I. Træk af primitivt Aandsliv.

Naturen. Den primitive staar ganske anderledes overfor Naturen end Kulturmennesket. Naar dette sidste møder noget, han ikke har set før, søger han at sætte det i Forbindelse med tidligere Erfaringer, og han ordner Tingene i sindrigt udtænkte Systemer, indtil han faar anbragt alle sine Erfaringer paa hver sin Plads.

Den primitive nøjes med den enkelte Iagttagelse; men til Gengæld gaar han ligesom rundt om den, ser den fra alle Sider, og han fortæller gerne alt, hvad han overhovedet ved om den Ting. Herpaa beror en endnu hos Homer bevaret Hovedejendommelighed ved hans Sammenligninger. Troernes Angreb mod Grækernes Mur i Iliaden (12,278) skildres saaledes: Lige saa tæt som Snefnugene falder en Vinterdag, naar den raadvise Zeus har taget til at sne, aabenbarende disse sine Pile for Menneskene, — Vindene lader han lægge sig, og Sneen lader han falde uden Ophør, indtil han faar tilhyllet de høje Bjærges Tinder og knejsende Toppe, Kløversletterne og Mændenes frugtbare Marker, og selv over Havne og Kyster ved det skummende Hav ligger Sneen; kun Bølgen, som skyller imod den, holder sig fri for den; men alt andet ligger gemt under dens Dække, naar Zeus's Snefald lægger sig tungt derover — saa tæt fløj deres Stenkast i begge Retninger. — De tætte Stenkast sammenlignes med de tætte Snefnug; alt det andet er overflødigt, men løber med, fordi den primitive ikke evner at skille det, hvorpaa Sammenligningen beror, ud fra det øvrige Billede. Det samme gentager sig i Kunsten. Sagnet fortalte, at Pegasos sprang ud af Medusas Blod, efterat Perseus havde hugget Hovedet af hende. Men paa det gamle Relief fra Selinunt ses allerede Pegasos springe om paa Jorden, før Medusas Hoved er hugget af, mens hun endnu er i Flugt. Den primitive Kunstner vil have det hele med.

Den primitive kender intet til fysiske og kemiske Naturlove; hvad der sker i Verden, opfatter han som frembragt af uberegnelige, hemmelighedsfulde Kræfter eller af individuelle, men usynlige Væsener i Dyre- eller Menneskeskikkelse. Naar Homer skal klare sig, hvorledes man kan høre en andens Tale, gør han det ved at antage, at der fra den talendes Mund flyver smaa usynlige Væsener, en Slags Fugle, hen til den hørendes Ører. Derfor taler Homer om "de bevingede Ord."

Naturlig Udvikling gennem fortsatte smaa Omdannelser forstod man ikke. Det ny, der kom frem, opfattedes som Fødsel, det gamle, der forsvandt, som Død. Det var den Form for Fornyelse og Undergang, man kendte fra Menneskeverdenen. Naar Blade og Blomster foldede sig ud om Foraaret, var det Adonis, der fødtes; naar Sommeren var forbi, var det Adonis, der vendte tilbage til Dødsriget.

Alle Afstande, maaltes med menneskelige Maal, "Fod", "Skridt", "Haandsbredde", "et Stenkast", "saa langt en Stemme kan lyde". Ligesaa Tidsangivelser, "den Tid paa Dagen, da Torvet er fuldt" (10—12 Formiddag), "ved Lampetændingstid", "en Menneskealder" o. s. v.

Mennesker og Dyr er for den primitive det Midtpunkt, hvorfra han fortrinsvis ser Tingene.

Mennesket. For os Kulturfolk bestaar Mennesket kun af to Dele: Sjæl og Legeme. For primitive bestaar Mennesket af mange Dele foruden Legemet: Skygge, Drømmeskikkelse, Navn; selv Ejendom, Klæder, Fodspor, et givet Løfte hører med til Personen.

