II
Reading edition
Hans Excellence havde sat sig ved sit Bord foran de fremlagte Breve. Det tredje, han tog, faldt atter ud af hans Haand.
Saa rejste han sig og drejede Nøglerne om i begge sine Døre, før han satte sig igen. Han havde lidt besværligt ved at gaa, men det var jo ogsaa for Hans Excellence allerede højt op paa Dagen.
Han tog igen det tredje Brev og han gennnemskar Konvoluten med en Kniv. Hans Hænder var holdt op at ryste og Brillerne havde han revet af, saa han læste med sine blotte Øjne:
Thorsholm den 26. Februar.
Kære Papa.
"Jeg takker for de sidste Skrivelser, der er modtagne og som var, som sædvanlig, korte. Jeg har ofte bedet Papa, hvis Du ikke kan skrive selv, hvad der er rimeligt, da at diktere min Søn Fritz, der, naar hans Hr. Kammertjener har endt sit betydningsfulde Arbejde, vistnok har Tid til Raadighed. Hvad de Ting, som han ganske vist derved vilde erfare, angaar, da har hans Fader intet at skjule, medmindre Papa skulde ønske, han forbliver det Pragtbind med Guldlaas, han er ved Papas Omsorg blevet, jeg véd ikke i hvilken Hensigt. De vedlagte Beløb er modtagne men rakte, som Papa vil forstaa, ikke til de angivne og vedkommende Udgifter uden at jeg selv og ved Prokuratorhjælp maatte gøre yderligere Udveje. Men til dette er jeg jo vant og jeg skal for stakkels Mamas og for mines Skyld heller ikke opgive Kampen, hvor haard den end falder."
Hans Excellences fremskudte Underlæbe skjalv—for anden Gang—men han læste videre:
"Papa skriver: "For dine Forklaringer vil jeg vide mig befriet". Endskønt jeg vel kender Papas Ønske om at vide sig befriet, idetmindste for alt, hvad der angaar mig, maa jeg dog denne Gang falde Papa til Byrde med nogle Forklaringer, som jeg maa bede Papa at læse, da Stillingen næppe vil kunne holdes mer og ikke vil kunne skjules længer, ikke en Gang for Mama, trods mine Anstrængelser. Jeg har, hvad Papa véd, aldrig indbildt mig eller troet, at jeg havde nogen Begavelse eller Slags Talent for Landvæsen. Men efter at jeg under en Operation, der mislykkedes for Papa, var besvimet og Papa havde erklæret ikke at kunne have en Søn til Læge, som ikke kunde taale Synet af Blod, gik jeg Vejen, som Papa vel ansaa for tjenligst, naturligvis ogsaa fordi den i de første Aar, da Broder Fritz og Fru Stella opholdt sig i Udlandet, for at Fritz kunde virke for Oversættelsen af Papas Skrifter, kostede mindre. I alle Tilfælde vidste Papa jo bedre end alle, hvad det vil sige at arve et stort Navn sammen med en Virksomhed, og det stod til Papa at afgøre, hvad der syntes min Fordel, selv om jeg maatte opgive min Lyst til Lægevidenskaben og blive Landmand i en vanskelig Tid, men idetmindste indtog en Stilling, hvor jeg ikke generede Papas Anseelse. Det er desværre overflødigt at tale om Gaardene, hvis Køb Papa, trods alt, hvad jeg har bedet, jo stadig har ladet gaa igennem Glud, der ogsaa købte Annebygaard. kort før han blev Etatsraad. Men i Papas Forhold til "Konferensraaden" Glud skal jeg ikke blande mig, skønt dette Forhold, hvilket Papa maaske vil indrømme, først og sidst er gaaet ud over mig, der fire Aar efter at jeg havde faaet Annebygaard, maatte overtage Thorsholm, hvis Hovedbygning tog ligesaa meget at restaurere som hele Købesummen, før Mama kunde bo der og idetmindste have lidt Fred for sin Person om Sommeren. Hvis derimod Papa havde indsat mig i en Forpagtning—men en Forpagtning passede naturligvis mindre for en Jægermester—havde dog Midlerne, Papa mente at kunne tilstaa mig, kunnet slaa til og været givne paa en Gang, hvorved jeg stod friere og fremfor alt den stakkels Mama ikke havde været prisgiven en daglig Plage og Angst for mig og mine. Men Papas bekendte store Hjerte har jo altid fundet mange at give til og tit."
Hans Excellences Haand skælvede som i et Ryk og Aarerne i hans Tindinger var svulne som knyttede Reb, men han blev ved at læse.
Det tog i Døren.
-Hvem er det? raabte han.
-Hans Excellence læser Posten, sagde Georg i Gangen til Faderen, der slap Laasen:
-Hendes Naade ringer, sagde Faderen og Georg gik.
Hendes Naade havde allerede slaaet to Gange paa Sølvklokken paa sit Bord, medens Selskabsdamen med sin lydige Stemme blev ved at oplæse "Lejligheder" af den opslagne Avis, uden at stanse:
-"Herskabelig Lejlighed, elve Værelser, alle Bekvemmeligheder. Fredericiagade 16, andet Sted fra Bredgade. Portneren anviser."
-Hvor var det? spurgte Hendes Naade.
Selskabsdamen svarede.
-Ja, om man kunde opnaa at faa en første Sal, sagde Hendes Naade: men Hvide siger jo, han taaler ikke Trapper.
-Videre.
Selskabsdamen læste igen:
-"Herskabelig Lejlighed, ti Værelser, Anretteværelse, Badeværelse o.s.v., første Sal. Bredgade 60. Portneren anviser."
-Der boede Legationsraad Duus, sagde Hendes Naade og hun lagde til —Legationsraadinden var død der og Hendes Naade gav ikke Agt paa Lejligheder, hvor hun vidste om Dødsfald—:
-Der var ellers rart.
Georg var kommen ind.
-Læg Tæppet om mig, sagde hun, og da Georg havde bøjet sig for at lægge Tæppet om hendes Knæ, sagde hun, mens Selskabsdamen blev ved at læse:
-Hvor er hans Excellence?
Georg, der førte sine krogede Fingre hen over Tæppet, sagde:
-Hans Excellence læser Posten; og idet han løftede Hovedet og saá paa Hendes Naade, lagde han til, mens han pludselig krængede sine Læber, saa hans to eneste Tænder blev synlige—de lignede "Gnaverne" hos en Rotte—:
-Der var Brev fra Hr. Jægermesteren.
Georg skjulte med Læben atter sine to Tænder og rejste sig.
-Han kan gaa, sagde Hendes Naade, der havde krammet om sin Pengepung, og, paa én Gang, med sit Lommetørklæde aftørrede sine Tindinger, der var blevet fugtige.
Selskabsdamen var holdt op med at læse.
-Hvorfor læser De ikke mere? spurgte Hendes Naade og hørte ikke, hvad Frøkenen svarede.
Pludselig sagde hun:
-Hent Sofie; og holdt, med et Greb af sin Haand, Mantillen sammen om sig, mens hun, uden Støtte, gik gennem Stuerne ind i Sovekamret.
Hun havde aabnet sit Chatol og sad, med Hænderne i Skødet, foran et lille Træskrin, der stod paa Klappen, da Sofie kom ind i Sovekamret, hvor Gardinerne var rullede ned og der var halvmørkt.
-Jægermesteren har skrevet, sagde hun med en Stemme, der var blevet hæs.
-Ja, svarede Sofie, hvis sorte Kappebaand under Hagen stod ud som et Par mørkere Skygger i Mørket.
Hendes Naade førte sine Hænder over hinanden:
-Jeg maa vide, hvad han skriver, sagde hun. Der var stille nogle Øjeblikke, i Mørket.
-Deres Naade skulde vente, sagde saa Sofie.
-Ja, svarede Hendes Naade, der ikke rørte sig. Og hun spurgte om Maden til Middagen, som Sofie nævnede for hende, henne fra Mørket, Ret efter Ret.
-Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved at nævne en Mellemret.
Sofie vilde svare, men hun sagde:
-Han mærker det ikke. Han véd aldrig, hvad han selv spiser.
Sofie nævnede Deserten:
-Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade.
-Jeg fik Penge igaar.
-Det har han glemt, sagde Hendes Naade.
-Jeg fik dem af Georg, sagde Sofie, der stadig stod i Mørket.
-Saa faa dem af Excellencen selv, mens Georg melder, sagde Hendes Naade, som den, der giver en Ordre.
Sofie blev staaende endnu, skønt der ikke taltes mer.
Hendes Naades Tanker var andetsteds eller de var helt gaaet derhen, hvor de havde været hele Tiden, mens hendes Ansigt var næsten som fortrukket af Smerte eller af en Væmmelse, hvorunder hendes tynde Læber syntes at faa deres Fylde igen:
-Men det er mig, sagde hun:
-Det er mig, der skal pines og betale, og hun slog Haanden to Gange mod Chatollet.
Sofie svarede ikke men saá paa sin Frues Ansigt som den, der har forstaaet alting længe.
-Men der er ingen, som kender Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Læber paany var blevet smalle som før; og hun løftede Haanden, at Tyendet kunde gaa.
Da Døren var lukket, tog Hendes Naade en Nøgle frem og aabnede Skrinet foran sig. Med Haanden talte hun sine Pengesedler, uden at tage dem op og mens hun holdt dem mod Skrinets Bund.
Mantillen havde løsnet sig. Den faldt ned fra hendes Ryg, ned over Stolen, mod Gulvet, saa tung, som om den havde været af Jern.
Det bankede paa Døren—og en Gang til:
-Hvem er det? raabte Hendes Naade, der havde lukket Skrinet og havde Kræfter nok til selv at tage Mantillen op fra Jorden og faa den paa.
-Det er Frokosten, Deres Naade, sagde Selskabsdamen i den aabne Dør.
-Jeg kommer.
Hendes Naade lod sig støtte af Frøkenen, mens hun gik ind gennem Stuerne.
Da Georg anrettede Frokosten ved det midterste Bord, smækkede Hans Excellence Døren til sin Stue op.
Hendes Naade og Selskabsdamen havde løftet deres Øjne paa samme Tid og slog dem atter ned.
-Jeg skal hilse, sagde han og hans Stemme var ganske rolig.
-Fra hvem? spurgte Hendes Naade, mens Selskabsdamen, der trykkede Skuldrene sammen i sin Lænestol, ikke tog Øjnene fra Gaffelen, der rystede i Hendes Naades Haand.
-Fra Hans.
Der var stille nogle Øjeblikke, Hans Excellence stod ved Vinduet.
-Hvad skriver han? spurgte Hendes Naade, der bestandig tvang sig til at spise.
-Som sædvanligt.
Det var som Hendes Naades Pupiller blev større, mens hun bestandig betragtede Excellencen, hvis Ansigt hun saá fra Siden:
-Og Børnene? sagde hun.
-De har det godt.
Excellencen var gaaet fem Skridt.
-Tak for Mad, Hvide, sagde Hendes Naade og rakte begge sine Hænder, hvis Linje ved Haandleddene endnu var smuk, frem mod sin Mand.
Han greb dem, og hastigt bøjede han sig ned og kyssede hende paa Panden med just den samme Bevægelse som den, hvormed han spiste.
Hendes Naade blev ved at smile:
-Lad ham tage bort, sagde hun til Selskabsdamen.
-Du spiser ikke nok, sagde Hans Excellence.
-Det er der andre til, Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Stemme ændredes lidt.
Georg bukkede foran Hendes Naade med et Kort paa en Bakke:
-Det er Harriette, sagde hun.
-Naa.
-Lad Marschalinden komme ind.
Georg aabnede Døren og Fru Harriette kom ind, indsvøbt i Fløjl og Pelsværk:
-Go'morgen, Tante; hun kyssede Hendes Naade paa Panden:
-Ja, her har I mig.
Med skinnende Ansigt gik hun hen imod Excellencen:
-Goddag, Onkel Hvide.
-Goddag, min Ven, sagde han og rørte flygtigt Marschalindens Kind med sine Læber, som havde han set hende igaar og tyve Aars Fraværelse ikke var til for ham.
-Hvor jeg havde glædet mig til at se Dig, sagde Marschalinden og følte sig pludselig forvirret eller som blev hun tom etsteds, i sit Hjerte.
-Vi har ogsaa glædet os til at se Dig, sagde Hendes Naade, der med Haanden bød Fru Harriette en Stol:
-Og du er helt den samme.
-Den samme …
Det var som om Ordet "den samme" kaldte Udtrykket tilbage i Marschalindens Øjne, hvor det nogle Sekunder havde været ligesom forsvundet.
-Aa, ja, sagde hun: det kunde se saadan ud, naar man er i Overtøj.
Og Marschalinden begyndte i et konverserende Tonefald at tale om sin Rejse og om Wien, og pludselig sagde hun.—Dig har jeg Hilsner til, Onkel Hvide, og hun nævnte et Par store Kolleger i Østrigs Hovedstad.
Excellencen sagde:
-Slaar de ihjel endnu?
-Ja.
Idet han lo, sagde han:
-Det er ogsaa blevet min eneste Bestilling; og maaske halvt inde i en anden Tanke—ti Udtrykket i hans Ansigt var forandret—lagde han til:
-Vi slaar ihjel og vi slaas ihjel.
-Hvad siger du? spurgte Hendes Naade, hvis Øjne, saasnart hun ikke talte, løb rundt i Stuen ligesom om de søgte.
-Vi taler om Wien, sagde hans Excellence, der stod op.
-Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun fik næsten den samme Glans i sine Øjne, som da hun var kommen ind ad Døren, lagde hun til:
-Hvor rørt jeg har været over, at Du har husket mig med alle dine Bøger.
Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil:
-Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner.
Og, da der forløb nogle Øjeblikke, uden at nogen talte, begyndte hendes Naade at tale om Biskop Martensen, mens Georg paa Bakken bragte to Visitkort, der var afleveret hos Portneren, og Marschalinden sagde:
-Tante, kan jeg faa lidt Frokost hos Dig?
Paa et Blik af hendes Naade sagde Georg bukkende:
-Hr. og Fru Hvide er lige ved at gaa tilbords.
-Saa løber jeg ind til dem, sagde Marschalinden og kyssede atter Tanten paa Panden, før hun gik.
Selskabsfrøkenen havde i den lille Dagligstue sat sig til sit Arbejde, tæt bag den aabnede Dør. Hun syede mange og smaabitte Klude, skrabede til Hobe rundt i Huset, sammen til store Tæpper, Klud til Klud.
Hendes Naade havde løsnet sin Mantille i Halsen og hun spurgte Hans Excellence:
-Skal Du svare Hans?
Men han hørte det ikke.
Hendes Naade spurgte ikke mer.
Hans Excellence var gaaet ind. Ubevægelig, med Øjne, der vel intet saa, stirrede han, foran sit Bord, frem for sig, mod Slægtens Billeder eller den tomme Væg . ..
-Nej, Harriette, Harriette—og Moderen sprang op, da Marschalinden kom ind i Spisestuen—: er det Dig?
Hun kyssede Marschalinden to Gange:
-Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og førte Fru Harriette hen til Vinduet:
-Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen.
-Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede.
-Ja, sagde Moderen: er det ikke mærkeligt, at der er Mennesker, som aldrig kan forandre sig.
-Og Du er ogsaa den samme, Fritz, sagde Marschalinden. Hun var gaaet to Skridt og muligvis var det kun det ændrede Lys, der lod hende synes en Kende blegere, mens hun rakte Faderen Haanden.
-Vil Du have Mad? sagde Moderen: aa, Du, vi har idag baade Modtagelse og Middag.
Hun ringede.
Marschalinden vidste, der var Middag; hun skulde jo selv med:
-Men hvad er det for en Middag? spurgte hun.
-Jeg véd ikke, sagde Moderen, mens de satte sig tilbords: det er en Gallamiddag for Grev Eck, der skal rejse . . . Hvor er det nu, han skal hen? spurgte hun Faderen.
-Han skal til Anhalt, sagde Faderen: i en dynastisk Sendelse.
Der kom en ung Mand ind og bragte Koteletterne omkring. Han var høj og meget slank, i Hvidernes Liberi, der sad om ham saa stramt, at man troede, man maatte kunne se hans Ribben.
-Hvad er det for en dejlig Armenier? sagde Marschalinden, da han gik ud.
-Det er min Nevøs Tjener, sagde Faderen.
-Aa. Marschalinden lagde Hænderne ned i sit Skød: hvor er det dog vidunderligt at være kommen hjem.
-Og dejligt at se Dig, sagde Moderen og slog begge Armene ned over sin Tallerken.
Hun tav et Øjeblik, før hun sagde:
-Da Du rejste, var vi unge; og der faldt en pludselig Skygge over hendes Ansigt i det Nu, hvor hun tav.
-Ja, sagde Marschalinden: Da var vi unge.
Hun smilede et Øjeblik:
-Hvor var der vidunderligt derhjemme.
Hun tav igen. Saa sagde hun med Øjnene stort aabnede:
-Véd I, hvad jeg aldrig kan glemme? Saa Plænerne var grønne derhjemme. De dejlige, de dejlige Plæner, sagde hun.
-Og Humlehaven, sagde Moderen og aabnede næppe sine Læber, mens hun sagde det.
Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Præsten og hans langbenede Datter; om Godsforvalteren og de rødhaarede Pigebørn, som altid gik i éns Kjoler, syede af ét Stykke, og Alléen, der gik op til Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter:
-Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da død.
-Men han rystede da ogsaa allerede over hele Kroppen, naar han skulde holde paa vore Stylter.
Fru Harriette lo:
-Ja, der sad de, baade Anders og Jens.
-Foran hver sit Hus lige ved Indkørslen, sagde Moderen.—Og ingen kunde flytte dem, lagde hun til.
Marschalinden og Moderen lo begge to, mens Marschalinden løftede Armene:
-Nej, for de døde jo aldrig og gi'e dem Afsked var der ingen, som turde.
-Men Herregud, sagde hun og hendes Ansigt skiftede Udtryk: hvor de dog græd ved Papas Begravelse.
De tav et Nu alle tre, til Moderen begyndte at le:
-Men Harriette, husker Du, da Jens i Storskoven slog Char-à-banc-Døren i paa din hvide Silkekjole.
-Aa ja, den hvide Silke, raabte Fru Harriette: Og jeg havde ikke maattet ta'e den paa for Mama.
-Gud, hvor blev den flænget, sagde Moderen.
-Ja.
-Du sprang jo ned fra Vognen, ligesom Jens slog Døren i … og badus var Kjolen i to Flænger …
Marschalinden lo og lo.
Moderen maatte ud paa Gulvet for at vise, hvordan de havde slæbt, de to Flænger.
-Det var græsseligt, sagde Fru Harriette og, pludselig pegende paa Bordopsatsen, spurgte hun:
-Hvad er det for Blomster?
-De er vist fra Aalbygaard, sagde Faderen.
-De er dejlige.
-Men de maa skiftes, sagde Moderen: før de falder. Den hvide Sne fra Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen.
-Men, sagde Marschalinden, der var færdig med at tænke paa Blomsterne og vendte tilbage til "Gaarden":
-Jens var dog bedst tilhest.
-Ja, hvor han sad, med strittende Ben og Øjnene stive i Hovedet.
Moderen lo og Fru Harriette lo med:
-Men, Du, sagde hun: det var jo ogsaa, fordi han havde Kælderen under sig. Du, Himlens Gud, hvad der gik med af Papas gode Portvin.
Marschalinden og Moderen blev ved at tale om de gamle Dage, mens det var, som Ungdomsminderne straalede paa deres Ansigter:
-Jens var stolt, naar han paa den Brune humpede bagefter Stamherren.
Faderen sagde:
-Berry var et dejligt Dyr, og fik pludselig et Udtryk i sit Ansigt, som sad han endnu paa den skønne Halvblods Hingst.
-Nej, men Stella, husker Du, sagde Marschalinden: hvor Papa blev vred, den Gang Du havde flyttet alle Hestene rundt i Baasene i Staldene.
-Det var da værre, da de var i Rugmarken, sagde Moderen, der havde skubbet sin Stol halvt ud paa Gulvet.
-Ja, da Du løste dem og de satte over Vænget alle seksten, ind i Rugen, og de sprang og de aad og de vrinskede og de fløj, og Stella stod midt i hele Rugen og skreg og svingede med sit røde Sjal som en besat, da Papa kommer rendende med Stamherren.
Marschalinden var helt udmattet af Erindringen.
-Men hvor saá Du dejlig ud, sagde hun til Moderen og, idet hendes Øjne atter strejfede Blomsterne i Opsatsen, sagde hun:
-Ja, de falder.
Faderens Ansigt var blevet ubevægeligt, som, lidt efter lidt, hele dets Udtryk forsvandt.
-Og da Du var Rosenbrud, vedblev Fru Harriette, det var netop det Aar—Marschalinden saá over paa Faderen—Du kom hjem fra Bonn, Fritz… da alle Karle og Piger var i franske Dragter, aa, hvor de dog saá ud, da de kom op gennem Æresporten. Margrethe Stuepige var forrest, i grønt Liv med røde Bændler…
-Men Du blev Rosenbruden, Stella—Marschalinden begyndte at le—: Nej, saa Stamherren var forliebt. Husker Du, Fritz, han drak sig fuld om Aftenen af bar Forliebelse.
Fru Harriette lo endnu og skiftede saa med ét Tone:
-Men som jeg ser Dig endnu, Stella, i det Øjeblik, Du blev kronet, midt paa den grønne Plæne.
-Under Blodbøgen, sagde Moderen.
Hun løftede sit smilende Ansigt mod Faderen og havde pludselig sænket Hovedet igen.
Faderen sad rank. Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt Spejl.
Marschalinden blev ved at tale.
Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne Øjne, som den, der tænker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide Blomster paa Bordet og saa dem pludseligt, som de faldt, Blad for Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet.
Marschalinden talte stadig om Minderne derhjemmefra.
-Ja, det var den Gang, sagde hun.
-Ja, den Gang, sagde Moderen.
Den slanke Tjener satte, med stadig nedslagne Øjne, Skylleskaalene frem.
-Naa, sagde Fru Harriette, der havde set paa hans smalle Hænder: han hæger sig.
Hun tog sit Glas Madeira:
-Skaal, Fritz, sagde hun.
-Skaal, Harriette, svarede Faderen og smilte.
-Ja, Du ligner Dig selv, sagde hun og saá paa hans Ansigt.
-Du ogsaa, svarede Faderen.
Marschalinden saa pludselig (og kortere end et Nu gik der en besynderlig og flygtende Sitren over hendes Ansigt) Kløften i hans Hage, den Kløft, der kunde komme der, naar han smilte til en Kvinde:
-Aa nej, sagde hun: Aarene støver os alle i Ansigtet.
Faderen stødte sin Stol tilbage, saa Moderen fo'r sammen.
-Ja, Mahlzeit, sagde hun og rakte Marschalinden begge sine Hænder.
-Küss' die Hand, svarede Marschalinden og langsomt førte hun Moderens dejlige Hænder op mod sine Læber.
Faderen vilde ikke drikke Kaffe og Moderen og Marschalinden rykkede hen til Vinduet. De sad en Stund tavse begge to, da Faderen var gaaet.
Saa sagde Marschalinden, der ligesom fo'r op af Tanker og saá fra Væg til Væg:
-Men at det kan blive ved …
-Hvilket? spurgte Moderen.
-Det Hele, slap det ud af Fru Harriette.
Men Moderen havde vistnok ikke hørt det eller maaske ikke forstaaet hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var kommen til at tænke paa Baron Brahes, sagde:
-Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig.
-Hvem?—Emmely Brahe … Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det?
-Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt rød i sit Hoved.
Tjeneren kom ind og, idet han bøjede sit armeniske Hoved meldte han, at Fru Marschalindens Vogn var kommen; og Fru Harriette spurgte Moderen, om hun ikke vilde køre med: hun skulde kun gøre et Par Visiter.
-Ja, saa kan jeg blive siddende i Vognen, sagde Moderen, og de gik ind i Stuerne for at sige Farvel.
-Tænk Dig, Harriette, hvilken Taalmodighed, sagde Moderen og slog Haanden ud mod Selskabsdamens Klude.
Selskabsdamen havde rejst sig fra sit Arbejde:
-Der bli'er dog altid et Slags Tæppe ud af det, sagde hun.
-Ja, tilsidst, sagde Moderen.
De gik ind i Dagligstuen til Hendes Naade, hvis Ansigtsudtryk skiftede hastigt, da de kom—og de gik videre, ind til Hans Excellence:
-Ja, Farvel, Onkel Hvide.
-Nu gaar vi, til vi kommer igen, sagde Marschalinden og lagde begge Hænder om hans Hoved, mens hun kyssede ham.
Hans Excellence rørte sig ikke:
-Farvel.
De kørte henad Gaden, da Marschalinden, der endnu følte som Marmorkulden af Excellencens Hoved gennem sine Handsker, sagde:
-Men Onkel Hvide er blevet gammel.
-Det er maaske kun idag, sagde Moderen.
-Hvorfor?
Moderen svarede ikke.
Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde:
-Ja, hvis man kunde rejse langt bort.
-Langt bort?
Marschalinden vendte Øjnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et Ryk.
-Langt bort, gentog hun, og det saá næsten ud, som om hendes Læber sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbevægelse:
-Det bliver det samme, Du, sagde hun.
Moderen saá langt ud over Sneen.
-Ja, sagde hun og lukkede med ét sine Øjne:
-Hvorfor skulde det vel blive anderledes?
Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen kørte frem gennem Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud.
Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod hendes smerteligt stirrende Øjne.
Fru Harriette kom tilbage og de kørte igen, da Moderen halvt raabte:
-Dér er Hans.
Hun havde set en Herre i Pels, der saá ind i Vognen og atter, hastigt, trak Hovedet bort.
-Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt.
-Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag.
De sad lidt. Saa sagde Marschalinden:
-Er det stadig det samme med Hans?
-Det er vist snarere værre.
Marschalinden nikkede:
-Jeg havde jo hørt det, sagde hun med et Suk.
Vognen holdt udenfor Excellencens Port og Moderen gik ind.
-Sig kun, jeg er kommen, sagde hun til Georg, da der blev aabnet, og hun gik op til sig selv.
Georg lukkede Excellencens Dør. Hendes Naade blundede allerede i sin Stol, inde i Dagligstuen. Selskabsdamen syslede lydløst med sine Klude.
-Aa ja, aa ja, stønnede Hans Excellence i Søvne.
Den slanke Tjener, som havde smøget de lyseblaa Ærmer op, saa man saá næsten det halve af hans meget hvide og fuldkomne Arme, stillede langsomt Krystalskaale frem paa Spisestuens Bord. Døren lod han staa, mens han gik fra og til. Bornholmeren hentede langsomt Minut efter Minut.
-Aa ja, aa ja, stønnede Excellencen.
Husets gamle Træværk gav sig nu og da, som klagede det i Stilheden.
Moderen var gaaet ind til sig selv. Med Hænderne i sit Skød sad hun foran en opslaaet Bog, uden at læse.
Arkadia rumsterede igen inde i Faderens Værelse. De tre Kommiser stak Hovederne op af deres Kældervindu som Lænkehunde, der slaar den hede Tunge ud af deres Hundehus.
Johan gik ud og ind fra Staldens Mørke.
Den enbenede strakte sit Træben fra sig efter Middagsluren og gik op af sit Kælderhul. Han begyndte at slaa den nye Løber op ad Trappen. Hammerslagene lød, mod det hule Træ, Slag efter Slag, op i Huset.
Georg vaagnede paa sin Stol ved Døren og gik ind:
-Klokken er to, sagde han og blev staaende paa Dørtrinet.
Hans Excellence drejede Hovedet og havde halv skjult et Brev i sin knyttede Haand:
-Bring mig Frakken.
Georg gjorde det og mens han hjalp med Armene—Georg fornam, at Hans Excellence var tung i sine Arme—strejfede han med sine Øjne Skuffen, hvor Brevet var lagt ned, og fortrak sit Ansigt.
-Er det Dig, sagde Hans Excellence, der, med et Stød, havde skubbet Skuffen i, da han saá Moderen træde ind. Hun havde et Øjeblik og fra Siden betragtet Excellencen. Saa gik hun hen og, med en hastig Bevægelse, bøjede hun sig og, mens deres Øjne mødtes saa meget som et Nu, kyssede hun hans Kind.
-Naa, naa, min Pige, sagde han og drog sig bort, og Moderen stod allerede i Døren til Dagligstuen, da han sagde:
-Hvad er det for Lig, som idag er staaet op af deres Kister?
Moderen lo og sagde:
-Der er ingen kommet endnu.
Tjeneren havde slaaet Fløjdørene op, saa alle Rum var aabne. I den inderste Stue faldt Solen ind og lyste paa en Sølv-Merkurs løftede Stav.
Hendes Naade, der, med et Haandspejl i sin Haand, lod Selskabsdamen fæste Nikolaj I's Diamantbrosche i sin Hals, sagde til Moderen:
-Sæt Dig dog, bedste.
Moderens Øjne var faldne paa en Anton Melbye, hvis grønne og salte Bølger pludselig gød sig frem i Solen, og hun sagde:
-Hvor det dog er smukt, og hendes Ansigtsudtryk skiftede.
-Ja, svarede Hendes Naade, der irriteredes som blev hun bestjaalen, hver Gang et af Væggenes Billeder maatte udlaanes til en Udstilling; det er rart, naar man har det hjemme.
Og da Selskabsdamen var gaaet, spurgte hun og saá paa Moderen:
-Har Du talt med Hvide?
-Næsten ikke, Grandmama. Jeg har jo været ude.
-Ja, jeg ikke heller, sagde Hendes Naade og flyttede sine Hænder uroligt paa Bordet, til hun, lidt efter, sagde:
-Og saa har vi tilmed Middag idag.
-Er det ikke godt? sagde Moderen: Det adspreder altid Grandpapa.
Hendes Naade sænkede Hovedet med et Suk:
-Ja, sagde hun: Hvide kan jo altid lade være at tænke.
Moderen svarede ikke.
Faderen, som kom ind gennem Stuerne, stansede foran et Par Flakoner med Vin og spurgte Tjeneren:
-Hvad er det for Madeira?
Den Slanke bukkede:
-Hendes Naade har givet Ordre.
Faderen løftede et Øjeblik paa Glasproppen og førte Flasken op mod sit Ansigt:
-Det er bedre at lade Georg give Dem en mere tør, sagde han.
Den Liberiklædte bukkede paany uden at bevæge sit Ansigt.
Hans Excellence slog Portiererne til sin Stue tilbage og sagde:
-Slaa de Gardiner for.
Moderen rejste sig og slog Gardinerne for Solen, saa der var halvmørkt i Stuen, da to Stiftsdamer kom ind, to Søstre, hvoraf den ældste havde været Hofdame hos Hendes kongelige Højhed Prinsesse Mariane og som tog Plads ved Bordet ved Siden af hinanden holdende sig meget ranke under deres Kapothatte, der var opbyggede paa deres Hoveder som Diademer.
De bragte, mens de bestandig bevægede Mundene begge to, tusind Hilsener fra Slottet og fandt det dog dejligt at aande lidt i Byen og henrivende, at Moderen netop var inde, og dejligt, at Excellencen stadig var rask:
-Altid den samme, sagde den ene af Kapothattene.
-Vi har det godt, sagde Hans Excellence—al Talen om hans Befindende var en Afsky for ham—og gik frem mod Kammerherre Urne, en lille Herre, spinkel og med studset Skæg, af Udseende som en General og før "Tabet" Overpræsident i Kiel.
-Jeg vilde dog se Dig, kære Ven, sagde Kammerherren: da jeg var inde fra "Ensomhed".
Faderen, der havde bukket foran den lille Mand, gik med ham ind i den næste Stue, hvor Kammerherren, der havde nogle ejendommelige Haandbevægelser som den, der er vant til at lede Forhandlinger, fortalte om nogle Vinstokke, som Hans Majestæt Kong Georg havde forskaffet ham fra de græske Øer og som Kammerherren, i Vedbæk, paa "Ensomhed", forsøgte at omplante i Drivhuse:
-Man kan jo aldrig vide, sagde Kammerherren: om man kunde drive dem til Espalier. Og om man kunde faa en Drueart her i Landet.
Faderen havde hjemme paa "det hvide Hus" enkelte Aar haft mange Druer.
-Og der er jo Tider, sagde Kammerherre Urne, der blev i sin egen Tankegang: hvor man ikke arbejder.
Kammerherrens Arbejde var at nedskrive sine Erindringer fra Embedstiden i Hertugdømmerne og han var inde paa et Minde fra den Tid, da Moderen kom til og han vendte tilbage til Druerne.
-Vi har ogsaa mange Druer hjemme, Kammerherre, sagde Moderen:
-Men jeg kvaser dem i Hovedet paa Tine, naar jeg plukker dem ned.
Og ved Tanken om Tine og Klaserne lo hun saa højt, at det klang gennem Stuerne.
-Det er Stella, sagde Hendes Naade, som havde bøjet sit Hoved.
-Ja, De er jo blevet derovre, sagde Kammerherren.
-Ja, svarede Faderen: vi ansaá det for vor Pligt.
De to Stiftsdamer, der tog dybt til sig af Krystalskaalene, som den Lyseblaa bragte omkring paa en Sølvbakke, talte om Krigen i Tyrkiet, der optog dem ganske:
-For vi paa Slottet, det siger jeg Dig, Marie, sagde den Yngste, har, bogstavelig talt, levet i de Begivenheder.
Den Ældre faldt ind:
-Ja, den ulykkelige kejserlige Familje.
-Ja, sagde Hendes Naade, der vistnok var distrait, thi hendes Øjnes Udtryk ligesom fulgte hele Tiden ikke med hendes Ord:
-Hendes Majestæt Dronningen har i denne Tid gennemgaaet meget.
-Men der har jo, det tilstaar jeg, været Aftener, sagde Hofdame-Søsteren til Hofjægermesterinde Eichwald: hvor jeg har sagt til Charlotte Amalie, naar hun læste, at nu maatte hun holde inde, for der er jo ingen Rædsler, for hvilke man nutildags forskaanes i Aviserne.
-Og det endte grangivelig med, at man laa og saá Blod i sine egne Senge om Natten.
Frøkenen brød pludselig af med Slagmarkerne og sagde til Hofjægermesterinden i en Tone, som spurgte hun om Vejret:
-Hvorledes har Deres Fader det?
Fru von Eichwald, der var født Glud, takkede, Konferensraaden havde det nogenlunde, og hun rejste sig halvt, frem mod Hans Excellence, som kom hen mod Bordet:
-Vi taler om Krigen, sagde hun og satte sig igen; det meget Brokade gjorde hendes Bevægelser en Smule ubekvemme.
Hans Excellence skød Skuldrene frem:
-Udviklingen fordrer jo sine Slagtofre, sagde han.
En stoktynd, ganske hvid Mandsling, med rastløst pillende Fingre, der var blevet krogede af at gennemse en berømt Faders Arbejder, sagde fra en Stol ved Vinduet:
-Jeg vidste ikke, at Onkel Hvide troede paa "Udviklingen".
Excellencen lo:
-Nej, sagde han: men jeg tror paa Slagtningerne.
De to Damer fra Vallø gjorde en Bevægelse med Hovederne som et Par gamle Høner, der faar en Sjat Spildevand i Øjnene, medens Hans Excellence vendte sig mod en Herre med Træben, der just var kommen ind:
-Véd De, Baron, hvorfor man slaar Tyrkerne ihjel? sagde han.
Baronen vendte sit firsindstyveaarige Kadetansigt mod Excellencen: han vidste det ikke.
-Jeg ikke heller, sagde Hans Excellence: maaske er de Folk, naar alt kommer til alt, det fornuftigste Skrab paa Jorden. De har dog i Aarhundredernes Løb lært at indskrænke sig til kun at passe deres Piber.
Baronen smilede venligt, saa man saá alle hans hvide og indsatte Tænder, og sagde, at han selv i sin Samling havde et Par Vandpiber. Baronen, som var enbenet fra en Grænsetræfning mod de Svenske fra de Dage, da Christian den Ottende var Konge af Norge, havde saadan en underlig Figur som en syttenaarig, der var skrumpet sammen. Han gik hen mod Hr. Fritz, foran hvem hans midjeslanke Tjener paa sin Vej var stanset et Nu.
-Ønsker Herren Madeira, sagde Tjeneren hastigt til Baronen.
-Tak, sagde Baronen: det er netop Klokkeslettet, hvor jeg plejer at nyde mit Glas Madeira; og han tog et Glas, hvorefter han atter drejede Hovedet mod Hr. Fritz, idet han sagde:
-Hvordan staar det til?
Og uden at vente paa Svaret begyndte han paa sit ligesom udslidte Norsk at tale til Hr. Fritz (Baronen holdt overhovedet mest af at tale med ganske unge Mennesker, ligesom om hans egen hele Udvikling var standset den Dag, han mistede Benet) om noget mærkeligt han havde læst i sin Avis om de Vilde, i det stille Ocean, hvordan de gjorde Ild.
Hr. Fritz blev staaende med bøjet Hoved, til Baronen pludselig saá paa ham og stoppede med de Vilde for at gaa hen over Gulvet med sine runde Øjne ufravendt fæstede paa Glasset i sin Haand, som det var hans Ærgerrighed ikke maatte ryste.
-Fritz, kaldte Hendes Naade, og Hr. Fritz gik gennem Stuen hen imod Bedstemoderen, foran hvem han bøjede Overkroppen lidt, mens han hørte paa hende, før han gik videre, ind i den næste Stue, hvor Grevinde Schulin med Søn og Datter sad i nogle Lænestole og talte med en rødblond og bred Godsejer fra deres Egn.
-Kære Ven, sagde Fru Schulin til Godsejeren: jeg vilde jo dog, Francis skulde have været her, nu han var hjemme… Det er dog altid en Erindring, naar han bliver gammel, og intet Menneske véd jo, hvor længe det varer.
Da hun pludselig saá Fritz, sagde hun højere og lidt rød i sit Hoved—mens Fritz og Grev Francis, der havde rejst sig, et Øjeblik betragtede hinanden med et Blik omtrent som det, hvormed to Damer ved Ankomsten før en Middag betragter hinandens Toilette-:
-Deres Fader er jo i Byen.
Hr. Fritz havde pludselig, hvad der var hans eneste Bevægelse, løftet sine Øjne:
-Ja, sagde han.
-Ja, vi saá ham, nu vi kørte herhen…
De talte om Universitetet i Svejts, hvor Grev Francis studerede, medens hans Moder pludselig gav sig til at le:
-Ja, sagde hun: Francis taler saa elendigt Dansk… Men, kære Rottbøll, hvad skal han ogsaa her i Landet, naar han ikke netop interesserer sig for Landbrug.
Godsejeren, hvis Frakke var lidt for snæver i Ærmegabene, hvad han hele Tiden følte, sagde:
-Nej, der er s'gu nutildags ingen, der véd, hvad de skal gøre af deres egne Børn.
Og Grevinden, der blev i sin Tankegang, sagde:
-Nej, der er, som ogsaa min Mand siger, oprigtig talt, ingen, der er saa overflødige som vi.
Alle Stuer var blevet fyldte og der taltes højt, fra alle Hjørner. Over alle Stemmerne hørte man Marschalinden, der lo:
-Nej, Onkel Hvide, Du er for slem, sagde hun, og hun blev staaende hos Moderen og den østrigske Minister, medens Hans Excellence gik hen mod to Herrer, der stod ved et Vindu og talte om Landstingsvalget i Varde, hvor iforgaars en Venstremand var valgt:
-Er det ikke ganske ligegyldigt? sagde Hans Excellence.
Men den ene Herre sagde:
-Jeg tror netop Faren ligger her, at Venstre trænger frem langs væggene i det andet Ting.
Hans Excellence lo:
-Jeg tror, det er ligegyldigt, sagde han: Her i Landet vil vi aldrig faa Partier og altid kun have ét Parti, de Nationalliberale, som skifter Navn. Den Dag kommer nok, hvor de ogsaa kalder sig de Radikale og forbliver—og Hans Excellence gjorde en Bevægelse, som om han tørrede sin Fodsaal mod Tæppet—af den samme Familje.
Den anden Herre smilede:
-Man kender Excellencens Paradokser, sagde han.
-Sandheder, man ikke vil høre, kalder man Paradokser, sagde Hans Excellence:
-Men hertillands vil man aldrig faa Politikere, man vil nøjes med Talerne. Fik vi en Gang en Statsmand, lod vi ham hænge.
Den første Herre sagde:
-Deres Excellence er streng mod os aktive Arbejdere; og han lagde et lille Eftertryk paa "aktive".
Hans Excellences Blik havde strejfet Manden, der talte:
-Ja, sagde han, jeg har levet længe.
Og han fortsatte:
-Vi havde en General—han løftede pludselig Haanden og pegede paa et Billede af General de Meza, der i en gylden Ramme stod paa et Bord—:
-Han var min Ven, og jeg véd, hvad han har lidt.
Moderen, der stadig stod hos Marschalinden og den østrigske Minister, havde sét Excellencens Haandbevægelse og sagde med en pludselig Tankeforbindelse:
-Gamle Urne er her, Harriette; i det samme faldt hendes Øjne paa Faderens Ansigt, der i den næste Stue smilende, saa man saá Smilehullerne i hans Kinder, var bøjet over den unge og friske Frøken Schulin.
-Vil De ikke forestille mig? sagde Ministeren, og de gik alle tre hen imod Kammerherre Urne, der talte med den berømte Faders Søn.
-Jeg har aldrig haft den Ære at blive Dem forestillet, sagde Ministeren bukkende.
Kammerherren bøjede det graa Hoved:
-Jeg lever jo nu saa ene, sagde han.
Ministeren fortalte, at han i sin Tid havde været Medlem af en østrigsk Kommission i Hertugdømmerne og, da Hans Excellence kom til, sagde han:
-Jeg var ogsaa i Slesvig forrige Aar—forrige Sommer—i Flensborg og paa Dybbøl.
-Stederne virkede, sagde Grev Clary lidt langsommere: ret sørgmodigt paa mig.
-Ja, sagde Kammerherren, hvis Læber ikke ganske adlød hans Vilje:
-Vi lever jo i Skyggen af de gamle Skanser.
Moderen og Marschalinden saá paa Ministeren, mens han sagde:
-Skyggen? De tager Fejl, Hr. Kammerherre, Geværglimtene fra Dybbøl vil lyse gennem Historien.
Hans Excellence havde hørt til. Saa sagde han, medens hans Ansigt var helt forandret og han lignede en Støtte, som han stod:
-Maaske.
Og et Nu efter lagde han til:
-Det er maaske Glimtene fra Æressalverne over vor Grav.
-Deres Excellence, sagde Ministeren, kan ikke tro saa lidet paa Deres Folk.
Hans Excellence rystede paa sit Hoved, med det samme Udtryk i sit Ansigt:
-Jeg taler ikke om Folket, sagde han: et Folk lever længe og som det kan.
-Det er kun Slægterne, der dør og hvis Arbejde kan dømmes.
Der fløj et Udtryk af Bevægelse over Kammerherrens Ansigt, mens Ministeren sagde:
-Deres Excellence har Ret.
Marschalinden, der søgte om et Emne, sagde efter et Par Øjeblikkes Forløb:
-Stella, har Generalinde Rye det godt, og Hans Excellence gik tilbage gennem Stuerne, hvor en halvfjerdsindstyveaarig Lyriker med meget stort Skjortebryst og langt Haar havde taget Plads ved Siden af Hendes Naade.
Hans Excellence gik ind i sin egen Stue og lukkede efter sig.
Sofie stod derinde i en Krog:
-Hvad vil hun? sagde han.
-Hun skulde—hun skulde gerne ha'e Penge:
-Til Hendes Naade, stammede Sofie hastigt.
-Hm, sagde Hans Excellence.
Der var gaaet en Skygge over hans Ansigt, mens Sedlerne kom op af Chatollet, og pludselig, medens han rakte Tyendet dem, saá han hende ind i Ansigtet:
-Hvem er Hustyvene her i Huset?
Sofie følte det som var hun naglet til den Gulvplanke, hvor hun stod, og hun fornam sit Hjerte som en Hammer.
-Gaa, sagde Hans Excellence.
Og hun gik.
Hans Excellence lukkede Klappen og støttede sig, med de fremstrakte Arme, et Øjeblik til Chatollet.
Saa gik han hen og laasede Døren og satte sig i sin Stol.
Hendes Naade vendte Hovedet et Øjeblik bort fra Poeten, der talte om H.C. Andersen og Erindringer fra Nysø, og spurgte Moderen, som gik forbi med Fru Harriette:
-Hvor er Hvide?
-Grandpapa er her, sagde Moderen og søgte selv Hans Excellence med Øjnene, mens den østrigske Minister tog Plads og talte hen over Fru von Eichwald, der stadig havde holdt sig ved Siden af Hendes Naade —talende om Gastein.
-Hvor Deres Naade har været saa mange Gange, sagde Ministeren.
-Vi var der ifjor, sagde Fru v. Eichwald.
Ministeren ventede et Sekund, men Hendes Naade rørte sig ikke for et forestille ham for Fru von Eichwald:
-Og har efterladt saa mange Erindringer, sagde Ministeren.
Fru v. Eichwald var blevet meget bleg og havde med Laagene skjult et pludseligt Glimt i sine graa Øjne.
-Min Fader, blev Ministeren atter ved: har naar han talte om sine Ungdomserindringer ofte talt om Deres Naade.
-Gewiss giebt es schöne Weiber in Dänemark, plejede han at sige, sluttede Ministeren og bøjede sig for Hendes Naade, en Smule frem over Fru von Eichwald.
Hendes Naade smilede.
-Man smigrer saa let i Østrig, sagde hun, men hendes Øjne fulgte Moderen, der havde grebet i Excellencens Dør og følt, at den var laaset.
-Men hvad er det dog, Stella, sagde Marschalinden, da Moderen slap Døren:
-Du er jo helt bleg.
-Det er ingenting, sagde Moderen, og idet hun pludselig førte Haanden hen over Panden, sagde hun:
-Jeg synes, Luften er fuld af Ulykker.
Og mens hun paa én Gang gav sig til at le, sagde hun til Berømthedens Søn, der stod bag hende i en Krog:
-Tror De paa Datoer?
Sønnen blev staaende med aaben Mund.
-Jeg, Kandidat, hader alle Ottetaller, sagde Moderen.
Kandidaten forsøgte at le, men Moderen sagde:
-Ja, læg en Gang Mærke til dem. Et Ottetal ligner de Jern, man lægger om Forbryderes Ankler.
-Ja, sagde Berømthedens Afkom, der havde fattet sig; det er jo i og for sig mærkeligt, saa ofte man finder bestemte Datoer knyttede til berømte Mænds Liv.
Kandidaten udbredte sig videre over Emnet:
-Der var i hans Faders Liv ikke mindre end fem Syttentaller, som virkelig synes at have spillet en Rolle for ham.
-Men, sluttede Kandidaten, man bør naturligvis vogte sig for den Slags Overtro.
-Thi hvor vil den vel føre hen? sagde Kandidaten.
-Men hvor er dog den kære Excellence, sagde en Dame pludselig meget højt og plantede sig, bredt, i Stolen hos Hendes Naade, Digteren lige havde forladt.
Det var Fru Etatsraadinde Mouritzen, der var kommen gennem en gal Dør fra Entréen—det var Etatsraadindens Skik at gaa gennem gale Døre i hendes Bekendtes Lejligheder—og som var sejlet gennem alle Stuer:
-Hvor er den kære Mand, gentog hun til Hendes Naade og lagde til, ligesaa højt som det øvrige:
-Man er dog altid bange for ham naar man ikke ser ham, mens de korte og ringfunklende Fingre faldt ned i hendes Skød.
-Hvide kommer straks, sagde Hendes Naade og, som om hun først havde set Hofjægermesterinden i samme Nu, forestillede hun paa én Gang Ministeren for baade Fru von Eichwald og Fru Mouritzen.
… Sofie gik ind i Køkkenet. Hun syntes, hun løftede Benene saa underlig højt op i Luften, mens hun gik.
Der lød et Slag paa Døren, da hun kom ind.
-Hvem er det? raabte hun.
Køkkenklokken skrattede, før hun lukkede op:
-Det er mig, sagde Jægermesteren, som stod foran hende, i Døren, i sin Pels.
-Er det Jægermesteren?
Sofie troede, hun skulde falde.
-Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som noget, der ikke er Liv i.
-Hr. Jægermester, Hr. Jægermester! Sofie blev staaende foran ham med sammenknugede Hænder, og pludselig sagde hun:
-Saa er det rent galt.
Og uden at vide det, mens hun var af Farve i sit Ansigt som Køkkenbordet, slog hun Døren i til Anretteværelset, hvor Kogejomfruen stod over Garneringerne.
-Ja, nu ramler det, sagde Jægermesteren.
Sofie svarede ikke. Det var, som stønnede hun ligesom Bornholmeren.
-Jeg skal tale med den Gamle, sagde Jægermesteren og vilde Staa op.
-Vi har Fredag, sagde Sofie.
Hans Hvide lo:
-Se, om han er inde.
-Ja, sagde Sofie og blev staaende.
-Se, om han er inde, gentog Jægermesteren.
-Ja.
-Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede Øjnene, som hun havde holdt lukkede hele Tiden:
-Er der ikke no'et, Jægermesteren vil ha'e?
Hans Hvide, der allerede stank af sin Hals, sagde:
-Jo, bring mig et Glas.
Hun løb gennem Gangen ind i Spisestuen og greb en Karaffel. Hun hældte Vinen op i et Vandglas. Der var ikke andet.
-Dér, Hr. Jægermester, sagde hun.
-Tak, sagde Hans Hvide, der havde tømt det.
Sofie gik op. Hun saá alting saa tydeligt, Væggene og Dørene og Karmene—alting, før hun lettede paa Excellencens Dør.
Hans Excellence sad ved sit Bord endnu.
-Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage.
-Saa maa det være.
Jægermesteren stod op:
-Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saá op i hans Ansigt, mens hun greb om hans to Hænder, der var kolde som et svedende Ligs.
-Ja, sagde han.
-Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dør.
Hans Excellence drejede Hovedet:
-Jeg ventede Dig, sagde han.
-Det er jo godt, svarede Sønnen, der skjalv:
-Jeg maa have Penge.
-Kommer Du nogentid for andet? sagde Excellencen.
-Jeg kommer naar det er nødvendigt, sagde Sønnen.
-Hvor kan det være nødvendigt at skaffe Penge, naar Du pantsætter dine Skorstenspiber? sagde Hans Excellence.
-Det forslaar ikke, sagde Sønnen.
-Hvad forslaar?
Hans Excellence var staaet op. Man syntes, det var en Død, der havde rejst sig.
-Det er forbi. Jeg vil ikke mer, sagde han.
Udenfor blev Døre slaaet op og Døre slaaet i, og paa Gangen lød der Skridt. Det var, som i de to Mennesker i Excellencens Stue kun Øjnene levede:
-Det kan ikke være Forbi.
-Det skal.
-Det er Veksler.
-Jeg betaler dem ikke.
-Du maa.
Ordene kom som Hug.
-Jeg gør det ikke.
-Du maa.
Derinde skrabedes med Stole og Folk rejste sig.
-Hvorfor? sagde Hans Excellence.
-Fordi det er dit Navn.
Hans Excellence forstod ikke og stod ret op.
-Skrevet i dit Navn, sagde Sønnen, hvis Stemme var blevet ukendelig.
Der gik et Nu, før Hans Excellence faldt ligesom halvvejs forover som En, der er ramt i Ryggen, og havde rejst sig igen.
-For hvor meget? sagde han.
-Tredive Tusind.
Hans Excellence rørte sig ikke. Bordet skælvede under hans skælvende Arm.
-Tredive Tusind, sagde Sønnen igen, som om Hans Excellence ikke havde hørt det.
Og da der bestandig var stille, sagde han i Angst og gik tre Skridt:
-Har Du dem ikke? mens Sveden løb ned ad hans blodløse Ansigt.
-Du skal faa dem, sagde Hans Excellence. Han var kommen til Sæde i sin Stol.
Det ruskede i Døren til Gangen, som Hans Hvide havde laaset.
-Deres Excellence, Deres Excellence, raabte Georg:
-Hans kongelige Højhed.
-Jeg kommer, svarede Excellencen, og han vendte et Nu sit Ansigt mod Sønnen, mens det var som i et Sekund halvfemsindstyve Aars Lidelser og Liv var skrevne deri:
-Jeg kommer, sagde han igen.
Georg slap Døren.
Hans Hvide havde bøjet Hovedet, men tirret som et Dyr, der piskes, foran Faderens Ansigt, løftede han det igen og sagde:
-Ja, hvorfor gav Du aldrig nok, da Du kunde?
-Hvorfor?
I et pludseligt Raseri løb han hen og greb i Excellencens Skulder:
-Hvorfor? skreg han.
Hans Excellence svarede ikke. Laagene var falden til over hans Øjne.
Hans Hvide lo:
-Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: #der#, hvor Du #vilde#. Og som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, før han brast i Graad.
-Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter lød som den plejede.
Hans Hvide var gaaet.
Hans kongelige Højhed rejste sig fra Stolen ved Siden af Hendes Naade og nærmede sig, mens alle Stemmer lød mere dæmpet, til Faderen, med den høje Hat i sin Haand:
-Men hvor er egentlig Excellencen? sagde han og gik et Par Skridt frem mod Hans Excellences Dør.
Faderen bøjede Hovedet:
-Der er en Patient hos ham, Deres kongelige Højhed, sagde han, der havde genkendt Broderens Stemme gennem Døren. Og som ved et Tilfælde rørte hans Albue ved Portièrens Knude, saa det sorte Fløjels Gardin med Hvidernes Vaaben pludselig faldt ned for Døren som en Væg.
-Ja, Hvide er utrættelig, sagde Hans kongelige Højhed og smilte.
-Deres kongelige Højhed maa undskylde, sagde Hans Excellence i det samme og skød Portièren bort.
