Front matter (continued 2)

NILS STENSSØN.

Ja, sandelig, der er noget i, hvad I der siger. At jeg også kunde være så galen—. Nå, det kommer vi vel ud af! I vil jo nok tage jer af mig; og desuden,—rytterne er vel ikke i hælene på mig endnu.

NILS LYKKE.

Men hvad har I så videre at sige mig?

NILS STENSSØN.

Jeg? Ingenting. Når jeg nu bare får givet eder pakken—

NILS LYKKE

(ubetænksomt)

Pakken?

NILS STENSSØN.

Ja visst; I véd jo—

NILS LYKKE.

Ah, ja rigtig; papirerne fra Peder Kanzler—

NILS STENSSØN.

Se, her har I dem allesammen.

(han rækker ham en pakke, som han har taget frem under sin vams.)

NILS LYKKE

(sagte)

Breve og pergamenter til herr Olaf Skaktavl.

(til Nils Stenssøn.)

Pakken er åben, ser jeg. Så kender I vel indholdet?

NILS STENSSØN.

Nej, herre, jeg læser ikke gerne skrift; det har så sine årsager.

NILS LYKKE.

Forstår; I har mest lagt vind på våbenhåndværket.

(han sætter sig ved bordet til højre og gennemløber papirerne.)

Aha! Oplysninger, mere end tilstrækkelige for at komme efter, hvad der er i gære.

Dette lille brev med silkesnoren om—

(undersøger udskriften.)

Også til herr Olaf Skaktavl.

(åbner brevet og ser flygtigt på indholdet.)

Fra Peder Kanzler. Det kunde jeg tænke.

(læser mumlende.)

"Jeg er hårdt i betryk; thi—"; ja, ganske rigtigt; her står det; —"den unge junker Sture er gangen til sine fædre just i det samme urolighederne skulde bryde løs"— "—men endnu kan der rådes bod på alting—" Hvad nu?

(han studser og læser videre.)

"I må da vide, herr Olaf Skaktavl, at den unge mand, der bringer eder dette brev, er en søn af—" —Himmel og jord,—står det så?—Ja, ved Kristi blod, det står der!

(med et blik på Nils Stenssøn.)

Han skulde være—? Ah, hvis det var således!

(læser videre.)

"Jeg har fostret ham, fra han var årsgammel; men til denne dag har jeg stadig vægret mig ved at give ham tilbake, fordi jeg tænkte, at jeg i ham skulde have et sikkert gidsel for Inger Gyldenløves troskab imod os og mod vore venner. Dog har han til dette øjemed kun lidet bådet os. I tør vel undres over, at jeg ikke betrode eder denne hemmelighed, dengang I nys var hos mig her; og jeg vil derfor ærligt tilstå, at jeg frygtede for, I skulde beholde ham i samme øjemed som jeg. Nu derimod, da I er stedet til møde med fru Inger, og venteligen har forvisset eder om, hvor uvillig hun er til at tage sig af vore anliggender, vil I skønne, at det er klogest, så snart ske kan, at give hende tilbage, hvad hendes er. Vel turde det da være muligt, at glæden, trygheden og taknemmeligheden—" — "—dette er nu vort sidste håb".

(han sidder en stund som slagen af overraskelse; da udbryder han for sig selv:)

Aha,—hvilket brev! Det er guld værd!

NILS STENSSØN.

Jeg har nok bragt eder vigtige budskaber, kan jeg skønne. Ja, ja,—Peder Kanzler har mange jern i ilden, siges der.

NILS LYKKE

(hen for sig)

Hvad gør jeg med alt dette? Her er tusend veje at slå ind på. —Ifald jeg—? Nej, det var for usikkert. Men dersom—? Ah, dersom jeg—? Det skal voves!

(han river brevet tvers over, krøller stykkerne sammen og gemmer dem indenfor vamsen; de øvrige papirer lægger han ind i pakken igen, stikker denne i sit bælte, rejser sig og siger:)

Et ord, min unge ven!

NILS STENSSØN

(nærmer sig)

Nå,—det lader på jer, som om spillet går godt.

NILS LYKKE.

Ja, det skulde jeg mene. I har givet mig lutter herrekort på hånden,—damer og knægter og—

NILS STENSSØN.

Men jeg, som har bragt jer alle disse gode tidender, har jeg nu ikke mere at bestille?

NILS LYKKE.

I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med til spillet. I er konge— og trumf ovenikøbet.

NILS STENSSØN.

Er jeg? Å ja, nu forstår jeg jer; I tænker vel på ophøjelsen—

NILS LYKKE.

Ophøjelsen?

NILS STENSSØN.

Ja; dersom kong Gustavs folk fik fingre i mig, spåde I, så—

(han gør tegn, som en, der hænges.)

NILS LYKKE.

Sandt nok;—men lad ikke det anfægte jer længer. Det står nu til eder selv, om I inden en måned skal bære hampesnoren eller en gylden kæde om halsen.

NILS STENSSØN.

En gylden kæde? Og det står til mig selv?

NILS LYKKE

(nikker).

NILS STENSSØN.

Ja, så måtte fanden betænke sig længe! Men sig mig bare, hvordan jeg skal bære mig ad.

NILS LYKKE.

Det skal jeg. Dog først sværger I mig en dyr ed på, at intet levende menneske i den vide verden får erfare, hvad jeg betror jer.

NILS STENSSØN.

Ikke andet? I skal få ti eder, om I vil.

NILS LYKKE.

Alvor, herre! Jeg spøger ikke med jer.

NILS STENSSØN.

Nå ja, ja; jeg er alvorlig.

NILS LYKKE.

I Dalarne kaldte I eder grevesøn;—ikke så?

NILS STENSSØN.

Ej,—begynder I nu med det igen? Jeg har jo ærligt skriftet for eder—

NILS LYKKE.

I forstår mig ikke. Hvad I dengang sagde, var sandhed.

NILS STENSSØN.

Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men så sig mig da—!

NILS LYKKE.

Først eden! Den helligste, den ubrydeligste, I kender.

NILS STENSSØN.

Den skal I få. Hist på væggen hænger jomfru Marias billede—

NILS LYKKE.

Jomfru Maria er bleven affældig på den sidste tid. Har I ikke hørt, hvad munken i Wittenberg påstår?

NILS STENSSØN.

Fy; hvor vil I agte på munken i Wittenberg? Det er jo en kætter, siger Peder Kanzler.

NILS LYKKE.

Ja, lad os ikke strides derom. Men her skal jeg vise eder en fuldgod helgen at gøre løfte til.

(han peger på et billede, der hænger på en af vægstolperne.)

Kom hid,—og sværg mig taushed indtil jeg selv løser eders tunge,—taushed, såsandt I håber himlens salighed for eder selv og for ham, som her hænger afbildet.

NILS STENSSØN

(idet han nærmer sig billedet)

Det sværger jeg,—hjælpe mig så sandt Guds hellige ord!

(viger overrasket tilbage.)

Men, Krist, min frelser—!

NILS LYKKE.

Hvad nu?

NILS STENSSØN.

Billedet der—! Det er jo mig selv!

NILS LYKKE.

Det er den gamle Sten Sture, således, som han i sine yngre år gik og stod her i livet.

NILS STENSSØN.

Sten Sture!—Og ligheden—? Og—jeg talte sandhed, da jeg kaldte mig grevesøn, sagde I? Var det ikke så?

NILS LYKKE.

Så var det.

NILS STENSSØN.

Ah, jeg har det; jeg har det! Jeg er—

NILS LYKKE.

I er Sten Stures søn, herre!

NILS STENSSØN

(slagen af stille forundring)

Jeg Sten Stures søn!

NILS LYKKE.

Også på mødrene-side er I adelsbåren. Peder Kanzler har talt usandt, hvis han har sagt, at en fattig bondehustru var eders moder.

NILS STENSSØN.

Selsomt; vidunderligt!—Men kan jeg da også tro—?

NILS LYKKE.

Alt, hvad jeg siger eder, kan I tro. Men kom vel ihug, at det er altsammen til eders eget fordærv, dersom I glemmer, hvad I tilsvor mig ved eders faders salighed.

NILS STENSSØN.

Glemme det? O nej, det kan I være sikker på, jeg ikke skal. —Men I, som jeg har givet mit ord,—sig mig—hvem er I?

NILS LYKKE.

Mit navn er Nils Lykke.

NILS STENSSØN

(overrasket)

Nils Lykke? Dog vel ikke den danske rigsråd?

NILS LYKKE.

Jo netop.

NILS STENSSØN.

Og I skulde—? Det var selsomt. Hvordan kommer I—?

NILS LYKKE.

—til at modtage budsendelser frå Peder Kanzler? Det undrer eder nok?

NILS STENSSØN.

Ja, jeg skal ikke nægte det. Han har altid nævnt eder som vor bitreste avindsmand—

NILS LYKKE.

Og derfor mistror I mig?

NILS STENSSØN.

Nej, det just ikke; men—. Nå; fanden måtte gruble!

NILS LYKKE.

Det har I ret i. Følger I eders eget hoved, så er bastesnoren eder ligeså viss, som grevenavnet og den gyldne kæde, dersom I forlader eder på mig.

NILS STENSSØN.

I et og alt! Se, her er min hånd, kære herre! Hjælp I mig med gode råd, så længe det er fornødent. Når det gælder at hugge løs, skal jeg nok berge mig selv.

NILS LYKKE.

Det er godt. Følg mig nu did ind i kammeret, så skal jeg sige jer, hvordan alt dette hænger sammen, og hvad I videre har at gøre.

(han går ud til højre.)

NILS STENSSØN

(med et blik på billedet)

Jeg Sten Stures søn! O, vidunderligt, som en drøm—!

(han følger efter Nils Lykke.)

FJERDE AKT.

(Riddersalen, ligesom før, kun at spisebordet er borttaget.)

(Kammersvenden Bjørn lyser med en tændt armstage fru Inger Gyldenløve og herr Olaf Skaktavl ind gennem den anden dør til venstre. Fru Inger har nogle papirer i hånden.)

FRU INGER

(til Bjørn)

Og du er viss på, at min datter har talt med ridderen her i salen?

BJØRN

(idet han sætter armstagen på bordet til venstre)

Ganske viss. Jeg mødte hende just i det samme hun trådte ud på gangen.

FRU INGER.

Og da lod hun til at være oprørt i sindet? Var det ikke så?

BJØRN.

