ANDEN AKT

Gaarden. Professoren og hans Frue sidder og drikker Morgenthe.

FRUEN

Du burde nu ikke have modsagt ham igaar Aftes.

PROFESSOREN

Naar han taler om Sanskrit, som han ikke har Begreb om.

FRUEN

Jeg synes det lød meget rigtigt, hvad han sagde. Dit var saa indviklet.

PROFESSOREN

Jeg bøjer mig for din Autoritet i Sanskrit.

FRUEN

Uf Einar! — Men det er virkelig sandt, man skal ikke modsige berømte Mænd. Du glemmer ogsaa rent, at du skylder ham din Brodersøns Liv.

PROFESSOREN

Ja Liv — naa nej, jeg glemmer det skam ikke. Jeg har jo ogsaa takket ham. Der er bare et stort Problem, som jeg grubler over.

FRUEN

Hvad er det for et Problem?

PROFESSOREN

Skal man synes om noget, som man ikke synes om, fordi man skylder en Mand Tak?

FRUEN

Ja selvfølgeligt!

Hvad var det forresten du sagde?

PROFESSOREN

Ja, kære — naar du kan løse Problemet uden at have hørt, hvad det drejer sig om, hvorfor i Pokkers Skind og Ben vil du saa have nærmere Underretning?

FRUEN

Nu er du utaalelig, Einar, som sædvanlig.

PROFESSOREN

Han blev ogsaa gal paa mig, da jeg roste en anden Ingeniør, den store Luini! (Med et lille Kluk) Han kaldte ham en forfængelig Nar.

FRUEN

Saa skulde du ladet være!

STERN

(kommer fra Baggrunden fulgt af sin Hustru og skraar hurtigt hen mod sin egen Dør uden at bemærke de Fremmedes Tilstedeværelse. Han er klædt som en Godsejer i hvidt Tøj og med Lædergamasker og stor graa Hat med broget Slør)

Hvornaar rejser de?

FRU STERN

Efter Frokost?

STERN

Efter Frokost. Skal de være her til Frokost igen?

FRUEN

Du har jo selv inviteret dem.

STERN

(stanser udenfor sin Dør)

Har jeg! — De keder Livet af mig. Jeg kan da ikke bespise den hele Verden heller. Manden er ikke til at slaa et Ord af.

FRUEN

Du taler jo hele Tiden selv og de var saa begejstrede for dig. Du skulde høre, hvad hun sagde.

STERN

(med Haanden paa Dørgrebet)

Ja, hun er vist et ganske skikkeligt gammelt Fæ; men han er en kedelig Fisk og naar han aabner Munden er det for at være ubehagelig! Jeg har frelst deres Søns Liv og behandlet ham, som om han var mit eget Barn.

FRUEN

Deres Neveu, Stern! Du har da forresten ogsaa faaet Tak!

STERN

Har jeg faaet Tak! — Han siger aldrig et Ord. Disse bleghaarede Mennesker smager mig ikke. Jeg stoler ikke paa dem. De har surt Fiskeblod i Aarerne.

FRUEN

Det er dog ganske urimeligt!

STERN

Det er ogsaa Henriks Fiancé, som har ødelagt ham! Jeg kender dem, disse smaa blonde Tingester, de hænger paa som Burrer og er ikke til at ryste af. Naar de ikke faar deres blide lille Vilje, bliver de hadefulde og arrige som Lemæn eller ogsaa græder de i spandevis.

FRUEN

Men Stern dog!

STERN

Ja, I er af samme Slags allesammen! Den lille Lyng gaar ogsaa mod mig. Han kysser den Haand, som kastede ham i Fængsel og jog hans Velgører ud af Landet. Jo! — Han har hjulpet en Flygtning tilbage til Fronten! Gid jeg ialtfald kunde faa Lov til at spise min Mad i Fred!

FRUEN

Du kunde dog gerne tænke lidt paa mig og huske, at de er Danske.

STERN

Er de Danske? Saa meget desto værre!

FRUEN

(er kommen saa langt frem, at hun ser de Fremmede)

Hyss, hyss!

STERN

(ser sig om)

De har ikke hørt noget. (gaar hurtigt, fulgt af sin Hustru ind i sit Værelse)

PROFESSOREN

(klør sig bag Øret)

Ja det var jo tydeligt nok. Jeg tænker vi gaar.

STERN

Du tror da ikke det var os, han mente.

PROFESSOREN

Nej.

FRUEN

Du er altid saa mistænksom.

PROFESSOREN

Uden Grund.

FRUEN

Forresten talte han jo venligt om mig.

PROFESSOREN

Ja, det var venligt!

FRUEN

Jeg hørte ikke andet end at han syntes, jeg var rar eller saadan noget. — Du kunde nu ogsaa gerne have sagt noget mere, om hvad han er for en Mand!

PROFESSOREN

Ja, det var saamænd ogsaa min Hensigt; men jeg er nu engang ikke smurt som Smigermølle.

Skal vi saa rejse?

FRUEN

Umuligt før efter Frokosten, vi maa da opføre os passende.

PROFESSOREN

Hele Verden slaar hinanden ihjel; men vi skal stadig opføre os passende. (Klør sig bag Øret) Jeg kan ikke tale med ham! Jeg er uenig med ham om alting! Om Krigen og Freden, om Gud og Verden, om din Kjole og hans Slobrok, som jeg finder forfærdelig! Kan han ikke lide mig, saa kan jeg sku heller ikke lide ham.

FRUEN

Vi maa vente til efter Frokosten.

FRU STERN

(kommer ud og nærmer sig dem smilende venligt)

Godmorgen. Jeg haaber De har sovet godt.

FRUEN

Jo mange Tak.

FRU STERN

Det er et dejligt Vejr idag, ikke sandt? ja jeg skal jo passe mit Hus. Saa De undskylder mig nok. Vi sees til Frokosten!

PROFESSOREN

Vi tænkte netop paa at bryde op nu, Frue!

FRU STERN

Det maa De endelig ikke gøre! Doktoren vilde blive forfærdelig ked af det. — Det maa De endelig ikke.

FRUEN

Ja saa siger vi mange Tak, vi vil jo ogsaa gerne hilse paa Doktor Stern en Gang til.

FRU STERN

Det var rart. Det vil glæde ham, men skal vi ikke mødes nede i Haven Kl. 12 for Eksempel. Det var saa rart at snakke lidt Gammelt igen — Saa siger vi det. Farvel saa længe! (Smiler venligt og gaar tilhøjre)

PROFESSOREN

Ja — saa sluger jeg altsaa den kedelige Fisk. Maaske har Manden ovenikøbet Ret — for mit Vedkommende.

FRUEN

Vi har ogsaa glemt at rose hans Have. Aksel sagde, at vi skulde rose hans Have!

PROFESSOREN

Ja, lad os det! (Klør sig bag Øret) Jeg ved mig, Gud ske Lov, fri for Racefordom, men naar han ligefrem kalder mig en kedelig Fisk, saa kniber det nu alligevel.

FRUEN

Du skulde skamme dig. Tænk paa vore Venner.

PROFESSOREN

Ja, de tilhører Slægter, som har slaaet Rod i Landet og jeg vurderer dem saa højt som nogen. Men netop for deres Skyld kan jeg ikke lide ham. Jeg synes ialtfald ikke om, at man ser os over Hovedet.

FRUEN

Du skulde skamme dig!

PROFESSOREN

Ja, jeg skammer mig naturligvis ogsaa! Der er ingen der mere end jeg ønsker, at det Folk skal faa fuld Oprejsning og det vulgære Fjendskab er mig en Pest. — Men de kan jo ogsaa have deres Fejl, ikke sandt? — Vi maa jo se at tale os til Rette med hinanden og forstaa hinanden. Jeg ser saamænd godt deres store Fortrin og den fuldkomne Loyalitet hos de Bedste; men som god Dansker holder jeg af Fred og en vis Ligevægt og Stern er mig alligevel for meget paa tværs af Tingenes Natur. Jeg synes ialtfald vi skal se at faa Aksel hjem for han er ikke lykkelig her og det hele er ikke rigtig „reggederligt“ paa denne Maade.

FRUEN

Er han ikke lykkelig? Du har ingen Iagttagelse og saa forresten skulde du skamme dig en Gang til.

PROFESSOREN

Naturligvis er Stern god mod Smaafolk, det ser vi jo og det er en stor Ting!

FRUEN

Naa nu begynder du jo at blive skikkelig og menneskelig.

PROFESSOREN

Naturligvis er jeg skikkelig. Jeg vil bare ikke være saa skikkelig at det gaar udover Mennesket. Først og fremst maa vi tage ærligt og redeligt paa Problemet: Race og Menneskelighed, undersøge det tilbunds uden Ondskab og uden Skamfølelse, som den naturlige Ting det er. Jeg for min Del er forøvrigt klar over, at hvor Mennesket indgyder Respekt er Raceuviljen en Gemenhed.