For Homer er Mennesket en Trehed, bestaaende af Legeme, Psyche og det egenlige Sjæleliv. Psyche er et luftagtigt andet Jeg, der betinger Livet. Ved Besvimelse eller Søvn gaar Psychen bort for kortere Tid, sædvanligt ud gennem Munden, ved Døden gaar den for bestandigt til Hades ude ved Verdens fjærneste Grænse, hvor Solen aldrig kommer. Homer anser snart Psychen, snart Legemet for den vigtigste Del af Mennesket.

Er Mennesket vaagent, sover Psyche; men til Gengæld virker da forskellige tænkende, følende og villende Livskræfter. Disse tænkes snart som legemlige Processer i Mellemgulv (frenes)[1] eller Hjærte, snart som aandelige, der ikke er knyttede til bestemte Legemsdele og benævnes paa forskellig Maade (thymos, (det brusende), noos, menos o. s. v.). Homer har ikke klaret sig, om det, der foregaar i vort Sjæleliv, har legemlig eller sjælelig Oprindelse.

Idealet for en Mand er den imponerende ydre Fremtræden og de stærke legemlige Kræfter, saaledes som Homer skildrer Agamemnon:

Han skal have vældige Næver og rappe Fødder. Han maa eje Mod og elske Faren. Hele hans legemlige Organisme er indrettet paa at styrte sig i Kamp paa Liv og Død med kortest muligt Varsel, og han kan ikke holde ud at sidde hjemme i Ro. Kan han ikke komme i virkelig Kamp, hengiver han sig til stærke Idrætter og Væddekampe. Homer kalder Hektor: kampumættelig.

Den primitive Mand er godskær, og hans Velstand er, som lige nævnt, som en Del af hans Person. At give en Ven en Gave er som at blande Blod med ham, det binder ikke alene Giver og Modtager sammen, men ogsaa deres Efterkommere. Derfor vil Glaukos og Diomedes i Iliaden VI ikke slaas med hinanden, fordi deres Bedstefædre i sin Tid har sluttet Fostbroderskab ved at give hinanden Gaver. For Homers Helte bestaar Æren for en stor Del i at eje meget Gods; derimod forringer det dem ikke at græde.

For en primitiv Fantasi er der ingen uoverstigelige Grænser mellem Mennesket og dets Omgivelser. Mennesker kan forvandles til Dyr, Planter, Stene, og af disse Ting kan atter opstaa Mennesker. Grækernes Fantasi tumlede frit med forskellige Blandingsvæsener som f. Eks. Kentaurer, der havde Hesteunderkrop, men Menneskeoverkrop. De saakaldte Søkøer og Søheste var Køer og Heste, hvis Underkrop endte i Slangehaler. Ogsaa mellem Menneske og Gud er Grænsen ganske flydende, kun er Guden evig ung og lever et Liv i Sorgløshed, mens lige den modsatte Skæbne er Menneskets Lod.

Aandsliv. Aandslivet var væsenligt indskrænket til Æventyr, Sagn og Mythedigtning.

Æventyrets egenlige Indhold er mærkelige, opdigtede Fortællinger, som følger rask efter hinanden og fylder Tilhørernes Fantasi med Forbavselse. Heltens Navn spiller ingen Rolle; heller ikke Tid eller Sted. Et rigtigt Æventyr begynder med den velkendte Indledning: "Der var engang." Helten drager ud i "den vide Verden." Herakles vandrer til Jordens yderste Grænser, ned i Underverdenen og optages til sidst i Himlen. Odysseus sejler i sin Æventyrverden fra Oplevelse til Oplevelse.

I Sagnene er der, modsat Æventyrene, et historisk Element, som viser sig i Interessen for Heltenes Navne og Stamtavler. Lokaliteter og den hele Kulturtilstand, der skildres i et Sagn, vil som Regel til en vis Grad være historisk rigtige. Saaledes har Udgravningen af Troja vist os en By, der i mange Henseender stemmer med Iliadens Skildringer; ogsaa paa mange andre Steder, som i Mykenai og paa Kreta, har man gjort Opdagelser, der stemmer med Sagnene.

