IV

Hoffet var for første Gang inde fra Landet for at gaa i Theatret.

Hendes Højhed saa i Kikkerten efter kendte Ansigter. Hun havde sat sig tilrette paa den gamle Plads i Logen, halvt bag det Fløjelsforhæng og følte det saa hjemligt rart: Alle Abonnenterne havde deres gamle Pladser i Balkonen—nu kunde man da se, ved den nye Krone, som var hængt op under Sommeren.

Hendes Højhed hørte ikke et Ord af "Don Carlos". Naar hun, en Gang imellem vendte Ansigtet mod Scenen, saa hun Hr. von Pøllnitz staa paa Tæerne, med Hænderne presset ind mod sit Bryst … Hr. von Pøllnitz var Marquis Posa … Hr. von Pøllnitz havde vist igen lagt sig ud i Ferien … Ovre i Hofdamelogen blundede Frøken von Hartenstein allerede, siddende som en Tinsoldat saa ret op i sin Stol.

Hendes Højhed blev ved at sidde med Kikkerten for Øjnene eller Viften halv udfoldet i Haanden i sit Skød—og saa' ikke og hørte ikke. Hun vidste ikke, hvorpaa hun tænkte; hun følte kun, hun sad saa godt i Ro her i Krogen, mens de spillede alt det dernede.

Naar der applavderedes, løftede hun Hænderne op over Logebrystningen og førte mekanisk de behandskede Haandflader et Par Gange lydløst imod hinanden. Hun vidste det knap, naar hun gjorde det.

Det var en "Sortie" af Hr. von Pøllnitz. Han svedte som en Lastdrager. Hr. von Pøllnitz svedte altid, naar han tolkede stærke Følelser.

Hr. von Pøllnitz spejlede sig i Foyeren. Hr. von Pøllnitz spejlede sig gerne, naar han var i Trikoter. Han stod i Positur, saa han saa' begge Rundingerne af sine Lægge og smilede med et fint Hofsmil til Spejlet. Hr. v. Pøllnitz lod Bolingbroke smile saadan til Lady Marlborough.

Naar han var alene, vred Hr. von Pøllnitz Hovedet af Led for at se sig paa Ryggen. Hr. von Pøllnitz havde sin Fejl #der# bagtil. Han var for fyldig #der#, hvor Menneskene sidder. Intendanten lod ham ofte høre det i Helteroller. Hr. von Pøllnitz spejlede i Enrum altid den for høje Legemsdel….

Hr. von Pøllnitz var sunket hen i Udsigten til begge sine Lægge….

Prinsesse Eboli kom hen til Spejlet. Hr. v. Pøllnitz for op:

-Kære Ven—man troede altid Hr. von Pøllnitz mindst havde talt Stjernerne og vilde meddele Resultatet, naar han sagde sit "kære Ven"—saa De. Højheden deltog i Applavsen?

Regisseuren kaldte paa Marquis Posa….

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina sad stadig ubevægelig i sin Krog. Hans Højhed Hertugen tog Plads bagved hende. Han sad og førte uafladelig sine fem udspilede Fingre gennem sit lange Skæg, indtil han faldt i Søvn. Han vaagnede regelmæssigt ved Lyden, naar Tæppet raslede ned. Han satte sig da hen til Logebrystningen i Lyset, bøjet frem mod Prinsessen. Han havde, naar han sad foran i Logen, den Vane at bevæge Læberne, som om han stadig talte. Han sagde aldrig et Ord.

Hendes Højhed saa' over i Hofdamelogen. Frøken von Hartenstein var vaagnet—midt i Akten, Hun sad med opspilede Øjne og stirrede ned paa Scenen. Komtesse von Hartenstein saa' ud som en skræmt Høne.

I samme Nu slog hende den besynderlige Klang af en Stemme fra Scenen—raa, næsten dyrisk. Hendes Højhed fo'r uvilkaarlig sammen: Det var Don Carlos, der talte til Dronningen.