Hun så ganske bleg og forstyrret ud. Jeg spurgte, om hun var syg; men i stedet for at svare på mit spørgsmål sagde hun: "gå ind til min moder og sig hende, at ridderen drager herfra endnu før dagbrækningen; hvis hun har brev eller budskab til ham, så bed hende, at hun ikke forvolder ham unødigt ophold". Og så føjed hun noget til, som jeg ikke rigtigt kunde høre.

FRU INGER.

Hørte du det slet ikke?

BJØRN.

Det lød for mig, som om hun sagde: "næsten tror jeg, han alt har været for længe på Østråt".

FRU INGER.

Og ridderen? Hvor er han?

BJØRN.

Jeg tænker, han er inde på sit kammer i portfløjen.

FRU INGER.

Det er godt. Jeg har færdigt, hvad jeg agter at give ham med. Gå ind til ham og sig, at jeg venter ham her i salen.

(Bjørn går ud til højre.)

OLAF SKAKTAVL.

Véd I hvad, fru Inger,—rigtignok er jeg i slige ting så blind som en muldvarp; men det bæres mig dog for, som om—hm!

FRU INGER.

Nu?

OLAF SKAKTAVL.

—som om Nils Lykke var eders datter god.

FRU INGER.

Da er I nok ikke så blind endda; thi jeg måtte storligen tage fejl, dersom I ikke havde ret. Lagde I ikke mærke til, hvor begærligt han ved natverdsbordet lytted efter det mindste ord, jeg fortalte om Eline?

OLAF SKAKTAVL.

Han glemte både mad og drikke.

FRU INGER.

Og vore hemmelige anliggender med.

OLAF SKAKTAVL.

Ja, og det som mere er,—papirerne fra Peder Kanzler.

FRU INGER.

Og af alt dette slutter I vel—?

OLAF SKAKTAVL.

Af alt dette slutter jeg først og fremst, at da I kender Nils Lykke og véd, hvad ry der går af ham, fornemmelig i kvindevejen, så—

FRU INGER.

—så bør det være mig kært at vide ham udenfor porten?

OLAF SKAKTAVL.

Ja; og det jo før jo heller.

FRU INGER

(smilende)

Nej,—lige det modsatte, Olaf Skaktavl!

OLAF SKAKTAVL.

Hvordan mener I?

FRU INGER.

Hvis det forholder sig, som vi begge tror, så må Nils Lykke ikke for nogen pris forlade Østråt for det første.

OLAF SKAKTAVL

(ser misbilligende på hende)

Er I nu atter inde på krogveje, fru Inger? Hvad er det for anslag I pønser på? Er det noget, som kan øge eders magt til skade for os og—?

FRU INGER.

Ah, denne kortsynethed, som gør alle så ubillige imod mig! Jeg kan se på jer, I tror det er min agt at kåre Nils Lykke til svigersøn. Hvis sligt lå i min tanke, hvorfor skulde jeg da vægret mig ved at tage del i de ting, som nu forberedes i Sverig, og som Nils Lykke og hele det danske tilhæng synes villig til at understøtte?

OLAF SKAKTAVL.

Men når det ikke er eders ønske at vinde og binde ham,—hvad har I så i sinde med ham?

FRU INGER.

Det skal jeg med få ord forklare jer. I et brev til mig har Nils Lykke nævnt det som et held at kunne komme ind i vor slægt; og jeg vil være så ærlig at tilstå, at jeg virkelig et øjeblik gav mig til at tænke over sagen.

OLAF SKAKTAVL.

Nu, ser I vel!

FRU INGER.

At knytte Nils Lykke til min æt, var jo et mægtigt middel til at forlige mange uenige her i landet.

OLAF SKAKTAVL.

Eders datter Meretes giftermål med Vinzents Lunge, synes mig, måtte vise eder, hvad slige midler virker. Aldrig så såre fik herr Lunge fast fod hos os, før han rev til sig både gods og rettigheder—

FRU INGER.

Ak, jeg véd det, Olaf Skaktavl! Men stundom går der så mangehånde tanker gennem mit sind. Jeg kan ikke betro mig fuldt ud, hverken til eder eller til nogen. Tidt véd jeg ikke, hvad der var rettest for mig. Og alligevel—; anden gang at kåre en dansk herre til svigersøn,—det er en udvej, som jeg kun i den yderste nød gad gribe til; og, himlen være lovet,—så vidt er det endnu ikke kommet!

OLAF SKAKTAVL.

Jeg er lige klog,fru Inger;—hvorfor agter I at holde Nils Lykke tilbage på Østråt.

FRU INGER

(dæmpet)

Fordi jeg bærer et inderligt nag til ham. Nils Lykke har krænket mig blodigere end nogen anden. Jeg kan ikke sige jer, hvad det ligger i. Men ro får jeg ikke, før jeg har taget hævn over ham. Forstår I mig ikke? Sæt, at Nils Lykke blev min datter god. Jeg synes, at det vel var tænkeligt. Jeg vil formå ham til at blive her. Han skal lære Eline nøjere at kende. Hun er både fager og kløgtig. —Ah, om han engang med hed elskov i hjertet trådte frem for mig og bad om hende! Da—at jage ham væk som en hund; jage ham væk med spot, med hån, med foragt; gøre det kundbart over hele landet, at Nils Lykke forgæves havde prøvet at bejle sig ind på Østråt—! Jeg siger eder,—jeg kunde give ti år af mit liv for at få opleve en slig stund.

OLAF SKAKTAVL.

Hånden på hjertet, Inger Gyldenløve,—det er altså eders hensigt med ham?

FRU INGER.

Det og intet andet, så sandt Gud lever! I må tro mig, Olaf Skaktavl, jeg mener det ærligt med mine landsmænd. Men jeg er så lidet min egen herre. Der gives visse ting, som må holdes dulgt, hvis jeg ikke skal rammes til døden. Dog, er jeg først sikker fra den kant, da skal I erfare, om jeg har glemt, hvad jeg svor ved Knut Alfsøns lig.

OLAF SKAKTAVL

(ryster hendes hånd)

Tak for hvad I der siger mig! Jeg vilde så nødig tro ilde om eder. —Men hvad forehavendet med ridderen angår, så tykkes det mig, at I frister et voveligt spil. Dersom I nu forregned eder? Dersom eders datter—? Thi der siges jo, at ingen kvinde mægter stå sig imod denne snigende djævel.

FRU INGER.

Min datter? Tror I, at hun—? Nej, vær kun tryg; jeg kender Eline bedre. Alt, hvad hun har hørt til hans pris, har gjort hende hadsk imod ham. I har jo selv med egne øjne fornummet—

OLAF SKAKTAVL.

Ja-ja,—kvindesind er en utryg grund at bygge på. Se jer for skulde I dog.

FRU INGER.

Det vil jeg også; jeg vil holde vagtsomt øje med dem. Men skulde det endog lykkes ham at fange hende i sit garn, da behøver jeg blot at hviske hende to ord i øret, og så—

OLAF SKAKTAVL.

Hvad så?

FRU INGER.

—så vil hun sky ham, som om han var en udsending fra den lede frister selv.

Stille, Olaf Skaktavl! Der kommer han. Vær nu besindig.

(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)

NILS LYKKE

(går høfligt hen imod Fru Inger)

Min ædle frue har ladet mig kalde.

FRU INGER.

Gennem min datter er det mig sagt, at I tænker på at forlade os endnu inat.

NILS LYKKE.

Desværre;—mit hverv på Østråt er jo til ende.

OLAF SKAKTAVL.

Ikke før jeg har fået mine papirer.

NILS LYKKE.

Ganske sandt. Næsten havde jeg glemt det vigtigste af mit ærende. Men det er også vor høje værtindes skyld. Ved bordet forstod hun så kløgtigt og så lifligt at sysselsætte sine gæster—

FRU INGER.

At I ej længer kom ihug, hvad der førte eder hid? Det glæder mig; thi så var just min agt. Jeg tænkte, at skulde min gæst, Nils Lykke, finde sig vel tilmode på Østråt, så måtte han—

NILS LYKKE.

Hvilket, frue?

FRU INGER.

—først og fremst glemme sit ærende—og alt, hvad der for resten er gået forud for hans komme.

NILS LYKKE

(til Olaf Skaktavl, idet han fremtager pakken og rækker ham den)

Papirerne fra Peder Kanzler. I vil der finde fuldstændige oplysninger om vore tilhængere i Sverig.

OLAF SKAKTAVL.

Det er godt.

(han sætter sig ved bordet til venstre, hvor han åbner og gennemblader pakken.)

NILS LYKKE.

Og nu, fru Inger Gyldenløve,—nu véd jeg ikke her er mere for mig at gøre.

FRU INGER.

Såfremt det blot og bart er statssager, der har ført os sammen, da har I måske ret. Men det vilde jeg dog nødig tro.

NILS LYKKE.

I mener—?

FRU INGER.

Jeg mener, det er ikke alene som dansk rigsråd eller som Peder Kanzlers forbundsfælle, at Nils Lykke tog sig for at gæste mig. —Skulde jeg fejle, hvis jeg bildte mig ind, at I nede i Danmark kunde have hørt et eller andet, som gjorde eder nyfigen efter nærmere at kende fruen på Østråt.

NILS LYKKE.

Det være langt fra mig at nægte—

OLAF SKAKTAVL

(bladende i papirene)

Besynderligt. Slet intet brev.

NILS LYKKE.

—fru Inger Gyldenløves ry er jo altfor vidt udbredt, til at jeg ikke længe skulde have higet efter at se hende ansigt til ansigt.

FRU INGER.

Så tænkte jeg vel. Men hvad forslår da det at skemte bort en times tid ved natverdsbordet? Hvad der før har været imellem os, vil vi forsøge at slå en streg over. Vel turde det føje sig så, at den Nils Lykke, jeg kender, lagde en skygge over naget til ham, som jeg ikke har kendt. Forlæng nu eders ophold her i nogle dage, herr rigsråd! Olaf Skaktavl tør jeg ikke overtale. Han har jo sine lønlige hverv i Sverig. Hvad derimod eder angår, da har I visstnok i forvejen indledet sagerne så snildt, at eders nærværelse neppe gøres fornøden. Tro mig, I skal ikke komme til at finde tiden lang hos os; i det mindste vil både jeg og min datter opbyde alle kræfter for at være eder ret hjertelig til behag.

NILS LYKKE.

Jeg tviler hverken om eders eller eders datters gode sindelag imod mig. Derom har jeg jo fået fuldgode vidnesbyrd. Men I vil visstnok erkende, at min nærværelse andetsteds er uomgængelig fornøden, når jeg desuagtet må erklære det for umuligt at forlænge mit ophold på Østråt.

FRU INGER.