-Det er den aldrig trættede, som vi ærer, sagde Hans kongelige Højhed og tog Excellencens Haand.
Og Hans kongelige Højhed talte spøgende om et Storkors, der nylig var givet Hans Excellence af Hans kongelige Højheds Broder i Grækenland.
Hans kongelige Højhed indviklede Kammerherre Urne i Samtalen og kammerherren sagde—mens al anden Tale blev meget stille og der paa Gulvet blev et tomt Rum omkring Hans kongelige Højhed, Excellencen, Kammerherren og Kadetten—angaaende sit Arbejde, at det var Udviklingen af Hertugernes Forhold til Tronen, som beredte Vanskeligheder.
Hans Excellence, der muligvis ikke hørte efter, sagde:
-Ja, Deres kongelige Højhed, vi Gamle har kun Erindringerne tilbage.
-Ja, Værket har meget interesseret Hans Majestæt, sagde Hans kongelige Højhed, og idet han vendte sig mod Kadetten, sagde han:
-Hvorledes staar det med Deres Helbred, Hr. Baron?
Den firsindstyveaarige bukkede og sagde:
-En Invalid tør ikke klage, Deres kongelige Højhed.
-Ja, sagde Hans kongelige Højhed, medens det svindende Lys fra Vinduet faldt ind over ham og de tre Oldinge, der tegnede deres Skikkelser mod Striberne med Hvidernes Vaaben:
-Ja, sagde Hans Excellence og slog sin Haand ned paa Kadettens Skulder:
-Det er Resterne af gamle Norge.
Hans kongelige Højhed begyndte, maaske en lille Smule brat, en Runde mellem Damerne og vendte sig til Marschalinden, hvem han kendte fra Wien, idet han talte om de nye Museer i Donaustaden og om Prag.
Hans Excellence, der havde set rundt i Stuen, sagde pludseligt, efter først et Nu at have trukket de tykke Øjenbryn i Vejret:
-Fru von Eichwald kommer lige derfra, Deres kongelige Højhed.
Hans kongelige Højhed, der uvilkaarligt havde trykket Hatten en Kende tættere ind mod sin Figur, vendte Hovedet mod Hofjægermesterinden og sagde:
-Er Hofjægermesteren i Byen, Frue?
Der var paa en Gang blevet ganske stille i Stuerne.
-Nej, Deres kongelige Højhed, sagde Hofjægermesterinden, som nejede meget dybt: min Mand er paa Egehøj.
Der opstod en Pause, før Hans kongelige Højhed sagde—Etatsraadinde Mouritzen var trængt frem lige bag Fru von Eichwald og bevægede sig saa livligt, at den nederste og fyldigste Del af hendes Ryg rev Poppes Tæppe ned-:
-Ja, Wien er en smuk By.
De noget løsrevne Ord hørtes gennem tre Stuer, mens Hans kongelige Højhed vendte sig mod Hendes Naade til Afsked.
Hans Excellence fulgte Hans kongelige Højhed ud.
Alle begyndte paa en Gang at tale igen, og Moderen, som paa Hendes Naades Vegne havde fulgt Hans kongelige Højhed til Døren, vendte tilbage til Grevinde Schulin, der talte med de to Stiftsdamer om Jørgen, Komtessens Forlovede, og som, da hendes to Børn havde fjernet sig, sagde:
-Jørgen vil jo absolut giftes nu.
-Vil han? sagde den ene Stiftsdame, og den anden lagde til:
-Ja, De, det vil jo altid Brudgommen.
-Men, blev Grevinden ved—og Moderen, der havde fulgt Faderen med Øjnene, han gik mellem de unge Kvinder, som en Gartner gaar, mellem sine Blomster, hørte pludselig efter—jeg synes nu ikke, at det har nogen Hast. Unge Mennesker er altid gamle nok til at faa Børn, men de bliver sjældent gamle nok, til deres Børn begynder at blive gamle.
Moderen saá paa Grevinden og havde ført sin ene Haand ind mod sit Bryst:
-Hvor det er sandt, sagde hun, og hendes Læber forblev let aabnede, da hun havde talt, ligesom hos En, der forbavses.
Den ene af Stiftsdamerne, af hvilke ingen havde forstaaet noget, sagde:
-Kære I to, det er som jeg si'er saa tit til Charlotte Amalie, naar vi saadanne sidder for os selv og ser ud over vore Bekendte: Revner kommer der dog altid.
Stiftsdamen udtalte e'et i Revner som et æ.
Fru Schulin smilte og sagde:
-Der er no'et i det. Hvad siger De? vendte hun sig til Moderen.
Moderen fo'r sammen.
-Jeg tænkte, sagde hun.
-Ja, sagde Grevinde Schulin, stadig til Moderen eller en lille Smule, som talte hun til sig selv: jeg er saamæn ikke meget kløgtig, og Gud véd, hvordan man skulde blive det, men der er vel altid en eller anden Ting, som man længe har tænkt over … Og jeg tror, at en Kone først rigtig har tabt i Ægteskabet, naar hun ikke længer er Kvinden, Kvindemennesket for sin Mand.
Moderen havde nikket, som en Statue vilde, hvis den kunde bevæge sit Hoved.
-Ja, det tror jeg, sagde Grevinden, inde i sin egen Tankegang.
Hans Excellence, hvem de allerede havde hørt le henne ved Døren, traadte hen i Nærheden af dem og blev pludselig staaende foran Grev Francis, der, i en anden Lænestol, i en fortsat Ligegyldighed, havde siddet med det skønne Racehoved støttet i sin smalle Haand, men som nu rejste sig. Hans Excellence blev ved at le:
-Hvad ler du af, Onkel Hvide? spurgte Grevinden.
-Af hans Ungdom, sagde Excellencen, der i de sidste fem Minutter, paa én Gang, syntes greben af den Stormkastmunterhed, der for en Menneskealder siden var Forfærdelsen for Eksamensbordenes Kandidater.
-Ja tænk Dig, sagde Grevinden, at han kun bliver fyrretyve Aar, naar vi gaar ind i et andet Aarhundrede.
-Et andet Aarhundrede, sagde Hans Excellence og gjorde en Bevægelse med sine Læber, som udstødte han en Slurk Røg:
-Hm, sagde han, Menneskehedens Muskler bliver de samme og vil gøre det samme Arbejde.
Han gik videre og kom i Nærheden af Hendes Naades Stol:
-Hvor har Du været, Hvide? spurgte Hendes Naade, og hun strakte sin lidt fugtige Haand kærtegnende ud mod ham:
-Jeg er altid saa bange, naar jeg ikke ser Dig.
Hendes Naade slog Øjnene op mod Hans Excellence og han satte sig, brat, paa en Stol, med Armen over Hendes Naades Stoleryg:
-Du har mange Gæster idag, sagde han.
-Ja, min Ven. Men—og Hendes Naade saá igen ind i Excellencens Ansigt—Du er anstrængt.
-Jeg, sagde han—der var i hans Stilling, som han sad, noget, der mindede om et hvilende Stordyr af Rovslægten—:
-Jeg har det godt, sagde han.
Etatsraadinde Mouritzen, der sad ovre hos Marschalinden og Fru von Eichwald, saá over paa Hendes Naade og Excellencen og sagde pludselig, midt i det:
-Ja, Gud, hvor er'et sjældent—at se saadan et Ægteskab.
-Men, blev hun ved i en springende Forbindelse—Etatsraadinden talte altid saa højt, at hun egentlig ikke skjulte sine Tanker for Omverdenen—:
-Underligt er'et, at ingen af Børnene har arvet hans Geni.
Marschalinden, der ligesom Moderen, havde betragtet Faderen, som just stod bøjet over et Par unge Døtre af Landadelen, sagde:
-Fritz har vist arvet.. . Geni.
Etatsraadinden beholdt Munden aaben.
Marschalinden sagde, idet hun slog lidt ud med sin Lorgnon og paa Forhaand smilede ad de Ord, hun vidste maaske ikke vilde blive forstaaede:
-Det Geni, der nu lyser paa hans Ansigt.
Hans Excellence, der havde talt med en Højærværdighed, som i en lang Arvefølge havde arvet en Kirke sammen med et højkirkeligt Syn, og som nu nærmede sig Hendes Naade—Hans Excellence kom hen til Moderen og sagde:
-Hvad taler I om?
-Vi talte om Genier, sagde Marschalinden.
-Genier, Genier, sagde Hans Excellence: Genierne, min Pige, er kun Burene om de største Dyr.
Marschalinden lo:
-Du vælter alting idag, Onkel Hvide.
-Nej, sagde Hans Excellence, hvis Ansigtsudtryk skiftede: jeg stiller paa Plads.
-Forresten, sagde Marschalinden, der stadig smilede: talte vi egentlig om Kærligheden.
-Ja, fo'r Etatsraadinden brat ind, der nu havde forstaaet Marschalindens Ord fra før.
-Kærligheden, sagde Excellencen og et Øjeblik krængede han sin altfor svære Mund: Kærligheden? Menneskene bliver aldrig sunde af Begreb, før alle de pyntelige Ord er blevet høvlede af Sproget.
Marschalinden blev ved at le, men Hans Excellence, der vendte sig halvt, sagde, som fejede han noget væk:
-Og forresten véd jeg heller ikke, hvorfor I vil forlange saa meget af Abernes Børnebørnsbørn.
-Eller hvad mener Du? spurgte han henimod Moderen.
-Jeg, sagde Moderen, hvis Ord syntes uden nogen Sammenhæng med alt, hvad der var sagt: Jeg tror, man bør give Menneskene fri.
-De ta'er sig fri, sagde Hans Excellence og gik videre.
-Den kære Excellence er saa munter idag, sagde Fru Mouritzen og rokkede let med sit Hoved, og, som om hendes Næse pludselig havde vejret et eller andet, sagde hun paa en Gang:
-Hvad er her hændt?
-Intet jeg véd af, svarede Marschalinden, der ved hendes Ord havde løftet sine Øjne mod Moderens Ansigt og atter hastigt taget dem bort. Og hun spurgte om en mærkelig Perleindfatning af en Medaillon, der hang halvskjult under Etatsraadindens Hage:
-Den maa være meget gammel, sagde hun.
-Ja, Stykket er historisk.
-Etatsraadinden, der udtalte o'et som et aa, tog Medaillonen af:
-Den har tilhørt Marie Antoinette.
-Mouritzen har Beviserne, sagde Etatsraadinden: Men vi har Stykket fra Frankfurt.
-Ja, sagde Marschalinden, som sad med Medaillonen imellem sine Fingre: Saadanne Ting gaar jo nutildags saa mange Veje.
-Ja, det er underligt, sagde Fru Mouritzen og hun tilføjede—naar Etatsraadinden talte om Medaillonen, talte hun saa mærkelig ud i ét—: Pastellen fremstiller Dauphin.
-Det er aparte, saa de Brillanter er "fattede", sagde Marschalinden og kneb Øjnene sammen, som Kendere gør.
