Støv og Sved for ikke at gjøre Heimdal tilskamme. Skiveskydning med Geværer foretoges paa en øde Strand under et af Batterierne ved Havneindløbet. Seilads med Fartøierne fandt ofte Sted i Vestindien, der paa Grund af sin jævne Vind egner sig vel hertil; med denne Øvelse forbandtes undertiden Lystseilads med Herre- og Dame-Passagerer, ligesom ogsaa Korvetten, der hyppig gik over mellem Øerne, næsten altid tog een eller flere Bekjendte med ombord.

Baade i St. Thomas og paa Vestenden havde vi den Glæde at udvexle Besøg med danske Koffardikaptainer — en Omstændighed, hvorved vi ere komne til den Erkjendelse, at Fordommene mellem Koffardi- og Orlogsmarinen tilhøre en svunden Tid, som det nuværende Dannelsestrin for bestandigt har banlyst. I Løbet af et Aar have vi afvexlende været sammen med forskjellige Førere af danske Koffardiskibe, hvilke vi have gjort os en Fornøielse af at vise al den Opmærksomhed, der stod i vor Magt, og af hvilke vi have modtaget en saa ærlig Venlighed, at den er noteret blandt vort Opholds behageligste Minder. Vi betænke os derfor ikke paa at raade Enhver, der endnu vil paapege en Misstemning, til at søge denne hos sig selv. Imellem de to Mariner findes den nu ikke længer.

Man har i Almindelighed dadlet de offentlige Kontorers Beliggenhed, Indretning o. s. v., og vi ville i den Henseende lade Enhver forsvare sin Klage. Kun een af dem fastholde vi som vor egen, idet vi i Anstændighedens Navn anlægge Sag imod Havnekontoret. Det er den første offentlige Bygning, man hilser paa, naar man kommer, den sidste, man passerer, naar man gaaer; der er kun een Ting, der kan forsvare dens Ydre nu — det nemlig: at man ikke bemærker den. Det er umuligt at tænke sig, at det usle Træskuur med sin inkognito Tilværelse er Havnekaptainens Kontor i St. Thomas, paa hvis Havn man blot behøver at kaste et Blik for at troe paa Umuligheden deraf. Og dog er det saaledes til største Forundring for Alle, til liden Ære for Byen.

Men vi ville ikke opholde os ved denne Enkelthed, nu da vi forlade St. Thomas og kaste et Blik over dens maleriske Beliggenhed, medens Korvetten glider langsomt ud af Havnen og vender Bougen imod det fjerne blaalige St. Croix. Lys- og Skyggevexlingen paa de kløftede Bakker, der danne Baggrunden til de tre med tætliggende Bygninger besaaede Høie, Baade og Fartøier i Havnen, Skibe med Seilene los, udfoldende alle Nationers Farver, Dampskibe og Paketter søgende ud og ind — Alt dette er en saadan Forening af Skjønhed, Liv og Velstand, at Total-Indtrykket staaer for Beskueren som et Syn, han aldrig vil glemme.

St. Croix, "Vestindiens Have" begynder at løfte sig ud af det blaa Hav, men bliver borte i en ansættende Byge, der kaster en Skygge over den Vagthavendes Ansigt og bringer ham til at bjerge Seil. Rigtig! der er den — først med Vind og saa med Regn — en øsende Vandflod over det ufrugtbare Dæk. Paa St. Croix staaer Planteren og sukker — for sit Sukker, der ikke kan trives uden mange saadanne Skyller. Hans Ansigt er lutter Solskin, naar det spandeviis styrter ned over hans forbrændte, tørstige Ager. Det klarer op igjen, og vi nærme os Landet mere og mere; det strækker sig ud paa Længden, det reiser sig i Høiden og udvikler gradeviis sine Skjønheder. De lysegrønne Sukkermarker, de gamle Vindmøller, de nye kneisende Dampskorstene og de hvide Vaaningshuse komme frem, det Ene efter det Andet, og tegne sig skarpere og bestemtere imod de mørke Mango- og Orangelunde, der denne Rammen. Nordsiden, mod hvis vestlige Pynt vi stævne, er den smukkeste paa Øen, og de Dale, der sænke sig imellem de to høieste Punkter, Mount Eagle og Mount Pleasant, henrivende deilige. Henimod Vestpynten stemmer Kysten sig op imod Søen i en bruunlig Klippeformation; men det er kun Fodstykket, ovenpaa udbrede de dyrkede Agre sig; man passerer det klippede Hams Bluff — der gjerne sender et Pust ud af sine Tragter — og Frederikssted, med Vestfarerne tilankers, kommer frem med sin lave Forstrand, hvorpaa Byen ligger, med Høider paa sin østlige Side, medens det skyder en lang Sandy point mod Syd. Man dreier nærmere ind og passerer Butlers Bay, Sprat-hole, Prosperity med deres Negerbyer og viftende Palmer, og holder ind efter det lave Fort, der ligger ved Nordenden af Byen.

