V
Reading edition
Vaaren kom med kriblende Sol og Grøde. Hendes Højhed var nervøs. Foraars-Uroen angreb Hendes Højhed.
-Højheden har Indfald, sagde Komtesse von Hartenstein—min Go'e, uberegnelige….
Komtesse von Hartenstein tilbragte sine fleste Eftermiddage hos Mademoiselle Leterrier. Hendes Højhed trak sig i den sidste Tid ofte tilbage om Eftermiddagen. Hun vilde hvile sig.
Hendes Højhed havde lukket Døren af, saa Kammerjomfruen maatte banke paa, naar hun skulde klæde Højheden paa til Taflet.
Komtesse von Hartenstein sad ovre hos Mademoiselle Leterrier.
-Min Go'e, sagde hun, det er Nerverne … Men hvem der #lider#, min Go'e—det taler man ikke om … Højheden har #Indfald:# Igaar #gik# vi hjem fra Theatret—
-#Gik?#
-Ja—min Go'e, vi gik; Højheden sendte Vognen bort … #Det# Slæbeskørt #har# jeg haft min Nytte af….
Komtesse von Hartenstein beskrev ikke, hvad hun led. Men hun havde en Maade at #tie# paa om sine Lidelser—"min Go'e, jeg har jo at bøje mig"—saa hun saa' ud, som hun daglig blev slagtet.
Mademoiselle Leterrier nikkede forstaaelsesfuldt.
-Mais oui—sagde hun—c'est l'áge orageux.
-Ja, sagde Komtesse von Hartenstein; hun forstod ikke, hvad Mademoiselle mente: Komtesse von Hartenstein havde aldrig kendt nogen áge orageux.
-Mais oui—c'est ça, gentog Mademoiselle. #Hun# kendte det. Mademoiselle Leterrier havde en "Nevø", en lang friseret Laban af en Referendar, der besøgte hende to Gange om Aaret og regelmæssigt tømte hendes Sparekassebog. C'est ça, sagde Mademoiselle Leterrier.
Det ringer. Det er Fru von Pøllnitz. Fru von Pøllnitz har taget Timer i Fransk i Vinter hos Mlle Leterrier.
De tre Damer taler om Vejret, der er saa ustadigt og slemt for Hans Højhed Hertugens Gigt.
* * * * *
Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt. Han havde ikke en Gang saa meget som kunnet sætte sin Fod i Hoftheatret i de sidste to Maaneder.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina satte sig paa hans Plads i Mørket. Lyset fra Rampen generede. Hendes Højhed sad ogsaa hellere der—lidt tilbage i Skjul: Hendes Højhed var virkelig undertiden ganske skræmt i Hoftheatret nu.
-Har han ikke faaet dem gjort til Rebeller allesammen, sagde Eksellensen Kurth. Det er en Galskab, der smitter….
Komtesse von Hartenstein mente, at den store Devrient vendte sig i sin Grav.
Hendes Højhed sad blot forskræmt.
Josef Kaim #rev# de unge paa Scenen med sig.
Det var ikke stor Kunst. Men den hede Ungdom gennembrændte Mesterværkerne med alle Lidenskaber. Had var det rene Vildskab, og Kærlighed var Raseri. Liv stod der i de lyse Luer af Tøjlesløsheden.
De Godtfolk i Residentsen sad i Hoftheatret saa forblæste, som gik de over Raadstuepladsen i Storm.
Maria Carolina trykkede sig ind i sin Logekrog. Hun følte en sky Forbavselse, en beklemt Modvillie, der ikke vidste, mod hvem den skulde vende sig. Og hun blev siddende, som en Døv, der kæmper for at høre, og stirrede paa disse Mennesker.
Josef Kaims Stemme lød gennem alle de andres.
Undertiden lød den ogsaa smeltende mildt, smigrende blød som Musik—som naar Don Karlos talte til Dronningen.
Og nysgjerrig saa Hendes Højhed ned paa Don Karlos, der knælede for den Elskede—paa hans Ansigt, der straalende vendte op imod hendes, paa Læberne, der bevægede sig under sagte Ord, og Hovedet, der bøjede sig, naar han kyssede hendes Haand.
Og længe, med en egen Glæde, gemte Hendes Højhed over Billedet, mens hun lukkede Øjnene.
Men Stykket gik videre. Og vildt kæmpede Eboli om Karlos, og Karl svor sin Fader Fjendskab i Forbandelser, og Posa gik i Døden, Posa den Retfærdige.
Hendes Højhed vidste knap af Ordene. Men hun hørte de oprørte Stemmer som i et stort Kor, og hun følte en klemmende Angst, som om noget besværede Aandedrag og Hjerteslag i hendes Bryst.
