Følger Kvindens Skrift, kaldet Huskors.

Første Kapitel.

Det første vi fornam Forfærdelse i vort Hus, var en Nat, som min salige Husbonde Hans Bartskiær og jeg laa i vor Seng; da kom der under vores Hoved som en Høne, der klukker sine Kyllinger tilsammen. Hvoraf vi bleve ganske forfærdede og rædde, og vidste ikke hvad vi skulde tænke, og beklagede os for Godtfolk. Somme sagde, det skulde være en Hugorm. Saa toge vi lange Stænger og kastede Halmen op i Sengen. Men vi fornam intet. Noget derefter om en Aftens Tid imellem ni og ti, der jeg vilde trine udaf Døren i Gaarden, kom der en forfærdelig Skrubtudse gaaende fra vor Port paa to høie, smalle Been som en Høne, og var ganske forskrækkelig til at see paa. Jeg løb hastig ind og raabte vore Folk ud, at de skulde see det underlige Syn, men der de kom ud, forsvandt det.

Om Natten derefter kom et stort Skrig paa det mindste Barn. Saa kaldte vi den ene Pige op at tænde et Lys. Hun blev længe ude. Der hun kom ind, saae hun ganske forfærdelig ud og var slet forvendt. Vi spurgte, hvorledes det var fat med hende. Hun svarede, at der var ondt hos hende. Og blev derpaa saa meget syg, at vi paa et halvt Aars Tid maatte holde en Pige til hende, som maatte bære hende ud og ind. Dog blev hun ved Guds Hielp omsider tilpas igjen.

Der dette var skeet, begav det sig, at vor liden Datter, som var ved otte Aar gammel, der hun om en Aften gik og legte paa Gulvet, kom hun grædende til hendes Fader og mig og sagde, at hun ikke turde blive i Stuen for den store Mand, der kommer til hende om Aftenen. Thi, sagde hun, naar det begynder at mørkes, saa kommer der en stor Karl til mig og haver herlige Klæder paa og en Kappe med et Fløyels Opslag og haver to store Knebelbarte og to store slemme Øine; jeg er saa ræd for ham! — Vi toge det ikke for andet end for Skrømt. Men om Aftenen derefter, der hun skulde gaa iseng, græd hun bitterligen og sagde, at hun turde ikke ligge i Kammeret; thi, sagde hun, imorgen naar min Fader gaar fra mig, saa kommer den store Karl til mig og tager mig bort. Saa snibbede vi ad hende og lagde hende i Sengen. Om Morgenen derefter, som hendes Fader stod op fra hende, begyndte hun hierteligen at græde og skrige. Der vi kom ind til hende, var hun ganske forvendt. Gud veed da, hvad Sorrig vi fik, at vi saae saadan Ynk paa vort kiære Barn og ikke vilde tro hende, den Tid hun beklagede sig for os. Hvad vi gav hende i tre Nætter og Dage, det gik altsammen ud af hendes Mundviger igien. Men vi med alt Folket i Huset raabte til den alsommægtigste Gud om Hielp og Raad, hvilken ogsaa som en naadig Fader, der ikke forlader sine Børn, kom os til Hielp, saa at Barnet blev saa smukt igien, at der kiendtes intet ondt paa hende.

Andet Kapitel.

Noget derefter reiste salig Hans Bartskiær til Tyskland. Fiorten Dage derefter kom en stor Rædsel i Huset, og hvor vi kom, da var det fælt. Nu havde vi en liden Dreng hos os, som var ved tolv Aar gammel, og var samme Dreng salig Hanses Morbrors Søn. Som han om Aftenen skulde gaa tilsengs, begyndte han at klage sig og græde. Og sagde, at han ikke turde ligge paa Loftet, thi der var saa meget ondt hos ham. Saa lagde jeg ham i vort eget Kammer. Der han nu havde lagt sig, begyndte han lidet derefter ynkeligen at skrige og give sig. Vi løbe hasteligen til ham; da rystede alle fire Sengestolpene med ham, og hans Øine stode, ligesom de kunde været opspilede, og ingen kunde lukke dem sammen. Og hans Mund var saa haardt sammenknyttet, at ingen kunde vriste den op. Som vi nu længe havde staaet over ham, kom han til sit Maal igjen og kaldte. Vi spurgte ham ad, hvor det var fat med ham. Han svarede: Det maa Gud vide; jeg veed det ikke. Der vi nu havde vaaget over ham indtil Klokken var to om Natten, faldt han i Søvn og sov til om Morgenen Klokken var ti. Der han stod op, saae han saa fælt ud, at man maatte ræddes for ham.