#Han# var hæslig, og hvor tynd—med et fladt Ansigt, kun et Par store, hede Øjne … Hvor slog han dog om sig med de lange Arme.

Sie waren mein—im Angesicht der Welt, Mir zugesprochen von zwei grossen Thronen, Mir zuerkannt von Himmel und Natur, Und Philipp—Philipp hat mir sie geraubt.

Hendes Højhed bøjede sig ned og læste Don Carlos' Navn paa den udslagne Plakat: Josef Kaim. Og skønt hun egentlig ikke vilde, fulgte hun forbavset med Øjnene hver Mine, bøjet lidt frem og uden Kikkert.

Hun hørte knap Ordene han talte, bare Stemmen blev hun ved at høre. Og nysgjerrig, halvt skræmt, som hun vilde bøje sig ned over noget sært Kræ, der krøb hendes Vej forbi paa Jorden, saa' hun ned paa ham.

Han talte og krængede Læberne frem, saa man saa' alle hans Tænder; og han bøjede sig sammen med knyttede Hænder, som sled han i Raseri i fangende, usynlige Stænger.

-Kretiner, sagde Hans Højhed Hertugen bag hende. Han var ogsaa vaagnet.

Eksellencen von Kurth blev kaldt op i den hertugelige Loge i Mellemakten.

Maria Carolina hilste og rakte ham Haanden.

-En oprørsk Person, vor nye Elsker, Deres Højhed, sagde Eksellencen og bukkede.

Det var Hendes Højhed, som hun havde søgt om de Ord … Ja, sagde hun og saa igen hans Stillinger, som han havde staaet i overfor Dronningen … Ja….

-Vort Hoftheater er ikke noget Menageri, sagde Hans Højhed.

Eksellencen von Kurth stod forbløffet: Ja—sagde han—Deres Højhed har Ret, den unge Mand er noget heftig….

Tæppet gik op igen og atter ned. Aftenen forløb.

-Saa tager vi vel hjem, sagde Hans Højhed.

-Ja. Maria Carolina lagde sin Arm i hans. De gik ud gennem Forværelset ned ad Trappen.

Eksellencen von Kurth og Intendanten stod i Vestibulen. Intendanten skrabede ud, med ynkeligt Ansigt, og den højre Skulder tilvejrs, som om han ventede noget korporligt paa Siden af Hovedet.

-Ja, ja, sagde Hans Højhed, som von Kurth siger en oprørsk Person … Hendes Højhed blot smilede.

De gik videre ud paa Trappen i det fri. Det havde regnet, og der faldt endnu nogle enkelte, store Draaber paa Stenene. Den friske Kølighed slog ned fra Parkens Træer.

-Aa, det har regnet, sagde Maria Carolina. Hun følte et Velbehag under den frie Himmel.

-Slaa dog Vognen ned, sagde hun. Det regner jo ikke mer.

Hertugen kørte bort med sin Kavaler. Maria Carolina blev staaende paa Trappen, mens de slog Vognen ned. Hun strakte Haanden ud for at fange en Draabe.

-Men det regner endnu, sagde Komtesse von Hartenstein. Det blir en Skylle igen … Frøken von Hartenstein havde en Hat med ægte Fjer.

-Aa—blot lidt fra Træerne….

De begyndte at køre, og i hastigt Trav rullede de ad Alleen ud paa Landevejen, gennem Dalen. Uvejret var lige hørt op. De mørke Skyer rullede sig bort over Højderne som et stort Klæde. Himlen var dybblaa, saa fuld af Stjerner.

Vejen bugtede og løb langs med Floden. Let Damp stod op af Strømmen. Det mørke Vand saas ind mellem svajende Pile.

-Kør langsommere, sagde Maria Carolina.

De kørte ganske langsomt. Hestene raslede i Seletøjet, utaalmodige efter at komme hjemad. Saa gik de atter stille Fod for Fod.

Der var som i Vaar en Duft fra Græs og Træer. Saa stille, at man hørte Draabernes Fald, naar de en efter en glede fra Pilenes Blade ned i Strømmen.