Naar Tæppet var faldet, og det var forbi, blev hun siddende paa sin Plads, og hun stirrede aandsfraværende paa Tæppet, der pludselig blev mørkt, og Jerngitret, der skød langsomt ned, en sort Væg, og faldt tungt i Gulvet.
Hendes Højhed rejste sig, og hun blev endnu staaende ved Randen af Logen, og hun saa ud i den tomme Sal i Halvmørket med alle de gabende Stolestader.
Fru von Pøllnitz havde i Vinter Plads i Logen vis-à-vis Prinsessens i første Etage.
Hun tog Tøjet paa i den aabne Logedør; Fru von Pøllnitz havde Næseklemmen paa under Sløret.
Lakajen havde løftet Portieren til den lille Salon. Prinsessen vendte sig og gik ham forbi. Hun kørte hjem.
Hans Højhed Hertugen havde ventet paa Hendes Højhed til Piqué'en. Han sad og trommede med Knoerne paa Spillebordet og saa paa Uret hvert halve Minut.
Klokken er elleve, sagde Hans Højhed. Han havde allerede Kortene i Hænderne.
-Ja—Deres Højhed. Maria Carolina tog Plads, og Hans Højhed gav Kort. De spillede i Tavshed, gav, tog Kort og stak.
En Lakaj listede over Gulvet med Theservicet. Komtesse von Hartensteins Strikkepinde raslede sagte.
Deres Højheder blev ved at spille.
Naar Spillet var ude, samlede Hans Højhed Kortene.
-Det er blevet sent, sagde han.
-Klokken er halv tolv, sagde Hendes Højhed. Hun rejste sig og gik hen over Gulvet mod en Vinduesfordybning. Hun støttede et Øjeblik sit tunge Hoved mod Vinduessprossen.
-Deres Højheds The. sagde Komtesse v. Hartenstein.
-Tak—jeg kommer….
Herskaberne drak The i Tavshed.
* * * * *
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina vilde hente en Bog i "Hertugindens Dagligstue", før hun gik til Ro. En Lakaj bar Armstagen foran hende.
Hendes Højhed gik hen til den lille Reol og mekanisk tog hun en Bog af Hendes Højhed Hertugindens Haandbibliothek. Hun lagde den fra sig paa Bordet, og mens Lakajen ventede med den løftede Kandelaber, betragtede hun "Marie Antoinette, der førtes til Fængslet".
Hun betragtede Ansigterne og Skikkelserne med de knyttede Hænder.
Hun saa' fra Rebellerne hen paa Dronningens Ansigt. Hun skred rank frem, kongelig, gennem Pøblen. Ansigtet næsten straalede i sin uantastelige Ro.
Maria Carolina saa bort fra Billedet rundt i hendes Højhed Hertugindens private Gemak … Det var, som hendes Moder kom hende i Møde fra hver Plet….
Hun saa hende sidde #der# i den højryggede Sofa fra det første Kejserdømme, rank og smuk og rolig—de ringbesatte Hænder laa foldede i hendes Skød—mens hun, en lille Pige, #der#, foran Hendes Højhed Hertuginden, staaende midt paa Gulvet, hviskede en af Lafontaines Fabler—paa Stolen derhenne sad Mlle Leterrier og bevægede Læberne til Fabelordene, som om hun vilde suflere hende.
Og naar Fablen var ude, bøjede Hertuginden, hendes Moder, sig let fremad:
-Godt, sagde hun, meget godt.
Og Maria Carolina nejede, mens Hertuginden, hendes Moder, let berørte hendes Pande med sine Læber.
Maria Carolina traadte tilbage. Og Hertuginden strakte Haanden ud til Kys for Mlle Leterrier, og hun sagde igen:
-Det er jo meget godt, Mademoiselle.
Hendes Højhed hørte Hertugindens, hendes Moders Stemme, klar og altid rolig, og hun saa paa de lige og regelrette Møbler med Vaserne og de gyldne Guirlander og Billederne, som hang symetrisk i Vægfelterne.
Maria Carolina aandede dybt, som om hun havde lagt en tung Byrde fra sig, og hun vendte sig for at tage Bogen paa Bordet.
Hendes Blik faldt atter paa Marie Antoinette. Og al hendes Følelse blev til en pludselig dyb Vrede mod disse Folk med deres Skrigen….
Hendes Højhed forlod "Hendes Højhed Hertugindens Dagligstue" og med en Haandbevægelse, uden Ord, afskedigede hun Hofdamen von Hartenstein, der ventede i den gule Sal.
Men mens Kammerpigen flettede Højhedens Haar foran Spejlet, kom den forpinte Urolighed igen. Hun lod Kammerjomfruen gaa, og hun gik tilsengs. Men hun kastede sig uden Ro og fik ingen Søvn. Hun hørte bestandig disse lidenskabelige Stemmer, som om de raabte til hende, og alle hendes Pulse bankede.
Hun tog "Don Carlos" fra en lille Hylde, og hun begyndte at læse.
Hun læste rundtom, og det var bestandig det samme.
Det var de samme Ord, evig: "Kærlighed"—"Menneskeret"—"Frihed"—sagt med de samme Stemmer.
Hun holdt inde med at læse, og Bogen faldt ned paa Tæppet.
Hendes Hoved var tungt af afmægtige Tanker. Hun fandt ikke Rede—i alle de fremmede Ting. Og hun følte som en Angst det bankende Blod.
Hun læste igen, og pludselig standsede hun. Hun havde sat sig op, og Bogen laa paa hendes Knæ: Gang paa Gang læste hun Hertugindens Ord til Dronningen:
Ich bin Der Meinung, Ihre Majestät, dass es So Sitte war, den einen Monat hier Den andern in den Pardo auszuhalten, Den Winter in der Residenz, so lange Es Könige in Spanien gegeben….
Hendes Højhed slap Bogen. Hun saa ikke Bogstaverne mer; Taarerne kom og blændede hendes Øjne.
Hun følte en inderlig træt, en afmægtig Smerte—stille og uhjælpelig.
Hun græd længe, og hun tørrede atter Taarerne bort; hun rakte mat Haanden ud efter Bogen af "Hendes Højhed Hertugindens Haandbibliothek". Kammerjomfruen havde lagt den paa Bordet.
Hun slog den op. Det var Habsburgernes Stamtavle. Hun læste Side efter Side og vendte Blad paa Blad. Det var de samme Navne og de samme Titler i uendelig Rad….
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blundede tungt ind over Habsburgernes Stamtavle.
* * * * *
Hans Højhed Arveprinsen fik mange arkstærke, sentimentale Breve fra sin Søster.
Han fik dem om Morgenen og saa ned ad Siderne, mens han nød sin første Cigar.
Hans Højhed skød de blaa Røgskyer i Ringe ud under sin Knebelsbart.
-Pauvre enfant, sagde han.
Og med et Suk strakte Arveprinsen sine Rytterben fra sig og tog den sidste Slurk af Kaffen.
-Pauvre enfant.
* * * * *
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var virkelig syg. Livlægen kunde ikke noksom tilraade Bevægelse.
Hendes Højhed red lange Ture i den friske Foraarsluft.
Hendes Højhed red saa uens, saa Lakajen evigt maatte passe paa: saa var det Karriere, og saa var det Skridt.
Hun red om ad Møllen. Anna-Lise bragte hende Mælk.
Hendes Højhed tømte Glasset og blev holdende foran Døren. Tankeløs saa hun paa det skummende Hjul.
Hun fo'r let sammen, og rakte Glasset tilbage til Anna-Lise:
-Hvor De er bleg, sagde hun. Er De syg? Det slog hende, hvor Anna-Lise var blevet bleg og mager.
Hun hørte ikke Anna-Lises Svar. Hun saa igen paa det skummende Vand om Hjulet.
-Det er Foraaret, sagde Hendes Højhed.
Anna-Lise nejede for Hendes Højhed, som nikkede "Farvel".
Hendes Højhed red over Broen. Ved Omdrejningen Vendte hun sig. Anna-Lise stod paa Stentrappen og saa efter hende med Hænderne over Øjnene.
* * * * *
Der var Ugetaffel. Herskaberne og deres Gæster drak Kaffen i den gule Sal.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina talte med Hr. Overførsteren i en Vinduesfordybning, om nogle Træer, der kunde hugges for en Udsigt.
-Ja—ingen kender Skoven saa godt som Deres Højhed, sagde Hr. Overførsteren.
-Jeg har jo redet der hver Dag, siden jeg var Barn. Hendes Højhed saa ud i Haven. Det var Hofskuespiller Kaim, der kom op ad Vejen med to Damer.
-Hvor Luften er mild, sagde Hendes Højhed. Hun havde aabnet Vinduet.—Som i Juni.
Hun bøjede sig ud af Vinduet. Man hørte Stemmerne fra Terrassen lige herop.
-Der er dog smukkest ved Skovmøllen, sagde hun igen og vendte sig halvt til Hr. Overførsteren.
-Jeg ved, Deres Højhed finder det, sagde Overførsteren.
De tav lidt. Prinsesse Maria Carolina blev ved at se ud i Haven.
-Der er jo Sorg i Skovmøllen, sagde Hr. Overførsteren.
Hendes Højhed svarede ikke straks.—Sorg? sagde hun saa, som om Ordet havde haft lang Vej for at naa hende.
-Deres Højhed har ikke hørt, at Anna-Lise … den unge Pige, som havde den Ære….
-Anna-Lise … hvad hun?
-Hun blev fundet … igaar Morges—Deres Højhed, ja det er beklageligt—i Møllebækken.
Hendes Højhed vendte sig: I Bækken, sagde hun.
Hvor de dog lo dernede.
-Ja, Deres Højhed, igaar.
-Men jeg saa hende jo iforgaars—paa min Tur.
-Det er sket om Aftenen … iforgaars.
-Om Aftenen, sagde Hendes Højhed blot Hun saa Anna-Lise staa bleg og huløjet foran sin Hest.
-Ved man nogen Grund? spurgte hun.
-Det plejer at være Forliebelse, Deres Højhed, naar et nittenaars Blod springer i en Bæk.
Hendes Højhed blev ganske bleg. Hun blev ved at se Anna-Lise for sig, mager og forgræmmet. Og hun tænkte pludselig paa, at hun havde set hen paa det skummende Møllehjul og sagt tankeløst:
-Det er nok Foraaret.
Og nervøst—hele Tiden havde hun hørt denne Latter og Josef Kaims Stemme—vendte hun sig igen mod Vinduet.
-Hvor de lér, sagde hun.
-Den Stakkel.
Maria Carolina syntes hverken hun saa' Træer eller Terrasser eller Himlen.
-Den Stakkel, sagde hun igen.
Hendes Højhed afskedigede Hr. Overførsteren ved at bøje Hovedet.
Den næste Morgen red Prinsesse Maria Carolina over til Skovmøllen. Det store, trøskede Hjul stod stille, Husdøren var lukket tillige med Gaardporten. Maria Carolina stod af og gik op ad Trappen.
Hun aabnede Døren og gik ind. Fra Gangen til Stuen var der aabent. Maria Carolina traadte lidt frem og standsede. De to Gamle sad mellem Vinduerne i Slagbænken. De sad stille, tæt ind til hinanden.
Den gamle Møller virrede med Hovedet mod Væggen og sukkede.
-Ja—Johan—ja, sagde Konen, som om hun tyssede paa et Barn. Ja—ja….
Og de sad igen stille ved Siden af hinanden. Moderen vidskede Taarerne bort med Bagen af sin Haand.
Maria Carolina vendte sig sagte og aabnede Døren til Trappen.
Hendes Højhed red forbi den tavse Mølle over Broen.
Bredderne langs Bækken var grønne. Sandbunden lyste gennem det rolige Vand i Solen. Der var Anna-Lise død.
Hendes Højhed sprængte bort gennem Skoven med sin Lakaj.
* * * * * *
Det var Dagen efter Opførelsen af "Romeo og Julia".
Fru von Pøllnitz havde Time hos Mademoiselle Leterrier. Komtesse von Hartenstein var der ogsaa. Hun havde villet "tale med et Menneske—min Go'e".
-Jeg saa det jo, sagde Fru von Pøllnitz, Hendes Højhed rejste sig straks efter Balkonscenen.
-Og gik alene—med en Lakaj.
-#Hjem?# spurgte Mademoiselle Leterrier.
-Paa Slottet saa man Hendes Højhed Klokken elleve, min Go'e.
-Klokken elleve. Mlle Leterrier trak Ordene ud, som om hun vilde presse ind i dem alle de Misgerninger, man kunde begaa fra Balkonscenen til Klokken elleve.
-Hvordan saa Hendes Højhed ud, sagde Mademoiselle igen.
-#Jeg# saa' hende ikke—Komtesse von Hartenstein var ligesom knækket—Hendes Højhed var uden Hat….
-Det er altid Hr. Kaim, der attaquerer Hendes Højheds Nerver, sagde Fru von Pøllnitz, Hun havde taget Klemmerne af.
* * * * *
Hendes Højhed havde været meget bleg, da hun kom ud fra Logen efter Balkonscenen.
Lakajen, der sad i Forstuen til Logen, var vaagnet.
-Kom, sagde Hendes Højhed.
Hendes Højhed gik ned ad Trappen og ud gennem Vestibulen. Hun havde kun et Slør om Hovedet og en Kaabe.
Hun gik gennem Theaterparken over Alleen ind i Slotshaven. Hun aabnede Laagen til Onkel Otto Georgs Rosenhave—Buskene stod nøgne, uden Løv—og hun gik op paa Terrassen.
Hun gik hastigt. Lakajen fulgte Hendes Højhed i en Afstand af ti Skridt, ligerygget og med samme Ansigt, som naar han serverede ved Taflet.
Hendes Højhed gik og gik. Hun maatte gaa. Det var hende, som om hun med hvert Skridt søndertraadte noget med sine Hæle, mens hun gik og gik.
En Gang imellem førte hun Haanden ind mod sit Bryst, som om hun havde ondt ved at drage Aande. Og hun begyndte at gaa langsommere og ganske langsomt, med Hovedet bøjet og Øjnene ned i Jorden.
Hendes Højheds Pande brændte. Det at #tænke# var Maria Carolina saa uvant; det var som en stor Smerte.
Hun steg højere op, opad Trappen, til den øverste Terrasse.
Hun gik nogle Skridt og standsede. Aftenen var halvvejs maanelys. Haven laa under hende som et utydeligt Svælg, begrænset af Slottets Stor-Kolos. Skarpt saa man det lange, lige Tag mod Himmel og Skyer.
Hendes Højhed stod ubevægelig og saa ned paa det hertugelige Slot.
Lakajen var standset i sin Afstand af ti Skridt. Han stod som en Skildvagt, der skuldrer.
Alle Tanker svandt væk. Ordene—de hede Ord, det havde været, som om de #brød# ind over hende; Smerten, havde hun vidst hvilken?—der havde boret som et pludseligt Stik….
Hendes Højhed #saa# kun de lange, graa Linier af Slottet ved hendes Fod.
Og pludselig, mens hun stirrede paa dette Graa, var det som saa hun Onkel Otto Georgs Billede for sig. Hun saa ham sidde foran Ilden i den blaa Sal, med det magre, spidse Ansigt i sine Hænder, bleg og stirrende ind i Flammerne med sine døde Øjne.
Og hun følte Onkel Otto Georgs Hænder sagte glide hen over hendes Haar, og hun hørte ham sige, stille og mimrende, mens han saa ned paa hende og halvsmilede:
-Pauvre enfant—pauvre enfant.
Lakajen skiftede Ben og ventede.
Hendes Højhed vendte sig og gik tilbage ad Terrassen. Det store Ur paa Slottet slog mange Slag ud i Stilheden.
Hun følte sig pludselig saa træt, da hun gik ned ad Trappen.
Maanen var kommet mere frem, og Gangene var helt lyse i Onkel Otto Georgs Blomsterhave.
Hendes Hoved brændte endnu … hun syntes ikke mere Fødderne vilde bære hende.
Hun saa pludselig Lakajen—han gik forbi hende for at aabne Laagen—hun havde ganske glemt ham.
Han stod i Lyset, med Hatten i Haanden, i Profil, slank og ung. Det gav et #Ryk# i Maria Carolina, saa hun stansede et Nu.
Lakajen vendte sig lidt og løftede Blikket en Smule.
-Luk, sagde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina og gik ham forbi gennem Laagen.
Lakajen lukkede Laagen. Hendes Højhed lod Kammerjomfruen tænde Kandelabrerne paa Kaminen.
-Lad Hans Højhed Hertugen sige, jeg befinder mig ilde.
-De kan gaa. Jeg behøver Dem ikke.
Lakajen drev af i en af Gangene.
-Men #hvor var I#, sagde Kammerjomfruen.
-Paa Terrassen, Jomfru….
-Saa? Franz—De er utaalelig … Hvad vilde Hendes Højhed der?
-Vi #gik#, siger Lakajen.
-Gik?
-Ja—og stod som "Statuer"….
-Og saa paa Maanen … Hva'?
-#Jeg# saa ingen Maane .. Jomfru … Lakajen fanger Kammerjomfruen til et Kys og til et Par endnu—langs ad en mørkere Gang.
-Idiot, siger hun og løber fra ham.
Kammerjomfruen gik tilbage til Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Gemakker. Hun var vis paa, hun hørte Hendes Højhed derinde græde.
* * * * *
Intendanten ved Theatret var til Taffel.
Hr. Intendanten talte om den nye Sæson og Fornyelse af Engagementer.
-Hr. Josef Kaim har Tilbud fra Dresden, sagde Hr. Intendanten. Han sad vis-à-vis Hendes Højhed.
-Saa rejser han vel, sagde Hans Højhed Hertugen.
-Han stiller store Fordringer, sagde Intendanten.
Hans Højhed Hertugen tog Karpe.
-#Meget# store….
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var interesseret af at betragte et lille Stykke Is, som flød rundt i hendes hvide Vin….
-Men Hr. Kaim er et … fremtidigt Talent, sagde Hr. Intendanten.
-Naar den Fremtid kommer—Hans Højhed lo—stikker han af alligevel. Lad ham løbe … #Mig# brøler han for højt….
Intendanten tav og saa fra sin Tallerken over paa Hendes Højhed.