Om Aftenen, som vi fik Nadvere, stod han tilbords og skulde faa sig Mad. Da sagde jeg til ham: Jacob, faa dig Mad og gak i din Seng og læg dig og befal dig Gud i Vold. Vil du saa begynde, som du giorde i Nat, da forfærder du os allesammen, saa vi maa løbe ud af Huset. — Som jeg det sagde, sloges Stuedøren og Stegersdøren paa Væg. Og blev han hasteligen henrykt fra Bordet hen udi Gaarden og blev opdragen halvanden Alen fra Jorden. Og hængte saa i Veiret med oprakte Arme, aabne Øine og sammenknyttet Mund. Hans Hage sprang op og ned, ligesom han skulde have mistet den. Vi toge paa begge hans Been og Axler og droge af største Magt og vilde have ham til Jorden. Men vi kunde dog ikke rokke ham nogensteds. Saa faldt vi da alle paa Knæ i Gaarden og raabte til den evige Gud, at han vilde tænke paa Naade og Barmhiertighed. Som vi nu havde giort vor Bøn til Gud, blev han løs og kom paa Jorden at staa, men hans Mund var endnu sammenknyttet, og kunde han slet intet tale. Saa toge vi en Sølvskee med et slet Skaft og vristede Munden op; saa sukkede han og hans Tunge løsnedes og kom til sit Maal igien. Vi spurgte ham ad, hvor det var med ham. Da svarede han og sagde: Jeg haaber til Gud, det bliver nu godt. Thi den Tid i faldt paa Knæ i Gaarden, da veg han bort og foer af Brønden paa Vedhammeren.

Jeg spurgte ham, hvad det var, der veg bort. Han svarede, at det var Satan. Da bleve vi ganske forfærdede, at saadan en Giæst var kommen til os. Jeg spurgte ham videre ad, om han ikke havde besvoret sig med ham. Da svarede han mig, græd hiertelig og sagde: Kiære Moder, i haver stor Synd, at i tænker mig dertil; mine kiære Forældre have ikke dertil optugtet mig. Som han det sagde, kom der et stort Bulder i Gaarden, ligesom det havde været en Røst, hvilken dog ingen kunde forstaa. Men Drengen sagde, han talte med ham. I det samme kom der en gloende Ild og skiød sig fra den ene Side af Gaarden til den anden. Da sagde Drengen, at den onde Fjende skiød Ild af sin Hals. Saa fik vi ham ind i Stuen og læste for ham indtil Klokken var to om Morgenen. Da kom han i Rolighed indtil Klokken var elleve om Dagen.

Derefter kom han atter til ham; og blev det saa Dag fra Dag jo længere jo større Forfærdelse udi det ganske Huus. Her giver jeg enhver ærlig Mand og Kvinde at betænke mine Vilkaar, hvordan de haver været. Jeg med mine smaa Børn maatte stedse leve i stor Frygt og Rædsel; min salig Mand var ikke hiemme, men forreist til Tyskland, og jeg turde ingen lade vide min store Nød, førend han selv kom hiem igien.

Ellers sagde Satan til Drengen, at han havde gaaet efter hans Husbonde i fiorten Aar og ikke maattet for den store Mand (Gud i Himmelen) gjøre ham noget ondt, fordi han ligger ham i Ørene Dag og Nat. Men nu haver jeg Lov af den store Mand, at plage dig for ham. Saa græd han og vænede sig meget og bad Gud bedre sig, at han nogen Tid skulde have kommet til Danmark i sine Dage.

Derefter fristede Satan Drengen jo haardere og haardere. Undertiden korsfæstede han ham, at ingen kunde bøie ham: nedbøiede hans Hoved til den ene Side og lagde hans Fødder tilsammen, ligesom vor Herre Christus staar naglet til Korset. Det hvide af hans Øine vendte han ud, ligesom han havde været død.

Tredie Kapitel.

Der salig Hans kom hiem, mødte ham denne sørgelige Tidende. Saa lod han giøre Bøn paa Prædikestolen i vor egen Kirke, saavelsom i alle omliggende Kirker paa Landsbyerne. I vort eget Hus holdt vi tre Søndage Bededage, at ingen maatte æde eller drikke, enten Mennesker eller Kvæg.

Der dette skete den første Søndag, og Drengen sad paa en Stol, kom Satan og hakkede paa Vinduet ligesom med et Næb: hvorfor han skreg og gav sig ynkelig og sagde, han vilde have ham udaf Vinduet. Og blev han seet af somme som en Ravn, af somme som en Gaas, og førte et stort Mørke for Huset.

Som han nu var fristet en lang Tid og ikke havde sovet en Maaned, kom han omsider i Søvn. Og der han vaagnede, var han saa smuk, som han havde intet skadt, og samme ganske Nat var det smukt i Huset, hvor man kom.

Om Morgenen sagde han til os: Jeg takker Gud, som haver denne Nat ved sine hellige Engle mig bevaret og forkyndt mig, at jeg faar bedre, Gud være lovet! Jeg vil gjerne med Taalmodighed lide, hvad Gud mig vil paalægge. Jeg veed, det faar en god Ende, og at jeg faar min Helbred igien. Thi han maa ikke skade nogen Lem paa mig. Da sagde vi til ham: Det bliver nu godt med dig med Guds Hielp, det skal du visseligen tro. Nei, sagde han, jeg haver nu Frist for ham idag indtil i Aften Klokken er elleve; saa kommer han igien og plager mig en Tid lang. Men det bliver ikke dermed giort: her bliver alt mere af. Den gode Gud kan hielpe naadeligen! det vil alt gaa haardere til. Gud hielpe Moder, den fattige Kvinde, med hendes smaa Børn.