"Tyve Favne og ingen Bund," synger Lodhiveren ud; og "ingen Bund" lyder i nogen Tid, medens man stadigt nærmer sig. Endelig er der da Bund; "16 Favne," "13 Favne," "10 Favne," følge hurtigt ovenpaa hinanden; "8 Favne" og "lad falde Anker!" lyder kort efter, og man ligger da svaiet for den østlige Vind i Læ af Landet, en halv Fjerdingvei fra Frederikssted eller, som det altid derude kaldes: Vestenden. I Orkantiden, hvor Stormen raser i alle Kompasstreger, kan man ikke ligge paa denne Red, der kun afgiver Læ imod den staaende østlige Passat; man maa da itide forlade den og søge rum Sø.

Klimaet paa St. Croix ansees for det bedste i Vestindien, og det kan ikke nægtes, at det er endeel kjøligere at ligge til Ankers paa Vestenden, end i St. Thomas, i hvis indelukkede Havn Søbrisen er mere ustadig og ikke saa jævnt velgjørende, som paa det førstnævnte Sted. Paa den varme og kolde Aarstid i Vestindien er der en ikke ubetydelig Forskjel; Thermometret varierer i den sidstnævnte (December, Januar og Februar), mellem 18 og 22° Reaumur; i den varme Tid, hvis hedeste Maaneder ere Juli, August og September, kommer det ikke under 22°, og sjældent, for St. Croix's Vedkommende, høiere end 27°; dog maa herved bemærkes, at de nævnte Tal gjælde for det ved Solseil beskyttede øverste Dæk ombord. I Land er der vel noget varmere om Dagen; men der tage Europæerne deres Revanche om Natten i deres luftige, med Gjennemtræk forsynede, Soveværelser, hvis Senge ere omgivne af Muskitnet, hvorimod man ombord, nede i Lukaferne, lider under en Temperatur, som undertiden er utaalelig nok. Europæere føle en stor Behagelighed ved den kolde Aarstids 4, 5 Graders Dalen, medens derimod Kreolerne og især Negrene, fryse i denne Tid, da Koldfebre ere herskende imellem dem.

Ombord i Korvetten var Sundhedstilstanden udmærket, ikke et eneste Tilfælde af Feber indtraf; kun et Par Mand indlagdes for kirurgiske Tilfælde paa Hospitalet, og Korvetten havde sin fulde Besætning med tilbage. I Garnisonen derude hersker næsten altid nogen Sygelighed, hvortil Grunden vel tildeels kan være en uordentlig Levemaade blandt de Menige, der ikke kunne kontroleres som Folkene ombord, tildeels ogsaa Kasernens usunde Beliggenhed ved en Lagun; men en anden Grund maa vistnok søges i Soldaternes, for dette Klima lidet hensigtsmæssige, Paaklædning, der ganske er den samme som herhjemme. Et let uldent Stof — saaledes som vi have seet de spanske Soldater i Havana bære — burde sikkert anvendes. Den tunge Vaabenfrakke, som Manden kaster af sig for at lade den friske Træk gjennemsuse en dyngvaad, paa Kroppen klistret, Linnedskjorte, kan ikke være at anbefale, og man skulde synes, at de, der jævnlig i Varmen føle de velgjørende Virkninger af Ulden, maatte gjøre deres Yderste for at denne uundværlige Regulator indførtes som en befalet Ting i den vestindiske Hærstyrke.