Men der er alligevel en lang Afstand fra Sagnet, der først og fremmest vil underholde og fængsle, til Historien, der tilsigter at belære. Det uhistoriske kommer hos Homer stærkt frem ved den stadige Indblanding af Guder i de menneskelige Handlinger, hvad der dels skyldes Ønsket om at gøre Fortællingen mere spændende, dels Følelsen af, at selv de drabeligste Helte trænger til guddommelige Hjælpere; endelig var det bekvemt for den naive Fortæller, naar han ikke vidste at forklare en Handling eller Stemning hos sine Helte, da at lade en Gud træde op som Aarsag. Hertil kan komme en Tilbøjelighed til at skubbe den menneskelige Helt til Side og sætte en Gud paa hans Plads, saaledes som en Stat i vore Dage kan fejre sine Hærføreres Sejre ved en Kirkefest, hvor Gud takkes som den, der alene har skænket Sejren. Det kan da ofte være umuligt at afgøre, om man i Sagnene har en Gud for sig, der er forringet til Menneske — hvad der er Tilfældet med Agamemnon, Achilles og Helena — eller en Helt, der er hævet til Gud. En saadan uklar Mellemstilling indtages netop af den mest udprægede græske Sagnhelt Herakles.

Myther er Fortællinger om Guder.

Der er forskellige Slags Myther. En Del hører til de saakaldte Naturmyther. Naar det primitive Menneske f. Eks. saa Solens Skive bevæge sig hen over Himlen, opfattede han enten Fænomenet, som om et stort Hjul (uden Eger) trillede op over Hvælvingen, eller som om en Baad sejlede hen over de himmelske Vande. Den oprindelige Forestilling om Solhjulet omdigtedes til en Mythe om Solguden Helios, der kører sin Vogn, forspændt med Heste op over Himlen, til han om Aftenen daler ned i Vest ved Okeanos's Strandbred.

De to Forestillinger om Solkøretøjet og Solbaaden forbandt Grækerne til en Mythe om Solguden, der om Dagen kører sit Spand over Himlen og om Aftenen gaar om Bord paa sit Fartøj (en Baad eller et Bæger) for atter at sejle over Havet til det fjerne Øst.

Andre Myther er aabenbart skabt af Fantasien for at forklare en rituel Handling, en tilsyneladende Modsigelse mellem to Gudeforstillinger eller lign. (ætiologiske Myther, Ophavsmyther). Ild- og Smedeguden Hephaistos f. Eks. hører oprindeligt hjemme paa visse Øer i Ægæerhavet; men senere optages han i den store Gudefamilie og færdes paa Olympen. Den ældre og den yngre Forestilling om ham staar i Modsætning til hinanden, og for at bygge Bro over Modsætningen digtedes da en Mythe om hans Fald fra Himlen ned paa Jorden.

Atter andre Myther synes ganske vilkaarlige, men er maaske opstaaede ved, at man tænkte sig Guderne leve under samme Forhold og med samme Interesser som Menneskene, og saa fortalte man verdslige Historier om dem, som Mennesker fortæller nyt om hinanden (Legendemyther). Saaledes er vel Fortællingerne om det daarlige Samliv mellem Zeus og Hera paa Olympen blot en Afspejling af det Liv, de thessalske Borgherrer førte med Hustru og Friller.

En allegorisk Mythe foreligger i Fortællingen om Hephaistos's Ægteskab med Aphrodite. Trods al Forskel mellem den røgsværtede Smedegud og Skønhedens Gudinde passer de ganske godt til hinanden. Hephaistos skaber Smykker, skønne Vaaben, Statuer og forskønner derved Livet ligesom Aphrodite.

Skarpe Grænser lader sig ikke trække mellem Æventyr, Sagn og Myther. Iliadens Indhold er væsenligt Heltesagn. Odysseen indeholder en Mængde gamle Æventyr, der for en Del genfindes hos andre Folk. Polyphemæventyret kendes saaledes i over 200 Varianter.