Om Aftenen, som han havde sagt, kom den onde Giæst igien med stor Forfærdelse og blev saa hos ham indtil Paaske. Og kunde vi ikke noget Sted i Huset være fri for Spøgeri. For somme var han at see som en Præst, saasom det enten kunde have været Hr. Hans Kiuse i Karlslund eller Hr. Matz i Herfølge. For somme som en Kiøbmand, for somme som en Hund, for somme som et Svin. Somme blæste han op i Ansigtet og paa Hænderne, at de hovnede og bleve saa store, at man neppelig dem kiende kunde. De smaa Børn skrege og græde og gave sig jammerlig, naar han lod sig see for dem. Vi havde et lidet Drengebarn paa andet Aar. Det rev ud Haar af sit Hoved og sin Skiorte af sit Liv, og ingen kunde faa Raad dermed. Og pegede der som Satan stod og raabte: Der! der! see! see! at det var stor Ynk at see derpaa.

Men den Dreng, som før er talt om, der fristet blev, naar han fornam, at den onde Aand skulde komme, bad han, de skulde tage Børnene bort af Huset og sagde: Ret nu kommer han til mig.

Engang kom Jakob Meiers Pige ind og havde deres lille Barn med sig, da bad strax Drengen hende, hun skulde gaa hiem med samme Barn eller hun foer vist ilde. Men hun vilde ikke. Og blev hun saa opblæst, at hendes Ansigt og Hænder bleve saa store, at man neppeligen hende kiende kunde, og saae stor Ynk paa hende; dog fik hun bedre paa tredie Dag derefter.

Engang havde vi laant en fattig Kvinde Hus; som vi nu vare gaaede tilsengs, begyndte hun at raabe og skrige og sagde: Hvor er jeg kommen her ind? her er en underlig Kompan hos mig, han er ligesom Simeon Fryndt[3], og er en stor Forfærdelse hos ham. — Saadant og andet raabte hun gruelig og rev sit Haar af sit Hoved. Samme Tid havde vi en liden hvid Hund, der laa i Stuen; han blev optaget om Hovedet og slaget op og ned paa Gulvet. Men man kunde ingen see, der ham havde fat. Der den nu omsider krøb under Bænken at skiule sig, blev den uddragen igien efter Hovedet og Nederparten slæbte paa Gulvet. Om Morgenen blev Hunden forbistret, saa at han vilde skamfere alle, der ind kom, hvorfor vi maatte lade slaa ham ihiel.

En Løverdag, som vi sade og beklagede os, vidste ikke, hvor vi skulde bære os ad udi dette vort Huskors, da kom Thomes Hiulmand ind at besøge os. Han blev saa anfægtet, at han sagde: Dersom jeg ikke tilforn vidste, at Satan var til, da fik jeg det nu at vide.

Som vi nu atter beklagede os, begyndte Drengen at række sig op i Sengen, som han laa, og fægtede imod Satan med Guds Ord og sagde: Vig nu bort du arrige Fiende Satan, som haver saa længe pint mit Legeme. Nu skal du pines igien i den Sted, som dig er bered i den evige Pine, som aldrig faar Ende. Tvi vorde dig Satan til evig Tid; du som en Tyv har stiaalet dig her ind at plage mit Legeme. — Saa læste han mange smukke Stykker af den hellige Skrift og af Davids Psalmer og satte sig paa sine Knæ i Sengen og læste Budordene, Troens Artikler, Fader Vor, Daabens og Alterens Sakramentes Ord; og ingen han passede paa. Saa lode vi hente Folk ind, som skulde høre derpaa. Der han nu skulde skilles fra den onde Fiende, da lagde han sine Hænder sammen, rakte dem op iveiret og sagde: Ære være Gud, som haver forløst mig fra Satan. — Saa vendte han sig om til den ene Side, kyssede sin Haand og gav den fra sig og sagde: Vær nu velkommen, du sande Guds Engel, som staar hos Guds høire Haand. Vig ikke bort fra mig, bliv hos mig enten jeg far tillands eller vands; med mange andre Ord, som paa den Tid blev talet. Kyssede saa atter paa Haanden, rakte hende fra sig og lagde sig ned i Sengen under Klæderne, at vi intet saae af ham uden Kronen af Hovedet. Og da hørte vi ligesom et lidet Barn med klein Røst havde sunget: Ære være Gud i det høie, Fred paa Jorden og i Menneskene en Velbehagelighed.

Saa kastede han Klæderne af sig og stod op af Sengen, som han intet havde skadet. Tilforn kunde han intet, uden vi skulde hielpe ham og var saa kroget, at hans Ansigt bøiedes ned til Jorden, og man ikke kunde rette ham op. Men efter den Tid blev han karsk og sund igien. Da bleve vi meget glade og tænkte, at alting var nu bleven godt. Hvorfor vi lod ogsaa takke i Kirken.

Fierde Kapitel.

Men nu kom den allermægtigste Gud, hvis Raad og Villie er urandsagelig, og tilstædte endnu større Hiertesorg at komme os paa. Thi efter at det var blevet godt med Drengen, blev min kiære Husbonde anfægtet Nat og Dag, saa ingen kan det tro eller tænke, uden jeg, som var ham næst; og dette varede hver Dag fra elleve til to Eftermiddag, desligeste om Natten fra elleve til to.

