← Table of contents
Græsk Mythologi

II. Skabelsesmyther.

Reading edition

Verdens og Gudernes Skabelse. I græsk Mythologi er der ingen Guder, der er til fra Evighed af; ikke alene Verden, men ogsaa Guderne selv er blevet skabte. Først, hedder det, blev Chaos til. Herfra udskiltes Jorden (Gaia) "med det brede Bryst", og Tartaros, hvis taagede Afgrund ligger lige saa langt under Jorden, som Jorden ligger under Himlen; endvidere udskiltes Natten og Eros. Eros er selve Livskraftens Gud. Ordet betyder Tiltrækning, Begær; al Udvikling opfattedes jo som beroende paa en personlig Tiltrækning og Frastødning mellem Elementerne. Natten skaber Dagen, Jorden (Gaia) skaber Himlen (Uranos), Bjergene og Havet. Derefter ægter Gaia Uranos. De er det første egenlige Gudepar.

Men Uranos er ond, og han blev derfor overfaldet og lemlæstet af sin egen Søn Kronos, der overtog sin Faders Magt og ægtede sin Søster Rheia. Kronos og Rheia er det andet Gudepar.

Da der var spaaet Kronos, at en Søn af ham skulde tage Magten fra ham, slugte han sine egne Børn, efterhaanden som Rheia fødte dem. Da Zeus kom til Verden, gav Rheia Kronos en Sten, indhyllet i et Barnesvøb. Derved reddes den lille Zeus, der nu blev opfostret paa Kreta, og da han var vokset til, tvang han Kronos til at gylpe de andre Børn op igen, tog selv Magten og ægtede sin Søster Hera. De er det tredje og sidste Gudepar. De tager Bolig i Himlen og overlader Underverdenen og Havet som specielle Magtomraader til deres Brødre Hades og Poseidon. Jorden er fælles for dem alle.[2]

Prometheus og Menneskenes Skabelse. Prometheus dannede Menneskene af Jord og Vand og stjal Ilden til dem fra Zeus, idet han gemte den i en Narthex, d. v. s. en Plantestængel, hvis Marv kunde holdes glødende under Transporten. Derved fik Menneskene et meget vigtigt Middel til at forbedre deres Livsvilkaar; Forbrændingen er jo den første kemiske Proces, Menneskene har taget i deres Tjeneste. Men Zeus blev vred paa Prometheus og lod ham smede til en Klippe i Kaukasus, hvor en Ørn hver Dag hakkede i hans Lever, som imidlertid voksede ud om Natten; først efter mangfoldige Aars Forløb kom Herakles, skød Ørnen og løste Prometheus.

Pandora. En anden Mythe fortalte, at oprindeligt bestod Menneskeslægten af Mænd alene, og at Kvinderne først kom til senere. Den første hed Pandora. Hephaistos dannede hende af Ler, og efter at andre Guder havde smykket hende hver med sine Gaver, sendtes hun til Mændene, hvor hun blev modtaget af Prometheus's ukloge Broder Epimetheus (Bagklog). Hun blev den første Aarsag til en Mængde Ulykker i Verden, thi fra hende stammer alle kælne Kvinder, som intet gider bestille selv, men lader sig underholde ved andres Arbejde.

Verdensaldrene. At vor Kultur i det hele og store gaar fremad, har man været længe om at forstaa. Der har været Folk, der troede, Livets Gang var et Kredsløb; andre har ment, at det gode laa bag os, og at Fremtiden blev værre og værre. Hertil hører Mythen om Verdensaldrene, der hos den græske Digter Hesiodos fortælles omtr. paa følgende Maade:

De første Mennesker paa Jorden levede i nært Samfund med Guderne i disses Have, hvor der var et evigt Foraar. Det var ikke nødvendigt at arbejde haardt; der var ingen Alderdom, og Døden kom som en Søvn. Denne Tid kaldtes Guldalderen, og dengang herskede Kronos over Verden.