-Ja … sagde hun … Hr. Kaim—er vist et stort Talent. Hendes Højhed blev ved at more sig over dette lille Stykke klare Is i hendes hvide Vin … Han vil vist kunne faa en smuk Fremtid….
-Rimeligvis … det var Intendantens Tur at faa blaa Karper … det var just det….
-Hm—sagde Hans Højhed Hertugen—hans Slags er der nok af.
Samme Aften fik Hr. Hofskuespiller Josef Kaim sin Ansøgning om Afskedigelse fra det hertugelige Hoftheater bevilget.
Hr. David von Pøllnitz glemte at faa Galosker paa, saadan en Fart havde han for at komme hjem efter Theatret.
Hr. von Pøllnitz spiste først. Hr. von Pøllnitz spiste stærkt. Han drak hver Aften tre Ballier The. Hr. von Pøllnitz turde ikke drikke Øl for den besværlige Legemsdel.
-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz. Øl—min Yndlingsdrik … Men, kære Ven, hva' gør man ikke for Kunsten?
Hr. von Pøllnitz havde drukket de to Ballier. Han begyndte at føle sig mere vel.
Han lagde Armene ind paa Bordet og stirrede stift paa Fru von Pøllnitz.
-Mariane, sagde han. #Véd# du, hvad der er sket?
De, der ikke kendte Hr. von Pøllnitz, vilde have tænkt sig noget verdenshistorisk.
Fru von Pøllnitz sagde tørt: Nej—David.
-Kære Mariane—Hr. von Pøllnitz saa' ud i Luften med opspilede Øjne—Hvad forudser man?
Hr. von Pøllnitz gjorde en Pavse og slog med den flade Haand i Bordet:
-Man forudser intet, Mariane, sagde han.
Hr. von Pøllnitz faldt hen: Nej—man forudser intet, gentog han.
-Hvorfor spørger du ikke, hvad det er? sagde han.
-Hvad er det da? Fruen var nervøs.
-Hr. Kaim har Afsked.
Hr. von Pøllnitz havde foldet Hænderne over Tallerkenen. Han saa' paa Fru von Pøllnitz og ventede.
-Fæ, sagde Fru von Pøllnitz.
-Fæ?
-Jeg sagde: det Fæ, sagde Fru von Pøllnitz.
Fru von Pøllnitz havde ved afgørende Lejligheder særdeles malende Ord.
-Er du færdig, David, sagde Fru von Pøllnitz.
-Ja. Hr. von Pøllnitz rejste sig stilfærdig og satte sin Stol ind til Bordet. Tak for Mad, min Pige.
Hr. von Pøllnitz sad i Dagligstuen stille i sin Lænestol, med Hænderne paa sine Laar.
Han klappede sig i Tavshed #der#, hvor Menneskehedens Flertal har Hjerne.
* * * * *
Det var den fjortende Maj, Dagen før Hoftheatrets Sæson sluttede.
Hendes Højhed var efter Taflet taget op til Jagtslottet i Bjergene. Komtesse von Hartenstein var upasselig. Hendes Højhed var alene.
Hun sad i Spisesalen ved Karnapvinduet.
Det havde været Hendes Højheds Yndlingsplads fra Barn.
Højden skraanede jævnt. De nys udsprungne Linde stod lyse mellem Gran og Fyr. Nede saa man Dalen med sine spredte Flækker og Markerne, hvis Gærder skar sig frem som mørke Linier, og Engene—hist og her et ensomt, blaaindhyllet Træ—og Floden. En Sky af let Damp stod mod Aften over dens Løb.
De modsatte Højder skinnede endnu i Solen. Det var, som laa de ganske nær—hvidkalkede Bøndergaarde med høje Popler rundtom, der kastede Kæmpe-Skygger hen over Bjerget, og Markerne og øverst Skoven—alt laa i rødligt Lys fra Solen.
Højder og Dal var det ganske hertugelige Land.
Det ringede paa den store Klokke ved Slotsporten, og Hendes Højhed hørte Kastellanens Skridt over Slotsgaarden nedenfor Karnappen,
Hun hørte, Porten blev aabnet og hørte Stemmer herop.
Kastellanen kom tilbage over Gaarden.
-Hvad er det? sagde Maria Carolina.
-Det er et Selskab, Deres Højhed, som vilde se Slottet … Jeg sagde, jeg vilde spørge Deres Højhed.
-Naturligvis kan de se Slottet, sagde Maria Carolina.
Hun blev staaende i Vinduet, da Kastellanen vendte tilbage til Porten.
Hendes Højhed gik et Par Skridt tilbage, da hun saa Josef Kaim. Hun stod et Øjeblik bleg ved Egebordet. Saa gik hun hastigt mod Døren.