Det første vi paany fornam noget i Huset, var en Søndag under Høimesse, og var jeg selv hiemme hos et af vore Børn, som var sygt. Som vi nu alle vare i Stuen, kom os saadan en Rædsel paa, og der blev saa grumt i Huset, at vi allesammen faldt ned, somme paa Bænke, somme paa Gulvet, som døde Mennesker. Men Gud kom os til Hielp, at vi kom til os igien. Vi faldt paa Knæ og giorde vor Bøn til den gode Gud; saa blev det godt, og det onde forsvandt. Om anden Dagen derefter skulde vor Pige Anna gaa paa Loftet. Der hun kom ned igien, var hun ganske forfærdet og sagde, der var en underlig Kompan paa Loftet skabt som en Abe.

Anden Dagen derefter gik vores yngste Datter ved Navn Lisabeth paa Loftet og skulde hente sig Pennefiedre, som hun skulde have med sig i Skole. Der hun nu kom derop, gav hun et stort Skrig af sig. Vi løbe hastelig op til hende. Da klagede hun sig, græd og sagde: Den slemme Kompan er nu kommen igien, han havde fat i min Trøie og sagde, at han skulde have mig; han var saa slem og havde to Øine som to Brikker, og hans Fødder vare som Hønsekløer. Den Tid vi kom ned med hende, gik jeg ind til hendes Fader og gav ham det tilkiende. Hvoraf han blev meget bedrøvet. Og derforuden havde han gaaet udi tre Uger meget selsom og underlig, og ingen vilde han lade vide, hvad ham skadte. Dog blev det Dag fra Dag værre med ham; ja, det blev saa fælt i det ganske Hus, som tilforn ikke havde været.

Saa bad jeg ham, han dog for Guds Skyld vilde sige mig, hvad ham skadte, og hvor det var med ham. I det samme segnede han ned paa Bænken, som han sad, og besvimede. Der han nu kom til sig igien, sagde han: Gud, som er en naadig Fader og altid hielper sine Børn, som af Hiertet raabe til ham, han tænke paa Naade og Barmhiertighed og hjelpe os med vore smaa Børn! Jeg fristes saa hart af den arrige Fiende Satan, som lægger sig omborde med mig Dag og Nat, at mig synes Himmelens og Jordens Tynge ligger paa mig. Du haver ikke længe Mand i mig, og dine Børn blive snart faderløse. Den gode Gud, som haver lovet at være Enkers og faderløses Forsvar, han hielpe eder. — Saa blev han Dag fra Dag jo mere og mere anfægtet, og bekiendte han, at den onde Fiende laa hver Dag fra Klokken elleve til to paa hans Ryg som en stor Kornsæk. Og var han og ellers knyttet undertiden i hans Side som et Hønseæg. Han sagde til mig: Du veed ikke andet, end du haver Gud og din kiære Husbonde hos dig, da haver du Satan hos dig. Gud forløse mig og det ganske Hus.

Derpaa var jeg begiærende, at der maatte giøres Bøn i Kirken af Prædikestolen baade i vor By, saavelsom i Landsbyerne deromkring. Jeg agede selv hen til Hr. Jakob i Norderup og bad, han vilde giøre Bøn for os og skrive hen til andre Præster, de vilde giøre det samme. Der jeg nu skulde tilbage igien og kom i Skoven, da blev Vognen saa tung, at Hestene neppe kunde drage afsted, og var dog intet til Læs uden Vognmanden og jeg. Den Tid vi agede fra Hr. Jakob var Klokken to Eftermiddag, der vi kom i Vesterstrædet, slog Klokken et om Natten. I det samme begyndte Træerne i Haven at knage, og kom os saadan Rædsel paa, saa vi troede ikke at komme derfra med Livet. Thi der blev opreist for os et stort, grueligt Tingest høit op i Veiret som et stort Taarn, som flyttede sig og havde en skrækkelig Røst. Dog kunde vi ingen Ord forstaa. Da raabte vi til Gud og sang: Vor Gud han er saa fast en Borg, etc. Dermed kom vi Gud skee Lov derfra.

Som jeg nu kom hiem, gik jeg i Seng og lagde min høire Arm over mit Hoved. Og idet jeg faldt isøvn, kom en forfærdelig Rotte og fik min ene Finger i sin Mund. Jeg raabte og skreg og drog af min største Magt vel et halvt Kvarter. Min salig Husbonde bad mig være tilfreds og sagde: Han maa dog intet ondt giøre dig. — Mig syntes ligesom min Finger skulde været af Leddet. Men der jeg kom tilrette igien, da var den hverken brun eller blaa, ei heller hoven, og ingen kunde see, at den skadte noget. Dog kunde jeg ikke røre den i en Maaned derefter.

Anden Nat derefter, som vi laa i Sengen, kom os saadan en Hede paa, som vi skulde brænde op i Sengen, og som det havde været en stor Torden-Hede; saa havde vi ingen Ro den ganske Nat. Om Morgenen vi stod op, bleve vi var, at under os paa Lagenet og Sengedynen fra Hovedet ned til Fødderne var ligesom det var overstrøet med store Rotteskarn og alt to og to tilsammen, ligesom de havde hængt i en Traad, og saa mangfoldig, at man neppe kunde see det underste Lagen derfor. Hvilket og Naboerne saae med stor Forundring. Anden Dagen derefter blev min salig Mand saa hart anfægtet, at han ingen Ro faa kunde. Ingeborg Meiers besøgte os paa samme Tid, og som hun kom ind i Stuen, hørte hun en stor Latter og saae ingen. Der hun turde ikke længer være inde og var bortgangen, blev min salig Mand atter saa hart anfægtet, at han daanede paa Bænken, som han sad. Der han nu kom noget tilrette igien, fik jeg ham i Seng. Saa tog jeg Børnene og Folkene til mig og satte os uden for Døren i Bislaget, paa det han kunde faa nogen Rolighed og komme isøvn.

