Afskriverens rettelser
Reading edition
I nummereringen fra kapitel 40 og fremefter har den trykte bog fejlagtigt anvendt C som romertal 50 i stedet for L. Dette er rettet.
s. 4: mistet sin Existensret ved at beruse sig i anarkistiske[anarkiske]
s. 4: Dèr[Dér] maa man jo nok passe godt paa ...
s. 18: at hæve den slet grusede Trekant, hvor Chaussèens[Chausèens]
s. 29: sagde Per[Peer] Andersen bittert, thi han nagedes af den
s. 43: Heller ikke med Per[Peer] Andersen havde han meget
s. 51: — Denne trofaste Fremtidsplan smigrede ham[han] meget,
s. 54: — helst paa den Tid, da[de] Dugen var bredt til Eftermiddagskaffen,
s. 56: Plan, og hun havde lovet at[af] faa Faderen til at gøre
s. 61: Og saa var hun jo ogsaa Gaardmandens[Gaardmanden] eneste Datter.
s. 68: — Jeg siger: »Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur[Maanskinstur],«
s. 68: kun fik Øje paa en temmelig[temmeig] flad og almindelig
s. 68: sjællandsk[sællandsk] Egn.
s. 100: og at Nelly[Nell] kunde faa sit Uhr og sin lange Kjole,
s. 118: Smil, der syntes at ærgre[ægre] sig over at skulle være til,
s. 118: opvaagnede Aandsevner, efter lige at[af] have
s. 122: som, klæbende[klæbede] til Jordklumpen, ikke nogensinde
s. 125: ville lade sig slæbe op paa Katedret for at dø dèr[dér].
s. 143: Kleistrup[Klejstrup] nikkede anerkendende.
s. 163: der havde Fripas[Frispas] ved Foden af Tronen for
s. 186: Aarhundrede er alle Theologer: Læger[Læge] og Lærde,
s. 187: Inderste, medens han ærgrede[ægrede] sig over den unge Tempelherres
s. 191: tilfredsstillet[tifredsstillet] hos sig ved denne Hverdagslivets skødesløse
s. 217: uartikulerede Nasallyde[Nasallyd]; — og da vi netop er ved
s. 235: krusede Haar til at gnistre ligesom elektriske[elekriske]
s. 267: første Nadver[Nadvere], Indstiftelsesmaaltidet, at Jesus dèr
s. 295: paa Kleistrup[Klejstrup], der satte en komisk fortvivlet Mine
s. 301: Hjorth[Hjort] strakte sig, glad ved at være ene i Kupèen,
s. 302: vajende over begge Gavle; — Dannebrogs-Rækværk[dannebrogs-Rækværk],
s. 309: havde noget af en Kirkehvælvings kølige[køle] Halvmørke.
s. 312: sidste Aften var et stort Gilde, der trak ud til hen[hen til ud]
s. 319: Hjorth[Hjort] udsatte bestandig sin Afrejse. Han længtes
s. 395: med Ki'sten[K'isten], — kan du huske, hvor han ærgrede