-Hvor Natten er smuk.

Hendes Højhed aandede dybt. Hun sad med tilbagelænet Hoved og saa op i Natten.

Et Vers faldt hende ind og et andet og et endnu. Hun vidste ikke, hun kunde dem udenad, nu hvor de kom—de dejlige Ord.

-Hvor Natten er smuk, sagde hun igen.

De var kørt bort fra Floden, opad i Højderne. Borte i Horisonten korn nu og da et hastigt og fjernt Lyn. Graner og Birke duftede paa Skraaningerne. En Hund fo'r op i et Vogterhus, inde i Skoven, og glammede.

* * * * *

Hendes Højhed sad foran sit Toiletspejl. Kammerpigen flettede hendes Haar.

Vinduerne stod aabne bag de lange Stores. Et Par Insekter fløj omkring Lysene.

De fløj rundt og rundt; ind gennem Flammen og sved sig; rundt og rundt … Hendes Højhed slog til dem: Aa—de Dyr, sagde hun.

Det faldt hende ind, hvem Mennesket lignede….

Ja.

Billedet i Hertugindens Dagligstue, hvor Marie Antoinette føres til Fængslet … Der stod en ung Mand med knyttet Haand og Hovedet lidt bøjet … Allerforrest, tilhøjre….

Det var ham, han lignede.

De to Insekter surrede ind i Lyset og faldt ned.

-Aa, luk Vinduet, sagde Maria Carolina Der flyver saa meget Kryb herind.

* * * * *

Hoffet havde boet i Residentsen en Maanedstid. Dag fulgte efter Dag i vanligt Trit.

Hendes Højhed malede Akvarel; hun gav enkelte Dage Kur; hun spaserede sin Time med Komtesse von Hartenstein paa Terrassen.

Hendes Højhed mødte undertiden Hr. Hofskuespiller Kaim … Det kunde ikke nægtes, han var hæslig. Det flade Ansigt saa gult som en Citron. Han hilste ogsaa meget kejtet med sin høje Hat.

Det var en Dag, midt i November, en Formiddag med det fuldeste Lys over Parkens mange farvede Træer; tyndt var Løvet, faldne Blade laa allerede som et gulbroget Tæppe over Gange og Plæner. Hendes Højhed havde drukket Kaffe i det øverste Lysthus med nogle Damer. De havde netop rejst sig for at gaa, da Hr. Josef Kaim kom forbi Verandaen.

Hendes Højhed gik ned ad Trappen med et Par Damer. Hr. Kaim hilste.

Hendes Højhed standsede paa det nederste Trin.

-Hr. Kaim, sagde hun. Her er en meget smuk Udsigt oppe paa Platformen. Vil De maaske se den idag—her er just aabent?

Hr. Kaim var bleven staaende med et Sæt—med Hatten i Haanden.

-Jeg takker—jeg takker Deres Højhed.

-Steindl—Hendes Højhed vendte sig til Tjeneren—vis De Hr. Hofskuespiller Kaim op paa Platformen … Udsigten er virkelig smuk….

-Jeg—har hørt det … Deres Højhed….

Hendes Højhed hilste og gik videre med sine Damer.

Gehejmeraadinden talte fremdeles om Dronningen af Rumænien.

-En Majestæt, der sætter Versfødder sammen, sagde hun….

-Og gi'er Kærlighedshistorier i Trykken….

-Horrible, sagde Mlle Leterrier.

-Ja—det var den samme Stemme—kort og vred, som om Mennesket stadig fo'r op mod en Fornærmelse.

Hendes Højhed var standset. Hun saa et Øjeblik udover den skinnende Have.

-Ja—sagde hun—Dronning Elisabeth skriver smukke Poesier.

Mundene klappede bums i paa Damerne.

Mlle Leterrier tog Teten: Mais oui—sagde hun—votre Altesse—des vers étonnants….

Og i samme Tone som naar hun tog Udgangspunkter for Hendes Højhed den Gang, for femten Aar siden, sagde hun igen:

-Oui—voilà une madame de Staël sur le thrône….