Selskabet var allerede paa Trappen. Hendes Højhed gik et Par Skridt ned og standsede.
Det var en seks-otte Mennesker—Folk fra Theatret. Damerne nejede, og Herrerne blev staaende bøjede.
Hendes Højhed tog med Haanden om Gelænderet.
-Maa jeg maaske vise Dem Slottet, sagde hun.
Selskabet stod lidt generet … En af Damerne fattede sig først og takkede….
-Vil De maaske gaa herop ad Trappen, sagde Hendes Højhed.
De kom ind i Spisesalen. Hendes Højhed kendte dem fra Theatret og talte til hver med Navn.
Naar Skuespillerne svarede, hviskede de ærbødigt. Lidt efter lidt kom de ind i Situationen, men de havde lidt for sirlige Buk og stærkt interesserede Udtryk med store Øjne.
Damerne sagde smaa, forskelligtbetonede: Aa—foran alle Genstandene.
Josef Kaim drev af bag de andre … Han standsede ved Vinduerne, i Karnappen blev han staaende.
Han havde sagt bare "Ja" og "Nej" paa et Par Spørgsmaal af Hendes Højhed.
Hendes Højhed fortalte om den gennemskudte Fane, der hang under Loftet. Det var en hertugelig Trofæ fra Trediveaarskrigen.
De andre gik videre. Josef Kaim stod med Hænderne i Jakkelommerne og saa' op paa Fanen.
Hendes Højhed fortalte om Malerierne i Billedsalen. Hele Selskabet trængte sammen foran et Maleri af Maria Stuart.
-Hun er jo saa "#maadelig#", fløj det ud af den skaldede Komiker.
-Ja, hun var ingen Skønhed, sagde Hendes Højhed.
Der blev bragt Vin op i Spisesalen. Rhinskvinsnasker i store Kølere.
Hendes Højhed bad dem drikke et Glas paa en behagelig Sommer … Selskabet var beæret og trippede af tilbage til Spisesalen i Gaasegang….
Der blev skænket i Glassene. Hendes Højhed gik rundt og klinkede. Damerne læste hviskende Indskrifterne paa de gammeltyske Glas, og Herrerne tog smaa Slurke af Vinen, med Tungesmask og mange Henrykkelsens Sideblik til hinanden.
Det var en meget almindelig Hus-Vin.
Det begyndte at mørkne. Der kom nye Flasker i Kølerne, og Herrerne og Damerne pludrede hviskende rundt om. Skaldekomikeren sagde halvhøje Vittigheder i Haab om at blive hørt af Højheden og han gjorde "sin Bevægelse": en Drejning i Luften af den udspilede Haand, der endte med et Klask paa hans Kugle-Bug—hele Galleriet laa paa Maven, naar han gjorde sin Bevægelse.
Hendes Højhed havde aldrig haft megen Sans for Komik.
Hun gik med sit Glas i Haanden forbi Karnappen ind i Taarnstuen; Døren til Spisesalen stod aaben.
Hendes Højhed fór lidt sammen: De her sagde hun—Hr. Kaim—De staar her alene.
-Jeg—saa' paa Noget, sagde Hr. Kaim. De korte Sætninger kom altid saa underligt stødende frem. At sige Deres Højhed glemte han hver anden Gang.
-De har vist aldrig set vore "Skatte", Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed. De havde det lidt, og han vilde just gaa.
-Skatte—Deres Højhed….
Hendes Højhed tog et Nøgleknippe i et Skrin og aabnede et lille Skab i Væggen: Det vil ikke op, sagde hun. Endelig gik det: Ja, det er vort Musæum her.
Hr. Kaim blev staaende fire, fem Skridt fra hende med halvbøjet Hoved.
Hendes Højhed tog et lille Skrivetøj ud af Skabet.
-Det har tilhørt Napoleon, sagde hun og rakte ham det.
Han tog det og saa' paa det: Ja—saa … Han blev staaende genert de fire, fem Skridt fra Hendes Højhed og drejede paa Blækhuset.
Hendes Højhed betragtede ham fra Siden, som han stod og saa' paa Musæumsgenstanden, han holdt i et Par store Hænder.
-Ja saa, sagde han igen og satte Skrivetøjet fra sig paa Bordet.
Maria Carolina smilede mod sin Villie, mens hun satte Napoleons Blækhus tilbage i sit Skab.
Og mens hun smilte, følte hun den dybeste Smerte, hun havde følt i hele sit Liv.
-Ja, sagde hun, han havde det med i Rusland. Hun vidste ikke, hun havde talt, før hun hørte Lyden af Sætningen, der kom tilbage til hende ligesom langt borte fra….