STERN

(kommer frem i Døren. Med et halvt muggent, halvt forlegent Smil nikker han et Par Gange til det bliver bemærket)

(Fruen og Professoren rejser sig)

FRUEN

Godmorgen Herr Doktor! Hvad De dog har for en dejlig Have! Vi har været den yndigste Morgentur. Det maa rigtignok være en udmærket Gartner!

STERN

Gartneren, det Kvaj! Tror De han har Forstand paa Havebrug. Jeg har lavet det Hele selv. De skulde have seet den Have, da jeg kom. (Forsvinder halvt bag en Søjle)

FRUEN

Og sikken en Frugthøst, De har iaar. Det er mageløst!

STERN

(lidt frem)

Saa De mine Ferskentrær?

FRUEN

Dejlige!

STERN

(lidt frem)

Men De skal ogsaa lugte til dem og smage Dem! Hver eneste Fersken er en hel lille sommersalig Klode at putte i Munden.

PROFESSOREN

Vi mødte forresten Gartneren. Han var meget nedslaaet, for hans Ko var bleven stjaalet fra ham.

STERN

(nærmere)

Ja han er en stor Idiot, som ikke passer sine Ting, men hyler op som et Spædebarn. (mildere end Ordene tyder paa) Fjolset kan jo komme til mig med det, saa skal han faa en Ko! Jeg er ikke bange for at give ham en Ko! Jeg har givet en Mand en Ko før. Jeg æder ikke Smaafolk! (mistænksom) Men han fortalte Dem vel ogsaa den Historie for at presse mig! (De er nu kommen helt hen til hinanden) Alle render de til mig her! Jeg forsikrer Dem, der gaar ikke en Dag, uden at jeg skal betale for noget, Gud ved hvad, som ikke kommer mig det fjerneste ved. De kan spørge Deres lille Neveu. Han kender til det. (gaar bag Søjlen)

FRUEN

(lidt efter)

Jamen Folk er rigtignok ogsaa Doktoren taknemmelige her paa Egnen.

STERN

(kommer atter nærmere)

Taknemmelige? Ja. — De har gjort mig til Æresborger! — Det er en dejlig Ære at blive Medlem af deres Idiotsamfund. — Jeg har foræret dem et helt Bibliotek. Har De set det?

FRUEN

Ja, det har vi rigtignok, og hørt saa meget om det ogsaa.

STERN

(lyser lidt op)

Saa—aa? — Har De det? Ja — Men tror De, der er nogen, der læser Bøgerne? og hvis de læser, saa forstaar de ialtfald ikke et Muk!

PROFESSOREN

Vi har ogsaa seet de Kalkmalerier, som De har ladet afdække!

STERN

Ja, de er da morsomme! Ikke?

PROFESSOREN

Ejendommelige!

STERN

Præsten den Ignorant satte sig imod med Hænder og Fødder! De skal se, det Æresborgerskab kommer mig dyrt at staa. En skønne Dag smider de mig ud, fordi jeg er „en assyrisk Mand“ — saa brænder de Bøgerne og smører Billederne over med Okker og lader Haven forfalde.

FRUEN

Men Gud dog!

(Henrik er kommen frem paa Galleriet og staar og ser ned)

STERN

Skønt jeg kan bevise, at min Far betalte en Præst for at slaa Vand paa mit Hoved. Det kostede fem Kroner og halvtreds! Men jeg fik rigtignok ikke derfor Vand i Hovedet som alle de andre. Det er det, de ikke kan tilgive mig, Dumrianerne! (Gotter sig forbitret) Æresborger og Æresdoktor! Den sidste Ære maa vist have været fra Frankfurt, siden de jog mig ud af Frankrige som en Hund.

(Henrik er gaaet ind igen)

FRUEN

Jamen Herr Doktor dog!

STERN

De kan spare Dem Deres Medfølelse. Je m’en fiche: Jeg spiser min Mad og drikker min Vin, saa længe der er Vejr i mig. (Vil gaa, men stanser) De gravede min Afstamning op, da Krigen brød ud. Ingen havde skænket den en Tanke før. Jeg selv havde fuldstændig glemt den. Mine Døtre er Katholiker, omend de er frigjorte. Min Kone, min Søn og jeg selv er Protestanter! Min første Kone var endogsaa baade Protestant og Katholik, for hun lod sig konvertere af Kardinal Mayol, den detestable gamle Tartuffe. Hvad mere kan man forlange! — „Assyrer!“ skreg hele Hundekoblet pludselig. „Slaa ham ned, den Assyrer!“ Hvad har man saa for de fem Kroner halvtreds og det vaade Hoved!

FRUEN

Nej det maa man nok sige!

STERN

De ved formodentlig ikke, at jeg i min Ungdom syslede lidt med Litteraturen ved Siden af mit egentlige Arbejde.

FRUEN

Det ved hele Verden!

PROFESSOREN

Ja, jeg har saamænd selv engang dyrket „Revolutionens Bibel“.

STERN

Naa ja. En Smule Amatørarbejde. — I to svære Bind, som forskaffede mig en Dom paa tre Maaneders Fængsel for Blasfemi og Landflygtighed for Resten af mit Liv. Le bon Dieu var fornærmet, anlagde Sag og vandt den med glimrende Succes i alle Instanser. Jeg skildrede Verden ganske godt sort, tør jeg sige, med dens Løgne; men den har overtruffet mine Forventninger. Alle mine bedste Broer har de sprængt i Luften, de célérats — de — de Slyngler; men mit Verdensbillede staar fast!

FRUEN

Men nu maa man da haabe og tro, at det bliver bedre.

STERN

„Bedre!“ Haab og Tro er to unge Mennesker, Frue. De afgaar ved en tidlig Død under stort Ak og Ve i syv og tyve Aars Alderen!

FRUEN

Jamen nu efter Krigen, mener jeg!

STERN

(vrængende)

„Efter Krigen“. Après la guerre! Jeg nægter ikke, at De har bevaret Deres Ydre ungdommeligt, Frue; men dog ikke i den Grad, som Deres Aand.

(Lille Ophold. Derpaa venligere)

Ja, De er en aimable Dame, som ikke kender Verdens Slethed. Til Lunch skal De faa en hvid Vin fra Syden, som kan faa En til at glemme noget af Hvert. Jeg har faaet den foræret at Hertugen af Saint Sully, Duc de Saint Sully. Kender De ikke ham? L’amant de la petite Madame Hugo vous savez. Aa han er en af de vittigste og spirituelleste Oldinge i Europa. Og den lille Marianne Hugo! — Charmant! Pale comme un beau soir d’automne. (lidt efter) Nu hader han mig naturligvis, og hans Kælling, den gamle Hejre, vilde gerne drukne mig i et Fad Vin. De skulde se hende. Æv! Stramtandet, med sorte Ugleøjne og Paafuglefjer og Diamanter i Parykken! Og et Ansigt og en Gorge som en slet bevaret Mumie — Æv!

FRUEN

Uha da!

STERN

Det er en melankolsk Tanke, at selv den lille Madame Hugo, som virkelig var noget af det charmanteste, noget af det sødeste, man kunde se for sine Øjne, gerne vilde rive de sidste hvide Totter ud af min Skalde, hvis hun kunde faa fat i mig med sine allerkæreste smaa rosenrøde Negle.

FRUEN

Men Gud dog!

STERN

Ja saadan er det! Og hvis De spørger mig hvorfor, saa skal jeg sige Dem det. Det er fordi, jeg er en Landsmand af Jesus Kristus fra Nazareth — — som lærte Menneskene, at de skal elske hverandre!

PROFESSOREN

Nej det tror jeg skam ikke er Grunden. Gør De?

STERN

Ja jeg gør!

(Pinlig Pause)

PROFESSOREN

Denne Fru Marianne Hugo — er hun —

STERN

(afbryder rettende hans Udtale)

Madame Marianne Hugo — Danskerne taler et horribelt Fransk.

PROFESSOREN

Det synes jeg er revnende ligegyldigt.

STERN

Saa er det det? — Hun er en af de skønneste Damer i Verden.

(Aksel og Henrik er under dette kommen ned ad Trappen og støder nu til de andre)

AKSEL OG HENRIK

Godmorgen.

STERN

(nikker flygtigt uden at se paa dem og fortsætter)

Nej, vi tilhører en forbandet Slægt i al Evighed, og faar ikke noget blivende Sted. Det er Sandheden! Og da der heller ikke i Israel er nogen følelig Mangel paa Kæltringer, saa skal vi alle lide for dem og forraades af enhver. Vi kan faa lyse Øjne og gule Englekrøller under Nordens Sol. Det hjælper ikke. Vi kan staa paa Hovedet i deres Døbefonter, det hjælper ikke.

Min Kone er lige saa mørk som jeg var; men hun har vel Kulsvierblod i Aarerne og det er fint, det er meget fint!

(med dyb Græmmelse) Ulykkelige Folk, som hades og forfølges lige saa meget paa Grund af sin Dygtighed og sin klare Forstand som paa Grund af sine Fejl. Naar Kapitalen fremmer Krigen, siger man jo med Rette, at den mangler Hjerte for Menneskeheden; men hvad hjælper det os. — Hvis vi fremmer Freden, siger man, at vi mangler Hjerte for Nationen. Man forfølger os fordi vi er isolerede og hvis vi slutter os sammen, forfølger man os dobbelt. Den, som hades, maa jo hade. Saaledes vokser det Onde, som en Lavine! Det er forfærdeligt og ethvert Fejltrin hævnes tifold paa os.

Intetanende kommer vi til Verden. Intetanende ligger vi i vor Vugge og smiler trygt til Livet; men den Dag vi træder paa Fødelandets Jord fortæller man os, at den er ikke vor. Modersmaalet bliver bittert paa vor Tunge, selve den Luft vi indaander tager Forbehold, Lyset som skinner paa os, ser at vi er fremmede, Blomsterne og Træerne ved, at vi kun er taalt. (Han gaar ind til sig selv uden at hilse paa nogen)

FRUEN

Hvor Deres Far dog har et mørkt Syn paa Livet.

(Intet Svar)

FRUEN

Deres Stedfar.

PROFESSOREN

Nu tror jeg vi skal lade Herr Vendel — Herr Stern og Aksel faa Lov til at tale sammen.

FRUEN

Men sig mig, Aksel. Du er da ikke saa lille. Doktoren sagde „Deres lille Neveu“. Du er da et Hovede højere end han.

PROFESSOREN

Ja, det er vel mere en Talemaade.

AKSEL

Som Doktor Stern hyppig anvender, ja.

(Professoren og Fruen gaar)

HENRIK

(har sat sig)

Hvor er han dog bleven vredladen! Det er noget overdrevent, synes jeg, og alligevel forstaar jeg ham godt. Dette jagede, hjemløse Liv! Kun henvist til sig selv og omringet af Fjender, som vil ydmyge ham. — Hvis hans Stolthed forhærder sig — er det saa ikke rimeligt? Og er det ikke undskyldeligt, at han glæder sig over Forfængelighedens smaa Triumfer?

AKSEL

Jo — vist. Mine Forældre døde, da jeg kun var to Aar gammel, saa jeg har smagt en Del af Bitterheden selv — i Kaar, som jeg ikke var født til. Jeg maatte altid se, at de andre fik det bedste Stykke og gaa iseng uden Godnatkys. Stern har saamænd været forholdsvis lykkelig som ung — for ikke at tale om siden.

HENRIK

Det maa have været et vidunderligt Øjeblik, da han kom til dig i Fængslet. Jeg har saa tidt udmalet mig det og nydt det. Og at det saa ovenikøbet var en Mand, som du saa længe havde beundret!

AKSEL

Ja naturligvis.

HENRIK

Og han tog dig med sig hjem og hjalp dig paa alle Maader og satte dig istand til at fortsætte dine historiske Studier. Ikke sandt? Du skrev i dit Brev til mig: „En Mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko og han faldt iblandt Røvere, men en Samaritaner forbandt hans Saar og hældte Olie og Vin i dem og han løftede ham op paa sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham“.

AKSEL

Man bliver jo let lyrisk ved en saadan Anledning!

HENRIK

Jeg var saa glad for det Brev. Jeg hører gerne noget godt om Stern. — Men jeg synes, jeg kan mærke, at der er et eller andet i Vejen nu?

AKSEL

Det daglige Samvær er jo ikke saa lyrisk!

HENRIK

Berømte Mænd er ofte lidt vanskelige, ikke sandt. Og han har haft megen Modgang. Men der er dog saa meget godt og levende ved ham, synes du ikke?

AKSEL

Ja—a — godt? — Jeg ved ikke, om jeg kan tale aabent til dig. — Naturligvis er der noget godt.

HENRIK

Selvfølgelig kan du tale aabent. Jeg staar ham ikke nær paa den Maade.

AKSEL

Jeg har jo noget af en vis Fremmedfølelse overfor ham. Har du aldrig mærket noget saadant?

HENRIK

Hvorledes? Jo, maaske en enkelt Gang, vel nærmest fordi der er noget ikke helt naturligt i Forholdet. — — Er det hans politiske Syn, du har imod?

AKSEL

Han har ikke kunnet glemme den Krænkelse, han har lidt, forsaavidt er der en Forskel i vore Sympathier; men det er ikke saa meget hans Meninger, som hans Maade og da hans Maade gennemtrænger hans Meninger — saa — synes jeg heller ikke helt om dem. — Han har jo ingen Følelse for den nationale Storhed i Krigen, forstaar du, sér ikke dens vældige Vilje og Hengivelse!

HENRIK

Fremtiden vil dog sikkert give ham Ret i, at den kunde og burde være undgaaet! Kan du virkelig ikke se bort fra hans smaa Svagheder, efter alt hvad han har gjort for dig?

AKSEL

Han vil have Betaling for det!

HENRIK

Hvordan?

AKSEL

Med Smiger!

HENRIK

Han vil have Varme for Varme, han som andre. — Han har en brændende Trang til Hengivenhed, som altfor ofte er bleven skuffet.

AKSEL

Han vil have Smiger. Han er forfængelig. Han er frivol, ansvarsløs og forfængelig! Der er ikke en Trevl i ham, som ikke er forfængelig!

HENRIK

Men du gode Gud! Saadan taler du nu om „den barmhjertige Samaritan!“

AKSEL

Den barmhjertige Samaritan var selv en Røver, det er Sandheden.

HENRIK

Men du gode Gud, Mand! — Har du det paa den Maade? Det er den uretfærdigste Forringelse af hans Væsen. Jeg bliver stum! — (lidt efter) Tror du ogsaa det var Forfængelighed, at han løb fra Herodes til Pilatus for din Skyld?

AKSEL

Ja. Det var Forfængelighed!

HENRIK

Nej hør nu Aksel. Jeg kender mange forfængelige Mennesker, som aldrig har lagt to Pinde i Kors for andre end sig selv. Er jeg ikke forfængelig? Er du ikke forfængelig? Men hvad har vi gjort?

AKSEL

Vent nu og se!

HENRIK

Og alt det han har udrettet blot i de Aar, han har boet her: Veje, Broer, Bibliotheker har han skænket.

AKSEL

Rastløs Forfængelighed! — Intet andet! Og hvad skal de forresten ogsaa med alt det Skidt?

HENRIK

Dette er jo taabeligt. Taabeligt! Du maa undskylde mig, men det forekommer mig virkelig, at Stern er den Mand, som gik fra Jerusalem til Jeriko. Han har jo Ret, Ret, Ret! Verden er ikke bedre end han siger.

AKSEL

Bedre? Nej den er værre! Den frivole taler om Sandhed og Skændegæsten om Fred! Det har han ikke bemærket. — Vent nu og se! Naar Stern har snakket med den Armenier, som er inde hos ham, vil han komme i glimrende Humør. Armenieren vil sige: „Mester, man har voldtaget vore Hustruer, dræbt vore Børn og stegt vore Bedstemødre.“ Stern vil høre paa dette med den største Deltagelse og komme i glimrende Humør, fordi man har saa høje Tanker om hans gode Hjerte og hans Ry i Armenien og samtidig vil han sige: „Denne lille Armenier“!

HENRIK

Nej du maa undskylde mig. Dette er mig for meget af det gode! Det er kun Overfladen du ser, ikke Impulsen, som er god! Du under ham jo ikke den simpleste Retfærdighed, Menneske!

AKSEL

Kald det bare Misundelse! Men skal jeg da unde et Menneske noget, som han ikke fortjener? Er jeg misundelig paa Sort, naar jeg siger, at Sort ikke er Hvidt?

Jeg kan ikke døje ham!

Man kalder ham stolt og karakterfast og modig, fordi han ikke glemmer sin krænkede Forfængelighed. Han! — Han er modig, fordi han vil hævne sin krænkede Forfængelighed. Han er karakterfast, fordi han ikke nogensinde kan glemme sin krænkede Forfængelighed! Der har du ham med hans Retfærdighedsfølelse og hans Anklager mod Menneskene. Der har du jøden med det golde Had, som gør alting skævt, fordi det har sin Grund i en medfødt Krænkelse, der ikke kommer den sunde Menneskehed det fjerneste ved!

HENRIK

Jeg synes du selv staar og hader, saa det oser af dig.

AKSEL

Ja, jeg hader ham og Had behøver ingen Grund. Had føder Had og skal mødes med Had. Han skal faa at se, at vi kan ogsaa!

HENRIK

Dette er mig i højeste Grad imod! Det er en Skændighed, som jeg aldrig nogensinde vil være med til. Jeg fortryder at jeg gav dig Lov til at tale frit. —

AKSEL

Men det lettede kan du tro!

HENRIK

Aa det er modbydeligt! Hans Had skal hudflettes; men dit skal være Ret. Hans Smule Forfængelighed skal pidskes med Skorpioner; men din og min gaar fri! Aldrig nogensinde har jeg seet ham saa hadefuld, som jeg ser dig nu! Og det er en Mand, som har overøst dig med Velgerninger!

AKSEL

Djævelen giver os gerne den hele Verden, hvis vi vil falde ned og tilbede ham. Gud er neppe saa gavmild.

HENRIK

Tal ikke du om Djævelen! Det mest djævelske af alt, det er at røve et Menneske hans Ret i det Øjeblik han bliver født.

AKSEL

Min kære Henrik. Hjemløs er retsløs. Derved er intet at gøre. Og du skal komme til at se det: — hans gode Impulser skal gaa under i Forfængelighed. Hans Venskab skal dø i Had. Han skal saa uden at høste, fordi hans Frøkorn er goldt. Og mens han taler om Fred i Verden, skal hans eget Hus opløses og styrte i Grus!

HENRIK

Nok nok! Du kæmper med Boomeranger. Du skader kun dig selv. Du rammer ikke ham; men du rammer tusinde, som er uskyldige og som helt gaar op i det Folk, de tilhører.

AKSEL

Jeg taler ikke om dem og heller ikke om dem, som trofast holder ved deres Æt. Jeg taler om den hjemløse og løsrevne, som vil tilrive sig Magten og nu har jeg faaet Luft. Endelig har jeg faaet Luft! Jeg har ikke Lov til at tale saadan her, det ved jeg saa godt, saa godt; men det skal ogsaa være forbi nu. Jeg vil bort fra dette Hus, hvor jeg har mistet min Hæderlighed og min Tro paa Livet og min Sjæl!

Ja, nu har jeg vel ogsaa mistet dit Venskab, Henrik?

HENRIK

Du har ialtfald gjort mig bittert ondt!

(Eli kommer ned ad Trappen, klædt til at gaa ud)

HENRIK

(springer op)

Godmorgen, Eli. Skal du ud?

ELI

(stanser paa det nederste Trin)

Jeg skal til en Syg, som har sendt Bud efter mig.

HENRIK

Men kære. Har du syge ogsaa her? Jeg troede du skulde hvile dig nu.

ELI

Hvorfor skal jeg hvile mig, naar jeg ikke er træt?

HENRIK

Er du ofte ude paa den Maade?

ELI

Det meste af Dagen.

HENRIK

Og jeg som havde haabet, at nu skulde vi rigtig være sammen. Maa jeg ikke køre med?

ELI

Der er nok ikke Plads til mere end en paa Vognen.

HENRIK

Det er en hel Skuffelse for mig.

ELI

Ja, hvad siger du saa til, at om otte Dage rejser jeg igen, jeg skal lede et stort Hospital. — Jeg har faaet Ordre.

HENRIK

Om otte Dage?

Saa faar Mary dig ikke engang at se.

ELI

Vi træffes nok senere engang.

HENRIK

Men de otte Dage, Eli! Du maa finde lidt Tid til mig! Jeg er ogsaa syg. Jeg trænger ogsaa til dig. Det er sandt, blot jeg ser dig, synes jeg, jeg bliver et bedre Menneske. Jeg kommer ialtfald højere op og aander en renere Luft.

ELI

Det er Bjergene, som gør det! Jeg kan se mig saa glad paa dem, at jeg helt bliver borte. (viser mod Baggrunden)

HENRIK

Men vi andre Mennesker, vi bliver ikke borte for os selv, uden Hjælp. — Dig har Krigen gjort hel Eli; men mig har den slaaet istykker. Jeg er et Folk i Splid med mig selv. Der maa have været noget galt i Støbningen.

Jo, jeg synes, jeg har alle Menneskers Fejl — foruden mine egne! — Jeg forstaar bare ikke, hvorfor jeg har faaet det frygtelige Forraad af Kulde og Bitterhed. Det er sommetider nær ved at kvæle Livet for mig.

ELI

(peger atter)

Ser du den store Aabning der imellem Klipperne. Den kaldes for „Solporten“. Det er et vidunderligt Øjeblik, naar Solen staar der urolig og skælver som et stort blussende Hjerte. — Da føler jeg, at Verden er levende, og at det ikke er muligt for nogen at slaa den ihjel. Det er ikke netop noget godt Hjerte! Det er lige saa grumt som Sfinksens! Sfinksen behøver ikke at bruge sine Klør, den sønderriver uden Had blot med sit rolige Blik. (Peger op mod Solen) Det er et vildt Hjerte; men til mig siger det altid: Op, op! videre frem!

HENRIK

(ser længe paa hende)

Du er lykkelig, for jeg forstaar, at du lever paa en Tro.

ELI

Paa hvad ellers, Henrik?

HENRIK

Og det i en Tid, hvor vi andre sætter den til!

ELI

Hvorfor det, Henrik?

Kan du huske, naar vi streifede om i gamle Dage og kom til et særligt smukt og hemmelighedsfuldt Sted, et Vildnis i Skoven eller en lille Ø med Siv og Fugle; saa syntes vi jo, der var dejligt; men jeg er vis paa du følte det samme som jeg, en Slags skjult Skuffelse. Der manglede noget! I Virkeligheden var der ingen Hemmelighed — vi kunde ialtfald ikke faa fat i den.

HENRIK

Aa jeg kender det saa godt!

ELI

Det eneste man er vis paa at møde overalt, det er noget som mangler, tilsidst bliver det, det egentlige.

HENRIK

Og alt dette siger du som har staaet Ansigt til Ansigt med Krigen!

ELI

Netop derfor, Henrik! Jeg staar altid midt i den brændende Hemmelighed. Den Nat i Hospitalet, da det bragede og knitrede og flammede omkring mig og jeg pludselig stod under aaben Himmel og højt oppe saa den sorte Fjende brumme triumferende og veltilfreds bort, den Nat saa jeg Krigens Ansigt.

HENRIK

Djævelens Ansigt var det!

ELI

Ikke Djævelens, Henrik — Dæmonens! — Men netop i det Øjeblik følte jeg en guddommelig Tryghed. Der var et Hjerte i mit og ved siden af mit, som var renere og varmere end Solens og jeg var svøbt i et Lys, som var blødere og hvidere end Lyset.

HENRIK

Ja den som kunde naa saa højt op!

ELI

Menneskene maa jo komme op over Verden. Ellers er der ingen Fred og Tilgivelse! (med et Smil) Det nytter ikke at skælde og smælde paa Verden, naar vi dog tilhører den. — Vi maa højere op! (Hun nikker og gaar)

(Under dette er Raum gaaet til Aksels Dør, har banket og taler ind til ham)

RAUM

Jeg skulde bede Herr Lyng om at være parat.

AKSEL

(kommer)

Din Søster gik?

HENRIK

Hvor er hun dog bleven vidunderlig! Der er noget fortryllende ved at have en Søster. Engang var hun saa munter og vittig. Og nu en Helt og Helgeninde!

AKSEL

Hun er jo ikke din Søster.

HENRIK

For min Følelse er hun det, og det har en helt ny og ukendt Skønhed. Hvorledes kan du have hadske Tanker i hendes Nærhed? Jeg synes du maa forstaa, hvor lavt de ligger. — Det er Krigens Feberluft, som har angrebet dig.

AKSEL

Hun ligner sin Mor! Hun har i Virkeligheden intet med sin Far at gøre. Eli er venlig mod ham som mod enhver anden. Det er alt.

HENRIK

Hun har Ild og Vilje fra sin Far. De har Lov til at være stolte af deres Blod. Du ved lige saa godt som Stern og jeg, at de fleste af vore Landsmænd er træge og flove. — Gode Gud, hvor har jeg følt det bittert selv!

AKSEL

Du og jeg har maaske Lov til at finde nogle af dem træge og flove. Stern ikke!

HENRIK

Atter skal han være uden Ret!

AKSEL

Forøvrigt har din Søster fundet sit Hjem, hun tror paa Gud! Jeg ved ikke, hvem der kan gøre hende det Kunststykke efter, og om hun er gal eller klog ved jeg heller ikke.

Krigens Feberluft siger du. Alt er Krig. Hele dette flydende, ynglende Liv faar kun Form og Fasthed gennem Kærlighed og Had, og den som ikke har et Hjem, den som ikke finder sin Plads paa Jorden, han er hjemfalden til Helvede, hvis han ikke naar op til Gud. Jeg for min Del er nødt til at nøje mig med Virkelighedens Luft!

HENRIK

Feberluft! Aksel! — Sumpluft! Pestluft!

AKSEL

(behersker sig)

Jaja. Nu faar vi se!

Hvornaar venter du din Forlovede herover?

HENRIK

Jeg vilde netop telegrafere til hende, at hun skal komme straks. Hvor er Telegrafstationen?

AKSEL

I Byen. En halv Times Vej herfra. Jeg skal derind om lidt.

HENRIK

(skriver i en Noterebog og river Bladet ud)

Hvis du vil besørge det for mig, skal du have Tak. Jeg glæder mig til at hun skal lære Eli at kende. — Forresten kan det lige saa godt vente til imorgen. (stikker Papiret til sig)

AKSEL

Dette vil sige, at du tager imod Tilbudet om at blive Fabriksbestyrer hos Luini.

HENRIK

Ja — og jeg maa ogsaa sende dem et Telegram, men jeg vil tale med — Stern først.

AKSEL

Du tager altsaa imod det?

HENRIK

Ja, det er et glimrende Tilbud, de har gjort mig. Men der var forøvrigt en Ejendommelighed ved deres Brev, som jeg ikke er klar over. De kaldte mig haardnakket kun for Vendel og anførte „Stern“ blot som Adresse. I og for sig har jeg ikke noget imod det.

AKSEL

Da jeg forhandlede med dem forleden, mærkede jeg, at Navnet „Stern“ var noget af en Anstødssten. Jeg forklarede dem, hvordan Sagen hang sammen. De sagde: Men hvorfor vil Manden ikke bære sit eget gode danske Navn? Ja hvad skulde jeg svare? — Maaske kaldte jeg dig ogsaa selv Vendel igaar.

HENRIK

Det var min Hensigt at tale med Stern om dette. Derovre kaldte alle mig Vendel. Min Kæreste kunde bedre lide det. Og tilsidst hang „Stern“ bare bag paa i en tynd officiel Traad. Jeg havde saamænd næsten glemt det. — Jeg synes jeg har Ret og Pligt til at bære min egen Fars Navn, og Stern maa forstaa den Følelse. —

AKSEL

Det ligner ham at ville rage andre Folks Børn til sig! — Ja undskyld!

HENRIK

Det var nu min Mor, som syntes jeg skulde bære samme Navn som hun. Men forøvrigt er jeg enig med dig paa dette ene Punkt. Du ved, hvad min Far var for en Mand og hvad han har betydet for mig! Blot jeg var fri for det gemene, som er bleven blandet ind i Sagen: at Sterns Navn ikke er en Fordel, som før. Værst er det, at jeg ikke selv kan blive klar over, om det ikke ogsaa spiller en Rolle for mig. Det Hele opirrer mig ubeskriveligt.

AKSEL

Mig forekommer Sagen soleklar.

HENRIK

Ogsaa mig. Men du vil gerne krænke ham og jeg holder af ham! — Jeg maa tale med ham, som jeg oprindelig havde tænkt, uden at berøre den Side af Sagen. Han maa forstaa, at jeg vil bære min Fars Navn, min Slægts Navn og intet andet. (man hører en Klokke ringe i Sterns Værelse. Raum gaar og lukker kun Døren halvt)

AKSEL

(dæmpet)

Nu skal jeg straks derind! — Læg saa Mærke til Stern, naar han taler om Armenieren. Det kan næppe slaa fejl, at han er henrykt. Senere skal du faa besynderligere Mænd at se. Folk fra den yderste Opløsning, som allerede er begyndt at luske omkring Huset. Mellem dem hører han hjemme, og den Dag vil komme, hvor han bliver nødt til at kaste sig i deres Arme. (Fra Sterns Værelse kommer en lille sortsmusket Mand, bukkende og takkende. Han har en Tegnebog i Haanden og presser et Bundt Pengesedler ned i den. Han taber nogle paa Gulvet. Henrik hjælper ham med at samle dem op)

ARMENIEREN

(græder og ler)

Merci Monsieur. Merci. Oh denne Mand — comme le bon Dieu — denne Mand som man bagvasker — comme den gode Gud — Merci Monsieur. Merci! (ud)

RAUM

(kommer)

Jeg skulde bede Herr Lyng om at se ind til Doktoren.

HENRIK

Sig at jeg gerne vil tale med ham.

(Aksel gaar ind)

STERN

(i Døren)

Vi kan godt tale sammen nu. I Øjeblikket har jeg en Smule Fred. Lyng vil De saa læse den Korrektur igennem. (Kommer og sætter sig hos Henrik) Han rørte mig, denne stakkels Armenier. Du saa ham maaske? Det er forfærdeligt, hvad han fortæller. Hustruer skændet, smaa Børn dræbt, fem hundrede tusind Mennesker brændt, slagtet, myrdet ned. Han havde en Historie om en lille Pige, som kunde faa Stene til at græde. Hun saa sin Moder paa Bajonetten. (Han gyser og bedækker Ansigtet med sine Hænder)

HENRIK

Hvad vilde han dig?

STERN

(ryster Synet af sig)

At jeg skal gøre Forestillinger hos mine Forbindelser i Konstantinopel, hvor jeg desværre har boet to Aar og kender alle Morderne. Han tror det nytter! — Haabløst. Men det er umuligt at sige nej og jeg har allerede skrevet. Du skulde have hørt ham. Ja, det er en Verden! — Det er en Verden!

HENRIK

Det er smukt af dig (med et prøvende Blik) og det er jo ogsaa smigrende for dig!

STERN

Vil du tænke dig den stakkels Fyr var saa slet udstyret med Penge, at han var halvdød af Sult og han var udsendt af en Komité, hvori der sidder allermindst ti Millionærer! — Hvilket Syn denne arme forsultne Diable fra Ulykkens Land, og de ti fede halvsprængte Pengesække! — En af dem er den Usling Steinthal, som hører til mine værste Hadere, og sikkert kommer til at ende i Tugthuset. En anden er min Fætter Julius i København, den Clovn! Han er saa gerrig, at han aldrig kører med andet end Sporvogn og principielt altid tager „Omstigningsbillet“ — selv om han ikke har Brug for Omstigning, blot for at faa saa meget som muligt for Pengene. (Han ler) Min gode Raum! Vi skal have to Kopper ekstra stærk Kaffe. (gnider sig i Hænderne)

RAUM

Straks, Herr Doktor! (Han gaar tilhøjre)

STERN

Pauvre Diable! Ja, det er en Verden! Den sølle Stymper vilde partout kysse mine Hænder og raabte op som til et Folkemøde: Eksellence! De er den eneste Retfærdige. Kun De kan hjælpe os! Som om det kunde nytte at skrive til de Herrer Mordere — der forøvrigt hører til de behageligste Mennesker, jeg har truffet. Bete! Hæhæ! Han tror, at det nytter, Kvajet! Jeg vil imidlertid, at min Samvittighed skal være ren paa det Punkt! — Men unægtelig vilde det være mere agreabelt hvis Folk vilde lade være at plage mig.

HENRIK

Du har ikke Fred selv paa dette Sted.

STERN

Aa, jeg kvæles i denne Ensomhed mellem disse horrible Bjerge. Paris, Paris! Sommetider længes jeg endogsaa efter min Barndoms København; men jeg kommer aldrig til at gense Danmark. Jeg skulde have vist dig mit chateau i Bretagne nu og mit hotel i Faubourg Saint Germain.

Naa, nu maa vi jo prøve at lære hinanden at kende igen og faa det Bedste ud af det. Her skal du faa en Cigar, som du vanskelig finder Magen til. (De tænder) Jeg havde egentlig ventet, at du var kommen her som gift Mand. Har du gjort det forbi?

HENRIK

Nej hvor kan du tro.

STERN

Hjertet er dog flygtigt og Havet er stort. Men din Trofasthed er altsaa tusind Mile lang.

HENRIK

Det er ikke nogen letsindig Spøg for mig, dette.

STERN

Tilgiv mig. Jeg er nu engang bleven gammel og har svært ved at tage de Ting saa alvorligt som man skal. Jeg forstaar, at man sender Skibe til Amerika efter Kaffe, saasom det Træ ikke gror i denne Verdensdel. Men af Kvinder findes dog sikkert henved hundrede Millioner dertil egnede i Europien!

Naa undskyld mig! — Det er jo en Følelsessag og charmant og vemodigt saa længe det varer. (Han ser bedrøvet frem for sig)

HENRIK

Der er jo dog Værdier i Livet som ikke er saa flygtige.

STERN

Ak ja. Du er ung og jeg er gammel! Alle Slør er sønderrevne for mig og jeg ser kun Virkeligheden. Det gode er de flygtige Smaablomster; men Livets Rod er ond!

(Lille Ophold)

HENRIK

Jeg venter kun paa at kunne byde Mary en Eksistens, og det gaar hurtigere end jeg havde turdet haabe. Du kender Luini.

STERN

Hm. Ja! I gamle Dage sagde han altid: Jeg skylder Stern alt.

HENRIK

Han har gjort mig et udmærket Tilbud.

STERN

Til Lykke!

HENRIK

Men der er en Ting i den Forbindelse, som jeg gerne vilde tale med dig om.

STERN

(mørkt)

Det er?

HENRIK

Jeg kunde mærke, at det stødte dig igaar — at der kom et Brev —

STERN

(ser ned)

Du behøver ikke at sige mere.

HENRIK

Jeg tror nok du vil forstaa, at jeg ikke gerne vil have, at min Slægts gamle Navn skal forsvinde.

STERN

(ser ned uden Svar)

HENRIK

Jeg har derfor kaldt mig Vendel Stern, som det jo ogsaa oprindelig var Meningen. Du kan ikke have noget at indvende mod det? — Jeg synes jeg skylder min Slægt det.