Som vi havde siddet nu ved en Time, bad jeg min ene Pige Johanne gaa ind saa sagtelig og høre om han sov. Hun kom igien og sagde, at han sov; thi hun kunde ikke høre ham. Derpaa sad vi endda noget, indtil Klokken var ni, thi det var om Sommeren. Der vi nu kom ind, og jeg vilde gaa iseng til ham: borte var han. Gud veed da, hvad mit Hierte var. Vi ledte allevegne, og ingensteds vi kunde finde ham indtil længe derefter, da kom vi paa et lidet Kammer; der laa han og gav sig saare. Og holdt det saa paa samme Sted den ganske Nat med stor Jammer og Uro. Ligesaa anden Nat paa en liden Sal, saa tredie Nat i Stuen og fierde Nat i Sengekammeret.

Som vi der laa begge sammen i Sengen, kom der en forfærdelig Rotte springende op i Sengen og løb paa alle fire Sengestolper, og omsider hen under hans Hoved og løftede to Puder og Hoveddyner og en Sengedyne op, tog et Stykke bort af den underste Sengedyne, saa stort som et Spunds paa en Tønde, saa at Fieren fløi op i Sengen og omkring i Sengekammeret. Den Forfærdelse glemmer jeg aldrig. Da sagde den salig Mand: Far nu bort, du fordømte Aand, til den Sted, som du est kommen fra, til den evige Død, som dig og dine er beredt til evig Tid. Ære være Gud, som mig haver forløst! Der haver du alt det du haver vundet. — Saa blev han fri efter den Dag og ikke mere fristet.

Femte Kapitel.

Der vi nu havde ladet takke paa Prædikestolen og tænkte alting var godt, saa kommer den almægtige og gode Gud og tilsteder endnu mere Hiertesorrig. Vi havde en liden Dreng, som var paa niende Aar. Han blev saa underlig, at vi ikke kunde tænke, hvad ham skadte. Han sagde, det løb i hans Bug og stak ham. Vi tænkte at det havde været Skiæver[4]. Hvorfor vi lod ham bade og brugte adskillig Raad dertil, men det blev jo længer jo værre. Saa sendte vi Bud efter Bartskiæreren, at han skulde forfare, hvad ham skadte. Han vidste ingen Raad, men eftersom her paa samme Tid var kommen til Byen en Doktorske, sagde han, vi skulde høre hendes Betænkning derom. Hende lod vi ogsaa hente; hun sagde, at han var besat med den onde Aand og vidste ingen Raad uden en hellig og alvorlig Bøn til Gud i Himmelen. Gud veed, hvad Sorrig vi da fik, at saadan en Giæst var kommen igien. Som jeg nu stod i Stuen og dette Barn laa i en Kurveseng, blev Sengen optagen halvanden Alen fra Jorden og begyndte at springe op og ned. Jeg løb til salig Hans og kaldte ham ind. Der vi kom ind, var han tagen af Sengen; han stod paa Hovedet og Benene i Veiret med udstrakte Arme, og var med stor Nød, at vi kunde faa ham ned i Sengen igien. Efter den Dag saae vi stor Ynk paa ham. Den onde Aand løb op og ned i ham som en Gris og reiste hans Bug op, at det var grueligt at see, skiød Tungen ud af hans Hals og trillede den tilsammen som et Klæde, og Blodet flød af Munden. Han smadskede i hans Bug som en Gris og knytted hans Lemmer saa hart tilsammen, at fire føre Karle vare ikke stærke nok til at skille dem fra hinanden. Han galede som en Hane, giøede som en Hund, førte ham op paa vore Bielker i Stuen, desligeste paa Vedhammeren i Gaarden. Og naar han havde ført ham derop, forlod han ham. Saa sad Barnet der og græd og kunde ingensteds komme. Han kastede ham og over Plankerne ind i Jakob Meiers Gaard. Han drog hans Øine ind i hans Hoved, desligeste ogsaa hans Kinder, og giorde ham saa stiv som en Stok, saa at den det ikke vidste, skulde ikke andet sige, end at det var et Træ. Vi reiste ham op til Væggen. Der stod han uden al Bevægelse som et Træbillede. Hvo, som ellers ikke letteligen kunde græde, den maatte jo da græde.