De andre Damer tav og lod Fru Staël sidde paa sin Throne. De vendte tilbage til Slottet.

Om Eftermiddagen kørte Hendes Højhed Tur til det italienske Slot med Komtesse von Hartenstein. Naar hun efter Taflet havde skænket Kaffen til Hans Højhed Hertugen—Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt i denne Vinter; Hans Højheds Spillebord var flyttet hen lige foran Ilden—kørte hun i Theatret; eller hun sad hjemme i sin vante Krog i den gule Sal.

Hendes Højhed læste i Vinter helst selv.

Hendes Højhed læste Schiller.

Hun sad bøjet og læste med Bindet i sit Skød. Hun holdt tidt op og saa ud for sig med Hovedet støttet i sin Haand.

Man hørte i Salen kun Kortenes sagte Fald mod Bordet, naar de spillede, og Hofmarschallens Gammelmandshoste, som han søgte at faa til at tage sig ud som en diskret og undertrykt Latter, der lød saa umotiveret hen i Stilheden.

Hendes Højhed lod Haanden synke og saa sig rundt i Salen. Hun saa Hans Højhed Hertugens bøjede Ryg og Hofmarschallen i Profil—hans Hoved rokkede lidt.

Komtesse von Hartenstein sad nogle Skridt fra hende. Den sorte Paryk stak grelt af mod Panden, der var fuld af poudre de riz over Rynkerne….

Og Hendes Højhed bøjede sig og læste igen.

-Maria Carolina, kaldte Hans Højhed. Maria Carolina rejste sig og lukkede Bogen.

-Vi er færdige, sagde Hans Højhed.

Maria Carolina gik stille hen til Spillebordet og tog Plads.

De høje Herskaber spillede et Parti Piqué, før de trak sig tilbage.

* * * * *

Komiteen til "Borgerforeningens" Basar opfordrede Hr. Hofskuespiller Joseph Kaim til at yde sin velvillige Assistance med et Deklamationsnumer. Det var Overborgmesteren, som fik Ideen i et Komitemøde en Aften, da han havde været til Taffel.

I Damekomitemødet paa Slottet forespurgte man Hendes Højhed Protektricen om Tilladelse til at anmode—"det var maaske en Afveksling"—Hr. Josef Kaim om at assistere ved Basaren.

Hendes Højhed mente, at Hr. Kaim vel allerede havde et stort Publikum.

Hr. Hofskuespiller Kaim lovede villigt at efterkomme Opfordringen.

Hr. Hofskuespiller von Pøllnitz maatte tilstaa, at han #forstod# ikke Komiteen.

Hr. von Pøllnitz var i disse Dage altid paa Gaden. Man faldt over Hr. von Pøllnitz, blot man satte sin Fod paa Gaden.

-Kære Ven sagde han—#begriber# De?—

Intet Knaphul var helligt for Hr. von Pøllnitz: I tyve Aar—kære Ven … tyve Aar … har jeg vist dem den Venlighed—

-Ja—bedste Hr. von Pøllnitz … jeg skal denne Vej….

-Tyve Aar … Hr. von Pøllnitz tog sig til Panden og blev staaende et Øjeblik med udstrakt Arm, Fingrene udspilede, og med stirrende Øjne—Kære Ven—Naa—skal De denne Vej?—jeg følger Dem….

Hr. v. Pøllnitz gik Gade op og Gade ned.

-Men der maa jo være Grunde, sagde han. Man skylder mig Grunde … Man maa give mig Grunde….

Naar om Aftenen Gæstestuen i "Hertugen" blev lukket, tog Hr. von Pøllnitz en Arm. Hr. von Pøllnitz slap den sent:

-Kære Ven—Hr. von Pøllnitz standsede og saa Ledsageren lige ind i Ansigtet—Tingen er, man kan jo ikke #tie#—der maa jo tages Forholdsregler … man maa dog vide….

Hr. von Pøllnitz kom hjem Klokken to, tre om Natten.