Nå således!—Véd I hvad, herr rigsråd,—dersom jeg var ondskabsfuld, så kunde jeg falde på at tro, at I var kommen til Østråt for at prøve en dyst med mig. Denne dyst synes I nu I har tabt, og derfor er det eder ukært at dvæle længere på slagmarken mellem vidnerne til eders nederlag.

NILS LYKKE

(smilende)

Der kunde være skellig grund til en slig tydning; men visst er det, at jeg endnu ikke holder slaget for tabt.

FRU INGER.

Det være nu som det vil; dersom I dvæler nogle dage hos os, så kan det ialfald vindes tilbage. Ja, I ser selv, hvor tvilrådig jeg står og vipper på skillevejen,—overtaler min farlige angriber til ikke at rømme marken. —Nu, rent ud sagt, tingen er denne: eders forbund med de misfornøjede i Sverig forekommer mig endnu noget—ja, hvad skal jeg kalde det?—noget vidunderligt, herr rigsråd! Jeg siger eder dette uden omsvøb, kære herre! Den tanke, som har ledet kongens råd til dette lønlige skridt, tykkes mig såre klog; men den stikker stærkt af mod visse af eders landsmænds fremfærd i de forløbne år. Det må derfor ikke krænke jer, om min lid til eders gode løfter trænger til at støttes lidt bedre, forinden jeg lægger velfærd og gods i eders hænder.

NILS LYKKE.

For dette øjemed vilde et længere ophold på Østråt neppe være til nogen nytte; thi jeg agter intet yderligere forsøg at gøre på at rokke eders beslutning.

FRU INGER.

Da ynker jeg eder af et oprigtigt hjerte. Ja, herr rigsråd,—vel står jeg her som en rådløs enke; men I kan tro mig på mit ord, og jeg spår jer, at der vil komme til at vokse torne for jer af eders rejse til Østråt.

NILS LYKKE

(med et smil)

Spår I det, fru Inger?

FRU INGER.

Tilvisse! Hvad skal man vel sige, kære herre? Menneskene er så klaffersyge nuomstunder. Mere end én spottefugl vil digte smædeviser om eder. Inden et halvt år vil I være i folkemunde; man vil stanse og se efter eder på alfar vej; man vil sige: se; se, der rider herr Nils Lykke, som drog op til Østråt for at fange Inger Gyldenløve, men som blev hængende i sin egen snare. —Nå, nå, ikke så utålmodig, herr ridder! Det er jo ikke min mening; men så vil alle slemme og ondskabsfulde mennesker dømme. Og dem gives der, desværre, nok af!—Ja, det er ilde; men det er sandt og visst,—spot vil blive eders løn,—spot over, at en kvinde var snildere end I. "Listig som en ræv sneg han sig ind på Østråt", vil man sige,—"skamfuld som en hund lusked han igen afgårde". —Og endnu ét: mener I ej, at Peder Kanzler og hans venner vil bede sig fri for eders bistand, når det rygtes, at jeg ikke trøster mig til at stride under eders mærke?

NILS LYKKE.

I taler viseligen, frue! Og for ej at udsætte mig for spot,— endvidere, for ej at bryde samvirket med alle de kære venner i Sverig, så nødes jeg til—

FRU INGER

(hurtig)

—at forlænge eders ophold på Østråt?

OLAF SKAKTAVL

(der har lyttet)

Nu går han i fælden!

NILS LYKKE.

Nej, min ædle frue;—jeg nødes til at komme overens med eder endnu i denne time.

FRU INGER.

Men ifald det nu ikke skulde lykkes?

NILS LYKKE.

Det vil lykkes.

FRU INGER.

I er sikker i eders sag, som det lader.

NILS LYKKE.

Hvad vædder vi, at I går med på mine og Peder Kanzlers anslag?

FRU INGER.

Østråt gård mod eders knæspænder!

NILS LYKKE

(slår sig på brystet og råber):

Olaf Skaktavl,—her ser I herren på Østråt!

FRU INGER.

Herr rigsråd!—

OLAF SKAKTAVL

(rejser sig fra bordet)

Hvad nu?

NILS LYKKE

(til Fru Inger)

Væddemålet modtager jeg ikke; thi om et øjeblik skænker I mig gerne Østråt gård og mere til, for at fri eder ud af snaren, hvori ikke jeg men I selv er hildet.

FRU INGER.

Eders skemt begynder at blive noget lystig, herre!

NILS LYKKE.

Den bliver lystigere endnu,—i det mindste for mig. I pukker på at have overlistet mig. I truer med at dynge på mig alle menneskers hån og spot. Ah, I skulde vel vogte jer for at egge min hævnlyst; thi jeg kan med to ord bøje eder i knæ for mine fødder.

FRU INGER.

Ha-ha—!

(stanser pludselig som greben af en anelse.)

Og disse to ord, Nils Lykke? Disse to ord—?

NILS LYKKE.

—er hemmeligheden om eders og Sten Stures søn.

FRU INGER

(med et skrig)

O, Jesus Krist—!

OLAF SKAKTAVL.

Inger Gyldenløves søn! Hvad siger I?

FRU INGER

(halvt i knæ for Nils Lykke)

Nåde! O, vær barmhjertig—!

NILS LYKKE

(løfter hende op)

Kom til eder selv, og lad os tale besindigt sammen.

FRU INGER

(med lav stemme og halvt forvildet)

Hørte I det, Olaf Skaktavl? Eller var det kun en drøm? Hørte I, hvad han sagde?

NILS LYKKE.

Det var ingen drøm, fru Inger!

FRU INGER

(slår hænderne sammen)

Og I véd det! I,—I! —Men hvor har I ham da? Hvor har I ham? Hvad vil I gøre med ham?

(skriger:)

Dræb ham ikke, Nils Lykke! Giv mig ham igen! Dræb ham ikke for mig!

OLAF SKAKTAVL.

Ah. jeg begynder at begribe—

FRU INGER.

Og denne angst—; denne kvælende rædsel—. Jeg har båret på det i mangfoldige år,—og så skulde det briste alt tilhobe, og jeg får friste slig nød og kvide!—Herre min Gud, er dette ret af dig? Var det derfor, du gav mig ham?

(hun tager sig sammen og siger med tilkjempet fatning:)

Nils Lykke,—sig mig én ting. Hvor har I ham? Hvor er han?

NILS LYKKE.

Hos sin fosterfader.

FRU INGER.

Endnu hos sin fosterfader. O, denne ubønhørlige mand—! Altid har han nægtet mig—. Men det må ikke længer blive således ved! Hjælp mig, Olaf Skaktavl!

OLAF SKAKTAVL.

Jeg?

NILS LYKKE.

Det vil ej være fornødent, såfremt I kun—

FRU INGER.

Hør mig, herr rigsråd! Hvad I véd, det skal I vide tilbunds. Og I også, gamle trofaste ven!—

Nu vel da! I minded mig før om hin usalige dag, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo. I minded mig om det løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved liget mellem Norges gæveste mænd. Jeg var knapt fuldvoksen dengang; men jeg kendte Guds kraft i mig, og jeg mente, hvad mange har ment sidenefter, at Herren selv havde sat sit mærke på mig og kåret mig til at stride forrest for land og rige.

Var det hovmod? Eller var det en åbenbarelse ovenfra? Jeg er aldrig kommen tilbunds i det. Men ve hver den, som har fået en stor gerning at bære på.

I syv år tør jeg sige, at jeg trolig holdt, hvad jeg havde lovet. Jeg stod sammen med mine landsmænd i trængsler og nød. Alle mine legesøstre sad som hustruer og mødre trindt om i landet. Jeg alene turde ikke høre på nogen bejler. Ikke på nogen. I véd det bedst, Olaf Skaktavl!

Da så jeg første gang Sten Sture. Fagrere mand havde jeg aldrig set tilforn.

NILS LYKKE.

Ah, det går op for mig! Sten Sture var den tid i Norge i et hemmeligt ærende. Vi Danske turde ikke vide, at han var velsindet mod eders venner.

FRU INGER.

Forklædt som en ringe svend leved han en vinter under tag med mig.

Den vinter tænkte jeg mindre og mindre på rigets velfærd. —Så fager en mand havde jeg aldrig set. Og jeg var bleven henimod de fem og tyve år—

Næste høst kom Sten Sture igen. Og da han atter drog bort, tog han med sig i al løndom et spædt barn. Det var ikke menneskenes onde tunger, som jeg frygted, men det vilde have skadet vor sag, ifald det havde rygtedes, at Sten Sture stod mig så nær.

Barnet blev sat til opfostring hos Peder Kanzler. Jeg vented på bedre tider, som snart skulde komme. Aldrig kom de. Sten Sture gifted sig to år efter i Sverig, og da han døde, efterlod han sig enke—

OLAF SKAKTAVL.

—og med hende en lovlig arving til sit navn og sine rettigheder.

FRU INGER.

Gang efter gang skrev jeg til Peder Kanzler og bønfaldt ham om at give mig mit barn tilbage. Men han vægred sig stadigen. "Slut eder fast og ubrydelig til os", svared han, "så sender jeg eders søn til Norge; før ikke". Hvor skulde jeg vove det? Vi misfornøjede var dengang ilde set af mange frygtagtige her i landet. Dersom disse fik nys i sagen—o, jeg véd det! for at stække moderen, skulde de gerne have beredt barnet den samme skæbne, som kong Kristjern skulde fristet, om ikke flugten havde frelst ham.

Men foruden det, var også Danskerne virksomme. De forsømte hverken trusler eller løfter for at drive mig over på sin side.

OLAF SKAKTAVL.

Begribeligt. Alles øjne vogted på eder, som på den vindfløj, de skulde sejle efter.

FRU INGER.

Nu kom Herluf Hydefads oprør. Mindes I hin tid, Olaf Skaktavl? Var det ikke, som om en solfuld vår gik over hele landet! Stærke røster maned mig at komme udenfor;—men jeg turde det ikke. Jeg sad tvilrådig—langt fra striden—på min ensomme gård. Stundom var det, som om Gud Herren selv råbte på mig; men da kom denne dræbende angst igen og lamslog al vilje. "Hvem vil sejre?" se, det var spørgsmålet, som idelig ringed for mine øren.

Det var en kortvarig vår, som dengang brød frem over Norge. Herluf Hydefad, og mangfoldige med ham, lagdes på stejle og hjul i de måneder, som fulgte på. Mig kunde ingen kræve til regnskab. Og dog mangled det ikke på forblommede trusler fra Danmark. Hvad, om de kendte hemmeligheden? Til slut vidste jeg ikke at tyde det anderledes, end at de kendte den.