STERN

Jeg har ingenting sagt — jeg —

HENRIK

Du maa forstaa, at det er en naturlig Pietet.

STERN

Skal vi ikke hellere afbryde denne Samtale?

HENRIK

Jeg syntes vi skulde komme paa det Rene med Tingen. Dette Brev, jeg fik igaar — Maaske var det en Fejltagelse; men —

STERN

Men hvad?

HENRIK

Det viser sig, — at Firmaet vistnok ønsker —

STERN

Naa saaledes?

HENRIK

De mener —

STERN

Du behøver ikke at sige mere. —

HENRIK

I og for sig synes jeg jo det er naturligt — det er jo dog mit virkelige Navn!

STERN

Skal vi ikke opsætte dette?

HENRIK

Jeg havde ikke tænkt at nævne den Ting. Jeg ved slet ikke, hvad de har imod —

STERN

(med mørk Haan)

„Har imod“!

HENRIK

Jeg vilde ikke saare dig —

STERN

Saare mig — bevares —

HENRIK

Naar Luini —

STERN

Luini!

HENRIK

Mine Grunde har ikke noget med dette at gøre.

STERN

Naa ikke — nej —

HENRIK

Maa jeg ikke forklare dig —

STERN

Hellere en anden Gang — Jeg har ikke Tid nu — (Til Raum, som kommer med Kaffen) Raum sæt min Kaffe ind —

(Han gaar fulgt af Raum, som kort efter vender tilbage. Samtidig kommer Aksel)

AKSEL

Der er nok skeet noget.

HENRIK

Ja desværre!

AKSEL

Han blev vred?

HENRIK

Jeg bar mig klodset ad. Jeg kom til at sige det, som jeg ikke vilde sige. Men han maa jo dog kunne forstaa mig! Jeg har jo dog Ret til mit eget Navn. Min egen Fars Navn! Bare jeg ikke havde været saa klodset.

AKSEL

Han fik vel Martyrminen paa?

HENRIK

Ja — selvfølgelig.

AKSEL

Der ser du!

HENRIK

Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg har taget min Beslutning. Vil du besørge Svaret til Luini. — Aa bare Eli dog var her. (Skriver og rækker Papiret til Aksel) Det ender med at jeg ogsaa kommer til at hade ham. Det koger i mig, siger jeg dig.

AKSEL

Der ser du, Henrik! Man bliver ikke god af at være sammen med ham!

HENRIK

Det er jo dog for naragtigt at ville paatvinge et Menneske sit Navn. Hvis han sætter den Mine op engang til, skal jeg sige ham Sandheden, saa den svider i hans Øjne! — Denne utaalelige Forurettethed! — Armenieren! — Hahaha. „Ekscellence. De er den eneste Retfærdige“! Hahaha — Jerusalems Skomager! —

AKSEL

Ja. Der ser du! —

HENRIK

Saa. Nu begynder jeg ogsaa! — Men du skal ikke smitte mig! — Regn ikke med hvad jeg sagde. Jeg ber dig! Glem det! Det var jo min egen Skyld ogsaa! Hvad du sagde om Armenieren passede nu heller ikke helt. Der var kun en Fjerdedel sandt. Aah — — Jeg har sommetider et Raseri i mig, som jeg ikke forstaar! Det skærer mig selv i Sjælen. Det er jo skændigt af mig at bagtale ham! og skændigt af dig, at hidse mig! (Han iler opad Trappen og gaar ind)

AKSEL

(kaster et Blik paa Korrekturen, som han bar i Haanden og læser med et Smil, idet han gaar til sit Værelse)

„Om Freden“!

RAUM

(under dette ved Sterns Dør, banker paa, stikker Hovedet ind)

STERN

(i Døren)

Jeg vil ikke tale med nogen.

RAUM

Det er de to med Blikket og „det eftertænksomme Ben“. De gav mig dette Papir.

STERN

Hvad for et Papir? (Tager det, ser paa det og leverer det tilbage) Jeg vil ikke have noget med det Papir at gøre! Jeg vil ikke se de Mennesker for mine Øjne. Og hør nu her Raum! Det er hændt engang, at Sekretæren har hjulpet en Flygtning til Fronten. — Hvis det sker igen, skal han meldes, saa Politiet kan transportere dem begge to bort! — Vi leger ikke Krig her i Huset.

RAUM

Man kan jo nok blive underlig i Hovedet Herr Doktor i disse Tider.

(Under dette er de to Mænd kommen ud af Venteværelset og staar lige overfor Stern)

DEN UNGE

Vi har en Hilsen til Mesteren fra ham.

STERN

„Ham“. Jeg kender ikke „ham“ og vil ikke kende „ham“ og vil De forsvinde hurtigst muligt med Deres „ham“.

DEN UNGE

Mester! Vil De ikke være med i den store Tid, som kommer?

STERN

Den store Tid. De skulde se at blive tør bag Ørene!

DEN UNGE

Det dybe og gode Folk skal fornye Verden!

STERN

Imbecile! Det er umuligt at gøre alle rige; men det er let at gøre alle fattige.

DEN UNGE

De har selv forberedt den store Tid, som skal komme. Nu skal det være Alvor med Revolutionen.

STERN

Gaa hjem og faa Patte hos Deres Mor, mit stakkels Barn. Og kom tilbage, naar De har lært at knappe Deres Bukser, saa kan vi tales ved, om den store Tid.

DEN UNGE

Er dette Dem, Mester!

DEN GAMLE

Den store Tid — det er Hævnens Tid, Doktor Stern!

DEN UNGE

Retfærdighedens og Kærlighedens Tid!

STERN

Mit Barn! Faa ikke en gammel Mand til at græde; men prøv paa at blive et skikkeligt Menneske og vogt Dem for den gamle Ahasverus der! (Slaar Døren haardt i bag sig)

DEN GAMLE

Han har for længe spist Millionærmad! Han skal vogte sig, at hans eget Hoved ikke kommer til at springe!

DEN UNGE

Jeg er saa skuffet, Far!

DEN GAMLE

Er du skuffet, saa har han Ret, saa er du endnu ikke tør bag Ørene, Pattegris! (Stavrer mod Baggrunden, fulgt af den unge)

Tæppet.

Fru Sterns Dagligstue. Et Flygel tilhøjre. Sofa, Bord, Stole tilvenstre. Dør paa begge Sider. I Baggrunden staar store Vinduer og en bred Glasdør aabne til en Balkon. Man ser Søen og de fjerne Bjerge.

FRU STERN

(sidder i Morgenkjole og lægger Kabale. Hun ryger en stor Cigar, som hænger i hendes ene Mundvig. Hun nynner alt imens: „I bie mig vel“. — Hun lægger op til en ny Kabale. Stanser midt i det og synger højere: „I bie mig vel“. Hun støtter Hovedet i Hænderne, græder et Øjeblik og nynner igen. — Det banker — Hun tager hurtig Cigaren ud af Munden og skjuler den i den hule Haand)

Kom ind!

HENRIK

(kommer fra højre)

Forstyrrer jeg Mor?

FRU STERN

Aa er det dig, min Dreng. Nej hvor kan du tro. (Tager Cigaren frem) Jeg blev skam helt bange — aa ikke for nogenting — Stern kan bare ikke lide, at jeg ryger Cigar. — (Stikker den i Munden) Du kan maaske heller ikke lide det? (Tager den prøvende ud af Munden)

HENRIK

(en Smule uvilligt)

Mor maa gøre ganske, som hun vil.

FRU STERN

Det kan ogsaa godt være det samme. (Kaster Cigaren i Kaminen, skønt Henrik gør en afværgende Bevægelse) Men du skal da ryge, min Dreng! (Tørrer hastigt sine Øjne og lægger Kabale)

HENRIK

(staar ved Balkonen og ser ud)

Nej — Hvor er her dog dejligt — og hvor det gør rolig at se! — De fjerne Bjerge af Staal og Sølv og alligevel saa luftige som om de svævede. Og den straalende stærke og dybe Sø! Ikke sandt, Mor?

FRU STERN

(uden at se op fra Kortene)

Jo.

HENRIK

Der bagved Bjergene gaar Mordmaskinen Dag og Nat! Dag og Nat, og Menneskebølgerne vælter mod hinanden med blodigt Skum. Og her — denne Fred over al Forstand! Ja er her da ikke dejligt?

FRU STERN

(stadig uden at se op)

Her — jo ganske dejligt! — (Hun nynner) I bie mig vel. (Tørrer sine Øjne)

HENRIK

(vender sig)

Er der noget ivejen, Mor?

FRU STERN

Ingenting. — Jeg er bare kommen til at længes saadan efter en Rugmark med Kornblomster og Valmuer idag. — (nynner ganske sagte) I bie mig vel! Der er da dejligt hjemme ogsaa! Jeg synes Livet var saa underlig naturligt i Doktorboligen hos Far og Mor.

HENRIK

Ja. Hjem maa jeg engang!

FRU STERN

De smaa gamle Bondehaver er da ogsaa rare, hvor man næsten sad fast i Frodigheden mellem Æbler og Ribs og Blomster. Jeg kan saamænd godt længes efter en Tørvemose og en Mødding bag Huset med Kyllinger. Og Træskotrin paa Vejen! — Skønt det da ikke er noget særlig kønt. Synes du ikke der er noget saa levende ved alting hjemme. De lave lange Huse med Straatagene, som saadan nogle rare, gamle lodne Dyr. — (nynner) I bie mig vel! — Vi havde det egentlig vidunderlig godt de Aar, vi boede hos Far og Mor vi to — efter Vendels Død. Kan du huske (nynner) I bie mig vel.

HENRIK

Ja — Jeg har da nogle Minder.

FRU STERN

Jeg tror for Eksempel ikke Stern har Minder.

HENRIK

Ikke? Jeg husker, det var dengang, han kom og besøgte os først.

FRU STERN

Jeg ved ikke, hvad det er med den Sang? (Tørrer Øjnene) Kan du ikke hjælpe mig at komme paa Ordene. — I bie mig vel. Det er Omkvædet.

HENRIK

(ryster paa Hovedet)

FRU STERN

Den er saa smuk!

HENRIK

Jeg husker paa en Maade bedre Tiden, før Far døde. Jeg husker jeg red paa hans Knæ og holdt i hans lange Knebelsbarter som Tømme. Var han ikke meget mild?

FRU STERN

Hvem? — Naaja — det var han.

Sig mig! Har du saa faaet Svar fra det Firma?

HENRIK

Ja — det gaar i Orden. Jeg har en saa levende Følelse af, at han var netop, hvad man kalder et godt Menneske.

FRU STERN

Hvem — Vendel mener du — ja det var han.

HENRIK

Det var det sidste Ord, han sagde til mig paa sit Dødsleje: Bliv et godt Menneske, min Dreng. — Det har gjort et saa mærkelig dybt Indtryk paa mig. — Maaske fordi det falder mig saa svært.

FRU STERN

Du er da god nok Henrik. Naa men jeg er glad over, at det gaar i Orden med Firmaet. Saa kommer Mary da herover?

HENRIK

Ja! — —

Stern vrængede engang af det, da jeg fortalte ham det. „Hvad er det for noget, et godt Menneske,“ sagde han. Ja jeg kunde jo ikke svare. Det er underlig med saadan et Ord, som ikke er dybsindigt — alligevel virker det saa dybt. Har du endnu nogen Tro, Mor?

FRU STERN

Jeg ved knap nok, Henrik. Jeg holder af de gamle Sange fra Barndommen. — De gør mig sommetider godt.

HENRIK

Du maa synge dem for mig engang. — Inden i mig er der bestandig noget, der vrænger ad det milde og troende og Drømmeriet, som jeg har fra Far og fra dig vel med. Det er vel Sterns Indflydelse, hans Skarpsyn og hans Menneskeforagt! Jeg føler den som noget fremmed, der har skaaret sig ind i mig. Det er en evig Strid mellem Tro og Tvivl. Jeg er som de to Røvere paa hver sin Side af den Korsfæstede. Kunde de komme til, saa dolkede de hinanden.

FRU STERN

Nu synes jeg, du er for haard mod Stern. — Eli, som er saa uenig med ham, siger at han har lært hende meget.

HENRIK

Er jeg haard mod ham? — Nej. Jeg tror egentlig du er meget haardere. Jeg forstaar godt, at han er bleven som han er. Det er en grusom Ubillighed, at det som er Ret for andre ikke er Ret for ham, at enhver Ting, som han gør, bliver værre, fordi det er ham! Altid er der et Plus til det gale og altid et Minus fra det gode! Det oprører mig! Du maa tro, det har gjort mig bittert ondt, at jeg er kommen til at krænke ham.

FRU STERN

Igaar kunde jeg slet ikke være ked af nogen Ting, saa jeg bar mig nok temmelig galt ad. Men jeg vilde jo gerne, at der skulde være lidt Fred i Huset. Ogsaa for Tjenestefolkenes Skyld!

HENRIK

Men hvad skal jeg gøre!

FRU STERN

Lad bare som ingenting. Tal ikke om det og vær venlig.

HENRIK

Jeg vil gerne være venlig. Han har altid været det mod mig. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare ham det, for det bliver jeg nødt til.

FRU STERN

Endelig ikke forklare nogen Ting.

HENRIK

Men det er nødvendigt.

Jeg kan jo forstaa, at ikke alting er helt godt her i Huset. Skulde jeg nu blot gøre det værre for dig?

FRU STERN

Aa jeg har saamænd ingen saadan Grund til at klage. — Jeg har det egentlig rigtig godt. Stern er jo saa — du ved, der er jo ikke noget hyggeligt ved ham. Han kan ikke saadan smaavrøvle som vi andre og have det rart — det er bare store Ting; men han er jo saa umaadelig klog. Og der er da ogsaa en Masse godt ved ham.

HENRIK

Det ved ingen bedre end jeg.

FRU STERN

Har du ikke en Cigar?

HENRIK

(byder hende)

FRU STERN

(tænder)

Du maa endelig ryge selv.

HENRIK

Jeg har Indtryk af, at I næsten ikke er sammen.

FRU STERN

Ikke meget. — Han har jo saa meget at gøre.

HENRIK

Saa forstaar jeg knap nok, hvad der har bunden dig til ham i de lange Aar.

FRU STERN

Aa vi har jo Gerda og Eli er jo sød imod mig og saa holder han jo saa meget af dig! Og det er jo da ogsaa noget at være Fru Stern forstaar du, og jeg har det jo rigeligt og godt. Naar han bare vilde tage mig med ud i Selskab.

HENRIK

Gør han da ikke det?

FRU STERN

Sjelden og nødigt! Hvad tror du han regner os Kvinder for? Han har ikke Brug for noget Hjem. Han skal have en Scene og et Publikum. (ler med en brutal Latter) Han synes vist egentlig, han er en altfor stor Mand til at være gift! Naar han kommer ind i Salen, forstaar du. „Her kommer den store Stern!“ Det passer ham ikke at have Kællingen under Armen.

HENRIK

Nej men Mor dog — Det er da ikke noget Liv!

FRU STERN

Aaja hvad. Du forstaar sommetider — saa kommer jeg jo ud og saa er det morsomt, saa er jeg jo Fru Stern. Og nu da du er kommen saa bliver det nok altsammen bedre. —

HENRIK

Jeg er bange for at det bliver værre. Jeg er bange for, at det bliver rent galt. Jeg har allerede talt med ham og det gik ikke godt.

FRU STERN

Jamen lad dog for Guds Skyld være!

HENRIK

Ja men Mor —

FRU STERN

(har lagt Cigaren)

Der er slet ikke noget men — Henrik — Tal bare ikke om det og vær venlig — saa gaar det Hele. Du maa endelig ikke bryde dig om hvad jeg siger — Jeg har det saamænd rigtig godt, som jeg har det. Saa for min Skyld —

HENRIK

Dette er jo heller ikke for din Skyld —

FRU STERN

Jeg forsikrer dig, at du er det eneste Menneske i Verden han bryder sig om. — Du kan faa ham aldeles som du vil. Han holder forfærdelig meget af dig.

HENRIK

Alt dette tvivler jeg slet ikke om.

FRU STERN

Lad os dog ikke tale mere om det. Hvorfor ryger du ikke? Jeg skal ikke ryge mere. Jeg kan se, at du ikke kan lide det. — Jeg skal i det Hele taget gøre mit Bedste.

HENRIK

Jeg tror ikke rigtig Mor forstaar, hvad jeg mener.

FRU STERN

Jo jeg forstaar det saa godt. (Kort Tavshed) Bare jeg kunde komme paa den Sang. Der er Omkvæd efter hvert Vers — — I bie mig vel! (gaar til Pianoet, slaar en Akkord an, spiller og synger; men denne Gang anstrengt, uden Stemning) I bie mig vel!

HENRIK

Jeg bliver nødt til at forklare dig det.

FRU STERN

(vender sig forskrækket)

Hvad da?

HENRIK

Jeg kan ikke forraade min Fars Navn.

FRU STERN

Nej — men hvad mener du?

HENRIK

Jeg kan ikke kalde mig Stern.

FRU STERN

Vil du stryge det helt. Aa det maa du ikke, Henrik. Vi bliver saa fortvivlede. — Hvorfor i Alverden — nu har du heddet det i tyve Aar.

HENRIK

Det var en Fejl I begik dengang, Mor!

FRU STERN

En Fejl!

HENRIK

At I fik mig til at tage Sterns Navn.

FRU STERN

Du vilde det selv, Henrik. — Det var dig selv. Vi spurgte. Du var saa glad for det.

HENRIK

Jeg var kun ti Aar Mor, og jeg maa gøre det om igen, for det var en Uret.

FRU STERN

Uret mod hvem?

HENRIK

Mod min Far!

FRU STERN

For en død Mands Skyld vil du nu gøre os allesammen ulykkelige. Jo vi bliver ulykkelige. Jeg er dog et levende Menneske; men det bryder du dig ikke om.

HENRIK

Jeg kan ikke forstaa, at du kan tage dig det saa nær. — Græd nu ikke Mor! Lad os tale roligt om det. — Det er en Beslutning, som langsomt er modnet. — Jeg har i de sidste Aar aldrig kunnet skrive til ham af den Grund. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde kalde ham. En Dreng kan bruge Ordet Far. En voksen Mand ved, hvad det er værd.

FRU STERN

Hvis du vidste, hvad jeg har maattet lide, fordi du aldrig skrev til ham og bare til mig. Han troede, at det var mig, som ikke undte ham dig. Hver Gang jeg fik Brev, var der et Helvede.

HENRIK

Saa maa vi jo faa den Sag klaret, og hvis du ikke kan forstaa min Følelse, saa maa du forstaa den rene Fornuft. Det gælder den Stilling, jeg nu kan faa.

FRU STERN

Din Far er allerede saa bedrøvet, som jeg aldrig har seet ham.

HENRIK

Min Far! Min Far!

FRU STERN

Naaja.

Aa hvorfor vil du dog krænke ham, Henrik.

HENRIK

Han er ikke min Far og hver Gang du kalder ham det, skal jeg krænke ham og hver Gang han kalder sig det selv, skal jeg krænke ham. Jeg skal faa det Ord til at dø paa jeres Læber.

FRU STERN

I ti Aar kaldte du ham det hver Dag og hvordan har han ikke været imod dig! Hvilken Far kunde være som han. — Gør os ikke ulykkelige. Lad det være som før. Behold hans Navn og kald ham Far.

HENRIK

Og hvad tror du min Far vil synes om det Forræderi?

FRU STERN

En død Mand!

HENRIK

Du skal ikke stjæle Retten fra en død Mand. Fordi du er troløs mod hans Minde, skal jeg ikke være det. Hvis min Far er en død Mand, saa bliver han dog ved i al Evighed at være min Far!

FRU STERN

Henrik!

Stern er din Far!

HENRIK

Dette er ikke noget at lave Ordkunster med! — Det er en daarlig Spøg!

FRU STERN

Gud tilgive mig Henrik. Det er ingen Spøg. Du er hans Søn.

HENRIK

Tag den Løgn i dig igen!

FRU STERN

Aa gid det var Løgn!

HENRIK

Og min Far da? — Hvad han? — Du begriber ikke, hvad det betyder — Derfor tror du, du kan sige det. Tag det i dig igen!

FRU STERN

Om jeg kunde!

HENRIK

(tæt hen til hende)

Ved du hvad du gør. Du myrder en død Mand! — Du myrder ogsaa mig! (vil ud, men vender sig i Døren og kommer tilbage)

Sig at det er Løgn! (Bedende) Sig at det er Løgn, Mor!

FRU STERN

(skjuler Ansigtet i sine Hænder)

HENRIK

Aa du vil gøre mig gal!

FRU STERN

Henrik. Henrik!

HENRIK

Hvordan er det muligt? Aah — Løgn, Løgn, Løgn! Hvordan — aa det er jo umuligt!

FRU STERN

Det er Sandheden, Henrik. Den frygtelige Sandhed!

HENRIK

Du kendte ham jo ikke. Aa jeg bliver gal. — Han kom jo først ti Aar efter til Landet.

FRU STERN

Det var paa et Besøg i Udlandet! — en Kongres.

HENRIK

(holder Hænderne for Ørene)

Et Besøg — jeg! — Hvad — Fjorten Dage! — Otte Dage! — en Dag! Hvad? — nok til mig!

FRU STERN

Han var som en Konge imellem os og alle forgudede ham. Henrik — Ingen kunde modstaa ham.

HENRIK

Aa det er modbydeligt. Over al Forstand væmmeligt — Og han — min — hvad skal jeg kalde ham — den anden, som ikke — som ikke længer kommer mig ved. Han — som I bedrog — vidste han det?

FRU STERN

Jeg ved det ikke.

HENRIK

Mer! Mer! — Du store Gud! — Ulykkelige Mand, som spildte sin Kærlighed paa en Skifting!

FRU STERN

Aa tænk ikke paa ham Henrik — tænk ikke paa ham! Jaja jeg ved godt, Skylden er min, men han var ikke det Ideal, som du tror, Henrik — Det maa du ikke tro længere — for din egen Skyld. —

HENRIK

Den døde Mand ikke? Bagvask ham bare! Han svarer ikke!

FRU STERN

Det er jo bedst, Henrik, at jeg siger dig Sandheden om ham nu.

HENRIK

Ja ja. Sandheden. Den hadefulde Sandhed som om han var levende. Eller bedre endnu, som om han var død! Den eneste som holdt af ham var jeg og det er forbi. Farvel med ham! Aa det er jo Vanvid!

FRU STERN

Han var god mod dig, det nægter jeg ikke; det var han; men han var en svag og uselvstændig Mand, Henrik — saa paavirkelig — Stern kaldte ham altid „den ædle Lirekasse“.

HENRIK

Gjorde Stern? Haha! Det gør godt at høre, hvad Stern kaldte ham! Aah det er skønt. — At du vover!

FRU STERN

Det var ialtfald Vendels Ideal at komme til at ligne Stern i Et og Alt. Det er for din Skyld jeg siger det, Henrik. — Han drak ogsaa.

HENRIK

Aa Gud i Himlen. Slaa ham bare i Ansigtet. Jeg slaar med! Spyt bare paa ham! Jeg spytter med! Myrd ham bare ned Tomme for Tomme. Aldrig var nogen saa død som han! Saa lad os danse paa hans Grav, Du og Stern og jeg! (atter mod Døren; men vender tilbage) Hvad var det du sagde? Han var paavirkelig, sagde du, ikke sandt? Det er jeg ogsaa! Det har jeg jo fra ham. — Fra ham? — Hahaha. Haahaahaa — (Han bryder sammen i Hulken)

FRU STERN

Om Forladelse, Henrik. Omforladelse. Tilgiv mig! — Tilgiv din Mor.

HENRIK

Ja. Javel! — Jeg snakker sort! Men jeg da! Hvem er jeg! Hvad har du gjort mig til? — Er jeg — en — Aa. — Nu forstaar jeg det altsammen. Nu forstaar jeg, at jeg foragter mig selv helt ind til Marven! Og jeg væmmes ved mit eget Legeme og jeg hader min egen Sjæl! — Det er godt, ikke? Det er godt at være Menneske paa den Maade? Jeg takker dig Gud, som har forraadt mig og knust mig i det Øjeblik, jeg blev født.

FRU STERN

(kaster sig foran ham og omklamrer hans Knæ)

Tilgiv mig, Henrik. Tilgiv din Mor. — Tilgiv din ulykkelige Mor!

HENRIK

Farvel Mor — Farvel Mor — Rejs dig.

FRU STERN

(rejser sig og vil omfavne ham; men han holder hende tilbage)

HENRIK

Jeg gaar istykker forstaar du. Hvad er jeg for En. Er der ikke En, der vil slaa mig ihjel? — Ja. — Farvel!

STERN

(kommer fra venstre)

HENRIK

(truende lige foran ham)

Aldrig! (gaar ud)

STERN

Hvad — Henr— (Mælet svigter ham)

FRU STERN

(er sunket sammen med Hovedet paa sine Arme ved Bordet. Ser op et Øjeblik)

Han ved det.

STERN

(hæst)

Hvad.

FRU STERN

Altsammen! Nu har du faaet din Vilje, som du har pint mig med — i tyve lange Aar! — Og nu hader han os begge — det har du fortjent!

STERN

Hvorfor sagde du det ogsaa netop nu!

FRU STERN

Aa Gud i Himlen hvor er jeg ulykkelig — Aa hele vort Liv! hele vort Liv! min arme Dreng! (springer op) Henrik!

HENRIK

(er kommen tilbage. Truende)

Fred! Dette er Vold, dette er Had, dette er Krig. Inden i mig stod der to med Kniv mod hinanden. Altid! Men nu er de enige. Forstaar du — nu har de Fred.

STERN

Henrik! —

HENRIK

(flammende)

Aldrig! (Han gaar)

STERN

(hæst, med sitrende Læber)

Ogsaa han! —

FRU STERN

(grædende ved Døren)

Aa. Han hader baade dig og mig. (Kalder ud) Henrik!

STERN

Ogsaa han! — Min Søn! Jeg skal da ikke spares for noget! — Det er dig, jeg kan takke for dette!

FRU STERN

(støtter sig til Bordet)

Nej dig selv! Og mest hader han dig! Og det gør jeg ogsaa!

STERN

Javist! Javist. Hvem hader ikke mig mest! (vender sig brat og gaar)

FRU STERN

(slæber sig ud paa Balkonen. Kalder)

Henrik. Henrik! Henrik — Aa han hører ikke. — Han flygter fra sin Mor — — Han flygter for sin Mor — Aa Gud i Himlen, hvor er jeg ulykkelig — Min arme Dreng! (Hun synker sammen)

Tæppet.