Naar Hr. von Pøllnitz var hjemme, sad han stille hen i sin Stol med Hænderne paa sine Laar. Undertiden løftede han langsomt Armen og lagde smerteligt Haanden op paa sin Plade.

-Det er jo det—Mariane, sagde Hr. von Pøllnitz til sin Frue—#hvis# man #begreb# det.—

* * * * *

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina havde aldrig set saa godt ud. Hendes Højhed var i noget fornemt, slankt Graat, der klædte hende rent mærkeligt: Hendes Højhed var næsten smuk, som hun kom ind i Basaren med Overborgmesteren.

Hendes Højhed gik op ad Trinene til Tribunen og tog Plads. Sangerne begyndte at synge.

Hr. Pøllnitz havde tilbudt sig at staa i Tombola.

-Kære Pøllnitz, havde Fru von Pøllnitz sagt: om du vilde følge mit Raad.

Hr. von Pøllnitz fulgte altid sin Kones Raad: Hr. von Pøllnitz stod i Tombola med et bredt Bonvivantsmil.

-Hvor det er morsomt engang at høre en anden—sagde Hr. von Pøllnitz til alle. Han var saa urolig, at han trippede.

-Kære Ven, sagde han. Man har fri….

Hr. von Pøllnitz var lykkelig.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var lidt ubarmhjertig mod Borgerforeningens Buket: Der faldt under Sangforeningens Sang det ene Blad efter det andet ned for hendes Stol.

Hr. von Pøllnitz lagde Armene overkors ved sin Tombola: Hr. Hofskuespiller Josef Kaim kom frem i Kjole og hvidt.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hilste ved at bøje Ansigtet ned over Borgerforeningens Buket.

Hr. Josef Kaim deklamerede "Sangerens Forbandelse". Han havde hængende Skuldre i en flunkende ny Kjole. Skjorten skød sig under Anstrængelsen op og stod ud af Vesten, og Hr. Kaim trak den ned mellem hvert Vers.

Hr. Kaim deklamerede lidt slettere end Alverden.

Fru von Pøllnitz sad paa reserveret Plads. Hun havde Næseklemmer paa og saa uafbrudt paa Prinsessen. Hendes Højhed blev ved at sidde med bøjet Hoved. Hun saa ned i Gulvet paa Hr. Kaims Fødder, uhyre Fødder i et Par Laksko med høje Hæle.

En #Bredde# af Fødder….

Hendes Højhed var nervøs; den stakkels Borgerforenings Buket. Fru von Pøllnitz var overbevist om, at Baandene snart var ganske krøllede.

—Han stod #ganske# som Hr. v. Pøllnitz. Den højre Haand presset ind mod Brystet—en tyk Haand i en klemt hvid Handske—og strakte Hals—og hvor var han varm….

Hendes Højhed saa atter stift ned—paa de store Fødder.

Det var forbi, og Hr. Josef Kaim bukkede. Der applauderedes livligt i Salen. Hr. von Pøllnitz strakte Armene langt frem i Højde med sit Hoved og klappede heftigt.

Hendes Højhed Protektricen rejste sig hurtigt. Sangerne havde sat an til Slutningsnumeret, men holdt inde, og det blev ved et hendøende Kvæk. Dirigenten, der skrævede med Ryggen til Salen, blev staaende med løftet Haand….

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede nede af Tribunetrappen.

Damerne fløj til Boderne og fik de udbredte Duge væk, som skærmede de udsøgte Genstande … Det var knap, at Frøken von Hartenstein kunde indhente Hendes Højhed.

Højheden smilede hastigt frem gennem Bodrækken. I Bod Nr. to straalede Fru Overborgmesteren bag sine Dynger af "Prinsessens Peberkager".

Højheden smilede svagt til Boden og gik forbi. Fru Overborgmesteren var knikset ned bag Peberkagerne og blev staaende i Nejningen: Hendes Højhed købte i Fru Hoftandlægens Barak.