-Nutildags, sagde hun og saá uvilkaarligt over paa Hendes Naade, mens Hofjægermesterinden fulgte hendes Blik: indfatter man ganske anderledes.
-Ja, sagde Fru von Eichwald, idet hendes Laag atter dækkede et hastigt Glimt i hendes Øjne som da hun før sad, med Ministeren, ved Siden af Hendes Naades Stol: det var interessant at se.
Og mens hun gik, sagde hun:
-Hendes Naade vil ikke blive vred.
Fru von Eichwald bøjede sig over Hendes Naade og bad om de maatte sammenligne Indfatningen.
Hendes Naade havde grebet lidt nervøst op om Kejser Nikolajs Brosche, næsten som om hun vilde skjule den:
-Den skal ingen Skade komme til, sagde Fru von Eichwald smilende og med den samme Stemme.
-Naturligvis, sagde Hendes Naade og Fru von Eichwald tog Broschen af.
Marschalinden havde faaet begge Klenodierne i sin Haand og førte dem op mod Lyset.
-Forskellen er tydelig, sagde Fru von Eichwald. Marschalinden havde brat ført Juvelerne bort fra Lyset, og mens hun holdt Broschen i en halvt tillukket Haand, sagde hun:
-Russiske Brillanter, Frue—Marschalinden understregede Frue—er altid ganske særegent indfattede.
-Tak, sagde hun og var selv gaaet hen over Gulvet for at fæste Broschen paa Hendes Naade, med en Haand, der rystede ganske lidt.
Etatsraadinden brød op, og Fru von Eichwald talte med Hans Højærværdighed, der bad hende takke Hr. Konferensraaden for Stagerne. Konferensraaden havde ladet et Par Alterstager i hans Kirke belægge med Guld:
-Og de virker saare skønt paa deres hellige Sted, sagde Hans Højærværdighed.
Marschalinden var vendt tilbage til Moderen:
-Du er saa tavs idag.
Moderen stod lænet til Vindueskarmen, hvor hun saá ud som en Vandrer, der paa en endeløs Vej et Minut har lænet sig til et Træ, og sagde:
-Jeg har tænkt saa meget igennem i de sidste to Timer.
Fru Harriette stod et Øjeblik, før hun sagde:
-Men undertiden taler man for at skjule, at man tænker.
Og idet hun vendte sig, sagde hun og pegede let over mod den unge Hr. Fritz, som i Stuens Baggrund, i den halve Skumring, stod lænet mod et Ibenholts Skab:
-Er det Hans' Søn?
-Ja.
Marschalinden blev ved at se paa ham:
-Ham glemmer man ikke, sagde hun og gjorde en lille Pause mellem hvert Ord.
Da den østrigske Minister traadte til for at spørge, om de skulde gaa, bøjede hun Hovedet i Retning af den unge Hvide:
-Har De set ham? spurgte hun.
-Ja, sagde Ministeren og betragtede den unge Hr. Fritz, der, meget rank i Krop, bøjede det antikke Hoved mod den Ibenholts Baggrund:
-Han er skøn som et Gravmæle.
-Det er underligt, sagde Marschalinden, der var faret let sammen: jeg stod netop og tænkte paa, at han skulde egentlig have en nedadvendt Fakkel i Haanden.
-Ja, vi skal afsted, sagde hun, og Ministeren gik for at tage Afsked, da Berømthedens Søn kom til: han vilde gerne vise en yngre Professor i sammenlignende Sprog et gammelt Portræt, en Silhuet, der hang i Vindueskarmen og som Gehejmeraad Goethe i sin Tid havde foræret Hans Excellences Fader under et Besøg i Weimar.
-Det gamle Billede, sagde Marschalinden, der tog Billedet ned fra Karmen.
Hun blev forestillet for Professoren og vedblev:
-Ja, Weimar er et henrivende Sted … jeg var der endnu for to Aar siden. Jeg fulgte min Mand, han skulde repræsentere ved et Slags Regeringsjubilæum.
Og de vedblev at tale om Weimar og om Goethe.
Hans Excellence havde, inde i den anden Stue, sat sig paa en Stol foran Kadetten og, pludselig, var han sunken sammen. Med ganske tomme Øjne sad de to Oldinge, midt mellem de Talende, og stirrede paa hinanden.
De to Stiftsdamer, der endelig skulde gaa, kom forbi Pappegøjens Bur:
-Se Fuglen, Anna Frederikke, sagde Charlotte Amalie og stak sin ringbesatte Finger ind til Fuglen.
Poppe blev rasende og hugg i Fingeren, saa Stiftsdamen hvinede let, mens Poppen skreg, med udspilede Vinger:
-Fortuna fortis, fortuna fortis.
-Hva' er 'et, Dyret siger, Charlotte Amalie.
Hans Excellence vaagnede brat:
-Det er Latin, sagde han og stod op.
Hans Excellence gik forbi Hofjægermesterinden og Hans Højærværdighed og hørte Hans Højærværdighed sige:
-Ja, Frue, Menneskene vil altid trænge til at se opad.
-Det er rigtigt, Deres Højærværdighed, sagde Hans Excellence: lad dem se opad. Saa bliver de aldrig sig selv vár.
Han vendte sig til Hofjægermesterinden:
-Din Fa'er er snavs, sagde han.
-Ja, desværre, svarede Hofjægermesterinden.
Der fløj et barskt Smil over Hans Excellences Ansigt ved Tonefaldet i Fru von Eichwalds Stemme.
-Vogt ham for Sindsbevægelser, sagde han: hvis I ellers har hans Liv kært.
Hans Excellence traadte hen til Gruppen ved Vinduet og fangede Navnet Goethe, medens alle Gæsterne, der beredte sig til Opbrud, stod op og dannede som en stor Kreds udover Stuen, frem mod hendes Naade, hen bag hvis Stol den linjeslanke Tjener havde flyttet en Standlampe, som han netop tændte.
-Goethe, ja, sagde Hans Excellence: han drev det vel saa vidt som et Menneske kan: At dyrke sig selv som en Gud og have Ret dertil, naar han maalte sig selv med de andre.
-Fortuna fortis, skreg Pappegøjen.
Ministeren, der skulde henvende nogle Afskedssætninger til Hendes Naade, greb Ordet Weimar og talte om det storhertugelige Hus.
-En udmærket Slægt, sagde Ministeren.
Hendes Naade, der sad i Lyset af Lampen, smilte pludselig:
-Jeg har aldrig, sagde Hendes Naade—og et kort Nu var Hendes Naades Ansigt som forvandlet, mens de dybe og blaa Øjne straalede—set saa smukke Mænd som Prinserne af Huset Weimar.
Der skød en Rødme som to blodige Lyn hen over Hans Excellences Ansigt, der syntes at kunne høre en Hvisken, naar det var Hendes Naade, som talte.
-Ja, sagde Kammerherre Urne, der stod hos de andre, som vedblev at tale om Goethe: helst af alt vilde jeg have set Goethes Møde med Bonaparte.
-Det var uforglemmelige Dage, de i Weimar, sagde Hendes Naade til Ministeren.
Hans Excellences Øjne slog over mod Hendes Naade som tindrende Glimt og med en urimelig Bevægelse med sin Arm gennem Luften, som sled han i en usynlig Lænke, sagde han, som Svar til Kammerherre Urne:
-Ja, de to har forstaaet hinanden. Bonaparte vidste Besked. Han gav Drivfjedren Vinger og læste Sammenhængen paa Bunden af sit Glas.
Marschalinden, der netop ved denne Jul gennem Fyrstinde Metternich havde erhvervet en Samling af Bonaparternes Drikkeglas, blev rød som et Blod og et Nu talte ingen, før Hans Excellence, efter at have kastet et Blik paa Silhuetten sagde:
-Og hvad bliver der saa tilbage af en Goethe? Han talte, som rykkede han usynlige Vækster op med alle deres Rødder:—Først nogle Bøger, saa én Bog … saa et Navn og en Gang tilsidst kun nogle Bogstaver, hvis Form Ingen kan tyde mer.
Berømthedens Søn, der blev, hvor han var, og som hadede alle andre berømte Erindringer og hvad der kunde ligne Erindringer, sagde:
-Men Goethes Samtaler kan jeg ikke udstaa.
Alle var ved at bryde op. Grev Francis Schulin bøjede foran Hendes Naade sit Hoved i en tom Ærbødighed, mens de to Stiftsdamer halvnejede paa den anden Side Stolen.
-Fortuna fortis, skreg Pappegøjen i et stadigt Raseri.
-Det er Gammelmandssnak, sluttede Berømthedens Søn.
Den slanke Tjener aabnede Døren og lukkede den igen, rank med nedslagne Øjne, som en Husets Vogter.
Hans Excellence løftede Hovedet brat og stod som et Lys:
-Den Gammelmandssnak, min Go'e, sagde han til Berømthedens Afkom, har gættet et Aarhundrede.
Poeten, der havde holdt en af Politikerne fast angaaende Statsunderstøttelser, nærmede sig Excellencen til Farvel (under Lampen bøjede Hendes Naade uafladelig sit Hoved, rank, med Nikolaj I.s Brillanter ved sin Hals, ikke ulig et Afgudsbillede) og Digteren, der greb Ordet Aarhundrede, enten fordi det endelig var nok for hans Dybsindighed eller maaske kun for at faa en Sortie, sagde:
-Ja, Deres Excellence, hvad bliver der tilbage af et Aarhundrede?
Hans Excellence lo, og med et pludseligt Blik, der fangede det ganske Værelse og inderst inde i den næste Stues Mørke den sammensunkne Kadet som en fjern Ruin, sagde han:
-Vi er blevet tilbage.
Og han lo endnu en Gang.
… Ministeren kørte bort sammen med Fru Harriette. Han talte om Hr. von Bismarck og Østrigs kummerlige Stilling under Krisen. Pludselig sagde han:
-De hører ikke efter.
-Nej, min Ven, undskyld.
Og lidt efter sagde Marschalinden:
-Naar man ikke har set sin Ungdoms Venner i tyve Aar, kan der være et og andet at tænke over.
-Sikkert, sagde Ministeren, og lidt efter sagde han, idet han saá udad Vinduet:
-Denne gamle Mand er oprigtig som en Fortvivlet.
Fru Harriette drejede hastigt Hovedet om mod Ministeren:
-Ja, sagde hun og nikkede.
Og de talte ikke mer, før Ministeren stod ud.
Da Vognen atter kørte videre, førte Marschalinden pludselig hastigt Muffen op mod sit Ansigt: hun brast i Graad.
* * * * *
Hans Excellence sad foran sit Bord:
-Hvad er Klokken?
-Fire, Deres Excellence, svarede Georg.
-Klokken fem skal Vognen køre frem.
Georg rettede sig.
-Her er Middag, sagde han og saá hen paa Hans Excellence.
Hans Excellence rørte sig ikke:
-Lad Hr. Fritz komme ind.