I slig en kvidefuld tid var det, at rigshovmester Gyldenløve kom herop og forlangte mig tilægte. Lad en ængstet moder tænke sig i mit sted—! En måned efter var jeg rigshovmesterens hustru,—og hjemløs i mine landsmænds hjerter.

Så kom de stille år. Ingen rejste sig mere. Herrerne kunde trykke os ned så dybt og så tungt de lysted. Der var stunder, da jeg væmmedes over mig selv. Thi hvad havde jeg at gøre? Intet, uden at ængstes, forhånes og føde døtre til verden. Mine døtre! Gud må forlade mig det, ifald jeg ikke har en moders hjerte for dem. Mine pligter som hustru var mig et hoveriarbejde. Hvor kunde jeg så elske mine døtre? O, med min søn var det anderledes! Han var min sjæls eget barn. Han var den eneste, som minded mig om den tid, da jeg var kvinde og intet andet end kvinde. —Og ham havde de taget fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som måske såde fordærvelsens sæd i ham! Olaf Skaktavl,— havde jeg, som I, vandret jaget og forladt på højfjeldet, i vinter og uvejr,—hvis jeg havde havt mit barn i mine arme,—tro mig, jeg skulde ikke have sørget og grædt så sårt, som jeg har sørget og grædt for ham fra hans fødsel og til denne time!

OLAF SKAKTAVL.

Der er min hånd. Jeg har dømt eder for hårdt, fru Inger! Byd og råd over mig som før. Jeg skal lystre. —Ja, ved alle hellige,— jeg véd, hvad det vil sige at sørge for sit barn.

FRU INGER.

Voldsmænd slog eders. Men hvad er døden mod en hvileløs angst gennem alle de lange år?

NILS LYKKE.

Nu vel; det står i eders magt at ende denne angst. Forson de stridende parter, så tænker ingen af dem på at tilegne sig eders barn som borgen for eders troskab.

FRU INGER

(hen for sig)

Dette er himlens hævn—

(ser på ham.)

Sig kort og godt, hvad I fordrer.

NILS LYKKE.

Først fordrer jeg, at I skal kalde den nordenfjeldske almue under våben for at støtte de misfornøjede i Sverig.

FRU INGER.

Og dernæst—?

NILS LYKKE.

—at I virker for, at den unge grev Sture kan blive indsat i sin slægts rettigheder som Sverigs styrer.

FRU INGER.

Han? I fordrer, at jeg—?

OLAF SKAKTAVL

(sagte)

Det er mange Svenskers ønske. Også vi vilde være vel tjent dermed.

NILS LYKKE.

I betænker eder, min frue? I skælver for eders søns sikkerhed. Hvor kan I da ønske noget bedre, end at se hans halvbroder på tronen?

FRU INGER

(tankefuld)

Vel sandt;—vel sandt—

NILS LYKKE

(betragter hende skarpt)

Medmindre der skulde være andre anslag i gære—

FRU INGER.

Hvad mener I?

NILS LYKKE.

At Inger Gyldenløve pønsed på at blive—kongemoder.

FRU INGER.

Nej, nej! Giv mig mit barn tilbage, så kan I give kronerne til hvem I vil.

Men véd I da også, om grev Sture er villig—?

NILS LYKKE.

Derom kan han selv forvisse eder.

FRU INGER.

Han selv? Og når?

NILS LYKKE.

I denne time.

OLAF SKAKTAVL.

Hvordan?

FRU INGER.

Hvad siger I?

NILS LYKKE.

Med ét ord, at grev Sture befinder sig på Østråt.

OLAF SKAKTAVL.

Her?

NILS LYKKE

(til fru Inger)

Det blev eder måske berettet, at jeg red selv anden gennem porten? Greven var min følgesvend.

FRU INGER

(sagte)

Jeg er i hans vold. Her er intet valg længer.

(ser på ham og siger:)

Godt, herr rigsråd,—I skal få min forsikring om bistand.

NILS LYKKE.

Skriftlig?

FRU INGER.

Som I begærer.

(hun går over til bordet på venstre side, sætter sig og tager skrivesager frem af skuffen.)

NILS LYKKE

(afsides, ved bordet til højre)

Endelig sejrer jeg da!

FRU INGER.

(efter et øjebliks betænkning, vender sig pludselig over stolen mod Olaf Skaktavl og hvisker):

Olaf Skaktavl,—nu ved jeg det med visshed,—Nils Lykke er en forræder!

OLAF SKAKTAVL

(sagte)

Hvordan? I tror—?

FRU INGER.

Han pønser på svig.

(hun lægger papir tilrette og dypper pennen.)

OLAF SKAKTAVL.

Og dog vil I skrive en slig forsikring, som kan volde eders undergang?

FRU INGER.

Stille; lad mig råde. Nej, vent, og hør først—

(hun taler hviskende med ham.)

NILS LYKKE

(sagte, holder øje med dem)

Ah, rådslå kun, så meget I lyster! Nu er al fare forbi. Med hendes skrevne tilsagn i lommen kan jeg forklage hende, hvad time det skal være. Endnu i denne nat et hemmeligt bud til Jens Bjelke—. Jeg har mit ord i behold, når jeg forsikrer ham, at den unge grev Sture ikke er på Østråt. Og så imorgen, når vejen er fri,—til Trondhjem med junkeren. Derfra tilskibs med ham som fange til København. Sidder han først i tårnet dernede, kan vi foreskrive fru Inger, hvad kår os lyster. Og jeg—? Efter dette tænker jeg ikke, kongen lægger sendelsen til Frankrig i andre hænder end mine.

FRU INGER

(fremdeles hviskende til Olaf Skaktavl)

Nu, I har altså forstået mig?

OLAF SKAKTAVL.

Tilfulde. Lad det voves, som I vil.

(han går ud til højre i baggrunden.)

(Nils Stenssøn kommer ind gennem den forreste dør til højre, uden at bemærkes af fru Inger, der er begyndt at skrive.)

NILS STENSSØN

(med dæmpet stemme)

Herr ridder,—herr ridder!

NILS LYKKE

(hen imod ham)

Uforsigtige! Hvad vil I her? Har jeg ikke sagt, I skulde vente derinde, til jeg kaldte på jer?

NILS STENSSØN.

Hvor kunde jeg det? Nu, da I har betroet mig, at Inger Gyldenløve er min moder, nu tørster jeg mere end nogensinde efter at se hende ansigt til ansigt—

O, det er hende! Hvor stolt og høj! Således har jeg altid tænkt mig hende. Vær ikke ræd, kære herre;—jeg skal ikke forgå mig. Siden jeg fik denne hemmelighed at vide, kender jeg mig ligesom ældre og sindigere. Jeg vil ikke længer være vild og forfløjen. Jeg vil være som de andre adelige junkere. —Hør, sig mig,—véd hun, at jeg er her? I har vel forberedt hende?

NILS LYKKE.

Ja, visst nok har jeg det, men—

NILS STENSSØN.

Nu?

NILS LYKKE.

—hun vil ikke kendes ved jer som søn.

NILS STENSSØN.

Vil hun ikke kendes ved mig? Men hun er jo min moder. —O, når der ikke er andet ivejen—

(han tager frem en ring, som han bærer i en snor om halsen.)

—så vis hende denne ring. Jeg har båret den fra mine tidligste år. Den må hun vel vide besked om.

NILS LYKKE.

Gem ringen, menneske! Gem den, siger jeg!

I forstår mig ikke. Fru Inger tviler ingenlunde om, at I er hendes barn; men,—ja, se eder om; se al denne rigdom; se alle disse mægtige forfædre og frænder, hvis billeder prunker både højt og lavt på alle vægge; og endelig hun selv, denne stolte kvinde, der er vant til at byde som den første adelsfrue i riget. Tror I, det kan være hende kært at vise frem en fattig, uvidende svend for menneskenes øjne og sige: se her, denne er min søn!

NILS STENSSØN.

Ja, I har visseligen ret. Jeg er fattig og uvidende. Jeg har intet at byde hende i vederlag for hvad jeg fordrer. O, aldrig har jeg følt mig tynget af min armod før i denne stund! Men sig mig,—hvad tror I, jeg skal gøre for at vinde hendes godhed? Sig mig det, kære herre; I må dog vide det!

NILS LYKKE.

I skal vinde land og rige. Men indtil det kan ske, må I vel vogte eder for at såre hendes øren ved at ymte om slægtskab eller sligt. Hun vil te sig, som om hun holdt eder for at være den virkelige grev Sture, så længe til I selv gør eder værdig at kaldes hendes søn.

NILS STENSSØN.

O, men så sig mig da—!

NILS LYKKE.

Stille; stille!

FRU INGER

(rejser sig og rækker ham papiret)

Herr ridder,—her har I mit tilsagn.

NILS LYKKE.

Jeg takker eder.

FRU INGER

(idet hun bemærker Nils Stenssøn)

Ah,—denne unge mand er—?

NILS LYKKE.

Ja, fru Inger, det er grev Sture.

FRU INGER

(afsides, ser stjålent på ham)

Træk for træk;—ja, ved Gud,—det er Sten Stures søn!

(træder nærmere og siger med kold høflighed:)

Vær hilset under mit tag, herr greve! Det hviler i eders hånd, hvorvidt vi inden et år skal velsigne dette møde eller ej.

NILS STENSSØN.

I min hånd? O, byd mig, hvad jeg skal gøre! Tro mig, jeg har både mod og vilje—

NILS LYKKE

(lytter urolig)

Hvad er det for larm og støj, fru Inger? Det er nogen, som vil her ind. Hvad skal dette sige?

FRU INGER

(med hævet røst)

Det er ånderne, som vågner!

(Olaf Skaktavl, Ejnar Huk, Bjørn, Finn, samt mange bønder og huskarle kommer ind fra højre side i baggrunden.)

BØNDER OG HUSKARLE.

Hil være fru Inger Gyldenløve!

FRU INGER

(til Olaf Skaktavl)

Har I sagt dem, hvad der er i gære?

OLAF SKAKTAVL.

Alt, hvad de behøver at vide, har jeg sagt dem.

FRU INGER

(til flokken)

Ja nu, mine trofaste husfolk og bønder, nu må I væbne eder, som I bedst véd og kan. Hvad jeg tidligere iaftes satte mig imod, det være eder nu i fuldeste måde tilstedet. Og her stiller jeg frem for eder den unge grev Sture, Sverigs vordende styrer,—og Norges med, hvis Gud så vil det.

HELE MÆNGDEN.

Hil ham! Hil grev Sture!