Engang var jeg gaaet i Aftensang. Den Tid jeg kom hiem igien, da var Stuen fuld af Folk. Og havde han da anfægtet min Moder, at det maatte sig Gud derover forbarme. Hendes Mund havde han vredet op til den ene Side, hendes Ben sprang op og ned, at ingen af største Magt kunde holde dem til Jorden. Der sad den arme Kvinde, græd og jamrede sig, klagede ynkeligen over mig og sagde, at jeg havde taget hendes Sko af hendes Fødder og ilde slaget hende. Det kunde intet hielpe, at jeg sagde nei, og hvad gode Ord jeg gav hende, da hialp det intet. Om Morgenen derefter lod jeg hente nogle Kvinder, som skulde tale med hende, men hun blev hart ved de samme Ord. Dog kom hun strax tilrette igien. Der han nu kom til Drengen igien og talede af hans Mund, sagde han til salig Hans: Jeg giorde din Kone en stor Harm dermed, at jeg skabte mig i hendes Lignelse og pinte hendes Moder, at hun ikke andet vidste, end det var hendes Datter. Hvorfor hun klagede hart over hende. Der vare og nogle, som troede det var Sanden, at hun slog sin Moder. Men havde jeg maattet for den store Mand, jeg skulde saa handlet med hende, at den ganske By skulde have grædt for hende. —

Om Aftenen, naar vi sang: Vor Gud han er saa fast en Borg, eller læste, vrinskede han som en Hest og giorde den allerstørste Spot deraf, som han kunde; spyttede den salig Mand op i Øinene, at det flød ned i hans Skiæg og satte dragne Knive for mit Bryst. Naar jeg bad ham slaa til i Jesu Navn, saa faldt Kniven. Han sagde til salig Hans: Du maa ligesaa gierne være tilfreds; forhast dig ikke, du faar mig ikke herud, førend de faa Skam, som mig haver her indført. Den store Mand vil det saa have. Endog jeg er en løgnagtig Aand, saa maa jeg alligevel undertiden sige Sanden; thi den store Mand tvinger mig dertil. Jeg var tilfreds at min Tid var kommen at rømme denne Bolig. Da sagde salig Hans: Naar kommer den Tid? Da svarede Satan af Barnets Mund: Det veed vel den store Mand og ikke jeg. Naar han siger: pak dig, saa maa jeg rømme.

Sjette Kapitel.

Der den salige Mand havde nu udstaaet saadan stor Bedrøvelse og Fristelse baade paa sit eget Legemes saavelsom ganske Huses Vegne, saa kom den gode Gud og forløste ham fra al Jammer og Elendighed og kaldte ham fra denne onde Verden til sit evige Riges Herlighed og Glæde.

Men jeg med mine smaa Børn maatte blive her tilbage i den store Sorrig og havde inden mine lukte Døre den arge Fiende Dag og Nat. Den alvidende Gud, som ingen Ting er forborgen, allene veed den store Sorrig jeg maatte lide. Og var Under at høre paa de Ord, som Satan talede af Barnets Mund.

Nogen Tid derefter, som min salig Mand var død, skulde jeg age hen til Haarløv og der kræve nogen Giæld ind hos Præsten sammesteds, Hr. Samuel. Og Erik Brygger i Vesterstræde kiørte selv for mig. Som vi nu kom en halv Mil fra Byen, blev jeg saa sælsom, som jeg sad i Vognen, at jeg havde ingen Ro. Hvorfor jeg maatte staa af og sætte mig ned paa Jorden. Der jeg nu havde siddet ved et halvt Kvarter, blev jeg tilpas igien og vilde stige i Vognen; men borte var Mand, Heste og alting. Jeg kunde see Fugle flyve, men Mand, Heste og Vogn kunde jeg ikke see. Som jeg nu længe havde gaaet omkring paa Marken og intet Menneske kunde komme tilords med, og det led hen over Middag, og jeg saa gik og vænede mig, for jeg vidste ingen Raad ei heller Vei at komme til, blev jeg henført til et Morads, som var fuldt af mange smaa Buske. Mig syntes, jeg vilde gaa paa dem og tog mit Forklæde fra mig og vilde have skaaret det isønder og bundet det tilsammen, at jeg kunde dermed opkilte mig. Og saa antvordede jeg mine Børn og mit ganske Hus den evige Gud ivold, thi jeg tænkte aldrig at see dem mere. Der jeg nu vilde skiære Forklædet isønder til et Kiltebaand, syntes mig langt borte ligesom der havde været to Krager tilsammen, hvoraf jeg blev endda mere bedrøvet. Men det var mine Heste, som jeg omsider med Vognen blev var. I det samme hørte jeg, at Erik kaldte paa mig, og jeg kaldte igien paa ham, indtil vi kom tilsammen. Og vare vi begge saa bange, at vi neppe kunde tale. Han sagde, han havde spurgt om mig, men ingen kunde sige at have seet mig. Saa gik han til den Mose, jeg vilde gaaet over, og tog et langt Træ og vilde maale, hvor dybt det var. Men han kunde ikke naa Bunden. Jeg maa vel sige, at Christus Guds Søn var hos mig og hialp mig. Saa kom vi dog omsider vel hiem til Huset igien. Men førend vi kom hiem, havde den fule Aand af Barnets Mund sagt, hvor langt han havde fulgt os, og hvorledes han vilde have omkommet mig, havde han maattet for den store Mand; men dog glædede han sig derved, at han havde saa forfærdet os.

Syvende Kapitel.