Hendes Højhed tog en lille Guldstav i Skabet.
Josef Kaim stod og følte paa Stenene, der sad i Krans rundt om Staven.
-Det er et Scepter, sagde Maria Carolina.
-Det har tilhørt Maria Stuart.
Det gav et Sæt i Josef Kaim: Maria Stuart, sagde han. Han gik til Vinduet med Sceptret i Haanden.
Det var næsten mørkt, saa de knap saa' hinandens Ansigter, skønt de stod sammen tæt ved Vinduet.
Josef Kaim holdt det lille Scepter ud fra sig i Haanden, og blev ved at se paa det.
Inde i Spisesalen havde Komikeren "sagt noget" igen. De andre lo op.
-De tager fra os, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed sagtere, som man taler i Mørke.
-Ja, sagde han, til Dresden. Han blev ved at staa med Sceptret,
-Ja, sagde han.
Hvad hjalp #det# hende? Han talte dybere, med den mærkelige mørke Stemmeklang.
Hendes Højhed fór sammen.
-Nej, sagde hun sagte.
Josef Kaim rakte Hendes Højhed Sceptret. Tak, sagde han.—Hm—ja—det er sært med saadan gamle Ting….
Hendes Højhed skælvede, da hun berørte Sceptrets kolde Guld. Hendes Ansigt var saa blegt i Mørket.
De tav lidt. Derinde havde Komikeren vist igen gjort sin Bevægelse.
-Jeg vil ønske Dem al Lykke, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed; hun gik et Skridt frem.
Josef Kaim saa' op. Han havde ikke før hørt, der var saadan Velklang i Hendes Højheds Stemme.
-Jeg skylder Dem—Tonen lød lige mild—megen Tak for i Vinter … megen….
Hendes Højhed rakte Haanden frem … Men Hr. Kaim saa' det ikke i Halvmørket. Han bukkede kun, mens Maria Carolina bøjede Hovedet.
* * * * *
Maria Carolina holdt sig i et Nu mod Væggen, før hun i Spisesalen drak et sidste Glas med sine Gæster.
Selskabet tog bort.
Ned ad Bjergvejen hørte man dets Latter og Sang.
-Grim er hun, sagde Josef Kaim. Men en køn Stemme har hun—mærkeligt til blødt Organ—saa "følt" det lyder….
Maria Carolina stod i Karnappen. Hun havde slaaet Vinduet op.
Over Højder og Dal var det Nat. Det var som al Naturen udstraalede Friskhed og Vellugt, baade Skov og Jord.
Maria Carolina bøjede sig langt ud af Karnappen.
Kastellanen havde ventet lidt foran Porten; nu slog han den i og vendte tilbage over Gaarden. Maria Carolina hørte efter Sangen dernede.
Den blev svagere, og den døde bort.
Der blev stille ude i Natten.
* * * * *
Hendes Højhed vendte sig forskrækket. Det var, som nogen kom bag ved hende i Stuen.
Det var Fanen fra Trediveaarskrigen, som viftede og slog mod Væggen der ovre—i Trækken.
Hendes Højhed kørte hjem gennem Skoven.—
* * * * *
Hr. von Pöllnitz havde en ny Begivenhed at melde ved sine Theballier.
-Naar Du tænker dig, Mariane—#Højheden# viste dem om….
-Hvorfor var du ikke med? spurgte Fru von Pöllnitz.
-Kære Ven—hvem kunde vel vide?….
-Du véd #aldrig# no'et, David, sagde Fru Pöllnitz en Smule skarpt. Gi'er du mig din Kop.
Hr. von Pöllnitz fik den tredie Kop.
-Mariane, det kom som Udraab, med Hænderne frem over Bordet, og Hr. von Pöllnitz gjorde en af sine store Kunstpavser: Mariane—sagde han: der #foregaar# noget….
-#Hvad#? sagde Fru von Pöllnitz.
-Ja—sagde Hr. Pöllnitz og pavserede igen: Om man vidste det.
Fru von Pöllnitz saa' over paa sin Mand. Hans "Plade" sad skævt.
* * * * *
Den femtende Maj sluttedes Hoftheatrets Sæson. Man gav "Kærlighedens og Havets Bølger". Hr. Josef Kaim spillede Leander.
Anmeldelsen i Residentsens Dagblad sluttede saaledes:
"Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina overværede Forestillingen til dens Slutning. Efter tredie Akt lod Hendes Højhed den afskedtagende ungdommelige Helt og Første-Elsker ved vort Hoftheater, Hr. Josef Kaim, overrække en pragtfuld Lavrbærkrans."
Næste Dag tog det hertugelige Hof Sommerresidents i det italienske Slot.
Sommeren gik.