Fru Overborgmesteren havde født ti Børn til Verden. Hun fik det med Hold over Lænderne ved saadanne Lejligheder.

Hendes Højhed havde aldrig været saa livlig! … Hun talte længe i hver Butik, nederst i Salen….

Da Hendes Højhed tog bort, rev Hr. von Pøllnitz "Leve't" ud af Munden paa Overborgmesteren.

Hr. von Pøllnitz var i det Hele i Ekstase.

-Kære Ven—Hr. von Pøllnitz omfavnede Hr. Kaim—et Organ … et Foredrag … Jeg vil indlemme "Sangerens Forbandelse" i mit Repertoire….

Ud paa Aftenen købtes Fru Overborgmesterens Peberkager underhaanden til Buffet'en.

Hr. og Fru von Pøllnitz gik hjem.

Hr. von Pøllnitz rømmede sig; Fru von Pøllnitz hørte det ikke.

Tilsidst sagde Hr. von Pøllnitz og gned sig under Hagen—Hr. von Pøllnitz gned sig under Hagen som en Høker i fortrolige Øjeblikke og frembragte en gryntende Lyd—:

-Hm "Mutter Pøllnitz"—Mutter Pøllnitz var et Kælenavn—hvad si'er du saa?

-Hvad jeg siger—David—til hvad?

-Til hvad? sagde Hr. von Pøllnitz. Som om der … Til hvad?

-Mener du den unge Mand. Det var meget net.

-Kære Mari … Hr. von Pøllnitz kom ikke videre….

-Naar man betænker, at det unge Menneske er ganske uden Øvelse; Fru von Pøllnitz sagde det venligt.

Hr. von Pøllnitz sagde ikke noget. Han havde det varmt.

-Pøllnitz, sagde Fru von Pøllnitz—du skulde slutte dig lidt mere til Hr. Kaim.

-Slutte mig—min Pige, Hr. von Pøllnitz stod stille….

-Ja—han gør virkelig et rart Indtryk—saa beskeden og forlegen endnu….

De var hjemme.

Hr. von Pøllnitz sad længe i sin Stol, stille, med Hænderne paa sine Laar.

Siden laa han timevis vaagen. Han sukkede og pustede og saa over paa Fru von Pøllnitz. Hun lod, som hun sov.

Hr. von Pøllnitz vendte og drejede sig og slog sig paa Hovedet, saa Nathuen fløj fra højre til venstre: Hr. von Pøllnitz laa med Nathue.

Næste Morgen tog Hr. von Pøllnitz "Engelsk Salt". Hans Mave taalte ikke stærke Sindsbevægelser.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina klædte sig om, da hun kom hjem, og hun gik ned i den gule Sal.

Komtesse von Hartenstein læste højt af "Revne des deux mondes". Det var en Afhandling om den evropæiske Indflydelse i Kina.

Da Hendes Højhed skulde til Ro, og Kammerjomfruen flettede hendes Haar, paastod Hendes Højhed uafladelig, hun trak i Fletningen.

-Herre Gud—Hendes Højhed var meget sensibel—De piner mig….

-Men, Deres, Højhed….

-Nu igen….

-Deres Højhed….

-Aa—lad mig selv….

Hendes Højhed tog selv Haaret og begyndte at flette det.

Og to Minutter efter lod hun det falde igen….

Kammerjomfruen forstod ikke Højheden. Stille flettede hun Haaret og bandt det varsomt op.

* * * * *

Hans Højheds Gigt var meget slem. Et Par Uger tog Hendes Højhed Prinsesse Maria ikke i Theatret.

Hr. von Pøllnitz var meget optaget: han virkede for selskabeligt Samkvem mellem Hofteatrets Medlemmer.

-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz—man ser aldrig hinanden….

-Bedste Ven, man er Kammerater, og vi lever som fremmede….

-Kære Ven—man maa se hinanden….

Næste Lørdag var der Middag hos Hr. von Pøllnitz. Hr. Hofskuespiller Kaim havde Fru von Pøllnitz til Bords.