En liden Tid derefter skulde jeg drage til Kiøbenhavn, og forberørte Mand, Erik Brygger, kiørte for mig. Da havde den arrige Satan truet, at han skulde følge mig til Kroen. Som vi nu kom ud ved Ølsemagle ved Stranden, begyndte Hestene at fnyse, og Vognen løb trindt omkring som et Hiul, og Klæderne og hvad i Vognen var fløi af den. Jeg havde tre eller fire Par Høns, som jeg vilde forære bort. De bleve alle løse og sade paa Marken, dukkede og vare meget rædde. Som vi nu havde samlet Klæderne og Hønsene op igien og aget et Stenkast bort, blev Erik var, at han havde tabt sin Sæk, som var noget Havre udi. Der han løb tilbage at hente den igien, bar han saa tungt paa den, saa ham syntes, at han aldrig bar saa tung en Byrde. Jeg troer vist, sagde han, at Dievlen er i Sækken, thi han er saa tung, alligevel her ikke er uden en Skiæppe Havre udi.

Han bandt Sækken bag paa Vognen, men som vi havde lidet aget: borte var hans Sæk igien. Jeg bad ham, at han vilde lade Sækken fare, jeg vilde gierne betale ham den. Erik svarede, han ikke vilde miste samme Sæk, thi han havde om Løverdagen tilforn givet fire og tyve Skilling for den. Saa tog han ham og bandt ham for i Vognen og satte sig selv derpaa. Men det hialp intet; thi den trimlede imellem hans Ben og faldt ud paa Jorden.

I det samme kom en Mand agende; ham bad jeg, han vilde kiøre for i Veien, jeg vilde betale ham derfor. Hvilket han ogsaa giorde; men det kunde intet lide dermed. Hvorfor samme Mand drog sin Vei til Kiøbenhavn. Der han var borte, kom vi til en Bæk, hvor vi bleve siddende, og Vandet gik ind i Vognen; Hestene kunde ei heller nogensteds komme. Saa maatte han bære mig og min Datter først til Land og siden hvad som var paa Vognen og endda have Hielp at han kunde faa Hestene op og Vognen med. Det holdt os saa, at vi med stor Møisommelighed kom til Kroen. Siden kom vi ubehindret frem. Der vi agede fra Kiøge, var Klokken imellem fire og fem om Sommeren aarle om Morgenen; der vi kom til Kiøbenhavn, slog Klokken syv om Aftenen. Før jeg kom hiem, havde Satan talt af Barnets Mund og sagt, hvor langt han havde fulgt os og hvad Skielmeri han havde giort.

Ottende Kapitel.

Saaledes holdt jeg Hus med den arrige Fiende to Aar efter min salig Mands Død med stor Hiertesorrig. Hvilket den gode Mand, Magister Niels Glostrup, min Sogneherre, gik til Hierte saavelsom alle andre mine gode Venner, og kom Mag. Niels tidt og ofte og selv besøgte mit Hus og talede den onde Fiende til; giorde og Bøn af Prædikestolen for os.

Som han kom engang at besøge os, sagde Satan til ham: Maatte jeg for den store Mand, jeg skulde saa handle med dig, at du skulde faa Skam. Du beder saa inderlig til den store Mand for dette Barn og det ganske Hus og piner mig dermed. Idag sad jeg i Sømmen paa din Kiortel, men den Tid du bad for den lille Dreng, da faldt jeg ned og slog mig et Fandens Slag, saa jeg fik Skam. Mag. Niels svarede: Du haver Skam nok, du fordømte Aand. — Da svarede Satan: Det veed jeg vel selv. — Mag. Niels spurgte ham ad: Naar vil du fordømte Aand rømme denne Bolig, hvor du har stiaalet dig ind, og forlade dette fattige Barn, som du piner Nat og Dag? — Den onde Aand svarede af Barnets Mund: Vil Du have mig herud? — Dertil svarede Mag. Niels: Den allermægtigste Gud skal drive dig herud og hen til den Sted, som er dig bered i den evige Ild. — Satan svarede: Naar den store Mand siger: pak dig, saa maa jeg rømme. Saa talede Mag. Niels Latin til ham. Satan svarede af Spot, at han ikke gad brudt sit Hoved dermed.

Men han sagde til ham: Maa jeg være din Giæst til Aften, da vil jeg komme til dig? Da sagde Mag. Niels: Gud skal bevare mig fra dig! Satan svarede: Jeg kan komme ind der, som et lidet Sandkorn ikke kan komme igiennem; gak hiem og giv den lille Dreng et Stykke af den Steg, som din Kone haver paa Ilden. Da svarede Mag. Niels: Gud forbande dig Satan, du løgnagtige Aand, til evig Tid. Hvad veed du af den Steg? Det er Sanden, sagde Satan, at jeg er en løgnagtig Aand, men det er vist, at du haver en Steg paa Ilden. Jeg var i Kiøbenhavn til dit Bryllup og vilde saa gierne have giort Perlament og sad i Døren, men jeg maatte ikke for den store Mand. Dog var det nær, at de havde kommet op at slaas om Dandsen. — Saadant og andet lod han høre.

Men den alsommægtigste Gud, som raader over alting havde dog forbudt ham at skade noget Ledemod paa dem, som han af Guds Tilladelse havde plaget og anfægtet. Og der den naadige Gud nu ikke længere vilde tilstede ham at bruge sin Ondskab imod os, saa maatte han endelig rømme, og det ganske Hus blev saa rent som det tilforn var. Hvorfor Guds hellige Navn være lovet, som ikke forlader sine Børn, som af Hiertet raaber til ham.