Paa St. Croix træde Byerne i Baggrunden — Landet er Hovedsagen, Sukkerdyrkningen Livsspørgsmaalet. Af de ovennævnte, i Aar udkomne Piecer vil man kunne erfare, hvorledes det staaer sig med samme Dyrkning, hvis Statistik ikke er meget glædelig at betragte. For dem, der imidlertid ønske en løselig Oversigt over Aarsag og Virkning, ville vi give en kortelig Skizze.

I 1848 gjorde Negrene Opstand. Daværende Gouverneur Scholten proklamerede, idet han gav efter for denne, Friheden, der anerkjendtes af Regjeringen hjemme. Den Erstatning, som denne skjænkede Planterne for dette voldsomme Brud paa deres Hovedkapital, var saa ringe, at de strax gik et betydeligt Skridt tilbage, og i den Aaret efter udkomne "Arbeidslov" gik det igjen ud over Planterne, der maatte afstaae en heel Dag (Lørdagen) til Negrene og desuden overbyde hinanden for, ved forskjellige fristende Tilbud, at lokke Arbeidere til sig. Bestræbelser i denne Retning kronedes dog ikke altid med Held; Negeren følte, at han var »free man« og søgte til Byerne, hvor han bedre kunde pleie sin Magelighed, og hvor hans faa Krav paa en uheldig Maade støttede hans exalterede Begreber om Friheden. Ved at holde et skarpt Udkig med Løsgængere og sætte en temmelig høi Priis paa Pas søgte man at forhindre denne Flygten fra Plantagen og Øen; men under alt dette tabte Planteren, og Mangel paa Arbeidskraft er den Klage, der endnu den Dag i Dag lyder fra St. Croix. Føier man nu til disse Omstændigheder daarlige Høste, en udpiint Jordbund og en Udførselstold, der (efter Hr. Arnesens Opgivende) er betydelig, indseer man nok, at Planterne ikke ere heldigt stillede. Under vort Ophold var der stærk Tale om at indføre fremmede Arbeidere, især fra Ostindien; dette har man nu foreløbig opgivet, idet man, som bekjendt, har afsluttet en Traktat med den nordamerikanske Regjering om at faae tilført Negere fra opbragte Slaveskibe, der da skulle have samme Vilkaar, som de øvrige Arbeidere.

Men om end Planternes Stilling for Øieblikket er trykkende nok, saa mærker den Besøgende dog Intet dertil. Man modtager Indbydelser til et komme, naar man vil, blive, saalænge man lyster, og gaa, naar man behager — Alt med en Gjæstfrihed, som er exempelløs. Korvettens Besætning mødte den største Forekommenhed, som vilde være benyttet i større Udstrækning, naar ikke Tjenesten hovedsagelig havde anviist os St. Thomas som Station. Men endskjøndt vi kun i kortere Tidsrum laae paa Vestenden, havde vi mange deilige Toure til Plantager inde i Landet, og vi gjøre ret gjerne en saadan Tour om igjen, hvis Læseren vil være saa god at ledsage os, hvortil vi opfordre med den Bemærkning, et Hvo der ikke har besøgt en Plantage paa St. Croix, er gaaet glip af det meest Tillokkende ved Udflugten til vore Øer.

Man har naturligviis lovet at komme en heel Dag, fra Morgen til Aften, og saa Mange som muligt. Dette giver nu ombord alt et Par Dage i Forveien Anledning til en Deel Tale, Bytten Vagt, Tagen Vagt og ædelmodige Yttringer af en eller anden opoffrende Personlighed. Endelig oprinder den store Morgen med en travl Virksomhed blandt Oppasserne, en hurtig Paaklædning af deres Herrer, og Udvexling af Spørgsmaal og Svar, Latter og Snak. Med en Kop Kaffe i Vrangstruben og Farvel til den Vagthavende, som med en tjenstlig Mine følger til Falderebet, gaaer man i Fartøiet, der sætter af og vender mod Land. Morgenen er frisk, Korvetten seer godt ud — man finder Spulingen poetisk. Heste og Vogne holde ved Broen; Den, som vilde op paa den "Sorte", kommer paa den "Røde", Den, der vilde ride, kommer til at kjøre, og Den, der skal kjøre, har ingen Pidsk — det er Altsammen det Samme — man farer ud ad den fortrinlige Vei, hvis Palmeallee paa ingen Maade er skyggefuld; men er Kronen lille, ere Nødderne desto større, og det er snurrigt nok at see dem hænge deroppe i Toppen.