(Almindelig bevægelse. Både bønder og huskarle udsøger sig våben og ifører sig brystplader og stålhuer, alt under stor larm.)

NILS LYKKE

(sagte og urolig)

Ånderne vågner, sagde hun? På skrømt har jeg manet oprørsdjævelen frem. Fordømt, om han skulde vokse mig over hovedet!

FRU INGER

(til Nils Stenssøn)

Af mig modtager I her den første håndsrækning,—treti ridende bønder, som skal følge og beskytte eder. Tro mig,—inden I når grænsen, har mange hundrede stillet sig under mit og eders mærke. Og rejs så med Gud!

NILS STENSSØN.

Tak,—Inger Gyldenløve! Tak,—og vær sikker på, I skal aldrig komme til at skamme eder over—over grev Sture! Hvis I ser mig igen, da har jeg vundet land og rige!

NILS LYKKE

(for sig selv)

Ja, hvis hun ser dig igen.

OLAF SKAKTAVL.

Hestene venter, I gode bønder! Er I så rede—?

BØNDERNE.

Ja, ja, ja!

NILS LYKKE

(urolig, til fru Inger)

Hvordan? Det er da vel ikke eders agt allerede nu inat—?

FRU INGER.

I dette øjeblik, herr ridder!

NILS LYKKE.

Nej, nej, umuligt!

FRU INGER.

Som jeg siger.

NILS LYKKE

(sagte til Nils Stenssøn)

Lyd hende ikke!

NILS STENSSØN.

Hvor kan jeg andet! Jeg vil; jeg må!

NILS LYKKE.

Men det er eders sikre fordærv—

NILS STENSSØN.

Lige godt! Hun har al rådighed over mig—

NILS LYKKE

(bydende)

Og jeg?

NILS STENSSØN.

Mit ord holder jeg; lid på det. Hemmeligheden skal ikke komme over min mund, før I selv løser mig. Men hun er min moder!

NILS LYKKE

(afsides)

Og Jens Bjelke, som lurer på vejen! Forbandet! Han snapper mig byttet af hænderne—

(til fru Inger.)

Vent til imorgen!

FRU INGER

(til Nils Stenssøn)

Grev Sture,—vil I lyde mig, eller ej?

NILS STENSSØN.

Tilhest!

(han går op mod baggrunden.)

NILS LYKKE

(afsides)

Den ulykkelige! Han véd ikke, hvad han gør.

(til fru Inger.)

Nu, siden det skal så være,—lev vel!

(han bøjer sig hurtig og vil gå.)

FRU INGER

(holder ham tilbage)

Nej, stans! Ikke så, herr ridder,—ikke så!

NILS LYKKE.

Hvad mener I?

FRU INGER

(med dæmpet stemme)

Nils Lykke,—I er en forræder! Stille! Lad ingen mærke, at der er uro i høvedsmændenes lejr. Peder Kanzlers tillid har I vundet ved en djævelsk list, som jeg ikke mægter gennemskue. I har tvunget mig til at øve oprørsfærd,—ikke for at støtte vor sag, men for at fremme eders egne anslag hvilke de end monne være. Jeg kan ikke længer træde tilbage. Men tro ikke derfor, at I har sejret! Jeg skal vide at gøre eder uskadelig—.

NILS LYKKE

(lægger uvilkårligt hånden på sværdet)

Fru Inger!

FRU INGER.

Vær rolig, herr rigsråd! Det gælder ikke livet. Men udenfor Østråts porte kommer I ikke, før sejren er vor.

NILS LYKKE.

Død og ulykke!

FRU INGER.

Al modstand er unyttig. I slipper ikke herfra. Forhold eder derfor stille; det er det klogeste, I kan gøre.

NILS LYKKE

(hen for sig)

Ah,—jeg er overlistet. Hun har været snedigere end jeg.

(en tanke skyder op i ham.)

Men om jeg endda—?

FRU INGER

(sagte til Olaf Skaktavl).

Følg grev Stures trop lige til grænsen. Drag så uopholdelig til Peder Kanzler og bring mig mit barn. Nu har han ikke længer nogen grund til at forholde mig, hvad mit er.

(tilføjer, da Olaf Skaktavl vil gå:)

Vent; et kendemærke—. Den, der bærer Sten Stures ring, det er den rette.

OLAF SKAKTAVL.

Ved alle hellige, I skal få ham!

FRU INGER.

Tak,—tak, min trofaste ven!

NILS LYKKE

(til Finn, hvem han ubemærket har kaldt til sig, og med hvem han har hvisket)

Altså,—se at liste dig ud. Lad ingen se dig. En fjerdingvej herfra ligger Svenskerne i baghold. Fortæl befalingsmanden, at grev Sture er død. Den unge mand der må ikke antastes. Sig befalingsmanden det. Sig ham, at junkerens liv er mig tusender værd.

FINN.

Det skal ske.

FRU INGER

(der imidlertid har holdt øje med Nils Lykke)

Og rejs nu alle med Gud!

(pegende på Nils Lykke.)

Denne ædle ridder der kan ikke bekvemme sig til så hastig at forlade sine venner på Østråt. Han vil vente her hos mig til sejersbudskabet kommer.

NILS LYKKE

(for sig selv)

Djævel!

NILS STENSSØN

(griber hans hånd)

Tro mig,—I skal ikke komme til at vente længe!

NILS LYKKE.

Det er godt; det er godt!

(afsides.)

Alt kan endnu vindes. Hvis bare mit bud kommer betids til Jens Bjelke—

FRU INGER

(til fogden Ejnar Huk, pegende på Finn)

Og han der hensættes under sikker bevogtning i borgekælderen.

FINN.

Jeg?

FOGDEN OG HUSKARLENE.

Finn!

NILS LYKKE

(sagte)

Der brast mit sidste anker.

FRU INGER

(bydende)

I borgekælderen!

(Ejnar Huk, Bjørn og et par af gårdsfolkene fører Finn ud til venstre.)

ALLE DE ØVRIGE

(undtagen Nils Lykke, idet de stormer ud til højre):

Afsted! Tilhest,—tilhest! Hil være Inger Gyldenløve!

FRU INGER

(tæt forbi Nils Lykke, idet hun følger de bortdragende):

Hvem sejrer?

NILS LYKKE

(står alene igen)

Hvem? Ja, ve dig;—sejren blir dyrekøbt. Jeg vasker mine hænder. Det er ikke mig, som myrder ham.

Men mit bytte undslipper mig lige fuldt. Og oprøret vokser og breder sig!—Ah, det er et dumdristigt, et afsindigt spil, jeg her har indladt mig i!

(han lytter ved vinduet.)

Der rider de raslende ud igennem porten. —Nu stænges der efter dem;—og her står jeg igen som fange.

Ikke nogen mulighed for at slippe bort! Inden en halv time falder Svenskerne over ham. Han har treti vel væbnede ryttere med sig. Det vil gå på livet løst.

Men hvis de nu alligevel fangede ham levende?—Var jeg blot fri, så kunde jeg indhente Svenskerne, inden de nåde grænsen, og få ham udleveret.

(går op mod vinduet i baggrunden og ser ud.)

Fordømt. Vagt udenfor allevegne. Skulde der da ingen udvej være?

(går hurtig nedover gulvet igen; pludselig stanser han og lytter.)

Hvad er det? Sang og strengeleg. Det kommer ligesom over fra jomfru Elines kammer. Ja, det er hende, som synger. Altså oppe endnu—

(en tanke synes at gennemfare ham.)

Eline! Ah, hvis det gik an! Hvis det lod sig gøre, at—. Og hvorfor skulde det ikke lade sig gøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I visen heder det:

Hver en skøn-jomfru sukker så mod: Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!

Og hun—? —Eline Gyldenløve skal frelse mig!

(han går raskt men listende henimod den forreste dør til venstre.)

FEMTE AKT.

(Riddersalen. Det er fremdeles nat. Salen oplyses kun svagt af en armstage, der står på bordet til højre i forgrunden.)

(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet, fordybet i tanker.)

FRU INGER

(efter et ophold)

Den kløgtigste i landet kalder de mig. Jeg tror, jeg er det også. Den kløgtigste—. Der er ingen, som véd, hvorfor jeg er den kløgtigste. I mere end tyve år har jeg stridt for mit barns frelse. Det er nøglen til gåden. Det gir vid i panden, det!

Vid? Hvor er min kløgt bleven af inat? Hvor har jeg min omtanke henne? Det ringer og suser for mine øren. Jeg ser skikkelser for mig, så livagtigt, at jeg kunde gribe i dem.

(hun springer op.)

Herre min Jesus,—hvad er dette? Er jeg ikke længer rådig over min forstand? Skulde det komme dertil, at jeg—?

(hun presser hænderne sammen om hovedet; derpå sætter hun sig atter og siger roligere:)

O, det er intet. Det går over. Det har ingen nød;—det går over.

Hvor her er fredsælt i salen inat. Hverken fædre eller frænder ser truende på mig. Det trænges ikke at hænge dem indad imod væggen.

(hun rejser sig igen.)

Ja, vel var det, at jeg endelig tog mod til mig. Vi vil sejre;— og så står jeg ved målet. Jeg får mit barn igen.

(hun tager lyset for at gå, men stanser og siger hen for sig:)

Ved målet? Ved målet? At få ham tilbage? Kun det,—og så intet videre?

(sætter atter stagen på bordet.)

Dette flygtige ord, som Nils Lykke således kasted hen i vind og vejr—. Hvorledes kunde han se min ufødte tanke?

(sagtere.)

Kongemoder. —Kongemoder, sagde han. —Og hvorfor ikke? Har ikke min slægt før mig rådet som konger, om de end ikke bar kongenavnet? Har ikke min søn den samme adkomst til Sture- slægtens rettigheder, som den anden? I Guds øjne har han det,—så sandt der ellers er retfærd i himlen.

Og disse rettigheder har jeg i angstens stund fraskrevet ham. Jeg har med ødsel hånd bortskænket dem, som løsepenge for hans frihed.

Om de nu kunde vindes tilbage?—Vilde det fortørne himlen, om jeg—? Skal jeg tro, det kunde kalde nye trængsler ned over mig, ifald jeg—? —Hvem véd;—hvem véd! Det tør være sikrest at forsage.

(hun tager atter lyset.)

Jeg får jo mit barn igen. Det må være nok. Jeg vil søge hvile. Alle de forvovne tanker,—dem vil jeg sove fra mig.

(går mod baggrunden, men stanser oppe på gulvet og siger grublende:)

Kongemoder!

(hun går langsomt ud til venstre i baggrunden.)