Dette haver jeg skrevet til en Ihukommelse om det min kiære og salige Husbonde Hans Bartskiær og jeg med vores smaa Børn og ganske Hus have af Dievelen og hans Lemmer udstaaet. Saa sandt som Gud skal hielpe mig og er en naadig Gud og jeg et syndigt Menneske, da er dette forskrevne Sanden. Hvilket ogsaa vitterlig er de hæderlige og vellærde Mænd Mag. Niels Glostrup, nu Bisp til Opslo, paa den Tid vor kiære Sognepræst; Hr. Bertel Hansen i Duebrødre; Hr. Peder Mand i Jersie; Hr. Jakob i Nordrup; Hr. Jesper i Roeskilde; Hr. Lauritz i Liemark og Hr. Niels i Vallensby; af hvilke nogle leve endnu, nogle ere hensovede. Hr. Peder Mand af stor Medynk tog Barnet til sig og havde det hos sig nogle Ugers Tid. Siden jeg blev Enke havde Mag. Niels Drengen hos sig paa et halvt Aars Tid. Og som han var bleven tilpas igjen, og de fik deres Løn, som saadant ondt havde kommet afsted og indført Satan i vort Hus, levede han indtil den store Pest kom, som var Aar 1620. Saa kom den gode Gud og kaldte ham fra denne onde Verden af al Jammer og Elendighed til sit evige Rige og himmelske herlige Glæde. Gud skee Lov og Tak fra nu og til evig Tid. Amen.

Hvo som staar, han bede Gud Dag og Nat at han ikke falder.

Man kan ikke sige, hvad et Menneske kan tilkomme førend man lægger det i Graven.

Hidindtil Kvindens egne Ord, saasom de i de troværdigste Exemplarer befandtes. I somme af de andre lægges en Drøm til, som ikke er meget at lide paa, ikke heller hører synderlig til Sagen. Hvilken vi dog ville her for deres Skyld fremføre, som kunde begiære den at vide, og hvis den ikke her fandtes, skulde klage, noget var af Historien borte. Og henføres samme Drøms Beretning til Enden af det tredie Kapitel og lyder saaledes:

Søndagen næst efter den Løverdag, som Drengen Jakob blev den onde Aand kvit, der Folkene kom af Høimesse, kaldte han mig — (forstaa: Kvinden i Huset,) — til sig, bad jeg vilde høre, hvilken Drøm han havde havt denne Nat. Han sagde: Mig tyktes, at en gammel Mand med en hvid Kiep i sin Haand kom og tog mig af min Seng og satte mig paa Marken. Saa tykte mig, at den gode Engel, som havde været hos mig i min Sygdom, kom og tog mig op og førte mig i Luften. Saa kom den onde Engel Satan, som og havde været hos mig i min Sygdom og tog mig fra den gode Engel og førte mig til en stor bred Port, som skulde være Helvedes Port. Der jeg kom derind, da tykte mig, at der vare mange grumme og slemme Trolde derinde, og Belsebub sad paa et gloende Hynde, bunden i en Jernlænke og sad for sig selv allene. Og mig syntes, sagde han, at der var en lang Skive, derved sade mange slemme Trolde og havde mange store Bøger og Penne for sig og skrev. Og andre Trolde, som ikke skulde være saa meget agtede, de stode og tiente de andre og gjorde Regnskab for hvad de havde giort her i Verden imod Menneskene, saasom om Mord, Manddrab og anden Ulykke. Saa førte han mig derfra igien og udi et stort Hus. Derudi stod et langt Trug, deraf stod en gloende Lue. Derom stode mange Mennesker, som vare kosteligt klædte. Saa sandt som Gud skal hielpe mig, sagde han, jeg kiendte de Mennesker deriblandt, som jeg har kiendt her i Verden for nogle Aar siden. Og idet de stode saa udstafferede, da kom disse Trolde med gloende Brande og sloge paa disse Mennesker og kastede dem ned i den gloende Lue, at de skrege meget ynkeligen. Saa førte han mig derfra og i et stort Hus. Der stode Snedkere og giorde Stole. Jeg kiendte de Mennesker, hvis Stole Satan viste mig, at de vare nær færdige. Saa førte han mig derfra til et andet Hus, som var meget Sølv og Guld udi. Og sagde til mig: Alt dette vil jeg give dig, om du vil være hos mig. Da tykte mig, at jeg svarede nei. Saa førte han mig ud af den brede Port igien, og saa kom den gode Engel og tog mig fra den onde og førte mig udi Luften som tilforn og satte mig paa den grønne Sted. Saa kom den gamle Mand med sin hvide Kiep og førte mig i min Seng igien. —

Saa vidt Drømmen, hvilken enhver for sit Værd kan skattere. Men at Kvinden den skulde have skrevet, er hel uvist. Thi baade er der mange troværdige Exemplarer, i hvilke den ikke findes, saa er der og udi et af dem disse efterskrevne Ord i fortalevis antegnede: Der ere nogle, som have denne Historie skreven og noget mere indført, end som den Dannekvinde selv har optegnet. Men denne nærværende er en rigtig Kopi af det hun selv med sin egen Haand har skreven. — Hvoraf er let at slutte at saadant ikke af Kvinden selv er giort, men snarere af andre, der have ladet dem forlyste at lægge noget dertil. Og dette maa saa være om Kvindens egen Beretning.