Landeveisparti fra St. Croix.

Det gaaer lystigt ud ad Byen; men vi maa holde tilvenstre, ellers kjøre vi lige paa den Karre, forspændt med to Oxer og med en grinende Neger til Kudsk, der kommer imod os. Strandveiens Reglement gjælder ikke her; at følge det, vilde kun føre til et Sammenstød, der vilde falde ud til afgjort Fordeel for ham med Oxerne. Der komme flere Kjøretøier i Række. To, fire, sex kraftige Muler for hvert; de ere lange og belæssede med Sukkerfade, der skulle til Vestenden, fortoldes, ombord, hjem, atter fortoldes, sælges, udtømmes og endelig afgive deres sidste Sødme til Gedehamse og Gadedrenge. De have endnu et bevæget Liv for sig, og hvormeget Arbeide har det ikke kostet at faae dem i den Skikkelse, hvori de træde ud i Verden, fra den primitive Tilstand, hvori de staae og kneise for os rundt om paa Markerne? Spørg Planteren derom; han vil fortælle Dig, at det ikke er gjort med at stikke de unge Planter ned i Jorden. Han vil oplyse Dig om, hvorledes denne maa gjennemarbeides og behandles; han vil fortælle Dig om Arbeiderne med deres privileges og kontante Lørdags Udbetalinger; han vil minde Dig om Anlægs- og Drivtskapitaler, om hvad der gaaer til Karrer og Seletøi, til Muler og Heste, og endelig om, at han med alle sine Anstrængelser — endda er afhængig af Regn og frugtbare Tider fra Himlen. Det vil sige, Alt dette vil han aabenbare for Dig, naar Du, med Din Arm i hans, spadserer over Markerne, gjennem Møllen og Kogehuset, og kommer med det ene Spørgsmaal efter det andet. Han vil heller ikke, undlade at vise Dig, hvorledes han har ført et Vandløb fra en Høide, der ligger en Fjerdingvei borte; med Stokken vil han betegne, hvor langt hans Jorder strække, hvormeget der endnu er uopdyrket, og han vil berette Dig, hvormeget han har drevet Plantagen op, siden han fik den — han skjuler Intet og viser Dig som Rosinen i Pølseenden den deilige Fuldblodshoppe, som ved sidste Væddeløb vandt Pokalen.

Alt dette og meer til viser han Dig — men ikke nu. Nu staaer han med sit joviale Ansigt udenfor Døren paa Vaaningshuset og svinger med Hatten til Velkomst, hvad der bevæger os til at give Hesten et Rap for at komme op ad den lille Bakke. »Lick him, Massa! Lick him hard!« skriger Negerdrengen, der hænger bag paa Vognen og føler sin kudskelige Værdighed prostitueret ved vor mere fredelige Maneer. Naa, op komme vi, og der er Manden: "Velkommen, Velkommen." Vi stige ud, stige af, træde ind og befinde os snart i en Gyngestol i den svale Stue, med en brændende Cigar, efter at have nydt den staaende Forfriskning, Cognac og Vand, der strax er os tilbudt.