Derefter fulgte Sølvalderen, hvor Zeus tog Styret. Det evige Foraar blev nu afløst af de 4 Aarstider. Menneskenes Barndom var lykkelig og varede 100 Aar; men naar den var til Ende, hengav de sig til Daarskaber, forsømte at ofre til Guderne og døde efter kort Tids Forløb.

Den tredje Slægt var Malmalderen; Menneskene var dengang alle ustyrlige Krigere.

Efter deres Død kom de til at bo paa de saliges Øer, fjærnt mod Vest i Okeanos; Kronos herskede over dem, og deres Liv var lige saa lykkeligt som Menneskenes i den gamle Guldalder.

Den femte Slægt er den nulevende. Det er en Jærnslægt, hvor der er mere ondt end godt. Engang vil derfor Zeus tabe Taalmodigheden og ødelægge den i Bund og Grund.

Heroernes Slægt afbryder jo paa meningsløs Maade den stadige Forringelse af de metalnævnte Slægter og synes at være en senere Tildigtning. Den pessimistiske Tanke, at Sønnerne som Regel er ringere end deres Fædre, kender allerede Homers Odysse. Og naar denne Tanke i Mythen udtrykkes gennem de stadigt ringere Metaller, ligger der maaske en historisk Erindring bagved om den tidligere ægæiske Kulturs Guldpragt og Malmredskaber; paa dette Udgangspunkt kan Fantasien da have udarbejdet det hele System af Verdensaldre.

Den store Vandflod. Da Zeus havde besluttet at ødelægge Menneskene ved en stor Vandflod paa Grund af deres Ugudelighed, tømrede Deukalion (Prometheus's Søn) en Kasse, lagde Levnedsmidler deri og gik om Bord sammen med sin Hustru Pyrrha (Pandoras Datter). Regnen begyndte at strømme ned, og hele Hellas blev oversvømmet. I 9 Dage og Nætter omtumledes Deukalion og Pyrrha i Kassen, derefter landede de paa Parnas, Vandet faldt, de gik ud og ofrede til Zeus, der til Gengæld gav dem Evne til at skabe nye Mennesker ved at kaste Sten bagud over deres Hoveder[3]. Af de Sten, Deukalion kastede, opstod Mænd, af Pyrrhas Kvinder.

Fortællinger skulde indeholdes noget Sagnminde om en fjærn Fortid, hvor hele Landstrækninger ved en enkelt geologisk Forandring begravedes i Bølgerne, er utænkeligt; saa langt rækker Menneskenes Erindringer ikke tilbage. Heller ikke synes det rimeligt, at disse vidt udbredte Fortællinger skulde indeholde Minder om pludselige lokale Oversvømmelser af Floder eller Have i forskellige Egne.

Fortællingen er da maaske at opfatte som Mythe, hvortil Forklaringen kan søges i en for uvidende Naturfolk nærliggende Opfattelse af Himlen som et stort Hav af samme Art som Havet paa Jorden. Himlen og Havet har begge samme blaa Farve, og fra Himlen falder Regnen, der ser ganske ud som Vandet paa Jorden. De Mennesker, der vil til Guderne, maa sejle over disse himmelske Vande.

Naar nu Guderne i deres Vrede lod Vandet ovenfra strømme ned, saa at Himmel og Hav stod i et, maatte alle drukne undtagen de enkelte fromme, der søgte at redde sig ved at sejle til Guderne. I en babylonsk Vandflodsberetning siges rent ud, at de, der under det almindelige Højvande reddede sig i et Fartøj, sejlede til Guderne. Denne Opfattelse er afbleget i den jødiske Fortælling, hvor Noah strandede paa det høje Bjerg Ararat, og i den græske, hvor Deukalion og Pyrrha strandede paa Parnas. Paa en Sarkofag fra det gamle Kreta ser man de efterlevende ofre en Baad til den døde for derved at sikre ham hans Rejse til den anden Verden. Ogsaa i Norden kendes den Tro, at de døde sejler til den anden Verden. — Naar Guder kommer til Menneskeverdenen, sker det ofte paa et Skib (Kong Skjold, Dionysos).[4]

Notes in this chapter

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings