I

Beskuelsen

Plumpe Menneskebeundring, som behøver Luft og Læber! Mere plump end Dyrs Forundring, der er taus og bly beskeden, krænker du i din Tilbeden, øder i Begeistringsheden;— med din Elskovs vilde Brunst du din egen Elskte dræber: din tilbedte rene Kunst.

Ve, om nu, da jeg maa tale (saa nødvendigt som at Brystet stønner, naar det bliver krystet) denne Draabe skulde dale fra van Huysums Rosenblad, af min Læbes Mundveir rystet! Foraarsvinden, yr og glad, var af meer barmhjertig Hu: Duggens Glands fra Lund og Hegn, perlemoderagtig Regn, gjemt i foldet Marikaabe, hver en Draabe, hver en Draabe har letsindigen den plyndret, alle hen i Luften søndret —denne ligger der endnu, yderligt som Taaren baaret bævende af Øjenhaaret, yderst i dit Diadem, yndige og blide Smerte, som din Byrde triller frem; skjøn som Perlen, der var værdig til at være Stjernes Hjerte; fuld som Magdalenens Graad, fuld og tung og bristefærdig; bristende, skjøndt endnu heel, som beslutningsmodent Raad i tungsindig Engels Sjel.

O! saa herligt er det Mindste: Draaben, der paa Bladet glindste. Glindste? Ja er den ei svunden, som et fuldfødt Ord fra Munden, man ei kan tilbagekalde i sit Hjertes tause Grund? Thi den syntes jo at falde af sin Vægt i hver Sekund.

Dette, at den evigt spiller, evigt mæt af Glands sig runder, evigt fylder sig og triller, —det er Under over Under, hvorpaa jeg forbauset grander, Kunstens Dyd, Naturens Feil, som at fængsle Lyden fast. Luftens Svale i sin Hast, Billedet i Kildens Speil.

O, hvad sød vellystig Skræk! Angst for Vind og Solens Straale! Draaben, som ei meer kan taale! Fluen, som vil flyve væk! Sneglen der, som nu vil flytte hen paa næste Blad sin Hytte! Malte Blad, som vil sig hæve! Fagre Blomsterliig, som leve! O, hvad sød vellystig Skræk! Mens jeg stirrer paa dem møde mig forvirret længst hendøde Elskerinders Ansigtstræk.

Og, endskjøndt I er' saa sande, maa jeg troe, I aldrig gro'de blandt de andre paa vor Klode, men engang i Edens Lande: Blomstre! at I derfor ere Blomstre vel, men endnu mere: Blomsterblomstre, disse liig, som fortrylle os i Haven, som en Aand i Himmerig ligner Liget under Graven.

Ak, som denne Blomstbuket maatte Kjærlighed see ud med sin Sværm af Lidenskaber, hvis en Elsker, mens han taber sig i Favntag hos sin Brud, fik sit Hjerte kløvt medeet, saa man med et Aandeblik, (hurtigt som man skimter Fligen af Gespenst, der flygter just) Øje paa dets Drømme fik, paa dets uudtalte Higen, paa dets Tankers Embryoner, paa dets Eed, før den udtoner i et troløst Aandepust, mens den endnu ligger der som en Nyfødt reen og skjær, der engang skal bli'e Forbryder, paa dets Haab, før Vingen skyder spæd som Blomstens Hjerteblad, paa dets Tale før den lyder, paa dets Fryd, før den bli'er glad, og i Smiil om Læben flyder.

Hvor er slig en Lidenskab, slig en Vellyst, qvalt af Smerte, sligt et dæmpet Hjerteslag, slig en Glød paa Elskovsmunde, slig en blodig Hjertevunde, som i Pragttulipens Gab, denne mørke, selvfortærte, krampestærke, syge Rødmes natteagtige Skarlag!

Hvor er Kjærlighedens Sødmes Frydberusningsøjeblik, da Du Ja af Hende fik, yndigt i de tvende røde Roser, som hinanden møde! Efter Kys en Tørst saa heed, som de Begge brænde med? Hvor maa Elskovs Anger lide, Rødmes Blus med Bleghed stride her i denne fulde hvide? Hvor er fyrigt Frydbegjær som i denne Nelliks Skjær? Hvor et Blod, der saa kan gløde, som dens fine, purpurrøde Dugregn af Granater, ud sprængt paa Perlens skjære Hud? Andagt, naar den syner bedst, seer paa fjerne Himles Fest for det frelste Zions Helte ei saa fagre fine Telte, som Konvolvlerne udbrede, blaaere end Himlens Bund, finere end Blusels Klæde foran Brudens Ønskes Mund. Uskyld har saa fiint et Blaat, en saa skjær en Blegnens Kulde, ei som Hyacinthen faae't; Ømhed ei saa rig en Yden, som Syringen der, den fulde: hver en Smaablomst i dens Klase er en liden egen Vase af et halvklart Porcellin, fuld af Honnings søde Nyden, fuld af Sommerfugles Viin. Er saa reen en Engels Hjerne, Jomfrues Tanke, Nyfødts Drøm og Martyrens Taarestrøm som Narcissens blege Stjerne! O, i den kan Helg'nen gjerne al sin Tempelandagt speile; thi, saa rank den skjød, den har sænket dog det fromme Hoved, som om Gud i Bøn den loved, som om Uskyld kunde feile, somom det en Syndskyld bar. Og hvor malte sig en Tanke i genifuld Ynglings Sind ildig som paa denne ranke Blodvalmues Luekind? Og hvor mon saa fyrig Plan i et Manddomshjerte tændes som det Flammehvælv, der spændes ud i denne Tulipan? Og hvor sukkede en Bøn, saa uskyldig og saa skjøn som Kjærminden der, den slanke, der saa ydmyg, bly sig klynger —bly som tause Taares Tanke— til en Moserosenknop? Og hvor er den Skjald, der synger godt som denne tause Lille Blomstmystererne, de stille, blot den engang, engang vilde Rosenlæben lukke op?

O, hvis Knoppen vilde mæle, hvis en Aand den vil besjele, o hvor jeg den bede vil (og med Ild maae Skjønne bedes) at fortælle mig hvorledes slige Blomster bleve til!