(Efter et kort ophold kommer Nils Lykke og Eline Gyldenløve lydløst ind fra den forreste dør til venstre. Nils Lykke har en liden lygte i hånden.)

NILS LYKKE

(lyser spejdende omkring og hvisker):

Alt er stille. Jeg må afsted.

ELINE.

O, så lad mig endnu en eneste gang se dig ind i øjnene, førend du forlader mig.

NILS LYKKE

(omfavner hende)

Eline!

ELINE

(efter et lidet ophold)

Kommer du aldrig mere til Østråt?

NILS LYKKE.

Hvor kan du tvile på det? Er du ikke fra nu af min trolovede?— Men vil du også være mig tro, Eline? Vil du ikke forglemme mig, inden vi atter mødes?

ELINE.

Om jeg vil være dig tro? Har jeg da længer nogen vilje? Mægted jeg vel at være dig utro, selv om jeg vilde det?—Du kom ved nattetid; du banked på min dør;—og jeg lukked dig ind. Du talte til mig. Hvad var det du talte? Du stirred mig ind i øjet. Hvad var det for en gådefuld magt, der dåred mig og kogled mig ind som i et trolddoms-net?

(hun skjuler hurtig sit ansigt ved hans skulder.)

O, se ikke på mig, Nils Lykke! Du må ikke se på mig efter dette—. Tro, siger du? Du har mig jo. Jeg er jo din;— må være det—i al evighed.

NILS LYKKE.

Nu, ved min ridder-ære, så skal du også, inden året er omme, sidde som frue i min fædreneborg!

ELINE.

Ingen løfter, Nils Lykke! Sværg mig intet til.

NILS LYKKE.

Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du så sørgmodigt med hovedet?

ELINE.

Fordi jeg véd, at de bløde ord, som dåred mit sind, dem har du tilhvisket mangfoldige før mig. Nej, nej, vredes ikke, du elskede! Jeg bebrejder dig intet, således som jeg gjorde, da jeg endnu ikke kendte dig. Nu skønner jeg jo, hvor højt du sigter over alle andre. Hvor kan elskov være dig andet end en leg og kvinden et legetøj?

NILS LYKKE.

Eline,—hør mig!

ELINE.

Jeg er vokset op under lyden af dit navn. Jeg hadede dette navn, fordi mig tykkedes, at alle kvinder krænkedes ved din færd. Og dog,—hvor forunderligt,—når jeg i drømme bygged op mit eget vordende liv, da var altid du min helt, uden at jeg selv vidste det. Nu skønner jeg det hele. Had var det ikke jeg følte. Det var en anende, gådefuld længsel efter dig, du eneste,—efter dig, som engang skulde komme for at forklare mig al livets herlighed.

NILS LYKKE

(afsides, idet han sætter lygten fra sig på bordet)

Hvorledes er det fat med mig? Denne svimle, hendragende magt—. Er det således at føle kærlighed, da har jeg aldrig vidst det før i denne stund. —Skulde det ikke endnu være tid—? Ah, dette forfærdelige med Lucia!

(han synker ned i stolen.)

ELINE.

Hvad er det? Så tungt et suk—

NILS LYKKE.

O, intet,—intet!

Eline,—nu vil jeg skrifte ærligt for dig. Jeg har bedraget både med ord og med øjne, og til mangfoldige har jeg sagt, hvad jeg i denne nat har tilhvisket dig. Men tro mig—

ELINE.

Stille! Ikke mere derom. Min kærlighed er jo intet vederlag for den, du skænker mig. O nej; jeg elsker dig, fordi ethvert af dine øjekast er et kongebud, som byder det.

(hun lægger sig ned for hans fødder.)

O, lad mig endnu engang præge dette kongebud dybt i mit sind, skønt jeg vel véd, at herinde står det prentet for tid og for evighed.

Du gode Gud,—hvor jeg har været blind for mig selv! Endnu iaftes sagde jeg til min moder: "for at kunne leve må jeg bevare min stolthed". Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine landsmænd fri, eller min slægt hædret over lande og riger? O, nej; nej! Min kærlighed er min stolthed. Den lille hund er stolt, når den tør sidde ved sin herres fødder og snappe brødsmuler af hans hånd. Således er også jeg stolt, så længe jeg tør sidde ved dine fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: "for at kunne leve må jeg bevare min kærlighed"; thi i den ligger min stolthed nu og alle dage.

NILS LYKKE

(drager hende op på sit skød)

Nej, nej,—ikke for mine fødder, men ved min side er din plads,— og det, hvor højt skæbnen end kunde falde på at stille mig. Ja, Eline,—du har ført mig ind på en bedre vej; og vorder det mig engang forundt ved en berømmelig dåd at sone, hvad jeg i min vilde ungdom har øvet, da skal hæderen være din og min tilhobe.

ELINE.

O, du taler, som om jeg endnu var den Eline, der iaftes slængte blomsterkosten for din fod.

I mine bøger har jeg læst om det brogede liv i fjerne lande. Under hornets klang stævner ridderen ud i den grønne lund med falken på sin hånd. Således stævner også du gennem livet;—dit navn klinger foran dig, hvor du drager hen. —Alt, hvad jeg begærer af denne herlighed, er at få hvile som falken ved din arm. Som den var også jeg blind for lyset og for livet, indtil du løste bindet fra mine øjne og lod mig svinge mig op over løvtoppene. —Men, tro mig,—hvor dristigt jeg end spiler mine vinger, så vender jeg dog altid tilbage til mit bur.

NILS LYKKE

(rejser sig)

Så byder jeg også forgangenheden trods! Se her;—tag denne ring, og vær min for Gud og mennesker,—min—selv om de døde skulde få urolige drømme derover.

ELINE.

Du gør mig ilde tilmode. Hvad er det, som—?

NILS LYKKE.

Det er intet. Kom nu; lad mig sætte ringen på din finger. —Se så;—nu har jeg fæstet dig!

ELINE.

Jeg Nils Lykkes brud! Det tykkes mig som en drøm, alt, hvad her er hændt i denne nat. O, men det er en fager drøm! Jeg er så let om brystet. Der er ikke længer bitterhed og had i min hu. Jeg vil gøre al min uret god igen. Jeg har været ukærlig mod min moder. Imorgen går jeg ind til hende; hun må forlade mig, hvad jeg har fejlet.

NILS LYKKE.

Og give sit minde til vor pakt.

ELINE.

Det vil hun. O, jeg tror det visst. Min moder er god; alle mennesker er gode;—jeg bærer ikke længere nag til nogen,— undtagen én.

NILS LYKKE.

Undtagen én?

ELINE.

Ak, det er en sørgelig fortelling. Jeg havde en søster—

NILS LYKKE.

Lucia?

ELINE.

Kendte du Lucia?

NILS LYKKE.

Nej, nej; jeg har kun hørt hende nævne.

ELINE.

Også hun gav sit hjerte til en ridder. Han bedrog hende;—nu er hun i himlen.

NILS LYKKE.

Og du—?

ELINE.

Jeg hader ham.

NILS LYKKE.

Had ham ikke! Er der barmhjertighed i dit sind, så tilgiv ham, hvad han har syndet. Tro mig, han bærer straffen i sit eget bryst.

ELINE.

Ham tilgiver jeg aldrig! Jeg kan ikke, selv om jeg vilde det; thi så dyrt har jeg svoret—

(lyttende.)

Hys! Kan du høre—?

NILS LYKKE.

Hvilket? Hvor?

ELINE.

Udenfor; langt borte. Der rider mange mænd på landevejen.

NILS LYKKE.

Ah, det er dem! Og jeg, som glemmer—! Hidover kommer de. Så er der stor fare! Jeg må afsted!

ELINE.

Men hvorhen? O, Nils Lykke, hvad dølger du—?

NILS LYKKE.

Imorgen, Eline—; thi, ved Gud, da kommer jeg igen. —Nu hurtig,—hvor er løngangen, som du nævnte?

ELINE.

Gennem gravkælderen. Se,—her er lemmen—

NILS LYKKE.

Gravkælderen!

(for sig selv.)

Lige godt; reddes må han!

ELINE

(ved vinduet)

Rytterne er lige udenfor—

(hun rækker ham lygten.)

NILS LYKKE.

Nu velan—

(han begynder at stige ned.)

ELINE.

Gå frem gennem gangen indtil kisten med dødningehovedet og det sorte kors; det er Lucias—

NILS LYKKE

(stiger hurtig op og slår lemmen i)

Lucias! Fy—!

ELINE.

Hvad siger du?

NILS LYKKE.

O, intet. Det var liglugten, som gjorde mig svimmel.

ELINE.

Hør; nu hamrer de på porten!

NILS LYKKE

(lader lygten falde)

Ah, det er for sent—!

(Kammersvenden Bjørn kommer ilsomt med lys i hånden fra højre.)

ELINE

(imod ham)

Hvad er det, Bjørn? Hvad er det?

BJØRN.

Overfald! Grev Sture—

ELINE.

Grev Sture? Hvad han?

NILS LYKKE.

Har de dræbt ham?

BJØRN

(til Eline)

Hvor er eders moder?

TO HUSKARLE

(indstyrtende fra højre)

Fru Inger! Fru Inger!

FRU INGER GYLDENLØVE,

(med en tændt armstage i hånden, kommer ind gennem den øverste dør til venstre og siger hurtig:)

Jeg véd alting. Ned i borggården med jer! Hold porten åben for vore venner, men lukket for alle andre.

(hun sætter stagen på bordet til venstre. Bjørn og begge huskarlene går ud igen til højre.)

FRU INGER

(til Nils Lykke)

Det var altså snaren, herr rigsråd!

NILS LYKKE.

Inger Gyldenløve, tro mig—!

FRU INGER.

Et baghold som skulde fange ham op, så snart I havde fået hint tilsagn, der kan fælde mig!

NILS LYKKE

(idet han tager papiret frem og river det istykker)

Her er eders tilsagn. Jeg beholder intet, som kan vidne imod eder.

FRU INGER.

Hvad gør I?

NILS LYKKE.

Jeg beskærmer eder fra denne stund. Har jeg forsyndet mig imod eder,—nu, ved himlen, så vil jeg også prøve på at oprette min brøde. Men ud må jeg nu, om jeg så skal hugge mig igennem porten! —Eline,—sig din moder alt! —Og I, fru Inger, lad vort regnskab være glemt! Vær højmodig—og taus! Tro mig, I skal komme til at vide mig stor tak, før dagen gryr.

(han går skyndsomt ud til højre.)

FRU INGER

(ser hoverende efter ham)

Ret så! Jeg forstår ham!

(vender sig til Eline.)

Nils Lykke—? Nu—?