Passiaren fortsættes ved det solide Frokostbord, hvortil en gammel Guava Rom sætter et stærkt Punktum, idet den tillige gyder Mod i de uvante Rytteres Hjerter; thi Hestene staae for Døren og vente blot paa at bestiges. »All right« siger Planteren, mønstrer Kavalkaden med et Blik og viser Veien ved at ride foran. Men det er ikke Landeveien, vi søge; nu gaaer det ad Markveie, op og ned, snart hurtigt med en lille race, snart besindigt, Skridt for Skridt, for at nyde Omgivelserne og af vor Vært at erfare deres Navne. Mount Eagle ligger for os; der skulle vi op; Stien bliver smallere og smallere, steilere og steilere, og vi maae bøie os ned til Hestens Hals, medens vi med Armen værge vort Ansigt mod de sammenfiltrede Kviste, som lukke sig efter vor Formand og svippe tilbage imod os. Endelig ere vi deroppe, Mennesker og Heste, paa St. Croix's høieste Top, omtrent 1000 Fod over Havet. Hvor St. Thomas træder tydeligt frem mod Nord, foruden hele Rækken af de efter Queen Elisabeth opkaldte Virgin Islands: St. Jan, Tortola og Virgin Gorda tilhøire — Crab Island og Portorico tilvenstre. Mod Øst see vi Christianssted med Havnen, der dannes af Koralrev; deres lumske Ryg ligger fra dette Standpunkt klar for os, som ethvert lille Rev, der ved en hvidlig Stribe betegner sin Tilværelse; mod Vest skimte vi nogle Plantager, og neden under dem den mørke Klippe. Buskene skjule endeel af St. Croix; men paa Nedfarten over mod Mount Pleasant aabner sig en henrivende Udsigt gjennem Øen i Nord og Syd. Bakker og Dale, Marker og Plantager smelte sammen i en venlig Harmoni, og vi holde i nogen Tid stille for ret at nyde det herlige Syn — saa gaaer det muntert videre, under vor utrættelige Værts Anførsel. Tid efter anden vender han sig om og holder for at samle de spredte Skarer, hvoraf Nogle ere halv skjulte af en Sti igjennem en Sukkermark, og Andre komme i rask Trav, bombarderede med umodne Guava af nogle krigeriske Gemytter; En sees endogsaa at skyde en Gjenvei ned ad en steil Skraaning og fuldfører, til Værtens store Beroligelse, dette Ridt uden Uheld for sig selv eller Hesten. En avant! Der er et Apelsintræ; op i Stigbøilerne og grib en, hvem der kan! bryd Dig ikke om den grønne Farve, Frugten er udmærket. Ja, den smager fortræffeligt. Prrr! Vi staae af ved en Plantage, blive venligt modtagne af en Mand, vi aldrig have kjendt, faae en Cigar, passiare lidt, drikke et Glas Cognac og Vand, stige tilhest og sige Farvel til samme Mand, som vi maaskee aldrig faae at see siden. Det er en Mr. ..., ja nu have vi glemt Navnet; men det venlige Ophold under hans Tag — det være sig nok saa kort — glemme vi ikke.

Ridetouren har varet længe; men Humeuret daler ikke med Solen, der sender sine sidste Straaler hen over Marken, da vi stige af Hestene og begive os ind i Huset, hvor det sorte Tyende er ivrigt beskjæftiget med at servere os en vestindisk dinner. Det er imidlertid rygtedes omkring paa de andre Plantager, at Korvettens Officerer ere i Nabolaget, og der komme de galopperende, den Ene efter den Anden, Plantere og Forvaltere; selv efterat vi have sat os ved Bordet, ankommer der flere Gjæster. Plads finde de Alle og paa Spise- og Drikkevarer er der ingen Mangel. Kniven har raset blandt Beder og Fjerkræ, og der er Overdaadighed af shoulder of mutton og turkey, Skildpaddesuppe, Skinke o. s. v. Mange Retter blive kun let berørte — med den gamle Madeira forholder det sig derimod anderledes, den cirkulerer flittig, og jo ældre den er, desto ungdommeligere ere dens Virkninger. Stemningen for Taler er stærk. »More rain!« som Værten udbringer, tømmes under dundrende Jubel, som beviser de gode Ønskers Oprigtighed, og saadan gaaer det efterhaanden med alle de udbragte Skaaler. Men vee den uforsigtige Yngling, hvis Hjertelighed overvinder Forsigtigheden, og som lader sig bedaare af samme gamle Madeiras funklende Smiil — den ondskabsfulde kjølige Aftenluft udenfor vil snart vise sig som hans erklærede Fjende.