Georg gik og den unge Hr. Fritz kom ind. Uden nogen Bevægelse i sit Ansigt betragtede han Hans Excellence:
-Din Fa'er er vel i Hotel d'Angleterre, sagde Excellencen og drejede, da han havde talt, pludselig Hovedet om mod den unge Mand:
-Sig ham til, at her spises Klokken seks.
-Hvis han ikke er drukken.
Hans Excellence havde ikke taget Øjnene fra den unge Mand, hvis Mund maaske sitrede en umærkelig Kende, idet han bukkede.
-Har Du hørt det?
-Ja, Grandpapa.
-Saa svarer man, sagde Hans Excellence. En Bleghed var strømmet over den unge Mands Ansigt og han gik.
Hendes Naade sad stadig i sin Stol:
-Hvor er Hvide? spurgte hun.
-Hans Excellence er i sit Værelse, sagde Selskabsdamen.
-Jeg paaklædes Klokken fem, sagde Hendes Naade og gjorde en Bevægelse med Haanden.
-Sluk, sagde hun og vendte sig til den slanke Tjener.
Lyset blev slukket over Hendes Naade, der blev ene.
Døren blev sagte lukket op og lukket i, og der listede nogen hen over Gulvet:
-Hvem er det? sagde Hendes Naade og fo'r sammen.
-Det er mig, hviskede Sofie.
-Véd Fruen det?
-Hvad? sagde Hendes Naade, som førte Hænderne op og ned i sit Skød.
-Jægermesteren er i Byen, sagde Sofie. De to hvide Ansigter stirrede et Øjeblik paa hinanden gennem Mørket.
-Jeg tænkte det, stønnede Hendes Naade: Har Du set ham? Sofie svarede ikke straks:
-Jægermesteren har talt med Hans Excellence.
-Naar?
-Under Modtagelsen.
Hendes Naade stønnede paany og bed de hvide Læber sammen:
-Gaa, sagde hun saa sagte, at Pigen næppe kunde høre det.
Døren blev lukket.
Hendes Naade havde pludselig rejst sig og gik hen over Gulvet. Hun slog Portièren bort og aabnede Hans Excellences Dør.
Han sad ved Lampen og havde ikke hørt hende.
-Hvide, hvad er der? sagde hun og stod foran Hans Excellence: Hvad er der sket? Hvad gaar der for sig?
Han havde løftet sit Hoved og saá paa hende.
-Hans er i Byen, sagde han.
Hendes Naade havde foldet sine Hænder—i det sorte Skrud, som hun stod med Nikolaj I.s Brillanter, lignede Hendes Naade et af de velbevarede Lig, man undertiden kan finde, naar man opbryder Kirkegulve—:
-Hvad har han sagt?
Hans Excellence blev ved at se paa hende som den, der ser paa hele sit eget Liv.
-Han har talt Sandhed, sagde han og vendte Hovedet bort.
-Og Du skulde hvile Dig, sagde han straks efter:
-Du er træt.
Hendes Naade vendte sig og gik.
Moderen var gaaet op. Hun tændte Lysene i Armstagerne og blev staaende foran de hvide Lys.
-Jeg skulde klæde mig paa, sagde hun, og Armene faldt trætte ned langs hendes Sider.
Lidt efter aabnede hun Døren til Gangen:
-Arkadia, raabte hun:
-Arkadia.
Men Ingen svarede. Moderen smilte og aabnede Vinduet. I Gaarden var der næsten mørkt.
-Arkadia, raabte Moderen.
-Slip mig, Frederiksen, lød det nede fra, i Skumringen.
Moderen lukkede Vinduet og vendte tilbage til Lysene.
Selskabsdamen bankede paa og kom ind. Hun spurgte, om hun ikke kunde hjælpe Fruen.
-Jo Tak, sagde Moderen, medens de dejlige Hænder laa i hendes Skød: hvis De vilde tage min Kjole op af Kufferten.
Der var to store Kufferter med mange Rum. Selskabsdamen tog Kjoler op og Skørter op og Æsker op. Moderen fulgte hendes Bevægelser.
-Det er en sort Barége, sagde hun.
-Med Underkjole af Reps.
Selskabsdamen blev ved at rode op.
-Men Gud, hvad skal jeg dog med det? sagde Moderen og saá pludselig paa et straagult Kjoleskørt:
-Den Kjole gaar jeg jo aldrig med.
Og pludselig sagde hun:
-Vil De dog ikke ha'e den?
Selskabsdamen, der plejede at lade sig tilflyde sin Del af Moderens Kufferter, sagde, mildt afværgende:
-Men den er jo saa god som ny.
-Kære Ven, sagde Moderen: jeg har den jo aldrig paa:
-Tal dog ikke om det.
Selskabsdamen lagde det gule Klædningsstykke hen paa en Stol og fandt tilsidst den Baréges:
-Her er den, sagde hun.
-Tak, sagde Moderen: saa kan jeg selv.
Hun blev siddende endnu nogle Øjeblikke foran Lysene, før hun slog Eau de Cologne'n op i det store Vandfad for at bade sig. Da hun var klædt paa, sad hun atter foran Lysene.
Hendes Blik faldt paa Tusindfrydbuketten, som Hans Excellence hver Dag til Middag lod lægge paa hendes Bord. Hun tog den i sin Haand. De gule Blomsterøjne stirrede i Lyset op mod hendes blege Ansigt.
Saa lagde hun Blomsterne hen og af de tre Bøger paa sit Bord tog hun den ene. De to andre var "Buch der Lieder" og "Don Juan".
Hun slog Bogens Blade op og stirrede ind i Lyset, før hun læste:
Og daglig mer og mer Diones Sind Sig slutter til—hun drømmende kun leved; Det evigt nyt Erindrings Billed væved, Men Livets Indtryk lukked ej det ind. Tavs sad hun hele Timer, Haand ved Kind, Og saá i Luften ud, hvor Skyen svæved, Af Vinden ført, saa tung og mørk forbi: Et Spejl af hendes Sjæls Melankoli.
Dog, hvad er Ord fornødne?—Samme Spil Kan her beskues som paa Livets Scene; Først Smertens Frugt paa Livets fulde Grene, Saa Hjertets Kamp før det sig lukker til. Først Haab og Længsel, derpå Savn alene. Saa Tomheds Taarer, der ej stanse vil. Først dobbelt Liv og Kraft i hver Fornemmelse, Saa Træthed, Slaphed, Sløvhed og Forglemmelse.
Moderen løftede sit Ansigt. Et Øjeblik lukkede hun sine Øjne. De røde Læber skælvede.
Saa læste hun igen:
Du svigter mig—du flyer mit Øjes Blik, Skønt ømt jeg kalder, Du vil ej mig høre; Du for min Hilsen lukket har dit Øre Og rækker bortvendt mig den bitre Drik. Det svinder hen—min Sol til Hvile gik.
Moderens Haand søgte et spidset Blyant paa hendes Bord og hun førte den til en næsten usynlig Streg ned langs Digterens Ord, alt som hun læste:
Og intet mer kan mig tilbage føre De Straaler, som min Glæde fødtes i, Kun Tanken har jeg nu: det er forbi.
Det skulde være—nu velan. Ej Klage Skal disse Linjer bringe fra mit Bryst. Ej Suk, som uden Genlyd gaar tilbage, Ej Savn, som vende hjem, foruden Trøst; Kun milde Ord, som ej dit Hjerte nage, Kun Hjertets Genklang af en svunden Lyst, Kun Ordet, tomt for Dig, for mig en Lindring, Kun et Farvel til Afsked og Erindring.
To Taarer var faldet ned paa Blader. Moderen saá dem ikke:
Farvel—Hvad er et Ord? og dog en Smerte, Den bitreste, er gemt i dette Ord: En Grav for alt, hvad dette Bryst begærte Af Elskov, Lykke, Fred paa denne Jord.
Den sidste Blomst, der sprang af dette Hjerte, Hvis sidste Haaben i dens Bæger bor, Tag alle Blade Du. Ti Duft og Farve, Som Du gav Liv, til Afsked skal Du arve.
Store Taarer strømmede ud af hendes Øjne, og et Nu støttede hun sit Ansigt mod Armstagens Bronce.
Saa tørrede hun Taarerne bort og vendte igen de dejlige Øjne mod Bogen, hvis Bind stod lænet mod Spejlets Rand som en Bønnebogs mod en Bedepult:
Min Sjæl er træt, men paa mit Øje falder der ingen Slummer; rastløs Tanken gaar I Sorgens Følge gennem Fortids Haller Og stille for hvert dejligt Billed staar. Hver Drøm, der fryder, jeg tilbagekalder, Jeg strækker Haanden ud—men ej den naa'r Den flygtige, den lyse Hær af Minder, Som tryller, smiler, vinker og forsvinder.
Da vækkes jeg, af Længsels Toner kaldt, Da føler end med dobbelt Kraft jeg Savnet Af alt det Herlige, min Arm har favnet, Af Dig, din Kærlighed og din Gestalt. Oh, Charles, som mig flyer, af hvem kun navnet Endnu jeg har, skønt dette Navn er alt, Alt, hvad jeg tænker, føler: Lyst og Kummer, Mit Hjertes Klage, naar jeg selv forstummer.
Hun havde fattet om Bogens Bind med begge sine hvide Hænder. Ansigtet var let strakt frem:
O, Du—Men Taaren falder ned og sletter Mig Skriften ud; og tørres end den bort, Den vælder frem paany og Brevet pletter Saa selv min Afskedshilsen gør mig tort. Lad her mig ende. Dig jeg ej forgætter, Dertil et bittert Liv var mig for kort. Farvel. Farvel. Jeg har ej mer at skrive. Kun dette Kys—nej, nej. Og dog—det blive.
Hendes Hænder gled ned fra Bogen, og stille, stirrede hun, i Spejlet, ind mod sit eget Billede, som hun ikke saá.
-Ja, sagde hun ud i Luften og rejste sig: det maa være.
Selskabsdamen bankede igen og spurgte, om hun ikke skulde hægte Fruens Kjole.
-Tak, jeg er færdig, svarede Moderen.
Selskabsdamen saá paa Tusindfrydene:
-Men skal jeg dog ikke fæste Blomsterne? sagde hun.
Moderen tog Blomsterne op i sin Haand. Et Øjeblik endnu betragtede hun de hvide Blomster.
-Tak, sagde hun:
-Men lad dem visne her.
Og idet hun smilede til Selskabsdamen, der saá paa hende, sagde hun:
-De véd, jeg holder saa meget af visnende Blomster.
Selskabsdamen vilde gaa, da der hørtes Støj i Gaarden.
Det var Hestene, der blev spændt for.
-Skal der spændes for? spurgte Moderen og vendte sig hastigt om mod Selskabsdamen.
-Ja, Hans Excellence kører ud, svarede Selskabsdamen.
-Men hvorhen dog? spurgte Moderen.
-Hans Excellence har ikke sagt det.
Moderen gjorde en Haandbevægelse mod Selskabsdamen, der gik.
Porten blev slaaet i. Hans Excellence var kørt ud.
—-