ELINE.

Han har banket på min dør og sat denne ring på min finger.

FRU INGER.

Og han har dig kær af hjertet?

ELINE.

Det har han sagt, og jeg tror ham.

FRU INGER.

Snildt handlet, Eline! Ha-ha, min herr ridder, nu begynder jeg!

ELINE.

Min moder,—I er så besynderlig. O, ja, jeg véd nok,—det er min ukærlige færd, som har fortørnet eder.

FRU INGER.

Visst ikke, kære Eline! Du er en lydig datter. Du har lukket ham ind; du har hørt på hans fagre ord. Jeg fatter tilfulde, hvad det har kostet dig; thi jeg kender jo dit had—

ELINE.

Men, min moder—!

FRU INGER

Stille! Vi har mødt hinanden i vore anslag. Hvorledes bar du dig ad, mit kløgtige barn? Jeg så elskoven lyse ud af ham. Hold ham nu fast! Drag ham tættere og tættere ind i garnet; og så—. Ah, Eline, om vi kunde slide hans ménsvorne hjerte sønder i brystet på ham!

ELINE.

Ve mig;—hvad er det I siger?

FRU INGER

Lad ikke modet svigte dig. Hør på mig. Jeg véd ordet, som skal holde dig oppe. Så vid da—

(lyttende.)

Nu kæmper de udenfor porten. Besindighed! Snart gælder det—

(hun vender sig atter til Eline.)

Vid da, Nils Lykke var den, der lagde din søster i graven.

ELINE

(med et skrig)

Lucia!

FRU INGER.

Det var ham, så sandt der er en hævner over os!

ELINE.

Da stå mig himlen bi!

FRU INGER

(forfærdet)

Eline—?!

ELINE.

Jeg er hans trolovede for Gud.

FRU INGER.

Ulykkelige barn,—hvad har du gjort?

ELINE

(med dump røst)

Forbrudt mit hjertes fred. —God nat, min moder!

(hun går ud til venstre.)

FRU INGER.

Ha-ha-ha—! Det bærer nedad bakke med Inger Gyldenløves slægt. Det var den sidste af mine døtre.

Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun intet vidst, så var hun kanske bleven lykkelig—på en måde.

Det skulde så være. Det står skrevet hist oppe i stjernerne, at jeg skal bryde den ene grønne gren efter den anden, indtil stammen står bladløs tilbage.

Lad gå; lad gå! Nu får jeg min søn igen. På de andre, på mine døtre vil jeg ikke tænke.

Regnskab? Gøre regnskab?—Ah, det er først på den store uvejrsdag—. Det varer længe, førend den kommer.

NILS STENSSØN

(råber udenfor til højre)

Hej,—slå porten i!

FRU INGER.

Grev Stures røst—!

NILS STENSSØN

(våbenløs og med forrevne klæder, kommer indstyrtende og råber med fortvilet latter:)

Vel mødt igen, Inger Gyldenløve!

FRU INGER.

Hvad har I tabt?

NILS STENSSØN.

Mit rige og mit liv!

FRU INGER.

Og bønderne? Mine svende;—hvor har i dem?

NILS STENSSØN.

Ådslerne vil I finde langs landevejen. Hvem der har taget resten, skal jeg ikke kunne sige jer.

OLAF SKAKTAVL

(udenfor til højre)

Grev Sture! Hvor er I?

NILS STENSSØN.

Her; her!

OLAF SKAKTAVL

(kommer med et klæde om sin højre hånd).

FRU INGER.

Ak, Olaf Skaktavl, også I—!

OLAF SKAKTAVL.

Det var ugørligt at slippe igennem.

FRU INGER.

I er såret, ser jeg!

OLAF SKAKTAVL.

Å, jeg har en finger mindre; det er det hele.

NILS STENSSØN.

Hvor er Svenskerne?

OLAF SKAKTAVL.

I hælene på os. De bryder porten op—

NILS STENSSØN.

O, Jesus! Men nej, nej! Jeg kan ikke,—jeg vil ikke dø!

OLAF SKAKTAVL.

Et smuthul, fru Inger! Er her ingen krog, hvor vi kan dølge ham?

FRU INGER.

Men dersom de gennemsøger gården—?

NILS STENSSØN.

Ja, ja; så vil de finde mig! Og at slæbes bort til fangenskab, eller at klynges op—! O nej, Inger Gyldenløve,—det véd jeg forvisst,—det vil I aldrig tåle!

OLAF SKAKTAVL

(lyttende)

Nu brast låsen.

FRU INGER

(ved vinduet)

Der stormer mange mennesker ind i portrummet.

NILS STENSSØN.

Og nu at lade mit liv! Nu, da det først ret skulde begynde! Nu, da jeg så nylig har fået vide, at jeg har noget at leve for. Nej, nej, nej!—Tro ikke, at jeg er fejg, Inger Gyldenløve! Hvis der bare måtte forundes mig så mange levedage, at jeg—

FRU INGER.

Jeg hører dem alt nedenunder i borgestuen.

(bestemt til Olaf Skaktavl.)

Han må reddes—hvad det end skal koste.

NILS STENSSØN

(griber hendes hand)

O, det vidste jeg nok;—I er ædel og god!

OLAF SKAKTAVL.

Men hvordan? Når vi ikke kan skjule ham—

NILS STENSSØN.

Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmeligheden—!

FRU INGER.

Hemmeligheden?

NILS STENSSØN.

Ja visst; eders og min!

FRU INGER.

Krist i himlen,—kender I den?

NILS STENSSØN.

Frå først til sidst. Og nu, da livet står på spil—. Hvor er herr Nils Lykke?

FRU INGER.

Flygtet.

NILS STENSSØN.

Flygtet? Da stå Gud mig bi; thi kun ridderen kan løse min tunge. —Men livet er mere end et løfte værd! Når den svenske høvedsmand kommer—

FRU INGER.

Hvad så? Hvad vil I gøre?

NILS STENSSØN.

Købe liv og frihed;—åbenbare ham alt.

FRU INGER.

O nej, nej;—vær barmhjertig!

NILS STENSSØN.

Der er jo ingen anden redning. Når jeg har fortalt ham, hvad jeg nu véd—

FRU INGER

(ser på ham med undertrykt bevægelse)

Så er I frelst?

NILS STENSSØN.

Ja, ja! Nils Lykke vil tale min sag. I ser, det er det yderste middel.

FRU INGER

(fattet og med eftertryk)

Det yderste middel? I har ret;—det yderste middel tør hvermand friste.

(peger op mod venstre.)

Se, derinde kan I skjule eder så længe.

NILS STENSSØN

(dæmpet)

Tro mig,—aldrig skal I komme til at angre eders færd.

FRU INGER

(halvt for sig selv)

Det give Gud, I sagde sandhed!

(Nils Stenssøn går hurtig ud gennem den øverste dør til venstre. Olaf Skaktavl vil følge efter; men fru Inger holder ham tilbage.)

FRU INGER.

Forstod I, hvad han mente?

OLAF SKAKTAVL.

Den niding! Han forråder eders hemmelighed. Han vil ofre eders søn for at frelse sig selv.

FRU INGER.

Når det gælder livet, sagde han, så må det yderste middel forsøges. —Godt og vel, Olaf Skaktavl,—det ske, som han sagde!

OLAF SKAKTAVL.

Hvad mener I?

FRU INGER.

Liv mod liv! Én af dem må gå under.

OLAF SKAKTAVL.

Ah,—I vil—?

FRU INGER.

Hvis ikke han derinde gøres stum, forinden han får den svenske høvedsmand i tale, så er min søn tabt for mig. Ryddes han derimod tilside, så vil jeg med tiden gøre fordring på alle hans adkomster til fromme for mit eget barn. Da skal I se, at der endnu er malm i Inger Ottisdatter. Lid på det,—længe skal I ikke komme til at bie på den hævn, som I nu i tyve år har tørstet efter. —Hører I? Der kommer de opover trapperne! Olaf Skaktavl,— det hviler på eder, om jeg imorgen skal være som en barnløs kvinde eller—

OLAF SKAKTAVL.

Det ske! Jeg har endnu en rørig næve i behold.

(rækker hende hånden.)

Inger Gyldenløve,—ved mig skal ikke eders navn dø ud.

(han går ind i værelset til Nils Stenssøn.)

FRU INGER

(bleg og rystende)

Tør jeg også vove—?

(der høres larm i værelset; hun iler med et skrig henimod døren.)

Nej, nej,—det må ikke ske!

(et tungt fald høres derinde; hun dækker ørerne til med begge hænder og iler med et fortvilet blik fremover gulvet igen. Efter et ophold tager hun forsigtigt hænderne bort, lytter atter og siger sagte:)

Nu er det forbi. Alting er stille derinde. —Du så det, Gud,—jeg betænkte mig! Men Olaf Skaktavl var for rap på hånden.

OLAF SKAKTAVL

(kommer taus ind i salen).

FRU INGER

(lidt efter, uden at se på ham)

Er det gjort?

OLAF SKAKTAVL.

For ham kan I være tryg;—han forråder ingen.

FRU INGER

(som før)

Han er altså stum?

OLAF SKAKTAVL.

Seks tommer stål i brystet. Jeg fældte ham med min venstre hånd.

FRU INGER.

Ja, ja,—den højre var også for god til sligt.

OLAF SKAKTAVL.

Det må I om;—tanken var eders. —Og nu til Sverig! Fred med jer så længe! Når vi næste gang træffes på Østråt, kommer jeg selv anden.

(han går ud gennem den øverste dør til højre.)

FRU INGER.

Blod på mine hænder. Dertil skulde det altså komme!—Han begynder at blive mig dyrekøbt nu.

(Kammersvenden Bjørn kommer med nogle svenske krigsknægte ind gennem den forreste dør til højre.)

EN AF KRIGSKNÆGTENE.

Tilgiv, hvis I er husets frue—

FRU INGER.

Er det grev Sture, I leder efter?

KRIGSKNÆGTEN.

Det er så.

FRU INGER.

I er i så fald ikke på vildspor. Greven har søgt tilflugt hos mig.

KRIGSKNÆGTEN.

Tilflugt? Forlad, min højædle frue,—men den mægter I ej at give ham; thi—

FRU INGER.

Hvad I der siger, har nok greven selv begrebet; og derfor har han,—ja, se selv efter—, derfor har han aflivet sig.

KRIGSKNÆGTEN.

Aflivet sig?

FRU INGER.

Se selv efter, som jeg sagde. Der inde vil I finde liget. Og da han nu allerede er stedet for en anden dommer, så er det min bøn, at han føres herfra med al den ære, som det sømmer sig hans adelige byrd. —Bjørn, du véd, i lønkamret har min egen kiste stået rede i mange år.