Maaltidet er endt. Der spilles, synges, dandses; Notabene ikke med Damer, som ikke findes, da vor Vært er en »jolly bachelor«; vi bevæge os mellem Mandfolk og anerkjende gjerne Savnet af Damernes forædlende Indflydelse. Vi benytte endvidere denne Leilighed til en Apologi for, at vi have undladt at omtale Vestindiens Damer — dette Kapitel trænger ikke til nogen Kommentar af vor profane Pen, og vi foretrække derfor stiltiende at mindes den Elskværdighed, der fra denne Kant er bleven os til Deel. Hony soit qui mal y pense! Der røges Cigarer — undertiden uden Ild i — Alle ere i high spirits, og Værtens Ansigt reflekterer Gjæsternes Glæde. Men der skal kjøres eller rides et Par Miil, og man bryder endelig op. Det er ikke enhver Hat, der kommer paa sit rette Hoved, saalidt som enhver Rytter kommer paa sin rette Hest, endskjøndt han troer at være der og derfor anvender en paa Udveien opfunden Methode i Ridekunsten. Men denne Maneer, der saa vel bekom "den Sorte", giver "den Røde" Forargelse, og Bums, der ligger Rytteren. Medlidende Aander spørge, om han ikke foretrækker at kjøre — men nu vil han netop ride og forbauser ogsaa kort efter Selskabet ved som en Piil at fare hen ad den maanelyse Vei. Efter ham rulle Vogne og springe Heste; Palmerne see ud til at flyve i den modsatte Retning. Heldigviis finder man ham ikke langt borte i en fredelig Pasgang, og Bevægelserne antage en roligere Karakteer, indtil En eller Anden igjen giver Signalet til en lille race.

Vi ere i Fredrikssted, hvis tomme og rolige Gader gjenlyde af vort oprømte Selskabs Liv, der nede ved Fortet hendøer i Afskedshilsener. En Lanterne paa Fortet besvares med en lignende ombord; snart efter kommer Fartøiet ind for at hente os. Reaktionen med sin Ro og sin Træthed følger ovenpaa Dagens potenserede Nydelse. Brændingen skvulper monotont imod Stenene paa Stranden; Fartøiet sætter af; Klokken slaaer Tolv i Byen; Soldaten paa Broen sender et langtrukkent: "Skildvagt, giv Agt!" ud efter as; Aarerne slaae deres eensformige Takt i Vandet, og snart ere vi ombord i Korvetten.

En saadan Dag kan man tære længe paa ombord; dens muntre Minder ere vel af en flygtig Natur; men de bindes dag fast i Erindringen ved den hjertelige Gjæstfrihed, der udbreder sin Duft over dem alle. Naturskjønhederne knytte sig endnu stærkere til Hukommelsen ved den venlige Maade, hvorpaa den præsenteres; og den Liberalitet, hvormed St. Croix's Planter gjør honneurs, baade i Marken og Huset, vækker Øieblikkets glade Stemning og bevarer Nydelsen i et taknemligt Minde.

Vi ville slutte med dette gode Indtryk, uden dog at fornærme St. Jan, hvor vi vare et Par Gange, mødte den samme Gjæstfrihed og nøde en Natur, der ved at være mindre kultiveret vandt i Romantik. De mange smaa Klippeøer, der danne Løbene ud til de forskjellige Bugter, kalde Fantasien tilbage til den Tid, da dristige Sørøvere her havde deres Smuthuller, hvorfra altid en eller anden Udvei stod dem aaben. Det passede næsten i Stemningen, at Korvetten her manoeuvrerede med Fartøierne, der, bevæbnede med Karonnade og Houbitser, udsendtes for efter en fælles Plan at bombardere en af hine naturlige Skiver med Kugler og Kardæsker. Landgangskompagniet benyttede ogsaa her den kjølige Morgenstund til at foretage sine Øvelser og Skiveskydning, medens private Landgængere tilfods og tilhest nøde de henrivende Udsigter, som hvert Øieblik frembøde sig. Ankerpladsen var luftig og kjølig, og Indtrykket af vore enkelte flygtige Ophold her var i det Hele smukt og behageligt.

Annely Plantage (St. Croix, Nordside).

Men Skibe komme kun sjeldent her; til St. Croix gaae Vestfarerne efter deres Ladning, og skjøndt Matrosen veed, hvad der vanker af Arbeide, drages han dog derud — han seer i Tanken dens blaalige Skikkelse hæve sig i den lette varme Luft og synger, naar han gaaer rundt i Spillet:

Hurrah, my boys, Hurrah for Sante Croix!

Vi ere i Vestpassaten; Vestindien med sin Hede ligger bag os, og hver Dag føle vi Nærmelsen af vore hjemlige Zoners Temperatur. Vinden er god; men en tæt Taage — undertiden saa tyk, at vi ikke kunne see en Skibslængde fra os — indhyller os og forlader os ikke i c. 14 Dage. Vi passere Azorerne og spise de sidste Ananas, vi have ombord — Taagen er der bestandig, snart støvende, snart faldende i store Draaber; men altid tyk og med en tiltagende raakold Atmosfære. Paa Thermometret agte vi nøie. Skulde en pludselig Dalen indtræde, da kan man slutte, at et af de mange løsrevne Iisfjelde fra Grønland er under Opseiling. Et engelsk Postdampskib var en Nat lige ved et saadant, og havde akkurat Tid til at dreie for at gaae klar af det. Disse Iisfjelde kan man vistnok sætte i Forbindelse med de forskjellige Punkter, der under Navn af Vigier ere betegnede paa Kaartet over Atlanterhavet. Forskjellige Søfarende have fra Tid til anden angivet saadanne som smaa Øer; de have naturligviis ikke forsømt at opgive deres Brede og Længde til vedkommende hydrografiske Bureauer, der da have afsat dem paa Kaartene, hvor man kan finde dem under forskjellige Benævnelser, dog ofte med et Spørgsmaalstegn ved. Dette Tegn ansee vi for meget berettiget; thi ihvorvel vi ikke ligefrem ville benægte saadanne Smaaøers Tilværelse, taler dog meget derimod, — blandt Andet, at adskillige Skibe have sat Kursen lige paa dem og dog ikke bemærket dem. Det er langt rimeligere at antage dem for Iisfjelde, der jo kunne komme langt Syd paa, inden de opløses. Mange Skibe hører man aldrig noget til, og den Formodning, at de have stødt paa en Vigie, hører man nævne som en Grund til deres Forsvinden. I saa Tilfælde kan Vigien godt være et Iisbjerg; et Skib, som med stærk Fart støder paa et saadant, er i Almindelighed total forlist med det Samme.

Omtrent halvandet hundrede Miil fra England saae vi en Morgen et Vrag ligge og rulle i Søen. Denne var temmelig høi, saa det fandtes ikke forsvarligt at sætte Fartøi i Vandet; men vi løb klos dertil, affyrede et Kanonskud og gik rundt om det i en Times Tid. Intet levende Væsen var ombord i Skibet, der flød paa en Tømmerlast; Fartøierne vare borte; vi kunde see, at de vare firede af, og Besætningen har sikkert i disse forladt Skibet. Det var øiensynligt paaseilet. Sprydet var klippet af lige ved Bougen, Stor- og Fokkemasten borte; kun endeel af Mesanmasten med et pjaltet Seil var tilbage. Vi havde ikke Kul nok til at tage det paa Slæb, og med Seilene lod det sig ikke gjøre, — havde det været et halvt hundrede Miil fra Kanalen, havde det været en anden Sag — nu maatte vi overlade det til sin Skjæbne og følge vor Kurs.

Efter en heldig Reise ankrede Korvetten den 26de Juni ved Spithead (Portsmouth), som den forlod den 29de; den 2den Juli hilsede vi ved Skagen den danske Kyst og ankrede Dagen efter ved Kjøbenhavn, hvor vi, efter lidt over et Aars Fraværelse, strøge Kommandoen den 12te Juli.