(til krigsknægtene.)

I den beder jeg, at I vil føre grev Stures lig til Sverig.

DEN FORRIGE KRIGSKNÆGT.

Det skal ske, som I byder.

(til en af de andre.)

Løb du med dette budskab til herr Jens Bjelke. Han holder med resten af rytterne borte på landevejen. Vi andre får gå her ind og—

(en af krigsknægtene går ud til højre; de øvrige går med Bjørn ind i værelset til venstre.)

FRU INGER

(går en stund taus og urolig omkring på gulvet)

Dersom ikke grev Sture sådan i en skynding havde sagt verden farvel, så var han inden en måned klynget op i galgen eller sat i bur for sin levetid. Havde han været bedre tjent med en slig lod?

Eller også havde han købt sig fri ved at spille mit barn i mine fienders vold. Er det så mig, der har dræbt ham? Værner ikke ulven selv om sin yngel? Hvo tør da fælde dommen over mig, fordi jeg hug en klo i den, der vilde røve mit kød og blod?—Det er noget, som måtte så være. Enhver moder havde gjort som jeg.

Men det er ikke tid til ørkesløse tanker nu. Virke må jeg.

(hun sætter sig ved bordet til venstre.)

Jeg vil skrive til alle venner rundt om i landet. Alle må de nu rejse sig og støtte den store sag. En ny konge—; rigsstyrer først, og så konge—

(hun begynder at skrive, men stanser tankefuld og siger sagte:)

Hvem vil de vælge i den dødes sted? —Kongemoder—? Det er et vakkert ord. Der er kun én hage ved det;—denne hæslige lighed med et andet ord. —Kongemoder og— kongemorder. —Kongemorder,— det er den, der tager en konges liv. Kongemoder,— det er den, der skænker en konge livet.

(hun rejser sig.)

Nu vel; jeg vil give vederlag for, hvad jeg har taget. —Min søn skal vorde konge!

(hun sætter sig igen og tager fat på arbejdet, men lægger det atter fra sig og læner sig tilbage i stolen.)

Det er altid noget uhyggeligt, så længe en ligger lig i et hus. Det er derfor jeg kender mig så selsomt tilmode.

(vender hovedet hvast til siden, som om hun talte til nogen.)

Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme?

(grublende.)

Er der da så stor en forskel på at fælde en fiende og at slå en ihjel? Knut Alfsøn havde med sit sværd kløvet mangen pande; og dog var hans egen så rolig som et barns. Hvorfor ser jeg da altid dette—

(gør en bevægelse, som når man hugger til med en kniv.)

—dette stød imod hjertet—og så den røde blodflom bagefter?

(hun ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem papirerne.)

Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge syner. Jeg vil være virksom både dag og nat. Og om en måned—om en måned kommer min søn til mig—

BJØRN

(træder ind)

Var det eder, som ringede, min frue?

FRU INGER

(skrivende)

Du skal hente flere lys. Herefterdags vil jeg have mange lys i stuen.

(Bjørn går ud igen til venstre.)

FRU INGER

(efter en stund, rejser sig med heftighed)

Nej, nej, nej;—jeg kan ikke føre pennen inat! Det brænder og værker i mit hoved—

(opskræmt, lyttende.)

Hvad er det? Å, de skruer låget til på kisten derinde.

Dengang jeg var barn, fortalte de mig eventyret om ridder Åge, som kom med kisten på sin bag. —Dersom nu han derinde en nat fik det indfald at komme med kisten på sin bag og takke for lån?

(ler stille.)

Hm,—vi voksne har ikke noget med vor børnetro at skaffe.

(heftigt.)

Men slige eventyr duger alligevel ikke! De volder urolige drømme. Når min søn vorder konge, skal de forbydes.

(hun går et par gange frem og tilbage; derpå åbner hun vinduet.)

Hvor længe plejer det gemenligen vare, forinden et lig begynder at rådne? Alle stuer skal luftes ud. Så længe ikke det er gjort, er det usundt at leve her.

(Bjørn kommer ind med to tændte armstager, som han sætter på bordene.)

FRU INGER

(der atter har taget fat på papirerne):

Det er ret. Lad mig se du kommer ihug, hvad jeg sagde dig. Mange lys på bordet! —Hvad tager de sig nu for derinde?

BJØRN.

De holder endnu på at skrue kistelåget fast.

FRU INGER

(skrivende)

Skruer de det godt fast?

BJØRN.

Så godt, som det behøves.

FRU INGER.

Ja, ja,—du kan ikke vide, hvor godt det behøves. Se efter, at det gøres forsvarligt.

(går hen til ham med hånden fuld af papirer og siger hemmelighedsfuldt:)

Bjørn, du er en gammel mand; men jeg vil lægge dig én ting på hjerte. Vær på din post mod alle mennesker,—både mod dem, som er døde og mod dem, som skal dø. —Gå nu ind—gå ind og se efter, at de skruer kistelåget godt fast.

BJØRN

(sagte, hovedrystende)

Jeg kan ikke blive klog på hende.

(han går atter ind i værelset til venstre.)

FRU INGER

(begynder at forsegle et brev, men kaster det halvfærdigt fra sig, går en stund op og ned, derpå siger hun med heftighed):

Dersom jeg var fejg, så havde jeg aldrig i evighed gjort dette her! Dersom jeg var fejg, så havde jeg skreget til mig selv: hold inde, mens du endnu har en slump salighed i behold for din sjæl!

(hendes øje falder på Sten Stures billede; hun undviger synet og siger sagte:)

Der ler han livagtigt ned til mig! Fy!

(hun vender billedet om mod væggen uden at se på det.)

Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled ilde med din søn? Men den anden,—er ikke også han din søn? Og han er min tillige; mærk dig det!

(hun skotter stjålent henover billedrækken.)

Så vilde, som inat, har jeg aldrig set dem før. De har øjnene med mig, hvor jeg står og går.

(stamper i gulvet.)

Men jeg vil ikke vide af det! Jeg vil have fred i mit hus!

(begynder at vende alle billederne indad mod væggen.)

Ja, om det så var den hellige jomfru Maria selv—. Synes du det nu er på tide—? Hvorfor hørte du aldrig mine bønner, når jeg så brændende bad om at få mit barn tilbage? Hvorfor? Fordi munken i Wittenberg har ret: Der er ingen mellem Gud og menneskene!

(hun ånder tungt og vedbliver under stedse stigende vildelse:)

Det er såre godt, at jeg véd besked om de ting. Der er ingen, som har set, hvad der gik for sig derinde. Der er ingen, som kan vidne imod mig.

(breder pludselig armene ud og hvisker:)

Min søn! Mit elskede barn! Kom til mig! Her er jeg!—Hys! Jeg vil sige dig noget. Jeg er forhadt deroppe—hinsides stjernerne— fordi jeg fødte dig til verden. Det var meningen med mig, at jeg skulde bære Gud Herrens mærke over riget. Men jeg gik min egen vej. Det er derfor, jeg har måttet lide så meget og så længe.

BJØRN

(kommer fra værelset til venstre)

Frue, jeg har at melde—. Krist fri mig,—hvad er dette?

FRU INGER

(der er stegen op i højsædet, som står ved væggen til højre):

Stille; stille! Jeg er kongemoder. De har kåret min søn til konge. Det holdt hårdt, forinden det kom så vidt;—thi det var med den vældige selv, jeg havde at stride.

NILS LYKKE

(kommer åndeløs ind frå højre)

Han er frelst! Jeg har Jens Bjelkes løfte. Fru Inger,—vid at—

FRU INGER.

Stille, siger jeg! Se, hvor det vrimler af mennesker.

(en ligsalme høres inde fra værelset.)

Nu kommer kroningstoget. Hvilken stimmel! Alle nejer de sig for kongemoderen. Ja, ja; hun har også stridt for sin søn—så længe til hun fik røde hænder deraf. —Hvor er mine døtre? Jeg ser dem ikke.

NILS LYKKE.

Guds blod,—hvad er her sket?

FRU INGER.

Mine døtre;—mine fagre døtre! Jeg har ingen mere. Jeg havde én igen, og hende misted jeg, da hun skulde stige i brudesengen.

(hviskende.)

Lucia lå lig i den. Der var ikke plads for to.

NILS LYKKE.

Ah,—dertil er det altså kommet! Herrens hævn har rammet mig.

FRU INGER.

Kan I se ham? Se, se! Det er kongen. Det er Inger Gyldenløves søn! Jeg kender ham på kronen og på Sten Stures ring, som han bærer om halsen. —Hør, hvor lystigt det klinger. Han nærmer sig! Jeg har ham snart i min favn! Ha, ha,—hvem sejrer, Gud eller jeg?

(Krigsknægtene kommer ud med kisten.)

FRU INGER

(griber sig om hovedet og råber):

Liget!—

(hviskende.)

Fy; det er en hæslig drøm.

(hun synker ned i højsædet.)

JENS BJELKE

(som er trådt ind fra højre, stanser og råber overrasket):

Død! Altså dog—

EN AF KRIGSKNÆGTENE.

Selv har han—

JENS BJELKE

(med et blik til Nils Lykke)

Han selv—?

NILS LYKKE.

Hys!

FRU INGER

(mat og besindende sig)

Ja, rigtig;—nu kommer jeg det altsammen ihug.

JENS BJELKE

(til krigsknægtene)

Sæt liget ned. Det er ikke grev Sture.

EN AF KRIGSKNÆGTENE.

Tilgiv, herr ridder;—men denne ring, som han bar om sin hals—

NILS LYKKE

(griber ham i armen)

Ti; ti!

FRU INGER

(farer ivejret)

Ringen? Ringen!

(hun iler hen og river den til sig.)

Sten Stures ring!

(med et skrig.)

O, Jesus Krist,—min søn!

(hun kaster sig ned over kisten.)

KRIGSKNÆGTENE.

Hendes søn?

JENS BJELKE

(på samme tid)

Inger Gyldenløves søn?

NILS LYKKE.

Så er det.

JENS BJELKE.

Men hvorfor sagde I mig ikke—?

BJØRN

(der forsøger at løfte hende op):

Hjælp; hjælp! Min frue,—hvad fattes eder?

FRU INGER

(med mat røst, idet hun hæver sig halvt ivejret):

Hvad der fattes—? Én kiste til. En grav hos mit barn—

(Hun synker atter kraftløs ned over kisten. Nils Lykke går hurtig ud til højre. Almindelig bevægelse blandt de øvrige.)